Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august.

Transkript

1 R E P L I Q U E

2 Replique, 4. årgang 2014 Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Anders Orris, Christian E. Skov. Tidsskriftet Replique udkommer hver måned med undtagelse af januar og august. Skriftet er sat med Book antiqua, Myriad pro Udgives af forlaget Munch & Lorenzen ISSN: Munch & Lorenzen

3 Kongen og magten HISTORIE I 2013 kunne den glücksborgske familie fejre 150-års jubilæum på den danske trone. Jes Fabricius Møllers bog om de glückborgske regenter er en vidende skildring, der dog ikke forklarer regentens overgang til ceremoniel figur. Jens Wendel-Hansen Den nuværende linje af den danske kongeslægt, huset Glücksborg, kunne 15. november 2013 fejre 150 år på tronen. I den anledning udgav historikeren Jes Fabricius Møller bogen Dynastiet Glücksborg. Bogens layoutmæssige kvaliteter taler for sig selv for enhver, der tilfældigvis er stødt på den hos boghandleren, eller har taget en genvej til grøntafdelingen igennem bogsektionen i den lokale Føtex. Lad det være sagt med det samme: Denne bog er god. SJÆLDNE BILLEDER Let forenklet kan man sige, at bogen er inddelt i kapitler efter hver monark dog med flere kapitler i starten og i slutningen, der giver et naturligt større fokus på den første og den sidste i dynastiet. I tilfældene Christian X og Frederik IX udgør kapitlerne samtidig en behandling af et tema, der navnlig kan knyttes til kongerne hhv. udviklingen af kongehusets rolle fra politisk medspiller til apolitisk institution og kongehusets forhold til medierne. Samlet set får bogen således dækket et stort antal temaer og personer, der er relevante for at forstå glücksborgernes historie. Bogen er som sagt i flot indbinding, og billederne både udenpå og indeni er i al deres forskellighed særdeles velvalgte. Det vidner om en høj grad af kreativitet, at billederne som oftest indeholder pudsigheder enten er der tale om officielle portrætter med en festlig baggrundshistorie eller portrætter, der nok næppe har været tiltænkt offentligheden. Et godt eksempel er et billede af Christian X med sine tre ældste børnebørn fra starten af 1940 erne. Som teksten også fortæller læseren, så er dette billede mærkværdigt atypisk, idet kongen ikke normalt blev skildret som så varmt og kærligt et gemyt. På næste side er et billede taget fem meter længere tilbage, der som del af en slags moderne udgave af Platons hulelignelse viser et større hold af fotografer, der sørger for at iscenesætte selv samme billede helt rigtigt. INTERNATIONALE FORBINDELSER Forfatterens viden kender få grænser, hvilket vises i det benyttede og allerede skildrede billedmateriale samt i den mængde af kilder, der refereres levende i brødteksten. At forfatteren desuden gør ikke få udflugter til paralleleksempler fra verdens øvrige monarkier naturligvis de øvrige for- og nutidige europæiske, men også til monarkier som Bahrain og Saudi-Arabien øger dette indtryk. Dette kræver et godt overblik, der samtidig også skaber en forbindelse gennem institutionen til lande, som Danmark normalt ikke sammenligner sig med, men som også gør det klart, at monarkiet er en Side 7

4 mangefacetteret institution, men også en institution, der forbinder lande med ellers store indbyrdes forskelle. For eksempel påpeger forfatteren, at de mest stabile lande i såvel Europa som i Mellemøsten er monarkier. Hvorvidt stabiliteten så muliggør monarkiet eller omvendt, afviser forfatteren at kunne give svar på. OPRØRSTRANG Enkelte gange føler man som læser, at forfatteren har brug for at slå sig i tøjret. I henvisningen til en Gallup-undersøgelse fra omkring dronningens 25-årsjubilæum, hvor kun én procent af befolkningen vurderede majestætens varetagelse af sit hverv til mindre end god taler forfatteren således om nærmest nordkoreanske tilstande. Til tider fører dette oprørske behov endog så vidt, at forfatteren fremkommer med mildt sagt tvivlsomme og ubegrundede postulater som f.eks. At noget er gammelt, er selvfølgelig ikke nødvendigvis ensbetydende med, at det er godt. Det overbeviser ikke nærværende anmelder. På ét bestemt område udmærker bogen sig dog særligt. Det er på dette område, bogen for alvor bidrager med noget, men også på dette område, at nærværende anmelder vil gøre enkelte refleksioner, der vel udgør den væsentligste kritik af en bog, hvor kritikpunkterne ellers må siges at være bemærkelsesværdigt få. PÅSKEKRISEN Dette område er udviklingen af monarkens politiske rolle igennem den behandlede periode. Her er det overordentligt væsentligt, at forfatteren netop godtgør, at Grundloven i 1849 ikke fratog kongen al sin magt, men at kongen også herefter var et legitimt magtcentrum og var tiltænkt en vis politisk rolle i Grundloven netop fordi Grundloven var indskrænketmonarkisk, ikke demokratisk. Forfatteren ekspliciterer desuden den interessante pointe, at Christian X under Påskekrisen 1920 faktisk var en politisk medspiller, som folk forsøgte at påvirke det samme kan siges om Højgaard-kredsen i 1940 og at i hvert fald Grundlovens praktiske udøvelse faktisk levnede kongen en bemærkelsesværdig rolle. Denne pointe er væsentlig og har i meget høj grad været overset eller nedtonet i forskningen de sidste år, hvor f.eks. Påskekrisen har fået lov at blive stående som symbol på Christian X s manglende forståelse af parlamentarismens betydning. Knud J. V. Jespersen beskrev i sin biografi om Christian X, Rytterkongen fra 2007, begivenhedsforløbet omkring regeringsdannelserne efter parlamentarismens såkaldte indførsel i 1901, som netop understreger kongens aktive politiske rolle. Nu bliver pointen således indskrevet i historien om det regerende danske kongehus og den ændrede politiske rolle således fremhævet. Den betydning, denne forskningstendens har for forståelsen af dansk demokrati- og forfatningshistorie, der ellers generelt er blevet fortolket af venstrebevægelsen eller den radikale historikertradition, som sejrede i forfatningskampen , er unægtelig stor. MANGLENDE FORKLARING Så meget som Jes Fabricius Møller nu fastslår, at regentens rolle i dansk politik har udviklet sig fra rollen som politisk medspiller til rollen som apolitisk kransekagefigur, desto mere mærkværdigt må det dog i så fald også forekomme læse-

5 REPLIQUE 4. årg. s. 7-9 Kongen og magten Af Jens Wendel-Hansen ren, når forfatteren senere i bogen hævder, at det juridiske argument, at magten følger ansvaret, var gældende i lige så vel, som det er det nu. Paragraffen om kongens ansvarsfrihed har været indskrevet i Grundloven siden Alligevel har forfatteren flere steder selv understreget, at kongen ikke bare har tiltaget sig magtbeføjelser, men at det tilmed i samtiden er blevet betragtet som legitimt. Disse elementer spiller kun dårligt sammen. Som en halv forklaring skriver Jes Fabricius Møller, at det historiske argument i en juridisk tolkning kun er sekundært, men det medfører vel, at der må være noget, der er primært. Som Piet van Deurs ville sige: Hvad er det? Forfatteren henviser til, at Grundlovsfortolkningerne må tilpasses tiden, men det uddybes ikke yderligere. Bogen tackler således ikke denne historiens blinde vinkel: Hvordan og hvornår overgik man fra, at kongens politiske indgriben opfattedes som legitim og til, at kongens ceremonielle rolle ikke bare bliver praktisk realitet, men også en juridisk? Og hvordan kunne det ske uden en grundlovsændring? Her står man som læser forfatningshistorisk set ganske fortabt tilbage. KONGEHUSETS LEGITIMITET At denne spidsfindighed står tilbage som uforklaret, forandrer imidlertid ikke det faktum, at denne bog ikke bare gør, hvad den skal, men faktisk er et givende indspark såvel i den forskningsmæssige diskussion om den danske forfatnings naturs udvikling over tid som i den populære diskussion om kongehusets fremtidige legitimitet. At konkludere, som Bent Blüdnikow f.eks. gjorde det i sin anmeldelse i Berlingske, at dette er en tynd omgang kongerøgelse, er i denne anmelders opfattelse så aldeles skudt forbi. Kan man meningsfuldt sige, at kongehuset efterfølgende fremstår positivt, så skal det snarere ses som en bekræftelse af den pointe, forfatteren også tidligere har fremført, men som tillige kan læses ind i denne bog som implicit konklusion, at kongehuset ikke, som republikanere ville påstå, er en anakronisme, men at kongehuset nok er en gammel institution, men også en institution, som har forstået at spille sammen med og bidrage til nutiden. Jes Fabricius Møller: Dynastiet Glücksborg Gads Forlag, 2013 Jens Wendel-Hansen er ph.d i historie og redaktør på Årsskriftet Critique. Side 9