S 3999 - Offentligt Folketinget Lovsekretariatet Christiansborg 1218 København K Civil- og Politiafdelingen Dato: 4. juli 2007 Kontor: Politikontoret Sagsnr.: 2007-152-1114 Dok.: ANS41691 Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 3999, som medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF) har stillet til justitsministeren den 3. april 2007. Bendt Bendtsen fg. justitsminister / Lene Volke Roesen Slotsholmsgade 10 1216 København K. Telefon 7226 8400 Telefax 3393 3510 www.justitsministeriet.dk jm@jm.dk
Spørgsmål nr. S 3999 fra medlem af Folketinget Peter Skaarup (DF): Vil ministeren redegøre for fangeflugten fra Frederikssund Arrest den 30. marts 2007, hvor den narkofængslede Drasko Vukovic blev befriet af 2 ukendte gerningsmænd, herunder for politiets og Kriminalforsorgens praksis for sikkerhedsvurdering i forbindelse med placering af flugttruede og farlige varetægtsarrestanter, samt for, hvilke overvejelser sagen giver anledning til bl.a. i forhold til risikovurdering af den enkelte varetægtsfængslede og fremtidig bevæbning af fængselsbetjentene samt videoovervågning på arresternes område, og mener ministeren herunder, at den pågældende fangeflugt giver grund til at genoverveje procedurerne i forbindelse med besøg eller leveringer af varer til arresthusene, således at der eksempelvis er en sluse mellem fangerne og gæsterne i et arresthus, og giver sagen ikke endvidere anledning til at gøre det til en fast bestanddel i alle arresthuse, at der findes overvågningskameraer, der optager, således at der altid vil blive gemt optagelser i tilfælde af angreb eller flugtforsøg? Svar: Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelser fra Direktoratet for Kriminalforsorgen og Rigspolitiet, hvortil der henvises: Rigspolitiet har oplyst: Nordsjællands Politi har oplyst, at den undvegne arrestant blev indsat i Frederikssund arrest fra Københavns Fængsler. Arrestanten var varetægtsfængslet som sigtet for overtrædelse af straffelovens 191 (narkotikakriminalitet). Straffesagen mod ham behandles af Københavns Politi, og Nordsjællands Politi var ikke på forhånd bekendt med overførslen til arresthuset i Frederikssund. Den 31. marts 2007 kl. 16:58 meddelte arresthuset telefonisk til politistationen i Frederikssund, at arrestanten i forbindelse med en befrielsesaktion var undløbet fra arresthuset. To patruljevogne blev straks sendt fra Frederikssund Politistation til arresthuset, hvor de ankom kl. 17:01 og kl. 17:02, ligesom personale fra efterforskningsafdelingen blev sendt til stedet og ankom kl. 17:06. Da der ikke forelå eller kunne tilvejebringes oplysninger om flugtvej eller måde, eftersøgte patruljerne desværre resultatløst arrestanten i retning mod Ballerup og Slangerup. Det kunne i den forbindelse konstateres, at politiets køretøjer var 2
punkterede, hvilket viste sig at skyldes, at såkaldte partisansøm var strøet ud på vejbanen ved de almindeligt anvendte udkørsler fra politistationen. Politiets undersøgelser har vist, at der omkring flugttidspunktet var bestilt aftensmad til levering i arresten, hvorfor personalet ikke umiddelbart anede uråd i forbindelse med henvendelsen til arrestens dør. Indgangspartiet er kameraovervåget, men signalet fra kameraet lagres ikke, hvorfor dette ikke giver efterforskningsmuligheder. Nordsjællands Politi har i konsekvens af begivenhederne iværksat en gennemgang af de interne retningslinier for den politimæssige indsats med henblik på at optimere håndteringen af sådanne situationer i lyset af de indhøstede erfaringer. Københavns Politi har oplyst, at den pågældende arrestant den 29. marts 2007 blev hentet i Frederikssund arrest af Københavns Politi med henblik på at gennemføre en afhøring på Politigården. Da transporten ankom til Otto Mønsteds Gade, steg arrestanten ud af bilen, hvorefter han undløb. Arrestanten blev imidlertid hurtigt indhentet af de to polititjenestemænd, der havde hentet arrestanten i Frederikssund arrest, og arrestanten blev efter et kort ophold på Politigården på ny transporteret tilbage til Frederikssund arrest. Flugtforsøget blev af Københavns Politi vurderet som en affekthandling, og der blev derfor ikke iværksat særlige foranstaltninger for at undgå et nyt flugtforsøg. Set i lyset af, at det lykkedes arrestanten at undvige fra Frederikssund arrest den 31. marts 2007, er det Københavns Politis opfattelse, at man burde have taget initiativ til at iværksætte særlige foranstaltninger for at undgå et nyt flugtforsøg, f.eks. ved at få arrestanten placeret i en anden passende sikret varetægtsinstitution. Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst: 1. Med hensyn til selve undvigelsen fra Arresthuset i Frederikssund lørdag den 31. marts 2007 kan det oplyses, at der ca. kl. 16.30 blev ringet på arresthusets dør. Da der var blevet bestilt mad fra et pizzeria, gik den ene af de to tjenestegørende fængselsfunktionærer ned for at åbne, idet han troede, at det var pizzabudet, der stod ved døren. Da han åbnede døren, trængte en pistolbevæbnet person ind og slog fængselsfunktionæren i hovedet med et knytnæveslag. Den anden tjenestegørende fængselsfunktionær løb til undsætning, men den indtrængende person holdt fængselsfunktionæren op med pistolen, hvorefter den indsatte kom til stede ved indgangsdøren og undløb sammen med den indtrængen- 3
de person. Den indsatte var forinden på anmodning lukket ud af sin celle til toiletbesøg. Det er i begrundelsen for spørgsmålet anført, at den indsatte blev befriet af to ukendte gerningsmænd. Det skal hertil bemærkes, at de tjenestegørende fængselsfunktionærer kun har set én person ved indgangsdøren til arresthuset i forbindelse med undvigelsen. 2. Den generelle praksis med hensyn til varetægtsfængslede personer er, at disse risikovurderes ved indsættelsen i arresthuset på baggrund af oplysninger fra politiet samt oplysninger fra eventuel tidligere indsættelse, sigtelse mv. Hvis disse oplysninger tilsiger, at den indsatte kan være personfarlig eller undvigelsestruet, drøftes placeringen af den indsatte som altovervejende hovedregel med politimyndigheden og eventuelt direktoratets sikkerhedsenhed med henblik på placering i en passende sikret varetægtsinstitution. Det er direktoratets erfaring, at de mindre arresthuses vurderinger ikke sjældent fører til anbringelse i en mere sikret institution i form af et af de store arresthuse, Københavns Fængsler eller arrestafdelingerne i de lukkede fængsler. Den 1. januar 2007 blev der i øvrigt indført nye indsættelsessedler, hvorpå politimyndigheden skal anføre deres vurdering af indsattes farlighed og undvigelsesrisiko. I den konkrete sag var den indsatte blevet indsat den 14. februar 2007. Politiet havde ved en fejl anvendt en gammel følgeseddel uden angivelse af farlighed, undvigelsesrisiko eller oplysninger i øvrigt, der kunne henlede opmærksomheden på, at indsatte var sigtet i en stor international narkotikasag. Der var heller ikke mundtligt videregivet oplysninger herom til arresthuset. Endvidere var den pågældende blevet indsat under et andet navn end sit eget. Det bemærkes i øvrigt, at en arbejdsgruppe under Kriminalforsorgen med deltagelse af politiet i juni 2006 afgav indstilling vedrørende sikkerhed i Kriminalforsorgens institutioner. Arbejdsgruppen har bl.a. foreslået, at der skal ske risikovurdering af alle nyindsatte, herunder varetægtsarrestanter, inden for 48 timer efter indsættelsen. Risikovurderingen skal anvendes til at udskille særligt personfarlige og/eller undvigelsestruede indsatte med henblik på placering på særlige afdelinger med et højt sikkerhedsniveau, et stramt regime og en tæt personaledækning. Kriminalforsorgen er netop i færd med at nedsætte en projektgruppe, som bl.a. skal se på mulighederne for at udmønte dette forslag. 4
3. For så vidt angår bevæbning af fængselsfunktionærerne, kan man oplyse, at Kriminalforsorgens sikkerhed er baseret på dels den statiske sikkerhed, dels den dynamiske sikkerhed. Den statiske sikkerhed er kendetegnet ved blandt andet hegn, mure, overvågning, alarmer, adgangsforhold, låsesystemer mv. Den dynamiske sikkerhed er baseret på personalets kontakt med de indsatte. Grundidéen er, at jo bedre de ansatte kender de indsatte, desto bedre vil personalet kunne opfange signaler, som kan være afgørende for det sikkerhedsmæssige arbejde. Denne kontakt vurderes at være ligeså vigtig som den statiske sikkerhed. Det er Direktoratet for Kriminalforsorgens vurdering, at bevæbning af fængselspersonalet vil være ødelæggende for den dynamiske sikkerhed, ligesom våben i institutionen selvstændigt vil udgøre en sikkerhedsrisiko f.eks. ved gidseltagning og lignende. Direktoratet skal således kraftigt fraråde bevæbning af fængselspersonalet. 4. Hvad angår spørgsmålene om videoovervågning af arresthusenes områder og sluse mellem de indsatte og gæsterne i arresthusene kan det oplyses, at Kriminalforsorgen har 37 arresthuse, hvoraf mange af de mindre arresthuse er beliggende i bymæssig bebyggelse - ofte op til befærdede gader, gågader mv. En del af denne bygningsmasse er gammel, hvorfor det i mange tilfælde vil være nødvendigt med nybygning til selve arresthuset for at lave en egentlig indgangsslusefunktion. Udgifterne til sådanne foranstaltninger vil det ikke være muligt at afholde inden for Kriminalforsorgens eksisterende budgetramme. I visse tilfælde betyder arresthusets beliggenhed, at det slet ikke vil være fysisk muligt at opføre en nybygning med en indgangssluse. De større arresthuse, som eksempelvis arresthusene i Helsingør, Kolding og Køge har fuldstændig perimetersikring, det vil sige kameraovervågning, hegn og varsling ved indtrængen på arresthusets område. Samlet set har ca. en tredjedel af Kriminalforsorgens arresthuse fuldstændig perimetersikring og kamera på hoveddøren med optagerfunktion. Af de resterende arresthuse har den overvejende del kameraovervågning på hoveddøren men uden optagerfunktion. Den tidligere nævnte arbejdsgruppe under Kriminalforsorgen har i indstillingen endvidere foreslået, at det fysiske sikkerhedsniveau i arresthusene hæves, og at der sker en standardisering af den statiske sikkerhed. Kriminalforsorgen er aktuelt ved at undersøge, hvad det vil koste at opsætte kameraer med tilhørende optagerfunktion på 5
alle yderdøre i arresthusene, således at der vil blive gemt optagelser til brug for politiets efterforskning i tilfælde af angreb mod arresthuset eller flugtforsøg herfra via hoveddørene. 6