Vedtægter for Fonden VisitAarhus 1. Navn Fondens navn er Fonden VisitAarhus. Fondens hjemsted er Århus Kommune. Fonden er stiftet af: Erhverv Århus (oprindelig Aarhus Handels- og Industriforening) Århus City Forening Århus Kommune 2. Formål Fondens formål er aktivt at medvirke til fremme af turismen i Århus-regionen og at gennemføre den overordnede koordinering af markedsføringen og produktudviklingen for dette område. Fonden skal markedsføre Århus-regionen såvel nationalt som internationalt og skal med henblik herpå i videst muligt omfang inddrage lokale virksomheder, institutioner og andre med tilknytning til og interesse i turismen. 3. Fondens kapital og drift Fondens grundkapital udgør ved stiftelsen 300.000,00 kr. Fondens aktiviteter finansieres ved frivillige bidrag, tilskud fra offentlige myndigheder samt eventuelle indtægter ved arbejde udført af fonden i overensstemmelse med fondens formål. Eventuelt overskud i fonden skal anvendes til opfyldelse af fondens formål. Stifterne af fonden har ingen særlige rettigheder eller fordele ud over dem, der er nævnt i vedtægterne. 4. Bestyrelsen Fonden ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. Fondens bestyrelse skal bestå af minimum 3 personer med en erhvervsmæssig baggrund og minimum 2 personer, som har en generel indsigt i turisme. Ingen af bestyrelsens medlemmer må direkte eller indirekte repræsentere partipolitiske interesser. Ingen af bestyrelsens medlemmer må repræsentere forretningsmæssige interes-
ser, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed i forhold til fondens formål. 5 af fondens bestyrelsesmedlemmer udpeges i enighed af fondens stiftere: Århus Kommune (Borgmesteren og Rådmanden for Magistraten for Kultur og Borgerservice), Århus City Forening og Erhverv Århus. Et 6. medlem af bestyrelsen udpeges af Region Midtjylland. Et 7. medlem af bestyrelsen vælges blandt fondens medarbejdere. Alle fastansatte medarbejdere med undtagelse af direktøren deltager i dette valg. Genudpegning kan finde sted. Bestyrelsen indsender hvert år inden den 1. november forslag til årsbudget til stifternes orientering og fremsender årsregnskab for det forløbne år, når dette foreligger til stifternes orientering. Der kan udbetales honorar til bestyrelsesmedlemmer og et forhøjet honorar til formanden for bestyrelsen. Honoraret kan maksimalt svare til vederlaget for at være medlem af/formand for Udvalget for Tekniske Anliggender under Århus Byråd. Valgperioden for de valgte medlemmer er 4 år, dog således at 3 af de 6 førstnævnte bestyrelsesmedlemmer afgår efter tur efter de første 2 år af den første valgperiode. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Et bestyrelsesmedlem kan til enhver tid udtræde af bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem skal udtræde af bestyrelsen i følgende situationer: 1. Såfremt den pågældende erklæres konkurs. 2. Hvis længerevarende sygdom eller anden svækkelse har bevirket, at den pågældende er ude af stand til at beklæde erhvervet. 3. Såfremt medlemmet viser sig at være klart uegnet til hvervet. 4. Hvis medlemmet gør sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være bestyrelsesmedlem. Såfremt en bestyrelsespost bliver ledig som følge af udtræden, eller fordi det hidtidige medlem er afgået ved døden, vælges et nyt medlem i overensstemmelse med reglerne i denne paragraf. 5. Bestyrelsens opgaver Bestyrelsen forestår organisationen og den overordnede ledelse af fondens virksomhed. Bestyrelsen påser, at fondens formue forvaltes og kontrolleres på tilfredsstillende måde og i overensstemmelse med fondens formål, herunder ved indgåelse af resultatkontrakter med Århus Kommune.
Bestyrelsen ansætter og afskediger en direktør for fonden, der varetager fondens daglige ledelse i overensstemmelse med 7. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, hvor der kan fastsættes regler om etablering af et formandskab samt regler om ansættelse og afskedigelse af andre ledende medarbejdere end direktøren. Bestyrelsen er ansvarlig for udformning af en overordnet strategiplan, handlingsplaner samt opfølgning og indgåelse af resultatkontrakter med henblik på realisering af fondens formål. Bestyrelsen er ligeledes ansvarlig for indgåelse af samarbejds- og partnerskabsaftaler med relevante foreninger, organisationer m.v. City Management Gruppen er et af fonden uafhængigt forum, der består af repræsentatner for de forskellige event-organisationer, turistvirksomheder, attraktioner, transportvirksomheder og øvrige relevante organisationer i kommunen samt de kommunale afdelinger med tilknytning til turismen. Formålet er at skabe et høringsorgan for fondens bestyrelse og direktion. Det planlægningsmæssige og operationelle ansvar for turistudviklingen i Århus Kommune er placeret i fonden. City Management Gruppen indgår således som sparringsparter og rådgiver for fondens bestyrelse og direktion. Fonden skal servicere og yde City Management Gruppen sekretariatsbistand efter behov. 6. Bestyrelsesmøder Formanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, så ofte dette er nødvendigt, og sikre at alle bestyrelsesmedlemmer indkaldes med passende varsel, hvilket sædvanligvis ikke må være kortere end en uge. Formanden er mødeleder. Ethvert medlem af bestyrelsen og direktionen kan forlange bestyrelsen indkaldt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, dog skal mindst halvdelen af medlemmerne tiltræde beslutningen. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Over forhandlingerne i bestyrelsen føres en protokol, hvori refereres bestyrelsens beslutninger. Ethvert bestyrelsesmedlem, der ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen, også selvom de ikke deltog i mødet. Afskrift af protokollen udsendes snarest til alle medlemmer af bestyrelsen. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandlingen af spørgsmål, hvis den pågældende eller dennes nærtstående, herunder selskaber, har en væsentlig personlig interesse i udfaldet, og som kan være stridende mod fondens interesser. Bestemmelsen udelukker ikke et bestyrelsesmedlem fra at stemme på sig selv i forbindelse med bestyrelsens konstituering.
Et medlem har pligt til at gøre bestyrelsen opmærksom på sådanne forhold, hvorefter bestyrelsen afgør inhabilitetsspørgsmålet uden den pågældendes deltagelse. 7. Direktionen Fondens daglige ledelse varetages af en af bestyrelsen ansat direktør. Direktøren har i sin helhed den daglige ledelse af fonden og er underlagt de retningslinjer og anvisninger, bestyrelsen har givet. Direktøren er ansvarlig for, at organisationen til enhver tid lever op til de turistmæssige og kommercielle krav, der kan stilles til en professionelt drevet turistorganisation. Direktøren er over for bestyrelsen ansvarlig for, at fondens virksomhed foregår i overensstemmelse med bestyrelsens forskrifter og i øvrigt i overensstemmelse med fondens vedtægter og lovgivningen. Alle spørgsmål af usædvanlig art eller stor betydning skal af direktøren forelægges for bestyrelsen eller i presserende tilfælde for formanden. Direktøren må ikke deltage i afgørelse af spørgsmål, hvori den pågældende eller dennes nærtstående har en væsentlig interesse i udfaldet. Direktøren har ret til deltagelse i bestyrelsesmøder, medmindre andet besluttes af bestyrelsen for hvert enkelt spørgsmål. 8. Tegningsret Fonden tegnes af formanden i forening med direktøren eller næstformanden i forening med direktøren. Der kan meddeles prokura til direktøren. 9. Regnskab Fondens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december. For hvert regnskabsår udarbejdes et årsregnskab bestående af balance (status), resultatopgørelse og noter samt årsberetning. Regnskabet skal udformes i overensstemmelse med god regnskabsskik og overholde fondslovgivningens krav, således at det giver et klart og retvisende billede af fondens virksomhed. Fondens regnskab skal revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret revisor. Revisor skal føre revisionsprotokol, der efter hver revision forelægges bestyrelsen.
10. Ophør Fonden opløses, hvis et flertal af den samlede bestyrelse på to på hinanden følgende møder med mindst 14 dages mellemrum træffer beslutning herom. Fondens formue skal ved ophør anvendes i overensstemmelse med fondens formål og efter Århus Kommunes godkendelse. 11. Vedtægtsændringer Vedtægtsændringer kræver, at 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer herfor på et bestyrelsesmøde. Ændringer i 2, 9, 10 og 11 skal godkendes af Århus Kommune. Ikrafttræden: Nærværende vedtægt, der er vedtaget 18. januar 2005 og med ændringer, vedtaget 12. december 2006, afløser for så vidt angår 1, 4, 5, 6 og 8 den vedtægt, der har haft virkning siden den 15. januar 1994. Vedtægtsændringerne har virkning fra datoen for godkendelsen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.