Jubilarstævne 2014 Af Uffe Uhler Med foreningens faner på venstre fløj er vi marcheret op foran kasernens flagstang Oberstløjtnant Jørgen Clasen byder velkommen på garnisonskommandantens vegne Jubilarstævnet i år blev en herlig oplevelse for dem, der var med. Efter en dejlig lun og tør sommer, havde efteråret og regnen så små meldt sin ankomst her hen imod slutningen af september, så det var med lidt bange anelser, at man drog af sted til kasernen lørdag morgen den 27., og viskerne i bilen måtte da også i brug på turen. Men atter i år tilsmilede højere magter vores stævne. Særlig koldt var det ikke, og da jubilarerne begyndte at ankomme ved halv ti tiden, skinnede solen over os, og det blev den ved med, medens vi opholdt os udendørs. Efterhånden som man ankom, fik man udleveret navneskilte med indkaldelsesmåned og -år, så man kunne finde sammen i årgangene, da foreningens formand på slaget ti kaldte til opstilling i marchkolonne. Med foreningens faner i spidsen og til tambur Orla Klits taktfaste trommeslag marcherede jubilarerne ind foran kasernens flagstang, hvorpå det store splitflag var hejst og vajede smukt i dagens anledning. Paraden blev nu afleveret til oberstløjtnant Jørgen Clasen, som på garnisonskommandantens vegne bød jubilarerne velkommen til deres gamle kaserne, og han udtrykte glæde over at så mange var mødt samt håbet om, at dagen måtte give gamle soldaterkammerater et godt og minderigt stævne. Til tonerne af en flot fanfare spillet af trompeter Johnny Schjoldager nedlagde form a n d e n e n flot buket ved Dronningens Livregiments 1
Ankomst til UMAK. En del af regimentsgaragen kan ses i baggrunden 2 Bænket i auditorium Gyth sten, som er placeret på græsset bag flagstangen og smukt omkranset at en bue af træer i baggrunden. Naturligvis var buketten i regimentets farver rød og gul. Herefter afsluttede Johnny Schjoldager ceremonien ved stenen med at spille Dronningens Livregiments march Dessauermarchen. Så blev der gjort venstre om, og i marchkolonne med fanerne trommen i spidsen gik jubilarerne ned forbi de gamle regimentsgarager og om til UMAK, hvor man rykkede ind i auditorium Gyth, der var blevet moderniseret til ukendelighed for de gamle årgange. Væk var de hårde træbænke (der dog dengang ikke forhindrede basserne i af få sig en lur i cheftimerne); de var erstattet med fine bløde klapsæder med stofbetræk, og på scenen stod den gamle over head projektor og lysbilledapparatet støvede og ubenyttede hen. Der var blevet installeret elektronik, så der nu snildt efter behov kunne skiftes imellem de film, billeder og den tekst, der var brug for til undervisning eller foredrag, ved et fjernstyret klik på en computer. Vel bænkede i et fyldt auditorium fortalte kaptajn Kristoffer Terkelsen om dagliglivet på Aalborg Kaserner, som de sammenlagte Nørre Uttrup og Hvorup kaserner hed-
Kaptajn Kristoffer Terkelsen fortæller om dagliglivet på Aalborg Kaserner der i dag, samt noget om det moderne Forsvar det hele krydret med personlige meninger og vurderinger, som nok kunne give nogle tilhørere anledning til at stille spørgsmål. Herefter overtog oversergent Søren Roskjær Sørensen, og han holdt virkelig tilhørerne i ånde med sin meget spændende beretning om sin udsendelse til Afghanistan. Næste punkt på dagens program var fotografering af jubilarerne opstillet i de enkelte årgange. De skete på trappen foran gymnastiksalen, hvad gav anledning til at erindringerne dukkede frem om de hårde anstrengelser, man havde været udsat for, og de litervis af sved man som værnepligtig havde frembragt såvel inde i salen som på idrætspladsen foran. Det var foreningens æresmedlem Kurt Frederiksen, der førte kameraet under fotograferingen og dermed sikrede en god billedkvalitet. Med årgangsbilledet i kassen slentrede man over til bygning 11, der i dag huser militærpolitielever. Udvendig ligner bygningen sig selv fra dengang den Årgangsbillede af 60 års Jubilarer. Du kan bestille dit årgangsbillede ved foreningens kaserer Sven-Erik Bolt Magnussen 3
blev bygget i 1957, men indvendigt var der ikke noget, der lignede 20 mands stuerne fra dengang, nu boede der højst seks mand på en stue. Og naturligvis var der nu også varmt vand i de fine baderum og på toiletterne, hvor der heller ikke længere er påsat store plader af pap på dørene, så man som førhen kunne bruge tiden på tønden til at berige senere trængende med inspirerede digte eller tegninger. Den slags er ikke længere in, som man siger på nudansk. Men pudsestuerne ligner sig selv. Pudsebænke og borde og de gamle reoler med pudseskuffer er stadig de samme som dengang. på det område er der sket en rivende udvikling og forbedring siden jubilarerne var i kongens klæder. Heldigvis da, når man betænker vore soldater, der i dag skal yde deres ypperste på de mange farefulde missioner i udlandet, som Danmark bidrager til. Udstilling af gamle køretøjet Uden for bygning 11 var der mulighed for et nostalgisk gensyn med nogle af de køretøjer, man kendte fra sin værnepligtstid. Der var blandt andre opstillet en kampvogn Leopard, en pansret mandskabsvogn M113 og en gammel Dodge. Oversergent Søren Roskjær Sørensen Efter sin beretning i auditoriet mødte vi oversergent Sørensen igen på en af pudsestuerne, hvor han havde lagt moderne enkeltmandspåklædning og udrustning frem, og han berettede gerne om de aldeles lækre sager. Jo, Interessen var stor for at gense de gamle køretøjer 4
Frokost m.m. i cafeteriet Så var det tid at drage over i cafeteriet, hvor frokosten, der bød på marinerede sild på is med persillekartofler og smør og bøf stroganoff, skulle indtages. Hjemmeværnets Musikkorps Nordjylland var allerede på plads og spillede imens man fandt sin plads. Så bad formanden folk om at rejse sig og hilse fanerne, som blev ført ind til Orla Klits trommehvirvler, og medens cafeteriepersonalet bar fadene ind, sang man den nordjyske nationalsang Blæsten går frisk over Limfjordens vande. Hurtigt kom der gang i hyggelig snak imellem de gamle soldaterkammerater, der sad bænkede årgangsvis. Med små pauser imellem numrene underholdt orkestret med rigtig dejlig musik, og når de spillede, måtte man ved de nærmeste borde tale lidt højt, hvad enkelte mente var lidt træls. Men det er trods alt rart med lidt god og festlig musik, også når der skal synges. Og det gjorde man efter silden, hvor orkestrets ledsagelse til Dronningens Livregiments Soldaterforenings sang Vi er dronningens soldater også fik jubilarernes stemmer til at klinge ganske vellydende. Efter bøf stroganoffen holdt oberstløjtnant Jørgen Clasen en flot tale, hvori han blandt andet glædede sig over, at så mange jubilarer havde kunnet samles. Herefter kunne han og formanden hædre de 138 jubilarer med at hæfte en fortjent medalje på den enkelte jubilars bryst. Det skete årgangsvis, der hver fik Oberstløjtnant Jørgen Clasen bragende klapsalver fra forsamlingen. 5
Her ønskes Ib G. Hansen, en af de mange jubilarer, tillykke med medaljen Det sidste nummer orkesteret spillede var Dessauer marchen, som alle sang med på. Om marchen forklarede formanden, at den oprindeligt er italiensk, medens teksten stammer fra en gammel tysk landsknægtvise. Denne march blev spillet og sunget, da fyrst Leopold af Anhalt Dessau, Der alte Dessauer holdt sejrsindtog i Turin efter et stort slag på Po sletten i Norditalien i 1706. Han blev begejstret for marchen og antog den som sin yndlingsmarch. Dengang var det normalt, at Europas fyrster lejede tropper ud til hinanden, når lejlighed bød sig dels skulle der jo penge i statskassen, og dels slap kongen for omkostninger til at brødføde soldaterne, imens de var lejet ud. En bataljon fra Dronningens Livregiment deltog med hæder i ovennævnte slag og var med til indmarchen i Turin. Bataljonen tog Dessauermarchen med sig hjem, hvilket førte til at regimentet senere antog den som sin parademarch, hvad den har været lige siden. At man beholdt visens tyske tekst er ikke så underligt, for kommandosproget i hærene dengang var tysk også i den danske. Efter en stor applaus til orkestret listede det stille af, og til kaffen og småkagerne gik snakken atter lystigt, medens man afviklede amerikansk lotteri med fine præmier og medens deltagerne havde lejlighed til erkundige sig om foreningens flotte souvenirs. Herefter drog man over i den gamle officersmesse, der i dag er fællesmesse for alt fast personel på kasernen, og her var der lejlighed til at hyggesnakke med sine gamle kammerater og få genopfrisket minderne fra dengang, der var rigtige soldater til, over de medbragte fotos og måske ledsaget af en enkelt lille fadøl. Efter et par hyggelige timer kunne man så skilles med glæde i sindet efter et godt jubilarstævne i vores soldaterforening. 6