125 kg Stør hos Lystfiskergården. Det hele startede som det plejer at gøre. En aftale med min gode kammerat og fiskemakker, Henrik. Vi snakkede om, hvor turen skulle gå hen denne gang. Nu hvor vi har været i de fleste danske størsøer, kunne valget godt virke lidt svært. Men efter en snak om hvor vi endnu ikke havde overnattet, blev vi enige om at tage til Lystfiskergården i Roust, ovre i Vestjylland. Vi ringede og snakkede med ejeren, Ole, om det var noget, som kunne lade sig gøre og det var ingen problem. Henrik og jeg begyndte at pakke grej og lave bait, så vi var klar til en ny omgang i ringen med vores elskede dinosaurer. Torsdag morgen kl 09.30 var bilen pakket og vi kørte vest over fra Kolding. Vejret var pragtfuldt, der var ikke en sky på himlen og termometeret sagde 18,5 grader. Alt i alt tegnede det hele sig til at blive en skøn dag. Vi ankom ved søen kl 10.15 og begyndte at slæbe alt vores grej ned til det sted vi havde snakket om ville være et godt sats og hvor vi kunne ligge lidt i ro og mag fra andre fiskere. Inden vi startede vores fiskeri op, fik vi lige snakket med et par andre fiskere, som havde været der fra tidlig morgen. De havde på nogle få timer landet 5 pæne fisk og fortalte, at de havde haft kontakt med flere fisk, men dog uden fast hold. Det lød jo som sød musik i vores ører og det satte da også forventningerne lidt mere op. Vi fik slået vores lejer op og begyndte at fiske. Efter et par minutter bukkede min ene stang ret kraftigt og jeg gav hurtigt tilslag, men ingen fisk. Det måtte have været en fisk som svømmede ind i linen. Men om ikke andet vidste vi da, at den var tæt på os. Timerne gik og der skete ikke rigtig noget. Vi snakkede lidt frem og tilbage om, hvorvidt vi skulle begynde at fodre et par spot op eller ej. Vi blev enige om at lade være og se tiden lidt mere an og håbede på, at natfiskeriet måske ville give lidt mere flex.
Klokken var nået dertil, hvor vores maver var blevet tomme, så grillen blev startet op. Om det lige var det, der skulle til for at vække fiskenes opmærksomhed, ved vi ikke, men noget skete der. Min ene stang viste tydeligt at der var noget som kunne lide min bait. Vores grillmad var færdig og vi satte os og begyndte at spise. Men madro var der sgu ikke meget af. Jeg havde dårligt fået taget den første mundfuld før melderen gik. Jeg nåede ikke at får mig selv viklet ud af bord-bænksættet før melderen stoppede igen. Nå, den kommer nok igen sagde Henrik. Og det måtte jeg give ham ret i. 4 gange under maden fik min melder mig til at løfte røven fra sædet. Meeeen, da opvasken var taget, gik den ikke længere. Et styk lille flot russer stør på 7,7kg, måtte en tur på land og vende. Fighten var rigtig fin og taget vandtemperaturen i betragtning, troede vi faktisk at de ville være lidt slatne at trække op. En hurtig afkrogning, lidt carp care i krog såret, et par pæne billeder og ud i suppen igen. Første fisk var på land, men det havde også taget sin tid. Vi blev enige om at vandtemperaturen helt sikkert måtte have noget med deres ædelyst at gøre. Så vi fik den ene af søens hjælpere, Heino, til at tage temperaturen rundt om i søerne, for at vi havde et bevis på at det godt kunne være det som var lidt imod os. Da Heino kom igen, viste det sig at temperaturen lå i den gode ende, mellem 18 og 22 grader. Nu havde vi lidt et udgangspunkt og noget vi kunne forholde os til. Vi lavede en ny strategi, som hed nat- og morgenfiskeri. Resten af den første aften gik med lidt små pilleri her og der, men ingen fisk på land. Søens to hjælpere, Heino og Manne, havde slået sig ned på den modsatte side af søen, for at se om de ikke kunne overliste en dino. Da natten faldt på, var det som om, der ikke skete den store forandring. Stadig ingen fisk og igen lidt små pilleri her og der. Kl 04.15 bliver jeg vækket, da min ene melder skriger som et stukket svin. Den højre sko på den venstre fod og omvendt på den anden. Min pandelampe var væk og jeg havde svært ved at stå oprejst. Da jeg når ud til stangen og gav tilslag, kunne jeg mærke fisken i et kort sekund, og svup, så røg den af igen. P.. og L man. Henrik stak lige hovedet ud for at spørge, om der var fisk på, for så kort efter at fortælle mig, at solen var stået op, så jeg behøvede ikke længere at rende rundt med min pande lampe på hovedet. Nu hvor jeg endelig havde fundet min pandelampe igen, kunne jeg jo også lige så godt rette på skoene. Jeg lægger rigget ud i vandet igen og vender tilbage til soveposen.
Peter? PETER? HALLO Tornerose, jeg har fisk på Er der noget størrelse på, makker? Nej, en 10kg vil jeg tro Okay, jeg kommer nu Jeg fik sparket posen op, tændt mig en smøg inden jeg stavrer ud til Henrik. Nåååå makker, hvor bliver fisken af? Jeg har ikke set den endnu Henrik når også kun lige at sige det, da hans stang flekser helt ned i bunden af håndtaget, og en STOR hvid stør kommer til syne i overfladen. Fuuuuck, den er stor udbrød Henrik, lige inden den tager et godt udløb igen. Kampen stod på i noget tid, inden han formåede at få kæmpen på land. Hvad tror du den vejer, Peter? Tja, de 10kg du snakkede om, har du i hvert fald rundet. Du er sgu tættere på de 30 kg end de 10kg, tror jeg.
Og ganske rigtigt havde jeg ret. Vægten stopper først ved ikke mindre end 34,7kg og viste sig at være søens anden største hvide stør. Så en ny art på CV et til Henrik og ny personlig rekord, vægtmæssigt. Vi får hurtig taget krogen ud, behandlet såret, taget et par billeder og ud igen. Så er vi ligesom i gang sagde Henrik. Og det måtte jeg jo nok give ham ret i. Henrik sætter sig ned på sin stol, efter han har lagt sit rig ud igen. Jeg får lige kort kigget misundeligt over på ham og kan se han sidder og ryster. Hvad så makker? Fryser du? Nej nej, slet ikke Jeg tror da nok lige, der er en her som var blevet ramt af den frygtlige Fiskefeber.
Kort efter at roen var faldet over os igen, kunne jeg se mine ene stang spids stod og rykkede lidt på sig. Jeg prøvede forsigtigt at trække mit rig langsomt hen over bunden, og det viste sig at være en god ide. Linen strammede hurtigt op og der var fisk på. Efter en lille hurtig fight kunne jeg lande en fin russer stør mere på 9,1kg. Morgenen gik og flere fisk viste deres interesse for vores bait. Henrik fik kort efter mig en russer 5,2kg og så en mere på 8,3kg. Da vi havde indtaget morgenmaden, kunne vi se, at Heino og Manne også var stået op. Vi fik en snak over søen og de kunne berette om en god nat for dem, da Heino havde fået søens største Beluga på hele 45kg og Manne havde fået Fotomodellen en Beluga på 19,6kg som med jævne mellemrum viser sig som en grådig fisk som ikke kan få nok af at posere foran kameralinsen. Formiddagen gik og fiskene var i hopla. Vi havde utrolig meget aktivitet på stængerne, men det var bare lidt små pilleri igen, og ingen fast fisk. Jeg lavede lidt om på mit setup, for at se om det kunne være det der skulle til. Og det var det. Der gik ikke længe for stangen bukket igen og melderen skreg Fish on Fish on. Min første hvide stør havde meldt sin ankomst. Fighten er helt uforglemmelig. Man må sige, at man næsten ikke er i tvivl om hvad det er for en fisk man har på.
En flot hvid stør på 12.3kg, og jeg var glad. Ny art til mig også, men det viste sig hurtigt, at det ikke skulle blive den eneste den dag. For mindre en 15 minutter senere, bed den næste hvide stør på. Denne gang på beskeden 10.4 kg. Med en bestand på 5 hvide stør i søen havde vi fået 3 af dem nu. Det var vi svært tilfredse med. Middagen og eftermiddagen gik og aktiviteten var stadigvæk i top. En russer tog min yderste stang i et hurtigt hug og kampen startede igen på ny. 12kg sagde vægten.
Aftenen kom og andre fiskere kom til søen. Christian, en af de lokale fiskere, vidste også, at han kunne fange fisk. En flot russer, hvis vægt blev skudt til omkring 6kg, blev foreviget med en af gæsternes søn, som aldrig havde set en stør før. Henriks onkel og hustru kom med lidt lækker grillmad, som vi i fællesskab nød i fulde drag, også selvom der var lidt start problemer med grillen.
De tiggede os om at fange en fisk, så de kunne få lov til at se sådan en karl. Fisken så de ikke, men fighten fik jeg. Et kort og kontant hug og legen var i gang. ALDRIG, som i aldrig, har jeg prøvet noget lignende. Stangen kunne ikke bukke mere, bremsen manglede 3 eller 4 klik for at være i bund. Lige meget hvor meget jeg lagde pres på den og mit grej, var det den, der bestemte. Lange og rolige, men konstante træk, gjorde bare, at linen forsvandt mere og mere på hjulet. Efter små 10 minutter vendte fisken i vandet og krogholdet røg. Jeg underlader at udtrykke mit store ordforåd af bandeord her, men jeg kan fortælle at ærgrelsen var stor.
Rigget røg ud i suppen igen, i håbet om, at den store fisk ville dukke op på ny. Dette skete desværre ikke. Aftenen gik, men det blev ikke til mere den dag. Heino og Manne fik til sammen 7 fisk den dag, hvor alle var russere. Natten bød på et par enkle run, men desværre uden fisk på land. Morgenen gry og det var sidste dag. Henrik lå stadig i sin pose, da min melder på ny skriger efter hjælp. Jeg havde længe siddet og holdt øje med min stang, der med jævne mellemrun hoppede dog uden at vise noget vildt. Men til sidst gik den ikke længere. Kampen var startet for sidste gang og den var god. Fisken tog nogle gode udløb, vendte voldsomt i overfladen og gik så amok igen. Da kampen var ovre, kunne vi skrive en tredje art i bogen. Fotomodellen viste sig igen fra sin skønne side og måtte bare op, så den kunne nå at komme med i artiklen hele to gange. 19,6kg sagde vægten igen. Fotomodellen viste sig også at være vores sidste fisk på denne tur.
Vi fiskede i 48 timer, og fik tilsammen 10 fisk på land med en gennemsnitsvægt på 12,5kg. Med mindste fisk på 5,2kg og største på magiske 34,7kg, kan vi ikke andet end at være glade og tilfredse med vores besøg hos Lystfiskergården i Roust. Alt i alt blev der fanget 29 fisk rundt om i søen da vi var der, og vi vil anslå, at alle fisk til sammen udgør en vægt på mere en 275kg. At være lystfisker, handler i vores optik ikke kun om at fange mange store fisk, men også at fiske et sted som vi har lyst til at besøge igen. Lystfiskergården i Roust er på mange måder et dejligt sted. Deres omgivelser er en naturoplevelse i sig selv, fiskene mangler der ingen af. Ejerene og personalet omkring søen, gør oplevelsen hel unik, da de på alle måder hjælper alt det de kan. Så i det store hele på en skala fra 1 til 10 får de på vores skala en stor 10ér, da vi fik mere end det vi kom efter. Vi glæder os til et gensyn med fiskene og folkene omkring Lystfiskergården i Roust. Knæk og bræk. Henrik Christiansen og Peter Horn Larsen