Udtrædelsesgodtgørelse

Udtrædelsesgodtgørelse af Bent Ole Gram Mortensen UDKAST 1. Formål I Danmark har det været praksis, at en forbruger, der er tilsluttet et fjernvarmeværk, ikke kan opsige forsyningsforholdet uden at betale sin andel af værkets gæld populært betegnet som udtrædelsesgodtgørelse. Denne praksis er båret af en andelstankegang og ser dermed brugerne af denne fjernvarmeydelse snarere som en del af et kollektiv end som en klassisk forbruger. Det er imidlertid ikke kun fjernvarmeværker, der er organiseret som andelsejede værker (i praksis andelsselskaber med begrænset ansvar A.m.b.A.), der opkræver udtrædelsesgodtgørelse. Også kommunalt ejede værker og værker ejet af kommercielle interesser gør det samme. Begrundelsen er typisk, at bliver der ét forbrugssted mindre, skal de resterende forbrugssteder dække desto mere af de faste omkostninger ved at drive værket. Denne praksis udgør en afvigelse fra den almindelige antagelse om, at man kan komme ud af et løbende aftaleforhold med et passende opsigelsesvarsel og altså uden at skulle bære en del af leverandørens gæld og dermed forretningsmæssige risiko. I de senere år har der været afsagt en række danske domme om udtrædelsesgodtgørelse. Disse vil blive analyseret med henblik på at undersøge de udvalgte domme for retsøkonomiske motiver. Det er ikke denne artikels primære formål at afdække retstilstanden. Denne vil dog for forståelsens skyld kortfattet blive præsenteret nedenfor i afsnit 2. Indledningsvis præsenteres den danske fjernvarmesektor og de lovgivningsmæssige rammer i afsnit 2. I afsnit 3 redegøres for retstilstanden på fjernvarmeområdet. I afsnit 4 analyseres de afsagte danske domme på området. Afslutningsvis præsenteres nogle retspolitiske bemærkninger i afsnit 5. 1

2. Fjernvarmesektoren i Danmark Fjernvarme er betegnelse for en forsyningsform, der skal sikre bygningers opvarmning og forsyning med varmt brugsvand. Begrebet anvendes i reglen om forsyning af eller tilbud om forsyning af brugere inden for et afgrænset område, hvor varmen leveres af en tredjemand (et forsyningsselskab). Der er en gråzone til forsyning fra nærliggende bygningers anlæg (nabovarme) og anlæg beregnet til opvarmning af boligblokke eller anden afgrænset byggeri (blokvarmecentraler). Forsyningen foregår fra en eller flere produktionsheder af varmt vand eller damp via et rørledningsnet ud til den enkelte slutbruger. Produktionen kan baseres på en flerhed af kilder (primærer som sekundærer), herunder fossile brændsler, kølevand fra kraftværker (kraftvarme), biomasse, affald, geotermi, industriel spildvarme og varmepumper (især solvarme). I Danmark er fjernvarme er den mest udbredte kilde til boligopvarmning og forsyning med varmt brugsvand. Cirka 63 % af alle boliger i Danmark svarende til godt 1,6 mio. husstande eller 3,3 mio. borgere har fjernvarme indlagt i eget hjem. 1 Omsætningen i den danske fjernvarmeforsyningssektor var i 2009 18,4 mia. kr. Den danske fjernvarmesektor har gennem årene generelt nydt fremme rent politisk på grund af fjernvarmeteknologiens evne til at nyttiggøre dels restprodukter som affald og spildvarme, dels vedvarende energikilder, især biomasse, solvarme og fremover også overskydende vindmøllestrøm. Teknologien understøtter de politiske målsætninger om at reducere brugen af fossile brændsler, såsom olie, naturgas og kul, for at tilgodese klimaet. 2 2.1. Ejerskab til den Danske fjernvarmesektor I Danmark er fjernvarmeforsyningsvirksomheder som hovedregel ejet enten af forbrugerne i form af andelsselskaber eller af kommunerne. Sidstnævnte er typisk tilfældet for forsyningen i større byområder. Ca. halvdelen af husstandene får fjernvarme fra et værk, som kommunen ejer, mens den anden halvdel er ejet på andelsbasis. Den store mængde andelsejede anlæg er på fjernvarmeområdet et særkende for Danmark. 1 2 Til sammenligning opvarmes ca. 404.000 hustande med naturgas. Se således den seneste energipolitiske aftale (aftale af 22. marts 2012 mellem regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti om den danske energipolitik 2012-2020) og Energipolitisk redegørelse 2013 (Klima, energi og bygningsministerens redegørelse af 24. april 2013 til Folketinget om energipolitikken). Begge er tilgængelige på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk. 2

I Danmark findes der ingen andelsselskabslov i modsætning til, hvad der eksisterer for aktieselskaber og anpartsselskaber. 3 Dog findes der i lov om erhvervsdrivende virksomheder enkelte bestemmelser, der også finder anvendelse for andelsselskaber. Andelsretten baserer sig således i vidt omfang på ulovbestemte regler, hvoraf mange er hentet fra foreningsretten. Det er dog kendetegnende for andelsselskaber, at de er udtryk for et økonomisk fællesskab mellem virksomhedsdeltagere (leverandører og/eller aftagere). Uden lovmæssige rammevilkår bliver vedtægterne centrale for forholdet mellem selskab og deltager. Enkelte fjernvarmeproduktions- og distributionsanlæg er ejet af kommercielle energiselskaber som E.ON Danmark A/S og DONG Energy A/S. Der har dog de seneste år været en tendens til, at de kommercielle energiselskaber reducerer deres engagement i den danske fjernvarmesektor. Dong Energy A/S er sammen med Vattenfall A/S som ejer af de centrale kraftværker (der er kraftvarmeværker) storleverandør af varme til fjernvarmesektoren. 2.2. Regulering af fjernvarmesektorens forhold De retlige rammer for fjernvarmeforsyning i Danmark er primært fastlagt ved varmeforsyningsloven. 4 Loven omfatter anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand, jf. dennes 1, stk. 1. Anden anvendelse, herunder procesvarme, er modsætningsvis ikke omfattet af loven. Loven har overordnet karakter dels af en planlov for bygningsopvarmning, dels en monopolprislov. Overordnet set indeholder loven planbestemmelser om kommunal planlægningsforpligtelse, projektgodkendelseskompetence, pålæg af tilslutnings- og forblivelsespligt samt prisreguleringsbestemmelser, hvorefter fjernvarmesektoren økonomisk skal hvile i sig selv, forbud mod urimelige priser og betingelser samt krav om, at kun nødvendige udgifter kan overvæltes på forbrugerne. I Danmark betragtes fjernvarme som en monopolsektor i sin helhed, i modsætning til elforsyningssektoren og naturgasforsyningssektoren, hvor der skelnes mellem konkurrenceudsætbare aktiviteter (handel og produktion) og monopolaktiviteter (netværk med tilhørende aktiviteter). Fjernvarmesektorens monopolnatur er en sandhed med mortifikationer. Fjernvarme er som teknologi til bygningsopvarmning i konkurrence med adskillige andre teknologier, herunder naturgas (individuelle gasfyr), olie (individuelle oliefyr), diverse former for individuelle varmepumper (typisk eldrevne 3 4 Disse kapitalselskaber omfattes af selskabsloven, senest lovbekendtgørelse nr. 322 af 11. april 2011 om aktie- og anpartsselskaber. Lovbekendtgørelse nr. 1184 af 14. december 2011 om varmeforsyning, som senest ændret ved lov nr. 1095 af 28. november 2012. 3

pumper relateret til sol-, luft- eller jordvarme) og individuelle biomassefyr. Der er dog forbundet med en del omkostninger at erstatte én opvarmningsteknologi med en anden. Denne udgift udgør i sig selv en barriere for konkurrence teknologierne imellem. Desuden indeholder varmeforsyningsloven og planloven 5 bestemmelser, der muliggør tilslutningspligt. Hermed forstås i en dansk kontekst, at de til en hver tid værende ejere af en bygning ved en forvaltningsakt påbydes at lade bygningen tilslutte/forblive tilsluttet bl.a. et fjernvarmenet. Der er ikke aftagepligt for selve fjernvarmen, men man skal betale de gældende tariffer, der typisk ud over en forbrugeafhængig afgift også omfatter en fast årlig tarif for at være tilsluttet og en engangsafgift for at blive tilsluttet. Dette legale monopol er i sagens natur også en barriere for konkurrence, jf. nedenfor under afsnit 2.3. Det følger af varmeforsyningslovens 1, stk. 1, at formålet med loven er at fremme den mest samfundsøkonomiske, herunder miljøvenlige, anvendelse af energi til bygningers opvarmning og forsyning med varmt vand og inden for disse rammer at formindske energiforsyningens afhængighed af fossile brændsler. Samfundsøkonomien er således et eksplicit omtalt hensyn i lovens forstand og dermed generelt også et sagligt hensyn i forbindelse med administration af loven. 6 Det giver sig blandt andet udslag i reglerne for kommunernes godkendelse af fjernvarmeprojekter, hvor kommunen som udgangspunkt kun kan godkende det samfundsøkonomiske mest fordelagtige projekt. 7 2.3. Konkurrencen fra andre opvarmningsformer Mellem fjernvarmeforsyningsvirksomheder afskærer varmeforsyningslovens planbestemmelser indbyrdes konkurrence på distributionssiden. Der tillades ikke konkurrerende fjernvarmenetværk. Det er i overensstemmelse med antagelsen om, at fjernvarmenet udgør naturlige monopoler. 8 Der er således et økonomisk rationale bag det geografiske monopol. 5 6 7 8 Senest lovbekendtgørelse nr. 587 af 27. maj 2013 om planlægning. Samfundsøkonomi afføres også i formålsbestemmelsen for elforsyningsloven (senest lovbekendtgørelse nr. 279 af 21. marts 2012 om elforsyning) og naturgasforsyningsloven (senest lovbekendtgørelse nr. 996 af 13. oktober 2011). Se blandt andet 6 i bekendtgørelse nr. 374 af 15. april 2013 om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (projektbekendtgørelsen). Naturlige monopoler er karakteriseret ved, at udgifterne til en given facilitet er af en sådan størrelse, at det på grund af stordriftsfordele kun er omkostningseffektivt at have én facilitet, gennem hvilken opgaven udføres. 4

Derimod er der de senere år set eksempler på, at fjernvarmeforsyningsnet er tilladt etableret, hvor der i forvejen eksisterer et naturgasnet til bygningsopvarmning via individuelle naturgasfyr. 9 Kommunalbestyrelsen kan efter bestemmelser i henholdsvis planlovens 15, stk. 2, nr. 11 og varmeforsyningslovens 11-12 pålægge en ejeren af en ejendom at lade sin ejendom tilslutte eller forblive tilsluttet en fjernvarmeforsyningsvirksomhed. Kommunalbestyrelsen kan pålægge 3 typer tilslutningspligt: Tilslutningspligt for ny bebyggelse, tilslutningspligt for eksisterende bebyggelse og forblivelsespligt for bebyggelse, der allerede er tilsluttet kollektiv varmeforsyning. Tilslutnings- og forblivelsespligt er et styringsmiddel, hvis formål er at sikre f.eks. fjernvarmeforsyningsvirksomheder en vis indtjening, der kan sikre afskrivningen af de ofte store (og irreversible) anlægsinvesteringer, der er forbundet med et kollektivt varmeforsyningsnet. Anvendelse af denne mulighed er meget udbredt. 10 Kommunerne har endvidere mulighed for at stille garanti for lån, der optages af fjernvarmeforsyningsvirksomheder. Det er almindeligt, at danske kommuner har ydet en sådan garanti i forbindelse med anlæggenes etablering eller renovering. Garantistillelsen giver mulighed for at optage lån i Kommunekredit til en fordelagtig rentesats. Det synes at have været praksis at stille krav om anvendelse af tilslutningpligt i forbindelse med stillelse af kommunegaranti, ligesom vilkår om opsigelsesfrist også har været anvendt. 11 3. Retstilstanden vedrørende udtrædelsesgodtgørelse Det har gennem årtier været et grundlæggende synspunkt i den danske fjernvarmesektor, at en forbruger, der ønsker at ophøre som aftager af fjernvarme, økonomisk skal rydder op efter sig sådan at forstå, at den udtrædende betaler sin forholdsmæssige andel af varmeværkets gæld på udtrædelsestidspunktet. Formålet er at undgå, at de tilbageblevne aftagere i den pågældende fjernvarmeforsyningsvirksomhed påføres en økonomisk byrde. En sådan bestemmelse er normalt forekommende i andelsretten. 9 Se generelt om fjernvarmesektoren og konkurrence i Bent Ole Gram Mortensen: Fjernvarme en monopolsektor i konkurrence i Festskrift til Jens Fejø, Jurist og Økonomforbundets Forlag, 2012, s. 299-310. 10 Bent Ole Gram Mortensen & Rikke Gottrup: Kommunal varmeplanlægning i retlig belysning, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007, s. 97 ff. 11 Af UfR 1987.422 H kan man læse, at i al fald 20-årige uopsigelighedsperioder har været et vilkår for at opnå kommunegaranti: Bestemmelserne i kontrakterne var standardvilkår, og det var, da selskabet blev stiftet, en betingelse for opnåelse af kommunegaranterede lån, at lodsejeren forpligtede sig i en periode på 20 år. 5

Kravet er blandt andet kommet til udtryk i standardvedtægter fra de danske fjernvarmeforsyningsvirksomheders brancheorganisation. I disses 5, stk. 2, litra e anføres: 6 Hvis det ikke er muligt at overdrage den kapacitet, der er blevet ledig, til nye andelshavere, kan endvidere opkræves: e. En godtgørelse for udtrædelse. Godtgørelsen opgøres på opsigelsestidspunktet på grundlag af den senest anmeldte priseftervisning til Energitilsynet. Godtgørelsen beregnes som den udtrædendes andel af selskabets samlede anlægsudgifter med fradrag af de afskrivninger, der har været indregnet i priserne. Den udtrædendes andel af selskabets anlægsudgifter, med fradrag af foretagne afskrivninger, beregnes på grundlag af den udtrædende andelshavers andel af selskabets samlede registrerede tilslutningsværdi, afgiftspligtige areal, rumfang, hedeflade etc., i regnskabsåret inden opsigelsen. Denne praksis har været understøttet af en lang række afgørelser fra de administrative myndigheder, der i årenes løb har ført tilsyn med fjernvarmeforsyningssektoren. Som praksis er for øjeblikket må der være to forudsætninger opfyldt, for at en bestemmelse om udtrædelsesgodtgørelse er gyldig. For det første må den være aftalt mellem parterne og ikke senere ekstingveret. Det har været temaet i nogle af de senere års domme. For det andet vil ikke kunne opkræves udtrædelsesgodtgørelse, hvis der løbende optages nye forbruger og værket i øvrigt er veldrevet. I så fald vil et krav om udtrædelsesgodtgørelse blive anset for urimeligt og dermed i strid med varmeforsyningslovens 21, stk. 4. 3.1. Aftalt mellem parterne Et krav om udtrædelsesgodtgørelse må som udgangspunkt være aftalt mellem parterne. Det kan f.eks. være en bestemmelse i leveringsbetingelserne, som forbrugeren har tiltrådt. Forbrugerejede fjernvarmeforsyningsvirksomheder vil ofte være organiseret som et andelsselskab med begrænset ansvar (a.m.b.a.). Her vil bestemmelsen fremgå af vedtægterne, og disse vil være gældende for andelshaverne. I disse tilfælde vil det være afgørende, at andelshaverstatus er aftalt mellem parterne. I UfR 1971.40 H vedrørende Osted Fjernvarmeværk A.m.b.a. udtaler Højesteret, at det tiltrædes, at indstævnte, der ikke af appellanten er blevet gjort bekendt med selskabets vedtægter og de deri indeholdte vidtgående forpligtelser og ikke har underskrevet nogen overenskomst med selskabet,

ikke ved sin tilslutning til varmeværket eller på andet grundlag er blevet forpligtet som medlem af andelsselskabet, og indstævnte vil derfor i overensstemmelse med sin påstand være at frifinde. Sagen omhandler ikke en egentlig udtrædelsesgodtgørelse, men derimod hvad der skal til for at blive betragtet som andelshaver. 3.2. Sikringsakt (tinglysning) Krav om udtrædelsesgodtgørelse rettes ikke nødvendigvis mod den ejer, der i forbindelse med ejendommens tilslutning har accepteret en bestemmelse om udtrædelsesgodtgørelse. Ofte rettes kravet mod en senere erhverver af ejendommen. Det fremgår af 1 i den danske tinglysningslov (tinglysningsloven), 12 at rettigheder over fast ejendom skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler om ejendommen og mod retsforfølgning. Den aftale eller retsforfølgning, der skal kunne fortrænge en utinglyst ret, skal selv være tinglyst og erhververen ifølge aftalen være i god tro, 13 jf. 1, stk. 2. 14 Af lovens 4 fremgår, at visse forhold ikke er omfattet af tinglysningskravet for at opnå gyldighed mod enhver. Herunder hører bl.a. ydelser hidrørende fra foranstaltninger, der tjener til at sikre ejendommens forsyning med vand, lys, varme o lign, dens forbindelse med omverdenen, afledning eller fjernelse fra ejendommen af vand eller andet, under forudsætning af, at nævnte foranstaltninger foretages af det offentlige selv eller efter en af det offentlige givet bemyndigelse, jf. lovens 4, stk. 2, 1. pkt. Formålet med bestemmelsen er at sikre løbende betalinger for forsyningsydelser en bedre prioritetsstilling i tilfælde af tvangsauktion, således at ejendommen ikke skal henstå uden sådanne forsyningsydelser frem til et salg. En egentlig udtrædelsesgodtgørelse omfattes ikke af undtagelsen i 4, stk. 2, 1. pkt. Se hertil f.eks. UfR 2011.2760 V og UfR 2013.56 V, hvor der dog var enighed mellem parterne herom. Det er således nødvendigt for en fjernvarmeforsyningsvirksomhed at tinglyse vedtægterne med de indeholdte krav om udtrædelsesgodtgørelse, for at sikre sig mod godtroende omsætningserhververe (købere af den tilsluttede ejendom), hvis ret er tinglyst i form af et skøde eller en slutseddel. Er køberen af ejendommen derimod i ond tro om kravet om udtrædelsesgodtgørelse, kan 12 Senest lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006 om tinglysning, som senest ændret ved lov nr. 519 af 28. maj 2013. 13 Ved god tro forstås i tinglysningsloven, at erhververen ikke kender den utinglyste ret og ej heller ved grov uagtsomhed er skyld i sit ukendskab til den. God tro må være til stede på det tidspunkt, da aftalen anmeldes til tinglysning, jf. lovens 5. 14 God tro fremføres bl.a. af Byretten i UfR 2011.2760 V. 7

kravet om udtrædelsesgodtgørelse ikke ekstingveres (fortrænges). Det bliver herefter et bevisspørgsmål, om der er tale om god eller ond tro. 3.3. Forsyningsvirksomhedens økonomiske forhold Ved bedømmelse af, om den kollektive varmeforsyningsvirksomhed kan kræve godtgørelse, vil der efter administrativ praksis blive lagt vægt på, om et anlæg kan anses for værende under løbende udbygning gennem tilslutning af nye forbrugere, og om anlægget kan anses som økonomisk veldreven. Rationalet bag dette er, at kun de værker, hvor udmeldelsen har økonomiske konsekvenser, kan opkræve udtrædelsesgodtgørelse. 4. Danske domme om udtrædelsesgodtgørelse Der er ikke afsagt et overvælgende stort antal danske domme om udtrædelsesgodtgørelse på fjernvarmeområdet. Det er for så vidt ikke overraskende. Energiområdet i Danmark er præget af mange myndighedsafgørelser med såvel en tilsynsmyndighed 15 som en rekursmyndighed. 16 Disse myndigheder er inden for de senere år blevet suppleret med et privat forbrugerklagenævn. 17 Hovedparterne af tvisterne på energiområdet er traditionelt blevet løst uden involvering af domstolene. I det følgende er der blevet fundet 10 domme, der vedrører udtrædelsesgodtgørelse på fjernvarmeområdet. Domme, der er blevet anket, regnes som én dom. Fire af dommene er publiceret i Ugeskrift for Retsvæsen (UfR). Seks af dommene er upublicerede. Nedenfor gennemgås disse domme. 4.1. Domme om stadfæstelse af udtrædelsesgodtgørelse I en række domme stadfæstes gyldigheden af klausuler om udtrædelsesgodtgørelse. I UfR 1987.422 H vedrørende Dagnæs-Bækkelund Varmeværk A.m.b.A. omhandlede sagen egentlig en 20-årig uopsigelighedsperiode. Flertallet i landsretten (2 ud af 3 dommere) udtalte: Ved andelsselskabets stiftelse var det af hensyn til en økonomisk forsvarlig låneoptagelse og drift nødvendigt at indsætte en bestemmelse 15 Senest Energitilsynet. 16 Senest Energiklagenævnet. 17 Ankenævnet på energiområdet, der er et privat klagenævn godkendt i medfør af forbrugerklageloven (senest lovbekendtgørelse nr. 1095 af 8. september 2010 om forbrugerklager). 8

om 20 års aftagepligt i selskabets vedtægter og kontrakter med andelshaverne. Varmeforsyningslovens formål er at fremme den mest samfundsøkonomiske anvendelse af energi til varme, således at olieforbruget nedsættes, og loven indeholder tillige bestemmelser til fremme af en kollektiv varmeforsyning. Ved afgørelsen af, om en bestemmelse er urimelig ifølge varmeforsyningslovens 28, stk. 4, findes der blandt andet at burde tages hensyn til de ikke-udtrædende andelshaveres fælles interesse i aftagepligten som forudsætning for en fortsat økonomisk drift. Landsretten omtaler i forbindelse med behandlingen af opsigelses eksplicit de ikke-udtrædende andelshaveres økonomiske interesser, dog uden at konkretiserer hvori disse nærmere består. Højesteret henviser uden begrundelse blot til, at udmeldelse kan betinges af en godtgørelse. Der henvises dog til tilsynsmyndighedernes praksis. Der er ikke i domsreferatet oplysninger om tilstedeværelse af en vedtægtsmæssig bestemmelse om udtrædelsesgodtgørelse. I UfR 1991.218 Ø vedrørende det kommunale varmeværk i Ballerup Kommune var der egentlig indgået en aftale om en 20-årig uopsigelighedsperiode, men der var mellem parterne enighed om, at denne ikke kunne opretholdes efter UfR 1987.422 H. Byretten havde uden nogen retsøkonomisk begrundelse fastsat udtrædelsesgodtgørelsen til den parcellen på udtrædelsestidspunktet påhvilende gæld. Ved landsretten påstod forbrugerne denne dom stadfæstet og anerkendte således, at der skulle betales udtrædelsesgodtgørelse. Landsretten udtalte om udtrædelsesgodtgørelsens størrelse, at ved fastsættelsen af det beløb, de indstævnte, der efter eget ønske er udtrådt af varmeforsyningsordningen, skal betale til appellanten, er det, såfremt unødigt tab ikke skal påføres de tilbageværende aftagere, utilstrækkeligt alene at tilpligte de indstævnte at betale den dem vedrørende del af værkets gæld. Efter de foreliggende oplysninger om måden, hvorpå afgift til varmeværker i øvrigt beregnes, kan det lægges til grund for afgørelsen, at der i den af appellanten sædvanligt afkrævede afgift er medregnet amortisation af anlæggets gæld, afskrivninger samt øvrige, driftsrelevante omkostninger, herunder tillige udgiften til brændsel (min fremhævelse). Her har landsrettens begrundelse eksplicit en økonomisk dimension. I Østre Landsrets dom af 12. februar 2007, B-1587-06 og B-1650-06 vedrørende Ørslev Terslev Kraftvarmeforsyning A.m.b.A. lagde landsretten 9

til grund, at forbrugeren var til stede på den stiftende generalforsamling, og at hun herefter måtte være bundet af vedtægterne. Hun anses med andre ord for andelshaver. I Retten i Lyngbys dom af 5. januar 2012, BS 150-2259/2010 vedrørende E.ON (tidligere Ørslev Terslev Kraftvarmeforsyning A.m.b.A.) fandt byretten, at forbrugeren var bundet af leveringsbetingelserne, herunder en indeholdt klausul om udtrædelsesgodtgørelse. Byretten lagde vægt på, at forbrugerne efter overtagelse af ejendommen havde aftaget fjernvarme og betalt de løbende udgifter, at de ikke i forbindelse med varslede prisstigninger havde undersøgt nærmere om leveringsvilkårene, og at leveringsbetingelserne som foreskrevet i varmeforsyningsloven havde været anmeldt til Energitilsynet, der ikke havde fundet anledning til at gribe ind. Man må forstå byrettens afgørelse således, at der har været tale om en stiltiende accept af leveringsbetingelserne. Ellers harmonerer dommen vanskeligt med de nedenfor omtalte domme (herunder fra landsretten) om manglende vedtagelse af andelshaverstatus. Byretsdommen udmærker sig dom ved nogle resøkonomiske betragtninger: Bestemmelserne i de anmeldte leveringsbetingelser om et opsigelsesvarsel på 18 måneder og en udtrædelsesgodtgørelse, der beregnes på grundlag af restgælden i værket, er udtryk for en afvejning af på den ene side hensynet til de forbrugere, der ønsker at udtræde af varmeforsyningen, og på den anden side hensynet til de tilbageværende forbrugere af det kollektive varmeforsyningsanlæg. Retten finder ikke grundlag for at anse betingelserne hverken hver for sig eller tilsammen for urimeligt byrdefulde for sagsøgerne. Sagen blev anket til landsretten 18 der stadfæster byrettens dom. Stil støtte for, at der var tale om et stiltidende accept af bestemmelsen om udtrædelsesgodtgørelse, anfører landsretten, at forbrugerne deltog i den generalforsamling i Ørslev Terslev Kraftvarmeforsyning A.m.b.A., hvor man besluttede at sælge fjernvarmeværket til E.ON. Forbrugerne har eller burde således have haft et særligt kendskab til forholdene. Landsretten omtaler også den økonomiske balance mellem de udtrædende og de tilbageblevne forbrugere: Set i lyset af, at udtrædelsesgodtgørelsen beregnes ud fra kundens andel af anlægs- og renoveringsudgifterne og dermed bygger på et princip om, at 18 Østre Landsrets dom af 28. februar 2013, B-420-12 (E.ON). 10

den kunde, som melder sig ud af en fjernvarmeordning, skal rydde op efter sig økonomisk, således at de tilbageværende kunder ikke belastes, finder landsretten i øvrigt ikke, at godtgørelsen, der ikke er beregningsmæssigt bestridt, kan anses for uproportional. Der findes to andre tilsvarende domme af samme dato vedrørende andre forbrugere tilknyttet samme fjernvarmeforsyning. 19 4.2. Domme hvor udtrædelsesgodtgørelse ikke er aftalt Der findes en række domme, hvor fjernvarmeforsyningsvirksomhedens krav på udtrædelsesgodtgørelse falder på, at en klausul om udtrædelsesgodtgørelse ikke er vedtaget mellem parterne. I Retten i Aalborgs dom af 5. januar 2009, BS 25-418/2008 vedrørende Vindblæs Kraftvarme A.m.b.a. drejede det sig om et beløb, der skulle erlægges i forbindelse med en fusion mellem Løgstør Fjernvarmeværk A.m.b.a. og Vindblæs Kraftvarme A.m.b.a. En forbruger havde overtaget en ejendom fra en kreditforening, der selv havde overtaget den på tvangsauktion. Det omtvistede beløb havde hjemmel i vedtægterne, der ikke var tinglyst på ejendommen. Retten fandt efter en konkret vurdering ikke, at forbrugeren var blevet andelshaver og fandt, at han som godtroende omsætningserhverver havde ekstingveret kravet. Nogen retsøkonomisk argumentation er ikke indeholdt i byrettens dom. I Retten i Svendborgs dom af 23. september 2011, BS R5-1321/2010 vedrørende Sydlangeland Fjernvarme A.M.B.A. fandt Retten det ikke bevist, at sagsøgte har indgået aftale med sagsøgeren eller på andet grundlag er at betragte som andelshaver hos sagsøgeren. Det var en tidligere ejer af ejendommen, der havde ladet den tilslutte fjernvarmeforsyningen, men det blev ikke bevist, at de nuværende ejere (de sagsøgte) var blevet gjort bekendt med den afgørelse. Byretten kommer ikke med nogen egentlige retsøkonomiske begrundelser. Dog anføres det, at forbrugerne kunne forpligtes til at dække en række udgifter ved forsyningsafbrydelsen (stikledningsafbrydelse og målernedtagning), da det ikke fandtes at være så et byrdefuld vilkår for levering til ikke-andelshavere, at det kræver en udtrykkelig aftale. Modsætningsvis må man antage, at byretten har fundet en udtrædelsesgodtgørelse så byrdefuld, at det kræver en udtrykkelig aftale. I UfR 2011.2670 V vedrørende Ådum Kraftvarmeværk A.m.b.a. var en køber af en ejendom i forbindelse med købet ikke blevet gjort opmærksom på en aftale om udtrædelsesgodtgørelse og opsigelsesvarsel, som sælger havde 19 Østre Landsrets domme af 28. februar 2013 i B-419-12 og B-421-12 (E.ON). 11

forpligtet sig selv og fremtidige ejere af ejendommen til overfor fjernvarmeforsyningsvirksomheden. Aftalen var ikke omtalt i handelsdokumenterne og var ej hellere tinglyst. Da forbrugeren (køberen) blev bekendt med forholdet opsagde hun forsyningsforholdet med en måneds varsel. Hverken byretten 20 eller landsretten 21 fandt, at forbrugeren havde haft anledning til at undersøge forholdet nærmere, og i begge retsinstanser blev forbrugeren frifundet for kravet om udtrædelsesgodtgørelse. Forbrugeren blev ikke anset for andelshaver og dermed ikke bundet af udtrædelses- og opsigelsesklausuler i vedtægterne. Landsretten fandt dog, at fjernvarmeforsyningsvirksomheden havde krav på et passende varsel, der blev fastsat til 18 måneder. Hverken byretten eller landsretten afgiver nogen retsøkonomisk begrundelse. Der fokuseres på det aftaleretlige. I UfR 2013.56 V vedrørende Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk A.m.b.a. fandt landsretten, 22 at vedtægterne, og således den heri indeholdte bestemmelse om udtrædelsesgodtgørelse ikke var vedtaget mellem parterne. Forbrugerne var hverken i forbindelse med købet af ejendommen eller senere blevet orienteret herom, ligesom der ikke havde fremgået noget af tingbogen. Der var enighed mellem parterne om, at forbrugerne ikke var andelshavere og dermed ikke som sådan omfattet af vedtægterne, hvori bestemmelsen om udtrædelsesgodtgørelse fandtes. I samme sag var byretten forinden kommet til det modsatte resultat derved, at sagsøgerne på denne baggrund måtte påregne, at de modtog fjernvarme på de vilkår, der var gældende for de øvrige aftagere af fjernvarme.. 23 Byretten angiver dog heller ingen retsøkonomisk begrundelse, men lægger blot det aftaleretlige til grund. Sagen havde dog forinden været behandlet i Ankenævnet på Energiområdet. 24 5. Afsluttende betragtninger Man kan overordnet spørge, hvorvidt det er hensigtsmæssigt, at en forbruger af fjernvarme eller en anden forsyningsydelse skal betale udtrædelsesgodtgørelse. Betragter man det som et kundeforhold, at den almindelige regel, at man kan komme ud af et løbende aftaleforhold med passende varsel. Kunden bærer ikke nogen risiko for den erhvervsdrivendes økonomiske forhold. Betragter man derimod forsyningsvirksomheden som et fællesskab mellem forbrugerne og dermed tillægger forsyningsvirksomheden 20 Retten i Hernings dom af 2. august 2010, BS 3-1025/2009. 21 Vestre Landsrets dom af 10. juni 2011, B-1890-10. 22 Vestre Landsrets dom af 11. september 2012, B-1491-11. 23 Allborg Rets dom af 18. maj 2011, BS 7-3559/2009. 24 Ankenævnets afgørelse af 9. november 2009. 12

det kooperative element, der bl.a. karakteriserer andelsselskaber, 25 virker det mere logisk med en udtrædelsesgodtgørelse. Konkurrenceretligt må det også overvejes, hvorvidt sådanne krav om udtrædelsesgodtgørelser udgør en barriere for konkurrencen mellem forskellige opvarmningsteknologier. Kikker man på praksis, kan man ligeledes ud fra en konkurrencemæssig betragtning overveje det hensigtsmæssigt i, at der ikke vil kunne opkræves udtrædelsesgodtgørelse, hvis der løbende optages nye forbruger og værket i øvrigt er veldrevet ud fra rimelighedskravet i varmeforsyningslovens 21, stk. 4. Det vil i praksis sige, at mindre succesfulde selskaber med tvivlsom økonomi og vigende kundetilgang stilles bedre end den mere succesfulde virksomhed med sund økonomi og løbende kundetilgang. Retsøkonomisk kan man overveje, hvorvidt et krav om godtgørelse ved udtræden vil have betydning for forsyningsvirksomhedens muligheder for lånefinansiering. Alt andet lige vil en udtrædelsesgodtgørelse medføre en bedre sikkerhed og dermed en lavere rente. Den ekstreme form for sikkerhed findes ved en offentligretlig tilslutningspligt/forblivelsespligt, jf. ovenfor under afsnit 2.3. Bestemmelser om udtrædelsesgodtgørelser kan ses som et udslag af en økonomisk balancering af interesserne hos henholdsvis forsyningsvirksomhed og aftager. Såvel administrativ praksis som domstolspraksis har anerkendt kravet om udtrædelsesgodtgørelse. Det er logisk for så vidt angår andelsselskaber, men det er også anerkendt i forhold til ikke-andelsvirksomheder på fjernvarmeområdet, jf. den kommunale varmeforsyning i UfR 1991.218 Ø og for kommercielle virksomheder, jf. Retten i Lyngbys dom af 5. januar 2012, BS 150-2259/2010. Denne praksis kan ses som et udslag af, at fjernvarmeforsyning efter varmeforsyningsloven er stærkt prisreguleret ud fra et hvile i sig selv-princip også for så vidt angår ikke-andelsselskaber. De tilbageblevne forbrugere rammes således lige så hårdt af andres udtræden i ikke-andelsselskaber som i andelsselskaber. Det er slående, hvor ofte de danske domstole ikke finder anledning til at sammenholde kravene om udtrædelsesgodtgørelse med retsøkonomiske betragtninger. Domstoles praksis må dog ses i lyset af en række elementer. For det første er der en række tilfælde, hvor kravet på udtrædelsesgodtgørelse falder allerede som følge af aftaleretlige betragtninger. Her er der for så vidt ingen grund for domstolene til at 25 Søren Friis Hansen & Jens Valdemar Krenchel: Dansk selskabsret 3 - Interessentskaber, Forlaget Thomson 2004, s. 36. 13

inddrage yderligere elementer. Det er en allerede fordi-afgørelse. Domstolene kunne eksplicit have fremdraget betragtninger, om at den professionelle fjernvarmeforsyningsvirksomhed var nærmest til at sikre dokumentation for aftalens indgåelse og sikring mod ekstingtion af godtroende omsætningserhververe. 26 Dermed var dommen blevet mere generel frem for konkret. For det andet bygger domstolenes afgørelse på en administrativ praksis, som domstolene så ikke finder anledning til at tilsidesætte. I den administrative praksis er der i højere grad henvist til økonomiske betragtninger. 26 Når professionelle sættes i anførselstegn, skyldes det, at en del fjernvarmeforsyningsvirksomheder på grund af deres størrelse, daglige ledelse og bestyrelsessammensætning mere minder om foreninger end om egentlige erhvervsvirksomheder. 14