Er franskmænd virkelig arrogante? Kommentar fra professor Dominique Bouchet For nogle år siden blev der arrangeret et møde i København, hvor tre fremtrædende franske journalister og tre af deres ligeledes fremtrædende og velkendte danske kolleger skulle diskutere perspektiver i den europæiske union. Inden mødet skulle begynde, kunne man opleve, hvordan de franske gæster hjerteligt talte med hinanden. For en dansker virkede deres kropssprog noget barnligt. Det er bare kollegialt, ville en franskmand sige. De kendte hinanden godt, og mødet var jo ikke begyndt. Da de blev bedt om at gå på ind på scenen, ordnede de tre franske journalister deres slips, rettede ryggen og løftede hovedet. Langsomt og højtideligt gik de så ind på scenen og satte sig ned på en måde, der lå langt fra, hvad de ville have gjort i en privat sammenhæng. Blandt de danske tilhørere kunne man høre hånlige bemærkninger : Se de selvtilstrækkelige og opblæste franske fyre! Det er det sædvanlige: de tror, de er noget og regner os ikke for noget. Det er Napoleon om igen. Endnu engang tror de, at de skal ud og erobre verden! Sikken foragt de viser os, men de er jo latterlige sådan med næsen i sky. Så kom de danske journalister frem. Inden mødet begyndte havde deres kropsprog været lidt mere behersket end deres franske kollegers. De franske journalister lagde ikke specielt mærke til det. Men de var ikke så lidt overraskede, da de så danskerne komme ind, nonchalante og upåvirkede, Næsten som om de var blandt venner til et teenage-party. Følgelig opfattede franskmændene det, som om danskerne ikke viste tilhørerne nogen form for respekt: De må være meget kendte, så deres popularitet er steget dem til hovedet. De opfører sig, som om de skulle til at sætte sig foran deres pejs derhjemme. De viser ingen tegn på respekt og ser ikke ud til at tage situationen alvorligt. Hvad, der reelt skete, var, at både franskmændene og danskerne søgte at udtrykke deres respekt for tilhørerne. Men måden, de gjorde det på, blev opfattet af to forskellige kulturer. I et forsøg på at skjule, at de var mere kendte end mange af de øvrige blandt tilhørerne, prøvede de danske paneldeltagere at lade, som om, de var en del af tilhørerne. Derved forsøgte de at give det indtryk, at de ikke så nogen grund til at tage sig selv alt for alvorligt. Franskmændene forsøgte at kommunikere til tilhørerne, at de følte sig beæret over invitationen, og at de ville gøre deres bedste for at leve op til forventningerne. Begge grupper forsøgte at imødekomme deres kulturers konventioner. Imidlertid var forventningerne kulturelt forskellige! De franske paneldeltagere viste respekt ved at tage situationen alvorligt. På de danske tilhørere virkede det, som om de franske journalister overdrev mødets betydning for på den måde selv at høste mere status. De danske paneldeltagere gjorde sig derimod 1
umage for at minimere deres rolle i det møde, der blev afholdt. Deres kropsprog udtrykte, at de ikke var mere betydningsfulde end andre. Netop ved ikke at være for formelle udtrykte de en vis ydmyghed. Samme ydmyghed udtrykte deres franske kollegaer ved at gå op i deres rolle og ved at lade sig opsluge af protokollen. I en fransk sammenhæng tog de danske journalister ikke situationen alvorligt. Dermed fik man det indtryk, at de tog sig selv alt for alvorligt. I en dansk sammenhæng tog de franske journalister situationen alt for alvorligt. Man er overbevist om, at grunden til, at de gør det, er fordi, de tager sig selv alt for alvorligt. Selvfølgelig bør vi tage os selv alvorligt. Ikke mindst for at tage de andre alvorligt. Selvrespekt og respekt for den anden hænger som regel sammen. Vi skal også erkende, at alle dem, vi møder, er deres egne. Vi må sandelig ikke betragte dem som fællesnævner. Men selv om vi alle er unikke, har vi i vores barndom lært at udtrykke respekt på forskellige måder. De fleste franskmænd har som barn lært at vise respekt ved at tage deres rolle alvorligt og at vise ydmyghed ved at indordne sig under formaliteter. I Danmark har børnene lært, hvor upassende det er at tage sig selv alvorligt. I Frankrig har man lært, hvor vigtigt det er at tage sin rolle alvorligt. Man har også lært at skelne skarpt mellem rollen og personen, medens man i Danmark skelner mere mellem arbejde og fritid. At tale ned til nogen er uacceptabelt i Danmark, medens det i Frankrig er en retorisk kunst, som værdsættes af selv dem, der bliver talt ned til. I Danmark forholder det sig anderledes som regel: selv om man ikke føler sig ramt, finder man det frækt og upassende for dem, som det går ud over. Især hvis det kommer fra nogen, som ikke kender vedkommende. I Danmark driller man gerne naboen, mens han hører på det, men det er venligt ment, ved man. Enhver dansker skal finde sig i at blive drillet, men det er så forudsigeligt og så ritualiseret, at det ikke kan opfattes personligt. Og dette selv om det kun er dem, som kender én personligt, som må gøre det. Hvis man derimod rigtigt ønsker at tale nedsættende om én, gør man det sjældent til personen selv. Franskmænd er ikke så konfliktsky. I Frankrig roser man mere hinanden, og her er det rosen, som man skal tage med et gran salt. (Det er også interessant at bemærke, at man i Frankrig oftest mener, at man ikke bør rose børnene for meget, men man holder sig ikke tilbage for at rose de voksne. I Danmark forholder det sig omvendt.) Hvad man skal udsættes for af spot og ros er således forskelligt i Frankrig og i Danmark. Hvert land har svært ved at acceptere den andens måde. Men begge undrer sig over en tredje kulturs mærkelige konventioner. Eksempelvis at man i Japan stolt skal kunne tage imod offentlige ydmygelser, som så godt som ingen dansker eller franskmand forstår og nogensinde vil være udsat for. Det er også påfaldende, at når der er amerikanere til stede når, jeg i Danmark holder et foredrag, hvor jeg ironiserer over visse sider af dansk kultur, er det dem, som er mest chokerede. I Danmark skal man være meget nationalistisk for ikke at kunne tåle, at der bliver ironiseret over den danske kultur. Det forholder sig åbenbart anderledes i USA. Den slags ironi synes man ikke om, selv om det går udover andre lande end sit eget. Og nok endnu mere hvis det kommer fra en franskmand. På det område er der 2
mere til fælles mellem den franske og den danske form for ironi end mellem den franske og den amerikanske. Ikke desto mindre er det svært for en person, som er opvokset i Danmark, at gennemskue, at den franske selvironi er skruet sammen præcis modsat den danske. I Frankrig ironiserer man som regel opad, i Danmark nedad. Det er at tage sig selv meget alvorligt i Frankrig at påstå, man ikke er god til noget, når man åbenlyst er det. Så man ironiserer opad, og det opfattes ikke som praleri. Det gør til gengæld det danske udtryk jeg kan lidt, når det tydeligvis betyder det er jeg god til. For de fleste franskmænd og også spaniere er falsk beskedenhed meget værre end falsk pral. For disse sydlændinge er den konforme falske beskedenhed, de oplever i Danmark, ikke til at holde ud. Den opfattes som upersonlig konformisme. For de fleste danskere er den manglende beskedenhed, de oplever i Frankrig, udtryk for prangende forfængelighed. Og så er der også de komiske misforståelser. En dansk direktør jublede over at have givet en fransk kollega en lærestreg. Den franske direktør havde nemlig pralet med, at han kunne det hele på en golfbane, men var blevet afsløret i forbindelse med en invitation til Danmark, hvor den danske direktør, som selv blot var ikke så ringe til golf, havde slæbt ham med på golfbanen i Nyborg. "Nej, hvor han havde det dårligt! Hans franske stolthed var virkelig ramt," udtalte den danske direktør. Men hør nu hans franske kollegas version af samme historie: Han havde haft svært ved at holde den danske direktør ud, ikke mindst fordi det eneste, han gad snakke med ham om ud over det, de skulle drøfte vedrørende virksomheden, var golf. Han var blevet overrasket over, hvor lidt dannelse, den danske direktør havde. (Han vidste jo ikke, at man i Danmark ikke må skilte med den). Han var irriteret over hans manglende situationsfornemmelse. Han spurgte mig en dag, om jeg kunne spille golf. Jeg svarede, at jeg vidste alt det, jeg havde brug for at vide om golf (golf interesserer mig nemlig overhovedet ikke). Ikke desto mindre slæbte han mig ved først givne lejlighed med ud på en golfbane, hvor jeg måtte tilbringe dagen med at skulle bekræfte ham i, at golf var skønt, og at han selv var en pragtfuld golfspiller. Han havde ellers gjort meget ud af at understrege sin falske beskedenhed og fortalt, at han ikke var særlig god, men han kunne ikke afholde sig fra at vise mig, at han faktisk var fortræffelig. Og jeg måtte stille op som statist og kede mig hele dagen. Det er således svært for danskere og franskmænd at kunne forstå udtryksformer, som virkelig er pralende, beskedne, arrogante eller forfængelige i hinandens kultur. Jeg håber med denne lille tekst at have illustreret, at det, mange kalder arrogance, ikke har sin årsag i det, de tror, nemlig den andens personlighed skabt af den fremmede kultur, men snarere i selve interaktionen mellem personer fra forskellige kulturer. 3