KØBENHAVNS FÆNGSLER UDMØNTNING AF KRIMINALFORSORGENS PRINCIPPROGRAM
Forord Københavns Fængsler arbejder efter Kriminalforsorgens overordnede principprogram og har på baggrund heraf udmøntet principperne for Københavns Fængslers område. Udmøntningen er en tilkendegivelse af, hvordan vi løbende vil søge at blive bedre til at løse vores opgaver. Opgaverne består primært i at modtage og huse anholdte og varetægtsarrestanter. Endvidere er der i Københavns Fængsler en del korttidsafsonere og fængselsafsonere, der venter på overførsel til fortsat strafudståelse i afsoningsfængslerne. Endelig er der i Københavns Fængsler et antal udlændinge, der er frihedsberøvede i henhold til udlændingeloven. Denne udmøntning af Kriminalforsorgens principprogram for Københavns Fængsler er vedtaget den 3. november 1994 af Samarbejdsudvalget. Fængselsinspektøren Principper 1. Normalisering 1.1: Vi vil sikre, at de indsatte får lejlighed til at udøve de af deres borgerlige rettigheder, som ikke er berørt af selve frihedsberøvelsen. Vi vil hjælpe de indsatte med at udøve deres rettigheder, og vi vil lette adgangen for andre, der vil bestå dem. Vi vil eksempelvis fortsat yde Københavns Retshjælp støtte til at betjene de indsatte. 1.2: Vi skal behandle de anholdte og varetægtsfængslede som principielt uskyldige og respektere de indsatte som ligeværdige individer på en måde, der sikrer respekten for menneskets værdighed. 1.3: De indsattes personlige integritet skal respekteres mest muligt. Det vil vi gøre ved at give dem mulighed for indflydelse på indretning af deres celler og fællesrum og på måden at leve på i det omfang, orden og sikkerhed tillader det. 1.4: Vi vil beskytte den indsattes integritet ved at holde vores tavshedspligt både indadtil og udadtil 1.5: Vi vil bestræbe os på allerede i varetægtsperioden at hjælpe den indsatte til efter løsladelsen at blive genetableret i samfundet på lige fod med andre borgere med hensyn til bolig, uddannelse/arbejde mv. 1.6: Vi vil støtte den indsatte i at etablere, bevare og udbygge kontakten til et ikke-kriminelt socialt net. Vi vil gøre dette ved i det omfang det indenfor reglerne og de tilstedeværende ressourcer er muligt og hensigtsmæssigt at sikre den indsatte besøg af familie, venner, forretningsforbindelser mv. at give mulighed for telefonsamtaler. - 2 -
1.7: Vi vil sammen med den enkelte indsatte bestræbe os på at tilrettelægge opholdet således, at det får så få utilsigtede negative virkninger som muligt alt med henblik på, at den indsatte får bedre mulighed for at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter endt ophold. 1.8: Vi vil sikre de indsatte den nødvendige lægelige behandling i fængslet, og når det er nødvendigt sørge for, at de indsatte kan benytte det almindelige behandlingssystem. Vi vil med henblik herpå arbejde på at sikre tilstrækkelige personaleressourcer til udkørsler m.v. 1.9: Vi vil arbejde på, at alle indsatte under frihedsberøvelsen kan tilbydes arbejde eller undervisning uden for cellen. 1.10: Vi vil arbejde på at sikre, at de indsatte får så gode fysiske opholdsmuligheder som muligt 1.11: Vi vil indrette gode bade- og toiletfaciliteter, fællesskabsrum, opholdsrum samt sports og arbejdsfaciliteter. Vi vil arbejde på at få Direktoratet for Kriminalforsorgen tilladelse til nedlæggelse af celler til disse formål, ligesom vi vil arbejde for, at der ikke sker en overudnyttelse af Københavns Fængslers cellekapacitet. 1.12: Vi vil sikre en høj rengøringsstandard i Københavns Fængsler. Vi vil styrke den interne rengøring og vil, når der på længere sigt er ressourcer dertil, sikre, at de indsatte får mulighed for selv at vaske deres tøj og løbe og anrette morgenmaden og frokosten 1.13: I det omfang, ordens- og sikkerhedsmæssige forhold tillader det, vil vi lade ægtefæller og samlevende par opholde sig sammen. 1.14: Vi vil arbejde for at undgå, at de helt unge kriminelle anbringes i eller forbliver i Københavns Fængsler. Vi vil sikre de unge mest muligt mod at blive præget negativt af fængselsopholdet, bl.a. gennem tæt samarbejde med de sociale ungdomsinstitutioner. 1.15: Vi vil arbejde på, at ingen sindssyge placeres i fængslet og at sindssyge, der er anbragt i Københavns Fængsler hurtigst muligt overføres til anden institution. 1.16: Vi vil i det omfang, det er muligt, anvende alternativer til frihedsstraf ved at søge de indsatte overført til passende institutioner eller hjem med henblik på behandling jf. straffelovens 49, stk. 2. Vi vil også være opmærksomme på retsplejelovens 777 om overførsel af varetægtsarrestanter til afsoningsfængsler eller hospitaler. 2. Åbenhed: 2.1: Vi skal løbende orientere de indsatte om deres rettigheder og pligter, herunder om mulighederne og vilkårene for opholdet i Københavns Fængsler. 2.2: Vi vil bestræbe os på, at informationerne gives på de nødvendige sprog og på en måde, der sikrer forståelsen af informationen hos den enkelte indsatte. Vi vil således fortsat udbygge brugen af nye teknologiske muligheder med henblik på at øge informationsniveauet internt i fængslet ved tekst-tv, lydbånd og video. - 3 -
2.3: Vi vil give de indsatte mulighed for at have meningsfyldt fællesskab med både personale og medindsatte. Vi skal dog samtidig give dem, der ønsker det, mulighed for at opholde sig helt eller delvist i enrum. 2.4: Vi skal både generelt og konkret samarbejde med andre myndigheder, herunder andre dele af retsvæsenet, socialvæsenet, sundhedsvæsenet, forsvarerne, retshjælpen, tilsynsmyndighederne(ex. Embedslægen, Folketingets Ombudsmand, Københavns Kommunes borgerrepræsentanter). 2.5: Vi vil for at opnå åbenhed og viden om Københavns Fængsler, så vidt det er muligt, anvende personaleressourcer herunder de mange ansatte med specialviden til modtagelse af besøgende fra beslægtede organisationer, samarbejdspartnere og repræsentanter for offentligheden, herunder politikere og pressen alt under hensyntagen til de varetægtsfængsledes og de øvrige indsattes krav på anonymitet. 3. Ansvarlighed 3.1: Vi skal motivere de indsatte til at tage ansvaret for egen tilværelse, herunder tilrettelæggelsen af deres tilværelse, såvel under som efter opholdet i fængslet. 3.2: Vi skal i samarbejde hjælpe og motivere de indsatte til i alle livets forhold at være selvhjulpne. 3.3: Vi vil give de indsatte bevidsthed om betydningen af en personlig høj hygiejnestandard, og vi vil gennem idræt og undervisning styrke de indsattes interesse for et godt helbred uden narkotika og alkoholafhængighed. 3.4: Vi vil fortsat give de indsatte indflydelse på Københavns Fængslers tilbud om fritidsbeskæftigelse og anvendelse af ressourcer hertil. 3.5: Vi vil give de indsatte mulighed for og motivere dem til at få medindflydelse på deres forhold i fængslet gennem talmandsordninger, idet vi lægger vægt på, at disse fungerer aktivt i dagligdagen. 4. Sikkerhed 4.1: Vi vil søge at hindre undvigelser over muren ved gode ydre værn og personalets opmærksomhed. Også udgangsmisbrug vil vi søge at hindre ved god og opmærksom sagsbehandling. 4.2: Vi vil søge at beskytte omverdenen mod, at de indsatte under opholdet i fængslet begår strafbare forhold. 4.3: Vi skal anvende passende disciplinærstraf og den fornødne magt til opretholdelse af orden og sikkerhed i fængslet og til beskyttelse af personale og indsatte. 4.4: Vi vil bekæmpe racisme og mobning mellem de indsatte og medvirke til en bredere forståelse for og accept af anderledes tænkende. - 4 -
4.5: Vi skal sikre, at den enkelte indsatte kan opholde sig i Københavns Fængsler uden at blive udsat for overgreb fra andre indsatte. Dette vil vi bl.a. opnå ved tættere kontakt mellem personale og indsatte i forbindelse med AUF og oprettelse af mindre enheder. 4.6: Vi vil søge at beskytte svage indsatte, så også disse får mulighed for at gennemføre opholdet i fængslet på en ordentlig og menneskeværdig måde uden at blive udsat for chikane eller overgreb fra medindsatte 4.7: Vi vil søge at begrænse stærke indsattes udnyttelse af andre på en sådan måde, at de øvrige indsattes forhold så vidt muligt ikke forringes. 4.8: Vi skal motivere de indsatte til ikke at bruge narkotika eller misbruge alkohol og i øvrigt i nødvendigt omfang skaffe dem behandling mod misbrug. Vi skal samtidig bekæmpe brug af narko ved at søge at hindre indsmugling samt ved visitationer og personalets opmærksomhed at finde narkotika med henblik på destruktion. 5. Mindst mulig indgriben 5.1: Vi skal have særlig forståelse for den indsattes situation i varetægtsfængslet, navnlig under den første del af opholdet, som er særligt belastende på grund af det pludselige brud med familie eller arbejde, og den indsattes usikkerhed om straffesagens udfald mv. 5.2: Vi skal give den indsatte mulighed for at komme med sine synspunkter og ved uenighed med saglige argumenter søge at give ham forståelse for, at en given situation ikke kan løses på en måde, han ønsker. Herigennem skal vi søge at løse en konflikt så lempeligt som muligt, uden at en situation optrappes. 5.3: Vi skal bestræbe os på så tidligt som muligt at løse konflikter og undgå situationer, der kræver drastisk indgriben under hensyntagen til personalets egen sikkerhed. Vi vil søge uddannelse i konfliktløsning til så mange som muligt. 5.4: Vi skal i magtanvendelsessituationer optræde så skånsomt som muligt. Vi vil efterfølgende tale med den indsatte for at søge at bibringe ham forståelsen for vores handlemåde og for at forstå baggrunden for hans handlemåde. 5.5: Vi vil arbejde på, at religiøse behov, herunder også behovet for bestemte former for kost, tilgodeses. 6. Optimal ressourceanvendelse 6.1: Et veluddannet personale er vores vigtigste ressource. Vi vil søge at give så gode arbejdsbetingelser som muligt både med hensyn til fysiske forhold, uddannelse, tekniske hjælpemidler og indflydelse på egen arbejdssituation mv. 6.2: Vi vil arbejde på at udvikle Københavns Fængsler til en arbejdsplads, hvor der gives personalet gode, trygge arbejdsvilkår. - 5 -
6.3: Vi skal delegere ansvar og kompetence i videst muligt omfang til personalet og derigennem udvikle personalet til større ansvarlighed, selvstændighed, initiativ og kreativitet i arbejdet. 6.4: Vi vil gennem AUF fremme personalets muligheder for t deltage i så mange arbejdsopgaver som muligt for at opnå jobtilfredshed og større motivation til i det daglige at løse de enkelte arbejdsopgaver hurtigt og uden unødvendigt bureaukrati. 6.5: Vi skal fortsat drage nytte af vore mange specialister både konkret og til undervisning af andre personalegrupper. 6.6: Vi vil gennem tværfagligt samarbejde søge at opnå størst mulig effektivitet i vores arbejde og hurtig og god sagsbehandling i forhold til de indsatte. 6.7: Vi bestræber os på miljøbevidsthed og på energibesparelse. 6.8: Gennem delegation af kompetencen til brug af penge og materialer vil vi søge at opnå den bedste udnyttelse af ressourcerne. Vi vil inddrage de indsatte i ressourceanvendelsen. 6.9: Vi vil bestræbe os på så hurtigt som muligt at få overført afsonere til fortsat strafudståelse i afsoningsanstalter. Afslutning Dette er Københavns Fængslers første overordnede udmøntning af Kriminalforsorgens principprogram. Vi forventer, at det jævnligt tages op til vurdering for at holde trit med udviklingen både i Kriminalforsorgen og i samfundet i øvrigt. De enkelte enheder og medarbejdere skal herefter udmønte principprogrammet for deres arbejde. April 1996-6 -