Rim ko so mus hus får hår is ris lo to ti ni få lå se fe min din far har hat kat te le på gå at nat nu du by sy ny ly bi si mel hel mas las i hi tø sø ro so så tå Dyre-rim En hest får hø En fugl får frø En lil-le kat får mus i nat En hø-ne sur bor i et bur En pæn ko har ik-ke sko En gul kanin er sød og fin Et lam og et får har uld og ik-ke hår En so med to små mus i en lo En grøn frø bor i en sø To mus får is og ost og ris En sol så gul En lil-le fugl Den lil-le e-le-fant. En lil-le e-le-fant bor i en lil-le by. Den lil-le e-le-fant er sur. Den lil-le e-le-fant vil ha-ve is Den lil-le e-le-fant vil ha-ve slik Den lil-le e-le-fant vil ha-ve so-davand En a-be bor i den lil-le by A-ben er sød A-ben vil væ-re ven med den lil-le e- le-fant A-ben har is A-ben har slik A-ben har so-da-vand Den lil-le e-le-fant får is og slik og so-
da-vand Den lil-le e-le-fant er ik-ke sur Den lil-le e-le-fant er glad De to er ven-ner En løve og en mus En lø-ve lå og sov. En mus løb på løven. Lø-ven tog den lil-le mus i sin pote. Lø-ven vil-le dræ-be den lil-le mus. Den lil-le mus græd. Den lil-le mus peb. Den peb:" Må jeg lø-be! Så vil jeg væ-re god mod dig en gang." Lø-ven lo. "En lil-le mus kan ik-ke være god mod en lø-ve", lo løv-en. Løven lod mu-sen lø-be. En gang løb lø-ven i et net. Den sad i det net. Den kom ik-ke ud af det net. Lø-ven gav et brøl. Den lil-le mus hør-te et brøl. Det var et løve-brøl. Den lil-le mus så en lø-ve i et net. Den bed i det net. Løven kom ud af det net. "Du lo", sagde musen. "Men nu ser du, at en mus kan hjæl-pe en lø-ve." Den blå ulv En ulv er i et kar. Et kar med blå farve. Den ulv er blå. En mand ser den blå ulv. Den er død, si-ger han. Han går. Den blå ulv er ikke død. Den blå ulv hy-ler: "Jeg er blå. Jeg er ik-ke som al-le ul-ve. Jeg vil væ-re konge." Al-le dyr ser på den blå ulv. "Du er konge", si-ger de. Men en ulv si-ger til sin ven: "Han er ba-re en ulv. Han er ik-ke konge. Jeg vil se, om han vil hy-le. Vil han hy-le, er han ik-ke konge. Vil han hy-le, er han ba-re en ulv." En nat er al-le ul-ve u-de. Al-le ul-ve hy-ler. De hy-ler op til må-nen. Den blå ulv hy-ler. Den blå ulv hy-ler op til må-nen. Den blå ulv er ik-ke konge. Den blå ulv er ba-re en ulv. Al-le dyr ler. Den blå ulv går. Den lil-le hø-ne og kor-net. En hund, en kat, en hø-ne og en kalkun gik en tur. Den lil-le hø-ne ser et korn. "Hvem vil så kor-net?", siger hønen. "Ikke jeg", siger hunden "Ikke jeg", siger kat-ten. "Ikke jeg", siger kal-ku-nen. "Så må jeg gø-re det", siger hø-nen. Kor-net blev til et aks. "Hvem vil høs-te det aks?", siger hønen "Ikke jeg", siger hunden "Ikke jeg", siger kat-ten "Ikke jeg", siger kal-ku-nen. "Så må jeg gø-re det", siger hønen. Kor-net skul-le la-ves til mel. "Hvem vil la-ve kor-net til mel?", siger hønen. "Jeg vil ikke", siger hunden "Jeg vil ikke", siger kat-ten "Jeg vil ikke", siger kal-ku-nen. "Så vil jeg gø-re det", siger hønen. "Hvem vil ba-ge en ka-ge af det mel?", siger hønen. "Ikke mig", siger hunden "Ikke mig", siger kat-ten "Ikke mig", siger kal-ku-nen. "Så må jeg gø-re det", siger hønen. "Hvem vil spi-se ka-gen?", siger hønen "Det vil jeg", siger hunden "Nej, det vil jeg", siger katten. "Nej, det er mig, der vil spi-se ka-gen", siger kal-ku-nen. "Nej, det må i ik-ke", siger den lil-le
hø-ne. Jeg vil-le ba-ge ka-gen. Nu vil jeg spi-se ka-gen. Peter Ka-nin I sko-ven bor fi-re små ka-ni-ner. Plys, Pus, Tut og Peter. Mor kanin si-ger: "Løb ud på mar-ken og leg. I må ik-ke lø-be ind i hr. Han-sens ha-ve. Jeg går i by-en." Så går mor ka-nin. Hun kø-ber brød. Hun kø-ber bol-ler. Hun kø-ber mælk. Plys, Pus og Tut lø-ber ud på marken. De vil le-ge. De er ar-ti-ge. Peter går ind i hr. Han-sens ha-ve. Han er u- ar-tig. Peter spi-ser sa-lat. Peter spi-ser radi-ser. Peter spi-ser gu-le-rød-der. Hr. Han-sen går ud i ha-ven. Han ser Peter. Han vil fan-ge Peter. Han har en ri-ve. "Stop ty-ven", råber hr. Hansen. Peter lø-ber. Han kan ik-ke se lå-gen. Han lø-ber på sa-lat. Han lø-ber på radi-ser. Han lø-ber på gu-le-rød-der. Nu ser han lå-gen. Han løber ud af ha-ven. Han løber hen til sit hus. Da mor kom-mer hjem, er Peter syg. Han har det ik-ke så godt. Mor la-ver te. Peter kom-mer i seng. Plys, Pus og Tot får mælk og bol-ler. Et jule-gave-tog Et lil-le tog su-ser af-sted. Det lil-le tog har jule-gaver til al-le børn. Fut-Fut. Fut-Fut. Jule-gave-toget er glad. Al-le børn kan li Jule-gave-toget. For-di det har gaver med. Det si-ger "BANG" Jule-gave-toget kan ik-ke kø-re. ÅH NEJ. Jule-gavetoget er gå-et i stå. I alle vog-ne er der gaver. Duk-ker, bam-ser, bi-ler. Det lille tog er ked af det. "Jeg kan ik-ke kom-me op ad bak-ken." Så lød et TUT-TUT. Et stort nyt tog kom hen til Jule-gave-toget. "Åh, store, søde tog, vi kan ik-ke kom-me op ad bak-ken. Vil du ik-ke hjæl-pe os?" Det store ny-e tog vil ik-ke hjæl-pe Jule-gave-toget. Det store tog kø-rer væk. "Jeg er me-re fin end dig. Jeg vil ik-ke hjæl-pe dig.", siger han. Det si-ger TUT-TUT. Det er et gammelt tog. Det er et stort gam-melt tog. "Åh, store, søde tog, vi kan ik-ke komme op ad bak-ken. Vil du ik-ke hjælpe os?", siger jule-gave-toget. "Jeg kan ik-ke", siger det store gam-le tog. Jeg er så træt og gam-mel. Det går ik-ke." Det store, gam-le tog kører væk. Det si-ger tut-tut. Det er et lil-le bit-te tog. "Du kan ik-ke hjæl-pe os", siger jule-gave-toget. "Du er for lil-le." Men det lil-le bit-te tog vil hjæl-pe. "Jeg kan", siger det lil-le bit-te tog. "Jeg kan hjæl-pe dig op ad bak-ken." Det lil-le bit-te tog trak. Det trak i julegave-toget. Det trak jule-gave-toget op ad bakken. Det lil-le bit-te tog pu-ste-de: "Jeg tror jeg kan jeg tror jeg kan " Det lil-le bit-te tog trak og trak. Det trak jule-gave-toget he-le vej-en op ad bakken. Det pu-ste-de: "Jeg tror kan jeg tror jeg kan " Al-le tog kom op ad bak-ken. Al-le børn fik jule-gaver. Al-le børn var gla-de.
Futte-drengene Der var engang tre små drenge, som hed Futte. Man kald-te dem Store- Futte, Mellem-Futte og Lille-Futte. En dag gik de små Futte-drenge alle tre hen ad vejen til skoven. De havde tre små kur-ve med. Så fik de øje på en hare, der sad midt på vejen. "Hvorfor sidder du her?", sagde Store- Futte. "Jeg har bræk-ket benet, så jeg kan ikke hop-pe. Jeg kan ikke komme hjem til skoven", sagde haren. "Sæt dig op i min kurv", sagde Store Futte. Haren kunne lige være i kurven. Det var kun ørerne, der stak op over kanten. Så gik Futte-drengene videre mod skoven. De fik øje på en tudse, der sad midt på vejen. "Hvorfor sidder du her?", spurgte Mellem-Futte. "Jeg har slået min fod. Jeg kan ikke hoppe. Jeg kan ikke komme hjem til skoven", sagde tudsen. "Kom op i min kurv, så skal jeg bære dig", sagde Mellem-Futte. Tudsen kunne lige være i kurven. Det var kun et af benene, der stak ud gennem et hul i bunden. Så gik Futte-drengene videre. De fik øje på en snegl, som lå stille midt på vejen. "Hvorfor ligger du her?", spurgte Lille- Futte. "Jeg har så ondt i ryggen. Jeg kan ikke krav-le ind i skoven til det hus, jeg bor i", sagde sneglen. "Kom op i min kurv", sagde Lille-Futte, og så løf-tede han sneglen op i sin kurv. Den kunne lige være der. Det var kun et af føle-hornene, der stak ud gennem et hul i kur-ven. Så gik de tre små Futte-drenge videre, og lige med ét var de kommet til "Nu kan vi godt klare os selv", sagde haren, tudsen og sneglen, og så løb de ind i skoven, uden at Futtedrengene så, hvor de blev af. Nu gik Futte-drengene ind i skoven for at plukke bær og svampe. Store-Futte fandt mange gule svampe. Han plukkede og plukkede, og snart var hele kurven fuld. Mellem-Futte fandt en hyben-busk. Han plukkede mange store, røde hyben, og snart var hele hans kurv fuld. Lille-Futte fandt mange blå-bærbuske. Han plukkede de små, dejlige, blåbær, og snart var hele kurven fuld. Kurvene var tunge. De tre Futtedrenge slæbte og slæbte. Men til sidst standsede de og satte kurvene midt på vejen. "Hvorfor står i her og kigger?", lød tre stemmer. Futte-drengene så haren, tudsen og sneglen. "Det er vi nødt til. Vi kan ikke bære vores kurve. De er alt for tunge." "Sæt kurven op på min ryg, så skal jeg bære den", sagde haren til Store- Futte. "Sæt kurven op på min ryg, så skal jeg bære den", sagde tudsen til Mellem-Futte og sneglen til Lille-Futte. Plud-se-lig vok-sede haren til en kæmpe-hare. Tudsen vok-sede til en kæmpe-tudse, og sneglen til en kæmpe-snegl. Nu kun-ne de bære bå-de kurvene og drengene på ryg-gen. Og så red Store-Futte, Mellem-Futte og Lille-Futte glade ind til lands-byen, og da de løf-tede kurvene ned, blev haren, tudsen og sneglen små igen. De løb deres vej. Men kurvene med svampe, hyben og blåbær tog drengene med hjem til mor.
Drengen, der ikke kunne lyve Der var engang en mand, der havde to søn-ner. Da han skul-le dø, del-te han sine ting og gav dem til sine to æld-ste sønner. Men så op-da-ge-de han, at han ik-ke havde gemt noget til sin yng-ste søn, Sven. "Kære Sven. Jeg har gi-vet dine brødre alt. Nu har jeg kun et par van-ter til dig", sagde han. "Det er fint, lille far", sagde Sven. "Van-ter er gode, når det er koldt. Dem er jeg glad for." Så døde Svens far. Sven tog sin bue, sit sværd, sin fløj-te og sine van-ter. Så sagde han far-vel til sine brød-re og gik ud i ver-den. Sven gik glad af-sted. En dag kom han til kon-gens slot. Kon-gens tje-ner var død, og en ny kun-ne søge ar-bejdet. "Det vil jeg prø-ve", sagde Sven. Han gik ind på slot-tet. "God-dag konge", sagde Sven. "God-dag Sven", sagde kon-gen. "Hvad vil du her?" "Jeg vil sø-ge ar-bej-det som kongens tje-ner. "Du har en bue", sagde kon-gen. "Kan du ram-me plet?" "Jeg kan ramme en kir-se-bær-sten i prin-ses-sens hånd." Prin-ses-sen tog en kir-se-bær-sten i sin hånd. Hun var ban-ge, men kongen sagde, hun skul-le. Sven tog buen, pi-len fløj og ramte den lil-le sten, "Jeg kan man-ge ting. Der er kun en ting, jeg ik-ke kan. Det er at ly-ve." "Du ly-ver", sagde kon-gen. "Alle kan lyve." Jeg kan ikke", sagde Sven. Kon-gen så Svens fløj-te. "Kan du spil-le?" Sven tog fløj-ten og spil-lede. Alle fugle fra ha-ven satte sig i vindu-et i-mens. Prin-ses-sen havde aldrig hørt noget så dej-ligt. "Du skal være min tje-ner", sagde kon-gen. "I nat skal du hol-de vagt uden-for min dør. Du må ikke fal-de i søvn. Så er du død-sens." Sven stod på sin post. Han stod stiv som en støt-te. Han var meget søvnig. Men han vil-le ikke sove. Til sidst kun-ne han ikke mere. Han faldt i søvn. Da det blev mor-gen, våg-ne-de Sven. Han så, at kon-gens kro-ne og kon-gens kæ-der var væk. Dø-ren til haven stod å-ben. "Å nej", sagde Sven. "Nu skal jeg dø." Han så på dø-ren. Hvis han løb væk, ville han leve, men han blev på sin post, fordi han ville for-tæl-le kon-gen alt, hvad der var sket. "God-morgen", sagde kon-gen. "Giv mig min krone." "Den er væk", sagde Sven. "Væk", råb-te kon-gen. "Giv mig mine kæ-der." "De er og-så væk", sagde Sven. "Jeg har so-vet på min post." "Å nej. Nu må jeg hals-hug-ge dig.", sagde kon-gen. "Hvor-for løb du ikke væk?" "Nej. Jeg måt-te bli-ve og for-tæl-le sand-he-den", sagde Sven. "Jeg kan ikke lyve."
Kon-gen og Sven gik. Prin-ses-sen så dem. "Hvor skal I hen?", sagde hun. "Sven skal hals-hug-ges. Han har sovet på sin post." Prin-ses-sen græd. Kongen så på Sven. "Du er ær-lig", sagde kon-gen. "Nu ser jeg, at du ikke kan lyve. Det var mig, der gav dig sove-drik i går. Jeg tog kro-nen, og jeg tog kæ-der-ne. Jeg åb-ne-de dø-ren, så du kunne løbe væk. Men du løb ikke, for du ville fortælle sand-heden. Nu må du få prinses-sen og mit kon-ge-ri-ge." Så var der bryl-lup på slot-tet. Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Hvordan elefanten fik sin snabel Engang havde elefanten ingen snabel. Men så var der en elefant-unge, som boede i Afrika, og den var meget nys-gerrig. Den spurgte tante Struds, hvorfor dens fjer groede op-ad. Tante Struds gav den smæk. Den spurgte onkel Giraf, hvorfor dens hals var så lang. Onkel Giraf gav den smæk. Den spurgte tykke tante Flodhest, hvorfor hendes øjne var så røde. Tante Flodhest gav den smæk. Den spurgte onkel Bavian, hvorfor meloner smager sådan. Onkel Bavian gav den smæk. Elefant-ungen stillede mange spørgsmål og den fik mange smæk. Men den var sta-dig nys-gerrig. En dag kom den med et nyt spørgsmål. "Hvad spiser kro-ko-dil-len til middag?" Alle sagde "hyss!!!" med høj stemme og gav den mange smæk. Så mødte den ko-lo-ko-lo-fuglen og den sagde: "Min far har givet mig smæk, og min mor har givet mig smæk, og alle mine onkler og tanter har givet mig smæk, fordi jeg er så nys-gerrig. Men jeg vil gerne vide, hvad krokodillen spiser til middag." Ko-lo-ko-lo-fuglen sagde: "Gå hen til den store grå-grønne, grum-sede Lim-po-po-flod, så kan du få be-sked." Næste dag pak-kede elefant-ungen sin kuffert. Den skulle have mad med. Den tog 50 kilo bananer, 50 kilo sukker-rør og 17 me-loner. Så sagde den farvel. Den lille elefant gik meget langt igennem junglen. Så nåede den til den store grå-grønne, grum-sede Lim-po-po-flod. Der mødte den en stor slange. "Undskyld", sagde elefanten. "Har du set en krokodille her omkring? Og ved du hvad den spiser til middag?" Slangen gav elefant-ungen smæk med sin hale. Elefant-ungen gik videre. Den kom til floden. Den satte sig på en træstamme for at hvile sig. Men det var ikke en træ-stamme. Det var en krokodille. Den kiggede på elefantungen. "Undskyld", sagde elefanten. "Har du set en krokodille her omkring?" Krokodillen sagde: "Kom her hen lille ven. Jeg er krokodillen." Og så græd den krokodille-tårer som be-vis. "Åh fortæl mig, hvad du spiser til middag?", sagde elefanten
"Kom her hen lille ven, så skal jeg vise dig, hvad jeg spiser til middag", sagde krokodillen. Elefant-ungen stak sit hoved helt hen til krokodillen. Krokodillen bed fat i den lille næse. Den sagde: "Nu vil jeg have elefant-unge til middag." "Slip mig, slip mig, det gør ondt", sagde elefant-ungen. Den satte sig på halen og trak og trak. Krokodillen trak og trak. Elefantens snude blev længere og længere. Krokodillen trak og trak. Elefantungen trak og trak. Snuden blev længere og længere. Det gjorde ondt. Men til sidst slap krokodillen, og elefant-ungen satte sig bump på halen. "Av min snude", sagde elefanten. Den havde fået en æg-te snabel. Men elefanten var ked af det. "Min snude ser dum ud", sagde den. Så kom der en flue og satte sig på elefanten. Den løftede snablen og slog fluen ihjel. Elefanten rev en banan ned fra et træ med snablen og puttede den i munden. "Smart", tænkte den. Elefanten syntes, det var godt at have en snabel. Den kunne mange ting. Den kunne spise og drikke og klø sig med snablen. Da den kom hjem, sagde de alle sammen: "Nu skal du have smæk." Men elefant-ungen gav hele familien smæk med sin nye snabel. Og fra den dag fik han ikke flere smæk.