Erstatningsnævnet Årsberetning 2012

Erstatningsnævnet Årsberetning 2012 Erstatningsnævnet Civilstyrelsen, Adelgade 13, 1304 København K Telefon 33 92 33 34 Telefax 39 20 45 05 erstatningsnaevnet@erstatningsnaevnet.dk www.erstatningsnaevnet.dk

1 Indledning... 4 2 Lovgrundlaget og nævnets sammensætning... 5 3 Sekretariatet og sekretariatets arbejde... 5 4 Talmæssige oplysninger vedrørende 2012... 6 5 Opfyldelse af nævnets og sekretariatets mål for 2012... 8 6 Hvad betaler nævnet erstatning for?... 8 7 Konkrete afgørelser fra nævnet... 9 7.1 Indledning... 9 7.2 Offererstatningslovens 1 lovens område... 9 7.2.1 Nævnets stillingtagen til, om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven... 9 7.2.2 Særligt om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden... 12 7.2.3 Direkte og indirekte skadelidte... 15 7.2.4 Årsagssammenhæng og påregnelighed... 15 7.2.5 Straffelovsovertrædelser begået i udlandet... 16 7.2.6 Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger... 17 7.2.7 Tingsskade og formueskade... 18 7.3 Offererstatningslovens 6 a... 19 7.3.1 Nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko... 19 7.3.2 Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt... 20 7.4 Offererstatningslovens 7... 21 7.5 Offererstatningslovens 10... 21 7.5.1 For sen eller manglende politianmeldelse... 21 7.5.2 Medvirken til politiets opklaring af sagen... 22 7.5.3 Krav ikke gjort gældende i retten under straffesagen... 23 7.6 Offererstatningslovens 11 a... 24 7.7 Offererstatningslovens 13 2 års-fristen... 24 7.8 Offererstatningslovens 14, stk. 1, - sagens oplysning for nævnet... 26 7.9 Offererstatningslovens 17... 26 7.10 Offererstatningslovens 18... 27 7.11 Erstatningsansvarslovens 1... 28 7.11.1 Helbredelsesudgifter... 28 7.11.2 Andet tab... 28 7.12 Erstatningsansvarslovens 2... 29 7.12.1 Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste... 29 7.13 Erstatningsansvarslovens 3... 29 7.13.1 Godtgørelse for svie og smerte... 29 7.14 Erstatningsansvarslovens 4... 30 7.15 Erstatningsansvarslovens 5... 31 7.15.1 Erstatning for erhvervsevnetab varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde... 31 7.16 Erstatningsansvarslovens 6-7 fastsættelse af erhvervsevnetabserstatning... 32 2

7.16.1 Fastsættelse af årsløn... 32 7.17 Erstatningsansvarslovens 12-14 erstatning for begravelsesudgifter og erstatning for tab af forsøger... 33 7.18 Erstatningsansvarslovens 14 a - overgangsbeløb... 35 7.19 Erstatningsansvarslovens 16 renter... 35 7.20 Erstatningsansvarslovens 18... 36 7.21 Erstatningsansvarslovens 26 tortgodtgørelse og krænkelsesgodtgørelse... 37 7.21.1 Frihedsberøvelse... 37 7.21.2 Forbrydelser mod kønssædeligheden mv.... 38 7.21.3 Erstatningsansvarslovens 26, stk. 3, - krænkelsesgodtgørelse... 42 7.22 Erstatningsansvarslovens 26 a godtgørelse til efterladte... 44 7.23 Forældelse... 46 7.23.1 Særligt om forældelse i sager om seksuelle overgreb mod børn og unge mennesker... 46 Bilag 2 - Oversigt over tilkendte erstatninger mv. i 2012-2010 fordelt på erstatningsposter.. 49 Bilag 3 - Oplysninger om tilkendelser og afslag i 2012... 51 Bilag 4 - Oplysninger om afslagsgrunde i 2012... 52 3

1 INDLEDNING Efter Erstatningsnævnets forretningsorden skal nævnet hvert år inden den 1. juli afgive en beretning til justitsministeren om nævnets virksomhed i det foregående år. Beretningen skal offentliggøres. Denne beretning foreligger hermed for året 2012. Beretningen redegør for nævnets sammensætning samt nævnets og sekretariatets arbejde i løbet af beretningsåret. Beretningen indeholder desuden resumé af en række konkrete afgørelser fra nævnet til belysning af nævnets praksis ved administrationen af lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser i det følgende offererstatningsloven. Det er Erstatningsnævnets håb, at beretningen kan medvirke til at udbrede kendskabet til offererstatningsloven, og til hvordan den administreres. På www.erstatningsnaevnet.dk er denne årsberetning, ligesom årsberetningerne for 1999-2011, tilgængelig. På hjemmesiden findes i øvrigt en del andet materiale om nævnet. København, den 14-05-2013 M. Lerche Nævnsformand 4

2 LOVGRUNDLAGET OG NÆVNETS SAMMENSÆTNING Erstatningsnævnet blev etableret i 1976. Nævnet træffer afgørelser vedrørende ansøgninger om erstatning i henhold til offererstatningsloven, lovbekendtgørelse nr. 688 af 28-06-2004 med senere ændringer. Nævnet består af tre medlemmer og har indtil 30-06-2012 haft følgende sammensætning: Landsdommer Michael Lerche (formand) Ankechef i Ankestyrelsen Anette Hummelshøj (efter indstilling fra Socialog Integrationsministeriet) og Advokat Claus Hanghøj (efter indstilling fra Advokatsamfundet). Fra 01-07-2012, hvor ankechef Anette Hummelshøj ophørte som medlem af nævnet, blev ankechef Merete Pantmann (efter indstilling fra Social- og Integrationsministeriet) beskikket for en 4-årig periode. Som stedfortræder for formanden har landsdommer Otto Hedegaard Madsen været udpeget. Ankechef Lisbeth Jensen har været udpeget som stedfortræder for henholdsvis ankechef Anette Hummelshøj og ankechef Merete Pantmann, og advokat Mads Krarup har været udpeget som stedfortræder for advokat Claus Hanghøj. Nævnet har i 2012 afholdt 11 møder, hvorunder der er behandlet omkring 280 sager. Nævnets medlemmer har herudover modtaget ca. 975 sager i cirkulation, jf. afsnit 3 nedenfor. 3 SEKRETARIATET OG SEKRETARIATETS ARBEJDE Sagsbehandlingen i nævnet varetages af et sekretariat. Sekretariatet har siden den 15-10-2004 udgjort en enhed under Civilstyrelsen, der er en styrelse under Justitsministeriet. Sekretariatet sørger for sagernes forberedelse, herunder i fornødent omfang udarbejdelse af et resumé af sagen og en indstilling til nævnet om sagens afgørelse. Når en indstilling er udarbejdet, vurderes sagen af sekretariatschefen eller af dennes souschef og herefter af nævnet, enten ved cirkulation af resuméet og indstillingen blandt nævnets medlemmer eller på et møde. I henhold til forretningsordenen kan visse sagstyper dog afgøres af formanden alene uden forelæggelse for nævnet. En række sager kan desuden afgøres af sekretariatschefen alene uden forelæggelse for formanden eller nævnet. Endelig har de mere erfarne sagsbehandlere en vis adgang til selv at afgøre en række nøje afgrænsede sager. Sekretariatet har siden maj 2007 været ledet af cand. jur. Ditte Marie Nørgård. Sekretariatet har desuden bestået af specialkonsulent Jeanette Wulf-Andersen, der har fun- 5

geret som souschef. Herudover har sekretariatet bestået af 8 juridiske fuldmægtige samt et antal juridiske studerende. Om de nærmere personalemæssige forhold i sekretariatet i 2012 henvises der i øvrigt til afsnit 4 nedenfor. Da Erstatningsnævnets sekretariat organisatorisk udgør en enhed under Civilstyrelsen, har sekretariatet ikke nogen særskilt bevilling. Oplysninger om Erstatningsnævnets økonomiske forhold i 2012 skal derfor søges i Civilstyrelsens årsrapport for dette år. Overtandlæge, lic. odont. Troels B. Folkmar, Aarhus Universitetshospital, har siden 2005 været tilknyttet nævnet som tandlægekonsulent. Herudover har nævnet indgået aftaler med 3 speciallæger i henholdsvis neurologi (overlæge Claus Madsen, Odense Universitetshospital), ortopædkirurgi (overlæge Jens-Erik Varmarken, Næstved Sygehus) og psykiatri (indtil efteråret 2012 cheflæge Jørgen Achton Nielsen, Aalborg Psykiatriske Sygehus) om konsulentbistand i konkrete sager, hvor nævnet har behov for en lægelig vurdering af f.eks. årsagssammenhængen mellem ansøgers tilskadekomst ved en straffelovsovertrædelse og ansøgers fysiske eller psykiske helbredstilstand. 4 TALMÆSSIGE OPLYSNINGER VEDRØRENDE 2012 Erstatningsnævnet har i 2012 modtaget i alt 3.076 nye sager mod 3.169 nye sager i 2011. Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af modtagne ansøgninger i årene 2008-2012: 2008 2009 2010 2011 2012 Modtagne ansøgninger 3.080 3.341 3.117 3.169 3.076 Tabellen nedenfor viser udviklingen i antallet af ikke ekspederede nye sager ved årets udgang i perioden 2008-2012 2008 2009 2010 2011 2012 Ikke ekspederede nye sager ultimo året 243 342 367 403 160 6

I 2012 traf Erstatningsnævnet 5.955 afgørelser mod 5.086 afgørelser i 2011, svarende til en stigning på ca. 17 pct. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid udgjorde i 2012 89 kalenderdage. I 20 pct. af sagerne traf nævnet afgørelse senest 15 dage efter modtagelsen af sagen i nævnet. 50 pct. af sagerne blev afgjort senest 60 dage efter sagens modtagelse i nævnet, og 80 pct. af sagerne var afgjort inden for 131 dage. Nævnet har i 2012 tilkendt erstatning med i alt 113.715.853 kr. ekskl. renter. I 2011 var tallet 105.328.169 kr. Hertil kommer gebyrer til Arbejdsskadestyrelsen, honorarer for lægeerklæringer mv. med i alt 1.985.398 kr. Tilsammen 115.701.251 kr. I 2011 var tallet 106.916.329 kr. Erstatningsbeløbene udbetales ikke direkte fra Erstatningsnævnet, men udbetales efter nævnets anvisning af vedkommende politidirektør. Rigspolitiet har oplyst, at der i 2012 er udbetalt i alt 198.811.244 kr. 1 Den tilsvarende udbetaling fra politiet af erstatningsbeløb m.v. fra Erstatningsnævnet udgjorde i 2011 163.537.606 kr. Udviklingen i de tilkendte erstatninger uden renter i årene 2008-2012 fremgår af figuren nedenfor: Tilkendte erstatninger m.v. 2008-2012 140.000.000 120.000.000 100.000.000 80.000.000 60.000.000 40.000.000 20.000.000 0 2008 2009 2010 2011 2012 Tilkendte erstatninger Gebyr til Arbejdsskadestyrelsen m.v. Som bilag 2 til årsberetningen er endvidere vedhæftet et skema, der viser fordelingen af de tilkendte erstatninger fra staten i 2012 på de enkelte erstatningsposter mv. 1 Ifølge Rigspolitichefen er det alene muligt at oplyse det samlede beløb inkl. renter, som politiet i 2012 har udbetalt i henhold til offererstatningsloven. 7

Det er politiet, der efterfølgende, i det omfang det er muligt, inddriver de udbetalte erstatninger hos gerningsmanden. Erstatningsnævnet modtog indtil 2011 fra Rigspolitiet årlige indberetninger om størrelsen af det beløb, det i medfør af offererstatningslovens 17 lykkedes politiet at inddrive fra skadevolderne. Der henvises i den forbindelse til tidligere årsberetninger; se f.eks. årsberetningen for 2010, hvoraf det på side 7 fremgår, at det i 2010 lykkedes politiet at inddrive 2.890.173 kr. fra skadevolderne. Til brug for nævnets årsberetning for 2011 oplyste Rigspolitiet imidlertid, at de årlige indberetninger ikke er retvisende for hvilket beløb, det lykkes at inddrive fra skadevolderne. Baggrunden er, at Rigspolitiet siden 2006 har oversendt alle krav til SKAT, hvor det fulde beløb ikke er indbetalt inden 6 måneder. Ifølge SKAT er det ikke muligt at opgøre, hvilket beløb SKAT efterfølgende inddriver i disse sager, da alle politiets krav behandles samlet. Erstatningsnævnet noterede sig Rigspolitiets oplysninger. Fra 2006 og frem kan det således ikke oplyses, i hvor høj grad det lykkes at inddrive de tilkendte erstatninger fra skadevolderne. Der henvises til nævnets årsberetning for 2011, afsnit 4. 5 OPFYLDELSE AF NÆVNETS OG SEKRETARIATETS MÅL FOR 2012 Målet for 2012 var, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid maksimalt måtte være 85 kalenderdage, samt at 80 pct. af sagerne skulle være afgjort på maksimalt 120 kalenderdage i Erstatningsnævnets sekretariat. I disse måltal skal ikke medregnes den tid, der eventuelt medgår til forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen. Endelig var det målet, at sagsbeholdningen (det vil sige alle de sager, som endnu ikke er afgjort) maksimalt måtte udgøre 1.300 sager. Nævnet og sekretariatet har ikke fuldt ud opfyldt disse mål i 2012, idet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid udgjorde 89 dage, og 80 pct. af sagerne blev afgjort på 131 dage. Kravet til sagsbeholdningen blev opfyldt, idet beholdningen ved udgangen af 2012 var på 1.255 sager. Nævnets sekretariat fik i de sidste måneder af 2012 ekstraordinært tilført en ekstra medarbejder, hvilket betød en nedgang i antallet af verserende sager, hvorimod det ikke var muligt at rette helt op på sagsbehandlingstiden for 2012. 6 HVAD BETALER NÆVNET ERSTATNING FOR? Erstatningsnævnet betaler erstatning for personskade som følge af overtrædelser af straffeloven og overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, for visse afgrænsede personlige ejendele, der er blevet skadet, samt mindre kontantbeløb, som mistes i forbindelse med personskade opstået ved en straffelovsovertrædelse. Nævnet betaler ikke i øvrigt erstatning for tingsskade, medmindre straffelovsovertrædelsen er begået af den personkreds, der er nævnt i offererstatningslovens 3, som hovedsageligt omfatter personer, der er tvangsanbragt i institutioner under Kriminalforsorgen. 8

Nævnet betaler ikke erstatning i forbindelse med færdselsforseelser, overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller andre lovovertrædelser, der ikke er omfattet af straffeloven 2. I det omfang ansøgerens krav betales af skadevolderen eller arbejdsskadesikringen, betaler nævnet ikke erstatning. Dette følger direkte af bestemmelserne i offererstatningslovens 7, stk. 1, arbejdsskadesikringslovens 77 og erstatningsansvarslovens 30. Nævnet betaler heller ikke erstatning for konkrete udgifter, f.eks. helbredelsesudgifter og udgifter som følge af beskadiget beklædning, hvis disse udgifter dækkes af ansøgerens forsikringsselskab eller andre, jf. herved offererstatningslovens 7, stk. 1. I øvrigt betaler nævnet erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det betyder blandt andet, at erstatningen udmåles efter reglerne i erstatningsansvarsloven, og at nævnet har mulighed for at nedsætte erstatningen eller helt lade den bortfalde, hvis ansøgeren har udvist egen skyld, der berettiger til det. Se afsnit 7.3.1 om nævnets praksis i sager om nedsættelse på grund af egen skyld. 7 KONKRETE AFGØRELSER FRA NÆVNET 7.1 INDLEDNING I det følgende er refereret afgørelser, som nævnet har fundet er af mere almen eller principiel betydning. Som påpeget i tidligere årsberetninger, kan der ved en sådan gennemgang af udvalgte sager ikke være tale om noget repræsentativt udsnit af de flere tusind sager, som nævnet har påkendt i 2012. For yderligere belysning af reglerne i offererstatningsloven og af Erstatningsnævnets praksis kan der f.eks. henvises til nævnets tidligere årsberetninger, der for så vidt angår beretningerne for 1999-2011 findes på nævnets hjemmeside samt til Gerd Sindings og Michael Lerches bog: Offererstatningsloven med kommentarer, 1. udg., 2005. 7.2 OFFERERSTATNINGSLOVENS 1 LOVENS OMRÅDE 7.2.1 Nævnets stillingtagen til, om skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven Hvis det ikke er afgjort ved dom, om skaden er sket som følge af en overtrædelse af straffeloven, foretager nævnet en selvstændig vurdering af, hvorvidt den anmeldte hændelse falder inden for straffelovens område, både for så vidt angår det objektive gerningsindhold og den subjektive tilregnelse. Der er tale om en konkret vurdering i den enkelte sag under inddragelse af alle sagens oplysninger, herunder f.eks. vidne- 2 Efter lov nr. 112 af 03-02-2012 omfatter offererstatningsloven også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af 03-02-2012. Lovændringen er trådt i kraft 01-03-2012. Se n.j.nr. 12-520-23518, omtalt i afsnit 7.2. 9

afhøringer, gerningsstedsundersøgelser, videooptagelser, lægelige undersøgelser og tekniske beviser mv., der er tilvejebragt gennem politiets efterforskning samt nye oplysninger, som fremkommer under nævnsbehandlingen. Nævnet har i 2012 truffet en række afgørelser om, hvorvidt skaden skyldes en overtrædelse af straffeloven: N.j.nr. 12-520-21963 Ansøger, en 16-årig pige, lå i et solarium i et solcenter, da der udbrød brand. Hun fik i den forbindelse 2. gradforbrændinger på begge arme og inhalationsskade som følge af røgudviklingen. Årsagen til branden var, at skadevolder skoddede en cigaret i et stykke papir og kastede papiret ned i en papirkurv i solariet. Skadevolder fik i den forbindelse et bødeforlæg efter beredskabslovens 71 på 3.000 kr., idet hun havde undladt at udvise tilbørlig forsigtighed med ild, lys, tændstikker mv. Nævnet fandt, at forholdet var omfattet af offererstatningsloven, idet skadevolder måtte anses for at have overtrådt straffelovens 249 (uagtsom legemsbeskadigelse). Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at ansøger blev påført betydelig skade. Hun var således i livsfare og var efterfølgende sygemeldt i 9 måneder. Videre blev lagt vægt på, at skadevolder havde handlet groft uagtsomt ved at forsøge at slukke cigaretten med et papir og efterfølgende kaste papiret ned i en papirkurv, der i forvejen var fyldt med papir. N.j.nr. 11-520-21532 Ansøger kom til skade, da hun på knallert kørte ind i en container, der var ulovligt opstillet på vejen. Skadevolder vedtog et bødeforlæg efter bekendtgørelse om opstilling af beholdere m.v. Ansøger søgte efterfølgende om erstatning fra nævnet. Nævnet overvejede, om forholdet kunne anses for at udgøre en overtrædelse af straffelovens 249 om uagtsom legemsbeskadigelse. Anklagemyndigheden havde ikke rejst tiltale herfor. Efter det for nævnet oplyste havde ansøger ved hændelsen slået sin kæbe og sit knæ, dog uden at pådrage sig brud. Hun havde været sengeliggende i 1 uge og havde derefter brugt krykker til at gå med i omkring 1 måned. Nævnet fandt efter karakteren af ansøgers skader, at der ikke var tale om en overtrædelse af straffelovens 249. N.j.nr. 11-520-21358 Ansøger var ansat på en specialskole for psykisk handicappede. Skadevolder på 12 år havde under undervisningen trukket en stol væk under ansøger, lige inden hun ville sætte sig på stolen. Nævnet mente ikke, at der var tale om en kvalificeret handling og ej heller, at der var forsæt til at forvolde skade. Endvidere fandt nævnet ikke, at skadevolderen ved handlingen havde udvist en så grov uagtsomhed, at forholdet var omfattet af straffelovens 249. N.j.nr. 12-520-21988 Ansøgers kærestes ekskæreste blev dømt for overtrædelse af straffelovens 164, stk. 1, og stk. 2, ved i flere tilfælde at have tilvejebragt falske beviser m.v. med fortsæt til, at ansøger skulle sigtes eller dømmes for forskellige forbrydelser, herunder for brandstiftel- 10

se og indbrud. Ansøger blev ikke sigtet, idet politiet fandt ud af sagens rette sammenhæng forinden. Nævnet fandt, at ansøger derved havde været offer for en straffelovsovertrædelse, idet skadevolder var fremkommet med de falske og urigtige beskyldninger mod ansøger for at skade og genere ansøger. N.j.nr. 11-520-21268 Ansøgers søn kom til skade i sin børnehave, da den angivne skadevolder (A), der arbejdede i børnehaven, efter adskillige advarsler slap ansøgers søn, som hang i A s arm med krydsede ben. Ifølge A skete dette bl.a. for at undgå skade på hende selv. Ansøgers søn brækkede benet, og ansøger søgte om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for den periode, hun havde måttet holde sin søn hjemme. Nævnet afslog ansøgningen, allerede af den grund at der ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages at være begået en straffelovsovertrædelse. Nævnet lagde vægt på, at det ikke kunne antages, at A havde haft forsæt til at skade ansøgers søn. N.j.nr. 12-520-23612 Ansøger, en 38-årig kvinde, deltog frivilligt i S/Msex i en loge. Hun blev i den forbindelse hængt op i nogle kæder, mens hun blev pisket af 2 mænd. Aftalen var, at legen skulle stoppe, hvis hun sagde et på forhånd aftalt kodeord. Da den ene af mændene stak sin hånd op i ansøgers endetarm, sagde hun kodeordet flere gange. Ansøger søgte bl.a. om godtgørelse for svie og smerte som følge af en længerevarende sygemelding. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at de 2 mænd havde forsæt til at skade ansøger. Nævnet lagde vægt på, at mændene overfor politiet havde forklaret, at de stoppede, så snart kodeordet blev sagt. Videre lagde nævnet vægt på, at et vidne forklarede, at der gik ca. 15 sekunder, fra kodeordet blev sagt, til legen stoppede. Mændene havde således fulgt de regler, der gjaldt i logen. På den baggrund fandt nævnet, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne antages, at skaden var sket ved en straffelovsovertrædelse. Nævnet er ikke bundet af politiets og anklagemyndighedens vurdering af, om der antages at være begået et strafbart forhold mod ansøger, men vurderingen fra politi og anklagemyndighed vil normalt være vejledende for nævnet. Hvis nævnet i forbindelse med sin vurdering af, om der foreligger en overtrædelse af straffeloven, ikke finder sagen tilstrækkeligt oplyst gennem politiets efterforskning, har nævnet undtagelsesvis mulighed for at bede politiet om at foretage yderligere afhøringer af vidner mv. eller at gennemføre undersøgelser af gerningsstedet mv. Dette fremgår bl.a. af pkt. 7 i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9190 af 17-04-2012 til politiet og anklagemyndigheden om indsendelse af sager til Erstatningsnævnet. 11

Nævnet har endvidere i flere tilfælde indhentet videooptagelser og lignende fra tilskadekomsten for selvstændigt at vurdere, om der var tale om en straffelovsovertrædelse over for ansøger. Nævnet har ligeledes i enkelte tilfælde forelagt sager for Retslægerådet med henblik på, at rådet kunne udtale sig om, hvorvidt ansøgers skader ud fra en lægelig vurdering mest sandsynligt kunne antages at være opstået ved et voldeligt overfald eller ved en ulykke, som ikke indebærer en straffelovsovertrædelse. Det drejer sig typisk om personer med hukommelsestab for tiden omkring skadens indtræden. Som omtalt i afsnit 6 omfatter offererstatningsloven fra 01-03-2012 også overtrædelser af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, idet den tidligere bestemmelse i straffelovens 265 om overtrædelse af tilhold er overført til lov nr. 112 af 03-02- 2012: N.j.nr. 12-520-23518 Ansøgers tidligere ægtefælle havde fået meddelt et tilhold mod ansøger, fordi han gentagne gange havde opsøgt ansøger mod hendes vilje. Trods tilholdet fortsatte han med at opsøge ansøgeren, og han blev herefter ved retten dømt efter lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning for at have overtrådt tilholdet. Forholdet var herefter omfattet af offererstatningsloven, og nævnet tilkendte ansøger erstatning for udgifter til psykologbehandling. 7.2.2 Særligt om plejepersonales mv. tilskadekomst i arbejdstiden Plejepersonale, pædagoger, skolelærere og andre personalegrupper med særlige omsorgsfunktioner mv., der kommer til skade, fordi en patient, en elev o. lign. opfører sig voldsomt eller decideret voldeligt, udgør en særlig tilfældegruppe. I den forbindelse har nævnet bidraget til justitsministerens besvarelse af den 15-02- 2013 af spørgsmål nr. 507 fra Folketingets Retsudvalg om nævnets praksis ved ansøgninger fra ansatte i pleje- og undervisningssektoren. Bidraget gengives her i uddrag: Efter offererstatningslovens 1 yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af straffeloven, hvis overtrædelsen er begået i den danske stat. Såfremt der foreligger politianmeldelse i en sag, hvor en offentligt ansat i pleje- og undervisningssektoren angiver sig udsat for vold på jobbet, danner politiets efterforskning og eventuelle afgørelse om påtaleundladelse, tiltalefrafald eller tiltale grundlaget for nævnets afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse. I de tilfælde, hvor der er rejst tiltale ved domstolene, følger nævnets naturligvis rettens afgørelse om, hvorvidt der har været tale om en straffelovsovertrædelse, ligesom nævnet efter offererstatningslovens 11 a følger rettens eventuelle afgørelse om erstatning. 12

I disse sager foretages der imidlertid sjældent politianmeldelse af skadelidte eller af institutionen. Erstatningsnævnet dispenserer som regel fra kravet i offererstatningslovens 10, om at episoden skal være politianmeldt inden 72 timer (for handlinger begået før 01-07-2011: uden unødigt ophold, dvs. inden 24 timer). Nævnet følger hermed en henstilling fra Folketingets Retsudvalg i FT 1984-85, tillæg B, sp. 1355, i forbindelse med lovændringen i 1985, hvorved der indførtes retskrav på erstatning efter offererstatningsloven. Det hedder i henstillingen: [Retsudvalget] finder, at Erstatningsnævnet i forbindelse med nævnets samlede vurdering af, om kravet om politianmeldelse i 10 bør fraviges i de konkrete sager, som måtte blev forelagt for nævnet til afgørelse, bør være opmærksom på, at pædagogiske og behandlingsmæssige hensyn kan tale imod en politianmeldelse. Har ansøgeren, efter at være blevet opfordret til at indgive politianmeldelse, modsat sig dette eller i øvrigt ikke villet medvirke til sagens oplysning, vil der dog fortsat kunne meddeles ansøgeren afslag i henhold til offererstatningslovens 10 eller dennes analogi. Såfremt der ikke er foretaget politianmeldelse, indsendes en anmodning om erstatning ofte først til Erstatningsnævnet lang tid efter episoden. Det betyder, at Erstatningsnævnet i disse sager ofte kun har ansøgerens egen forklaring om episoden som afgørelsesgrundlag. Erstatningsnævnet forsøger altid at indhente en udtalelse fra institutionens ledelse om det præcise hændelsesforløb i forbindelse med den episode, som har udløst erstatningskravet, og om hvorfor episoden ikke er politianmeldt. Er episoden først anmeldt til nævnet et stykke tid efter, den fandt sted, kan det dog være vanskeligt at få brugbar udtalelse fra ledelsen eller andre om det præcise hændelsesforløb, idet episoden ofte er mere eller mindre glemt på institutionen, ligesom der ofte kan være sket udskiftninger blandt personalet, der medfører, at ingen kender nærmere til episoden. Er en ansøgning om erstatning indgivet lang tid efter den episode, der har udløst erstatningskravet, og understøttes ansøgerens beskrivelse af episoden ikke af optegnelser eller notater, der er gjort umiddelbart efter eller i forbindelse med denne, kan nævnet normalt ikke anse det for godtgjort, at ansøgeren har været udsat for en straffelovsovertrædelse. Optegnelser foretaget umiddelbart efter eller i forbindelse med episoden kan fx være arbejdsskadeanmeldelser, indberetninger til ledelsen om episoden eller lægelige optegnelser. Erstatningsnævnet betaler ikke erstatning i anledning af skader, der hovedsageligt skyldes den måde, arbejdet er tilrettelagt på. I disse tilfælde må nævnet henvise ansøgeren til eventuelt at rette sit krav mod arbejdsgiveren, jf. Danske Lov 3-19-2 eller arbejdsgiverens arbejdsskade- eller ansvarsforsikringsselskab. 13

Kun hvor der er tale om en konkret hændelse, der udgør en klar overtrædelse af straffeloven fra patientens eller elevens side, kan tilskadekomsten dækkes efter offererstatningsloven. At der skal være tale om en klar overtrædelse af straffeloven, indebærer, at den strafbare handling skal være af en vis kvalificeret art, at handlingen skal være retsstridig, og at der skal foreligge fornødent forsæt. Handlingen skal med andre ord være villet. Skader opstået indenfor pleje- og pædagogsektoren og lignende områder, hvor der ikke foreligger rettidig politianmeldelse og -undersøgelse, og hvor der alene er tale om småtjatteri eller almindelig modstand i forbindelse med fastholdelse, vil normalt ikke udgøre en strafbar handling, som kan medføre dækning efter offererstatningsloven for opstået personskade. Ved Erstatningsnævnets afgørelse om, hvorvidt der foreligger en straffelovsovertrædelse, vil det også indgå i vurderingen, om episoden har fundet sted i et miljø, hvor der normalt er mere fysisk kontakt mellem de involverede personer, end det er sædvanligt andre steder i samfundet. Det kan fx være tilfældet i arbejdet med skolebørn og på plejehjem. Nævnet tager i hvert enkelt tilfælde stilling til den konkrete situation, herunder også hvorvidt skadevolder befinder sig i en sådan psykisk eller fysisk tilstand, at hændelsen må vurderes ikke at gå ud over, hvad den ansatte i kraft af sit virke som f.eks. plejer, underviser eller pædagog kan forvente i situationen. Det kan i den forbindelse også tillægges betydning, hvis en hændelse af institutionen anses som så dagligdags, at den ikke politianmeldes, og som i et vist omfang skyldes arbejdets tilrettelæggelse (..) Det bemærkes, at nævnet i de tilfælde, hvor nævnet tilkender erstatning, selvom der ikke er foretaget politianmeldelse, som regel indstiller, at der gøres regres mod skadevolderen, også selvom skadevolderen er mindreårig eller utilregnelig. Hvis den oplyste skadevolder er under 14 år, eller der er oplysninger, som giver anledning til at formode, at skadevolderen har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt, vil Erstatningsnævnet som udgangspunkt henvise skadelidte til at rette henvendelse til skadevolderens eventuelle ansvarsforsikringsselskab. Dette skyldes den særlige bestemmelse i forsikringsaftalelovens 19. Efter denne bestemmelse fraviges det forsikringsretlige udgangspunkt om, at skader, som den forsikrede skadevolder selv har fremkaldt ved forsæt, ikke dækkes, når den sikrede var under 14 år eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand har manglet evnen til at handle fornuftsmæssigt. Børn under 14 år vil ofte være dækket af forældrenes ansvarsforsikring, ligesom en del voksne institutionsanbragte eller sindslidende vil være dækket af en ansvarsforsikring. Efter offererstatningslovens 7, stk. 1, kan der ikke betales erstatning, i det omfang skaden dækkes af forsikring. For nævnets praksis henvises til tidligere årsberetninger, se f.eks. beretningen for 2010, afsnit 7.2.2., side 12-13. 14

7.2.3 Direkte og indirekte skadelidte Nævnet betaler som udgangspunkt kun erstatning til ansøgere, der er direkte forurettede ved en straffelovsovertrædelse. Det vil sige, at man ikke kan få erstatning, hvis man blot har været vidne til en straffelovsovertrædelse. Man kan imidlertid have været så tæt på begivenhedernes centrum, at man som indirekte skadelidt alligevel er erstatningsberettiget. Der henvises herom bl.a. til årsberetningen for 2003, afsnit 7.1.3, 2006, afsnit 7.2.3, og 2008, afsnit 7.2.4. N. j. nr. 11-520-19432 Ansøger i sagen var mor til 2 børn, der i 2005 var blevet bortført af deres far til Montenegro. Sagen havde haft et langvarigt forløb i bl.a. Familiestyrelsen med henblik på udlevering af børnene. Nævnet modtog i september 2011 en ansøgning om erstatning som følge af bortførelsen. På dette tidspunkt var sagen formelt stadig under behandling ved politiet, men sat i bero, da udleveringen af børnene på dette tidspunkt så ud til at lykkes. Nævnet valgte på denne baggrund at behandle sagen, selvom den ikke var afsluttet hos politiet. Nævnet lagde til grund, at der var sket en overtrædelse af straffelovens 215, men gav afslag på erstatning, da børnene og ikke ansøger selv måtte anses for at være de direkte skadelidte. Nævnet lagde i den forbindelse særlig vægt på, at 215 henviser til straf efter 261 om frihedsberøvelse. 7.2.4 Årsagssammenhæng og påregnelighed For at kunne få erstatning efter offererstatningsloven må der i overensstemmelse med de almindelige erstatningsretlige regler være årsagssammenhæng mellem den begåede straffelovsovertrædelse og skaden, ligesom skaden må være en påregnelig følge af straffelovsovertrædelsen. Der henvises herom bl.a. til årsberetningen for 2006, afsnit 7.2.4. N.j.nr. 10-520-18360 Ansøger blev i 2007 udsat for trusler fra skadevolder i forbindelse med sit hovederhverv. Der faldt dom i 2008, hvor skadevolder blev dømt for overtrædelse af straffelovens 119, stk. 1. Mere end 2 år efter dommen og mere end 3½ år efter truslerne fremkom ansøger med krav om tabt arbejdsfortjeneste i forhold til sin bibeskæftigelse. Ansøger var ikke sygemeldt fra sit hovederhverv. Under henvisning til at ansøger dels ikke var blevet vejledt om muligheden for at kunne søge erstatning, da hun blev afhørt af politiet, dels at ansøger under straffesagen ikke var repræsenteret af en bistandsadvokat, besluttede nævnet at behandle ansøgningen. Nævnet meddelte afslag, da nævnet ikke fandt det dokumenteret, at der var årsagssammenhæng mellem den mistede indtjening og de omhandlede trusler. 15

N.j.nr. 10-520-16232 Skadevolder, der var ansøgers læge, blev dømt for at krænke ansøgers blufærdighed, jf. straffelovens 232. I byretten idømtes skadevolder 30 dages betinget fængsel, mens landsretten fastsatte straffen til 20 dages betinget fængsel. Der blev blandt andet lagt vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde af verbale uterligheder i telefonen begået af en praktiserende læge overfor en 29-årig patient. Arbejdsskadestyrelsen vurderede ansøgers varige mén som følge af hændelsen til 8 pct., reduceret fra 15 pct. pga. forudbestående psykiske lidelser. Ansøger søgte om godtgørelse for 8 pct. varigt mén, svie og smerte svarende til det i loven fastsatte maksimum og anmodede om, at nævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen med henblik på vurdering af, om ansøger havde lidt erhvervsevnetab som følge af hændelsen. Nævnet besluttede at afslå ansøgningen om godtgørelse for varigt mén. Nævnet lagde vægt på karakteren af den straffelovsovertrædelse, som ansøger var blevet udsat for, herunder at ansøger havde et nært læge/patient-forhold til skadevolderen, som hun ofte var i kontakt med. Der blev desuden lagt vægt på ansøgers psykiske tilstand i perioden forud for hændelsen. Ansøger havde været sygemeldt i lange perioder før hændelsen, og havde ikke været i arbejde i omtrent 1 år, da krænkelsen fandt sted. Det var overfor nævnet oplyst, at ansøger havde været sygemeldt i omkring 1½ år efter hændelsen. På baggrund af de forudbestående lidelser fandt nævnet dog ikke, at denne sygemelding i fuldt omfang kunnet antages at skyldes blufærdighedskrænkelsen. Nævnet besluttede derfor skønsmæssigt at tilkende godtgørelse for svie og smerte i 14 dage. Nævnet afslog desuden at forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af evt. erhvervsevnetab. Nævnet anså det ikke for sandsynliggjort, at ansøger havde lidt erhvervsevnetab på mindst 15 pct. Der blev herved lagt vægt på oplysninger om at ansøger havde arbejdet på deltid i omtrent samme omfang både før og efter hændelsen. Der blev desuden også lagt vægt på karakteren af straffelovsovertrædelsen. Ansøger har efterfølgende sagsøgt nævnet vedrørende de afviste krav. 7.2.5 Straffelovsovertrædelser begået i udlandet Efter offererstatningslovens 1, stk. 3, betaler staten kun i særlige tilfælde erstatning for skader, der er sket uden for Danmark, og kun, hvis ansøger har bopæl i Danmark, har dansk indfødsret eller gør tjeneste for en dansk udenrigsrepræsentation. Erstatning kan endvidere betales til ansøgere, der har bopæl i Danmark, og som kommer til skade i forbindelse med deres erhvervsudøvelse i udlandet. Bestemmelsen er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Hvis en tilskadekomst i udlandet kan anses som en arbejdsskade, kan skaderne i visse tilfælde være omfattet af 16

bekendtgørelse nr. 853 af 20-10-2003 om arbejdsskadesikring for personer, der udsendes til midlertidigt arbejde i udlandet. I særlige tilfælde kan nævnet udbetale erstatning for skader i udlandet, der sker ved, at en person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark overfalder en anden person med dansk indfødsret eller bopæl i Danmark. Erstatning ydes dog kun, når skaden opstår i et lukket dansk miljø, f.eks. i forbindelse med en skolerejse. En gennemgang af nævnets praksis for tilkendelse af erstatning efter offererstatningslovens 1, stk. 3, kan ses i nævnets årsberetning for 2009 under afsnit 7.2.6, samt N.j.nr. 12-520-23446 m.fl. Ansøgerne søgte om erstatning efter at have været frihedsberøvede i over 6 måneder af pirater. Ansøgerne var på ferie og sejlede på tidspunktet for gidseltagningens begyndelse i et privat dansk fartøj, men blev under den efterfølgende frihedsberøvelse flyttet til andre fartøjer, ligesom de en enkelt gang var på land. Erstatningsnævnet afslog ansøgningerne. Nævnet lagde vægt på, at straffelovsovertrædelsen ikke var begået i Danmark og fandt desuden ikke, at forholdet faldt under 1, stk. 3, om strafbare forhold begået i udlandet. 7.2.6 Lovlig privat anholdelse og forhindring af strafbare handlinger Foruden straffelovsovertrædelser giver offererstatningslovens 1, stk. 1, 2. pkt., også mulighed for erstatning og godtgørelse for personskade, der sker i forbindelse med 1) hjælp til politiet under anholdelse, 2) handlinger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse, og 3) handlinger, der foretages med henblik på forhindring af strafbare handlinger. N.j.nr. 11-520-21024/21025 Skadevolder blev dømt for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, ved at have slået ansøger A adskillige gange i ansigtet, mens han værgeløst lå ned, hvorved A pådrog sig flere skader, blandt andet en brækket næse. Skadevolder blev frifundet for at have stukket A med et ukendt redskab. Skadevolder blev frifundet for ved samme episode at have stukket ansøger B med et ukendt redskab. Det fremgår af dommen, at retten lagde til grund, at B forsøgte at få skadevolder til at stoppe med at slå A ved at slå en genstand, der vistnok var en flaske, i hovedet på skadevolder. Flasken gik i stykker derved, og både A og B fik skærelæsioner til følge. Skadevolder blev idømt fængsel i 7 år for dette og en række andre forhold. Nævnet besluttede at behandle begge ansøgeres erstatningskrav. For så vidt angik skaderne efter skærelæsionerne, lagde nævnet til grund, at disse blev påført ansøgerne af B i forsøget på at stoppe volden mod ansøger 17

A. Nævnet fandt således, at disse personskader var omfattet af offererstatningslovens 1, stk. 1, 2. pkt., idet de blev påført ansøgerne ved forhindring af en strafbar handling. Nævnet indstillede til politiet, at der blev gjort regres mod skadevolder, for så vidt angik erstatningskrav efter volden mod A. Nævnet indstillede videre, at politiet ikke gjorde regres for så vidt angik skaderne efter skærelæsionerne, hverken vedrørende A eller B. N.j.nr. 12-520-23328 Ansøger arbejdede som vagt i en butik og forsøgte at stoppe skadevolder, som havde stjålet nogle varer. Skadevolder blev i retten dømt for have udøvet vold mod ansøger, men blev frikendt for at have skubbet til ansøger. Skubbet forårsagede, at ansøger faldt ind i en stander og beskadigede sit knæ. Ansøger havde blandt andet erstatningskrav i form af godtgørelse for svie og smerte som følge af sygemelding på grund af det beskadigede knæ. Nævnet behandlede kravet vedrørende godtgørelse for svie og smerte som følge af det beskadigede knæ efter 1, 2. pkt., da skaden var indtrådt i forbindelse med en handling, der foretoges med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af strafbare handlinger. N.j.nr. 12-520-23920 Ansøger, der var butiksejer, blev en tidlig morgen ringet op via sin alarm, da der var indbrud i hans forretning. Han løb fra sin bolig til sin forretning og nåede frem, inden politiet ankom. Ved ankomsten var gerningsmændene stadig i forretningen. Da gerningsmændene ville forlade stedet via en baggård, der lå i forbindelse med forretningen, forsøgte ansøger at forhindre flugten ved at holde porten til baggården lukket. Det lykkedes dog for gerningsmændene at få åbnet porten ved bl.a. at rive hårdt i ansøgers arm og slå armen ind i porten, således at armen brækkede. Ansøger var derefter nødt til at slippe sit greb om døren, og gerningsmændene slap væk. Nævnet fandt, at forholdet var omfattet af offererstatningslovens 1, stk. 1, 2. pkt. 7.2.7 Tingsskade og formueskade Efter offererstatningsloven ydes der som udgangspunkt alene erstatning og godtgørelse i anledning af personskade. I offererstatningslovens 1, stk. 2, er der imidlertid givet skadelidte mulighed for som tillægserstatning at få erstatning for tøj og andre sædvanlige personlige ejendele, herunder mindre kontantbeløb, som skadelidte havde på sig, da personskaden skete. Se i den forbindelse nævnets årsberetning for 2007, afsnit 7.2.6, hvor en gennemgang af nævnets praksis vedrørende niveauet for erstatning for dyrere personlige ejendele findes. Afsnittet indeholder endvidere omtale af praksis for erstatning for udgifter til nye briller. 18

Endvidere giver bestemmelsen i offererstatningslovens 3 hjemmel til at yde erstatning for tingsskade ud over de i 1, stk. 2, nævnte tilfælde, såfremt skadevolderen er omfattet af den særlige personkreds i 3 (bl.a. personer, der er tvangsanbragt på institution under Kriminalforsorgen), som det offentlige menes at have et særligt ansvar for. Bestemmelsen i offererstatningslovens 3 muliggør også erstatning til juridiske personer, f.eks. anparts- og aktieselskaber, men ikke erstatning til offentlige myndigheder eller institutioner, jf. lovens 5. Erstatningen i henhold til offererstatningslovens 1, stk. 2, og 3 omfatter kun egentlig tingsskade. Formueskade opstået ved for eksempel bedrageri, underslæb, afpresning eller anden straffelovsforbrydelse kan derimod ikke erstattes i medfør af offererstatningsloven, jf. herved forarbejderne til offererstatningsloven, betænkning nr. 751/1975, side 33, 1. sp., om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser. Nævnet erstatter heller ikke tab for f.eks. mistet rejse eller mistet ferie. 7.3 OFFERERSTATNINGSLOVENS 6 A 7.3.1 Nedsættelse på grund af egen skyld eller accept af risiko Efter offererstatningslovens 6 a finder dansk rets almindelige erstatningsretlige regler tilsvarende anvendelse, herunder reglerne om nedsættelse eller bortfald af erstatning på grund af skadelidtes medvirken til skaden eller accept af risikoen for skade. Fra nævnets praksis kan nævnes følgende sager fra 2012: N.j.nr. 11-520-18840 Ansøger søgte om erstatning efter at være blevet beskudt. Nævnet afslog at udbetale erstatning. Nævnet lagde vægt på, at ansøger ved landsretten blev kendt skyldig i besiddelse og opbevaring af større mængder våben (herunder pistoler og flere maskinpistoler), ammunition, eksplosivstoffer (herunder flere håndgranater), hvilket sammenholdt med de øvrige oplysninger i sagen måtte antages at have tilknytning til den på skadestidspunktet verserende bandekonflikt. Der blev i den forbindelse henvist til, at ansøger til politiet havde oplyst, at han ikke havde mistanke til en bestemt gerningsmand, men henviste til den generelle situation. Ansøger var desuden iført skudsikker vest på skadestidspunktet. Nævnet lagde desuden vægt på side 59 og frem i betænkning 1019/1984 om retskrav på erstatning til ofre for forbrydelser, hvor rimeligheden af bl.a. erstatning til ofre, der har udsat sig for en særlig risiko, f.eks. ved tilknytning til rockerbander, drøftes: Den, som f.eks. melder sig ind i en rocker-bande for at deltage i voldsudøvelse, kan dog heller ikke efter den almindelige erstatningsret antages at ville få erstatning, såfremt han i forbindelse hermed selv udsættes for påregnelige skader som følge af vold. 19

N.j.12-520-21977 Skadevolder blev af retten straffet med fængsel i 6 måneder, hvoraf 3 måneder blev gjort betinget, for overtrædelse af straffelovens 245, stk. 1, idet skadevolder havde stukket ansøger med en kniv omkring hoften. Forud for episoden havde der været en række uoverensstemmelser, heriblandt trusler, mellem ansøger og skadevolder. Sagen blev i retten behandlet som en tilståelsessag, og skadevolder havde i retten forklaret, at han havde kniven med sig for at forsvare sig mod ansøger, som han fra sit hjem havde set vente på sig. Ansøger var kommet løbende mod skadevolder. Ansøger boksede skadevolder i brystet og holdt skadevolders hoved nede, så skadevolder ikke kunne komme fri. Skadevolder havde herefter stukket ansøger med kniven. Nævnet nedsatte ansøgers erstatning med 1/3 under henvisning til egen skyld. Nævnet lagde vægt på, at retten ved straffastsættelsen havde anset det som en formildende omstændighed, at skadevolder følte sig truet, og at det efter skadevolders forklaring måtte lægges til grund, at ansøger overfaldt skadevolder, der stak for at forsvare sig. N.j.nr. 12-520-23655 Det kom til et skænderi mellem ansøger og skadevolder under en privat sammenkomst, hvilket endte i tumult mellem parterne. Skadevolder ville som følge heraf forlade stedet, og da han manglede begge ben, mavede han sig frem på gulvet. Da ansøger vedblev med at træde på skadevolderens bukseben for at forhindre ham i at forlade stedet, tildelte skadevolder ham 2-3 knytnæveslag i ansigtet. Nævnet fandt, at ansøgers skader var sket under slagsmålslignende forhold, da ansøger havde forhindret skadevolder i at forlade stedet. Nævnet lod som følge heraf erstatningen bortfalde. N.j.nr. 12-520-22077 Ansøger var på værtshus, da skadevolder kastede en ølflaske i ansigtet på ham. Ifølge vidner i sagen havde ansøger forud for episoden kastet en flaske efter skadevolder, hvorefter skadevolder havde kastet flasken tilbage mod ansøger og derved ramt ham i ansigtet. Politiet havde i sagen valgt at opgive sigtelsen mod skadevolder. Politiet lagde vægt på vidnernes forklaringer, herunder at skadevolder, efter at være blevet ramt af flasken, i vrede kastede flasken tilbage mod bordet, hvor ansøger sad, ikke for at ramme ansøger, men i en slags frustration. På den baggrund fandt nævnet, at der forelå en sådan grad af egen skyld fra ansøgers side, at kravet om erstatning måtte bortfalde. 7.3.2 Den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt Bestemmelsen i offererstatningslovens 6 a indebærer endvidere, at den almindelige erstatningsretlige tabsbegrænsningspligt finder tilsvarende anvendelse i erstatnings- 20

sager i henhold til offererstatningsloven. Tabsbegrænsningspligten indebærer, at den, der har lidt skade som følge af en andens ansvarspådragende adfærd, har pligt til så vidt muligt at begrænse sit tab som følge af skaden. 7.4 OFFERERSTATNINGSLOVENS 7 Efter offererstatningslovens 7, stk. 1, betaler nævnet ikke erstatning, hvis ansøgers skade godtgøres af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der har karakter af virkelig skadeserstatning. Se afgørelser til illustration af bestemmelsen i nævnets beretning for 2007, afsnit 7.4, og følgende afgørelser fra 2012: N.j.nr. 11-520-21290 Ansøger var ansat i en bank, hvor der på et personalemøde efter bankens lukketid blev afholdt et møde, som reelt var en røveriøvelse. Personalet fik først at vide, at der var tale om en øvelse, efter at røveren havde indfundet sig. Den leder, der havde planlagt øvelsen, blev idømt 60 dages betinget fængselsstraf for medvirken til trusler efter straffelovens 266 samt for overtrædelse af 235 ved at have forårsaget unødvendig udrykning fra politiet. Ansøger blev sygemeldt på grund af psykisk chok. Nævnet henviste ansøger til at rette sit krav til arbejdsgiveren, jf. DL. 3-19-2. Arbejdsgiveren mente imidlertid ikke at skulle hæfte for lederens handlinger. Herefter behandlede nævnet efter omstændighederne ansøgningen. N.j.nr.12-520-22809 Ansøger og skadevolder kørte i bil på motorvej. Ansøger var fører af bilen. Skadevolder sad på passagersædet. De kørte ca. 120 km/t. På et tidspunkt under kørslen rykkede skadevolder i rattet, således at ansøger mistede herredømmet over bilen. Bilen ramte ind i autoværnet, og skadevolder blev dræbt på stedet. Ifølge ansøgers forklaring til politiet havde både ansøger og skadevolder hænderne på rattet. Skadevolder rykkede dog for hårdt i rattet til, at ansøger kunne holde det. Skadevolder havde drukket alkohol og blev fundet med en promille på mindst 1,68. Ansøger havde ikke drukket. Bilens ansvarsforsikringsselskab afviste at være erstatningspligtig, idet ansøger også var fører af køretøjet. Nævnet besluttede herefter at realitetsbehandle ansøgningen. Nævnet betaler endvidere ikke erstatning, hvis skaden er en arbejdsskade og dækkes af arbejdsgiverens lovpligtige forsikring, jf. herved arbejdsskadesikringslovens 77 og erstatningsansvarslovens 30. 7.5 OFFERERSTATNINGSLOVENS 10 7.5.1 For sen eller manglende politianmeldelse Indtil 01-07-2011 var det efter offererstatningslovens 10, stk. 1, en betingelse for at få erstatning fra staten, at straffelovsovertrædelsen var anmeldt til politiet uden 21

unødigt ophold. Efter nævnets praksis ansås dette som udgangspunkt for at være inden for 24 timer fra gerningstidspunktet. Ved lov nr. 412 af 09-05-2011 blev bl.a. offererstatningslovens 10, stk. 1, 1. led, ændret. Bestemmelsen havde hidtil haft følgende ordlyd: 10. Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen uden unødigt ophold er anmeldt til politiet (..) Efter lovændringen, der trådte i kraft den 01-07-2011 og gælder for overtrædelser, der begås efter lovens ikrafttræden, er bestemmelsen affattet således: 10. Erstatning er betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer (..) For straffelovsovertrædelser begået den 01-07-2011 og senere er erstatning således betinget af, at lovovertrædelsen er anmeldt til politiet inden 72 timer. Som før 01-07-2011 er der mulighed for at dispensere fra anmeldelsesfristen, såfremt forholdene taler for det. For en gennemgang af nævnets praksis for at dispensere efter 10, stk. 2, henvises til nævnets årsberetning for 2009, afsnit 7.6.1. Frygt for repressalier er efter lovens forarbejder, jf. betænkning 751/1975 om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, side 37, 2. sp., ikke en gyldig grund til at undlade at foretage politianmeldelse uden unødigt ophold, det vil sige nu inden 72 timer. N.j.nr. 12-520-23393 Ansøger, som var kommet til skade i marts 2011, havde søgt om godtgørelse for svie og smerte. Ansøger havde imidlertid ikke anmeldt forholdet til politiet af frygt for repressalier fra skadevolderen. Ansøgers advokat anførte i den forbindelse, at betænkningen ikke er konklusiv eller udtømmende, for så vidt angår overskridelse af anmeldelsesfristen for politianmeldelse, hvorfor ansøgers sag, netop på grund af frygten for endnu grovere repressalier end selve overfaldet i marts 2011, burde realitetsbehandles. Nævnet fandt dog ikke, at advokatens bemærkninger vedrørende lovens forarbejder kunne føre til et andet resultat, hvorfor nævnet afslog ansøgningen i medfør af den dagældende 10 i offererstatningsloven. 7.5.2 Medvirken til politiets opklaring af sagen Kravet i offererstatningslovens 10, stk. 1, om politianmeldelse indebærer endvidere, at ansøgeren skal have medvirket efter evne i fornødent omfang til politiets opklaring af sagen. Bevidst fortielse af oplysninger eller lignende modvilje mod at medvirke til sagens opklaring medfører således normalt, at der ikke kan tilkendes erstatning i henhold til offererstatningsloven. N.j.nr. 11-520-21120 Ansøger var blevet stukket i brystet og benet med en kniv. Under politiets efterforskning af sagen havde ansøger ikke 22