NY HØJESTERETSDOM OM RÆKKEVIDDEN AF FAL 95 HVORNÅR KAN SKADELIDTE SAGSØGE SKADEVOLDERS FORSIKRINGSSELSKAB?

Transkript

1 27. AUGUST 2013 NY HØJESTERETSDOM OM RÆKKEVIDDEN AF FAL 95 HVORNÅR KAN SKADELIDTE SAGSØGE SKADEVOLDERS FORSIKRINGSSELSKAB? En ny højesteretsdom har omgjort landsrettens afgørelse og fastslået, at der ikke var grundlag for en udvidende fortolkning af reglerne i FAL 95 om, hvornår skadelidte kan anlægge retssag direkte mod skadevolders forsikringsselskab. Der slækkes ikke på kravene til, at erstatningspligten skal være fastslået og erstatningens størrelse bestemt, før skadelidte kan sagsøge ansvarsforsikringen. Hvis skadelidte ikke kan opnå enighed med skadevolder og dennes ansvarsforsikring, må skadelidte anlægge retssag mod skadevolder. Efter forsikringsaftalelovens (FAL) 95, stk. 1, gøres der dog undtagelse fra denne hovedregel, såfremt to forudsætninger begge er opfyldt: (1) Skadevolders erstatningspligt over for skadelidte skal være fastslået, og (2) erstatningens størrelse skal være bestemt 1. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at erstatningsansvaret er anerkendt. Det er tillige en forudsætning for søgsmål direkte mod forsikringsselskabet, at der også er enighed om erstatningens størrelse eller at denne på anden måde er fastslået. En landsretsdom fra efteråret 2012 havde imidlertid skudt breche i det værn, som FAL 95 giver forsikringsselskaberne mod søgsmål direkte fra skadelidte. Landsretten havde (ved stadfæstelse af byrettens dom) anlagt en formålsfortolkning af FAL 95, stk. 1, og antaget, at det var tilstrækkeligt, at skadelidte havde ført forhandlinger med forsikringsselskabet og angiveligt havde fået den 1 For fuldstændighedens skyld bemærkes, at skadelidte også kan indtræde i skadevolders krav mod ansvarsforsikringen, såfremt skadevolder er under konkurs, tvangsakkord eller gældssanering, jf. FAL 95, stk. 2.

2 2/4 27. AUGUST 2013 opfattelse, at der ikke var grund til at få erstatningskravet fastslået over for skadevolder. Det er denne dom, Højesteret nu har ændret. I den konkrete sag kom A til skade under arbejde for B i juli Da B oplyste, at han ikke havde nogen forsikring, der kunne dække, foretog A sig ikke noget, før han i 2005 blev rådgivet af en fagforening og erfarede, at B havde tegnet ansvarsforsikring i forsikringsselskabet F. Sagen blev nu anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, men Ankestyrelsen traf afgørelse om, at skaden pga. for sen anmeldelse ikke kunne anerkendes som arbejdsskade. F anerkendte i maj 2007 erstatningspligten på vegne B. Der pågik herefter drøftelser mellem A og F vedrørende erstatningsopgørelsen. Da parterne ikke kunne blive enige, og da F i relation til visse erstatningsposter påberåbte sig forældelse og manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligt, udtog A ultimo 2011 stævning mod F. F, uden at F involverede B eller tog forbehold for en stilling til sagen. Da A bad B om en erklæring, hvor han tiltrådte A s erstatningsopgørelse, underskrev han denne. Byretten fandt herefter, at A på grundlag af F s sagsbehandling og B s stilling til sagen, hvoraf i hvert fald kunne udledes, at B ikke ville modsætte sig udbetaling af noget beløb, som F var enig i var dækket af forsikringen, med rette havde fået den opfattelse, at der ikke var grund til at få erstatningskravet fastslået over for B og at dette var helt uden reel betydning for erstatningsopgørelsen. Byretten fandt, at der derfor ikke inden sagsanlægget havde været nogen beskyttelsesværdig grund til, at kravet skulle fastslås direkte over for B. Herefter fandt byretten, at en formålsfortolkning af FAL 95, stk. 1, der skal sikre den skadelidte dækning af tab, måtte føre til, at A kunne gøre sit krav gældende direkte over for F. Spørgsmålet om søgsmålskompetence blev udskilt til særskilt behandling og F gjorde gældende, at forudsætningen i FAL 95 om, at erstatningens størrelse skal være bestemt, ikke var opfyldt. A gjorde bl.a. gældende, at B selv havde accepteret erstatningskravet over for A. Efter henvendelse fra F meddelte B imidlertid, at han efter at have tænkt nærmere over sagen ikke kunne vurdere størrelsen af erstatningen og i øvrigt ikke ønskede at medvirke i sagen. Byretten var enig med F i, at erstatningens størrelse ikke var fastslået, før A udtog stævning, idet F under hele sagsperioden havde taget forbehold over for A s opgørelse. Byretten lagde imidlertid bl.a. vægt på, at fra det tidspunkt, hvor B anmeldte sagen til F, var al korrespondance og sagsbehandling herunder forelæggelse for Arbejdsskadestyrelsen foretaget af Denne afgørelse ankede F til Østre Landsret, der imidlertid stadfæstede i henhold til de grunde, som var anført af byretten. Da F fandt, at landsrettens afgørelse var i strid med dels lovens ord, dels hidtidig retspraksis, søgte F om 3. instansbevilling, således at spørgsmålet kunne blive endeligt afgjort af Højesteret. Procesbevillingsnævnet fandt, at der var tale om et sådant principielt spørgsmål, at det kunne indbringes for Højesteret som 3. instans. Over for Højesteret gjorde F bl.a. gældende, at der ikke var grundlag for en udvidende fortolkning af FAL 95, stk. 1. Denne lovbestemmelse havde få år tidligere i forbindelse med revisionen af FAL i 2003 været genstand for et omfattende udvalgsarbejde, som førte til, at udvalgets flertal fandt, at adgangen til søgsmål direkte mod forsikringsselskabet ikke skulle udvides i forhold til de NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

3 3/4 27. AUGUST 2013 hidtil gældende regler i FAL 95, stk. 1. Dette var lovgiver enig i. Herefter måtte det fortsat anses som en nødvendig forudsætning for, at skadelidte kan anlægge retssag direkte mod forsikringsselskabet, at ikke alene erstatningspligten, men tillige erstatningens størrelse skal være fastslået. F anførte endvidere, at det måtte være uden betydning for spørgsmålet, at der havde været ført forhandlinger vedrørende erstatningsopgørelsen mellem skadelidte og forsikringsselskabet forud for sagsanlægget. Hvis man statuerede, at sådanne forhandlinger gav skadelidte adgang til søgsmål direkte mod forsikringsselskabet, ville betingelserne for et sådant søgsmål i FAL 95, stk. 1, reelt blive sat ud af kraft, da der i praksis så godt som altid foregår sådanne forhandlinger direkte mellem skadelidte og skadevolders forsikringsselskab. A gjorde gældende, at F ikke havde nogen beskyttelsesværdig interesse i, at kravet først formelt skulle fastslå over for en skadevolder, der flere gange havde givet udtryk for, at han ikke ville modsætte sig udbetaling af et beløb, som var dækket af forsikringen og opgjort af A. Indledningsvis gennemgik Højesteret det udvalgsarbejde, som lå bag revisionen af FAL i Herefter udtalte Højesteret, at det forhold, at B tiltrådte, at A s erstatningskrav under retssagen mod F blev opgjort som sket i A s stævning, ikke medførte, at erstatningens størrelse herved var fastslået på en måde, som var bindende for B som skadevolder, eller for et bestemt beløb. Den erklæring, som B på et tidspunkt havde afgivet over for A, indebar derfor ikke, at erstatningens størrelse var bestemt. Højesteret bemærkede, at ved ændringen af FAL i 2003 blev det overvejet at udvide skadelidtes adgang til direkte søgsmål mod ansvarsforsikringsselskabet, men bortset fra kodificering og præcisering af adgangen hertil ved konkurs, tvangsakkord eller gældssanering (jf. FAL 95, stk. 2), valgte lovgiver at fastholde betingelserne i FAL 95, stk. 1. Det fremgår af forarbejderne til lovændringen i 2003, at man var opmærksom på, at et ansvarsforsikringsselskab i vidt omfang bliver involveret i sagen mod skadevolder forud for et eventuelt sagsanlæg. Dette forhold kan derfor ikke i sig selv begrunde en fravigelse af betingelserne i FAL 95, stk. 1. Højesteret bemærkede videre, at A ikke var afskåret fra at få erstatningens størrelse fastslået ved skadevolders anerkendelse eller dom over skadevolder, og der var derfor ikke som anført i forarbejderne et udtalt praktisk behov for at tillade et direkte krav mod forsikringsselskabet i den foreliggende situation. Da F herefter ikke kunne anses som rette sagsøgte, jf. FAL 95, stk. 1, ændrede Højesteret den dom, der var afsagt af byretten og stadfæstet af landsretten, og frifandt F. Højesterets dom af 19. august 2013 samt de indankede domme afsagt af henholdsvis Københavns Byret og Østre Landsret vedhæftes som en fil. A var under højesteretssagen repræsenteret af advokat Keld Norup, mens advokat Michael S. Wiisbye repræsenterede F. Kommentar: Højesteretsdommen fastslår, at de to betingelser i FAL 95, stk. 1, for søgsmål direkte mod skadevolders forsikringsselskab skal tages for pålydende. Hvis ikke begge forudsætninger er opfyldt herunder at erstatningens størrelse ligger fast kan skadelidte ikke anlægge retssag direkte mod forsikringsselskabet. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

4 4/4 27. AUGUST 2013 Disse grundlæggende forudsætninger kan man ikke komme uden om ved en formålsfortolkning eller udvidende fortolkning; heller ikke selv om eksempelvis: Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til denne dom. - Der har været ført forhandlinger direkte mellem skadelidte og skadevolders forsikringsselskab. - Skadevolder selv har ikke fremført indvendinger imod erstatningsopgørelsen. - Skadevolder er af den opfattelse, at retssag kan anlægges mod forsikringsselskabet, selv om erstatningskravet ikke er fastslået. - Det har ikke reel betydning for opgørelsen af erstatningen, om retssagen anlægges mod skadevolder eller hans forsikringsselskab. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Til- og framelding af nyhedsbrevet på eller bibliotek@nnlaw.dk Hvis landsretsdommen var blevet stående uanfægtet, måtte man fremover forvente søgsmål anlagt direkte mod forsikringsselskaberne, når omstændigheder som de opremsede scenarier, eller lignende forhold, var til stede. Det er derfor vigtigt, at Højesteret med den nye dom har fastslået, at FAL 95, stk.1, ikke giver mulighed for søgsmål direkte mod forsikringsselskabet, før skadelidte kan dokumentere, at erstatningspligten er fastslået, og at det ligeledes er fastslået, hvorledes erstatningen skal opgøres. Der er ikke grundlag for en udvidende fortolkning af denne bestemmelse, der så sent som i 2003 blev revideret af lovgiver. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDSBREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVER- ENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

5

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25

26