KAPITEL 56 UNIVERSEL ENHED Gud er enhed. Guddom er universelt ko-ordineret. Universet af universer er en umådelig integreret mekanisme som er absolut kontrolleret af et infinit sind. De fysiske, intellektuelle, og de åndelige domæner af universel skabelse er guddommelig korrelatet. Det perfekte og uperfekte er i sandhed indbyrdes forbundet, og derfor kan den finitte evolutionerende skabning opstige til Paradis i lydighed til den Universelle Fars befaling; Vær perfekt, som jeg er perfekt. De forskellige niveauer af skabelse er alle forenet i udkast og administration af Arkitekterne af Mesteruniverset. Til de dødelige af tid og rum indskrænkede sind, frembyder universet mange problemer og situationer som tilsyneladende portrætterer disharmoni og antyder fraværelse af effektiv ko-ordination; men dem af os som er i stand til at observere udstrakte strækninger af universelle fænomener og som er mere erfaren i denne kunst af at opdage den grundlæggende enhed som ligger til grund for skabende forskellighed og for opdagelse af guddommelig enhed som spreder sig over alle disse handlinger af flerhed, fornemmer bedre det guddommelige og enkelte formål fremlagt i alle disse mangfoldige manifestationer af universel skabende energi. 1. FYSISK KO-ORDINATION Den fysiske og materielle skabelse er ikke infinit, men den er perfekt ko-ordineret. Der er kraft, energi, og styrke, men de er alle en i oprindelse. De syv superuniverser er tilsyneladende dobbelt; central universet, treenig; men Paradis er af enkelt sammensætning. Og Paradis er den aktuelle kilde af alle materielle universer fortidige, nutidige, og fremtidige. Men da denne kosmiske afstamning er en evigheds begivenhed; i ingen tid fortid, nutid, eller fremtid fremkommer hverken rum eller materiel kosmos fra kernekraft Øen af Lys. Som den kosmiske kilde, fungerer Paradis førend rummet og før tid; heraf synes dets afstamninger at være forældreløse i tiden og rummet hvis ikke de var opstået igennem den Ikke egenskabsbestemt Absolutte, deres yderste gemmested i rum og deres afslører og regulator i tid. Den Ikke egenskabsbestemt Absolutte opretholder det fysiske univers, mens den Guddoms Absolutte motiverer den fortræffelige overkontrol af al materiel virkelighed og begge Absolutter er funktionsmæssig forenet af den Universel Absolutte. Dette sammenhængende gensidige forhold af det materielle univers er bedst forstået af alle personligheder materielle, morontielle, absonitte eller åndelige ved observation af tyngdekraft reaktion af alt ægte materiel virkelighed til tyngdekraft centrering på nedre Paradis. Tyngdekraft forenelse er universel og uforanderlig; ren-energi reaktion er ligeledes universel og uundgåelig. Ren energi ( ur-oprindelig kraft) og ren ånd er helt og aldeles førreagerende til tyngdekraft. Disse før oprindelige kræfter, hørende til de Absolutte,
er personligt kontrolleret af den Universelle Far; derfor er al tyngdekraft centreret i den personlige tilstedeværelse af Paradisets Far af ren energi og ren ånd og i hans overmaterielle bolig. Ren energi er stamfaren af alle relative, ikke åndelige funktionsmæssige virkeligheder, mens ren ånd er potentialet af den guddommelige og ledende overkontrol af alle grundlæggende energisystemer. Og disse virkeligheder, som så forskellig er manifesteret over hele rummet og som er observeret i bevægelse af tiden, er begge centreret i personen af Paradisets Far. I ham er vi én må være forenet fordi Gud er én. Farens personlighed er absolut forenet. I den infinitte natur af Gud Faren kan der umulig eksistere dobbelthed af virkelighed, så som fysisk og åndelig; men i det øjeblik vi ser væk fra infinitte niveauer og absolutte virkeligheder af personlig værdi af Paradis Faren, observerer vi eksistensen af disse to virkeligheder og genkender at de er fuldstændig reagerende til hans personlige tilstedeværelse; i ham alle ting består. I det øjeblik du forlader det ikke egenskabsbestemt begreb af den infinitte personlighed af Paradis Faren, må du postulere SIND som den uundgåelige forenende teknik af de for altid udvidende afvigelse af disse dobbelte univers manifestationer af den originale monoteistiske Skaberpersonlighed, den Første Kilde og Center JEG ER. 2. INTELLEKTUEL ENHED Tanke-Faren realiser ånds udtrykkelse i Ordet-Søn og opnår virkeligheds udvidelse igennem Paradis i de vidtstrakte materielle universer. De åndelige udtrykkelser af den Evige Søn er korreleret med de materielle niveauer af skabelse ved funktionerne af den Uendelige Ånd, fra hvis ånds-reagerende sind tjenester og i hvis fysiske ledende handlinger af sind, de åndelige virkeligheder af Guddom og de materielle eftervirkninger af Guddom er korreleret den ene med den anden. Sind er den funktionsmæssige begavelse af den Uendelige Ånd, derfor infinit i potentiel og universel i anbringelse. Den første tanke af den Universelle Far eviggøres i dobbelt udtrykkelse: Paradis Øen og hans Guddoms jævnbyrdige, den åndelige og Evige Søn. En sådan dobbelthed af evig virkelighed gør Gudesindet, den Uendelige Ånd, uundgåelig. Sind er den uundværlige kanal for kommunikation mellem åndelige og fysiske virkeligheder. Den materielle evolutionerende skabning kan kun opfatte og forstå den iboende ånd ved sinds tjenester. Dette infinitte og universelle sind er tjenende i universet af tid og rum som det kosmiske sind; og skønt udstrækkende sig fra de oprindelige tjenester af adjudantånder op til det storslået sind af den udøvende leder af et univers, så er dette kosmiske sind også fyldestgørende forenet i tilsynet af de Syv Mesterånder, som igen er ko-ordineret med det Højeste Sind af tid og rum og perfekt korreleret med det altomfavnende sind af den Uendelige Ånd. 3. ÅNDELIG FORENELSE Ligesom det universelle sinds tyngdekraft er centreret på Paradis af den personlige tilstedeværelse af den Uendelige Ånd, således er den universelle ånds tyngdekraft centret på Paradis af den personlige tilstedeværelse af den Evige Søn. Den Universelle Far er en, men til tid-rum er han åbenbaret i det
dobbelte fænomen af ren energi og ren ånd. Paradisets ånde virkeligheder er ligeledes en, men i alle tid-rum situationer og i forbindelser denne enkelte ånd er åbenbaret i det dobbelte fænomen af ånde personligheder og udstrømmelser fra den Evige Søn og de ånde personligheder og indflydelser fra den Uendelige Ånd og tilknyttede skabelser; og der er endnu en tredje rene- åndefragmenter Farens overdragelse af Tankerettere og andre åndeeksistenser som er førpersonlige. Ligemeget på hvilket niveau af universaktiviteter du eventuel træffer et åndelig fænomen eller kontakter med åndelige væsener, så bør du vide at de alle er afledt fra Guden som er ånd af tjenester af Åndesønnen og den Uendelige Sindsånd. Og denne vidtstrakte ånd fungerer som et fænomen på de evolutionerende verdner af tid sådan som det er anvist fra hovedkvartererne af det lokale univers. Fra disse hovedstæder af Skabersønnerne kommer Helligånden og Sandhedsånden, sammen med tjenesterne af adjudant sindsånderne, til de lavere og udviklende niveauer af materielle sind. Mens sind er mere forenet på niveauet af Mesterånderne i forbindelse med det Højeste Væsen og som det kosmiske sind i underordnet forhold til det Absolutte Sind, så er åndetjenester til de udviklende verdner mere direkte forenet i personlighederne boende på hovedkvartererne af de lokale universer og i personerne af de præsiderende Guddommelige Ministre, som efter tur er næsten perfekt korrelatet med kredsløbet af Paradisets tyngdekraft af den Evige Søn, hvori forenelse forekommer af alle tid-rum åndemanifestationer. Eksistensen af perfekte skabninger kan være opnået, opretholdt, og eviggjort ved fusionen af selv-bevidst sind med et fragment af før-treenighed åndens begavelse fra en af personerne af Paradis Treenigheden. Det dødelige sind er skabelsen af Sønnerne og Døtrene af den Evige Søn og den Uendelige Ånd og, når det er fusioneret med Tankeretteren fra Faren, er deltagende i en trefoldig ånde begavelse af de evolutionerende verdner. Men disse tre åndeudtrykkelser bliver perfekt forenet i finalitterne, lige som de selv i evigheden var forenet i den Universelle JEG ER førend han blev den Universelle Far af den Evige Søn og den Uendelige Ånd. Ånd må altid og i det yderste blive trefoldig i udtrykkelse og Treenighedforenet i den afsluttende virkeliggørelse. Ånd udspringer fra en kilde igennem en trefoldig udtrykkelse; og i den endelig afgørelse må og opnår den sin fulde virkeliggørelse i den guddommelige forenelse som er erfaret ved at finde Gud enhed med guddommelighed i evighed, og ved hjælp af det kosmiske sinds tjenester af infinitte udtrykkelse af det evige ord af Farens universelle tanke. 4. PERSONLIGHED FORENELSE Den Universelle Far er en guddommelig forenet personlighed, derfor vil alle hans opstigende børn som er båret til Paradis ved den tilbagekastende impuls fra Tankeretteren, som fremkom fra Paradis for at bebo materielle dødelige i lydighed til Farens befaling, ligeledes blive fuldstændige forenet personligheder førend de når Havona. Personlighed vil i følge sin natur række ud for at forene alle grundlovgivende virkeligheder. Den infinitte personlighed af den Første Kilde og Center, den Universelle Far, forener alle syv grundlovgivende Absolutter af Uendelighed; og
personligheden af det dødelige menneske, værende den eneste ene og direkte overdragelse af den Universelle Far, besidder ligeledes potentialet for forenelse af de grundlovgivende faktorer af dødelige skabninger. En sådan forenelse af skabende evne fra alle skabningers personlighed er et fødselsmærke for dets høje og eksklusive kilde og er yderligere bevisende for dets ubrudte kontakt med den samme kilde igennem personlighedens kredsløb, ved hjælp af hvilken skabningernes personlighed opretholder direkte og vedvarende kontakt med Faren af alle personligheder på Paradis. Uagtet at Gud er åbenbaret fra domænerne af de Syvfoldige og op igennem Højesteheden og Ydersteheden til Gud den Absolutte, så er det personlighedens kredsløb, centreret på Paradis og i personen af Gud Faren, som sørger for den komplette og perfekte forenelse af alle disse forskellige udtrykkelser af guddommelig personlighed for så vidt angår alle skabningers personligheder på alle niveauer af intelligente eksistenser og i alle virkelighederne af de perfekte, fuldendte, og perfektionerende universer. Så længe som Gud er til og i universerne af alt det vi har skildret, så er han ikke desto mindre, til dig og til alle andre Gud-kendende skabninger én, din Far og deres Far. Til personlighed kan Gud ikke være flertal. Gud er Faren til hver eneste af hans skabninger, og det er i bogstavelig talt umulig for noget barn at have mere end en far. Filosofisk, kosmologisk, og med henvisning til differentiale niveauer og lokaliseringer af manifestation, må du nødvendigvis forstå funktionerne af flertals Guddommene og postulere eksistensen af flertals Treenigheder; men i den ærværdige erfaring af den personlige kontakt af enhver tilbedende personlighed igennem hele mesteruniverset, Gud er en; og denne forenet og personlig Guddom er vores Paradis forældre, Gud Faren, overdrageren, konservator, og Far af alle personligheder fra dødelige mennesker på beboede verdner til den Evige Søn på den centrale Ø af Lys. 5. GUDDOM ENHED Enheden, udeleligheden, af Paradis Guddom er eksistentiel og absolut. Der er tre evige personliggørelser af Guddom den Universelle Far, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd men i Paradisets Treenighed er de i virkeligheden en Guddom, udelte og udelelige. Fra det oprindelige Paradis-Havona niveau af eksistentiel virkelighed, to underabsolutte niveauer har udskilt sig, og derpå har Faren, Sønnen og Ånden engageret sig i skabelsen af talrige personlige medarbejdere og underordnede. Og selvom det er upassende i denne sammenhæng at påtage sig betragtningen af absonitte guddom forenelse på transcendentale niveauer af ydersteheden, så er det gennemførligt at kigge på nogle af kendetegnene af den forenelses funktion af de mange forskellige Guddom personliggørelser i hvem guddommelighed er funktionsmæssig manifesteret til de forskellige sektioner af skabelse og til de forskellige ordner af intelligente væsener. Den nuværende funktion af guddommelighed i superuniverserne er aktivt manifesteret i operationerne af de Højeste Skabere det lokale univers Skabersønner og Ånder, superuniversets Dagenes Urgamle, og de Syv Mesterånder af Paradis. Disse væsener udgør de første tre niveauer af Gud den Syvfoldige ledende indad til
den Universelle Far, og hele dette domæne af Gud den syvfoldige er ko-ordineret på det første niveau af eksperientiel guddom i det udviklende Højeste Væsen. På Paradis og i centraluniverset, er Guddom enhed en eksisterende virkelighed. Helt igennem de udviklende universer af tid og rum, er Guddom enhed en præstation. 6. FORENELSE AF EVOLUTIONERENDE GUDDOM Når de tre evige Guddoms personer fungerer som udelt Guddom i Paradisets Treenighed, opnår de perfekt enhed; ligeledes, når de skaber, enten i forenelse eller hver for sig, så udviser deres Paradis afkom den karakteristiske enhed af guddommelighed. Og dette formål af guddommelighed er manifesteret af de Højeste Skabninger og Herskere af tid-rum domænerne som er fremkommer i den styrke potentiel forenelse af suveræniteten af eksperientiel højestehed som, i tilstedeværelse af universets upersonlige energienhed, udgør en virkelighedsspænding som kun kan blive besluttet igennem en passende forenelse med de eksperientielle personligheds virkeligheder af eksperientiel Guddom. Personligheds virkelighederne af det Højeste Væsen kommer frem fra Paradisets Guddomme og på pilotverden af det ydre Havona kredsløb som er forenet med styrke prærogativer af den Almægtige Højeste kommende op fra Skaber guddommelighederne af det store univers. Gud den Højeste som en person eksisterede i Havona før skabelsen af de syv superuniverser, men han fungerede kun på åndelige niveauer. Evolutionen af den Almægtiges styrke af Højesteheden ved forskellige guddommelige synteser i de udviklende universer fremkom i en ny styrke tilstedeværelse af Guddom som var ko-ordineret med den åndelige person af den Højeste i Havona ved hjælp af det Højeste Sind, som i følge overflyttelse fra den potentiel boende i det uendelige Sind af den Uendelige Ånd til det aktive fungerende sind af det Højeste Væsen. De materialistiske skabninger fra de evolutionerende verdner af de syv superuniverser kan kun forstå Guddom enhed som det er udviklende i denne styrkepersonligheds syntese af det Højeste Væsen. På ethvert niveau af eksistens kan Gud ikke overskride den begrebsmæssige evne af de væsener som lever på sådan et niveau. Dødelige mennesker må, gennem erkendelsen af sandheden, påskønnelse af skønhed, og tilbedelse af godhed, udvikle anerkendelsen af en kærlighedens Gud og derefter udvikle sig igennem opstigende guddomsniveauer til forståelsen af det Højeste. Guddom, der således er blevet opfattet som forenet i styrke, kan derefter blive personliggjort i ånd til skabningernes forståelse og opnåelse. Selvom opstigende dødelige opnår styrke forståelse af den Almægtige på superuniversernes hovedstæder og personligheds forståelse af den Højeste på de ydre kredsløb af Havona, så finder de ikke virkelig det Højeste Væsen som de er bestemt til at finde Paradisets Guddomme. Selv finalitterne, sjette-stadium ånder, har ikke fundet det Højeste Væsen, ej heller er det sandsynligt indtil de har opnået syvendestadium-ånde status, og indtil den Højeste er blevet virkelig fungerende i aktiviteterne af fremtidens ydre universer. Men når de opstigende finder den Universelle Far som det syvende niveau af Gud den Syvfoldige, så har de opnået personligheden af den Første Person af alle guddoms niveauer af personlige forhold med universets skabninger.
7. UNIVERSEL EVOLUTIONERENDE EFTERVIRKNINGER Den regelmæssige udbredelse af evolution i tid-rum universerne er ledsaget af en altid-udvidende åbenbaring af Guddom til alle intelligente skabninger. Opnåelsen af højdepunktet af evolutionerende udvikling på en verden, i et system, konstellation, univers, superunivers, eller i det store univers fremhæver tilsvarende udvidelser af guddom funktion til og i disse fremadskridende enheder af skabelse. Og enhver sådan lokal forøgelse af guddommelig virkeliggørelse er ledsaget af bestemte vel-defineret eftervirkninger af udvidet guddom manifestation til alle andre sektorer af skabelse. Udstrækkende sig udad og fra Paradis, hvor ethvert nyt domæne af virkeliggjort og opnået evolution udgør en ny og udvidet åbenbaring af eksperientiel Guddom til universet af universer. Når bestanddelene af et lokalt univers i stigende grad er kommet i orden i lys og liv, er Gud den Syvfoldige manifesteret i stadig større udstrækning. Tid-rum evolution begynder på en planet med den første udtrykkelse af Gud den Syvfoldige Skabersønnen-Skabende Ånd forening i kontrol. Med ordningen af et system i lys, opnår denne Søn-Ånd forbindelse sin funktions fylde; og når en hel konstellation således er i orden, vil den anden fase af Gud den Syvfoldige bliver mere aktiv helt gennem et sådan område. Den komplette administrative evolution af et lokalt univers er tilset af nye og mere direkte tjenester af superuniversets Mesterånder; og ved dette punkt begynder der også den altid udvidende åbenbaring og virkeliggørelse af Gud den Højeste som kulminerer i de opstigendes forståelse af det Højeste Væsen mens de passerer gennem verdnerne af det sjette Havona kredsløb. Den Universelle Far, den Evige Søn, og den Uendelige Ånd er eksistentiel guddom manifestationer til intelligente skabninger og er derfor ikke, på lignende måde udvidet i personligheds forhold med sinds og ånds skabninger af hele skabelsen. Der skal gøres opmærksom på at opstigende dødelige må opleve den upersonlige tilstedeværelse af successive niveauer af Guddom i lang tid før de bliver tilstrækkelige åndelige og passende uddannet til opnåelse af eksperientiel personlig genkendelse og kontakt med disse Guddomme som personlige væsener. Enhver ny evolutionerende opnåelse indenfor en sektor af skabelsen, så vel som enhver ny invasion af rum af guddommelig manifestationer, er ledsaget af samtidige udvidelser af Guddom funktionsmæssige-åbenbaring indenfor de derpå eksisterende og tidligere organiseret enheder af al skabelse. Dette nye indgreb af det administrative arbejde af universerne og deres komponenters enheder fremstå r ikke altid som værende udført i nøjagtig overensstemmelse med den teknik som hermed er skitseret, fordi det er praksis at fremsende avancerede grupper af administratorer for at forberede vejen for den efterfølgende og skiftende tidsalder af ny administrativ overkontrol. Selv Gud den Yderste forud antyder sin transcendentale overkontrol af universerne i løbet af de senere stadier af et lokalt univers ordnet i lys og liv. Det er en faktum at, når skabelserne af tid og rum er blevet progressiv ordnet i evolutionerende status, så observeres der en ny og gennemgribende virkning af Gud den Højeste ledsagende med en tilsvarende tilbagetrækning af de første tre manifestationer af Gud den Syvfoldige. Hvis og når det store univers bliver ordnet i
lys og liv, hvad vil så blive fremtidens virke af Skaberen-Skabende manifestationer af Gud den Syvfoldige hvis Gud den Højeste overtager den direkte kontrol af disse skabelser af tid og rum? Er disse organisatorer og pionere af tid-rum universerne blevet frigjorte for lignende aktiviteter i det ydre rum? Vi ved det ikke, men vi spekulerer meget vedrørende disse og beslægtede anliggender. Når grænserne af eksperientiel Guddom er forlænget ud og ind i domænerne af den Ikke egenskabsbestemt Absolutte, forudser vi aktiviteten af Gud den Syvfoldige i løbet af de tidligere evolutionerende epoker af disse fremtidens skabelser. Vi er ikke alle i overensstemmelse med hensyn til fremtidens status af Dagenes Urgamle og superuniversets Mesterånder. ej heller ved vi hvorvidt eller ej det Højeste Væsen vil fungere derinde som i de syv superuniverser. Men vi formoder alle at Michael erne, Skabersønnerne, er bestemt til at fungere i disse ydre universer. Nogle mener at fremtidens tidsalder vil bevidne nogle tættere forme af forening mellem de forbundne Skabersønner og Guddommelige Ministre; det er endog mulig at en sådan skaber forening kan fremkomme i nogle nye udtryk af forbindende-skaber identiteter af en yderste art. Men vi ved virkelig ikke noget om disse muligheder af uåbenbaret fremtid. Vi ved, imidlertid, at i universerne af tid og rum, tilvejebringer Gud den Syvfoldige en fremadskridende tilnærmelse til den Universelle Far, og at denne evolutionerende tilnærmelse er erfaringsmæssig forenet i Gud den Højeste. Vi kunne godt gætte at en sådan plan måtte være fremherskende i de ydre universer; men på den anden side kan de nye ordner af væsener, der engang måske kan bebo disse universer, være i stand til at tilnærme sig Guddom på de yderste niveauer og med absonitte teknikker. I korthed, vi har ikke den ringeste begreb om hvad slags teknik for guddom tilnærmelse der kan blive operativ i fremtidens universer af det ydre rum. Ikke desto mindre, anser vi at de perfekte superuniverser på en eller anden måde vil blive en del af den Paradis-opstigendes karriere for de væsener der måske kan bebo disse ydre skabelser. Det er meget muligt at vi i fremtidens tidsalder vil bevidne ydre-rum beboers tilnærmelse til Havona igennem de syv superuniverser, administreret af Gud den Højeste med eller uden samarbejde af de Syv Mesterånder. 8. DEN HØJESTE FORENER Det Højeste Væsen har en trefoldig funktion i erfaringen af det dødelig menneske: Først, er han foreneren af tid-rum guddommelighed, Gud den Syvfoldige; for det anden, er han maksimum af Guddom som finitte skabninger virkelig kan forstå; for det tredje, er han det dødelige menneskes eneste vej for tilnærmelse til den transcendentale erfaring af at stemme overens med absonit sind, uendelig ånd, og Paradis personlighed. Opstigende finalittere, som er født i de lokale universer, opfostret i superuniverserne, og uddannet i centraluniverset, omfavner i deres personlige erfaring det fuldstændige potentiale af forståelsen af tid-rum guddommeligheden af Gud den Syvfoldige forenende i den Højeste. Finalittere gør tjeneste skiftevis i andre superuniverser end dem af fødsel, derved sammenlæggende erfaring på erfaring indtil mætheden af de syvfoldige forskelligheder af mulige skabningers erfaring er blevet opnået. Igennem den iboende Tankeretters tjenester er finalitterne i stand til at finde den Universelle Far, men det er ved disse erfaringsteknikker at disse finalittere
virkelig kommer til at kende det Højeste Væsen, og de er bestemt til tjeneste og åbenbaringen af denne Højeste Guddom i og til fremtidens universer af det ydre rum. Husk på, at alt hvad Gud Faren og hans Paradissønner gør for os, har vi til gengæld og i ånd lejlighed til at gøre for og i det fremkommende Højeste Væsen. Erfaringerne af kærlighed, glæde, og tjeneste i universet er gensidig. Gud Faren behøver ikke at hans Sønner skal returnere alt det til ham som han overdrager på dem, men de gør (eller kan) til gengæld overdrage alt dette på deres kammerater og på det udviklende Højeste Væsen. Alle skabelige fænomener er reflektive af forudgående skaber-ånd aktiviteter. Jesus sagde, og det er bogstaveligt talt sandt, Sønnen gør kun de ting som han ser Faren gøre. Med tiden må I dødelige mennesker begynde åbenbaringen af den Højeste til jeres kammerater, og i stadig større udstrækning må I forøge denne åbenbaring når I opstiger mod Paradis. I evigheden kan det være jer tilladt, til i stigende grad, at lave åbenbaringer af denne Gud af evolutionerende skabninger på højeste niveauer selv yderste som syvende stadium finalittere. 9. UNIVERSEL ABSOLUT ENHED Den Ikke egenskabsbestemt Absolutte og den Guddom Absolutte er forenet i den Universelle Absolutte. Absolutterne er ko-ordineret i den Yderste, betinget i den Højeste, og tid-rum modificeret i Gud den Syvfoldige. På underfinitte niveauer er der tre Absolutter, men i uendeligheden fremstår de som værende en. På Paradis er der tre personliggørelser af Guddom, men i Treenigheden er de en. Den største filosofiske præposition af mesteruniverset er denne: Eksisterede den Absolutte ( de tre Absolutter som en i uendelighed) før Treenigheden? og er den Absolutte forfædre til Treenigheden? eller er Treenigheden forudgående til den Absolutte? Er den Ikke egenskabsbestemt Absolutte en kraft tilstedeværelse uafhængig af Treenigheden? Betyder tilstedeværelsen af den Guddom Absolutte den ubegrænset funktion af Treenigheden? og er den Universelle Absolutte den afgørende funktion af Treenigheden, selv en Treenighed af Treenigheder? Ved første tanke, synes et begreb af den Absolutte som stamfar til alle ting- selv Treenigheden at yde kortvarig tilfredsstillelse af overensstemmende fornøjelse og filosofisk forenelse, men en sådan konklusion er ugyldiggjort ved virkeligheden af Paradis Treenighedens evighed. Vi er undervist, og vi tror, at den Universelle Far og hans Treenigheds medarbejdere er evige i natur og eksistens. Der er, derfor, kun en overensstemmende filosofisk konklusion, og det er: Den Absolutte er, til alle universets intelligenser, den upersonlige og ko-ordinerende reaktion af Treenigheden ( af Treenighederne ) til alle grundlæggende og allerførste rum situationer, intrauniversel og ekstrauniversel. Til alle personligheds intelligenser af det store univers står Paradis Treenigheden for altid i endeligheden, evigheden, højesteheden, og ydersteheden og, for alle praktiske formål af personlig forståelse og skabningers virkeliggørelse, som absolut. Efterhånden som skabningers sind kan se dette problem, er de ført til det afgørende postulat af den Universelle JEG ER som den første årsag og den ikke egenskabsbestemt kilde af både Treenigheden og den Absolutte. Når vi derfor beder om at tage et personlig begreb af den Absolutte under overvejelse, så vender vi tilbage til vores idéer og idealer af Paradisets Far. Når vi ønsker at lette forståelsen eller at
forøge bevidstheden af denne på anden måde upersonlige Absolutte, så vender vi tilbage til det faktum at den Universelle Far er den eksistentielle Far af absolut personlighed; at den Evige Søn er den Absolutte Person, dog ikke, i den eksperientielle sans, som personliggørelsen af den Absolutte. Og derefter fortsætter vi med at forestille os de eksperientielle Treenigheder som kulminerende i den eksperientielle personliggørelse af den Guddom Absolutte, imens opfattende den Universelle Absolutte som udgørende universet og det ekstrauniverse fænomen af tydelig tilstedeværelse af de upersonlige aktiviteter af den forenet og ko-ordineret Guddom forening af højesteheden, ydersteheden, og uendeligheden Treenigheden af Treenigheder. Gud Faren er genkendelig på alle niveauer fra det finitte til det infinitte, og skønt hans skabninger fra Paradis til de evolutionerende verdner har opfattet ham på forskellig vis, så er det kun den Evige Søn og den Uendelige Ånd der kender ham som en uendelighed. Åndelig personlighed er kun absolut på Paradis, og begrebet af den Absolutte er kun ikke egenskabsbestemt i uendeligheden. Guddom tilstedeværelse er kun absolut på Paradis, og åbenbaringen af Gud vil altid være delvis, relativ og tiltagende indtil hans kraft bliver eksperientiel infinit i rum indflydelsen af den Ikke egenskabsbestemt Absolutte, mens hans personligheds manifestation bliver eksperientiel infinit i den åbenbare tilstedeværelse af den Guddom Absolutte, og mens disse to potentielle af uendeligheden bliver virkeligheds-forenet i den Ikke egenskabsbestemt Absolutte. Men udover underfinitte niveauer er de tre Absolutter en, og derved er uendelighed Guddom-realiseret uden hensyn til om hvorvidt nogen andre ordner af eksistens nogen sinde selv-realiserer bevidsthed af uendelighed. Eksistentiel status i evigheden forudsætter eksistentiel selv-bevidsthed af uendelighed, endog selvom en anden evighed kan blive påkrævet til at erfare selvvirkeliggørelse af de eksperientielle potentialiteter iboende i en uendeligheds evighed en evig uendelighed. Og Gud Faren er den personlige kilde af alle manifestationer af Guddom og virkelighed til alle intelligente skabninger og åndevæsener helt igennem hele universet af universer. Som personligheder, nu eller i de efterfølgende universers erfaringer af den evige fremtid, ligegyldig om du opnår opnåelsen af Gud den Syvfoldige, begriber Gud den Højeste, finder Gud den Yderste, eller prøver at få en klar opfattelse af begrebet af Gud den Absolutte, så vil du opdage til din evige tilfredsheds at i fuldendelsen af ethvert eventyr har du, på nye eksperientielle niveauer, genopdaget den evige Gud Paradisets Far af alle universets personligheder. Den Universelle Far er forklarelsen af universel enhed som det må være i højeste grad, selv til syvende og sidste, realiseret i den efteryderste enhed af absolutte værdier og betydninger ikke egenskabsbestemt Virkelighed. Mester Kraft Organisatorerne går ud og ind i rummet og mobilisere dets energier til at blive tyngdekraft reagerende på Paradisets tiltrækning af den Universelle Far; og derefter kommer Skabersønnerne, som organiserer disse tyngdekrafts-reagerende kræfter indtil beboede universer og deri udvikler intelligente skabninger som selv modtager ånden af Paradisets Far og derefter opstiger til Faren for at blive som ham i alle mulige guddommelige egenskaber.
Den uophørlige og udbredende fremrykkelse af Paradisets skabende kræfter igennem rummet synes at varsle det bestandige udstrækkende domæne af tyngdekraftens rækkevidde af den Universelle Far og den aldrig-endende mangfoldiggørelse af varierede typer af intelligente skabninger som er i stand til at elske Gud og blive elsket af ham, og som, således blivende Gud-kendende, kan vælge at blive som ham, kan vælge at nå Paradis og finde Gud. Universet af universer er alt i alt forenet. Gud er en i styrke og personlighed. Der er ko-ordination på alle niveauer af energi og på alle faser af personlighed. Filosofisk og eksperientiel, i begreb og i virkelighed, alle ting og væsener er centreret i Paradisets Far. Gud er alt og i alt, og ingen ting eller væsener eksistere uden ham. 10. SANDHED, SKØNHED OG GODHED Efterhånden som verdnerne er ordnet i liv og lys udbredelse fra det indledende stadium til den syvende epoke, så får de en efterfølgende klar opfattelse af virkeliggørelsen af Gud den Syvfoldige, rækkende fra tilbedelse af Skabersønnen til gudsdyrkelse af hans Paradis Far. Helt igennem det sammenhængende syvende stadium af sådan en verdens historie de altid fremadskridende dødelige vokser i kendskabet af Gud den Højeste, alt imens de svagt skelner virkeligheden af de overskyggende gerninger af Gud den Yderste. Helt igennem denne herlige tidsalder den fornemste beskæftigelse af de al tid-fremadskridende dødelige er søgen efter en bedre forståelse og en fuldstændig virkeliggørelse af de begribelige elementer af Guddom sandhed, skønhed, og godhed. Dette repræsenterer menneskets anstrengelser til at skelne Gud i sindet, materien, og ånd. Og når den dødelige stræber efter denne søgen så finder han sig selv i stadig større udstrækning absorberet i det eksperientielle studie af filosofi, kosmologi, og guddommelighed. Filosofi begriber du i nogen grad, og guddommelighed forstår du i gudsdyrkelse, social service, og personlig åndelig erfaring, men i stræbelsen efter skønhed kosmologi begrænser du alt for ofte til studiet af menneskets umoden artistiske anstrengelser. Skønhed, kunst, er i høj grad en sag om forenelse af kontraster. Mangfoldighed er uundværlig til begrebet af skønhed. Den højeste skønhed, højden af finit kunst, er dramaet om forenelse af den umådelige mængde af kosmiske yderligheder af Skaber og skabninger. Mennesket finder Gud og Gud finder mennesket skabningen bliver perfekt som Skaberen er dette er den overjordiske præstation af den højeste grad af skønhed, opnåelse af toppunktet af kosmisk kunst. Derfor er materialisme, ateisme, højdepunktet af grimhed, klimakset af den finitte antitese af skønheden. Højeste skønhed består i panoramaet af forenelsen af de variationer som er blevet født af før-eksisterende harmoniske virkeligheder. Opnåelsen af kosmologiske tankeniveauer inkluderer : 1. Nysgerrighed. Hunger efter harmoni og tørst efter skønhed. Ihærdige forsøg på at opdage nye niveauer af harmoniske kosmiske forhold. 2. Æstetisk vurdering. Kærlighed til skønheden og den altid-fremadskridende vurdering for den kunstneriske berøring af alle skabende manifestationer på alle niveauer af virkelighed.
3. Etisk følsomhed. Igennem virkeliggørelsen af sandhed vil vurderingen af skønhed fører til fornemmelsen af den evige egnethed af disse ting som indvirker på genkendelsen af guddommelig godhed i Guddoms forhold med alle væsener; og netop således fører kosmologi til efterstræbelsen af guddommelige virkeligheds værdier til Guds bevidsthed. Verdnerne ordnet i lys og liv er fuldt interesseret i opfattelsen af sandhed, skønhed, og godhed fordi disse kvalitets værdier omfatter åbenbaringen af Guddom til områderne af tid og rum. Betydningerne af evig sandhed udgør en kombineret appel til de intellektuelle og åndelige naturer af dødelige mennesker. Universel skønhed omfatter de harmoniske forhold og rytmer af den kosmiske skabelse; dette er mere klart den intellektuelle appel og fører hen imod forenet og synkronisk forståelse af det materielle univers. Guddommelig godhed repræsenterer åbenbaringen af infinitte værdier til finitte sind, for deri at være erkendt og ophøjet til selve tærsklen af det åndelige niveau af menneskelig forståelse. Sandhed er det grundlæggende af videnskab og filosofi, præsenterende det intellektuelle grundlag af religion. Skønhed støtter kunst, musik, og de meningsfulde rytmer af alle menneskelige erfaringer. Godhed omfatter den etiske sans, moralitet, og religion eksperientiel perfektionstrang. Eksistensen af skønhed forudsætter tilstedeværelsen af påskønnende sinds skabninger lige så sikkert som det faktum at fremadskridende evolution indikerer overherredømme af det Højeste Sind. Skønhed er den intellektuelle genkendelse af de harmoniske tid-rum synteser af den vidtstrakte forskellighed af fænomenale virkeligheder, som alle stammer fra før-eksisterende og evig enhed. Godhed er den mentale genkendelse af de relative værdier af de forskellige niveauer af guddommelig perfektion. Genkendelsen af godhed forudsætter et sind af moralsk status, et personlig sind med evnen til at skelne mellem godt og ondt. Men besiddelsen af godhed, højsindethed er målestokken af virkelig guddommelig opnåelse. Genkendelse af sande forhold forudsætter et sind som er egenskabsbestemt til at skelne mellem sandhed og fejltagelse. Den overdragende Sandhedsånd som omgiver det menneskelige sind på Urantia er ufejlbarlig reagerende på sandhed den levende ånds forhold til alle ting og alle væsener som de er ko-ordineret i den evige opstigelse mod Gud. Enhver impuls af hvert et elektron, tanke, eller ånd er en fungerende enhed i hele universet. Kun synd og ond tiltrækning som gør modstand på de mentale og åndelige niveauer er isoleret. Universet er en helhed; ingen ting eller væsener eksisterer eller lever i isolation. Selv-virkeliggørelse er potentiel skadeligt hvis den er antisocial. Det er bogstaveligt talt sandt; Intet menneske lever ved sig selv. Kosmisk socialisering udgør den højeste form af personligheds forenelse. Jesus sagde; Ham som vil være stor ibland jer, lad ham blive tjener for alle. Selv sandhed, skønhed, og godhed menneskets intellektuelle adgang til universet af sind, materie, og ånd må blive kombineret ind i et forenet begreb af et guddommeligt og højeste ideal. Som dødelig personlighed forener den menneskelige erfaring med materie, sind, og ånd, således bliver dette guddommelige og højeste ideal styrke-forenet i Højesteheden og derefter personliggjort som en Gud af faderlig kærlighed. Al indsigt ind i forholdene til delene af enhver given helhed kræver en
forstående opfattelsesevne af forholdet af alle delene til denne helhed; og i universet betyder dette forholdet af skabte dele til den Skabende Helhed. Guddom bliver derfor transcendental, endog det uendelige, mål for universel og evig opnåelse. Universel skønhed er genkendelsen af refleksionen af Paradis Øen i den materielle skabelse, mens evig sandhed er det specielle kald af Paradissønnerne som ikke kun overdrager sig selv til de dødelige racer men endog udsender deres Sandhedsånd til alle folkene. Guddommelig godhed er mere udførlig fremvist i de elskede tjenester af de mangfoldige personligheder af den Uendelige Ånd. Men kærlighed, den samlet sum af disse tre kvaliteter, er menneskets opfattelsesevne af Gud som sin åndelige Far. Fysisk materie er tid-rum skyggen af Paradisets energi-stråling af de absolutte Guddomme. Sande meninger er den dødelige-intellekts eftervirkninger af den evige ord af Guddom tid-rum opfattelsen af højeste begreber. Godheds værdier af guddommelighed er de barmhjertige tjenester af de åndelige personligheder af den Universelle, den Evige, og den Uendelige til tid-rum finitte skabninger af evolutionerende sfærer. Disse meningsfyldte virkeligheds værdier af guddommelighed er blandet i Farens forhold med hver enkel personlig skabning som guddommelig kærlighed. De er koordineret i Sønnen og hans Sønner som guddommelig barmhjertighed. De åbenbarer deres kvaliteter gennem Ånden og hans åndebørn som guddommelige tjenester, portrætteringen af kærlig barmhjertighed til tidens børn. Disse tre guddommeligheder er først og fremmest åbenbaret af det Højeste Væsen som styrke-personligheds syntese. De er på forskellig vis fremvist af Gud den Syvfoldige i syv afvigende tankeforbindelser af guddommelige betydninger og værdier på syv opstigende niveauer. Til finitte mennesker sandhed, skønhed, og godhed omfatter den fuldstændige åbenbaring af guddommelig virkelighed. Når denne kærligheds-opfattelse af Guddom finder åndelig udtrykkelse i livene af Gud-kendende dødelige, så er der givet frugterne af guddommelighed; intellektuel fred, social fremskridt, moralsk tilfredsstillende, åndelig glæde, og kosmisk visdom. De avancerede dødelige på en verden i syvende stadium af lys og liv har lært at kærlighed er den største ting i universet og de ved at Gud er kærlighed. Kærlighed er ønsket om at gøre godt til andre. [ Præsenteret af en Mægtig Budbringer på besøg på Urantia, på anmodning af Nebadons Åbenbarings Korps og i samarbejde med en bestemt Melchizedek, den konstitueret Planetfyrste af Urantia.] * * * * * Dette kapitel om Universel Enhed er det femogtyvende af en serie af præsentationer af forskellige forfattere, der har været sponsoreret som en gruppe af en kommission af Nebadon personligheder tællende tolv og fungerende under ledelsen af Mantutia Melchizedek. Vi forfattede disse beretninger og forlagde dem på det Engelske sprog, ved hjælp af en teknik bemyndiget af vores overordnede, i året 1934 af Urantia tid.