Prædiken til 5. søndag efter påske.

Transkript

1 Prædiken til 5. søndag efter påske. Salmer: Indgangssalme: DDS 743: Nu rinder solen op af østerlide Salme mellem læsninger: DDS 636: Midt i alt det meningsløse Salme før prædikenen: DDS 367: Vi rækker vores hænder frem Salme efter prædikenen: DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor Nadversalme: DDS 376 v. 1-3: Lyksaligt det folk, som har øre for klang Udgangssalme: DDS 233: Jesus lever, graven brast Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes. Korsvar Jesus sagde: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen. (Joh. 16,23b-28) Himmelske Fader. Giv os i dag at høre dit ord, og gør det til en levende virkelighed i vores hjerter, så vi kan leve af det i det liv, som du skænker os. 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 Bed, og I skal få. Hvem husker ikke det gamle folkeeventyr. Det findes i flere forskellige udgaver, men handler om samme sag og har samme grundstruktur. Nemlig manden, der fik lov at få tre ønsker opfyldt. Tre ønsker hverken mere eller mindre. I en af versionerne af eventyret møder manden på vej hjem sin nabo og bliver uvenner med ham og siger: Gid kæppen må slå dig! Og da han kommer hjem, er konen sur og skælder ud, og han siger så: Gid din mund må være lukket i syv år. Straks sidder manden i en forfærdelig knibe. Det var bestemt ikke det, han havde tænkt sig. For kæppen bankede og bankede naboen. Og konens mund var tydeligvis groet sammen, men hendes øjne viste lige så tydeligt, at nu kunne han bare vente sig. Hvorefter manden måtte bruge sit sidste, dyrebare ønske til at få tingenes gamle tilstand genoprettet. Og de tre ønsker fik han altså ikke rigtig noget ud af altså ud over et voldsomt forklaringsproblem over for såvel naboen som fruen. Og hvis ægteskabet ellers var, som de er flest, var det nok sidstnævnte, der rummede de største vanskeligheder. Folkeeventyr rummer tit en stor visdom. Det, vi lige har hørt om, fortæller noget om, hvor farligt det er, hvis man automatisk og uden videre får sine ønsker opfyldt. Hvis man forventer, at tingene bare sker, hvis man beder om dem. Alligevel har mennesker til alle tider brugt religionen som middel til at få netop deres ønsker opfyldt. Til at opnå netop det i tilværelsen, som de ønskede sig allermest. De gamle romere talte om fatigare deus, dvs. at udmatte guderne, køre dem træt, bede dem sønder og sammen, lige til de gav sig og leverede varen. Det var romernes åbenlyse praksis, og det er ikke usandsynligt, at nogle kristne bruger samme praksis i smug. For det er jo skønt at få sine ønsker opfyldt! Eller man kan forstå mekanismen inden for en do ut des -tankegang. Det betyder, sådan løseligt oversat, jeg giver, for at du skal give. Det er offertankegangen, vi har fat i hér. Jeg ofrer lidt, skænker lidt til guddommen, for at jeg kan få så meget desto mere til gengæld. For at jeg kan få det, jeg synes, at jeg har fortjent. Det, jeg altid har ønsket mig. For lykken er, kan man synes, jo netop at få det, som man gerne vil have det. Eller måske passer det i virkeligheden slet ikke. Det gamle folkeeventyr siger i hvert fald noget andet: at det er frygteligt farligt, hvis vi mennesker selv får lov 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 at bestemme. For vi kan ikke overskue det. Vi har, når det kommer til stykket, ikke forudsætningerne for at vide, hvad der tjener os bedst; hvad vi i virkeligheden har brug for. Derfor er det også en helt anden form for bøn, Jesus lærer os. Han lærer os at skelne mellem krav og bøn. At kræve er at trumfe sin egen vilje igennem. Men at bede, sådan som Jesus har lært os, er at spørge efter Guds vilje den Gud, som er vores far, og som vi derfor også har fået lov til at holde os til i den fast. At bede er i sidste instans at lægge vores liv over til Gud; at lægge det i hans hænder, og derved også acceptere, at han ved bedst. Det er meget sigende, at i det korte evangelium, vi lige hørte hér på denne femte søndag efter påske, og som handler om netop bønnen, at dér bruges ordet fader hele syv gange. Det er meget tankevækkende, og vi kan jo også lige minde om, at den bøn, Jesus selv har lært os, indledes med ordene Fader vor. Jesus lærer os at bede som børn, der henvender sig til deres kærlige far. Det er ikke som i østens templer, hvor man med tre hårde slag på gongongen først må vække gudernes opmærksomhed og derefter må skynde sig for ikke at besvære guddommen for meget. Nej, Jesus lærer os at bede til en far. En far, der er opfyldt af kærlighed, og som intet hellere vil end at høre, hvad hans kære børn har at sige og som aldrig bliver træt af at høre på os. Ham kan vi altid komme til, uanset hvornår og uanset med hvad. At vi kalder Gud for Fader har konsekvenser både for os og for, i hvert fald vores syn på, Gud. Gud er som Fader ikke bare noget, men nogen. Ikke selvsagt en person, som du og jeg, men en personlig magt, som vi har lov til at henvende os til, og som vi kan forstå os selv i relation til. Ja, Gud er den, vi kan indgå i en relation med, og som vil indgå i en relation med os, også når vi ikke selv kan forstå eller begribe det. Og så gælder det også den anden vej rundt. Fordi Gud er vores Fader, er vi heller ikke bare noget, men nogen for Gud. At han er vores far er heller ikke ligegyldigt. Det er også vigtigt at holde fast i. Gud er vores Fader og ikke bare min. Det handler om menighedens fællesskab; om at vi i den kristne tro ikke er alene, hverken i forhold til Gud eller til mennesker. Tværtimod er vi netop kaldet til fællesskab med andre mennesker; med den næste, vi i vores liv sættes overfor. 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 Samtidig betyder dette at Gud er vores og ikke min, at vi, når vi taler om bøn, ikke skal gøre os forestillinger om, at vi kan eje Gud; om at vi på nogen måde kan gøre os til af, at vi har en særlig forbindelse, så netop vores bønner, vores ønsker og behov skal have en fortrinsret. Overfor Gud står vi lige med alle andre troende. Og dér må vi så ellers stå med hatten i hånden. I visheden om, at han véd bedre end os. Bed, og I skal få. I den kristne bøn er det nemlig ikke sådan som i de hedenske bøns- og dermed gudsforståelser, vi så på for lidt siden. Det handler ikke om, at vi ved at bede længe og måske også særligt inderligt kan udmatte Gud, så vi til sidst får vores vilje. Ligeså lidt handler det om, at vi skal give noget, for så siden at få noget, og selvsagt langt mere, til gengæld. Gud kan ikke bestikkes; heller ikke gennem bøn. I bønnen træder vi i en relation til Gud. Vi anerkender vores totale afhængighed af ham som den, der er større end os, men som samtidig ved at lade sin Søn træde ind i vores verden også har vist, at han vil os. At han vil relationen til os. I bønnen har vi fået lov til at komme med alle vores tanker, glæder og problemer til Gud. Og ved at bede tror vi på, at han hører os og hører, hvad vi har på hjerte. Og vi tror, at han møder os i bønnen og dér kommer os i møde. Men det er ikke det samme som, at vi får det, som vi vil have det. Faktisk får vi ikke nødvendigvis, ikke altid og måske faktisk sjældent det svar, som vi havde forventet eller håbet på. For i bønnen overgiver vi først og sidst vores liv til Gud i forvisningen om, at han véd bedst. Det er meget udbredt i vores samtid og da også, må det medgives, i meget nutidig teologi at tale om, at Gud lider med os. At Gud går sammen med os i lidelsen, meningsløsheden, tomheden. At han er nær os i sygdom, ængstelse og til sidst død. Og det er bestemt ikke forkert. Vi må og skal tro, at Gud er med os og bærer sammen med os gennem alt, hvad der måtte hænde os i dette liv. Samtidig er det væsentligt, at denne tankegang ikke kommer til at skygge for en andet, ligeså vigtigt forståelse af Gud. Det drejer sig om centrale teologiske begreber som Guds almagt, Guds alviden og Hans guddommelige forsyn. Alt det, der handler om, at Gud ved bedre end os. Og at vores liv derfor også i sidste instans er i hans hånd og ikke i vores. Det er til gengæld knap så populære tanker at bære frem, for hér er det ikke os, der bestemmer, men Gud. Ikke desto mindre lader en nuanceret forståelse af 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 bønnen som den samtale med Gud, i hvilken vi overgiver vores liv til ham, fordi han véd bedst, os fastholde også disse væsentlige sider af troens relation til Vorherre. At vi kommer med det, der er vores, men i sidste instans må vi tro på, at Gud i sin himmel har et, om man så må sige, større overblik end os. I Kingos gamle salme, Nu rinder solen op af østerlide (DDS 743), som vi sang for lidt siden, er dette udtrykt rammende i sidste vers: Du bedst min tarv og trang, o Herre, kender, tilmed er lykkens gang i dine hænder, og hvad mig tjener bedst i hver en måde, du det tilforne ser. Min sjæl, hvad vil du mer? Lad Gud kun råde! Lad Gud kun råde!. Det sætter os fri, fordi det hele ikke længere kun afhænger af os, men netop af Gud, der vil os det bedste, også selvom vi ikke altid forstår det, der sker. Når vi ikke kan gennemskue det eller se, hvad formål det tjener, må vi også kunne tro på, at Gud véd bedst. Når vi beder, handler det ikke om, hvad jeg vil, men hvad den nådige Gud vil i sin himmel. Lad Gud kun råde!. 10/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5