KAPITEL 6 DEN EVIGE SØN

Transkript

1 KAPITEL 6 DEN EVIGE SØN Den Evige Søn er den fuldkomne og endelig udtrykkelse af det første personlige og absolutte begreb af den Universelle Far. I overensstemmelse hermed, når som helst og hvor end Faderen personlig og absolut udtrykker sig selv, så gør han det gennem hans Evige Søn, som altid har været, er nu, og for altid vil være, det levende og guddommelige ord. Og denne Evige Søns beboelse er ved centret af alle ting, i forbindelse med, og umiddelbart indhyllende den personlige tilstedeværelse af, den Evige og Universelle Far. Vi taler om Guds første tanke og hentyder til en umulig tids oprindelse af den Evige Søn med det formål at opnå adgang til den menneskelige forstands tankekanaler. Sådanne fordrejelser af sproget repræsentere vores bedste anstrengelser af kontakt-kompromis med de dødelige skabningers tids-begrænset sind. I den på hinanden efterfølgende betydning så kan den Universelle Far aldrig have haft en første tanke, ej heller kunne den Evige Søn nogensinde have haft en begyndelse. Men jeg var instrueret til at portrættere evighedens virkeligheder til de dødeliges tidsbegrænsende sind ved hjælp af sådanne tankesymboler og betegne forbindelserne med evigheden ved hjælp af på hinanden efterfølgende tidsbegreber. Den Evige Søn er den åndelige personliggørelse af Paradis Faderens universelle og uendelige begreb om guddommelig virkelighed, egenskabsløse ånd, og absolut personlighed. Og derved udgør Sønnen den guddommelige åbenbaring af den Universelle Fars skaberidentitet. Sønnens fuldkomne personlighed afslører at Faderen faktisk er den evige og universelle kilde af alle åndelige, frivillige, betydningsfulde og personlige betydninger og værdier. I anstrengelse for at sætte det endelige tidssind i stand til at forme nogle på hinanden efterfølgende begreber af forbindelserne med evigheden og uendelige væsener af Paradisets Treenighed, anvender vi en sådan begrebsautorisation som henviser til Faderens første personlige, universelle, og uendelige begreb. Det er umuligt for mig at overføre til den menneskelige sind nogen dækkende idé af Guddommenes evige forbindelser; derfor anvender jeg sådanne udtryk som vil give det endelige sind noget af en idé af slægtskabet af disse evige væsener i de senere tidsregninger. Vi tror Sønnen udsprang fra Faderen; vi har lært at begge er egenskabsløse evige. Det er derfor åbenlyst, at ingen tidsvæsener fuldstændig kan forstå dette mysterium af en Søn som stammer fra Faderen, og som alligevel er koordineret evigt med selve Faderen. 1. DEN EVIGE SØNS IDENTITET

2 Den evige Søn er den oprindelige og eneste-skabte Gudesøn. Han er Sønneguden, den anden Person af guddom og den forenet skaber af alle ting. Som Faderen er den Første Store Kilde og Center, således er den Evige Søn den Anden Store Kilde og Center. Den Evige Søn er det åndelige center og den guddommelige administrator for den åndelige regering af universernes univers.. Den Universelle Far er først en skaber og derefter en behersker; den Evige Søn er først en medskaber og derefter en åndelig administrator. Gud er ånd, og Sønnen er en personlig åbenbaring af denne ånd. Den Første Kilde og Center er den Viljebestemte Absolutte; den Anden Kilde og Center er den Personligheds Absolutte. Den Universelle Far virker aldrig personlig som en skaber undtagen i forbindelse med Sønnen eller med Sønnens koordinerende handling. Havde forfatteren af det Nye Testamente refereret til den Evige Søn, ville han have udtrykt sandheden, da han skrev: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var i Gud, og Ordet var Gud. Alle ting er skabt af ham, og uden ham ville intet være skabt som er skabt. Da en Søn af den Evige Søn viser sig på Urantia, hentydede de som omgik ham som brødre til dette guddommelige væsen i menneskelig form som Ham som var sendt fra begyndelsen, om hvem vi havde hørt, om hvem vi havde set med egne øjne, om hvem vi har kigget på, og vores hænder har rørt, endog så livets Ord. Og denne overdraget Søn kom frem fra Faderen lige så sandt som den Oprindelige Søn, som det antydes i en af hans jordiske bønner: Og nu, O min Far, forherlig mig med dit eget selv, med den ære som jeg havde med dig før denne verden var. Den Evige Søn er kendt under forskellige navne i mange forskellige universer. I central universet er han kendt som den Koordinerende Kilde, Medskaberen, og den Forbindende Absolutte. På Uversa, superuniversersets hovedkvarterer, betegner vi Sønnen som det Koordinerende Ånde Center og som den Evige Ånde Administrator. På Salvington, jeres lokal univers hovedkvarterer, er denne Søn registreret som den Anden Evige Kilde og Center. Melchizedekkerne omtaler ham som Sønnernes Søn. På jeres verden, men ikke i jeres system af beboede kloder, er denne Oprindelige Søn blevet forvirret med en koordineret Skaber Søn, Michael af Nebadon, som gav sig selv til de dødelige racer på Urantia. Skønt enhver af Paradisets Sønner passende kan blive kaldt Gudesønner, så har vi for vane at reservere denne betegnelse den Evige Søn til denne Oprindelige Søn, den Anden Kilde og Center, medskaber med den Universelle Far af det centrale univers af kraft og fuldkommenhed og medskaber af alle andre guddommelige Sønner som udspringer fra de uendelige Guddomme. 2. DEN EVIGE SØNS NATUR Den Evige Søn er lige så uforanderlig og ubegrænsende pålidelig som den Universelle Far. Han er også ligeså åndelig som Faderen, ligeså sandt en ubetinget ånd. Til jer af ydmyg (beskeden) oprindelse synes Sønnen at fremstå mere personlig siden han er et skridt nærmere jer i tilnærmelses evne end den Universelle Far. Den Evige Søn er det evige Ord af Gud. Han er fuldstændig som Faderen; i virkeligheden, er den Evige Søn Gudfaderen personligt åbenbaret i universernes univers. Og derfor var det og er og for altid vil være sandt om den Evige Søn og alle de koordinerende Skaber Sønner: Ham som har set Sønnen har set Faderen.

3 Sønnens natur er fuldstændig ligesom Faderånden. Når vi tilbeder den Universelle Far, så tilbeder vi faktisk på samme tid Sønneguden og Åndeguden. Sønneguden er lige så guddommelig virkelig og evig i natur som Gudfaderen. Sønnen besidder ikke kun al Faderens uendelige og transcendente retfærdighed, men Sønnen er også reflekterende alle Faderens helligheds karakterer. Sønnen deler Faderens fuldkommenhed og samlet deles ansvarligheden af hjælpen til alle ufuldkommenhedens skabninger i deres åndelige anstrengelser for at opnå guddommelig fuldkommenhed. Den Evige Søn besidder alle Faderens guddommeligs karakterer og åndlighedens egenskaber. Sønnen er fylden af Guds absoluthed i personlighed og ånd, og Sønnen åbenbare disse kvaliteter i hans personlige ledelse af den åndelige regering i universernes univers. Gud er, i virkeligheden, en universel ånd; Gud er ånd; og denne ånde natur af Faderen er fokuseret og personaliseret i Guddommen af den Evige Søn. I Sønner er alle åndelige karakteristisk tilsyneladende i høj grad forhøjet af differentiering fra almindeligheden af den Første Kilde og Center. Og som Faderen deler sin ånde natur med Sønnen, således deler de lige så fuldstændigt og uforbeholdent sammen den guddommelige ånd med Samforeneren, den Uendelige Ånd. I kærligheden til sandhed og i skabelsen af skønhed er Faderen og Sønnen lige undtagen når Sønnen synes at hellige sig selv mere til virkeliggørelsen af den eksklusive åndelige skønhed af universelle værdier. I guddommelige godhed skelner jeg ingen forskellighed mellem Faderen og Sønnen. Faderen elsker sine univers børn som en far; den Evige Søn anser alle skabninger både som far og som broder. 3. FADERENS KÆRLIGHEDS TJENESTE Sønnen deler Treenighedens retfærdighed og retskaffenhed men overskygger disse guddommelige træk ved hjælp af den uendelige personliggørelse af Faderens kærlighed og barmhjertighed; Sønnen er åbenbaringen af guddommelig kærlighed til universerne. Som Gud er kærlighed, således er Sønnen barmhjertighed. Sønnen kan ikke elske mere ned Faderen, men han kan vise barmhjertighed til væsener på en ny måde, for han er ikke kun en oprindelig skaber som Faderen, men han er også den Evige Søn af den selv samme Far, og derved delende sønskab erfaringen af alle andre sønner af den Universelle Far. Den Evige Søn er den store barmhjertigheds minister til al skabelse. Barmhjertighed er kernen af Sønnens åndelige karakter. Den Evige Søns fuldmagter, således som de fremkommer over åndskredsløbet af den Anden Kilde og Center, er stemt i barmhjertighedens toner. For at forstå den Evige Søns kærlighed, så må i først erkende dens guddommelige kilde, Faderen, som er kærlighed, og derpå iagttage udbredelsen af denne uendelige hengivenhed i de vidt-strakte tjenester af den uendelige Ånd og hans næsten ubegrænsende skare af tjenende personligheder. Den Evige Søns tjenester er helliget åbenbaringen af kærlighedens Gud til universernes univers. Denne guddommelige Søn er ikke forpligtede til den uværdige opgave at forsøge at overtale hans nådige Far til at elske hans ydmyge skabninger og til at vise barmhjertighed til tidsforbryderne. Hvor fejlagtigt at forestille sig den Evige Søn bønfaldende den Universelle Far til at vise barmhjertighed til hans ydmyge skabninger på de materielle verdener i rummet! Sådanne begreber om Gud er ubearbejdet og groteske. I skulle hellere indse at alle de barmhjertige tjenester af

4 Gudesønnen er en umiddelbar åbenbaring af Faderens hjerte af universel kærlighed og uendelig medlidenhed. Faderens kærlighed er den virkelige og evige kilde af Sønnens barmhjertighed. Gud er kærlighed, Sønnen er barmhjertighed. Barmhjertighed er anvendt kærlighed, Faderens kærlighed i handling i hans Evige Søns person. Denne universelle Søns kærlighed er ligeledes universel. Således som kærlighed er opfattet på en sex planet, således er Guds kærlighed mere sammenlignelig med en fars kærlighed, mens den Evige Søns kærlighed er mere lig en moders hengivenhed. Ganske vist er sådanne illustrationer, vage, men jeg anvender dem med det håb at kunne overbringe til det menneskelige sind den tanke at der er en forskel, ikke i guddommelig indhold men i kvalitet og udtryks teknik, mellem Faderen kærlighed og Sønnens kærlighed. 4. DEN EVIGE SØNS EGENSKABER Den Evige Søn motiverer den kosmiske virkeligheds åndsniveau; Sønnens åndelige kraft er absolut i forhold til alle universets realiteter. Han udøver fuldkommen kontrol over de indbyrdes forhold af alle ikke differentierende åndsenergier og over al virkeliggjort åndelig virkelighed gennem hans absolutte greb om åndstyngdekraft. Al ren ikke fragmenteret ånd og alle åndelige væsener og værdier reagerer til den uendelige tiltrækningskraft af den første Paradis søn. Og hvis den evige fremtid skulle blive vidne til Fremkommelse af et ubegrænset univers, så vil åndstyngdekraften og åndskraften fra den Oprindelige Søn blive fundet tilstrækkelig for den åndelige kontrol og effektive administration af sådan en grænseløs skabelse. Sønnen er kun almægtig i det åndelige rige. I den evige univers administrations økonomi, ødsel og nytteløse funktions gentagelser kommer man aldrig ud for; Guddommene er ikke forfalden til ubrugelig duplikering af univers tjeneste. Den Oprindelige Søns allestedsnærværelse udgør den åndelige enhed af universernes univers. Den åndelige sammenhængskraft fra al skabelse hviler på alle vegne aktive tilstedeværelse af den Evige Søns guddommelige ånd. Når vi forestiller os Faderens åndelige tilstedeværelse, så finder vi det vanskeligt at differentiere det i vores tænkning fra den åndelige tilstedeværelse af den Evige Søn. Faderens ånd er for evigt iboende i Sønnens ånd. Faderen må være åndelig allestedsnærværende, men denne allestedsnærværelse fremstår som værende uadskillelig fra de alle vegne åndsaktiviteter af den Evige Søn. Vi tror imidlertid, at i alle situationer af Fader-Søn tilstedeværelse af en dobbelt åndelig natur så er Sønnens ånd koordineret med Faderens ånd. I hans kontakt med personlighed, handler Faderen i personligheds kredsløbet. I hans personlige og påviselige kontakt med åndelig skabelse, viser han sig i fragmenter af hans Guddoms totalitet, og disse Fader fragmenter har en isoleret, enestående, og eksklusiv funktion hvor end og når som helst de viser sig i universerne. I alle sådanne situationer er Sønnens ånd koordineret med den åndelige funktion af den fragmentet tilstedeværelse af den Universelle Far. Åndeligt er den Evige Søn allestedsnærværende. Den Evige Søns ånd er helt sikkert med jer og rundt om jer, men ikke indeni jer og en del af jer, ligesom Mysterie

5 Overskueren. Det iboende Fader fragment tilpasser i stigende grad det menneskelige sind til guddommelig indstilling, hvorpå sådan et opstigende sind i stadig større udstrækning bliver påvirkelig til den åndelige trækningskraft fra det alt-kraftige åndetyngdekrafts kredsløb af den Anden Kilde og Center. Den Oprindelige Søn er universel og åndelig selv-bevidst. I visdom er Sønnen fuld på højde med Faderen. I kundskabens områder, alvidenhed,kan vi ikke skelne mellem den Første og den Anden Kilde; som Faderen, så ved Sønnen alt, han bliver aldrig overrasket af nogen begivenhed i universet; han forstår afslutningen fra begyndelsen. Faderen og Sønnen kender virkelig nummeret og opholdssteder af alle ånder og åndeliggjorte væsener i universernes univers. Sønnen kender ikke kun alle ting i kraft af hans egen allestedsnærværende ånd, men Sønnen er ligesom Faderen og Samforeneren, fuldstændig vidende om den vidtstrakte reflekterende intelligens af det Højeste Væsen, hvis intelligens til alle tider er vidende om alle ting der hænder på alle verdener af de syv superuniverser. Og der er andre måder hvorpå Paradisets Søn er alvidende. Den Evige Søn er som en elskende, barmhjertig og tjenende åndelig personlighed, helt og uendelig lige med den Universelle Far, mens i alle de barmhjertigheds fulde og kærlige personlige kontakter med de opstigende væsener fra de lavere områder er den Evige Søn lige så venlig og hensynsfuld, lige så tålmodig og langvarig lidende, som de af hans Paradis Sønner i lokal universerne som så tit overdrager sig selv på de udviklingsmæssige verdener i tiden. Det er yderligere nytteløst at udbrede sig over den Evige Søns egenskaber. Med de noterede undtagelser, så er det kun nødvendigt at studere de åndelige egenskaber af Faderguden for at forstå og korrekt evaluere Sønnegudens egenskaber. 5. DEN EVIGE SØNS BEGRÆNSNINGER Den Evige Søn fungerer ikke personlig i de fysiske domæner. og ej heller fungerer han, undtagen igennem Samforeneren, i de skabende væseners niveauer af sinds tjeneste. Men disse egenskabsbestemmelser begrænser ikke på nogen måde eller på anden vis den Evige Søn i den fulde og frie udøvelse af alle de guddommelige egenskaber af åndelig alvidenhed, allestedsnærværelse og almægtighed. Den Evige Søn gennemtrænger ikke personlig de iboende ånde potentieller i uendeligheden af den Guddoms Absolutte, men efterhånden som disse potentieller bliver virkelige, så kommer de indenfor det al-kraftige greb af Sønnens åndstyngdekrafts kredsløb. Personlighed er den Universelle Fars eksklusive gave. Den Evige Søns personlighed stammer fra Faderen, men han overdrager ikke personlighed uden Faderen. Sønnen giver oprindelse til en umådelig åndsskare, men sådanne afvigelser er ikke personligheder. Når Sønnen skaber personlighed, gør han det i samarbejde med Faderen eller med Samskaberen, som kan handle på vegne af Faderen i sådanne forhold. Den Evige Søn er således en medskaber af personligheder, men han overdrager ikke personlighed til nogen væsener og aldrig alene af sig selv skaber han personlige væsener.. Denne handlings begrænsning berøver imidlertid ikke Sønnen evnen til at skabe nogen eller alle typer andre-end-personlig virkelighed.

6 Den Evige Søn er begrænset i videregiven af skaber forret. I eviggørelsen af den Oprindelige Søn overdrog Faderen til ham kraft og særrettighed til senere forenelse med Faderen i den guddommelige virke med at frembringe yderligere Sønner besiddende skabende egenskaber, og det har de gjort og stadig gør. Men når disse koordinerede Sønner er frembragt, så er overførelse af forretten af skaberskab tilsyneladende ikke længere mulig. Den Evige Søn videregivelse kun skaberskabs kraft til den første eller direkte personliggørelse. Derfor, når Faderen og Sønnen forener for at personliggøre en Skabersøn, så opnår de deres formål; men den netop eksistens frembragte Skabersøn er aldrig i stand til at videregive eller overdrage forretterne af skaberskab til de mange forskellige Sønnerordner som han efterfølgende skaber, ikke desto mindre, så forekommer der i de højeste lokal universets Sønner, en meget begrænset refleksion af de skabende egenskaber af en Skabersøn. Den Evige Søn, som en uendelig og udelukkende personlig væsen, kan ikke fragmentere sin natur, kan ikke uddele og overdrage individualiseret dele af sin natur til andre væsener eller personer, således som den Universelle Far og den Uendelige Ånd gør. Men Sønnen kan og gør, overdrage sig selv som en ubegrænset ånd til at bade hele skabelsen og uophørlig trække alle ånde personligheder og åndelige virkeligheder til sig selv. Husk altid, at den Evige Søn er en personlig portrættering af ånde Faderen til hele skabelsen. Sønnen er personlig og intet andet, men personlig i den guddommelige betydning; sådan en guddommelig og absolut personlighed kan ikke oplæses eller fragmenters. Gudfaderen og Gudånden er i sandhed personlige, men de er også alt andet i tillæg til at være sådanne Guddoms personligheder. Skønt den Evige Søn ikke personlig kan deltage i overdragelsen af Tankerettere, så sad han i rådsforsamling med den Universelle Far i den evige fortid, godkendende planen og lovende endeløs samarbejde, når Faderen, i planlæggelsen af overdragelsen af Tankeretterne, foreslog til Sønnen, Lad os skabe mennesket i vores eget billede. Og således som Faderen ånde fragment bor indeni jer, således omslutter Sønnens ånde tilstedeværelse jer, mens disse to for altid arbejder som en for jeres åndelige fremgang. 6. ÅNDSSINDET Den Evige Søn er ånd og har sind, men ikke et sind eller ånd som dødelige sind kan forstå. Det dødelige menneske opfatter sind på endelig, kosmiske, materielle, og personlige niveauer. Mennesket observere også sinds fænomener i levende organismer som fungerer på det underpersonlig (dyr) niveau, men det er svært for ham at fatte arten af sind når dtte er forbundet med overmaterielle væsener og som en del af eksklusive personligheder. Sindet er imidlertid nødt til at blive anderledes defineret når det henviser til eksistens af åndsniveau, og når det er brugt til at betegne intelligente åndsfunktioner. Den slags sind som direkte er beslægtet med ånd er hverken sammenlignelig til det sind som koordinerer ånd og materie eller til det sind som kun er beslægtet til materie. Selv ånd er bevidst,til sinds, og er i besiddelse af varierede faser af identitet. Uden sind ville der i nogle faser ikke være åndelig bevidsthed i broderskabet af åndelige væsener. Tilsvarende til sind, evnen til at kende og blive kendt, er oprindelig hjemmehørende i Guddom. Guddom kan være personlig, førpersonlig, overpersonlig, eller upersonlig, men Guddom er aldrig ligeglad, det vil sige, aldrig uden evnen til i det mindste at kommunikere med lignende eksistenser, væsener, eller personligheder.

7 Den Evige Søns sind er ligesom det af Faderens men ulige ethvert andet sind i universet, og med Faderens sind er det stamfader til de forskellig artede og vidtstrakte sind fra Samskaberen. Faderens og Sønnens sind, den intelligens som er nedarvet til det absolutte sind af den Tredje Kilde og Center, er måske bedst illustreret i førsindet af en Tankeretter, for, skønt disse Fader fragmenter helt er udenfor Samforenerens sindskredsløb, så har de en form for førsind; de kender som de er kendt; de nyder det tilsvarende til menneskelig tænkning. Den Evige Søn er fuldstændig åndelig; mennesket er næsten udelukkende materiel;derfor vil meget som høre til den Evige Søns åndspersonlighed, til hans syv åndelige kloder som kredser om Paradis og til arten af de upersonlige skabelser af Paradissønnen, skulle vente til I opnår åndsstatus efter jeres fuldførelse af morontia opstigelsen (himmelfart) af lokal universet Nebadon. Og derpå, når du passere gennem superuniverset og videre til Havona, vil mange af disse ånds-skjulte mysterier blive blive klarere når du begynder at blive begavet med åndssindet åndelig indsigt. 7. DEN EVIGE SØNS PERSONLIGHED Den Evige Søn er den uendelige personlighed fra hvis ikke egenskabsløse personligheds lænker den Universelle Far undslap ved hjælp af fremgangsmåden af treenighedsgørelse, og i kraft af som han lige siden har fortsat at overdrage sig selv i endeløs overflod på hans altid-udvidende univers af Skabere og skabninger. Sønnen er absolut personlighed; Gud er fader personlighed personlighedskilden overdrageren af personlighed, personlighedsårsagen. Alle personlige væsner udleder personlighed fra den Universelle Far ligesom den Oprindelige Søn for evigt udleder sin personlighed fra Paradisfaderen. Paradissønnens personlighed er absolut og helt ånd, en åndelig kraft, og en virkelig personlighed. Sønnen er den åndelige og personlige Guds natur tydeliggjort til universerne summen og substansen af den Første Kilde og Center, afklædt af alt det som er ikkepersonlig, ekstraguddommelig, uåndelig og rent potentielt. Men det er umuligt at overføre et ord billed af skønhed og storslåethed af den Evige Søns himmelske personlighed til det menneskelige sind. Alt somsigter til at skjule den Universelle Far virker med næsten samme inflydelse i forhindringen af den begrebsmæssige genkendelsen af den Evige Søn. I må afvente jeres opnåelse af Paradis, og så vil i forstå hvorfor jeg var ude af stand til at portrættere karakteren af denne absolutte personlighed til forståelsen i det endelige sind. 8. DEN EVIGE SØNS VIRKELIGGØRELSE Angående identitet, natur, og andre personligheds egenskaber, så er den Evige Søn fuldstændig lige, i fuldkommen fuldendelse, og den evige genpart af den Universelle Far. På samme måde som det at Gud erden Universelle far, er Sønnen den Universelle Mor. Og alle os, høj og lav, udgør deres universelle familie. For at værdsætte Sønnens karakter, skulle I studere åbenbaringen af Faderens guddommelige karakter; de er for altid og uadskillelig en. Som guddommelige personligheder er de så godt som ikke til at skelne fra hinanden af de lavere intelligens ordnerne. De er ikke så sværre at genkende hver for sig af dem hvis oprindelse er i selve Guddommenes skabende handlinger. Væsener med fødsel i central universet og på Paradis kan skelne Faderen

8 og Sønnen ikke kun som en personlig enhed af universel kontrol men også som to adskilte personligheder fungerende i bestemte domæner af universets administration. Som personer kan du opfatte den Universelle Far og den Evige Søn som adskilte individer, for det er de virkelig; men i universernes administration er de sammenflettet og indbyrdes forbundet således at det ikke altid er muligt at skelne mellem dem. Hvor, i universernes anliggender, Faderen og Sønnen er truffet sammen i forvirrende indbyrdes forhold, er det ikke altid gavnligt at udskille deres funktioner; blot erindre at Gud er den indledende tanke og at Sønnen er det udtryksfulde ord. I ethvert lokal univers er denne uadskillelighed er personaliseret i Skabersønnens guddommelighed, som står for både Faderen og Sønnen til skabningerne på ti millioner beboede verdner. Den Evige Søn er uendelig, men han er tilgængelig gennem personerne af hans Paradissønnere og gennem den tålmodige tjeneste af den Uendelige Ånd. Uden Paradissønnernes overdragelses tjeneste og skabninger af den Uendelige Ånds elskede ministerium, kunne væsener af materiel oprindelse næppe håbe at nå den Evige Søn. Og det er lige så sandt: At med hjælp og ledelse fra disse himmelske virksomheder de Gud-bevidste dødelige vil hel sikkert nå Paradis og med tiden stå i den personlige tilstedeværelse af denne majestætiske Sønnernes Søn. Selv om den Evige Søn er forbilledet for dødelig personligheds opnåelse, vil I finde det lettere at forstå både Faderens og Åndens virkelighed fordi Faderen er den aktuelle overdrager af jeres menneskelig personlighed og den Uendelige Ånd er den absolutte kilde af jeres dødelige sind.. Men i jeres opstigelse på Paradisets sti af åndelig fremgang, så vil den Evige Søns personlighed i stigende grad blive virkelig for jer og hans uendelige åndelige sinds virkelighed vil blive mere skelnet af jeres i stigende grad åndeliggørende sind. Begrebet om den Evige søn kan aldrig skinne strålende i jeres materielle eller efterfølgende morontielle sind; ikke før i åndsgør og begynder jeres åndsopstigelse vil forståelsen af den Evige Søns personlighed begynde at kunne måle sig med levendegørelse af jeres begreb om den Skabersøns personlighed af Paradis oprindelse, som, i person og som en person, engang inkarneret og levede på Urantia som et menneske mellem mennesker. Overalt i jeres lokal universe erfaringer Skabersønnen, hvis personlighed er forståelig for mennesket, må kompensere for jeres manglende evne til at fatte den fulde betydning af den mere eksklusive åndelige, men ikke mindre personlige Evige Søn fra Paradis. I jeres fremskridt gennem Orvonton og Havona, når du lægger bag dig de levende billeder og dyb hukommelse af dit lokal univers Skabersøn, så vil denne forsvindende materielle og morontielle erfaring blive kompenseret for ved det for evigt forstørrende begreb og intensiverende forståelse af Paradisets Evige Søn, hvis virkelighed og nærhed altid vil forøges når i vendt imod Paradis gør fremskridt. Den Evige søn er en stor og strålende personlighed. Skønt det er udover det dødelige og materielle sinds kraft at fatte virkeligheden af sådan et uendelig væsens personlighed, så tvivl ikke, han er en person. Jeg ved hvad jeg taler om. Utallige gange næsten utællelige har jeg ståe i den guddommelige tilstedeværelse af denne Evige Søn og derefter rejst frem i universet for at udføre hans elskværdige befaling (bud).

9 [ Forfattet af en Guddommelig Rådsperson udpeget til at formulere denne redegørelse skildrende Paradisets Evige Søn. ]