Rejsebrev 7. Mandag den 14 april Kører vi fra Pinhão. Der er 83 km. til næste overnatning i Torre de Moncorvo tæt på den spanske grænse. Vejen følger ikke længere Dourofloden, så der er ikke havudsigt længere, men landskaber er smukt, vildt og voldsomt. De småbyer vi passerer lever stadig i noget der vel svarer til en sen middelalder i de gamle bydele, der står relativt uberørte, og ind imellem vidner om tidligerer tiders rigdom. De offentlige vaskehuse er stadig i brug, og bliver flittigt benyttet. Og et lille smil til fotografen er ikke noget problem. Torre de Moncorvo har ganske få tusinde indbyggere, På vej til Torre de Moncorvo. Vaskeriet. men de har etableret en dejlig autocamperplads med baderum, WC og el til vognen helt uden beregning. Og det står jo lidt i kontrast til de vilkår man lever under i de små bysamfund. Men det kan jo skyldes,at der er flere indtægter i de få turister, der trods alt forvilder sig ud i dette hjørne af Portugal. Og selv om vi i starten lå ret alene, var vi trods alt fire vogntog på et tidspunkt. "Vaskeriet" Torre de Moncorvo. Autocamperpladsen.
Tore de Moncorvo. Byen er ikke det helt store trækplaster. Men der er et nydeligt torv, kirke og en enkelt restaurant, der i de tidlige eftermiddagstimer er stuvende fuld af lokale gæster. Vi spenderede en spændende egnsret med det hele, og slap fra det for et meget beskedent beløb. Det skulle have været sidste stop i Portugal. Men som det ofte sker, når vi er på tur opstår der pludselige indskydelser undervejs. Kortet var gennemgået for en spændende oplevelse, så da vi den 16. april listede videre af de små veje, måtte vi dreje til højre til den lille flække, Mazouco. På vejen havde vi været vidne til såvel udviklingen i det lokale landbrug som infrastrukturen, der nok ikke helt står mål med dansk standard. Torre de Moncorvo. Kartoffelavleren har stadig gang i hest og svingplov. Fatter sørger for en tilpas læggefuge, og mutter klarer ilægning af kartoflerne, hvorefter fatter igen pløjer og samtidig dække den gamle fuge. Det er godt nok længe siden, vi har set den form for landbug, hos en dansk kartoffelavler! Kartoffelavler i marken. Kartoffelarbejder på vej hjem! Vi spørge altid pænt om vi må fotografere, og får altid et stort smil, et vink, og så er den i kassen. Eneste lille problem er, når de inden optagelse vi nette sig, som f.eks. vognmanden, der absolut ville have kasketten af.
Den lille stikvej ned til Mazaouco er bestemt ingen hovedvej, og vi er ikke sikre på, om vi overhoved kan finde en parkeringsplads. Men Lissie afsøgrer terrænet, og mener der er muligheder på kirkepladsen, hvorefter vi tager en forsigtig nedkørsel, i det forfængelige håb, at vi ikke møder for megen modgående trafik. På vej til Mazouco. Vi finder som forventet parkeringsmulighed på kirkepladsen, hvor vogntoget parkeres med størst mulig hensyntagen til øvrige brugere. Der går kun et par minutter, så banker en af de lokale på døren. Vi tror først vi holder til ulejlighed, men nej. Han vil blot høre På vej til Mazouco. omvi taler fransk og det gør vi desværre ikke og så i øvrigt byde os velkommen i byen! Og det gør man selvfølgelig ved pænt at give hånd! Torsten gik en lille byrundtur for at orientere sig, og blev hurtigt ledsaget af en lokal selvbestaltet guid, der på flydende portugisisk underholdt om byens serværdigheder. Det var nu ikke oget problem, for på tonelejet, var der noget der tydede på, at han kunne var mere eller mindre døv. Og så skal man jo bare nikke medvidende på de rigtige tidspunkter! Mazouco. Kirkepladsen. De eneste brokker der var forståelige, var når han sagde antika. Så var Torsten klar over, at det var noget gammelt lort, der trængte til en kærlig hånd. Og det var der meget af selv om EU s udviklingsfond også her havde sponseret 1 mio.. Men hvor langt kommer man med dem selv her! Mazouco. Torsten s byguid.
Byen havde nu også en lille café. Vi forsøgte os med to øl, der blev serveret uden glas. Så det blev til to kolde fra kassen! Og så gik der ikke to minutter, før en af de lokale satte sig ved vores bord og underholdt os om egne oplevelser i Warszhawa på en blanding af portugisisk, polsk og en enkelt engelsk brokke. Så det havde vi megen glæde af! Vi tog en enkelt overnatning, og kunne observere indbyggerne cirkulere omkring kirkepladsen. Sidde på de dertil indrettede bænke, og sludre tilsyneladende om løst og fast, men nok også om de to gæster, der havde lagt deres vej forbi. Byen ligger på grænsen til Spanien, hvor Douro er grænseflod. Man dyrker lidt vin, oliven og mandler, men ellers er der ikke de store indtægter her. Beskiltningen vidner da også om en vis flugt fra området af unge mennesker. Her advarer man ikke om legende børn på gaden, men trafikanter, der kan være lige så farlige! Mazouco. Caféliv. "To kolde fra kassen". Mazouco. Torsdag den 17. april kører vi fra Mazouco. Sidste dag i Portugal på denne tur. På den anden side af Douro venter Spanien igen. Vi passerer det store dæmningsanlæg ved Barragem de Bemposta, næste stop er Zamora efter en hyggelig køretur på 136 km. Barragem de Bemposta.
Zamora ligger også ved Douro-floden lidt inden den danner grænseflod. Vi er heldige, ligger der i påskedagene, hvor byen afvikler de største påskeoptog i Spanien. Fra den 10. til den 20. april er der op til tre gange om dagen optog gennem byen, hvor de største har godt 5.000 deltagere. Hele den gamle by er spærret af, og turisterne står som en lang kødrand langs hele ruten. Vi fulgte optoget Skærtorsdag, hvor man bar 17 religiøse fremstilliger af Jesus lidelser gennem byen. Og efter sådan en tur, er det vi igen fravælger vores barnetro, og bliver ateister! Men flot og imponerende er det nu. Og er der noget den katolske kirke kan, så er det at Zamora. imponere! Zamora.Påskeoptog. Zamora. På vej til arbejde! Zamora. Påskeoptog Et par dage tidligere har vi modtaget et Nødopkald fra vores gode venner Leif og Vivian. De kører til Zaragoza, og syntes det kunne være hygeligt at mødes, da vores tur også har denne by på programmet. Og det er vi bestemt enig i. Vi skyr ingen midler for at mødes med gode venner, hvis det er muligt, så vi drøner ind over den spanske højslette, tørrer sveden af panden efter næsten 500 km. i bagende sol, og slår os ned ved et veldækket bord og hyggeligt samvær.
Pladsen er vel ikke det helt store! Men det betyder ikke noget i gode venners selskab. Vi måtte dog lige skabe ro på pladsen først, da man i receptionen mente, at vi alle elskede at lægge øre til spansk radios program 3 gennem pladsens højtaleranlæg. Og det var vi trods alt nogle stykker, der ikke gjorde, hvilket man tog efterretteligt! Der blev fortalt mange små anekdoter fra turen, Måske let pyntede, men morsomt skal det jo være! Der blev tæsket i kortene til sent om aftenen, og resultatet har vi også for længst fortrængt. Det er nu heller ikke til at genskabe, da Leif straks efter spillet, destruerede papiret på betrygende vis!!! Zaragoza. Hygge med Leif og Vivian. Pladsen ligger lidt udenfor byen. Da Lissies knæ ikke kunne klare mere, tog Torsten alene en lille cykletur, og forevigede den smukke kirkeplads og bagsiden ned mod floden Ebro. Zaragoza. Kirkepladsen. Zaragoza. Ebro-floden. Søndag den 20. april bryder vi op fra Zaragoza. Vi har palnlagt at køre over Pyrenæerne ad en anden rute end tidligere. Det bliver ad N 230 og Túnel de Vielha med stop campingplads i El Ponte de Suerte. Pyrenærene. Vi har desværre regndis hele vejen op, men nyder alligevel en fantastisk udsigt og køretur. Pyrenærene.