Studiekreds 2015-3 Sidste gang beskæftigede vi os primært med de relativt ny-opdagede (1994) megalit-anlæg i det anatolske område i det sydøstlige Tyrkiet. Selvom anlæggenes akse-orienteringer tydeligvis var relateret til objekter på himlen, så var det primære formål med opførelsen sandsynligvis af rituel karakter. Datiden syn på himlen og hvad der afspillede sig dér var dengang ganske anderledes. Denne gang skal vi se på megalitanlæg i Europa og det nordlige Afrika. Vi er forbi Yngre Dryas og fire årtusinder længere fremme i tiden, hvor den globale opvarmning for alvor tager til hen mod det holocæne maksimum. Flora og fauna udviklede sig, og Europa blev attraktiv for de østfra indvandrede jæger/samler-kulturer. I det nordlige Afrika medførte den tiltagende varme, at zonen med monsunregn med varme, fugtige luftstrømninger fra det varme Indiske Ocean forskydes mod nord. Tidligere lå zonen (som i dag) ind over det Etiopiske højland og det sydlige Sudan, men det kom til at dække Ægyptens vestlige ørken og det meste af Libyen. Indvandrerne til det dengang attraktive, grønne Sahara opførte som i Europa adskillige gigantiske megalitanlæg. Begge steder antydes en udvikling, der i løbet af et enkelt årtusind går fra det rituelle hen mod en mere praktisk orienteret anvendelse som kalenderstyring og en mere analyserende indsigt i stjernehimlens tilsyneladende bevægelser. Det sker samtidig med overgangen fra jæger/samlerstrategier til en mere landbrugsorienteret økonomi. Også Solens og Månens gang har nogle steder spillet en stor rolle. De mystiske formørkelser har udfordret intellektet og visse steder kunne det se ud som om, der forsøgt at opføre systemer, der kunne aflæse og forudsige kommende formørkelser. Vi ser på kronologien og mønstre i udformninger af anlæg i de områder, vi i dag kender som England, Frankrig, Tyskland, Portugal og Sahara. Stonehenge i England har måske en længere historie end tidligere antaget
Det er påfaldende, at mange af de europæiske anlæg er opført inden for samme årtusinde, dvs. i løbet af få århundreder efter 5.000 fvt. Det gælder Carnac-anlæggene i Frankrig, Almendes og Monsaraz i Portugal, Goseck i Tyskland og måske også området omkring Stonehenge i England. Nyere overfladegennemtrængende optagelser af området ved Stonehenge afslører nemlig tidligere omfattende aktivitet. Det ser vi på. I Sahara, hvis miljø allerede begyndte at ændre sig mod savanne-karakter omkring 8-9.000 fvt, eksisterede der tydeligvis to kultur-typer. De første jæger/samler-kulturer kan stamme fra Nildalen, der oplevede kaotiske forhold omkring 10.000 fvt (Wild Nile Phase), hvor bopladser, fiskepladser, de ellers frodige fourageringsområder langs Nilen var permanent oversvømmet. Bosætterne måtte fortrænge til de nye områder øst og vest for floddalen. Men der var også tegn på en tidlige domesticering af dyr og planeter. Efter den kortvarige tørkeperiode (6.200 BC) kommer en ny migration fra Mellemøsten, hvorfra de medbringer en udviklet landbrugs-økonomi. De har tilsyneladende også interesse for opførelse af megalit-konstruktioner. De etablerer også ceremonielle anlæg, men tilfører elementer, der afslører en interesse for de kalenderstyrende astronomiske og orienteringsmæssige formål. Dette regionale center ved Nabta Playa er også dateret til at være opført mellem 5.000 og 4.000 fvt. Den ældste er kalendercirklen, der fanger solopgangen, når den sker ved azimut 70 5-6 uger før sommersolhverv. Det passede med starten på regntiden. De næste indvandrere etablerer andre og større anlæg med km-lange megalitlinjer, hvoraf nogle med sikkerhed har kalenderstyrende funktioner. Andre linjer kunne med samme teknik bruges til
orientering i det vidtstrakte Sahara, hvor man risikerede at miste livet, hvis man mistede orienteringen. Fra det centrale søjle/stenkreds anlæg udgår radiært 5-6 megalitlinjer, rettet mod azimut for klare stjerners opgange (Arcturus, bæltestjernerne og Sirius). De to sidstnævnte B2 og B1, rettet mod Orions bælte og Sirius, blev brugt til at fastlægge årets slutning og start på regntiden ved iagttagelse af disse stjerners heliakiske opgange. En tradition, der blev fasthold i den efterfølgende dynastiske Nilkultur. Da Sahara omkring 3.200 fvt. tørrede ud og blev til den ørken, vi kender i dag, blev denne kultur fra Mellemøsten af klimaændringen presset mod Mali, Sudan men først og fremmest mod Nildalen, hvor de sandsynligvis med deres indsigt kom til at dominere de lokale grupper. De har mindst to steder sat deres præg på de efterfølgende årtusinders symboler og kalendersystemer. Datidens interesse for astronomi ændrede sig i denne periode fra at være en platform for rituelle aktiviteter, der måske har haft en relation til de voldsomme klimatiske ændringer, der skete i årtusinderne før, til en mere praktisk tilgang, hvor iagttagelserne kunne bruges til planlægning af årets aktiviteter. For nutidens mennesker er kalenderen den mest selvfølgelige hjælp til
planlægning en kalender vi kan købe i butikken. Helt så nemt var det ikke i fortiden. Men de var på vej med astronomiens hjælp /BFJ