Aage Michelsen Professor Juridisk Institut Aarhus Universitet 27. november 2013 Skattepligtens ophør ved fraflytning 1. Indledning Ved afgørelsen af, hvorvidt en fysisk person er ubegrænset skattepligtig i Danmark i medfør af KSL 1, stk. 1, nr. 1, overses det ofte både af skattemyndighederne og af skatteydernes rådgivere, at det er meget centralt, at der klart sondres mellem tilflytning og fraflytning, idet det ved fraflytning er tilstrækkeligt til, at ubegrænset skattepligt består i Danmark, at skatteyderen har bopæl i Danmark. Ved tilflytning skal to betingelser være opfyldt: 1) at skatteyderen har bopæl i Danmark, jf. KSL 1, stk. 1, nr. 1, og 2) at skatteyderen har taget ophold i Danmark, jf. KSL 7, stk. 1. 1
2. Eksempel på betydningen af sondringen mellem tilflytning og fraflytning TfS 1998, 606 H. Vigtigheden af at sondre mellem fraflytning og tilflytning kan illustreres af TfS 1998, 606 H, hvor det først ved Højesteret blev erkendt, at det var tale om en tilflytningssag og ikke om en fraflytningssag. Dommen handler om en mand, som i mange år havde arbejdet på olieplatforme efter mønstret 28 dage på arbejde og 28 dage fri. I indkomstårene 1979-1983 anså de stedlige skattemyndigheder manden for ubegrænset skattepligtig. Landsskatteretten statuerede imidlertid i 1986, at han ikke havde bopæl i Danmark. Inden kendelsen blev afsagt havde de stedlige ligningsmyndigheder sat han i skat for 1984, og senere tillige for 1985. Dommen drejede sig om disse 2 år. sagerne blev indbragt for Landsskatteretten. Denne gang blev resultatet i 1990, at manden blev anset for ubegrænset skattepligtig i Danmark. I august 1984 fik manden en datter med en herboende kvinde. han betalte underholdsbidrag til barnet. Han havde endvidere postadresse hos barnets moder. Til brug for Højesteret blev der afgivet nye vidneforklaringer. Det blev bl.a. sandsynliggjort, at skatteyderen ikke levede i et papirløst samlivsforhold af ægteskabslignende karakter med barnets moder. I Højesterets præmisser hedder det bl.a.: "Hyldgaard Andersens adgang til at besøge Lone Olsen kan herefter ikke - heller ikke sammenholdt med hans tilknytning til Danmark i øvrigt - føre til, at han kan anses at have erhvervet bopæl i Danmark i 1984 og 1985, jf. kildeskattelovens 1, nr. 1, og 7, stk. 1." 2
TfS 1998, 606 H dokumenterer klart betydningen af bevis. 3. Forarbejderne til statsskatteloven Det fremgår klart af forarbejderne til statsskatteloven (herunder vejledningen til statsskatteloven), at meningen var, at der ved afgørelsen, om en person har bopæl i Danmark, skal lægges vægt på både objektive forhold og subjektive forhold, jf. nærmere Kjeld Lund Andersen, SR-Skat 2003/3 s. 187 ff. ("Hvem var og hvem er skattepligtige til Danmark") 4. Forarbejderne til kildeskatteloven Det fremgår også at forarbejderne til kildeskatteloven, der trådte i kraft i 1970, at det ikke har været hensigten at ændre på statsskattelovens opfattelse af bopælsbegrebet. I cirkulære nr. 135 af 4/11 1988 til kildeskatteloven hedder det i pkt. 3: "Ved afgørelsen af om denne betingelse er opfyldt, lægges der vægt på, om de pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at de agter at have hjemsted her." I Den juridiske vejledning 2013-2 C.F.1.2.1 hedder det: "Ved afgørelsen af, om betingelsen om bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om personen ved at etablere husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. Så det er både de faktiske boligforhold og den/de subjektive hensigter, der har betydning for, om personen er fuldt skattepligtig her i landet efter KSL 1, stk. 1, nr. 1." 3
5. Teoretisk diskussion om, hvorvidt bopælsbegrebet med kildeskatteloven er blevet gjort til et rent objektivt begreb 5.1 Ved gennemførelsen af kildeskatteloven var der overvejelser om at objektivere bopælsbegrebet. Resultatet blev, at der ikke med gennemførelsen af kildeskatteloven blev gennemført et objektiveret bopælsbegreb Som følge af disse overvejelser op stod der i teorien en diskussion om, hvorvidt bopælsbegrebet med kildeskatteloven var blevet objektiveret. Se især Thøger Nielsen, Indkomstbeskatning II, 1972 s. 121 ff., samme i U 1982 B s. 125 ff. og samme, U 1982 B s. 286 f, der giver udtryk for, at der er sket en objektivering af bopælsbegrebet, men herimod Aage Michelsen, U 1982 B s. 269 ff., samme i U 1982 B s. 1982 B s. 287 f og samme, Internationalskatteret, 3. udg. 2003 s. 124 ff. Det følger af praksis, at der ikke med kildeskatteloven er indført et nyt bopælsbegreb. To eksempler fra praksis skal nævnes: 5.2 U 1982.708 Ø. Skatteyderen fik et overordnet job i Brasilien. Han rejste til Brasilien den 7. april 1973, medens hans hustru og deres 2 børn blev boende i den skatteyderen tilhørende ejendom i Danmark indtil de den 16. august 1973 rejste til Brasilien. I juni 1974 rejste skatteydere og hans familie tilbage til Danmark for at holde ferie i en kortere periode. Imidlertid var der udbrudt en meningitis i Brasilien. Af hensyn til børnene vendte skatteyderen alene tilbage til Brasilien. Hans hustru traf hans en 4
anden mand, og i november 1974 rejste skatteyderen tilbage til Danmark for redde sit ægteskab. Den 15. 1975 fratrådte skatteyderen sin stilling i Brasilien. Landsskatteretten fandt det sandsynliggjort, at skatteyderen havde haft til hensigt at bosætte sig varigt i Brasilien, og han ved udrejsen fra Danmark må anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder fandt landsretten af de i Landsskatterettens kendelse anførte grund, at sagsøgte ved udrejsen havde opgivet sin bopæl her i landet. 5.3 TfS 1986, 299 Ø. I sagen fik skatteyderen en overordnet stilling I Schweiz. Skatteyderens hustru ønskede at blive boende i Danmark af hensyn til et barns skolegang. Hun og børnene blev boende i deres villa. Kammeradvokaten gjorde for landsretten gældende, at der med støtte i kildeskattelovens forarbejder var sket en ændring af det skatteretlige domicilbegreb, således at skattepligten for fraflyttere nu består, indtil de opgiver boligen og dermed bopælen i Danmark. Domicilbegrebet skal ikke længere afhænge af en konkret vurdering af bred kreds af tilknytningsmomenter. Landsretten bemærkede hertil: "Den af sagsøgte hævdede ændrede forståelse af det skatteretlige domicilbegreb findes ikke at have fornøden støtte i kildeskattelovens ordlyd, lovens motiver eller i oplysningerne om lovens tilblivelse. sagsøgeren har ubestridt fra 1. april 1980 taget bopæl i Schweiz, hvor hans faste arbejde nødvendiggør hans løbende tilstedeværelse Da bevarelsen af en bolig i Danmark skyldes særlige hensyn af midlertidig art, og da de yderligere foreliggende tilknytningspunkter til Danmark må anses for at være af underordnet betydning, finder retten ikke, at 5
sagsøgeren skatteretligt tillige bevarede bopæl I Danmark efter udrejsen til Schweiz." Sagen blev anket til Højesteret, men anken blev senere hævet. 5.4 Andre domme 5.4.1 TfS 2001, 369 H En skatteyder fraflyttede 25/6 1984 sin ejerlejlighed i København og var ifølge en F-54 erklæring udstedt af de spanske myndigheder fra samme dato bosat i Spanien. Skatteyderen solgte ejerlejligheden i december 1984 med overtagelse af køber den 1/3 1985, ligesom hun solgte en anden ejerlejlighed til et anpartsselskab, hvori hun selv var direktør. Anpartsselskabet erhvervede samtidig yderligere en lejlighed i samme lejlighed. Skatteyderen købte i juni 1984 et sommerhus i Græsted. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde opgivet sin bopæl i Danmark, og anså hende for hjemmehørende i Danmark og således fuldt skattepligtig her. Højesteret lagde til grund, at sommerhuset havde været benyttet af skatteyderen i betydeligt omfang, og den af selskabet erhvervede lejlighed måtte anses at have stået til rådighed for hende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen ikke kunne anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og efter en samlet bedømmelse af hendes tilknytning til henholdsvis Spanien og Danmark tiltrådte Højesteret, at skatteyderen måtte anses for hjemmehørende i i Danmark. 5.4.2 TfS 2001, 493 H En skatteyder meldte i 1980 flytning til Spanien, hvor han ejede en lejlighed samt 5 ubebyggede grunde. Ved fraflytningen udlejede han sin 6
tidligere bolig i Danmark uopsigeligt for en periode på 3 år. Der forelå endvidere en F-54-erklæring fra de spanske myndigheder, ifølge hvilken skatteyderen var skattepligtig til Spanien fra 1980. Han indgav selvangivelse for 1980-1983 til de spanske skattemyndigheder, mens han i Danmark selvangav sig som begrænset skattepligtig. Han drev i den nævnte periode udlejningsvirksomhed i Danmark dels i personlig regi, dels via et anpartsselskab med 20 udlejningsejendomme. Skatteyderen havde bevaret bopælsmulighed i 2 ejendomme i Danmark. Højesteret bemærkede, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at han havde opgivet bopælen i Danmark. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark i indkomstårene 1980-1986. Højesteret lagde vægt på, at han havde haft familie, der var bosat i Danmark, og at han ikke havde familie i Spanien. Han havde erhvervsmæssige interesser aktiviteter i såvel Spanien som Danmark, men aktiviteterne i Danmark havde langt det betydeligste omfang. Han opholdt sig omtrent halvdelen af året i Danmark. Højesteret fandt, at skatteyderen efter en bedømmelse at tilknytning til Danmark og Spanien måtte anses for hjemmehørende i Danmark. 5.3.3 SKM2007.501.HR Skatteyderen, der drev et IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i 2 forskellige lejligheder i Belgien. Herefter hævdede han at have boet dels hos en ven, dels i et pensionat frem til 1996. Skatteyderens kone og deres mindreårige søn blev boende i Danmark i familiens ejendom, men opholdt sig dog i Belgien i en periode på ca. et år fra l992-1993, umiddelbart efter at skatteyderen havde fået en blodprop i hjertet og 7
derefter var sygemeldt i en periode. IT virksomheden blev fortsat drevet fra skatteyderens bopæl i Danmark, og indtægterne i IT virksomheden oversteg gennem hele perioden skatteyderens indtægter fra Kommissionen, som hidrørte fra tidsbegrænsede kontrakter. Skatteyderen, der ikke havde indgivet selvangivelse til de belgiske skattemyndigheder eller betalt skat i Belgien, havde først for Højesteret gjort hældende, at han var fuldt skattepligtig til Belgien og havde skattemæssigt hjemsted der. Højesteret fandt det ubetænkeligt af fastslå, at skatteyderen havde den stærkeste personlige og økonomiske forbindelse til Danmark og dermed var hjemmehørende i Danmark i årene 1992-1995, jf. den dansk-belgiske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4, stk. 2. 6. Eksempler fra nyere praksis 6.1 SKM2011.417.ØLR. Skatteyderen, der var marokkansk gift, fraflyttede Danmark den 15/19 2006 til Marokko. Skatteyderen havde tidligere boet til leje i en lejlighed i en ejendom, som hans selskab ejede. Lejligheden blev på fraflytningstidspunktet udlejet til en søn. Skatteyderen og hans selskab ejede endvidere flere udlejningsejendomme i Danmark. Det blev lagt til grund, at skatteyderen kun besøgte Danmark i få uger efter fraflytningen, og at han drev erhvervsvirksomhed i Marokko. Det blev herefter anset for godtgjort, at skatteyderen ved fraflytningen ikke længere havde bopæl i Danmark, idet landsretten bemærkede, at udlejningsvirksomheden i Danmark, hvor der som led i den almindelige drift var ledige lejemål, herunder på fraflytningstidspunktet, ikke kunne føre til et andet resultat. 8
6.2 SKM2011.438:BR. I sagen gjorde hovedanpartshaveren i et tysk selskab gældende, at han i perioden 2. oktober 2000-31. december 2001 ikke var skattepligtig til Danmark, men til Frankrig. Retten udtalte, at hovedaktionæren, da han forud for den 1. oktober 2000 ubestridt havde bopæl i Danmark, havde bevisbyrden for, at han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og som følge af den forholdsvis korte periode, hvor hovedanpartshaveren havde gjort gældende, at han ikke var skattepligtig til Danmark, var bevisbyrden skærpet. Efter en konkret vurdering fandt retten ikke, at skattepligten til Danmark var opgivet. 6.3 SKM2011.815.LSR. Skatteyderen i sagen udrejste den 3. januar 2009 til Tyskland. Skatteyderens ægtefælle og ægteparrets datter blev boende på deres på deres ejendom i Danmark indtil den 1. august 2009. Landsskatteretten finder imidlertid, at det må anses for godtgjort, at skatteyderen i forbindelse med udrejsen til Tyskland den 3. januar 2009 havde til hensigt at bosætte sig varigt i udlandet. Der er lagt på, at skatteyderen den 3. januar 2009 flyttede til Tyskland for at tiltræde en tidsubegrænset stilling hos en tysk arbejdsgiver, og at hans faste arbejde har nødvendiggjort hans løbende tilstedeværelse i Tyskland. Der er endvidere lagt vægt på, at bevarelse af en bolig i Danmark og ægtefælles ophold i Danmark efter skatteyderens udrejse skyldtes forhold af midlertidig karakter. Skatteyderens ægtefælle og ægteparrets datter blev boende i ejendommen i Danmark, indtil datteren havde færdiggjort 1. gymnasieklasse. Ejendommen i dommen blev herefter sat til salg den 7. juli 2009, og skatteyderen og hans ægtefælle købte med overtagelsesdag den 9. juli 2009 en ejerlejlighed i Tyskland. Skatteyderens ægtefælle og ægteparrets datter meldte den 1. august fraflytning til Tyskland, hvor de sammen med skatteyderen flyttede ind i ejerlejligheden i Tyskland, og 9
hvor det meste indbo blev flyttet fra ejendommen i Danmark til ejerlejligheden i Tyskland. Der blev endvidere lagt vægt på, at skatteyderen og hans ægtefælle fortsat er er bosiddende i Tyskland, og at skatteyderen har været fuldt skattepligtig til Tyskland efter reglerne for derboende personer. Landsskatteretten finder derfor, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark i henhold til KSL 1, stk. 1, nr. 1, ophørte den 3. januar 2009 i forbindelse med fraflytning til Tyskland. I sagen blev der henvist til Østre landsrets dom i TfS 1996, 299 Ø. 6.4 I SKM2012.523.LSR medførte en flytning til Cypern ikke, at dansk skattepligt ophørte, og skatteyderen ansås fortsat for hjemmehørende i Danmark for indkomståret 2006, bl.a. henset til, at ægtefællen fortsat boede i Danmark. 6.5 SKM2013.394.ØLR. Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt skatteyderen havde opgivet sin fulde skattepligt til Danmark, jf. KSL 1, stk. 1, nr. 1. Skatteyderen flyttede til Spanien på et tidspunkt, hvor hans ægtefælle forblev i Danmark i et hus ejet af hende. Ægtefællens forbliven i Danmark skyldtes bl.a., at parrets datter var afgået ved døden efter kort tids sygdom og havde efterladt sig tre børn i alderen 1-5 år. Ægtefællen blev i Danmark for i en periode at tage sig af disse børnebørn. Landsretten fandt efter en samlet konkret vurdering, at ægtefællens fortsatte ophold i Danmark skyldtes særlige forhold af midlertidig karakter. På dette grundlag, og da skatteyderens øvrige tilknytningspunkter til Danmark fandtes af 10
underordnet betydning, havde skatteyderen ikke bevaret bopæl i Danmark efter udrejsen til Spanien i oktober 2007. 7. Praksis vedrørende fremleje og udleje 7.1 Generelt Se Den juridiske vejledning 2013-2 C.F.1.2.3. Hvis en skatteyder fremlejer/lejer boligen uopsigeligt i mindst 3 år, sidestilles det med afståelse af bolig, jf. TfS 1992, 316 H og TfS 1994, 217 TS. 7.2 Et andet resultat er Landsskatteretten nået frem til i TfS 1991, 132 LSR, jf. hertil Bent Munch Pedersen, TfS 1991, 125. I sagen var en andelslejlighed kun fremlejet i 2 år. Landsskatteretten fandt, at det under de foreliggende omstændigheder måtte anses som utvivlsomt, at hun ikke kunne antages at have haft til hensigt fortsat at have hjemsted her i landet, jf. også Skatteministeriets kommentar i TfS 1991, 166. 8.Sommerhuse i Danmark 8.1 Sommerhus konstituerer normalt ikke bopæl i Danmark. Men der må ikke være tale om en maskeret helårsbolig 8.2 SKM2007.533.ØLR. I sagen havde et ægtepar lejet en møbleret lejlighed i Schweiz, og de opholdt sig her og i udlandet i øvrigt i tre 11
fjerdele af året. De havde siden fraflytningen ejet et sommerhus i Danmark. Sommerhuset var egnet til helårsbeboelse, men kunne ikke lovligt anvendes hertil. De opholdt sig i sommerhuset i en fjerdedel af året (hovedsagelig i sommerhalvåret). De havde ingen familiemæssig tilknytning til Danmark og ingen væsentlige interesser her. Landsretten fandt efter en helhedsbedømmelse, at ægtefællerne ved indgangen til indkomståret 2005 ikke kunne anses for fuldt skattepligtige til Danmark. 8.3 SKM2007.710.BR havde skatteyderen meldt flytning til Tyskland og havde erhvervet en møbleret lejlighed i Tyskland. Efter en konkret bevisbedømmelse ansås han ikke for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at skatteyderen rådede over et sommerhus i Danmark, som tidligere havde været benyttet som helårsbeboelse af skatteyderens søn, samt at skatteyderens mindreårige datter blev boende i skatteyderens helårshus, da skatteyderen etablerede bopæl i Tyskland. Skatteyderens søn flyttede endvidere omkring samme tidspunkt ind på ejendommen. Retten fandt endvidere, at skatteyderen måtte anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, jf. art. 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Tyskland. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens børn boede i Danmark, samt at skatteyderen fortsat arbejdede i Danmark. 8.4 I SKM2008.906.BR flyttede skatteyderen til Tyskland, hvor han lejede en bolig, indtil han efter 3 år flyttede tilbage til Danmark. Sagen angik, hvornår han i dette tidsrum var fuldt skattepligtig til Danmark. Skatteyderen ejede et sommerhus, der lå få kilometer fra det sted, hvor skatteyderen gennem et anpartsselskab drev en virksomhed både før og efter fraflytningen. Hans eneste erhvervsindtægt hidrørte fra selskabet, 12
som han beherskede. Han opretholdt i hvert fald i halvandet år et forhold til sin datters mor, og han opholdt sig i Danmark i et betydeligt omfang. Byretten fandt herefter, at skatteyderen var fuldt skattepligtig til Danmark efter KSL 1, ligesom han efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, hvorfor Danmark var hans skattemæssige hjemsted. 8.5 SKM2010.486.LSR. Efter fraflytning til Sverige var skatteyderen fortsat skattepligtig til Danmark, da han fortsat havde bopælsmulighed i et stort sommerhus i Vestjylland som var godkendt til helårsbeboelse. Efter fraflytningen havde skatteyderen derfor dobbelt domicil i Danmark og i Sverige. Da skatteyderen havde en fast og vedvarende bolig i Sverige, medens han alene havde en bopælsmulighed i Danmark, og da han faktisk boede og arbejdede i Sverige, blev han anset for hjemmehørende i Sverige. 8.6 I SKM2011.368.SR blev det udtalt, at ophold i hotelværelser og hotellejligheder som udgangspunkt ikke medfører, at en skatteyder anses for at have bopæl til rådighed i Danmark i relations til KSL 1, stk. 1, nr. 1. 8.7 I SKM2005.396.LSR blev de statueret, at en pensionist, der efter planlovens bestemmelser havde en personlig ret til at bo i et sommerhus hele året, ansås for at have bevaret sin bopælsmulighed her i landet, og hans fulde skattepligt hertil landet var derfor bevaret efter fraflytningen til udlandet. 8.8 SKM2006.168.SR. En skatteyder havde som efterlønsmodtager ret til at anvende sit sommerhus til helårsbolig. Derfor vil skatteyderen ved 13
fraflytning til Spanien fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark. Skatterådet tiltrådte, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark vil ophøre, såfremt han overdrager sin halvdel af sommerhuset til sin ægtefælle i forbindelse med hans og ægtefællens fraflytning til Spanien, jf. hertil kritisk Aage Michelsen, R & R 2006/5 SM s. 126 ff. Se også SKM2006.267.SR. (En folkepensionist, som vil sælge sit helårshus og flytte til Spanien, vil fortsat være fuldt skattepligtig til Danmark, så længe han ejer et sommerhus i Danmark). 9. Dobbeltbeskatningsklausulerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, normalt art. 4, stk. 2 9.1 Generelt I de fleste dobbeltbeskatningsoverenskomster findes der en artikel svarende til art. 4, stk. 2, i OECD's modeloverenskomst, der lyder således: "Hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stk. 1 anses for hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal følgende regler gælde: a) hans skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed. Såfremt han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunktet for sine livsinteresser); 14
b) kan det ikke afgøres, i hvilken af de to stater han har midtpunktet for sine livsinteresser, eller han har ikke en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig, c) opholder han sig sædvanligvis i begge stater, eller har han ikke sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger; d) er han statsborger i begge stater, eller er han ikke statsborger i nogen af dem, vil de kompetente myndigheder i de to kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale. Kommentarerne til Modeloverenskomsten giver ikke megen vejledning til, hvordan de enkelte led nærmere skal forstås. Men kommentarerne synes at måtte forstås på den måde, at art. 4, stk. 2, indeholder en klar prioritetsorden, jf. således Jørn Qviste, U 1990 B s. 452 f og Aage Michelsen, International skatteret, 3. udgave 2003 s. 161 med henvisninger. Sml. Frederik Zimmer, Internatiosjonal innteksskatterett, 4. utgave 2009 s. 132, der giver udtryk for, at det er vanskeligt at opretholde det absolutte hierarki. Højesteret har i flere domme givet udtryk for, at der skal foretages en samlet vurdering., jf. de foran under 5.3 omtalte domme i TfS 2001, 391 H, TfS 2001, 493 H, SKM2004.257.HR og SKM2007.501.HR. 15
Problemstillingen med dobbelt domicil bliver givetvis mere og mere relevant, da flere og flere personer på grund af internationaliseringen vælger af personlige og/eller arbejdsmæssige grunde at have dobbelt domicil. 9.2 Selv om det andet land får status som domicilland i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand, bliver skatteyderen fortsat anses som ubegrænset skattepligtig i Danmark i internretlig forstand, jf. KSL 1, stk. 2, hvilket indebærer, at skatteyderen kun kan fratrække udgifter, der vedrører indtægter, som Danmark efter overenskomsten kan beskatte, 10. Afslutning Finder en objektivering sted af bopælsbegrebet, vil det resulteres i, at det ofte i tilfælde af dobbelt domicil vil dobbeltbeskatningsoverenskomsternes dobbeltdomicil i normalt art. 4, stk. 2, der bliver afgørende for, i hvilket land skatteyderen vil blive anset for ubegrænset skattepligtig, jf. således Frederik Zimmer i Festkrift til Jan Pedersen, 2011 s. 489 ff. ("Hvem bor i Norge?). 16