Rusmiddelundersøgelsen. Rusmiddelundersøgelsen

2035677_Omslag Rusmiddel 10/04/03 10:57 Side 1 Rusmiddelundersøgelsen Undersøgelsen beskriver og analyserer bl.a. - misbrug blandt kriminalforsorgens klientel - misbrug og kriminalitet - misbrugernes behandlingsmotivation - hvilke misbrugere modtager behandling - misbrugsbehandling og behandlingsresultater - nogle mulige årsager til stofmisbrug Kriminalforsorgen Rusmiddelundersøgelsen 2001 Rusmiddelundersøgelsen Misbrug blandt Kriminalforsorgens klientel Peter Kramp Gorm Gabrielsen Annemarie Lund Alette Reventlow Anne-Marie Sindballe

Rusmiddelundersøgelsen misbrug blandt kriminalforsorgens klientel Peter Kramp Gorm Gabrielsen Annemarie Lund Alette Reventlow Anne-Marie Sindballe 1

Rusmiddelundersøgelsen Justitsministeriet Direktoratet for Kriminalforsorgen København, marts 2003 ISBN 87-90581-20-2 Tryk: Saloprint a/s Oplag: 500 2

Indholdsfortegnelse Forord...5 Resume...7 1 RUSMIDDELUNDERSØGELSEN... 19 1.1 INDLEDNING... 19 1.2 RUSMIDLER OG BEHANDLING I KRIMINALFORSORGEN... 20 1.2.1 ALKOHOLMISBRUG... 20 1.2.2 ALKOHOLISTBENÅDNINGSORDNINGEN... 23 1.2.3 STOFMISBRUG... 24 1.2.4 STOFMISBRUG I KRIMINALFORSORGEN... 26 1.2.5 KOMMENTAR... 28 1.3 VIDENSKABELIGE UNDERSØGELSER AF KRIMINELLE MISBRUGERE... 28 1.3.1 TIDLIGERE DANSKE UNDERSØGELSER... 29 1.3.2 UDENLANDSKE UNDERSØGELSER... 31 1.4 UNDERSØGELSENS PRAKTISKE GENNEMFØRELSE... 32 1.5 DATAMATERIALET... 33 1.5.1 DATAMATERIALETS PÅLIDELIGHED... 34 1.5.2 DATAMATERIALETS GENERALISERBARHED... 37 1.6 STATISTISK ANALYSE... 39 1.6.1 SIGNIFIKANSSANDSYNLIGHEDEN (P-VÆRDIEN)... 39 1.6.2 KONFIDENSINTERVAL... 40 1.6.3 OMREGNING FRA TVÆRSNIT TIL ANTAL PERSONER PR. ÅR... 40 1.6.4 FALSK KORRELATION... 42 1.7 FORKLARING AF TAL OG TABELLER... 42 1.8 INSTITUTIONSGRUPPERING... 44 1.9 UNDERSØGELSENS REPRÆSENTATIVITET... 45 2 MISBRUGETS OMFANG... 47 2.1 STOFGRUPPERING... 47 2.1.1 ALDER OG DE ENKELTE RUSMIDLER... 49 2.1.1.1KOMMENTAR... 49 2.1.2 KØN... 50 2.1.3 KOMMENTAR... 51 2.2 MISBRUGSGRUPPER... 52 2.2.1 OPIOIDMISBRUGSGRUPPEN... 52 2.2.2 GRUPPEN DER MISBRUGER CENTRALSTIMULERENDE MIDLER... 53 2.2.3 HASHMISBRUGSGRUPPEN... 54 2.2.4 ALKOHOLMISBRUGSGRUPPEN... 54 2.2.5 ANDET MISBRUG... 55 2.2.6 INTET MISBRUG... 55 2.2.7 DET SAMLEDE MISBRUG...56 2.2.8 DE ENKELTE STOFFER... 57 2.2.9 KOMMENTAR... 57 2.3 MISBRUGSGRUPPER OG INSTITUTIONSGRUPPER... 58 2.3.1 KOMMENTAR... 59 2.3.2 TIDLIGERE, MEN INTET AKTUELT MISBRUG... 60 2.3.3 TIDLIGERE OG AKTUELT MISBRUG... 61 2.3.4 KOMMENTAR... 63 2.4 NOGENSINDE PRØVET ET STOF... 63 2.4.1 OPLØSNINGSMIDLER... 65 2.4.2 KOMMENTAR... 65 2.5 KØN OG ALDER, MISBRUGSGRUPPER... 66 2.5.1 KOMMENTAR... 67 2.6 INDTAGELSESMÅDE... 67 1

2.6.1 KOMMENTAR... 68 2.7 MISBRUG OG PROBLEMBRUG I BEFOLKNINGEN OG BLANDT KRIMINALFORSORGENS KLIENTEL... 68 2.7.1 KOMMENTAR... 70 2.8 DISKUSSION... 70 2.8.1 DE ENKELTE RUSMIDLER... 70 2.8.2 RUSMIDDELGRUPPER... 71 2.8.3 UDENLANDSKE UNDERSØGELSER... 75 3 ANTAL MISBRUGERE PR. ÅR... 77 3.1 MISBRUGSGRUPPER... 77 3.2 DE ENKELTE RUSMIDLER... 78 3.3 ANTAL PERSONER PR. ÅR... 81 4 KRIMINALITET OG MISBRUG... 83 4.1 KRIMINALITETSTYPER OG MISBRUG... 83 4.1.1 NARKOTIKAKRIMINALITET OG MISBRUG... 85 4.1.2 KOMMENTAR... 86 4.2 KRIMINALITET OG DE ENKELTE RUSMIDLER... 87 4.2.1 VOLD... 87 4.2.2 DRAB MV... 89 4.2.3 RØVERI... 89 4.2.4 TYVERI... 90 4.2.5 GROV NARKOTIKAKRIMINALITET... 90 4.2.6 ANDEN BERIGELSE... 91 4.2.7 ANDRE KRIMINALITETSTYPER, ANDRE RUSMIDLER... 91 4.2.8 KOMMENTAR... 91 4.3 DISKUSSION... 93 5 MISBRUG OG JURIDISK STATUS... 95 5.1 MISBRUGSGRUPPER OG JURIDISK STATUS... 95 5.1.1 AFSONERE, PRØVELØSLADTE OG BETINGET DØMTE... 97 5.1.2 KOMMENTAR... 98 5.2 VARETÆGTSARRESTANTER... 99 5.2.1 KOMMENTAR... 100 5.3 MISBRUG BLANDT 68-69 KLIENTER... 101 5.3.1 KOMMENTAR... 101 5.4 DISKUSSION... 101 6 BEHANDLING... 104 6.1 DATAGRUNDLAGET... 104 6.2 OPIOIDMISBRUGSGRUPPEN... 105 6.2.1 INTET OBJEKTIVT BEHANDLINGSBEHOV BLANDT GRUPPEN AF OPIOIDMISBRUGERE... 107 6.2.2 MODTAGER AKTUELT BEHANDLING... 107 6.2.3 KOMMENTAR... 108 6.3 GRUPPEN DER MISBRUGER CENTRALSTIMULERENDE MIDLER... 108 6.3.1 MODTAGER AKTUELT BEHANDLING... 110 6.3.2 KOMMENTAR... 111 6.4 HASHMISBRUGSGRUPPEN... 112 6.4.1 MODTAGER AKTUELT BEHANDLING... 113 6.4.2 KOMMENTAR... 114 6.5 GRUPPEN AF ALKOHOLMISBRUGERE... 114 6.5.1 MODTAGER AKTUELT BEHANDLING... 115 6.5.2 KOMMENTAR... 115 6.6 INTET MISBRUG... 116 6.6.1 MODTAGER AKTUELT BEHANDLING... 117 6.6.2 KOMMENTAR... 117 6.7 DE ENKELTE RUSMIDLER SAMT SUBJEKTIVT OG OBJEKTIVT BEHANDLINGSBEHOV MOD STOFMISBRUG.... 117 6.7.1 OPIOIDMISBRUG... 118 2

6.7.2 CENTRALSTIMULERENDE MIDLER OG HASH... 118 6.7.3 ALKOHOLMISBRUG... 119 6.7.4 INTET MISBRUG... 119 6.7.5 KOMMENTAR... 120 6.8 SAMTIDIG BEHANDLING AF ET STOF- OG ALKOHOLMISBRUG, UDEN FÆRDSELSLOVSOVERTRÆDERE... 122 6.8.1 KOMMENTAR... 123 6.9 HVEM BEHANDLES... 123 6.9.1 KOMMENTAR... 126 6.10 DISKUSSION... 127 6.10.1 BEHANDLING GENERELT... 127 6.10.2 SUBJEKTIVT OG OBJEKTIVT BEHANDLINGSBEHOV MOD ALKOHOL- OG STOFMISBRUG... 128 6.10.3 VARIABLE DER PÅVIRKER DET SUBJEKTIVE OG DET OBJEKTIVE BEHANDLINGSBEHOV... 130 6.10.4 HVEM BEHANDLES... 130 6.10.5 ANDET... 131 6.10.6 AFSLUTNING... 131 7 SUBSTITUTIONSBEHANDLING... 133 7.1 SUBSTITUTIONSBEHANDLINGENS ART OG OMFANG... 133 7.2 SUBSTITUTIONSBEHANDLING OG MISBRUGSGRUPPER... 133 7.3 SUBSTITUTIONSBEHANDLING I KRIMINALFORSORGENS REGI... 135 7.4 SUBSTITUTIONSBEHANDLING OG ANDET MISBRUG.... 137 7.5 KOMMENTAR... 138 7.6 DISKUSSION... 139 8 MISBRUGSKARRIERE... 142 8.1 DEBUTALDER HASH... 142 8.1.1 DEBUTALDER OPIOIDER... 142 8.1.2 DEBUTALDER CENTRALSTIMULERENDE MIDLER... 144 8.1.3 DEBUTALDER ILLEGALE BENZODIAZEPINER... 145 8.1.4 DEBUTALDER ECSTASY... 146 8.1.5 DEBUTALDER HALLUCINOGENER... 147 8.1.6 DEBUTALDER OPLØSNINGSMIDLER... 148 8.1.7 KOMMENTAR... 149 8.2 HVAD BETINGER ET MISBRUG AF OPIOIDER... 149 8.2.1 DEBUTALDER... 149 8.2.2 TIDLIGERE BEHANDLING... 151 8.2.3 TIDLIGERE OG AKTUELT OPIOIDMISBRUG... 152 8.3 KOMMENTAR... 153 8.4 DISKUSSION... 154 9 FÆRDSELSLOVSOVERTRÆDERE... 157 9.1 SANKTIONSFASTSÆTTELSE VED SPIRITUSKØRSEL... 157 9.2 MISBRUGETS OMFANG... 157 9.2.1 KOMMENTAR... 160 9.3 KØN, ALDER OG STATUS, FÆRDSELSLOVSOVERTRÆDERE... 160 9.3.1 KOMMENTAR... 161 9.4 BEHANDLING... 161 9.4.1 KOMMENTAR... 163 9.5 BEHANDLING OG DE ENKELTE RUSMIDLER... 163 9.5.1 KOMMENTAR... 165 9.6 DISKUSSION... 165 10 ALKOHOLMISBRUG 1988 OG 2001... 169 10.1 DATAMATERIALET... 169 10.2 FORTOLKNINGSMÆSSIGE ASPEKTER... 169 10.3 KØN OG ALDER SAMT MISBRUGETS OMFANG... 170 10.3.1 KOMMENTAR... 172 10.4 SAMMENLIGNING AF 1988-MATERIALET OG 2001-MATERIALET... 172 3

10.4.1 KOMMENTAR... 173 10.5 ALKOHOL, SAMMENHÆNG MED VOLD SAMT DRAB MV... 173 10.5.1 KOMMENTAR... 175 10.6 FÆRDSELSLOVSOVERTRÆDERE, 1988-MATERIALET OG 2001-MATERIALET... 175 10.6.1 KOMMENTAR... 177 10.7 DISKUSSION... 178 11 ORDLISTE... 179 12 LITTERATUR... 183 13 TABEL- OG FIGUROVERSIGT... 193 14 BILAGSFORTEGNELSE... 197 4

Forord Som et led i en flerårsaftale for perioden 1999-2003 fik kriminalforsorgen til opgave at øge indsatsen mod narkotikamisbrug. Med henblik herpå blev Rusmiddelprojektgruppen nedsat. I Rusmiddelprojektgruppens projektbeskrivelse indgik følgende delprojekt: Projektgruppen udarbejder design og forslag til finansiering af en narkotikakonsumundersøgelse (herefter benævnt rusmiddelundersøgelsen) inden den 1. juni 2000 og forestår i givet fald gennemførelsen af undersøgelsen, som skal være færdig inden den 30. juni 2002. Projektgruppen fremsætter blandt andet på baggrund af undersøgelsen forslag til justering af generelle behandlingsprincipper og konkrete behandlingstiltag inden den 30. juni 2003. Rusmiddelundersøgelsen blev henlagt til en gruppe med følgende medlemmer: Lektor, cand. stat. Gorm Gabrielsen, Statistikgruppen, Handelshøjskolen i København, vicefængselsinspektør Annemarie Lund, Statsfængslet ved Horserød, adm. overlæge, psykiatrisk konsulent i Direktoratet for Kriminalforsorgen, Peter Kramp, Retspsykiatrisk Klinik, specialkonsulent Alette Reventlow, Direktoratet for Kriminalforsorgen og specialkonsulent, cand. psych. Anne-Marie Sindballe, Sundhedsstyrelsen. Gruppen har udarbejdet forsøgsprotokol, tilrettelagt undersøgelsens praktiske gennemførelse samt analyseret resultaterne og udarbejdet denne rapport. Den praktiske del af undersøgelsen i form af interview med de indsatte/tilsynsklienter er foretaget af medarbejdere ved kriminalforsorgens forskellige tjenestesteder (bilag 1), som hermed takkes for deres store og engagerede indsats. Undersøgelsen er foretaget i en turbulent periode for kriminalforsorgen med omstrukturering og nye arbejdsopgaver. På trods heraf har såvel tjenestesteder som undersøgere prioriteret denne opgave højt og dermed skabt det solide fundament, som de mange resultater bygger på. Endvidere en varm tak til overassistent Charlotte Oehlenschlæger, der med omhu, overblik og stor tålmodighed har skrevet og omskrevet tekst, tal og tabeller, samt tilrettelagt rapportens opbygning. Også tak til arkitektstuderende, bachelor i statistik, Magnus Gabrielsen, som har læst korrektur på rapportens ikke helt få tal og tabeller. Hele rusmiddelundersøgelsen, og dermed også udarbejdelsen af denne rapport, er blevet forsinket et halvt år, idet forskningsprojektet gav anledning til principielle overvejelser i Den Centrale Videnskabsetiske Komité med en sagsbehandlingstid på ca. otte måneder tilfølge (bilag 2). Undersøgelsesgruppen har trukket på faglig viden blandt rusmiddelprojektgruppens medlemmer og medarbejdere i kriminalforsorgen, herunder undersøgerne, men gruppen har i øvrigt arbejdet selvstændigt og uafhængigt. De konklusioner, der drages af undersøgelsen, er således udarbejdet af gruppens medlemmer og er ikke nødvendigvis udtryk for Direktoratet for Kriminalforsorgens opfattelse. 5

Direktoratet for Kriminalforsorgen har finansieret dele af forskningsprojektet, som endvidere har modtaget økonomisk støtte fra Justitsministeriets Forskningsfond, Den Sociale Sikringsstyrelse, Det Kriminalpræventive Råd samt Sygekassernes Helsefond, som alle hermed takkes. Uden denne økonomiske støtte havde det ikke været muligt at gennemføre undersøgelsen. Gorm Gabrielsen Annemarie Lund Peter Kramp Alette Reventlow Anne-Marie Sindballe 6

Resume Rusmiddelundersøgelsens formål er at undersøge omfanget af misbrug af rusmidler blandt kriminalforsorgens klientel, at belyse mulige sammenhænge mellem misbrug og kriminalitet, og at analysere de kriminelle misbrugeres behov og motivation for behandling. De indsamlede data kan hertil anvendes til at belyse visse aspekter af mulige årsager til et misbrug samt visse aspekter af behandlingen. Undersøgelsen omfatter 1305 personer, der er blevet personligt interviewet om omfang og karakter af et eventuelt misbrug. Disse 1305 personer er repræsentative for indsatte, varetægtsarrestanter og tilsynsklienter, hvorfor undersøgelsens resultater er dækkende for kriminalforsorgens samlede klientel. Omfanget af misbrug blandt indsatte/tilsynsklienter er forskelligt på de forskellige typer tjenestesteder, og materialet er derfor inddelt i følgende institutionsgrupper: Anstalten ved Herstedvester, lukkede fængsler, åbne fængsler, Københavns Fængsler, arresthuse, KIF-afdelinger uden for København og de københavnske KIF-afdelinger. Misbrugets omfang Undersøgelsen omfatter 13 rusmidler, hvoraf enkelte med ensartet virkning er slået sammen. Der opereres med følgende grupper: Opioider (omfatter heroin og ikke lægeordineret morfinpræparater, herunder metadon), centralstimulerende midler (amfetamin og kokain), hash, ecstasy, hallucinogener (lsd og svampe), benzodiazepiner (ikke lægeordineret) og opløsningsmidler samlet benævnt stoffer samt alkohol. Blandt kriminalforsorgens klientel har 75 % på et eller andet tidspunkt prøvet hash, 53 % har prøvet centralstimulerende midler, og 30 % har prøvet opioider. Antallet, der nogensinde har prøvet stoffer, er mange gange højere blandt kriminalforsorgens klientel end blandt befolkningen generelt. Misbrug af et stof defineres som indtagelse af stoffet to gange om ugen eller mere den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering. Problembrug af et stof defineres som indtagelse af stoffet en gang om ugen eller mindre den sidste måned får indsættelsen/tilsynets registrering. Et alkoholmisbrug er defineret som indtagelse af 11 genstande eller mere dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/tilsynets registrering. Et problembrug af alkohol er defineret som indtagelse af 6-10 genstande dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/tilsynets 7

registrering. De anvendte definitioner på misbrug og problembrug af alkohol svarer til de definitioner, der blev anvendt i alkoholkonsumundersøgelsen i 1988. Blandt de enkelte rusmidler er alkohol det hyppigst misbrugte rusmiddel, idet 29 % af klientellet misbruger alkohol. Herefter følger hash (27 %), opioider (14 %) og centralstimulerende midler (12 %). De øvrige stoffer misbruges kun af et begrænset antal. 9 % af kriminalforsorgens klientel er kvinder. Andelen af opioid- og alkoholmisbrugere er den samme for mænd og kvinder, mens andelen af kvinder, der misbruger centralstimulerende midler og hash, er lavere end andelen af mænd. Andelen af misbrugere blandt kriminalforsorgens klientel mænd såvel som kvinder er mange gange større end blandt befolkningen generelt. Der er i vidt omfang tale om et blandingsmisbrug. Alle med et misbrug af illegale benzodiazepiner, ecstasy, hallucinogener og opløsningsmidler har også et misbrug af enten opioider, centralstimulerende midler eller hash. Det omfattende blandingsmisbrug kan derfor struktureres i tre typer af stofmisbrug. Opioidmisbrugsgruppen omfatter alle, der misbruger opioider, uanset hvilke andre rusmidler, der måtte indgå i personens misbrug. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, omfatter alle, der misbruger disse stoffer m.fl., men ikke opioider. Endelig omfatter hashmisbrugsgruppen alle, der misbruger hash m.fl., men ikke opioider og centralstimulerende midler. Hertil kommer alkoholmisbrugsgruppen og gruppen uden et misbrug. Ikke helt få i gruppen uden et misbrug har imidlertid et problembrug af stoffer eller alkohol. 56 % af kriminalforsorgens samlede klientel er misbrugere 14 % tilhører opioidmisbrugsgruppen, 6 % tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, 14 % tilhører hashmisbrugsgruppen, 21 % tilhører alkoholmisbrugsgruppen, og 44 % tilhører gruppen uden et misbrug. Afrunding 1% Opioider 14% Centralstimulerende midler 6% Intet misbrug 44% Hash 14% Alkohol 21% 8

67 % af kriminalforsorgens samlede klientel har haft et misbrug eller problembrug af rusmidler den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering. Opioidmisbrugsgruppen karakteriseres af et omfattende andet misbrug, f.eks. har 67 % også et hashmisbrug, 20 % et alkoholmisbrug. Hovedparten med et misbrug af illegale benzodiazepiner tilhører opioidmisbrugsgruppen. Opioidmisbrugerne indsprøjter stofferne, hvilket stort set ikke ses blandt personer i de øvrige misbrugsgrupper. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, karakteriseres bl.a. ved, at mange også har et misbrug eller problembrug af alkohol (i alt 60 %) samt ved, at hovedparten med et misbrug af ecstasy tilhører denne gruppe. Misbrugere af centralstimulerende midler er yngre end andre misbrugere, og en række af undersøgelsens resultater peger entydigt på, at antallet af misbrugere af centralstimulerende midler er hurtigt voksende. Hashmisbrugsgruppen minder om gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. I hashmisbrugsgruppen har f.eks. 63 % et misbrug eller et problembrug af alkohol, og 28 % har et problembrug af centralstimulerende midler. Alle kriminalforsorgens tjenestesteder har misbrugere som indsatte eller som tilsynsklienter. I de lukkede fængsler er godt 60 % misbrugere, hovedparten 35 % af samtlige indsatte tilhører gruppen af opioidmisbrugere, 17 % tilhører hashmisbrugsgruppen. Til gengæld er der ret få alkoholmisbrugere, 7 %. I de åbne fængsler er i alt 53 % misbrugere, 21 % er opioidmisbrugere. I Københavns fængsler og arresthusene er omkring 55 % misbrugere, ca. en fjerdedel af de indsatte i disse institutionsgrupper tilhører opioidmisbrugsgruppen. Lidt under 10 % i fængsler og arresthuse tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. Misbrug blandt indsatte er således mere udbredt, end tidligere undersøgelser har vist. I KIF-afdelingerne er omkring halvdelen af klienterne misbrugere, lidt flere i KIF-afdelingerne uden for København end afdelingerne i København. Alkoholmisbrug dominerer blandt tilsynsklienter, hvilket skyldes de mange spritbilister, som nu idømmes betingede domme med behandlingsvilkår. I de lukkede fængsler er godt 60 % af de indsatte misbrugere, i de åbne fængsler er i alt 53 % misbrugere. I Københavns fængsler og arresthuse er omkring 55 % af de indsatte misbrugere. I KIFafdelingerne er omkring halvdelen af tilsynsklienterne misbrugere. 9

Denne tværsnitsundersøgelse belyser antallet af misbrugere på en given dag. Det kan beregnes, at dette svarer til, at halvdelen af de personer, der i løbet af et år indsættes i de lukkede fængsler er opioidmisbrugere, 9 % tilhører hashmisbrugsgruppen. I de åbne fængsler tilhører 13 % af de personer, der indsættes i løbet af et år, opioidmisbrugsgruppen, 15 % tilhører hashmisbrugsgruppen, og 7 % har et misbrug, 20 % et problembrug af alkohol. Et problembrug af alkohol ligger væsentlig over det af Sundhedsstyrelsen anbefalede maksimale alkoholforbrug, hvorfor en person med et problembrug som udgangspunkt bør anbefales at nedsætte alkoholkonsumptionen, eventuelt søge behandling. I Københavns Fængsler og arresthusene har omkring halvdelen, der indsættes i løbet af et år, et misbrug, fortrinsvis af opioider og hash. Blandt tilsynsklienterne tilhører hver femte, der registreres i løbet af et år, alkoholmisbrugsgruppen, og specielt i de københavnske KIF-afdelinger er der mange, der tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. I alt indsættes der næsten 3200 stofmisbrugere og små 500 alkoholmisbrugere pr. år i landets fængsler. Blandt nyindsatte varetægtsarrestanter er der 3400 stofmisbrugere pr. år. KIF-afdelingerne karakteriseres af stort set lige mange stof- og alkoholmisbrugere ca. 2000 alkoholmisbrugere og ca. 2000 stofmisbrugere pr. år. Totalt set er antallet af misbrugere steget siden 1988. Det kan antages at hovedparten af landets mandlige opioidmisbrugere på et eller andet tidspunkt vil komme i kontakt med kriminalforsorgen. (Nogle kvinder kan finansiere misbruget ved prostitution). Kriminalitet og misbrug Omkring hver fjerde af kriminalforsorgens samlede klientel er dømt for en færdselslovsovertrædelse, i praksis drejer det sig om spritbilister. Færdselslovsovertrædere adskiller sig fra kriminalforsorgens øvrige klientel, og denne gruppe er derfor analyseret for sig selv, såvel hvad angår kriminalitet, juridisk status i kriminalforsorgen, som hvad angår forskellige aspekter af behandling mv. (En lille forskel i visse procentangivelser vedrørende samme emne skyldes, at nogle analyser omfatter hele materialet inkl. færdselslovsovertrædere, andre analyser medtager ikke færdselslovsovertrædere). Blandt kriminalforsorgens klientel uden færdselslovsovertrædere kan der påvises en række sammenhænge mellem forskellige former for misbrug og forskellige former for kriminalitet. Disse sammenhænge svarer til, hvad undersøgelser fra en række andre lande har vist. Opioidmisbrugere begår først og fremmest tyverier og anden berigelseskriminalitet samt røverier (som næppe er særligt alvorlige, idet gruppen af opioidmisbrugere samt 10

gruppen af hashmisbrugere gennemsnitlig er idømt kortere frihedsstraffe end de øvrige grupper, inklusive gruppen uden et misbrug). Endvidere dømmes opioidmisbrugere relativt hyppigt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Til gengæld begår opioidmisbrugere kun sjældent vold, drab og drabsforsøg. Et alkoholmisbrug øger sandsynligheden for, at en person er dømt for drab, drabsforsøg eller vold med døden til følge. Vold begås især af unge, der er berusede (men ikke nødvendigvis alkoholmisbrugere). Sædelighedskriminalitet, herunder voldtægt, er ligeledes forbundet med alkoholmisbrug. Alkoholmisbrugerne begår stort set ikke nogen form for narkokriminalitet. Et misbrug af centralstimulerende midler øger sandsynligheden for at begå grov narkotikakriminalitet. Hashmisbrugere begår relativt hyppigt tyverier samt røverier (der som anført kan antages ikke at være særligt alvorlige). Disse forskellige koblinger mellem kriminalitet og misbrug kan sættes ind i forskellige teoretiske referencerammer om sammenhænge mellem de to former for adfærd. Kriminalforsorgens klientel har forskellige former for juridisk status afsonere, prøveløsladte, betinget dømte, varetægtsarrestanter mv. Også hvad angår status er der karakteristiske forskelle mellem de forskellige misbrugsgrupper. Der er mange opioidmisbrugere blandt afsonere, og de bliver ikke så ofte prøveløsladt som andre. Årsagen kan være, at der skønnes at være recidivrisiko, at de sociale forhold, opioidmisbrugere løslades til, er dårlige, eller at opioidmisbrugerne gennemsnitlig er idømt relativt kortvarige frihedsstraffe, idet der alt andet lige vil være øget sandsynlighed for, at indsatte med længerevarende straffe prøveløslades end indsatte med korterevarende straffe. Generelt synes et misbrug imidlertid ikke at tillægges nogen særlig betydning ved vurderingen af eventuel prøveløsladelse, idet prøveløsladte tilsynsklienter er den gruppe, hvor der er flest misbrugere. Blandt personer idømt samfundstjeneste tilhører 5 % gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, 10 % tilhører hashmisbrugsgruppen og 7 % alkoholmisbrugsgruppen, men der er stort set ingen opioidmisbrugere. Der kan naturligvis være konkrete grunde til, at misbrugere er idømt samfundstjeneste, men det er også muligt, at misbruget enten ikke er registreret, eller at det ikke er tillagt nogen væsentlig betydning. Blandt spritbilister er 10 % til 15 % formelt fejlvisiteret i form af, at alkoholmisbrugere er idømt samfundstjeneste, eller personer uden et misbrug har fået behandlingsvilkår. 11

En række af undersøgelsens resultater tyder på, at et misbrug af centralstimulerende midler og/eller af hash generelt ikke tillægges særlig betydning, 68-69-klienter, dvs. personer idømt en psykiatrisk særforanstaltning med tilsyn af kriminalforsorgen, er ikke hyppigere misbrugere end andre kriminelle. Behandling Et af undersøgelsens centrale temaer er behandling af misbrugerne. Hovedparten af de misbrugere, der har kontakt med kriminalforsorgen, behandles i samfundets almindelige behandlingssystem. Dette gælder således for alle tilsynsklienter, og i et stort omfang også afsonere i de åbne fængsler. Der er gennemført en række analyser af såvel klientellets egen holdning til behandling som af de vurderinger, kriminalforsorgens medarbejdere lægger til grund for at anbefale behandling. Det er vanskeligt at påvise gennemgående, systematiske forhold af betydning for behandlingen af stofmisbrugere. En del af forklaringen kan være, at mange stofmisbrugere også misbruger alkohol, og at alkoholmisbruget i et vist omfang skygger for stofmisbruget. Hovedparten af de personer, der tilhører opioidmisbrugsgruppen, har tidligere modtaget behandling, og de er fortsat behandlingsmotiverede, herunder også for behandling af et eventuelt ledsagende alkoholmisbrug. Kriminalforsorgens medarbejdere vurderer ligeledes, at hovedparten blandt opioidmisbrugsgruppen har behov for behandling af et stof- og eventuelt et alkoholmisbrug. Opioidmisbrugerne er utvivlsomt den hårdest belastede misbrugsgruppe, men det er kun halvdelen, der overhovedet modtager behandling. Nogle få opioidmisbrugere ryger stoffet (heroin), og i disse tilfælde overser medarbejderne et behandlingsbehov, formentlig fordi rygerne umiddelbart kan fremtræde velfungerende uden noget (fysisk) præg af misbrug. Hovedparten af de personer, der tilhører opioidmisbrugsgruppen, har tidligere modtaget behandling, og de er fortsat behandlingsmotiverede. Kriminalforsorgens medarbejdere vurderer ligeledes, at hovedparten blandt opioidmisbrugsgruppen har behov for behandling. Opioidmisbrugerne er den hårdest belastede misbrugsgruppe, men det er kun halvdelen, der modtager behandling. 12

Blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, finder kun 28 %, at de har behov for behandling af et stofmisbrug, og kriminalforsorgens medarbejdere finder, at kun ca. halvdelen har et sådant behandlingsbehov. Kun ganske få modtager faktisk behandling. Blandt hashmisbrugsgruppen er disse forhold endnu mere udtalte. Kun 13 % mener selv, at de har et behandlingsbehov, og medarbejderne finder, at under halvdelen har behov for behandling af et stofmisbrug. (Som tidligere nævnt har mange blandt hashmisbrugsgruppen også et alkoholmisbrug og/eller et problembrug af andre stoffer, især centralstimulerende midler). Stort set ingen i hashmisbrugsgruppen modtager behandling. Yderligere ses, at nogle blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og især blandt hashmisbrugsgruppen enten opfatter sig som stofmisbrugere eller som alkoholmisbrugere. Kriminalforsorgens medarbejdere har derimod tendens til at sammenkoble de to former for misbrug, således at det nærmere bliver det samlede misbrug, der bestemmer, hvorvidt der skønnes at være et behandlingsbehov. Blandt dem, der misbruger centralstimulerende midler, er kun ret få behandlingsmotiverede. Kriminalforsorgens medarbejdere har svært ved at vurdere behandlingsbehovet blandt disse misbrugere, eller de tillægger ikke misbruget nogen særlig betydning, Et hashmisbrug tillægges ingen særlig betydning, hverken af misbrugerne selv eller af medarbejderne. Blandt misbrugerne er tidligere behandling den enkeltfaktor, der hyppigst medfører, at misbrugerne fortsat er motiverede for behandling. Et misbrug eller problembrug af centralstimulerende midler eller af hash øger ikke behandlingsmotivationen. Blandt medarbejderne er et subjektivt behandlingsbehov den enkeltfaktor, der tillægges størst betydning for vurderingen af et behandlingsbehov, mens tidligere behandling eller misbrugets karakter ikke tillægges nogen betydning. Denne pragmatiske indstilling er forståelig, men ikke hensigtsmæssig. Foreligger der et stofmisbrug, foreligger der også et behov for behandling, hvorfor medarbejderne bør forsøge at motivere misbrugerne for behandling. Medarbejdernes tærskel for at anbefale behandling er meget lav for unge, som alene har et problembrug af rusmidler. Også blandt denne særlige gruppe synes alkohol at indtage en central betydning for medarbejdernes vurdering af et behandlingsbehov. Kun totredjedele af de personer i opioidmisbrugsgruppen, der såvel er motiveret for behandling, som af medarbejderne er fundet at have behov for behandling, modtager behandling. Blandt de personer i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og som opfylder begge de nævnte kriterier, er det imidlertid kun en tredjedel, som er i behandling. 13

Et misbrug af opioider blandt disse behandlingsmotiverede og behandlingstrængende misbrugere øger ikke sandsynligheden for, at misbrugeren er i behandling. Det er bl.a. medarbejdernes opfattelse, at de kriminelle opioidmisbrugere kommer bagest i køen, ligesom disse misbrugere ofte recidiverer til kriminalitet i den motivationsfase, som oftest er en forudsætning for at komme i behandling. Et misbrug af centralstimulerende midler øger heller ikke sandsynligheden for at være i behandling, selv om der foreligger såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov. Dette fund er i overensstemmelse med mange andre af undersøgelsens resultater et misbrug af centralstimulerende midler tillægges ingen særlig betydning. En del af forklaringen kan være, at der efter medarbejdernes opfattelse ikke eksisterer relevant behandling for disse misbrugere. Dette er formelt ikke korrekt, idet amterne er forpligtede til at etablere behandling for alle misbrugere, men specifik behandling af et misbrug af centralstimulerende midler er dårligt udbygget her i landet. Yderligere er behandlingen vanskelig, ikke mindst ved et samtidigt alkoholmisbrug. Hovedparten af de (få) personer, som alene har et problembrug af stoffer, og som har såvel et objektivt som et subjektivt behandlingsbehov, modtager behandling. Det er således muligt, at behandlingsinstitutionerne prioriterer de ikke så belastede misbrugere. Det ses også, at nogle misbrugere enten modtager behandling for såvel et alkohol- som et stofmisbrug, eller at stofmisbrugerne alene modtager behandling af et alkoholmisbrug. Behandling bør varetages af én og kun én behandlingsinstitution. Ved forskellige analyser er påvist, at et problembrug af illegale benzodiazepiner øger sandsynligheden for, at unge med et misbrug af hash og centralstimulerende midler har et behandlingsbehov. Dette kan være udtryk for, at disse unge selvbehandler psykiske symptomer med illegale benzodiazepiner. Blandt personer, der tilhører opioidmisbrugsgruppen, ophører 8 % med misbruget. Blandt personer, der tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og hashmisbrugsgruppen ophører henholdsvis 19 % og 16 %. Der er et udtalt behov for en skærpet opmærksomhed på misbrugsproblemer og for mere klare retningslinjer, hvad angår behandling, internt i kriminalforsorgen. Der er endvidere behov for et mere formaliseret samarbejde med amterne samt for en væsentlig øget behandlingskapacitet især rettet mod misbrugere af hash og centralstimulerende midler. 14

Substitutionsbehandling med enten metadon eller buprenorphin (=subute og temgesic) er i dag internationalt anbefalet i behandlingen af opioidmisbrugere, og den positive behandlingseffekt er veldokumenteret. Ca. 10 % af kriminalforsorgens klientel er i substitutionsbehandling. Hovedparten behandles i det almindelige behandlingssystem. Metadon er fortsat det hyppigst anvendte præparat til substitutionsbehandling blandt kriminalforsorgens klientel. Både metadon og buprenorphin gives undertiden i en meget høj dosering. Som tilfældet er ved behandling generelt, er også fundene, hvad angår substitutionsbehandling, flimrende og svære at fortolke. Omkring en tredjedel af de opioidmisbrugere, der har været i substitutionsbehandling, er ophørt igen, uden at det har været muligt at påvise forskelle mellem dem, der er ophørt, og dem, der er fortsat. Små 10 % i substitutionsbehandling oplyser aldrig at have været opioidmisbrugere. Ca. halvdelen af dem, som er i substitutionsbehandling, er påbegyndt denne behandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen. Ikke helt få, der er påbegyndt en sådan behandling, er imidlertid ophørt igen, heraf nogle, som ikke er eller har været opioidmisbrugere. De fleste misbrugere, der er påbegyndt substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen, er behandlet i det almindelige behandlingssystem. Substitutionsbehandling har ikke påvirket omfanget af andet misbrug blandt opioidmisbrugerne i denne undersøgelse. Internationale undersøgelser tyder på, at substitutionsbehandling nedsætter omfanget af stofrelateret kriminalitet såsom stofhandel på gadeplan og berigelseskriminalitet, men disse fund er ikke ganske entydige. Misbrugskarriere De indsamlede data kan danne grundlag for analyser af forhold, der har betydning for et aktuelt misbrug af opioider. Trefjerdedele af kriminalforsorgens klientel har prøvet hash, og hash er (sammen med opløsningsmidler) det stof, langt hovedparten debuterer med. Halvdelen prøver således hash, før de er 15 år gamle, og 75 % har prøvet hash, før de er 17 år. For de øvrige stoffer er debutalderen lidt højere, højst for opioider og ecstasy. Halvdelen af de 362 personer, der har prøvet opioider, var yngre end 19 år, da de debuterede med dette stof, 75 % var yngre end 25 år. Overordnet ses, at hovedparten debuterede med stoffer, før de hverken biologisk eller socialt var færdigudviklede. Jo yngre en person var, da den pågældende debuterede med hash, jo større er sandsynligheden for, at den pågældende senere udvikler et opioidmisbrug. Endvidere ses, at jo kortere tid der går, fra en person er debuteret med hash, til den pågældende prøver opioider, jo større er sandsynligheden for, at vedkommende senere udvikler et opioidmisbrug. Disse fund er i overensstemmelse med andre undersøgelser, der har påvist, at hash kan være en gateway til et opioidmisbrug, og at bl.a. adfærdsmæssige problemer i den sene barndom eller tidlige pubertet, som eventuelt medfører hurtig overgang fra hash til opioider, kan 15

danne grundlag for et senere stofmisbrug. Denne undersøgelse kan imidlertid ikke belyse, hvad der er årsagen til, at nogle hurtigt går fra hash til opioider. Endvidere ses det umiddelbart bagvendte, at tidligere behandling øger sandsynligheden for aktuelt at være opioidmisbruger. Blandt de opioidmisbrugere, som tidligere har modtaget behandling, er 86 % fortsat opioidmisbrugere, blandt dem, der ikke tidligere har modtaget behandling, er kun 67 % fortsat opioidmisbrugere. Blandt de behandlede misbruger 9 % i stedet centralstimulerende midler, hash eller alkohol, 6 % er ophørt med et misbrug af rusmidler. Blandt de ikke behandlede misbruger 17 % i stedet centralstimulerende midler, hash eller alkohol, 12 % er ophørt med et misbrug af rusmidler. De to grupper adskiller sig ikke, hvad angår f.eks. køn, alder, andet misbrug mv. Disse fund diskuteres bl.a. ud fra den betragtning, at hovedparten af landets opioidmisbrugere på et eller andet tidspunkt kommer i kontakt med kriminalforsorgen, og at denne undersøgelse omfatter misbrugere, der ikke er kendt i behandlingssystemet, fordi de aldrig har søgt behandling. Der er en vis forskel mellem de opioidmisbrugere, der har søgt behandling, og de, der ikke har været i behandling. For de opioidmisbrugere, der ikke har søgt behandling, er perioden fra debut med hash til debut med opioider længere, end for dem, der har søgt behandling. Baseret på denne og andre undersøgelser fremsættes den hypotese, at de opioidmisbrugere, der søger behandling, er præget af en særlig udtalt sårbarhed, som manifesterede sig allerede i de helt unge år, og som medfører, at de dybest set ikke er motiverede for at ophøre med misbruget, idet de i kraft af misbruget får omsorg og pleje under behandling, under indlæggelse på somatiske eller psykiatriske afdelinger eller under indsættelse i kriminalforsorgens institutioner. Den anden gruppe, som altså karakteriseres af, at tidsperioden fra debut med hash til debut med opioider er længere, kan være mindre præget af denne sårbarhed, således at de lettere selv kan ophøre med misbruget. Blandt opioidmisbrugere, som har modtaget behandling mod misbrug, er 86 % fortsat opioidmisbrugere. Blandt opioidmisbrugere, der ikke har modtaget behandling, er 67 % fortsat opioidmisbrugere. En mulig forklaring på den påviste forskel er, at de opioidmisbrugere, der ikke søger behandling, er psykisk mere robuste, og derfor har lettere ved selv at ophøre med misbruget. Samfundet bruger mange ressourcer på misbrugsbehandling. En stor del af landets misbrugere kommer i kontakt med kriminalforsorgen, og samlet peger analyserne af behandling generelt, subsitutionsbehandling og misbrugskarriere på, at der er behov for epidemiologiske undersøgelser af misbrug og misbrugsbehandling. 16

Færdselslovsovertrædere Færdselslovsovertrædelser er den hyppigste kriminalitetsform blandt kriminalforsorgens klientel, og hovedparten af dem, der er dømt for en færdselslovsovertrædelse, er spritbilister. 60 % af spritbilisterne er alkoholmisbrugere. Endvidere er næsten hver tiende (også) stofmisbruger, 4 % har et problembrug af stoffer. De stofmisbrugere, der er dømt for en færdselslovsovertrædelse, adskiller sig ikke fra de øvrige stofmisbrugere i kriminalforsorgen. F.eks. er misbrugsmønstret det samme, hovedparten af de stofmisbrugere, der er i behandling, er opioidmisbrugere, et misbrug af centralstimulerende midler og hash tillægges ingen særlig betydning, medarbejderne har tendens til at sammenkoble stof- og alkoholmisbrug osv. Kun ganske får spritbilister oplyser (også) at have været påvirket af hash på gerningstidspunktet. 60 % af spritbilisterne kan klassificeres som alkoholmisbrugere, hvilket stort set svarer til, hvad der blev påvist ved alkoholkonsumundersøgelsen i 1988. Spritbilister er gennemsnitlig 10 år ældre end kriminalforsorgens øvrige klientel, mens andelen af kvinder er den samme. Som tidligere nævnt kan 10-15 % af spritbilisterne formelt siges at være fejlvisiterede i form af, at alkoholmisbrugere er idømt samfundstjeneste, eller at personer uden et alkoholmisbrug er idømt behandlingsvilkår. Nogle alkoholmisbrugere har tendens til at ville bortforklare alkoholmisbruget, og næsten hver fjerde alkoholmisbruger, idømt en betinget dom med behandlingsvilkår, er ikke motiveret for behandling. Specielt denne gruppe stiller særlige krav til behandlingsinstitutionerne, såfremt behandlingen skal have længerevarende effekt. Til gengæld ses også, at nogle spritbilister uden et alkoholmisbrug, selv mener, de har behov for alkoholistbehandling. Dette fund svarer til, hvad der blev påvist i alkoholkonsumundersøgelsen. Det må fortolkes på den måde, at nogle personer uden et alkoholmisbrug er blevet så forskrækkede over at have kørt bil i beruset tilstand, at de selv mener, de har brug for behandling af et alkoholmisbrug. Internationale undersøgelser har vist, at helt unge spritbilister kan udgøre en særlig gruppe, såvel hvad angår (anden) kriminalitet, som hvad angår psykiske problemer. Det bør derfor overvejes at være særlig opmærksom på disse helt unge spritbilister. 17

Ved at sammenligne resultaterne fra denne undersøgelse med resultaterne af en undersøgelse af spritbilister i 1970 erne findes holdepunkter for at antage, at det mere er holdninger i samfundet til en lovovertrædelse (her spirituskørsel) end det er strafniveauet, der betinger omfanget af lovovertrædelsen. Disse overvejelser diskuteres i relation til det skærpede strafniveau for vold. Alkoholmisbrug Som tidligere anført er spørgsmålene om et eventuelt alkoholmisbrug i denne undersøgelse de samme, som blev stillet ved alkoholkonsumundersøgelsen i 1988. Det er derfor muligt at sammenligne alkoholrelaterede fund i de to undersøgelser. Der er lidt færre alkoholmisbrugere nu end i 1988, men flere stofmisbrugere, således at det samlede antal misbrugere er øget. Andelen af kvinder er ens i de to materialer, men den gennemsnitlige alder for kriminalforsorgens klientel er steget, mest for kvinder. Endnu færre journaler mv. i nærværende undersøgelse indeholder oplysninger om alkoholforbrug end i undersøgelsen fra 1988, men herudover er der en frapperende lighed i resultaterne, f.eks. hvad angår behandlingsmotivation og behandlingsbehov, behandlingseffekt og risiko for kriminelt recidiv mv., mellem de to undersøgelser. Denne uændrede opfattelse ses såvel blandt kriminalforsorgens klientel som blandt medarbejderne. Endvidere genfindes sammenhængen mellem vold og alkoholpåvirkning (men ikke alkoholmisbrug) samt sammenhængen mellem drab mv. og alkoholmisbrug (men ikke alkoholpåvirkning) i materialet fra 1988. Det ses også, at der i nærværende undersøgelse er flere berusede dømt for vold, end der var i 1988- materialet. Denne udvikling skyldes formentlig en ændret kriminalpolitisk holdning. Medarbejdernes syn på alkoholmisbrug, behandling mv. er til en vis grad udtryk for kriminalforsorgens overordnede holdning til disse problemer, og det helt ensartede billede fra 1988 til 2001 afspejler den kun moderate bevågenhed, alkoholmisbrugere påkalder sig. 18

1 Rusmiddelundersøgelsen 1.1 Indledning Rusmiddelundersøgelsens overordnede formål er at undersøge omfanget af misbrug og problembrug af rusmidler blandt kriminalforsorgens samlede klientel, at belyse mulige sammenhænge mellem misbrug og kriminalitet og at analysere de kriminelle misbrugeres behov og motivation for behandling af misbruget. Undersøgelsen er derfor planlagt, gennemført og analyseret ud fra disse tre overordnede temaer. Undersøgelsens formål er ikke at undersøge årsagerne til, at nogle udvikler et misbrug af alkohol, medicin eller euforiserende stoffer, men de indsamlede data kan dog anvendes til at belyse nogle aspekter af en misbrugskarriere og en række forhold vedrørende behandling af misbrugere. Undersøgelsen omfatter kriminelle misbrugere, og undersøgelsens resultater kan derfor som udgangspunkt ikke generaliseres til misbrugere i almindelighed. Det er dog muligt at sammenligne visse af undersøgelsens resultater med resultatet af undersøgelser af misbrug i befolkningen og herved belyse forskelle og ligheder mellem misbrug blandt kriminalforsorgens klientel og i befolkningen som helhed. Hertil kommer, at blandt visse grupper af misbrugere har et så stort antal kontakt med kriminalforsorgen, at undersøgelsens resultater i nogen grad generelt vil være dækkende for disse grupper. Undersøgelsen bygger på et meget omfattende datamateriale 1305 spørgeskemaer med langt over 100 svarmuligheder på hvert spørgeskema. Ved udarbejdelse af rapporten er to modstående hensyn forsøgt forenet dels videnskabeligt at dokumentere grundlaget for de mange resultater, dels at fremstille analyser og resultater alment forståeligt, dvs. uden brug af faglige eller tekniske udtryk. Med det for øje er fremstillingen gjort ret bred med anvendelse af mange tabeller. Det er imidlertid ikke muligt helt at undgå tekniske betegnelser mv. Disse er defineret første gang, de optræder, og er endvidere samlet og forklaret i en ordliste over symboler, definitioner, begreber mv. bagest i rapporten (s. 179). Ved udarbejdelse af rapporten er der endvidere lagt vægt på at fremstille det store datamateriale således, at datamaterialet selvstændigt fremstår som informationskilde, f.eks. i form af store oversigtstabeller Det skulle herved blive muligt at forholde sig til materialet, metoder og resultater, således at der er mulighed for at vurdere de konklusioner, rapporten indeholder. Rapporten indeholder først og fremmest undersøgelsens resultater, og de konklusioner, der kan drages heraf. Kapitel 2 til 10 indeholder data, analyser og resultater. Hvert kapitel afsluttes med en diskussion af fund og resultater, men de enkelte afsnit i et kapitel vil afsluttes med nogle korte konkluderende og eventuelt kommenterende bemærkninger. For en mere grundig gennemgang af undersøgelsens baggrund og praktiske gennemførelse henvi- 19

ses til rapportens bilagsdel, som omfatter en fortegnelse over de medarbejdere i kriminalforsorgen, der har indsamlet datamaterialet (bilag 1), tidsplan for hele projektet (bilag 2), en række af de statistiske analyser, der ligger til grund for undersøgelsens resultater (bilag 3), svarfordelingen af samtlige spørgsmål i spørgeskemaet ( marginaltabeller ) (bilag 4), den væsentligste del af det materiale, der er udarbejdet til brug for undersøgelsen (bilag 5), samt den væsentligste del af den korrespondance mv., der har været ført i forbindelse med undersøgelsen (bilag 6). Rapporten indeholder en bilagsfortegnelse. Bilagene kan findes på Kriminalforsorgens hjemmeside: www.kriminalforsorgen.dk. 1.2 Rusmidler og behandling i kriminalforsorgen 1.2.1 Alkoholmisbrug Sammenhængen mellem alkoholmisbrug og kriminalitet er en gammel sandhed. I Danske Lov fra 1683 hedder det i 6-6-17: Skeer Drab af nogen i Vildelse og Raseri, da bør hand ej på Livet Straffis,. Den lærde jurist C.D. Hedegaard måtte i 1773 om udtrykket vildelse pointere, at det ikke omfattede fulde, forelskede eller vrede mennesker. De kunne vel kaldes rasende, men de var ikke virkelig galne og fra Forstanden (Waaben, 1997). Den første danske lærebog i psykiatri (Flindt, 1885) betoner, at læger ved medikolegale (retspsykiatriske) undersøgelser af alkoholister skulle være særlig opmærksomme på den til stede værende usædeligheds, vredagtigheds og brutalitets pathologiske basis hos den habituelle dranker. Sammenhængen mellem alkohol og vold er heller ikke af ny dato. George E. Schrøder foretog i begyndelsen af 1900-tallet en Psykiatrisk undersøgelse af mandsfanger i Danmarks Straffeanstalter, dvs. Statsfængslerne i Vridsløselille, Nyborg og Horsens (Schrøder, 1917 og 1927). Alkoholmisbrug omfatter en væsentlig del af undersøgelsen (og om enkelte er oplyst, at de også indtog andre narkotiske stoffer ). Schrøder fandt, at 11 % blandt de indsatte i Vridsløselille, 38 % i Horsens og 12 % i Nyborg havde alkoholisme som hoveddiagnose. Flere med andre hoveddiagnoser f.eks. Imbecilitet eller Hysteri drak imidlertid også, således at samlet kunne diagnosen alkoholisme stilles blandt 24 % af de indsatte i Vridsløselille, blandt 44 % i Horsens og blandt 14 % i Nyborg. Forskellen mellem de tre anstalter skyldtes de daværende visitationsregler. Behandlingen havde fire hovedelementer: 1) totalabstinens, 2) god ernæring, 3) ordnet arbejde, specielt landarbejde og 4) sædelig, religiøs påvirkning. Schrøder tilføjer om punkt 4, at almindelig belæring og opdragelse måske var nok så vigtig. Han var imidlertid ikke imponeret over den behandling, der faktisk blev ydet og foreslog bl.a. længerevarende straffe (til den indsatte var helbredt ), men også at alkoholmisbrugere skulle afsone under friere og mere individualiserede forhold. Han var klar over, at dette forslag ville møde modstand på grund af frygten for, at de humaniserede bestræbelser. skulde ødelægge den bestaaende samfundsorden. 20

Danmark fik imidlertid en særlig foranstaltning over for alkoholmisbrugere. Straffeloven fra 1930, der som Schrøder var præget af tidens tanker om behandling af kriminelle, indeholdt en særlig retsfølge, Helbredsanstalt for Drankere, som kunne anvendes over for personer, der fandtes at være forfaldne til drukkenskab. Den var delvis tidsubestemt med en længstetid på 18 måneder, tre år ved recidiv, og kunne idømmes enten i forbindelse med en betinget dom eller som tillæg til en frihedsstraf. Denne foranstaltning blev kun anvendt i yderst begrænset omfang Waaben bemærker med slet skjult ironi, at anbringelsen skete i et tidligere arresthus i Nordby på Fanø (Waaben, 1983) og stort set slet ikke fra 1960 erne, hvor vilkår om alkoholistbehandling som led i en betinget dom vandt indpas. Der har altså eksisteret en særlig retsfølge over for alkoholmisbrugere, men den led hurtigt skibbrud, om end den havde fortjent en bedre skæbne (Waaben, 1968). I et forsøg på at udvikle et ormemiddel opdagede Hald og Jacobsen i begyndelsen af 1940 erne, at disulfiram griber ind i alkohols nedbrydning i organismen, og derved kom antabus til verden (Hald & Jacobsen, 1948). Det skabte optimisme, hvad angår behandlingen af alkoholmisbrugere, også de kriminelle alkoholmisbrugere, og i 1950 indgik Dansk Værneselskab (senere Dansk Forsorgsselskab), en aftale med overlæge Ma Schmidt, Overlægeinstitutionen i København (nu Retspsykiatrisk Klinik) om, at Overlægeinstitutionen skulle varetage tilsyn og behandling (i praksis antabus) af betinget dømte og prøveløsladte alkoholister (Kramp, 1987). I slutningen af 1950 erne oprettede Dansk Forsorgsselskab et særligt kontor i København (CK 6), som varetog behandling af prøveløsladte og betinget dømte alkoholmisbrugere. Der var tilknyttet psykiatere til varetagelse af behandlingen (Schulsinger, 1963). På optagelseshjemmet Lyng, som på daværende tidspunkt var en institution under Dansk Forsorgsselskab, modtog man prøveløsladte og betinget dømte og senere tillige afsonere i udslusningsfasen (samt landevejsriddere og andre, som ikke nødvendigvis var kriminelle) alle med, som det hed, et intimt forhold til alkohol (Johnsen, 1965). Specialkontoret (CK 6) blev nedlagt i slutningen af 1970 erne i forbindelse med en omfattende decentralisering af kriminalforsorgen i frihed, og hovedprincippet har herefter været, at også de kriminelle alkoholmisbrugere skal behandles i samfundets almindelige behandlingssystem. Der synes ikke i samme periode at have været den store interesse for behandling af alkoholmisbrug i fængslerne. En undersøgelse af 1.000 spritbilister, indsat i Statsfængslet Møgelkær fra 1970 til 1974 (Henriksen, uden årstal) er rent deskriptiv. Forfatteren nævner dog ganske kort, at hæftestraffen ofte medførte sociale problemer. Med straffelovsreformen i 1973/1975 blev de tidsubestemte forbedringsstraffe afskaffet. Reformen indeholdt dog en mulighed for alternativ afsoning i behandlingsinstitution (straf- 21

felovens 49, stk. 2 fra 1. juli 2001 straffuldbyrdelseslovens 78), når den dømte har et udpræget behandlingsbehov, herunder et udpræget behov for behandling mod misbrug af alkohol. Denne mulighed har hidtil kun i begrænset omfang været benyttet over for alkoholmisbrugere. Endvidere blev muligheden for prøveløsladelse og betinget dom med særvilkår bibeholdt. Siden 1982 har indsatte med et udtalt behov for behandling mod alkoholmisbrug, og som er dømt for kriminalitet begået i alkoholpåvirket tilstand, endvidere haft mulighed for prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffen (straffelovens 38, stk. 2) under forudsætning af, at der inden løsladelsen er iværksat en behandling mod misbrug af alkohol, og at behandlingen videreføres ved løsladelsen. Denne mulighed har været benyttet i ganske få tilfælde. Først fra 1986 blev der igen sat fokus på alkoholmisbruget og dets betydning for kriminaliteten i samfundet. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, nedsatte på dette tidspunkt en arbejdsgruppe, som fik til opgave at overveje behov og muligheder for en øget indsats mod alkoholmisbrug blandt indsatte og tilsynsklienter. Til brug for sit videre arbejde gennemførte arbejdsgruppen i 1988 en undersøgelse af alkoholforbruget blandt kriminalforsorgens klientel (Alkoholkonsumundersøgelsen; Kramp et al, 1990), som viste, at alkoholmisbrug fortsat var et væsentligt problem for kriminalforsorgens indsatte og tilsynsklienter. Undersøgelsen viste f.eks., at 50 % af klientellet havde været påvirket af alkohol på gerningstidspunktet, en tredjedel vurderedes at have behov for alkoholistbehandling, men for færdselslovsovertrædere skønnedes hele totredjedele at have behov for en sådan behandling (afsnit 1.3.1). Arbejdsgruppen afgav på baggrund af undersøgelsen en indstilling med forslag til iværksættelse af initiativer, som kunne motivere klientellet til at undergive sig behandling for alkoholmisbrug. En række af disse forslag blev efterfølgende sat i værk. Der blev således i april 1988 iværksat en forsøgsordning på hæftefængslerne Kærshovedgård og Gribskov, hvor alle indsatte spritbilister blev indbudt til en samtale om deres alkoholforbrug. I de tilfælde, hvor den indsatte vurderedes at have behov for behandling for alkoholmisbrug, blev der givet tilbud om en udgang til besøg på et alkoholambulatorium i nærheden af bopælen. I enkelte tilfælde blev der også givet tilladelse til yderligere udgange til start af ambulant behandling. Ordningen blev senere gjort til et permanent tilbud på de to fængsler, idet den skønnedes at have en positiv effekt på de indsattes motivation for efterfølgende at rette henvendelse til behandlingssystemet. Sideløbende med alkoholsamtaler og udgange gennemførtes på de samme fængsler i en årrække informationskurser om alkohol og dens skadelige virkninger. Målgruppen for disse kurser var indsatte med dom på 14 dage eller mere for spirituskørsel. 22

Statsfængslet i Gribskov blev lukket i januar 2000. Efter lovændringerne 1. juli 2000, hvor betinget dom med vilkår om samfundstjeneste eller alkoholistbehandling blev indført for langt de fleste spritbilister, ophørte kurserne på Kærshovedgård bl.a. på grund af ændringer i sammensætningen af klientellet. I begyndelsen af 1988 blev der i Statsfængslet ved Sønder Omme iværksat et forsøg med behandlingsmotiverende gruppesamtaler for indsatte med alkoholproblemer. Forsøget forløb efter fængslets vurdering meget positivt og afdækkede langt alvorligere misbrugsproblemer end forventet. På grund af personalenedskæringer blev projektet indstillet allerede i slutningen af januar 1989. 1.2.2 Alkoholistbenådningsordningen Efter forslag fra den føromtalte arbejdsgruppe iværksattes i juli 1990 en forsøgsordning, hvor spritbilister med et alkoholistbehandlingsbehov idømt frihedsstraffe på 40 dage eller derunder kunne få udsættelse med afsoningen. Hvis de gennemførte behandlingen i et år og efterfølgende betalte en bøde, blev de benådet for frihedsstraffen. Forsøget rettede sig udelukkende mod dømte med behov for alkoholistbehandling, mens andre spritbilister stadig skulle afsone den idømte straf. Benådningsordningen blev anvendt i godt 1.000 tilfælde om året og omkring trefjerdedele af deltagerne gennemførte det etårige behandlingsforløb. Forsøget forløb positivt (men behandlingseffekten er aldrig blevet videnskabeligt undersøgt), og 1. april 1994 fik forsøget status af en permanent ordning for behandlingskrævende spritbilister med domme på 60 dage eller derunder. Som en yderligere motiverende faktor er reglerne for generhvervelse af kørekort efterfølgende blevet ændret, således at gennemført alkoholistbehandling giver mulighed for generhvervelse efter den halve frakendelsestid. Den administrative benådningsordning blev ved ændringen af straffeloven, der trådte i kraft den 1. juli 2000, afløst af betingede domme med vilkår om struktureret/kontrolleret alkoholistbehandling. Dommene fuldbyrdes ved kriminalforsorgens foranstaltning. Samtidig er det blevet muligt at idømme spritbilister uden behandlingskrævende alkoholmisbrug betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Ændringen betyder, at der før domsafsigelsen skal foreligge en vurdering af den sigtedes behov for behandling til brug for rettens fastsættelse af sanktion. Denne tidlige afdækning af eventuelle alkoholproblemer har medført, at et større antal spritbilister end tidligere nu kommer i behandling i forbindelse med deres spirituskørsel (1.400 pr. år) (se bl.a. også kap. 8). 23

Indholdet af og betingelserne for at opnå betinget dom med vilkår om behandling er de samme som gjaldt for den administrative benådningsordning. 1.2.3 Stofmisbrug Frem til begyndelsen af 1960 erne var der enkelte klassiske morfinister fortrinsvis sundhedspersonale, som havde relativ let adgang til morfinpræparater, men også andre fra middel- og overklassen, der var blevet afhængige af den morfin, de oprindeligt havde fået som led i smertebehandling. Allerede i 1870 erne var man blevet opmærksom på dette problem, hvilket førte til en stramning af kontrollen med materialhandlernes salg af opiater og til særlige forskrifter for recepter på opium og morfin. Herefter var der ikke væsentlig opmærksomhed om opiumsmisbrug, selv om Danmark ratificerede de internationale opiumskonventioner i årene 1913-1936. Lige efter krigen opstod et særligt misbrugsmiljø i København, den såkaldte Nyhavnsgruppe, der påkaldte sig myndighedernes opmærksomhed. I denne gruppe misbrugtes både morfin og amfetamin. Forsyningskilderne var først og fremmest lægerecepter, ægte som falske, samt apotekstyverier. Dette var en del af baggrunden for, at Indenrigsministeriet i 1950 erne nedsatte et udvalg, som skulle undersøge problemerne ved den medicinske brug af euforiserende midler og komme med forslag til mindskelse af misbruget. Udvalget afgav i 1953 den første betænkning her i landet om misbrug af euforiserende stoffer. Man skønnede dengang, at der var mellem 1.000 og 1.500 eufomane, dvs. misbrugere af opium, morfin, syntetiske analgetika, amfetamin mv. I 1955 vedtoges Lov om euforiserende stoffer, ligesom retningslinjerne for lægers ordination blev skærpet. (Winsløw, 1984). Det moderne stofmisbrug vakte opmærksomhed i den vestlige verden i 1960 erne, i Danmark fra 1965. Det var karakteriseret ved, at eksperimenter med stoffer var knyttet til ungdomskulturen, samt fremkomsten af et internationalt organiseret, illegalt stofmarked. Vesten havde økonomisk højkonjunktur, og nye kulturelle strømninger blandt unge blev beskrevet som ungdomsoprøret på grund af deres antiautoritære og antiborgerlige karakter. Politisk interesse, international orientering, rockmusik og rusmidler som hash, lsd, opium, amfetamin var vigtige elementer i den nye ungdomskultur, og stofferne blev symbol på de unges uafhængighed af forældregenerationen. Især hash blev en del af den ungdomskulturelle fornyelse, og de unge tillagde hash positiv værdi og social status. Brugen spredte sig hurtigt blandt de unge efter samme mønster, som andre sociale fornyelser: Fra de ældre til de yngre, fra de højt uddannede til de laverede uddannede, fra by til land. I 1970 havde 24 % af de unge (fra 8. klasse til 3.g) prøvet hash, 6 % havde prøvet andre stoffer. Stoffernes første modebølge toppede i 1972, hvorefter det eksperimenterende forbrug faldt igen (Schmidt & Sindballe, 1974). Brugen af hash bevarede en vis udbredelse, men den mistede efterhånden sin positive symbolfunktion; fra begyndelsen af 1980 erne taler man om en trivialisering af hashkulturen (Winsløw, 1984). 24

Herefter var det op til midten af 1990 erne stort set kun hash, der havde en vis udbredelse blandt de unge generelt. Andre stoffer brugtes kun i ringe omfang udenfor de egentlige misbrugsmiljøer. Fra 1995 og frem er udbredelsen af illegale stoffer blandt unge igen steget markant. Det gælder for hash såvel som for de centralstimulerende midler og hallucinogenerne. Desuden er ecstasy blevet introduceret. Stofferne er, bortset fra heroin, igen kommet på mode som en accepteret del af de unges fritids- og festkultur, og udbredelsen blandt unge er i dag større, end man fandt den i de glade tressere. I dag er det således 33 % af de 16-20-årige, der har prøvet hash, mens 9 % i samme aldersgruppe har prøvet amfetamin, og 2-5 % har prøvet psilocybinsvampe/kokain/ecstasy/lsd. Kun heroin har en så begrænset udbredelse, at den ikke lader sig måle i befolkningsundersøgelser (Sundhedsstyrelsen, 2002). Den bredere udbredelse af stofferne fra 1965 førte hurtigt til udvikling af et egentligt misbrug af de nye stoffer blandt unge fra alle sociale grupper, men med en overvægt af unge med dårligere social baggrund, vanskeligere opvækstvilkår og dårlig aktuel social situation, især i gruppen af opioidmisbrugerne. Den senere udvikling har tydeliggjort, at stofmisbrug, og især misbrug af opioider, absolut vender den tunge ende nedad. De nye misbrugsproblemer fik stor samfundsmæssig opmærksomhed, betinget af misbrugernes ungdom, af stoffernes tilknytning til ungdomsoprøret som kulturel protestbevægelse og af de nye stoffers kulturelle fremmedhed. I årene 1969-1971 blev der oprettet behandlingsinstitutioner til de unge misbrugere i Viborg, København, Esbjerg, Ålborg, Århus og Randers. Senere fulgte flere områder med. Behandlingen var inspireret af terapeutiske samfund i USA og byggede på sociale, psykologiske og pædagogiske teorier og metoder. Bl.a. engagerede man unge, ikke-professionelle medarbejdere i behandlingsarbejdet for at give de unge misbrugere relevante rollemodeller. Behandlingsmålsætningen var stoffrihed som forudsætning for, at de unge kunne træffe deres egne livsvalg: formålet med arbejdet med unge stofmisbrugere er, at få dem til at ophøre med misbrug af euforiserende stoffer og narkotika ( ) vi kan ikke føre denne gruppe unge videre end til det punkt, hvor de er tilstrækkeligt stærke til selv at afgøre, hvorvidt de ønsker at leve tilværelsen efter det etablerede samfundsmønster eller indrette sig i overensstemmelse med ungdomskulturens i øvrigt vagt formulerede normer (Berntsen, 1971). Som citatet viser, var det en vigtig del af behandlingsprincipperne på disse nye institutioner at imødekomme de unges alternative kultur og i øvrigt at arbejde med deres gruppetilhørsforhold og (re)socialisering. Behandlingen blev typisk opdelt i faser (afgiftning, stabilisering, rehabilitering, udslusning). Det blev hurtigt klart, at behandlingsopgaven var vanskelig. I løbet af 1970 erne blev behandlingsinstitutionerne for stofmisbrugere mindre alternative og mere profesionelle, resocialiseringsaspektet fik større vægt og målsætningerne blev præciseret til at være stoffrihed, selvforsørgelse og selvstændighed. Samtidig startede forsøg med og ophedet debat om 25

metadonbehandling, inspireret af amerikanske forskningsresultater. Den første officielle betænkning om Metadon i behandlingen af unge stofmisbrugere kom i 1973 (Kontaktudvalget vedrørende Ungdomsnarkomanien, 1973). Først i 1984 blev metadonunderstøttet behandling, dvs. substitutionsbehandling, i en officiel betænkning med den sigende titel At møde mennesket, hvor det er, anerkendt som behandling på linje med andre former for behandling af opioidmisbrugere. Rapporten gjorde op med de hidtidige behandlingsmål og principper ved at betone betydningen af lavtærskelmål (dvs. mål, der ikke stillede for høje/uopnåelige krav til klientens motivation og adfærd), af forbedringer af livskvalitet som mål i sig selv og af at arbejde efter graduerede målsætninger tilpasset den enkelte misbrugers ønsker, behov og formåen. Enhver behandlingsmæssig foranstaltning, der kan øge personens ressourcer (hensigtsmæssig socialisering, penge, bolig, menneskelig kontakt, uddannelse, arbejde, etc.) og/eller reducerer den pågældendes belastningsniveau (sygdom, kriminalitet, fattigdom, ensomhed, dårlig bolig, misbrug, manglende uddannelse og erhvervserfaring etc.) har derfor relevans (Alkohol- og Narkotikarådet, 1984). Også misbrugere, der ikke kunne opnå stoffrihed, skulle hjælpes. Herefter og ikke mindst efter AIDS-epidemiens samtidige opdukken blev anvendelsen af substitutionsbehandling markant øget. I løbet af 1980 erne blev ambulant substitutionsbehandling den fremherskende behandlingsform i stofmisbrugerbehandlingen, en situation, der blev udfordret, da den første, privat drevne Minnesota - døgninstitution, Egeborg, åbnede i 1990. Stofmisbrugsbehandling blev igen et tema i den offentlige debat. Som følge af en klar politisk prioritering, blev hele behandlingsområdet fra midten af 1990 erne markant udvidet, omorganiseret og revitaliseret på et behandlingsmæssigt grundlag, der er karakteriseret af pluralisme: Både substitutionsbehandlingen og Minnesota -institutionen med mere indgår i dag i det samlede behandlingsudbud. 1.2.4 Stofmisbrug i kriminalforsorgen Det moderne narkotikaproblem har helt fra starten påkaldt sig en helt anderledes interesse og opmærksomhed i kriminalforsorgen end det mere trivielle alkoholproblem. Da stofmisbrugerne dukkede op i kriminalforsorgens institutioner i 1960 erne, forsøgte man i første omgang at afhjælpe de problemer, stofmisbrugerne medførte, ved hjælp af det såkaldte fortyndingsprincip. Tanken var at skabe fængselsmiljøer, hvor stofmisbrugerne var i klart mindretal og derfor vanskeligt kunne påvirke miljøet væsentligt, samtidig med at de selv blev udsat for påvirkning fra et flertal af medindsatte, der ikke var stofmisbrugere. Der fandtes ikke en egentlig, organiseret behandling af stofmisbrugere. Narkotikapolitikken i kriminalforsorgen var i slutningen af 1970 erne navnlig præget af de første tiltag af kontrolmæssig art. I 1980 erne nedsatte direktoratet en rådgivende ekspertgruppe vedrørende behandling af stofmisbrugere i anstalter og arresthuse mv. I overensstemmelse med gruppens indstilling fra 1981 opretholdt man i de kommende år fortyndingsprincippet generelt. Et stadigt stigende antal stofmisbrugere medførte dog, at for- 26

udsætningerne for princippet reelt var bortfaldet. I stedet søgte man at imødegå narkotikaproblemerne ved opdeling af de store afdelinger i statsfængslerne i Nyborg og Vridsløselille samt i Anstalten ved Herstedvester. Behandlingen af stofmisbrugerne på de særlige afdelinger byggede på nærkontakt med personalet som følge af en tæt bemanding samt særligt gode arbejds-, undervisnings- og fritidstilbud. Princippet for den egentlige behandling af stofmisbrugere var som behandling af alkoholmisbrugere at de indsatte som udgangspunkt skulle have adgang til samfundets almindelige behandlingssystem. I erkendelse af at visse grupper af indsatte ikke havde mulighed for umiddelbar udslusning til det almindelige behandlingssystem, blev der i 1990 erne iværksat forskellige behandlingstiltag rettet mod stofmisbrugerne under deres fængselsophold. Samtidig voksede problemerne, og der blev nedsat en ny arbejdsgruppe, der som sit kommissorium skulle overveje indførelse af kontraktfængsler/-afdelinger som led i behandlingen af narkomaner i kriminalforsorgen. Arbejdsgruppen kunne konstatere, at der på en tværsnitsdag var ca. 1.250 stofmisbrugere (ikke nærmere defineret) i kriminalforsorgens institutioner, og at op mod 300 indsatte havde haft et intravenøst stofmisbrug op til indsættelsen (jf. kap. 3). Arbejdsgruppen anbefalede oprettelse af nogle kontraktafdelinger, hvis formål primært var at motivere de indsatte til fortsat behandling efter løsladelsen. Der blev da også i de følgende år indrettet kontraktafdelinger i statsfængslerne i Ringe og Nyborg. Dette var begyndelsen til egentlig behandling af stofmisbrugere i kriminalforsorgens regi. I 1997 etablerede Statsfængslet i Vridsløselille et samarbejde med den private behandlingsinstitution Kongens Ø om behandling af indsatte stofmisbrugere. Dette samarbejde består stadig. Kriminalforsorgen råder i dag over tre stoffri afdelinger placeret i Statsfængslet ved Horserød, Statsfængslet i Ringe og Statsfængslet i Horsens, hvor såvel ikke-stofmisbrugere som tidligere stofmisbrugere tilbydes afsoning i et stoffrit miljø. Kriminalforsorgen råder hertil over tre kontraktafdelinger placeret i Statsfængslerne i Ringe og Nyborg samt Statsfængslet ved Sønder Omme med mere specifik behandling rettet direkte mod stofmisbruget. Der planlægges oprettelse af behandlingsorienterede afdelinger i andre fængsler. Alle fængsler åbne som lukkede har indsatte som modtager substitutionsbehandling fortrinsvis i form af metadonbehandling. Siden straffelovsreformen i 1973/1975 har stofmisbrugere som alkoholmisbrugere i medfør af straffelovens 49, stk. 2 (nu straffuldbyrdelseslovens 78) kunnet afsone i særlige (behandlings)institutioner, dels kriminalforsorgens egne, dels institutioner i det almin- 27

delige behandlingssystem. Anvendelsen af denne bestemmelse har, hvad angår stofmisbrugerne, gennem de senere år været stigende, og stofmisbrugerne udgør nu ca. 50 % af alle placeringer i medfør af straffuldbyrdelseslovens 78. Da antallet af stofmisbrugere steg kraftigt i slutningen af 1960 erne, fandt man det nødvendigt også at oprette en specialafdeling for stofmisbrugere i København under Dansk Forsorgsselskab. Denne afdeling (CK 8) havde bl.a. til opgave at føre tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte, som havde vilkår om afvænningsbehandling for stofmisbrug. Afdelingen blev som den specielle afdeling for alkoholmisbrugere (CK 6) nedlagt i forbindelse med den generelle decentralisering af Kriminalforsorgen i Frihed i slutningen af 1970 erne. Som følge af det stigende antal stofmisbrugere blev der hertil i 1960 erne og 1970 erne etableret en behandlingskæde bestående af institutionerne Skibet, Lynetten, Køngskolen og Sporskiftet. Disse er siden blevet nedlagt. I 1999 åbnede kriminalforsorgen imidlertid en kontraktpension på Fyn, som navnlig skal modtage stofmisbrugere, der er under udslusning efter et ophold på en kontraktfængselsafdeling. 1.2.5 Kommentar Alkoholmisbrugere har været kendt i fængselsvæsenet og blandt forsorgsinstitutioner i århundreder. Der har i tidens løb været taget forskellige behandlingsinitiativer for denne gruppe, men disse initiativer er ofte faldet til jorden igen. En undtagelse er spritbilister som også udgør en særlig gruppe blandt kriminalforsorgens klientel hvor der gennem de seneste 10-12 år er sket en udvikling, således at udgangspunktet for de mange alkoholmisbrugere blandt spritbilister i dag er behandling i stedet for en frihedsstraf. Ved denne ordning fik man samtidig løst et voksende kapacitetsproblem. Men kriminalforsorgen har stadig ikke meget at byde på for indsatte med alkoholproblemer, dømt for anden form for kriminalitet. Stofmisbrug, derimod, har i de ca. 40 år, problemet har eksisteret, påkaldt sig en stor og støt stigende interesse. Den ene arbejdsgruppe har afløst den anden, der er etableret behandlingsordninger i og uden for fængslerne, og også denne undersøgelse er betinget af den opmærksomhed, der til stadighed har været om stofmisbrug og kriminalitet. Årsagen til denne forskel i synet på alkohol- og stofmisbrug skal ikke nærmere diskuteres, men det skal afslutningsvis blot konstateres, at samlet set er alkohol fortsat det rusmiddel, som hyppigst misbruges af kriminalforsorgens klientel. 1.3 Videnskabelige undersøgelser af kriminelle misbrugere 28

1.3.1 Tidligere danske undersøgelser Der foreligger kun få, metodemæssigt mere eller mindre robuste, danske undersøgelser af misbrug af rusmidler blandt kriminalforsorgens klientel. Den første undersøgelse (Andersen, 1982) havde som formål at undersøge, hvorvidt indsatte påbegyndte et stofmisbrug under afsoning af en ubetinget frihedsstraf. Undersøgelsen omfattede statsfængslerne i Vridsløselille og i Nyborg med i alt 360 indsatte på en tværsnitsdag. 54 udlændinge udgik på forhånd, 64 udgik, idet det af sagsakter fremgik, at de havde været stofmisbrugere før afsoning af den første frihedsstraf (jf. undersøgelsens formål). 80 indsatte kunne ikke kontaktes, da de skulle interviewes, overvejende fordi de var blevet løsladt efter tværsnitsdagen. Tilbage var 162 potentielle deltagere, men heraf nægtede 89 at medvirke. Det store bortfald - af 360 blev kun 73 interviewet - medfører, at undersøgelsens resultater er behæftet med stor usikkerhed, men det konkluderes, at ca. 60 % af de indsatte i de to fængsler havde erfaring med hårde narkotiske stoffer, hvilket stort set var defineret som heroin og morfinpræparater, dvs. morfin, ketogan, metadon mv. Heroin, tidligere tiders pakipiller og lignende samt (illegale) morfinpræparater vil herefter tilsammen blive benævnt opioider. I 1988 blev der foretaget en tværsnitsundersøgelse af omfanget af alkoholmisbrug blandt afsonere og tilsynsklienter (Kramp et al, 1990), varetægtsarrestanter indgik ikke i undersøgelsen. Ca. 950 personer blev anmodet om at deltage i undersøgelsen, og af dem accepterede 653 at medvirke, hvilket giver en deltagerprocent på 70 %. De 653 deltagere var repræsentative for den samlede population af afsonere og tilsynsklienter. Undersøgelsen omfattede også en vurdering af misbruget af stoffer, hvor misbrug blev defineret som indtagelse af et hvilket som helst euforiserende stof bortset fra indtagelse af hash fem gange eller mindre seks måneder før indsættelsen/tilsynsperiodens start. Der blev ikke i undersøgelsen skelnet mellem de forskellige stoffer. Ved undersøgelsen påvistes bl.a., at ca. 33 % af de undersøgte havde et alkoholproblem, at 66 % dømt for færdselslovsovertrædelser (spritbilister) havde behov for alkoholistbehandling, og at 37 % af de undersøgte kunne betegnes som stofmisbrugere i den nævnte brede definition. Samlet konkluderede undersøgelsen, at ca. 57 % af de personer, kriminalforsorgen i løbet af et år kom i kontakt med i forbindelse med afsoning eller tilsyn, var enten alkoholmisbrugere, stofmisbrugere eller misbrugere af såvel alkohol som stoffer. Den nu foretagne rusmiddelundersøgelse indeholder de samme spørgsmål om alkoholforbrug mv. som undersøgelsen fra 1988. Det vil således være muligt i et vist omfang at sammenligne resultaterne, jf. kap. 10. En undersøgelse af et repræsentativt materiale bestående af 228 danskfødte varetægtsarrestanter i alderen 16 til 60 år i Københavns Fængsler (Andersen et al, 1996a) fandt, at ved anvendelse af WHO s ICD-10 forskningskriterier (WHO, 1993) kunne ca. 44 % ved indsættelsen diagnosticeres som misbrugere ( dependence syndrome ) med opioider (ca. 33 29

%), alkohol (ca. 11 %) og beroligende medicin ( sedatives ) (ca. 10 %) som de hyppigst forekomne misbrugsformer. Kun ganske få (ca. 3 %) misbrugte centralstimulerende midler. Den hyppigste kombination af misbrugsstoffer var opioider og beroligende medicin. Hashmisbrug indgik ikke i undersøgelsen, men omkring 25 % af varetægtsarrestanterne havde forud for indsættelsen dagligt indtaget hash. En tværsnitsundersøgelse fra 1999 (Kyvsgaard, 2000) af alle (2689) strafafsonere omfatter enkelte spørgsmål vedrørende misbrug. Undersøgelsen bygger ikke på interview af de indsatte, men er foretaget ved, at de indsattes kontaktpersoner har udfyldt et spørgeskema på grundlag af journaler og akter. Samlet fandtes, at ca. 50 % af de indsatte havde et misbrugsproblem, 18 % havde forud for indsættelsen misbrugt alkohol, 29 % hash, 24 % opioider og 8 % ikke lægeordineret medicin. (Centralstimulerende midler, ecstasy mv. indgik ikke). Der var relativt mange uoplyste og ved ikke svar, og de anførte procentangivelser skal derfor tages med et vist forbehold. Såfremt ved ikke tolkes som nej til misbrug, reduceres antallet, der havde et misbrug, fra ca. 50 % til ca. 40 %. Det skal bemærkes, at der stort set ikke kunne indhentes oplysninger om et eventuelt misbrug blandt indsatte i Statsfængslet i Gribskov og Statsfængslet Kærshovedgaard, der på tidspunktet for undersøgelsen modtog mange indsatte dømt for spirituskørsel. Endelig har kriminalforsorgen siden 1971 foretaget regelmæssige opgørelser af antallet af stofmisbrugere (og stofkriminelle ikke-misbrugere) i fængsler og arresthuse, den såkaldte stofcensus (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2001). Stofmisbrugere er i stofcensus defineret som personer, der inden for det sidste halve år forud for indsættelsen mere end nogle ganske få gange har indtaget et eller flere euforiserende stoffer. Hårdere belastede stofmisbrugere har i opgørelserne været defineret som personer, der har haft et vanemæssigt forbrug af andre stoffer end hash eventuelt kombineret med hashmisbrug. Halvdelen af stofmisbrugerne har gennem de seneste år været karakteriseret som hårdere belastede stofmisbrugere. Opgørelserne over andelen af stofmisbrugere blandt samtlige indsatte viser set over hele perioden en stigende tendens, men stigningerne er foregået i spring. I perioden 1971-1978 udgjorde andelen af stofmisbrugere omkring 19 %. I perioden 1979-1986 udgjorde andelen af stofmisbrugere ca. 23 %. I perioden 1987-1991 var andelen af stofmisbrugerne konstant ca. 27 %. Det stort set uændrede antal misbrugere fra omkring 1980 til begyndelsen af 1990 erne svarer til et stort set uændret antal misbrugere i befolkningen (afsnit 1.2.3) og afspejler således den almindelige opfattelse, at samfundets problemer koncentreres i kriminalforsorgen. Fra 1992-2001 er der sket en jævn stigning fra 30 % til 37 % af det samlede belæg, som i de senere år har været 3400-3500 indsatte. Såfremt det lægges til grund, at halvdelen er hårdere belastede stofmisbrugere, betyder det, at små 20 % af de indsatte eller 600-700 personer misbruger andre stoffer end hash. 30

I de senere år (i perioden 1993-2001) har antallet af kvindelige indsatte været stabilt, men antallet af kvindelige stofmisbrugere er ifølge stofcensus steget. Andelen af stofmisbrugere blandt de kvindelige indsatte var ifølge stofcensus i februar 2002 ca. 43 %, medens andelen af mandlige stofmisbrugere var ca. 37 % i såvel 2000 som 2002. Stofmisbrugernes gennemsnitsalder har de senere år været knapt 31 år. Som det fremgår, er de populationer, der er undersøgt, og de metoder, der er anvendt, så forskellige, at det ikke giver mening at sammenligne resultaterne. 1.3.2 Udenlandske undersøgelser Der foreligger en uhyre omfattende og uoverskuelig udenlandsk litteratur om misbrug og kriminalitet. Det ligger uden for denne undersøgelses formål og rammer at foretage en blot nogenlunde systematisk litteraturgennemgang, men der kan bl.a. henvises til en oversigtsartikel af Kothari et al (2002), hvis primære sigte er misbrugsbehandling inden for retssystemets rammer, men som også indeholder mange data om misbrug og kriminalitet samt relevante litteraturhenvisninger. Forfatterne konkluderer bl.a., at mange undersøgelser har karakter af foreløbige pilotstudier. Marsch (1998) har foretaget en metaanalyse (dvs. en sammenlægning af materialer fra flere undersøgelser, hvorefter de sammenlagte materialer analyseres) af effekten af metadonbehandling på kriminalitet, men hun kunne kun finde 24 undersøgelser en canadisk, en engelsk, resten amerikanske der opfyldte de metodemæssige krav til at kunne indgå i en metaanalyse. Når man betænker, hvor mange kriminelle opioidmisbrugere på verdensplan, der kan antages at være og at have været i metadonbehandling bl.a. med henblik på at nedsætte recidiv til kriminalitet, er 24 metodemæssigt tilfredsstillende undersøgelser til belysning af dette ganske centrale spørgsmål frapperende lavt ikke mindst set i lyset af, at metadonbehandlingen blev introduceret for snart 40 år siden (Dole og Nyswander, 1965). Videnskabelige undersøgelser og ikke blot evalueringer af effekten af behandling af kriminelle er også på dette område en mangelvare. Der er store forskelle i misbrugs- og kriminalitetsmønstre samt lovgivning og fængselssystemer landene imellem, herunder mellem USA og Danmark. Mange undersøgelser om misbrug og kriminalitet er amerikanske, men det kan være vanskeligt direkte at overføre amerikanske forskningsresultater til danske forhold og at sammenligne resultaterne af danske og amerikanske undersøgelser. Litteratursøgningen til brug for undersøgelsen har derfor hovedsageligt omfattet (nord)europæiske arbejder fra de sidste ca. ti år, der som denne undersøgelse er af overvejende epidemiologisk karakter, og som skønnes at have en rimelig metodologisk standard. Det har imidlertid vist sig, at antallet af sådanne undersøgelser er yderst begrænset. 31

1.4 Undersøgelsens praktiske gennemførelse Undersøgelsen omfatter alle kriminalforsorgens tjenestesteder undtagen Statsfængslet i Horsens, som af grunde, der er uden sammenhæng med denne undersøgelse, ikke havde mulighed for at deltage. Som det vil fremgå af det følgende, har dette ikke indflydelse på undersøgelsens resultater. Undersøgelsen omfatter således 14 fængsler, 39 arresthuse/arrestafdelinger og 29 afdelinger, der bl.a. fører tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte (Kriminalforsorgen i frihed, herefter benævnt KIF-afdelinger), dvs. i alt 82 tjenestesteder. Hvert tjenestested blev i juli 2001 anmodet om at udpege en eller flere undersøgere. Undersøgerne deltog i august 2001 i møder, hvor undersøgelsen og registreringsskemaet blev gennemdrøftet. Herefter gennemførte undersøgerne i september 2001 et pilotprojekt, dels for at få erfaring i at udfylde registreringsskemaet, dels for at vurdere, om der var behov for justeringer af den praktiske procedure. Resultatet af pilotprojektet blev sammen med undersøgernes praktiske erfaringer gennemgået ved en ny møderække i oktober 2001, hvorefter såvel undersøgelsesprocedure som registreringsskema blev endeligt fastlagt. Undersøgelsen blev herefter gennemført som en tværsnitsundersøgelse med 23. oktober 2001 som udtræksdato. Interviewene med deltagerne i undersøgelsen fandt sted i løbet af de følgende seks uger. Fristen for returnering af registreringsskemaerne var 14. december 2001. Datamaterialet er bearbejdet og analyseret og resultaterne sammenskrevet i løbet af 2002. Ved en afsluttende møderække med undersøgerne 25. og 26. november 2002 er visse af undersøgelsens resultater drøftet og supplerende oplysninger indhentet. Undersøgelsens tidsplan er beskrevet i bilag 2, den praktiske udvælgelses- og undersøgelsesprocedure er detaljeret beskrevet i bilag 5. Undersøgelsen omfatter stort set hele kriminalforsorgens klientel. Hvert tjenestested udtrak en tilfældig stikprøve på (mindst) 20 % af tjenestestedets indsatte/klienter. I alt 2021 indsatte/klienter blev forespurgt, om de ville deltage. Heraf accepterede 1305 (65 %), medens 716 (35 %) ikke ønskede at medvirke. De mange data fra registreringsskemaerne blev tastet ind på edb to gange, hvorefter de to datasæt blev sammenlignet med henblik på kontrol af eventuelle indtastningsfejl. Herefter blev materialet yderligere gennemgået for tilfældige fejl, misforståelser mv. Fire registreringsskemaer var så mangelfuldt udfyldt, at de måtte udgå. Det drejer sig formentlig om skemaer vedrørende personer, som alligevel har nægtet at deltage, og hvor skemaerne ved en fejl er blevet indsendt. De fire er derfor registreret som nægtere. Ved tilrettelæggelsen af undersøgelsen var der ikke taget højde for, at strafafsonere kunne blive varetægtsfængslet, med heraf følgende usikkerhed om status. De tre personer, det drejer sig om, er registreret som varetægtsfængslede. Ved indtastningen blev alle uforståelige eller ikke-eksisterende registreringer indtastet med særlige koder. Ved manuel gennemgang af registreringsskemaerne var det i langt de fleste tilfælde muligt at korrigere f.eks. en skrivefejl eller lignende. I de tilfælde, hvor spørgsmålet ikke kunne afklares, er det registreret som ikke besvaret ( missing ). På samme måde er inkonsistente svar f.eks. en angivelse af, at personen aldrig har anvendt et givet stof sammen med en angivelse af, at vedkommende var påvirket af stoffet på gerningstidspunktet registreret som missing. Der er syv spørgsmål vedrørende hvert stof. En del har misforstået spørgsmål 6 (påvirket af stoffet på 32

gerningstidspunktet) og i mindre omfang spørgsmål 7 (tidligere misbrug af det pågældende stof) og ikke besvaret disse to spørgsmål. Nogle spørgsmål er besvaret med ved ikke, de er ligeledes registreret som missing. Nogle tjenestesteder indsendte ikke nægterskemaer. Efterfølgende viste det sig, at årsagen hyppigt var, at der ikke havde været nægtere (i arresthusene), eller at undersøgerne havde samlet nægterne fra flere tjenestesteder (typisk arresthuse) på samme nægterskema. Et par (store) institutioner med flere undersøgere indsendte flere nægterskemaer. Ved kontakt til de to institutioner var det muligt at korrigere disse fejl. 1.5 Datamaterialet Datamaterialet omfatter 1305 personer, 1179 mænd og 122 kvinder (køn er uoplyst i fire tilfælde). Aldersspredningen er stor, fra 16 år til 73 år, gennemsnitsalderen (mean) er 32 år (medianalder 34 år). Der er indhentet data fra 82 tjenestesteder, og hver deltager i undersøgelsen har besvaret spørgsmål om 13 forskellige rusmidler. Blandt de 1305 har 870 dvs. 66 % indtaget mindst et af de undersøgte stoffer mindst en gang den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering eller (de sidste seks måneder før indsættelsen/tilsynets registrering) haft et overforbrug (i denne undersøgelse benævnt problembrug (afsnit 2.1)) af alkohol. De 1305 deltagere er inddelt efter deres juridiske status med 347 fængselsafsonere og 331 betinget dømte som de to største grupper, herefter følger 232 med dom til samfundstjeneste og 148 varetægtsfængslede. De to mindste grupper er tre personer, der afsoner bødeforvandlingsstraf og tre personer, der i medfør af den grønlandske kriminallov på ubestemt tid er anbragt i Anstalten ved Herstedvester. Den pådømte/påsigtede kriminalitet (hovedforholdet) er inddelt i 15 kategorier med færdselslovsovertrædelser og tyveri som de to hyppigste former, henholdsvis 338 og 200 tilfælde. Herefter følger 188 tilfælde af vold. Den mindst hyppige kriminalitetstype (som hovedforhold) er hærværk med blot syv tilfælde. 115 er dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet (straffelovens 191), 122 for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. 68 personer er påbegyndt behandling med metadon eller buprenorphin (=subute og temgesic) (herefter benævnt substitutionsbehandling) i kriminalforsorgens regi, mens 33 har stoppet substitutionsbehandling i kriminalforsorgens regi. Hele datamaterialet fremgår af marginaltabellerne (bilag 4). Som det vil fremgå af det følgende, er der bl.a. af hensyn til de statistiske analyser foretaget en vis sammenlægning ( gruppering ) af såvel institutioner, de forskellige stoffer, former for juridisk status som af kriminalitetsformer. Datamaterialet omfatter 1305 spørgeskemaer, men for alle typer af spørgsmål er der missing. Som tidligere nævnt er køn f.eks., ikke registreret i fire tilfælde. Ved ikke -besvarelser er ligeledes registreret som missing. Det totale antal svar ( n ) på de enkelte spørgsmål vil variere afhængig af, hvor mange missing der er, og n vil derfor kunne variere fra tabel til tabel. 33

De data, der er indsamlet til brug for undersøgelsen, består principielt af tre forskellige typer af oplysninger. Den første type omfatter faktuelle oplysninger, dvs. alder, køn, tjenestested, kriminalitet, juridisk status mv., som er indhentet fra de akter, tjenestestedet har vedrørende den pågældende. Disse faktuelle oplysninger er dels anvendt til at inddele (gruppere) de mange data, dels indgår de jævnligt i de statistiske analyser, uden at dette nødvendigvis fremgår af analysen eller resultatet, og endelig indgår nogle, f.eks. oplysninger om kriminalitet, i undersøgelsens resultater. Den anden type oplysninger omfatter den indsattes/klientens egne oplysninger om forbrug af alkohol, illegal medicin og euforiserende stoffer (illegal medicin og euforiserende stoffer vil herefter under et blive betegnet som stoffer) samt deres syn på behandling. Der er således tale om den pågældendes egen opfattelse af sin situation, og samlet kan undersøgelsens resultater siges at afspejle, hvorledes kriminalforsorgens klientel selv ser på eget problembrug og misbrug af rusmidler, tidligere behandling, aktuel behandling mv. (Begreberne misbrug og problembrug er defineret i afsnit 2.1). Den tredje type oplysninger omfatter undersøgernes vurdering af, om en indsat/klient har behov for misbrugsbehandling. Denne vurdering er selvsagt ikke objektiv som f.eks. temperaturmåling, men tager udgangspunkt i den beskrivelse af behandlingsbehov, som er udarbejdet til brug for undersøgelsen, og bygger så i øvrigt på undersøgerens samlede erfaring samt viden fra akterne og fra samtalen med deltageren. Ved at inddrage tre typer af oplysninger i undersøgelsen øges muligheden væsentligt for at belyse og nuancere de overordnede temaer. Andre forhold, som også kan være betydningsfulde, kan inddrages, og undersøgelsens resultater bliver derved mere sikre. 1.5.1 Datamaterialets pålidelighed Undersøgelsen er gennemført som en interviewundersøgelse. Interviewene med deltagerne varede gennemsnitlig en lille times tid, men med store variationer et interview med en deltager uden noget misbrug overhovedet kunne gennemføres på et kvarter, mens et interview med en deltager med et omfattende blandet misbrug kunne vare langt over en time. Undersøgelsens praktiske gennemførelse er varetaget af medarbejdere i kriminalforsorgen, bl.a. fordi alene medarbejdere i kriminalforsorgen har de faglige forudsætninger for at ekstrahere data til brug for undersøgelsen fra kriminalforsorgens journalmateriale. I informationsmaterialet til deltagerne om undersøgelsen blev det understreget, at disse medarbejdere som undersøgere havde tavshedspligt, og at oplysninger, der blev givet til brug for undersøgelsen, ikke ville indgå i kriminalforsorgens journal vedrørende de pågældende. Det lader sig ikke afgøre, om nogle har nægtet at deltage, fordi de ikke troede på dette udsagn, men som det vil fremgå (afsnit 1.9), har denne mulighed ikke påvirket materialets repræsentativitet. 34

Undersøgerne har samstemmende oplyst, at de personer, der accepterede at deltage i undersøgelsen, efter bedste evne har svaret ærligt og uden forbehold. Dette udelukker selvsagt ikke, at nogle af deltagerne bevidst eller ubevidst kan have svaret forkert på de stillede spørgsmål. Dette medfører imidlertid ikke, at undersøgelsen vil resultere i forkerte sammenhænge, f.eks. at der findes nogle sammenhænge, som reelt ikke eksisterer. Årsagen er, at det er muligt og let at svare systematisk rigtigt, men det er ikke muligt at svare systematisk forkert. Såfremt en deltager ønskede at svare systematisk forkert, ville dette indebære, at den pågældende så at sige skulle påtage sig en anden persons identitet. I en undersøgelse som denne ville det betyde, at deltageren skulle vide alt om, hvilke rusmidler den anden person havde prøvet, debutalder, påvirkethed på gerningstidspunktet osv. Dette er måske en teoretisk mulighed i enkeltstående tilfælde, men skulle undersøgelsen invalideres, ville det kræve, at en stor gruppe af de personer, som indgår, indbyrdes havde aftalt systematisk at svare ens og forkert på de stillede spørgsmål. Og det er i praksis umuligt. Forkert besvarede spørgsmål kan i nogle af de statistiske analyser medføre, at styrken (dvs. p-værdien, se afsnit 1.6.1) af de fundne relationer påvirkes i form af, at den statistiske sikkerhed ( signifikans ), for at påviste relationer mellem to eller flere variable er sand, bliver mindre. I værste fald kan dette indebære, at relationer, som reelt eksisterer, ikke kan påvises. Datamaterialet i denne undersøgelse er imidlertid så stort, at sandsynligheden for, at væsentlige sammenhænge eller forskelle ikke kan påvises, er minimal. Stort set alle spørgsmål vedrørende misbrug omfatter af indlysende grunde tiden før den aktuelle indsættelse/tilsynets registrering. Dette rejser spørgsmålet, hvor sikkert en deltager kan huske tilbage i tiden ( recall bias ). En analyse af tidsperioden fra indsættelsen/tilsynets registrering til interviewtidspunktet viser, at halvdelen af deltagerne fra Anstalten ved Herstedvester har været indsat i små tre år på tidspunktet for interviewet (25 % percentil 483 dage, median 1.087 dage, 75 % percentil 2.035 dage), for de lukkede anstalter har halvdelen været indsat godt halvandet år på tidspunktet for interviewet (25 % percentil 325 dage, median 616 dage, 75 % percentil 980 dage) (disse begreber er defineret i ordlisten ). For nogle af disse deltagere vil der kunne være problemer med at huske omfanget af et eventuelt misbrug tilbage i tiden, men deltagerantallet fra disse to institutionstyper er begrænset (22 deltagere fra Anstalten ved Herstedvester, 68 fra de lukkede fængsler). For de åbne fængsler, Københavns Fængsler og arresthusene er tiden fra indsættelsen til interviewet væsentlig kortere, for halvdelens vedkommende omkring 60 dage. Halvdelen af tilsynsklienterne er blevet interviewet et halvt år (172 dage) efter tilsynets registrering (hvilket er forventeligt, da mange har tilsyn et år). Tilsynsklienterne udgør over halvdelen af materialet. 35

Samlet ses, at for nogle ganske få deltagere er der gået så lang tid mellem indsættelsen og interviewet, at de pågældende kan have haft svært ved at huske det nogenlunde nøjagtige omfang af et eventuelt tidligere misbrug, men for i hvert fald over 1.200 af de 1.305 deltagere, er tiden mellem indsættelsen/tilsynets registrering så kort, at recall bias ikke spiller nogen rolle. Hertil kommer, at spørgsmålene er af ren faktuel karakter, eventuelt blot ja/nej, hvilket yderligere mindsker risikoen for recall bias. Boca & Noll (2000) har i et teoretisk socialpsykologisk arbejde konkluderet, at under nogle nærmere definerede betingelser, som er opfyldt i denne undersøgelse, kan selvrapporterede data anvendes i forskning vedrørende behandling af stofmisbrugere, og empiriske undersøgelser (Hser et al, 1992) har vist, at selvrapporterede data i interviewundersøgelser om kriminalitet og misbrug er pålidelige (realiable og valide). Begge de citerede arbejder fremhæver vigtigheden af professionelle og trænede undersøgere. Denne forudsætning er opfyldt i denne undersøgelse. Det eneste spørgsmål, der går længere tilbage i tiden, er debutalder for eventuel indtagelse af de forskellige stoffer. Det er indlysende, at det ikke er muligt nøjagtigt at huske, om debutalderen var 11, 12 eller 13 år. Dette er imidlertid uden betydning i de analyser, hvor debutalderen indgår, idet datamaterialets størrelse betyder, at eventuelle forskelle i debutalderen for de forskellige stoffer vil vise sig i form af forskellige niveauer, og det er disse niveauer, der indgår i analyserne. En undersøgelse omfattende godt 22.000 personer har da også vist, at selvrapporterede data om debutalder for indtagelse af stoffer er anvendelige i epidemiologiske undersøgelser som den foreliggende (Johnson & Mott, 2001) Recall bias kan være et betydeligt problem, såfremt personer, der indgår i et forskningsprojekt, skal beskrive f.eks. opvækstforhold, sociale forhold, psykiske problemer og meget andet tidligere i livet. Hvad angår de spørgsmål, der indgår i denne undersøgelse, er der imidlertid ikke grundlag for at antage, at recall bias spiller nogen nævneværdig rolle. Spørgsmål vedrørende omfanget af et eventuelt misbrug kan være præget af en vis usikkerhed nogle kan have angivet for meget andre for lidt. Der er imidlertid ingen grund til at antage, at deltagerne mere systematisk har over- eller underrapporteret omfanget af et eventuelt misbrug, idet ingen af de to muligheder eller i øvrigt over- eller underrapportering af svar på andre spørgsmål ville indebære hverken fordele eller ulemper i relation til straffuldbyrdelsen, eller for den indsattes/tilsynsklientens samlede livssituation eller sociale forhold. Endelig er datamaterialet ( stikprøven ) så stor, at niveauet af f.eks. opioidmisbrug kan fastlægges med rimelig sikkerhed, om end ikke med en decimals nøjagtighed. Som tidligere anført (afsnit 1.4), er der et varierende antal missing på de forskellige spørgsmål, men antallet er så forsvindende under 0.5 % at heller ikke dette vil føre til forkerte resultater, højst at styrken af analyserne bliver lidt mindre, jf. ovenfor. 36

Endelig kan der som anført være fejlregistreringer og misforståelser i besvarelserne af registreringsskemaets oplysninger (afsnit 1.4) Det har imidlertid været muligt at krydstjekke visse oplysninger fra registreringsskemaet. Skemaet indeholder f.eks. såvel et spørgsmål om dato for indsættelsen/tilsynets registrering som varigheden af indsættelsen/tilsynet. Ved at sammenholde disse to oplysninger og andre sammenhængende oplysninger - har det været muligt at skønne over antallet af fejlregistreringer. Vurderet på grundlag af disse data er der skønsmæssigt fejl i højst 5 % af besvarelserne, hvilket er uden betydning for analyserne. Et lille eksempel kan illustrere pålideligheden af data. Der indgår 22 personer fra Anstalten ved Herstedvester. Hovedparten af de personer, der i henhold til de gældende regler visiteres til anstalten, er dømt for meget alvorlig, personfarlig kriminalitet, herunder voldtægt. Anstalten har endvidere en lille visitationsafdeling for personer dømt for f.eks. incest og lignende. I overensstemmelse med visitationsreglerne findes, at de indsatte i anstalten, som deltager i denne undersøgelse, har de højeste straflængder. Undersøgelsen (hele materialet) viser også, at alkoholmisbrug og drab hører sammen, at personer dømt for voldtægt enten ikke har noget misbrug eller har et alkoholmisbrug men ikke et stofmisbrug og endelig at personer dømt for incest mv. ikke er misbrugere. Ses herefter på, hvad de 22 deltagere fra anstalten selv har oplyst om et eventuelt misbrug, findes, at i forhold til andre fængsler er der få stofmisbrugere, mange alkoholmisbrugere og mange uden misbrug. Disse fund er måske ikke overraskende, men de illustrerer, at selv på et så lille materiale som 22 er der når materialet er udtrukket på en videnskabelig korrekt måde indbyrdes konsistens mellem de forskellige fund, ligesom der er sammenhæng mellem de faktuelle oplysninger i sagens akter og deltagernes egne oplysninger. Det kan herefter konkluderes, at materialet er pålideligt og velegnet til statistisk analyse. De relationer mellem variable, der kan påvises det være sig ligheder, forskelle eller sammenhænge vil være sande i den forstand, at disse ligheder, forskelle eller sammenhænge eksisterer i materialet. 1.5.2 Datamaterialets generaliserbarhed Som tidligere nævnt (afsnit 1.1) omfatter dette materiale kriminelle misbrugere, hvilket kan siges at være undersøgelsens svaghed, idet undersøgelsens resultater som udgangspunkt ikke kan generaliseres til misbrugere i befolkningen. Undersøgelsens svaghed er til gengæld også dens styrke, idet det undersøgte materiale ( populationen ) ikke er udvalgt efter, om de overhovedet er stofmisbrugere, men ud fra helt andre kriterier om de har kontakt med kriminalforsorgen. Denne udvælgelsesmetode medfører nemlig, at der også indgår misbrugere, som er ukendte i f.eks. behandlingssystemet. Den teoretisk ideelle måde at undersøge stofmisbrug og stofmisbrugere samt mange andre afvigende tilstande er at beskrive en lang række biologiske, sociale og psykologiske variable blandt en gruppe individer helst fra fostertilstanden og herefter følge gruppen i mange år. Nogle individer i gruppen udvikler en afvigende tilstand, f.eks. stofmisbrug, og det vil så være muligt at undersøge, hvilke faktorer i livsforløbet, der adskiller stofmisbrugerne fra de personer, der ikke har udviklet et stofmisbrug, og på den måde belyse nogle årsagsfaktorer (såkaldte kohortestudier). En af de afgørende vanskeligheder ved denne undersøgelsesmetode er, at stofmisbrug er en sjælden tilstand. Det er derfor nødvendigt at starte med en meget stor gruppe, såfremt der på undersøgelsestidspunktet skal være tilstrækkeligt mange stofmisbrugere til, at der kan foretages videnskabelige analyser. Som eksempel kan nævnes et amerikansk kohortestudie, hvor 975 tilfældigt udvalgte personer blev fulgt fra den tidligste barndom (1970) til 1997 (Brook et al, 2002). Formålet var bl.a. at undersøge, i hvilket omfang tidlig anvendelse af tobak, alkohol og stoffer førte til stofmis- 37

brug og svære depressive lidelser. På undersøgelsestidspunktet omfattede de fleste grupper med disse diagnoser under 10 personer. En anden vanskelighed er, at det ved undersøgelsens start kan være næsten umuligt at vurdere, hvilke data der f.eks. 25 år senere vil være relevante. Den hyppigst anvendte forskningsstrategi er at undersøge misbrugere, der søger behandling. På den måde kan man samle et stort materiale, men dette materiale vil ikke være repræsentativt for alle misbrugere, men kun for dem, der er behandlingsmotiverede (selektionsbias). De konklusioner, der kan drages fra disse undersøgelser, vil derfor ikke nødvendigvis være dækkende for alle stofmisbrugere. Populationen i denne undersøgelse karakteriseres som anført af, at deltagerne ikke er udvalgt ud fra, at de er misbrugere, men ud fra at de er kriminelle. Kriminelle udgør ikke et tilfældigt udsnit af befolkningen. De karakteriseres bl.a. som denne undersøgelse viser af et stort antal stofmisbrugere. Pointen er imidlertid, at da kriminalitet og ikke misbrug er udvælgelseskriteriet, vil dette materiale også rumme stofmisbrugere, som stort set er ukendte i f.eks. behandlingssystemet. Sundhedsstyrelsen vurderer (Sundhedsstyrelsen, 2001, 2002), at et stigende, men fortsat kun begrænset antal hashmisbrugere samt misbrugere af centralstimulerende midler er kendt i behandlingssystemet. Det er derfor usikkert, i hvilket omfang undersøgelsens resultater vedrørende misbrug af disse stoffer kan generaliseres til hele befolkningen, idet der ikke foreligger nye danske undersøgelser, hverken befolkningsundersøgelser eller undersøgelser af et behandlingsklientel, af misbrugere af hash eller centralstimulerende midler. Det er således ikke muligt at sammenligne denne undersøgelses resultater med andre fund. Hvad angår opioidmisbrugere er situationen lidt anderledes. Common sense betragtninger siger, at blandt mænd må et opioidmisbrug (som defineret i denne undersøgelse) af blot nogle måneders varighed næsten uundgåeligt føre til kriminalitet, idet misbruget skal finansieres. Et pågående opioidmisbrug vil selv på kort sigt medføre tab af social kompetence og hermed mulighed for at for at opretholde et normalt arbejde og dermed en tilstrækkelig indtægt til at finansiere misbruget. Kvinder kan finansiere misbruget ved prostitution, og behøver altså ikke at blive kriminelle. Sundhedsstyrelsens opgørelse af personer indskrevet i behandling viser da også, at 25 % er kvinder (Sundhedsstyrelsen, 2002), mens kun 17 % af kvinderne, der er i kontakt med kriminalforsorgen, har et opioidmisbrug. Pedersen (2001) har i et behandlingsmateriale (n=422) materialets repræsentativitet, hvad angår behandlingsklientellet, fremgår ikke fundet, at 70 % på et eller andet tidspunkt har været i fængsel. (Det fremgår ikke, hvorvidt de 70 % alene omfatter afsoning af idømte frihedsstraffe eller også omfatter varetægtsfængsling. Det fremgår heller ikke, hvor mange der måtte have været idømt betingede domme). Samlet er det således sandsynligt, at materialet i denne undersøgelse er nogenlunde repræsentativt for især mænd, der har haft et opioidmisbrug af en vis varighed. Mange af disse misbrugere vil også være kendt i behandlingssystemet. Som anført vil udvælgelseskriteriet kriminalitet i denne undersøgelse imidlertid indebære, at materialet også indeholder opioidmisbrugere, 38

som er ukendte i behandlingssystemet. Der er naturligvis også selektionsbias i dette materiale, da alene kriminelle indgår, men da hovedparten af (de mandlige) opioidmisbrugere som anført må antages at begå kriminalitet (og næppe er de bedste til at undgå at blive opdagede), kan dette materiale formentlig antages at være nogenlunde repræsentativt for opioidmisbrugere generelt, inklusive dem, der ikke er kendt i behandlingssystemet. Dette medfører, at resultaterne fra denne undersøgelse ikke umiddelbart kan sammenlignes med resultaterne fra undersøgelser, der alene omfatter et behandlingsklientel. På den anden side er det i dette materiale muligt på visse punkter at sammenligne de behandlede og de ikke behandlede opioidmisbrugere (kap. 8). 1.6 Statistisk analyse Datamaterialet er bearbejdet og analyseret ved anvendelse af statistiske analyser. Disse analyser omfatter såvel de enkelte tjenestesteder, grupper af tjenestesteder og det samlede materiale. Hverken de forskellige statistiske analysemetoder (f.eks. logistisk regressionsanalyse, variansanalyse og uafhængighedstest (chi 2 -test)) eller de forskellige tekniske og faglige vurderinger, der ligger til grund for de anvendte analysemetoder, vil blive omtalt. Her henvises til bilag 3, der beskriver en række af de statistiske analyser, der danner grundlag for rapporten. Princippet i en af de anvendte statistiske analyser logistisk regressionsanalyse skal kort omtales. Ved en logistisk regressionsanalyse undersøges, hvad der har sammenhæng med et givet fund ( outcome eller responsevariabel ) f.eks. subjektivt behandlingsbehov. Der undersøges først for én variabel, derefter inddrages den næste variabel, så den tredje osv. Såfremt det kan påvises, at en variabel påvirker outcome f.eks. at misbrug af et givet rusmiddel øger sandsynligheden for, at personen har et subjektivt behandlingsbehov angives, at denne variabel har statistisk effekt (eller blot effekt ), hvilket betyder, at der er samvariation mellem outcome og variablen. Samtidigt korrigeres der hele tiden for, om en variabel påvirker de andre variable, enten i form af, at effekten af andre variable bliver statistisk signifikant eller i form af, at effekten forsvinder. De variable, der inddrages for at forklare outcome, benævnes forklarende variable. Resultaterne af logistiske regressionsanalyser er resumeret i meget forenklede tabeller. Som hovedregel er kun de variable, som har nogen statistisk effekt, medtaget. Køn og alder indgår i analyserne. Som det nærmere er beskrevet i afsnit 1.9 er antallet af nægtere forskelligt i de forskellige institutionsgrupper. Dette må der tages højde for i disse analyser, idet omfanget af misbrug og problembrug er forskelligt i de forskellige institutionsgrupper. Ved at gruppere de 1305 personer i de forskellige institutionsgrupper, og inddrage denne variabel (kaldet confounder ) i analyserne undersøges og korrigeres - for falske korrelationer (se nedenfor, afsnit 1.6.4), dvs. at en tilsyneladende sammenhæng mellem to variable i virkeligheden skyldes, at de to variable hver for sig har sammenhæng med en tredje variabel, men ikke med hinanden. Det afhænger af, hvilket spørgsmål der analyseres, hvilke variable der inddrages som confounders. Bilag 3 gennemgår i detaljer disse statistiske analyser. 1.6.1 Signifikanssandsynligheden (p-værdien) Et centralt begreb for forståelse af undersøgelsens mange resultater er betegnelsen statistisk signifikans. Herved forstås, at påviste forskelle, ligheder eller sammenhænge ikke er udtryk for tilfældigheder, men er af reel karakter. Normalt opereres med et signifikansniveau på 5 %, hvilket kort sagt betyder, at sandsynligheden er under 5 % for, at et påvist resultat det være sig forskelle, ligheder eller sammenhænge er udtryk for tilfældige udsving. 39

En signifikanssandsynlighed på mindre end 5 % skrives som p<0.05. Såfremt der står p=0.000, betyder det, at sandsynligheden for, at et påvist resultat er en tilfældighed, er under 0.1 %, dvs. at resultatet er meget sikkert. Bl.a. afhængig af analysemetoder anvendes såvel symbolerne p<, p som p=, men dette er uden betydning for fortolkningen af resultaterne. Signifikanssandsynligheden ( p-værdien ) vil være anført såvel under tabeller som i teksten. I et så omfattende materiale som det foreliggende kan der udarbejdes et utal af tabeller med det formål at søge efter statistisk signifikante sammenhænge. Ved primært at søge efter statistiske sammenhænge, og derefter kommentere sådanne sammenhænge, vil der kunne opstå fejl pga. såkaldt massesignifikans. Man kan f.eks. lede efter statistiske sammenhænge ved at udarbejde 100 tabeller, og ved en signifikanssandsynlighed på 5 % (p 0.05) vil gennemsnitlig 5 % af de 100 altså 5 tabeller vise signifikante forskelle, uden at der nødvendigvis reelt er sådanne forskelle. I denne undersøgelse er materialet struktureret ud fra en faglig synsvinkel, og efterfølgende er der så udarbejdet tabeller på grundlag af denne faglige vurdering. Der er herefter foretaget statistiske analyser og udregnet p-værdier for at undersøge, om de forskelle (eller ligheder), der fremgår af tabellerne, skyldes tilfældigheder. Som det vil fremgå af rapporten, er der også medtaget en række negative fund, dvs. resultater hvor man fagligt eller erfaringsmæssigt ville have forventet signifikante sammenhænge, men hvor det har vist sig, at der ikke er sådanne sammenhænge. Blot at producere tabeller og derefter kommentere dem, der er signifikante, vil være snyd netop pga. risikoen for massesignifikans. 1.6.2 Konfidensinterval Der vil altid være en vis usikkerhed i statistiske beregninger. Usikkerheden vil bl.a. afhænge af antal data jo færre data, jo større usikkerhed. Denne usikkerhed angives ved et konfidensinterval, hvilket anføres som [95 % KI: -y], hvilket vil sige, at den sande andel med 95 % sikkerhed ligger mellem og y. Et eksempel er tabel 2.1.1.a. Her er den gennemsnitlige alder for samtlige personer uden noget misbrug beregnet til 33 år [95 % KI: 32,2-34], hvilket altså betyder, at den gennemsnitlige alder med 95 % sikkerhed ligger mellem 32.2 år og 34 år. 1.6.3 Omregning fra tværsnit til antal personer pr. år Undersøgelsen er foretaget som en tværsnitsundersøgelse, dvs. at alle, der indgår i undersøgelsen, er udvalgt på et givet tidspunkt (23. oktober 2001). Denne undersøgelsesmetode medfører, at personer med lange straffe/tilsynsperioder vil være overrepræsenteret i materialet, hvilket er illustreret i figur 1. 40

Figur 1 Tværsnitsundersøgelse Tid Tværsnitsundersøgelse Lange straffe Korte straffe De seks øverste linjer viser seks personer idømt lange straffe. Disse seks personer vil alle indgå i en tværsnitsundersøgelse. De seks nederste linjer repræsenterer seks personer idømt korte straffe. De seks personer med korte straffe er for oversigtens skyld anført som dømte på samme tidspunkter som de seks med lange straffe. Det ses, at kun fire af de seks med korte straffe vil indgå i en tværsnitsundersøgelse. Dette forhold betyder for denne undersøgelse, at resultaterne viser, hvor mange misbrugere der er nu og her, og hvad de pågældende misbruger, men umiddelbart siger undersøgelsen intet om, hvor mange misbrugere der i løbet af f.eks. et år kommer i kontakt med kriminalforsorgen. Det er imidlertid muligt på grundlag af undersøgelsens data at beregne et skøn over, hvor mange misbrugere af hvert enkelt stof, kriminalforsorgens institutioner i løbet af et år kommer i kontakt med ved at medinddrage data om dommenes/tilsynsperiodernes længde. Man kan også risikere at drage forkerte konklusioner, såfremt der ikke tages hensyn til straflængderne og/eller varigheden af tilsynsperioderne. F.eks. fandtes ved alkoholkonsumundersøgelsen i 1988 (Kramp et al, 1990) 56 spritbilister, mens der i denne undersøgelse er fundet 338. Det ser altså ud til, at der er mange flere spritbilister nu end i 1988. Forklaringen er, at i 1988 var standardreaktionen ved førstegangs spirituskørsel 14 dages hæfte. I dag er udgangspunktet samfundstjeneste med tilsyn i 6 til 12 måneder eller betinget dom med alkoholistbehandlingsvilkår i et år. Spritbilisterne er altså i dag meget længere i systemet end i 1988, og som det fremgår af figur 1, vejer personer med lange straftider tungt i en tværsnitsundersøgelse. Som der nærmere er redegjort for i kapitel 9, er det ikke muligt at beregne, om antallet af spritbilister faktisk har ændret sig, men af kriminalstatistikken fremgår, at antallet er faldet. 41

1.6.4 Falsk korrelation Ved statistiske analyser af et datamateriale som det foreliggende skal der tages højde for såkaldt falske korrelationer, dvs. at det umiddelbart ser ud som om, der er en sammenhæng mellem to variable, men denne sammenhæng viser sig at skyldes et tredje forhold (figur 2). Figur 2 Falsk korrelation A B C En falsk korrelation: Det ser umiddelbart ud som om, der er en sammenhæng imellem A og B, men en nærmere analyse viser, at denne tilsyneladende sammenhæng i virkeligheden skyldes, at der er en sammenhæng mellem A og C og B og C. Analyserne for mulige falske korrelationer er normalt ikke beskrevet, men et eksempel er omtalt i afsnit 4.2.1, hvor der påvises en sammenhæng mellem alkoholmisbrug og vold, hvilket er en falsk korrelation, idet den reelle sammenhæng er mellem at være påvirket (af alkohol) på gerningstidspunktet og vold, ikke mellem alkoholmisbrug og vold men alkoholmisbrugere er selvsagt oftere påvirket end andre. 1.7 Forklaring af tal og tabeller Denne undersøgelse bygger på tal. Mange resultater vil fremgå af tabeller, og en tabels hovedresultater vil blive resumeret i teksten. Tabellerne vil være udformet på forskellig måde afhængig af det spørgsmål, der skal belyses. Visse grundtræk går imidlertid igen i mange af tabellerne og skal kort gennemgås. Som eksempel er valgt tabel 2.1.a. 42

Tabel 2.1.a Misbrug, opioider; n=186 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Centralstimulerende midler 73 39 35 19 78 42 Hash 124 67 12 7 50 27 Alkohol 37 20 22 12 127 68 Benzodiazepiner, il 67 36 26 14 93 50 Ecstasy 4 2 3 2 179 96 Hallucinogener 4 2 7 4 175 94 Opløsningsmidler - - 1 0,5 185 100 Definitionerne af misbrug, problembrug og brug/a-p-brug fremgår af afsnit 2.1. Læses vandret Overskriften angiver, hvad tabellen omhandler, i eksemplet altså personer, der misbruger opioider. Symbolet n betegner antal. Denne tabel omhandler således 186 personer, som har et misbrug af opioider. Det er herefter undersøgt, hvor mange af disse 186 personer, der også misbruger andre stoffer. Disse stoffer står helt ude til venstre centralstimulerende midler, hash, alkohol osv. Den næste kolonne i tabellen har overskriften misbrug, herunder n og %. n betyder som nævnt antal, og kolonnen under n viser således, at 73 af de 186 opioidmisbrugere også har et misbrug af centralstimulerende midler, 124 af de 186 opioidmisbrugere misbruger også hash osv. Det er vanskeligt at sammenligne disse tal med andre tal, og resultatet er derfor omregnet til procent, som er den næste kolonne. Blandt de 186 opioidmisbrugere har 39 % nemlig 73 af 186 også et misbrug af centralstimulerende midler, 67 % 124 af 186 også et misbrug af hash, 20 % 37 af 186 misbruger også alkohol osv. De næste kolonner viser problembrug af de forskellige rusmidler. 35 af de 186 opioidmisbrugere har et problembrug af centralstimulerende midler, hvilket svarer til 19 %. Endelig ses i sidste kolonne, at 78 af de 186 eller 42 % - hverken har et misbrug eller et problembrug af centralstimulerende midler. I denne tabel kan tallene lægges sammen vandret, men ikke lodret. For centralstimulerende midler er tallene 73 (misbrug) + 35 (problembrug) + 78 (-brug) = 186. De tilsvarende procentangivelser er 39 % + 19 % + 42 %, i alt 100 %. Lægges antallet af opioidmisbrugere, der misbruger centralstimulerende midler (73) sammen med antal hashmisbrugere (124), alkoholmisbrugere (37) osv. altså lodret sammenlægning fås i alt 309. Det betyder, at de 186 opioidmisbrugere har et misbrug af flere af de øvrige stoffer. Det vil, hvor det er relevant, under tabellen være anført, om den skal læses lodret eller vandret. Der er andre typer af tabeller. Her vil det under tabellen være anført, hvorledes den læses. En tabels hovedresultat vil blive anført i teksten og som hovedregel i form af procentangivelser. For at lette forståelsen af hvilke data procentangivelsen omfatter, er det i parentes anført, hvilke tal procentangivelsen bygger på. Af tabel 2.1.a fremgår, at 73 af 186 opioid- 43

misbrugere (39 %) også misbruger centralstimulerende midler. Det vil i teksten være anført som 39 % (73/186), antallet af hashmisbrugere som 67 % (124/186) osv. Alle procentangivelser er afrundede til hele tal, dog ikke procentangivelser mindre end 1. En beregnet procent på 13.3 er således anført som 13, medens en beregnet procent på 13.7 er anført som 14. En beregnet procent på 0.7 er anført som sådan. Denne afrunding medfører, at summen af procenttal ikke altid vil være nøjagtig 100, men også kan være 99 eller 101. I tabellerne vil summen altid være anført som 100. 1.8 Institutionsgruppering Undersøgelsen omfatter 82 tjenestesteder og i praksis vil det være umuligt og uhensigtsmæssigt at arbejde med så mange enheder. Der er derfor foretaget en institutionsgruppering. På grundlag af en analyse af hvert enkelt tjenestested er de tjenestesteder ( institutioner ), der ligner hinanden, slået sammen. Grupperingen fremgår af tabel 1.8.a. Anst. v/herst. Tabel 1.8.a Antal deltagere fordelt på institutionsgrupper, n=1305 Lukkede Åbne KF Arresth. KIF - Kbh. KIF Kbh. n 22 68 211 71 162 696 75 1305 % 2 5 16 5 12 53 6 100 I alt Anst. v/herst. omfatter Anstalten ved Herstedvester. Anstalten er atypisk som følge af det specielle klientel, der visiteres til anstalten. Lukkede omfatter de lukkede fængsler (undtaget Statsfængslet i Horsens). Åbne omfatter de åbne fængsler, hvoraf nogle har halvåbne afdelinger. KF omfatter Københavns Fængsler. Københavns Fængsler, arresthus for København, er atypisk dels ved sin størrelse, dels ved at være en storby -institution. Arresth omfatter alle arresthuse, inklusive arrestafdelinger. KIF, - Kbh. omfatter alle landets KIF-afdelinger, undtaget KIF-afdelingerne i København. KIF, Kbh. omfatter KIF-afdelingerne i København. Tabel 1.8.a viser endvidere, hvor mange fra hver institutionsgruppe, der indgår i undersøgelsen. Der indgår således 22 personer fra Anstalten ved Herstedvester, dvs. 2 % af alle de 44

personer, der indgår i undersøgelsen. Langt den største gruppe er KIF-afdelingerne uden for København, som bidrager med 696 personer, 53 % af samtlige deltagere i undersøgelsen. Denne institutionsgruppering med anvendelse af de anførte forkortelser vil, hvor det er relevant, blive anvendt i de statistiske analyser. 1.9 Undersøgelsens repræsentativitet Undersøgelsen er tilrettelagt således, at de 20 % ved hvert tjenestested, der blev anmodet om at deltage, er repræsentative for tjenestestedets samlede klientel. Efterfølgende er der foretaget en såkaldt bortfaldsanalyse, dvs. en undersøgelse af, hvorvidt de indsamlede data er repræsentative for kriminalforsorgens klientel. Bortfaldsanalysen omfatter de i alt 2021 indsatte/klienter, som blev spurgt, om de ville deltage. En bortfaldsanalyse viser, hvorvidt der er forskel mellem de 1305 personer, der deltager i undersøgelsen og de 716 personer, der ikke har ønsket at medvirke. Såfremt der ikke kan påvises forskelle mellem de 1305 deltagere og de 716 nægtere, betyder det, at de 1305 deltagere er repræsentative for de udtrukne 2021 indsatte/klienter og dermed altså for kriminalforsorgens samlede klientel. Tjenestestederne er blevet grupperet, jf. afsnit 1.8, og tabel 1.9.a viser deltagerprocenten for hver enkelt institutionsgruppe. Anst. v/herst. Tabel 1.9.a Antal deltagere og nægtere fordelt på institutionsgrupper; n=2021 KIF - Kbh. KIF Kbh. Lukkede Åbne KF Arresth. Total Gruppe n % n % n % n % n % n % n % n % Deltager 22 73 68 72 211 82 71 89 162 90 696 58 75 41 1305 65 Nægter 8 27 26 28 45 18 9 11 19 11 503 42 106 59 716 35 I alt 30 100 94 100 256 100 80 100 181 100 1199 100 181 100 2021 100 Læses lodret Det ses f.eks., at i de lukkede fængsler blev i alt 94 spurgt, hvorvidt de ville deltage i undersøgelsen, heraf accepterede de 72 % (68/94) at deltage. Københavns Fængsler og arresthusene har den højeste deltagerprocent (næsten 90 %), mens KIF-afdelingerne i København har den laveste deltagerprocent, 41 %. Selv om deltagerprocenten i de københavnske afdelinger er lavere end i de øvrige institutionsgrupper, er deltagerprocenten tilstrækkelig til, at også materialet fra de københavnske KIF-afdelinger kan underkastes en statistisk analyse. 45

Det er herefter undersøgt, om der er sammenhæng mellem deltagelse eller ikke deltagelse i undersøgelsen og et kendt behov for behandling af et alkohol- eller stofmisbrug, men der er ikke påvist sådanne sammenhænge. Det betyder, at personer med et behandlingsbehov har medvirket i undersøgelsen i samme omfang som personer uden et behandlingsbehov. Der kan naturligvis være en vis forskel mellem institutionerne indenfor samme institutionsgruppe, f.eks. kan to forskellige KIF-afdelinger (uden for København) have et forskelligt antal behandlingskrævende klienter. Bortfaldsanalysen viser imidlertid, at den forskel, der måtte være mellem institutioner i samme gruppe, er uden praktisk betydning, og den anvendte institutionsgruppering tager højde for ( opfanger ) langt den største del af den samlede variation mellem institutionerne. Det er ligeledes undersøgt, om der er sammenhæng mellem køn og alder samt deltagelse/ikke deltagelse i undersøgelsen, dvs. om f.eks. kvinder hyppigere accepterede at deltage end mænd, eller om f.eks. ældre oftere har accepteret at deltage end yngre. Der er heller ikke, hvad angår disse variable, fundet nogen sammenhænge mellem deltagelse/ikke deltagelse. Materialets repræsentativitet er endvidere undersøgt ved at sammenligne deltagerprocenten for hver enkelt statusgruppe, dvs. f.eks. varetægtsarrestanter, fængselsafsonere, betinget dømte mv., med de opgørelser af det samlede klientel, som statistikafdelingen i Direktoratet for Kriminalforsorgen foretager. I disse opgørelser er klientellet ligeledes inddelt i statusgrupper. Også ved denne opgørelsesmåde findes repræsentativiteten tilfredsstillende. Ved undersøgelsens tilrettelæggelse var der taget højde for, at der blandt kriminalforsorgens klientel er nogle med anden etnisk baggrund end dansk, som ikke taler dansk. I disse tilfælde var der mulighed for tolkebistand. Tolk blev imidlertid kun anvendt i ti tilfælde. Undersøgerne fra de københavnske KIF-afdelinger havde indtryk af, at der var relativt mange ikke-dansktalende tilsynsklienter blandt nægterne, mens undersøgerne fra de øvrige institutionsgrupper ikke havde bemærket dette. Da der er mange ikke-dansktalende tilsynsklienter i København, er det muligt, at der er lidt flere ikke-dansktalende med et misbrugsproblem end det lave antal (ti), hvor tolkebistand var påkrævet, antyder (ikke alle disse ti har haft et misbrugsproblem). Dette forhold ændrer ikke på resultatet af bortfaldsanalysen, men kan have den praktiske konsekvens, at der blandt kriminalforsorgens klientel er lidt flere, end denne undersøgelse umiddelbart viser, hvor behandling af et misbrug yderligere vanskeliggøres af sprogproblemer, Konklusionen af bortfaldsanalysen er herefter, at materialet, dvs. de 1305 deltagere, er repræsentativt. De personer, der indgår i undersøgelsen, er hvad angår de forhold, denne undersøgelse belyser en tilfældig stikprøve af kriminalforsorgens samlede klientel. Det er tidligere vist (afsnit 1.5.1), at datamaterialet er pålideligt og velegnet til statistisk analyse. Samlet betyder dette, at de resultater, der kan drages af undersøgelsen, er pålidelige og dækkende for såvel kriminalforsorgen som helhed som for de forskellige institutionsgrupper. (Hele bortfaldsanalysen fremgår af bilag 3). 46

2 Misbrugets omfang 2.1 Stofgruppering For at få en oversigt over misbrugsmønstret er det nødvendigt dels at definere misbrug, dels at gruppere de mange forskellige stoffer. I denne undersøgelse anvendes følgende definitioner: Stoffer Misbrug Indtagelse af et stof to gange om ugen eller mere den sidste måned før indsættelsen/registrering af tilsynet. Opioidmisbrug omfatter også kort sagt tidligere opioidmisbrugere, som aktuelt er i substitutionsbehandling (se nedenfor) (Opioidmisbrug omfatter også personer, der tidligere har haft et problembrug (se definition nedenfor) eller et misbrug af opioider, og som den sidste måned har indtaget opioider enkelte gange, og som aktuelt er i behandling med metadon eller buprenorphin. 98 personer opfylder disse kriterier). Hertil er tre personer, der aktuelt er i substitutionsbehandling, og som den sidste måned har haft et problembrug af bl.a. såvel heroin som morfin, klassificeret som opioidmisbrugere. En person med et problembrug den sidste måned af såvel amfetamin som kokain og et misbrug af ecstasy er klassificeret som misbruger af centralstimulerende midler. Problembrug Indtagelse af et stof en gang om ugen eller mindre den sidste måned før indsættelsen/registrering af tilsynet - Brug Ingen indtagelse af et stof den sidste måned før indsættelsen/registrering af tilsynet Misbrug Alkohol Indtagelse af 11 genstande eller mere dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/registrering af tilsynet og/eller 10 beruselsessituationer eller flere den sidste måned før indsættelsen/registrering af tilsynet og/eller Igangværende behandling for alkoholmisbrug 47

Problembrug Indtagelse af 6-10 genstande dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/registrering af tilsynet og/eller 5-9 beruselsessituationer den sidste måned før indsættelsen/registrering af tilsynet - Alkoholproblembrug. Et alkoholforbrug mindre end problembrug (forkortet til A-p-brug ) De 13 rusmidler er grupperet som følger: Opioider omfatter heroin samt morfin og lignende lægemidler (f.eks. ketogan og contalgin) (illegalt), buprenorphin (=temgesic og subute) (illegalt) og metadon (illegalt) Centralstimulerende midler omfatter amfetamin og kokain Hash Alkohol Ecstasy Hallucinogener omfatter lsd og svampe Benzodiazepiner (illegalt) (Det faktiske forbrug af benzodiazepiner lader sig ikke afklare, idet nogle misbrugere såvel som ikke-misbrugere kan være i lægelig ordineret behandling med disse præparater. Betegnelsen benzodiazepiner omfatter altså alene illegalt forbrug, hvilket i tabellerne vil være markeret med il ). Opløsningsmidler Tabel 2.1.a viser hyppigheden af misbrug og problembrug af de enkelte rusmidler. Tabel 2.1.a Misbrug og problembrug, rusmidler; n=1305 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Opioider 186 14 37 3 1082 83 Centralstimulerende midler 155 12 136 10 1014 78 Hash 355 27 74 6 876 67 Alkohol 383 29 137 11 785 60 Benzodiazepiner, il 82 6 43 3 1180 90 Ecstasy 19 2 20 2 1266 97 Hallucinogener 10 0,8 30 2 1265 97 Opløsningsmidler 1 0,1 3 0,2 1301 100 Læses vandret Alkohol er fortsat det rusmiddel, der hyppigst misbruges blandt kriminalforsorgens samlede klientel, idet 29 % (383/1305) misbruger alkohol. Lige efter følger hash (27 % 48

(355/1305)), så opioider (14 % (186/1305)) og centralstimulerende midler (12 % (155/1305)). 2.1.1 Alder og de enkelte rusmidler Tabel 2.1.1.a viser gennemsnitsalderen for misbrugere af de enkelte rusmidler set i forhold til alderen (33 år [95 % KI 32,2-34] for personer uden et aktuelt misbrug eller problembrug af noget rusmiddel. Tabel 2.1.1.a Aldersfordeling, de enkelte rusmidler Rusmiddel Alder (år) * 95 % KI [min. -ma.] p-værdi Intet misbrug eller problembrug 33,0 [32,2-34,0] - Opioid, misbrug +5,1 [3,1-7,1] 0.000 Opioid, problembrug -0,1 [-3,5-3,2] 0.931 Centralstimulerende midler, misbrug -4,1 [-6,0--2,2] 0.000 Centralstimulerende midler, problembrug -3,8 [-5,7--2,0] 0.000 Hash, misbrug -3,4 [-4,9--2,0] 0.000 Hash, problembrug -3,7 [-6,2--1,2] 0.004 Alkohol, misbrug +3,5 [1,9-5,0] 0.000 Alkohol, problembrug -0,7 [-2,7-1,2] 0.452 Benzodiazepiner, misbrug, il -2,0 [-4,6-0,6] 0.129 Benzodiazepiner, problembrug, il -3,7 [-6,8--0,7] 0.017 Ecstasy, misbrug -5,8 [-10,4--1,1] 0.015 Ecstasy, problembrug -4,1 [-8,5-0,3] 0.065 * + betyder ældre end personer uden misbrug eller problembrug, - betyder yngre Personer, der misbruger opioider, uden andet misbrug eller problembrug, er godt fem år ældre end personer uden et misbrug eller problembrug, mens personer med et misbrug eller problembrug af alle de øvrige stoffer er yngre (misbrugere af illegale benzodiazepiner når ikke et signifikansniveau på p<0.05) med ecstasymisbrugere uden andet misbrug eller problembrug som de yngste. Gennemsnitsalderen for en opioidmisbruger er således godt 38 år, for en ecstasymisbruger ca. 27 år. Personer med et problembrug af opioider adskiller sig aldersmæssigt ikke fra personer uden misbrug eller problembrug. Alkoholmisbrugere er tre et halvt år ældre end personer uden et misbrug eller problembrug af rusmidler, mens personer med et problembrug af alkohol ikke adskiller sig fra personer uden misbrug eller problembrug. 2.1.1.1 Kommentar 30 af de 37 personer med et problembrug af opioider har et misbrug af centralstimulerende midler og/eller hash (fremgår ikke af tabellen). Da personer med et problembrug af opioider ikke adskiller sig aldersmæssigt fra personer uden et misbrug kan det konkluderes, at personer med et misbrug af centralstimulerende midler og/eller hash samt et problembrug af opioider er ældre end de misbrugere af centralstimulerende midler og/eller hash, som 49

ikke har et problembrug af opioider. Det er således muligt, at et problembrug af opioider blandt misbrugere af hash og centralstimulerende midler er et tegn på, at de pågældende er ved at udvikle et misbrug af opioider. 2.1.2 Køn Materialet omfatter 91 % (1179/1301) mænd og 9 % (122/1301) kvinder. Kvinderne er i gennemsnit seks år ældre end mændene, idet gennemsnitsalderen for mænd er 33 år, for kvinder 39 år. Gennemsnitsalderen for hele materialet misbrugere såvel som ikke-misbrugere er 34 år. Aldersforskellen mellem mænd og kvinder er signifikant (p=0.000). Tabel 2.1.2.a viser kønsfordelingen af opioidmisbrugere. Tabel 2.1.2.a Kønsfordeling, opioidmisbrug; n=1301 Mænd Kvinder Total Opioider n % n % n % Misbrug 165 14 21 17 186 14 Problembrug 37 3 - - 37 3 - Brug 977 83 101 83 1078 83 Total 1179 100 122 100 1301 100 p=0.018 Læses lodret Der er ingen signifikant forskel mellem andelen blandt kvinder (17 % (21/122)) og andelen blandt mænd (14 % (165/1179)), som misbruger opioider, mens ingen kvinder har et problembrug af opioider, hvilket er forklaringen på, at der er en forskel mellem de to køn (p=0.018). Tabel 2.1.2.b viser kønsfordelingen blandt misbrugere af centralstimulerende midler. Tabel 2.1.2.b Kønsfordeling, centralstimulerende midler; n=1301 Mænd Kvinder Total Centralst. midler n % n % n % Misbrug 147 13 8 7 155 12 Problembrug 130 11 5 4 135 10 - Brug 902 77 109 89 1011 78 Total 1179 100 122 100 1301 78 p=0.002 Læses lodret Her er der en klar kønsforskel væsentlig færre blandt kvinder (7 % (8/122)) end blandt mænd (13 % (147/1179)) misbruger centralstimulerende midler (p=0.002). Forskellen mellem de to køn viser sig også i et problembrug af centralstimulerende midler, 11 % (130/1179) blandt mænd, 4 % (5/122) blandt kvinder. 50

Fordelingen af hashmisbrug fremgår af tabel 2.1.2.c. Tabel 2.1.2.c Kønsfordeling, hashmisbrug; n=1301 Mænd Kvinder Total Hash n % n % n % Misbrug 337 29 18 15 355 27 Problembrug 60 5 12 10 72 6 - Brug 782 66 92 75 874 67 Total 1179 100 122 100 1301 100 p=0.001 Læses lodret Som tilfældet er med centralstimulerende midler, er hashmisbrug mindre udbredt blandt kvinder (15 % (18/122) end blandt mænd (29 % (337/1179)), p=0.001. Til gengæld er et problembrug af hash lidt mere almindeligt blandt kvinderne end blandt mændene. Tabel 2.1.2.d viser kønsfordelingen for alkoholmisbrug. Tabel 2.1.2.d Kønsfordeling, alkoholmisbrug; n=1301 Mænd Kvinder Total Alkohol n % n % n % Misbrug 344 29 36 30 380 29 Problembrug 129 11 8 7 137 11 - A-p-Brug 706 60 78 64 784 60 Total 1179 100 122 100 1301 100 p=0.272 Læses lodret Som det ses, er der ingen forskel i andelen af mænd og kvinder, der misbruger alkohol (p=0.272). Der er foretaget tilsvarende analyser for illegale benzodiazepiner, ecstasy, hallucinogener og opløsningsmidler. Der er ikke påvist kønsforskelle, hvad angår disse stoffer. 2.1.3 Kommentar Der er 9 % kvinder i materialet, hvilket måske umiddelbart kan undre. Forklaringen er, at der er relativt mange kvindelige tilsynsklienter. Aldersmæssigt adskiller de to køn sig markant, idet kvinderne i gennemsnit er seks år ældre end mændene. (En nærmere diskussion af dette fund falder uden for rammerne af denne undersøgelse og vil derfor ikke blive nærmere belyst). Der er en vis forskel i misbruget blandt mænd og kvinder, idet en mindre andel (i praksis ingen) af kvinder end af mænd har et problembrug af opioider, ligesom en mindre andel af 51

kvinder end af mænd misbruger hash og centralstimulerende midler. Der er ingen kønsforskelle, hvad angår de øvrige rusmidler. 2.2 Misbrugsgrupper Som det fremgår af tabel 2.1.a har mange misbrugere af et rusmiddel også et misbrug eller et problembrug af andre rusmidler. Der er derfor foretaget en inddeling og rangorden af rusmidlerne, med opioidmisbrug som det første og alvorligste. Alle med et opioidmisbrug er samlet i denne gruppe, og det er så undersøgt, hvad opioidmisbrugerne har af andet misbrug og problembrug. Herefter følger gruppen af misbrugere af centralstimulerende midler, dvs. gruppen der har et misbrug af centralstimulerende midler, men som ikke misbruger opioider. Så følger gruppen, der misbruger hash, men som ikke misbruger opioider eller centralstimulerende midler. Herefter følger gruppen, der misbruger alkohol, men som ikke misbruger hverken opioider, centralstimulerende midler eller hash. Endelig er der gruppen uden misbrug. 2.2.1 Opioidmisbrugsgruppen Tabel 2.2.1.a Opioidmisbrugsgruppen, n=186 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Centralstimulerende midler 73 39 35 19 78 42 Hash 124 67 12 7 50 27 Alkohol 37 20 22 12 127 68 Benzodiazepiner, il 67 36 26 14 93 50 Ecstasy 4 2 3 2 179 96 Hallucinogener 4 2 7 4 175 94 Opløsningsmidler - - 1 0,5 185 100 læses vandret I alt 186 personer har et opioidmisbrug. Det fremgår af tabel 2.2.1.a, at 39 % (73/186) af misbrugerne også misbruger centralstimulerende midler, 19 % (35/186) har et problembrug af centralstimulerende midler. Hash misbruges af 67 % (124/186), 7 % (12/186) har et problembrug af hash. Videre ses, at 20 % (37/186) misbruger alkohol, 12 % (22/186) har et problembrug. Illegale benzodiazepiner misbruges af 36 % (67/186), og 14 % (26/186) har et problembrug heraf. Nogle få har et misbrug eller problembrug af ecstasy og hallucinogener, en enkelt et problembrug af opløsningsmidler. Opioidmisbrugernes samlede misbrug kan kort karakteriseres som kaotisk. Det fremgår således ved supplerende analyser af materialet, at kun 12 % (22/186) ikke misbruger et eller flere af de øvrige rusmidler, og blandt de 22 har de 10 et problembrug af et eller flere rusmidler. Der er således kun 12 i gruppen af opioidmisbrugere (6 % (12/186)), der ikke 52

har et misbrug eller problembrug af et eller flere andre rusmidler. Mange har som anført et misbrug eller problembrug af centralstimulerende midler. Der er 73 % (136/186), som har et misbrug eller problembrug af hash langt de fleste et misbrug. Hertil er hovedparten af benzodiazepinmisbrugere placeret i denne gruppe, mens antallet af misbrugere af alkohol, ecstasy og hallucinogener er relativt lavt. Tre personer uden hverken et tidligere eller et aktuelt misbrug af rusmidler er i substitutionsbehandling. En har et problembrug af alkohol og har tidligere haft et sporadisk problembrug af centralstimulerende midler. De to andre er registreret uden hverken problembrug eller misbrug af rusmidler. De er alle tre registreret som intet misbrug. 2.2.2 Gruppen der misbruger centralstimulerende midler Af tabel 2.1.a fremgår, at 155 personer er registreret som misbrugere af centralstimulerende midler, men 73 er allerede registreret blandt opioidmisbrugerne. Tilbage er 82, og misbrugsmønstret blandt disse 82 fremgår af tabel 2.2.2.a. Tabel 2.2.2.a Grupper der misbruger centralstimulerende midler; n=82 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Opioider - - 11 13 71 87 Hash 43 52 4 5 35 43 Alkohol 31 38 18 22 33 40 Benzodiazepiner, il 9 11 6 7 67 82 Ecstasy 15 18 2 2 65 79 Hallucinogener 4 5 10 12 68 83 Opløsningsmidler - - 1 1 81 99 Læses vandret Der er selvsagt ingen opioidmisbrugere (de er allerede registreret i gruppen af opioidmisbrugere), men der er 13 % (11/82), der har et problembrug af opioider. Hashmisbrug ses hos 52 % (43/82), problembrug af hash hos 5 % (4/82). Blandt misbrugere af centralstimulerende midler har 38 % (31/82) et alkoholmisbrug, 22 % (18/82) et problembrug. Ecstasy misbruges af 18 % (15/82), 2 % (2/82) har et problembrug af ecstasy. Hallucinogener misbruges af 5 % (4/82), 12 % (10/82) har et problembrug. Også misbrugere af centralstimulerende midler har et omfattende problembrug og misbrug af andre rusmidler. Supplerende analyser af materialet viser således, at kun 27 % (22/82) ikke misbruger et eller flere andre rusmidler, heraf har de 13 et problembrug. Antallet, der ikke har et problembrug eller et misbrug af andre stoffer, er dog signifikant højere end det tilsvarende antal blandt opioidmisbrugere (p=0.002). Det ses også, at 15 af de i alt 19 misbrugere af ecstasy findes i denne gruppe, ligesom der er relativt mange misbrugere af hallucinogener, fire af de i alt 10 i materialet. Endelig ses relativt flere alkoholmisbrugere og relativt færre hash- og benzodiazepinmisbrugere end blandt opioidmisbrugerne. 53

Tre personer er i substitutionsbehandling, men uden at de har haft et tidligere problembrug eller misbrug af opioider og de opfylder derfor ikke kriterierne for at blive registreret som opioidmisbrugere. To har oplyst, at de tidligere enkelte gange har prøvet heroin, en har enkelte gange prøvet illegal morfin og illegal metadon. 2.2.3 Hashmisbrugsgruppen I alt 355 personer er registreret med et hashmisbrug (tabel 2.1.a), men af disse er 124 allerede registreret blandt gruppen af opioidmisbrugerne, 43 blandt gruppen der misbruger centralstimulerende midler. Tabel 2.2.3.a Hashmisbrugsgruppen, n=188 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Opioider - - 19 10 169 90 Centralstimulerende midler - - 52 28 136 72 Alkohol 41 22 22 12 125 67 Benzodiazepiner, il 4 2 9 5 175 93 Ecstasy - - 8 4 180 96 Hallucinogener 1 0,5 10 5 177 94 Opløsningsmidler 1 0,5 - - 187 100 Læses vandret Tilbage er 188 hashmisbrugere (tabel 2.2.3.a), og blandt dem har 10 % (19/188) et problembrug af opioider, 28 % (52/188) et problembrug af centralstimulerende midler, 22 % (41/188) misbruger alkohol, 12 % (22/188) har et problembrug af alkohol og nogle få et misbrug eller problembrug af andre stoffer. Supplerende analyser viser, at 56 % (106/188) af hashmisbrugerne også har et misbrug eller problembrug af andre rusmidler, heraf har 13 % (25/188) alene et misbrug af alkohol, 5 % (9/188) alene et problembrug. Det mest markante er måske det udbredte problembrug, 28 % (52/188), af centralstimulerende midler blandt hashmisbrugerne. Problembrug af opioider ses hos 10 % (19/188), og blandt disse 19 har de 15 et yderligere problembrug af andre stoffer, hyppigt af centralstimulerende midler, eventuelt i kombination med alkohol. To personer er i substitutionsbehandling uden at opfylde de formelle kriterier for et opioidmisbrug. Begge har oplyst, at de tidligere kun enkelte gange har prøvet såvel heroin som illegalt morfin, temgesic og metadon. 2.2.4 Alkoholmisbrugsgruppen Blandt de 383 alkoholmisbrugere er 109 registreret i de tre første misbrugsgrupper (37 i opioidmisbrugsgruppen, 31 i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og 41 blandt hashmisbrugerne). Misbrugsmønstret blandt de resterende 274 alkoholmisbrugere fremgår af tabel 2.2.4.a. Nogle ganske få har et problembrug af især centralstimulerende midler og hash. 54

Tabel 2.2.4.a Alkoholmisbrugsgruppen; n=274 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Opioider - - 3 1 271 99 Centralstimulerende midler - - 11 4 263 96 Hash - - 13 5 261 95 Benzodiazepiner, il - - - - 274 100 Ecstasy - - 1 0,4 273 100 Hallucinogener - - - - 274 100 Opløsningsmidler - - - - 274 100 Læses vandret Ved supplerende analyser ses, at 25 alkoholmisbrugere (9 % (25/274)) har et problembrug af andre rusmidler, de 12 alene af hash, 11 af centralstimulerende midler, hvoraf en også har et problembrug af ecstasy, en af hash og en af opioider. Endelig er der to, som alene har et problembrug af opioider. Blandt alkoholmisbrugerne er de 220 i behandling for alkoholmisbrug, resten er aktuelt misbrugende, og blandt de aktuelle alkoholmisbrugere er der signifikant flere med et problembrug af centralstimulerende midler (p=0.001) end blandt gruppen i behandling, mens der ikke er forskel i problembrug af hash mellem de to grupper. En enkelt alkoholmisbruger er i substitutionsbehandling uden at opfylde kriterierne for at være opioidmisbruger. Den pågældende har tidligere kun enkelte gange prøvet heroin og illegal morfin. 2.2.5 Andet misbrug Ved inddelingen i grupperne opioidmisbrugere, misbrugere af centralstimulerende midler samt hash- og alkoholmisbrugere, er alle misbrugerne, undtagen to, blevet grupperet. Alle (undtagen de to) med et misbrug af benzodiazepiner, ecstasy, hallucinogener og opløsningsmidler har også et misbrug af mindst et af de rusmidler, der er anvendt til at definere de fire misbrugsgrupper, og alle er derfor blevet registreret i en af disse fire grupper. De resterende to misbruger benzodiazepiner. Det er selvsagt uhensigtsmæssigt i de videre analyser at operere med en gruppe på kun to personer. Det er derfor undersøgt om de meningsfuldt kan lægges til en af de fire misbrugsgrupper. Den ene har et problembrug af alkohol, og undersøgeren har vurderet, at den pågældende har behov for behandling af et alkoholmisbrug. Den anden misbruger også hallucinogener samt har et problembrug af opioider, centralstimulerende midler og ecstasy. Den pågældende har således et misbrugsmønster svarende til misbrug af centralstimulerende midler. Den ene er placeret som alkoholmisbruger, den anden som misbruger af centralstimulerende midler. 2.2.6 Intet misbrug Tilbage er 573 personer, som ikke har et misbrug, tabel 2.2.6.a. 55

Tabel 2.2.6.a Intet misbrug, n=573 Misbrug Problembrug - Brug/A-p-brug n % n % n % Opioider - - 3 0,5 570 100 Centralstimulerende midler - - 37 7 536 94 Hash - - 45 8 528 92 Alkohol - - 75 13 498 87 Benzodiazepiner, il - - 2 0,3 571 100 Ecstasy - - 5 0,9 568 99 Hallucinogener - - 3 0,5 570 100 Opløsningsmidler - - 1 0,2 572 100 Læses vandret Som det ses af tabellen, har 7 % (37/573) et problembrug af centralstimulerende midler, 8 % (45/573) et problembrug af hash, 13 % (75/573) et problembrug af alkohol og ganske enkelte et problembrug af andre rusmidler. Yderligere analyser viser, at 10 % (58/573) alene har haft et problembrug af alkohol, 5 % (29/573) alene et problembrug af hash og 3 % (19/573) alene et problembrug af centralstimulerende midler. Modsat har 0,9 % (5/573) haft et problembrug af mindst tre rusmidler. I alt har 24 % (138/573) (fremgår ikke af tabellen) haft et problembrug af et eller flere rusmidler den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering, eller omvendt 76 % (435/573) har ikke haft et problembrug af stoffer eller problembrug af alkohol. Fire personer uden et aktuelt misbrug eller et tidligere opioidmisbrug er i substitutionsbehandling. 2.2.7 Det samlede misbrug Hele materialet er herved klassificeret i fem grupper opioidmisbrugsgruppen, gruppen der misbruger centralstimulerende midler, hashmisbrugsgruppen, alkoholmisbrugsgruppen og i gruppen intet misbrug samlet herefter betegnet misbrugsgrupperne. Denne gruppering vil uændret blive anvendt i analyserne, dog anvendes i nogle analyser de enkelte rusmidler (afsnit 2.2.8). Antallet af personer i hver gruppe er resumeret i tabel 2.2.7.a. Tabel 2.2.7.a Misbrugsgrupper; n=1305 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug n % n % n % n % n % 186 14 83 6 188 14 275 21 573 44 56

Der er 14 % (186/1305), som tilhører opioidmisbrugsgruppen, 6 % (83/1305) tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, 14 % (188/1305) tilhører hashmisbrugsgruppen. I alt 34 % af materialet og dermed af kriminalforsorgens samlede klientel tilhører således en af de tre stofmisbrugsgrupper. Hertil kommer de 21 % (275/1305), der tilhører alkoholmisbrugsgruppen. Der er kun 44 % (573/1305) i gruppen intet misbrug, og blandt dem har i alt 24 % (138/573) haft et problembrug af et eller flere rusmidler. Samlet ses således, at kun 33 % (435/1305) af de personer, der indgår i denne undersøgelse, ikke har haft et misbrug eller problembrug af stoffer eller et misbrug eller problembrug af alkohol den sidste måned (de sidste seks måneder for alkohol) før indsættelsen/tilsynets registrering. Da materialet som tidligere anført er repræsentativt for hele kriminalforsorgen, kan det konkluderes, at de 33 % er dækkende for det samlede klientel. 2.2.8 De enkelte stoffer Som beskrevet karakteriseres de enkelte misbrugsgrupper ved, at mange også har et misbrug og/eller et problembrug af andre rusmidler. I nogle analyser indgår rusmiddelgrupperne, i andre de enkelte stoffer. Det vil fremgå af teksten, hvorvidt analysen omfatter grupperne eller de enkelte rusmidler, men i enkelte afsnit veksles der mellem misbrugsgrupper og de enkelte rusmidler. For at skelne mellem de to begreber, vil der i disse afsnit blive tilføjet et (e) til navnet på rusmidlet, når det drejer sig om det enkelte rusmiddel. Opioidmisbrugere(e) betegner altså alle 186 opioidmisbrugere uafhængig af, om de har et andet misbrug, misbrugere af centralstimulerende midler(e) omfatter de 155 personer, der misbruger disse stoffer, osv. (tabel 2.1.a). Et problembrug af et rusmiddel vil altid henvise til det pågældende rusmiddel. For illegale benzodiazepiner samt ecstasy, hallucinogener og opløsningsmidler gælder, at disse betegnelser altid omfatter de pågældende enkeltstoffer. 2.2.9 Kommentar Undersøgelsen viser, at blandingsmisbrug er fremherskende. Kun få stofmisbrugere (mis)bruger kun et rusmiddel. Misbruget er derfor i denne undersøgelse klassificeret. Det kan gøres på mange måder. Den klassifikation, der er anvendt i denne undersøgelse, bygger på de enkelte rusmidler, og det har så vist sig, at hele det brogede misbrugsmønster kan samles i fire misbrugsgrupper opioider, centralstimulerende midler, hash og alkohol. Hertil kommer så gruppen uden misbrug, hvor ganske mange imidlertid har et problembrug af et eller flere rusmidler. Denne klassifikation giver også mening på den måde, at det mest omfattende misbrug og problembrug af andre rusmidler findes i opioidmisbrugsgruppen med aftagende omfang i de følgende tre grupper. Der er også på anden måde karakteristiske forskelle mellem grupperne. Således er hovedparten af benzodiazepinmisbrugerne placeret i gruppen af opioidmisbrugere. Mest markant er måske, at 15 af de i alt 19 personer med et misbrug af ecstasy findes i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. Det omfattende problembrug af centralstimulerende 57

midler er ligeledes værd at fremhæve f.eks. har godt hver fjerde i gruppen af hashmisbrugere et problembrug af centralstimulerende midler, og i gruppen uden misbrug har stort set lige mange et problembrug af centralstimulerende midler og af hash. Det er også værd at nævne, at de alkoholmisbrugere, der aktuelt drikker (og som altså ikke er i antabusbehandling) hyppigere har et problembrug af centralstimulerende midler end alkoholmisbrugere i antabusbehandling. Dette tyder på, at nogle med et alkoholmisbrug indtager centralstimulerende midler for som det hedder at kunne drikke igennem. Til gengæld er der kun relativt få uden for gruppen af opioidmisbrugere, der indtager opioider. I gruppen uden et misbrug er der således kun tre personer, der har et problembrug af opioider, mens 37 personer i denne gruppe har et problembrug af centralstimulerende midler. Konklusionen synes at være, at enten misbruges opioider, eller også indtages stoffet ikke. Gruppen af alkoholmisbrugere karakteriseres af, at stort set ingen indtager stoffer. Det er delvis en konsekvens af den anvendte klassifikation, idet alle de alkoholmisbrugere, der også har et stofmisbrug, er registreret i de respektive stofmisbrugsgrupper, men omfanget af problembrug af stoffer blandt alkoholmisbrugere er alligevel så begrænset, at det er tilladeligt at konkludere, at mange stofmisbrugere også har et alkoholmisbrug, mens alkoholmisbrugere uden et stofmisbrug næsten ikke anvender stoffer. Endelig skal det fremhæves, at stoffer og alkohol er et overvældende problem blandt kriminalforsorgens klientel og dermed også for alle kriminalforsorgens tjenestesteder kun 33 % har ikke et misbrug eller problembrug af stoffer og/eller alkohol. 2.3 Misbrugsgrupper og institutionsgrupper Tabel 2.3.a viser antallet i de forskellige misbrugsgrupper fordelt på institutionsgrupper. 58 Tabel 2.3.a Misbrugsgrupper fordelt på institutionsgrupper; n=1305 Stofgrupper Institutionsgruppe Opioider Centralst. Hash Alkohol Intet misbrug Total midler n % n % n % n % n % n % A.v.H. 3 14 3 14 2 9 5 23 9 41 22 100 Lukkede 24 35 4 6 9 13 5 7 26 38 68 100 Åbne 45 21 16 8 38 18 12 6 100 47 211 100 KF 19 27 5 7 11 16 3 4 33 47 71 100 Arresth. 33 20 15 9 37 23 8 5 69 43 162 100 KIF, -Kbh. 53 8 37 5 81 12 232 33 293 42 696 100 KIF, Kbh. 9 12 3 4 10 13 10 13 43 57 75 100 Total 186 14 83 6 188 14 275 21 573 44 1305 100 p=0.000 Læses vandret

Der er flest misbrugere i de lukkede fængsler, idet kun 38 % (26/68) i denne institutionsgruppe ikke har noget misbrug. Der er noget færre misbrugere i de åbne fængsler, hvor 47 % (100/211) ikke har noget misbrug. Misbrugerne i de lukkede fængsler er også mere belastede end i de åbne, idet 35 % (24/68) af de indsatte i de lukkede fængsler tilhører gruppen af opioidmisbrugere mod kun 21 % (45/211) i de åbne. Til gengæld tilhører flere i de åbne fængsler (18 % (38/211)) end i de lukkede fængsler (13 % (9/68)) gruppen af hashmisbrugere. For Anstalten ved Herstedvester er n så lavt, at de anførte procentangivelser er behæftet med betydelig usikkerhed. Det er dog værd at bemærke, at der er mange, som tilhører gruppen af alkoholmisbrugere, blandt de indsatte i anstalten. Københavns Fængsler og arresthusene minder overordnet om hinanden. Der synes at være lidt flere, der tilhører gruppen af opioidmisbrugere, og lidt færre, der tilhører gruppen af hashmisbrugere, blandt indsatte i Københavns Fængsler end blandt indsatte i arresthusene, men denne forskel er ikke signifikant. Bortfaldsanalysen viser, at der var forskel i bortfaldet mellem KIF-afdelingerne i og uden for København. Tallene for KIF-afdelingerne uden for København kan derfor ikke umiddelbart sammenlignes med tallene for de københavnske afdelinger. Kapitel 3 indeholder en beregning af omfanget af misbrug blandt alle indsatte/klienter, der i løbet af et år kommer i kontakt med de forskellige institutionsgrupper, og dermed sammenlignelige beregninger af misbrugets omfang blandt tilsynsklienter i og uden for København. Blandt tilsynsklienterne er der mange, som tilhører gruppen af alkoholmisbrugere, hvilket blandt andet afspejler det store antal spritbilister, der er idømt betingede domme med enten behandlingsvilkår eller vilkår om samfundstjeneste (se kap.9). Endelig ses en tendens til, at andelen af opioidmisbrugere blandt de københavnske tilsynsklienter er højere end blandt tilsynsklienter i resten af landet. 2.3.1 Kommentar Det er forventeligt, at der er flere og tungere belastede misbrugere blandt indsatte i de lukkede fængsler end blandt indsatte i de åbne, idet denne fordeling er en følge af reglerne om anbringelse og overførsel af personer, der skal udstå fængselsstraf eller forvaring (opioidmisbrugere, der ikke kan klare sig i de åbne fængsler, flyttes ikke sjældent til de lukkede). Der er procentuelt flere opioidmisbrugere blandt indsatte i Københavns Fængsler end i arresthusene, og der synes at være lidt flere misbrugere blandt tilsynsklienter i København end blandt tilsynsklienter uden for København. Dette kunne tyde på, at der er lidt flere og lidt mere tungt belastede kriminelle misbrugere i København end i resten af landet hvilket vel også er at forvente. Alt i alt er lighederne imidlertid større end forskellene. Selv om der er visse forskelle i misbrugsmønstret mellem de forskellige institutionsgrupper, kan det konkluderes, at alle 59

kriminalforsorgens tjenestesteder på en tværsnitsdag har kontakt med mange indsatte/tilsynsklienter, der tilhører en af de fire misbrugsgrupper. 2.3.2 Tidligere, men intet aktuelt misbrug Denne analyse belyser, hvor mange uden et aktuelt misbrug, der tidligere, dvs. mere end en måned før indsættelsen/tilsynets registrering, har misbrugt de forskellige stoffer (som enkeltstoffer), tabel 2.3.2.a (materialet indeholder ikke oplysninger om et eventuelt tidligere alkoholmisbrug). Tabel 2.3.2.a Opioder Centralst. midler Tidligere, men intet aktuelt stofmisbrug; n=573 Hash Benzodiazepiner, il Ecstasy Hallucinogener Opløsningsmidler Intet misbrug n % n % n % n % n % n % n % n % 18 3 32 6 57 10 10 2 3 0,5 3 0,5 4 0,7 500 87 (Analysen omfatter de enkelte stoffer) Som det bl.a. fremgår af tabellen, har 3 % (18/573) tidligere misbrugt opioider, 10 % (57/573) har tidligere haft et hashmisbrug, 6 % (32/573) et misbrug af centralstimulerende midler, osv. Nogle har misbrugt flere stoffer, hvorfor summen af de personer, der har misbrug de enkelte stoffer, er større end 573. Der er som forventeligt et sammenfald af personer, der har misbrugt de forskellige stoffer, ligesom der er alle slags kombinationer af misbrug og problembrug (problembrug fremgår ikke af tabellen). Det kan beregnes, at i alt 73 personer tidligere har haft et misbrug af et eller flere stoffer. Blandt de 18 opioidmisbrugere har de ti tidligere udover opioidmisbruget også misbrugt både centralstimulerende midler og hash, fire har alene også misbrugt hash og tre har alene også misbrugt centralstimulerende midler. Blandt de resterende 19 tidligere misbrugere af centralstimulerende midler har de 12 også haft et tidligere misbrug af hash, dvs. at der er syv personer, der tidligere alene har misbrugt centralstimulerende midler. Blandt de i alt 57 hashmisbrugere er de 26 registreret i de to ovenstående grupper, tilbage er 31 rene tidligere hashmisbrugere. Der er tre tidligere misbrugere af ecstasy, heraf har den ene også misbrugt opioider og centralstimulerende midler, en har et tidligere misbrug af centralstimulerende midler, og en har alene haft et misbrug af ecstasy (og et problembrug af centralstimulerende midler). Den tidligere påviste sammenhæng mellem ecstasy og centralstimulerende midler ses også i denne analyse, idet blandt de 14 personer, der tidligere har haft et problembrug af ecstasy, har de tre et tidligere misbrug af centralstimulerende midler, alle de øvrige har haft et problembrug af centralstimulerende midler (og en af dem et misbrug af opioider). Blandt de tre tidligere misbrugere af hallucinogener har den ene tidligere misbrugt opioider, de to centralstimulerende midler. Sammenhængen mellem opioidmisbrug og misbrug af benzodiazepiner viser sig også i tidligere misbrug, idet fire af de ti tidligere benzodiazepinmisbrugere også tidligere har misbrugt såvel opioider som centralstimulerende midler, tre har alene tidligere misbrugt opioider, og en har tidligere misbrugt centralstimulerende midler. Tilbage er to tidligere misbrugere af benzodiazepiner, som ikke har andet tidligere misbrug. Endelig er der fire tidligere misbrugere af opløsningsmidler, de to har intet andet tidligere misbrug (men den ene et tidligere problembrug af opioider), en har tidligere også misbrugt både opioider og centralstimulerende midler, og en alene centralstimulerende midler. Samlet ses således, at 13 % (73/573) af de personer, der ikke aktuelt har et stofmisbrug, tidligere har været stofmisbrugere, og ganske mange med et ganske omfattende misbrug. Blandt de 73 har 18 haft et tidligere misbrug svarende til en registrering i gruppen af 60

opioidmisbrugere, 19 har haft et misbrug svarende til en registrering i gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler, og 31 har haft et misbrug svarende til en registrering i gruppen af hashmisbrugere. Tilbage er èn person, der tidligere kun har misbrugt ecstasy, to har tidligere kun misbrugt benzodiazepiner og to har tidligere misbrugt opløsningsmidler. Det skal bemærkes, at ingen af de 18 tidligere opioidmisbrugere aktuelt er i metadonbehandling. 2.3.3 Tidligere og aktuelt misbrug Tabel 2.3.2.a viser sammenhængen mellem et tidligere og et aktuelt misbrug. Såvel det tidligere som det aktuelle misbrug er grupperet i misbrugsgrupper, jf. afsnit 2.1. Formelt er det usikkert at registrere tidligere misbrug i misbrugsgrupper, idet det ikke er oplyst, om det tidligere misbrug eller problembrug har været tidsmæssigt sammenhængende med misbruget af hovedstoffet, dvs. opioider, centralstimulerende midler eller hash. Denne usikkerhed er dog uden betydning for denne analyse. Der er ikke oplysninger om et eventuelt tidligere misbrug af alkohol, og det er derfor ikke muligt at undersøge, i hvilket omfang et alkoholmisbrug efterfølges af et misbrug af stoffer. Aktuel misbrugsgruppe Opioider; n=220 Tabel 2.3.3.a Tidligere og aktuel misbrugsgruppe; n=1305 Tidligere misbrugsgruppe Centralst. midler; n=102 Hash; n=200 Diverse *; n=11 Intet stofmisbrug; n=772 n % n % n % n % n % n % Opioider 171 78 7 7 5 3 2 18 1 0,1 186 14 Centralst. midler 6 3 53 52 14 7 2 18 8 1 83 6 Hash 18 8 20 20 127 64 1 9 22 3 188 14 Alkohol 7 3 3 3 23 12 1 9 241 31 275 21 Intet misbrug 18 8 19 19 31 16 5 46 500 65 573 44 Total 220 100 102 100 200 100 11 100 772 100 1305 100 *Omfatter 11 personer, der tidligere alene har misbrugt illegale benzodiazepiner, Læses lodret ecstasy, hallucinogener eller opløsningsmidler. Total Det fremgår, at 220 personer tidligere har misbrugt opioider, og af dem tilhører 78 % (171/220) fortsat gruppen af opioidmisbrugere, 3 % (6/220) tilhører nu gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, 8 % (18/220) tilhører hashmisbrugsgruppen, og nogle få (3 % (7/220)) misbruger alkohol. Kun 8 % (18/220) er ikke aktuelt misbrugere. Blandt de 102 tidligere misbrugere af centralstimulerende midler tilhører 7 % (7/102) nu gruppen af opioidmisbrugere, 52 % (53/102) tilhører fortsat gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, 20 % (20/102) tilhører nu gruppen af hashmisbrugere, og de 20 udgør 11 % (20/188) af de aktuelle hashmisbrugere. 19 % (19/102) blandt dem, der tidligere har misbrugt centralstimulerende midler, har intet aktuelt misbrug. Personer med et tidligere hashmisbrug bliver ligesom personer med et tidligere misbrug af centralstimulerende midler kun sjældent opioidmisbrugere (3 % (5/200)), noget hyppigere misbrugere af alkohol, 12 61

% (23/200). Blandt de tidligere hashmisbrugere er 7 % (14/200) overgået til at tilhøre gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og de 14 udgør 17 % (14/83) af de aktuelle misbrugere af centralstimulerende midler. Blandt gruppen af tidligere hashmisbrugere har 16 % (31/200) intet aktuelt misbrug. Endelig er der som tidligere nævnt 11 personer, som tidligere har misbrugt andre stoffer, men ikke opioider, centralstimulerende midler eller hash. Fem af disse personer har ikke udviklet et senere misbrug. Tabel 2.3.3.b Aktuel og tidligere misbrugsgruppe; n=1305 Tidligere misbrugsgruppe Centralst. midler Intet stofmisbrug Aktuel Opioider Hash Diverse* Total misbrugsgruppe n % n % n % n % n % n % Opioider 171 92 7 4 5 3 2 1 1 0,5 186 100 Centralst. midler 6 7 53 64 14 17 2 2 8 10 83 100 Hash 18 10 20 11 127 68 1 0,5 22 12 188 100 Alkohol 7 3 3 1 23 8 1 0,4 241 88 275 100 Intet misbrug 18 3 19 3 31 5 5 0,9 500 87 573 100 Total 220 17 102 8 200 15 11 0,8 772 59 1305 100 *Omfatter 11 personer, der tidligere alene har misbrugt illegale benzodiazepiner, Læses vandret ecstasy, hallucinogener eller opløsningsmidler Tabel 2.3.2.b er den samme tabel som tabel 2.4.2.a, men nu læst vandret. Tabellen belyser, hvilke stofgrupper, de aktuelle misbrugere tidligere har tilhørt, idet der fortsat ikke er oplysninger om et eventuelt tidligere alkoholmisbrug. Som det ses, har kun ganske få blandt de aktuelle opioidmisbrugere tidligere tilhørt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler ( 4 % (7/186) eller hash (3 % (5/186), ligesom et tidligere opioidmisbrug er relativt sjældent blandt såvel aktuelle misbrugere af centralstimulerende midler (7 % (6/83)) som blandt aktuelle hashmisbrugere (10 % (18/188)). Der er en vis sammenhæng mellem tidligere og aktuelt misbrug af hash og centralstimulerende midler, idet 17 % (14/83) blandt de aktuelle misbrugere af centralstimulerende midler tidligere har misbrugt hash og 11 % (20/188) blandt de aktuelle hashmisbrugere har tidligere misbrugt centralstimulerende midler. De aktuelle alkoholmisbrugere har kun meget sjældent tidligere tilhørt opioidmisbrugsgruppen (3 % (7/275)) eller gruppen, der misbruger centralstimulerende midler (1 % (3/275)), men lidt hyppigere hashmisbrugsgruppen (8 % (23/275)). Kun 22 % (49/220) af opioidmisbrugerne er ophørt med dette misbrug, og blandt dem har de 13 % (31/220) et misbrug af andre rusmidler, især hash. Tilsvarende ses, at blandt de aktuelle opioidmisbrugere har kun ganske få tidligere misbrugt andre stoffer. 62

2.3.4 Kommentar Analyserne af de tidligere stofmisbrugere bekræfter sammenhængen mellem misbrug af opioider og af benzodiazepiner samt mellem centralstimulerende midler og ecstasy. Det fremgår endvidere, at opioidmisbrugsgruppen er en gruppe for sig. Opioidmisbrugerne har et omfattende misbrug og problembrug af andre rusmidler, jf. kap. 2.2.1, men kun få tidligere opioidmisbrugere overgår til et misbrug af andre rusmidler, og kun få aktuelle opioidmisbrugere har tidligere alene misbrugt andre stoffer. Kun 8 % (18/220) tidligere opioidmisbrugere har aktuelt ikke noget misbrug. (Se nærmere kap. 8, især afsnit 8.3). Der synes at være en vis sammenhæng mellem misbrug af centralstimulerende midler og af hash, især i form af, at gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, tidligere har tilhørt hashmisbrugsgruppen eller overgår til denne gruppe. Derimod er der kun relativt få personer med et misbrug af hash eller centralstimulerende midler, der tidligere har tilhørt opioidmisbrugsgruppen, ligesom relativt få med et tidligere misbrug af de to stoffer udvikler et opioidmisbrug. Kun 19 % (19/102) af de tidligere misbrugere af centralstimulerende midler og 16 % (31/200) af de tidligere hashmisbrugere har ikke et aktuelt misbrug. Gruppen af alkoholmisbrugere, som defineret i denne undersøgelse, er ganske skarpt adskilt fra stofmisbrugsgrupperne, idet kun ganske få aktuelle alkoholmisbrugere tidligere har misbrugt stoffer med hashmisbrug som det hyppigste. Dette fund er i overensstemmelse med andre resultater, der viser, at mange stofmisbrugere har et misbrug eller problembrug af alkohol, men kun få alkoholmisbrugere uden et stofmisbrug har et problembrug af stoffer. 2.4 Nogensinde prøvet et stof Tabel 2.4.a viser, hvor mange der nogensinde har prøvet et stof. 63

Aktuel misbrugsgruppe Tabel 2.4.a Personer, der nogensinde har prøvet et stof; n=1305 Opioder(e) Centralst. midler(e) Hash(e) Benzodiazepiner, il Ecstasy Hallucinogener Opløsningsmidler Misbrugsgruppe n % n % n % n % n % n % n % Opioider; n=186 186 100 181 97 185 100 144 77 77 41 146 79 73 39 Centralst. midler; n=83 45 54 83 100 80 96 32 39 55 66 59 71 24 29 Hash; n=188 89 47 170 90 188 100 53 28 67 36 121 64 57 30 Alkohol; n=275 20 7 67 24 171 62 11 4 19 7 40 15 30 11 Intet misbrug; n=573 51 9 189 33 355 62 32 6 72 13 74 13 38 7 I alt; n=1305 391 30 690 53 979 75 272 21 290 22 440 34 222 17 Læses vandret og lodret Tabellen kan læses såvel vandret som lodret. Læst vandret ses hvor mange i hver misbrugsgruppe, der nogensinde har prøvet et af de undersøgte stoffer. Stort set alle i opioidmisbrugsgruppen har prøvet centralstimulerende midler(e) (97 % (181/186) og hash(e) (100 % (185/186)), omkring firefemtedele har prøvet hallucinogener (79 % (146/186)) og benzodiazepiner (77 % (144/186)), mens kun 41 % (77/186) har prøvet ecstasy. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, har derimod prøvet ecstasy ganske hyppigt (66 % (55/83)), men ikke så hyppigt benzodiazepiner (39 % (32/83)). Der er 54 % (45/83) blandt misbrugere af centralstimulerende midler, der har prøvet opioider(e), mens stort set alle opioidmisbrugere som anført har prøvet centralstimulerende midler(e). Gruppen af hashmisbrugere minder bortset fra misbrug af ecstasy om gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, men med en tendens til, at lidt færre i hashmisbrugsgruppen har prøvet de forskellige stoffer. Som det fremgår, er hashmisbrug jævnligt forbundet med indtagelse af andre stoffer, herunder ikke mindst centralstimulerende midler(e), som 90 % (170/188) har prøvet. Misbrug og problembrug af benzodiazepiner er som tidligere anført defineret som illegalt, dvs. ikke-lægeordineret, indtagelse. Det vides ikke, hvor mange der legalt er i behandling med benzodiazepiner. Mange i opioidmisbrugsgruppen fremtræder umiddelbart som stofmisbrugere, hvilket kan medføre, at læger er tilbageholdene med at ordinere benzodiazepiner, hvorfor opioidmisbrugerne må skaffe sig disse præparater illegalt. Misbrugere af centralstimulerende midler kan som det vil fremgå af det følgende fremtræde mere upåfaldende, og oplyser de ikke om deres misbrug, kan læger derfor være mindre tilbageholdende med at ordinere benzodiazepiner til misbrugere af disse stoffer. Væsentligt færre alkoholmisbrugere har prøvet stoffer end personer i de øvrige misbrugsgrupper, og som det ses af tabel 2.4.a, er mønstret blandt gruppen af alkoholmisbrugere og gruppen uden noget misbrug stort set ens, bortset fra at signifikant flere (p=0.011) uden misbrug (33 % (189/573)) end alkoholmisbrugere (24 % (67/275) (disse tal fremgår ikke af tabellen) har prøvet centralstimulerende midler(e). I begge grupper har knapt totredjedele prøvet hash(e). 64

Læst lodret viser tabellen, hvor mange der overhovedet har prøvet et af de stoffer, der indgår i undersøgelsen. 75 % (979/1305) har prøvet hash(e), og stort set lige mange har prøvet hallucinogener (34 % (440/1305)), og opioider(e) (30 % (391/1305)). Efter hash er centralstimulerende midler(e) det stof, som flest har prøvet (53 % (690/1305)). En person, der har prøvet opioider, og tre personer, der har prøvet centralstimulerende midler, har oplyst, at de ikke har prøvet hash. Det betyder, at 75 % (983/1305) i dette materiale og da materialet er repræsentativt for kriminalforsorgens samlede klientel, 75 % af kriminalforsorgens samlede klientel på et tidspunkt har indtaget mindst et stof. Hvor mange, der på et tidspunkt måtte have drukket for meget, vides ikke. 2.4.1 Opløsningsmidler Ethvert misbrug af stoffer kan medføre psykiske skader, og især opløsningsmidler kan medføre hjerneskade. Som det fremgår af tabel 2.4.a har 17 % (222/1305) prøvet opløsningsmidler. Til sammenligning har kun 4 % af de 16-26-årige mænd i den almindelige befolkning prøvet at sniffe opløsningsmidler (Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse, 2002). Af marginaltabellerne (bilag 4) fremgår, at 31 personer tidligere har haft et misbrug af opløsningsmidler, heraf har 11 sniffet dagligt. 19 personer har haft et problembrug af opløsningsmidler. Blandt de i alt 50 personer, der tidligere har haft et problembrug eller et misbrug af opløsningsmidler, tilhører 27 nu gruppen af opioidmisbrugere, syv tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, otte hashmisbrugsgruppen og to misbruger alkohol. Kun seks har intet aktuelt misbrug. Alle institutionsgrupper har indsatte/klienter, der har haft et misbrug af opløsningsmidler, og det kan beregnes, at godt 1 % af kriminalforsorgens aktuelle samlede klientel på et tidspunkt har misbrugt opløsningsmidler, og at kriminalforsorgen i løbet af et år kommer i kontakt med 500-600 personer, der har og/eller har haft et misbrug af opløsningsmidler. Selv om tallene procentuelt er små, drejer det sig numerisk om ganske mange mennesker. 2.4.2 Kommentar Disse analyser bekræfter de tidligere konklusioner. Hovedparten i gruppen af opioidmisbrugere har prøvet stort set alle misbrugsstoffer, herunder især benzodiazepiner, men relativt sjældent ecstasy. Dette stof har især været anvendt af den gruppe, der misbruger centralstimulerende midler. Væsentlig færre har nogensinde prøvet opioider(e) end f.eks. centralstimulerende midler(e). Det er forventeligt, at hash(e) er det stof, flest har prøvet trefjerdedele af alle i undersøgelsen, og dermed trefjerdedele af kriminalforsorgens samlede klientel, har prøvet hash(e), og det skal fremhæves, at et hashmisbrug ikke er et isoleret fænomen, men ofte forbundet med indtagelse af andre stoffer. Det er også ganske tankevækkende, at efter hash er centralstimulerende midler det stof, flest har prøvet, og at stort set lige mange har prøvet hallucinogener og opioider. 65

Alkoholmisbrugere karakteriseres i overensstemmelse med undersøgelsens andre resultater ved, at relativt få har prøvet stoffer. Opløsningsmidler optræder stor set ikke som et aktuelt misbrugsstof. Som det fremgår, har ikke helt få imidlertid tidligere misbrugt disse stoffer, der er trukket specielt frem, fordi det er vigtigt at være opmærksom på et eventuelt tidligere misbrug af opløsningsmidler. Et sådant misbrug kan medføre en hjerneskade, og en behandlingsplan for en hjerneskadet person må nødvendigvis være anderledes end behandlingsplanen for en person uden en hjerneskade. 2.5 Køn og alder, misbrugsgrupper Tabel 2.5.a. viser kønsfordelingen i de forskellige misbrugsgrupper. Tabel 2.5.a Kønsfordeling og misbrugsgrupper, n=1301 Mænd Kvinder Total Misbrugsgruppe n % n % n % Opioider 165 89 21 11 186 100 Centralstimulerende midler 81 98 2 2 83 100 Hash 181 96 7 4 188 100 Alkohol 242 89 30 11 272 100 Intet misbrug 510 89 62 11 572 100 Total 1179 91 122 9 1301 100 p=0.004 Læses vandret Som tidligere anført, udgør kvinderne 9 % (122/1301) af materialet (og dermed af kriminalforsorgens samlede klientel). Andelen af mænd, som tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, er signifikant højere end andelen af kvinder (p=0.004). Dette fund er i overensstemmelse med analyserne af de enkelte stoffer. Blandt hashmisbrugsgruppen er 4 % (7/188) kvinder, men forskellen i den procentvise andel af hashmisbrugere mellem mænd og kvinder er ikke signifikant. I analysen af de enkelte stoffer fandtes relativt flere hashmisbrugere blandt mænd end blandt kvinder. Årsagen til at der ikke er signifikant forskel mellem de to køn ved analysen af hashmisbrugsgruppen er, at mange, der misbruger hash(e), tilhører grupperne, der misbruger opioider og centralstimulerende midler. Især mange mænd med et misbrug af hash(e) forsvinder i disse to misbrugsgrupper. Der er heller ingen forskel i den relative andel af mænd og kvinder i de øvrige grupper, herunder opioidmisbrugsgruppen. Tabel 2.5.b. viser aldersfordelingen i de forskellige misbrugsgrupper. Der er signifikant forskel mellem de forskellige grupper (p 0.001) med misbrugere af centralstimulerende midler og hash som de yngste og alkoholmisbrugere som de ældste. Yderligere er aldersspredningen mellem grupperne forskellig (p 0.001), hvor misbrugerne af centralstimulerende midler har den mindste aldersspredning, alkoholmisbrugere den største. 66

Tabel 2.5.b Aldersfordeling (år) i de forskellige misbrugsgrupper, n=1304 Misbrugsgruppe Minimum 25 % percentil Median 75 % percentil Maimum Opioider 17 27 31 38 57 Centralstimulerende midler 17 22 25 31 45 Hash 16 22 26 34 56 Alkohol 17 33 40 48 73 Intet misbrug 16 25 32 42 70 p 0.001 Læses vandret (Tabelforklaring (opioidmisbrugere anvendes som eksempel): Minimum: Den yngste opioidmisbruger er 17 år; 25 % percentil: 25 % af opioidmisbrugerne er 27 år eller yngre; median: Halvdelen af opioidmisbrugerne er 31 år eller yngre; 75 % percentil: 25 % af opioidmisbrugerne er 38 år eller ældre; maimum: Den ældste opioidmisbruger er 57 år). 2.5.1 Kommentar Igen ses karakteristiske forskelle mellem de forskellige misbrugsgrupper. Kun få kvinder tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, men der er ikke forskel mellem mænd og kvinder i andelen, der tilhører opioidmisbrugsgruppen. Alkoholmisbrugerne er gennemsnitlig de ældste, men der er alkoholmisbrugere i alle aldre. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, består helt overvejende af unge mænd. Hashmisbrugerne slutter sig også alders- og kønsmæssigt tæt til misbrugerne af centralstimulerende midler. 2.6 Indtagelsesmåde Der er en karakteristisk og betydelig forskel i den måde, de forskellige misbrugsgrupper indtager stoffer gruppen af opioidmisbrugere injicerer, mens gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og gruppen af hashmisbrugere ryger, sniffer eller indtager stoffet gennem munden. Tabel 2.6.a viser som eksempel, hvorledes personer i de forskellige misbrugsgrupper har indtaget kokain den sidste måned, hvad enten det har været i form af et misbrug eller et problembrug. Tabel 2.6.a Misbrugsgrupper og typisk indtagelsesmåde for kokain, sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering; n=189 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug INDTAGELSESMÅDE n % n % n % n % n % n % Injicerer 50 60 - - 2 8 - - - - 52 28 Ryger 15 18 3 6 2 8 - - 1 5 21 11 Sniffer 19 23 52 95 21 84 3 100 20 91 115 61 Spiser/drikker - - - - - - - - 1 5 1 0,5 Total 84 100 55 100 25 100 3 100 22 100 189 100 p=0.000 Læses lodret Total 67

Som det ses injicerer 60 % blandt opioidmisbrugsgruppen kokain, 18 % ryger kokain og 23 % sniffer, mens ingen, der misbruger centralstimulerende midler (og altså kokain), injicerer kokain, ligesom stort set alle andre personer med et problembrug af kokain sniffer stoffet. Forskellen mellem gruppen af opioidmisbrugere og de øvrige grupper er signifikant (p= 0.000). 2.6.1 Kommentar Disse fund er ikke overraskende, men bekræfter det tidligere anførte om, at opioidmisbrugsgruppen er den tungest belastede, og at gruppen af hashmisbrugere og gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler minder om hinanden. 2.7 Misbrug og problembrug i befolkningen og blandt kriminalforsorgens klientel Rapporter (Sundhedsstyrelsen, 2001 og 2002) beskriver bl.a. udbredelsen af stoffer i befolkningen i 2000. Det er muligt, at ekstrahere en række data fra rapporterne om anvendelsen af stoffer i forskellige befolkningsgrupper samt beregne de tilsvarende data i denne undersøgelse. Anvendelsen af stoffer blandt kriminalforsorgens klientel kan således sammenlignes med anvendelsen i befolkningen. Sundhedsstyrelsens rapporter indeholder kun procentangivelser, og i flere tabeller er der kun oplysninger om det totale antal (i procent), der er ikke skelnet mellem mænd og kvinder. Data fra denne undersøgelse er anført på samme måde for at lette oversigten. Som tidligere anført er data fra denne undersøgelse repræsentative for kriminalforsorgens samlede klientel. Rusmiddel Tabel 2.7.a Anvendt stoffer den sidste måned, 16-44-årige Befolkningen, år 2000 n=6878 Kriminelle*, år 2001 n=1056 % % Hash 4 38 Hårde stoffer ** 1 33 * For kriminelle: Anvendt stoffer den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering ** Andre illegale stoffer end hash Tabel 2.7.a viser, hvor mange 16-44-årige, der overhovedet har anvendt henholdsvis hash og hårde stoffer den sidste måned (før indsættelsen/tilsynets registrering for de kriminelle). Næsten ti gange så mange blandt kriminalforsorgens klientel end i befolkningen har prøvet hash, og 33 gange flere blandt kriminalforsorgens klientel har indtaget et (eller flere) af de hårde stoffer sammenlignet med befolkningen. 68

Tabel 2.7.b Stoffer, prøvet nogensinde; 16-24-årige Befolkningen; n=1786 Kriminelle; n=305 Rusmiddel % % M K Samlet M K Samlet Hash 47 36 41 88 78 88 Amfetamin 15 7 11 69 56 69 Kokain 5 58 Svampe 4 43 Ecstasy 6 2 4 46 33 46 Lsd 2 22 Heroin 0,5 20 Hårde stoffer i alt * 19 10 14 76 56 75 * Andet illegalt stof end hash Tabel 2.7.c Stoffer, prøvet sidste måned; 16-24-årige Befolkningen; n=1786 Kriminelle*; n=305 Rusmiddel % % M K Samlet M K Samlet Hash 12 4 8 48 44 48 Amfetamin 3 1 2 23 22 23 Kokain 1 23 Svampe 1 5 Ecstasy 0,7 11 Lsd 0,3 3 Heroin 0,1 11 Hårde stoffer i alt ** 3 40 * For kriminelle: Stoffer, prøvet sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering ** Andet illegalt stof end hash Det fremgår af de to ovenstående tabeller (tabel 2.7.b og 2.7.c), at 41 % af de 16-24-årige i befolkningen har prøvet hash på et tidspunkt, men kun 8 % inden for den sidste måned. Hash er altså noget mange unge prøver, men holder op med igen. Blandt kriminalforsorgens klientel er de tilsvarende tal 88 % (prøvet nogensinde) og 48 % (prøvet den sidste måned). Der er ligeledes en massiv overrepræsentation blandt de kriminelle 16-24-årige, hvad angår alle de øvrige stoffer, såvel hvad angår nogensinde som sidste måned. Den mest udtalte forskel er, at 0,1 % af de 16-24-årige i befolkningen har prøvet heroin den sidste måned mod 11 % blandt kriminalforsorgens klientel ca. 100 gange så mange unge kriminelle har altså prøvet heroin den sidste måned sammenlignet med den tilsvarende aldersgruppe i befolkningen. Det skal bemærkes, at der kun er ni kvinder i materialet i denne aldersgruppe, hvorfor procentangivelserne er usikre men overrepræsentationen blandt unge kvindelige kriminelle er sikker nok. Endelig viser tabel 2.7.d, hvor mange blandt de helt unge de 16-20-årige der nogensinde har prøvet et stof. 69

Tabel 2.7.d Prøvet et stof nogensinde, 16-20-årige Befolkningen; n=2046 Kriminelle; n=116 RUSMIDDEL % % M K M K Hash 37 27 84 80 Amfetamin 11 6 59 60 Ecstasy 5 3 41 60 Svampe 6 1 32 60 Kokain 4 2 47 40 Lsd 2 0 23 20 Heroin 1 1 13 20 Billedet er det samme for de 16-20-årige som for de 16-24-årige. Der er kun fem kvinder i materialet i denne aldersgruppe, hvilket betyder at total for denne aldersgruppe vil være procentangivelsen for mænd. I befolkningen er halvdelen selvsagt kvinder, hvilket betyder, at total for befolkningen vil være procentangivelsen for mænd lagt sammen med procentangivelsen for kvinder delt med to. Det betyder f.eks., at i befolkningen har ca. 4 % 16-20-årige (5+3=8 delt med 2) nogensinde prøvet ecstasy mod ca. 41 % blandt de kriminelle unge. 2.7.1 Kommentar Som anført viser tallene fra Sundhedsstyrelsens undersøgelser, at næsten halvdelen af unge prøver hash, men ophører igen. Næsten alle unge blandt kriminalforsorgens klientel eller dobbelt så mange som ikke-kriminelle unge har prøvet hash, og blandt disse unge fortsætter mange med at anvende hash. I øvrigt taler de massive forskelle mellem befolkningen og kriminalforsorgens klientel for sig selv. Der kan dog være grund til særligt at fremhæve de helt unge de 16-20-årige idet mange af disse unge blandt kriminalforsorgens klientel må antages at have prøvet stoffer, før de overhovedet kom i kontakt med kriminalforsorgen. 2.8 Diskussion 2.8.1 De enkelte rusmidler Denne undersøgelse omfatter 13 rusmidler. Stoffer med stort set ensartet virkning er slået sammen, f.eks. kokain og amfetamin til centralstimulerende midler, og lsd og svampe til hallucinogener. De forskellige rusmidlers påvirkning af det psykiske og fysiske helbred falder uden for undersøgelsens rammer, men som baggrund for undersøgelsens resultater skal enkelte forhold nævnes. 70

I 2001 var 1.580 personer indlagt på psykiatriske afdelinger med en stofmisbrugsrelateret hoveddiagnose, stort set det samme antal (1.593) var indlagt med en stofmisbrugsrelateret bidiagnose (Sundhedsstyrelsen, 2002). Disse tal skal ses i lyset af, at stofmisbrug ofte underdiagnosticeres (Hansen et al, 2000). Farrell et al (2002) har i et metodemæssigt robust arbejde vist, at blandt indsatte medfører tidlig debut med centralstimulerende midler samt kokain- og hashmisbrug en øget risiko for at indsatte udvikler en psykotisk tilstand, mens det modsatte er tilfældet for opioidmisbrug. Til gengæld er hiv og hepatitis udbredt blandt indsatte opioidmisbrugere (Doornick & Jong, 2000). Hash opfattes ofte som relativt uskadeligt, men ændrede nogle vil sige forbedrede dyrkningsmetoder mv. har medført, at koncentrationen af de aktive substanser (cannabinoider) i en joint i dag er 10-15 gange højere end i de glade tressere (Ashton, 2001), og det må i dag anses for veldokumenteret, at et længerevarende hashmisbrug øger risikoen for såvel psykisk som fysisk sygdom (bl.a. hjerte-karsygdomme), ligesom meget taler for, at et tidligt hashmisbrug kan føre til et misbrug af andre stoffer (Johns, 2001; Ashton, 2002; Rey et al, 2002). Ecstasy har en toksisk effekt på visse af hjernens celler (5-HT-neuroner) og kan muligvis medføre længerevarende hukommelsesforstyrrelser (Reneman et al, 2001). Også et hashmisbrug (af den hash der produceres i dag) medfører hukommelsesforstyrrelser det er omdiskuteret om hukommelsesforstyrrelser er vedvarende (Harrison et al, 2001). Alle stoffer påvirker organismens signalstoffer (Gerra & Zaimovic, 2002) og øger derved risikoen for udvikling af psykiske forstyrrelser og sygdomme. Misbrug af centralstimulerende midler er således ofte forbundet med behandlingskrævende depressive tilstande (Seivewright, 2000). Endelig skal det velkendte faktum at alkoholmisbrug kan medføre udvikling af psykotiske tilstande, svær hjerneskade, epilepsi, skrumpelever, hjerte-karsygdomme og meget andet (Mann, 2000) blot nævnes. 2.8.2 Rusmiddelgrupper Der er et omfattende misbrug blandt kriminalforsorgens klientel. Sammenlignes med undersøgelser af stofindtagelse i hele befolkningen (Sundhedsstyrelsen, 2001 og 2002) ses f.eks., at én procent i befolkningen, mens 33 % blandt kriminalforsorgens klientel (alder 16-44 år) den sidste måned har anvendt hårde stoffer (andre illegale stoffer end hash). Blandt de helt unge, er forskellen for visse stoffers vedkommende endnu mere udtalt. Som tidligere nævnt i afsnit 1.3.1. samfundets problemer koncentreres i fængslerne. Det er vanskeligt at sammenligne denne undersøgelses resultater med andre undersøgelser, idet undersøgelsesmetoderne er forskellige. Ved stofcensus (Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2001) (som er en tværsnitsundersøgelse) fandtes i 2001 37 % stofmisbrugere blandt indsatte i fængsler og arresthuse. Små 20 % af de indsatte blev vurderet til at være hårdere belastede stofmisbrugere, dvs. de misbrugte vanemæssigt andre stoffer end hash. Der er påvist væsentligt flere stofmisbrugere i denne undersøgelse end i stofcensus. Misbrugsgrupperne opioider og centralstimulerende midler udgør således tilsammen mel- 71

lem ca. 30 % og 40 % i de åbne og lukkede fængsler samt i Københavns Fængsler og arresthusene. Hashmisbrugsgruppen udgør omkring 15 %-20 % i de nævnte institutionsgrupper, og mange i hashmisbrugsgruppen har et problembrug af andre stoffer. Stofcensus bygger på indberetninger fra institutionernes personale, og det må således antages, at omfanget af misbrug blandt de indsatte generelt undervurderes. Kyvsgaards undersøgelse (2000) omfatter omfanget af misbrug af de enkelte rusmidler (dog indgår bl.a. centralstimulerende midler og ecstasy ikke) i fængsler, og resultaterne kan derfor ikke sammenlignes med denne undersøgelses fund. Kyvsgaard fandt sammenfattende, at 40 %-50 % havde et misbrug, hvilket som stofcensus ligeledes er lavere, end hvad der er påvist ved denne undersøgelse, hvor 62 % blandt de indsatte i de lukkede fængsler og 53 % i de åbne tilhører en af de fire misbrugsgrupper. Hertil kommer, at mange indsatte især i de åbne fængsler har et problembrug af alkohol (se også kap. 5). Kyvsgaards undersøgelse bygger ligeledes på oplysninger fra institutionernes personale, og den bekræfter således antagelsen af, at misbrugets omfang generelt undervurderes. Det beror på definitionen af misbrug, hvor omfattende misbruget er. Med de her anvendte definitioner, er der omkring 50 % stofmisbrugere og 5 % - 7 % alkoholmisbrugere i fængsler lidt flere i de lukkede end i de åbne og arresthuse, samt omkring 25 % stofmisbrugere og mellem ca. 15 % og 30 % alkoholmisbrugere i KIF-afdelingerne med flest alkoholmisbrugere i KIF-afdelingerne uden for København. Hertil kommer så de personer, der har et problembrug. Samlet har kun 33 % hverken haft et misbrug eller et problembrug af stoffer eller alkohol før indsættelsen/tilsynets registrering. I denne undersøgelse er misbruget grupperet i fire misbrugsgrupper opioider, centralstimulerende midler, hash og alkohol samt i gruppen intet misbrug. Denne gruppering har vist sig anvendelig og relevant, men var misbruget blevet grupperet på en anden måde, ville misbrugsmønstret men ikke antallet af misbrugere have set anderledes ud. Såfremt der i undersøgelsen f.eks. var fokuseret på alkohol, ville gruppen af alkoholmisbrugere have været den største, idet alkohol fortsat er det rusmiddel, der hyppigst misbruges blandt kriminalforsorgens klientel. Gruppen af opioidmisbrugere karakteriseres af et meget omfattende misbrug og problembrug af andre rusmidler, f.eks. misbruger godt en tredjedel også centralstimulerende midler, totredjedele misbruger hash og en femtedel alkohol. Der findes ingen systematiske danske undersøgelser af omfanget af andet misbrug blandt opioidmisbrugere, men resultaterne fra denne undersøgelse svarer til oplysninger fra Sundhedsstyrelsens register over stofmisbrugere i behandlingssystemet (Sundhedsstyrelsen, 2001). Pedersen (2001) har undersøgt et behandlingsmateriale (n=442), men materialets repræsentativitet fremgår ikke. Indirekte kan man få indtryk af, at deltagerne i undersøgelsen havde et ganske omfattende 72

misbrug af andre rusmidler (opgjort som gennemsnitligt antal dage pr. måned, hvor deltagerne havde indtaget et rusmiddel). Der er 9 % kvinder blandt kriminalforsorgens samlede klientel, og andelen af mænd og kvinder blandt gruppen, der misbruger opioider, er ens. Det er generelt indtrykket i kriminalforsorgen, at der er relativt flere kvindelige stofmisbrugere, hvilket også afspejler sig i stofcensus (afsnit 1.3.1). Forklaringen er formentlig bl.a., at kvindelige misbrugere fremstår mere afvigende og dermed mere iøjnefaldende end mandlige misbrugere, samt eventuelt at et misbrug opfattes som ukvindeligt, hvorfor kvindelige misbrugere specielt bemærkes. Opioidmisbrugsgruppen karakteriseres endvidere af en betydelig stabilitet. Kun ganske få har tidligere tilhørt eller er overgået til andre misbrugsgrupper. Endvidere ses, at kun 8 % er ophørt med opioidmisbruget. Gruppen af opioidmisbrugere er ældre end andre kriminelle, og noget tyder på, at et problembrug af opioider blandt personer med et misbrug af centralstimulerende midler eller hash er tegn på, at den pågældende er ved at udvikle et misbrug af opioider. Der foreligger ikke danske undersøgelser, der belyser dette spørgsmål. Endelig karakteriseres opioidmisbrugsgruppen af, at misbrugerne indsprøjter stofferne, opioider såvel som andre stoffer, hvilket ikke er tilfældet blandt misbrugere i de to andre stofmisbrugsgrupper. Et karakteristisk træk ved opioiderne(e) er, at enten misbruges de, eller også anvendes de ikke. Et såkaldt rekreativt (mis)brug ses yderst sjældent. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, adskiller sig på mange måder fra opioidmisbrugsgruppen. Gennemsnitsalderen er lavere, andelen af kvinder er lavere end andelen af mænd, og omfanget af andet misbrug er lavere samt anderledes end blandt opioidmisbrugsgruppen. Hovedparten af personer med et misbrug af ecstasy tilhører således gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, ligesom alkoholmisbruget i denne gruppe er omfattende 60 % har et misbrug eller problembrug af alkohol. En række af undersøgelsens resultater peger entydigt på, at misbrug af centralstimulerende midler er kraftigt stigende, hvortil kommer, at et problembrug ( rekreativt (mis)brug ) er meget udbredt. Blandt personer uden noget misbrug har 8 % således et problembrug af centralstimulerende midler, hvilket er stort set lige så mange, som i denne gruppe har et problembrug af hash. Over halvdelen af deltagerne i undersøgelsen og dermed blandt kriminalforsorgens klientel har prøvet centralstimulerende midler. 73

Der findes ingen danske undersøgelser, der nærmere belyser udviklingen i misbrug af centralstimulerende midler, men sundhedsstyrelsens behandlingsstatistik (Sundhedsstyrelsen, 2002) tyder på en (let) stigning, og Pedersen (2001) nævner ligeledes, at antallet måske er stigende. Det er ikke muligt at afgøre, i hvilket omfang resultaterne vedrørende centralstimulerende midler fra denne undersøgelse kan generaliseres til befolkningen (afsnit 1.5.2), men stigningen i misbruget og omfanget af problembrug peger afgørende på, at centralstimulerende midler vil blive et voksende misbrugsproblem i samfundet i de kommende år, således som tilfældet har været i USA (Rothbard et al, 1999). Efter alkohol er hash det rusmiddel, som hyppigst misbruges blandt kriminalforsorgens klientel, og så mange som 75 % har prøvet at indtage hash. Hashmisbrugsgruppen karakteriseres som de øvrige misbrugsgrupper af, at mange anvender andre rusmidler, f.eks. har godt en femtedel et alkoholmisbrug og godt en fjerdedel et problembrug af centralstimulerende midler. Hashmisbrugsgruppen og gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, minder på flere punkter om hinanden f.eks. er andelen af kvinder med et hashmisbrug (undersøgt som enkeltstof) lavere end andelen af mænd (men lidt flere kvinder har et problembrug). Der er ligeledes en tendens til en overgang mellem de to misbrugsgrupper at hashmisbrugere overgår til gruppen, der misbruger centralstimulerende midler og omvendt. For begge grupper gælder, at kun 15 % - 20 % ophører med misbruget, hvilket dog er flere end blandt opioidmisbrugsgruppen. Alkoholmisbrugsgruppen adskiller sig markant fra stofmisbrugsgruppen, hvilket blandt andet hænger sammen med den anvendte gruppering, idet mange med et stofmisbrug også misbruger alkohol. Alkohol adskiller sig imidlertid på flere punkter fra de øvrige rusmidler. Kun ganske få i alkoholmisbrugsgruppen har et problembrug af stoffer, kun få i gruppen af alkoholmisbrugere har tidligere tilhørt en af de andre misbrugsgrupper og kun få overgår til et andet misbrug. Endelig ses, at stort set lige mange i gruppen med et alkoholmisbrug og i gruppen uden noget misbrug nogensinde har prøvet de forskellige stoffer, der indgår i denne undersøgelse. Det kan således konkluderes, at mange stofmisbrugere har et alkoholmisbrug, men kun få alkoholmisbrugere (uden andet misbrug) anvender stoffer. Der synes dog at være en vis sammenhæng mellem alkoholmisbrug og centralstimulerende midler, idet de alkoholmisbrugere, der aktuelt drikker (og som altså ikke er i alkoholistbehandling), væsentlig hyppigere anvender centralstimulerende midler end de alkoholmisbrugere, som er i behandling (i praksis med antabus). Denne sammenhæng mellem alkoholmisbrug og misbrug af centralstimulerende midler (kokain) er også påvist i en række udenlandske undersøgelser (Carroll et al, 1993; Schmitz et al, 1997; Heil et al, 2001). Der foreligger ikke danske undersøgelser, der belyser dette spørgsmål. Anvendelsen af centralstimulerende midler medfører, at man kan drikke længere og mere, og da anvendelsen af centralstimulerende midler synes at vinde indpas blandt alkoholmisbrugere, kan dette fund også tale for, at misbruget af centralstimulerende midler vil stige. 74

I denne undersøgelse som i alkoholkonsumundersøgelsen er et problembrug af alkohol bl.a. defineret som indtagelse af mellem 6 og 10 genstande dagligt, dvs. langt over Sundhedsstyrelsens anbefalede maksimumsforbrug (21 genstande pr. uge for mænd, 14 for kvinder). Der er procentuelt lige mange mænd og kvinder med et misbrug og et problembrug af alkohol, og set i lyset af Sundhedsstyrelsens anbefalinger betyder det, at de kvindelige (kriminelle) alkoholmisbrugere kan siges at være mere belastede end de mandlige. Uanset køn karakteriseres et problembrug af et så stort dagligt alkoholforbrug, at det bør give anledning til at søge at motivere personer med et problembrug af alkohol til at nedsætte forbruget, eventuelt til at søge behandling for et alkoholmisbrug. 2.8.3 Udenlandske undersøgelser Ved litteratursøgningen er der ikke fundet arbejder, der som denne kortlægger misbruget blandt såvel indsatte som tilsynsklienter. De fleste undersøgelser synes mere eller mindre skønsprægede, og de omfatter stort set kun indsatte. I Sverige angives, at i 2001 var 27 % af de indsatte stofmisbrugere (ikke nærmere defineret), 17 % var blandingsmisbrugere og 20 % alkoholmisbrugere (Kriminalvården, 2002). Såfremt det antages, at blandingsmisbrugere også har et stofmisbrug, således som det er defineret i denne undersøgelse, betyder det, at 44 % af indsatte i svenske fængsler har et stofmisbrug, 20 % et alkoholmisbrug. Dette tyder på lidt færre stofmisbrugere blandt svenske end blandt danske indsatte, og noget flere alkoholmisbrugere (og det er muligt, at man i Sverige vil opfatte et problembrug som et misbrug). En svensk undersøgelse omfatter 130 indsatte dømt for alvorlig kriminalitet (ikke nærmere defineret) (Longato-Stadler et al, 2002). Materialets repræsentativitet er tvivlsomt, idet kun 24 % af de adspurgte accepterede at deltage i undersøgelsen, og der er ikke foretaget nogen egentlig bortfaldsanalyse. Blandt deltagerne fandtes 4 % at have et alkoholmisbrug, 51 % et stofmisbrug med centralstimulerende midler som det hyppigst anvendte misbrugsstof (hvad de også er i det svenske samfund). Forfatterne forsøger (ikke overbevisende) at argumentere for, at kriminalitet er koblet til et blandet alkohol- og stofmisbrug og især til en undergruppe af alkoholmisbrugere type 2-alkoholmisbrug, dvs. en særlig alvorlig, delvis arvelig betinget form for alkoholmisbrug. Der findes ingen norske undersøgelser af omfanget af misbrug blandt indsatte eller tilsynsklienter, men man antager at 60 % har et rusmiddelproblem (Kristoffersen, 2002). I Holland har en tredjedel af nyindsatte i landets fængsler anvendt heroin eller kokain før indsættelsen (Doornick & Jong, 2000), i Tyskland skønnes ca. en tredjedel af landets indsatte at være drug users (Stöver, 2002), og det skønnes endvidere, at totredjedele af landets stofmisbrugere passerer et fængsel (Jacob & Stöver, 2000). I England har mellem 20 % og 30 % af varetægtsarrestanter et stofmisbrug, omkring 10 % et alkoholmisbrug (Brooke et al, 1998), og 33 % af de mandlige indsatte, 40 % af de kvindelige, er stofmisbrugere 75

(Kothari et al, 2002). I Amerika har 56 % af nyindsatte de seneste 30 dage før indsættelsen haft et stofmisbrug (fortrinsvis af kokain), der kvalificerer til diagnosen substance use disorder (som også inkluderer problembrug) (Peters & Steinberg, 2000). En europæisk oversigt over narkotikasituationen bemærker, at Generelle nationale oplysninger om stofbrug.blandt indsatte i fængsler er en mangelvare (E.O.N.N., 2002). Det anføres videre, at andelen af indsatte, der oplyser nogensinde at have prøvet et stof, i de fleste lande ligger over 50 %. I denne undersøgelse er påvist, at ca. en tredjedel af kriminalforsorgens samlede klientel på en tværsnitsdato har et stofmisbrug og omkring en femtedel et alkoholmisbrug. Blandt indsatte har op mod halvdelen et stofmisbrug. Medtages et problembrug findes, at ca. totredjedele af klientellet har et misbrug eller problembrug af stoffer. 76

3 Antal misbrugere pr. år 3.1 Misbrugsgrupper Som tidligere nævnt (afsnit 1.6.3) vil en tværsnitsundersøgelse indeholde et uforholdsmæssigt stort antal personer med lange domme/tilsynsperioder set i relation til det samlede antal personer, kriminalforsorgen i løbet af f.eks. et år kommer i kontakt med. Ved anvendelse af bl.a. oplysningerne om dommenes længde, varigheden af tidsperioden fra indsættelsen/tilsynets registrering til datoen for tværsnitsundersøgelsen samt data om det totale antal domfældte (Danmarks Statistik, 2002) er det imidlertid muligt at beregne, hvor stor andelen af misbrugere er blandt det klientel, der i løbet af et år kommer i kontakt med de forskellige institutionsgrupper, tabel 3.1.a. Misbrugsgruppe Tabel 3.1.a Beregnet andel af nye indsatte/tilsynsklienter pr. år fordelt på misbrugsgrupper A.v.H. Lukkede Åbne KF Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Opioider 8 [0-36] 50 [31-69] 13 [0-29] 27 [9-44] Centralst. midler 7 [0-35] 4 [0-11] 3 [0-14] 4 [0-14] Hash 10 [0-34] 9 [0-19] 15 [0-30] 16 [2-31] Alkohol 24 [0-59] 2 [0-7] 3 [0-12] 1 [0-9] Intet misbrug 52 [11-93] 35 [17-54] 67 [46-86] 52 [32-71] Læses lodret Tabel 3.1.a fortsat Beregnet andel af nye indsatte/tilsynsklienter pr. år fordelt på misbrugsgrupper Arresth. KIF, - Kbh. KIF, Kbh. Misbrugsgruppe Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Andel i % 95 % KI [min.- ma.] Opioider 17 [0-35] 5 [0-12] 4 [0-21] Centralst. midler 9 [0-21] 3 [0-9] 28 [18-38] Hash 18 [0-36] 15 [6-24] 3 [0-20] Alkohol 5 [0-14] 22 [8-35] 19 [1-39] Intet misbrug 51 [30-72] 56 [41-70] 47 [21-72] Læses lodret 95 % konfidensintervallet er stort for nogle af institutionsgrupperne, fordi n er lavt (afsnit 1.6.2). Beregningerne for Anstalten ved Herstedvester bygger f.eks. på kun 22 personer. Anstalten ved Herstedvester karakteriseres ved et begrænset antal opioidmisbrugere, men relativt mange alkoholmisbrugere, idet 24 % [95 %, KI 0 % - 59 %] af de personer, der i løbet af et år indsættes til afsoning i anstalten, tilhører gruppen af alkoholmisbrugere. De lukkede fængsler modtager relativt set de fleste og de tungest belastede misbrugere. Halvdelen af de personer, der i løbet af et år indsættes til afsoning i de lukkede fængsler 77

(eller overføres fra åbne fængsler), tilhører gruppen af opioidmisbrugere, og kun ca. en tredjedel har ikke noget misbrug. Omvendt tilhører totredjedele af de personer, der indsættes til afsoning i de åbne fængsler, gruppen uden misbrug. Københavns Fængsler og arresthusene minder om hinanden, måske med lidt flere opioidmisbrugere i Københavns Fængsler. KIF-afdelingerne uden for København og de københavnske KIF-afdelinger adskiller sig fra hinanden derved, at der i KIF-afdelingerne uden for København er en lav andel, der tilhører gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler, men en høj andel, der tilhører hashmisbrugsgruppen, mens det omvendte ses blandt klientellet i de københavnske KIF-afdelinger. 3.2 De enkelte rusmidler Tabel 3.2.a til 3.2.g viser andelen pr. år af nye indsatte/tilsynsklienter, fordelt på institutionsgrupper, der misbruger eller har et problembrug af de enkelte rusmidler. (Opløsningsmidler er ikke medtaget, da der kun er enkelte, der aktuelt misbruger opløsningsmidler, se afsnit 2.4.1). Tabel 3.2.a Opioider, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 8-92 Lukkede 50 0.7 49 Åbne 13 7 80 KF 27 2 72 Arresth. 13 0.7 82 KIF, - Kbh. 5 2 93 KIF, Kbh. 4-96 (Analyserne omfatter det enkelte stof) Læses vandret Tabel 3.2.b Centralstimulerende midler, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 13-87 Lukkede 38 19 43 Åbne 4 9 86 KF 22 6 73 Arresth. 21 13 66 KIF, - Kbh. 5 8 87 KIF, Kbh. 30 7 63 (Analyserne omfatter det enkelte stof) Læses vandret 78

Tabel 3.2.c Hash, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 20 4 75 Lukkede 44 1 55 Åbne 23 2 75 KF 34 16 50 Arresth. 34 3 63 KIF, - Kbh. 20 3 77 KIF, Kbh. 6 6 88 (Analyserne omfatter det enkelte stof) Læses vandret Tabel 3.2.d Alkohol, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - A-p-Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 30 3 67 Lukkede 7 3 90 Åbne 7 21 72 KF 3 9 88 Arresth. 10 10 80 KIF, - Kbh. 28 9 64 KIF, Kbh. 7 14 78 (Analyserne omfatter det enkelte stof) Læses vandret Tabel 3.2.e Ecstasy, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 7-93 Lukkede - 6 94 Åbne 2 0.7 98 KF 3 0.9 96 Arresth. 0.2 6 93 KIF, - Kbh. 0.8 0.6 95 KIF, Kbh. 2-98 Læses vandret 79

Tabel 3.2.f Benzodiazepiner, il, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. 3-97 Lukkede 25 6 69 Åbne 5 3 92 KF 10 7 83 Arresth. 15 3 82 KIF, - Kbh. 3 2 95 KIF, Kbh. 13 2 85 Læses vandret Tabel 3.2.g Hallucinogener, beregnet andel Institutionsgruppe Misbrug Problembrug - Brug Andel i % Andel i % Andel i % A.v.H. - - 100 Lukkede - 5 95 Åbne 0.5 0.9 99 KF 0.9 1 98 Arresth. - 6 94 KIF, - Kbh. 0.4 1 98 KIF, Kbh. 1 0.8 98 Læses vandret For nogle af rusmidlerne ses, at i sammenlignelige institutionsgrupper ledsages en lav andel af misbrugene af en høj andel med et problembrug. F.eks. er andelen af opioidmisbrugere, der pr. år indsættes i de lukkede fængsler 50 %, andelen med et problembrug kun 0.7 %. Omvendt i de åbne fængsler, hvor andelen pr. år er 13 % med et misbrug, men 7 % med et problembrug. På lignende måde ses, at andelen af nye klienter pr. år med et alkoholmisbrug er 28 % i KIF-afdelingerne uden for København, andelen med et problembrug 9 %. For KIF-afdelingerne i København er der kun 7 % pr. år med et misbrug, men 14 % med et problembrug. Den samme tendens ses, hvad angår ecstasy, i Københavns Fængsler og arresthusene andelen pr. år i Københavns Fængsler med et misbrug af ecstasy er 3 %, med et problembrug 0.9 %, mens omvendt er andelen 0.2 % med et misbrug og 6 % med et problembrug i arresthusene. Endelig er det værd at bemærke, at 21 % af de personer, der i løbet af et år indsættes i de åbne fængsler, har et problembrug af alkohol. Ses på de enkelte rusmidler bemærkes igen, at opioider enten misbruges eller ikke indtages meget få har et problembrug. Andelen af nye indsatte/tilsynsklienter pr. år med et problembrug af centralstimulerende midler er høj i alle institutionsgrupper og bortset fra Anstalten ved Herstedvester og arresthusene højere end andelen pr. år med et problembrug af hash. 80

Fordelingen af den andel, der misbruger benzodiazepiner, følger stort set fordelingen af andelen af misbrugere af opioider, hvilket er forventeligt, idet mange af opioidmisbrugsgruppen også misbruger benzodiazepiner (afsnit 2.2.1). Den eneste undtagelse er KIF-afdelingerne i København, hvor andelen af tilsynsklienter pr. år med et misbrug af benzodiazepiner, langt overstiger andelen pr. år med et misbrug af opioider. 3.3 Antal personer pr. år Tabel 3.3.a viser, hvor mange personer pr. år med et misbrug, der indsættes eller kommer i tilsyn. Det er imidlertid ikke muligt at beregne antallet med rimelig sikkerhed for de enkelte institutionsgrupper, bl.a. fordi opgørelser over, hvor mange der indsættes til afsoning direkte fra et arresthus, og hvor mange, der indsættes efter at have været på fri fod, er usikre. Hertil kommer, at der jævnligt sker flytninger af indsatte mellem åbne og lukkede fængsler, ligesom indsatte flyttes fra fængsel til arresthus. Der foreligger ikke opgørelser over disse flytninger. Det skal understreges, at tallene ikke kan lægges sammen vandret, idet f.eks. mange varetægtsarrestanter senere bliver afsonere og/eller tilsynsklienter, ligesom nogle af tilsynsklienterne er prøveløsladte. Tabel 3.3.a Antal misbrugere pr. år Antal misbrugere pr. år Antal misbrugere pr. år Fængselsafsonere Varetægtsarrestanter Tilsynsklienter Misbrugsgruppe n % n % n % Opioider 1452 13 1551 27 462 5 Centralst. midler 326 3 641 11 539 6 Hash 1400 13 1189 20 1300 14 Alkohol 477 4 64 1 2066 22 Intet misbrug 7310 67 2383 41 5263 55 I alt 10965 100 5829 100 9630 100 Læses lodret Som det fremgår, bliver næsten 3200 stofmisbrugere samt små 500 alkoholmisbrugere pr. år indsat til afsoning af en frihedsstraf. Der er stort set lige mange opioid- og hashmisbrugere, men væsentlig færre misbrugere af centralstimulerende midler. Blandt varetægtsarrestanterne er der ca. 3400 stofmisbrugere pr. år, og over en fjerdel tilhører opioidmisbrugsgruppen. Til gengæld er der kun få alkoholmisbrugere. Men samlet set er varetægtsarrestanterne den mest belastede gruppe, hvad angår misbrug. KIF-afdelingerne karakteriseres af stort set lige mange stof- og alkoholmisbrugere 2000 tilsynsklienter pr. år med alkoholmisbrug (det er spritbilisterne, jf. afsnit 1.2.2 og kap. 8), og i alt ca. 2000 stofmisbrugere pr. år med hashmisbrugsgruppen som langt den største. 81

3.4 Kommentar Det skal understreges, at de foretagne beregninger er forbundet med nogen usikkerhed, og de anførte tal er derfor ikke udtryk for det eksakte antal. Men beregningerne viser, at mange af landets misbrugere hvert år kommer i kontakt med kriminalforsorgen. 3.5 Diskussion Sundhedsstyrelsen skønner (Sundhedsstyrelsen, 2002), at der er mindst 14.000 tunge stofmisbrugere her i landet, de fleste med opioider (heroin) som hovedstof, og der var i 2001 indskrevet godt 10.000 personer i behandlingssystemet for stofmisbrugere (Sundhedsstyrelsen, 2002). Selv om beregningerne af det årlige antal misbrugere, der kommer i kontakt med kriminalforsorgen, er forbundet med nogen usikkerhed, er det indlysende, at en betydelig del af landets stofmisbrugere årligt kommer i kontakt med kriminalforsorgen. Pedersens (2001) angivelse af, at blandt 30-35-årige opioidmisbrugere i et behandlingsmateriale har 70 % været i fængsel støtter denne antagelse. Tyske fund finder tilsvarende, at ca. totredjedele af Tysklands (opioid)misbrugere på et eller andet tidspunkt passerer et fængsel (Jacob & Stöver, 2000). Beregningerne for alkohol er mere usikre, idet 2001 karakteriseres af, at nogle spritbilister, dømt efter de tidligere regler, afsonede dette år, mens (formentlig) hovedparten i henhold til de nye bestemmelser blev idømt betingede domme med vilkår om en alkoholistbehandling eller samfundstjeneste. Denne analyse omfatter kun misbrugsgrupperne, men som tidligere anført (afsnit 2.2.6) har ikke helt få i gruppen intet misbrug et problembrug af rusmidler, 13 % har f.eks. et problembrug af alkohol. Såfremt problembrug også er behandlingsindikation og det gælder i hvert fald et problembrug af alkohol (afsnit 2.8.2) vil antallet med et behandlingsbehov stige yderligere. Uanset den beskrevne usikkerhed i beregningerne kan det konkluderes, at adskillige tusinde misbrugere hvert år har kontakt med en eller flere af kriminalforsorgens institutioner KIF-afdelinger, arresthuse og fængsler. 82

4 Kriminalitet og misbrug 4.1 Kriminalitetstyper og misbrug Det skal indledningsvis bemærkes, at færdselslovsovertrædelser er den hyppigste form for kriminalitet med 338 tilfælde eller 26 % af hele materialet. En analyse viser, at i så mange som 332 af de 338 tilfælde af færdselslovsovertrædelse (98 %) er der oplysninger om misbrug eller problembrug af alkohol eller oplysninger om, at den dømte var påvirket af alkohol på gerningstidspunktet. 183 af de 338 er registreret som alkoholmisbrugere. Seks opioidmisbrugere, fem blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og 18 blandt hashmisbrugsgruppen er dømt for en færdselslovsovertrædelse, og blandt disse i alt 29 har de 20 også et alkoholmisbrug, dvs. at i alt 203 af de 338 er alkoholmisbrugere. Blandt de resterende 135 har de 30 et problembrug af alkohol, tilbage er så 105. Ingen af disse modtager behandling for misbrug af alkohol, men for 10 af de 105 (en missing) har undersøgerne skønnet, at de havde behov for en sådan behandling. Tilbage er 94, og af dem var 72 påvirket af alkohol på gerningstidspunktet (en missing). Blandt de resterende 21 har de 10 tidligere modtaget behandling for alkoholmisbrug, og blandt de sidste 11 indeholdt akterne oplysninger om alkoholmisbrug i fem tilfælde. Tilbage er seks tilfælde af færdselslovsovertrædelse, hvor der ikke er oplysninger om påvirket af alkohol på gerningstidspunktet, problembrug eller misbrug af alkohol i relation til færdselslovsovertrædelsen. Konklusionen af denne analyse er, at personer dømt for en færdselslovsovertrædelse, (der er ingen varetægtsarrestanter i denne gruppe), næsten alle er dømt for spirituskørsel, nogle få kan være dømt for kørsel i frakendelsestiden (typisk frakendt kørekortet på grund af spirituskørsel). Da færdselslovsovertrædere udgør 26 % af hele materialet, vil de i uforholdsmæssig grad dominere en analyse af sammenhænge mellem misbrug og kriminalitet, og gruppen er derfor trukket ud af de følgende analyser og vil blive behandlet selvstændigt i kap 9. Tabel 4.1.a viser hvilke former for kriminalitet, misbrugerne er dømt for, når færdselslovsovertrædere er udeladt. Der er foretaget en vis gruppering, idet ni personer, som er dømt/sigtet for anden personfarlig kriminalitet er lagt sammen med gruppen vold og syv personer, hvor hærværk er hovedforholdet, er lagt sammen med gruppen straffelov i øvrigt. For en nærmere definition af de forskellige kriminalitetstyper henvises til bilag 4. 83

Kriminalitet Tabel 4.1.a Misbrugsgrupper og kriminalitet (hovedforhold), uden færdselslovsovertrædere, n=960 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug n % n % n % n % n % n % Drab mv. 6 3 3 4 16 10 9 10 31 7 65 7 Vold 15 8 11 15 41 24 29 32 101 23 197 21 Ildspåsættelse 1 0,6 2 3 4 2 9 10 13 3 29 3 Voldtægt - - 3 4 2 1 4 4 14 3 23 2 Anden sædelighed - - - - - - 3 3 28 6 31 3 Grov narkokriminalitet 16 9 13 17 18 11 1 1 63 14 111 12 Lov om euforiserende stoffer 7 4 4 5 5 3 1 1 10 2 27 3 Røveri 41 23 16 21 32 19 7 8 42 9 138 14 Tyveri mv. 72 40 20 26 39 23 17 19 52 12 200 21 Anden berigelseskrim. 19 11 2 3 9 5 6 7 62 14 98 10 Straffelov i øvrigt 1 0,6 1 1 2 1 5 5 12 3 21 2 Særlovgivning 1 0,6 1 1 - - 1 1 17 4 20 2 Total 179 100 76 100 168 100 92 100 445 100 960 100 Læses lodret Overordnet fremgår det af tabel 4.1.a, at misbrugere af forskellige rusmidler også har et forskelligt kriminalitetsmønster. Kriminalitetsmønstret for materialet som helhed fremgår af kolonnen total yderst til højre i tabellen. Sammenlignes total med gruppen af opioidmisbrugere ses, at disse misbrugere kun sjældent begår drab mv. (3 % (6/179) mod 7 % (65/960) i hele materialet) og vold (8 % (15/179)), men hyppigt røverier (23 % (41/179)) og især tyverier (40 % (72/179) mod 21 % (200/960) i materialet som helhed). Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, er hyppigt dømt/sigtet for grov narkokriminalitet (17 % (13/76) mod 12 % (111/960) i hele materialet) samt for røveri. Hashmisbrugsgruppen afviger ikke markant fra gennemsnittet, mens alkoholmisbrugere hyppigt er dømt for vold (32 % (29/92) mod 21 % (197/960) i hele materialet). Alkoholmisbrugere er kun sjældent dømt/sigtet for narkotikakriminalitet. Personer uden et misbrug er lidt hyppigere end gennemsnittet dømt for grov narkotikakriminalitet. Total 84

Kriminalitet Tabel 4.1.b Kriminalitet (hovedforhold) og misbrugsgrupper, uden færdselslovsovertrædere; n=960 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug n % n % n % n % n % n % Drab mv. 6 9 3 5 16 25 9 14 31 48 65 100 Vold 15 8 11 6 41 21 29 15 101 51 197 100 Ildspåsættelse 1 3 2 7 4 14 9 31 13 45 29 100 Voldtægt - - 3 13 2 9 4 17 14 61 23 100 Anden sædelighed - - - - - - 3 10 28 90 31 100 Grov narkokriminalitet 16 14 13 12 18 16 1 0,9 63 57 111 100 Lov om euforiserende stoffer 7 26 4 15 5 19 1 4 10 37 27 100 Røveri 41 30 16 12 32 23 7 5 42 30 138 100 Tyveri mv. 72 36 20 10 39 20 17 9 52 26 200 100 Anden berigelseskrim. 19 19 2 2 9 9 6 6 62 63 98 100 Straffelov i øvrigt 1 5 1 5 2 10 5 24 12 57 21 100 Særlovgivning 1 5 1 5 - - 1 5 17 85 20 100 Total 179 19 76 8 168 18 92 10 445 46 960 100 Læses vandret Total Tabel 4.1.b viser andelen af misbrugere blandt de forskellige kriminalitetstyper, idet færdselslovsovertrædere igen er udeladt. Der er ingen stofmisbrugere, som er dømt/sigtet for anden sædelighedskriminalitet (pædofili, incest o.l.), og kun 10 % (3/31) har et alkoholmisbrug 90 % (28/31) i denne kriminalitetsgruppe er ikke misbrugere. Der er ligeledes kun ganske få misbrugere (85 % (17/20) er ikke misbrugere), som er dømt/sigtet for overtrædelse af særlovgivningen, mens hovedparten af de personer, der er dømt/sigtet for tyveri mv. og røveri er stofmisbrugere. Det ses også, at selv om tabel 4.1.a viste, at misbrugere af centralstimulerende midler hyppigt er sigtet/dømt for grov narkotikakriminalitet, så begås hovedparten af denne kriminalitetstype af personer uden et misbrug (57 % (63/111)). 46 % (445/960) af klientellet (uden færdselslovsovertrædere) er ikke registreret med et misbrugsproblem. 4.1.1 Narkotikakriminalitet og misbrug Det er endvidere undersøgt, hvor mange der er dømt/sigtet for narkotikakriminalitet, dvs. hvor mange der er dømt/sigtet for narkotikakriminalitet som hovedforhold lagt sammen med dem, der er dømt/sigtet for et hovedforhold, som er mere alvorligt end narkotikakriminalitet, men som også er dømt/sigtet for narkotikakriminalitet. (Der skal mindes om, at kun hovedforholdet er registreret, men registreringsskemaet indeholdt nogle spørgsmål, der gør det muligt at beregne det samlede omfang af narkotikakriminalitet). Hver person er kun registreret én gang og med det alvorligste forhold, hvilket indebærer, at en person, der er dømt/sigtet for såvel grov narkotikakriminalitet som lov om euforiserende stoffer alene er registreret under grov narkotikakriminalitet. (Denne analyse omfatter også færdselslovsovertrædere). 85

Resultatet fremgår af tabel 4.1.1.a. Grov narkokriminaltiet Tabel 4.1.1.a Narkotikakriminalitet og misbrugsgrupper, n=1305 Lov om euforiserende stoffer Ingen narkokriminalitet Total Misbrugsgruppe n % n % n % n % Opioider 17 15 53 43 116 11 186 14 Centralstimulerende midler 14 12 12 10 57 5 83 6 Hash 18 16 29 24 141 13 188 14 Alkohol 1 0,9 6 5 268 25 275 21 Intet misbrug 65 57 22 18 486 46 573 44 Total 115 100 122 100 1068 100 1305 100 (p<0.001) Læses vandret I alt er 115 personer dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet, og hovedparten af disse 115 er ikke selv misbrugere (57 % (65/115)), hvilket er signifikant flere end gennemsnittet, idet personer uden misbrug kun udgør 44 % af hele materialet (p=0.004). Der er en meget markant overrepræsentation af misbrugere af centralstimulerende midler, idet 12 % (14/115) er dømt/sigtet for denne kriminalitetstype, mens denne gruppe af misbrugere kun udgør 6 % (83 /1305) af hele materialet. Gruppen af opioidmisbrugere er dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet med en hyppighed (15 % (17/115)), der svarer til deres hyppighed i hele materialet (14 % (186/1305). Til gengæld er gruppen af opioidmisbrugere signifikant hyppigere end andre dømt/sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer (43 % (53/122), ligesom der også er en signifikant overrepræsentation (p=0.002) af hashmisbrugere, idet 24 % (29/122) er dømt/sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, men gruppen af hashmisbrugere udgør kun 14 % (188/1305) af hele materialet. Det er endvidere åbenbart, at alkoholmisbrugere ikke er involveret i hverken den ene eller den anden form for narkokriminalitet. Af tabel 4.1.a fremgår, at i 111 tilfælde er grov narkotikakriminalitet hovedforholdet, i tabel 4.1.1.a er registreret 115 tilfælde af grov narkotikakriminalitet, dvs. at kun fire er dømt/sigtet for et hovedforhold, der er vurderet som mere alvorligt end grov narkotikakriminalitet. Til gengæld (tabel 4.1.a) er kun 27 personer dømt/sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer som hovedforhold, men i alt 122 personer (tabel 4.1.1.a) er dømt/sigtet for denne lovovertrædelse. 4.1.2 Kommentar Allerede disse første analyser af kriminalitet og misbrug påviser nogle sammenhænge. Gruppen af opioidmisbrugere begår overvejende berigelseskriminalitet, men ikke voldskriminalitet. De dømmes/sigtes kun sjældent for grov narkotikakriminalitet, men hyppigt 86

for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, dog kun sjældent som hovedforhold. Såfremt overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, som relativt mange hashmisbrugere også er dømt/sigtet for, straffes strengere end bøde, vil det således typisk være i forbindelse med et andet og mere alvorligt (hoved)forhold. Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler samt personer uden et misbrug, dømmes/sigtes relativt hyppigt for grov narkokriminalitet, mens gruppen af alkoholmisbrugere stort set ikke er involveret i nogen form for narkokriminalitet. Til gengæld begår alkoholmisbrugere hyppigt vold. Hovedparten af de personer, der er dømt/sigtet for voldtægt, er ikke stofmisbrugere, mens nogle (17 % (4/23)) har et alkoholmisbrug. Det er værd at bemærke, at der stort set ikke er nogle misbrugere blandt personer dømt/sigtet for anden sædelighedskriminalitet, dvs. incest, pædofili mv. 4.2 Kriminalitet og de enkelte rusmidler Det følgende er en analyse af sammenhængen mellem kriminalitet (uden færdselslovsovertrædere) og misbrug samt problembrug af de enkelte rusmidler, jf. tabel 2.1.a. Afsnit 4.1 er en analyse af sammenhængen mellem misbrugsgrupperne, således som de blev defineret i kapitel 2, og kriminalitet. Som beskrevet i kapitel 2, karakteriseres de forskellige misbrugsgrupper ved, at mange også har et misbrug og/eller problembrug af andre rusmidler. I de følgende analyser analyseres de enkelte rusmidler opioider, centralstimulerende midler, hash osv. og deres relation til kriminalitet dels hver for sig, dels sammen, dvs. om særlige kombinationer af rusmidler har sammenhæng med bestemte former for kriminalitet. Endvidere indgår køn og alder. Der er foretaget en logistisk regressionsanalyse (afsnit 1.6) med de enkelte kriminalitetsformer som responsvariabel. Institutionsgrupperne og straflængden indgår som confounders. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. Resultaterne skal forstås som relative sandsynligheder, dvs. hvorvidt misbrug eller problembrug af et rusmiddel (eller køn eller alder) øger eller mindsker sandsynligheden for, at en person begår en given form for kriminalitet sammenlignet med sandsynligheden for, at en person, der ikke har et sådant problembrug eller misbrug, har begået den samme form for kriminalitet. Hvad angår køn og alder undersøges, om personer, der er dømt/sigtet for en speciel kriminalitetstype, adskiller sig, hvad angår køn og alder, fra andre kriminelle. 4.2.1 Vold Tabel 4.2.1.a viser, hvilke variable der øger eller mindsker sandsynligheden for, at en person er dømt/sigtet for vold. 87

Tabel 4.2.1.a Vold Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Mindsker 0.000 Opioid, problembrug (Mindsker) 0.052 Alkohol, misbrug Øger 0.000 Alkohol, problembrug Ingen 0.801 Mand (Øger) 0.053 Ung alder Øger 0.001 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Som det ses, er der signifikant (p=0.000) færre misbrugere af opioider blandt de voldsdømte/-sigtede end blandt personer uden et sådant misbrug. Der er også en tendens til (p=0.052), at der er færre med et problembrug af opioider. Til gengæld øger alkoholmisbrug sandsynligheden for at være dømt/sigtet for vold (p=0.000), mens personer med et problembrug af alkohol hverken har større eller mindre sandsynlighed end personer uden et problembrug for at være dømt/sigtet for vold. Misbrug eller problembrug af alle andre rusmidler er uden statistisk effekt (ikke medtaget i tabellen). Ung alder øger sandsynligheden for at være dømt/sigtet for vold (p=0.001), og der er en tendens til (p=0.053), at blandt de voldsdømte/-sigtede er der relativt flere mænd end kvinder. Der er herefter tilføjet yderligere en variabel til analysen hvorvidt personen var påvirket af alkohol på tidspunktet for voldsepisoden. Resultatet fremgår af tabel 4.2.1.b. Tabel 4.2.1.b Vold og alkohol Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Mindsker 0.000 Opioid, problembrug (mindsker) 0.064 Alkohol, misbrug Ingen 0.802 Alkohol, problembrug Ingen 0.060 Påvirket af alkohol Øger 0.000 Køn Ingen 0.108 Ung alder Øger 0.003 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Som det fremgår, forsvinder effekten af alkoholmisbrug fuldstændig (p=0.802), når variablen påvirket af alkohol (på gerningstidspunktet) inddrages i analysen. Det er altså ikke misbruget i sig selv eller f.eks. den personlighedsændring eller sociale deroute, som et misbrug kan medføre der øger den relative sandsynlighed for vold. Årsagen til at misbrug er signifikant i første del af analysen er selvsagt, at alkoholmisbrugere oftere er alkoholpåvirkede end ikke-misbrugere. Alderseffekten er uændret, mens kønseffekten forsvinder, dvs. variablen påvirket på gerningstidspunktet også kan for- 88

klare, at der er flere mænd end kvinder unge mænd er hyppigere end kvinder berusede. Disse to led i analysen (tabel 4.2.1.a og tabel 4.2.1.b) er medtaget for at illustrere en falsk korrelation, jf. afsnit 1.6.4. 4.2.2 Drab mv. Der skal mindes om, at drab mv. i denne undersøgelse omfatter drab, drabsforsøg og vold med døden til følge. Variable forbundet med drab mv. fremgår af tabel 4.2.2.a Tabel 4.2.2.a Drab mv. Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Mindsker 0.006 Opioid, problembrug Ingen 0.157 Alkohol, misbrug Øger 0.023 Alkohol, problembrug Ingen 0.206 Påvirket af alkohol Ingen 0.518 Ældre alder Øger 0.000 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Som det fremgår, er personer dømt/sigtet for drab mv. ældre end andre kriminelle (p=0.000), og de er hyppigt alkoholmisbrugere (p=0.023). Der er derimod absolut ingen effekt af påvirkethed på gerningstidspunktet (p=0.518), dvs. at personer dømt/sigtet for drab har ikke hyppigere været påvirket af alkohol på gerningstidspunktet end personer dømt/sigtet for andre former for kriminalitet. Der er heller ingen kønseffekt, dvs. at blandt (de få) kriminelle kvinder er der forholdsmæssigt lige så mange kvinder, som er dømt/sigtet for drab mv., som der er kriminelle mænd. I lighed med analysen af vold har færre personer dømt/sigtet for drab mv. et opioidmisbrug sammenlignet med andre kriminelle. 4.2.3 Røveri Tabel 4.2.3.a viser sammenhænge mellem røveri og misbrug. Tabel 4.2.3.a Røveri Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Øger 0.028 Opioid, problembrug (Øger) 0.063 Hash, misbrug Øger 0.039 Hash, problembrug Ingen 0.790 Køn Ingen 0.123 Ung alder Øger 0.000 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) 89

Personer dømt/sigtet for røveri er hyppigere opioidmisbrugere (p=0.028) eller hashmisbrugere (p=0.039) end andre kriminelle, idet det skal bemærkes, at den statistiske effekt af de to stoffer er uafhængige af hinanden årsagen til effekten af hashmisbrug er altså ikke, at opioidmisbrugere også er hashmisbrugere. Blandt røveridømte/-sigtede er der endvidere en relativ overvægt af yngre (p=0.000), mens køn ikke har effekt. Alkohol spiller ingen rolle, heller ikke påvirkethed på gerningstidspunktet (ikke medtaget i tabellen). 4.2.4 Tyveri Tabel 4.2.4.a Tyveri Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Øger 0.000 Opioid, problembrug Ingen 0.280 Hash, misbrug Øger 0.036 Hash, problembrug Ingen 0.799 Ung alder Øger 0.000 Påvirket af alkohol Mindsker 0.006 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Blandt personer dømt/sigtet for tyveri (tabel 4.2.4.a) er der relativt mange yngre (p=0.000) samt relativt mange opioidmisbrugere (p=0.000) og hashmisbrugere (p=0.036). Alkoholmisbrug har ingen effekt, men personer sigtet/dømt for tyveri er mindre hyppigt end andre kriminelle påvirket af alkohol på gerningstidspunktet. 4.2.5 Grov narkotikakriminalitet Tabel 4.2.5.a omhandler personer dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet, og her tegner sig et helt andet billede. Tabel 4.2.5.a Grov narkotikakriminalitet Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioid, misbrug Mindsker 0.001 Opioid, problembrug Ingen 0.458 Centralst. midler, misbrug Øger 0.016 Centralst. midler, problembrug Øger 0.010 Alkohol, misbrug Mindsker 0.004 Alkohol, problembrug Ingen 0.856 Påvirket af alkohol Mindsker 0.000 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) For denne kriminalitetstype ses en meget klar effekt af centralstimulerende midler, idet personer dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet hyppigere end andre kriminelle har 90

såvel et misbrug (p=0.016) som et problembrug (p=0.010) af disse stoffer. Omvendt er personer dømt/sigtet for grov narkotikakriminalitet kun sjældent misbrugere af opioider (p=0.001) eller alkohol (p=0.004), og de har ikke været påvirket af alkohol på gerningstidspunktet (p=0.000). 4.2.6 Anden berigelse I denne undersøgelse er anden berigelseskriminalitet defineret som underslæb, bedrageri, grov skattesvig, dokumentfalsk mv. Som det fremgår af tabel 4.2.6.a, er personer dømt for disse kriminalitetstyper ældre end andre kriminelle (p=0.000), og der er relativt mange kvinder (p=0.017), hvilket blot afspejler, at de andre kriminalitetstyper er domineret af mænd. De former for kriminalitet, der er omfattet af anden berigelseskriminalitet, er ikke forbundet med misbrug af rusmidler. (De enkelte rusmidler er ikke medtaget i tabellen). Tabel 4.2.6.a Anden berigelseskriminalitet Variabel Statistisk effekt p-værdi Kvinde Øger 0.017 Ældre alder Øger 0.000 4.2.7 Andre kriminalitetstyper, andre rusmidler Ingen af de øvrige rusmidler, dvs. benzodiazepiner, ecstasy, hallucinogener eller opløsningsmidler har nogen statistisk effekt, dvs. at blandt personer dømt/sigtet for de kriminalitetsformer, der er omtalt i afsnit 4.2.2 til 4.2.6, kan det ikke påvises, at personer, der hverken misbruger eller har et problembrug af disse fire rusmidler, har øget eller mindsket sandsynlighed for at begå den pågældende kriminalitetstype. Der er heller ingen effekt af kombination af misbrug (eller problembrug) af de syv forskellige stoffer, der indgår i undersøgelsen. Påvirket af alkohol på gerningstidspunktet har statistisk effekt positiv eller negativ ved flere af de undersøgte kriminalitetstyper, men der kan ikke påvises nogen effekt ved nogen af de undersøgte kriminalitetstyper af at være påvirket af hverken opioider, centralstimulerende midler eller de øvrige stoffer på gerningstidspunktet. Det skal endelig bemærkes, at antallet af personer, dømt/sigtet for de øvrige kriminalitetstyper ildspåsættelse, voldtægt, anden sædelighedskriminalitet osv. er for lavt til, at disse analyser af de enkelte rusmidlers effekt kan gennemføres. 4.2.8 Kommentar Opioider og alkohol er de to rusmidler, der har størst statistisk effekt på de undersøgte kriminalitetsformer, herefter følger hash og centralstimulerende midler. Ingen af de øvrige rusmidler benzodiazepiner, ecstasy, hallucinogener og opløsningsmidler har effekt, heller ikke i kombination med hinanden eller med de rusmidler, der har effekt. 91

Opioider og alkohol har nærmest modsatrettet statistisk effekt. Et opioidmisbrug mindsker sandsynligheden for, at en kriminel er sigtet/dømt for vold eller drab mv. overordnet er disse misbrugere altså mindre personfarlige end andre kriminelle. Det er værd at bemærke, at centralstimulerende midler ikke har nogen effekt på disse kriminalitetsformer misbrugere af disse stoffer har altså hverken større eller mindre sandsynlighed end andre kriminelle for at være dømt/sigtet for vold eller drab mv. Den statistiske effekt af alkohol er mere kompliceret. Der er øget sandsynlighed for, at en ung, alkoholpåvirket person er dømt/sigtet for vold, men alkoholmisbrug har ingen effekt. Det er altså ikke misbruget i sig selv, som har effekt, hvilket betyder, at f.eks. den personlighedsændring eller sociale deroute, et alkoholmisbrug kan medføre, heller ikke har effekt i relation til vold. Et problembrug af alkohol har ingen effekt (tabel 4.2.1.a), hvilket kan forklares med, at mange med et problembrug er tilvænnet alkohol. Et problembrug af alkohol er i denne undersøgelse defineret som indtagelse af fem til 10 genstande dagligt. Dette er et ikke ubetydeligt forbrug, men på den anden side ikke større, end at mange mennesker kan tilvænne sig en sådan daglig alkoholkonsumption uden at blive berusede. Hvad angår drab mv. er forholdet omvendt. Høj alder men ikke køn samt et alkoholmisbrug øger den relative sandsynlighed for at være sigtet/dømt for drab mv., mens alkoholpåvirkning på gerningstidspunktet ikke har effekt. Det er således nærliggende at antage, at blandt drabspersoner, som er ældre end andre kriminelle, har et længerevarende alkoholmisbrug haft psykiske eller sociale konsekvenser, som har været en medvirkende årsag til forbrydelsen. Det er forventeligt, at et misbrug af opioider og hash øger sandsynligheden for at være sigtet/dømt for røveri og tyveri. De røverier, opioidmisbrugere og hashmisbrugere foretager, kan imidlertid næppe være specielt alvorlige, idet den gennemsnitlige afsoningstid for disse to misbrugsgrupper er kortere end for de øvrige misbrugsgrupper (afsnit 5.1.1). Hash er i dag så let tilgængeligt og billigt, at det næppe er nødvendigt at foretage i hvert fald røverier for at finansiere misbruget. Den selvstændige effekt af et hashmisbrug forklares derfor formentlig bedst ved, at blandt personer, der begår røverier, er misbrug af hash udbredt. Alkohol spiller ingen rolle for tyverier faktisk mindsker påvirkethed af alkohol på gerningstidspunktet den relative sandsynlighed for at være sigtet/dømt for tyverier. Man drikker sig altså ikke mod til. Såvel et misbrug som et problembrug af centralstimulerende midler øger sandsynligheden for, at en kriminel er sigtet/dømt for grov narkokriminalitet, mens effekten af såvel et opioidmisbrug som et alkoholmisbrug er negativ. Den negative effekt af opioider og alko- 92

hol er måske forventelig, idet det kræver planlægning og overblik at gennemføre grov narkotikakriminalitet, hvilket næppe er foreneligt med et opioid- eller alkoholmisbrug. Grov narkotikakriminalitet er en kriminalitetstype med mulighed for stor økonomisk gevinst, men også risiko for høje straffe en kriminalitetstype, der som anført kræver planlægning og overblik. Den udtalte effekt af centralstimulerende midler peger på, at de personer, der har et problembrug eller misbrug af disse stoffer, adskiller sig fra f.eks. almindelige berigelseskriminelle eller fra personer, der begår vold. 4.3 Diskussion Undersøgelsens resultater er i overensstemmelse med, hvad mange andre har fundet. Talrige undersøgelser har vist, at misbrugere ofte begår kriminalitet. Opioidmisbrugere begår overvejende berigelseskriminalitet og handler med stoffer på gadeplan, men de begår sjældent personfarlig kriminalitet (Ball et al, 1983; Nurco et al, 1985; Hammersley et al, 1989; Butler et al, 2002). Alkohol og alkoholmisbrug er forbundet med vold (Jaffe et al, 1988; Virkunen et al, 1994; Dawkins, 1997; Sinha & Easton, 1999; Norström, 2000; Butler et al, 2002), drab (Gottlieb et al, 1988; Johns, 1998; Rossow, 2001; Butler et al, 2002) samt grov sædelighedskriminalitet (Johns, 1998; Aromäki & Lindman, 2001). Butler et al (2002) fandt, at alkoholpåvirkning øger risikoen for drab (i denne australske undersøgelse især på grund af alkoholpåvirkede aboriginals). I den øvrige litteratur skelnes der ikke mellem alkoholpåvirket og alkoholmisbrug, således som tilfældet er i denne undersøgelse. Dog skelner Dawkins (1997) mellem alcohol use og alcohol abuse, og det er alcohol use, som er forbundet med vold. Sinha & Easton (1999) nævner, at alcohol intoication fører til øget aggressivitet blandt såvel alkoholmisbrugere som blandt personer uden et alkoholmisbrug. Betydningen af alkoholmisbrug og alkoholpåvirkning bør yderligere undersøges bl.a. med henblik på iværksættelse af relevante forebyggende foranstaltninger, hvad angår vold. Billedet hvad angår centralstimulerende midler er mere blandet. Amerikanske undersøgelser omfatter især crack (en bearbejdet form for kokain, der kan ryges) og påviser sammenhænge mellem crack og vold, men et nyt engelsk arbejde finder som i denne undersøgelse at misbrugere af centralstimulerende midler udover almindelig berigelseskriminalitet især er involveret i den form for stofhandel, der giver store penge (Best et al, 2001). Flere af de refererede artikler indeholder også data om hash og kriminalitet. Igen i overensstemmelse med resultaterne af denne undersøgelse er det overordnede billede, at hash især er koblet til berigelseskriminalitet, i Amerika i nogen grad også til vold i form af gang-fights. Andre stoffer som f.eks. hallucinogener, illegale benzodiazepiner ( tranquillizers ) og ecstasy nævnes i flere arbejder, men uden at de kobles til særlige former for kriminalitet, hvilket også er i overensstemmelse med denne undersøgelses resultater. 93

Et er, at der er en kobling mellem visse former for rusmidler og visse former for kriminalitet, noget andet er at forklare denne sammenhæng. Rusmidler påvirker på forskellig måde hjernens mange forskellige signalstoffer (og mange andre substanser i organismen). De heraf afledte hypoteser om især sammenhæng mellem misbrug og vold er resumeret af Thomsen (1999) og, især hvad angår alkohol, af Virkkunen et al (1994). Personlighedsforstyrrelse i kombination med alkoholmisbrug øger sandsynligheden for såvel vold (Jaffe et al, 1988) som grov sædelighedskriminalitet (Aromäki & Lindman, 2001). De sociologiske teorier, resumeret af Best et al (2001), omfatter the addiction model, hvor kriminalitet ses som en følge af misbruget, som jo skal finansieres. The sub-cultural model siger modsat, at kriminalitet fører til misbrug, f.eks. fordi det giver status at have penge til stoffer (Hammersley et al, 1989). Endelig er der the lifestyle model, der postulerer, at kriminalitet og misbrug har en fælles baggrund, som ofte manifesterer sig tidligt i livet. Dette materiale kan ikke bidrage til at kvalificere de forskellige teorier, men sammenhængen mellem grov narkokriminalitet og misbrug af centralstimulerende midler kan muligvis forklares ud fra hypotesen om, at kriminalitet fører til misbrug. Andersen et al (1994) har fundet, at personer sigtet for grov narkokriminalitet er velbegavede og socialt velfungerende. Indirekte påvises det samme i denne undersøgelse, idet opioid- og alkoholmisbrugere der som grupper næppe kan antages at være socialt velfungerende ikke begår grov narkokriminalitet. Hovedparten, der begår denne form for kriminalitet, er ikke misbrugere, og det er således muligt, at de (store) økonomiske midler, der følger af grov narkotikakriminalitet, fører til, at nogle begynder at indtage centralstimulerende midler. Det synes ret indlysende at antage, at et opioidmisbrug fører til berigelseskriminalitet, mens en del af sammenhængen mellem hash og berigelseskriminalitet (især røverier) måske kan forklares med, at kriminalitet giver penge til at købe hash ( the sub-cultural model ), eller at hashmisbrug er almindeligt i kriminelle miljøer ( the lifestyle model ). 94

5 Misbrug og juridisk status 5.1 Misbrugsgrupper og juridisk status Tabel 5.1.a viser, hvorledes stofmisbrugerne fordeler sig blandt kriminalforsorgens forskellige typer af klientel inddelt efter deres juridiske status (herefter blot benævnt status), dvs. afsonere, varetægtsarrestanter, betinget dømte osv. Der er også, hvad angår statusgrupper, foretaget en vis gruppering. Forvarede (i alt ni) og personer, der i medfør af den grønlandske kriminallov er dømt til anbringelse på ubestemt tid i Danmark (i alt tre), er slået sammen i en gruppe, benævnt forvaring. Fængselsafsonere (347), hæfteafsonere (7), personer, der afsoner bødeforvandlingsstraffe (3), og udstationerede (4) er slået sammen i gruppen afsonere. En 16-årig røverisigtet uden misbrug, anbragt i varetægtssurrogat, er lagt sammen med de 148 varetægtsfængslede, og en 39-årig mand, opioidmisbruger, der afventer overførsel til en psykiatrisk afdeling, er lagt til de 81 68-69-klienter. Ni personer med et 723-tilsyn og 20 med betinget udsættelse/betinget benådning (alle dømt for en færdselslovsovertrædelse) er lagt sammen med de 331 med en betinget dom under betegnelsen betinget dom. Der er fire missing. Det skal endelig bemærkes, at der ved registreringen ikke er skelnet mellem prøveløsladelse og prøveudskrivning fra forvaring. Der opereres herefter med otte statusgrupper. Status Tabel 5.1.a Statusgrupper og misbrugsgrupper; n=1301 Centralst. Opioider Hash Alkohol midler Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Forvaring 1 0,5 2 2 2 1 2 0,7 5 0,9 12 0,9 Afsoner 89 48 27 33 59 32 26 10 160 28 361 28 Varetægtsfængslet 30 16 14 17 33 18 5 2 67 12 149 12 78-anbragt 3 2 - - 2 1 - - 2 0,4 7 0,5 Betinget dom 34 18 15 18 35 19 191 70 85 15 360 28 Samfundstjeneste 2 1 7 8 16 9 19 7 188 33 232 18 68-tilsyn 12 7 4 5 19 10 15 6 32 6 82 6 Prøveløsladt 15 8 14 17 21 11 17 6 31 5 98 8 Total 186 100 83 100 187 100 275 100 570 100 1301 100 Læses lodret Tabel 5.1.a viser fordelingen af misbrugsgrupper i de forskellige former for status. Det fremgår bl.a., at 48 % (89/186) blandt gruppen af opioidmisbrugere er afsonere, om end afsonere kun udgør 28 % (361/1301) af den samlede population. Hovedparten af alkoholmisbrugerne (70 % (191/275) findes blandt de betinget dømte, hvilket afspejler det store antal færdselslovsovertrædere, og disse er derfor også i disse analyser trukket ud til selvstændig behandling (kap.9). Tabel 5.1.b viser misbrugsgrupperne fordelt på status, når færdselslovsovertrædere er udeladt. 95

Status Tabel 5.1.b Statusgrupper og misbrugsgrupper, uden færdselslovsovertrædere; n=957 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Forvaring 1 0,6 2 3 2 1 2 2 5 1 12 1 Afsoner 86 48 26 34 53 32 23 25 148 34 336 35 Varetægtsfængslet 30 17 13 17 33 20 5 5 66 15 147 15 78-anbragt 3 2 - - 2 1 - - 2 0,5 7 0,7 Betinget dom 31 17 12 16 28 17 25 27 69 16 165 17 Samfundstjeneste 1 0,6 6 8 11 7 8 9 90 20 116 12 68-tilsyn 12 7 4 5 19 11 14 15 32 7 81 9 Prøveløsladt 15 8 13 17 20 12 15 16 30 7 93 10 Total 179 100 76 100 168 100 92 100 442 100 957 100 Læses lodret Det ses fortsat, at omkring halvdelen blandt gruppen af opioidmisbrugere er afsonere, og at omkring en tredjedel af såvel gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, (34 % (26/76)) som af gruppen af hashmisbrugere (32 % (53/168)) er afsonere. Derimod er andelen af alkoholmisbrugere, der afsoner frihedsstraffe, steget til 25 % (23/92), og andelen, der er idømt en betinget dom, faldet til 27 % (25/92). Tabel 5.1.c viser, hvor mange inden for de enkelte statusgrupper, der har et misbrug. Status Tabel 5.1.c Misbrugsgrupper blandt statusgrupper, uden færdselslovsovertrædere; n=957 Opioider Centralst. midler Det generelle billede er, at godt 40-45 % ikke har noget misbrug, dvs. at 55-60 % er misbrugere, uafhængig af statusgruppe. Blandt de syv 78-anbragte er de fem misbrugere, hvilket er at forvente, idet misbrug er en af begrundelserne for 78-anbringelse. Blandt de personer, som er idømt samfundstjeneste, tilhører 78 % gruppen uden misbrug, hvilket betyder, at 22 % er misbrugere. Blandt disse 22 % tilhører de fleste gruppen af hashmis- 96 Hash Alkohol Intet misbrug n % n % n % n % n % n % Forvaring 1 8 2 17 2 17 2 17 5 42 12 100 Afsoner 86 26 26 8 53 16 23 7 148 44 336 100 Varetægtsfængslet 30 20 13 9 33 22 5 3 66 45 147 100 78-anbragt 3 43 - - 2 29 - - 2 29 7 100 Betinget dom 31 19 12 7 28 17 25 15 69 42 165 100 Samfundstjeneste 1 0,9 6 5 11 10 8 7 90 78 116 100 68-tilsyn 12 15 4 5 19 24 14 17 32 40 81 100 Prøveløsladt 15 16 13 14 20 22 15 16 30 32 93 100 Total 179 19 76 8 168 18 92 10 442 46 957 100 Læses vandret Total

brugere. Der er ingen forskel i den procentuelle andel af misbrugere idømt samfundstjeneste mellem KIF-afdelingerne i København og uden for København (fremgår ikke af tabellen). Ses der derimod på misbrugsgrupper, er der forskelle mellem de forskellige statusgrupper. Der er således 26 % blandt afsonere, der tilhører gruppen af opioidmisbrugere, mod 15-20 % blandt de øvrige statusgrupper. Der er signifikant flere opioidmisbrugere blandt afsonere (26 % (86/336) end blandt betinget dømte (19 % (31/165)) (p=0.000). 5.1.1 Afsonere, prøveløsladte og betinget dømte Tabel 5.1.1.a viser hyppigheden af de forskellige misbrugsgrupper blandt afsonere og prøveløsladte, og umiddelbart ville man forvente at de lignede hinanden prøveløsladte er tidligere afsonere men det gør de ikke. Tabel 5.1.1.a Misbrugsgrupper blandt afsonere og prøveløsladte, uden færdselslovsovertrædere; n=429 Opioder Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Afsoner 86 26 26 8 53 16 23 7 148 44 336 100 Prøveløsladt 15 16 13 14 20 22 15 16 30 32 93 100 p=0.003 Som det ses, er der en signifikant forskel mellem de to grupper (p= 0.003), idet der er flere opioidmisbrugere blandt afsonere, men færre misbrugere af centralstimulerende midler, hash og alkohol blandt afsonere end blandt prøveløsladte. Et forhold af betydning for en eventuel prøveløsladelse kan være straflængden. Tabel 5.1.1.b viser straflængden for de forskellige misbrugsgrupper. Tabel 5.1.1.b Misbrugsgrupper og straflængde, uden færdselslovsovertrædere; n=333 Opioider; n=86 Centralst. midler; n=25 Hash; n=53 Alkohol; n=23 Intet misbrug; n=146 Samlet; n=333 Gennemsnitlig straflængde i måneder 23 27 20 43 29 27 p=0.013 Den gennemsnitlige straflængde for alle afsonere er 27 måneder. Alkoholmisbrugere har klart de længste straffe (43 måneder) fulgt af gruppen, der misbruger centralstimulerende midler (27 måneder). Opioidmisbrugsgruppen (23 måneder) og især hashmisbrugsgruppen (20 måneder) har til gengæld kortere straffe end gennemsnittet. 97

Betinget dømte og prøveløsladte minder, hvad angår misbrug, derimod meget om hinanden, tabel 5.1.1.c. Det ser ud som om, der er lidt flere misbrugere af centralstimulerende midler blandt de prøveløsladte (14 % (13/93) end blandt de betinget dømte (7 % (12/165)), men denne forskel er ikke signifikant (p=0.286). Tabel 5.1.1.c Misbrugsgrupper blandt betinget dømte og prøveløsladte, uden færdselslovsovertrædere; n=258 Opioder Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Betinget dømte 31 19 12 7 28 17 25 15 69 42 165 100 Prøveløsladte 15 16 13 14 20 22 15 16 30 32 93 100 p=0.286 Læses lodret 5.1.2 Kommentar Det generelle billede er, at 55 % til 60 % af klientellet har et misbrugsproblem, uafhængig af statusgruppe. Det er forventeligt, at godt trefjerdedele af de samfundstjenestedømte ikke har noget misbrug, idet et aktuelt misbrug som udgangspunkt medfører, at personen ikke findes egnet til samfundstjeneste. Et misbrug udelukker imidlertid ikke brug af samfundstjeneste, og under hensyn til omfanget af misbrug blandt kriminalforsorgens klientel er det forventeligt, at der også er misbrugere, især hashmisbrugere, blandt de samfundstjenestedømte. En mulig forklaring kan dog også være, at et eksisterende misbrug ikke er blevet erkendt eller ikke er blevet tillagt nogen betydning (kap. 6). Der er en overvægt af gruppen, der misbruger opioider, i fængslerne. Der er således flere opioidmisbrugere blandt afsonere end blandt betinget dømte. En mulig forklaring kunne være, at opioidmisbrugerne hurtigt recidiverer til berigelseskriminalitet og/eller røveri, og at de efter en eller flere betingede domme idømmes ubetingede frihedsstraffe, således at gruppen af opioidmisbrugere koncentreres i fængslerne. Denne antagelse støttes af, at alderen for betinget dømte opioidmisbrugere er lidt lavere end for opioidmisbrugende afsonere (medianalder 32.7 år for afsonere, 31.7 år for betinget dømte). Forskellen i alder er ikke signifikant formentlig pga. den store aldersspredning. Standardafvigelsen for afsonere er 7.8 år, for betinget dømte 8.9 år. Der er endvidere væsentlig flere, der tilhører opioidmisbrugsgruppen blandt afsonere end blandt prøveløsladte. Mange forhold afgør, om en indsat bliver prøveløsladt. Denne analyse tyder på, at et opioidmisbrug tæller tungt måske på grund af risiko for kriminelt recidiv, måske fordi de sociale forhold, en opioidmisbruger løslades til, er så dårlige, at dette i sig selv gør prøveløsladelse utilrådelig. Der er en ret udtalt forskel i straflængden mellem de forskellige misbrugsgrupper med gruppen af opioidmisbrugere og af hashmisbrugere som de korteste. Forklaringen er selv- 98

sagt forskelle i kriminalitetsmønstret mellem de forskellige misbrugsgrupper (kap. 4). (De korte straflængder for opioid- og hashmisbrugere kan som nævnt i afsnit 4.2.8 måske tages til indtægt for, at de røverier, disse misbrugere begår, ikke hører til de mest alvorlige). Alt andet lige vil der være en øget sandsynlighed for, at en indsat med en lang straf prøveløslades end en person med en kort straf. En del af forklaringen på, at der er flere, der tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og alkoholmisbrugsgruppen, blandt prøveløsladte end blandt afsonere kan således være, at disse misbrugere er idømt længerevarende straffe og derfor hyppigere prøveløslades end opioidmisbrugere, som gennemsnitlig er idømt kortere straffe. En medvirkende forklaring kan også være, at et misbrug af centralstimulerende midler eller af især hash ikke opdages eller tillægges mindre vægt (kap. 6) selv om mange i disse to misbrugsgrupper har et problembrug eller misbrug af andre rusmidler (kap. 2). 5.2 Varetægtsarrestanter Andersen et al (1996a) har undersøgt misbrug blandt varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler i perioden 1. oktober 1991 til 28. februar 1993, dvs. ca. ni år før denne undersøgelse (herefter omtalt som 1992-materialet). Det er således muligt at sammenligne omfanget af misbrug blandt københavnske varetægtsarrestanter dengang og nu. Materialet fra 1992 er delt i isolerede og ikke-isolerede varetægtsarrestanter. Der var forskel i misbruget blandt de isolerede og de ikke-isolerede. Brugen af isolation er faldet siden 1992, således udgjorde andelen af isolerede kun 8 % af alle varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler 23. oktober 2001 mod 29 % i 1992. Af metodemæssige grunde er det derfor ikke muligt direkte at sammenligne varetægtsarrestanterne i 1992 og 2001. Såfremt misbrugsmønstret og hyppigheden er den samme i dag som for ni år siden, kan det antages, at misbruget i 2001 ville ligge mellem misbruget blandt de isolerede og de ikke-isolerede i 1992, idet der som anført er færre isolerede i dag. Undersøgelsen fra 1992 omfatter de enkelte stoffer i form af alkohol, opioider, beroligende medicin (i praksis benzodiazepiner) samt centralstimulerende midler. Misbrug blev defineret som dependence syndrome (WHO, 1993). Misbrug af stoffer er i nærværende undersøgelse defineret lidt bredere, i praksis også omfattende harmful use, mens definitionen af alkoholmisbrug stort set er den samme i de to undersøgelser. Hashmisbrug indgår ikke i det tidligere materiale, men det er anført, at ca. 25 % af varetægtsarrestanterne dengang dagligt indtog hash. 99

Tabel 5.2.a Misbrug blandt varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler 1992 og 2001 Opioider Centralst. midler Benzodiazepiner, il Alkohol n % n % n % n % Isolerede; n=133 27 20 5 4 6 5 15 11 1992 Ikke-isolerede; n=95 36 38 2 2 16 17 11 12 2001 Alle; n=51 11 22 12 24 5 10 4 8 Læses lodret Tabel 5.2.a viser de undersøgte stoffer i 1992-materialet, delt i isolerede og ikke-isolerede, sammenlignet med tallene fra denne undersøgelse. Tallene er små, og de anvendte definitioner af stofmisbrug som anført ikke helt ens (der er derfor ikke foretaget signifikansberegninger), men det er åbenbart, at antallet af misbrugere af centralstimulerende midler er steget kraftigt, fra omkring 3 % i 1992 til nu 24 % (12/51). Hertil synes der at være et fald i antallet af alkoholmisbrugere, mens antallet med et misbrug af opioider og af benzodiazepiner er nærmest uændret. (Udviklingen i alkoholmisbrug er beskrevet i kap. 10). Andersen et al (1996b og 1996c) har videre beregnet, at blandt samtlige varetægtsarrestanter (isolerede og ikke-isolerede) i Københavns Fængsler i 1993 havde 49 % på et eller andet tidspunkt haft, hvad der i denne undersøgelse er defineret som et problembrug eller misbrug af opioider. (I praksis var det kun ganske få, som havde haft et tidligere, nu ophørt misbrug eller problembrug). Ca. 20 % af varetægtsarrestanterne med et misbrug eller problembrug røg opioider. I nogle ganske få tilfælde (4 %) var indtagelsesmåden enten ikke oplyst, eller stoffet var spist. Det skal videre bemærkes, at injektionsmisbrug blev defineret ved, at personen blot én gang havde sprøjtet sig med opioider. I denne undersøgelse er der kun oplysninger om indtagelsesmåde den sidste måned før indsættelsen. Blandt de københavnske varetægtsarrestanter havde 25 % (13/51) haft et problembrug eller misbrug af opioider den sidste måned før indsættelsen, og blandt dem har 42 % (6/12) røget opioider (en missing). Igen er tallene små, og de anvendte definitioner forskellige. Det skal især fremhæves, at Andersen et al (1996b og 1996c) definerede injektionsmisbrug som blot en gang at have sprøjtet stoffet ind i en blodåre i løbet af hele misbrugskarrieren, mens der i denne undersøgelse er spurgt om foretrukket indtagelsesmåde den sidste måned, og rygning som foretrukket indtagelsesmåde udelukker ikke en enkelt injektion. 5.2.1 Kommentar Disse analyser omfatter alene varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler. Resultaterne kan derfor ikke med sikkerhed generaliseres til at omfatte hele kriminalforsorgens klientel. Da omfanget af misbrug af centralstimulerende midler imidlertid er øget så kraftigt, som tilfældet er, må det være tilladeligt at konkludere, at misbrug af centralstimulerende midler 100

blandt kriminalforsorgens klientel (i hvert fald i København) er steget kraftigt gennem den sidste halve snes år. Omfanget af opioidmisbrug synes uændret, mens antallet af alkoholmisbrugere måske er faldet. Resultaterne understøtter endvidere formodningen om, at rygning af opioider er en indtagelsesmåde, der vinder frem, (afsnit 6.2.3). 5.3 Misbrug blandt 68-69 klienter Det er en almindelig antagelse, at misbrug er en væsentlig årsag til kriminalitet blandt psykisk syge. Det er derfor undersøgt, hvorledes art og omfang af misbruget er blandt denne klientgruppe sammenlignet med afsonere og betinget dømte uden færdelselslovsovertrædere. (Der er i øvrigt kun en dømt for færdselslovsovertrædelse blandt 68-69-klienterne). Afsonere og betinget dømte er valgt som sammenligningsgrupper, idet de svarer bedst til de to undergrupper af 68-69-klienter, klienter med dom til behandling mv. og klienter med dom til ambulant behandling mv. Resultatet ses i tabel 5.3.a. Tabel 5.3.a Misbrugsgrupper blandt 68-69-klienter Centralst. Opioider Hash Alkohol midler Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Afsoner 86 26 26 8 53 16 23 7 148 44 336 100 Betinget dom 31 19 12 7 28 17 25 15 69 42 165 100 68-tilsyn 12 15 4 5 19 24 14 17 32 40 81 100 p=0.300 Læses lodret Der er ingen forskel mellem de tre grupper, idet 56 % blandt afsonere, 58 % blandt tilsynsklienterne og 60 % blandt 68-69-klienterne er misbrugere (p=0.300). 5.3.1 Kommentar Et misbrug af rusmidler øger riskoen for kriminalitet, men der er altså ingen holdepunkter for at antage, at psykisk syge i højere grad end andre mennesker begår kriminalitet på grund af misbrug. 5.4 Diskussion Analyserne af misbrug og status, dvs. afsoner, varetægtsfængslet, betinget dømt mv., er gennemført uden færdselslovsovertrædere, idet denne store gruppe, hvoraf mange er idømt betingede domme med behandlingsvilkår, adskiller sig fra kriminalforsorgens øvrige klientel (kap. 9). Overordnet findes som forventet, at uafhængig af status har godt halvdelen et misbrugsproblem, med en overvægt af opioidmisbrugere blandt afsonere. Opioidmisbrugerne bliver 101

ikke så hyppigt prøveløsladt som andre misbrugere og personer uden et misbrug. Årsagen kan såvel være recidivrisikoen, de dårlige sociale forhold, mange opioidmisbrugere løslades til, som at denne misbrugsgruppe gennemsnitlig er idømt ret kortvarige straffe. Generelt synes et misbrug imidlertid ikke at tillægges særlig vægt ved vurderingen af en eventuel prøveløsladelse, idet prøveløsladte tilsynsklienter faktisk er den gruppe, hvor der er flest misbrugere. En anden eller medvirkende forklaring kan være, at et misbrug af hash eller centralstimulerende midler ikke er blevet erkendt under afsoningen. Blandt samfundstjenestedømte har ca. hver femte et misbrug, omkring halvdelen af misbrugerne tilhører hashmisbrugsgruppen (hvoraf mange altså ikke kun misbruger hash, afsnit 2.2.3). Der kan være konkrete grunde til anvendelse af dom til samfundstjeneste blandt disse misbrugere, men det er også muligt som tilfældet er, hvad angår prøveløsladelse at især et misbrug af hash eller centralstimulerende midler, som hver tyvende (5 %) af de samfundstjenestedømte misbruger, ikke er registreret eller ikke er tillagt nogen særlig betydning. (Se også kap. 8, hvoraf bl.a. fremgår, at ca. 15 % af færdselslovsovertræderne med et misbrug er idømt samfundstjeneste). Andersen et al (1996a og 1996b) undersøgte i 1992 bl.a. omfanget af misbrug blandt varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler, og ved at sammenligne resultaterne fra 1992 med resultaterne fra denne undersøgelse bestyrkes formodningen om, at misbruget af centralstimulerende midler stiger i hvert fald i København. Det antages generelt, at et stofmisbrug øger risikoen for kriminalitet blandt psykisk syge ( 68-69 klienter) (Soyka M, 2000), men i denne undersøgelse findes, at omfanget af misbrug er det samme blandt 68-69 klienter som blandt afsonere og betinget dømte En undersøgelse (Kramp & Gabrielsen, 2000) af alle retspsykiatriske patienter i Hovedstadens Sygehusfællesskab (Københavns og Frederiksberg kommuner (H:S)) har vist, at 51 % var misbrugere. Der er 13 % kvinder blandt de retspsykiatriske patienter i H:S, 9 % kvinder i dette materiale. Da andelen af kvinder med et misbrug i begge materialer er lavere end andelen af mænd, medfører det større antal kvinder i H:S-undersøgelsen, at det samlede antal misbrugere i H:S-materialet vil ligge under det antal, der påvises i denne undersøgelse. Generelt stemmer resultaterne af H:S-undersøgelsen og af denne undersøgelse således overens. Skizofrene udgør 75 % af 68-69-klienterne, og skizofreni øger i sig selv risikoen for kriminel adfærd, især vold (Kramp & Gabrielsen, 2003), men der er ikke grundlag for at antage, at et misbrug yderligere øger denne risiko sammenlignet med andre. Ved litteratursøgningen er der stort set ikke fundet arbejder, der belyser misbrug blandt de forskellige statusgrupper. Brooke et al (1998) har undersøgt omfanget af misbrug blandt 102

engelske varetægtsarrestanter. Misbrug er defineret nogenlunde som i denne undersøgelse. 19 % af mændene og 29 % af kvinderne var afhængige af streetdrugs, i det væsentlige opioider og centralstimulerende midler, og hertil havde mange et hashmisbrug. 12 % af de mandlige varetægtsarrestanter, 7 % af de kvindelige, misbrugte alkohol. Der synes således at være flere alkoholmisbrugere og færre stofmisbrugere blandt engelske varetægtsarrestanter end blandt danske. De samme forfattere har i et supplerende arbejde (Brooke et al, 2000) vist, at de stofmisbrugende varetægtsarrestanter på en række områder var svært belastede. Halvdelen havde f.eks. modtaget psykiatrisk behandling, misbrugerne var dårligere uddannede, ofte alene og hyppigere hjemløse end de øvrige varetægtsarrestanter. Disse fund svarer til en undersøgelse af danske varetægtsarrestanter (Andersen et al, 1994). Kothari et al (2002) har i en omfattende oversigtsartikel gennemgået misbrugernes vej gennem det engelske retssystem og blandt andet påpeget, at der er en frapperende mangel på behandlingsmuligheder for kriminelle, behandlingsmotiverede misbrugere i det almindelige behandlingssystem. Forfatterne påpeger endvidere vigtigheden af efterbehandling af prøveløsladte og citerer undersøgelser, der viser, at institutionsbehandling af prøveløsladte giver bedre resultater end ambulant behandling. Alt i alt synes de mange problemområder, forfatterne påpeger, ikke særligt forskellige fra de danske. 103

6 Behandling 6.1 Datagrundlaget Spørgeskemaet indeholder i alt fem sæt spørgsmål om behandling om personen tidligere har modtaget behandling for stof- eller alkoholmisbrug om personen aktuelt modtager behandling for stof- eller alkoholmisbrug om personen skønner, at behandling for stof- eller alkoholmisbrug vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv om personen selv mener at have behov for behandling af et stof- eller alkoholmisbrug ( subjektivt behandlingsbehov ) undersøgerens vurdering af, om den pågældende har behov for behandling af et stofeller alkoholmisbrug ( objektivt behandlingsbehov ) Besvarelserne af disse spørgsmål fremgår af de følgende tabeller, der omhandler de enkelte misbrugsgrupper. Nogle skønner, at de har et subjektivt behandlingsbehov mod både stofog alkoholmisbrug, og i nogle tilfælde har undersøgerne også vurderet, at der er et objektivt behandlingsbehov mod både stof- og alkoholmisbrug. Det er derfor undersøgt, i hvilket omfang der er sammenfald mellem subjektivt behandlingsbehov mod både stof- og alkoholmisbrug samt sammenfald i vurderingen af objektivt behandlingsbehov, hvad angår de enkelte stofmisbrugsgrupper og gruppen af alkoholmisbrugere. Alle analyser er gennemført uden færdselslovsovertrædere. Denne gruppe er analyseret i kap. 9. Tabel 6.1.a resumerer subjektivt og objektivt behandlingsbehov, hvad angår stofmisbrug, for de forskellige misbrugsgrupper. Tabel 6.1.a Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=960 Subjektivt behandlingsbehov Objektivt behandlingsbehov Ja Nej Ja Nej Misbrugsgruppe n % n % n % n % Opioider 130 73 49 27 156 90 17 10 Centralstimulerende midler 21 28 54 72 38 53 34 47 Hash 22 13 145 87 73 45 91 56 Alkohol 6 7 86 94 8 9 84 91 Intet misbrug 12 3 433 97 29 7 415 94 Total 191 20 767 80 304 32 641 68 Læses vandret Som det ses, er knapt trefjerdedele i gruppen af opioidmisbrugere motiverede for behandling af et stofmisbrug, mens dette kun er tilfældet blandt godt en fjerdedel af gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. I hashmisbrugsgruppen er antallet endnu lavere. 104

Tabel 6.1.b viser de tilsvarende data, hvad angår behandling af et alkoholmisbrug. Tabel 6.1.b Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=960 Subjektivt behandlingsbehov Objektivt behandlingsbehov Ja Nej Ja Nej Misbrugsgruppe n % n % n % n % Opioider 21 12 157 88 38 22 139 79 Centralstimulerende midler 8 11 67 89 22 30 51 70 Hash 21 13 142 87 37 23 127 77 Alkohol 37 43 50 58 64 70 27 30 Intet misbrug 11 3 430 98 27 6 415 94 Total 98 10 846 90 188 20 759 80 Læses vandret Som det ses, er kun knapt halvdelen i alkoholmisbrugsgruppen motiveret for behandling af alkoholmisbruget. I de øvrige misbrugsgrupper er omkring 12 % motiveret for behandling af et alkoholmisbrug Der er et varierende antal missing på de forskellige spørgsmål, og n er derfor også varierende. I de følgende tabeller vedrørende behandlingsdata er anført det maksimale antal, der har besvaret et af spørgsmålene. I teksten er procentangivelserne anført med det faktiske antal, der har besvaret et givet spørgsmål. 6.2 Opioidmisbrugsgruppen Tabel 6.2.a viser, hvor mange blandt opioidmisbrugerne, der har sagt ja til de forskellige behandlingsspørgsmål, og i hvilket omfang undersøgerne har vurderet, at der foreligger et objektivt behandlingsbehov. Tabel 6.2.a Opioidmisbrugsgruppen, behandlingsdata; n=179 Stoffer Alkohol n % n % Tidligere modtaget behandling 113 63 41 23 Aktuel behandling 95 53 14 8 Nedsættelse af recidiv 135 76 37 21 Subjektivt behandlingsbehov 130 73 21 12 Objektivt behandlingsbehov 156 90 38 22 Læses vandret Blandt gruppen af opioidmisbrugere har næsten totredjedele (63 % (113/179)) tidligere modtaget behandling for stofmisbrug, men er fortsat misbrugere. Ca. trefjerdedele (73 % (130/179)) har et subjektivt behandlingsbehov og ligeså mange mener, at behandling vil nedsætte recidivrisikoen. Undersøgerne vurderer, at 90 % (156/179) har behov for behandling af et stofmisbrug. Det er tidligere vist (kap. 2), at mange i gruppen af opioidmisbrugere også har et alkoholmisbrug, hvilket ligeledes ses af tabellen, f.eks. har 23 % 105

(41/179) tidligere modtaget behandling for alkoholmisbrug, og undersøgerne skønner, at lige så mange aktuelt (også) har behov for behandling af et alkoholmisbrug. Tabel 6.2.b Opioidmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=178 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Subjektivt behandlingsbehov, Ja 21 100 108 69 129 73 stoffer Nej - - 49 31 49 28 Total 21 100 157 100 178 100 p=0.001 Læses lodret Tabel 6.2.b viser sammenhængen mellem subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug og mod alkoholmisbrug. Analysen er foretaget på den måde, at det er undersøgt, hvor mange med et subjektivt (og i den følgende tabel objektivt) behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, der også har et subjektivt (objektivt) behandlingsbehov mod stofmisbrug. Udgangspunktet er altså behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, hvilket for denne gruppe af opioidmisbrugere kan forekomme bagvendt. Som det vil fremgå af det følgende, er denne analysemetode imidlertid naturlig for de øvrige misbrugsgrupper, og den er derfor også anvendt ved analysen af opioider. Det ses, at 21 personer har et subjektivt behov for behandling af et alkoholmisbrug. Alle disse 21 (100 %) har også et subjektivt behov for behandling af et stofmisbrug. 157 finder ikke, de har behov for behandling af et alkoholmisbrug, og blandt de 157 finder kun 69 % (108/157), at de har behov for behandling af et stofmisbrug. Denne forskel mellem 100 % og 69 % er statistisk signifikant (p=0.001). Det betyder, at de opioidmisbrugere, der har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, også har er subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, mens mange, som siger nej til behandling for stofmisbrug, også siger nej til behandling for alkoholmisbrug. Blandt de 28 % (49/178), som ikke finder, de har behov for behandling for stofmisbrug, er der således ingen, der finder, de har behov for behandling af et alkoholmisbrug. Tabel 6.2.c viser det objektive behandlingsbehov mod alkohol- og stofmisbrug blandt gruppen af opioidmisbrugere, og her er billedet noget anderledes. Tabel 6.2.c Opioidmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=173 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Objektivt behandlingsbehov, Ja 36 97 120 88 156 90 stoffer Nej 1 3 16 12 17 10 Total 37 100 136 100 173 100 p=0.126 Læses lodret 106

Tabel 6.2.c skal læses på samme måde som tabel 6.2.b. Undersøgerne finder, at 37 personer har et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, og blandt dem har 97 % (36/37) også et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Undersøgerne har vurderet, at 136 personer ikke har behov for alkoholistbehandling, men blandt dem har 88 % (120/136) et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Forskellen mellem de 97 % og de 88 % er ikke statistisk signifikant (p=0.126), hvilket betyder, at undersøgerne har vurderet objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug uafhængigt af, om der også foreligger et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Dette adskiller sig fra misbrugernes egen vurdering, hvor fundet var, at havde misbrugerne et subjektivt behandlingsbehov mod misbrug af det ene rusmiddel, var der en større sandsynlighed for, at der også var et subjektivt behandlingsbehov mod behandling af det andet rusmiddel. 6.2.1 Intet objektivt behandlingsbehov blandt gruppen af opioidmisbrugere I 17 tilfælde (tabel 6.2.c) har undersøgerne vurderet, at en opioidmisbruger ikke har behov for behandling af et stofmisbrug. Disse 17 er sammenlignet med de resterende opioidmisbrugere på en lang række variable køn, alder, kriminalitet, andet misbrug end opioider, osv. uden at der er påvist forskelle. Det eneste punkt, hvor de 17 adskiller sig fra resten, er administrationsmåden de ryger eller (nogle få) sniffer heroin, men de injicerer ikke (p=0.024). 6.2.2 Modtager aktuelt behandling Tabel 6.2.2.a viser hvor mange i gruppen af opioidmisbrugere, der angiver at modtage behandling. Tabel 6.2.2.a Opioidmisbrugsgruppen, modtager behandling; n=178 Modtager aktuelt alkoholistbehandling Ja Nej Total n % n % n % Modtager aktuelt behandling Ja 13 14 81 86 94 100 mod stofmisbrug Nej 1 1 83 99 84 100 Total 14 8 164 92 178 100 p=0.002 Læses vandret Som det ses, modtager i alt 94 blandt gruppen af opioidmisbrugere behandling for et stofmisbrug, heraf modtager de 13 også behandling for et alkoholmisbrug. En modtager alene alkoholistbehandling. Der er en signifikant sammenhæng mellem de to behandlingsformer, således at modtager man behandling for stofmisbrug, modtager man også behandling for alkoholmisbrug (99 % er større end 86 %, p=0.002). Dette fund svarer helt til sammenhængen mellem subjektivt behandlingsbehov blandt gruppen af opioidmisbrugere. Det ses også, at 83 af de 178 opioidmisbrugere efter egen opfattelse ikke modtager nogen form for behandling. 107

6.2.3 Kommentar Samlet viser disse analyser, at gruppen af opioidmisbrugere på alle måder er tungt belastede. Ca. totredjedele har tidligere modtaget behandling for stofmisbrug, men er altså fortsat opioidmisbrugere, ca. trefjerdedele har et subjektivt behandlingsbehov, og hver femte har et alkoholproblem. Blandt de mange opioidmisbrugere, som har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, er der også nogle, som finder at have behov for behandling af et alkoholmisbrug. De opioidmisbrugere, som ikke er motiveret for behandling af et stofmisbrug, er heller ikke motiveret for behandling af et alkoholmisbrug. Dette må fortolkes på den måde, at opioidmisbrugerne ser sig selv som stofmisbrugere, at hovedparten har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbruget, og at der blandt dem, som har et sådant behandlingsbehov, også er nogle, der finder, at de har et behov for behandling af et alkoholmisbrug. Det viser sig da også, at der er en sammenhæng mellem de to former for behandling blandt de opioidmisbrugere, der faktisk er i behandling modtager man behandling for stofmisbrug, modtager man også behandling for alkoholmisbrug. En delvis anden forklaring kan være, at behandlingsmotiverede opioidmisbrugere søger al den behandling, de overhovedet kan få. (Se nærmere afsnit 8.4). Undersøgernes vurdering er anderledes, idet de vurderer de to former for behandling uafhængig af hinanden. Forklaringen kan være, at kriminalforsorgens medarbejdere ud fra en grundig erfaring med såvel opioid- som alkoholmisbrugere anlægger en meget konkret vurdering af de to former for behandlingsbehov, som de altså vurderer uafhængigt af hinanden. De få tilfælde, hvor undersøgerne ikke har fundet et objektivt behandlingsbehov, karakteriseres ved, at stoffet ryges eller sniffes. Endelig er det værd at fremhæve, at blandt denne hårdest belastede misbrugsgruppe modtager kun ca. halvdelen nogen form for behandling. 6.3 Gruppen der misbruger centralstimulerende midler Tabel 6.3.a viser behandlingsdata for gruppen af misbrugere af centralstimulerende midler. 108

Tabel 6.3.a Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, behandlingsdata; n=76 Ja, stoffer Ja, alkohol Ja Ja n % n % Tidligere modtaget behandling 13 17 12 16 Aktuel behandling 8 11 5 7 Nedsættelse af recidiv 26 35 13 18 Subjektivt behandlingsbehov 21 28 8 11 Objektivt behandlingsbehov 38 53 22 30 Læses vandret Forskellen i behandlingsdata mellem stoffer og alkohol ikke er særlig udtalt. Stort set lige mange har tidligere modtaget behandling for såvel alkohol- som stofmisbrug og stort set lige mange modtager aktuelt behandling for misbrug af alkohol eller stoffer. Nogle flere har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug end mod alkoholmisbrug, og det samme er tilfældet, hvad angår vurderingen af, om behandling vil nedsætte risiko for kriminelt recidiv. Undersøgerne vurderer, at flere blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, har behov for behandling af et stofmisbrug end af et alkoholmisbrug, men heller ikke denne forskel er særlig udtalt. Det er kun et begrænset antal, der overhovedet har et subjektivt behandlingsbehov, det være sig mod alkohol- eller stofmisbrug, og det er kun få, der aktuelt modtager behandling, det være sig af et stof- eller alkoholmisbrug. Tabel 6.3.b belyser det subjektive behov for behandling for alkohol- og stofmisbrug blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler. Tabel 6.3.b Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=74 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Subjektivt behandlingsbehov, Ja 3 38 17 26 20 27 stoffer Nej 5 63 49 74 54 73 Total 8 100 66 100 74 100 p=0.674 Læses lodret Som det fremgår, har 8 personer et subjektivt behov for behandling af et alkoholmisbrug, og blandt dem har 38 % (3/8) også et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. 66 personer har ikke et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, og blandt dem har 26 % (17/66) et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Der er ingen statistisk forskel på de 38 % og de 26 %, hvilket vil sige, at der ikke er nogen sammenhæng mellem at have et subjektivt behandlingsbehov mod misbrug af henholdsvis alkohol eller centralsti- 109

mulerende midler. De to former for behandlingsbehov er så at sige uafhængige af hinanden. Men de fleste (66 % (49/74)) har ikke noget subjektivt behandlingsbehov. Tabel 6.3.c omhandler det objektive behandlingsbehov, og her er billedet igen et andet. Tabel 6.3.c Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=72 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Objektivt behandlingsbehov, Ja 17 77 21 42 38 53 stoffer Nej 5 23 29 58 34 47 Total 22 100 50 100 72 100 p=0.005 Læses lodret Undersøgerne finder, at 22 personer har behov for behandling af et alkoholmisbrug, og blandt dem skønnes 77 % (17/22) også at have behov for behandling af et stofmisbrug. 50 personer skønnes ikke at have behov for behandling af et alkoholmisbrug, og blandt dem findes kun 42 % (21/50) at have et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Denne forskel mellem 77 % og 42 % er signifikant (p=0.005). Det betyder, at skønner undersøgerne, at der er behov for det ene (behandling for alkoholmisbrug), er der også behov for det andet (behandling for stofmisbrug), og omvendt er der ikke behov for det ene, er der heller ikke behov for det andet. Blandt denne gruppe af misbrugere af centralstimulerende midler har undersøgerne skønnet, at 40 % (29/72) ikke har behov for misbrugsbehandling. 6.3.1 Modtager aktuelt behandling Som det fremgår af tabel 6.3.1.a modtager 64 af de 76 i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler eller 84 % - ingen form for behandling. Tabel 6.3.1.a Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, modtager behandling; n=76 Modtager aktuelt alkoholistbehandling Ja Nej Total n % n % n % Modtager aktuelt behandling Ja 1 13 7 88 8 100 mod stofmisbrug Nej 4 6 64 94 68 100 Total 5 7 71 93 76 100 p=0.436 Læses vandret Fire personer modtager alene behandling for alkoholmisbrug, syv alene behandling for stofmisbrug og en modtager behandling for begge former for misbrug. Som tilfældet var 110

ved subjektivt behandlingsbehov, er der ingen sammenhæng mellem de to former for behandling (der er ingen forskel på 88 % og 94 %, p=0.436). Igen ses, at (nogle få) misbrugere af centralstimulerende midler opfatter sig som enten misbrugere af stoffer eller af alkohol, og at kun få modtager behandling. 6.3.2 Kommentar Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler karakteriseres først og fremmest ved, at kun få har et subjektivt behandlingsbehov og af, at næsten ingen modtager nogen form for behandling. Videre ses, at blandt de få, der har et behandlingsbehov, mener nogle at have behov for behandling af et stofmisbrug, andre at have behov for behandling af et alkoholmisbrug. Dette fund kan fortolkes på den måde, at nogle primært opfatter sig som stofmisbrugere med et heraf følgende subjektivt behov for behandling af et stofmisbrug, andre opfatter sig primært som alkoholmisbrugere med et heraf følgende behov for behandling af et alkoholmisbrug. Også for denne stofgruppe adskiller undersøgernes vurdering sig fra misbrugernes, idet undersøgerne sammenkobler de to former for behandling er der behov for den ene form, er der også behov for den anden. Endelig skal fremhæves, at undersøgerne kun finder, at godt halvdelen blandt denne misbrugsgruppe hvoraf de fleste har et misbrug eller problembrug af andre rusmidler har et objektivt behandlingsbehov. Disse fund er der formentlig flere årsager til. En mulig forklaring, som undersøgerne selv har nævnt, er, at vurdering af behov for alkoholistbehandling er velkendt blandt kriminalforsorgens medarbejdere, og foreligger der et behov for alkoholistbehandling medfører det, at undersøgerne også skønner, at der er behov for behandling af misbruget af centralstimulerende midler. Derimod har medarbejderne sværere ved at vurdere, hvorvidt der primært foreligger et behov for behandling af et misbrug af centralstimulerende midler. En anden og formentlig korrekt forklaring er, at forsorgsmedarbejdere i kriminalforsorgen er praktisk orienteret, og når der efter deres opfattelse ikke foreligger gode og relevante behandlingsmuligheder for misbrugere af centralstimulerende midler, er det omsonst at pege på et objektivt behandlingsbehov. 111

6.4 Hashmisbrugsgruppen Tabel 6.4.a Hashmisbrugsgruppen, behandlingsdata; n=168 Ja, stoffer Ja, alkohol Ja Ja n % n % Tidligere modtaget behandling 29 17 34 21 Aktuel behandling 11 7 8 5 Nedsættelse af recidiv 34 21 30 19 Subjektivt behandlingsbehov 22 13 21 13 Objektivt behandlingsbehov 73 45 37 23 Læses vandret Tabel 6.4.a viser, at stort set lige mange i gruppen af hashmisbrugere opfatter sig som alkoholmisbrugere og som hashmisbrugere. Nogenlunde lige mange har tidligere modtaget behandling for alkoholmisbrug (21 % (34/168)) og for stofmisbrug (17 % (29/168)), nogenlunde lige mange modtager aktuelt behandling for et alkoholmisbrug og for et stofmisbrug osv. Undersøgerne vurderer, at flere har behov for behandling af et stofmisbrug end af et alkoholmisbrug, men undersøgerne finder, at kun 45 % (73/168) har et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Tabel 6.4.b viser det subjektive behandlingsbehov blandt gruppen af hashmisbrugere. Tabel 6.4.b Hashmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=162 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Subjektivt behandlingsbehov, Ja 8 40 13 9 21 13 stoffer Nej 12 60 129 91 141 87 Total 20 100 142 100 162 100 p=0.001 Læses lodret Som det fremgår, har 40 % (8/20) blandt dem med et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug også et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Blandt dem, der ikke har et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, har kun 9 % (13/142) et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Denne forskel er signifikant (p=0.001) og viser, at blandt de få, der overhovedet har et erkendt behandlingsbehov, er der sammenhæng mellem et erkendt behov for behandling af et alkoholmisbrug og af et stofmisbrug siger man ja til det ene, siger man også ja til det andet. Men 80 % (129/162) af hashmisbrugerne finder ikke, at de har behov for misbrugsbehandling. Billedet er for så vidt det samme, hvad angår objektivt behandlingsbehov, tabel 6.4.c. 112

Tabel 6.4.c Hashmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=164 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Objektivt behandlingsbehov, Ja 26 70 47 37 73 45 stoffer Nej 11 30 80 63 91 56 Total 37 100 127 100 164 100 p=0.000 Læses lodret 70 % (26/37) med objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug findes at have behov for behandling af et stofmisbrug, mens blandt dem uden et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, skønnes kun 37 % (47/127) at have behov for behandling af et stofmisbrug (p=0.000). Fortolkningen er den samme finder undersøgerne, at der er behov for den ene form for behandling, er der også behov for den anden. Undersøgerne finder, at 49 % (80/164) af hashmisbrugerne ikke har behov for misbrugsbehandling. 6.4.1 Modtager aktuelt behandling Tabel 6.4.1.a viser, hvor mange eller rettere hvor få blandt gruppen af hashmisbrugere, der aktuelt modtager behandling. Tabel 6.4.1.a Hashmisbrugsgruppen, modtager behandling; n=165 Modtager aktuelt alkoholistbehandling Ja Nej Total n % n % n % Modtager aktuelt behandling Ja 2 18 9 82 11 100 mod stofmisbrug Nej 6 4 148 96 154 100 Total 8 5 157 95 165 100 p=0.091 Læses vandret Blandt de 165 hashmisbrugere modtager ni alene behandling for et stofmisbrug, seks alene behandling for et alkoholmisbrug og to behandling for begge former for misbrug. Der er ingen statistisk signifikant forskel (p=0.091) mellem 82 % og 96 %. Der er således ingen statistisk forskel mellem den andel af hashmisbrugere, der modtager behandling for stofmisbrug, og den andel, der modtager behandling for alkoholmisbrug. De hashmisbrugere, der har et subjektivt behandlingsbehov, mener, at de har behov for begge former for misbrugsbehandling (tabel 6.4.b). Sammenholdes de to resultater, tyder dette på, at det er lidt tilfældigt, om en hashmisbruger kommer i det ene eller det andet behandlingssystem. Kun 17 af de 165 personer i gruppen af hashmisbrugere modtager behandling, dvs. at 90 % (148/165) blandt gruppen af hashmisbrugere modtager ikke behandling. 113

6.4.2 Kommentar Den overordnede konklusion af analysen af hashmisbrugsgruppen er, at et hashmisbrug ikke tillægges nogen særlig vægt, hverken af misbrugerne selv eller af undersøgerne f.eks. findes kun ca. halvdelen at have et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Det er da også kun en af hver tiende hashmisbruger, som overhovedet modtager behandling. Der kan i denne sammenhæng være grund til at minde om, at over halvdelen i gruppen af hashmisbrugere har et problembrug af stoffer eller et misbrug af alkohol (afsnit. 2.2.3). Såvel hashmisbrugerne selv som undersøgerne sammenkobler behandling af et stofmisbrug og af et alkoholmisbrug er der behov for den ene form for behandling, er der også behov for den anden. Det kan igen tages til indtægt for, at det ikke specielt er hashmisbruget, der tillægges vægt, men derimod det samlede misbrug, som altså kan nå et sådant omfang, at (nogle få) hashmisbrugere og (lidt flere) undersøgere, finder, at der er et behandlingsbehov. Det synes så at være lidt tilfældigt, hvor i behandlingssystemet hashmisbrugerne lander. 6.5 Gruppen af alkoholmisbrugere Tabel 6.5.a Alkoholmisbrugsgruppen, behandlingsdata; n=92 Ja, stoffer Ja, alkohol Ja Ja n % n % Tidligere modtaget behandling 9 10 50 56 Aktuel behandling 3 3 52 57 Nedsættelse af recidiv 12 14 45 50 Subjektivt behandlingsbehov 6 7 37 43 Objektivt behandlingsbehov 8 9 64 70 Læses vandret Gruppen af alkoholmisbrugere (færdselslovsovertrædere indgår stadig ikke) er i denne undersøgelse defineret som personer med et alkoholmisbrug uden et misbrug af stoffer. Det er derfor naturligt, at kun få svarer ja på spørgsmål vedrørende behandling af et stofmisbrug. Der er 14% (12/92), som mener, at behandling af et stofmisbrug vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv. Der er imidlertid kun 7 % (6/92), som har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. 114

Tabel 6.5.b Alkoholmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=87 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Subjektivt behandlingsbehov, Ja 5 14 1 2 6 7 stoffer Nej 32 87 49 98 81 93 Total 37 100 50 100 87 100 p=0.079 Læses lodret Tabel 6.5.b viser, at der er en tendens til sammenhæng mellem at have et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug og mod et problembrug af stoffer (der er definitionsmæssigt ingen stofmisbrugere). Som det ses, er forskellen mellem 14 % (5/37) og 2 % (1/50) på grænsen til at være statistisk signifikant (p=0.079), hvilket betyder, at der er en tendens til, at de alkoholmisbrugere, der finder at have behov for behandling af et stofmisbrug, er at finde blandt dem, der har et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug. Tabel 6.5.c Alkoholmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=91 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Objektivt behandlingsbehov, Ja 7 11 1 4 8 9 stoffer Nej 57 89 26 96 83 91 Total 64 100 27 100 91 100 p=0.428 Læses lodret Undersøgernes vurdering er anderledes end alkoholmisbrugernes egen nogle ganske få alkoholmisbrugere skønnes at have behov for stofmisbrugsbehandling, men denne vurdering er uden sammenhæng med, om der skønnes at være et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug. (11 % (7/64) er ikke signifikant forskellig fra 4 % (1/27), p=0.428). 6.5.1 Modtager aktuelt behandling Blandt gruppen af alkoholmisbrugere modtager 50 af de i alt 92 alkoholmisbrugere alene alkoholistbehandling, en modtager alene behandling for stofmisbrug og to modtager behandling for begge former for misbrug. 39 alkoholmisbrugere modtager ingen form for behandling. 6.5.2 Kommentar Det mest bemærkelsesværdige i disse analyser er, at ganske mange i denne gruppe af alkoholmisbrugere (hvoraf ingen definitionsmæssigt kan have et stofmisbrug, men nogle få har et problembrug (afsnit. 2.2.4)) finder, at behandling af et stofmisbrug vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv. Det må betyde, at de få alkoholmisbrugere, der har et problembrug af stoffer, sammenkobler dette problembrug med kriminalitet. Undersøgerne kan antages at 115

have samme opfattelse de vurderer nemlig objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug uafhængigt af, om der også er behov for alkoholistbehandling. Noget andet er så, at kun enkelte modtager behandling for stofmisbrug. Mellem en tredjedel og en fjerdel af alkoholmisbrugerne modtager slet ingen behandling. 6.6 Intet misbrug Som det fremgår af afsnit 2.2.6 har ikke helt få uden et misbrug et problembrug af rusmidler, hvilket også afspejler sig i oversigten over behandlingsdata, tabel 6.6.a. Tabel 6.6.a Intet misbrug, behandlingsdata; n=445 Ja, stoffer Ja, alkohol Ja Ja n % n % Tidligere modtaget behandling 16 4 37 8 Aktuel behandling 10 2 - - Nedsættelse af recidiv 40 9 35 8 Subjektivt behandlingsbehov 12 3 11 3 Objektivt behandlingsbehov 29 7 27 6 Læses vandret Som tilfældet var med gruppen af alkoholmisbrugere finder ikke helt få, at misbrugsbehandling (selv om ingen definitionsmæssigt har et misbrug) vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv, idet 9 % (40/445) finder, at behandling af et stofmisbrug, 8 % (35/445) at behandling af et alkoholmisbrug vil nedsætte recidivrisikoen. Væsentlig færre har et subjektivt behandlingsbehov. Undersøgerne vurderer, at en lidt større andel i begge grupper har behandlingsbehov. Tabel 6.6.b Intet misbrug, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=441 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Ja 1 9 10 2 11 3 Subjektivt behandlingsbehov, stoffer Nej 10 91 420 98 430 98 Total 11 100 430 100 441 100 p=0.266 Læses lodret Tabel 6.6.b viser, at der ikke er nogen sammenhæng mellem det subjektive behandlingsbehov mod et problembrug af henholdsvis alkohol og stoffer, idet 9 % (1/11) ikke er statistisk signifikant forskellig fra 2 % (10/430). Nogle finder altså, at alkohol er det væsentligste problem, andre at stoffer er det væsentligste problem. 116

Tabel 6.6.c Intet misbrug, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=442 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Objektivt behandlingsbehov, Ja 7 26 22 5 29 7 stoffer Nej 20 74 393 95 413 93 Total 27 100 415 100 442 100 p=0.001 Læses lodret Undersøgerne sammenkæder derimod de to former for misbrugsbehandling. Blandt de 27 personer med et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug skønnes 26 % (7/27) også at have et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, mens kun 5 % (22/415) uden et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug skønnes at have behov for behandling af et stofmisbrug. (p=0.001) Med andre ord er der behov for den ene form for behandling, er der også behov for den anden. 6.6.1 Modtager aktuelt behandling Blandt 442 personer uden misbrug men hvoraf flere har et problembrug modtager ni behandling af et stofmisbrug. Der er ingen, der modtager behandling mod alkoholmisbrug. 6.6.2 Kommentar Også i gruppen uden misbrug er der nogle få, der finder, at den ene eller den anden form for misbrugsbehandling vil nedsætte recidivrisikoen, hvilket også viser sig i det subjektive behandlingsbehov nogle mener at have behov for den ene form for behandling, andre for den anden form for behandling. Undersøgerne derimod sammenkobler de to former for behandling, hvilket formentlig er udtryk for, at det ikke er problembruget af det enkelte rusmiddel, men det samlede problembrug af flere rusmidler, der betinger undersøgernes vurdering. 6.7 De enkelte rusmidler samt subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Det er herefter undersøgt i hvilket omfang misbrug eller problembrug af de forskellige typer af rusmidler har betydning for henholdsvis det subjektive og det objektive behandlingsbehov. De enkelte stoffer ikke stofgrupper indgår derfor i analyserne sammen med bl.a. køn og alder. Som udgangspunkt er kun variable, der er af betydning, medtaget i de stærkt forenklede tabeller af analyserne. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. Der er foretaget en logistisk regressionsanalyse med subjektivt, henholdsvis objektivt behandlingsbehov som responsvariabel. Institutionsgrupperne er medtaget som confounders (afsnit 1.6). Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. 117

6.7.1 Opioidmisbrug Det fremgår af de tidligere analyser, at gruppen af opioidmisbrugere adskiller sig kraftigt fra de øvrige misbrugsgrupper, såvel hvad angår subjektivt som objektivt behandlingsbehov. Opioidmisbrug (e) er derfor analyseret for sig. Den eneste variable, der øger sandsynligheden for at en opioidmisbruger har er subjektivt behandlingsbehov, er, at den pågældende tidligere har modtaget behandling for stofmisbrug (p=0.001). Køn, alder, misbrug af andre stoffer og alkoholvariable (misbrug, problembrug, påvirket på gerningstidspunktet) har ingen statistisk effekt. Tidligere behandling af et stofmisbrug øger sandsynligheden for et objektivt behandlingsbehov (p=0.024), men tilføjes variablen subjektivt behandlingsbehov forsvinder effekten af tidligere behandling (p=0.178), idet subjektivt behandlingsbehov så bliver signifikant (p=0.000). Køn, alder, andet misbrug og alkoholvariable har ingen statistisk effekt. 6.7.2 Centralstimulerende midler og hash Tabel 5.7.2.a viser, hvilke variable, der øger sandsynligheden for, at en misbruger af centralstimulerende midler(e) eller hash(e) har et subjektivt behandlingsbehov. Tabel 6.7.2.a Misbrug af centralstimulerende midler(e) eller hash(e), subjektivt behandlingsbehov Statistisk effekt p-værdi Centralstimulerende midler, misbrug (Ingen) 0.052 Centralstimulerende midler, problembrug Ingen 0.942 Benzodiazepiner, misbrug Ingen 0.330 Benzodiazepiner, problembrug Øger 0.037 Tidligere modtaget behandling Øger 0.051 Hash (ikke medtaget i tabellen) har ingen effekt. Et misbrug af centralstimulerende midler har måske en marginal effekt (p=0.052). Et problembrug af benzodiazepiner øger det subjektive behandlingsbehov (p=0.037), mens et misbrug ikke har statistisk effekt (p=0.330). Misbrug eller problembrug af andre rusmidler samt alkoholvariable har heller ingen effekt. Tidligere behandling øger sandsynligheden for et subjektivt behandlingsbehov (p=0.051). Tabel 6.7.2.b viser, hvilke variable der har effekt på det objektive behandlingsbehov, og her er billedet noget anderledes. 118

Tabel 6.7.2.b Misbrug af centralstimulerende midler(e) eller hash(e), objektivt behandlingsbehov Statistisk effekt p-værdi Centralstimulerende midler, misbrug Ingen 0.460 Centralstimulerende midler, problembrug Øger 0.026 Tidligere modtaget behandling Ingen 0.368 Subjektivt behandlingsbehov Øger 0.000 Hash har fortsat ingen statistisk effekt, ligesom benzodiazepiner eller andre rusmidler misbrug eller problembrug heller ikke har effekt (ikke medtaget i tabellen). Et problembrug af centralstimulerende midler har effekt (p=0.026), men det har et misbrug ikke (p=0.460). Tidligere behandling har heller ingen effekt, men et subjektivt behandlingsbehov øger sandsynligheden for, at undersøgerne finder, at der også er et objektivt behandlingsbehov. 6.7.3 Alkoholmisbrug Som tidligere beskrevet har nogle få af de 92 alkoholmisbrugere et problembrug af stoffer. Det er imidlertid ikke muligt at påvise variable det være sig stoffer, køn, alder, tidligere behandling eller stofkombinationer der øger sandsynligheden for, at en alkoholmisbruger med et problembrug af stoffer har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. Et problembrug af hash (der er definitorisk ingen stofmisbrugere i denne gruppe) men ikke et problembrug af de øvrige stoffer eller køn eller alder øger sandsynligheden for, at undersøgerne finder, at der er et objektivt behandlingsbehov (p=0.058). (Der er meget få med et problembrug af opioider, hvorfor en eventuel effekt er vanskelig at påvise). Tidligere behandling har ingen effekt (p=0.145) Subjektivt behandlingsbehov har ingen effekt (p=0.896), men effekten af problembrug af hash svækkes kraftigt (p=0.091), når variablen subjektivt behandlingsbehov inddrages, hvilket betyder, at en del af den påviste statistiske effekt af hash skyldes subjektivt behandlingsbehov. Undersøgerne har imidlertid ikke tillagt subjektivt behandlingsbehov nogen vægt ved vurderingen af objektivt behandlingsbehov. 6.7.4 Intet misbrug De sidste analyser i dette afsnit omfatter de 444 personer uden et misbrug af hverken alkohol eller stoffer, men hvor ikke helt få, jf. afsnit 2.2.6, har et problembrug af stoffer. Tabel 6.7.4.a viser, hvilke variable der påvirker sandsynligheden for et subjektivt behandlingsbehov. 119

Tabel 6.7.4.a Intet misbrug, subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug Statistisk effekt p-værdi Opioid, problembrug Øger 0.049 Hash, problembrug (Øger) 0.080 Tidligere behandling Øger 0.000 Et problembrug af centralstimulerende midler (ikke medtaget i tabellen) har heller ikke i denne analyse nogen effekt, mens et problembrug af opioider har en vis effekt (p=0.049), og et problembrug af hash har måske effekt (p=0.080). Tidligere behandling har en stærk effekt (p=0.000). Ses herefter på objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug i denne gruppe uden misbrug, men hvor nogle har et problembrug af rusmidler, tegner der sig et helt andet billede. Tabel 6.7.4.b viser, hvilke variable der påvirker sandsynligheden for et objektivt behandlingsbehov. Tabel 6.7.4.b Intet misbrug, objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug Statistisk effekt p-værdi Ung alder Øger 0.061 Centralstimulerende midler, problembrug Øger 0.004 Hash, problembrug Øger 0.007 Ecstasy, problembrug Øger 0.003 Tidligere behandling Øger 0.002 Subjektivt behandlingsbehov Øger 0.000 Her ses en alderseffekt i form af, at jo yngre en person med et problembrug af stoffer er, jo større er sandsynligheden for, at undersøgerne finder, at der er et objektivt behandlingsbehov (p=0.061). Der er også effekt af et problembrug af centralstimulerende midler (p=0.004), som stort set ikke optræder i de øvrige analyser, og af ecstasy, (p=0.003), som slet ikke optræder i de øvrige analyser, og af hash (p=0.007). Opioider optræder ikke, hvilket skyldes det lave antal (tre). Tidligere behandling (p=0.002) og subjektivt behandlingsbehov (p=0.000) har også effekt. Der er endelig (hvad der ikke fremgår af tabellen) en udtalt effekt af objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug (p=0.000). 6.7.5 Kommentar Disse analyser viser, hvilke variable der påvirker sandsynligheden for, at misbrugere har et subjektivt behandlingsbehov, og hvilke variable der påvirker sandsynligheden for, at undersøgerne finder, at der er et objektivt behandlingsbehov. 120

Hvad angår opioider(e) er svaret ret enkelt tidligere behandling øger sandsynligheden for, at en opioidmisbruger har et subjektivt behandlingsbehov. Undersøgerne derimod tillægger ikke tidligere behandling nogen vægt, men tillægger alene et subjektivt behandlingsbehov betydning. Det skal bemærkes, at variablen tidligere behandling først er inddraget i analysen uden at have signifikant effekt. Herefter er variablen subjektivt behandlingsbehov inddraget, og den har effekt. Det betyder, at effekten af subjektivt behandlingsbehov på objektivt behandlingsbehov er uafhængig af, om misbrugeren tidligere har modtaget behandling. Hvad angår misbrug af centralstimulerende midler(e) og hash(e) ses som ved opioider, at tidligere behandling øger sandsynligheden for et subjektivt behandlingsbehov og igen ses, at undersøgerne ikke tillægger tidligere behandling nogen vægt, men alene ser på det subjektive behandlingsbehov. Som tidligere ses, at et hashmisbrug ikke tillægges nogen betydning af hverken misbrugerne selv eller af undersøgerne. Et misbrug af centralstimulerende midler har måske en marginal effekt i form af at øge sandsynligheden for et subjektivt behandlingsbehov, men et sådant misbrug har ingen effekt på det objektive behandlingsbehov. Disse fund, hvad angår de enkelte rusmidler, svarer således til resultaterne af de tidligere analyser af de tilsvarende rusmiddelgrupper. Opioidmisbrugerne har tidligere modtaget behandling, og det medfører, at de igen ønsker behandling. Undersøgerne er enige, om end med en lidt anden begrundelse. Et misbrug af centralstimulerende midler og/eller af hash tillægges stort set ingen betydning af hverken misbrugerne selv eller af undersøgerne. Tidligere behandling øger til en vis grad sandsynligheden for, at misbrugerne af disse to stoffer er behandlingsmotiverede, men undersøgerne tillægger ikke denne variabel nogen betydning, men ser alene på det aktuelle subjektive behandlingsbehov. Den umiddelbart overraskende effekt af et problembrug af benzodiazepiner på det subjektive behandlingsbehov blandt personer med et misbrug af centralstimulerende midler eller hash diskuteres nærmere i afsnit 6.9.1. Der er ingen umiddelbar forklaring på effekten af et problembrug af centralstimulerende midler på det objektive behandlingsbehov. Blandt alkoholmisbrugerne øger et problembrug af hash måske sandsynligheden for, at undersøgerne finder, at der er et objektivt behandlingsbehov, mens subjektivt behandlingsbehov ikke har effekt, ligesom tidligere behandling af et stofmisbrug heller ikke blandt alkoholmisbrugere har effekt på det objektive behandlingsbehov. Ses endelig på personer uden misbrug, er der, hvad angår det subjektive behandlingsbehov, statistisk effekt af et problembrug af opioider, måske effekt af et problembrug af hash og klar effekt af tidligere behandling. Resultatet må tolkes på den måde, at personer med et 121

problembrug af opioider og måske af hash som tidligere har modtaget behandling mod stofmisbrug, har tiltro til, at fornyet behandling vil hjælpe dem igen måske fordi de frygter, at problembruget igen skal udvikle sig til et misbrug. Endelig ses (tabel 6.7.4.b), at stort set alt, hvad der kan have statistisk effekt dvs. alder, forskellige stoffer, tidligere behandling osv. øger sandsynligheden for et objektivt behandlingsbehov blandt personer uden et misbrug. Den overordnede konklusion af denne analyse er, at tærsklen for undersøgernes vurdering af et behandlingsbehov er væsentlig lavere for unge uden misbrug, men med problembrug af stoffer, end for andre, måske ud fra en betragtning om, at behandling på dette tidspunkt kan forhindre, at den unge senere udvikler et misbrug. Den udtalte effekt af variablen objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug (om end personer i denne gruppe definitionsmæssigt kun kan have et problembrug af alkohol) kan måske tilskrives, at undersøgerne har tendens til at se problembruget af stoffer som en følge af problembruget af alkohol. 6.8 Samtidig behandling af et stof- og alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere Der er 16 personer i opioidmisbrugsgruppen, ni i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og 17 i hashmisbrugsgruppen, som er i behandling for alkoholmisbrug. Blandt disse i alt 42 personer, har de 16 anført, at de også modtager behandling for stofmisbrug. Hertil kommer, at to personer i gruppen af alkoholmisbrugere også modtager behandling for såvel et alkohol- som et stofmisbrug. I alt 18 personer er således i dobbeltbehandling. Hertil er fire personer dømt for færdselslovsovertrædelser i behandling for såvel et stof- som et alkoholmisbrug (kap. 9). Når 16 stofmisbrugere er i dobbeltbehandling betyder det, at 26 stofmisbrugere (42 minus 16) som meget vel også kan have et alkoholmisbrug alene modtager behandling for alkoholmisbrug. Tabel 6.8.a Misbrugsgruppe 122 Samtidig behandling for stof- og alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=18 Institutionsgruppe A.v.H. Lukkede Åbne KF Arresth. KIF, - Kbh. KIF, Kbh. Opioider - 3 1-1 8-13 Centralst. midler - - - - - 1-1 Hash - - - - - 2-2 Alkohol - - - - - 2-2 Total - 3 1-1 13-18 Da n er lavt, er der ikke udregnet procentangivelser Læses vandret De fleste personer i dobbeltbehandling tilhører gruppen af opioidmisbrugere, og hovedparten er tilsynsklienter i afdelingerne uden for København. Det har ikke været muligt at Total

påvise variable, der nærmere kan karakterisere gruppen eller belyse baggrunden for denne dobbeltbehandling. Det kan også udledes af tabellen, at tre opioidmisbrugere (de i alt 16, der er i behandling for alkoholmisbrug, minus de 13, der er i dobbeltbehandling ), otte misbrugere af centralstimulerende midler (9 minus 1) og 15 (17 minus 2) hashmisbrugere alene modtager behandling for et alkoholmisbrug. 6.8.1 Kommentar Det lader sig ikke afklare, om nogle af de 18 f.eks. er i behandling for et stofmisbrug og samtidig i behandling med antabus, og at de pågældende derfor selv mener, at de modtager begge former for behandling. Det vil under alle omstændigheder være uhensigtsmæssigt, såfremt f.eks. en tilsynsklient reelt frekventerer to forskellige behandlingsinstitutioner. Som anført har mange stofmisbrugere også et alkoholmisbrug, men den samlede behandling bør varetages af kun én behandlingsinstitution. Endelig kan man sætte spørgsmålstegn ved, hvor hensigtsmæssigt det er, at 26 stofmisbrugere alene modtager behandling for et alkoholmisbrug. 6.9 Hvem behandles Der er én gruppe personer i hele den undersøgte population (uden færdselslovsovertrædere), hvor behandling af et stofmisbrug synes indlysende nemlig stofmisbrugere, der både har et subjektivt og et objektivt behandlingsbehov. De pågældende er altså selv motiveret for behandling, og undersøgerne har vurderet, at de pågældende har behov for behandling. Tabel 6.9.a viser, hvor mange der har et subjektivt behandlingsbehov, et objektivt behandlingsbehov og både et subjektivt og et objektivt behandlingsbehov. Tabel 6.9.a Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, uden færdselslovsovertrædere ; n=943 Subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug Ja Nej Total n % n % n % Ja 175 94 127 17 302 32 Objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug Nej 12 6 629 83 641 68 Total 187 100 756 100 943 100 p=0.000 Læses lodret Der er 302 personer, som skønnes at have et objektivt behandlingsbehov, men kun 187 synes selv, de har behov for behandling. 175 af de 187, som har et subjektivt behandlingsbehov, har også et objektivt behandlingsbehov, og disse 175 indgår i de følgende analyser. 123

Der er som forventet en sammenkobling mellem subjektivt og objektivt behandlingsbehov (p=0.000). Tabel 6.9.b viser, hvor mange i hver misbrugsgruppe, der har såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov, og hvor mange i hver gruppe, der faktisk modtager behandling. Tabel 6.9.b Antallet med såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov mod et stofmisbrug, samt antal som modtager behandling, uden færdselslovsovertrædere Både subjektivt og objektivt behandlingsbehov Modtager behandling Misbrugsgruppe n % * n % ** Opioider; n=173 124 72 81 65 Centralstimulerende midler; n=71 19 27 6 32 Hash; n=163 18 11 8 44 Alkohol; n=92 5 5 3 60 Intet misbrug; n=444 9 2 7 78 Total 175 117 105 60 * Procent af alle i misbrugsgruppen Læses vandret ** Procent af alle med et subjektivt og objektivt behandlingsbehov Hovedparten af dem, der modtager behandling, tilhører gruppen af opioidmisbrugere. Blandt de 173 personer i opioidmisbrugsgruppen har 72 % (124/173) såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov. Det er imidlertid kun 65 % (81/124) af dem med både et subjektivt og et objektivt behandlingsbehov, der modtager behandling blandt gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler er det imidlertid kun 32 % (6/19), der modtager behandling. Dette er den laveste procentdel blandt samtlige misbrugsgrupper. Modsætningen er de ni i gruppen intet misbrug, som må antages at have et problembrug af forskellige stoffer. Syv af de ni (næppe særligt tunge misbrugere) med såvel et subjektivt som objektivt behandlingsbehov er i behandling. Samlet ses, at kun 60 % (105/175) i denne gruppe af behandlingstrængende og behandlingsmotiverede kriminelle stofmisbrugere modtager behandling. Det er herefter undersøgt, hvilke variable der påvirker sandsynligheden for, at misbrugeren hører til i den gruppe, der modtager behandling (tabel 6.9.c). Der er udført en logistisk regressionsanalyse med variablen modtager aktuelt behandling for stofmisbrug som responsvariabel og de enkelte stoffer ikke stofgruppen samt køn og alder som forklarende variable. Institutionsgrupper og status er medtaget som confounders (afsnit 1.6). Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. 124

Tabel 6.9.c Modtager behandling for stofmisbrug, forklarende variable Variabel Statistisk effekt p-værdi Ældre alder Øger 0.027 Køn Ingen 0.597 Tidligere modtaget behandling mod stofmisbrug Øger 0.013 Opioidmisbrug Ingen 0.097 Opioidproblembrug Ingen 0.301 Misbrug, centralstimulerende midler Ingen 0.947 Problembrug, centralstimulerende midler Ingen 0.369 Hashmisbrug Øger 0.032 Hashproblembrug (Øger) 0.065 Benzodiazepinmisbrug, il Ingen 0.991 Benzodiazepinproblembrug, il Øger 0.024 Behandling nedsætte recidivrisiko (Øger) 0.069 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Ses først på de enkelte stoffer, fremgår det, at et opioidmisbrug stort set ikke har en statistisk signifikant effekt (p=0.097). Problembrug af opioider har slet ingen effekt (p=0.301. Hverken misbrug eller problembrug af centralstimulerende midler har statistisk effekt. Et misbrug af centralstimulerende midler øger altså ikke sandsynligheden for at høre til de 60 %, der modtager behandling. Hashmisbrug har derimod en klar effekt (p=0.032), og et problembrug af hash er på grænsen til at have effekt (p=0.065). Det betyder altså, at blandt alle de stofmisbrugere (uafhængig af hvilke stoffer eller kombinationer af stoffer, de misbruger), som har både et subjektivt og et objektivt behandlingsbehov, øger et hashmisbrug og måske et problembrug af hash sandsynligheden for, at stofmisbrugeren rent faktisk modtager behandling. Endelig ses, at et problembrug af illegale benzodiazepiner men ikke et misbrug af benzodiazepiner øger sandsynligheden for, at en behandlingsmotiveret stofmisbruger med et objektivt behandlingsbehov hører til dem, der faktisk modtager behandling (p=0.024 for problembrug, p=0.991 for misbrug). Blandt de øvrige variable har alderen en sikker effekt (p=0.027) i form af, at de stofmisbrugere, der modtager behandling, er ældre end dem, der ikke modtager behandling. Køn har ingen effekt (p=0.597). Har den behandlingsmotiverede stofmisbruger med et objektivt behandlingsbehov tidligere modtaget behandling, er der øget sandsynlighed for, at den pågældende også aktuelt modtager behandling (p=0.013), mens stofmisbrugerens egen vurdering af, om behandling vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv ikke tillægges særlig betydning (p=0.069). 125

Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug har ingen effekt (fremgår ikke af tabellen). 6.9.1 Kommentar Denne analyse omfatter som anført stofmisbrugere med såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov. Blandt misbrugsgrupperne er der som forventeligt flest i gruppen af opioidmisbrugere, der modtager behandling, men trods alt modtager kun totredjedele af de opioidmisbrugere, som både har et objektivt og subjektivt behandlingsbehov, behandling. Blandt gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler er det kun en tredjedel. Blandt de få i gruppen af alkoholmisbrugere og i gruppen uden misbrug, som opfylder kriterierne for at indgå i denne analyse, er ganske mange i behandling til trods for, at de pågældende definitionsmæssigt alene kan have et problembrug af stoffer. Analysen af hvilke variable, der påvirker sandsynligheden for, at disse behandlingsmotiverede stofmisbrugere med et objektivt behandlingsbehov modtager behandling, er vanskelig at fortolke. Et opioidmisbrug har stort set ingen effekt. Dette fund svarer til det ovenfor omtalte resultat, hvad angår analysen af misbrugsgrupperne det er vanskeligt at få de tungest belastede kriminelle stofmisbrugere i behandling. Det kan der være flere forklaringer på de kriminelle opioidmisbrugere bliver placeret bagest i køen, allerede fordi de er kriminelle, behandling har været forsøgt mange gange uden resultat, og opioidmisbrugerne afvises derfor, eller hvad flere undersøgere har påpeget disse opioidmisbrugere er så dårligt fungerende, at de ikke kan gennemføre den motivationsfase, som ikke sjældent er en forudsætning for at komme i egentlig behandling. De recidiverer til fornyet kriminalitet, før behandlingen overhovedet kommer i gang. Endelig kan ventetider medføre, at de mister motivationen. Meget få med et misbrug af centralstimulerende midler, som opfylder begge kriterier (subjektivt og objektivt behandlingsbehov), er i behandling. Dette resultat er i overensstemmelse med mange andre fund i undersøgelsen misbrug eller brug af centralstimulerende midler tillægges ingen særlig betydning. En medvirkende årsag kan også være, at det er en udbredt opfattelse, at der ganske enkelt ikke eksisterer relevante behandlingsmuligheder. Et hashmisbrug og formentlig også et problembrug af hash har derimod effekt. Blandt de personer, der har et hashmisbrug uden at misbruge opioider eller centralstimulerende midler, er der kun 18, der opfylder begge kriterier (subjektivt og objektivt behandlingsbehov), og de otte, der er i behandling, har desuden alle et problembrug af primært centralstimulerende midler og/eller et misbrug eller problembrug af alkohol. Det er derfor nærliggende at antage, at det er det samlede misbrug og ikke specielt hashmisbruget 126

der har ført til behandling. Denne fortolkning er i overensstemmelse med det ovenfor anførte om, at relativt mange uden et udtalt misbrug er i behandling. Endelig ses, at tidligere behandling medfører øget sandsynlighed for aktuel behandling. Det lader sig ikke afgøre, hvorvidt forklaringen er, at tidligere behandling øger behandlingsmotivationen (en forudsætning for at blive inkluderet i analysen var et eksisterende subjektivt behandlingsbehov) eller om nogle misbrugere, der tidligere har været accepteret af behandlingssystemet, har øget sandsynlighed for igen at blive accepteret i hvert fald inden for visse grænser. Stofmisbrugerens egen vurdering af, at behandling vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv har måske en begrænset statistisk effekt, hvilket enten kan betyde, at denne variabel ikke tillægges særlig betydning, eller at undersøgerne (eller behandlingsinstitutionerne?), måske på grundlag af tidligere erfaring, ikke deler misbrugernes egen vurdering. Der er ingen god forklaring på, at et problembrug men ikke et misbrug af benzodiazepiner har effekt. Den samme variabel har også effekt, hvad angår det subjektive behandlingsbehov mod misbrug af centralstimulerende midler og hash, men subjektivt behandlingsbehov er som anført ikke en forklarende variabel i denne analyse. Personer med et problembrug men ikke et misbrug af benzodiazepiner er også yngre end personer uden et misbrug (afsnit 2.1.1). Det er nærliggende at antage, at problembrug af benzodiazepiner er udtryk for noget andet end selve problembruget (en proy ), dvs. udtryk for forhold, som ikke indgår i denne undersøgelse. En mulighed kunne være mere udtalte psykiske problemer hos yngre, som forsøger at selvbehandle sig med stoffer. Mange psykiske lidelser har ledsagende angstsymptomer, hvorfor personen måske er i lægeordineret behandling med benzodiazepiner (og derfor ikke har noget misbrug), men hvor de pågældende af og til også tager illegale benzodiazepiner for at dæmpe angsten. Det kan således være, at det er disse psykiske problemer og altså ikke problembruget som såvel øger det subjektive behandlingsbehov som øger sandsynligheden for behandling. 6.10 Diskussion 6.10.1 Behandling generelt Et centralt spørgsmål i denne undersøgelse er behandling af de stofmisbrugere, der er i kontakt med kriminalforsorgen i hvilket omfang er stofmisbrugerne selv behandlingsmotiverede, hvilke forhold lægger medarbejderne i kriminalforsorgen vægt på, hvad angår behandling, hvor mange misbrugere behandles rent faktisk osv. Derimod omfatter undersøgelsen ikke de mange forskellige former for behandling, der i dag udbydes (bortset fra substitutionsbehandling, der omtales i kap. 7), og undersøgelsens resultater siger derfor intet om, hvorvidt en given form for behandling er bedre end en anden. Som beskrevet i afsnit 1.2.3 har kriminalforsorgen i begrænset omfang iværksat be- 127

handling af indsatte i nogle få fængsler, men langt hovedparten af kriminalforsorgens klientel behandles og er tidligere blevet behandlet i samfundets almindelige behandlingssystem. De forskellige former for behandling vil ikke nærmere blive drøftet. Statens beredning för medicinsk utvärdering (i Sverige) og Australian National Council on Drugs har udarbejdet meget omfattende og grundige publikationer om effekten af behandling af misbrugere (SBU, 2001; Gowing et al, 2001). Begge oversigtspublikationer bygger på vurderinger af flere hundrede publikationer, metaanalyser med inddragelse af såkaldt publikations bias, dvs. at undersøgelser, der f.eks. ikke viser behandlingseffekt, ikke publiceres, fordi de anses for uinteressante. Hertil kommer kvalitetsvurdering af de citerede undersøgelser mv. Overordnet ses, at behandlingseffekten af farmakologisk behandling er betydelig bedre dokumenteret det gælder såvel positiv behandlingseffekt som ikke mindst ingen behandlingseffekt end den ikke-farmakologiske behandling. Der er evidens for, at substitutionsbehandling nedsætter den stofrelaterede kriminalitet blandt opioidmisbrugere, om end også dette er omdiskuteret (kap. 7), men der er ikke i de nævnte publikationer omtalt arbejder, der mere generelt belyser behandling og kriminalitet. 6.10.2 Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkohol- og stofmisbrug Opioidmisbrugsgruppen er på alle måder tungt belastet. Hovedparten har tidligere modtaget behandling for et stofmisbrug, mange har også modtaget behandling for et alkoholmisbrug, hver femte har fortsat et alkoholmisbrug osv. Når det yderligere betænkes, at stort set alle opioidmisbrugere også har et problembrug eller et misbrug af andre stoffer, er det indlysende, at behandling af denne gruppe er en udpræget specialistopgave. En ekspertgruppe nedsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet har da også konkluderet, at den mest professionelle behandling virker bedst (Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2002). Opioidmisbrugerne opfatter sig primært som stofmisbrugere, mange er motiverede for behandling af stofmisbruget, og er det tilfældet, er de også motiverede for behandling af et eventuelt alkoholmisbrug. Undersøgerne derimod skelner mellem behov for behandling af et stofmisbrug og af et alkoholmisbrug. Dette kan tages til indtægt for, at kriminalforsorgens medarbejdere har stor erfaring, hvad angår misbrug og behandling af de to rusmidler, og derfor anlægger en konkret vurdering af de to former for behandlingsbehov. I de få tilfælde, hvor undersøgerne har vurderet, at en opioidmisbruger ikke havde et objektivt behandlingsbehov mod opioidmisbrug, har det drejet sig om (heroin)rygere. Andersen et al (1996b, 1996c) har undersøgt administrationsmåden af heroin blandt varetægtsarrestanter. De påviste bl.a., at injektions-misbrugerne har misbrugt heroin længere tid end rygere af heroin, og at injektions-misbrugerne jævnligt har legemlige sygdomme (hepatitis, hiv mv.) som følge af misbruget, hvad rygerne ikke har. Rygerne kan også på andre områ- 128

der fremtræde mere velfungerende end i.v.-misbrugerne, men der påvistes ingen forskel i graden af kriminel eller psykosocial belastning mellem de to grupper forud for varetægtsfængslingen. Det er således nærliggende at antage, at undersøgerne, i denne undersøgelse, har fundet, at rygernes umiddelbart mere velordnede fremtoning fejlagtigt kan tages til indtægt for, at behandling ikke er påkrævet. Da rygning som indtagelsesmåde af opioider måske er på vej frem (afsnit 5.2.1), er det vigtigt at være opmærksom på mulige behandlingsbehov blandt denne måske tilsyneladende velfungerende gruppe. For gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og for hashmisbrugsgruppen er billedet væsentligt mere plumret. I begge grupper er kun et begrænset antal overhovedet motiveret for behandling, og det er et forsvindende antal, som faktisk modtager behandling. I begge grupper mest udtalt i hashmisbrugsgruppen opfatter nogle sig overvejende som stofmisbrugere, andre opfatter sig overvejende som alkoholmisbrugere. Medarbejderne har svært ved at vurdere, om der er behov for behandling af et misbrug af centralstimulerende midler, og sammenkobler derfor behandling af et alkoholmisbrug med behandling af et misbrug af centralstimulerende midler. Et hashmisbrug tillægges ingen særlig betydning som indikation for behandling af hverken misbrugerne selv eller af medarbejderne, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt og forkert henset til omfanget af problembrug og misbrug af andre rusmidler blandt gruppen af hashmisbrugere, og henset til de mulige skadevirkninger af hash (afsnit 2.8.1), herunder at et hashmisbrug kan være gateway til et misbrug af andre stoffer (afsnit 8.4). Ingen i alkoholmisbrugsgruppen eller i gruppen uden et misbrug kan definitionsmæssigt have et stofmisbrug, men i begge grupper er nogle få alligevel motiverede for behandling af et stofmisbrug færre modtager en sådan behandling. Medarbejderne finder ligeledes, at nogle få i disse grupper har et behandlingsbehov, men det synes nærmere at være det samlede misbrug (problembrug) af de forskellige rusmidler, som er afgørende for vurderingen af det objektive behandlingsbehov. Blandt alkoholmisbrugerne modtager kun godt halvdelen behandling for et alkoholmisbrug, men kun ca. en tredjedel er motiverede herfor, og undersøgerne skønner, at kun ca. totredjedele har et objektivt behandlingsbehov. Sammenfattende ses, at opioidmisbrugere er meget behandlingsmotiverede, mens gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og (især) hashmisbrugsgruppen, ikke er særligt behandlingsmotiverede. Medarbejderne kan rimeligt sikkert vurdere, om der foreligger et behandlingsbehov blandt opioidmisbrugerne men de overser behandlingsbehovet blandt de misbrugere, der ryger opioider. Medarbejderne har imidlertid svært ved at vurdere et 129

behandlingsbehov mod stofmisbrug blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og de tillægger ikke et hashmisbrug nogen særlig betydning. 6.10.3 Variable der påvirker det subjektive og det objektive behandlingsbehov Blandt stofmisbrugere er tidligere behandling den variabel, der mest konstant påvirker det subjektive behandlingsbehov har misbrugere tidligere modtaget behandling, øges sandsynligheden for, at de aktuelt er behandlingsmotiverede. Misbrugerne selv tillægger ikke et evt. misbrug (eller problembrug) af hverken centralstimulerende midler eller af hash nogen særlig betydning for deres behandlingsmotivation. Blandt undersøgerne er et subjektivt behandlingsbehov den enkeltfaktor, der tillægges størst betydning for vurderingen af, om der foreligger et objektivt behandlingsbehov, mens et eksisterende misbrug hvad enten det drejer sig om opioider, centralstimulerende midler eller hash ikke tillægges betydning. Denne pragmatiske indstilling er forståelig er en misbruger ikke motiveret for behandling, er der ingen grund til at indstille den pågældende til behandling. Men overordnet er denne opfattelse uhensigtsmæssig. Selv om en stofmisbruger ikke er behandlingsmotiveret, kan der godt foreligge et objektivt behov for behandling, og det er så medarbejdernes opgave at forsøge at motivere den pågældende til behandling. Vurderingen af objektivt behandlingsbehov blandt personer uden et misbrug adskiller sig markant fra vurderingen blandt rusmiddelgrupperne. Undersøgernes tærskel for at anbefale behandling er væsentlig lavere for gruppen uden misbrug, og des yngre en person er, des større er sandsynligheden for, at undersøgeren finder, at der er et behandlingsbehov. Som eksempel kan nævnes, at endog et problembrug af ecstasy også øger sandsynligheden for et objektivt behandlingsbehov, mens ecstasy overhovedet ikke tillægges betydning i nogen anden sammenhæng. Det lader sig ikke afklare, om medieomtalen i sommeren og efteråret 2000 af ecstasys farlighed for unge (som blev overdrevet (Politimesterforeningen, 2002)) har påvirket undersøgerens vurdering. Det må antages, at medarbejderne vurderer, at tidlig indgriben kan forhindre, at et problembrug udvikler sig til et misbrug. 6.10.4 Hvem behandles Det er endvidere undersøgt, hvem blandt de stofmisbrugere, der har såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov, der modtager behandling, samt hvad der betinger, at de faktisk behandles. Som forventeligt tilhører de fleste i behandling gruppen af opioidmisbrugere, men det er trods alt kun ca. totredjedele af disse behandlingsmotiverede og behandlingstrængende stofmisbrugere, der er i behandling. Blandt gruppen med et misbrug af centralstimulerende midler er det imidlertid kun ca. en tredjedel blandt dem, der opfylder begge kriterier, som er i behandling, og i overensstemmelse hermed findes, at et misbrug af disse stoffer ikke øger sandsynligheden for at komme i behandling. Til gengæld findes, at hovedparten af dem, der alene har et problembrug af stoffer (samt eventuelt et hashmis- 130

brug), dvs. at de pågældende ikke er særlig tunge stofmisbrugere, og som har både et subjektivt og et objektivt behandlingsbehov, er i behandling. Dette fund tyder på, at behandlingsinstitutionerne prioriterer de ikke så hårdt belastede misbrugere, måske ud fra en betragtning om at i disse tilfælde er behandlingsmulighederne bedre. Forsorgsmedarbejderne i kriminalforsorgen finder generelt, at behandlingsmulighederne for de kriminelle stofmisbrugere er for ringe (Kyvsgaard, 1998). Der er for lang ventetid, hvilket enten medfører kriminelt recidiv, eller at behandlingsmotivationen forsvinder. Det er en udbredt opfattelse, at de kriminelle misbrugere kommer bagest i køen. Specielt hvad angår misbrugere af centralstimulerende midler, har undersøgerne påpeget, at der ikke findes relevant behandling. Denne opfattelse er for så vidt ikke korrekt, idet amterne er forpligtede til at varetage behandling af alle stofmisbrugere. Den behandlingsgaranti, der er indført 1. januar 2003 ved ændring af lov om social service, omfatter da også alle former for misbrug. Noget andet er, at specifik behandling af et misbrug af centralstimulerende midler er dårligt udbygget her i landet. En række undersøgelser viser, at denne misbrugsgruppe er vanskelig at behandle, bl.a. fordi stoffer påvirker flere af hjernens signalstoffer (Dackis & O Brian, 2002). Såfremt et misbrug af centralstimulerende midler kompliceres med et alkoholmisbrug hvilket i høj grad er tilfældet i dette materiale - vanskeliggøres behandlingen yderligere (Schmitz et al, 1997, Heil et al, 2001). 6.10.5 Andet Mange stofmisbrugere har også et alkoholmisbrug, og nogle har oplyst, at de behandles for såvel et stof- som for et alkoholmisbrug. Karakteren af den givne behandling kan ikke vurderes f.eks. om nogle opfatter antabusbehandling som alkoholistbehandling men under alle omstændigheder bør den samlede behandling varetages af kun en behandlingsinstitution. Nogle stofmisbrugere modtager alene behandling for et alkoholmisbrug, og det er næppe særlig hensigtsmæssigt. Ved forskellige analyser er påvist, at et problembrug men ikke et misbrug af illegale benzodiazepiner øger sandsynligheden for, at unge med et misbrug af hash eller centralstimulerende midler har et subjektivt behandlingsbehov. Generelt har mange misbrugere symptomer på psykisk lidelse (Marsden et al, 2000), og specielt et misbrug af centralstimulerende midler kan medføre behandlingskrævende psykiske lidelser (Glyngdal, 1996), herunder især depressive tilstande (Seivewright, 2000). Det er således muligt, at disse unge misbrugere selvbehandler psykiske symptomer med illegale benzodiazepiner. 6.10.6 Afslutning Bortset fra nogle få hovedlinjer f.eks. at de svært belastede opioidmisbrugere blandt kriminalforsorgens klientel er svære at få i behandling, og at et misbrug af centralstimulerende midler og især hash ikke tillægges nogen særlig betydning har det været vanskeligt at påvise gennemgående, systematiske forhold af betydning for behandlingen af stofmis- 131

brugere i kriminalforsorgen. Det kan der være flere forklaringer på. Amterne har ansvaret for behandlingen af stofmisbrugere, og de forskellige amter kan have forskellig visitationsog behandlingspraksis, som kriminalforsorgens institutioner må indrette sig efter. Dette medfører, at billedet kan blive flimrende, når indsatte/klienter fra hele landet analyseres samlet. Mange stofmisbrugere har også et alkoholmisbrug, og det er indtrykket, at alkoholmisbruget undertiden tillægges større betydning end stofmisbruget, hvilket i konkrete tilfælde også kan være korrekt, men under alle omstændigheder vanskeliggør dette forhold analyserne af behandlingsmotivation, behandlingsindikation og behandlingen af stofmisbrugere. Samlet kan konkluderes, at der internt i kriminalforsorgen er behov for mere klare retningslinjer for vurderingen af behandlingsindikation og behandling af stofmisbrugere, at der er behov for et udvidet samarbejde med de amtslige behandlingsinstitutioner, at der om muligt bør etableres en mere ensartet visitations- og behandlingspraksis, og at der er behov for en væsentlig øget behandlingskapacitet ikke mindst rettet mod misbrugere af hash og centralstimulerende midler. 132

7 Substitutionsbehandling 7.1 Substitutionsbehandlingens art og omfang I alt 195 personer har været eller er i substitutionsbehandling med metadon eller buprenorphin (=subute og temgesic). Heraf er de 88 ophørt, hvilket vil sige, at der på tværsnitsdagen var 107 personer i substitutionsbehandling. Syv af de 107 tilhører gruppen af færdselslovsovertrædere, og de behandles i kap. 9. Der er et varierende antal missing på de forskellige spørgsmål vedrørende substitutionsbehandling, hvorfor n også vil variere ret kraftigt i de forskellige analyser. Der er f.eks. i afsnit 1.5 korrekt anført, at 68 personer er påbegyndt metadonbehandling i kriminalforsorgens regi, men på grund af de relativt mange missing på andre spørgsmål vedrørende substitutionsbehandling, er det kun muligt at analysere 63 af de 68 nærmere. Den anvendte dosis af metadon og buprenorphin fremgår af tabel 7.1.a. Tabel 7.1.a Substitutionsbehandling, præparat og døgndosis (mg), uden færdselslovsovertrædere; n=92 Præparat Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Metadon; n= 78 20 55 75 95 210 Buprenorphin; n=15 2 3 5 8 18 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Halvdelen af de personer, der er i metadonbehandling, får en døgndosis på mellem 55 mg og 95 mg, hvilket svarer til almindelig praksis. En døgndosis på kun 20 mg metadon forekommer umiddelbart temmelig lav og kunne være udtryk for en langsom nedtrapning. Til gengæld er en døgndosis på 210 mg metadon meget høj. Tilsvarende ses, at halvdelen af personerne i behandling med buprenorphin behandles i overensstemmelse med almindelig praksis med en døgndosis på mellem 3 mg og 8 mg. En døgndosis på 18 mg buprenorphin forekommer, som 210 mg metadon, meget høj. Det lader sig imidlertid ikke afgøre, om konkrete kliniske hensyn begrunder disse høje døgndoser. Der er ikke statistisk signifikante forskelle i anvendelsen af enten metadon eller buprenorphin mellem de forskellige institutionsgrupper. Metadon- og buprenorphinbehandling vil i det følgende blive analyseret sammen. 7.2 Substitutionsbehandling og misbrugsgrupper. Tabel 7.2.a viser, hvor mange i hver misbrugsgruppe, der nogensinde har været i substitutionsbehandling, hvor mange der er ophørt, og hvor mange der stadig er i substitutionsbehandling. 133

Tabel 7.2.a Nogensinde substitutionsbehandling, aktuel substitutionsbehandling, uden færdselslovsovertrædere; n=910 Aktuelt i substitutionsbehandling Misbrugsgruppe Ja Nej Total n % n % n % Opioider, Ja 91 65 49 35 140 100 nogensinde substitutionsbehandling Nej - - 39 100 39 100 Centralst. midler, Ja 3 60 2 40 5 100 nogensinde substitutionsbehandling Nej - - 71 100 71 100 Hash, Ja 2 12 15 88 17 100 nogensinde substitutionsbehandling Nej - - 151 100 151 100 Alkohol, Ja - - 7 100 7 100 nogensinde substitutionsbehandling Nej - - 85 100 85 100 Intet misbrug, Ja 3 19 13 81 16 100 Nej - - 442 100 442 100 Læses vandret Blandt gruppen af opioidmisbrugere har i alt 140 på et eller andet tidspunkt været i substitutionsbehandling, 39 har aldrig været i substitutionsbehandling (kolonnen helt til højre). Af de 140 er 49 (35 % (49/140)) imidlertid ophørt igen, således at der aktuelt kun er 91 i gruppen af opioidmisbrugere, som er i substitutionsbehandling. Hverken alder, køn, kriminalitet, andet misbrug (end opioider(e)) mv. adskiller den gruppe, der er ophørt, fra den gruppe, som fortsat er i substitutionsbehandling. For de øvrige misbrugsgrupper gælder, at et varierende antal har været i substitutionsbehandling. Der er 17 (10 % (17/(17+151)168)) i gruppen af hashmisbrugere, som har været i substitutionsbehandling, men af de 17 er de 15 ophørt igen. I alt har 37 (2+15+7+13) personer, som ikke aktuelt tilhører gruppen af opioidmisbrugere, tidligere været i substitutionsbehandling, men af disse 37 har kun 22 tidligere haft et opioidmisbrug (fremgår ikke af tabellen), dvs. at 15 efter egne oplysninger ikke har haft et opioidmisbrug. Som det ses af tabel 7.2.a, er otte personer, som ikke tilhører gruppen af opioidmisbrugere i substitutionsbehandling. Disse otte, som udgør 8 % (8/99) af samtlige i substitutionsbehandling, er analyseret nærmere. Ingen af de otte hverken har eller har haft et opioidmisbrug, jf. definitionen af en opioidmisbruger (kap. 2.1). Tre af de otte tilhører gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og en af de tre har også et alkoholmisbrug. To tilhører hashmisbrugsgruppen, begge har også et alkoholmisbrug, og endelig er der tre i gruppen uden misbrug, der er i substitutionsbehandling. Tre af de otte uden et aktuelt eller tidligere opioidmisbrug er påbegyndt substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen, de fem er påbegyndt behandlingen i det almindelige behandlingssystem på tidspunkter, hvor de ikke har haft kontakt til kriminalforsorgen. Såfremt deres egne oplysninger lægges til grund, har enkelte været i substitutionsbehandling i flere år. 134

7.3 Substitutionsbehandling i kriminalforsorgens regi Tabel 7.3.a viser antallet i substitutionsbehandling fordelt på institutionsgrupper. Tabel 7.3.a Substitutionsbehandling, institutionsgrupper, uden færdselslovsovertrædere; n=967 Aktuelt i substitutionsbehandling, uden færdselslovsovertrædere Ja Nej Total Institution n % n % n % A.v.H. 2 9 20 91 22 100 Lukkede 10 15 58 85 68 100 Åbne 26 14 167 87 193 100 KF 15 21 56 79 71 100 Arresth. 16 10 141 90 157 100 KIF, - Kbh. 25 6 367 94 392 100 KIF, Kbh. 6 9 58 91 64 100 Total 100 10 867 90 967 100 p=0.003 Læses lodret Som det ses, er 10 % (100/967) af det samlede klientel i substitutionsbehandling, flest i fængsler og arresthuse, færre i KIF-afdelingerne (p=0.003). Det er muligt nærmere at analysere i alt 63 personer, der enten er påbegyndt substitutionsbehandling eller er ophørt med en sådan behandling, mens de har haft kontakt til kriminalforsorgen. En særlig gruppe udgør 17 personer, der såvel er påbegyndt som ophørt med substitutionsbehandling i kriminalforsorgens regi. Da det ikke lader sig afklare, om de pågældende er påbegyndt og efterfølgende ophørt eller ophørt og efterfølgende igen påbegyndt substitutionsbehandling, betegnes disse 17 som (start/ophør). Tabel 7.3.b viser, inddelt i misbrugsgrupper, hvor mange indsatte/klienter der er påbegyndt substitutionsbehandling i kriminalforsorgens regi, hvor mange der er ophørt, og hvor mange der tilhører gruppen (start/ophør). Som det fremgår, er i alt 54 blandt gruppen af opioidmisbrugere påbegyndt substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen. Hertil er to personer blandt gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, fire personer blandt hashmisbrugsgruppen og tre personer uden noget misbrug påbegyndt substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen. 135

Endvidere ses, at 20, der tilhører gruppen af opioidmisbrugere, syv i hashmisbrugsgruppen, en i gruppen af alkoholmisbrugere samt fire i gruppen uden misbrug er ophørt med substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen. Tabel 7.3.b Påbegyndt og afsluttet substitutionsbehandling, mens kontakt med kriminalforsorgen, uden færdselslovsovertrædere; n=910 Misbrugsgruppe Ophør med substitutionsbehandling Ja Nej Total Opioider, Ja 12 42 54 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 8 108 116 Centralstimulerende midler, Ja - 2 2 påbegyndt substitutionsbehandling Nej - 69 69 Hash, Ja 3 1 4 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 4 150 154 Alkohol, Ja - - - påbegyndt substitutionsbehandling Nej 1 84 85 Intet misbrug, Ja 2 1 3 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 2 421 423 Da n i de fleste kolonner er lavt, er der ikke udregnet procentangivelser Læses vandret Endelig ses, at 12 af de 17 (start/ophør) tilhører opioidmisbrugsgruppen, tre tilhører hashmisbrugsgruppen og to gruppen uden misbrug. Tabel 7.3.c viser substitutionsbehandling fordelt på institutionsgrupper. Tabel 7.3.c Substitutionsbehandling fordelt på institutionsgrupper, uden færdselslovsovertrædere; n=880 Institutionsgruppe Ophør med substitutionsbehandling Ja Nej Total Anstalten ved Herstedvester Ja - 2 2 påbegyndt substitutionsbehandling Nej - 10 10 Lukkede, Ja 3 8 11 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 3 52 55 Åbne, Ja 5 9 14 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 4 156 160 KF, Ja - 2 2 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 1 62 63 Arresthuse, Ja 3 7 10 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 3 126 129 KIF, - Kbh. Ja 6 15 21 påbegyndt substitutionsbehandling Nej 4 365 369 KIF, Kbh., Ja - 3 3 påbegyndt substitutionsbehandling Nej - 61 61 Da n i de fleste kolonner er lavt, er der ikke udregnet procentangivelser Læses vandret 136

Det fremgår af tabel 7.3.c, at Anstalten ved Herstedvester har sat to indsatte i længerevarende substitutionsbehandling. I de lukkede fængsler er otte påbegyndt substitutionsbehandling, tre er ophørt og tre tilhører gruppen (start/ophør). Alle otte tilhører gruppen af opioidmisbrugere (fremgår ikke af tabellen). I de åbne fængsler er ni påbegyndt længerevarende substitutionsbehandling, fire er ophørt og fem tilhører gruppen (start/ophør). Tre af de fem tilhører gruppen af opioidmisbrugere, to gruppen af hashmisbrugere. Københavns Fængsler har sat to indsatte i længerevarende substitutionsbehandling og sluttet en sådan behandling hos en indsat. I arresthusene er syv sat i substitutionsbehandling, tre er stoppet, og tre alle opioidmisbrugere tilhører gruppen (start/ophør). I KIF-afdelingerne uden for København er 15 tilsynsklienter sat i substitutionsbehandling, mens de var i tilsyn, fire er ophørt og seks tilhører gruppen (start/ophør). Tre af de seks tilhører gruppen af opioidmisbrugere, en gruppen af hashmisbrugere, og to gruppen uden misbrug. Blandt tilsynsklienterne i KIF-afdelingerne i Købehavn er tre sat i substitutionsbehandling, mens de har været i tilsyn. 7.4 Substitutionsbehandling og andet misbrug. Som beskrevet i afsnit 7.1 er ca. halvdelen i gruppen af opioidmisbrugere i substitutionsbehandling. Tabel 7.4.a viser omfanget af andet misbrug og problembrug blandt opioidmisbrugere, som er i substitutionsbehandling, og blandt opioidmisbrugere, som ikke er i substitutionsbehandling. Tabel 7.4.a Opioidmisbrugere; n=186 +/- substitutionsbehandling, andet misbrug Opioidmisbruger + substitutionsbehandling n=98 Opioidmisbruger - substitutionsbehandling n=88 Misbrug Problembrug Misbrug Problembrug Enkeltstoffer n % n % n % n % p-værdi Centralstimulerende midler 36 36 17 17 38 43 18 21 0.347 Hash 66 67 9 9 58 66 3 3 0.179 Alkohol 23 24 8 8 19 22 14 16 0.213 Benzodiazepiner, il 39 40 14 14 28 32 12 14 0.466 Ecstasy 3 3 - - 1 1 3 3 0.157 Hallucinogener 1 1 3 3 3 3 4 5 0.445 Opløsningsmidler - - - - - - 1 1 0.473 Læses vandret 137

Som det fremgår, er der ingen forskel, hvad angår de syv stoffer mellem de to grupper. Stort set lige mange i hver gruppe har et misbrug eller problembrug af centralstimulerende midler, hash, alkohol osv. Substitutionsbehandling har altså ingen indflydelse på omfanget af andet misbrug. 7.5 Kommentar Metadon er fortsat det mest anvendte præparat til substitutionsbehandling, idet kun ca. en sjettedel er i behandling med buprenorphin. I nogle tilfælde synes døgndosis af såvel metadon som buprenorphin meget høj, men det er muligt, at dette er konkret klinisk begrundet. Det er forventeligt, at langt hovedparten af dem, der er eller har været i substitutionsbehandling, befinder sig i gruppen af opioidmisbrugere, men det er ganske bemærkelsesværdigt, at en tredjedel af dem, der har været sat i længerevarende substitutionsbehandling, er ophørt igen. Det har ikke været muligt at påvise forskelle mellem dem, der er ophørt, og dem, der er fortsat. Det er et umiddelbart temmelig overraskende, at næsten hver tiende i substitutionsbehandling oplyser ikke at have og ikke at have haft et misbrug af opioider. Der kan selvsagt have været konkrete grunde til den givne behandling, som for nogles vedkommende synes at have varet i flere år. Ca. 10 % af hele materialet er i substitutionsbehandling, og blandt dem er omkring halvdelen påbegyndt denne behandling på tidspunkter, hvor de pågældende har været i kontakt med kriminalforsorgen. Det foreliggende materiale tillader imidlertid ikke nogen analyse af, i hvilket omfang det almindelige behandlingssystem også har været involveret i beslutningen, udover at det må antages, at i hvert fald for de 24 tilsynsklienter, der er sat i substitutionsbehandling, er dette sket i et tæt samarbejde med det almindelige behandlingssystem, som har ansvaret for denne behandling blandt tilsynsklienter. En særlig gruppe udgør de 17, som er påbegyndt og ophørt eller ophørt og igen påbegyndt substitutionsbehandling i kriminalforsorgens regi. Igen bemærkes, at ikke helt få oplyser, at de ikke er opioidmisbrugere, og at ikke helt få (seks) er tilsynsklienter. Det er ikke muligt nærmere at analysere årsagerne til disse forskellige fund, men samlet kan konkluderes, at i hvert fald 10 % til 15 % af de personer, der er eller har været i substitutionsbehandling, selv oplyser, at de ikke har og ikke har haft et misbrug af opioider, og at denne gruppe findes både blandt dem, hvor kriminalforsorgen har eller har haft hovedansvaret for behandlingen (dvs. indsatte), og blandt dem hvor det almindelige behandlingssystem har eller har haft hovedansvaret, og endvidere blandt dem hvor kriminal- 138

forsorgen i samarbejde med det almindelige behandlingssystem, har eller har haft hovedansvaret for behandlingen. Der er ikke forskel i omfanget af misbrug eller problembrug af andre rusmidler blandt dem, der er i substitutionsbehandling, og blandt dem, der ikke er det. Det skal bemærkes, at misbruget omfatter perioden (en måned) før den aktuelle indsættelse/tilsynets registrering, og at nogle kan være sat i substitutionsbehandling under den aktuelle afsoning eller tilsynsperiode. Der kan således være tale om to forskellige tidsperioder, som ikke direkte kan sammenlignes. På den anden side er det kun ca. halvdelen, der er sat i substitutionsbehandling, mens de har været i kontakt med kriminalforsorgen (og ikke nødvendigvis under den aktuelle kontakt), og såfremt substitutionsbehandling medfører et mindre misbrug af andre rusmidler, ville man i det mindste forvente en tendens i den retning, men det ses ikke. 7.6 Diskussion Substitutionsbehandling er i dag en international accepteret og anbefalet behandling af opioidmisbrug (National Consensus Development Panel on Effective Medical Treatment of Opiate Addiction, 1998; Ward et al, 1998; Farrell et al, 2000). Det svenske Statens beredning för medicinsk utvärdering (2001) og Australian National Council on Drugs (Gowing et al, 2001) har som tidligere anført udarbejdet omfattende oversigtsarbejder, der utvetydigt dokumenterer substitutionsbehandlingens effekt på en række parametre. En randomiseret dobbeltblind, metodemæssig meget robust svensk undersøgelse har vist en markant effekt af substitutionsbehandling med en høj dosis buprenorphin (=subute og temgesic) (Kakko et al, 2003). Et behandlingsmateriale af opioidmisbrugere (heroin) blev delt i to grupper. Den ene gruppe blev behandlet med buprenorphin, den anden fik placebo (uvirksomme kalktabletter ). Alle deltagere i undersøgelsen fik hertil meget intensiv individuel behandling, gruppeterapi og psykosocial støtte. Kvalificeret behandlingspersonale kunne kontaktes døgnet rundt, og ved behov var der mulighed for akut indlæggelse på særligt misbrugsafsnit osv. Efter et år var alle i placebogruppen ("kalktabletter") ophørt med behandlingen, 20 % var døde. Blandt deltagerne, som fik buprenorphin, var 80 % efter et år fortsat i behandling, ingen var døde, og såvel deltagernes psykiske helbredstilstand som sociale funktion var bedret (kriminalitet omtales ikke). Lancet (hvor artiklen er publiceret) anfører i en kommentar, at This trial is likely to become a classic (Law & Nutt, 2003). Indikationsområdet for substitutionsbehandling er i Danmark alene afhængighed af opioider (opiate dependence ICD-10) (Ege, 2000). Tidligere tiders krav om ophør med alt andet misbrug under substitutionsbehandling er opgivet (afsnit 1.2.3) og harm reduction er et i dag ofte anvendt begreb som indikation for substitutionsbehandling. 139

På baggrund af ovenstående synes resultaterne af nærværende undersøgelse forbavsende og undertiden uforståelige. Omkring en tredjedel af de opioidmisbrugere, der har været i substitutionsbehandling, er ophørt igen, og det har ikke været muligt at påvise variable køn, alder, kriminalitet, andet misbrug mv. der adskiller de opioidmisbrugere, der er ophørt, fra dem som fortsat er i substitutionsbehandling. Specielt skal fremhæves, at der ikke er aldersforskel mellem de to grupper. En mulig forklaring kunne være, at de unge endnu kan klare sig (på gaden), og derfor fravælger substitutionsbehandling med den kontrol, som trods alt følger med. Men sådan er det ikke. Da andet misbrug er lige omfattende blandt dem, der er ophørt, som blandt dem, der er fortsat, må det antages, at indikationen harm reduction er den samme i de to grupper. Hertil kommer, at ca. 10 % af de personer, der er i substitutionsbehandling ikke er og ikke har været opioidmisbrugere, og at ganske mange, som ikke tilhører gruppen af opioidmisbrugere, har været sat i substitutionsbehandling, men er ophørt igen. Det har heller ikke, hvad angår disse grupper, været muligt at påvise variable, der kan forklare disse fund. Ca. halvdelen af personerne i substitutionsbehandling er påbegyndt denne behandling, mens de har haft kontakt med kriminalforsorgen. Blandt de substitutionsbehandlede er alle tilsynsklienter, og langt de fleste indsatte i åbne fængsler påbegyndt denne behandling i det almindelige behandlingssystem. Også hvad angår de personer, der er sat i substitutionsbehandling, mens de har haft kontakt med kriminalforsorgen, er der opioidmisbrugere, som er ophørt med behandling, og personer, som er sat i substitutionsbehandling (og igen ophørt), uden at være opioidmisbrugere. Heller ikke hvad angår disse grupper, har det været muligt at påvise mulige forklaringer på disse noget overraskende resultater. Endelig ses, at substitutionsbehandling ikke har sammenhæng med omfanget af andet misbrug, hvilket stort set er identisk med, hvad Pedersen (2001) har fundet. Der foreligger ikke danske undersøgelser, der belyser, hvorfor omfanget af andet misbrug ikke mindskes, hvilket alt andet lige er noget overraskende. Winstock & Strang (2000) anfører, at den maksimale effekt af metadonbehandling først ses efter ca. to års behandling. Det er således muligt, at omfanget af andet misbrug først aftager efter to års behandling, men heller ikke dette spørgsmål ses belyst i danske undersøgelser. Metadon er fortsat det hyppigst anvendte substitutionspræparat. I nogle tilfælde er den anvendte døgndosis af såvel metadon som buprenorphin meget høj. Et centralt spørgsmål, som denne undersøgelse ikke kan belyse, er, om substitutionsbehandling nedsætter kriminaliteten blandt opioidmisbrugere. Pedersen (2001) anfører, at substitutionsbehandling nedsætter kriminaliteten med 50 %, men hans follow up periode er kun på 30 dage, og som tidligere nævnt fremgår repræsentativiteten af materialet ikke. 140

Marsch (1998) og på linje med hende flere andre (bl.a. Gowing et al, 2001) konkluderer i store oversigtsarbejder, at substitutionsbehandling af opioidmisbrugere nedsætter omfanget af stofhandel på gadeplan samt butikstyverier, tyverier og lignende berigelseskriminalitet. Faldet er moderat, men statistisk signifikant. Anden form for kriminalitet ændres ikke i et omfang, så det når statistisk signifikans. Disse oversigtsarbejder bygger på undersøgelser fra 1980 erne og 90 erne. En nyere undersøgelse (Rothbard et al, 1999) har i løbet af en opfølgningsperiode på små to år fundet, at metadonbehandling kun har en yderst begrænset indflydelse på kriminalitetshyppigheden blandt opioidmisbrugere. Årsagen var bl.a., at kokainmisbrug øgede kriminaliteten, og kokainmisbrug blev stadigt mere udbredt blandt opioidmisbrugere. Danmark har en lang tradition og særdeles gode muligheder for epidemiologiske undersøgelser. Man må håbe, at nogen vil påtage sig at foretage sådanne undersøgelser, såvel hvad angår behandling generelt som substitutionsbehandling. Resultaterne af denne undersøgelse taler for, at der er behov for en sådan forskning. 141

8 Misbrugskarriere Denne undersøgelse har som sit væsentligste formål at beskrive og analysere rusmiddelmisbrugere blandt kriminalforsorgens klientel (afsnit 1.1). Det er imidlertid muligt på grundlag af en analyse af de indsamlede data at indkredse nogle forhold, der må antages at medvirke til et aktuelt opioidmisbrug. Færdselslovsovertrædere indgår ikke i disse analyser, idet de på mange måder, f.eks. aldersmæssigt, adskiller sig fra kriminalforsorgens øvrige klientel. 8.1 Debutalder hash Materialet indeholder 960 personer, når færdselslovsovertrædere ikke indgår. Blandt disse 960 har 81 % (780/960) på et eller andet tidspunkt i deres liv prøvet hash. Blandt gruppen af opioidmisbrugere er der en, og blandt gruppen der misbruger centralstimulerende midler tre, der angiver aldrig at have prøvet hash som enkeltstof. Det er således naturligt at tage udgangspunkt i hash, og de følgende analyser omfatter de 780 personer, der nogensinde har prøvet hash. Alle analyser i dette afsnit omfatter de enkelte stoffer. Tabel 8.1.a Debutalder hash; n=780 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 8 13 15 17 47 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Som det ses, er langt hovedparten debuteret med hash som helt unge den yngste debuterede otte år gammel og trefjerdedele af alle, der har prøvet hash, debuterede, før de var 17 år. 8.1.1 Debutalder opioider Tabel 8.1.1.a viser debutalderen for de 362 personer, der nogensinde har prøvet at indtage opioider (den ene, der angiver aldrig at have prøvet hash, er udeladt). Tabel 8.1.1.a Debutalder opioider; n=362 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 8 17 19 25 50 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Debutalderen for opioider er 4-5 år højere end debutalderen for hash. 75 % debuterede med hash, før de var 17 år gamle, mens kun 25 % debuterede med opioider, før de var 17 år gamle. 142

143 Figur 3 viser debutalderen for hash og opioider blandt de 362 personer, der har prøvet begge stoffer. Figur 3 Debutalder hash, debutalder opioider Som det ses, har stort set alle prøvet hash, før de var fyldt 20 år (prikkerne skal føres ned på abscissen (den vandrette linje)), mens de gennemsnitligt har været ældre, da de første gang prøvede opioider (prikken skal føres ind på ordinaten (den lodrette linje)). Den skrå linje gennem figurerne (herefter benævnt -y-aksen) markerer samme alder på abscissen og ordinanten. Prikken for de personer, der er debuteret samtidigt med hash og opioider, vil ligge på -y-aksen. Prikker, der ligger over -y-aksen, repræsenterer personer, der var ældre, da de første gang prøvede opioider, end da de første gang prøvede hash. Prikker under -y-aksen repræsenterer personer, der prøvede opioider, før de prøvede hash. 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - opioider

144 8.1.2 Debutalder centralstimulerende midler Tabel 8.1.2.a viser debutalderen for centralstimulerende midler. (De tre, der angiver aldrig at have prøvet hash, er udeladt). Tabel 8.1.2.a Debutalder centralstimulerende midler; n=687 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 9 16 17 20 44 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Den gennemsnitlige debutalder for centralstimulerende midler ligger nogenlunde midt imellem debutalderen for hash og debutalderen for opioider. Figur 4 viser debutalderen for hash og centralstimulerende midler. Figur 4 Debutalder hash, debutalder centralstimulerende midler Også hvad angår centralstimulerende midler ses, at hovedparten er debuteret med hash, for så efterfølgende at have prøvet centralstimulerende midler. (Hovedparten af prikkerne ligger over -y-aksen). 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - centralstimulerende midler

145 8.1.3 Debutalder illegale benzodiazepiner Tabel 8.1.3.a Debutalder benzodiazepiner, il; n=271 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 9 15 18 20 51 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Debutalderen for benzodiazepiner (tabel 8.1.3.a) svarer stort set til debutalderen for centralstimulerende midler og ligger under den gennemsnitlige debutalder for opioider. Figur 5 Debutalder hash, debutalder illegale benzodiazepiner Figur 5 viser debutalderen for hash blandt dem, der har prøvet benzodiazepiner, samt debutalderen for benzodiazepiner. Billedet er det samme som for de øvrige stoffer hash er stort set altid det første stof, så følger benzodiazepiner. 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - benzodiazepiner

146 8.1.4 Debutalder ecstasy Tabel 8.1.4.a Debutalder ecstasy; n=289 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 13 18 20 25 51 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Debutalderen for ecstasy er højere end for såvel centralstimulerende midler som benzodiazepiner og svarer stort set til debutalderen for opioider. Figur 6 Debutalder hash, debutalder ecstasy Som det ses af figur 6, ligger alle prikkerne på nær en på eller over -y-aksen. Det vil altså sige, at alle er startet med hash (på nær den ene, der prøvede ecstasy og hash stort set samtidigt). For de tidligere omtalte stoffer var der nogle få, der ikke var debuteret med hash, men dette er altså ikke tilfældet for ecstasy. Endvidere ses, at ikke helt få debuterer med ecstasy efter 25 års alderen indtagelse af dette stof er altså ikke blot et ungdomsfænomen. 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - ecstasy

147 8.1.5 Debutalder hallucinogener Tabel 8.1.5.a Debutalder hallucinogener; n=440 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 10 17 18 21 38 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret Debutalderen for hallucinogener ligger på samme lave niveau som debutalderen for centralstimulerende midler og benzodiazepiner. Halvdelen af de 440 personer, der har prøvet hallucinogener, var yngre end 18 år, da de første gang indtog stoffet. Figur 7 Debutalder hash, debutalder hallucinogener Igen ses (figur 7), at enkelte er debuteret med hallucinogener, men langt hovedparten er debuteret med hash. Det ses også tydeligt, at man debuterer med hallucinogener i en meget ung alder. 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hallucinogener

8.1.6 Debutalder opløsningsmidler Tabel 8.1.6.a Debutalder opløsningsmidler; n=222 Min. 25 % 50 % 75 % Ma. Alder (år) 8 13 14 16 38 Tabelforklaring, se under tabel 2.5.b Læses vandret 222 personer har prøvet opløsningsmidler, hvilket svarer til godt en femtedel (22 % (222/960)) af alle, som indgår i undersøgelsen (bortset fra færdselslovsovertrædere). Som det fremgår, er debutalderen meget lav den yngste debuterede otte år gammel med opløsningsmidler. Debutalderen for opløsningsmidler svarer stort set til debutalderen for hash. Figur 8 Debutalder hash, debutalder opløsningsmidler 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - opløsningsmidler 50 40 30 20 10 0 0 10 20 30 40 50 60 Alder (år) ved førstegangsforbrug - hash I overensstemmelse med den lave debutalder for opløsningsmidler ses (figur 8), at ganske mange er debuteret med dette stof, om end hashdebut fortsat er det almindeligste. Opløsningsmidler adskiller sig således, hvad angår debutalder i forhold til debutalder for hash, fra alle øvrige stoffer. 148

8.1.7 Kommentar Blandt de personer, der indgår i disse analyser og dermed blandt kriminalforsorgens samlede klientel (uden færdselslovsovertrædere) har 81 % prøvet hash, og de er debuteret tidligt. Halvdelen prøvede således hash første gang, da de var mellem 8 og 15 år gamle. Disse analyser viser også, at stort set alle, der overhovedet har prøvet stoffer, debuterer med hash, for så for de flestes vedkomne kort tid efter at prøve de øvrige stoffer. Opløsningsmidler er en delvis undtagelse, idet ikke helt få store børn eller helt unge debuterer med dette stof, men de ophører så igen (afsnit 2.4.1). En mulig forklaring på denne meget tidlige debutalder kan være, at opløsningsmidler er meget let tilgængelige og billige lightergas kan købes i enhver kiosk for få kroner. Debutalderen for opioider og ecstasy er lidt højere end for de øvrige stoffer. Hvad angår opioider kan forklaringen dels være, at dette stof nok er det sværest tilgængelige, dels at man måske skal overvinde en vis psykologisk barriere for at prøve opioider. Hvad angår ecstasy kan en del af forklaringen være, at stoffet først er blevet mere almindeligt de senere år, således at nogle først har haft mulighed for at prøve stoffet efter deres tidligste ungdom. Under alle omstændigheder tyder dette resultat som andre af undersøgelsens resultater (se især kap. 2) på, at ecstasy ikke blot er et stof, som nogle helt unge af og til indtager. Det overordnede resultat er imidlertid, at debutstoffet er hash, herefter følger de andre stoffer, og at hovedparten er debuteret med indtagelse af stoffer i en meget ung alder, på et tidspunkt hvor hverken hjernen (i snæver biologisk betydning), personligheden eller den sociale identitet endnu er færdigudviklet. 8.2 Hvad betinger et misbrug af opioider 8.2.1 Debutalder Det er nærliggende at antage, at jo tidligere en person debuterer med indtagelse af stoffer, jo større er sandsynligheden for, at den pågældende senere i livet udvikler et opioidmisbrug. Som det fremgår af afsnit 8.1, debuterer langt hovedparten med hash, og det er derfor naturligt at tage udgangspunkt i dette stof. Analyserne omfatter alle de personer, der har prøvet hash(e) og opioider(e). For at inkludere såvel debutalderen for hash(e) som for opioider(e) i analyserne er debutalderen for opioider erstattet af en ny variabel (DIF), som er tidsperioden fra debutalder for hash til debutalder for opioider. Der er foretaget logistiske regressionsanalyser med aktuelt opioidmisbrug som responsvariabel (afsnit 1.6). Bl.a. alder er medtaget som confounder, idet des højere alder, des større risiko for at være opioidmisbruger, des større sandsynlighed for at have været i behandling mv. Færdselslovsovertrædere indgår ikke i analyserne. De fuldstændige statistiske analyser fremgår af bilag 3. Tabel 8.2.1.a viser, hvilke variable der har statistisk effekt. 149

Tabel 8.2.1.a Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder Variable Statistisk effekt p-værdi Lav debutalder hash Øger 0.000 Mindre DIF* Øger 0.000 * DIF er debutalder for opioider(e) minus debutalder for hash(e), dvs. tidsperioden fra debutalder for hash til debutalder for opioider. Som det ses, medfører en lavere debutalder for hash(e) en større sandsynlighed for aktuelt at være opioidmisbruger. Endvidere ses, at jo hurtigere en person debuterer med opioider(e) efter at være debuteret med hash(e), jo større sandsynlighed er der for, at den pågældende aktuelt er opioidmisbruger. Debutalderen for ingen af de øvrige stoffer har statistisk effekt (fremgår ikke af tabellen). Herefter inddrages tidligere behandling af et stofmisbrug i analyserne. Denne variabel vekselvirker med debutalder for hash, p=0.000. Vekselvirkning betyder, at den statistiske effekt af en given variabel afhænger af en anden variabel. Tabel 8.2.1.b Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder samt tidligere behandling Variable Statistisk effekt p-værdi Lavere debutalder hash, hvis tidligere behandling Ingen 0.532 Lavere debutalder hash, hvis ikke tidligere behandling Øger 0.000 Mindre DIF Øger 0.018 Betydningen af denne vekselvirkning (tabel 8.2.1.b) er, at givet en person har været i behandling, påvirker debutalder for hash ikke sandsynligheden for, at personen fortsat er opioidmisbruger, men jo kortere tid mellem debut af hash(e) og debut af opioider(e), jo større er sandsynligheden for et aktuelt opioidmisbrug. For de personer, der ikke har været i behandling er der fortsat statistisk effekt af debutalder for hash(e) og DIF. Dette fund kan måske tyde på, at gruppen, der søger behandling, adskiller sig fra gruppen, der ikke søger behandling. Herefter tilføjes tidligere opioidmisbrug analysen (tabel 8.2.1.c) 150

Tabel 8.2.1.c Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder, tidligere behandling og tidligere opioidmisbrug Variable Statistisk effekt p-værdi Debutalder hash Ingen 0.425 DIF Ingen 0.149 Tidligere behandling Øger 0.002 Tidligere opioidmisbrug Øger 0.000 Det er ikke overraskende, at et tidligere opioidmisbrug øger sandsynligheden for et aktuelt opioidmisbrug, og det er forventeligt, at et tidligere misbrug medfører, at den statistiske effekt af debutalder for hash og DIF forsvinder. Det væsentlige er, at givet at en person har været tidligere opioidmisbruger, vil tidligere behandling øge sandsynligheden for, at den pågældende også aktuelt er opioidmisbruger. Såfremt tidligere behandling fjernes fra analysen, men et eventuelt tidligere opioidmisbrug bibeholdes i analysen, (fremgår ikke af tabellen), bliver DIF igen sigifikant (p=0.031). Det betyder, at jo længere tid der er imellem debutalder for hash(e) og for opioider(e), jo større sandsynlighed er der for, at en opioidmisbruger ophører med misbruget, og dette gælder uanset, om der har eller ikke har foreligget et tidligere opioidmisbrug. 8.2.2 Tidligere behandling Der er herefter foretaget en så at sige omvendt analyse, hvor tidligere behandling er responsvariabel og opioidmisbrug indgår som forklarende variabel. Igen indgår alle, der har prøvet hash(e) og opioider(e) (tabel 8.2.2.a). Tabel 8.2.2.a Sandsynlighed for tidligere at have modtaget behandling, debutalder, eventuelt tidligere og aktuelt opioidmisbrug Variable Statistisk effekt p-værdi Lavere debutalder hash Øger 0.010 Mindre DIF Øger 0.003 Intet aktuelt opioidmisbrug Mindsker 0.001 Tidligere opioidmisbrug (Ingen) 0.075 Til trods for at både aktuelt og tidligere opioidmisbrug (ja/nej) er inkluderet i analysen har debutalder for hash(e) og DIF stadig statistisk effekt i form af, at lav debutalder for hash(e) og lav DIF øger sandsynligheden for, at en person tidligere har været i behandling. Dette betyder, at blandt tidligere og aktuelle opioidmisbrugere er det specielt dem med en tidlig debut af hash og/eller debut af opioider, der har været i behandling. Dette tyder på, at gruppen, der søger behandling, adskiller sig fra gruppen, der ikke søger behandling. 151

8.2.3 Tidligere og aktuelt opioidmisbrug De følgende analyser omfatter alene de personer, som tilhører eller har tilhørt opioidmisbrugsgruppen. Tabel 8.2.3.a viser alle, der har prøvet opioider(e), inddelt i aktuel og tidligere opioidmisbrugsgruppe. Tabel 8.2.3.a Alle, der har prøvet opioider, aktuel og tidligere opioidmisbrugsgruppe; n=362 Aktuel opioidmisbrugsgruppe Ja Nej Total n % n % n % Tidligere opioidmisbrugsgruppe Ja 166 93 46 25 212 59 Nej 13 7 137 75 150 41 Total 179 100 183 100 362 100 Læses vandret Som det ses, er der i alt 212 personer, som er eller har været opioidmisbrugere (tilhører eller har tilhørt gruppen af opioidmisbrugere). 46 personer er ophørt med opioidmisbruget, og det er herefter undersøgt, hvad der adskiller de tidligere misbrugere fra den gruppe, der fortsat er misbrugere. Der er foretaget en logistisk regressionsanalyse med inddragelse af en lang række variable såsom debutalder for de undersøgte stoffer, alkoholvariable, alder, institutionsgruppe som confounders mv. (afsnit 1.6). Det er imidlertid kun en variabel tidligere behandling som er signifikant. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. De samlede analyser kan resumeres i tabel 8.2.3.b. Tabel 8.2.3.b Tidligere behandling og aktuelt opioidmisbrug; n=212 Fortsat opioidmisbrug Ophørt opioidmisbrug Total n % n % N % Tidligere modtaget Ja 108 86 18 14 126 100 behandling Nej 58 67 28 33 86 100 Total 166 78 46 22 212 100 p=0.002 Læses vandret Som det fremgår, tilhører signifikant flere (p=0.002), som tidligere har modtaget behandling, fortsat gruppen af opioidmisbrugere, mens procentuelt flere personer, der ikke har modtaget behandling, er ophørt med misbruget. Supplerende analyser viser, at et misbrug af centralstimulerende midler(e) og hash(e) men ikke et problembrug af de to stoffer også har effekt i form af at øge sandsynligheden for fortsat at tilhøre gruppen af opioidmisbrugere, men dette er blot udtryk for, at mange i gruppen af opioidmisbrugere også har et misbrug af centralstimulerende midler(e) og af hash(e). 152

Det er endvidere undersøgt, i hvilket omfang de personer, der er ophørt med at misbruge opioider, er overgået til andre misbrugsgrupper eller helt er ophørt med misbruget (tabel 8.2.3.c). Tabel 8.2.3.c Tidligere behandling, aktuel stofgruppe; n=212 Aktuel stofgruppe Centralst. Opioider Hash Alkohol midler Intet misbrug n % n % n % n % n % n % Tidligere modtaget Ja 108 86 2 2 6 5 2 2 8 6 126 100 behandling Nej 58 67 3 4 11 12 1 1 10 12 86 100 p=0.180 Total Læses vandret Det ses, at lidt flere blandt dem, der ikke har modtaget behandling, er gået over til hashmisbrugsgruppen (12 % (11/86)) sammenlignet med dem, der har modtaget behandling (5 % (6/126)), men til gengæld er flere blandt de ikke-behandlede (12 % (10/86)) end blandt de behandlede (6 % (8/126)) blevet stoffri. De fundne forskelle er dog ikke signifikante (p=0.180). Resultatet af denne analyse er altså i overensstemmelse med resultatet af analyserne i afsnit 8.2.1 og afsnit 8.2.2 tidligere behandling af et stofmisbrug øger sandsynligheden for fortsat at tilhøre gruppen af opioidmisbrugere. 8.3 Kommentar Resultatet af disse analyser er umiddelbart overraskende alt andet lige skulle det forventes, at flere blandt de opioidmisbrugere, der har modtaget behandling, var ophørt med misbruget end blandt dem, der ikke har modtaget behandling. For gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og for hashmisbrugsgruppen gælder, at så få har været i behandling, at det ikke er muligt at beregne en eventuel behandlingseffekt positiv eller negativ. En mulig forklaring på dette fund kunne være, at denne undersøgelse omfatter kriminelle, og at de opioidmisbrugere, der efter behandling er ophørt med misbruget, også er ophørt med at være kriminelle. Sundhedsstyrelsen vurderer (Sundhedsstyrelsen, 2001), at der er mindst 14.000 tunge stofmisbrugere i Danmark. Gruppen tunge stofmisbrugere er ikke nærmere defineret, men kan antages at omfatte personer med et misbrug svarende til de tre stofmisbrugsgrupper, der opereres med i denne undersøgelse. Som det fremgår af kap. 3, kan det beregnes, at mange af landets opioidmisbrugere i løbet af et år kommer i kontakt med kriminalforsorgen. Selv om der er mange gengangere, er andelen, der i løbet af et år kommer i kontakt med kriminalforsorgen, så stor, at vellykket behandling med heraf følgende ophør med kriminalitet blandt de behandlede næppe kan 153

forklare den påviste forskel. Hertil kommer, at der er relativt flere blandt de ikke behandlede, der er ophørt med et opioidmisbrug, men som fortsat er kriminelle. Da de to grupper på en række parametre er ens, er det svært at se, hvorfor ophør med opioidmisbrug i den ene gruppe (de behandlede), men ikke i den anden (de ikke-behandlede), skulle medføre ophør med kriminalitet. En del af forklaringen kunne være, at der er flere veje, der fører til et stofmisbrug. I alkoholforskningen skelnes ofte mellem type 1- og type 2-alkoholikere. Type 1 er en relativ godartet form, som f.eks. kan udvikles på grundlag af socialt betinget overforbrug af alkohol, mens type 2 er mere ondartet og dermed mere vanskelig at behandle. Type 2-alkoholisterne karakteriseres bl.a. af, at arvelige hvilket dybest set vil sige biologiske forhold spiller en rolle for udviklingen af tilstanden. Rent hypotetisk kunne man forestille sig, at der også findes en relativ godartet form for stofmisbrug, og at disse stofmisbrugere lettere selv kan ophøre med misbruget. En sådan hypotese kan forklare, at ganske mange type 1-stofmisbrugere ikke søger behandling, fordi de selv er i stand til at ophøre med misbruget og også forblive stoffri. 8.4 Diskussion Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen, 2002) har resumeret den tilgængelige viden om debutalderen for forskellige stoffer, og sammenlignes med sundhedsstyrelsens tal ses, at debutalderen for hash i dette materiale ligger på niveau med eller lidt under debutalderen i befolkningen. Debutalderen for de øvrige stoffer måske undtaget opløsningsmidler er lidt lavere i dette materiale end i befolkningen. Under alle omstændigheder ses, at hash som hovedregel er debutstoffet. Ferguson & Horwood (2000) har resumeret diskussionen om, hvorvidt et forbrug af hash i den tidlige ungdom fører til et senere stofmisbrug, og i en fødselskohorteundersøgelse, hvor der blev kontrolleret for en lang række socio-demografiske og psykologiske confounders, kunne forfatterne påvise, at hash kan være en gateway til misbrug af andre stoffer, men det kunne ikke afvises, at også andre forhold var af betydning. I denne undersøgelse ses, at tidlig hashdebut øger risikoen for et aktuelt opioidmisbrug. Endvidere ses, at jo kortere tid der går, fra en person debuterer med hash(e) til debut med opioider(e), jo større er sandsynligheden for, at den pågældende udvikler et opioidmisbrug. Dette betyder, at ikke kun debutalderen for hash har betydning for et senere opioidmisbrug, men at også noget andet er på spil. Dette fund er i overensstemmelse med en række metodemæssigt forskellige arbejder (Ferdinand et al, 2001; Dawes et al, 2000; Saunders & Brady, 2002) og en oversigtsartikel (Poikolainen, 2002), hvor det enslydende konkluderes, at det mest almindelige grundlag for et senere stofmisbrug er adfærdsmæssige og i nogen grad psykiske problemer i den sene barndom eller tidlige pubertet sammen med arvelige faktorer. Det er nærliggende at 154

antage, at disse forskellige problemer kan føre til en tidlig debut med hash. Denne undersøgelse kan ikke belyse, hvorvidt de samme faktorer medfører, at den unge hurtigt prøver opioider(e), eller hvorvidt nogle har en særlig biologisk betinget risiko for at udvikle et misbrug, og derfor hurtigt efter hash(e) går over til opioider(e). Under alle omstændigheder er denne undersøgelses resultater i overensstemmelse med andres hash er en gateway til et senere stofmisbrug sammen med noget andet. Undersøgelsen har yderligere vist det umiddelbart bagvendte, at tidligere behandling for et stofmisbrug øger sandsynligheden for aktuelt at være stofmisbruger. Internationalt angives baseret på behandlingsmaterialer at behandling medfører stoffrihed hos mellem 10 % og 40 % af de behandlede, men opfølgningsperioderne er ofte korte, f.eks. seks måneder (Winstock & Strang, 2000). Blandt de behandlede i dette materiale er 14 % ophørt med opioidmisbruget, men flere er overgået til andre misbrugsgrupper, således at kun 6 % helt er ophørt med et stofmisbrug. Disse tal er lavere, end hvad der er vist i internationale undersøgelser, men forskelle i visitationsprincipper, follow up perioder, forskelle i de undersøgte populationer og meget andet gør en direkte sammenligning vanskelig. Som tidligere anført er dette materiale kendetegnet ved, at udvælgelseskriteriet ikke er misbrug, men kriminalitet. Dette indebærer, at materialet også rummer stofmisbrugere, herunder opioidmisbrugere, som ikke er kendt af behandlingssystemet, idet de aldrig har modtaget behandling (afsnit 1.5.2). Disse opioidmisbrugere ophører oftere med misbruget end de opioidmisbrugere, der har søgt behandling. Imidlertid adskiller de to grupper sig fra hinanden i form af, at de behandlede hurtigere debuterer med opioider efter at være debuteret med hash end opioidmisbrugere, der ikke har søgt behandling. Man kan altså påvise en forskel mellem de to grupper allerede i de helt unge år. Dette fund kan igen føre til den hypotese, at visse former for opioidmisbrug er mere godartet end andre former, svarende til hvad der ses blandt alkoholmisbrugere. Andersen et al (1999) har fundet, at opioidmisbrugere (der indsprøjter stoffer) karakteriseres af en særlig psykisk sårbarhed, som ikke blot var en følge af misbruget. Det er således muligt, at denne sårbarhed allerede har manifesteret sig, da de behandlede opioidmisbrugere var helt unge i form af en hurtig overgang fra hash til opioider. Andersen et al (1994) har påvist, at ikke-isolerede varetægtsarrestanter og især stofmisbrugere fik det såvel psykisk som fysisk bedre under varetægtsperioden. Årsagen var, at de fik en ferie fra gaden, dvs. behandling af komplikationer til misbruget, abstinensbehandling, regelmæssig nærende kost osv. Det kunne også vises, at stressniveauet mål ved mængden af et stresshormon (kortisol) i blodet faldt. Behandling af et stofmisbrug vil indebære de samme goder for opioidmisbrugeren opmærksomhed, omsorg, pleje. Det er derfor indlysende, at mange opioidmisbrugere, der tidligere har modtaget behandling for et 155

stofmisbrug, igen er behandlingsmotiverede. Men behandling fører altså kun sjældent til, at de ophører med misbruget. Hypotetisk kan man så antage, at de sårbare opioidmisbrugere nok søger behandling, men dybest set ønsker de ikke at ophøre med misbruget, idet misbruget medfører, at de får omsorg og pleje i kriminalforsorgens institutioner, i behandlingsinstitutioner samt under indlæggelse på såvel psykiatriske afdelinger (Sundhedsstyrelsen, 2002) som somatiske afdelinger (Hansen, 2000). De opioidmisbrugere, der ikke søger behandling, kan antages generelt at være mere robuste, de søger derfor ikke behandling, og de har også lettere ved selv at ophøre med misbruget. Der er ikke ved litteratursøgningen fundet nyere arbejder, der viser, hvor mange der ophører med et opioidmisbrug uden at have været i kontakt med behandlingssystemet. De her foretagne analyser af misbrugskarrieren tyder på, at de misbrugere, der ikke søger behandling, adskiller sig fra dem, der søger behandling. Dette kan igen føre til den hypotese, at visse former for opioidmisbrug er mere godartet end andre former, svarende til type 1- alkoholister, og at denne gruppe har lettere ved selv at ophøre med misbruget. Samfundet ofrer mange ressourcer på behandling af stofmisbrugere, og uanset mulige forklaringer på fundene i denne undersøgelse, understreger resultaterne på linje med resultaterne af behandling (kap. 6) og substitutionsbehandling (kap. 7) behovet for epidemiologiske undersøgelser af misbrug og misbrugsbehandling. 156

9 Færdselslovsovertrædere 9.1 Sanktionsfastsættelse ved spirituskørsel Straffen for spirituskørsel var fra 1981 til 2000 og således også på tidspunktet for alkoholkonsumundersøgelsen i 1988 (Kramp et al, 1990) en kortvarig ubetinget frihedsstraf, (f.eks. hæfte i 14 dage i førstegangstilfælde uden skærpende omstændigheder). Efter en lovændring med ikrafttræden 1. juli 2000 idømmes nu betingede domme med vilkår i hovedparten af de tilfælde, hvor frihedsstraffen ikke overstiger 60 dage (afsnit 1.2.2) Ved den betingede dom vil der ud over tilsyn blive fastsat vilkår om struktureret, kontrolleret behandling mod misbrug af alkohol, såfremt den dømte har et alkoholproblem. Behandlingen mod misbruget skal vare mindst et år. Såfremt spritbilisten ikke findes at have et alkoholproblem, vil den betingede dom indeholde et vilkår om samfundstjeneste, som skal udføres i løbet af en længstetid, normalt seks måneder. Tilsynet ophører normalt med udløbet af længstetiden for udførelse af samfundstjeneste. De ændrede regler betyder, at spritbilister i dag er undergivet straffuldbyrdelse i væsentlig længere tid end tidligere fra en kortvarig ubetinget frihedsstraf, måske 14 dages hæfte, før 1. juli 2000 til i dag en betinget dom med bl.a. vilkår om tilsyn af op til et års varighed. Denne ændring medfører, at der ved en tværsnitsundersøgelse i dag registreres væsentlig flere spritbilister end før lovændringen, jf. afsnit 1.6.3. 9.2 Misbrugets omfang Som anført i afsnit 4.1 er 338 personer dømt for overtrædelse af færdselsloven som hovedforhold, og det kan antages, at langt de fleste er dømt for spirituskørsel, nogle få for at have kørt bil, selv om de er frakendt kørekortet (stort set altid på grund af spirituskørsel). Disse 338 færdselslovsovertrædere analyseres særskilt i dette kapitel. Det viser sig, at ikke helt få har et misbrug eller problembrug af stoffer. Seks kan henføres til gruppen af opioidmisbrugere, fem til gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og 18 til gruppen af hashmisbrugere. I alt 9 % (29/338) blandt personer dømt for en færdselslovsovertrædelse er således stofmisbrugere. For at lette oversigten er færdselslovsovertræderne selv om tallene er små inddelt i de samme misbrugsgrupper, som er anvendt i kap. 2. Da n er meget lavt, er der ikke udregnet procenter. 157

Tabel 9.2.a Færdselslovsovertrædere, opioidmisbrugsgruppen; n=6 Misbrug Problembrug - brug/-a-p-brug n n n Centralstimulerende midler 1-5 Hash 3-3 Alkohol 5 1 - Benzodiazepiner, il 2-4 Ecstasy - - 6 Hallucinogener - - 6 Opløsningsmidler - - 6 Læses vandret De seks opioidmisbrugere (tabel 9.2.a) har som andre opioidmisbrugere også et omfattende misbrug af andre rusmidler. De fem har et misbrug, en et problembrug af alkohol. Blandt de seks er to i behandling for såvel alkohol- som stofmisbrug, tre er alene i behandling for stofmisbrug (disse behandlingsdata fremgår hverken af denne eller af de følgende tabeller). Tabel 9.2.b Færdselslovsovertrædere, gruppen der misbruger centralstimulerende midler; n=5 Misbrug Problembrug - brug/- A-p-brug n n n Opioider - - 5 Hash 3 1 1 Alkohol 5 - - Benzodiazepiner, il 1-4 Ecstasy 1-4 Hallucinogener - - - Opløsningsmidler - - - Læses vandret Tabel 9.2.b viser misbrugsmønstret blandt de fem i gruppen af misbrugere af centralstimulerende midler. Alle fem har et alkoholmisbrug, fire er i alkoholistbehandling, ingen er i behandling for stofmisbrug. 158 Tabel 9.2.c Færdselslovsovertrædere, hashmisbrugsgruppen; n=18 Misbrug Problembrug - brug/- A-p-brug n n n Opioider - 2 16 Centralstimulerende midler - 1 17 Alkohol 10 2 6 Benzodiazepiner, il - - 18 Ecstasy - - 18 Hallucinogener - - 18 Opløsningsmidler - - 18 Læses vandret

Blandt gruppen af hashmisbrugere (tabel 9.2.c) har ti et alkoholmisbrug, to et problembrug, mens seks ikke har noget misbrug eller problembrug af alkohol. Blandt de 18 hashmisbrugere er en i behandling for såvel et alkohol- som et stofmisbrug, otte er i behandling for alkoholmisbrug. Ni personer modtager ingen behandling. Tabel 9.2.d Færdselslovsovertrædere, alkoholmisbrugsgruppen; n=183 Misbrug Problembrug - brug/- A-p-brug n n n Opioider - - 183 Centralstimulerende midler - 4 179 Hash - 8 175 Benzodiazepiner, il - - 183 Ecstasy - - 183 Hallucinogener - - 183 Opløsningsmidler - - 183 Læses vandret Blandt færdselslovsovertræderne har 54 % (183/338) et alkoholmisbrug (tabel 9.2.d), men kun ganske få af dem har et problembrug af hash eller centralstimulerende midler. En person er i behandling for såvel et alkohol- som et stofmisbrug. 167 er i behandling for et alkoholmisbrug. 15 personer modtager ikke behandling. Blandt de 126 uden et misbrug (tabel 9.2.e) har de 27 et problembrug af alkohol. Enkelte har et problembrug af centralstimulerende midler og/eller hash. Ingen modtager behandling. Tabel 9.2.e Færdselslovsovertrædere, intet misbrug; n=126 Misbrug Problembrug - brug/- A-p-brug n n n Opioider - - 126 Centralstimulerende midler - 1 125 Hash - 4 122 Alkohol - 27 99 Benzodiazepiner, il - - 126 Ecstasy - - 126 Hallucinogener - - 126 Opløsningsmidler - - 126 10 % (37/338) af spritbilisterne har et misbrug eller problembrug af hash, men kun 3 % (9/338) (fremgår ikke af tabellerne) oplyser (også) at have været påvirket af hash på gerningstidspunktet. 159

9.2.1 Kommentar Spritbilister udgør en særlig gruppe blandt kriminalforsorgens klientel, f.eks. er de væsentlig ældre end andre, jf. nedenfor, afsnit 9.3. Men blandt stofmisbrugerne er misbrugsmønstret selv om tallene er små i de forskellige misbrugsgrupper overordnet det samme som blandt andre misbrugere, jf. kap. 2. Blandt opioidmisbrugerne har f.eks. to et misbrug af benzodiazepiner, og den ene med et misbrug af ecstasy ses blandt misbrugere af centralstimulerende midler. Ligeledes ses, at også blandt færdselslovsovertrædere ligner gruppen uden misbrug og gruppen med et alkoholmisbrug hinanden. Over halvdelen af spritbilisterne kan i denne undersøgelse klassificeres som alkoholmisbrugere, men dette tal er reelt lidt højere, idet 20 personer blandt stofmisbrugerne også har et alkoholmisbrug. Regnes disse 20 med, ses, at 60 % (203/338) af alle spritbilister har et alkoholmisbrug, hvilket stort set svarer til, hvad der blev påvist ved alkoholkonsumundersøgelsen i 1988 (Kramp et al, 1990), hvor antallet var 66 %. Kun ganske få spritbilister oplyser (også) at have været påvirket af hash på gerningstidspunktet. 9.3 Køn, alder og status, færdselslovsovertrædere Som tidligere anført (afsnit 2.5) udgør kvinder 9 % af kriminalforsorgens samlede klientel. Blandt færdselslovsovertræderne udgør kvinderne 8 %, og andelen af kvindelige spritbilister adskiller sig således ikke fra andelen af kvinder dømt/sigtet for anden form for kriminalitet (p=0.230). Derimod er spritbilisterne væsentlig ældre end andre blandt kriminalforsorgens klientel 41 år mod 31 år (p=0.000). Også blandt spritbilisterne er kvinderne gennemsnitlig ældre (49 år) end mændene (41 år), p=0.001. Tabel 9.3.a viser status for det samlede antal færdselslovsovertrædere. En person, idømt en psykiatrisk særforanstaltning, er lagt til gruppen af betinget dømte. 160 Tabel 9.3.a Færdselslovsovertrædere, misbrugsgruppe og status; n=338 Opioider Centralst. midler Hash Alkohol Intet misbrug Total n % n % n % n % n % n % Afsoner 2 9 1 4 5 22 3 13 12 52 23 100 Betinget dom 3 2 3 2 7 4 167 85 16 8 195 100 Samfundstjeneste 1 0,9 1 0,9 5 4 11 10 97 84 115 100 Prøveløsladt - - - - 1 25 2 50 1 25 4 100 Total 6 2 5 2 18 5 183 54 126 37 338 100 Læses vandret

Tabel 9.3.a viser, at blandt de betinget dømte (med vilkår om alkoholistbehandling) tilhører 85 % (167/195) gruppen af alkoholmisbrugere, og blandt de 115, som er idømt samfundstjeneste, har 84 % (97/115) intet misbrug. Blandt de betinget dømte (med behandlingsvilkår) er imidlertid også 13 personer (7 % (13/195)), som er stofmisbrugere, og 16 personer (8 % (16/195)) har ikke noget alkoholmisbrug. Blandt personer idømt samfundstjeneste er 10 % (11/115) alkoholmisbrugere og syv personer (6 % (7/115)) er stofmisbrugere. 9.3.1 Kommentar Overordnet viser tabel 9.3.a, hvad man må forvente, jf. reglerne for sanktionsfastsættelse ved spirituskørsel. Det kan også konstateres, at såvel blandt de betinget dømte med behandlingsvilkår som blandt de samfundstjenestedømte er 10 % til 15 % formelt fejlvisiteret, f.eks. i form af, at alkoholmisbrugere er idømt samfundstjeneste eller omvendt, at personer uden et alkoholmisbrug er idømt en betinget dom med behandlingsvilkår. Undersøgelsen kan imidlertid ikke vise, i hvilket omfang der måtte være konkrete grunde til anvendelse af en given sanktion. Som det vil fremgå af det følgende, er der nogle uden et objektivt behandlingsbehov, som har et subjektivt behandlingsbehov. Hovedparten i denne gruppe er idømt samfundstjeneste. 9.4 Behandling Tabel 9.4.a viser behandlingsdata (jf. afsnit 6.1) for færdselslovsovertrædere. Da der er relativt få stofmisbrugere, er de tre stofmisbrugsgrupper opioider, centralstimulerende midler og hash slået sammen. Som tidligere nævnt er 9 % (29/338) af færdselslovsovertræderne stofmisbrugere, og som det fremgår af tabel 9.2.d og 9.2.e, har 12 blandt alkoholmisbrugerne og fem blandt dem uden misbrug et problembrug af centralstimulerende midler og/eller hash. Da der er et varierende antal missing, vil n ligeledes variere. Det maksimale antal, 338, er anført i tabellen. Tabel 9.4.a Færdselslovsovertrædere, behandlingsdata; n=338 Stoffer Alkohol n % n % Tidligere modtaget behandling 6 2 140 42 Aktuel behandling 7 2 183 54 Nedsættelse af recidiv 46 14 188 57 Subjektivt behandlingsbehov 9 3 141 43 Objektivt behandlingsbehov 12 4 185 55 Læses vandret Da der er 9 % (29/338) stofmisbrugere blandt færdselslovsovertræderne, er det naturligt, at nogle få tidligere har modtaget behandling eller aktuelt er i behandling for stofmisbrug, 161

osv. Undersøgerne skønner, at kun 4 % (12/337) har behov for behandling af et stofmisbrug. Det mest markante er, at 14 % (46/330) finder, at behandling for stofmisbrug vil nedsætte risikoen for, at de recidiverer til spirituskørsel. Samtidig ses, at kun 3 % (9/338) har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. De 14 %, der finder, at behandling af et stofmisbrug vil nedsætte recidivrisikoen, er analyseret nærmere. Blandt de 46 personer har kun ti mere end enkelte gange indtaget stoffer, idet seks er stofmisbrugere, to har et problembrug af centralstimulerende midler, en et problembrug af hash og en et problembrug af ecstasy. 34 har et alkoholmisbrug, fem et problembrug. Behandlingsvariable vedrørende alkohol ligger omkring 50 %. 42 % (140/338) har tidligere modtaget behandling for et alkoholmisbrug, og det samme antal (43 % (141/338)) har et subjektivt behandlingsbehov, om end væsentlig flere (54 % (183/338)) aktuelt modtager behandling. Der er lidt flere (57 % (188/338)), der mener, at behandling vil nedsætte recidivrisikoen, end undersøgerne vurderer har et objektivt behandlingsbehov (55 % (185/338)). Til gengæld er der sammenfald mellem aktuel behandling og objektivt behandlingsbehov. Tabel 9.4.b viser sammenhængen mellem det subjektive behandlingsbehov mod alkoholog stofmisbrug, tabel 9.4.c sammenhængen mellem det objektive behandlingsbehov mod alkohol- og stofmisbrug. Tabel 9.4.b Færdselslovsovertrædere, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=331 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Ja 5 4 3 2 8 2 Subjektivt behandlingsbehov, stoffer Nej 136 97 187 98 323 98 Total 141 100 190 100 331 100 p=0.293 Læses lodret Tabel 9.4.c Færdselslovsovertrædere, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer; n=334 Objektivt behandlingsbehov, alkohol Ja Nej Total n % n % n % Ja 10 5 2 1 12 4 Objektivt behandlingsbehov, stoffer Nej 175 95 147 99 332 96 Total 185 100 149 100 334 100 p=0.073 Læses lodret 162

Tabel 9.4.b viser, at færdselslovsovertræderne ikke sammenkobler et subjektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug med et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. (Der er ingen statistisk signifikant forskel mellem 4 % og 2 % (p=0.293) analysen skal fortolkes på samme måde som de tilsvarende analyser i kap. 6). Derimod er der en tendens til, at undersøgerne sammenkobler behandling for misbrug af stoffer og af alkohol (forskellen mellem 5 % og 1 % er på grænsen til at være signifikant (p=0.073)). Finder undersøgerne, at der er behov for den ene form for behandling, er der også behov for den anden. 9.4.1 Kommentar Behandlingsbehovet blandt disse få stofmisbrugende spritbilister er det samme, som blev påvist om behandling generelt blandt kriminalforsorgens klientel. De fleste i gruppen af opioidmisbrugere modtager behandling for stofmisbrug, hvorimod gruppen, der misbruger centralstimulerende midler samt gruppen af hashmisbrugere kun sjældent om overhovedet modtager behandling. Forbavsende mange uden et misbrug eller problembrug af stoffer finder, at behandling af et stofmisbrug vil nedsætte riskoen for recidiv til spirituskørsel. Det lave antal med et misbrug eller problembrug forklarer, at kun få har et subjektivt behandlingsbehov. Det er muligt, at årsagen til, at så mange mener at behandling af et stofmisbrug vil nedsætte recidivrisikoen, er, at de har kørt spirituskørsel efter en lidt tilfældig indtagelse af et stof, og ved at tillægge dette betydning kan de bortforklare alkoholmisbruget. 183 spritbilister modtager behandling for alkoholmisbrug, selv om kun 141 har et subjektivt behandlingsbehov. Der er altså en stor gruppe (42 personer), der har accepteret alkoholistbehandling, selv om de ikke er behandlingsmotiverede. Såfremt behandlingen af denne gruppe skal have længerevarende effekt, vil det kræve et ganske intensivt motivationsarbejde af behandlingsinstitutionerne. Forholdet mellem behandling af et stofmisbrug og et alkoholmisbrug svarer overordnet til, hvad der ligeledes er vist tidligere også spritbilisterne med et misbrug eller problembrug af stoffer finder, at de har behov for enten den ene eller den anden form for behandling (hvis de overhovedet er behandlingsmotiverede), mens undersøgerne sammenkobler de to former for behandlingsbehov. Spritbilisterne ser altså sig selv som enten stof- eller alkoholmisbrugere, mens undersøgerne mere ser på det samlede problembrug eller misbrug. 9.5 Behandling og de enkelte rusmidler I de følgende analyser indgår de enkelte rusmidler, jf. afsnit 4.2. Tabel 9.5.a viser, hvilke variable, der medfører, at en færdselslovsovertræder har et subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug. 163

Tabel 9.5.a Færdselslovsovertrædere, stofmisbrug og subjektivt behandlingsbehov Variabel Statistisk effekt p-værdi Opioidmisbrug Øger 0.010 Opioidproblembrug Ingen 0.783 Hashmisbrug Øger 0.028 Hashproblembrug Ingen 0.964 Subjektivt behandlingsbehov, alkohol Ingen 0.416 (Analysen omfatter de enkelte rusmidler) Et misbrug af opioider eller hash øger sandsynligheden for, at en færdselslovsovertræder er motiveret for behandling mod et stofmisbrug. Problembrug af de to stoffer har ingen effekt. Misbrug eller problembrug af centralstimulerende midler har heller ingen effekt (ikke medtaget i tabellen). Som det ses, har et subjektivt behandlingsbehov mod et misbrug af alkohol heller ingen effekt, hvilket betyder, at færdselslovsovertrædere som det også tidligere er vist ikke sammenkobler de to former for behandling de siger ja til den ene form for behandling uafhængig af, om de også siger ja til den anden. Ses på det objektive behandlingsbehov mod stofmisbrug, har alene et hashmisbrug effekt (p=0.002), mens hverken misbrug eller problembrug af opioider, centralstimulerende midler eller andre stoffer har effekt, ligesom køn, alder og et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug heller ikke har effekt. Konklusionen er altså, at alene et hashmisbrug men ikke et misbrug eller problembrug af andre stoffer fører til, at undersøgeren finder, at der er et objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, og at denne vurdering er uafhængig af, om der også er et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug. Tabel 9.5.b viser, hvilke variable der har betydning for det subjektive behandlingsbehov mod alkoholmisbrug. Tabel 9.5.b Færdselslovsovertrædere, alkoholmisbrug og subjektivt behandlingsbehov Variabel Statistisk effekt p-værdi Lav alder Øger 0.041 Alkoholmisbrug Øger 0.000 Alkoholproblembrug (Øger) 0.053 Påvirket på gerningstidspunktet (Øger) 0.064 Alkoholmisbrug øger sandsynligheden for, at en spritbilist er motiveret for behandling af et alkoholmisbrug. Et problembrug af alkohol har en vis effekt, ældre er mindre behandlingsmotiverede end yngre, og så er der en tendens til, at alene det at være dømt for spirituskørsel motiverer til behandling. Køn har ingen effekt kvindelige spritbilister er altså ikke mere behandlingsmotiverede end mandlige. 164

Der er kun to variable, der har effekt, hvad angår det objektive behandlingsbehov mod alkoholmisbrug et misbrug (p=0.000) og et problembrug (p=0.000) af alkohol. Alder og køn har ingen effekt, og det har påvirkethed på gerningstidspunktet heller ikke (p=0.086). 9.5.1 Kommentar Resultaterne af analysen af de variable, der fører til et subjektivt og objektivt behandlingsbehov svarer til, hvad der tidligere er påvist. Centralstimulerende midler har f.eks. ingen effekt hverken på det subjektive eller det objektive behandlingsbehov. Det er lidt overraskende, at et opioidmisbrug ikke har effekt på det objektive behandlingsbehov mod stofmisbrug, men dette fund støtter antagelsen af, at undersøgerne mere ser på det samlede misbrug end på de enkelte stoffer ved vurderingen af et objektivt behandlingsbehov. Undersøgerne tillægger til gengæld et problembrug af alkohol betydning i vurderingen af objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug blandt spritbilister, mens dette stort set ikke er tilfældet ved andre kriminalitetsformer. Det er ikke overraskende, at et misbrug eller problembrug af alkohol øger sandsynligheden for, at en spritbilist er behandlingsmotiveret, men måske nok forbavsende at ældre spritbilister er mindre behandlingsmotiverede end yngre. Som det fremgår, er der en forskel mellem spritbilisterne selv og undersøgerne, hvad angår betydningen af at have været påvirket af alkohol på gerningstidspunktet altså selve det at være dømt for spirituskørsel. Der er en tendens til, at denne variabel har en selvstændig effekt, hvad angår det subjektive behandlingsbehov, hvilket betyder, at nogle spritbilister, som ikke har hverken et misbrug eller et problembrug af alkohol, er blevet så forskrækkede over at have kørt bil i alkoholpåvirket tilstand, at de selv mener, at de har et behandlingsbehov, selv om undersøgerne vurderer, at der ikke er et sådant behov. Hovedparten af disse personer er idømt samfundstjeneste, hvorfor dette fund, som ganske svarer til, hvad der blev påvist i alkoholkonsumundersøgelsen (Kramp et al, 1990), ikke kan forklare, at nogle personer uden et alkoholmisbrug er idømt en betinget dom med behandlingsvilkår. 9.6 Diskussion Færdselslovsovertrædere udgør en særlig gruppe blandt kriminalforsorgens klientel. De er i gennemsnit 10 år ældre end det øvrige klientel, og som forventeligt har næsten totredjedele et alkoholmisbrug, hvilket er væsentligt flere end blandt personer dømt for andre lovovertrædelser. Til gengæld er der færre stofmisbrugere blandt færdselslovsovertrædere end blandt det øvrige klientel, om end antallet ikke er helt ubetydeligt næsten hver tiende har et stofmisbrug og ca. 4 % et problembrug af stoffer. Stofmisbrugerne blandt færdselslovsovertrædere ligner på alle måder de øvrige stofmisbrugere i kriminalforsorgen misbrugsmønstret er det samme, de fleste i gruppen af opioidmisbrugere er i behandling for et stofmisbrug, mens kun ganske få i gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, og i 165

hashmisbrugsgruppen er i en sådan behandling. Et misbrug af centralstimulerende midler(e) påvirker hverken det subjektive eller det objektive behandlingsbehov osv. En ældre dansk undersøgelse af 1000 hæftedømte spritbilister, indsat i Statsfængslet Møgelkær 1970-1974 (Henriksen, uden årstal) viser, at spritbilister i dag på visse punkter adskiller sig markant fra spritbilister for 30 år siden. F.eks. var gennemsnitsalderen i Henriksens materiale små 30 år (den kan ikke beregnes eksakt), hvor gennemsnitsalderen i dag er 41 år. 391 af de hæftedømte spritbilister drak højst en til to øl dagligt, 382 drak fire til fem øl dagligt, og 227 havde, hvad der betegnes som et stort dagligt forbrug, dvs. mere end fem øl dagligt altså ca. svarende til et problembrug i nærværende undersøgelse. De 227 personer i Henriksens undersøgelse svarer til 23 % - i denne undersøgelse har 27 % et problembrug. Det bemærkes, at alle drak øl, stort set ingen vin eller spiritus. I materialet fra 1970 erne var der 29 alkoholister (dvs. 3 %), defineret som et meget stort dagligt forbrug med ledsagende social deroute. I nærværende undersøgelse har 60 % af spritbilisterne et alkoholmisbrug. Alkoholmisbruget (og problembruget) blandt spritbilister er således meget voldsommere nu end for 30 år siden. En del af forklaringen på denne udvikling kan være, at i 1970 erne havde de færreste kroniske alkoholmisbrugere råd til at have bil. Imidlertid er den væsentligste forklaring formentlig, at den moralske fordømmelse af spirituskørsel dengang var væsentlig mindre end i dag, således at mange mennesker, der i dag ikke ville drømme om at køre bil i beruset tilstand, dengang forsøgte at liste bilen hjem ad de små sideveje efter en glad aften. Denne forklaring er i overensstemmelse med den generelle teori om, at jo større moralsk fordømmelse i samfundet af en given (kriminel) adfærd, jo færre udviser denne adfærd, og jo flere af dem, der alligevel udviser denne adfærd, har sociale/psykologiske/psykiatriske problemer (her altså alkoholmisbrug) (Hurwitz & Christiansen, 1971). Selve straffen synes at spille en mindre rolle i 1970 erne var over halvdelen idømt over 20 dages hæfte, men det afholdt altså ikke almindelige mennesker (over halvdelen havde en faglig uddannelse eller et liberalt erhverv) uden et alkoholmisbrug fra at køre spirituskørsel. I dag er straffen en betinget dom med vilkår, men nu er hovedparten af spritbilisterne alkoholmisbrugere. Henriksen påpeger kort frihedsstraffens negative sociale konsekvenser, og denne sammenligning af spritbilister nu og for 30 år siden kan give anledning til at overveje, om det skærpede strafniveau for vold (som altså begås af berusede unge, afsnit 4.2.1) blot har negative sociale konsekvenser, men ikke påvirker omfanget af vold i samfundet. Lapham et al (2001) har fundet, at ca. 66 % af spritbilisterne i et amerikansk materiale havde et alkoholmisbrug, hvilket stort set svarer til, hvad der er påvist i denne undersøgelse. De fandt endvidere, at omkring 35 % havde et stofmisbrug, hvilket er væsentligt flere end påvist i nærværende undersøgelse, men i overensstemmelse med andre amerikanske undersøgelser. Herhjemme har det været overvejet, hvorvidt spritbilisterne også var påvirkede af hash og andre rusmidler (Sundhedsstyrelsen, 2001), men denne undersøgelses resultater tyder ikke på, at misbrug eller problembrug af hash er særlig udbredt blandt sprit- 166

bilister, og kun ni personer angav (også) at have været påvirket af hash på gerningstidspunktet. Da der imidlertid er ikke helt få stofmisbrugere blandt færdselslovsovertrædere, vil det formentlig være relevant mere generelt at være opmærksom på et eventuelt stofmisbrug blandt spritbilister. 10-15 % blandt spritbilisterne kan siges formelt at være fejlvisiteret i form af, at alkoholmisbrugere er idømt samfundstjeneste, og personer uden et alkoholmisbrug er idømt en betinget dom med behandlingsvilkår. (Hvad angår anvendelse af samfundstjeneste blandt misbrugere, se også afsnit 5.4). Der kan være konkrete grunde til anvendelse af en given foranstaltning, men det er umiddelbart svært at forklare, at personer uden et alkoholproblem er idømt en behandlingsforanstaltning. Til gengæld er der god overensstemmelse mellem undersøgernes vurdering af et objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug og det antal, der aktuelt er i behandling, hvilket er forventeligt det er jo kriminalforsorgens medarbejdere, der har anbefalet en betinget dom med behandlingsvilkår. Fundet kan også fortolkes på den måde, at der er bred enighed blandt kriminalforsorgens medarbejdere om, hvornår der foreligger et behov for behandling af et alkoholmisbrug. Dette er i overensstemmelse med resultaterne af analyserne af behandling (kap. 6), der generelt viser, at medarbejderne kan vurdere behandlingsbehovet blandt alkoholmisbrugere. Noget andet er så, at næsten 25 % af dem, der er i behandling, ikke selv mener, at de har et behandlingsbehov. De pågældende små 25 % må antages under en eller anden form for tvang at have accepteret behandling, hvilket stiller særlige krav til behandlingsinstitutionerne. Det falder imidlertid uden for rammerne af denne undersøgelse nærmere at diskutere anvendelsen af tvang i behandling af misbrugere. Til gengæld findes også, at nogle dømt for spirituskørsel selv mener, at de har behov for behandling af et alkoholmisbrug, selv om de hverken har et misbrug eller et problembrug af alkohol. Det samme blev påvist i alkoholkonsumundersøgelsen (Kramp et al, 1990). Dette fund må formentlig forklares på den måde, at de pågældende er blevet så forskrækkede over at have kørt spirituskørsel, at de selv mener at have behov for behandling. Ældre spritbilister er mindre behandlingsmotiverede end yngre. En mulig forklaring er, at ældre personer med et alkoholmisbrug ikke (mere) har tiltro til behandlingssystemet, eller at de har drukket i så mange år, at de ikke kan forestille sig en tilværelse uden alkohol. Afslutningsvis skal nævnes, at ikke alle spritbilister adskiller sig fra kriminalforsorgens øvrige klientel. En stor finsk kohorteundersøgelse (n=11.017) har vist, at helt unge spritbilister har øget sandsynlighed for også at være dømt for personfarlig kriminalitet (og for at have en ikke-misbrugsrelateret psykiatrisk diagnose), og des yngre, des større sandsynlighed (Räsänen et al, 1999). Der findes ingen danske undersøgelser, som belyser dette spørgsmål, men det bør overvejes, om f.eks. den personundersøgelse, der foretages af 167

spritbilister med henblik på sanktionsvalget, og som specielt fokuserer på alkoholmisbrug, skal udbygges, hvad angår helt unge (dvs. under 21 år) spritbilister. 168

10 Alkoholmisbrug 1988 og 2001 10.1 Datamaterialet Som tidligere nævnt er der i forbindelse med rusmiddelundersøgelsen (herefter benævnt 2001-materialet) stillet præcis de samme spørgsmål vedrørende alkoholmisbrug og alkoholproblembrug, indstilling til behandling mv., som blev stillet ved alkoholkonsumundersøgelsen i 1988 (Kramp et al, 1990), (herefter benævnt 1988-materialet). Det er således muligt at sammenligne de to materialer og derved belyse udviklingen over tid. Det er nødvendigt at bearbejde begge materialer for at kunne sammenligne. 1988-materialet omfatter pensionerne. Det er i dag ikke muligt at klassificere pensionsbeboerne som enten afsonere eller tilsynsklienter, og de er derfor udgået af analyserne. 1988-materialet består herefter af 623 personer. Arresthusene indgik ikke i alkoholkonsumundersøgelsen, og de 216 varetægtsarrestanter (samt fire med ukendt status) i rusmiddelundersøgelsen udgår derfor af 2001-materialet, som herefter består af 1085 personer. Endelig blev kriminaliteten i alkoholkonsumundersøgelsen grupperet på en lidt anden måde end i rusmiddelundersøgelsen. Den eneste forskel af betydning er, at grov narkokriminalitet og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer var slået sammen i 1988-materialet under betegnelsen narkotika. Det er således ikke muligt at se, hvordan fordelingen mellem de to former for narkotikakriminalitet var i 1988-materialet. For de øvrige kriminalitetsformer er forskellen uden særlig betydning. Det er muligt at gruppere kriminaliteten i 2001- materialet på samme måde som i 1988-materialet. Disse korrektioner er uden betydning for resultatet af analyserne. 1988-materialet indeholdt et bredt defineret spørgsmål om stofmisbrug (afsnit 1.3.1). 2001-materialet er omgrupperet, således at alle med et misbrug eller et problembrug af et stof er samlet og herefter benævnt andet misbrug Andet misbrug i 2001-materialet er således defineret lidt mere snævert end i 1988-materialet, hvilket der skal tages hensyn til ved fortolkningen af analyserne. Endelig er institutionsgrupperne i 2001-materialet tilpasset institutionsgrupperingen i 1988-materialet, bl.a. er alle KIF-afdelingerne samlet. Det samlede materiale fremgår af tabel 10.1.a. Tabel 10.1.a Datamaterialet, 1988- og 2001-materialet; n=1708 1988-materialet 2001-materialet I alt Gruppering n n n A.v.H. 11 21 32 Lukkede 80 64 144 Åbne 122 209 331 KF 9 20 29 KIF-afd. 401 771 1172 Total 623 1085 1708 Der er i alt 387 færdselslovsovertrædere, som er trukket ud og analyseret selvstændigt (afsnit 10.6). 10.2 Fortolkningsmæssige aspekter Ved fortolkningen af de statistiske analyser skal der tages højde for f.eks. lovændringer, som har medført ændringer i klientellets sammensætning. Mest betydningsfuld i denne sammenhæng er selvsagt de ændrede sanktioner for spritbilister, jf. kap. 8, og færdselslovsovertrædere er da også analyseret for sig. Det skærpede strafniveau for vold spiller ligeledes en rolle. Klientellet har også ændret sig, f.eks. er aldersgennemsnittet steget, jf. 169

nedenfor. Man kan derfor ikke blot gentage analyserne fra 1988-materialet og sammenligne resultaterne. 2001-materialet er imidlertid på nogle områder undersøgt på samme måde som 1988-materialet, (specielt hvad angår kap. 6 i rapporten fra 1990 (Kramp et al, 1990)) med henblik på at afgrænse områder, hvor der synes at være sket ændringer. De to materialer er herefter slået sammen, og det er så undersøgt, om en variabel har ændret sig mellem de to materialer. Der er herunder foretaget logistiske regressionsanalyser med bl.a. de to materialer som forklarende variable. Institutionsgruppering og kriminalitet er i alle analyser medtaget som confounders (afsnit 1.6). Der er et varierende antal missing i de to materialer, og n vil derfor variere. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. 10.3 Køn og alder samt misbrugets omfang Tabel 10.3.a viser det samlede materiale (uden færdselslovsovertrædere) delt i mænd og kvinder. Tabel 10.3.a Kønsfordeling, uden færdselslovsovertrædere; n=1321 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Mænd 516 91 671 89 1.187 90 Kvinder 54 10 80 11 134 10 Total 570 100 751 100 1.321 100 p=0.481 Læses lodret Det samlede datamateriale består af 1.321 personer. Som det ses, er andelen af kvinder den samme i de to materialer. Der er altså ikke kommet flere kvinder blandt kriminalforsorgens klientel de sidste 10-15 år. Til gengæld er klientellet blevet ældre. Mændene er i 2001-materialet gennemsnitlig tre år ældre end i 1988-materialet, og kvinderne er så meget som seks år ældre. Som tidligere anført analyseres aldersforskelle mv. ikke nærmere. Det kan dog nævnes, at en del af forklaringen på, at alderen for mænd ikke er steget så meget som for kvinder, er, at der er mange unge mænd, dømt for vold, i 2001-materialet. Tabel 10.3.b viser omfanget af alkoholmisbrug i de to materialer. 170

Tabel 10.3.b Alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=1306 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Misbrug 125 22 127 17 252 19 Problembrug 60 11 74 10 134 10 - A-p-brug 379 67 541 72 920 70 Total 564 100 742 100 1306 100 p=0.054 Læses lodret Der er et lille fald i omfanget af alkoholmisbrug fra 1988 til 2001, mens omfanget af problembrug er uændret. Forskellen mellem de to materialer er netop statistisk signifikant (p=0.054). Alt i alt er forskellen mellem de to materialer imidlertid ikke særlig udtalt, hvilket ses af, at der i 1988-materialet er 67 %, i 2001-materialet 73 %, som ikke har enten et misbrug eller et problembrug af alkohol. Tabel 10.3.c viser antallet med et andet misbrug. Tabel 10.3.c Andet misbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=1321 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Ja 226 40 377 50 603 46 Nej 343 60 375 50 718 54 Total 569 100 752 100 1321 100 p=0.000 Læses lodret Som det ses, er antallet med andet misbrug steget fra 40 % til 50 % (p=0.000). Der skal mindes om, at variablen andet misbrug i 2001-materialet er konstrueret, så den bedst muligt passer med den samme variabel i 1988-materialet. De 50 % i denne analyse kan derfor ikke direkte sammenlignes med beregninger af misbrug og problembrug af stoffer i de tidligere kapitler. Andet misbrug er desuden defineret mere snævert i 2001-materialet end i 1988-materialet, således at stigningen må antages at være endnu større end fra 40 % til 50 %. Endelig viser tabel 10.3.d i hvilket omfang, sagsakter mv. i de to datamaterialer har indeholdt oplysninger om et eventuelt alkoholmisbrug. Tabel 10.3.d Akternes oplysninger, alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere; n=1304 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Ja 200 36 212 29 412 32 Nej 363 65 529 71 892 68 Total 563 100 741 100 1304 100 p=0.008 Læses lodret 171

Generelt indeholder kriminalforsorgens journalmateriale kun i begrænset omfang oplysninger om, hvorvidt en indsat/tilsynsklient har alkoholproblemer, og den andel, der indeholder oplysninger herom, er endvidere faldet fra 36 % (200/563) i 1988 til 29 % (212/741) i 2001 (p=0.008). 10.3.1 Kommentar Det er en udbredt opfattelse, at stadig flere kvinder begår kriminalitet, men dette afspejler sig ikke i en stigning fra 1988 til 2001 i andelen af kvinder i kontakt med kriminalforsorgen. Derimod er gennemsnitsalderen steget kraftigt, især for kvinder. En del af forklaringen på, at aldersgennemsnittet ikke er steget så kraftigt for mænd som for kvinder, er, at der er flere (unge) mænd dømt for vold i 2001-materialet sammenlignet med 1988-materialet. Som nævnt er disse ændringer i alderssammensætningen ikke analyseret nærmere, da de falder uden for undersøgelsens formål, men en mulig forklaring på det ændrede aldersgennemsnit kunne være, at flere end tidligere fortsætter en kriminel karriere. Omfanget af alkoholmisbrug blandt kriminalforsorgens klientel (uden færdselslovsovertrædere) er faldet lidt fra 1988 til 2001, mens omfanget af stofmisbrug er steget, og også steget mere end alkoholmisbruget er faldet. Totalt set er der således flere rusmiddelmisbrugere nu, end der var i 1988. Journalføringen, hvad angår alkoholmisbrug, er blevet ringere fra 1988 (hvor den ikke var for god) til 2001, idet der nu kun i 29 % er oplysninger i sagens akter om, hvorvidt en indsat/tilsynsklient har eller ikke har et alkoholmisbrug. 10.4 Sammenligning af 1988-materialet og 2001-materialet Såvel i alkoholkonsumundersøgelsen som i denne undersøgelse er der påvist en række sammenhænge mellem de forskellige alkoholvariable (samt køn og alder). Det er derfor undersøgt, om disse sammenhænge er mere eller mindre udtalte i det ene materiale, sammenlignet med det andet. Der er f.eks. i begge materialer sammenhæng mellem subjektivt behandlingsbehov og personens opfattelse af, om behandling (af et alkoholmisbrug) vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv. Det er så undersøgt om styrken af denne sammenhæng er forskellig i de to materialer, hvilket i praksis vil sige, at flere personer i det ene materiale end i det andet har givet udtryk for, at de har et subjektivt behandlingsbehov, og at behandling vil nedsætte risikoen for kriminelt recidiv. Der er foretaget logistiske regressionsanalyser (afsnit 1.6), og odds ratio mellem variable i 1988-materialet og 2001- materialet er beregnet. Tabel 10.4.a resumerer sammenligningen af de to materialer 172

Tabel 10.4.a Sammenligning af indflydelsen ( styrken ) af variable på subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug i 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere Subjektivt behandlingsbehov, alkohol, p-værdi Objektivt behandlingsbehov, alkohol, p-værdi Objektivt behandlingsbehov 0.298 - Aktuel alkoholistbehandling 0.318 0.997 Tidligere alkoholistbehandling 0.164 0.744 Nedsættelse af recidiv 0.398 0.266 Alkoholkonsumption* 0.890 0.655 Påvirket på gerningstidspunktet 0.621 0.558 Alder 0.983 0.206 Køn 0.915 0.489 Andet misbrug 0.711 0.947 * Alkoholkonsumption er defineret som i alkoholkonsumundersøgelsen Som det fremgår, er der ingen forskel mellem de to materialer, heller ikke blot en tendens til forskelle. Dette betyder, at f.eks. sammenhænge mellem subjektivt og objektivt behandlingsbehov er det samme i de to materialer, at sammenhængen mellem tidligere behandling af et alkoholmisbrug og såvel subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug er den samme, og at sammenhængen mellem alder og subjektivt og objektivt behandlingsbehov er den samme i 1988-materialet og 2001-materialet. Det er værd at fremhæve, at indflydelsen af andet misbrug (jf. definitionen i afsnit 10.1), ligeledes er den samme i de to materialer. De indbyrdes relationer mellem en række alkoholrelaterede variable er altså uændrede, hvilket vil sige, at resultaterne af de strukturanalyser, der blev foretaget i 1988-materialet (Kramp et al, 1990), genfindes i rusmiddelundersøgelsen. 10.4.1 Kommentar Den opfattelse, kriminalforsorgens klientel og kriminalforsorgens personale har af alkohol og en række variable knyttet til alkoholmisbrug, har ikke på nogen måde ændret sig fra 1988 til 2001. Antallet af stofmisbrugere er steget, men heller ikke dette forhold har haft nogen indflydelse. Objektivt behandlingsbehov (mod alkoholmisbrug) er udtryk for medarbejdernes opfattelse, og den bygger på erfaring og de anvendte (enslydende) definitioner i de to undersøgelser. Men objektivt behandlingsbehov må i et vist omfang antages også at afspejle kriminalforsorgens overordnede holdning til alkohol og alkoholmisbrug, og den kan således antages at have været uændret fra 1988 til 2001. 10.5 Alkohol, sammenhæng med vold samt drab mv. Som beskrevet i kap. 4 er der påvist sammenhænge mellem påvirkethed af alkohol på gerningstidspunktet og vold samt mellem alkoholmisbrug og drab mv. Det er derfor undersøgt, om der er forskelle i disse sammenhænge mellem 1988-materialet og 2001-materialet. 173

Der er foretaget logistiske regressionsanalyser med henholdsvis vold og drab mv. som responsvariabel, de to materialer samt alkoholvariable som forklarende variabel samt andet misbrug, og (den nye) institutionsgruppering som confounders (afsnit 1.6). Først er den statistiske effekt af alkoholmisbrug, problembrug af alkohol samt andet misbrug undersøgt, og der er ikke påvist forskelle mellem de to materialer. Herefter er vekselvirkningen taget ud. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. Tabel 10.5.a viser hvilke alkoholvariable (uden påvirket på gerningstidspunktet), der påvirker sandsynligheden for at være dømt for vold. Tabel 10.5.a Vold, 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere Variabel Statistisk effekt p-værdi Alkohol, misbrug Øger 0.009 Alkohol, problembrug Ingen 0.837 Som det ses, er der statistisk effekt af alkoholmisbrug, når de to materialer analyseres samlet, dvs. et alkoholmisbrug øger sandsynligheden for at være dømt for vold. Men denne sammenhæng er en falsk korrelation (afsnit 1.6.4) på samme måde, som det blev påvist ved den tidligere analyse af sammenhænge mellem vold og alkoholmisbrug (afsnit 4.2.1). Tabel 10.5.b viser, hvilke variable, der har statistisk effekt, når variablen påvirket på gerningstidspunktet tilføjes. Tabel 10.5.b Vold, alkohol, 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere Variabel Statistisk effekt p-værdi Alkohol, misbrug Ingen 0.627 Alkohol, problembrug Ingen 0.089 Påvirket af alkohol Øger 0.006 Påvirket af alkohol, 2001-materialet* Øger 0.047 * Der er vekselvirkning mellem påvirket af alkohol på gerningstidspunktet og de to materialer. I alkoholkonsumundersøgelsen er odds ratio=2.274, i rusmiddelundersøgelsen er odds ratio=4.508. Forskellen er statistisk signifikant (p=0.047). Som det fremgår, forsvinder den statistiske effekt af alkoholmisbrug, når variablen påvirket af alkohol på gerningstidspunktet tilføjes i analysen. Det betyder, at også i 1988-materialet er det beruselse og ikke alkoholmisbrug i sig selv som kan forklare sammenhængen mellem alkohol og vold (jf. afsnit 4.2.1 og 4.2.8). Imidlertid ses det også, at denne statistiske effekt er større i 2001-materialet end i 1988- materialet. Det betyder kort sagt at der er flere berusede dømt for vold i 2001-materialet end i 1988-materialet (jf. afsnit 10.3). 174

Drab mv. er undersøgt på samme måde. Der er ingen forskel i den statistiske effekt mellem de to materialer, hvad angår alkoholmisbrug, påvirket af alkohol spiller ingen rolle, og 2001-materialet adskiller sig, hverken hvad angår misbrug eller problembrug og drab mv., fra 1988-materialet. Sammenhængen mellem drab mv. og alkoholmisbrug er således den samme i de to materialer. 10.5.1 Kommentar Sammenhængen mellem drab mv. og alkoholvariable er den samme i 2001-materialet, som den var i 1988-materialet. Dette understøtter antagelsen af, at det er misbrugets konsekvenser, der er medvirkende årsag til forbrydelsen (afsnit 4.2.8), idet de sociale og psykiske konsekvenser af et alkoholmisbrug naturligvis var de samme i 1988 som i 2001. Det samme kan siges om vold og beruselse, men her ses yderligere, at der er flere berusede personer dømt for vold i 2001, end der var i 1988. Det er nærliggende at forklare dette fund dels med en øget anmeldelseshyppighed, dels med en øget tiltalerejsning og domfældelse. Et værtshusslagsmål blev måske hverken af de involverede eller af myndighederne taget så alvorligt i 1988, men den øgede fokusering på vold, såvel i medierne som politisk, må antages at have ændret denne indstilling. Det kan så diskuteres, om denne udvikling er hensigtsmæssig (se afsnit 9.6). Endelig skal nævnes, at også de øgede straframmer for vold kan medvirke til, at der er flere voldsdømte, som var alkoholpåvirkede på gerningstidspunktet, nu end tidligere (jf. afsnit 1.6.3). 10.6 Færdselslovsovertrædere, 1988-materialet og 2001-materialet Disse analyser omfatter alle de personer, der i såvel alkoholundersøgelsen som rusmiddelundersøgelsen er dømt for en færdselslovsovertrædelse, hvilket stort set vil sige spirituskørsel, jf. afsnit 4.1. Som beskrevet i afsnit 1.2.2 medfører en lovændring 1. juli 2000, at spritbilister nu som hovedregel idømmes betingede domme med vilkår om enten samfundstjeneste eller alkoholistbehandling. Endnu i 2001 og især i første halvdel af 2001 afsonede mange imidlertid kortvarige hæftestraffe idømt efter de tidligere bestemmelser. 2001 karakteriseredes således af, at der var mange dømte efter såvel de gamle som de nye bestemmelser, og det er derfor ikke muligt at beregne antal spritbilister, der blev dømt i 2001. Af kriminalstatistikken fremgår, at antallet i 1988 var ca. 7500, i 2001 ca. 4700. Analyserne er gennemført på samme måde som i det forrige afsnit. Der er fire missing i materialet fra alkoholundersøgelsen. Tabel 10.6.a viser det totale materiale opdelt i køn. 175

Tabel 10.6.a Kønsfordeling, 1988-materialet og 2001-materialet, færdselslovsovertrædere; n=382 Køn 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Mænd 47 90 304 92 351 92 Kvinder 5 10 26 8 31 8 Total 52 100 330 100 382 100 n=0.593 Læses lodret Andelen af kvindelige spritbilister er uændret (p=0.593). Derimod viser yderligere analyser, at færdselslovsovertrædere i dag er ca. 3.4 år ældre, end de var i 1988 (p=0.043). Gennemsnitsalderen for mænd er nu 41 år, for kvinder 48,5 år. Kvinderne er altså ca. 7.5 år ældre end mændene (p=0.000) det var de også i 1988. Tabel 10.6.b viser omfanget af alkoholmisbrug i de to materialer. Tabel 10.6.b Alkoholforbrug, 1988-materialet og 2001-materialet, færdselslovsovertrædere; n=381 1988-materialet 2001-materialet Total n % n % n % Misbrug 11 22 106 32 117 31 Problembrug 14 29 70 21 84 22 - A-p-brug 24 49 156 47 180 42 Total 49 100 332 100 381 100 p=0.301 Læses lodret Der er ingen forskel i omfanget af alkoholmisbrug og problembrug mellem de to materialer, hvilket især ses af, at antallet af personer uden et misbrug eller problembrug er ens i de to materialer 49 % i 1988-materialet og 47 % i 2001-materialet. I alkoholundersøgelsen kunne det beregnes, at 66 % af de spritbilister, kriminalforsorgen i løbet af et år kom i kontakt med, havde et alkoholproblem. Som anført er det ikke muligt at beregne det årlige antal i 2001-materialet. Generelt gælder det, at ligheden mellem de to materialer er forbavsende stor det gælder f.eks. akternes oplysninger om et eventuelt alkoholmisbrug (omkring 70 % i begge materialer), nedsættelse af recidivrisikoen efter behandling af et alkoholmisbrug (omkring 54 % i begge materialer), tidligere modtaget alkoholistbehandling (42 % i begge materialer) samt subjektivt (omkring 40 %) og objektivt behandlingsbehov (omkring 60 %). Det er endvidere undersøgt, om der er forskel på de to materialer i andet misbrug. Andet misbrug i de to materialer er defineret i afsnit 10.1. 176

Heller ikke hvad angår andet misbrug, er der forskel mellem de to materialer, idet 92 % i alkoholundersøgelsen og 87 % i rusmiddelundersøgelsen har benægtet andet misbrug (p=0.255). Lidt flere angav at have været påvirket af alkohol på gerningstidspunktet i alkoholundersøgelsen (98 %) end i rusmiddelundersøgelsen (90 %) (p=0.032), men denne forskel er ikke særlig udtalt. Det er en følge af de nye regler, at flere færdselslovsovertrædere er i behandling for et alkoholmisbrug nu (55 %) end i 1988 (27 %). Det er endelig undersøgt, hvad der bevirker, at spritbilister aktuelt modtager behandling for alkoholmisbrug, tabel 10.6.c. Der er foretaget en logistisk regressionsanalyse (afsnit 1.6) med modtager aktuelt behandling for alkoholmisbrug som resposvariabel og bl.a. 1988-materialet og 2001-materialet som forklarende variable. Den fuldstændige statistiske analyse fremgår af bilag 3. Tabel 10.6.c Modtager alkoholistbehandling Variabel Statistisk effekt p-værdi Alkoholmisbrug - 0.799 Problembrug - 0.218 Nedsættelse af recidiv Øger 0.000 Subjektivt behandlingsbehov Øger 0.000 Rusmiddelundersøgelsen Øger 0.003 Som det ses, er det de samme variable nemlig nedsættelse af recidiv og subjektivt behandlingsbehov der såvel i 1988 som i 2001 var afgørende for, om en spritbilist var i behandling for et alkoholmisbrug. Hverken i 1988 eller i 2001 spillede omfanget af alkoholkonsumptionen, dvs. misbrug eller problembrug, nogen rolle, men flere er i alkoholistbehandling i 2001 sammenlignet med 1988 (p=0.003). 10.6.1 Kommentar Det er en umiddelbar følge af de nye regler for sanktionsfastsættelse ved spirituskørsel (afsnit 9.1), at flere spritbilister i 2001-materialet er i behandling end i 1988-materialet. Det mest bemærkelsesværdige ved disse analyser af færdselslovsovertrædere er således som ved de øvrige analyser i dette kapitel det ensartede billede mellem de to materialer. Den eneste forskel mellem 1988 og 2001, der er værd at nævne, er, at gennemsnitsalderen for spritbilister i 2001 er små fire år højere end i 1988 og gruppen af spritbilister er i forvejen væsentlig ældre end kriminalforsorgens øvrige klientel hvilket måske kan forklares 177

med, at nogle helt unge nu tager stoffer i stedet for at drikke. Ved politiets rutinekontrol er det på grund af lugten af alkohol mere nærliggende at registrere alkoholpåvirkning end stofpåvirkning. Under alle omstændigheder bekræfter disse analyser, at spritbilister er en gruppe for sig blandt kriminalforsorgens klientel. 10.7 Diskussion Der er anvendt præcis de samme spørgsmål vedrørende alkohol og alkoholmisbrug i rusmiddelundersøgelsen og i alkoholkonsumundersøgelsen, som fandt sted i 1988. Det er således muligt at sammenligne de to undersøgelser og analysere, om der såvel blandt kriminalforsorgens klientel som blandt medarbejdere er sket ændringer i synet på en række alkoholrelaterede forhold. Det er der ikke. Der er en helt forbavsende ensartethed i vurderingen af behandlingsbehov, effekt af aktuel og tidligere behandling osv. blandt såvel de indsatte/tilsynsklienterne som blandt medarbejderne. Det fuldstændig ensartede billede gælder såvel for færdselslovsovertrædere som for kriminalforsorgens øvrige klientel. Medarbejdernes opfattelse kan antages til en vis grad at være udtryk for kriminalforsorgens overordnede holdning til alkoholmisbrug, og det ensartede billede fra 1988 til 2001 afspejler således den kun moderate bevågenhed, som denne gruppe misbrugere i modsætning til stofmisbrugerne påkalder sig (kap. 1). Der er ikke sket nogen fornyelse eller udvikling på alkoholmisbrugsområdet bortset fra, at en (endnu) lavere andel af journaler og/eller sagsakter i 2001 end i 1988 overhovedet indeholdt oplysninger om et eventuelt alkoholmisbrug en måske sigende udvikling. Dette gælder dog ikke for færdselslovsovertrædere, for denne gruppe er andelen den samme. Antallet af alkoholmisbrugere er faldet lidt, mens der er flere stofmisbrugere i 2001, end der var i 1988. Samlet er antallet af rusmiddelbrugere steget. Den tidligere påviste sammenhæng mellem beruselse men ikke alkoholmisbrug og vold (afsnit 4.2.1) kan genfindes i 1988-materialet, hvilket bestyrker dette fund, Det ses også, at der er flere unge mænd, dømt for at have begået vold i beruset tilstand, i 2001- materialet end i 1988-materialet. Det er nærliggende at antage, at denne udvikling mere skyldes en ændret kriminalpolitisk holdning, end at berusede unge i dag begår mere vold end tidligere. Endelig genfindes sammenhængen mellem drab mv. og alkoholmisbrug (afsnit 4.2.2) også i 1988-materialet, og her er der ikke sket nogen ændring over tid. Der er ikke ved litteratursøgningen fundet undersøgelser, der på samme måde som denne sammenligner to tidsperioder. 178

11 Ordliste (s.d. betyder, at et ord eller begreb er defineret/forklaret i ordlisten) Bias... Systematiske fejl ( skævvridning ) i materialet (og dermed risiko for forkerte resultater), f.eks. fordi et undersøgt materiale ikke er repræsentativt (s.d.) ( selektionsbias ), eller fordi de undersøgte personer ikke kan huske begivenheder mv. tilbage i tiden ( recall bias ). Der findes også andre former for bias Bortfaldsanalyse... Undersøgelse af, hvorvidt de indsamlede data er repræsentative (s.d.) (i denne undersøgelse for kriminalforsorgens samlede klientel) Centralstimulerende midler... (I denne undersøgelse) kokain og amfetamin Centralstimulerende midler, gruppen der misbruger... Alle med et misbrug (s.d.) af centralstimulerende midler (s.d.), men ikke opioider (s.d.). De pågældende kan have et misbrug eller problembrug (s.d.) af de øvrige rusmidler eller et problembrug af opioider Confounder... Variabel (s.d.), der indgår i en statistisk analyse for at undgå falske korrelationer (s.d.) Crack... Bearbejdet form for kokain, som kan ryges Effekt... Se statistisk effekt Epidemiologi, epidemiologisk... Undersøgelser af udbredelse, variation, behandlingseffekt mv. af sygdomme, adfærd mv. i befolkningsgrupper Falsk korrelation... En tilsyneladende sammenhæng mellem to variable (s.d.) skyldes en bagvedliggende fælles årsag Hallucinogener... (I denne undersøgelse) lsd og svampe Harmful use... Skadeligt brug Hashmisbrugsgruppen... Alle med et misbrug (s.d.) af hash, men ikke af opioider (s.d.) eller centralstimulerende midler (s.d.). De pågældende kan have et misbrug eller problembrug (s.d.) af de øvrige rusmidler eller et problembrug af opioider og/eller centralstimulerende midler Hovedforhold... (I denne undersøgelse) den alvorligste kriminalitetsform en person er sigtet/dømt for ICD-10... WHO s diagnosekategorier Institutionsgruppering... (I denne undersøgelse) sammenlægning ( gruppering ) af ensartede tjenestesteder 179

Juridisk status... En persons retlige status i kriminalforsorgen, dvs. indsat, varetægtsarrestant, betinget dømt mv. Kohorteundersøgelse... Undersøgelse af en befolkningsgruppe, f.eks. alle der er født et bestemt år (en fødselskohorte ), flere gange over en årrække med henblik på at belyse, hvilke forhold tidligere i livet, der er årsag til en given tilstand eller adfærd senere i livet Konfidensinterval... Interval der med 95 % sandsynlighed omfatter den sande andel Korrelation... Graden af sammenhæng (samvariation) mellem to variable (s.d.) Logistisk regression... Statistisk analysemetode, der analyserer samvariation mellem en andel (responsvariabel) og andre variable (forklarende variable) Marginaltabeller... Antal svar på hvert enkelt spørgsmål i undersøgelsen (randtabeller) Mean... Gennemsnit Median... Se percentiler Metodologisk... Anvendt videnskabelig metode Metaanalyse... Analyse af sammenlagte materialer fra flere videnskabelige undersøgelser Misbrug, alkohol... (I denne undersøgelse) indtagelse af 11 genstande eller mere dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/registrering af tilsynet, og/eller 10 beruselsessituationer eller flere den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering, og/eller igangværende behandling for alkoholmisbrug Misbrug, stoffer... (I denne undersøgelse) indtagelse af et stof to gange om ugen eller mere den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering. Opioidmisbrug omfatter også kort sagt tidligere opioidmisbrugere, som aktuelt er i substitutionsbehandling (s.d.) Missing... Manglende besvarelse af et spørgsmål n... Antal, der indgår i en undersøgelse eller i en statistisk analyse Numerisk... Antalsmæssigt Nægtere... (I denne undersøgelse) personer, som ikke har ønsket at deltage i undersøgelsen Objektivt behandlingsbehov... (I denne undersøgelse) undersøgerens vurdering af, at en person har behov for behandling af et alkoholmisbrug og/eller et stofmisbrug 180

Opioider... Heroin o.l. samt ikke lægeordineret morfin, ketogan, metadon mv. Opioidmisbrugsgruppe... Alle med et misbrug (s.d.) af opioider (s.d.) uafhængig af et eventuelt misbrug (s.d.) eller problembrug (s.d.) af andre rusmidler Overrepræsentation... Flere med en given adfærd eller egenskab i en gruppe sammenlignet med antallet i en anden gruppe Percentiler... Procentdel, der afskærer en del af materialet. 25 % percentilen afskærer de 25 % med de laveste værdier (f.eks. den yngste fjerdedel), 75 % percentilen afskærer de øverste 25 % (f.eks. den ældste fjerdedel). 50 % percentilen (=median) afskærer de 50 % laveste (eller højeste) værdier Pilotundersøgelse (pilotprojekt)... Foreløbig undersøgelse med henblik på at afprøve og træne undersøgelsesmetoder Population... Befolkningsgruppe, som indgår i en videnskabelig undersøgelse Problembrug, alkohol... (I denne undersøgelse) indtagelse af 6-10 genstande dagligt de sidste seks måneder før indsættelsen/tilsynets registrering, og/eller 5-9 beruselsessituationer den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering Problembrug, stoffer... (I denne undersøgelsen) indtagelse af et stof en gang om ugen eller mindre den sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering Procentuel... Procentvise andel Proy... Et påvist forhold, som kan antages at være udtryk for noget andet end selve det påviste forhold Prædiktor... En egenskab eller et fund, der mere eller mindre sikkert forudsiger hændelsesforløb eller begivenheder, som indtræder senere p-værdi... Se signifikansniveau Recall bias... Se bias Relativ sandsynlighed... En sandsynlighed set i forhold til en anden sandsynlighed Repræsentativitet... Et udsnit (en stikprøve ) af en befolkningsgruppe svarer til (er repræsentativ for) hele befolkningsgruppen Responsevariabel... Afhængig variabel (s.d.) i en statistisk analyse, hvor det undersøges, hvilke andre variable, der påvirker ( forklarer ) den afhængige variabel 181

Signifikansniveau... Sikkerheden (eller styrken ) af en statistisk analyse. Normalt opereres med et signifikansniveau på 5 % (skrives p 0.05), hvilket kort sagt betyder, at sandsynligheden er under 5 % for at påviste forskelle, ligheder eller sammenhænge er udtryk for tilfældige udsving Statistisk effekt... En variabel (s.d.) i en statistisk analyse påvirker (har samvariation med) en anden variabel Statistisk signifikans... Et signifikansniveau (s.d.) på mindst p 0.05 Status... Se juridisk status Stoffer... (I denne undersøgelse) alle illegale stoffer, dvs. heroin, kokain, svampe mv., samt ikke lægeordineret morfinpræparater og benzodiazepiner (stesolid o.l.) Subjektivt behandlingsbehov... En persons eget ønske om behandling af enten et alkoholmisbrug eller et stofmisbrug Substitutionsbehandling... Behandling af et opioidmisbrug (s.d.) med enten metadon eller buprenorphin (=subute og temgesic) Tværsnitsundersøgelse... Undersøgelse af en population (s.d.) her og nu, f.eks. på en given dag Variabel... Element i en statistisk analyse, f.eks. køn, alder, kriminalitet (hovedforhold, (s.d.)), forskellige stoffer (s.d.), tidligere behandling osv. Vekselvirkning... Den statistiske effekt (s.d.) af en given variabel (s.d.) afhænger af en anden variabel 182

12 Litteratur Alkohol- og Narkotikarådet. At møde mennesket hvor det er. København: Alkohol- og Narkotikarådet, 1984. Andersen HS, Lillebæk T, Sestoft D. Isolationsundersøgelsen varetægtsfængsling og psykisk helbred. København: Bispebjerg Hospital og Retspsykiatrisk Klinik, 1994. Andersen HS, Sestoft D, Lillebæk T, Gabrielsen G et al. Prevalence af ICD-10 Psychiatric Morbidity in Random Samples of Prisoners on Remand. Int J Law Psychiatr 1996a; 19: 61-74. Andersen HS, Sestoft D, Lillebæk T, Gabrielsen G. Heroinmisbrug blandt danske varetægtsarrestanter. Prævalens relateret til administrationsform. Ugeskr Læger 1996b; 158: 4749-53. Andersen HS, Sestoft D, Lillebæk T, Gabrielsen G. Heroinmisbrug blandt danske varetægtsarrestanter. Konsekvenser af afhængighed relateret til administrationsform. Ugeskr Læger 1996c; 158: 4754-8. Andersen HS, Sestoft D, Lillebæk T, Gabrielsen G et al. Heroin dependence: Consequences and precursors related to route of administration. Nord J Psychiatry 1999; 53: 153-8. Andersen OE. Narkotikadebut hos indsatte i danske fængsler. Forskningsrapport nr. 19. København: Justitsministeriet, Kriminalpolitisk forskningsgruppe, 1982. Aromäki AS, Lindman RE. Alcohol epectancies in convicted rapists and child molesters. Crim Behav Ment Health 2001; 11: 94-101. Ashton CH. Pharmacology and effects of cannabis: a brief review. Br J Psychiatry 2001; 178: 101-6. Ashton H. Cannabis or health. Curr Opin Psychiatry 2002; 15: 247-53. Ball JC, Shaffer JW, Nurco DN. The day-to-day criminality of Heroin addicts in Baltimore a study in the continuity of offence rates. Drug Alcohol Depend 1983; 12: 119-42. 183

Berntsen K. Tilbud til stofmisbrugere. Ungdomsklinikkens behandlingseksperiment. København: Christian Ejlers Forlag, 1971. Best D, Sidwell C, Gossop M, Harris J et al. Crime and ependiture amongst Polydrug Misusers seeking treatment. Brit J Criminol 2001; 41: 119-26. Boca FKD, Noll JA. Truth or consequences: the validity of self-report data in health services research on addictions. Addiction 2000; 95 (suppl 3): 347-60. Brook DW, Brook JS, Zhang C, Cohen P et al. Drug Use and the Risk of Major Depressive Disorders, Alcohol Dependence, and Substance Use Disorders. Arch Gen Psychiatry 2002; 59: 1039-44. Brooke D, Taylor C, Gunn J, Maden A. Substance misusers remanded to prison a treatment opportunity? Addiction 1998; 93: 1851-6. Brooke D, Taylor C, Gunn J, Maden A. Substance misuse as a marker of vulnerability among male prisoners on remand. Br J Psychiatry 2000; 177: 248-51. Butler T, Levy M, Dolan K, Kaldor J. Manuscript, 2002. NSW Corrections Health Service, PO Bo 150, Matraville, NSW, 2036, Australia. Carroll KM, Rounsaville BJ, Bryant KJ. Alcoholism in Treatment-Seeking Cocaine Abusers: Clinical and Prognostic Significanse. J Stud Alcohol 1993; 54: 199-208. Dackis A, O Brian CP. Cocaine dependence: the challenge for pharmacotherapy. Curr Opin Psychiatry 2002; 15: 261-7. Danmarks Statistik. Kriminalstatistikken 2001. København: Danmarks statistik, 2002. Dawes MA, Antelman SM, Vanyukov MM, Giancola P et al. Developmental sources of variation in liability to adolescent substance use disorders. Drug Alcohol Depend 2000; 61: 3-14. 184

Dawkins MP. Drug use and violent crime among adolescents. Adolescence 1997; 32: 395-405. Direktoratet for Kriminalforsorgen. Stofcensus. København: Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2001. Dole VP, Nyswander M. A Medical Treatment for Diacetylmorphine (heroin) Addiction: A Clinical Trial with Methadone Hydrochloride. J Amer med Ass 1965; 193: 646-50. Doornick M v., Jong W de. Development of HIV/AIDS policy in the Dutch Prison Sytem. In: Shewan D, Davies J (eds). Drug use and Prisons. Amsterdam: hawood acadamic publishers, 2000. Ege P. Denmark. In: Farell M, Howes S, Verster A, Davoli M et al (eds). Insights. Reviewing current practice in drug-substitution treatment in the European Union. Luenbourg: European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction, 2000. E.O.N.N. (Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug). 2002 Årsberetning om Narkotikasituationen i Den Europæiske Union og Norge. Lisabon: E.O.N.N., 2002. Farrell M, Boys A, Bebbington P, Brugha T et al. Psychosis and drug dependence: results from a national survey of prisoners. Br J Psychiatry 2002; 181: 393-8. Farrell M, Howes S, Verster A, Davoli M et al (eds). Reviewing current practice in drugsubstitution treatment in the European Union. Luenbourg: European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction, 2000. Ferdinand RF, Blüm M, Verhulst FC. Psychopathology in adolescence predicts substance use in young adulthood. Addiction 2001; 96: 861-70. Fergusson DM, Horwood LJ. Does cannabis use encourage other forms of illicit drug use? Addiction 2000; 95: 505-20. Flindt N. De vigtigste Sindssygdomsformers kliniske optræden. København: Wilhelm Priors Hofboghandel, 1885. 185

Gerra G, Zaimovic A. Eploring the biological relationship between substance use and psychiatric disorders. Curr Opin Psychiatry 2002; 15: 269-75. Gowing L, Proudfoot H, Henry-Edwards S, Teesson M. Evidence supporting treatment. Sydney: Australian National Council on Drugs, 2001. Glyngdal P. Kokainmisbrug og psykisk sygdom. Ugeskr Læger 1996; 158: 4638-42. Gottlieb P, Gabrielsen G, Kramp P. Increasing rates of homicide in Copenhagen 1959-1983. Acta Psychiat Scand, 1988; 77: 301-8. Hald J, Jacobsen E. A Drug Sensitising The Organism to Ethyl Alcohol. Lancet 1948; 1001b: 225. Hammersley R, Forsyth A, Morrison V, Davies JB. The Relationship Between Crime and Opioid Use. Br J Addiction 1989; 84: 1029-43. Hansen SS. Substance use disorders among hospitalized patients in Denmark [Ph.d. afhandling]. Århus: University of Aarhus, 2000. Hansen SS, Munk-Jørgensen P, Guldbæk B, Solgård T et al. Psychoactive substance use diagnoses among psychiatric in-patients. Acta Psychiatr Scand 2000; 102: 432-8. Harrison GP, Gruber AJ, Hudson JI, Huestis MA et al. Neuropsychological Performance in Long-term Cannabis Users. Arch Gen Psychiatry 2001; 58: 909-15. Heil SH, Badger GJ, Higgins ST. Alcohol Dependence among Cocaine-Dependent Outpatients: Demographics, Drug Use, Treatment Outcome and Other Characteristics. J Stud Alcohol 2001; 62: 14-22. Henriksen F. Undersøgelse af 1000 spritbilister. Manuskript uden årstal. [Stillet til rådighed af fængselsinspektør HH Brøndsted]. 186

Hser Y, Anglin MD, Chou C-P. Reliability of longitudinal retrospective self-report by heroin addicts. Psychol Assess: A journal of Consulting and Clinical Psychology 1992; 4: 207-13. Hurwitz S, Christiansen KO. Kriminologi. København: Gyldendalske boghandel, 1971. Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Indsatsen for de hårdest belastede stofmisbrugere. København: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, 2002. Jacob J, Stöver H. Drug use, drug control and drug services in German prisons. In: Shewan D, Davies J (eds). Drug use and Prisons. Amsterdam: harwood academic publishers, 2000. Jaffe JH, Babor TF, Fishbein DH. Alcoholics, Aggression and Antisocial Personality. J Stud Alcohol 1988; 49: 211-8. Johns A. Substance misuse and offending. Curr Opin Psychiatry 1988; 11: 669-73. Johns A. Psychiatric effects of cannabis. Br J Psychiatry 2001; 178: 116-22. Johnsen J. Dansk Forsorgsselskabs optagelseshjem Lyng. Nord Tidsskr Kriminalvidenskab, 1965; 53: 314-7. Johnson TP, Mott JA. The reliability of self-reported age of onset of tobacco, alcohol and illicit drug use. Addiction 2001; 96: 1187-98. Kakko J, Svanborg KD, Kreek MJ, Heilig M. 1-year retention and social function after buprenorphine-assisted relapse prevention treatment for heroin dependence in Sweden: a randomised, placebo-controlled trial. Lancet 2003; 361: 362-8. Kontaktudvalget vedrørende Ungdomsnarkomanien. Metadon i behandlingen af unge stofmisbrugere. København: Kontaktudvalget vedrørende ungdomsnarkomanien, 1973. 187

Kothari G, Marsden J, Strang J. Opportunities and obstacles for effective treatment of drug misusers in the criminal justice system in England and Wales. Brit J Criminol 2002; 42: 412-32. Kramp P. Fra Speciallæge til undersøgelsesklinik. København: Politihistorisk Selskab. Årsbog, 1987. Kramp P, Gabrielsen G, Linde-Jensen E, Vigild T. Alkoholvaner blandt kriminalforsorgens klientel. Forskningsrapport nr. 31. København: Justitsministeriet, Kriminalpolitisk forskningsgruppe, 1990. Kramp P, Gabrielsen G. Retspsykiatri i H:S en spørgeskemaundersøgelse. København: Retspsykiatrisk arbejdsgruppe, H:S Sundhedsfagligt råd for psykiatri, 2000. Kramp P, Gabrielsen G. Kriminalitet begået af psykisk syge. Ugeskr Læger. I trykken. Kriminalvården. Tjugohundraett. Kriminalvårdens Officiella Statistik. Norrköping: Kriminalvården, 2001. Kristoffersen R. (Kriminalomsorgens Utdanningssenter, Norge). Personlig meddelelse, 2002. Kyvsgaard B. Kriminalforsorg i frihed mellem omsorg, hjælp og kontrol. København: Direktoratet for Kriminalforsorgen, 1998. Kyvsgaard B. Klientundersøgelsen. I: Differentieringsudvalget: Den institutionsmæssige placering af indsatte. København: Direktoratet for Kriminalforsorgen, 2000. Lapham SC, Smith E, C de Baca J, Chang I et al. Prevalence of Psychiatric Disorders Among Persons Convicted of Driving While Impaired Arch Gen Psychiatry 2001; 58: 943-9. Law FD, Nutt DJ. Maintenance buprenorphine for opioid users. Lancet 2003; 361: 634-5. Longato-Stadler E, von Knorring L, Hallman J. Mental and personality disorders as well as personality traits in a Swedish male criminal population. Nord J Psychiatry 2002; 56: 137-44. 188

Mann KF. Alcohol and psychiatric and physical disorders. In: Gelder MG, López-Ibor JJ, Andreasen N (eds). New Oford Tetbook of Psychiatry. Oford: Oford University Press, 2000. Marsch LA. The efficacy of methadone maintenance interventions in reducing illicit opiate use, HIV risk behaviour and criminality: a meta-analysis. Addiction 1998; 93: 515-32. Marsden J, Gossop M, Stewart D, Rolfe A et al. Psychiatric symptoms among clients seeking treatment for drug dependence. Br J Psychiatry 2000; 176: 285-9. National Consensus Development Panel on Effective Medical Treatment of Opiate Addiction. JAMA 1998; 280: 1936-43. Norström T. Outlet Density and Criminal Violence in Norway, 1960-1995. J Stud Alcohol 2000; 61: 907-11. Nurco DN, Ball JC, Shaffer JW, Hanlon TE. The Criminality of Narcotic Addicts. J Nerv Ment Dis 1985; 173: 94-102. Pedersen MU. Substitutionsbehandling. Århus: Center for rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, 2001. Peters RH, Steinberg ML. Substance abuse treatment in US prisons. In: Shewan D, Davies JB (eds). Drug use and Prisons. Amsterdam: harwood acadamic publishers, 2000. Poikolainen K. Antecedents of substance use in adolescence. Curr Opin Psychiatry, 2002; 15: 241-5. Politimesterforeningen. Ecstasy rapport. En rapport fra Politimesterforeningens arbejdsgruppe vedrørende politiets indsats på beværterområdet. København: Rigspolitiets informationstjeneste, 2002. Reneman L, Lavalaye J, Schmand B, de Wolff FA et al. Cortical Serotonin Transporter Density and Verbal Memory in Individuals Who Stopped Using 3,4-Methylenedioymethamphetamine (MDMA or Ecstasy ). Arch Gen Psychiatry 2001; 58: 901-6. 189

Rey JM, Sawyer MG, Raphael B, Patton GC et al. Mental health of teenagers who use cannabis. Br J Psychiatry 2002; 180: 216-21. Rossow I. Alcohol and Homicide: a cross-cultural comparison of the relationship in 14 European countries. Addiction 2001; 96 (suppl 1): 77-92. Rothbard A, Alterman A, Rutherford M, Liu F et al. Revisiting the Effectiveness of Methadone Treatment on Crime Reductions in the 1990s. J Subst Abuse Treat 1999; 16: 329-35. Räsänen P, Hakko H, Järvelin M-R. Early-onset drunk driving, violent criminality, and mental disorders. Lancet 1999; 354: 1788 og 1999; 355: 933. Saunders, JB, Brady KT. The scientific basis for the prevention and treatment of substance misuse. Curr Opin Psychiatry 2002; 15: 231-4 Schmidt E, Sindballe A. Stoffer alkohol og tobak. En undersøgelse blandt unge i Roskildes skoler i 1974. København: Kontaktudvalget vedrørende Ungdomsnarkomanien, 1974. Schmitz JM, Bordnick PS, Kearney ML, Fuller SM et al. Treatment outcome of cocainealcohol dependent patients. Drug Alcohol Depend 1997; 47: 55-61. Soyka M. Substance misuse, psychiatric disorder and violent and disturbed behaviour. Br J Psychiatry 2000; 176: 345-50. Schrøder GE. Psykiatrisk undersøgelse af Mandsfanger i Danmarks Straffeanstalter. København: Jacob Lund. Medicinsk Boghandel, 1917 og 1927. Schulsinger F. Det psykiatriske arbejde i Dansk Forsorgsselskab. Nord Tidsskr Kriminalvidenskab 1963; 51:224-35. Seivewright N. Disorders relating to the use of amphetamine and cocaine. In: Gelder MG, López-Ibor JJ, Andreasen N (eds). New Oford Tetbook of Psychiatry. Oford: Oford University Press, 2000. 190

Sinha R, Easton C. Substance Abuse and Criminality. J Am Acad Psychiatry Law 1999; 27: 513-26. Statens beredning för medicinsk utvärdering. Behandling av Alkohol- och narkotikaproblem, Volym 1+2. Stockholm: SBU, 2001. Stöver H. Drogengebraucherinnen und Drogenhilfe in Justizvollzug - eine Übersicht. Suchttherapie 2002; 3: 135-45. Sundhedsstyrelsen. Narkotikasituationen i Danmark. København: Sundhedsstyrelsen, 2001 og 2002. Thomson LDG. Substance abuse and criminality. Curr Opin Psychiatry 1999; 12: 653-7. Virkkunen M, Kallio E, Rawlings R, Tokola R et al. Personality Profiles and State Aggressiveness in Finnish Alcoholic, Violent Offenders, Fire Setters, and Healthy Vo-lunteers. Arch Gen Psychiatry 1994; 51: 28-33. Ward J, Mattick RP, Hall W (eds). Methadone Maintenance Treatment and Other Opioid Replacement Therapies. Amsterdam: harwood academic publishers, 1998. Winsløw JH. Narreskibet en rejse i stofmisbrugerens selskab. København: Socpol, 1984. Winstock AR, Strang J. Opiates: heroin, methadone, and buprenorphine. In: Gelder MG, López-Ibor JJ, Andreasen N (eds). New Oford Tetbook of Psychiatry. Oford: Oford University Press, 2000. World Health Organisation. The ICD-10 Classification of Mental and Behavioural Disorders. Geneva: World Health Organisation, 1993. Waaben K. Retspsykiatri og strafferet i historiens lys. København: Janssen-Cilag A/S, 1997. Waaben K. Straffe og andre retsfølger. København: G.E.C. Gads Forlag, 1983. 191

Waaben K. Utilregnelighed og særbehandling. I: Festskrift udgivet af Københavns Universitet i anledning af universitetets årsfest november 1968. København: Københavns Universitet, 1968. 192

13 Tabel- og figuroversigt Rusmiddelundersøgelsen Tabel Tekst Side 1.8.a Antal deltagere fordelt på institutionsgrupper... 44 1.9.a Antal deltagere og nægtere fordelt på institutionsgrupper... 45 Figur Tekst Side 1 Tværsnitsundersøgelse... 41 2 Falsk korrelation... 42 Misbrugets omfang Tabel Tekst Side 2.1.a Misbrug og problembrug, rusmidler... 48 2.1.1.a Aldersfordeling, de enkelte rusmidler... 49 2.1.2.a Kønsfordeling, opioidmisbrug... 50 2.1.2.b Kønsfordeling, centralstimulerende midler... 50 2.1.2.c Kønsfordeling, hashmisbrug... 51 2.1.2.d Kønsfordeling, alkoholmisbrug... 51 2.2.1.a Opioidmisbrugsgruppen... 52 2.2.2.a Grupper, der misbruger centralstimulerende midler... 53 2.2.3.a Hashmisbrugsgruppen... 54 2.2.4.a Alkoholmisbrugsgruppen... 55 2.2.6.a Intet misbrug... 56 2.2.7.a Misbrugsgrupper... 56 2.3.a Misbrugsgrupper fordelt på institutionsgrupper... 58 2.3.2.a Tidligere, men intet aktuelt stofmisbrug... 60 2.3.3.a Tidligere og aktuel misbrugsgruppe... 61 2.3.3.b Aktuel og tidligere misbrugsgruppe... 62 2.4.a Personer, der nogensinde har prøvet et stof... 64 2.5.a Kønsfordeling og misbrugsgrupper... 66 2.5.b Aldersfordeling (år) i de forskellige misbrugsgrupper... 67 2.6.a Misbrugsgrupper og typisk indtagelsesmåde for kokain, sidste måned før indsættelsen/tilsynets registrering... 67 2.7.a Anvendt stoffer den sidste måned, 16-44-årige... 68 2.7.b Stoffer, prøvet nogensinde, 16-24-årige... 69 2.7.c Stoffer, prøvet sidste måned, 16-24-årige... 69 2.7.d Prøvet et stof nogensinde 16-20-årige... 70 Antal misbrugere pr. år Tabel Tekst Side 3.1.a Beregnet andel af nye indsatte/tilsynsklienter pr. år fordelt på misbrugsgrupper... 77 3.2.a Opioider, beregnet andel... 78 3.2.b Centralstimulerende midler, beregnet andel... 78 193

Tabel Tekst Side 3.2.c Hash, beregnet andel... 79 3.2.d Alkohol, beregnet andel... 79 3.2.e Ecstasy, beregnet andel... 79 3.2.f Benzodiazepiner, il, beregnet andel... 80 3.2.g Hallucinogener, beregnet andel... 80 3.3.a Antal misbrugere pr. år... 81 Kriminalitet og misbrug Tabel Tekst Side 4.1.a Misbrugsgrupper og kriminalitet (hovedforhold), uden færdselslovsovertrædere... 84 4.1.b Kriminalitet (hovedforhold) og misbrugsgrupper, uden færdselslovsovertrædere... 85 4.1.1.a Narkotikakriminalitet og misbrugsgrupper... 86 4.2.1.a Vold... 88 4.2.1.b Vold og alkohol... 88 4.2.2.a Drab mv.... 89 4.2.3.a Røveri... 89 4.2.4.a Tyveri... 90 4.2.5.a Grov narkotikakriminalitet... 90 4.2.6.a Anden berigelseskriminalitet... 91 Misbrug og juridisk status Tabel Tekst Side 5.1.a Statusgrupper og misbrugsgrupper... 95 5.1.b Statusgrupper og misbrugsgrupper, uden færdselslovsovertrædere... 96 5.1.c Misbrugsgrupper blandt statusgrupper, uden færdselslovsovertrædere... 96 5.1.1.a Misbrugsgrupper blandt afsonere og prøveløsladte, uden færdselslovsovertrædere... 97 5.1.1.b Misbrugsgrupper og straflængde, uden færdselslovsovertrædere... 97 5.1.1.c Misbrugsgrupper blandt betinget dømte og prøveløsladte, uden færdselslovsovertrædere... 98 5.2.a Misbrug blandt varetægtsarrestanter i Københavns Fængsler 1992 og 2001... 100 5.3.a Misbrugsgrupper blandt 68-69-klienter... 101 Behandling Tabel Tekst Side 6.1.a Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, uden færdselslovsovertrædere... 104 6.1.b Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertr.... 105 6.2.a Opioidmisbrugsgruppen, behandlingsdata... 105 6.2.b Opioidmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 106 6.2.c Opioidmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 106 6.2.2.a Opioidmisbrugsgruppen, modtager behandling... 107 6.3.a Gruppen, der misbruger centralstimulerende midler, behandlingsdata... 109 6.3.b Gruppen, der misbruger centralst. midler, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 109 6.3.c Gruppen, der misbruger centralst. midler, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 110 6.3.1.a Gruppen, der misbruger centralst. midler, modtager behandling... 110 194

Tabel Tekst Side 6.4.a Hashmisbrugsgruppen, behandlingsdata... 112 6.4.b Hashmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 112 6.4.c Hashmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 113 6.4.1.a Hashmisbrugsgruppen, modtager behandling... 113 6.5.a Alkoholmisbrugsgruppen, behandlingsdata... 114 6.5.b Alkoholmisbrugsgruppen, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 115 6.5.c Alkoholmisbrugsgruppen, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 115 6.6.a Intet misbrug, behandlingsdata... 116 6.6.b Intet misbrug, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 116 6.6.c Intet misbrug, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 117 6.7.2.a Misbrug af centralst. midler(e) eller hash(e), subjektivt behandlingsbehov... 118 6.7.2.b Misbrug af centralst. midler(e) eller hash(e), objektivt behandlingsbehov... 119 6.7.4.a Intet misbrug, subjektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug... 120 6.7.4.b Intet misbrug, objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug... 120 6.8.a Samtidig behandling for stof- og alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere... 122 6.9.a Subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod stofmisbrug, uden færdselslovsovertrædere... 123 6.9.b Antallet med såvel et subjektivt som et objektivt behandlingsbehov mod et stofmisbrug samt antal som modtager behandling, uden færdselslovsovertrædere... 124 6.9.c Modtager behandling for stofmisbrug, forklarende variable... 125 Substitutionsbehandling Tabel Tekst Side 7.1.a Substitutionsbehandling, præparat og døgndosis (mg), uden færdselslovsovertrædere... 133 7.2.a Nogensinde substitutionsbehandling, aktuel substitutionsbehandling, uden færdselslovsovertrædere... 134 7.3.a Substitutionsbehandling, institutionsgrupper, uden færdselslovsovertrædere... 135 7.3.b Påbegyndt og afsluttet substitutionsbehandling, mens kontakt til kriminalforsorgen, uden færdselslovsovertrædere... 136 7.3.c Substitutionsbehandling fordelt på institutionsgrupper, uden færdselslovsovertrædere... 136 7.4.a Opioidmisbrugere, +/- substitutionsbehandling, andet misbrug... 137 Misbrugskarriere Tabel Tekst Side 8.1.a Debutalder hash... 142 8.1.1.a Debutalder opioider... 142 8.1.2.a Debutalder centralstimulerende midler... 144 8.1.3.a Debutalder benzodiazepiner, il... 145 8.1.4.a Debutalder ecstasy... 146 8.1.5.a Debutalder hallucinogener... 147 8.1.6.a Debutalder opløsningsmidler... 148 8.2.1.a Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder... 150 8.2.1.b Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder samt tidligere behandling... 150 8.2.1.c Risiko for et aktuelt opioidmisbrug, debutalder, tidligere behandling og tidligere opioidmisbrug... 151 195

Tabel Tekst Side 8.2.2.a Sandsynlighed for tidligere at have modtaget behandling, debutalder, eventuelt tidligere og aktuelt opioidmisbrug... 151 8.2.3.a Alle, der har prøvet opioider, aktuel og tidligere opioidmisbrugsgruppe... 152 8.2.3.b Tidligere behandling og aktuelt opioidmisbrug... 152 8.2.3.c Tidligere behandling, aktuel stofgruppe... 153 Figur Tekst Side 3 Debutalder for hash og opioider... 143 4 Debutalder for hash og centralstimulerende midler... 144 5 Debutalder for hash og illegale benzodiazepiner... 145 6 Debutalder for hash og ecstasy... 146 7 Debutalder for hash og hallucinogener... 147 8 Debutalder for hash og opløsningsmidler... 148 Færdselslovsovertrædere Tabel Tekst Side 9.2.a Færdselslovsovertrædere, opioidmisbrugsgruppen... 158 9.2.b Færdselslovsovertrædere, gruppen der misbruger centralstimulerende midler... 158 9.2.c Færdselslovsovertrædere, hashmisbrugsgruppen... 158 9.2.d Færdselslovsovertrædere, alkoholmisbrugsgruppen... 159 9.2.e Færdselslovsovertrædere, intet misbrug... 159 9.3.a Færdselslovsovertrædere, misbrugsgruppe og status... 160 9.4.a Færdselslovsovertrædere, behandlingsdata... 161 9.4.b Færdselslovsovertrædere, subjektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 162 9.4.c Færdselslovsovertrædere, objektivt behandlingsbehov, alkohol og stoffer... 162 9.5.a Færdselslovsovertrædere, stofmisbrug og subjektivt behandlingsbehov... 164 9.5.b Færdselslovsovertrædere, alkoholmisbrug og subjektivt behandlingsbehov... 164 Alkoholmisbrug 1988 og 2001 Tabel Tekst Side 10.1.a Datamaterialet, 1988- og 2001-materialet... 169 10.3.a Kønsfordeling, uden færdselslovsovertrædere... 170 10.3.b Alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere... 171 10.3.c Andet misbrug, uden færdselslovsovertrædere... 171 10.3.d Akternes oplysninger, alkoholmisbrug, uden færdselslovsovertrædere... 171 10.4.a Sammenligning af indflydelsen ( styrken ) af variable på subjektivt og objektivt behandlingsbehov mod alkoholmisbrug i 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere... 173 10.5.a Vold, 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere... 174 10.5.b Vold, alkohol, 1988-materialet og 2001-materialet, uden færdselslovsovertrædere... 174 10.6.a Kønsfordeling, 1988-materialet og 2001-materialet, færdselslovsovertrædere... 176 10.6.b Alkoholforbrug, 1988-materialet og 2001-materialet, færdselslovsovertrædere... 176 10.6.c Modtager alkoholistbehandling... 177 196

14 Bilagsfortegnelse Bilag 1 Bilag 2 Bilag 3 Bilag 4 Medarbejdere i kriminalforsorgen der har interviewet deltagerne i undersøgelsen Tidsplan for Rusmiddelundersøgelsen Statistiske analyser 3.1 Bortfaldsanalyse 3.2 Logistiske regressionsanalyser 3.2.1 Vold (afsnit 4.2.1) 3.2.2 Drab mv. (afsnit 4.2.2) 3.2.3 Røveri (afsnit 4.2.3) 3.2.4 Tyveri (afsnit 4.2.4) 3.2.5 Grov narkotikakriminalitet (afsnit 4.2.5) 3.2.6 Anden berigelseskriminalitet (afsnit 4.2.6) 3.2.7 Opioidmisbrugsgruppen (afsnit 6.7.1) 3.2.8 Centralstimulerende midler og hash (afsnit 6.7.2) 3.2.9 Alkoholmisbrugere (afsnit 6.7.3) 3.2.10 Intet misbrug (afsnit 6.7.4) 3.2.11 Hvem behandles (afsnit 6.9) 3.2.12 Aktuelt opioidmisbrug (afsnit 8.2.1) 3.2.13 Tidligere behandling (afsnit 8.2.2) 3.2.14 Behandlingsbehov (afsnit 9.5) 3.2.15 Vold og alkohol (afsnit 10.5) 3.2.16 Alkoholistbehandling (afsnit 10.6) Marginaltabeller 4.1 Akternes oplysninger 4.2 Alkohol 4.3 Hash 4.4 Amfetamin 4.5 Kokain 4.6 Ecstasy 4.7 Lsd 4.8 Svampe 4.9 Benzodiazepiner (illegale) 4.10 Heroin 4.11 Morfin (illegalt) 4.12 Temgesic (illegalt) 4.13 Metadon 4.14 Opløsningsmidler 4.15 Behandling med metadon (buprenorphin=subute og temgesic) 4.16 Det foretrukne rusmiddel 197

4.17 Den indsattes/klientens vurdering af behandling mv. for stofmisbrug 4.18 Undersøgernes behov for vurdering af behov for behandling for misbrug 4.19 Anvendt tolk Bilag 5 Bilag 6 Forsøgsprotokol, manual, registreringsskema mv. 5.1 Forsøgsprotokol 5.2 Ikke videnskabelig projektbeskrivelse 5.3 Vejledning ved udfyldelse af registreringsskema (med ledsagende bilag). Fængsler og arresthuse 5.4 Registreringsskema. Fængsler og arresthuse 5.5 Vejledning ved udfyldelse af registreringsskema (med ledsagende bilag). Afdelinger 5.6 Registreringsskema. Afdelinger 5.7 Nægterskema Kommissorium, korrespondance mv. 6.1 Kommissorium 6.2 Skrivelse af 12. maj 2000 fra Registertilsynet om registrets førelse 6.3 Skrivelse af 28. august 2000 fra De Videnskabsetiske Komiteer for Københavns og Frederiksberg Kommuner (om at der har været uenighed om projektet, som derfor er videresendt til Den Centrale Videnskabsetiske Komité) 6.4 Skrivelse af 2. oktober 2000 fra Den Centrale Videnskabsetiske Komité (som ønsker yderligere oplysninger om perspektivet i undersøgelsen) 6.5 Skrivelse af 18. oktober 2000 fra adm. overlæge Peter Kramp til Den Centrale Videnskabsetiske Komité 6.6 Skrivelse af 5. december 2000 fra Den Centrale Videnskabsetiske Komité med bl.a. bemærkning om, at projektet ikke falder under komitéloven 6.7 Skrivelse af 19. juli 2001 til kriminalforsorgens anstalter, arresthuse og afdelinger med en orientering om undersøgelsen samt anmodning om, at der udpeges undersøgere 6.8 Skrivelse af 27. september 2001 fra Datatilsynet om tilladelse til projektets gennemførelse 6.9 Skrivelse af 18. oktober 2001 til fængselsinspektørerne om undersøgelsen 6.10 Skrivelse af 18. oktober 2001 til arrestforvarerne om undersøgelsen 6.11 Skrivelse af 25. februar 2003 fra Datatilsynet vedrørende forlængelse af tilladelse til projektets gennemførelse Bilagene kan findes på Kriminalforsorgens hjemmeside: www.kriminalforsorgen.dk. 198