Drømmen Gadebørn i Mellemamerika Gadebørn i Mellemamerika ı 17
drømmen TEKST Linda Nordahl Jakobsen og Poul Kjar FORSIDEFOTOS Mike Kollöffel LAYOUT Halding + Mousten TRYK Schultz ISBN 9788787771931 Udgivet med støtte fra Danida Folkekirkens Nødhjælp 2005 Indhold Fattigdom driver børn på gaden 3 Victors valg 4 Sandras historie 6 En dag på gaden 8 Jaget vildt 10 Jolanis hemmelighed 12 Hvis du vil vide mere 13
Fattigdom driver børn på gaden I Mellemamerika er gadebørn et af de mest synlige beviser på den fattigdom, som titusinder af familier lever i I Honduras og Guatemala bor flere end 15.000 børn på gaden. Langt de fleste af dem kommer fra fattige hjem med mange søskende, en far, som måske er væk, og en mor, der skal forsørge familien alene. Mange børn stikker af hjemmefra og ender på gaden allerede i 7-8 års alderen på grund af mishandling, druk, vold og seksuelle overgreb derhjemme. De sover i papkasser, under broer, på markedspladser, i kældernedgange, parker eller i forladte bygninger. Og de forsøger at skaffe sig mad og småpenge ved tiggeri, tyveri, småjobs eller prostitution. Men til trods for et liv helt ude på kanten af afgrunden, har gadebørn også livsgnister og drømme om et andet liv. Det er disse gnister, som Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner Casa Alianza prøver at puste liv i, når gadelærerne tager rundt i storbyens gader og parker for at kontakte gadebørnene og hjælpe dem ud af det rå gadeliv. Casa Alianza giver gadebørn tag over hovedet, mad, tryghed, psykologisk støtte og hjælp med praktiske problemer som for eksempel at fremskaffe de papirer, der er nødvendige for at blive skrevet op til en skole. Når børnene er hos Casa Alianza skal de være stoffri og de skal deltage i de forskellige praktiske gøremål, der er på et børnehjem. Sammen med andre menneskerettighedsorganisationer arbejder Casa Alianza også som fortaler for børns og unges rettigheder og fører flere retssager om blandt andet politiovergreb og mord på gadebørn. Gadebørn i Mellemamerika ı 3
drømmen Victors valg Engang var han gadebarn, nu drømmer han om at spille fodbold Gnisterne sprutter fra svejsejernet op om ørerne på Victor. Han slukker for apparatet og skubber beskyttelsesvisiret op i panden, mens han stolt ser på sit arbejde; En lampefod i smedejern. Victor er ved at uddanne sig som smed - og han er glad og tilfreds. Men sådan har det ikke altid været. Victor var bare 7 år, da han forlod sin familie; otte søskende, moderen, der arbejdede i huset hos en rig familie og skiftende stedfædre, som bankede barndommen ud af børneflokken - og fik Victor til at gå hjemmefra. Livet på gaden var hårdt, men det var bedre end at bo derhjemme, fortæller Victor. Flere af hans søskende stak også af og blev gadebørn. Vi slog os sammen med andre gadebørn, og vi levede af at tigge og lave småjobs. På et tidspunkt fik vi den idé, at tage til Guatemala. Vi tog en bus til hovedstaden i Guatemala, hvor vi efter nogle få dage blev samlet op af to gadelærere fra Casa Alianza. Victor boede et år på Casa Alianzas børnehjem i Guatemala By, ind til han blev sendt tilbage til Honduras sammen med to af sine brødre. Her blev de indkvarteret på et af Casa Alianzas børnehjem. Men Victor kunne ikke falde til. Han kom ustandseligt op at slås med de andre drenge. Så smuttede jeg. En af mine brødre var rejst til nordkysten, og jeg fulgte efter. Jeg fandt ikke min bror, men jeg fik nye venner. Men Victors nye venner i industribyen San Pedro Sula var dårligt selskab. Det var en flok drenge, som gerne ville optages i den berygtede gadebande Batos Locos De Skøre Fyre. Victor boede i et hus sammen med drengene. De røg 4 ı Drømmen
marihuana og tog kokain, når de kunne få fat i det. Pengene fik de ved at overfalde folk på gaden. Jeg ved ikke, hvor mange mennesker, jeg har truet med kniv. Men jeg har aldrig slået nogen ihjel eller såret nogen, fortæller Victor, der ikke er stolt over det kapitel i sin omtumlede opvækst. Som ved et mirakel mødte Victor den bror, han egentlig var taget af sted til nordkysten for at finde. De tog sammen tilbage til hovedstaden Tegucigalpa, hvor de opsøgte Casa Alianza. Victor valgte - efter flere måneders usikkerhed - at lægge stofferne på hylden og blive på Casa Alianzas børnehjem. Da han fyldte 17 år, fik han sit livs chance; Han fik tilbudt en læreplads i smedjen i den lille by San Juancito, hvor han nu er i lære sammen med 11 andre drenge. Det er hårdt arbejde hver eneste formiddag. Men vi lærer en masse, og nu kan jeg selv svejse lamper, fortæller Victor. Han går i skole om eftermiddagen og bor hos en plejefamilie i San Juancito, der ligger klemt inde mellem bjergene i det centrale Honduras. Her er ikke noget at lave om aftenen, så i weekenderne tager jeg tilbage til børnehjemmet og er sammen med mine brødre. Så spiller vi fodbold på Casa Alianzas fodboldhold, fortæller han, mens hans smil bliver så bredt som en motorvej. Min drøm er at blive professionel fodboldspiller ligesom Zidane. Han kan løbe, kontrollere og drible, og så er han en klog spiller, der binder det hele sammen i Real Madrid. Ikke lige som Diego Maradona, den ged, han har taget for mange stoffer. Gadebørn i Mellemamerika ı 5
Sandras historie Mange gadepiger sælger sig selv for at skaffe penge Jeg har aldrig taget penge for at have sex med mænd, men jeg kender mange, der har gjort det. Sådan fortæller den 16-årige Sandra Gomez. Hun er ny det vil sige, at hun er lige kommet til Casa Alianzas hjem for gadepiger, der har levet i prostitution. Men psykologen Rosina Rodriquez, der arbejder i Casa Alianza, kender bagsiden af Sandras historie. Der går typisk nogle måneder, før pigerne begynder at fortælle sandheden, som er det første skridt til at få dem til at fungere som almindelige mennesker; nemlig erkendelsen af at de har været prostituerede. Derefter skal de have det bearbejdet gennem samtaler, siger Rosina Rodriguez. Hun fortæller, at Sandra arbejdede som prostitueret på en bar i byen Choluteca om natten. Om dagen sov hun eller hang ud i gaderne sammen med to af sine søskende, som ind imellem også boede på gaden. De boede hjemme en gang imellem hos moderen og stedfaderen. Men stedfaderen gav dem bank på skift og voldtog børnene, og Sandra endte med at blive helt væk hjemmefra. En dag kom politiet på baren, og de tog Sandra med på stationen. Sandra blev derefter bragt til Casa Alianzas pigehjem. Mine brødre siger, at min mor er sur på mig, og at hun derfor ikke vil besøge mig. Men jeg savner hende, og håber at vi bliver venner igen, fortæller Sandra, der er glad for sit nye hjem. De 12 piger på pigehjemmet har et godt fællesskab. De 6 ı Drømmen
drømmen laver mad, vasker tøj, gør rent, og de går i skole enten om formiddagen eller om eftermiddagen. De laver også fysiske aktiviteter, og om søndagen går de tit til fodbold og ser byens hold - Olympica - spille kamp. Pigerne har haft en frygtelig opvækst, og prostitutionen har betydet, at de har lidt yderlige skade, så deres selvtillid er helt i bund. Men de skal nok komme sig igen. De får hen ad vejen talt ud om tingene og bliver i stand til at acceptere, at de har været igennem noget frygteligt, hvilket er afgørende i forhold til, at de kan rette op på deres selvopfattelse. Hos os får de et hjem, tryghed, sammenhold og kommer i gang med en uddannelse. Vi gør dem til mennesker igen, siger Rosina Rodriguez. Gadebørn i Mellemamerika ı 7
rømmen En dag på gaden Gadelærerne skaber kontakt og tillid, når de går ud og opsøger gadebørn Langt de fleste af de gadebørn, vi er i kontakt med, er blevet seksuelt misbrugt derhjemme. Mange af dem har også været udsat for vold og druk i hjemmet, fortæller Branda Paniagua. Hun er en af de ti gadelærere, som arbejder i Casa Alianza i Guatemala. De fleste gadebørn kommer fra fattige familier, som er gået i opløsning. Gadebørnene doper sig for at glemme, at de er sultne - en bogstavelig sult efter mad, men også en sult efter omsorg, siger Branda. Hver dag tilbagelægger hun sammen med en kollega femseks kilometer til fods gennem gader, pladser og parker og til busterminalen alle de steder, hvor gadelærerne ved, at gadebørnene holder til. For mange af børnene handler det ofte om overhovedet at turde vise tillid. Vi taler tit med det samme barn mange gange. Og på et eller andet tidspunkt tør barnet måske sige ja til at tage med os. Men det koster hårdt for nogle af dem, især de lidt ældre, for de har vænnet sig til et brutalt gadeliv uden normer og krav, siger Branda. Både Branda og hendes kollega Wellington får undervejs både knus og masser af håndslag, fordi mange af gadebørnene kender dem. På den store plads i centrum dukker den lidt generte 17- årige Cesar op. Han fortæller stolt, at han har været stoffri i mange måneder, og at han ind imellem har arbejde med at sælge aviser på gaden. Cesar tilbyder at bære Brandas rygsæk, der er fyldt med medicin, forbindinger, plastre, tegnepapir og blyanter. Som en konkret måde at få fysisk kontakt med børnene på tilbyder gadelærerne at behandle børnenes sår og desinficere deres fødder for svamp. De gadebørn, der har sko, har i reglen også svamp. De beholder nemlig skoene på nat og dag, fordi de er bange for, at de ellers bliver hugget. 8 ı Drømmen
Mange af drengene har ofte også hårdt brug for sårpulver, plaster og forbindinger. Branda opfordrer en af drengene til at hive op i sin t-shirt. Han har et langt riflet ar, der lyser fra det nederste af ryggen og om på maveskindet. Et overfald med en skåret flaske, siger drengen. En anden dreng, den 12-årige Mario, fremviser med et småflovt grin to friske stiksår i ryggen og et dybt sår i hovedet, hvor betændelsen har sat sig i skorper. Han var i gang med noget småtyveri hos en handlende, da machete-huggene faldt. Nogle gange er vores arbejde ligesom at tømme en båd for vand. Vi bliver ved med at lænse vand i den ene ende, mens der hele tiden strømmer nyt vand ind i den anden ende, siger Branda. Gadebørn i Mellemamerika ı 9
Jaget vildt Gadebørn betragtes af mange som socialt affald, man bare kan skille sig af med At gadebørn betragtes som jaget vildt, vidner den ekstreme situation i Honduras om; Her er flere end 2.000 børn og unge blevet dræbt siden 1998. Blandt de dræbte er adskillige gadebørn. Mange af dem havde været udsat for tortur eller voldtægt, inden de blev dræbt. Der er mistanke om, at mordene begås af politi eller civile, som ønsker gadebørnene fjernet fra butiksområderne, så de ikke tigger penge eller stjæler. Derfor omtales drabene på børn og unge ofte som social udrensning. Størstedelen af de dræbte kommer nemlig fra fattige familier. Nogle var gadebørn, andre var narkomaner, eller det var unge, som bare hang ud i gaderne, mens en mindre del af de dræbte var medlemmer af en eller anden gadebande. 10 ı Drømmen
drømmen Disse drab må stoppe. Antallet af børn, der dør i hænderne på honduransk politi og sikkerhedsvagter, er det højeste i hele verden. Sådan sagde FN s særlige udsending, Asma Jahangir, da hun besøgte Honduras for at undersøge de mange mord på børn og unge. Casa Alianza havde sammen med andre menneskerettighedsorganisationer bedt FN-udsendingen om at komme til Honduras, fordi de honduranske myndigheder ikke har gjort noget for at opklare mordene og retsforfølge de skyldige. Det er ikke kun anonyme gerningsmænd, som dræber og slipper af sted med det uden straf. Også politiet har let til våben, når det gælder gadebørn. Det kan den 15- årige Hector i Honduras tale med om. Politiet slog min ven Alexander ihjel, fordi han havde hugget et par sko. De skød ham i benet og i maven, og da han røg ud over broen og ned i floden, skød de ham én gang til, fortæller Hector, der selv har levet på gaden i 11 år. Mordet på Alexander er - ligesom størstedelen af de andre mord på børn og unge - aldrig blevet efterforsket, og ingen er blevet retsforfulgt. Her i Honduras har vi på en måde dødsstraf ligesom i USA. Forskellen er bare, at det er politiet, der henretter én her siger et familiemedlem til en dreng på 16 år. Den 16-årige blev dræbt af skud fra politifolk, da han en tilfældig fredag aften stod på gaden med en gruppe kammerater og dansede til rapmusik. Gadebørn i Mellemamerika ı 11
Jolanis En film om danske Bubbers møde med den honduranske gadepige Jolani hemmelighed Bubber, der til daglig er tv-studievært, følger i sporet af fattigdommen rundt i Honduras. Under sin rejse møder Bubber den 15-årige Jolani. Hun bor i en papkasse ved Choluteca-floden i Tegucigalpa. Jolani stikker hovedet ud, da Bubber banker på den beskidte papkasse. Hvad gør du, når det regner, hvor får du mad fra, og hvor er din mor og far? Jolani sidder foran sit papkassehus og smiler nervøst til Bubbers mange spørgsmål. Papkassen er tæt, jeg har foret den med plastic, og det er kun i den værste regntid, at jeg må søge ly under broen, fortæller Jolani. Hendes familie bor i en landsby en times bjergkørsel fra hovedstaden. Jeg har aldrig kendt min far. Men jeg har en mor og fire søskende, som jeg ikke har set, siden jeg flygtede hjemmefra for to år siden, fortæller Jolani. Jamen, hvorfor stak du af hjemmefra? spørger Bubber. Jolani kigger tavst ned i jorden I filmen Bubber i Honduras Jolanis hemmelighed kan du høre mere om, hvorfor Jolani stak af hjemmefra og endte som gadebarn. Filmens målgruppe er fra 12 år og opefter. Filmen kan rekvireres hos Folkekirkens Nødhjælp. 12 ı Drømmen
hvis du vil vide mere... så klik ind på www.noedhjaelp.dk/latinamerika drømmen Her kan du finde flere historier om Jolani, Hector, Scarlet og alle de andre gadebørn, som - måske - er på vej til et andet liv Gadebørn og Gavtyve i Honduras fem år senere I denne film følger vi gadepigerne Maria og Belkis, som kom på Casa Alianzas børnehjem for fem år siden. Filmen, har de 7-10-årige som målgruppe. Danske Rebecca på syv år, mødes med Maria og Belkis og er filmens fortæller. Du kan læse om Maria og Belkis i bogen Gadebørn og Gavtyve i Honduras, som blev udgivet i 1999 i forbindelse med U-landskalenderen. Bogen fås hos Danida, Udenrigsministeriet. Filmen kan rekvireres hos Folkekirkens Nødhjælp. Du kan læse om børn og unge, der ender i kriminalitet og gadebander i Mellemamerika - og myndighedernes måde at gribe de sociale problemer an på Du kan læse om Casa Alianza og andre af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, der støtter børn og unge i Mellemamerika Du kan læse om FNs Børnekonvention. Du kan se, hvilke andre film og DVD, Folkekirkens Nødhjælp lejer ud, og som handler om gadebørn i Mellemamerika Gadebørn i Mellemamerika ı 13
Vidste du... at i Honduras er der 8-10.000 gadebørn - primært i storbyerne Tegucigalpa og San Pedro Sula at i hovedstaden i Guatemala er der omkring 5.000 gadebørn og ti procent af dem kommer fra nabolandene drømmen at over 90% af gadebørnene sniffer lim eller opløsningsmidler. Flere års misbrug giver hjerneskader og kan medføre døden at over 90 % af de gadebørn, som Casa Alianza har kontakt til, har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb at gadebørn er særligt udsatte for hiv/aids-smitte og andre seksuelt overførte sygdomme at Casa Alianza fører retssager på gadebørns vegne for at få dømt de skyldige bag mord og vold mod gadebørn at Casa Alianza hvert år tager sig af omkring 9.000 børn og unge, der lever på gaden i Mellemamerika 14 ı Drømmen
Fakta Casa Alianza udspringer af den amerikanske børneorganisation Covenant House. Casa Alianza arbejder med at hjælpe gadebørn i Mexico, Nicaragua, Honduras og Guatemala og har regionalt kontor i Costa Rica. Folkekirkens Nødhjælp støtter Casa Alianzas arbejde i Honduras og Guatemale M E X I CO BELIZE CARIBISKE HAV Huehuetenango Quezaltenango G UAT E M A L A Coban El Progreso G u a t e m a l a Escuintlá b y San Luis Lago de Isabál Puerto Barrios Santa Rosa de Copán S a n S a l v a d o r E L S A LVA D O R STILLEHAVET San Pedro Sula La Ceiba Yoro Comayaga La Paz Te g u c i g a l p a Choluteca Chinandega Leóvn Somoto Trujillo H O N D U R A S Lago de Managua CO R D. I S A B E L L A Matagalpa Juigalpa M a n a g u a Granada Lago de Rivas Nicaragua CO R D. D E Puerto Lempira N I C A R AG UA Bluefields Gadebørn i Mellemamerika ı 15 Liberia CO STA R I C A
Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 13 DK-1165 København K 33 15 28 00 dca@dca.dk drømmen 16 ı applied education for young roma in macedonia www.noedhjaelp.dk