Drengestreger indhold_drengestreger.indd 1 29-06-2016 13:24:12
Af samme forfatter: Novellen På besøg, Novelleforlaget.dk (2009) Alt forandres (noveller), Skriveforlaget (2014) indhold_drengestreger.indd 2 29-06-2016 13:24:12
Joan Bach Ludvigsen DRENGESTREGER Ungdomsroman indhold_drengestreger.indd 3 29-06-2016 13:24:12
DRENGESTREGER Copyright 2016 Joan Bach Ludvigsen All rights reserved Udgivet 2016 af EgoLibris Omslagsdesign: Kreativt Bogdesign 2013, forsidefoto (øverst): Dave Dyet, forsidefoto (nederst): Christie Thomas Portrætfoto: Victoria Slinde Bang Bogen er sat med Baskerville Tryk: Toptryk Grafisk Printed in Denmark 1. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-93434-21-9 www.forlagetegolibris.dk Gengivelse af denne bog eller dele af den er ikke tilladt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Dog er det tilladt at bringe korte uddrag i omtale eller anmeldelser. Bogen er ren fiktion. Enhver lighed med nulevende eller afdøde personer eller faktiske begivenheder er utilsigtet og tilfældig. indhold_drengestreger.indd 4 29-06-2016 13:24:12
indhold_drengestreger.indd 5 29-06-2016 13:24:12
Mange mennesker har støttet mig i arbejdet med Drengestreger, dog skal en særlig tak lyde til Bettina, Bente, Pernille og Peter, uden jer var bogen ikke blevet til det, den er i dag. indhold_drengestreger.indd 6 29-06-2016 13:24:12
Kapitel 1 Det er tidlig morgen, gaderne er stille. Lyset er sart, dagen er kun lige begyndt. Det er søndag. Han åbner døren ud til gaden. Går hen til cyklen med avisvognen bagpå. Trækker cyklen hen til næste opgang. Stiller cyklen fra sig. Tjekker listen. Tager tre aviser op. Foran opgangen trykker han koden ind. Et bip lyder, og døren kan skubbes op. Han propper aviserne i postkasserne og går ud igen. Et par opgange mere og han har fri. Han tager i døren ud til gaden, da noget stopper ham. På den anden side af døren, bag glasruden, står en mand. Helt stille. Han er stor. Stor, bred og skaldet. Og han stirrer på Erkan. Uvilkårligt træder Erkan et skridt tilbage. Mandens øjne mere end stirrer, de sluger Erkans mindste bevægelse, mens han tager høretelefonen ud af det ene øre. Hans hjerte dunker. Manden tager i døren, den gir sig ikke. Måske har han glemt sine nøgler. Erkan tøver. Så tager han mod til sig, træder et skridt frem og åbner døren. Skal du ind? Manden svarer ikke. Masser sig bare forbi. Okay, okay, mumler Erkan og skynder sig ud. Henne ved cyklen vil han se efter manden, men han tør ikke. Hurtigt trækker han cyklen hen til næste opgang og tager to aviser op. Inden han går ind, ser han sig tilbage. Manden er væk. 7 indhold_drengestreger.indd 7 29-06-2016 13:24:12
Erkan skynder sig ind i opgangen. Han fumler ved postkasserne, og det tager ham længere tid at få aviserne i. Det er tit nogle underlige typer, der er ude så tidligt. Og selv om manden så skræmmende ud, så gjorde han jo ikke noget. Ingenting. Nada. Hold op med at tænke på det! Erkan går ud til cyklen. Næste opgang. Vognen er næsten tom, han er næsten færdig! Gaden er stille. Ingen mand. Men. Noget trækker i Erkan. Noget siger ham, at han skal passe på. Måske bør han ringe til nogen? Droppe de sidste aviser og køre hjem? Tanken sender et pust af lettelse gennem hans krop. Den her opgang kunne være den sidste. Han åbner døren ud til gaden. Nu står der to fyre ved hans cykel. Et par år ældre end ham, gætter han på. De griner højt og skubber til hinanden. Den ene forsøger at sætte sig op på cyklen, men vælter ned på asfalten. Erkan kender dem ikke, men kender deres type. På vej hjem fra byen, på stoffer og på udkig efter et slagsmål. Bare de ikke vil slås. Først da han står ved siden af cyklen, opdager de ham. Giver du ikke et lift? griner den ene. Erkan ryster på hovedet. Fat i cyklen, væk, nu. Nu! Men den anden læner sig ind over styret og blinker til ham. Hva, giver du så ikke en avis? Hvad skal du med en avis? har Erkan lyst til at spørge. Han ved, de smider den fra sig igen med det samme. Det gør de altid. Alligevel bøjer han sig ind over vognen og tager en avis op. Nej, ikke den lorteavis. Har du ikke en anden? Fyrene griner til hinanden. Idioter, tænker han og rækker ned i vognen igen. Han hører skridt og en anden lyd, men når ikke at se sig tilbage. 8 indhold_drengestreger.indd 8 29-06-2016 13:24:13
Kapitel 2 De løber alt, hvad de kan. Fødderne tager gang på gang afsæt på asfalten. Dunk, dunk, lyder det. De hiver efter vejret. Tænker ikke. Løber kun. På et tidspunkt sætter de farten ned. De går et øjeblik, før de fortsætter igen. Pulsen banker hårdt. Det suser for deres ører, det er den eneste lyd, de hører. De krydser veje, parkeringspladser og parker. De ser sig ikke for. Løber bare. Ser heller ikke den mand, der er ude at gå tur med sin hund. Men han ser dem. Forundret stopper han op. Kigger efter dem og tænker, hvorfor så travlt? De er nået ud til fodboldbanerne ved Vestvolden, da Dennis stopper op. Kan ikke mere. Han vælter omkuld i græsset og hiver efter vejret. Oven over ham skinner solen fra en blå himmel. Det bliver endnu en varm dag. Han fumler med smøgpakken i lommen. Hvad skete der lige? Han sætter sig op og tænder en smøg. Hvad fanden der skete? Du så det jo selv. Kim har fået blod på sig. Han gnider hånden hårdt i græsset. Hvad gør vi nu? spørger Dennis. Det er altid Kim, der ved, hvad de skal. Vi må videre. Nu. 9 indhold_drengestreger.indd 9 29-06-2016 13:24:13
Kapitel 3 Hun kan ikke forstå, at avisen ikke er kommet. Ham buddet plejer ellers at være så præcis. Hun ser på uret og ryster på hovedet. Hun syntes ellers, at hun hørte nogen på trappen, men der var ingen at se. Måske tager hun fejl, måske hørte hun ikke en dør smække. Hun åbner altandøren og træder ud på altanen. Det første hun ser, er to personer, der spurter ned ad gaden, som om de er på vej væk fra noget. Mens hun står der, mærker hun en underlig fornemmelse brede sig i kroppen. Senere bliver hun i tvivl, om følelsen først kommer bagefter, efter hun ser ham ligge nede på gaden hen over avisvognen. Helt stille. Det er hende, der ringer til politiet. Først forstår de ikke, hvad hun siger, og hun må gentage sig selv. Da hun har lagt røret på, er hun i tvivl om manden i den anden ende har forstået, hvad det er, hun har set. Efter lidt tid hører hun trafik på gaden, og så er de der, en politibil og en ambulance. Døren ud til altanen har hun lukket i igen. Da det banker på hendes dør, er hun stadig i natkjole. Hun tænker ikke over det, før hun har lukket de to kriminalbetjente ind. Så finder hun morgenkåben frem og tager den på ud over natkjolen. Ude i køkkenet vil hun lave kaffe, men hendes hænder ryster for meget, og hun kan ikke få filteret ned i tragten. Den ene betjent er venlig og ordner det for hende, siger, at han nok skal klare kaffen, hvis hun sætter sig ind i stuen til hans kollega. Det er dér, hun begynder at græde. I lommen i morgenkåben finder hun et lommetørklæde frem og 10 indhold_drengestreger.indd 10 29-06-2016 13:24:13
tørrer øjnene. Betjenten følger hende ind i stuen, og hun sætter sig ned i sofaen. Hun kender jo ikke ham drengen, forklarer hun. I hænderne holder hun lommetørklædet, som hun gentagne gange knuger sammen til en lille klump for at glatte det ud igen. Jo jeg har da talt med ham et par gange, når han kom med avisen, jeg er jo altid oppe så tidligt, siger hun, men hans navn kan hun ikke huske, selv om hun mener, at han engang har fortalt hende det. 11 indhold_drengestreger.indd 11 29-06-2016 13:24:13
Kapitel 4 Da hun vågner, ved hun, at noget er galt. Hun har ikke hørt ham komme hjem. Hun tjekker mobilen på natbordet. Ingen beskeder. Hun står ud af sengen, trækker i morgenkåben, kører hånden gennem håret og går ud i gangen. Hans sko står der ikke. Tankerne farer gennem hendes hoved, mens hun går mod hans værelse. En trafikulykke. En bil, der rammer ham på cyklen. En ambulance med en båre, som han bliver løftet op på. Han kan have taget skoene med ind på værelset. Døren til hans værelse er lukket. Inden hun åbner den, beder hun til, at han ligger i sin seng og sover. Sådan står hun i, hvad der svarer til både et øjeblik og en evighed, inden hun trykker håndtaget ned og åbner døren. Først på klem og så helt op. Sengen er tom. Dynen er smidt hen i den ene side af sengen. Han er der ikke. Hun går hen til sengen, løfter dynen op. Kigger. Lægger dynen på plads. Erkan bryder sig ikke om, at hun roder i hans ting. Hun ser på telefonen. Stadig ingen beskeder. Klokken er 09.20. På denne tid er han altid hjemme. Det er hun sikker på. Den urolige fornemmelse vender tilbage. Hun prøver at overdøve den med mulige forklaringer, måske er han punkteret eller kommet for sent ud af døren. Der kan være sket så meget. Hendes hænder ryster, da hun ringer til ham, men i det samme lyder dørtelefonen. Det giver et ryk i hende. Hun ånder lettet op og slukker telefonen. Han har mistet sine nøgler. Selvfølgelig. Det er derfor, han er blevet forsinket. Ude i gangen trykker hun ham ind, åbner døren ud til opgangen, 12 indhold_drengestreger.indd 12 29-06-2016 13:24:13
stiller sig og venter. Så hører hun, at trinene ikke er hans. Da to uniformerede betjente kommer til syne, har hun lyst til at smække døren i. Den ene betjent siger hendes navn: Nadire Bakir. Hun nikker og spørger med det samme: Og Erkan hvor er han? Det er nok bedst, at vi går indenfor, svarer betjenten. De sidder i stuen. Betjentene på den ene side af bordet over for hende. Nadire kan ikke forstå, at de ikke bare kan komme til sagen. Hvor er Erkan? spørger hun igen. Betjenten rømmer sig. Han har øvet sig på ordene på vejen derud, og alligevel lyder det forkert, da han siger: Det gør mig ondt at fortælle dig. Erkan er blevet skudt på sin avisruste her til morgen. Skuddet dræbte ham på stedet. Der var ikke noget at gøre. Det gør mig ondt. Vi Nadire afbryder ham. Hvorfor siger I det til mig? Hvorfor tror I Erkan? Hun stopper op. Der er så mange drenge, der går med aviser. Vi er desværre ret sikre på, at det drejer sig om Erkan Bakir. Betjenten ser alvorligt på hende. Nadire kigger på den anden betjent. Jamen Den anden betjent er lige så alvorlig. Vi fandt disse ting på afdøde. Han lægger to plastikposer op på bordet. Nadire rækker hænderne frem og tager fat i poserne. Det er Erkans telefon og pung. Det er hende, der har købt telefonen til ham. Den er ny. En iphone et eller andet nummer, hun kan ikke huske det, andet end at han var ubeskriveligt glad for at få den. 13 indhold_drengestreger.indd 13 29-06-2016 13:24:13
Nadire skal identificere Erkan. Politiet kører hende. Hun sidder på bagsædet ved siden af en betjent. Der er stille i bilen. Nadire tænker, at det er en fejl. Erkan er ikke død. Myrdet. På et tidspunkt siger hun det også højt. Det er ikke ham. Men der er ingen tvivl. Det er ham. 14 indhold_drengestreger.indd 14 29-06-2016 13:24:13