STILLE TERROR. myspace.com/hoerevaernpaabudt

STILLE TERROR

STILLE TERROR myspace.com/hoerevaernpaabudt

111 110 109 108

107 106 105 104

103 103 101 100

99 98 97 96

95 94 93 92

91 90 89 88

87 86 85 84

83 82 81

6. marts 2010, Østerbro Kære N Du er erkendt. Jeg ved heller ikke hvad satan det så skal betyde, er du glad i vejret, over det hele, som en vaskeægte, pas på nætter, spas de nætter. Jeg sidder i isen i hjertet og tygger, når jeg ikke ryger de der pinde, de der glade fingre for røg er de glade, inde i røgen er de glade og smilende, neglene burde klippes en dag, men jeg tror ikke så meget på det, på netop det punkt ønsker jeg, at ridse heksene gik henover søen og søen blev en is. Jeg ved heller ikke hvad der sker, det er nok sådan en VA SATAN SKER DER, men der sker ikke noget, jeg er vildt glad, og stresset og bange her jeg er her, hvor er du henne, svar ikke, det vil gøre for ondt, at ryge røg ned i lungerne som også er at plante et træ et træ med vægt og smukke knogler, den røg, som røgen er den gule røg, gjort guld, eller gul i guld, gul i guld, er vel den rigeste gul. Tænk over det. Er du glad nok i hjertet? Jeg spørger alle om de er glade i hjertet, men tænker slet ikke på noget, egentlig burde jeg tælle sne den er allerede væk, du er også væk, jeg sidder her, på mit gulv, fødderne ført i skoene, men ikke bare sko, nej, sutsko, så langt så godt. Her jeg her er jeg som er jeg, som er mig, som én der ikke ved nej. Jeg er jo her. PO pop, den pop mand. K. En KH, en K. kom på kroen alle var gået i seng, han tændte lys, han pissede i en frostboks hvor også pengene til livet lå i den helt store guld af guld den rige rejste -. Og da han sødt døde, mens alle pengene blødte stod jeg i Prag på den anden side af månen, hun var så sød, talte næsten ikke engelsk, jeg talte sgu heller ikke engelsk, men jeg så hende langt ind i øjnene, så drak vi noget sprut, nogen røg en joint, eller det skal nok lige i rasende parentes indskydes: Røg over det hele, hellighellige menneske, siger dig, der var røg over det hele. Der kom hastigt en hest, Christoffer holdt oplæg om Jerzy Kosinski, noget med et dyr, og et dyr der kneppede en pige, kulørte bånd på dyrets erigerende lem, viste bønderne, hujende svedende ophidsede, bønder hvor langt lemmet kom op i

kvinden, eller pigen, eller sker der overhovedet noget i den by jeg bor som nu så er København, Købstædernes bank, hvordan forstå sådan noget? Jeg ved det ikke. DE GIK EN TUR I SKOVEN for hun hade den nye blå kjole på. I sin fars ansigt havde den blå kjole i ansigtet. Det har været engang i juni, skoledagene færdige. Skoven var så flot og kneppet op, forår må da være en næsten halv nytårsaften; se lige der! hvislede han mens hans øjne smuttede med egern rundt fra træ til træ, utroligt som et dyr uden vægt kan rase et helt træs grene i en slags sydende gryde, udenom en skæv vinds ransagelses ellers. Jeg går selv i træ. Sagde hun. Hun har været så træt. Du må ikke gå i træ. Jeg går nu. Du må ikke Shhhhhh. Sagde hun. Hendes pegefinger og langemand lagde sig over hans læber som mosbegroede og bløde stammer i alliance. Hun gik selv et træ, blev et træ som en hængt skygge; uden skud i sig hun hang. Vinden tog lidt til, hendes fødder vaskede dvask rummet under sig, vippende op og ned. Han græd til månen og månen sagde ikke noget, månen vendte sig ikke om eller bort, øjet som et stort hvidt øje, lettere gulligt end hvidt, måbede af forbavselse over det utro indbrud i alt for meget, og pludselig var han helt alene eller mere alene end han nogensinde før havde følt sig. Derhjemme før/efter? hun hang sig som et hængt træ: Skyttemosen 64, 3450 Allerød, et nyopført rækkehus, med rødt tegltag og gule mursten, altid orden ude foran og på bagsiden, aldrig en cykel stående sig rust til i snevejr, altid cykler stillet i skuret. Et nyt år bragte: den gamle kommodes, i øverste skuffe, slips, et sort slips med en glad kat på, kattens øjne lignede urskiver, pupillen i kattens øjne lignede nye måner eller visere lidt buede som nye måner, eller urskiven. Nej, nej vent. Der blev aldrig ventet. Okay, han sagde ikke meget den dag hans mormor søde hav blødt den dag hendes hjerne blødte. Et lille barn, en lille voksen? Men lå han da ikke derhjemme i sin seng, så han ikke sin mormor hvirvle rundt, i en hvid, gullig

af sved, misfarvet af røg, natkjole med ærmerne svejset til et hæst hav? Det blod han drømte om var blod. Lille barn lille voksen. Alligevel dråben: blodet fra ørerne fordi hjernen blødte. Kjolen plettet. Som om hun som dig. Du betyder så meget: Som alt guld i verdenen hængt på træerne spyttede de flammer eksploderede de over det hele, vindens hoste hæs i kronen, kronen VIPED OUT, VI To os to ja. Din Rasmus

6. marts 2010, Østerbro Kære N HESTENE RØG OVER MARKEN RØGEN I DERES MAN RÅBTE SOM EN STANK. Måske: et foto af mig [her], så kan du se hvor meget jeg smiler, men det er rævens smil, eller den flotte raserede fasan splittet, kløvet tunge. Og så ved jeg heller ikke mere: Martin skrev engang i Hvedekorn Jeg er alt det ikke at røre dig med hænderne er. Dét kan jeg enormt godt lide. Sådan er jeg. Jeg sidder bare her. Nede på Den Franske var der stopfuldt af mennesker, mennesker lå ovenpå hinanden i Sucre, døde mennesker, døende mennesker gik måske omkring, men, du ved nok, alle er døende, det handler nok om hvor meget man trækker vejret, gik der en storm, stormen, eller tavsheden, den lille stilhed, silhuetten af en hånd løftet vinduerne overfor brænder lys af så meget nat er der, ikke nu, men en aften som i går, brændte vinduerne overfor af lys, der er så meget lys lige nu. B.L.U.R.E.M.I spiller men klart ligger yndlingsnummeret af Coxon over det hele, muligvis et sted hvor der stadigvæk falder sne, farv den sne, Coxon på Bugman eller Trimm trabb. Men ellers ved det ikke. Jeg er så glad i røven........ Jeg røg ad helvede til; portene stod døve, kun overdøvet af deres skingre skrig knirken knirkende er kongen der falder om, i en stol, som en stor mand gjort død, skræl den lyd, skræl den af hans rygsøjle, pas på ham, pas på dig selv, jeg sidder jo også bare her, helt væk, så langt væk.

Måske kan du sige hej. Du kan måske sige Hej du der. Og så er jeg ellers væk. Den sommer. Og den sommer. Og også den der sommer. Ude ved havet. Nå der gik de allierede i land. Rødt vand. Sneen er rød. Og nu er sneen næsten væk. Men et stikkende stinkende sår; råbende hals igennem stille døres lås. En flydende materie et skrig, da døren blev flået op, ind fløj ja de der tusindvis af fugle. Dem med kløerne. Jeg kan godt huske hvordan livet ender i dette liv. Denne skingert løbende honning på tænderne af en kædesav. Sene kys. Ikke kys. En hest. FLFL R

6. marts 2010, Østerbro Kæreste N DEN DAG HESTENE FLØJ SOM VINDE GENNEM VAND, stod jeg, men ordene må tænke for dem selv. Tegnene ligner tegn, men jeg ved godt at jeg ikke skal læse dine læber som de skilles i et smil, sneen kom sent, men blev for vildt i lang, lang tid, lå i gaderne, kinderne var rasende som varme æg. Alting er tin, en tin boks, en boks tin, tinder, dengang og så f.eks. den anden dag, eller dagene, og pludselig svarer du, så er jeg helt GONE. Men pas på dig selv. Jeg stod også uden tøj, nej jeg havde tøj, tøj som støjende musik vores stille hænder må gå igennem for at nå den lavest, hvis ikke tikkende, så syngende fugl, nattergalen er kneppet om til en klassiker, den elsker vi ikke elsker vi ikke som lyden vi krænger op ved at føre lyden af vores tavshed båret på hænderne gennem tøjet på hinanden. Solen skinner, så skinner den også. Det skal man ikke tænke for længe over. Tænker på rød, rød, rød. Men ikke dig. Hvordan overhovedet fungere støj er tøj er nat. Netop i nat, drømte jeg ikke, graven jeg faldt i var en grav, fucking intet andet end kold våd grav, gravet af dig, dig med en saks af sølv, gennem søvnen nåede saksen mig, du havde lånt saksen fra en mand med sølv i næsen. Granerne oppe ved mine forældres sommerhus, kogte, den kogte den aften så da den flyvende tallerken landede med sirener sang og sirener og blåt blink, lød kogt op og kogt op sirener som en sammenhørig klangs dybeste sang, men den stumme i hænderne slap lala lala. Du ved nok. Mange kærlige hilsner Rasmus

6. marts 2010, Østerbro Hej N, hattevejr? fødte et skrig så voldsomt at tænderne blev blæst ud af munden. Vende dreje vende sig i sengen endda til dagen hvor hun lå bleg under en kistes låg. Risene kogte. Og i skoven hang træerne hængte og alle hang da med. Risene kogte aldrig: nej. Så sad han også i timerne og halvsov drømmene om kogt jerns indgreb i en, indhyllet af røg, hjerne hvordan den blødte hvordan holde sig vågen i matematik? Line en dag langt fremme, muligvis side 35, bragte ikke sig selv, bragte nyheden om Marie. Marie der gerne ville komme sammen med ham. Han havde aldrig tænkt på andet end at sidde ned, selv når han sad ned sad han ned i tankerne. Han vidste ikke så meget; Marie var han aldrig stødt på, breve dengang, små lapper papirer med mulighed for kryds ved ja eller nej ved spørgsmålet vil du komme sammen?. Hvad skrev han til hende hvad skulle han stille op med en pige fra 8. klasse, en pige med pagehår af brunt kraftigt hår; tilbage i skoven alene. Der gik noget tid med sne. Sneen lagde sig over det hele; på søen ovenpå isen. Han gik i sin egen hjerne. Kom hjem. Der står mad i ovnen. Råbte hans mor inde fra stuen med sædvanlig stemme iblandet sædvanlig summende sø nyhedsvært fra tv-avisen, døren der adskilte stue og køkken smækkede ved gennemtræk, trak ham gennem flere tusinde hjerteslags skrøbelige blik af voldelig ske, tung. Han svarede hende ikke. Han åbnede køleskabet og tog en liter letmælk ud. Der var ikke skruelåg på dengang og han drak direkte fra kartonen. Med smagen af mælk i munden røg han senere en røg sad på et cykelstativ, eller væltede bagover. Mormoren hang hele tiden bagerst. Hans slips var altid parat. Vel som at pisse i bukserne for at holde sig varm, eller få tatoveret sit navn og CPR-nummer et hemmeligt sted i frygt for at blive myrdet og slæbt til ulvene. Men ulve æder sgu matematik og tal bedre end et menneske som ham.

Der står mad i ovnen. Gentog hans mor. Han satte mælkekartonen ind på sin plads i køleskabet, stod længe og studerede køleskabets indhold, men fandt ikke noget særligt. Han vendte sig om og åbnede lågen til ovnen op. En bradepande med lasagnerester uden duft stod derinde. Det gad han ikke. Med et skub lod han lågen falde på plads igen. Et spækbræt med løg og en bøtte med fetaost stod, opdagede han nu, uden retning. Et sekund eller to overvejede han igen at smage på lasagnen, men kom bort fra det, gik tilbage til mælken i køleskabet og drak den. Omhyggeligt foldede han kartonen og smed den ud. Himlen udenfor køkkenvinduet blev lyst op af fyrværkeri. Et ordentligt brag lød. Fem pupillerne trak sig sammen som glaskuglers marmormønster NATTEUGLEN KENDER SIN PAS PÅ PAS LIGE LIDT PÅ. Så langt væk. Men også [her], jeg mistede min kæreste til de rullende sten. Jah, igen Coxon. Jeg kender én der har været oppe i dig. Såh, det lagde jeg ikke mærke til. Bjelke.

6. marts 2010, Østerbro Hej N ja igen! VASÅVASSEVASÅSAGDESAPÅ. Denne gang. Nej, helt væk i en bæk fuld af pis. Strømmende floder af glade mennesker talende om tabte muligheder for at slå sig en tromme til sig, slår det mig, pludselig, bange for lyn, ikke at lyn får mig til at sidde derhjemme alene med en sten, stene, stene, men ikke stene ikke som den stjerne Zebu du er er, er er, sangen. Hvorhen. Hvorhenne? Hvilket nummer råb efter mig på gaden er du oppe på. Jeg tænker som en sten, ikke en kold sten, eller et eller andet fremragende blottet træs sidste krampagtige høtyvegrene strakt direkte op så kom så tale men hvordan sige noget, det hele, nej. Jeg mener at en sten er et træ. Tænk på mig som et stenet træ, ikke natteuglens tuden, den splintrede indad rude i en bil, er herrens sidste drive, så glem noget, husk noget, husker søen der ikke rigtig var en sø, men noget tæt på marsk, men for nej det kan slet ikke være rigtigt, der var is og der var store tuer af vissent græs, den vinter, vi legede på vandets isede overflade, men så blev huse bygget på grunden, senere måtte man ikke gå gennem bebyggelsen, én blev truet med en rive, af en syg, syg, syg, hey syg sang, men jeg synger ikke fra lortets syttende etage, spring, sprængt, spærrede ruder det forår, men på en måde ikke længere fra den isglatte dans bilister langtfra mestrer legen dansen sangen nu kom jeg hertil. Går det godt? Jeg spøger. Jeg spøger som en bunke gamle klude, dynger af knogler losset på mig, ind under huden. Ikke en oppe opstanden kender du til at være losset i hovedet af kærlige engles trommer. Jul en engel en mand - ja du ved nok. Nej. Åh. Rasmus

6. marts 2010, Østerbro Enestående stjerne Zebu NATTEN VÆLTEDE OP AF JORDEN SOM ET PYRAMIDISK A. Han valgte at være alene drømte omkring, stenene i åen der løb ud i søen, og ikke kom længere, aldrig kom længere end til søen nu med fin hinde hud iskold is, en væg, eller et spejl. Han kunne så stå der og kigge sig langt ind i tankerne. Det var nat. Himlen var sået af stjerner tæt sået; noget mægtigt eller en le blev ikke svunget over dem, kun solen kunne rense himlen, og dens brors lånte skin gav ikke stjernerne kamp til stregen. Den hang fuldmodent og klar. Det bankede på væggene hvor han indlagt til tålmodighed var placeret på bagsædet Lay af en bil, skubbet skvulpende i tanken, med tanken fuld af benzin, hen ad vejen lady om han kunne sangen udenad når nogen skændtes med en lussing, som rovfugls overraskende, altid, med 350 kilometer i timen, kraft, lay. Nej, titlen kendte han. Kendte dem som en del af en anden historie, ikke sin egen, ikke volden som lyste fra øjnenes nøglehuller, sække af sort rander dybe sækken med sort eller sækken af sort røg i hovedet. Røg fra munden et rasende træk væk: rejst på pinde og ført op fugle, uden mulighed for at flyve fra ørkenen af familie, for alvor stikke af, han kunne sidde på bagsædet, ligge rullet sammen som en dårlig fjeder, som en hugorm, i søvne, slikkende solen for al energi, og alligevel ikke stikke af, splittet, af pinde, fastlåst af pinde, gående på pinde omkring, knække. Han åbnede køleskabet, fandt en ny liter mælk, åbnede kartonen fandt denne gang et glas. Senere forbandt han små glas med sin familie, og store glas, store med masser af plads med store glas, store med masser af plads. Overrasket? Aldrig. Der er lasagne med fetaost i ovnen. Hans mor igen. Zappende nu, for nu hørte han reklamer for shampoo. Han løftede glasset op til munden, men stod stille, han hørte noget andet, ikke sin mor eller reklamer

med blød musik fra shampooreklamen, nej han hørte månen blive trukket i land, uden at tænke på at fiskekroge uanset størrelse kan flå et ansigt, en bug, en mund ordentligt skamferet hørte han månen give efter for nogens fiskekrog igen forenden af en snøre igen en snøre forende af en fiskestang igen en fiskestang for enden af noget. Djævlen brændte hø på bunden af glasset. Mælken var modsat en mørk himmel mørknet af røg fra afbrændt hø, lys, kun lampen over spisebordet i køkkenet gav rummet frit for øjnene at løbe over og ikke modsat som ind som i en tæt væg, en tæt væg af mørke ind i med chance for knæk i ryggens øverste halshvirvlers top, inden hovedet kroner ræven er sort som røgen i et røget mørke, hvis ræven løb på månens lag af aske ville månen antage form af mandarin med knaster. Poterne i asken ville være kunstnere. Poterne ville være kunstnere på et udspændt lærreds tagselvbord. Hvad ser du, mor? Spurgte han i det laveste toneleje. Hun hørte ham ikke heller ikke fra bagsædet hvorfra han kaldte, hvorfra kaldte han nu, ude fra UFOER! Sang drengen vasket vaks af sted Hej. R

6. marts 2010, Østerbro Hej igen Slap af SLAP AF DE GAMLE BYGNING MED MUR I ONKLERNE. Så kom jeg så langt og jeg gik der og gik der, der skete ikke noget. Er du helt i orden? Det gør nok ikke noget. Eller også gør det noget. Muligvis sten. Er jeg er jeg er jeg en sten er jeg den flotteste grimmeste døende sten. Men sådan er det slet ikke. Jeg har så ondt hjertet gør ondt, det skal du da ikke tænke på og så alligevel: Nej. Kom ikke her og kom ikke her mere med snavs i naboens sav. Måske må jeg slappe af, men jeg ved ikke hvordan man slapper af. Hvordan gør man? Den store litteratur. Den der kom og sagde hej, lige før, men ikke alligevel. Måske er den glad og hatten i natten, netop hatten i natten, eller en stjernekasters korte eventyr; de gamle masker snak ikke om masker jeg hader når folk snakker om masker, jeg kender ikke mig selv længere, og jeg skal åbenbart købe en lejlighed, nu på fredag skal jeg i banken, jeg bliver så nervøs ved tanken, og så ringer jeg til mine forældre. Helt henne i lufthavnen; hvorfor høre andet? Nu er jeg væk. Jeg fløj henover Atlanten. Gem New York en anden gang, hviskende ånde i væggene, røg i ånden, ånderne over det hele. Husk sådan noget, eller glemt slemt glem så noget, jamen hvad betyder det? Det betyder sådan set bare at jeg sidder her på gulvet uden at vide hvad de der hænder henne i hjørnet gør ved lys ud af ørerne og ørerne har de her tunge brikker, brikkerne ryger for, tæppet for nej tæppet her er sort og meget med hundehår, hud og hår, hud og hår som vi elsker. Nej, vent lige lidt. Kan du i det mindste høre mit hjerte, for alle de ånder, alle de der vejrtrækninger i februar, så hvordan februar i familie med marts, nar, skrid, forsvind, den private overlæbe siger noget om blik, klip, klip det den stuebirk, eller måske naboen sagde noget på italiensk. Det skal man ikke tænke på.

ET PAR TRIP I RETNING AF RYGSÆKKEN, men så vendte han også om. Ikke tilbage til mælk eller lasagne. Fra et skab tog han en dyb tallerken fra et andet skab fandt han en pakke havregryn. Omhyggeligt studerede han pakkens bagside. Minder om et enkelt visit til Legoland dukkede op, farede som hekse en nat på kost altså hekse på koste en nat mod bjerget han drømte om som et forsinket øje, farede i retning med mange forskellige farver gnister mod rygsækken som om en død mands organer var lagt deri. Vil du have noget? Drillede han katten der nysgerrigt så med lysende øjne, opmærksomme på ham men ikke mindst pakken. Nej, det vil du nok ikke. Havregrynene røg i tallerknen og endnu en gang kom mælken frem fra køleskabets mørke is. Du vil nok ikke have noget miss Mis. Line kunne godt have ventet i et andet univers, fra en anden dimension men ikke meget længere end til side 35; små hjerter i kladdehæftet var ikke noget for store tunge elefanter at tromle ned med ben som store træstammer. Han fandt en ske i skuffen ved siden af ovnen. Satte sig ned ved spisebordet, hældte havregryn i tallerknen og gjorde sit for at dække grynene med mælk: sukker! nej, han ville rejse sig op igen, ikke nu hvor han sad magelig, på stolen, som en mindre gud styrende et ishav ud over grynene, ja mørkt ishav fra et køleskabs mørke is. Hvorfor overhovedet lege med tanken om lys når mørket var hvad der omhyllede madvarerne så snart man vendte øjnene bort eller smække lågen i? På en fingers rod var arret fra nytårsaften men det var den bare blomme under neglens kortklippede tag at han fangede et havregryn sortere end sort. Til at starte med havde det sorte som et ansigt svømmet rundt det havde ikke irriteret ham, men efterhånden som dets latter dens grin i fjæset på ham, havde gjort ham til en luns tikkende kød, og det faktum at han nægtede at æde et stykke med larm og dermed få mæle (en andens mæle, ja naturligvis),

men han ville det ikke, ikke tikke en lyd i retning af moren der sikkert halvsov foran tv et. Disse vinternætter fik ham i højere og højere grad til at fantasere mod lysere stunder. Miss Mis kiggede op på ham, men gav sig så til at vaske sig selv, hun gned forpoterne mod ansigtet. Han slubrede løs med havregrynene. Sjovt som havregryn kan skifte karakter med med/uden sukker. Overfor ham sad hans jakke som middagsgæst med et ordentligt hul i halsen hvor hans egen hals og hoved ellers stak ud. Ærmerne var lettere krøllede og halstørklædet var gledet ned fra stolen med den ene ende og den ende rørte næsten ved rygsækken. Nu er der ikke mere at gøre. Aldrig mere skal der gøres noget, aldrig mere vil jeg sige noget; rive et kladdehæfte op og forvente at al min tåge skal dække siderne og sarkofager skal flyve elektrisk så sandt mit navn står på min pik, min listige, listige pik. Intet. Ikke engang et navn. Men et nummer, et CPR-nummer tatoveret ind i nakken som en forbandet stregkode. Et sted derude sang månen som en skaldet tenor men lyset var koldt, som et koldt slør. Han rejste sig op fra stolen med tallerknen i hånden og gik hen til køkkenvasken. Der smed han tallerken og ske ned i. Men forsigtigt. Derhenne var han tæt på kontakten og han slukkede lyset i køkkenet. Kiggede ud på aftenens himmel. Jo, månens lys virkede amputeret som at stå i Grækenland uden penge nej som at stå i Las Vegas uden penge på lommen. Hans mave rumlede ovenpå havregrynene han ivrigt havde skubbet i munden. Miss Mis sprang op hvor han havde siddet. Han stod længe kun med månens sparsomme belysning, drømte sig nu ud i en ørken og i ørkenen fandt han en by, ikke bare en by, men byernes by alle steder funklende neon skilte store som guder, pludselig blev han revet ud af det, tændte lyset i køkkenet igen. Han gik hen mod vinduet i køkkenet, førte persiennerne for, men skilte to persienner fra hinanden med højre hånd, kiggede ud, sukkede, det sneede sukker så sandt som himlens tæppe var tæt broderet af store lunser

af skyer. DET SNER! Sagde det højt indeni ham. Der var ikke meget tilbage af ham, han skævede til rygsækken. DET SNER! Sagde det højt. Han aede miss Mis, og hun spandt. Han gik lidt frem og tilbage. Fik lyst til at gøre rent eller synge, eller finde sig en alvorlig kvæstelse der ville føre ham på et hospital uden personale men med familie i døgnvagt til at kysse hans pande når feberen den lille feber fyrede ham op, fyrede ham med egne ambitioner for vildt vejr, bag hans pande, videre ud gennem hans pande, op i træ, op i et træ med store kvadratiske sorte flammer ædende de hænder der i panik søger at slukke for deres tidlige nat af alt. Hej fra Rasmus

6. marts 2010, Østerbro Hej N Radiohead har afløst Blur. Jeg har spist Cocopops, med den glade abe udenpå, han har en blå kasket, jeg har en blå kasket, måske er jeg bare fanget. Nok kneppet i hjernen. Lim der hej Kim. Lim der hej Kim. Jeg tænker på gamle mand Deleuze. Han røg ud af vinduet, og straks falder tankerne på Per Flys film Bænken og Jens Albinius (hvordan staves det efternavn?) Men vejret er som søens overflade. Ganske stille. Et ganske stille vejr over en ganske stille sø. Tidligere var jeg på Den Franske men der var vildt mange mennesker, så der kunne jeg ikke få en kop, eller måske kunne jeg godt have fået en kop, men fik jeg først en kop, måtte jeg næsten stå i kø for at få et bord, at sidde ved. Jeg har læst de her tyskere. Noget er helt forkert. Noget er en gammel mand med kraniet fra en kanin siddende der i munden. Lille kanin, stort guld, glade glade dage. Men ærligtalt; Med kærlighed Rasmus

6. marts 2010, Østerbro Kære N THE TRIMM TRAB. THEESE TRIMMS THEESE SOOZE. Hvor overhovedet starte henne. Det er noget andet med en trappe end en grab en grab på et stillads med fem punds øl; et knæk eller en telefon der ringer og et Hva så? Men selvfølgelig. Der er alligevel ingen distance tilbage at gennemføre, eller vel? Hvad synes du, miss Mis, er du i virkeligheden en mrs. Mis, Mongrel cat came home. Den opfundne kat kom hjem til alle sine nyfundne venner. Opfundne nyfundne. Aldrig i livet. Okay tjekke efter: så mange år gået med at skippe linier tilsyneladende, hvad der sunget er ikke blevet sunget i møde, halvt mands kor. So: The mongrel cat came home / Holding half a head / Proceeded to show it off / To all his new found friends Fucke op. Han kigger op. Han kigger ned ad sig selv: en lille flok duer flyver som en dosis duer, op. Men det er ikke dagligdagen. Eller noget. Nej. Lyset er slukket, han vender sig; en stribe lys fra stuen skinner ind fra døren på klem. Egentlig ville han elske at lave noget the, månen er tavs, hvordan kan den lade ham stå i mørkt køkken hans liv er født af, gennem et mørkt køkken, hvor trangen til the, ikke er noget medfødt, da han er født i køkkenet, men i et andet køkken, der var ingen the, der er the nu, han skal hælde vand på elkedlen nok tænde lyset, mon hans mor sover foran tv et, vil en kogende elkedel være le svunget dræbende mod hendes lette søvn? Han tænder lyset igen. Miss Mis har lagt sig som en kat kun kan lægge sig hvor han sad med havregrynene. Han går hen mod døren ind til stuen. Fem par skeletter danser en dødens vals mens knoglerne skratter som Coxons globale økonomi, skratter det fucked som kjoler på stativer som kjoler af løsnet hud på skarpe stativer som knive mod knive, eller et kridt mod en tavle? Fem par skeletter med kødsauce blæst henover skallen med kødsauce og lange lokker spaghetti som virkelighed. Da døren ind til stuen endelig er lukket, når hans mor der nok sover ikke har reageret på at døren blev lukket, og slet ikke har reageret

på noget, kan det så betyde at hun er væk, vel ikke gået i seng, vel ikke nej. Han står med elkedlen under det kolde vand fra hanen. Låget åbnes med en knap på siden, ud fra målet af gennemsigtig plast, hvor man kan se hvor meget vand man hælder på, er der sat to mærker, med rød neglelak hvis man fylder vand til det ene mærke lavet man vand til to kopper the, hvis man fylder op til mærket højere oppe laver man en hel potte the. Skal han lave en potte, vil hans mor vågne og ryste skeletternes skrat og radio af sig, komme ud, komme ud og drikke en kop sammen med ham? Han står med elkedlen i hånden og vandet fra hanen fosser til sidst lukker han for vandet. Hvad er klokken: nej hvad kan den være? Han stiller elkedlen på sin sokkel, går hen mod vinduet, katten sover nu og han vil ikke forstyrre den i dens søvn. Med et par fingre spreder han persiennerne og kigger ud, månen er røget lidt på røven, lidt skvattet skævt skat, overfor den anden række rækkehuse overfor hans hus, lys i det øverste vindue. Har et par stjerner lavet indbrud nej nej nok et par sole. Sådan som det skinner derfra som togskinner i mund hvid af mel, muligvis. Fingre fisket ud af persienner, vende sig. Kigge rundt på køkkenet. Konstant undgå rygsækken. Mere mælk? Nej, maven rumler og er oppustet. KH RASMUS

6. marts 2010, Østerbro Kære N MØRKET DERUDE er det i halsen på en hund ædende ild, i så fald må det være den mest slukkede ild, for tænderne søsætter savl som et andet hav og mørket er også hav, eller på bunden af havet er dyret der har slugt kloden med mørke i maven til følge det kan ikke, på ingen måde, gå op, det bliver fx (jf. ægget og hønen) ægget pillet af ivrige hænder. Var hun virkelig en nark, spørger han selv, fortsætter, en vaskeægte nark eller zeb, nej det kan sgu ikke være rigtigt, jeg må fastholde denne inkonsekvente vaklen aldrig fælde dommen over hende, eller hendes råddent slæbte efter sig ben? Selvfølgelig er livet også fem grand og de her malede ansigter på et æg, påske, hun er muligvis en nark, men jeg kan da lige ordne det, kan jeg ikke ordne det, nej det må ophøre, ingen vaklen, ZAROUB kom med sablen rasledyr, spineless come-to-gether nej store mab map? En lyd giver ham pludselig nakkehår storm op, som kørte én, en knoglet finger op ad nakken på ham, fra røven til røven der taler lort, et ordentligt læs. Helt sikkert. WA SAGDE HUN, ville hans ven vide, fem kilometer tomhed i en astmas hæse vind på stemmebåndet, ikke nok, læg dertil et par kilo på maven og i ansigtet, fedende tider på Mc. Store briller. Ikke drille. Hank over. Hank over. TIL DET? stemmen slæbt som et dårligt ben, miss Mis er ude at føjte i natten, slæber ikke, men den her stemme slæber hans ven astmaen dårligt hørt før den vælter over i hosteanfald. Hun sagde hun var forelsket i anden. Svarede han, endeligt, slut. HVAD HISJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆ GJORDE DU SÅ? Fuck det. Hun er jo hverken Zeb el. Nark. Bare én jeg ville lade slikke på mine tæer. Tough bræk igennem til den anden side. Sagde han, for ligesom at lukke miseren. Og nu stod han igen ved stolen ved spisebordet uret på væggen tikkede men han ænsede det ikke, fingre i persiennerne igen, spredte dem, kiggede ud, nu kom han så alligevel til at spørge sig selv det

skæbnesvangre spørgsmål, da huset overfor havde overgivet sig til mørke ved selv at flage med mørke for mørket i mørket, ikke et vindue vidnede om liv, men han ville ikke kigge op på uret. Noget i det yderste synsfelt vakte hans opmærksomhed; en ræv slæbte af sted på noget, en luskebuks ræv, nattens dyr, nattens dyr, nat? nu? Han ville ikke kalde på sin mor. Han ville ikke forstyrre hende, i sødlig søvn med fløde som dyne i kaffen, og kaffen det sidste tik i hjertet før ikke bare fløde som dyne i kaffe men også tæppe som fløde omkring kroppens kor efter søvn havde faldet, som et flag, nej, sgu ikke som et flag fra himlen, men nøje fordelt ud over kroppen. Stadig ingen hjerne: Det kunne have været tidlig morgen, helt det der daggry en januar som nu, en tidligtidlig morgen hvor han måtte kæmpe med at finde noget tøj og så også brugte en del tid på at stå foran sit spejl; ser han noget? Han ser sig selv i bokseshorts og ellers bar hud, bare og bare, hvor længe stå de morgener foran spejlet, høre sin mor hoste nede fra stueetagen og vide at hun sidder med knækbrød og the, men ikke desto mindre trak trækker det trækker han tiden ud trækker han på skuldrene siger han du er kneppet til sig selv? der må være en grund: hvad knepper ham i hjernen lille hr. så tidligt at han helt alvorligt overvejer at smide sig i seng igen gen efter gen knogle efter knogle, flot fur fyrværkeri, dna. Dna som hvorhenne? Miss Mis, er du en glad kat? Spørger han sin kat. Hans mor og ham havde hentet miss Mis på en gård udenfor Lynge. Efterhånden et par år siden. Miss Mis var flot og lys i pelsen. Altid kælen. Gården var holdt flot, døren ind til hovedbygningen var malet sort. Bindingsværket var sort foran hvert vindue hang blomsterkasser. Bondemanden tog dem med ud i en lægterne der fungerede som stald for kvæg, og der i en papkasse på siden foret med et tæppe, lå miss Mis mor med et par killinger tilbage tæt på kroppen digende. Ja, instant kærlighed, til et lille pelset dyr med helt små øjne. Du havde helt små blå øjne. Bondemandsstemme: De ryger lynhurtigt så populære de er. Du havde helt små øjne, helt små og blå.