Perspektivet i at ændre forholdene for BEBOERDEMOKRA- TIET, ved at klæde de unge på via en mentorordning. Claus-Peter Aanum. Boligforeningen Ungdomsbo i Esbjerg, den 15. marts 2012. Første gang jeg stiftede bekendtskab med de beboerdemokratiske muligheder for at ændret forholdene, var da jeg først i tresserne var omkring 12 13 år. Vi var en håndfuld drenge som, efter skoletid, avisruter og bydrengspladser gik og småkedede os. De voksne i boligforeningen, Ungdomsbo i Esbjerg, havde lavet hobbyklubber, hvor de fik stillet kælderrum rådighed af boligforeningen. Det synes vi lød spændende, for man kunne bl.a. spille bordtennis og billard, eller sidde og hygge sig med andre beboere fra fem store blokke med 364 lejemål. Men vi var for små, og måtte ikke være med. Jeg klagede min nød til min far, som sagde, at han vidste, at der i en af blokkene var nogle tomme kælderrum, og at hvis vi gik til boligforeningens bestyrelse, så kunne det jo være, at vi kunne få et kælderrum til at være i. Det sagde jeg så til de andre drenge, men det troede de ikke rigtigt på, at man kunne. En af dem havde en storebror, som var over 14 år, og gik i ungdomsklub, så vi måtte jo bare vente på at vi blev gamle nok til det. Det ville jeg altså ikke vente på, så jeg spurgte om ikke der var én eller flere der turde gå med hen på boligforeningens kontor, når bestyrelsen holdt møde, og spørge. Og det endte med. Vi gik tre mand stærk derhen. - - De blev godt nok lidt forbavsede, da vi bankede på døren og ville ha foretræde midt under et bestyrelsesmøde, men formanden var en mand med progressive synspunkter, så vi kom indenfor, og fik forelagt vores ønsker: Vi ville gerne ha et lokale hvor vi kunne spille bordtennis og billard, og hvor vi kunne sidde og spille kort, høre plader og drikke en sodavand! Bestyrelsen lyttede venligt, skønt nogen af dem sagde, at det kunne der vel ikke være tale om. Sådan nogle børn kunne vel ikke styre sådan et foretagende! Men bestyrelsesformanden gav os forhåbninger, da han sagde, at vi kunne mødes over i de tomme kælderlokaler for at snakke lidt mere om mulighederne. Og samtidig sagde han, at han vidste, at nogle af os gik i F.D.F, hvor vi spillede i tamburkorps, og han kunne godt lige bruge sådan nogle som os, til at gå i spidsen og spille lidt for fastelavnsoptoget, som gik rundt imellem blokkene for at samle alle områdets børn sammen, når der skulle slås katten af tønden. - - - Og selvfølgelig kunne vi godt det!
Det blev en vældig succes, og vi kom i avisen, og boligforeningens bestyrelse blev vældig glade, og vi fik et meget lille kælderlokale, som næsten ikke kunne rumme et bordtennisbord. Der var satme mange unger, der gik til bordtennis det år, og vi må jo ha gjort det godt nok, for efter en fornyet henvendelse til boligforeningens bestyrelse, fik vi flere tomme lokaler til rådighed, så der var plads til alt det, vi gerne ville lave. Senere, da vi var kommet i lære som smede, tømrere og murere fik vi et lokale, som vi indrettede som diskotek. Det var med træpaneler på vægge og lofter, - og selvfølgelig lydisoleret, så dem der boede ovenpå ikke blev generet af larmen fra vores stereoanlæg. Vi fik muret bænke i flotte hvide kalk/sand-sten og der var lysanlæg og sodavands bar med hele svineriet. Jo det var tider! Og alt sammen var kommet til ret pga. en fremsynet formand og et par stædige unger, der ikke ville lade sig nøje, men som syntes, at beboerdemokratiet også skulle gælde dem. Nu skal jeg så nok, - her -, lade være med at trætte jer med hele min demokratiske dannelse, - men jer er overbevist om, at man med faderlig rådgivning og vejledning, kommer langt med udvikling af børn og unge mennesker, og at mentorordninger er brugbare for udviklingen af beboerdemokratiet. Den samme formand, mente nok, at jeg kunne bruges i et legepladsudvalg, dengang jeg fik min første lejlighed, og var begyndt at arbejde med børn. Så vi byggede legeplads og lavede aktiviteter for børn til den store guldmedalje. Og så mente formanden også, at jeg kunne bruges i de, dengang nyoprettede beboerudvalg, og det kom jeg så. Og det var skide spændende, at være med til at udvikle beboerdemokratiet, og se hvordan bestemmelserne for afdelingsbestyrelser blev født. Det var spændende år, men jeg skulle jo også giftes og have børn. Så i takt med at familien blev større, blev lejlighederne det også, indtil en dag at huslejen i dét højrentebyggeri vi boede i, blev dyrere end parcelhusene på den anden side af gaden. Så flyttede vi derover. Efter at have boet i tre forskellige parcelhuse, var vores to drenge efterhånden blevet så store, at de selv skulle til at have lejligheder i Ungdomsbo. Og så var der ikke noget at betænke sig på for min kone og jeg. Vi ønskede mere økonomisk frihed, og flyttede igen ind i boligforeningen.
I alle årene havde jeg arbejdet som sikkerhedsrepræsentant, tillidsrepræsentant, bestyrelsesmedlem og hovedbestyrelsesmedlem i min fagforening, så organisatorisk arbejde var jo ikke nyt for mig, og derfor lod jeg mig vælge til en afdelingsbestyrelse. En af kollegaerne fra det første beboerudvalg jeg var med i, var blevet formand i boligforeningen og syntes, at jeg vist godt kunne være med i boligforeningens hovedbestyrelse, og det kom jeg så. Desværre døde hun et år efter, at jeg var kommet i hovedbestyrelsen. Næstformanden overtog formandsjobbet, og jeg blev valgt til næstformand. - - Efter et år gik formanden af, og jeg blev valgt som formand, og fik en fantastisk forretningsfører til mentor, som med sin store politiske indsigt, også har givet mig mange gode råd og vejledning i min udvikling. En glad historie måske, - men min historie kan tjene som eksempel! Jeg har jo hele vejen, igennem min demokratiudvikling, haft skiftende mentorer til at vejlede mig og give mig gode faderlige råd til, hvordan jeg skulle agerer. Og det er jo sådan, specielt med alment boligarbejde, at det, rent lovgivningsmæssigt, er et af de allermest gennemregulerede områder, - og det kan være svært at manøvrere imellem alle restriktionerne alene. UDDANNELSE Jeg tror, at udviklingen til at deltage i demokratiet skal starte allerede med børnene. Vi skal give dem plads til at lære at tage beslutninger, og vi skal være anerkendende overfor deres valg. Så derfor skal de være med til at drøfte og udvælge de aktiviteter der er relevante for dem, og de skal opleve succeser, der inspirerer dem til at fortsætte, - - - - - og når de bliver så store, at de får deres egne lejligheder, så skal vi gamle tage imod deres forslag til ændringer i vore afdelinger og organisationer, vi skal give plads til, at de får indflydelse, og til at de får pladser i afdelingsbestyrelser og organisationsbestyrelser. - - Men det sker ikke af sig selv! Jeg tror, at det i dag er nødvendigt, at vi i vores uddannelse af beboerdemokrater sætter fokus på rekrutteringen af nye unge beboerdemokrater, og hvorledes vi rent pædagogisk går i dialog med yngre og unge mennesker, og hvorledes der helt kontant gennemføres generationsskifter på i vore organisationer. Hvis vi hele tiden holder på vores egen magt og ikke tillader ændringer og udskiftning af personer, ja så dør beboerdemokratiet helt af sig selv!