Kvinder efter voldtægt når en kvinde har været udsat for voldtægt, risikerer hun stadig at blive ramt. for eksempel af mistro, af tvivl på hendes fortælling og af skyld og selvbebrejdelser. Overgreb Af Anja Hareskov Jensen og Elena Røikjær Madsen Arbejdet med voldtægtsramte involverer næsten altid både forskellige faggrupper og forskellige offentlige og til tider private instanser. Det tværfaglige samarbejde er essentielt, men også en udfordring, da de forskellige faggruppers faglige socialisering, arbejdsopgaver og grundlæggende værdisæt er væsensforskellige. I efteråret 2008 var Center for Voldtægtsofre i Århus vært for The first International Conference on Survivors of Rape, hvor man delte viden om voldtægtsramte og deres vilkår set fra disse forskellige vinkler. Desuden var formålet at søge svar på spørgsmålet om, hvordan vi uanset perspektiv bliver bedre til at yde den hjælp, voldtægtsramte har brug for i et til tider overvældende og i sig selv traumatiserende system. Ud over psykologiske aspekter var andre vigtige spørgsmål således i fokus, fx retsmedicinske undersøgelser, hospitalspersonalets akutmodtagelse, den politimæssige efterforskning, juridiske forhold, menneskerettigheder og bredere ideologiske teorier. Vi vil her søge at integrere og elaborere på den viden, der blev præsenteret på konferencen. Håbet er at bidrage til at sikre, at den behandling, voldtægtsramte får, er så værdig som mulig, og at større faglig bevidsthed kan reducere risikoen for stigmatisering og traumatisering hos de ramte piger og kvinder. I artiklen henviser vi for sproglighedens skyld til piger/ kvinder. Et meget lille antal af anmeldte voldtægter er begået mod drenge/mænd. tonisk ubevægelighed Et af oplæggene omhandlede forskellige symptombilleder hos voldtægtsramte, som traditionelt kunne opfattes som værende inden for det psykotiske spektrum, men som psykolog Andrew Moskowitz argumenterede for var traumeudløste. Han pegede i sit oplæg især på tre forskellige typer af symptomer inden for dette cluster, nemlig tonisk ubevægelighed, vrangforestillinger og auditive hallucinationer. Hvad angår de to sidstnævnte typer symptomer, henvises der til, at ca. en femtedel af de voldtægtsramte er plaget af auditive hallucinationer, samt at der er en 18 gange forhøjet risiko for at lide af vrangforestillinger, hvis kvinden har været udsat for voldtægt og som følge heraf har udviklet PTSD. I det følgende vil det dog være den toniske ubevægelighed og betydningen heraf, der vil være i centrum. Tonisk ubevægelighed anses for at være en evolutionær 6 PsykoLog nyt 2 2009
illustrationer: lisbeth e. Christensen baseret angstrespons på linje med henholdsvis kamp- og flugtreaktionerne. Den optræder oftest i tilfælde, hvor hverken kamp eller flugt er en mulighed, og hvor personen oplever ekstrem angst og frygter at blive slået ihjel. En person, der er ramt af tonisk ubevægelighed, mangler ufrivilligt evnen til at bevæge sig eller kalde på hjælp. Det er hyppigt forbundet med en markant forhøjet smertetærskel, således at den ramte ikke mærker fysisk smerte, samtidig med at personen bevidsthedsmæssigt er fuldt til stede og i nogle tilfælde endda oplever en skærpelse af bevidstheden. Mellem hver tredje og halvdelen af alle voldtægtsramte oplever en eller anden grad af ubevægelighed under overgrebet, og der er en række negative følger. For det første synes der at være en øget risiko for at udvikle PTSD efterfølgende, når kvinden har oplevet tonisk ubevægelighed. Det skyldes dels, at tonisk ubevægelighed er forbundet med dissociering under overgrebet, dels at det i sig selv er yderst skræmmende og traumatiserende at have oplevet ikke at kunne forsvare sig i en livstruende situation. I tilgift er de, der ikke har kunnet kæmpe imod, ofte plaget af endnu sværere følelser af skyld og skam, end hvad der typisk er tilfældet for voldtægtsramte. For det andet kan den toniske ubevægelighed have betydelige negative følger for den voldtægtsramtes møde med professionelle og systemerne efter voldtægten. Det er klart mindre sandsynligt, at professionelle tror på, at kvinden har været udsat for voldtægt, hvis hun ikke har kæmpet imod eller råbt på hjælp, ligesom gerningsmanden oftere ikke bliver dømt, hvis kvinden har været ramt af tonisk ubevægelighed. Uden at kæmpe imod I beskrivelsen af de retsmæssige procedurer i forhold til voldtægtssager i Danmark fortalte adjunkt, ph.d. Lasse Lund Madsen fra det juridiske fakultet på Aarhus Universitet således, at kernen i den nuværende danske lovgivning er, at der skal have været tale om vold eller trusler om vold i forbindelse med en voldtægtssag, for at en gerningsmand kan dømmes. Herudover er det juridiske system underlagt krav om, at sagerne skal vurderes ud fra objektive kriterier, og at en gerningsmands skyld skal kunne bevises ud over al rimelig tvivl. Læge, ph.d. Ole Ingemann-Hansen, Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet, oplyste, at de retsmedicinske un- Psykolog nyt 2 2009 7
Arbejdet med voldtægtsramte involverer næsten altid både forskellige faggrupper og forskellige offentlige og til tider private instanser. dersøgelser mange gange ikke øger sandsynligheden for, at en gerningsmand bliver dømt for voldtægt. Vores tese er, at den toniske ubevægelighed netop betyder, at det vil være mindre sandsynligt, at de retsmedicinske undersøgelser afslører markante spor efter vold på kvindens krop. Hvis kvinden i overgrebssituationen ufrivilligt har mistet evnen til at kæmpe imod, synes det givet, at der vil være færre tegn på vold efter overgrebet. Gerningsmanden har da kunnet gennemføre sit forehavende uden yderligere magtanvendelse. Med det juridiske systems definition af voldtægt som en situation, hvor det ud over enhver rimelig tvivl skal kunne bevises, at den formodede gerningsmand har tvunget kvinden til sex ved hjælp af vold eller trusler om vold, kan den toniske ubevægelighed betyde, at en del mænd, der har begået overgreb, ikke kan straffes. Hertil kommer betydningen af den toniske ubevægelighed for kvindernes selvforståelse og i systemernes forståelse af det hændte. Tonisk ubevægelighed er ofte uforståelig for både kvinderne og for de professionelle, de møder på deres vej igennem systemerne. Kvinderne er selv umådelig skamfulde over, at de ikke har kæmpet imod i situationen. De har på egen krop oplevet, at de ikke reagerede med at gøre aktiv modstand, hvad de fleste nok forventer de vil gøre i en sådan situation. De har ikke levet op til disse samfundsskabte stereotype og ofte urealistiske forventninger om egne reaktionsmønstre i kritiske situationer og plages efterfølgende af skyld og skam. Oplevelsen af uretfærdighed Der er i forvejen en udtalt tendens blandt kvinder, som har været udsat for voldtægt, til at påtage sig skyld også hvor det forekommer helt indlysende, at kvinden absolut intet har at føle skyld over. Denne tendens er velbeskrevet (jf. fx Janoff-Bulmann) og medvirker ifølge nogle forfattere til at opretholde en umiddelbar fornemmelse af kontrol, idet alternativet nemlig at hændelsen var helt og aldeles uforudsigelig og uden for ofrets kontrol vækker for megen angst og magtesløshed. Det at været blevet lammet af tonisk ubevægelighed er uforståeligt for de fleste kvinder, og skyldfølelsen bliver ikke nødvendigvis mindre i mødet med forskellige systemer, der sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor hun ikke gjorde modstand i situationen, og om det så overhovedet er muligt at dømme nogen for det, der er overgået hende. Enkelte aktuelle sager viser dog en tendens til, at man i det juridiske system begynder at vægte betydningen af, om kvinden har givet sit tilsagn til seksuel omgang, og ikke blot om der har været tale om vold. Indtil videre har vi dog en situation, hvor nogle af de kvinder, der har oplevet intens angst og har frygtet, at de ville miste livet, netop ikke oplever retfærdigheden ske fyldest. Nogle af dem, der har været mest angst, har mistet muligheden for at kunne kæmpe imod. Det kan have haft afgørende negativ betydning for deres selvforståelse og betyde, at andre møder dem med mistro, og at der er langt mindre sandsynlighed for, at deres gerningsmænd dømmes. Restorative justice Kun ca. en tredjedel af de kvinder, der anmelder voldtægt eller voldtægtsforsøg har således en sag, der af anklageren vurderes at være stærk nok til at kunne bringes for retten. Hertil kommer, at et relativt stort antal kvinder, der udsæt- 8 Psykolog nyt 2 2009
tes for seksuelle krænkelser, af forskellige grunde vælger ikke at anmelde krænkelserne til politiet. Hermed konstituerer voldtægt den form for lovovertrædelse, der er mindst rapporteret, mindst bragt for retten og har den laveste rate af dømte inden for personfarlig kriminalitet. Derfor er man blandt andet i USA begyndt at udforske alternativer til det eksisterende retssystem, som i højere grad varetager den voldtægtsramtes behov for retfærdighed og ikke mindst værdighed. Et af resultaterne er restorative justice, som professor Mary Koss, University of Arizona fortalte om, og hvis overordnede formål er at skabe grundlaget for en form for retfærdighed, som er mere helende og styrkende, samtidig med at gerningsmanden stilles til ansvar for den skade, som overgrebet har forvoldt. Restorative justice findes i forskellige varianter, men indebærer typisk et møde eller et forløb, hvor både ofre og krænkere deltager. Herudover deltager pårørende til den ramte ofte ud fra en erkendelse af, at de pårørende typisk er voldsomt berørt af overgrebet (se Bak 2007, der finder at over halvdelen af de pårørende udvikler PTSD eller subklinisk PTSD). Ved at interviewe voldtægtsramte og deres advokater har man forsøgt at indkredse, hvilke elementer et sådan møde skal indeholde for at sikre den ramte oprejsning. Det har vist sig at være centralt, at den ramte får mulighed for at genfortælle sin egen historie om hændelsen. En undersøgelse af volds- og voldtægtsofre (Elklit, 1993) viste således, at op mod 80 % følte sig dårligt behandlet i retten netop Psykolog nyt 2 2009 9
fordi de oplever, at der ikke er plads til, at deres historie kan fortælles. Væsentlig er også at give den ramte mulighed for at få svar fra gerningsmanden på fx spørgsmål om hændelsesforløbet, hvor den ramte er plaget af dissociering og amnesi, eller på uforståelige handlinger fra gerningsmandens side i forbindelse med overgrebet. Hertil kommer elementer centreret om validering af den ramtes oplevelser. Det er ofte vigtigt at opnå gyldiggørelse som voldtægtsramt, dvs. opleve at blive troet på og få anerkendt, at der er sket et overgreb, og at dette overgreb har haft betydning for kvinden og hendes liv. Det kan være betydningsfuldt for den voldtægtsramte at opleve gerningsmanden angre overgrebet og dets konsekvenser. Da mange voldtægtsramte er plaget af selvbebrejdelser, bidrager valideringen til at mindske den ramtes tendens til at påtage sig en skyld og skam, som jo rettelig ikke er hendes. Endelig anses det for særlig betydningsfuldt, at kvinden gives indflydelse på, hvordan krænkelsen løses og forløses. Der er ofte tale om meget individuelle og særegne forslag, men det kan være aftaler om, at gerningsmanden skal gå i behandling, at han ikke må vise sig inden for en vis radius af den ramtes hjem, at værdsatte genstande, der er ødelagt under overgrebet, erstattes, at gerningsmanden pålægges at betale for udgifter, som den ramte har haft i forbindelse med overgrebet, eller blot at han erkender den smerte, han har påført den ramte. Og siger undskyld! Der sættes klare regler op for processen, som styres af personale, som er specifikt uddannet i metoden, samtidig med at begge parter støttes undervejs. Således håber man, ved at fokusere mindre på skyld og straf, dels at undgå stigmatisering og forværring af efterreaktioner for den voldtægtsramte, dels at den (nye) viden, der bliver tilgængelig for tiltalte, kan forebygge ny krænkeradfærd. Inden forløbet begyndes, iværksættes en psykoseksuel evaluering af gerningsmanden, så at der er en kvalificeret vurdering af, hvorvidt gerningsmanden er i stand til på en ikke-misbrugende måde at indgå i forløbet. For at sikre den ramte laves der ligeledes aftaler om, at gerningsmanden ikke må opsøge den ramte, og der laves klare regler, hvis formål er at hindre muligheden for misbrugende adfærd i forbindelse med samtalerne. Forløbet kan igangsættes både af dommere som alternativ straf i forbindelse med en retssag, og på offerets initiativ, mens der ventes på retssagen. Metoden kan også anvendes i de relativt mange tilfælde, hvor der ikke rejses sag ved domstolen, enten fordi den ramte ikke ønsker at melde overgrebet til 10 Psykolog nyt 2 2009
politiet, eller hvor sagen bliver henlagt af anklagemyndigheden på grund af bevisets stilling. Flere undersøgelser har påvist, at restorative justice har positiv indflydelse på selve bearbejdningsprocessen og hjælper den ramte til hurtigere at komme tilbage til en normal hverdag (Koss & Achilles 2008). Men der kan være adskillige andre fordele. Forskningen peger således på, at en af de mest afgørende prediktorer for sværhedsgrad og varighed af fysiske, sociale og psykologiske eftervirkninger efter voldtægt er den ramtes tendens til at bebrejde sig selv. Et supplement til retssystemet Ud over de indre personlighedsmæssige faktorer har en række ydre omstændigheder betydning for kvindens følelse af skyld og selvbebrejdelser: kontakten til politiet, det juridiske system, reaktioner fra kolleger venner og familie samt eksisterende myter. Nogle kvinder fortæller, at de har oplevet at blive mistænkeliggjort i forbindelse med afhøringerne hos politiet. Denne oplevelse kan forstærkes, hvis afhøringen foregår allerede få timer efter voldtægten, når kvinden afhøres på skadestuen eller hos politiet, hvor hun er mødt op. På dette tidspunkt kan kvinden stadig være i en choktilstand og har derfor vanskeligt ved at forstå, at politiet forholder sig undersøgende til, hvad hun fortæller. Dette er især problematisk for de unge piger, der udgør en stor del af de voldtægtsramte. De er i forvejen plaget af skyldfølelser, er usikre på deres seksualitet og er tilbøjelige til at overvurdere egen andel i den traumatiske oplevelse, hvis de fx har flirtet eller kysset med gerningsmanden, inden overgrebet fandt sted. Oplevelsen af ikke at blive troet kan derfor blive det, de tager med sig. Fra politiets side er man opmærksom på denne problematik. Politiinspektør Gitte Christensen, Østjyllands Politi, oplyste således, at der specialuddannes aspiranter i interview af kvinder, der har været udsat for voldtægt. Der er tale om interview guide-lines som indeholder elementer som ved en terapeutisk samtale. Men til forskel fra en terapeutisk samtale har politiet til opgave at vurdere, om der er begået en forbrydelse, og i givet fald hvordan denne forbrydelse har fundet sted. Der vil således i en afhøring, hvor nænsom og kompetent den end udføres, altid være et element af vurdering af kvinden og hendes historie. Restorative justice synes derfor at have en central betydning som supplement til et retssystem, der sjældent yder de ramte retfærdighed på en måde, der opleves som værdig, og som en måde at hjælpe kvinden til at fortælle sin historie inden for en ramme, hvor hun ikke får oplevelsen af, at der bliver sat spørgsmålstegn ved hendes beretning. Anja Hareskov Jensen, cand.psych., specialist i psykoterapi, ledende psykolog, Center for Voldtægtsofre, Århus Elena Røikjær Madsen, cand.psych., Center for Voldtægtsofre, Århus litteratur Bak, R.S. (2007): Voldtægtsofrets nære. Center for Voldtægts ofre. Århus. Elklit, A. (1993): Offer for vold. Aarhus University Press. Århus. Janoff-Bulmann, R. (1992). Shattered assumptions: Towards a new psychology of trauma. Free Press. New York. Koss & Achilles (2008): Restorative Justice Responses to Sexual Assault. Applied Research Forum. Oplæggene fra konferencen kan ses på www.voldtaegt.dk Psykolog nyt 2 2009 11