OPHAVSRET: STATENS BYGGEFORSKNINGSINSTITUT Boligers tilgængelighed Hvordan boliger, boligbebyggelser og udearealer skal indrettes, så de er tilgængelige for beboere med nedsatte funktionsevner Christian Woetmann Nielsen Udgivet november 1999 SBI-ANVISNING 195. STATENS BYGGEFORSKNINGSINTITUT 1999
Baggrund og indhold Udgivet november 1999 SBI-anvisninger er forskningsresultater bearbejdet til brug ved planlægning, projektering, udførelse, drift og vedligehold af bygninger og bebyggelser. SBI-publikationer udgives i følgende serier: Anvisninger, Rapporter, Meddelelser, Byplanlægning og Beton. Publikationerne kan købes gennem boghandelen eller ved at tegne et SBI-abonnement. SBI-abonnement er en rabatordning med mange fordele for dem, der vil sikre sig løbende orientering om væsentlige udgivelser inden for byggeforskningsområdet. kontakt SBI og hør nærmere. ISBN: 87-563-1031-5. ISSN 0106-6757. Pris: Kr. 150,00 inkl. 25 pct. moms. Oplag: 4000. Redaktion: Pia Dyregaard. Tekstbehandling: Pernille Glahn. Illustrationsbearbejdning: Bo Amstrup Vestergaard og Finn Gattmann. Omslag: Sabine Skovfoged Østergaard. Tryk: Quickly Tryk A/S. Statens Byggeforskningsinstitut, Postboks 119, 2970 Hørsholm. E-post: sbi@sbi.dk www.sbi.dk Eftertryk i uddrag tilladt, men kun med kildeangivelsen: SBI-anvisning 195 : Boligers tilgængelighed. Hvordan boliger, boligbebyggelser og udearealer skal indrettes, så de er tilgængelige for beboere med nedsatte funktionsevner. 2000. E-bog ISBN 87-563-1268-7 Pris: Kr. 112,50 inkl. 25 pct. moms 2
Forord I denne anvisning behandles emnet tilgængelighed i forbindelse med boliger og boligbebyggelser. Tilgængelighed defineres ud fra, hvordan almindelige boliger og boligbebyggelser, udearealer og fællesfaciliteter skal indrettes for at være egnede for personer med nedsat funktionsevne, herunder ældre. Sigtet er at gøre det muligt for disse personer at vælge frit mellem boliger. Funktionsevnerne kan imidlertid være så begrænsede, at der er tale om et handicap, der kræver specielt indrettede handicap- og plejeboliger. Disse særlige forhold er ikke behandlet. Siden udgivelsen af de tidligere SBI-anvisninger om emnet: SBIanvisning 98: Boligbebyggelser for alle, 1974 og 2. reviderede udgave, 1983 [48], er ønsket om en større tilgængelighed i forbindelse med boliger generelt blevet mere udtalt, og den mere pladskrævende el-drevne kørestol er blevet almindelig. Desuden er der gennem de forløbne års internationale arbejde med "universelt design", "design for alle" og barrierefri design indhøstet en række erfaringer med gode løsninger, der sammen med den medicinske udvikling samt udviklingen af hjælpemidler og rehabilitering har skabt mulighed for, at et større antal personer med funktionsnedsættelse kan leve en mere ligeværdig og selvhjulpen tilværelse. Dette forudsætter imidlertid, at de gode løsninger indarbejdes ved planlægning og indretning af nye boligbebyggelser og ombygninger. Anbefalingerne i nærværende SBI-anvisning muliggør disse løsninger. Anvisningen er rettet mod boligmarkedets aktører: arkitekter, planlæggere, boligselskaber og byggevareproducenter, og den er udformet, så studerende på arkitekt- og designskolerne kan anvende den som indføring i emnet. Arkitekt, MAA Bent Foerlev har medvirket ved forarbejdet, og arkitekt, MAA, seniorforsker Michael Varming har gennemgået og kommenteret anvisningen samt illustreret. Civilingeniør Jørgen Jacob Jensen har læst faglig korrektur. Desuden har anvisningen været til høring i en række brugerorganisationer. SBI takker alle for et meget konstruktivt samarbejde. Statens Byggeforskningsinstitut Afdelingen for Byer og Boliger, november 1999 Hans Kristensen, forskningschef 3
Baggrund og indhold Udgivet november 1999 Indhold Baggrund og indhold... 6 Myndighedskrav og anbefalinger... 6 Anvisningens opbygning... 7 Tilgængelighed som spejl af funktionsevne... 10 Definition af funktionsevner... 10 Socialforskningsinstituttets undersøgelse af funktionshæmning... 14 Ældres boliger - nu og i fremtiden... 16 Stigende tilvækst af ældre og gamle... 16 De 80-100 åriges bo- og levevilkår... 16 De unge ældres boligvalg frem mod år 2007... 17 Egnede boliger... 19 Forbedring af boligers tilgængelighed... 19 Forsøg med forbedring af boligers tilgængelighed... 20 Bofællesskaber... 21 Boliger med tilknytning til dagcenter og plejehjem... 22 Særlige boliger... 22 Alle krav skal være opfyldt... 22 Bebyggelsen og kvarteret... 23 Adgang til udearealer og fællesfaciliteter... 23 Boligform... 23 Kørestoles pladskrav... 26 Udearealer... 27 Fodgængerområder... 27 Parkeringsarealer... 30 Haveanlæg... 31 Fællesanlæg... 33 Adgangsforhold... 33 Elevatorer, løfteplatforme og trappelifte... 36 Trapper og ramper... 38 Fællesrum... 42 Offentligt tilgængelige toiletanlæg... 42 Vaskerum... 45 Affaldsrum... 45 Øvrige fællesrum... 46 Installationsudstyr... 46 Skiltning... 47 Boligen... 48 Gulve, passager og gange... 49 4
Døre... 50 Skabe og skuffer... 51 Vinduer... 52 Installationer og greb... 53 Entre... 53 Boligens bade- og toiletrum... 54 Køkken... 58 Spiseplads... 62 Opholdsrum... 63 Soverum... 64 Altan og terrasse... 65 Udenomsrum... 67 Eksempler på tilgængelige boliger... 68 Checkliste... 72 Råd og vejledning... 79 Kommunerne... 79 Amtskommunerne... 79 Brugerorganisationerne... 79 Center for Tilgængelighed... 79 Litteratur... 81 Summary... 87 5
Baggrund og indhold Myndighedskrav og anbefalinger I de forløbne 25 år, siden første udgave af SBI-anvisning 98: Boligbebyggelser for alle [48], har der i almindelige boligbebyggelser været en tilvækst af boliger, der er egnet for ældre og handicappede. Denne udvikling er understøttet i revisioner af bygningsreglementerne, senest BR-95 [1] og BR-S 98 [2], hvor der stilles tilgængelighedskrav, der er højere end i Bygningsreglementet 1972, BR-72. De nye krav gælder for alt nybyggeri, væsentlige ombygninger og for bygninger, der overgår til andet formål. Uanset de foretagne revisioner er der i de fysiske omgivelser stadig problemer for personer med nedsatte funktionsevner, fordi langt den overvejende del af bygningsmassen er opført efter ældre reglementer. Desuden er de nye krav ikke altid fuldt tilstrækkelige, og de opfyldes heller ikke overalt lige godt efter hensigten. Denne anvisning behandler derfor både forhold, der er omfattet af bygningsreglementerne, og forhold der ikke er det. I det følgende nævnes, hvilke publikationer og undersøgelser der har medvirket til grundlaget for udformningen af anvisningens anbefalinger. I 1995 udgav Dansk Standard: DS-Håndbog 105, Udearealer for alle [5], der har som formål at give de planlæggende og projekterende bedre mulighed for at udforme det fysiske miljø med henblik på større uafhængighed, bevægelsesfrihed og sikkerhed for handicappede. På baggrund af en betænkning om handicappedes adgang til det fysiske miljø udgav Bygge- og Boligstyrelsen på vegne af Det Tværministerielle Handicapudvalg i 1997 en handlingsplan: Tilgængelighed for alle, 1997 [3]. Det er handlingsplanens mål på kort sigt at stoppe for tilgang af nyt utilgængeligt byggeri og på længere sigt at forbedre tilgængeligheden af eksisterende bygninger og anlæg. Center for Ligebehandling af Handicappede udgav i 1996 pjecen: Bygningsreglement 1995 - Om tilgængelighedskravene [4], hvor kravene til tilgængelighed, som de stilles i Bygningsreglementet, BR-95, er beskrevet sammen med de ønskede krav. Som opfølgning på By- og Boligministeriets handlingsplan er der i Dansk Standard nedsat et udvalg, der skal udarbejde en tilgængegelighedsstandard for byggeriet, Norm for tilgængelighed for alle [51]. Det er 6
Baggrund og indhold hensigten, at normen skal anvendes ved alt nybyggeri og ved væsentlige ombygninger og anvendelsesændringer, og der vil blive henvist til den i bygningsreglementerne. Normen er endnu ikke udkommet, men der foreligger en høringsudgave fra april 1999. Undersøgelser af boligers tilgængelighed Grundlaget for anvisningens anbefalinger er også en række undersøgelser, som SBI har gennemført af eksempler på tilgængelige boliger i Europa, samt af landenes byggelovgivning og tilgængelighedsstandarder [8]. Særlig interesse knytter sig til de engelske Lifetime homes [9] og den hollandske forskning i forbindelse med udarbejdelse af en mærkningsordning for ældreegnede boliger Seniorlabel [10]. Se også [6] og [7]. Sammen med Center for Tilgængelighed har SBI endvidere gennemført nogle undersøgelser for at fastlægge, hvad et redskab til måling af bygningers og boligers tilgængelighed skal indeholde, og hvordan det skal udformes. Ud over erfaringer herfra har der været draget nytte af den omfattende viden, der er indhøstet gennem samarbejdet om udarbejdelsen af SBI-rapport 308: Seniorboliger - en vejledning, 1998 [11]. Anvisningens opbygning Anvisningen er opbygget i tre dele: introduktion, anvisninger og checkliste. Første del behandler begrebet tilgængelighed ud fra den funktionsevne, som brugere af boliger, bebyggelser og udearealer har. Funktionsevne er af motorisk, sensorisk eller kognitiv art, og for hver beskrives, hvilke krav en reduceret eller manglende evne stiller til bosituationen. Kravene er væsentlige for såvel planlægning og projektering af nye boliger som for ændringer i bestående boligbebyggelser. Desuden omtales de ældres boliger - nu og i fremtiden, og det omta- les kort, hvilke muligheder der ligger i den bestående boligmasse med hensyn til i højere grad at gøre boligerne tilgængelige. Sidst i introduktionen omtales hvilke hensyn, der bør tages til boligernes placering i bebyggelsen og kvarteret. I anvisningens anden del er angivet en række anbefalinger ved tilgængeligheden. Anbefalingerne er i visse tilfælde større end myndighedskravene angivet i bygningsreglementerne BR-95 og BR-S 98. I disse tilfælde er også myndighedskravene anført. 7
Baggrund og indhold Udgivet november 1999 I SBI-anvisning 98: Boligbebyggelser for alle var den manuelle kørestol bestemmende for pladskravene. Det kan imidlertid forudses, at den mere pladskrævende el-drevne kørestol vil få stigende udbredelse. Den er derfor valgt som grundlag for denne anvisning. Brugere af el-drevne kørestole er ofte personer med komplekse funktionsnedsættelser, herunder dårlig koordinationsvene i hænderne. De behøver derfor et større vendeareal end brugere af manuelle kørestole. Anvisningens tredje del indeholder en checkliste i forbindelse med opfyldelse af anvisningens anbefalinger. 8
Introduktion
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne Nogle mennesker fødes handicappede og vil hele livet opleve funktionsnedsættelse. Andre mennesker vil i perioder komme ud for, at de på den ene eller anden måde ikke er i besiddelse af fuld førlighed. Børn og gamle kan eksempelvis ikke, eller kun med besvær, klare det samme som en voksen med fuld førlighed og kontrol over fysik og sanseapparat. Andre almindeligt forekommende tilstande kan medføre, at man ikke fungerer på det normale niveau. For eksempel vil en rekonvalescent eller en person med en barnevogn eller med et barn på armen ikke være i stand til at klare de samme fysiske forhindringer som ellers. En tilpasning af boligområdets udformning til de forudsætninger, som personer med nedsatte funktionsevner har, medfører i mange tilfælde også en forbedring af forholdene for alle andre. Kompenseres der ikke tidligt nok for funktionsnedsættelser, kan det betyde, at de berørte personer må acceptere tabet af nogle væsentlige gøremål i deres hverdag. Det kan forstærke ældre og gamles afmagt og ensomhed og reducere deres evne til at mestre tilværelsen [28]. For handicappede gælder, at deres eventuelle hjælpemidler skal kunne bruges efter hensigten i boligen og omgivelserne, så de kan være så selvhjulpne som muligt, eller kunne klare sig med én hjælper, hvor der ellers ville være behov for to. Definition af funktionsevner God tilgængelighed kan beskrives ved, at opfyldelsen af en række funktionskrav til udformningen af boliger, bygninger, anlæg og produkter nedsætter kravene til brugernes funktionsevne. Ifølge Standardregler om lige muligheder for handicappede, 1994 [54] opstår handicap først, hvis produkter, bygninger og anlæg stiller større krav til funktionsevner end dem, brugeren er i besiddelse af. Funktionsevne kan være af motorisk, sensorisk eller kognitiv art. Man kan groft karakterisere de motoriske evner som at gå; de sensoriske som 10
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne at se og at høre; de kognitive som at forstå. Et menneskes samlede funktionsevne består af den samlede sum af motoriske, sensoriske og kognitive evner. Motoriske evner De motoriske funktionsevner omhandler mere end blot evnen til at gå. De omfatter også begreberne styrke, udholdenhed og koordinering af bevægelser - samt grovmotoriske evner til at bevæge sig og finmotoriske evner til håndtering. Ting skal kunne betjenes, uanset om en person bruger højre eller venstre hånd, de skal kunne betjenes med lav muskelkraft, og der bør ikke stilles store krav til koordineringsevner eller finmotoriske evner. Da en del bevægelseshæmmede er kørestolsbrugere, skal ting kunne nås og betjenes fra siddende stilling - selv med nedsat kraft og koordineringsevne i hænderne. Tilsvarende skal der tages hensyn til den lavere øjenhøjde, når blandt andet vinduer, skiltning og lignende planlægges. For at kørestolsbrugere skal kunne færdes i omgivelserne, skal der være vendeplads, hvor der er behov for at kunne vende, tilstrækkeligt brede, jævne og faste gange uden niveauspring samt ramper, løfteplatforme og elevatorer som supplement til trapper. Desuden skal funktionskravene, afledt af andre former for bevægelseshæmning, være opfyldt. Hvis ens udholdenhed er begrænset, skal der være mulighed for hvile. Sensoriske evner De sensoriske funktionsevner omfatter, ud over at kunne se og høre, også evnerne til at kunne lugte, smage og føle. Der er forskelle fra person til person, og der er forskel på, i hvor høj grad man til daglig gør brug af sine sansers fulde funktionsevne. Svagsynede For svagsynede har lysniveauet og -kvaliteten afgørende betydning for, i hvor høj grad synsresten er tilstrækkelig under færdsel og ved arbejde. Mulighederne for at anvende en synsrest forbedres, hvis lysniveauet indendørs er forholdsvis højt og farvegengivelsen er så lig dagslysets som muligt. Blændinger fra lysarmaturer og dagslysindfald skal undgås. Blændinger, der for fuldtseende kun opleves som ubehagelige, giver ofte svagsynede totalblænding, hvor alt opleves hvidt. Blændinger optræder ofte fra blanke og direkte reflekterende flader. Bruges lyse farver, vil rummets farvesætning medvirke til et generelt højt lysniveau, og diffust reflekterende overflader vil medvirke til at undgå refleksblændinger. Det 11
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne er ikke ensbetydende med, at belysningsniveauet bør være ens og jævnt fordelt over alt. Der må gerne være varierende lysniveauer, men med bløde overgange og retningsbestemt lys. Svagsynede færdes mest sikkert med side- eller medlys. Det skal tilstræbes, at lyset medvirker til at understrege forløbet af ganglinier, og at lysniveauet hæves ved retningsskift, indgangsdøre, trapper, elevatorer og lignende. Disse kan yderligere gøres synlige ved farveskift eller markering med kontrastfarver. Blinde Blinde må kompensere for det manglende syn ved at rette opmærksomheden mod høre-, lugte- og følesanserne. Under samtale er eliminering af baggrundsstøj og gode akustiske rumkvaliteter nødvendig, for at blinde kan høre skiftende nuancer i stemmeleje og -føring. Blinde kan ikke aflæse kropssprog, som derfor ikke kan understøtte samtalen. Orientering og færdsel lettes ved, at modstående vægge har forskellige lydrefleksionsegenskaber. Til støtte for færdsel bør ganglinier mødes i rette vinkler. I brede rum og over pladser bør ganglinierne være med belægning, der har mærkbare aflæselige ledelinier. Ved retningsændringer og foran indgangsdøre, trapper, elevatorer og ramper bør der være belægningsskift, der kan mærkes gennem sko og ved hjælp af mobilitystok (hvid stok). Ud over ledelinier, der kan registreres med mobilitystokken, støttes blindes færdsel af vekslende lyde og dufte. Herudover er logisk og genkendelig udformning af de fysiske omgivelser væsentlig for blinde. Uforudseelige genstande, konstruktioner, der rager ud i hovedhøjde, eller udgravninger der er mangelfuldt afskærmede og ikke er markerede, så de kan registreres via mobilitystokken, er hyppige årsager til, at blinde kommer til skade under færdsel. Skriftlig information og skiltning skal være suppleret med lyd- og taleinformation samt informationskort i relief og med punktskrift, som kan føles og læses med fingerspidserne. Ældre nyblinde behersker ikke altid punktskrift særlig godt. Punktinformation er derfor ikke en erstatning for lyd- og taleinformation, men en genvej for punktlæserne. Taleinformation er også væsentlig for læsesvage og ordblinde. Hørehandicappede For at hørehandicappede kan anvende høreresten og høreapparatet bedst muligt, skal der ved kommunikation være gode akustiske forhold uden 12 Udgivet november 1999
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne baggrundsstøj. Hørehandicappedes krav til lydforholdene stemmer i høj grad overens med blindes. Rum skal være udstyret med teleslyngeanlæg, for at hørehandicappede kan deltage på lige fod med alle andre. For hørehandicappede er det en fordel, at taleinformation desuden dækkes af skriftlig information. Døve behøver god adgang til tydelig og dækkende visuel og skriftlig information. Døve kommunikerer med hinanden og med døvetolke via tegnsprog og mundaflæsning. Det stiller også krav til lyskvaliteten. Under færdsel understøtter lyden ikke den døve, hvorfor synsforholdene skal være bedst mulige. Døves og svagsynedes krav til lyskvaliteten er derfor i høj grad sammenfaldende. Kommunikation med døvstumme må enten foregå på tegnsprog eller som skriftlig kommunikation. Døvblinde Personer, der samtidig har stærkt nedsat syn og høreevne, er døvblinde. Døvblinde færdes som svagsynede eller blinde, men kan ikke kompensere for det manglende eller nedsatte syn ved hjælp af hørelsen. De er derfor i endnu højere grad afhængige af mærkbare markeringer, ændringer i temperaturer som solindfald og vind samt dufte. Døvblindes skriftsprog er punktskrift. Den øvrige kommunikation foregår mellem døvblinde indbyrdes og med døvblindetolk via håndtegnsprog og håndalfabet. Til andre kan kommunikation foregå gennem et kommunikationshjælpemiddel, hvor den døvblinde indtaster på et punkttastatur og læser følbart på et punktdisplay på hjælpemidlets ene side, og samtalepartneren indtaster på et almindeligt tastatur og læser på et visuelt display på siden overfor. De fleste døvblinde har enten en synsrest eller en rest af høreevnen. Døvblinde er afhængige af, at samtlige krav, der er afledt af syns- og hørehandicap, er opfyldt. For døvblinde stilles der desuden særlige krav til, at området er trygt, og at skiltning og mærkninger er med punktskrift eller piktogrammer i relief. Desuden er det vigtigt for den døvblinde, at informationsteknologiske installationer i boligen og andre steder er kompatible til punktdisplay. Kognitive evner De kognitive funktionsevner omfatter det enkelte menneskes psykiske og intellektuelle formåen. Kognitive funktionsnedsættelser kan være medfødte, eksempelvis mongolisme, men de kan også være opstået som skader i hjernen og cen- 13
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne Udgivet november 1999 tralnervesystemet som følge af ulykker og sygdom. Og der kan være psykisk betingede traumer eller kognitive funktionsnedsættelser, som kan følge med aldring, eksempelvis aldersdemens. Personer med kognitive funktionsnedsættelser har behov for, at omgivelserne er genkendelige, og at atmosfæren er tryg og omsorgsfuld, så de ikke bliver konfuse. Samstemmende sanseindtryk fra lys, lyd, lugt, materiale og form understøtter hukommelsen og medvirker til genkendelighed, dog med forskellig vægt fra person til person. Skiltning med tal og tekst, der er suppleret med billeder og piktogrammer, letter forståelsen, som også bedres, hvis en sætning kun indeholder én information. Skilte, hvor informationer kan fås både med tale, ved tryk på en knap og visuelt, bør entydigt give samme information. Landmarks, som bygninger der skiller sig ud fra andre, et karakteristisk hus, et enkeltstående træ, en bænkeopstilling, et springvand eller en skulptur letter orienteringen ved udendørs færdsel. For boligernes vedkommende kan det være særlig vigtigt med god lydisolering. Boligen og opgangen til boligen må ikke virke trange og begrænsende, og de bør være uden mørke kroge. For bebyggelsen gælder, at eksempelvis smalle gange mellem husgavle kan give utryghed. At kunne blive set og at kunne se ud til genboer fremmer trygheden. Det er således et vigtigt tryghedsskabende element, især for psykisk hæmmede, at der i bebyggelsen ikke findes anonyme passager og områder, der ikke kan ses fra boliger og forbipasserende. Socialforskningsinstituttets undersøgelse af funktionshæmning I en undersøgelse udført af Socialforskningsinstituttet: Handicap og funktionshæmning i halvfemserne, 1997 [12], bygges på interview med et til fældigt udvalg på over 10.000 personer mellem 18 og 60 år. Af disse personer angiver ca. 25 pct. at have et handicap eller en kronisk sygdom. På grundlag af spørgsmål om funktionshæmningernes karakter, sværhedsgrad samt arbejds-, bo- og leveforhold opstilles der i undersøgelsen tre grupper af funktionshæmning: sværere, lettere og ubetydelig, der i antal er næsten lige store. - ca. 7 pct. har ubetydelig og ikke målelig funktionshæmning - ca. 9 pct. har lettere grad af funktionshæmning - ca. 8 pct. har sværere grad af funktionshæmning (handicap). 14
Tilgængelighed som spejl af funktionsevne Undersøgelsen viser således, at i alt 17 pct. af den danske befolkning i alderen 18-60 år har lettere eller sværere grad af funktionshæmning. Det er i alt ca. 500.000 personer. For personer med sværere funktionshæmninger (handicap) er der i boligen flest problemer med at komme ud og ind af boligen, men også at komme i bad og lave mad giver anledning til problemer. To tredjedele af dem, der har problemer, angiver dem som bevægelsesproblemer, en sjettedel angiver dem som balanceproblemer, mens resten af gruppen angiver forskellige andre problemer. 9 pct. af kvinderne fra de tre grupper tilsammen har fået gennemført boligændringer, mens kun 3 pct. af mændene har fået det. Det er overvejende for den ældre aldersgruppe, at der er foretaget ændringer. De fleste ændringer er gennemført for gruppen af personer med sværere grad af funktionshæmning i form af mobilitetshandicap. I undersøgelsen oplyses, at personer med funktionshæmning bor i boliger af "ganske almindelig størrelse", og at der ikke er nogen systematisk sammenhæng mellem boligstørrelse og funktionshæmning. Der findes funktionshæmmede blandt alle aldersgrupper, men undersøgelser viser, at de fleste findes blandt ældre og gamle. 15
Ældres boliger - nu og i fremtiden Udgivet november 1999 Ældres boliger - nu og i fremtiden Stigende tilvækst af ældre og gamle De fleste ældre klarer sig i mange år godt i en almindelig bolig. Men for nogle medfører alderen en reduktion af funktionsevnerne, som kan gøre det vanskeligt at klare sig i boligen, hvis den ikke er indrettet til at kompensere for de nedsatte funktionsevner - herunder brug af handicapkompenserende hjælpemidler. Over 1 million, eller ca. 20 pct. af den danske befolkning er i dag 60 år eller ældre. Heraf er ca. 206.000 personer 80 år og derover [56]. Antallet af ældre personer vil i en årrække udgøre en voksende del af befolkningen. Gruppen af personer over 60 år vil således i 2020 udgøre 1,3 millioner, og gruppen af personer på 80 år og ældre vil stige til ca. 335.000 i 2040 [56]. Den største andel af de 60-74 årige bor i dag i parcelhuse, mens de 75- årige og ældre oftest bor i flerfamiliehuse. [57]. Selvhjulpen tilværelse i egen bolig Sigtet med den offentlige service er at hjælpe ældre og handicappede til så vidt muligt, og hvis det er ønsket, at få en selvhjulpen tilværelse i egen bolig. At det er et ønske hos brugerne er påvist i en undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet i 1981, hvor 75 pct. af både mænd og kvinder på 70 år og derover ville foretrække at forblive i eget hjem og få hjælpen der, hvis de fik svært ved at klare sig selv [13]. Samtidig begrænser denne boligform for ældre det offentliges udgifter. For at kunne forblive selvhjulpen længst muligt i egen bolig er det nødvendigt for den enkelte at tænke langsigtet og handle derefter i forbindelse med valg af bolig for den tredje alder. Det kan give både praktiske og følelsesmæssige vanskeligheder, hvis det bliver nødvendigt at skifte bolig sent i alderdommen, især hvis det betyder, at man skal væk fra sit kendte kvarter. De 80-100 åriges bo- og levevilkår I en undersøgelse fra 1995, om de 80-100 åriges levevilkår, udgivet af Socialforskningsinstituttet og Amternes og Kommunernes Forsknings- 16
Ældres boliger - nu og i fremtiden institut [15] og i artiklen Noget om gamle danskere. Socialforskning nr. 1 1997 [16] bliver sammenhængen mellem de svage ældres bovilkår, serviceniveauet, botilfredsheden og den førte ældrepolitik fremlagt. Undersøgelsen bygger på interviews med over 1.800 gamle i 75 kommuner og viser om boforholdene, at 75-80 pct. af de 80-100 årige bor i en "ganske almindelig" ejer- eller lejebolig. 12-15 pct. bor i en særlig bolig for ældre, og 5-10 pct. bor på plejehjem. Over 50 pct. af de interviewede var flyttet til en anden almindelig bolig efter de var fyldt 60, og ca. 20 pct. var flyttet til ældrebolig eller plejehjem. Blandt dem, der bor i almindelige boliger, er der ca. 20 pct., der har dårlig førlighed, mens op imod 50 pct. af dem, der bor i særlige boliger, har det. De interwievedes boligstandard er generelt god; men trapper i eller til boligen udgør et problem for ca. en tredjedel af de adspurgte. Ca. 25 pct. af de over 80 årige, der bor i almindelige boliger, siger, at de normalt må holde sig inden døre. De angiver besværlige trapper som årsag. Lidt under 5 pct. oplyser, at de aldrig kommer uden for boligen. Nogle klarer selv at komme ud et par gange om måneden, mens andre kommer ud, fordi de får hjælp. Nogle af dem, der ikke kan komme udendørs, vil også af andre årsager være i en fastlåst situation. Alligevel er det kun de færreste, der ønsker at flytte til en anden bolig. Den ene af undersøgelsens forfattere, Merete Platz, konkluderer i [16], at man lidt forenklet kan sige, at gamle mennesker, så længe de er to, klarer sig uden de store problemer på trods af nedsat førlighed. Når man bliver alene, kan tilværelsen være svær at håndtere. At forberede sig på alderdommen er at forberede sig på at blive alene. Man skal forberede sig i fællesskab, og et led i denne forberedelse kan være i tide at flytte til en bolig, der er indrettet, så man kan blive boende, når - eller hvis - helbred og førlighed svigter. Der skal være muligheder for at mødes med andre beboere, så man kan etablere nye sociale kontakter. Flytningen bør foretages så tidligt, at kontakterne er etableret, mens man endnu er to. Men det forudsætter, at mulighederne for at etablere boliger, hvor ældre kan flytte sammen med andre (og helst nogle de kender godt), forbedres. Se også [17]. De unge ældres boligvalg frem mod år 2007 En rapport fra Institut for Fremtidsforskning fra 1997 [18] beskæftiger sig med gruppen af de såkaldte unge ældre og deres boligvalg frem til år 17
Ældres boliger - nu og i fremtiden Udgivet november 1999 2007. Gruppen består af de store årgange fra fyrrende - de 775.000 børn der blev født i perioden 1940-49 og som i 1997 var mellem 48 og 57 år. I årene 2003-08 vil de fleste af dem have rundet de 60 år. Af rapporten fremgår, at 80 pct. af gruppen i 1997 boede i parcelhuse og ca. 18 pct. i etageejendomme - typisk enlige uden børn eller enlige kvinder med børn. En stor del af aldersgruppen levede i parforhold. I rapporten beskrives generationens boligbehov i fremtiden. Mange vil forblive i deres nuværende bolig i uændret form. Det gælder især beboere i mindre huse og lejligheder. For beboere med store huse og haver vil der være behov for en ny, mindre bolig. Derfor, og på grund af generationens størrelse, forudses det i rapporten, at der omkring 2010 vil komme et stærkt øget behov for mindre boliger i byer og parcelhuskvarterer. Derudover vil en bolig i bofællesskaber være relevant for en del unge ældre, og sommerhus kombineret med lejligheden i byen forventes at være attraktivt for den mere velstillede del af generationen. De une ældre, der søger mod bykernerne - for at prøve en ny livsstil - vil typisk være relativt velstillede og være i stand til at betale en forholdsvis høj husleje, som en eventuel sammenlægning og modernisering af både leje- og ejerboliger i den bestående boligmasse medfører. Der vil også opstå et behov for nybyggeri. Det forventes, at det især er leje- og andelsboliger af høj kvalitet, der efterspørges. Typisk vil efterspørgslen rette sig mod lejeboliger, der ikke ligger langt fra de nuværende parcelhuskvarterer. Disse boliger vil tilgodese behovet hos de unge ældre, der blot vil skifte bolig - ikke livsstil. 18
Egnede boliger Egnede boliger Forbedring af boligers tilgængelighed Jo flere hensyn der, i forbindelse med projektering af nye og ombygning af bestående boliger, tages til de behov, ældre og handicappede har, jo færre specialboliger og offentlige serviceforanstaltninger vil der blive behov for. De forhold der i første række afgør, om en bolig er - eller kan gøres - egnet for beboere med funktionsnedsættelse er adgangsforhold (trapper og etageantal) samt pladsforhold i beboelses- og birum. Knebne mål i badeværelser og i ældre køkkener er ofte årsag til, at boligen ikke kan beboes af disse personer. Det tilstrækkelige antal egnede boliger kan ikke forventes etableret ved nybyggeri alene. Der skal derfor ske en forbedring af tilgænge- ligheden i den bestående boligmasse. Indsatsen kan fremmes ved ombygninger, som bør ske i de bebyggelser og områder, hvor de ældre bor, og i den takt man kan forudse, at der bliver flere ældre. Ligeledes kan det være hensigtsmæssigt at fremme boligernes tilgængelighed i de områder, som ældre ønsker at flytte til for det tredje aldersforløb, eksempelvis by- og servicenære områder. Indsatsen får størst effekt, hvis den samtidig sigter på at øge de sociale kvaliteter, brugen af udearealerne og bebyggelsernes arkitektur. Med fordel vil den kunne gennemføres på initiativ - eller medvirken til initiativ og planlægning - af de ældre selv. Ældre etagebebyggelser Selv om der er eksempler på, at der i forbindelse med byfornyelsen er etableret elevatoradgang og indrettet boliger, der er egnede for ældre og handicappede, er det forholdsvis få i forhold til omfanget af byfornyelsen [19]. Set i lyset af, at byfornyelsen oftest finder sted i de mere centrale bydele, hvor det - under hensynet til "nærhed til alting" - er attraktivt at bo for ældre og handicappede, bør man søge at fremme etablering af flere tilgængelige boliger gennem byfornyelsen [20]. De få, men gode eksempler på renoverede tilgængelige boliger kan tjene som inspiration for de mange boligforeninger, der findes i de mere centrale bydele [22]. 19
Egnede boliger Udgivet november 1999 Der er behov for, at flere stuelejligheder gøres tilgængelige, at der etableres elevator, eksempelvis i forbindelse med nedrivning af sidehuse, og at der ved påbygning af køkken eller bad udvikles løsninger, der er forberedte for en eventuel senere påbygning af elevator. I det mindste bør der ved sådanne løsninger ikke indbygges barrierer for en senere elevatoradgang [21 og 60]. Yngre etagebebyggelser Der er ligeledes et behov for forbedring af tilgængeligheden i de lidt yngre etagebebyggelser. Det drejer sig om boligens indretning, adgangsforholdene, de bolignære fællesrum og udearealerne. Tilgængeligheden bør ikke mindst tilgodeses i de situationer, hvor man står over for en modernisering af køkken og bad [19, 20, 21 og 22]. En forbedring vil med fordel kunne ses i sammenhæng med en udbygning af den bolignære service, som den er beskrevet i SBI-rapport 294: Beboerservice i boligområder, 1998 [23]. Parcelhuse Den næste generation ældre bor typisk i parcelhusområder. Mange af boligerne her, der ofte er i et plan, vil med forholdsvis enkle ombygninger kunne gøres fuldt tilgængelige med hensyn til adgangsforhold og indretning. Men forhold som husets vedligeholdelse, pasning af haven, afstandene til indkøb, offentlige trafikmidler og servicefaciliteter - når man ikke længere kan køre bil eller på cykel - skal medtænkes, hvis man vælger at tilbringe sin alderdom i parcelhuset. Forsøg med forbedring af boligers tilgængelighed I Bygge- og Boligstyrelsens handlingsplan: Tilgængelighed for alle, 1997 [3], forudsættes etablering af forsøg med forbedring af tilgængeligheden i en række forskellige boligområder. Erfaringen fra sådanne systematiske forsøg kunne danne baggrund for en mere langsigtet planlægning af forbedring af boligers tilgængelighed. Mærkningsordning for særligt egnede seniorboliger En hjælp til valg af en hensigtsmæssig ældrebolig kunne være, at boligers og boligområders tilgængelighed blev klassificeret og eksempelvis noteret i BBR-registeret. En sådan mærkningsordning kunne blandt andet omfatte særligt egnede seniorboliger. 20
Egnede boliger I Holland har man sådanne mærkningsordninger: Seniorlabel [10] og Opplussen [24]. De omfatter både nybyggede og renoverede boliger, der opfylder en række krav til tilgængelighed. Bofællesskaber I de senere år er der etableret en række seniorbofællesskaber rundt om i landet. Undersøgelser, blandt andet gennemført i Århus, viser, at der blandt de unge ældre er en stigende interesse for at tilbringe seniortilværelsen i fællesskab med andre seniorer [25]. Bofællesskaber og seniorbofællesskaber etableres på ejer-, leje-, andelsog almenbasis i eksisterende huse og som nybyggeri. At bo i seniorbofællesskab giver tryghed og mulighed for at indlede nye bekendtskaber Det er blandt andet beboernes aktive medvirken ved etablering af bofællesskaberne, der sikrer, at boformen bliver en succes. Ud over de enkelte boliger etableres fælleslokale og -faciliteter som rammer for et socialt liv i bebyggelsen. Men der er erfaring for, at disse faciliteter bruges mest, når det alene er seniorbeboerne, der har den fulde råderet over dem. En sammensætning af beboere med fælles interesser er endvidere medvirkende til, at fællesskabet får en positiv betydning på den enkelte [29, 30 og 31]. Herudover er det væsentligt at sikre nærhed og sammenhæng til de omkringliggende bebyggelser og kvarterer. Foreningen Bofællesskaber i Danmark har udarbejdet en registrant: 42 seniorbofællesskaber, 1997 [26], der beskriver historien og økonomien bag en række seniorbofællesskaber. Boligtrivsel i Centrum er et rådgivningscenter for kommuner og beboere, der ønsker at etablere bofællesskaber, Centrets publikation: Seniorbofællesskaber. Hvorfor og hvordan, 1999 [53] beskriver fire seniorbofællesskaber. Udbygningen af seniorbofællesskaber kan formentlig på længere sigt medvirke til at reducere behovet for udbygning af plejeboliger og boliger med tilknytning til dagcenter (se side 22), hvis kommunerne kan yde den nødvendige hjemmehjælp og -pleje i bofællesskaberne. Bofællesskabstanken, med gode muligheder for tryghed og samvær med jævnaldrende, er samtidig baggrunden for opførelse af en række kommunale og amtskommunale bofællesskaber for yngre fysisk og/eller psykisk handicappede. I publikationen: Boformer for fysisk/psykisk handicappede, udgivet af Århus Amt, 1997 [27], er vist en række eksempler på sådanne nye bofællesskaber. 21
Egnede boliger Udgivet november 1999 Boliger med tilknytning til dagcenter og plejehjem Boliger med tilknytning til dagcenter og/eller plejehjem adskiller sig ikke med hensyn til plan og indretning fra almindelige boliger, der er egnet for ældre og handicappede. Boligerne kan placeres mellem andre boliger, i mindre grupper eller i tæt tilknytning til centret eller plejehjemmet. Tilknytningen giver beboerne mulighed for at indgå i forskellige aktiviteter og terapi og mulighed for individuelle støtte- og serviceforanstaltninger. Særlige boliger Ud over et behov for forskellige boformer med en høj grad af tilgængelighed, er der et behov for, at der bygges og indrettes boliger til personer, der ikke kan klare sig i en almindelig bolig, og som derfor må have en specielt indrettet bolig [34, 35]. De særlige boliger falder uden for denne anvisnings rammer, og der henvises derfor til: Indretning af ældreboliger for fysisk plejekrævende m.fl. En vejledning, udarbejdet af Bygge- og Boligstyrelsen i 1997 [36]. Se også [33]. Alle krav skal være opfyldt Planlægning af nye boliger og bebyggelser samt forbedringen af tilgængeligheden i den bestående bygnings- og boligmasse kræver en konsekvent opfyldelse af alle de krav, der er en forudsætning for, at ældre og handicappede kan have en velfungerende dagligdag. Derfor er det nødvendigt under skitsering og projektering af ny- og ombygninger nøje at gennemgå alle led for at kontrollere, om der findes svage led i kæden af krav. Det vil sige at man må undersøge tilgængeligheden af kvarteret omkring bebyggelsen, af de nære omgivelser og udearealer, af bygningernes og boligernes adgangsforhold, af gang- og færdselsarealerne indendørs samt de enkelte rum og deres installationer. En brist i kæden medfører, at alle andre led er opfyldt mere eller mindre forgæves. 22
Bebyggelsen og kvarteret Bebyggelsen og kvarteret Adgang til udearealer og fællesfaciliteter Hensynet til personer med svækkede funktionsevner indebærer krav til udearealerne. Der skal f.eks. være parkeringsmulighed nær boligen og korte afstande til offentlige transportmidler og til dagligvarebutikker. Jo færre barrierer omgivelserne indeholder, jo bedre mulighed har ældre og handicappede for at forlade deres bolig og færdes i kvarteret, blandt andet for at købe ind. Det giver også mulighed for kontakt med andre beboere, og jo senere de ældre må opgive den frie bevægelighed, jo senere vil de have behov for hjælp og flytning til en institutionsbolig. Målet for bebyggelsens udformning og opbygningen af det sociale liv må være, at også de svage kan færdes sikkert og trygt og opnå kontakt med andre beboere. Hertil medvirker for eksempel opholdspladser med bænke ved hoveddøre (helst overdækkede), ved legepladser, på torve og i det hele taget, hvor der foregår noget. Opholdspladserne giver samtidig gangbesværede og ældre mulighed for hvile. Det sociale liv i kvarteret fremmes, hvis der inden for rimelig rækkevidde er nærbutikker, grønne områder og for eksempel hobbyklubber, forenings-, værksteds- og motionslokaler, svømmehal, bibliotek, cafe og biograf [28]. Beboerservice i boligområdet Det kan være af stor værdi, at der i tilknytning til bebyggelsen findes en servicekiosk. Den kan blandt andet formidle rengøringshjælp, afsende og modtage varer, post- og bankforretninger samt ekspedere vasketøj. Den kan også have "portnerfunktion" og samarbejde med hjemmehjælp og - pleje. Beboerservice kan afhjælpe en del af virkningerne af ældre og handicappedes begrænsede aktionsradius og er under alle omstændigheder til glæde for bomiljøet og områdets generelle attraktivitet. Boligform Mange ældre og handicappede ønsker at bo i en bolig i ét plan og gerne med tæt bebyggelse og fællesfaciliteter inden for rækkevidde. 23
Bebyggelsen og kvarteret Udgivet november 1999 Et tæt-lavt boligkvarter rummer en række fordele, blandt andet små haver, der er nemme at holde. De kan for eksempel være private til gårdsiden, mens de til adgangssiden kan være mere åbne og i kontakt med omgivelserne. Tætheden bevirker også, at der er andre mennesker i umiddelbar nærhed. En klar fordel er, at boligerne som regel har ikke-bærende indervægge, der gør det relativt let at gennemføre de plan- og installationsmæssige ændringer, der kan blive behov for. Etagebebyggelser er præget af stor bebyggelsestæthed og livlig færden på friarealerne. Det kan bevirke, at nogle beboere er utrygge ved at bo ved jorden, selv om der er mange eksempler på gode udeopholdsarealer netop til stuelejligheder. 24
Anvisninger
Kørestoles pladskrav Udgivet november 1999 Kørestoles pladskrav El-drevne kørestole til indendørs brug fylder 65-70 cm i bredden og 90-135 cm i længden - medregnet plads til armlæn og fodstøtte. Vendearealet bør mindst være 150 150 cm, men for kørestolsbrugere med nedsat koordinationsevne i hænderne er det komfortabelt med et vendeareal på 170 170 cm. Manuelle kørestole er mindre pladskrævende end de el-drevne. De fleste manuelle kørestole vil kunne anbringes på et areal, der er 70 120 cm, heri medregnet plads til armlæn og fodstøtte. Det mindste vendeareal er 140 140 cm - det komfortable vendeareal er 150 150 cm. Nogle grupper af kørestolsbrugere kan manøvrere på mindre plads, men for langt de fleste vil mindre plads kræve mange og besværlige manøvrer. Med hensyn til forståelsen for tilstrækkelige vendearealer, se [44]. Mål i cm. 26
Udearealer Udearealer Fodgængerområder Alle væsentlige områder i et boligkvarter bør være forbundet med et system af fodgængerstier. Hvor den kørende og gående trafik er kombineret, bør færdsel ske på de gåendes præmisser (kørende, maks. 15 km/t). Se Byernes trafikarealer, Hæfte 8: Fodgængerområder [37]. Det skal være sikkert for alle at færdes mellem boliger, parkeringspladser, busstoppesteder, legepladser, butikker, klubber, skoler, daginstitutioner m.m. Dansk Standards DS-Håndbog 105, Udearealer for alle, 1995 [5], giver en række anvisninger for planlægning og indretning af udearealer med henblik på ældre og handicappedes færden. Fodgængerstier bør forbinde områder med de kortest mulige afstande og bør indrettes sådan, at personer i kørestole kan færdes frit. Stier og fortove bør så vidt muligt være vandrette og må ikke have større tværfald end afledningen af regnvand gør nødvendigt, maks. 1:40. Udjævnes nineauforskelle i terræn, må stigninger højst være 1:25. Ved stigninger større end 1:25 skal der udføres ramper med hældning maks. 1:20. Bredden på en sti eller et fortov skal tilpasses forholdene og trafikmængden. Som hovedregel bør stier og fortove ikke være smallere end 150 cm, der er en passende bredde for, at en fodgænger kan passere en barnevogn eller kørestol. En bredde på 180 cm er dog ønskelig, idet den tillader, at to barnevogne eller to kørestole bekvemt kan passere hinanden. Adgangsarealer fra veje til en ejendoms ubebyggede arealer og til indgange i bygningen bør være 150 cm brede. (BR-95 og BR-S 98: mindst 130 cm). For stier og fortove, der kun er lidt befærdede, er en bredde på 120 cm nok til, at barnevogne samt brugere af ganghjælpemidler og kørestole kan færdes, men der skal med passende mellemrum være plads til, at de kan passere hinanden. I korte passager kan bredden nedsættes til 100 cm [37]. 27
Udearealer Udgivet november 1999 Mål i cm. For kombinerede cykel- og gangstier bør bredden være mindst 200 cm. Heraf bør gangbanen udgøre mindst 100 cm og have en belægning, der tydeligt afviger fra cykelbanens. Fodgængerarealernes belægning bør ved materialevalg og farve tydeligt adskille sig fra belægningerne på andre arealer, herunder kørebanebelægninger. Belægningsskift bør være tydeligt mærkbare med mobilitystok. Belægninger skal være jævne, faste og sikre at gå på, også i våd tilstand, og de bør være nemme at renholde for sne, is og blade. I tilfælde af blød eller ujævn belægning, for eksempel brosten, bør der være dobbelte spor med belægningstyper med jævn og plan overflade, for eksempel bordursten. Varsling om retningsændringer, overgange, forhindringer, trapper og ramper bør ske 100 cm før med mærkbar ændring i belægningen og eventuelt farveskift. Nedløbsriste, rendestene, brønddæksler og lignende bør anbringes uden for gangarealerne og udformes, så de ikke er til gene for dårligt gående eller kørestolsbrugere. Kabler og rør bør lægges, så gangarealerne ikke berøres af eventuelle reparationsarbejder. Ligeledes bør snebunker kunne anbringes uden for gangarealerne. 28
Udearealer Fodgængerovergange, der er fritliggende, skal udføres i en bredde på 400 cm. Fodgængerfeltet bør være vinkelret på kantstenen. Højdeforskellen mellem fortov og kørebane bør udlignes i hele overgangens bredde enten ved at hæve kørebanen eller ved at sænke fortovet i hele overgangens bredde - eventuelt ved en kombination af begge dele. Af hensyn til blinde og svagsynede bør kanten markeres med for eksempel chaussésten. Ved større vejbredder bør overgange forsynes med helle, der forløber i niveau med kørebanen. Gåfeltet gennem hellen bør være mindst 200 cm langt, og bredden svarende til fodgængerovergangens bredde. Ved stærkt befærdede kørebaner bør overgangen gennem hellen have rækværk i begge sider og være forsynet med både visuelle og akustiske signaler, ligesom overgangen og hellen bør kunne registreres med mobilitystok. Hvilepladser med bænke bør indrettes med en afstand på højst 100 m for at give dårligt gående og svage mulighed for de nødvendige hvil. Gadeinventar. Bænke, affaldskurve, lygtepæle, telefonbokse, postkasser, bankautomater m.v. bør placeres, så færdslen ikke generes. Af hensyn til blinde bør de dele af inventaret, der rager ud i gangarealet, være afskærmet, for eksempel i form af belægningsskift, der er mærkbar med mobilitystok. Spærrebomme bør, hvor de har til formål at hæmme fri passage for cykler og knallerter, udformes med fri åbning på 130 cm. Hvis formålet er at tvinge cyklister og knallertkørere til at stå af, bør der være en fri åbning på først 130 cm og derefter 90 cm (eller omvendt). De angivne mål sikrer, at barnevogne og kørestole kan passere. Spærrebomme bør forsynes med en tværbom i en højde på 20 cm over terræn, så bommen kan registreres med mobilitystok og hindre, at førerhunde går ind under spærrebommen, uden at den blinde adviseres om bommens eksistens. Steler bør være mindst 100 cm høje og højst have en diameter på 30 cm samt have en indbyrdes fri afstand på mindst 100 cm. Belysning. Fodgængerarealer, skilte og husnumre skal være velbelyste. Ramper, trapper, indgange, retningsændringer og bygningsfremspring bør, af hensyn til svagsynede, være særligt oplyste og uden blændinger. 29
Udearealer Udgivet november 1999 Værn. Hvor fodgængerarealer grænser op til lavere liggende niveauer, skal der opsættes værn. Fodhegn bør kun etableres i forbindelse med rækværk og håndlister. Er risikoen for personskade stor, skal værnet udformes, så det er sikkert også for børn, det vil sige tætmasket eller med lodrette åbninger, der er højst 12 cm brede. Parkeringsarealer Parkeringspladser, parkeringshuse og -kældre ved boliger, butikker, institutioner og fællesanlæg bør indeholde 2-3 afmærkede handicapparkeringspladser pr. 20-25 pladser. Handicapparkeringspladser bør være tydeligt markerede og indrettet så tæt på indgangspartier som muligt - helst overdækkede og i tilknytning til indgangsarealet. Parkeringsfelter for handicapbiler skal være mindst 350 cm brede for at give plads til bekvem ind- og udstigning og eventuel henstilling af kørestol, se figur a. Bredden kan reduceres til 250 cm, hvis to parkeringsfelter er fælles om et ind- og udstigningsareal med bredde på 100 cm, se figur b. Mål i cm. 30
Udearealer Et normalt parkeringsfelt, på 250 cm, kan fungere som handicapparkeringsplads, hvis det placeres med siden langs et gangareal, se figur c. Felterne skal have en længde på 500 cm, til kassevogne for handicaptransport med lift bagtil dog 800 cm. Vogne til samtransport kræver en længde på 1050 cm. Garager og carporte for handicapbiler skal ligeledes være mindst 350 cm brede. Ved planlægning af bilparkering bør muligheden for at parkere tre-hjulede knallerter og tricykler tages i betragtning. Adgang. Fra handicapparkeringspladser til gangstier og indgange bør der være niveaufri adgang. Eventuelle højdeforskelle mellem parkeringsplads og fortov bør udlignes med nedsænket fortovskant eller kantstensrampe med maksimal stigning på 10 pct. Gangafstanden fra parkeringsplads til indgang bør være så kort som muligt. I tilfælde, hvor parkeringspladsen ikke ligger i umiddelbar nærhed af bestemmelsesstedet, bør det overvejes at indrette en handicapparkeringsplads direkte ved indgangen. Der bør være mulighed for tilkørsel for hyrevogne, ambulancer og handicaptransport, som normalt er kassevogne med en lift bagtil, samt vogne til samtransport. Også til sådanne pladser bør der være niveaufri adgang. Haveanlæg Afstanden fra boliger til nærmeste fælles havearealer bør ikke være mere end 50 m. Bedst er det, at et haveanlæg ligger i forbindelse med indgangsarealerne og eventuelle private haver eller altaner. En fælles have bør indbyde til udendørs liv og aktivitet samt give beboerne mulighed for havearbejde og anden motion. 31
Udearealer Udgivet november 1999 Siddepladser bør være med rygstød og armlæn. Sædehøjden bør være mellem 44 og 48 cm, sædet vandret og armlænet udført, så det er godt at gribe om og støtte sig til. Ryglænet bør kun have en svag hældning bagover. Indrettes siddepladsen med et bord, der står fast, kan den være uden armlæn, da man kan støtte sig til bordet. Bordben udformes, så der er plads til at komme ind og ud fra bænken. Der bør også være plads til kørestolsbrugere ved bordet, og terrænet bør være befæstet, så det er egnet til kørestole. Siddepladser bør anbringes, hvor der er noget at se på, læ og mulighed for at vælge mellem sol og skygge. Affaldskurve ved siddepladser bør være med indkast 70-100 cm over terræn. Se i øvrigt DS-Håndbog 105, Udearealer for alle, 1995 [5] med hensyn til indretning af have- og parkanlæg, legepladser og sportsanlæg. 32
Fællesanlæg Fællesanlæg Adgangsforhold Lokaler, hvortil offentligheden har adgang, bør indrettes, så de er tilgængelige for og kan anvendes af personer med nedsatte funktionsevner, herunder kørestolsbrugere. Det gælder eksempelvis institutioner, skoler, butikker, museer og forlystelseslokaler, fællesfaciliteter som beboerlokaler, vaskeri og klublokaler, affaldsrum samt nogle af de mere private områder som cykel- og barnevognsrum. Niveaufri adgang. Til bygninger skal der være adgang direkte fra det fri eller via fælles adgangsvej fra det fri. Niveauforskelle skal udlignes i terræn eller med ramper. Eventuelle skraberiste må ikke være løstliggende og bør ikke have større maskevidde end 15 30 mm. Der skal være niveaufri adgang ved indgangsdøren til enheder i bygningens stueetage og eventuelle elevatorer. I adgangsetagen bør der til overvindelse af niveauforskelle samt skift til andet plan i bygningen etableres elevator(er), rampe(er) eller løfteplatform(e) sammen med trapper. (BR-95: I bygninger med to etager og derover (bygninger med to etager over stueplan) skal der installeres mindst én elevator, der kan betjene hver etage). Forplads. Foran indgange til boliger skal der være et frit areal på mindst 150 150 cm, for at en kørestol kan vende og holdes fri af andre passerende. Åbner døren udad, skal bredden forøges til 170 cm, målt langs bygningsfacaden fra dørens hængslede side, se side 34. (BR-95 og BR-S 98: 150 150 cm ved indgangsdør. Åbner døren udad, forøges bredden med yderligere 20 cm langs bygningsfacaden). Forpladsen skal være plan og vandret og i samme niveau som gulvet indenfor. Derudover bør der være plads til henstilling af barnevogn eller kørestol, og det er ønskeligt, at forpladsen er overdækket. Inden for indgangsdøren bør der være et frit areal på mindst 150 150 cm. Indgangen bør være velbelyst med farvekontrast og tydelig skiltning. Disse indgangsforhold bør også gælde for fællesfaciliteter, eksempelvis vaskerier, affaldsrum, samlingslokaler, hobbyrum samt pulterrum og indgange fra have, altan og terrasse. 33