Den motiverende samtale en kort introduktion Den motiverende samtale har fokus på at finde ressourcer til forandring hos borgeren og støtte hans eller hendes indre motivation. Rådgiverens vigtigste rolle er at være refleksivt lyttende. Samtaleteknikkerne er åbne spørgsmål og spejling. Den motiverende samtale (Motivational Interviewing, MI) er en evidensbaseret samtalemetode, som bruges i forbindelse med sundhedsfremme og forebyggelse. For eksempel i sammenhænge, hvor personale i sundheds- og omsorgsinstitutioner ønsker at hjælpe borgere med at foretage livsstilsændringer i forhold til rygning, misbrug af alkohol og stoffer, overvægt og fysisk inaktivitet. Grundtanken i Den motiverende samtale er: at finde ressourcer til forandring hos borgeren selv (indre motivation) at tage udgangspunkt i borgerens egne holdninger, overvejelser og præferencer at undgå konfrontation og modstand i samtalen at frigøre borgeren nok fra ambivalens til at kunne påbegynde en forandringsproces at anerkende borgerens ret til selvbestemmelse. at starte tanker om, at forandring er mulig. Ressourcer til forandring Metoden er udviklet af de to amerikanske psykologer William R. Miller og Stephen Rollnick i 1980 erne. Den blev oprindelig brugt i samtaler med alkohol- og stofmisbrugere, men er siden videreudviklet, så den i dag bruges langt bredere. Millers definition på MI lyder: MI er en personorienteret, målrettet rådgivningsmetode til at løse ambivalens og anspore til en positiv forandring gennem at fremkalde og styrke personens egen motivation for en ændring. Den motiverende samtale tager udgangspunkt i en humanistisk psykologisk tankegang. Metoden er personorienteret, hvilket betyder, at det er borgerens syn på sin situation og livsstil som er i fokus under samtalen. MI har fokus på at finde ressourcer til forandring hos borgeren og på at støtte borgerens indre motivation til forandring. En grundantagelse i Den motiverende samtale er, at det er via arbejdet med at belyse ambivalens, at der skabes rum for et ønske om forandring.
At afdække ambivalens Rådgiveren styrer samtalen ved at stille åbne spørgsmål, som har fokus på at udforske en eventuel ambivalens ved forandringen og fokus på at forstærke forandringsudsagn (det positive ved forandring). Med ambivalens menes borgerens usikkerhed og uafklarethed i forhold til, om han eller hun ønsker livsstilsforandringen eller ej. Ambivalens er en normal og sund psykisk mekanisme i enhver beslutningsproces. Ambivalens defineres som modsatrettede holdninger, tanker og følelser over for samme adfærd. Stor ambivalens kan forhindre, at forandring sættes i gang. Derfor støtter rådgiveren borgeren i at afklare fordele og ulemper, så borgeren derudfra kan tage et begrundet valg. Motivation til forandring opstår via personlig afklaring og frigørelse fra ambivalens. Når beslutningen om forandring er begrundet hos borgeren selv, støtter rådgiveren borgeren i at sætte sig et mål og lægge en handlingsplan. Anerkendelse og respekt for borgeren Rådgiverens succes med at fremme borgerens motivation afhænger af, at rådgiveren er empatisk, respektfuld og ikke-moraliserende i samtalen. Anerkendelse og respekt for borgerens selvbestemmelse er vigtig, ligesom det er yderst vigtigt at vise empati og interesse, når det gælder om at fremme motivation og minimere modstand i samtalen om livsstilsændring. Det grundlæggende ved Den motiverende samtale er, at rådgiveren forsøger at forstå borgerens synspunkter og vurderinger. Samtaleteknikker, som fremmer motivation Samtaleteknikkerne i MI består af spejlinger og åbne spørgsmål. Rådgiveren vælger samtaleteknik ud fra en vurdering af, hvad der her og nu i samtalen vil være med til at mindske modstand, udforske ambivalens og dermed fremme motivation. Det handler om at stille spørgsmål til begge sider af ambivalensen fordele og ulemper ved den nuværende adfærd samt fordele og ulemper ved forandring. Spejling Spejling er den samtaleteknik, som er mest velegnet til at fremme udforskning af ambivalens. En spejling er en omformulering af et andet menneskes udsagn. Et kort resumé af det, som den anden har sagt. Rådgiveren gentager det, den anden har sagt, eventuelt med en lille omformulering, og uden fortolkning. Spejling fremmer samarbejde og motivation i samtalen og mindsker modstand. Åbne spørgsmål Åbne spørgsmål er velegnede til at få borgeren til at fortælle mere. Et åbent spørgsmål sætter fokus på borgerens holdninger og oplevelser. Det fremmer motivation, mindsker modstand samt fordrer udforskning af ambivalens. Typiske åbne spørgsmål begynder med: hvad, hvordan, hvornår, hvem og hvor. Spørgsmål, som begynder med: hvorfor bør undgås, da de nemt virker anklagende og vækker forsvar og modstand i samtalen.
Rådgivning på baggrund af parathed Når ambivalensen er udforsket og klargjort, afsluttes det, man kan kalde for den første fase i den motiverende samtale. Dette arbejde lægger grunden for, at borgeren selv kan vurdere, hvad der er vigtigst i hans eller hendes liv, og hvad målet for fremtiden skal være. Herefter kan rådgivningen skifte karakter og gå ind i en ny fase, alt efter hvor parat borgeren er. Høj parathed (beslutnings-, handle- og vedligeholdelsesfasen) Hvis borgeren har høj parathed til forandring nu, støtter rådgiveren ham eller hende i at lægge en handlingsplan og giver faktuel rådgivning. Det kan for eksempel være at henvise til relevante tilbud om rygestop. Middelhøj parathed (overvejelsesfasen) Hvis borgerens parathed er middelhøj, er han eller hun endnu ikke parat til at gå ind i handlefasen. Ambivalensen er stadig for stor til, at borgeren kan tage et begrundet valg om forandring. Rådgiveren må derfor fortsat sætte fokus på at udforske den eksisterende ambivalens. Og særligt fokus på at fremme borgerens forandringsudsagn, altså fordelene ved forandring. Det gøres ved at spejle borgerens egne positive udsagn om forandring, og ved at stille åbne spørgsmål, som lægger op til refleksion og udsagn om fordele ved forandring. Lav parathed Hvis borgerens parathed er lav, er han eller hun langt fra parat til at gå ind i handlefasen. Borgeren oplever kun en ganske lille overvægt af fordele ved forandring. Rådgiveren må her fokusere på at skabe diskrepans ved at sætte fokus på de uoverensstemmelser, der er mellem borgerens mål for livet og den aktuelle adfærd. Borgerens refleksioner over denne diskrepans fremmer forandringsudsagn, det positive ved forandring og dermed motivation. Tekst: psykolog Lone Agerskov Læs mere om den motiverende samtale: Ivarsson, Barbro Holm: Det motiverande samtalet om tobaksvanor. Sverige, Statens Folkhälsoinstitut, 2004. Christiansen, I., Damkjær, H., Sonne, T.: Rygning eller rygestop. Inspiration til professionel samtale. Munksgaard, 2002. Mabeck, Carl Erik: Introduktion til den motiverende samtale. Munksgaard, 2008 Miller, William R. og Rollnick, Stephen: Motivationssamtalen. Hans Reitzel, 2004.