LEKTION 4 MODSPILSREGLER Udover at have visse fastsatte regler med hensyn til udspil, må man også se på andre forhold, når man skal præstere et fornuftigt modspil. Netop modspillet bliver af de fleste med rette anset for den sværeste del af bridge. Hvis man ikke anstrenger sig i modspillet, gør man det alt for let for spilfører. I dette kapitel behandler vi de tre vigtigste regler: Honnør på honnør Lavt i 2. hånd Højt i 3. hånd KAPITEL 12. HONNØR PÅ HONNØR Eksempler: 1) D 7 4 2) E 10 9 8 5 B 10 8 3 K 9 5 K 3 B 2 E 6 2 D 7 6 4 I Eksempel 1 sidder du Øst i en trumfkontrakt, og Syd beder om damen fra bordet. Lad os først antage, at du bekender med 5'eren. Spilfører lægger 2'eren, og damen giver derfor stik, når din makker bekender med 3'eren. Senere får Syd også stik for esset. Tilbage bliver der kun ét stik til modspillet. Se derimod hvad der sker, hvis du dækker bordets dame med kongen (honnør på honnør). Kongen giver ganske vist ikke stik, når Syd vinder med esset, men du har nu rejst eller forfremmet hele to stik til din makker på bonden og 10'eren. I og med at Syd beslutter sig for at spille damen, har du ikke personligt glæde af din konge, men husk på at bridge er et makkerspil, og at det derfor gælder om at hjælpe makker til at få ét eller flere stik, hvis man ikke selv kan få nogle. Spilfører har ikke spillet bedst muligt med den aktuelle kombination (behandles i Lektion 22: "Farvebehandling"), men han har spillet godt nok, hvis du undlader at lægge kongen på.
I Eksempel 2 sidder du Vest i en sanskontrakt. Denne gang spiller Syd damen fra sin egen hånd. Spilførers kort kan du jo ikke se, men det ændrer ikke ved det forhold, at du også i dette tilfælde skal ofre din konge. I modsat fald får spilfører alle fem stik i farven. Kender du derimod princippet om honnør på honnør og dækker med kongen, forfremmer du dermed din makkers bonde. 3) E 10 4) E D 6 4 K B 7 3 K 7 2 10 8 5 D 8 B 9 3 I Eksempel 3 og 4 sidder du Vest. I Eksempel 3 spiller Syd damen fra hånden, og her er du forhåbentlig ikke i tvivl om, at du skal dække med kongen. Det bør være åbenbart, at du dermed sikrer dig et stik på bonden, når spilfører stikker din konge med bordets es. Noget vanskeligere bliver det i Eksempel 4. Syd spiller bonden. Lad os sige, at du lægger en lille. Syd vil så også bede om en lille fra bordet og kan derefter knibe din konge ud mod bordets ED, således at han får alle fire stik i farven. Prøv derimod at følge princippet om honnør på honnør. Du dækker bonden med kongen, og nu kan intet forhindre din makker i senere at få et stik på 10'eren. "Jamen, hvad nu hvis spilfører har B103 på hånden?", vil du måske spørge. I så fald er der intet at gøre! Din konge er solgt under alle omstændigheder, så du skal dække med den i håb om, at din makker har den vigtige 10'er. 5) D B 10 9 6) D B 9 5 4 3 2 K 8 7 6 10 7 3 K 6 4 E 5 E 8 2 I Eksempel 5 er du som Øst i en noget anden situation. Du ser dame, bonde og 10 på bordet og ved derfor, at du ikke kan forfremme et stik hos hverken dig selv eller makker ved at dække med kongen. Heraf fremgår det, at det vil være en klar fejl at dække damen med kongen. Allerede anden gang farven spilles, må spilfører bruge sit es. Her har vi så endnu en vigtig regel: Hvis bordet har mere end én honnør, dækker man først, når den sidste honnør spilles. Samme princip finder vi i Eksempel 6, hvor du igen sidder Øst. Hvis du dækker
bordets dame med kongen, kan spilfører efter at have stukket med esset senere knibe din makkers 10'er ud mod bordets B 9. Venter du derimod med at stikke (den sidste honnør), garanterer du i alle tilfælde, at din makker får stik på 10'eren. Prøv selv at lægge nogle tilsvarende kombinationer op på bordet, og du vil opdage, at principperne altid gælder. KAPITEL 13. LAVT I ANDEN HÅND I afsnittet om "Honnør på Honnør" befandt du dig i 2. hånd (positionen lige efter det spillede kort). Endnu en regel træder i kraft, når du er i 2. hånd. Den gælder, når der bliver spillet et lille kort fra 1. hånd. I de tilfælde bekender man blot selv med et lille kort (lavt i 2. hånd). Med kun én honnør i farven er det aldrig rigtigt at bruge den i 2. hånd, hvis spilfører spiller et lille kort fra hånden, og bordet kan stikke din honnør. Her følger nogle eksempler, der illustrerer dette: 1) E D 7 4 2) E B 7 4 K 6 2 10 5 3 K 5 3 D 9 8 B 9 8 10 6 2 Eksempel 1 er næsten identisk med Eks. 2 i afsnittet om honnør på honnør, hvor vi fastslog, at vi skulle dække, hvis bonden blev spillet fra Syd (for at sikre makker et stik på 10'eren). Situationen er imidlertid en anden, hvis der spilles et lille kort fra hånden. Hvis du her bruger kongen, tager spilfører alle stik i farven. Lægger du derimod et lille kort (lavt i 2. hånd), sikrer du ét stik til modspillet, hvis du husker at dække med kongen, hvis bonden bliver spillet næste gang. Noget tilsvarende gør sig gældende i Eksempel 2. Spiller Syd et lille kort fra egen hånd, lægger du også et lille kort, hvorefter modspillet får to stik i farven. Det forudsætter dog, at du husker at dække med kongen, hvis Syd næste gang spiller 10'eren fra hånden. Kommer du fejlagtigt til at lægge kongen første gang, bliver der kun ét stik til Øst-Vest. 3) K 9 3 4) E 9 4 B 5 D 8 2 D B 2 8 6 3 E 10 7 6 4 K 10 7 5
Som Vest i Eks. 3 kan det vise sig at blive uhyre kostbart, hvis du lægger bonden i, når spilfører spiller et lille kort. Det medfører nemlig, at han bagefter kan knibe din makkers dame ud. Bekender du med 5'eren, er modspillet sikret et stik -forudsat at din makker også husker reglen om lavt i 2. hånd, når der i næste stik spilles et lille kort fra bordet. Med to honnører i spidsen for din farve (især med to nabohonnører som EK, KD eller DB) er situationen ofte anderledes. I Eks. 4 spiller Syd et lille kort fra hånden. Hvilket kort bekender du med? Hvis du lægger 2'eren, kan spilfører gøre det rigtige ved at bruge bordets 9'er. Det betyder 0 stik til modspillet. Bekender du derimod med bonden (at splitte sine honnører), er du sikker på at få et stik. KAPITEL 14. HØJT I TREDJE HÅND Tilspil er betegnelsen for de kort, der lægges til i 3. hånd efter makkers udspil, og her gælder andre regler end dem, vi kender fra udspillet. Eksempler: 1) 8 4 3 2) 7 5 3 K B 7 2 D 9 6 K 9 6 2 D 10 8 E 10 5 E B 4 Vi forudsætter, at der spilles en sanskontrakt, og at din makker i Vest spiller 2'eren ud. Først ser vi, at Vest husker udspilsreglen om fjerdehøjeste, og derefter skal vi tage stilling til, hvilket kort vi skal bruge, når spilfører har bedt om 3'eren fra bordet. Det bør fremgå klart, at vi i Eks. 1 forærer spilfører et billigt stik på 10'eren, hvis vi nøjes med 6'eren eller 9'eren. Derimod tvinger vi spilfører til at bruge esset, hvis vi giver det bedste, vi har, og lægger damen til. Makkers konge og bonde er nu blevet rejst til to stik. I Eksempel 2 må man heller ikke være "fedtet" og nøjes med 10'eren eller 8'eren. Ved at bruge damen presser man igen spilførers es ud. Når du næste gang kommer ind i spillet, kan du fortsætte farven, hvorved Syds bonde bliver knebet ud. Dermed reducerer vi antallet af Syds stik til kun ét. Læg mærke til, at knibninger ikke er forbeholdt spilfører. Modspillerne kan i mange tilfælde også knibe spilførers eller bordets honnørkort ud. Allerede nu kan vi konkludere, at man - når bordet kun har småkort i den
pågældende farve - altid stikker så højt som muligt. Vi husker reglen, der siger "lavt i 2. hånd", og vi kan nu tilføje: højt i 3. hånd. Forskellen på tilspil i 2. og 3. hånd er også logisk; når man lægger højt i tredje hånd, er det jo makkers farve vi hjælper med at rejse og ikke spilførers! Denne regel har to undtagelser, som vi vil illustrere med de næste to eksempler: 3) B 5 3 4) 7 5 3 K 8 6 2 D 10 4 K 9 6 2 D B 8 E 9 7 E 10 4 I Eks. 3 er udspillet fra Vest igen 2'eren, og vi forudsætter, at spilfører lægger 3'eren til fra bordet. Skal vi stikke helt op på damen? Nej, vi skal selvfølgelig nøjes med 10'eren og derved knibe bordets knægt ud. Denne spillemåde er formentlig let at forstå i dette eksempel, hvor vi har honnørkortene umiddelbart rundt om bordets honnør. Princippet med at knibe bordet kan være vanskeligere at se, men dette vender vi tilbage til i Lektion 29. At det kun er bordets kort, man skal knibe ud, udtrykkes i talemåden: Knib bordet - ikke makker! I Eks. 4 opstår igen en speciel situation. Hvis vi nu stikker højst muligt og bekender med damen, og Syd stikker med esset, vil makker få et vanskeligt problem, når han senere kommer ind. Hvem har bonden? Af sine egne og bordets kort kan han selvfølgelig se, at det må være Øst eller Syd, men som modspiller er det meget ubehageligt at være i en gættesituation - især når dette ikke er nødvendigt. I det aktuelle eksempel bør du bekende med bonden. Hvis Syd nu stikker med esset, kan Vest jo nemt regne ud, hvem der har damen, da spilfører med ED på hånden ikke ville stikke bonden med esset. Vest kan derfor roligt spille et lille kort i farven, næste gang han har mulighed for det. Derfor endnu en vigtig regel: Med to eller flere nabohonnører stikker man altid med det laveste kort. Man spiller altså det højeste kort ud fra honnørsekvenser, men man spiller det laveste til. Især med EK i spidsen for en farve vil det forvirre makker, hvis du stikker med esset. Medmindre du straks efter spiller kongen, vil din makker placere spilfører med dette kort og spiller derfor sandsynligvis ikke farven tilbage til dig, hvis han senere kommer ind. KAPITEL 15. KALD OG AFVISNING Udover de modspilsregler, vi allerede har behandlet, må vi tilføje et "modspilssignal", som bridgespillere vanskeligt kan undvære.
Ved at lægge kortene til i en bestemt rækkefølge kan vi fortælle makker, om vi ønsker den pågældende farve spillet igen. Det medfører, at selv det mindste kort kan få en betydningsfuld rolle. Det er ikke meningen, at man hele tiden skal holde øje med alle kort, men i visse tilfælde er det afgørende, at man lægger mærke til, hvilket kort makker spiller til. Her kommer kald og afvisning ind i billedet. Reglen er: et lille kort viser interesse for den pågældende farve (kald), mens et højt kort fortæller, at man ikke ønsker denne farve spillet igen (afvisning). Denne form for kald/afvisning benævnes omvendt kald. Nu er begreberne "lille" og "højt" relative. Eksempelvis kan en 3'er være både et lille og et højt kort. Det afhænger nemlig af, hvilket kort man lægger næste gang. Kaldet eller afvisningen er i de fleste tilfælde først gennemført, når kort nummer to lægges til. Eksempler: 1) 3 2 2) 10 7 3 3) 9 8 4) D 10 9 5) 5 4 3 2 Vil man kalde med kombinationen i Eks. 1, er det let (typisk for at få en trumfning, hvis makker spiller esset ud, der viser EK), fordi makker aldrig kan være i tvivl om, at 2'eren er begyndelsen til et kald. Vil man derimod afvise med de samme kort, er man nødt til at spille 3'eren. En 3'er er ikke noget højt kort, men det er et relativt højt kort, når vi kun har 3'eren og 2'eren. I Eks. 2 er man i en gunstig situation, idet man kan kalde med 3'eren, der vil blive opfattet som et lille kort, mens man kan afvise med 7'eren - eller endnu bedre 10'eren, som makker vil betragte som et højt kort. Vanskeligere bliver det igen i Eks. 3, hvis man vil kalde. Man lægger først 8'eren, som er et relativt højt kort. Makker vil måske betragte dette som begyndelsen til en afvisning, men det er der ikke noget at gøre ved. Vi kan kun håbe, at makker efter at have indkasseret esset vil fortsætte med kongen, således at vi kan fuldføre kaldet, når vi bagefter lægger 9'eren. Hvis vi ønsker at afvise med 9 8, må vi lægge 9'eren efterfulgt af 8'eren. I Eks. 4 har vi igen et problem, hvis vi ønsker at kalde. Det bedste vi kan gøre, er at bekende med 9'eren og håbe, at makker kan "læse" dette som et lille kort. Når man vil afvise med kortene i Eks. 5, må man lægge 5'eren. Igen er der tale om et relativt lille kort, men det er sandsynligt, at makker kan læse dette som begyndelsen til en afvisning. Han må i hvert fald undre sig over, at ingen bekendte med 2'eren, 3'eren eller 4'eren. På den baggrund vil han formentlig antage, at du har mindst ét af disse kort. Man kalder eller afviser i følgende tre situationer:
1. Efter makkers honnørudspil 2. Efter makkers udspil af et kort, der stikkes på bordet 3. Første gang man kaster af, fordi man ikke kan bekende I de to første situationer skal man naturligvis først og fremmest stikke bordets kort, hvis man kan. Vi lader et par eksempler illustrere nogle typiske situationer med kald/afvisning på makkers udspil. Nu gør vi eksemplerne mere realistiske, således at du kun ser det udspillede og bordets kort. Det understregede kort på bordet bliver spillet til. 6) 7 4 2 7) 7 4 2 E D 9 3 E 9 6 3 En betingelse for at kalde/afvise korrekt på makkers udspil er, at man ved, hvad det udspilllede kort viser. I Eks. 6 skal man kalde til damen ved at spille 3'eren, da et es i udspil lover kongen (højeste fra honnørsekvens). Nu kan makker roligt fortsætte i farven. Læg mærke til, at man ikke altid kalder til det samme i en sans- som i en farvekontrakt. I en trumfkontrakt kan kaldet set fra Vests side nemt være fra en doubleton, hvor man gerne vil have en trumfning. I en sanskontrakt vil kaldet garantere damen, så Vest roligt kan spille en lille igen fra f.eks. EK85. Hvis Vest fra denne kombination trækker kongen, vil modspillet ikke umiddelbart kunne få sine fire stik, idet Øst inde på damen tredje gang ikke har det sidste kort i farven. Når man som i Eks. 7 ikke kan bidrage med en honnør til makker, skal man afvise med et stort kort. For at gøre det så tydeligt som muligt for makker, lægger vi 9'eren. 6'eren er svær at læse som en afvisning, da spilfører kan have 5 2 på sin egen hånd. 8) 10 7 4 9) 10 5 4 2 K B 8 5 K 8 6 3 I Eks. 8 skal man med 5'eren kalde til bonden, fordi makker har lovet damen ved at spille kongen ud. I Eks. 9 afviser man med 8'eren - der er ingen grund til at nøjes med 6'eren, da vi altid skal forsøge at hjælpe makker ved at gøre det så tydeligt som muligt.
10) D 6 4 11) 10 7 2 B K 9 2 D K 8 4 Når spilfører lægger bordets dame på den udspillede bonde, skal man selvfølgelig stikke med kongen og ikke kalde med 2'eren! Hvis spilfører lægger lavt fra bordet, kalder man med 2'eren. I Eks. 11 skal man kalde med 4'eren. 12) K 5 13) E D 6 2 2 D 8 4 3 9 8 7 5 3 Når spilfører i Eks. 12 vinder udspillet med bordets konge, kalder vi til damen med 3'eren. I Eks. 13 skal du lægge 8'eren som begyndelsen til en afvisning. Mange vil automatisk bekende med 3'eren, når bordets es bliver spillet til. Men i bridge skal man ikke bare lægge den mindste, når man ikke kan stikke, idet makker vil opfatte det som et kald. Spilfører forsøger set fra din side at skjule kongen og bonden på hånden (9'eren må være et udspil fra doubleton eller singleton). Denne oplysning skal du viderebringe til makker, så han ikke fortsætter i denne farve, næste gang han kommer ind. Vigtigheden af kald/afvisning kan illustreres med nogle eksempler: Spil 1. 10 9 5 7 6 K B 10 5 E K D 4 7 6 B 8 3 E K 9 5 4 N 8 2 V Ø 9 2 E 7 6 4 3 S 10 5 3 2 E K D 4 2 D B 10 3 D 8 B 6 9 8 7 Syd spiller 4, og udspillet fra Vest er E (som efter vores udspilsregler lover kongen). Som Øst bør du være interesseret i, at makker fortsætter med K og hjerter
igen, idet du i 3. stik vil kunne overtrumfe bordets 10'er med bonden. Dit E besegler derefter kontraktens skæbne. Altså skal du bekende med 2 i 1. stik. Det er naturligvis begyndelsen til et kald, og makker må kunne forstå, at han skal trække kongen og derefter spille endnu en hjerter. Hvis du kommer til at lægge kortene i omvendt rækkefølge, tror makker naturligvis, at du har flere end to hjerter og vil skifte farve. Hvis der skiftes farve efter stik 1 eller 2, vinder kontrakten. Lad os ændre ovenstående eksempel en smule: Spil 2. 10 9 5 7 6 K B 5 E K D B 4 7 6 B 8 3 N E K 9 5 4 8 3 2 V Ø 9 2 E D 7 6 4 S 10 5 3 2 E K D 4 2 D B 10 10 8 3 7 6 9 8 Spil 2 gentages for overskuelighedens skyld: 10 9 5 7 6 K B 5 E K D B 4 7 6 B 8 3 E K 9 5 4 N 8 3 2 V Ø 9 2 E D 7 6 4 S 10 5 3 2 E K D 4 2 D B 10 10 8 3 7 6 9 8 Igen er kontrakten 4, og Vest indleder atter med E. Nu er du ikke interesseret i, at makker fortsætter i hjerter, og du afviser derfor med 8. Makker er måske ikke helt sikker på, at 8'eren er begyndelsen til en afvisning, og trækker også kongen. Når du følger op med 2'eren, er afvisningen gennemført, hvorefter Vest skal spille en ny
farve. Af bordets kort fremgår det, at det ikke kan være lovende for modspillet at skifte til klør. Derimod kan der være en mulighed i ruderfarven, og et skift til 9 (højeste fra doubleton) må være det rigtige. Du sidder heldigvis bag på KB med ED og kan tage to stik. Ovenikøbet kan Vest trumfe den tredje gang ruder, så 4 går to ned. Skifter Vest ikke til ruder, vinder Syd kontrakten, idet han - efter at have trukket trumf - kan komme af med sine rudertabere på bordets klørfarve. Til sidst et eksempel på, hvordan kald/afvisning fungerer, når man kaster af: Spil 3.: E D B 2 10 8 6 5 D B 6 4 3 9 5 10 8 7 3 D 9 3 N V Ø 2 E 10 8 4 S 5 3 2 E B 10 5 K D 8 6 2 K 6 4 E K B 7 4 K 9 7 9 7 Kontrakten er 4. Lad os først se på Vests åbningsudspil. Trumf er udelukket med den kombination (det ville koste modspillets trumfstik), og som vi senere skal lære, spiller vi imod farvekontrakter så vidt muligt aldrig ud fra en farve med esset i spidsen, medmindre vi også har kongen. Derfor er det naturlige udspil 9 (højeste kort fra en doubleton). Syd beder om esset fra bordet, og allerede nu skal du passe på! Hvis du tankeløst bekender med 3'eren, vil din makker tro, at du har kongen (vi kalder jo med små kort). Du bør derfor afvise med 10, der tydeligt fortæller Vest, at K er hos spilfører. Syd trækker derefter E og K. På den anden hjerter kan du ikke bekende, og du har nu chancen for at vise makker, hvordan det fortsatte modspil skal gennemføres. Du har to muligheder: du kan enten afvise i ruder ( 5) eller kalde i klør ( 2). En afvisning i ruder vil imidlertid være meget farlig. 5 er ganske vist dit højeste kort, men en 5'er er et relativt lille kort, og din makker vil måske opfatte dette som begyndelsen til et kald. Det er derfor langt bedre at kalde med 2. Dermed har du på en direkte måde fortalt Vest, at du gerne vil have et klørskift, hvis/når han kommer ind. Syds bedste chance for at vinde sin kontrakt er nu at spille spar i håb om at finde farven fordelt 3-3 eller 4-farve i spar sammen med D. Derved giver bordets sidste spar afkast for en af hans klørtabere. Vest trumfer sig dog ind på D, når han ikke
kan bekende på den tredje runde spar, og der kan nu ikke være tvivl om, hvordan modspillet sætter kontrakten. Vest vil trække E, og for at være helt sikker vil han også indkassere E, inden han spiller klør igen til din dame (laveste fra to nabohonnører). Uden din vejledende 2 ville makker have haft et problem. Han ville måske have trukket E først, og hvis han så tror, at den 5, du nu bekender med, er et lille kort (altså begyndelsen til et kald), vil han måske fortsætte i ruder. Resultatet bliver ikke godt for modspillet. Spilfører vinder stikket, og en klørtaber forsvinder på sparfarven. - Honnør på honnør. - Lavt i 2. hånd. - Højt i 3. hånd. ********** DET SKAL DU KUNNE ********** - Hvis bordet har mere end én honnør, dækker man først, når den sidste bliver spillet. - Ved tilspil (3. hånd) stikker man normalt så højt som muligt. - Ved tilspil fra en sekvens (nabohonnører) lægger man det laveste kort til fra sekvensen. - Man kalder med et lille kort. - Man afviser med et højt kort. - Man kalder/afviser ikke i den farve, spilfører spiller.
QUIZ 4 A. Du sidder Øst i nedenstående eksempler. Spilfører beder om hhv. damen, bonden og 10'eren fra bordet. Hvilket kort bekender du med? 1) D 6 3 2) B 9 3 3) 10 6 5 K 9 4 D 7 2 B 7 4 B. Nu sidder du Vest. Syd spiller i alle tre eksempler et lille kort. Hvilket kort lægger du til? 1) E D 5 3 2) K B 5 3) E 10 5 K 7 4 E 9 4 D B 3 C. Du sidder igen Øst. Din makker spiller 3'eren ud. Hvilket kort bruger du, når bordet lægger lavt? 1) 9 6 5 2) 7 6 2 3) 7 5 2 E 10 4 K B 5 D B 7 4) D 9 6 5) 4 2 6) E D 4 K B 4 10 8 6 K B 2 D. Du sidder Øst og spiller mod en 4 -kontrakt. Makker spiller E ud. Hvilket kort lægger du til? 1) 8 6 2 2) D 7 6 3) D 7 6 D 7 3 9 3 2 9 8