Landbrugets bygninger 1850-1940 Østjylland

Landbrugets bygninger 1850-1940 Østjylland Vejle og Århus amter Temagennemgang 2003 Kulturarvsstyrelsen

Titel Landbrugets bygninger 1850-1940 Østjylland Udgivet af Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet 2003 Manuskript Kirsten Rykind-Eriksen og Eske Møller Foto Kirsten Rykind-Eriksen, Helle Blume Andreasen, Mogens Bach, Nikolai Hyllestad og Eske Møller Redaktion og tilrettelæggelse Eske Møller ISBN Oplag 300 eksemplarer Henvendelse vedrørende publikationen Kulturarvsstyrelsen Slotsholmsgade 1 1216 København K Telefon 72 26 51 00 Email: kuas@kuas.dk Hjemmeside: www.kuas.dk 2

INDHOLD INDLEDNING side 5 BYGGESKIK FOR LANDBRUGSEJENDOMME FRA 1850-1940 I ØSTJYLLAND side 7 Optakt Konsalgsperioden frem til 1875 side 10 Andelstiden frem til 1914 side 16 Mellemkrigstiden frem til 1940 side 20 FREDEDE GÅRDE side 25 OVERSIGT OVER INDKOMNE EMNER side 31 Ebeltoft Kommune side 32 - Mariendalsvej 12, Ebeltoft Egtved Kommune side 34 - Tørskindvej 95, Randbøl Grenå Kommune side 36 - Fuglebækvej 19, Trustrup Hinnerup Kommune side 38 - Pøtmøllevej 8, Hinnerup - Riisvej 9, Hinnerup Horsens Kommune side 41 - Over Vrøndingvej 47, Horsens - Uthvej 16, Horsens Kolding Kommune side 44 - Binderup Søndergade 1, Binderup - Eltangvej 25, Eltang - Gammel Skartved 34, Bjert - Hylkedalvej 130, Seest - Skibelundvej 15, Varmark - Vyffsvej 24, Vonsild Mariager Kommune side 51 - Hemvej 22, Hem - Kjellerupvej 1, Gunderup - Udbynedervej 1, Havndal Nørhal Kommune side 55 - Nedrevej 24, Vestrup - Nedrevej 98, Albæk - Udbyhøjvej 647, Råby 3

Odder Kommune side 59 - Bjeragervej 35, Bjerager - Bredkærvej 30, Randlev - Favrgårdsvej 265, Morsholt - Oldrupvej 94, Oldrup - Præsthøjvej 178, Torrild - Vadsmøllevej 4, Sondrup - Vesterskovvej 128, Snærrild Randers Kommune side 67 - Eriksborgvej 41, Randers - Lemvej 70, Lem - Mikkelstrupvej 33, Randers - Romaltvej 89, Over Romalt - Tjærbyvej 180, Tjærby - Tjærbyvej 202, Tjærby - Vestrupvej 132, Gimming - Viborgvej 99, Randers Rougsø Kommune side 76 - Statshusmandskolonien Sorvad - Statshusmandskolonien Georgsminde Samsø Kommune side 81 - Skolebakkevej 16, Brundby Silkeborg Kommune side 83 - Nørreskov Bakke 86, Silkeborg Skanderborg Kommune side 85 - Skråvej 2, Hårby Sønderhald Kommune side 87 - Floes Engbakkevej 15, Uggeløse Vejle Kommune side 89 - Engumvej 37, Bredal - Højenvej 139, Jerlev - Knabberupvej 136, Jennum - Skibsholtvej 61, Assendrup Århus Kommune side 94 - Hæstvej 46, Trige - Højbyvej 1, Harlev - Labing Landevej 9, Labing - Pøelgårdsvej 11, Malling 4

INDLEDNING Kulturarvsstyrelsen gennemfører i disse år en temagennemgang af landbrugsbygninger fra perioden 1850-1940. Formålet med gennemgangen er at finde og bygningsfrede de bedst bevarede af de tidstypiske landbrugsbygninger fra denne periode. Der er i denne forbindelse udarbejdet en indledende rapport Landbrugets bygninger 1850-1940, Introduktion med introduktion til de efterfølgende geografiske gennemgange. Nærværende rapport er den anden af denne geografisk opdelte gennemgang og omhandler Østjylland dvs. Århus og Vejle Amter. Den første egnsrapport blev udarbejdet i 2002 og omhandler Fyns Amt. Rapporten er opbygget med et indledende afsnit om østjysk byggeskik på landet, der behandler tre hovedperioder indenfor de 90 år, som gennemgangen omhandler, nemlig: kornsalgsperioden, andelstiden og mellemkrigstiden. Herefter kommer en oversigt over de allerede fredede landbrug i området fra denne periode, og sidst kommer en kort beskrivelse af de gårde og husmandssteder, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, de kulturhistoriske museer og de regionale faglige kulturmiljøråd har peget på som emner for gennemgangen, samt de gårde og husmandssteder som i kommuneatlassene har fået høj bevaringsværdi kombineret med høj autenticitet. Gennemgangen af de 44 indkomne landbrugsejendomme og 2 husmandskolonier har resulteret i følgende 2 fredningsforslag, som forelægges Det særlige Bygningssyn i november 2003. Tjærbyvej 180, Tjærby, 8900 Randers Fuglebækvej 19, Sdr. Homå, 8570 Trustrup 5

6

BYGGESKIK FOR LANDBRUGSEJENDOMME FRA 1850-1940 I ØSTJYLLAND Optakt Produktion, bygninger og selvværd Årene fra 1850-1940 er den periode, hvor bønderne for alvor manifesterede sig som en kulturelt og økonomisk betydningsfuld befolkningsgruppe. Efter at deres parti, Venstre, endelig havde fået regeringsmagten ved systemskiftet i 1901, sad Venstre, og senere De radikale, ofte i regeringen, og fik derved stor indflydelse på, hvorledes landbruget udviklede sig. En gennemgang af byggeriet inden for landbruget igennem de 100 år må derfor tage udgangspunkt i at se gården som en produktionsenhed og rammen om livet inden for et helt hushold - i vore dage kaldes det virksomhedskultur - og et sted, hvor bøndernes selvforståelse kom til udtryk gennem udformningen af de fysiske omgivelser. Dette gælder både selve bygningernes arkitektur, og hvorledes de omgivne arealer blev benyttet. Fra 1850-1940 rummede de fleste landbrug en blandet produktion af agerbrug, kvæg- og svineavl. Hertil kom fjerkræavl og dyrkning af grøntsager og frugt, som var forbeholdt de kvindelige arbejdsområder. Teknologiske fremskridt eller forandringer har i hele perioden fordret nye bygninger eller omformning af de gamle. Landbrugets bygninger skal derfor anskues som udtryk for en dynamisk produktions- og livsform, der kommer til at afspejle skiftende retninger inden for fysisk planlægning, produktionsformer og arkitektur. Dette gælder gårde og husmandssteder, hvor der altid er foregået en aktiv landbrugsproduktion. Steder, hvor alle bygninger er i samme arkitektur, kan enten skyldes, at gården er opført efter en brand eller en flytning, og/eller at produktionen er stagneret. Bygninger og anlæg afgiver tilsammen en signalværdi om selvopfattelse og egen placering i samfundet. Ændringer i byggeskikken bliver således udtryk for disse forhold. Østjylland Århus og Vejle amter dækker store dele af Jyllands lange østkyst og går midt ind i Jylland. Desuden går Vejle Amt ned til den gamle Kongeågrænse. Langs hele østkysten og næsten helt ind til midten af Jylland er jorderne gode. Her findes de store gårde foruden en række herregårde. Ind mod Jyllands højderyg ligger områder med morænebakker. De kan også have gode jorder, men mange steder blev de til overdrevs- og græsningsområder, eller der er plantet skove. I Vejle amt, vest for Hærvejen og den jyske højderyg bredte hedefladerne sig indtil midten og slutningen af 1800-årene. Plantning af læbælter, opdyrkning af heden og anlæggelse af plantager bevirkede, at det blev et landbrug som andre steder i Danmark, baseret på en blanding af husdyravl og agerbrug. Søhøjlandet omkring Ry og Himmelbjerget var præget af skovdrift, og her lå mindre ejendomme. Bondegårde og landsbyer samt herregårde blev anlagt, så de passede ind i terrænet og landskabet. Husmandsstederne, som især blev udstykket efter lovene i 1899 og 7

1919, blev derimod placeret som perler på en snor ud ad de nyanlagte veje midt i de gamle marker. De blev meget synlige i landskabet, hvilket passede til partiet De radikales ønsker, hvorimod gårdene ofte skjuler sig i landskabet eller bag en bevoksning. De markerer dog gerne deres tilstedeværelse gennem en allé, søjler eller en stor marksten ved indkørslen fra landevejen op ad grusvejen til gården. Selveje og udskiftning Inden for Århus og Vejle amter lå indtil 1970 de gamle amter: Skanderborghus og Koldinghus. Deres områder var krongods fra midten af 1500-årene og 200 år frem. Her var bøndernes hoveriforpligtigelser i stor udstrækning afløst af en pengeafgift. Der fandtes mange store gårde, idet bøndergodset ikke var blevet egaliseret. Bønderne var ret selvstændige, ligesom de var i de vestligste egne af de to amter. I 1765-66 blev krongodset solgt til selveje ved nogle store auktioner på Koldinghus. En del af salget foregik til stråmænd eller storkøbmænd, der efter et til flere år solgte gårdene videre til bønderne, efter hvornår de kunne skaffe kapital. Herved optog disse bønder tidligt markedsøkonomien i deres produktion. Strukturen med en række store gårde ændredes ikke, hvilket især er synligt i den sydlige del af Vejle amt, omkring Kolding, på Stenderuphalvøen og f.eks. i Ø. Starup sogn. Her fandtes ifølge Trap 1964 ni gårde over 12 tdr. hartkorn. Her ligger stadigvæk store gårde med store bygninger og fornemme stuehuse, hvoraf flere omkring år 2000 er lagt sammen til endnu større arealenheder. Udskiftningen af jorderne skete i løbet af 1770 erne og begyndelsen af 80 erne. Østjylland er kendetegnet ved, at langt de fleste landsbyer blev stjerneudskiftet, og gårdene blev derfor liggende i landsbyerne. Kun de yderste lodder, der tit bestod af moser eller enge, blev blokudskiftet, ofte i lange strimler, idet alle havde brug for både mose og eng. I løbet af første halvdel af 1800-tallet flyttede dog nogle af gårdene fra landsbyerne ud til det åbne land. Det er derfor kendetegnende for mange landsbyer i Østjylland, at de har fastholdt den gamle landsbykarakter, fordi der ligger tæt med gårde langs med bygaden. Det viser sig også ved, at byggetraditionen har været stærk gennem flere hundrede år, idet der er bygget efter samme retningslinier med hensyn til materialer, proportioner og bygningsform. Fra slutningen af 1800-tallet krydret med forskellige arkitektoniske strømninger. Længehuset og den lukkede gårdsplads Byggeskikken har fra helt gammel tid været præget af de naturgivne materialer som træ, ler, sten og strå, samt af det enkle længehus, hvis rytme blev bestemt af den taktfaste inddeling af bindingsværket i fag. Bygningerne stod på en solid syld af kampesten, stolperne var rejst i fodremmen, bjælkerne tappet gennem stolperne, og stolperne forbundet med løsholter. Det østjyske bindingsværk havde en bestemt rytme med en overdokke ud for mellemrummet mellem to underdokker. I tavlene over løsholterne blev der plads til vinduerne. På større gårde kunne der være en lang række af vinduer i overtavlene. I hjørnerne indsattes skråbånd, der kunne gå over et eller to tavl. Bindingsværket var solidt i den østlige del af Østjylland. Nogle steder bestod det af brede egestolper og løsholter, og der kunne være indsat ekstra meget træ i form af tætsiddende dokker. Det solide bindingsværk fortæller om egne med lettere tilgang til det gode træ, end der var i Midtjylland. 8

Strandgården, Treldevej 16, ved Fredericia, 1860. Ødegård, Ø. Starup, ved Kolding: Opstreget murværk i kalkede tavl. I løbet af 1. halvdel af 1800-tallet blev loftsbjælkerne lagt på tagremmen og ydermurene for at give en større loftshøjde. Bindingsværket var udført ens i stuehuset og udlængerne. Træværket var sorttjæret eller malet rødt. Tavlene blev ret tidligt udfyldt med hjemmelavede mursten, som blev pudset og kalket hvide eller røde. Flere steder, navnlig på større gårde, blev de kalkede tavl afstribet som mursten. Tagene var helvalmede og dækket af langhalm, i de vestlige egne lagt skiftevis med lyng, så der fremkom en stribet effekt. Tagskægget gik lidt ud over husmuren, så tagdryppet ikke ramte væggene. Gårdene var firelængede, hvor de tre udlænger var bygget sammen. Stuehuset lå frit, men kunne være forbundet med udlængerne ved en mur med port eller dør igennem. De fire længer lukkede sig sammen om den pigstensbelagte gårdsplads og gav således læ for vind og vejr. Samtidig var det funktionelt med produktion og arbejdsgange lagt i nærheden af hinanden. 9

Møddingen havde sin plads på gårdspladsen nærmest staldene, ofte kendetegnet ved en lille forsænkning i pigstensbelægningen (Brakker Nygård v. Kolding) og af et indrammet felt lagt af stenene (Skovløkke v. Kolding). På mange gårdspladser rejstes en lav kampestensmur, der tilkendegav møddingens placering. Senere i 1800-tallet kunne der opføres møddinghuse på den gamle møddings plads, eller husene blev lagt uden for gårdspladsen. Adkomsten til gården skete via en portgennemkørsel i en af udlængerne, ofte laden. Opførelsen af bygninger i bindingsværk forekom til langt op i 1800-tallet, navnlig på Skanderborgegnen og Fredericiaegnen, men også inde i landet som f.eks. Vestergård fra 1860 i Korning. Denne fik senere, som så mange andre bindingsværksgårde, tag af pandeplader. Med tiden kunne opførelsen ske som en blanding af bindingsværk og grundmur. F.eks. Kresten Hansens gård Eliseholm, Kollemorten, der blev opført i 1861 i forbindelse med gårdens udflytning på marken. Udlængerne fik murede gavle og bindingsværk i langsiderne. De beholdt det helvalmede stråtag med valmede loftsluger, som var særlig udbredt i Midtjylland. Stuehuset er derimod af grundmur, pudset og kalket, udsmykket med pyntebånd i cement under vinduerne og buet stik over, samt halvtafvalmet stråtag med to skorstene. Den ene skorsten til køkken- og bryggersafdeling, den anden til stuerne. Både udlænger og stuehus er bredere end tidligere. Det er trods bindingsværket den nye gårdtype, som ses på billedet. De afvalmede gavle, som stuehuset har, blev et af de mest typiske træk, der kendetegnede bygninger fra 1800-tallet og frem til omkring 1940. Grundmurede længehuse Stueh "Eliseholm", opført af Kresten Hansen I i 1861, Kollemorten Give kommune. (fra bogen: "C.J.Jespersen Ensted" af Søren Mandøe, 2000). Bogen viser et repræsentativt udsnit af de mange nybyggede gårde i Midtjylland 1850-1900. Kornsalgsperioden frem til 1875 Stuehuse Fra omkring 1850 blev der flere og flere grundmurede bygninger, navnlig hvad angår stuehusene. Mange udlænger blev opført i en kombination af flere materialer, og bygningerne blev bredere. Det nye byggeri afspejler, at det gik fremad for landbruget, og at det nu havde tilpasset sig markedsøkonomien efter landboreformernes gennemførelse. På samme tid blev mange landboere grebet af de åndelige bevægelser, der gav et andet socialt landskab, end det hidtil kendte. I stuehu- 10

sene skulle der være plads til møder og anden selskabelighed. Der kom brændekomfur og køkken i stedet for det åbne ildsted og det store bryggers, som havde fyldt næsten halvdelen af de gamle stuehuse. De nye stuehuse fik så stor en tværbredde, at der kunne ligge to rækker af lige brede stuer og rum - en række til hver langside. Der var ingen midtergang, man gik fra rum til rum. Stuernes rumbredde kunne variere alt efter gårdens størrelse. På de større gårde blev der indbygget mælkekældre eller mejeristuer, enten i forlængelse af bryggerset eller i en høj kælder, som f.eks. på Terpsminde, Brakker. Indførelsen af mælke- og mejerirum fortæller om en større forståelse for hygiejne og mælkens behandling, når der skulle fremstilles smør og ost, beregnet til salg. Stueplan af Skovløkke, Fredsted, opført 1862. Opmålt 2002 af Kirsten Rykind-Eriksen. De første grundmurede stuehuse opførtes på syldsten ligesom husene af bindingsværk, men ret hurtigt kom der sokler af kløvede og tilhuggede kampesten. I slutningen af 1800-tallet begyndte støbte sokler af cement at blive almindelige. Den støbte sokkel kunne pudses og males sort, hvid eller grå. De nye stuehuse blev præget af bindingsværkslængens faste faginddeling og proportioner. I det grundmurede længehus fremkom markering af fagene ved vinduernes placering eller ved spareblændinger. Det gav en fast vinduesrytme, ofte med symmetri omkring en frontkvist. Murede liséner på hver side af indgangsdørene, hvoraf der ofte var to, opdelte ligeledes facaderne og gav deres egen fagdeling og facaderytme. Nyborghus i Tørring kommune. Taktfast faginddeling af facaden understreges af de murede og pudsede liséner omkring de symmetrisk anbragte døre. Kvisten er sat på omkring 1920. 11

De nye grundmurede huse fik gerne mursten fra eget teglværk. Når der skulle opføres en gård, anlagde bonden en lille teglværksovn i nærheden af byggepladsen, idet gårdens folk hjalp til med byggeriet. Da disse mursten ikke var altfor ensartede, blev det nødvendigt at pudse og kalke bygningerne. I sidste halvdel af 1800- tallet anlagdes der større teglværker overalt, hvor professionelle fremstillede solide sten både til mure og tage. Enkelte af disse, nu forladte teglværker, ligger tilbage i landskabet og burde bevares for eftertiden, da de udgjorde en væsentlig forudsætning for, at det store byggeboom på landet i sidste halvdel af 1800-tallet kunne få en arkitektonisk udførelse. (Gammelstrup, Ejstrupholm og Give). Trukken gesims og afvalmet gavl på Klingebækgård v. Egtved. Opført 1860. Frontespiece på Toftvang, Fredsted, opført 1845. Original indgangsdør og vinduer. Facaderne på de grundmurede bygninger blev afsluttet foroven af en muret gesims, der kunne bestå af flere led, og som skulle afhjælpe tagets tryk på ydermurene. Når huset blev pudset og kalket, blev gesimsen trukket ved hjælp af en træskabelon. De murede gesimser er det mest karakteristiske bygningstræk, der holdt sig til omkring 1940. De går som vandrette bånd langs med facaderne, fulgte frontispicer og gavle og understregede husenes faste arkitektoniske rytme. Gavlene blev halvtafvalmede, idet gavlen muredes højere op end facaden. Dette træk gav plads på loftet til vinduer i gavlen og dermed til indretning af gavlværelser, der blev brugt af tjenestepigerne og af gæster, senere af de større børn. De afvalmede gavle var samtidig afpasset til vejrliget. På mange gavle blev gesimsen fra længdefacaden trukket vandret ind på gavlen og sad ligesom et øre i hver side af gavlen. Det sadelformede stråtag var afpasset, så dets kant gik til gesimsen, hvorved denne var synlig. Tagrygningen på stråtage var formet af flade tørvoverliggere, ingen kragetræer eller andre markante afslutninger. I tagrygningen sad mindst to symmetrisk anbragte skorstene. Vinduerne fik murede eller støbte sålbænke og i mange tilfælde blev de svagt rundbuede foroven med et muret stik over. Hovedindgangsdøren var en fløjdør, der bestod af to ret smalle døre af træ og med en række af fyldinger. Over døren sad en smal glasrude med træsprosser. Op til hoveddøren gik et par stentrin eller en trappe afhængig af, hvor betydningsfuld bonden følte sig. Indgangsparti og udendørs trapper er altid blevet benyttet til at afgive stor signalværdi. Udlænger Det var ikke blot stuehusene, der blev bredere, det gjaldt også udlængerne. Landbruget var inde i den store kornsalgsperiode. Der skulle skaffes opbevaringsplads 12

til den øgede avl, som skyldtes nye dyrkningsmetoder og teknologi, der i form af jordbearbejdningsredskaber og arbejdsbesparende maskiner også krævede plads. Toftvang, Fredsted, opført 1845 med agerumslade og gennemkørselsport med trekantet frontispice i staldlængen. Ladeport på Klingebækgård v. Egtved med rundbuet trukken gesims over porten i forbindelse med den gennemgående gesims. Op ført ca. 1850. Laderne blev i første omgang udvidet eller nybygget, så de kunne få større korngulve og mulighed for at køre vogne ind i laden, de såkaldte agerumslader, hvor der var en stor port i hver gavl. I mange egne af Østjylland kom der også en eller flere store porte på hver langside af laden, så der kunne køres på tværs gennem laden. De store rundbuede porte, gårdens stolthed, blev markeret ved, at den trukne gesims gik i en flot bue over hver port, hvilket gav en ekstra valm i stråtaget. De nye staldlænger blev ligeledes bredere end de gamle, idet der blev plads til en fodergang ude langs med ydervæggene. Der indsattes rundbuede vinduer, 6 eller 8 rudede af malet støbejern. De gav godt med lys ind i staldene. I laden og andre former for opbevaringsrum kom små halvmåneformede støbejernsvinduer, som senere hen i høj grad er blevet skiftet ud. Både større og mindre gårde opførtes i denne byggeskik. Den var enkel og på det nærmeste tidløs, f.eks. gården ved Hjortvad. Da stråtaget blev udskiftet med bølgede plader måtte valmen over loftslugen på staldlængen ændres til en taskekvist, hvorimod pandepladerne på laden kunne afpasses til den lave valm over porten. Trelænget gård ved Hjortvad, Vamdrup kommune, opført ca. 1850. 13

Selvforståelsen på facaden Hvis det gamle stuehus ikke blev fornyet, kunne den nye tid udtrykkes gennem opførelsen af en midterkvist ud mod gårdsiden. Nye stuehuse kunne også få en midterkvist, som det var tilfældet på Toftvang i Fredsted ved Kolding, der er opført i 1845. Gårdejerens selvforståelse kunne også udtrykkes gennem en buet frontispice over hoveddøren, hvis bløde linier passede til stråtagets materiale. Til havesiden kunne der ligeledes anbringes en midterfrontispice, et arkitektonisk træk kendt fra palæer og større bygninger. Enkelte stuehuse blev forsynet med valmede kviste i stråtaget. Større nyopførte gårde fra ca. 1850, f.eks. på Koldingegnen, kunne have en frontispice, der gik over flere fag. På Terpsminde, Ø. Starup sogn ved Kolding, der opførtes 1845-47, gik den trekantede frontispice over fire fag vinduer. Midt i spidsen sad et ur eller klokke, symbolet på den nye tid. Andre af de store gårde, f.eks. Kirstinelyst, Viuf, der er opført i 1846, er midterpartiet markeret af en trekantet frontispice, der understøttes af fire kvartsøjler. Murede og pudsede liséner kunne desuden udsmykke både stuehus og udlænger. Frontispicens udformning afhang af den stedlige murermesters kunnen. I forbindelse med frontispicer kan man i stedet for stiltræk tale om murermestertræk. Terpsminde, Brakker, opført 1845-47. Foto ca. 1920. Ildvedgård, Jelling, opført 1870 i blank mur. Kvist fra 1920. Ligeså til havesiden. Nyt tag 1986. De store grundmurede og pudsede stuehuse fra midten af 1800-tallet, som ikke fik midterudsmykning i første omgang, fik i hele Østjylland næsten alle en kvist over tre vinduesfag opsat senere eller omkring 1920, både til gård- og havesiden. Flere af disse fik en sen-nybarok udførelse. Påsætning af kvist skete gerne i forbindelse med, at tagbelægningen blev udskiftet fra stråtag til belægning med tagsten. Ildvedgård, Jelling, opført 1870. Taget fornyet senere. Halvtagshuset i hjørnet er opført som motorhus, senere indrettet til værksted. Vandfontainen i midten. Kvist i staldlængen tv. 14

Gårdspladsen havde fortsat pigstensbelægning, og mange steder blev teknologiens fremskridt i form af en hesteomgang markeret ved en rundkreds i belægningen. Møddingpladsen var ligeledes markeret. Stuehuset var ikke sammenbygget med udlængerne, og på de større gårde lå det gerne i tilbagetrukken fornemhed med en række træer eller en cirkelrund plæne foran, hvori vandfontainen var anbragt. Stuehuset blev omrammet af den nye prydhave, der var med til at understrege husets rekreative funktioner. Nyttehaven eller køkkenhaven blev nu lagt længere væk fra stuehuset. Prydhaven skulle helst være stor med grusede gange, der snoede sig rundt om blomsterbede og den runde græsplæne i midten, hvor flagstangen stod. Når dannebrog vajede, var det symbolet på, at bønderne repræsenterede et urgammelt dansk erhverv. Haven var til rekreation - et nyt fænomen inden for bondehusholdet, der fortalte om begyndende velstand og om at have tid til andet end produktion. Gårde i blank mur og i kampesten Bygninger med afvalmede gavle Fra omkring 1860 blev mange gårde opført i blank mur - næsten altid i røde mursten. En del stald- og ladebygninger kunne også være opført i kampesten, eller en kombination af kampesten og mursten. Denne skik er udbredt over hele Øst-, Midt- og Sydjylland. Materialet var billigt. Markstenene blev hentet i digerne. De kunne enten anvendes som fyldsten i grovstøbte ydervægge eller som kløvede og tilhugne, der ofte var muret i forbandt. Vægge af kampesten opnåede at få et karakteristisk træk ved, at cementfugerne, der sprang frem mellem markstenene, blev opstregede, eller væggene blev pudset og kalket. Sådan en simpel byggeskik kunne ikke ses på afstand. Toftvang, Fredsted, 1845. Længe opført i en blanding Skovløkke, Fredsted, 1865. af kampesten og mursten og derpå kalket. Stalddør. Kampestensvæg med murede detaljer. Nyt tag og ændret til trekantet kvist i 1950. Flere kampestensbygninger er præget af en række fint murede detaljer, som kan være vinduer, indrammet af murværk, muret tandsnitgesims og et gennemgående cementbånd under vinduerne. Bygninger fra slutningen af 1800-tallet er tit opført som en kombination af kampesten og mursten. 15

Skovløkke, Fredsted, opført 1862-65, er et karakteristisk eksempel, hvor den fritliggende svinestald og den ene længe, kostalden, er i kampesten, mens de øvrige står i blank mur. Alle længerne incl. stuehuset hviler på en sokkel af kampesten. Oprindelig havde de stråtage, som i 1950 blev udskiftet, hvor stuehuset meget typisk fik røde tagsten, mens udlængerne fik bølgede eternittage eller tagpap. Staldenes valmede loftsluger blev ændret til trekantede kviste. Vognport 1845, Toftvang, Stalddør og småkræets døre, Staldvindue, Skovløkke 1865 Fredsted. 1865.Skovløkke, Alle længerne har forskellige former for dekorative elementer, udført i mursten. Gesimserne er med en tandsnitrække, der er murede stik over vinduerne både i stuehuset og udlængerne, hvor de nye støbejernsvinduer fik en hel muret indramning. Overalt er der murede sålbænke. Omkring stuehusets hoveddør findes to murede liséner, og der indsattes dannebrogsvinduer. Gennemkørselsportene er markeret med et kurvehanksstik og en trekantet kvist, hvor detaljerne fra den murede gesims er gentaget. En muret roset øverst i kvisten og på udlængernes gavle supplerer udsmykningerne. De nævnte detaljer er meget typiske og er anvendt på bygninger helt frem til omkring 1940. Skovløkke, Fredsted, opført 1865, nyt tag 1950. Stald og lade. Kostalden. Cementstøbte grebninger og gulve hørte med til den forbedrede kvægavl. Andelstiden frem til 1914 Bygninger med spidsgavle og mange murstensdetaljer - bygmestergårde Bøndernes storhedstid - andelstiden fra ca. 1875-80 og frem - afspejler sig i bygninger opført med mange murede detaljer, navnlig hvad stuehusene angår. I tidens åndelige miljø - og arkitektoniske - spillede symbolik en stor rolle. Forbilleder og identitet blev hentet i Danmarks glorværdige fortid, hvor middelalderens landsbykirker udgjorde en vigtig inspirationskilde. Arkitekter målte op og beskrev dem, så tegninger kunne danne forlæg for håndværkere, der gik på tekniske skoler eller de senere bygmesterskoler. De overførte murstensdetaljerne ved byggeri af de nye gårde. Nu var det ikke længere gårdejeren, der med sine karle stod for opførelsen 16

af nye bygninger, men de stedlige professionelt uddannede håndværkere. Murermesteren, der havde gået på Håndværks- eller Bygmesterskole blev entreprenør på byggeriet og udførte selv tegningerne. gård i Ravning. Tegninger udført af Tømrer & Murermester Chr. Laursen, den 6.12.1899, til Steffen Hansens gård i Ravning. 17

Enkelte større gårde er opført i en historicistisk stil med f.eks. kamtakkede gavle, med vælske gavle, eller med et fremspringende midterparti, kvist, der flankeres af murede søjler. Langt de fleste blev dog opført i det før beskrevne faste skema, men tilføjet endnu flere murstensdetaljer, enten i forbindelse med gesimsen eller omkring vinduer og døre. De gennemgående hvide, pudsede bånd over og under vinduesrækken blev et karakteristisk træk. Stuehusene kunne desuden være opført i Schweizerstil, der har brede tagudhæng, som hviler på træknægte og kan have rige udskæringer over facader og gavle. Disse er muret op i en spids, og passer til sadelformede tage, der ofte var beklædt med asbestskiferplader. Hvis hele gården blev opført fra ny af, kunne udlængerne have samme dekorationer, gavle og schweizerstil-tage, som stuehuset fik. Vejlskovgaard, Odder, opført 1868 i historicistisk stil med fine murede formsten og detaljer. Abildgård, Nørup, opført 1882 med karakteristiske pudsede bånd, murede detaljer og schweizergavle. Trempel I samme periode kom det frem at bygge med trempel, der gav en forhøjelse af ydervæggene, hvorved der blev et større loftsrum. Den forøgede avl fra agerbruget skabte pladsproblemer. Lofterne, både over udlænger og stuehus, skulle rumme de mange kornsække, foruden at der skulle være plads til høhøsten i udlængerne. Tremplen kunne være af brædder, gerne rødmalede, og bygningen fik en lav taghældning beklædt med plader. Det mest almindelige i Østjylland er dog murede trempler, hvor hele væggen er opført som en helhed i teglsten, og tremplen markeres ved vandret murede bånd og blændinger. En række udlænger er opført med kampesten i undermuren og mursten i tremplen, hvor der blev mulighed for murede detaljer. Fremspringende kviste med trekantede gavle og loftsluger af træ hører til sammen med trempler. Tagene er i schweizerstilen med brede tagudhæng og træknægte. Flere steder findes en kombination af agerumslade med stort tag og halvvalmede gavle og staldbygninger med trempel og kviste. Hvilsbjerggård, Andkær, opført 1873-94. Steffen Hansens gård i Ravning, opført 1899. Den udvidede landbrugsproduktion lod sig også se i form af tilbyggede tværlænger eller nye fritliggende længer, f.eks. til svinestald. Da hesteomgangen blev afløst af petroleumsmotoren, kom der et lille motorhus, ofte med halvtag, direkte på 18

væggen ind til laden (Ildvedgård). Hønsene fik ligeledes deres eget hus, gerne med halvtag. Et møddingshus var også en af de bygninger, der efterhånden blev lagt uden for den firelængede gård. Bønder med selvværd Omkring 1890-1920 opførtes en række gårde over hele Østjylland med samme kendetegnende bygningsdetaljer. Bygningerne har kampestenssokkel, muret stik over vinduer og døre, og en bred muret gesims med meget lidt fremspring, der går over i hjørneliséner, som kan være hvidkalkede. Stuehusene er store, og de har gerne høj kælder, hvor køkken og bryggersfunktionerne foregik. Flere gårde har stor bageovn indbygget. Vinduerne er to- eller trefags. Det typiske trefagsvindue har et stort vinduesfelt i midten, omgivet af et smallere fag på hver side, der har småsprossede ruder. Over hvert af fagene er et mindre felt med småsprossede ruder. Udlængerne er med lav muret trempel, udsmykket med murede rosetter. Det mest karakteristiske er gavlenes vinduesparti, der består af en muret rundbuet blænding, som rummer to til tre rundbuede smalle vinduer. Mange havde også et rundbuet indgangsparti over stentrappen, flankeret af to smalle rundbuede vinduer i hallen. Stuehusets tag var beklædt med asbestskiferplader eller tagsten, udlængernes med bølget eternit eller tagpap. Det er et utrolig solidt byggeri, der fortæller om magtfulde bønder, hvis landbrug gik godt, og som sad med i mange organisationer og foreninger. Steffen Hansens gård i Ravning, 1899. Stuehuset har høj Dekorativ gårdgavl i Ravning, kælder til havesiden, der rummede køkken og bryggers. ca. 1900. Samtidig kunne der opføres gårde i den bedste skønvirkestil, der var inspireret af gammel dansk byggeskik. Søndergaard fra 1910 i Ammitsbøl mellem Vejle og Kolding er et typisk eksempel. De forskelligt udformede kviste og gavle er her det karakteristiske træk. Huset har sandsynligvis stået i blank mur, og det har en række murede detaljer, bla. gesimsen udsmykket med romber, kraftig muret sålbænk med blændinger under og indramning af det halvbuede vindue over indgangsdøren. Både denne og vinduerne er de originale. Taget har stort udhæng og fremspringende træknægte, hvilket minder om bygninger i det syd- og sønderjyske område. Udlænger kan også i begyndelsen af 1900-tallet have en karakteristisk blanding af afvalmede og spidse gavle, træ- eller muret trempel. De trekantede, efterhånden lidt brede kviste med loftsluger er et sejlivet træk, der holder sig ved opførelsen af udlænger helt frem til omkring 1950 og længere frem. Enkelte steder ses den brede "Amerikanerlade", der har en gavl som et mansardtag. 19

Søndergaard, Ammitsbøl, opført 1910 af bygmester Niels Henrik, Ødsted. Nationalromantisk villastil. Bemærk det store tagudhæng og træknægtene under. 25. Kvist på udlænge til Ødegård, Udlænge til Svanholm, Ø. Starup, 1902, med tre Ø. Starup, 1932 kantede gavle og kviste. Mellemkrigstiden frem til 1940 Husmandssteder og mindre ejendomme I Århus og Vejle amter er der ikke ret mange enlængede ejendomme tilbage, hvor stuehus, stald og lade ligger i forlængelse af hinanden. Mindre ejendomme med to eller tre længer kom først for alvor i sidste halvdel af 1800-tallet, da større gårde solgte udmarksjord fra til nye ejendomme. De opførtes helt uprætentiøst i en nærmest tidløs byggestil, højst med en muret gesims og buestik over vinduer og døre og med sadeltag, hvor gavlen er muret op til tagrygningen. Bevægelsen med Bedre Byggeskik startede omkring 1910. Den tog afsæt i gårde fra Vestslesvig og Friisland, og derfor kom de afvalmede gavle og en større husdybde til at præge denne stil. Vinduerne i stuehuset blev enten tre- eller tofags, afhængig af brugets størrelse. Profilerede murede gesimser hørte ligeledes til, foruden at der kan forekomme hjørneliséner eller murede kvadre. I store træk minder Bedre Byggeskik i høj grad om den gamle byggeskik i Øst- Midt- og Vestjylland, beskrevet under Det grundmurede længehus. Ude i det åbne land kom Bedre 20

Byggeskik især til at stå for husmændenes byggestil. Det var dem, der efter de nye udstykningslove skulle have opført ejendomme i første halvdel af 1900-tallet. For at få statslån skulle ejendommen være opført efter bestemte tegninger og udført af lokale håndværkere. Derfor blev de så ens. Stuehusene havde afvalmede gavle, men mange udlænger har spidse gavle og sadeltage. Husmandsstederne er kendetegnet ved, at staldlængen er den største og vigtigste og laden noget mindre, hvis den ikke var indbygget i staldlængen. For husmanden var husdyrbruget det vigtigste og jordtilliggendet ikke ret stort. Huse i Bedre Byggeskik: Husmandssted, Engelsholm. Den brede stald og mangel på selvstændig ladebygning fortæller om husdyravlens betydning for husmændene. Stuehus i Langballe. Afvalmede gavle og murede detaljer hørte med til Bedre Byggeskik. Den anonyme byggestil og gårde 1930-50 I løbet af 1920-30 erne blev nye stuehuse, selv mindre, opført med en traditionel midterkvist, og stadigvæk blev nye længer opført i røde mursten, men de mange murstensdetaljer forsvandt. Murværk opført i zigzagforbandt forekommer dog som en udsmykning. Stuehuset blev beklædt med tagsten og udlænger med eter- 21

nittag. Eksperimenter og arkitektkonkurrencer med T-formede gårde eller parallelt liggende længer slog ikke igennem. Det er først sket i sidste halvdel af 1900-tallet. Der er dog en undtagelse med en gård, opført i 1938, der ligger mellem Ry og Skanderborg ved Hårby. Her ligger staldlængerne i korsform og stuehuset skråt over for. Det er et typisk funktionalistisk længehus fra ca. 1940 med et ret stort tegltag og en meget kraftig gesims ved langsiderne, og ellers ingen udsmykninger. Sadeltaget har ingen udhæng ved gavlene. Kløvergård, Hårby, opført 1938 efter tegninger af arkitekterne M.K.Michaelsen og Orla Nielsen, FDB's tegnestue og haveplan udført af havearkitekt Georg Boye. Gården er ofte nævnt som modelgård af De Jyske Landboforeninger. Byggeskikken, delt op i forskellige tidsperioder, har været meget ensartet over hele Vejle og Århus amter, lige fra øst til vest, fra nord til syd. Det grundmurede længehus med afvalmede gavle, profilerede gesimser og murede stik findes både mod øst og inde ved Hærvejen. Det samme gælder gårdene med muret trempel, sadeltag og kviste på stuehuset. Mange, og særlig mindre ejendomme, er opført i en anonym og næsten tidløs stil, som er fortsat op i 1950-60 erne, dog uden murstensudsmykningerne. Det er bygninger med gode proportioner og sadeltage, hvor udhænget er afpasset med den murede gesims. Stuehus i Langballe, "anonym byggestil" - den type, der er så mange af i Østjylland. Sandsynligvis opført mellem 1900 og 1930. 22

Udlænge til gård i Sall v. Hammel, opført 1914. Meget typisk byggestil i Østjylland. 23

Anvendt litteratur Axel Steensberg: "Gamle Danske Bøndergårde", 1962 ved D. Yde-Andersen. Søren Mandøe: "C.J. Jespersen Ensted - en tidlig dansk gårdmaler", 2000. Peter Brogård, Hakon Lund, Hans Edward Nørregård-Nielsen: "Landbrugets Huse", Danmarks Arkitektur 1980. Esben Hedegaard og Anders Myrtue: "Landbrugets bygninger 1850-1940, 1996. Esben Hedegaard (red.): "Landbrugets bygninger 1850-1940, 15. Bebyggelseshistorisk symposium i Odense", 1997. Jørgen Borup: "Landbrugsbygninger i det 20. årh.", upubliceret manuskript 1995. Kirsten Rykind-Eriksen m.fl.: "Kulturhistoriske beskyttelsesområder i Vejle Amt", 1997. Følgende kommuneatlas: Kolding Fredericia Horsens Mariager Grenaa Skanderborg Ebeltoft Samsø Århus I og II Randers Silkeborg Kildemateriale En række besigtigelsesture i Århus amt, efteråret 2002. Egnsmuseet, A 2461: Etnologisk undersøgelse af Skovløkke, Ø. Starup sogn, 2002. Egnsmuseet, j.nr. 18/1999: Etnologisk undersøgelse af Klingebækgård, Bredsten sogn, 1999. Egnsmuseet, A 1324: Etnologisk undersøgelse af Steffen Hansens gård, Ravning, 1999. Egnsmuseet, Etnologisk undersøgelse af Påskeborg, Egtved. Egnsmuseet, Undersøgelse af byggeskik og bevaring i Egtved kommune, 1998. 24