SKOVFOGEDEN OG BONDENS BOLIG

Transkript

1 SKOVFOGEDEN OG BONDENS BOLIG HØRHAVEGÅRDEN HAR BÅDE FUNGERET SOM BOLIG FOR SKOVFOGEDEN OG SOM AVLSGÅRD, HVORFOR DER KAN FINDES FÆLLES TRÆK MED BÅDE SKOFVOGEDBOLIGEN OG BONDEHUSET. I FØLGENDE AFSNIT UNDERSØGES HENHOLDVIS SKOVFOGEDBOLIGEN OG BONDEHUSET FOR EGNSPRÆG OG TIDSMÆSSIGE TEN- DENSER, MED HENBLIK PÅ AT KUNNE DANNE ET BILLEDE AF, HVORDAN HØRHAVEGÅRDEN IGENNEM TI- DERNE HAR UDVIKLET SIG. SKOVFOGEDENS BOLIG En skovfogeds løn afhang sandsynligvis af, hvor stort et stykke land han havde ansvaret for. Der var derfor mange skovfogeder, der ikke fik en løn, der var stor nok til at kunne forsørge en familie. Eksempelvis tjente Anders Loft, der var skovfoged og havde tilsyn med Hestehaven og Kirkeskoven i 1773, 30 rdl. om året. Til sammenligning kostede en ko i 1735 ca. 10 rdl. mens en god hest kostede rdl.20 Derfor dyrkede mange skovfogeder de nødvendigste afgrøder på de jorder, der tilhørte husene. Der er ikke meget litteratur at finde om skovfogedboligen som type. Derfor laves her et mindre studium af de øvrige skovfogedboliger, der fandtes i Marselisborgskoven på samme tidspunkt. FRYDENLUND. Da Jens Hansens søn Søren Jensen blev skovfoged over Hestehaven og Kirkeskoven i 1810, byggede han et bindingsværkshus på 12 fag. Der hørte meget jord til huset, så ved siden af skovfogedhvervet drev Søren Jensen landbrug, ligesom han havde kreaturer. HUMLEHAVEHUSET. Huset blev i 1904 brugt som skovfogedbolig efter oprindeligt at være blevet bygget til beboelse for Marselisborg Gods tjenestefolk i Huset var på kun otte fag, hvoraf de seks var indrettet som bolig. MORVADHUSET. Huset, der lå bag Dyrehaven, blev opført til skovfogedbolig i 1924, og er altså meget nyere end Hørhavegården. Huset var 7 fag langt. Det formodes at skovfogedernes boliger ud fra dette studium har været ganske små og simple. Hørhavegården (som den formodentlig så ud i 1777) skiller sig således ikke nævneværdigt ud fra de øvrige skovfogedboliger i Marselisborg-skoven, selv om den formentlig har været en af de større. Frydenlund fra 1810 udateret foto

2 Humlehavehuset fra 1904 fotograferet 1932 Morvadhuset fra 1924 og fotograferet 1924 BONDENS BOLIG Der findes store forskelle på gårdenes disposition og indretning i de forskellige dele af landet, men bondehuset som typologi har ligeledes udviklet sig gennem tiderne. Østjylland er et område præget af kultursammenstød, idet det ligger mellem Nord-, Vest-, Sønderjylland og Fyn. Man finder derfor egnspræg fra alle disse områder. Dog udgør ildstedet en hovedfaktor i udviklingen af gårdenes disposition og indretning, hvorfor der i følgende afsnit hovedsageligt lægges vægt på netop ildstedet. ILDSTEDET I det nordiske klima har ilden været en forudsætning for overlevelse, madlavningen og varmen, hvorfor ildstedet også har været husets samlende kerne. Det er derfor også logisk, at ildste-dets placering og udformning indtager en central plads i skildringen af grundplanens udvikling. Ud over ildstedets livsessentielle egenskaber, bar det nogle farer og gener med sig, det være i form af røgudvikling i beboelserummene og naturligvis en reel brandfare. Disse faktorer har været afgørende for ildstedets fysiske udvikling. Hvor man har haft den åbne bålplads midt på gulvet som det mest almindelige ildsted helt frem til 1600-tallet, udvikles i 1700-tallet to stuehustyper; ovnhuset og kaminhuset. I ovnhuset er husets ildsteder samlet i én skorsten, og madlavningen foregår således inde i selve skorstenen. I kaminhuset, som er det mest almindelige i Østjyl-

3 land, findes en stor åben kamin, der enten vendte ud mod køkkenet eller yderstuen, hvor den anvendtes som kombineret varmekilde og madlavningsildsted. Fra den åbne kamin kunne der fyres op i flere bilæggerovne, der førte ind i de tilstødende rum. Derudover havde man en bagerovn og gruekedel i bryggerset. Om sommeren foregik al madlavning i bryggerset, kaminen tændte man kun op i om vinteren, når det var nødvendigt med opvarmning af rummene. De to ildsteder placeredes gerne så langt fra hinanden som muligt, så hele gården kunne varmes op. Hvor det i flere andre landsdele var typisk for gårde kun at have én skorsten, havde de østjyske bondegårde gerne to. Eksempel på Ovnhuset, huse fra Tystrup bygget 1850 Snit Plan Eksempel på Kamin-huset Gård fra True bygget i 1700-tallet INDRETNING AF BEBOELSEN Det er meget karakteristisk for gamle stuehuse, at de indre rum opføres med hele husets bredde. På plantegningen af en gård fra True ses indretningen af en typisk østjysk bonde-gård. Den åbne kamin er placeret i yderstuen, også kaldet dagligstuen. Herfra opvarmer bilæggerovne de tilstødende rum. Vest for dagligstuen ligger bryggerset med den store bagerovn. Mod øst kommer først kakkelstuen/mellemstuen. Denne blev indført op gennem 1700-tallet og anvendtes om sommeren som finere stue, hvor fremmede besøgende kunneinviteres ind, mens den om vinteren blev familiens daglige opholdsrum, da kakkelovnen gav betydeligt mere varme end det åbne ildsted i dagligstuen. Sammen med mellemstuen følger en tendens til at opdele rummene med skillevægge på langs af huset. Dette gælder dog kun for daglig- og mellemstuerne. Yderst

4 mod øst ligger overstuen, som ikke kunne opvarmes og derfor kun blev anvendt ved festlige lejligheder. Stuer som denne ses på næsten alle gamle gårde. Østjysk bryggersskorsten med bageovn og gruekedel GÅRDENS DISPOSITION Man kan ikke inddele gårdenes forskellige plantyper indenfor geografisk bestemte grænser, idet de alle optræder overalt i landsbyerne. Den flerlængede sammenbyggede form er ofte først opstået i det 19. århundrede, hvilket betyder, at bondegårdenes oprindelige planer har bestået af fritliggende længer, varierende mellem en, to, tre, fire eller endda flere længer. Den énlængede gård er den ældste form af det danske længehus. Det er denne plantype, der har været mest udbredt i Danmark og har været anvendt både til det større og det mindre landbrug samt husmandshuse og jordløse huse. At stalden lå under samme tag som beboelsen er et gammelt træk; enten var den sammenbygget med beboelsesdelen, eller også lå den i forlængelse heraf. Senere blev det mere almindeligt, at stalden var en særskilt bygning. Gårdenes bryggers var almindeligvis placeret mellem stuerne og stalden, således at man kan bevæge sig frit mellem stald og bryggers. På tre plantegninger af fynske énlængede gårde er det interessant at bemærke, hvis man ser bort fra egnspræg og konstruktionsprincipper, at netop denne disponering gør sig gældende. Det ser vi især på de to gårde for neden. Plantegningen i midten har desuden et yderframmers eller et yderbryggers. Også gården fra Olde har et sådant yderbryggers mellem stue og stald, fra dette rum kan man træde udenfor på begge sider af længen. Gårdens afgrøder måtte man enten forke ind gennem tagkviste eller bære ind gennem ladedøren. Først i løbet af 1800-tallet bliver det almindeligt på bondegårdene med køreloer, hvor store vognporte tillod, at afgrøderne kunne køres direkte ind i loen. Som regel lå de danske bondehuse med de to gavle mod øst og vest. På denne måde sikredes bygningen bedst mod de hyppige og gerne voldsomme østen- og vestenvinde. Mod nord havde man ofte færre vinduer end mod syd. Det skyldes at vinduesglas var dyrt og derfor kunne man spare lidt på nordsiden, hvor der alligevel ikke kommer så meget sollys. De færre vinduer betød samtidig, at man ofte havde alkover op denne væg.

5