Vejledning om afholdelse af indfødsretsprøven Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration September 2010 1
Indholdsfortegnelse Indledning... 4 Kapitel 1 - Generelt om indfødsretsprøven... 5 1. Formålet med prøven... 5 2. Lederens ansvar... 5 3. Hvem afholder prøven?... 5 4. Hvornår afholdes prøven?... 5 5. Selve prøven... 6 6. Censorer... 6 7. Om blanketsæt til brug ved prøveafholdelsen... 6 8. Tilsynet med prøven... 7 9. Forsøg og dispensation... 7 10. Prøveafholderes vejledningspligt... 7 11. Tilmelding til prøven... 7 12. Gebyr... 8 13. Anmeldelse af prøvernes antal og bestilling af opgavesæt... 8 14. Udsendelse af prøven... 8 15. Hjælpemidler m.v.... 9 Kapitel 2. Under prøven... 11 2.1. Prøvelokalet... 11 2.2. Legitimation... 11 2.3. Prøvedeltagere, der kommer for sent... 12 2.4. Tilsynsførende ved prøven... 12 2.5. Uddeling af opgaver... 13 2.6. Bortvisning fra prøve og bortfald af prøvebevis... 13 2.7. Aflevering af besvarelser... 14 2.8. Afsendelse af prøver... 14 2.9. Bedømmelse... 15 2.10. Opbevaring af opgavebesvarelser... 15 Kapitel 3 - Efter prøverne... 16 3.1. Prøveprotokol... 16 2
3.2. Prøvebeviser... 16 Kapitel 4 - Klager m.v.... 17 3
Indledning Reglerne om indfødsretsprøven er reguleret i bekendtgørelse nr. 1106 af 17. september 2010 om indfødsretsprøven. Bekendtgørelsen er en udmøntning af 1, stk. 2, i lov nr. 487 af 7. juni 2006 om indfødsretsprøve. Indfødsretsprøven er en prøve, ansøgere om dansk indfødsret skal bestå med henblik på at dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, som er en betingelse for at opnå dansk indfødsret ved naturalisation, jf. cirkulæreskrivelse om naturalisation. Denne vejledning om indfødsretsprøven uddyber nogle af bekendtgørelsens bestemmelser om den praktiske prøveafholdelse. Vejledningen forudsættes suppleret med ovennævnte bekendtgørelse. 4
Kapitel 1 - Generelt om indfødsretsprøven 1. Formålet med prøven Med bevis for en bestået indfødsretsprøve kan ansøgere om dansk indfødsret dokumentere kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie, som er en betingelse for meddelelse af dansk indfødsret ved naturalisation. 2. Lederens ansvar Lederen hos prøveafholderen er over for Integrationsministeriet ansvarlig for, at prøven afholdes efter de gældende regler, og lederen træffer alle konkrete afgørelser vedrørende prøvedeltagerne. Lederen skal være til stede hos prøveafholder under prøven, men kan dog bemyndige andre til at varetage sine funktioner i forbindelse med prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 3, stk. 4. Det skal understreges, at Integrationsministeriet i spørgsmål om prøven alene kommunikerer med lederen hos prøveafholder eller dennes stedfortræder og ikke med afdelingslederne for eventuelle underafdelinger. Det betyder blandt andet, at det er lederen hos prøveafholder eller dennes stedfortræder, der anmelder prøver og foretager opgavebestillingen. 3. Hvem afholder prøven? Prøven afholdes af de prøveafholdende udbydere af danskuddannelse, som Integrationsministeriet udpeger til at afholde prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 3, stk. 1. Prøveafholderne udpeges til at afholde prøver for en periode af normalt to år ad gangen. Tilladelsen til at afholde prøver kan af ministeriet tilbagekaldes, hvis prøveafholderen ikke overholder reglerne om prøver, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 3, stk. 2. 4. Hvornår afholdes prøven? Prøverne afholdes to gange om året i prøveterminerne juni måned (sommerterminen) og december måned (vinterterminen). Der afholdes ikke sygeeksamen. Tilmeldingsfrister, prøvedatoer og -tidspunkter for det følgende kalenderår offentliggøres af Integrationsministeriet hvert år senest den 1. oktober på nyhedsportalen www.nyidanmark.dk. 5
5. Selve prøven Indfødsretsprøven udformes af Integrationsministeriet. Prøven består af 40 multiplechoice-spørgsmål. 35 af de 40 spørgsmål udarbejdes inden for rammerne af lærematerialet Danmark før og nu læremateriale om historie, kultur og samfundsforhold til indfødsretsprøven. De fem øvrige spørgsmål vedrører aktuelle forhold og begivenheder i det danske samfund. 6. Censorer Integrationsministeriet beskikker censorer til indfødsretsprøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 4, stk. 1. Som censorer beskikker Integrationsministeriet så vidt muligt lærere, der er ansat hos prøveafholderne, efter indstilling fra lederen. Ministeriet kan også beskikke andre som censorer, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 4, stk. 2. Lederne hos prøveafholderne anmodes normalt hvert andet år om at indstille lærere til det beskikkede censorkorps. Censorerne beskikkes for en periode af 2 år fra 1. januar til 31. december. Der er mulighed for genbeskikkelse. Forud for prøvens afholdelse udtager Integrationsministeriet fra listen af beskikkede censorer det nødvendige antal censorer til den konkrete prøve. Der udtages så vidt muligt censorer, således at den enkelte censor bedømmer prøver aflagt hos den prøveafholder, hvor den pågældende selv er ansat. Ved hver prøve foretages bedømmelsen af én censor. Prøveafholderne orienteres senest to uger før prøvedatoen af Integrationsministeriet om censorfordeling ved prøven. Vederlag til beskikkede censorer fastsættes og udbetales af Integrationsministeriet i henhold til Finansministeriets cirkulære om timelønnet undervisning samt cirkulære om censorvederlag, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 4, stk. 4. 7. Om blanketsæt til brug ved prøveafholdelsen Blanketsættet til brug ved prøveafholdelse består af 4 blanketter: 1. Anmeldelse/opgavebestilling af indfødsretsprøven. 2. Indtastningsmaske til bevis for bestået indfødsretsprøve 3. Bedømmelsesliste til indfødsretsprøven. 4. Prøveprotokol. 6
Alle blanketter kan hentes fra KL s hjemmeside, www.kl.dk. Prøvebeviser kan bestilles på www.kommuneforlaget.dk eller telefon 33 11 38 00. Bestillingsnummeret er 0600-987. 8. Tilsynet med prøven Integrationsministeriet fører tilsyn med indfødsretsprøvens afholdelse og kan i den forbindelse kræve alle nødvendige oplysninger fra prøveafholderen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 3, stk. 7. Ministeriets tilsyn med prøven har til formål at sikre en landsdækkende kvalitet af og sikkerhed omkring prøven og udøves blandt andet ved ministeriets evaluering af opgavesættets indhold, ved det beskikkede censorkorps og ved klageadgangen. Endelig udføres tilsynet ved ministeriets uanmeldte tilsynsbesøg hos prøveafholderne på prøvedagene. 9. Forsøg og dispensation Integrationsministeriet kan tillade fravigelser af reglerne i bekendtgørelsen, når fravigelserne anses for hensigtsmæssige som led i forsøgs- eller udviklingsarbejde. Det er en betingelse, at prøvens anvendelighed som grundlag for meddelelse af indfødsret ikke forringes, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 34, stk. 1. Ministeriet kan endvidere dispensere fra reglerne i bekendtgørelsen, når der foreligger særlige omstændigheder. 10. Prøveafholderes vejledningspligt Prøvedeltagerne skal tilbydes fornøden vejledning i forbindelse med prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 9, stk. 5. Desuden skal lederen sørge for, at handicappede prøvedeltagere orienteres om mulighederne for at opnå dispensation, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 11. 11. Tilmelding til prøven Tilmelding til prøven sker hos den prøveafholder, hvor prøven ønskes aflagt. Prøvedeltageren skal tilmelde sig prøven, senest fem uger før prøven afholdes. Ved tilmelding til prøven udleverer prøveafholderen en skriftlig vejledning (udarbejdet af Integrationsministeriet) til prøvedeltageren. Vejledningen informerer om reglerne for prøven, følgerne af ikke at overholde reglerne og om mulighederne for at klage over prøveforløbet og bedømmelsen af prøven. 7
Prøveafholderne skal på en liste over tilmeldte prøvedeltagere notere, at den skriftlige vejledning er udleveret til vedkommende, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 9, stk. 5. Vejledningen ( Information til prøvedeltagere om indfødsretsprøven ) opdateres løbende og findes på Integrationsministeriets hjemmeside, www.nyidanmark.dk. Melder prøvedeltageren fra til prøven, efter at lederen har foretaget anmeldelse/bestilling af opgavesæt, skal der ikke ske indberetning herom til ministeriet. På bedømmelseslisten påføres i så fald, at den pågældende ikke er mødt til prøven. 12. Gebyr Ved tilmelding til prøven skal der betales et gebyr på 660 kroner til prøveafholderen. Gebyret er fastsat i 2010-niveau og reguleres fra og med 2011 én gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 8, stk. 3. 13. Anmeldelse af prøvernes antal og bestilling af opgavesæt Lederen hos prøveafholderen anmelder til Integrationsministeriet, hvor mange prøvedeltagere der har tilmeldt sig prøven hos prøveafholderen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 10, stk. 1. Anmeldelsen indsendes på en særlig anmeldelsesblanket udformet af Integrationsministeriet. Anmeldelsesblanketten skal være ministeriet i hænde senest fire uger før prøvedatoen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 10, stk. 2. Det er lederen hos den prøveafholdende udbyder eller dennes stedfortræder, der har ansvaret for, at der til Integrationsministeriet indsendes en samlet prøveanmeldelse og opgavebestilling, der også dækker prøveanmeldelse og opgavebestilling fra eventuelle underafdelinger hos udbyder. 14. Udsendelse af prøven Senest fem hverdage før prøvedatoen sender Integrationsministeriet et eksemplar af opgavesættet til prøveafholderen. Forsendelsen sker i forseglet kuvert som anbefalet post til lederen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 16, stk. 2. Lederen sikrer sig ved modtagelsen, at forsendelsen indeholder det bestilte opgavesæt. Lederen skal straks efter modtagelsen bekræfte modtagelsen over for Integrationsministeriet, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 16, stk. 4. 8
Lederen sørger for at kopiere opgavesættet i det nødvendige antal eksemplarer. Kopierne skal forsegles i opgavepakker og opbevares forsvarligt, indtil prøven afholdes. Det anbefales, at opgaverne opbevares i et aflåst skab, som alene lederen og eventuelt dennes stedfortræder på prøveområdet har nøgle til. Rettearket til prøven udsendes til prøveafholderne via e-mail umiddelbart efter prøvens afholdelse. 15. Hjælpemidler m.v. Der må ikke benyttes hjælpemidler ved indfødsretsprøven. Til prøvedeltagere med handicap kan der dog gives en række tilladelser til anvendelse af hjælpemidler m.v. for i muligt omfang at ligestille handicappede med andre prøvedeltagere, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 11. Tilladelserne må ikke forringe prøvens faglige niveau eller påvirke bedømmelsen af prøvepræstationen. Lederen kan (jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 13) give tilladelse til 1) praktiske foranstaltninger og brug af tekniske hjælpemidler, 2) tilstedeværelse af en hjælper, f.eks. til oplæsning af prøven (hjælperen udpeges af lederen og må ikke være prøvedeltagerens egen lærer) og 3) forlænget prøvetid. Integrationsministeriet kan give tilladelse til yderligere former for hjælpemidler m.v., jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 14. Tilladelse gives for den enkelte prøve på grundlag af ansøgning fra prøvedeltageren og i tilfælde af ikke åbenlyse handicap en udtalelse fra en læge, psykolog, synskonsulent eller anden sagkyndig. Udtalelsen skal redegøre for prøvedeltagerens vanskeligheder i forbindelse med aflæggelse af prøve og må højst være 2 år gammel regnet fra det tidspunkt, hvor dispensationsansøgningen skal være prøveafholderen i hænde. Ansøgningen skal være prøveafholderen i hænde senest 4 uger før prøven. Hvis lederen vurderer, at der ansøges om andre former for hjælpemidler m.v. end dem, lederen kan give tilladelse til, videresender lederen ansøgningen samt udtalelsen fra den sagkyndige til Integrationsministeriet. Ansøgningen skal være ministeriet i hænde senest 3 uger før prøven. Ansøgningen fra prøvedeltageren kan være udarbejdet i samarbejde med prøveafholderen eller andre, men skal altid være underskrevet af prøvedeltageren. Hvis prøvedeltageren af 9
fysiske grunde ikke er i stand til at underskrive ansøgningen, skal prøvedeltagerens bekræftelse af ansøgningen markeres på anden vis. Lederen underretter skriftligt prøvedeltageren om tilladelser eller afslag. Ved afslag skal lederen gøre prøvedeltageren bekendt med muligheden for at klage. Oplysning om tilladelse til en handicappet prøvedeltager sendes af lederen til censor, og kopi af tilladelsen skal foreligge i prøvelokalet ved prøvens afholdelse. De praktiske foranstaltninger og brug af tekniske hjælpemidler er naturligvis forskellige under hensyn til handicappets art. Udgangspunktet for tilladelser til brug af hjælpemidler og lignende er som nævnt ovenfor, at hjælpemidlet så vidt muligt skal ligestille den handicappede prøvedeltager med andre prøvedeltagere. Der kan ikke gives tilladelser, der betyder, at prøvedeltagerens viden ikke kan måles på en gyldig og pålidelig måde. Tvivlsspørgsmål kan rettes til Integrationsministeriet. 10
Kapitel 2. Under prøven 2.1. Prøvelokalet Lederen sikrer, at prøven gennemføres under betryggende forhold, herunder at prøvelokalerne er hensigtsmæssigt indrettede til formålet, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 17. Der skal være ro under prøven. Prøvelokalet åbnes senest 10 minutter før prøvens begyndelse, og alle de tilsynsførende skal være til stede fra dette tidspunkt, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 20, stk. 1. Prøvedeltagerne skal være i prøvelokalet, når prøven begynder, og ingen må forlade prøvelokalet det første kvarter af prøvetiden, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 20, stk. 3. Prøvedeltagerne skal sidde i en sådan afstand, at de ikke kan nå hinanden, og de må ikke henvende sig til hinanden under prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 22, stk. 1 og 2. Prøvedeltagerne må ikke medbringe mobiltelefoner, musikafspillere eller lignende teknisk udstyr i prøvelokalet, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 22, stk. 3. Lederen skal sørge for, at prøvedeltagerne har fået tildelt det prøvenummer, der svarer til deres nummer på bedømmelseslisten, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 19, stk. 1, nr. 3. Prøvenummeret dannes af bedømmelseslistens løbenummer (1, 2, 3 osv.) kombineret med prøvegruppenummeret. Prøvegruppenummeret er den betegnelse, som den prøveafholdende udbyders administrative edb-system anvender som identifikation. Lederen skal desuden sørge for, at de tilsynsførende får udleveret bedømmelseslisten, umiddelbart før prøvelokalet åbnes, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 19, stk. 2. 2.2. Legitimation Prøvedeltageren skal ved prøveafholdelsen forevise legitimation med foto, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 9, stk. 1, nr. 2. Legitimationen skal være en af følgende typer: 1) opholdskort, fremmedpas, konventionspas eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i Danmark 2) pas, identitetskort eller kørekort udstedt af en offentlig myndighed i et andet EU- /EØS-medlemsland eller i Schweiz eller 11
3) pas, som er udstedt af en offentlig myndighed i et andet land end de i nr. 1 og 2 nævnte lande, og hvori der er isat en opholdssticker. Hvis prøvedeltageren ikke er i besiddelse af en af de nævnte former for legitimation, skal prøvedeltageren ansøge ministeriet om tilladelse til anvendelse af anden legitimation ved prøven. Ansøgningen skal være ministeriet i hænde senest 4 uger før prøvens afholdelse. Hvis prøvedeltageren meddeles tilladelse til at anvende anden legitimation ved prøven, skal tilladelsen medbringes ved prøven. Hvis en prøvedeltager ikke kan forvise legitimation som beskrevet ovenfor, bortvises vedkommende. Nogle prøvedeltagere kan have deres legitimation liggende hos Udlændingeservice på grund af en aktuel sagsbehandling. De skal i så fald selv sørge for (senest 4 uger før prøven) at anmode Udlændingeservice om enten at få legitimationen udleveret eller at få en attesteret kopi af legitimationen. 2.3. Prøvedeltagere, der kommer for sent Hvis en prøvedeltager kommer for sent til prøven, kan prøvedeltageren deltage, hvis vedkommende møder inden for det første kvarter af prøvetiden. Prøvesluttidspunktet ændres ikke for den pågældende, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 20, stk. 3. 2.4. Tilsynsførende ved prøven Lederen udpeger de tilsynsførende, fordeler opgaverne mellem dem og sørger for, at de tilsynsførende før prøvens begyndelse er orienteret om de regler, der er fastsat for afholdelse af prøven, og er gjort bekendt med eventuelle tilladelser, der er givet til handicappede prøvedeltagere, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 13 og 14. Lederen skal ligeledes sørge for, at de tilsynsførende, umiddelbart før prøvelokalet åbnes, får udleveret bedømmelseslisten, der er udfyldt med prøvedeltagernes navn, CPRnummer og prøvenummer. I hvert prøvelokale skal der være mindst to tilsynsførende for de første 20 prøvedeltagere og én pr. yderligere påbegyndte 20 prøvedeltagere, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 18, stk. 2. Hvis en prøvedeltager har fået dispensation til at aflægge prøven i et separat lokale, skal der være én tilsynsførende til stede i lokalet (ud over en eventuel hjælper). Efter prøvens begyndelse må ingen andre end de prøvedeltagere, der er anført på bedømmelseslisten, de tilsynsførende, lederen eller dennes stedfortræder samt eventuelle 12
hjælpere til prøvedeltagere med handicap være til stede i lokalet, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 20, stk. 4. Før aflevering af besvarelsen må en prøvedeltager kun forlade lokalet efter tilladelse og under ledsagelse af en tilsynsførende, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 22, stk. 4. Den tilsynsførende afgør, hvornår en prøvedeltager må forlade lokalet. 2.5. Uddeling af opgaver Lederen eller dennes stedfortræder åbner ved prøvens begyndelse de forseglede opgavekonvolutter, og de tilsynsførende deler et opgavesæt ud til hver prøvedeltager. Hvis der opstår formodning om, at der kan være fejl i opgaverne (for eksempel trykfejl, mangler, meningsforstyrrende fejl og lignende) skal de tilsynsførende tilkalde lederen. Lederen kontakter herefter ministeriet. De tilsynsførende eller andre må ikke give prøvedeltagerne hjælp til forståelse eller besvarelse af opgaverne. De tilsynsførende må alene besvare spørgsmål, der vedrører instruktionerne til opgaverne, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 18, stk. 4. 2.6. Bortvisning fra prøve og bortfald af prøvebevis Hvis en prøvedeltager medbringer ikke tilladte hjælpemidler eller gribes i uretmæssigt at skaffe sig eller give en anden prøvedeltager hjælp til besvarelse af opgaven eller i at forsøge herpå, skal lederen straks bortvise prøvedeltageren fra prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 15, stk. 1. Hvis der i forbindelse med en prøve eller bedømmelse af en besvarelse opstår formodning om, at en prøvedeltager uretmæssigt har skaffet sig eller givet hjælp, indberetter lederen eller censor straks dette til Integrationsministeriet. Hvis formodningen bliver bekræftet, træffer Integrationsministeriet beslutning om, at besvarelsen bortfalder, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 15, stk. 2 og 3. Hvis der, efter at der er udstedt prøvebevis til en prøvedeltager, opstår formodning om, at den pågældende uretmæssigt har skaffet sig hjælp eller givet hjælp, og denne formodning bekræftes, træffer ministeriet beslutning om, at prøvebeviset bortfalder, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 15, stk. 4. Ved forstyrrende adfærd kan lederen bortvise prøvedeltagere fra prøven, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 15, stk. 5. 13
2.7. Aflevering af besvarelser Før en prøvedeltager forlader prøvelokalet, skal hun/han aflevere sin besvarelse, og den tilsynsførende skal attestere modtagelsen af besvarelsen. På bedømmelseslisten anfører den tilsynsførende, om prøvedeltageren har afleveret en besvarelse. Efter aflevering kan prøvedeltageren ikke ændre i besvarelsen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 22, stk. 5. Opgaven skal afkrydses tydeligt. Såvel kuglepen som blyant kan anvendes, men opgaver, der udfyldes med blyant, kan ofte være vanskelige at læse. Det anbefales derfor, at der anvendes kuglepen. Den tilsynsførende skal sikre sig, at rubrikkerne på alle ark er udfyldt, og med sin underskrift attestere, at besvarelsen er afleveret, og at rubrikkerne er udfyldt korrekt. Den tilsynsførende skal endvidere på bedømmelseslisten anføre, hvis en prøvedeltager ikke er mødt. I forbindelse med en eventuel klage over prøver har en prøvedeltager ret til uden betaling at få udleveret kopi af sin skriftlige opgavebesvarelse, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 35, stk. 1. 2.8. Afsendelse af prøver Besvarelserne ordnes i overensstemmelse med bedømmelseslistens rækkefølge. I en konvolut til censor lægges: * besvarelserne * bedømmelseslisten Forsendelsen skal indeholde oplysning om: * antal besvarelser * prøvens art * ugedag, dato og klokkeslæt for prøven. Censor må ikke indføre rettelser eller notater på besvarelserne, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 29, stk. 2. Det vil derfor være en god idé - ud over de originale besvarelser - at medsende kopi af besvarelserne til censor, som denne kan notere i. 14
Snarest muligt efter prøveafholdelsen overleverer lederen eller dennes stedfortræder konvolutten til censor eller sender den som anbefalet post til censors privatadresse. Hvis censor ikke modtager opgavepakken, skal pakken efterlyses hos Post Danmark. Kvittering for afsendelse med anbefalet post er forsynet med et stregkodenummer, som skal opgives i forbindelse med efterlysningen. OBS: Af sikkerhedsmæssige grunde skal besvarelserne kopieres, inden de sendes videre. 2.9. Bedømmelse Opgavebesvarelsen bedømmes af en beskikket censor. Der foretages ingen forcensur. Det er tilladt for prøvedeltageren at foretage rettelser i opgavesættet. Et udstreget kryds vurderes altid som en rettelse. Hvis prøvedeltageren fortryder sin rettelse og sætter et nyt kryds ved siden af det udstregede kryds, vurderes det pågældende spørgsmål som besvaret. Hvis der er tvivl om, hvilken af svarmulighederne prøvedeltageren har afkrydset, afvises spørgsmålet som ikke korrekt besvaret. Senest syv hverdage efter modtagelsen returnerer censor med anbefalet post de bedømte besvarelser samt den underskrevne bedømmelsesliste til lederen, jf. bekendtgørelse om indfødsretsprøven, 27, stk. 3. Lederen sender senest fem hverdage efter at have modtaget bedømmelseslisten fra censor en kopi af bedømmelseslisten til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Danskuddannelsesenheden. Lederen drager omsorg for, at resultatet af prøven meddeles prøvedeltageren, hurtigst muligt efter at dette foreligger. 2.10. Opbevaring af opgavebesvarelser Prøveafholderen udleverer de originale besvarelser til prøvedeltagere, der ønsker det, når klagefristen er udløbet. Besvarelser, der ikke er udleveret, skal opbevares hos prøveafholderen og kan tilintetgøres efter et år (regnet fra datoen for prøveafholdelsen). 15
Kapitel 3 - Efter prøverne 3.1. Prøveprotokol Prøveafholderen fører en prøveprotokol. Ved modtagelse af den underskrevne bedømmelsesliste indfører lederen i overensstemmelse med bedømmelseslisten bedømmelserne Bestået/Ikke bestået samt antal rigtige besvarelser i prøveprotokollen. Integrationsministeriet udformer en blanket til prøveprotokollen. Prøveprotokollen opbevares hos prøveafholderen i 30 år. 3.2. Prøvebeviser Lederen udsteder et bevis for indfødsretsprøven, hvis prøven er bestået. Lederen kan ikke bemyndige andre til at varetage denne funktion. På beviset anføres navn, CPR-nummer, prøvetermin (måned og år), prøveafholderens navn og adresse samt lederens underskrift. Prøvebeviset må ikke indeholde oplysninger om særlige prøvevilkår. Integrationsministeriet udformer blanket til prøvebeviset. Der må kun udstedes ét originalbevis for hver aflagt prøve. Har en prøvedeltager mistet sit prøvebevis, udleverer lederen på anmodning kopi af prøvebeviset eller prøveprotokollen og attesterer kopiens rigtighed. Lederen kan udstede et nyt originalbevis, hvis det først udstedte inddrages og tilintetgøres. 16
Kapitel 4 - Klager m.v. Klage over forhold i forbindelse med prøveforløbet kan af prøvedeltageren indbringes for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, inden fire uger efter at prøven har fundet sted. Klage over censors bedømmelse kan af prøvedeltageren indbringes for Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration, inden fire uger efter at bedømmelsen eller afgørelsen er meddelt prøvedeltageren. Prøvedeltageren har ret til uden betaling at få udleveret kopi af sin skriftlige besvarelse. Klagen indgives individuelt og skriftligt. Klageren skal præcisere og begrunde klagepunkterne. Integrationsministeriet anmoder straks de involverede parter om de nødvendige udtalelser til klagen. Udtalelserne afgives inden for en frist på to uger, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Integrationsministeriet forelægger de indhentede udtalelser for klageren, der inden for en frist på normalt en uge har mulighed for at komme med sine kommentarer. I sager, hvor klagen ikke vedrører bedømmelse af besvarelsen, træffer Integrationsministeriet afgørelse om enten at afvise klagen eller om at tilbyde omprøve. Omprøve kan normalt først finde sted ved næste prøvetermin. I tilfælde af tilbud om omprøve betaler prøvedeltageren ikke gebyr. I sager, hvor klagen vedrører bedømmelse af besvarelsen, træffer Integrationsministeriet afgørelse om at afvise klagen eller om ombedømmelse. Afgørelse om ombedømmelse forudsætter, at der ved prøvens afholdelse eller bedømmelsen er forekommet væsentlige mangler, eller at der foreligger andre særlige omstændigheder, der giver anledning til berettiget tvivl om bedømmelsen. Træffer Integrationsministeriet beslutning om ombedømmelse, kan ministeriet selv bedømme besvarelsen eller udpege en beskikket censor, som foretager ombedømmelsen. 17