Anmeldelse af Uffe Geertsens Vindkraft-eventyret og de globale kriser. Af Preben Maegaard, Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi Omstillingen fra de fossile brændsler til vedvarende energi er det underliggende tema i Uffe Geertsens nye bog, Vindkraft-eventyret og de globale kriser. Det er en af de virkelige veteraner indenfor fire årtiers miljø og energibevægelse, som med denne bog hæver stemmen. Og tak for det! Da den første energikrise brød ud i 1974 var Uffe højskolelærer. Han ikke bare gled med strømmen og valgte side, om han var for eller imod atomkraft. Han blev en afgørende skikkelse, der meget tidligt formulerede valgmulighederne og påviste, at det havde virkelig afgørende konsekvenser for vort samfunds udvikling, om vi gik den centralistiske vej med atomkraften, som var det danske establishments eneste svar på olieafhængigheden, eller om vi skulle satse på vedvarende energi, som de færreste dengang forestillede sig engang skulle blive håndgribelig virkelighed. For satsning var det; teknologierne fandtes reelt ikke i Danmark og de kunne heller ikke importeres. Det er bogens, man kan kalde det dramatiske omdrejningspunkt og store fortjeneste, at selv om vi i dag har et væld af velfungerende vedvarende energiløsninger, så er debatten om fremtidens energiforsyning på en mærkelig måde den samme; den mangler en grundlæggende rationalitet og er i dag lige så polariseret som dengang. Forfatteren kæder ikke direkte tidsepokerne og beslutningsprocesserne sammen, men fortællingen i begyndelsen af bogen om Energi Oplysnings Udvalget og gennemgangen af Danmarks deltagelse i krigen om Iraks olie
har nogle stærkt foruroligende lighedspunkter. De to afsnit er i sig selv begrundelse nok for at købe og læse bogen, for de viser uappetitlige skyggesider af den danske demokratiske beslutningsproces. Når det gælder energioplysningsudvalget får vi en beretning fra en person, der ikke bare sad på første parket. Han stod som leder af udvalgets oplysningsarbejde oppe midt på scenen. Og det er artige ting, som Uffe kan fortælle om fra den udsigtspost, han havde. Selv om man i de seks grundbøger havde valgt en sober dialogform med samme spalteplads til eksperter, der var for, som til eksperter, der var imod atomkraft, så kaster dele af det større erhvervsliv og atomkraftforskerne sig med vildskab over selve det at udgive disse bøger. Meget effektivt satte de i 1975 den samfundsdebat om den fremtidige energiforsyning i gang, som var Folketingets hensigt med udvalget. Raseriet var så totalt, at det meget fornuftige arbejde efter kun et års virksomhed blev stoppet af den nytiltrådte minister på en måde og med begrundelser, som hører til bogens rigtig gode fortællinger. Bogens anmelder fik i det mindste bekræftet sine værste anelser om, hvor fundamentalt udemokratisk det danske energipolitiske establishment agerer for at få gennemført sin vilje. Uffe beretter mesterligt om, hvorledes oplysning er magtens værste fjende. De allervigtigste beslutninger træffes i dølgsmål og om nødvendigt på et løgnagtigt grundlag. Det leder hen til bogens slutning, hvor udslettelsen af en blomstrende vedvarende energisektor og krigseventyret i Irak er to sider af den samme sag. Det gik i begyndelsen af det nye århundrede for godt med den decentrale, folkelige energiproduktion, som huggede markedsandele fra de gamle energiselskaber. Igen sætter en bestemt del af det store, danske erhvervsliv sig sammen med nogle få centrale
embedsmænd og politikere, og træffer vidtrækkende beslutninger, som aldrig ville kunne skabe flertal i Folketinget. Der bliver handlet, inden det rigtig går op for offentligheden, at man har likvideret en yderst lovende vedvarende energisektor og tilmed havner i en offensiv oliekrig i Asien. Forfatteren er en gammel mand omkring de firs år. Mellem disse bogens to yderpunkter fra hans voksne liv, som forståeligt nok har været rystende, er der en række meget informative og sobre gennemgange af epokens forskellige bogudgivelser, debatter, faldgruber og politiske beslutninger. Det er en forfatter, som har læst og husket alle de bøger og rapporter, som er vigtige for at forstå begyndelsen af et nyt kapitel indenfor energiforsyningen. Så dersom man vil vide noget om, hvad der skete, ikke mindst politisk fra 1975 og frem, så er bogen for denne periode et udmærket opslagsværk, der dokumenterer, hvad der skal til for at skabe en CO 2 neutral fremtid. Bogen giver solide opskrifter på, at vi jo sagtens kan stille om, dersom den folkelige og politiske vilje hertil er til stede. I Danmark og udlandet er med en beskeden forskningsindsats udviklet stribevis af velfungerende energiteknologier af alle størrelser og til alle mulige formål baseret på solens kraft, om det så er i form af vindenergi, biomasse eller solen direkte. Vi ved også hvilke politiske virkemidler, der duer, og hvilke der afsporer eller forsinker den nødvendige omstilling. Så også for de politiske partier, som leder efter impulser til en progressiv energipolitik, er der meget at hente i denne bog. Og her er vi ved roden til den stagnation, der karakteriserer dansk politik. Næsten alle de politiske partier mangler mod og visioner, når det gælder valg af virkemidler. Man søger også når det gælder energipolitikken ind imod den politiske midte, hvor det bliver til progressive beslutninger at få de store energiselskaber til at opføre endnu en vindmøllepark til havs. Ved at sende
den primære energiproduktion til havs undgår man, ligesom når det gælder en pervers CO 2 -handel med rettigheder til at forurene, endnu en stund at tage hånd om de dybtgående strukturelle omstillinger, som vi står over indenfor energisektoren. For ikke bare er offshore elektricitet alt for dyr, formentlig dobbelt så dyr som en fornuftig landbaseret udbygning, som er kørt af sporet og gået helt i stå. Ensidig satsning på havvindmøller har nogle indbyggede, dybe strukturelle problemer. Bogen om vindkrafteventyret har en fællesejet vindmølle på Samsø som forsideillustration og beretter med den som symbol om den florissante periode for de danske vindmøller, som med lokalt ejerskab af 150.000 familier blev lokalt accepteret. Men også, at sådan er det ikke længere. Vedvarende energiloven, der blev vedtaget af stort set alle de politiske partier i december 2008 fastholder vedvarende energi som et investorområde med den uundgåelige afvisning af vindmølleprojekterne, som det indebærer. Hvorfor skulle de kommunalt valgte politikere lægge sig ud med deres egne vælgere og gennemtvinge udlægning af arealer, for at nogen udefra kommende vindmølleinvestorer kan stille deres vindmøller op i kommunen for at tjene nogle nemme penge? Bogen stiller spørgsmålet men leverer ikke svaret på denne investeringsdille. Men med offentligt aftalte afregningspriser og kommunalt udpegede vindmølleplaceringer, har vindmøller ingenting med marked og forretning i vanlig forstand at gøre. Tilmed er vi kommet så langt ud, får vi at vide, at naboer til vindmøller, en hjørnesten i fremtidens energiforsyning, kan forlange værditabserstatning, når der stilles en ny vindmølle op. Dermed er vindmøller i planlægningsmæssig henseende blevet til det værste skidt af alt, som lossepladser og det, som endnu værre. En ny motorvej eller lufthavn med
masser af støj og luftforurening giver jo ikke erstatning for ulemper. Her ligger den virkelige trussel imod en omstilling til vedvarende energi. Bogen peger da også på, at vi har nogle lange traditioner i Danmark for lokalt folkeligt ejerskab i fælleder. Det vil være at give ejerskabet til vindmøllerne tilbage til lokalbefolkningen i form af forbrugerejede eller kommunalt ejede selskaber. Bogen fortæller om, at det i praksis fungerer til alles bedste indenfor vores vandforsyning, fjernvarme, og decentral kraftvarme med god og billig forsyning. Bogen omtaler også de nyeste internationale tendenser med et skift indenfor samfundsøkonomien fra markedstilbedelse til common-good principper. Men forfatteren konkluderer ikke, hvilke konsekvenser det nødvendigvis må få for vindmølleejerskabet. Altså at vandet, vinden og solen tilhører hele befolkningen, og at det derfor med lov skal bestemmes, at de store moderne vindmøller er offentlig forsyningsvirksomhed, som skal ejes og drives lokalt og dermed ikke kan være et investeringsgode. Når lokalsamfundene, og det vil sige landdistrikterne, henter de økonomiske fordele og ikke eksterne investorer, så vil vi bringe vindmøllerne tilbage til den lange tradition og igen opnå befolkningens accept. Dermed kan den famøse erstatningslov smides i skraldespanden. Der skal også være lidt pedanteri. Anmelderen har det med at læse en ny bog bagfra, altså i litteraturlisten for at se, hvilke tendenser en bog afspejler. Og her undrede det meget at konstatere, at Hermann Scheer, en af de vigtigste tænkere og forfattere indenfor vedvarende energi, og arkitekten bagved Tysklands og efterhånden mange andre landes energilove, ikke optræder i litteraturfortegnelsen. Skaden er dog ikke større, end det ved læsningen viste sig, at de to bøger af Scheer, som er udkommet på dansk, er passende refereret. Så ved næste udgivelse af bogen, kan man
rette op på denne mangel samt få rettet de alt for mange tryk- og stavefejl, som korrekturen burde have fanget. Endelig til sidst. I bogens allersidste kapitel, Natur og Samfund med og mod hinanden, ligesom slipper Uffe Geertsen tøjlerne. Han spørger: Hvorfor har vores samfundsliv det så dårligt med naturen? Anmelderen sank dybere og dybere ned i flysædet af betagelse, da han næsten symbolsk læste afsnittet på en rejse mellem Nanjing, Kinas gamle hovedstad, der kan stå for al den ulykke som flere hundred års kolonistyre havde påført et af verdens største folk til Beijing, det nye Kinas hovedstad. Den repræsenterer en anden tid, hvor det samme folks kraft og kultur kommer til udtryk med fornyelse, stor styrke og selvbevidsthed al forurening og klimabelastning ufortalt. I et sprog, der udtrykker stor patos og bekymring, gør Uffe Geertsen det meget klart, at industrikulturerne - ligesom Kina - må igennem fundamentale skift i holdning til egne livsværdier og samfundets indretning. Det gælder ikke mindst vores umådeholdne, uansvarlige og unødvendige forbrug af fossile brændsler. Han afslører i bogens sidste linier endnu en gang sine rødder tilbage i den danske højskolebevægelse og peger som et godt mål på en fremtid med Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord. Og hvorfor skulle vi forvente mere og andet at dette liv? Derfor skal der lyde en opfordring til den næsten firsårige om aldrig at gå på pension. Ligesom han engang stillede sig i spidsen for Energioplysningsudvalget og virkelig flyttede erkendelsesmæssige hegnspæle i befolkningen, så er der i dag ligeså meget brug for Uffe i spidsen for en oplysningsvirksomhed, der fører os ud af de fossile brændslers trusler imod mennesker, klima og natur. Opgaven er en anden end for tredive år siden, for i mellemtiden har vi fået et bredt udvalg af velfungerende og økonomiske energiteknologier, som med
solens kraft kan dække alle rimelige behov til et godt liv. Men befolkningen skal som tidligere vækkes gennem oplysning, så den kan stille de rigtige og nødvendige krav til politikerne. Så lad ikke denne bog være afslutningen, Uffe, men begyndelsen til noget mere fra din hånd til det fælles bedste.