Overløbs-el bruges til varme

Transkript

1 Disposition 1. Brug overløbsstrømmen på en fornuftig måde. El, varme og mobilitet skal integreres. 2. Skrot ikke velfungerende vindmøller. Det koster PSO. 3. De dyre vindmøllegrunde koster mere end selve vindmøllen. 4. Planlægning skal ske nedefra. Det sikrer gennemførelsen af individuelle vindmølleprojekter. 5. Hvem ejer vinden og solen? Nye former for ejerskab. En løftestang for landets yderområder, der fører til lokal accept. Om 10 dage træder de politiske repræsentanter på COP 19 mødet i Warszawa frem over for offentligheden og meddeller, at der ikke kunne opnås enighed om de nødvendige reduktioner af CO 2. Det er krisetid, vil landenes repræsentanter sige, og derfor er der ikke lige nu et økonomisk grundlag for at stille om til fossil frie samfund. Underforstået, vedvarende energi er for dyrt. Derfor er det vigtigt at arbejde for, at vedvarende energi bliver så billigt som muligt. For høje omkostninger må ikke bliver et argument imod vedvarende energi. Det kommer jeg tilbage til. Det gælder ikke mindst vindenergi, hvor dette land foruden at være gode på det tekniske område også i fremtiden skal innovative, når det gælder social accept og vindmøllernes økonomiske integration i det samlede energisystem. Så foruden at eksportere teknik, skal vi vise omverdenen, at vindmøller ikke bare pynter på miljøprofilen, men at vinden er en af fremtidens vigtigste råstoffer. I 2020, det er allerede om 6 år, skal vindmøllerne dække 50 % af elforbruget i Danmark, altså 18 TWh af de 36 TWh, som er det danske elforbrug. I år kommer ca. 11 TWh fra vindmøllerne. 1

2 I 2030 skal to-tredjedele af elektriciteten komme fra vinden. Det betyder, at der i lovgivning, planlægning og ejerforhold er en række ting man skal se på. Vi kan ikke fortsætte med i planlægningen, når det gælder ejerskab og den sociale accept, at behandle vindmøllerne efter de samme principper, som for 30 år siden. Dengang de var små og noget man kunne tjene nogle kroner på. Men faktisk er det hvad vi gør. Vindenergi betragtes stadig ikke som forsyning, men som investering, og det har en række konsekvenser, der bliver mere og mere negative. Eftersom vi lever i en åben verdensøkonomi og elektricitet er en omkostningsfaktor, er det også vigtigt at omstillingen ikke får lov til at være unødigt fordyrende. Det vil forståeligt nok - få erhvervslivet til at forlange lavere priser på elektricitet. Det kan man så kompensere for ved at vælte omkostningerne over på forbrugerne, men også her er der en grænse. Vi så det i Tyskland fornylig, at elpriserne blev et valgemne og i England protesterer forbrugerne over stigende elpriser. Vedvarende energi får skylden. Det kan ikke udelukkes at vi i Danmark får en tilsvarende debat. Men vi behøver ikke at komme dertil. Der er en hel række ting, vi kan gøre for at integrere vedvarende energi på en sådan måde, at omstillingen også økonomisk set bliver til gavn for erhvervsliv, almindelige forbrugere og ikke mindst befolkningen i den del af landet, som sidder på fremtidens energiråstoffer, altså solen, vinden og biomassen. I omstillingen deler interesserne sig bare på den måde, at det er højre side af det politiske spektrum, som ser på økonomien, mens den anden halvdel finder det fint, at vi får mere grøn energi og overser det økonomiske. 2

3 1. I foråret 2012 besøgte jeg en del vindmølleejere i Nordfriesland, altså lige syd for grænsen. Her er der virkelig mange vindmøller. De er en vigtig indtægtskilde i Slesvig-Holsten, hvorfor regeringen i Kiel har bestemt, at arealet med vindmøller skal fordobles. Men problemfrit er det langt fra, oplyste nogle af vindmølleejerne. På årsbasis mister de op til 30 % af produktionen, fordi nettet ikke kan transportere den væk. Allerede ved 10 m/s standses en del af vindmøllerne. Flere højspændingslinjer til udlandet, var også i Nordfriesland løsningen. Dertil kunne jeg svare: Jamen, inde i Heide, i Itzehoe, i Husum mv., nogle få kilometre borte, brænder gassen og olien lystigt under kedlerne på hospitalet, i skolerne, rådhuset, fabrikkerne, i folks huse osv. Det kunne jeg svare, fordi der her i dette land allerede er opsat en del elkedler, Power-to-Heat, på kraftvarmeværkerne. Overløbs-el bruges til varme Eftersom varmesektoren er 3-4 gange større end elsektoren kan den med lethed aftage den vind-el, der ellers ville være spildt, når vindmøllerne stopper. Teknologien findes og tilmed er det overordentligt billigt at installere elkedler, samt at styre dem over internettet, når der er vind-el til overs. For også i Danmark hører man stadig eksempler på, at vindmøllerne standses, når det blæser meget, dvs m/s eller mere. At vindmøllerne standses viser, at der er noget galt med integrationen af vindmøllerne i det samlede energisystem. I fremtidens el system skal el, varme og mobilitet ses som en helhed. Det sker ikke i dag, og det vil de mange planlagte vindmøller kun blive værre. 3

4 Afgiftsmæssige forhold betyder, at vindmøllestrømmen, som ikke kan bruges her og nu, sælges til udlandet. Så kan man spørge: Er det vejen frem? Det er jo ikke bare i Danmark, der er vindmøller og planer om mange flere. Det har alle nabolandene. Og så er man lige vidt. Vi er på vej til en situation, hvor alle vil eksportere til alle med reelle fysiske problemer i fremtidens el-system, hvor de fluktuerende energiformer sol og vind kommer til at dominere mere og mere. Et sådant system, der aktiveres via internettet, kan udbredes til erstatning af især fyringsolie i det åbne land. Oliefyret og olietanken (energilageret) skal naturligvis ikke fjernes, men blive stående som backup, når der ikke er overløbsstrøm. Udfordringen er, at vindelektriciteten ikke går til spilde eller sælges til alt for lave eller endog negative priser. Når man stadig standser vindmøllerne i blæsevejr og næsten forærer strømmen væk, er problemet politisk. Anvendt i varmesektoren vil hver kilowatt time vindmøllestrøm nemlig have en værdi, der er lige så høj som det brændsel, den erstatter. Det er næsten altid en pris, der er meget højere, end hvad der kan opnås ved eksport. Det er dårligt nationalt købmandskab men er forårsaget af inkonsekvente afgifter, der er designet til fortidens energisystem. Anvendt i elkedler på kraftvarmeværkerne vil værdien af overskudselektriciteten være 70 øre; taler vi om oliefyr, er gevinsten meget højere. Når overløbsstrømmen erstatter oliefyret, så har den værdi på op til 130 øre pr. kwh. Der er således oplagte og profitable muligheder for en bæredygtig anvendelse af overløbsstrømmen, men afgiftssystemet er forkert indrettet. Det er derfor her, der skal sættes ind. Løsningen er at anvende overløbsstrømmen på det nærliggende kraftvarmeværk eller husejeren med oliefyr og få en god pris pr. 4

5 kwh i stedet for at lægge dyre kabler til nabolandene og få en lav pris. Så de lande, der viser rettidig omhu, og ikke gør sig afhængig af eksport, de vil klare sig bedst og skabe den bedste vindmølleøkonomi ved at bruge overløbsstrømmen lokalt. Det er store beløb, der her er i spil. I 2020 skal vindmøllerne levere 50 % af elektriciteten, altså 18 milliarder kwh om året. En betydelig del, det kan blive nogle milliarder kwh om året, kan ikke bruges i el-systemet her og nu. Derfor er der tre muligheder: 1) Standse vindmøllerne. 100 % tab, som er uacceptabelt 2) Eksportere til udlandet. Dyre kabelforbindelser. Lave priser 3) Varme i elkedler. Lav investering. Gode priser Det er allerede nu tiden at forberede fremtidens vedvarende energisystem med store mængder fluktuerende strøm. Men hvad så, når det ikke blæser, vil man naturligvis spørge? Ja, her står de mange kraftvarmeværker standby, klar til at levere el i løbet af få minutter, når sol og vind ikke er til rådighed. Et dobbelt system er nemlig uundgåeligt. Spørgsmålet er, om back-up kapaciteten skal stå på kraftvarmeværkerne i Danmark, altid klar til start, eller om den skal stå i udlandet? For hvad er alternativet til den lokale kraftvarme back-up? Det er at hente strømmen i udlandet, især Norges vandkraft. Og det kan blive dyrt. For når det ikke blæser eller solen ikke skinner over Nordeuropa, så vil alle landene stå i kø for at købe den manglende el i Norge. Da Norge udbygger med kabler til Tyskland, Holland, Sverige, Danmark og UK, vil den højestbydende få den norske el, som kan blive meget dyr. Det er markedets logik. Her skal Danmark passe på ikke at blive sorteper. Danmark er med de mange centrale og decentrale kraftvarmeværker velforberedt til at anvende meget store mængder fluktuerende el til varmeformål. En del fremsynede kraftvarmeværker har allerede installeret 5

6 elkedler, og der kan med små investeringer komme mange flere. Det er den politiske verden, som skal tilpasse afgiftssystemet og den systemansvarlige skal til at tænke i færre kabler til udlandet. Selv ud fra de mest optimistiske vurderinger af eksport af overløbs vind-el, vil man aldrig kunne forvente at opnå priser, der tilnærmelsesvist vil kunne komme på højde med de priser, der er opnåelige på varmemarkedet. En helt ny epoke kan begynde for udbygningen med de fluktuerende energiformer, sol og vind ved at begynde at se behovet for el og varme som en helhed Mit tema nr. 2 er: Skrot ikke velfungerende vindmøller. Det vil koste dyrt over PSO midlerne! Den offentlige støtte til vindenergi ses ikke umiddelbart på finansministerens radar. Den kommer fra PSO midlerne, der opkræves over elregningen. Med de planlagte 50 % vindelektricitet i 2020 vil PSO bidraget til vedvarende energi naturligvis stige. Men ved at ændre på forudsætningerne i 2012 energiforliget kan samfundet virkelig meget. Eftersom PSO bidraget til hver kwh offshore elektricitet er 3-5 gange højere end til landbaseret vind-elektricitet, er det her man skal sætte ind. Slutfacit må blive en vindmøllepolitik med mest mulig landbaseret vindenergi. Den fortsatte massive satsning på offshore vind vil således påvirke elregningen opadgående. Når samtidig dele af erhvervslivet, herunder landbruget, presser på for at få aflastet PSO bidraget, vil især de private forbrugere komme til at opleve væsentligt forhøjede elregninger, som kan betragtes som nye afgifter for at stille om fra de fossile energiformer. 6

7 Det er der imidlertid en løsning på. Det er oplagt at undlade at skrotte MW i øvrigt velfungerende vindmøller på land. De planlægges ellers nedtaget frem til 2020 for at blive erstattet af MW ny vindkraft på land. At fjerne MW vindmøller på land, der på ingen måde er skrotningsmodne, er ødselhed. De er næsten alle moderne, effektive vindmøller på over 400 kw, som repræsenterer en el-produktion på ca. 2 TWh om året eller en femtedel af den danske vindkraftproduktion; så det er ikke småting, vi her taler om. Hvad der ofte omtales som små, ineffektive vindmøller, er for længst forsvundet fra landskabet. Den økonomiske gevinst opstår, fordi de MW vindmøller på land er ude over de fuldlasttimer, hvor de modtager PSO tilskuddet. Ved at undlade at skrotte disse MW fremkommer en PSO besparelse på omkring 1,5 milliarder kroner, svarende til hvad der ellers skulle have været betalt som PSO tilskud til nye offshore vindmøller. Her ligger endnu en milliardstor årlig besparelse. Men kan vi finde plads tl vindmøllerne på land? Ja, med lokalt, almennyttigt ejerskab kan der på længere sigt blive plads til mange flere end de planlagte MW. Erfaringen viser nemlig, at lokalbefolkningen hilser vindmøllerne velkommen, når indtægterne fra vindmøllerne anvendes til forbedring af den lokale infrastruktur og dermed kommer alle i lokalsamfundet til gode. Tidligere skrotningsordninger førte til decideret usmagelig spekulation, fordi der blev betalt nypriser for 15 til 20 år gamle vindmøller af opkøbere og investorer, der havde brug for skrotningsbeviser for at få en ekstra præmie for at opstille en ny, MW-stor vindmølle. Et sådant kapløb om opkøb af MW velfungerende vindmøller kan undgås, ved at regeringen melder ud, at de skal blive stående, indtil de er teknisk udtjente et princip, der gælder for andre produktionsanlæg i samfundet. 7

8 3. Når vindmøllegrundene koster mere end selve vindmøllen Forskning og udvikling gør konstant vindmøllerne mere effektive og økonomiske, men samtidig driver markedskræfterne priserne på vindmøllegrundene tilsvarende opad. De mange millioner til vindmøllegrunden indgår jo i investeringen og skal betales over elregningen præcis som selve vindmøllen. Her virkelig noget at se på, dersom man ønsker besparelser. I dag kan vindmøllegrunden et vindrigt sted ved Vestkysten koste MERE end selve vindmøllen. En plet jord på størrelse med en villagrund kan koste 40 millioner kroner (30 årigt lejemål), hvor selve vindmøllen på 3 MW opstillet og med alt betalt koster 30 mio. kroner. De næste 6 år skal der som bekendt på land opstilles, hvad der svarer til 600 nye vindmøller a 3 MW. Dersom grundene til hver af disse skal godtgøres med et 2 cifret millionbeløb, så er det et sted mellem 4 og 8 milliarder kroner, som el-forbrugerne vil komme til at betale til de jordejere, som er så heldige, at kommunen med en prik på et landkort bestemmer: Her kan der opstilles en vindmølle. Så dersom nogen synes, at omstillingen til vedvarende energi er for dyr, så er det ikke vindmøllerne, man skal skælde ud på. Læg nemlig her mærke til, at for en højspændingsmast, opstillet på en tilsvarende plet jord som vindmøllen, der har samfundet fastlagt en ulempegodtgørelse på kroner, altså flere hundrede gange mindre end for grunden til vindmøllen. Hvorfor denne kolossale forskel? Fordi staten har bestemt, at højspændingsmasten er til energiforsyning til almenvellets bedste, mens vindmøllen er en investering. 8

9 Det gode spørgsmål politisk set er, om vi ikke i fremtiden af økonomiske årsager bliver nødt til at gøre vindmøllerne til en del af energiforsyningen og dermed til almenvelles bedste, når de skal dække 50 % af elforbruget? 4. Planlægning skal ske nedefra. Det sikrer gennemførligheden af vindmølleprojekterne "I Holstebro Kommune er politikerne i øjeblikket i færd med at lave en vindplan, der kortlægger præcis, hvor kommunen vil tillade opstilling af vindmøller." Sådan er kommentaren til et opsigtsvækkende borgerinitiativ i Idom-Råsted sogn, hvor næsten alle beboerne bakker op om et lokalt vindmølleprojekt. I Idom-Råsted sogn havde borgerne ellers fundet opstillingssteder til tre vindmøller. De havde forhandlet sig frem til en rimelig pris på de tre grunde, hvor vindmøllerne skal opstilles og opnået lokalbefolkningens accept og aktive inddragelse, som er helt afgørende for et vellykket projekt. Man havde sikret sig at der ikke ville komme protester. Her skal det tages i betragtning, at der er 200 protestgrupper landet rundt. Alle skulle stilles ens i planlægningsprocessen, store energiselskaber og lokale borgere. De lokale sendes ud i konkurrence om vindmøllegrundene. Her viser erfaringen, at de lokale bliver taberne. Den planlægningsmæssige top-down procedure duer ikke længere. I forhold til kommunen er der og skal der være en forskel på, om vindmølleprojekterne gennemføres med befolkningens inddragelse eller om vindmøllerne er et lokalt konfliktområde. Det må også være vigtigt for kommunen, at vindmøllerne uden udgifter for kommunen fører til nye indkomster, arbejdspladser og forbedret infrastruktur. Det var meningen med vindmøllerne i Idom-Råsted. 9

10 Kommunen kan selvfølgelig vedtage, at den ikke vil godkende projekter, som møder modstand hos den berørte befolkning, som vi så det i Thisted kommune i september Dersom Holstebro kommune vil have ro om vindmølleplanlægningen, kan man signalere til projektudviklerne, at der skal skabes lokal enighed om opstillingsstederne lokalt, forinden kommunen vil arbejde videre med planlægningen. De mennesker, som til daglig skal se på vindmøllerne, og som kan mobilisere 100 millioner kroner, er naturligvis kvalificerede til i samarbejde med kommunen at finde de opstillingssteder, hvor vindmøllerne yder mest, hvor vindmøllegrundene kan købes til rimelige priser, hvor net-tilslutningen kan finde sted etc. Vindmølleplanlægningen må nødvendigvis i fremtiden tage hensyn til sociale og økonomiske forhold, befolkningens accept og lokal udvikling. Hvad nytter det, at den kommunale planlægning når frem til opstillingssteder, som den berørte befolkning afviser? Vi skal ikke have politiet til at bane vej for fremtidens vindmøller, således som det skete i Østerild. Omstillingen kan samtidig blive til stor gavn for udkants Danmark. Det er ingen overdrivelse at mene, at den nødvendige omstilling til vedvarende energi er så stor en udfordring for den kommende generation, at det lokale vindmølle initiativ i Idom-Råsted sogn i betydning kan sidestilles med og vise sig ligeså skelsættende, som da andre vestjyder i 1882 byggede det første andelsmejeri i Hjedding. Den udvikling startede nedefra og ændrede positivt levevilkårene på landet i Danmark de efterfølgende 75 år. Nu er udfordringen en anden. Naturligvis skal lokalbefolkningen, som det har været historisk praksis, også i dag have lov til at udnytte egne, naturlige ressourcer på en måde, så det fører til forbedret indkomstudvikling, 10

11 beskæftigelse og en ny form for vækst i den del af Danmark, som har det sværest. 5. Det er primært i Vestjylland og den øvrige del af yder Danmark, at vi finder fremtidens energikilder. Her udvikles også de nye ideer om at udnytte ressourcerne fra vinden, solen og biomassen bedst. Og det er her vi har særlige problemer med indkomstudvikling og afvandring. I grunden skulle det således være ret let gennem udnyttelse af de rigelige, vedvarende energikilder at vende udviklingen til ny fremgang og velstand. Men sådan er det ikke. Indenfor i energiområdet er interessekonflikterne massive. Selv om de store gamle energimonopoler i grunden slet ikke egnede til at forestå omstillingen til et fremtidigt decentralt energisamfund, så kæmper de for at bevare deres markedsandele og indtjening. Og politikerne lytter først og fremmest til de selskaber, der lever af at afbrænde olie, kul og gas. De næste årtiers omstilling til energi fra solen, vinden og biomassen kan blive løftestangen for en ny lovende udvikling i de mest tilbagestående dele af det danske samfund, hvis der da ellers stadig er grundlag for at føre solidarisk politik i dette land. Et nyt planlægningsregime og nye ejerformer er nødvendigt, specielt når det gælder vindenergi. Eftersom vindressourcerne findes, som nævnt, i yderområderne, så skal et politikskift også rette sig imod forholdene i den del af landet. Det er ikke store politiske indgreb, der skal til, men de er nødvendige. For årtier tilbage var der statslige støtteordninger for egnsudvikling. Det skabte tusindvis af nye arbejdspladser i yderområderne. Siden da er Danmark 11

12 blevet skævere og skævere. Udviklingen har vist, at det smitter ikke af på resten af landet, fordi det går godt for hovedstaden. Bopælskravet fungerede som en form for egnsudvikling, fordi det blæser mest i de dele af landet, hvor indkomsterne er lavest. På den måde kom vindmøllerne til at betyde meget for lokaløkonomien. Et skift i stor målestok vil samtidig gøre vedvarende energi billigere for samfundet og fjerne de konflikter og den splittelse i lokalsamfundene, som vindmøllerne i dag forårsager. Vi har at gøre med nogle meget kontante lokale konflikter, som vil blive meget værre, når vindmøllerne skal levere 50 % eller mere af elektriciteten. Men det behøver ikke at blive sådan i fremtiden. Det ved vi fra nogle vellykkede og banebrydende vindmølleprojekter i de danske yderområder. Her har nye ejerformer vist, at negativitet over for vindmøllerne kan ændres til en ny lovende udvikling. Jeg vil især pege på tre veje, man kan betræde: 1. Samarbejde mellem et lokalt energiselskab og vindmøllelaug med Lemvig som eksempel. 2. Et kommunalt initiativ, som vi kender det fra Samsø. Alligevel er kommunerne i forbavsende grad tilbageholdende. 3. En erhvervsdrivende fond, hvor Hvide Sande i 2011 var pionererne, og hvor Hanstholm planlægger noget tilsvarende med tydelig inspiration fra Hvide Sande. Hanstholm forventer gennem den nye fond at skaffe 500 millioner kroner til udbygning af havnen, en lokal livsnerve. De tre nævnte steder har man realiseret og planlagt vindenergiprojekter med nye perspektiver. De almennyttige iværksættere har vist, at det kan lade sig 12

13 gøre at gennemføre projekter, der er til gavn for brede lag af den lokale befolkning, og dermed finde den nødvendige accept i befolkningen. Flere af de omtalte projekter havde tilmed en blakket fortid. Private investorer havde i årevis forsøgt at opstille vindmøller på stedet, men blev afvist af lokalbefolkningen. Så kom der et initiativ nedefra, og samstemmende hilste borgerne de selv samme vindmøller velkommen. Især Hvide Sande finder jeg interessant. Turistforeningen, Dansk Industri, LO og forsyningsselskaberne i Hvide Sandestiftede i fællesskab en erhvervsfond. Et vindmøllelaug med 460 lokale familier ejer de 20 % af vindmøllerne fonden ejer de 80 %. Fondens vedtægter bestemmer, at indtjeningen fra vindmøllerne alene kan benyttes til almennyttige formål. Det kan være udbygning af havnen, energirenovering af offentlige bygninger mv., hvorved vindmøllerne bliver til gavn for hele befolkningen. Det er her man skal finde forskellen, det er her man henter den brede accept og vindmøllerne hilses velkommen. De støjer ikke længere, man taler ikke om visuelle forandringer og hvad der ellers føres i marken for at bremse et vindmølleprojekt. Det er baggrunden for at Hvide Sande folkene om 2 uger i Berlin ved en højtidelighed i den tyske statslige Hypotekbank, KfW, vil modtage den Europæiske Solpris for Problemerne er ikke længere af teknisk karakter; vindmøllerne er i dag veludviklet og moden teknologi; det er heller ikke lave afregningspriser, som er en barriere; med fremstillingspriser for vind-el på 35 til 40 øre pr. kwh og afregningspriser op til 58 øre pr. kwh er der fin økonomi i store, moderne vindmøller på land. Eftersom priserne er garanteret i fuldlasttimer er der heller ikke særlige problemer med finansieringen. For bankerne er sikkerheden solid. To lokale banker finansierede således Hvide Sande projektet med 90 millioner kroner - alene med sikkerhed i vindmøllerne. Man hører ellers ofte fra politisk side, at 13

14 de store energiselskaber og pensionskasser er nødvendige for at klare finansieringen af de mange nye vindmøller. Det argument holder ikke, har vi set. Tilbage som det afgørende problem er lokalbefolkningens accept af vindmøllerne. Den er nødvendig! Her er det ganske ligegyldigt, at 80 % af befolkningen generelt er for vindenergi, dersom andre 80 % er imod i lokalområdet, hvor vindmøllerne skal opstilles. Vindmølleprojekterne kan ikke gennemføres. Hertil har svaret hidtil været, at der er regler om erstatning til naboerne, lokalbefolkningen skal i henhold til gældende lov tilbydes 20 % af ejerskabet til vindmøllerne, og naboerne får erstatning for værditab, og så er problemet med lokal accept løst, troede politikerne. Men i praksis viser det modsatte sig at være tilfældet. Muligheden for at opstille 1800 MW ny vindkraft ser ikke godt ud. Når nu de 20 % lokalt ejerskab ikke er nok til at få lokalbefolkningen til at acceptere opstillingen af fremtidens nye vindmøller? Det er populært at gå ind for mere grøn energi. Men der er mere end det på spil. Grøn energi drejer sig også om økonomi. Skal det være eksterne investorer, eller er det befolkningen, hvor vindmøllerne skal opstilles, der skal høste de økonomiske fordele? Det er et elementært spørgsmål her ved omstillingen til et fossil frit samfund. Hidtil har vi skubbet til side at drøfte den del af den grønne økonomi. Men hvis befolkningen ikke aktivt støtter omstillingen til mere vedvarende energi, men tværtimod spænder ben for den i praksis, så står vi med en ny situation, hvor det er nødvendigt at lytte til befolkningen. Jeg synes, det er fint, at man i København har kunnet stifte Middelgrundens Vindmøllelaug med bred folkelig tilslutning. Men det blev jo til en enlig svane, der ikke blev efterfulgt af 10 eller 20 tilsvarende initiativer til at forsyne den 14

15 store by med grøn elektricitet. Det er den størrelsesorden, vi skal se på for at skabe en grøn energiforsyning. Nye principper indenfor vindmølleplanlægningen vil give kommunalpolitikerne landet over et råderum, som de hidtil har savnet. Den form for top-down for planlægning, som hidtil har været praktiseret, er jo som nævnt ikke holdbar. Den kan ikke fortsætte. Fremtidens store vindmøller skal være kollektive forsyningsanlæg ligesom fjernvarmeværker, kraftvarmeværker og el-distributionen, og kunne meget vel ejes og drives på samme måde i demokratisk ejede og ledede selskaber. Vindmøllerne startede som en folkelig bevægelse. Det er de ikke i dag, men kan blive det igen. Vindmøller er blevet til business, og derfor er det demokratiske underskud meget stort. Det reagerer lokalbefolkningen på ved at protestere med læserbreve og protester. Der skal findes pladser til fremtidens vindmøller, javist, men det kan ske på mange måder. Grøn politik må ikke blive så hellig, at andre væsentlige hensyn sættes til side. For nogle år siden, var der ideer fremme om at tvinge vindmøllepolitikken igennem med landsplandirektiver. Den slags løsninger bliver benyttet, når der skal skaffes arealer til lufthavne og tilsvarende samfundsopgaver. Her drejede det sig tilmed om at skaffe vindmøllegrunde til private investorer, altså en klar gråzone. Så langt var planlægningen af fremtidens energiforsyning kommet på afveje. Den form for initiativer fra statens side kortslutter naturligvis det lokale demokrati og lokalbefolkningen protesterer imod de vindmøller, som de faktisk går ind for. 15

16 Det er klart, at der er kommunalbestyrelser, der ikke vil være med til på den måde at træde deres egne vælgere over tæerne, når de lokale konflikter så tilmed kan undgås og vindmøllerne i stedet blive til noget positivt for lokalsamfundet. Det viser perlerækken af lokale initiativer, som jeg har omtalt. Vi har set, at lovens krav om 20 % lokalt ejerskab ikke åbner op for den nødvendige lokale accept; det er projektudvikleren, der sidder på de resterende og afgørende 80 %. Han bestemmer de økonomiske vilkår og har i øvrigt ingen særlig interesse i, at de lokale skal være parthavere i hans vindmøller. Så 100 % lokalt ejerskab er svaret ikke 30 eller 50 %. Det er budskabet fra pionererne i Lemvig, Samsø og Hvide Sande. Jeg ved udmærket, at naturfrederne vil have noget-for-noget for at gå med til regeringens nye 1800 MW program for vindmøller på land med skrotning af de fleste eksisterende vindmøller eller alternativt at det hele sendes ud på havet. Men har vi virkelig råd til i dette land at lytte til interesseorganisationer, hvis natursyn er blevet til en aversion overfor vindmøller, og som burde stilles til debat? Når det gælder fremskaffelsen af den nødvendige energiforsyning, hvor finder vi overhovedet i en moderne sammenhæng naturgrundlaget for menneskelig adfærd, når man stiller sig kritisk overfor, om energiforsyningen skal komme fra den form for teknik, der omdanner energien fra solen og vinden til forsyning af vore boliger, arbejdspladser og mobilitet. Den diskussion har stået på nu i mere end 30 år, uden at der er rokket ved holdningerne. Snarere tværtimod. Det er ret foruroligende. For hvad er alternativet til energien fra solen og vinden? Fortsat kul, olie eller endog atomkraft? De større byer, herunder København har ambitiøse planer om at hente grøn el og varme fra biomasse, altså importerede træpiller. Men det er en kortsigtet og ikke en bæredygtig løsning. 16

17 Send vindmøllerne ud på havet, så vi ikke kan se dem, har været parolen i mange år. Men hvorfor skal akkurat vindmøllerne sendes langt ud på havet, ude af syne, samtidig med at befolkningen omgiver sig i hverdagen med mange former for teknik, rejser rundt i tog, fly, færger og biler. Vi omgiver os med mængder af bygninger og udstyr, der heller ikke er en del af naturen. Så hvorfor skal netop lige vindmøllerne sendes langt ud på havet med store ekstraomkostninger til følge? Hvorfor er vindmøller blevet i den grad noget negativt og uønsket, når det var lige så berettiget at sende kraftværker, fabrikker, fængsler og meget andet langt væk, ud på havet, ude af syne? Vindmøllerne er synlige, javel, men bør betragtes som en naturlig del af det menneskeskabte landskab, ligesom landbruget og meget andet. Vi er afhængige af at få noget at spise, og vi er afhængige af rigelige mængder energi, som alle forventer, skal være overkommelig i pris også selv om den kommer fra solen og vinden. Så omregnet til alle 30 kommuner i de danske yderområder, hvor der frem til 2020 ifølge regeringens planer skal opstilles 600 til 900 nye, store vindmøller, vil der være et sted mellem 1 og 2 milliarder kroner årligt til rådighed til igangsætning af nye initiativer i yderområderne. Det kan forandre den rådne banan til at blive en grøn agurk. Der er således meget store regionalpolitiske fordele at hente ved en ny vindmøllepolitik med almennyttige ejerformer. Skal dette provenu tilfalde jordejere, skrotningshandlere og eksterne investorer? Eller skal de gøre gavn for fællesskabet de steder af landet, som har vindressourcerne og hvor de kan blive løftestang for en ny lovende udvikling? Det er et regulært emne at drøfte i en samfundsdebat og ikke et spørgsmål om, at nogen misunder nogle andre. 17

18 I lokalsamfundene forstår man betydningen af udvikling og arbejdspladser. Hvide Sande, Samsø, Lemvig og Hanstholm deler skæbnefællesskab med ca. 30 andre kommuner i de danske yderområder. Her kan almennyttige ejerformer til vindmøllerne ændre afvikling til ny udvikling. Debatten om omstillingen til en økologisk bæredygtig energiforsyning har alt for længe været præget af negativitet. Det skal vi have vendt til at blive en positiv og løfterig opgave. Teknologien er til rådighed, men de politiske og organisatoriske strukturer, som bragte os frem til 10 % vindenergi, de er ikke anvendelige, nu hvor vi styrer frem imod 50 % eller endnu højere. Jeg takker for opmærksomheden! 18