optrådte i hendes nærhed, at hun døjede de største kvaler med sin kærlighed. Hun besluttede sig for at konfrontere manden med det mystiske fænomen,

Uhelbredelig Kærligheden sad et lille stykke over hjertet, og for det meste gjorde den ikke ret ondt, men med tiden voksede den og voldte hende alvorlige problemer, så hun en dag blev nødt til at tage på klinik for at få den fjernet, og der fik følgende overraskende besked: Deres kærlighed. Hvordan skal vi få det sagt. Det er ikke set i hundrede år. Vi troede den slags var udryddet. Vi beklager. Undskyld mange gange, vi kan ikke hjælpe Dem. Den var uhelbredelig. Kunne ikke fjernes. De kaldte det den ægte kærlighed, og tilbød hende mange penge for at undersøge fænomenet, da ingen havde observeret det i så mange år. Men hun afslog: Når I ikke kan hjælpe mig, vil jeg heller ikke hjælpe jer, havde hun sagt. Vredt og bestemt. Det var når en bestemt lille og i øvrigt uanseelig mand

optrådte i hendes nærhed, at hun døjede de største kvaler med sin kærlighed. Hun besluttede sig for at konfrontere manden med det mystiske fænomen, men hver gang hun havde samlet mod til at opsøge ham, fandt hun på undskyldninger for alligevel at lade være. Og ved flere lejligheder opdagede hun, at den lille mand havde stået skjult et sted, og holdt øje med hende. Men så snart hun opdagede ham, skyndte han sig væk. Det forstår jeg ikke. Hvorfor kan jeg ikke tale med ham? Hvorfor kan han ikke tale med mig? Er jeg blevet gal? havde hun spurgt sin veninde. Vel er du ej. Det er helt normalt. Du må bare tage dig sammen. Men det kunne hun ikke. Og imens voksede kærligheden inde i hende. Når hun tænkte over det, gøs hun. Hvad skal det ende med? Vil den fylde hele min krop ud, så jeg selv forsvinder? En dag var den lille mand kommet helt hen til hende, og havde stillet hende et spørgsmål. Det forårsagede at

hendes kærlighed bevægede sig så kraftigt omkring i hende, at hun styrtede besvimet om. Da hun kom sig over besvimelsen og åbnede øjnene, stirrede hun lige op i den lille mands ansigt. Straks mærkede hun et så kraftigt stik fra kærligheden, at hun uden at tænke udbrød: Hold op med det! Den lille mand sprang forskrækket væk. For første gang lagde hun mærke til hans øjne. Der var noget i dem hun synes at genkende. Må jeg spørge Dem om noget personligt? sagde hun da. Manden nikkede. Lider De også af den ægte kærlighed? Nej, sagde manden, jeg lider af det ægte had. Og sådan gik det til at to mennesker med hver deres

besynderlige lidelse byggede et langt og nært venskab op omkring gensidig fascination af hinandens uhelbredelige skavanker. Hun, der elskede ham som ingen havde gjort det i hundrede år, berettede om enhver af de bevægelser og udvidelser kærligheden gjorde inde i hendes krop, mens han, der hadede hende mere end noget andet, kunne fortælle om hvordan hadet konstant blev nuanceret og udbygget. Således blev de efterhånden uadskillelige i had og kærlighed, indtil deres kroppe omsider blev helt fortærede af deres respektive lidelser.

Dyrene holder fest Ude i haven havde de dækket et bord med tre små stole omkring, en flot parasol, en stor kande med varm chokolade, og alle de kager som de bedst kunne lide. Nej, hvor er det et dejligt vejr i dag! sagde Musen med de Store Ører. Ja, sådan en dag har jeg kun lyst til at spise kager sagde Batterikaninen. Men, husk nu, sagde den Genskabte Dronte, vi har også noget alvorligt at diskutere. Nå, jaah, sagde de to andre vi skal finde ud af hvad vi skal sige til de andre dyr i morgen! Så gav de sig til at spise kage og drikke chokolade og fortælle hinanden historier. Batterikaninen sagde: Ved I hvad? Jeg var engang en

dum lille kanin, som ikke kunne finde ud af andet end at slå på tromme for nogle store og endnu dummere mennesker. Mens jeg blev ved at være lige dum, begyndte de at bygge andre små batteridyr, som var meget klogere end mig. Ja faktisk meget klogere og bedre end mennesker. Til sidst var batteridyrene blevet så kloge og gode at der slet ikke var brug for mennesker til nogen ting. Men det var dog stadig mennesker som bestemte hvad batteridyrene skulle lave. Menneskene ville gerne have batteridyrene til at overtage det hele, men på den anden side var batteridyrene blevet så kloge, at de kunne diskutere og diskutere uden at blive enige om noget. Det endte med at de opgav at blive enige om noget, og valgte mig som chef for det hele, fordi menneskene kunne lide at jeg altid slog på tromme for dem, og fordi batteridyrene kunne lide at jeg var en af deres egne. Senere blev jeg også klogere, men den historie kender I jo allerede. De andre dyr klappede af Batterikaninens historie og spiste nogle flere kager. Så var det den Genskabte Drontes tur til at fortælle historie:

Jeg var engang død. Menneskene havde slået mig ihjel. Men menneskene fandt så ud af, at de kunne lave om på de levende ting som det nu passede dem, og da de først var blevet gode til det, begyndte de også at genskabe de døde ting. Sådan gik det til at jeg blev genskabt. Menneskene var så stolte af mig, fordi de var blevet overbeviste om at når de døde kunne genskabes, var der intet som var umuligt. De skabte og skabte. Men ak, det viste sig hurtigt, at jo mere de skabte, jo mere døde der. Til sidst anede de ikke hvad de skulle gøre. Du må hjælpe os, Dronte, sagde de, for du var den første som vendte tilbage fra de døde. Du må vide hvordan det er ovre på den anden side. Du forstår hvad meningen med liv og død er. Så satte de mig til at bestemme over liv og død. I starten var det svært, for jeg vidste egentlig ikke noget om det. Jeg kunne ikke huske hvad der var sket, mens jeg var død. Men efterhånden blev jeg god til det. Resten af historien har I jo hørt så mange gange. Så klappede dyrene lidt af Den Genskabte Drontes historie. Det blev Musen med de Store Ørers tur.

Jeg blev skabt ud af ingenting. Ja det er rigtigt. Først var jeg der ikke. Så var jeg der. Jeg var den første der blev skabt på den måde. Ikke lang tid efter jeg blev skabt, var der allerede en hel verden af ting som var skabt på den måde. Og den voksede og voksede. Landskaber væltede frem, store flokke af dyr blev skabt. Det var så spændende. Alt var et eventyr. Og så længe der var nogen til at se på eventyret, blev det ved. Men efter mange år, viste det sig at de mennesker, som før havde været så begejstrede, ikke mere ville komme i vores verdener. Vores verdener begyndte at skrumpe ind. Den forfærdelige sandhed gik op for os: Hvis ingen mennesker kom i vores verdener, ville de holde op med at eksistere, lige så pludseligt som de var opstået. Man tænkte og tænkte over det problem. Ting begyndte at forsvinde. Der måtte gøres noget: Alle de andre kom til mig: Du var den første. Du må finde på noget. Og det gjorde jeg. Hvorfor, tænkte jeg, kan vi ikke bare selv gå rundt i hinandens verdener? Hvad skal vi dog bruge mennesker til? Men den historie kender I jo. Det gjorde de selvfølgelig. Den havde de hørt mange

gange før. Hvordan mennesker var blevet helt overflødige, og alle blev enige om at afskaffe dem. Dyrene spiste de sidste kager op, og gik indenfor. I entreen stod nogle udstoppede mennesker, som Den Genskabte Dronte havde haft i et bur i haven indtil de var blevet for besværlige at holde. Inde i stuen legede de lidt med nogle små mekaniske mennesker. Bagefter så de en sjov film om to mennesker der hele tiden forsøgte at slå hinanden ihjel. De grinede og grinede, men da de var faldet lidt til ro, gav de sig til at diskutere hvad de skulle sige til de andre dyr den næste dag. Jeg stemmer for at vi lærer den at opføre sig som et ordentligt dyr, sagde Musen med de Store Ører. Nej, vi må lave den helt om. Den duer ikke som den er, mente den Genskabte Dronte. Den er slet ikke til nogen nytte, sagde Batterikaninen, skal vi ikke bare smide den væk? De diskuterede lidt frem og tilbage. Sagen var den, at man havde fundet et menneske på et gammelt forladt

lager. Ingen ville vide af det menneske, og det var så op til verdens tre ledere at beslutte hvad der skulle ske. Det endte med at de ikke kunne blive enige, og derfor valgte at lade det være op til en tilfældighed. De besluttede sig for at spille kort om hvad de skulle gøre, og efter en lang og spændene kamp, sluttede Batterikaninen af med at trumfe alle de andre. Hvor skal vi smide den hen? spurgte Musen med de Store Ører. Det er lige meget, sagde Batterikaninen, bare vi bliver af med den. Men da det kom til stykket, kunne de ikke nænne bare at smide den ud. Og sådan gik det til at det sidste menneske i verden endte sine dage som hovedretten ved den store festmiddag man holdt, da Dronten havde genfødselsdag nogle dage efter.

Møde på havet Vi sætter sejl klokken seks om morgenen. Havet er næsten blankt, men vinden har rejst sig i løbet af natten, og vi glider langsomt ud. Henrik sidder ved roret. Jeg er oppe foran. Ser efter andre skibe. Men der er ikke ét. Så kommer Anne op fra kahytten. Hun er altid dernede når vi sejler ud. Jeg spørger om hun er ok. Hun svarer ikke. Tiden kravler langsomt af sted, mens sejlet tømmes og fyldes, tømmes og fyldes eftersom vinden lægger sig og kommer tilbage. Byen er som en teaterkulisse. Ingen andre er oppe ved denne tid. Næste gang jeg kigger er det en lille model af en by. Jeg synes jeg ser noget bevæge sig. Men det er nok havet, som nu har fået bittesmå bølger på. Anne siger at hun fortryder hun tog med. Der er et eller andet hun skulle have været til. Henrik bliver gal. De skændes. Jeg lader som ingenting, mens jeg afsøger

horisonten med min kikkert. Der var noget der. Kun en lille sort klat lige på kanten mellem himmel og hav. Men da jeg svinger kikkerten tilbage, er det forsvundet. Anne er gået ned igen. Der kommer toner op fra noget hun hører i radioen. Henrik sidder tavs med rorpinden i den ene hånd, mens han kæderyger cigaretter. Jeg spørger om jeg skal overtage, og han slipper straks pinden. Jeg når akkurat at gribe den. Han går ud i stævnen. Viden blafrer om ham. Den er stærkere nu. Hans cigaret ryges færdig på ingen tid. Så smider han den i havet, og lusker ned i kahytten. Fra hvor jeg sidder, kan jeg ikke mere se det hele. Jeg kaster et blik bagud. Byen er blevet til en klat på en tynd streng af grønt, der kanter sig langs horisonten. Forude og til siden er hav. Men bag sejlet er det jeg ikke kan se. Nede i kahytten har Henrik og Annes stemmer afløst den svage musik. De er i gang med en længere rejse,

tilbage til steder og tider hvor de hver især begik fejl. Mens jeg lytter til de ord der strømmer op, og prøver at indsætte de ord jeg ikke kan høre, slækker jeg umærkeligt på roret. Så ser jeg det. Skibet. Det er som en ganske lille model af et skib, et ganske lille stykke fra horisonten. Jeg kan ane to master. Men kan ikke se noget liv. I nogle minutter holder jeg øje med skibet uden at der sker noget. Så trækker jeg rorpinden til mig igen, og retter ind på den kurs vi aftalte dagen før. Skibet forsvinder bag sejlet. Det er Anne som skriger højt. Jeg ignorerer det. Sådan gør hun tit. Jeg tæller til otte. Så kommer Henrik ind i en bønfaldende tone, med ord jeg ikke kan høre. Derefter er der tavshed. Der er kommet en svag dis over havet, og da jeg ser mig tilbage er byen der ikke mere. Vinden er igen taget til, og vi skyder en god fart. Forsigtigt slækker jeg roret. Jeg forventer at se det andet skib nogle få grader fra

hvor jeg før så det, men det er der ikke. Tiden må være gået hurtigere end jeg troede. Men jeg glemte mit ur. I morges. På natbordet. Jeg beslutter om nødvendigt at dreje hele vejen rundt for at finde ud af hvor det andet skib er henne. Det springer pludseligt frem fra sit skjul bag sejlet. Så stort at jeg undrer mig over at det kunne skjule sig der. Det er på vej væk. Jeg kan se agterspejlet og næsten læse hvad der står. Jeg råber en hilsen. Men der kommer ikke noget svar. Og ingen bevæger sig på den del af dækket jeg kan se. Min kurs er helt gal, og jeg skynder mig at rette op igen. På en eller anden måde dækkes skibet helt af sejlet, da jeg igen er på kurs. Jeg kommer først nu på at få Henrik eller Anne til at se på skibet. Og jeg råber på dem. Men der kommer ikke flere ord fra kahytten. Viden er taget kraftigt til. Jeg tør ikke mere slippe roret. Burde faktisk overveje at rebe sejlet. Jeg ser irriteret på uret, for at se hvor lang tid Henrik og Anne har været i

gang dernede. Så husker jeg at jeg glemte det. Vi har alt for meget sejl oppe. Hver gang en stor bølge rammer os, må jeg kæmpe for at vi ikke krænger så meget at vi tager vand ind. Om ikke så længe må jeg bøje af for vores kurs, hvis ikke vi skal kæntre. Jeg råber på Henrik. Forbander ham nu. Men jeg hører kun vinden pibe i sejl og rig, og bølgerne klaske mod skroget. Et øjeblik er vi nede i vandet. Da jeg får os vristet fri igen, har vi taget en bølge ombord. Henriks cigaretter ligger og svømmer rundt dernede sammen med noget af vores tøj, og der ligger noget som ligner et brev. Næste gang kæntrer vi. Jeg ser ikke andet valg end at dreje af for vinden. Da vi ligger som død i vandet med blafrende sejl, samler jeg brevet op. Det er blevet vådt, men ikke mere vådt end at jeg forsigtigt kan folde det ud. Brevet er adresseret til Henrik. Det er skrevet med håndskrift. En rigtig pæn håndskrift, som må tilhøre en der går meget op i at præsentere sig for omverdenen.

Jeg antager at det må være Anne, indtil jeg indser det mærkelige i at hun skulle skrive til Henrik. Indledningen er formel. Mange ord bruges på generelle vendinger og høflige forespørgsler. Men straks efter det starter en længere fortælling. Hovedpersonerne er Henrik og den unavngivne brevskriver. De mødes et sted i en anden by. Rent tilfældigt. Da de skal skilles igen, er det som om et eller andet de ikke klart kan definere gør modstand. De må ses igen. Og snart. Mødet gentages. Denne gang i en tredje by. Og følelsen bliver stærkere. De forstår den ikke, men kan heller ikke blive fri for den. Meget hurtigt finder de ud af at det ikke er noget fysisk. Deres forsøg på at dyrke sex sammen mislykkes totalt. Der er slet igen lidenskab. Så det var ikke det. Men hvorfor kan vi så ikke skilles? Det bliver en besættelse. Andre aftaler droppes, møder forsømmes, løgne udtænkes. Men stadig kan de ikke sige hvad det er der holder dem sammen. Jeg opdager at hun også hedder Anne. Men jeg fornemmer at det er

en mere åndelig Anne. Alt hvad Anne nede i kahytten ikke er. Så er jeg nær slutningen. De kan ikke mere opretholde den illusion om et normalt liv de har forsøgt at vise andre. Noget må briste. Jeg rejste bort, over havet, læser jeg så. Herefter følger brevets sidste afsnit. Men jeg når ikke at læse det. Jeg rives tilbage i min egen verden. Det er et tågehorn. Meget tæt på. Og dér, skråt bagude, ser jeg stævnen på det andet skib komme hastigt nærmere. De har ikke set mig, og jeg har ingen vind i sejlene, så jeg kan ikke flytte mig. Jeg springer op og strækker mig ud, mens jeg vifter med armene og råber så højt jeg kan. Da skibet er nogle få meter væk, får jeg overbalance og falder i havet. Det er koldt og mørkt, og jeg kæmper for at komme fri. Jeg har åbne øjne, og kan se en gigantisk skygge haste forbi. Da jeg kommer op igen, er det første jeg ser

agterspejlet på det andet skib. Jeg råber. Forlanger af dem at de hjælper mig. Forlanger af én at han straffer dem. Men begge parter forbliver tavse. Vores skib er skåret over i to, og er allerede næsten sunket. Jeg forsøger at svømme derover imod de mægtige bølger. Men alt er under vand da jeg når derhen. Jeg synes jeg kan se Henriks ansigt, nærmest livløst, lige før en bølge suger mig ned igen. Jeg kæmper med havet. Det er den stærkeste, men jeg er en ubetydelighed i forhold til, så jeg slipper godt fra at prøve at narre det. Lige som jeg også selv tror jeg er død, ser jeg et lys i mørket. Nogen råber. Jeg forsøger at råbe tilbage. Det bliver en hæs hvisken. Men de finder mig, og bringer mig tilbage til byen. Ingen skibe, ingen Henrik, ingen Anne bliver fundet. De forbliver derude i havet, med deres mysterier, med deres ufuldendte fortællinger. Men for mig bliver byen igen fast og virkelig, og jeg ønsker ikke mere at slippe den af syne.

Pølsemandens hævn Et filmmanuskript af Flemming R.P. Rasch [En mand sidder på en sofa. Bag ham er en bar hvid væg. Han stirrer lige mod kameraet. Kameraet holdes i ro indtil videre] [Der foregår et eller andet mystisk i hovedet på manden. Han skærer ansigter, nidstirrer o.s.v.] [Manden tager et lommetørklæde frem og tørrer sved af panden. Han forsøger at slappe af] EN STEMME, UDE AF SYNE: Hvad laver du, John?

JOHN: Film. Jeg laver film. Hvad fanden troede du? [En anden mand med en pose mellem hænderne sætter sig på sofaen] EN ANDEN MAND: Skal du have en med? [Den anden mand trækker en øl ud fra posen. John ser irriteret ud. Ser mest lige ud] JOHN: Nej, du ved jeg ikke drikker når jeg arbejder. [Den anden mand åbner sin øl og begynder at drikke] [Den anden mand samler nogle papirer op fra gulvet foran] EN ANDEN MAND: Hvad fanden er det her, John? JOHN: Ikke noget. [Den anden mand bladrer i det]

EN ANDEN MAND: Pølsemandens hævn. Hold da op! JOHN: Den er kasseret. Du kan vel for pokker se at den ligger på gulvet. Kan du ikke lade den ligge? EN ANDEN MAND: Okay, så siger vi det. [Den anden mand smider papirerne på gulvet igen] EN ANDEN MAND: Hvad handlede den om? JOHN: En pølsemand. EN ANDEN MAND: Og? JOHN: Han hævner sig. EN ANDEN MAND: Det er det hele? JOHN: Nej, ser du, han er en rigtig gourmetpølsemand. Du ved, sådan nogle der ikke findes mere. En dag kommer der en kunde op til hans pølsevogn. Og forlanger at betale med kort. Pølsemanden nægter.

Kunden truer ham med bank. Pølsemanden forklarer at han slet ikke kan tage mod kort. Kunden råber og skriger, men til sidst går han. Lidt efter hører man lyden af brandbiler. Det er gået ild i et hus tæt på. Alle går hen og ser på. Den utilfredse kunde sniger sig hen til pølsevognen. Han pisser op i pølserne. List efter kommer folk tilbage. Resten af dagen klager den ene kunde efter den anden over pølserne. De stinker. Pølsemanden aner ikke hvad der er galt. Han er forkølet. Det bliver værre og værre. Sidst på dagen kommer sundhedsmyndighederne på inspektion. De opdager at pølsevandet er forurenet. Pølsemanden får inddraget sin licens. Han er ulykkelig. EN ANDEN MAND: Og det var det? JOHN: Nej, selvfølgelig ikke, dit fjols. Han skal jo også hævne sig. Stik mig en øl! [Den anden mand smider sin tomme øl og tager to nye fra posen. Giver den ene til John] JOHN: Pølsemanden finder ud af hvem den utilfredse

kunde var. Det viser sig at være en stinkende rig, meget excentrisk filmmand. Pølsemanden giver sig til at undersøge mandens liv. Alt hvad han laver. Alle dem han kender. Langsomt finder han på en plan. EN ANDEN MAND: Og hvor får han råd til det fra. Jeg troede pølsemænd var fattige. JOHN: Nej, ikke ham her. Han havde vundet fire millioner i lotto. Men pølser var hans liv. Han levede kun for sine pølser. Men altså: Pølsemanden finder på den perfekte hævn. Han hyrer nogle dygtige lærere. Går på kurser. Læser bøger. Det viser sig at han har et stort skjult talent for skuespil. Og han har et fantastisk talent for at fortælle historier efter alle de år i pølsevognen. Pølsemanden skriver det perfekte filmmanuskript. Han tager ud til den excentriske filmmand. Udgiver sig for at være en dygtig udenlandsk skuespiller som ingen har hørt om. Den excentriske filmmand kan ikke genkende ham som pølsemand. Bliver nysgerrig efter at vide hvem han er. Pølsemanden fortæller om sit manuskript. Og filmmanden er solgt. Han tilbyder at filmatisere det.

Pølsemanden insisterer på at spille hovedrollen selv. Det bliver så aftalen. Filmen bliver enorm dyr at indspille. Filmmanden må satse alt det han har. Og så går optagelserne i gang. Men på et tidspunkt, hvor det er for sent at lave nogen aftaler om, finder man filmens stjerne død. EN ANDEN MAND: Pølsemanden har skudt sig? JOHN: Nej, jeg havde tænkt mig noget med en forgiftet pølse. EN ANDEN MAND: Fedt! JOHN: Nej. Det er noget lort. Man kan ikke have en selvmorderisk pølsemand som helt. EN ANDEN MAND: Men hvad så? JOHN: Det var det jeg lavede da du kom og forstyrrede. EN ANDEN MAND: Hvad dog?

JOHN: Jeg har siddet og stirret på den væg hele dagen. Prøvet at tømme mit hoved. Du ved hvad de siger: Der må ikke være nogen forstyrrende elementer i film mere: Kun det naturlige, ægte. Hvis jeg sidder her længe nok og stirrer på en tom væg, vil de ideer der kommer til mig være helt fri for kunstige virkemidler, for klicheer, for urealistiske ting. Forstår du? EN ANDEN MAND: Nej. JOHN: Altså: Jeg mediterer over hvordan jeg kan lave det perfekte manuskript. Så længe du sidder der kommer jeg ikke videre. EN ANDEN AMND: Okay, okay. Så forsvinder jeg. JOHN: Tak. Og tag det der lort med dig. [John samler papirerne op fra gulvet og giver den anden dem samt den tomme øl med] EN ANDEN MAND: Held og lykke med projektet!

[Den anden går. John bliver siddende tilbage og fortsætter sine grimasser] EN KVINDESTEMME: Hej John! [John blinker et par gange, men bliver siddende helt stille] EN KVINDESTEMME: Er du blevet døv? JOHN: Jeg har sagt at jeg ikke vil forstyrres i dag! EN KVINDESTEMME: Det var en måned siden, John. Du har siddet i den sofa i en måned! [Ingen reaktion fra John] EN KVINDESTEMME: Så bliv dog for fanden normal igen, John! [Stadig ingen reaktion. Så kigger han et par gange til den ene side. Pludselig lander noget tøj i sofaen. Så

noget mere. Han kigger til siden hver gang. Til sidst er der et komplet sæt kvindetøj] EN KVINDESTEMME: Jeg kan også blive stående her hele dagen. [Der høres forskellige underlige lyde fra et sted foran kameraet. John lader blikket glide derover et par gange, men holder sig i ro] EN KVINDESTEMME: Dit store røvhul! [Noget kommer susende gennem luften. John når lige at dukke sig. Han stirrer nu på noget til ene side. Ser en smule bange ud. Ser sig om efter gennemsteder, og ender med at springe om bag sofaen ude af syne lige før noget andet flyver gennem luften. Det er en sko, som lander nede foran sofaen. Kameraet kører langsomt frem, for at lede efter John bag sofaen. Undervejs ser man kvinden eller noget af hende - samle tøjet og skoene op. Der er lidt gråd og klynken fra hende. Da kameraet når sofaen, hører man hende gå ud. Et øjeblik efter ser man John ligge bag sofaen i

fosterstilling. Langsomt retter han sig ud, mens kameraet går tættere på, langs siden af sofaen. Der ligger en mystisk pakke ved siden af John. Man følger nu John, da han dukker op fra bagsiden af sofaen, og omsider ser man den hvide væg han har siddet og stirret på] [Der sker noget underligt med væggen. Den bliver mindre tydelig, og ser ud til at vibrere eller ryste. John og kameraet kommer nærmere. Til sidst går de igennem væggen. De er i en smal korridor med lys for enden. Lyset bliver kraftigere efterhånden som de kommer tættere på. Da de går igennem står de pludselig på en gade i en storby. Et stykke væk er en pølsevogn. Der er ikke nogen mennesker ved den, og heller ikke nogen pølsemand. John går ind i pølsevognen] KUNDE: To hotdogs! [John fumler rundt med brød og pølser. Man kan kun se hans hænder. De ryster. Han får omsider lavet de to hotdogs og giver dem til kunden, der nærmest sluger

dem] KUNDE: Hvad fanden er det de smager af? [John svarer ikke. Kigger ned i pølsevandet. Lugter til indholdet. Pludselig får han en knytnæve i ansigtet. Han vælter omkuld mellem pølser og pølsevogns-udstyr. Rejser sig op igen foran en dør. Han vender sig om. Er på et toilet. Går ud. Han er i et stort hus.] STEMME, MAND: Hvor bliver du af? [John går i retning af stemmen. Det er en stue. I en lænestol sidder en mand i t-shirt med instruktørhat og mørke solbriller. John sætter sig en stil ved siden af. De har nogle drinks og ting på bordet imellem] FILMMAND: To uger til og vi er færdige. Er det ikke fantastisk? [John siger ikke noget] FILMMAND: Vent! Der er noget jeg vil vise dig.

[Filmmanden rejser sig. Giver tegn til at John skal følge med. Han er lidt svimmel og kommer bagefter. De kommer ind i et rum med en sofa. Den ligner den fra startscenen. Filmmanden fortsætter ind i næste rum, men John er svimmel og må sætte sig. Han ser på væggen foran sig. Der er lyde af at filmmanden roder efter noget i et lokale ved siden af. Men langsomt kommer der lyde af nogle mennesker i gang med voldsom fysisk aktivitet muligvis et samleje - et sted bag væggen. Væggen begynder at opløse sig. Filmmanden bliver tavs. Hvad der end sker bag væggen hører op. Så forsvinder væggen helt, og man ser en halvt påklædt kvinde med et eller andet kendetegn så man kan genkende hende samt manden med posen, med tøjet i uorden]. KVINDEN: Du er pervers Kurt. Det var den sofa John sad og blev tosset på. Skulle vi ikke hellere smide den ud? KURT: Det er sgu en fin sofa. Kurt havde god smag.

[Kurt tager to øl frem fra sin pose. De giver sig til at drikke] KVINDEN: Du talte også med ham på den der sidste dag? KURT: Ja, han havde skrevet det der manuskript med pølsemanden. Han ville vist have mig til at smide det ud. Han bildte sig ind at hvis han sad og mediterede i sin sofa længe nok, ville han få en ide til noget der var bedre. KVINDEN: Han var helt væk da jeg kom. Totalt gak. KURT: Sådan kan det gå. KVINDEN: Hvornår var det vi skulle være der? KURT: For pokker. Det havde jeg glemt. Det er nu! [De skynder sig ud af lokalet. Man kan kun høre et åndedræt. Det bliver stærkere. Pludselig rejser en skikkelse sig op fra bag sofaen. Det er John i en vild

udgave. Han har pakken i hånden. Går frem mod kameraet, mens han pakker op. Der er en pistol i. Han peger den lige mod kameraet. Trykker af. Alt bliver sort] [John ligger på gulvet ved siden af sofaen med en pistol i hånden. Bløder ud af hovedet.] [Enten slut m. rulletekster her eller: Zoom ind på blodpøl. Eksponer over i ketchupklat. Zoom ud til scene ved pølsevogn med John som pølsemand og filmmanden der skal til at betale for pølserne.]