Fjernvarme og legionella

Projekt nr. 2010-04 Titel: Lavtemperaturfjernvarmeanlæg der ikke giver legionellaproblemer Udført af: Teknologisk Institut Fjernvarme og legionella Udredning og undersøgelser Februar 2012

Forord Nærværende rapport er resultatet af et projekt, der blev opstartet primo 2010 med titlen Lavtemperaturfjernvarmeanlæg der ikke giver legionellaproblemer. Projektet har fået bevilget støtte på 250.000 kr. fra Dansk Fjernvarmes F&U-konto som projekt nr. 2010-04. Projektet er gennemført af Teknologisk Institut i samarbejde med AffaldVarme Aarhus og en styregruppe med yderligere repræsentanter for forsyningsselskab og brugere. Deltagerne i styregruppen har været: Bent Olsen, AffaldVarme Aarhus (AVA), formand for gruppen Hans Mathiesen, AffaldVarme Aarhus (AVA) Elsebeth Arendt, AffaldVarme Aarhus (AVA) Kjeld Bo Andersen, AffaldVarme Aarhus (AVA) Peter Lykke Sørensen, Børn og Unge, Aarhus Kommune Peter Jensen, Hørning Fjernvarme Kaj Bryder, Teknologisk Institut (TI) Leon Buhl, Teknologisk Institut (TI) Fra Teknologisk Institut har ingeniør Leon Buhl været projektleder, og han har sammen med Niels Winter, begge fra Center for Installation og Kalibrering, gennemført hovedparten af de faglige aktiviteter inkl. udarbejdelse af rapporten. Endvidere har følgende personer bidraget med specialistviden: Chr. Christiansen, Center for Energieffektivitet og Ventilation, Jan Lorenzen og Trine Rolighed Thomsen fra Center for Kemi- og Bioteknik. 2. udgave: Nærværende udgave erstatter 1. udgaven fra december 2011 og rettelsen skyldes, at der i Fjernvarmen nr. 12-2011 i artiklen Fjernvarmeanlæg med lavtemperatur uden legionellaproblemer og rapporten Fjernvarme og legionella udredning og undersøgelse og med reference til tidligere undersøgelser er anført, at slukning af elektrolyseanlæg bevirker mindre bakterievækst herunder mht. legionella. Det skal her for god ordens skyld præciseres, at effekten ved slukning af elektrolyseanlæg kun er en hypotese, der relaterer sig til elektrolyseanlæg med anodisk opløsning og at der i referencerne ikke foreligger nogen videnskabelig dokumentation herpå. Nye udgaver af elektrolyseanlæg også kaldet Katolyse eller omvendt elektrolyse anvender katodisk opløsning, som ikke danner bundslam og flok. Samtidig er - som det fremgår af artikel og rapport - den forøgede korrosion, der vil opstå i forbindelse med slukning af elektrolyseanlægget, med til at skabe øget grobund for bakterievækst, herunder mht. netop legionella. Samlet betyder dette, at der ikke kan drages konklusioner mht. elektrolyseanlægs mulige effekt på legionellaforekomst. Dette er præciseret i teksten i rapportens afsnit 4 under reference rapport nummer 10, Mikrobiologisk vandkvalitet i varmtvandsinstallationer. SBI-rapport 298. 1998. 2

Baggrund for projektet Der er af hensyn til energibesparelser og udnyttelse af alternative energikilder til fjernvarmeproduktion en stigende interesse for at anvende lavere og lavere temperaturer i ledningsnettet. Samtidig stiller Bygningsreglementet krav om, at der ved etablering af et anlæg til varmt brugsvand skal sikres, at der ikke er mulighed for vækst af bakterier i systemet, og her sigtes primært på vækst af legionella. Dette betyder bl.a., at der er sat grænser for, hvor lave temperaturer, der kan accepteres i sådanne systemer. Alternativet er på anden vis at sikre sig, at lave fremløbstemperaturer ikke medfører problemer med legionella i det varme brugsvand. Formålet med dette projekt er dels at kortlægge og undersøge de temperaturmæssige begrænsninger, dels at beskrive alternative tekniske løsninger. Ligeledes er det hensigten - gennem et mindre pilotprojekt - at afklare udvalgte løsningers performance i relation til legionellaproblemet og gennem en temadag at fremlægge projektets resultater. Projektet er kommet i stand på baggrund af, at Dansk Fjernvarmes F&U-udvalg imødekom en ansøgning fra Teknologisk Institut på et projekt om lavtemperaturfjernvarme, og hvorledes man ved denne driftsform kan undgå problemer med legionella i installationerne for varmt brugsvand produceret med lavtemperaturfjernvarme. Projektet fik titlen Lavtemperaturfjernvarme der ikke giver legionellaproblemer og har Dansk Fjernvarmes F&U-projektnummer 2010-04. 3

Sammenfatning og konklusion Projektet har omfattet nedenstående aktiviteter, der er behandlet i rapportens hovedafsnit. 1. Gældende lovgivning i Danmark og udenlandske krav til forebyggelse af legionella i installationer til varmt brugsvand. 2. Undersøgelse af bakterieforekomst i udvalgte pilotinstallationer og bruserslager. 3. Gennemgang af forskellige metoder til bekæmpelse af legionella i installationer til varmt brugsvand. 4. Gennemgang af danske og udenlandske undersøgelser/rapporter om legionellaproblemet i varmt brugsvand. 5. Eksempler på forskellige metoder til bekæmpelse af legionella i installationer til varmt brugsvand. Med afsæt i resultaterne fra de ovenstående punkter og de yderligere input, der fremkom i forbindelse med afholdelse af en velbesøgt temadag den 28. september 2011, kan det konkluderes: At legionellaproblemet absolut er relevant, hvilket bør give anledning til fortsat stor opmærksomhed. At variation i temperatur i et varmt brugsvandssystem, fx temperaturgymnastik, kan medvirke til nedbringelsen af legionella i systemet, men virkningen er kortvarig og bør derfor suppleres med andre metoder. At installationer med varmeveksler og små vandvolumener, typisk mindre end samlet tre liter, vil kunne køre med en lavere temperatur. Dette er baseret på tyske undersøgelser og er endnu ikke skrevet ind i danske krav til installationer for varmt brugsvand. Der er i forbindelse med projektet fremsendt en forespørgsel til DS-udvalget, DS-S-314, om den danske holdning til denne type installationer med små vandmængder og lavere temperatur. Der er endnu ikke kommet svar fra udvalget. At der findes en række forskellige metoder i form af bestråling eller tilsætning af kemikalier til bekæmpelse af legionella, men disse er enten udokumenterede, skal suppleres med andre metoder for at opnå optimal virkning, eller også skal deres anvendelse i relation til dansk lovgivning vurderes nærmere. At anvendelse af filtre af forskellig art kan reducere legionellaproblematikken lokalt, men at de ikke har virkning på mulighederne for vækst af legionella i de efterfølgende rørstrækninger. Det er vurderingen, at denne rapport giver den mest omfattende danske oversigt over hidtidige undersøgelser vedr. legionellaproblematikken i installationer til varmt brugsvand. Samtidig må det dog konstateres, at der fortsat er betydelige udfordringer mht. at finde de mest egnede løsninger i relation til et samtidigt ønske om i størst muligt omfang at opnå energibesparelser og udnyttelse af alternative energikilder gennem reduktion af temperaturer i frem- og returløb. 4

Summary (in English) The project has involved a number of activities corresponding to the main sections below: 1. Legislation in Denmark and foreign demands on domestic hot water installations, taking the Legionella problem into account. 2. Study of bacterial presence in selected pilot installations and shower hoses. 3. Examination of various methods for controlling Legionella in domestic hot water installations. 4. Analysis of Danish and foreign studies/reports on the Legionella problem in domestic hot water. 5. Examples of different methods for controlling Legionella in hot water installations. Based on the results from these activities and additional input in connection with a well-attended one-day-conference on 28 September 2011, we can draw the following conclusions: The Legionella problem is most relevant which should result in a continued attention. The variation of the temperature in domestic hot water systems, such as temperature gymnastics, may reduce Legionella in the system, but the effect is temporary and should therefore be supplemented with other methods. Installations with heat exchanger and small water volumes typically less than a total of three liters - will be able to run at a lower temperature. This is based on German studies and has not yet been included in the Danish requirements for domestic hot water installations. In connection with the project, a request was sent to the committee, DS-S-314, in order to clarify the Danish attitude to this type of installation with small amounts of water and lower temperatures. The committee has not responded yet. A variety of methods exist such as irradiation and addition of chemicals to control legionella, but the methods are either undocumented, or they shall be supplemented with other methods to achieve the optimal effect, and their application in relation to the Danish legislation must be evaluated thoroughly. The use of various types of filters may reduce the Legionella problem locally, but they have no effect on the risk of growing Legionella in the rest of the pipelines. It is assessed that the report provides the most comprehensive Danish overview of previous studies of the Legionella problem in terms of domestic hot water installations. At the same time, however, it has been demonstrated that considerable challenges remains in terms of finding the most appropriate solutions compared to a strong desire to achieve energy savings and utilization of alternative energy sources by reducing the temperatures in the flow and the return flow. 5

Indhold 1 Gældende lovgivning i Danmark og regler i udlandet... 7 1.1 Gældende lovgivning i Danmark i dag... 7 1.2 Supplerende EN-standarder til de danske krav... 8 1.3 CEN/TC 164/WG2 N466 Teknisk rapport om legionella... 9 1.4 Tyske krav vedr. legionella... 12 2 Undersøgelse af bruseslanger fra fjernvarmeinstallationer... 14 2.1 Baggrund for undersøgelsen... 14 2.2 Nugældende regler for varmt brugsvandsinstallationer... 14 2.3 Undersøgelse af installationer med både veksler og beholder... 14 2.4 Tolkning af resultater og vurdering af de undersøgte installationer... 15 2.5 Minimering af risiko ved bruseslanger... 16 3 Forskellige metoder til bekæmpelse af legionella... 17 3.1 Temperaturchok (temperaturgymnastik)... 17 3.2 Klorering... 18 3.3 Ultraviolet stråling (UV)... 19 3.4 Ozon... 20 3.5 Anodisk oxidation... 20 3.6 Kobber-sølvionisering... 21 3.7 Chlordioxid... 22 3.8 Omvendt osmose membranteknologi... 24 4 Danske og udenlandske rapporter om legionella... 26 4.1 Udredning af undersøgelser vedr. legionella og varmt brugsvand... 26 4.2 Hovedkonklusioner fra udredningen... 27 4.3 Udvalgte publikationer med resumé... 29 5 Udvalgte danske værkers tekniske bestemmelser for produktion af varmt brugsvand... 62 6

1 Gældende lovgivning i Danmark og regler i udlandet 1.1 Gældende lovgivning i Danmark i dag Bygningsreglementet, BR10, og vandnormen, DS 439, udgør det danske regelsæt mht. krav og anbefalinger angående brugsvandsanlæg og legionella, som gennemgås i de følgende afsnit. Det skal endvidere anføres, at Teknologisk Instituttet siden 1990 erne har været involveret i en række projekter omhandlende brugsvandsanlæg og legionella, og at nogle af erfaringerne fra disse projekter i dag indgår i regelsættet. Af Bygningsreglementets afsnit 8.2.2.2, stk. 1, fremgår det, at vandinstallationer skal udformes, så de kan fungere med mindst mulig risiko for bakterievækst. Af DS 439 s afsnit 2.5 fremgår det, at et varmtvandsforsyningsanlæg skal være indrettet således, at temperaturen i tilfælde af konstateret bakterievækst skal kunne hæves til 60 C. Der er IKKE krav om, at anlægget skal køre konstant med denne temperatur, tværtimod, da dette giver problemer med tilkalkning. Kravene er som anført ikke, at et anlæg skal køre med 60 C. I dag er det således almindeligt ved beholderinstallationer at have en fremløbstemperatur på 55 C. Et af de uafklarede punkter er legionella i større fjernvarmeinstallationer uden beholder, men alene med en hovedveksler. Dog anføres, at man skal være opmærksom på, at i større systemer er vandmængden i ledningssystemet langt større end i en eventuel beholder, hvorfor risikoen ligger mere her end i beholderen. Derfor savnes især viden om temperaturforhold og indreguleringens betydning for muligheden for opformering af legionella i cirkulationskredsen. Der findes i dag yderligere mange ældre systemer, hvor der fx er placeret dynamiske indreguleringsventiler, der regulerer i området 43-48 C, dvs. at returtemperaturen er under 50 C. Ifølge DS 439 skal større anlæg være indrettet således, at temperaturen overalt i installationen altid er over 50 C, dog ned til 45 C ved spidsbelastning. Det betyder i praksis, at anlægget kan køre med en beholdertemperatur på ca. 55 C og en temperaturforskel i cirkulationskredsen på 5 C. Med baggrund i ovenstående bør der ses på indregulering og anvendelse af dynamiske indreguleringsventiler i større installationer til varmt brugsvand. Et af problemerne med de eksisterende anlæg er, at de er indstillet til en fast temperatur, og hvis der opstår problemer i anlægget, er det ikke muligt at hæve temperaturen ude i cirkulationskredsen. ELO-vejledning vedr. legionella Der er - ud over det, der står i DS 439 og BR10 - også udarbejdet en vejledning bl.a. for ELOkonsulenter, der på en mere praktisk måde forklarer, hvordan man skal forholde sig, hvis man som konsulent gennemgår en installation, og en beskrivelse af hvilke tiltag, der skal iværksættes i tilfælde af problemer. 7

S-314 s fortolkning af vandforsyning under DS Det stående normudvalg har tidligere lavet en fortolkning for et større boligselskab, der ville sænke temperaturen i installationen til under 50 C. Udvalget frarådede boligselskabet dette, da det ville være boligselskabet, der i den sidste ende ville komme til at stå med bevisbyrden (dokumentationen) for, at temperaturen var forsvarlig i tilfælde af, at personer i ejendommene blev syge. Temperaturgrænsen på 50 C er netop sat ud fra kendskabet til legionellas natur. Generelt er legionella passiv (dvs. den formerer sig ikke) ved en temperatur over 50 C. Det betyder, at hvis man vælger at køre med en lavere temperatur, skal man på anden vis sikre, at der ikke kan forekomme vækst af legionella i systemet. Projektet kunne prøve at beskrive metoder, der gør det muligt fx i perioder at køre med temperaturer på 45 C, og at systemet fx én gang i døgnet pasteuriserede sig selv ved at køre højere op i temperatur. En daglig/natlig nedkøling af systemet er også en mulighed. En tredje mulighed er at køre med en generel høj temperatur i beholderen, blande vandet ud til cirkulationskredsen og derefter pasteurisere det, når det kommer retur til beholderen. Denne løsning og flere af de andre vil dog umiddelbart betyde, at fjernvarmevandet til beholderen skal være min. 65 C. Hvad angår enfamilieshuse vil det formentlig være forsvarligt at køre med en temperatur ned til 45 C, hvis der er installeret en veksler for det varme vand, og der ikke er cirkulation. I de europæiske standarder, der er nævnt i det følgende efterfølgende, opererer man med en grænse, der hedder et vandindhold på mindre end tre liter i koblingsledninger o.l. for at nedsætte risikoen for vækst af legionella. 1.2 Supplerende EN-standarder til de danske krav DS/EN 806-1 til 5 Denne standardserie er bl.a. angivet i DS 439 Anneks B som tilknyttede standarder. Dette er et informativt anneks, hvilket i praksis vil sige, at de pågældende standarder ikke er en direkte vejledning til det danske bygningsreglement, men kan anvendes sammen med dette. I henhold til reglerne fra CEN er Danmark forpligtiget til at implementere standarderne som danske standarder, hvilket er gjort ved, at de har fået et DS/EN-nummer. DS/EN 806-2 stk. 3.6 Operating Temperature 30 s after fully opening a draw-off fitting, the water temperature should not exceed 25 C for cold water draw off points and should not be less than 60 C for central hot water systems unless otherwise specified by local or national regulations. Hot water systems should have the facility to enable the temperature at the extremities of the system to be raised to 70 C for disinfection purposes (see 9.1). Kommentar: Reglerne her er anderledes end i DS 439, og vil være en skærpelse i forhold til denne, men som det fremgår af afsnit 1, skal nationale regulativer respekteres. 8

DS/EN 806-2 stk. 9 Hot water systems 9.1 General Hot potable water installations consist of a water heater, the equipment necessary for the safe operation of the system, heating equipment and the associated pipework with valves and fittings. The hot water system shall comply with EN 1487, EN 1488, EN 1489, EN 1490 and EN 1491. In respect to the prevention of growth of legionella bacteria national or local regulations shall apply. The hot potable water installation shall not be used for space heating purposes except for towel rails, where national regulations permit this practice. Kommentar: Det er igen her fremhævet, at nationale regulativer m.v. skal respekteres. 9.2 Components 9.2.1 General To ensure adequate strength to all parts of the system, components shall be rated to allowable maximum operating pressure class (PMA) (see Table 1). The difference in temperature between flow and return connections on the water heater shall be equal or less than 5 K. Kommentar: Der er her angivet en temperaturdifferens på 5 C ved cirkulationssystemer, hvilket er i overensstemmelse med vandnormen, DS 439. 1.3 CEN/TC 164/WG2 N466 Teknisk rapport om legionella Det europæiske standardiseringsarbejde CEN/TC 164 har under WG2 igangsat arbejde med en teknisk rapport med titlen CEN/TC 164/WG2 N 466, TR prevention of Legionella growth, 2010-04-01. Full tittle: Recommendations for prevention of Legionella growth in installations inside buildings conveying water for human consumption. Rapporten foreligger som et udkast og forventes at udkomme i den endelige udgave i 2011 eller 2012. Den er udarbejdet i overensstemmelse med installationer beskrevet og udført efter DS/EN 806-serien, og med følgende formål: Installations in accordance with EN 806 series up to draw-off points and describes recommendations for preventing the growth of Legionella in these installations. This technical report may also be used for installations fed with other types of water, e.g. rainwater, process water etc., if applicable. Other regulations and recommendations may apply. 9

CEN/TC 164/WG2 N466 TR 4.2.3 Hot water temperature For a potable water installation without hot water circulation (see figures A 1 and A 3), the water should be capable of reaching a temperature of minimum 55 C at any point, during normal use. For a potable water installation with circulation of hot water the water in any circulation loop should be minimum 50 C (see Figure 1). 30 s after fully opening a draw off fitting the water temperature should not be less than 60 C unless otherwise specified by local or national regulations (see EN 806-2). Figure 1 High hot water temperatures will increase the risk of scalding. Appropriate measures should be taken to reduce this risk, e.g. notices by hot water draw-offs or mechanical devices (see Table 1). Kommentar: Temperatursættet er her det samme, som der generelt er specificeret, jf. DS/EN 806-2. Der henvises også her til, at lokale regulativer m.v. skal respekteres (DS/EN 806-2). CEN/TC 164/WG2 N466 TR 4.2.5 Thermal disinfection Hot water systems should have the facility to enable the temperature at any point of the system to be raised to 70 C for disinfections purposes (see EN 806-2). NOTE: There are several methods for disinfection of a potable water installation. In this technical report only thermal disinfection is mentioned. Kommentar: Der er også her henvist til reglerne i DS/EN 806-2, ligesom der er henvist til, at der eksisterer andre former for desinfektion. CEN/TC 165 Recommendation, 4.3 Stagnation The installation should be designed and installed in a way that stagnation of the water under normal use is avoided. In order to avoid long periods of stagnation the water in every part of the installation should be used or flushed at least weekly. Cut-off ends should be as short as possible, but should not be longer than two times of the internal diameter ((L = 2 x Di). Redundant pipes (dead-ends) should be removed or disconnected, and converted to a cut-off end. Infrequently used pipes should be closed by a shut-off device or flushed regularly. The length of pipe between the branch and the shut-off device in the infrequently used pipe should be as short as possible, but maximum 150 mm. 10

It appears that during stagnation Legionella can grow in water volumes smaller than 3 l. Therefore, it is recommended to keep the volume of water contained in the pipework between the circulation system and the tap as low as possible. See national or local requirements. Kommentar: Afsnittet omhandler primært problemer med døde ender, men i sidste afsnit er reglen med volumen mindre end tre liter omtalt. Der er samtidig henvist til nationale regler. Tabel 1 angiver den tekniske rapports forslag til temperaturer for forskellige typer varmtvandsforsyninger. Tabel 1: Forslag til temperaturer for forskellige typer varmtvandsforsyninger Ad A1) Anlæg med varmeveksler og uden cirkulation. Der er ingen forslag til temperaturer for det varme vand. Ad A2) Anlæg med varmeveksler og cirkulation. Temperaturerne er i overensstemmelse med DS 439. Ad A3) Anlæg med beholder og uden cirkulation. Temperaturerne er højere end angivet i DS 439 (55 C), og der er krav om, at temperaturen kan hæves til mindst 60 C mindst én time i døgnet. Ad A4) Anlæg med beholder og cirkulation. Herfra stammer reglen om maks. tre liter i koblingsledningerne og mindst 50 C i cirkulationskredsen. 11

1.4 Tyske krav vedr. legionella Den tyske brancheforening for gas og vand, DVGW, har udarbejdet en standard/arbeitsblatt W 551 med bestemmelser, der har til formål at sikre legionellafri brugsvandsinstallationer. Den tyske fjernvarmeværksforening AGFW, har i fortsættelse heraf i 2006 indarbejdet W 551 i et såkaldt Merkblatt 526 gældende for fjernvarmeforsyninger med titlen Thermische Verminderung des Legionellen wachstums - Umsetzung des DVGW-Arbeitsblattes W 551 in der Fernwärmeversorgung. I det efterfølgende er gengivet en oversættelse af de vigtigste afsnit i Merkblatt 526. AGFW FW 526, pkt. 2 Anvendelsesområde Dette Merkblatt kommenterer DVGW-Arbeitsblatt W 551 for beskyttelse mod legionella i systemer for varmt brugsvand opvarmet med fjernvarme. Bestemmelserne er gældende i store dele af varmeanlæg med kondenserende kedler. AGFW FW 526, pkt. 2.1 Temperaturkrav DVGW-Arbeitsblatt W 551 Das DVGW-Arbeitsblatt W 551 unterscheidet zwischen Klein- und Großanlagen. Kleinanlagen sind alle Anlagen in Ein- und Zweifamilienhäusern sowie Anlagen mit einem Speicherinhalt von 400 l und einem Rohrleitungsinhalt 3 l zwischen TWE und Entnahmestelle (ohne das Volumen der Zirkulations-leitungen). Alle anderen TWE-Anlagen gelten als Großanlagen. Für Kleinanlagen ist eine Betriebstemperatur von 50 C vorgeschrieben. Ist eine Zirkulation vorhanden, soll die Eintrittstemperatur in den Trinkwassererwärmer 50 C nicht unter-schreiten. Für Großanlagen ist die Warmwassertemperatur am Austritt des Trinkwassererwärmers mit 60 C angegeben. Bei Speicherladesystemen und Durchfluss-system ist dies jeweils die Austrittstemperatur aus dem Wärmeübertrager. Anstelle der bisher vorgegebenen Regeltoleranz wird im neuen DVGW- Arbeitsblatt W 551 nun eine betriebsbedingte Abweichung von der geforderten Trinkwassertemperatur von 60 C im Minutenbereich zugelassen. Den-noch sollte eine Regeltoleranz von 5 K nicht überschritten werden. Zirkulationsleitungen und pumpen sind so zu bemessen, dass im zirkulierenden Warmwassersystem die Warmwassertemperatur um nicht mehr als 5 K gegenüber der Speicheraustrittstemperatur unterschritten wird. DVGW-Arbeitsblatt W 551 skelner mellem små og store anlæg. Små anlæg er alle anlæg i en- og tofamilieshuse samt faciliteter med en lagerkapacitet på 400 l og et indhold i rørledninger 3 l mellem veksler/beholder og tapsted (ekskl. mængden af cirkulationsvand). Alle andre anlæg betragtes som store anlæg. For små anlæg er en temperatur på 50 C påkrævet. Er der cirkulation, bør indløbstemperaturen i vandvarmeren ikke være under 50 C. For store anlæg er varmtvandstemperaturen ved udgangen af vandvarmeren angivet som 60 C. Ved varmtvandsbeholdere og gennemstrømningsvekslere er dette altid udgangstemperaturen fra varmtvandsanlægget. I stedet for den foreskrevne tolerance er der nu generelt tilladt i det nye DVGW-Arbeitsblatt W 551 en operationel afvigelse fra den krævede vandtemperatur på 60 C. Ikke desto mindre bør en generel tolerance på 5 C ikke overskrides. Cirkulationsledninger og -pumper skal være sådan indret- 12

tet, at det varme vands temperatur ikke er under 5 C i det cirkulerende varmtvandssystem i forhold til beholderens afgangstemperatur. AGFW FW 526, pkt. 3 Specifikke krav til fjernvarme med kommentarer til W 551 3.1 Temperaturparametre for fjernvarme Fremløbstemperaturen i nettet bør vælges, så de i DVGW-Arbeitsblatt W 551 omhandlede temperaturer i varmtvandssystemer kan garanteres. Fremløbstemperaturen i nettet må være 65 C. Ved indirekte anlæg må der tages hensyn til temperaturforskellen i varmeveksleren. Er der på fjernvarmenettet udelukkende tilsluttet små anlæg, er lavere temperaturer en mulighed. Returtemperaturen skal være så høj, at farlige væksttemperaturer heller ikke i den efterfølgende opvarmningsfase opstår. En permanent returtemperatur på fx 50 C er ikke tilladt af hensyn til en sikker hygiejnisk drift. For returtemperaturer gælder følgende begrænsningstemperaturer: Anlæg med beholder: Direkte: 60 C Indirekte: 60 C + temperaturforskellen i veksleren Anlæg med beholder og veksler (ladekreds): Direkte: 55 C Indirekte: 55 C + temperaturforskellen i veksleren 3.2 Foranstaltninger til desinfektion i varmtvandssystemet Forurenede anlæg og rørledninger til varmt brugsvand kan enten desinficeres kemisk (klorering), fysisk (UV-desinfektion) eller termisk (forhøjet temperatur). Den termiske desinfektion sker ved at opvarme vandet i anlægget til 70 C. De betingelser, fjernvarmen skal opfylde for termisk desinfektion, er forklaret i denne metode: Den termiske desinfektion kan kun udføres i et fjernvarmeopvarmet brugsvandssystem, hvis fremløbstemperaturen i fjernvarmenettet er 75 C, og de i punkt 3.1 omhandlede udlægningstemperaturer overholdes. Disse temperaturer er de i kundens anlæg målte temperaturer. Hvis det i tilfælde af forurening er nødvendigt, forhøjes temperaturen ved afgangen fra værket tilsvarende. Andre tekniske løsninger som fx varmekabler er mulig for termisk desinfektion. Ved termisk desinfektion er det for en periode muligt at suspendere returtemperaturbegrænsningen om nødvendigt. 13

2 Undersøgelse af bruseslanger fra fjernvarmeinstallationer 2.1 Baggrund for undersøgelsen I forbindelse med projektet er der gennemført en undersøgelse af driftsforholdene på forskellige installationer i enfamilieshuse men henblik på undersøgelse af temperaturforholdene i praksis samt aktuel bakterieforekomst. Sidstnævnte er sket gennem indsamling af bruseslanger for nærmere laboratorieundersøgelse af bakterievækst, da disse ofte giver den bedste indikation på høj bakterieforekomst. 2.2 Nugældende regler for varmt brugsvandsinstallationer Det er i dag Bygningsreglementet, BR10, og Vandnormen, DS 439, der beskriver, hvorledes temperaturforholdene i et system til varmt brugsvand skal være for at risikoen for bakterievækst i systemet minimeres. Som anført i afsnit 1.1 er der i Vandnormen angivet, at temperaturen i en vandvarmer skal kunne hæves til mindst 60 o C, såfremt der konstateres problemer med bakterier i systemet. Under normale driftsforhold skal temperaturen ved det enkelte tapsted være mindst 50 o C under normal drift og 45 o C i spidsbelastningssituationer. Dette vil normalt ikke være et problem i en installation i et enfamilieshus og slet ikke, hvis der anvendes en gennemstrømningsvandvarmer. I installationer i enfamilieshuse med varmeveksler og korte rørstrækninger bør indstillingsværdien for det varme vand være 50-52 o C for at overholde ovenstående. I installationer i enfamilieshuse med varmtvandsbeholder og uden cirkulation bør beholdertemperaturen være 52 55 o C. I installationer med cirkulation og længere rørstrækninger bør temperaturen i beholderen være ca. 55 o C. I den herunder beskrevne undersøgelse var der ingen af husene, hvor varmtvandstemperaturen var under 50 o C. 2.3 Undersøgelse af installationer med både veksler og beholder Undersøgelsen har omfattet otte installationer med varmeveksler og fire med varmtvandsbeholder. Undersøgelse af installationer med varmeveksler Otte installationer med varmeveksler på Langøvænget i Tilst blev gennemgået. Der blev foretaget en gennemgang af de FJR-rapporter, som VVS-installatører har udfærdiget i forbindelse med hovedeftersyn af en samlet fjernvarmeinstallation. Rapporterne er stillet til rådighed af FJR-sekretariatet og indeholder bl.a. detaljerede oplysninger om installationsforhold, indstilling af reguleringsventiler og varmtvandstemperaturens indstilling i brugsvandsvarmeveksleren samt måling af temperaturen ved et repræsentativt tapsted. 14

Gennemgangen af rapporterne viste, at samtlige installationer var indstillet til at køre med en brugsvandstemperatur på over 50 o C, og at der ved alle de målte tapsteder ligeledes var en temperatur på minimum 50 o C. AffaldVarme Aarhus foretog efterfølgende en indsamling af bruseslangerne i de pågældende ejendomme, og slangerne blev laboratorieundersøgt af Teknologisk Institut i Århus. Indsamlingen blev foretaget ved, at den eksisterende bruseslange på installationen blev demonteret og derefter anbragt i en plastikpose, der var mærket med ejendommens nummer. Hovedresultatet af denne undersøgelse viser, at der ved dyrkning ved 22 o C i fire tilfælde kunne måles reaktionstal >30.000 CFU/ml. I de fire andre tilfælde blev der ved samme temperaturer målt mellem 4.500 og 13.000 CFU/ml. Undersøgelse af installationer med varmtvandsbeholder Fire udvalgte installationer blev gennemgået på stedet. I forbindelse med denne gennemgang blev installationsforhold og temperaturer registreret. Der blev samtidig indsamlet bruseslanger fra installationerne. Bruseslangerne blev efterfølgende undersøgt på EUROFINS laboratorium. Ved gennemgangen på stedet kunne det konstateres, at temperaturen i varmtvandsbeholderen i alle tilfælde var mellem 50 og 55 o C. Der var på en enkelt installation med beholder cirkulation, da installationen var meget stor og udbredt. Hovedresultatet af denne del af undersøgelsen viser følgende kimtal ved 22 C: Højeste: 40.000 CFU/ml Næsthøjeste: 20.000 CFU/ml Næstlaveste: 2.300 CFU/ml Laveste: 1.100 CFU/ml 2.4 Tolkning af resultater og vurdering af de undersøgte installationer Statens Serum Institut har opstillet følgende reaktionsgrænser, der primært vil være gældende, hvis grænserne overskrides i en hel installation. Det vil sige, at kimtallet gælder både for selve varmtvandsforsyningen, rørsystemet og komponenterne. CFU/ml Reaktion 10 - < 1.000 Lavt antal bakterier 1.000 - < 10.000 Lavt til moderat antal bakterier 10.000 - < 100.000 Forholdsvis højt antal bakterier < 100.000 Meget højt antal bakterier Tabel 2: Reaktionsgrænser og tilhørende reaktion I seks af installationerne er antallet af bakterier over 10.000 CFU/ml, hvilket kan tolkes som et forholdsvist højt antal. Ved denne koncentration anbefaler Statens Serum Institut, at der overvejes forbedringer af anlægget, men der er her igen tale om hele installationer og ikke døde ender, som en bruserslange kan betragtes som. 15

Den generelle vurdering af de undersøgte installationer er, at der formentlig ikke er problemer med forhøjet kimtal i selve installationerne, da disse alle kører med en temperatur over 50 o C, hvilket bevirker at bl.a. legionella ikke kan formere sig. 2.5 Minimering af risiko ved bruseslanger Problemet med bruseslanger er efter Teknologisk Instituts opfattelse, at de ofte efterlades hængende på en bruseknage, hvorved der kommer til at stå vand i dem gennem en længere periode ved lave temperaturer. Under netop disse forhold har opformering af bakterier de bedste vilkår. Der kan derfor foreslås følgende tiltag, hvis man vil undgå opformering af bakterier i bruseslangerne: Sørg for, at bruseslangen tømmes for vand efter anvendelse, fx ved at lægge den ned på gulvet i stedet for at lade den hænge. Udskift bruseslangen én gang hvert eller hvert andet år, således at der ikke samler sig for meget biofilm i slangen. 16

3 Forskellige metoder til bekæmpelse af legionella Legionærsyge er en frygtet sygdom, som skyldes bakterien legionella. Denne bakterie findes mange steder, men har især ideelle vækstbetingelser i mange varmtvandsanlæg, hvor temperaturen flere steder er under 60 C. Alene i Danmark mener man, at mindst 10 % af alle større varmtvandsinstallationer har været skyld i smitte med legionella. Rensning af beholdere, varmevekslere og rørsystemer samt periodisk opvarmning af varmtvandssystemet er med til at sikre mod legionella, men i den daglige drift findes der ingen beskyttelse mod bakterien. En række forskellige metoder anvendes til at desinficere drikkevandssystemer frem til tapstedet. Det følgende er et sammendrag af de mest almindelige metoder og et overblik over deres teknologi såvel som deres tilknyttede fordele, ulemper og nuværende lovgivningsmæssige overvejelser. 3.1 Temperaturchok (temperaturgymnastik) Denne metode er en termisk udryddelsesproces, der består i at hæve varmtvandsbeholderens temperatur op over 60 C, og helst højere end 66 C, hvis det er muligt, og samtidig med cirkulerende vandstrøm gennem alle forgreninger i installationen i op til 30 minutter. Den krævede tid til en effektiv desinfektion vil afhænge af vandtemperaturen, når den kommer frem til forgreningerne. En effektiv desinfektion af hele systemet er også afhængig af, om det er muligt at cirkulere vandet ved en temperatur over 60 C i alle forgreninger. Det sidste kan være vanskeligt, hvis der er automatiske indreguleringsventiler i anlægget, og disse er af ældre type med fast indstilling af temperaturen. Resumé: Termisk udryddelse ved hjælp af høj temperatur giver midlertidige resultater. Det er meget arbejdskrævende, der er risiko for skoldning, og det er forbundet med store udgifter til energi. Det er vanskeligt at opnå fuldstændig effektivitet og giver i bedste fald kun kortsigtet (uger til måneder) effektivitet. Termisk desinfektion (høj varme og gennemskylning) Ingen anden metode end termisk behandling (høj varme og gennemskylning) giver fuldstændig fjernelse og permanent beskyttelse mod re-kolonisering af legionella. Termisk desinfektion er den mest almindelige metode til at kontrollere legionella i varmt- og koldtvandssystemer. Figur 1 viser, at den nødvendige tid til at dræbe legionella bakterier reduceres med stigende temperatur (Bartram et al, 2007). Hævning af vandtemperaturen til 70-80 C dræber legionellabakterier inden for få sekunder. I praksis vil det næppe være muligt at anvende denne metode på danske installationer bl.a. pga. fare for skoldning, og da muligheden for at kunne hæve temperaturen til et så højt niveau ikke altid er til stede. 17

Figur 1: Legionellabakterier reduceres hurtigt med stigende temperatur (Bartram et al, 2007) Sammen med ovenstående metoder vil følgende anbefalinger og god praksis kunne hjælpe med til at styre og reducere forekomsten af legionellaforurening i varmt- og koldtvandssystemer: Reducér døde ender i systemet. Rengør og efterse varmtvandsbeholdere regelmæssigt - minimum årligt. Hold temperaturen i varmtvandsbeholderen på mindst 55-57 C og sørg for, at temperaturen ved varmevandshanerne er mindst 50 C. Opbevar og distribuer det kolde brugsvand under 20 C. Undgå at det kolde vand er placeret i skakte og andre områder, hvor der kan forekomme vedvarende høje temperaturer. Sørg for, at rørinstallationerne er isolerede mod både varmetab og opvarmning. 3.2 Klorering For afhjælpende eller midlertidig desinfektion kan klor tilsættes vandtanke på niveauer langt højere (20-50 mg/l frit klor) end normalt for drikkevand og skylles igennem systemet. Ved kontinuerlig desinfektion er flowjusterede injektorer installeret for at frigive klorin i en drikkelig koncentration (1-2 mg/l frit klor) i hele vandsystemet. Imidlertid har det vist sig, at legionella suspenderet i kloreret vand (ph 7,4) indeholdende 2,5 mg/l frit klor kan overleve 10 minutters inkubation (Gilpin et al, 1985). Resumé: Chok-klorering (høje niveauer) giver midlertidige resultater, men er også meget korroderende for kobber- og stålrør, producerer potentielt kræftfremkaldende desinfektionsbiprodukter (DBPs), herunder trihalomethaner (THM) og haloaceticsyrer. Resumé: Kontinuerlig klorering (1-2 ppm fri) er minimalt effektivt mod biofilm, har ikke vist sig specielt effektiv mod legionella og kan give korrosion, lugt eller smagsproblemer. 18

(Uacceptable smags- og lugtproblemer undgås generelt ved at begrænse mængden til maksimalt 2 mg/l. Klor som Cl 2 er reguleret i henhold til EPA National Primary Drinking Water Regulations (NPDWR) som desinfektionsmiddel på et maksimumsniveau for forurenende stoffer (MCL) på 4 mg/l. Klors anerkendte desinfektionsbiprodukter, total trihalomethaner og haloaceticsyrer er reguleret på MCLs på 0,10 hhv. 0,060 mg/l). Klorering af installationer vil i hvert tilfælde kræve, at det sker i samråd med de lokale myndigheder. 3.3 Ultraviolet stråling (UV) Sterilisering med ultraviolet lys dræber legionella ved at forstyrre den cellulære DNA-syntese (EPA, 2001). UV-stråling har ikke været meget anvendt til drikkevandsdesinfektion, fordi det ikke efterlader nogen rest til at yde beskyttelse mod potentiel nedstrømsforurening (fra UV-behandlingen og ud til tapstedet). Det har imidlertid været meget anvendt i spildevandsdesinficering. Undersøgelser tyder på, at UV-stråling alene er utilstrækkelig til at bekæmpe legionellabakterier. Det kan derfor anbefales, at der periodisk foretages kloring og pasteurisering sammen med UV-stråling for et give en effektiv legionellakontrol. Figur 2: Princippet i UV-bestråling Hvis man ønsker en løbende reduktion af legionella, har man mulighed for at installere et VAgodkendt UV-anlæg på brugsvandsiden i varmtvandsinstallationen. UV-anlægget ødelægger ved hjælp af UV-lys DNA i bakterierne, som forhindrer bakterien i at reproducere sig selv, og de kan herefter betragtes som uskadelige og vil hurtigt forgå. UV-anlægget vil aldrig kunne give en 100 % garanti mod legionella i varmtvandssystemet, men vil være med til at forhindre spredning i anlægget og nedsætte risikoen for legionella hos slutbrugeren. Flere UV-anlæg er VA-godkendte og må installeres i varmtvandsinstallationer. UV er en anerkendt teknologi til bekæmpelse af bakterier i vandsystemer og bruges i Danmark bl.a. i offentlig vandforsyning, offentlige spildvandsanlæg, mejerier, fødevareindustri, farmaceutisk industri og mange andre steder. 19

Kravene i forbindelse med anvendelse af anlæggene er følgende: Vandbehandlingsanlægget må kun benyttes til behandling af vand til teknisk brug. På tilgangsledningen for vand til vandbehandlingsanlægget skal monteres en afspærringsventil. På tilgangsledningen til anlægget skal endvidere monteres en kontrollerbar kontraventil min. mediekategori 2, jf. DS/EN 1717, svarende til sikringstype EA eller EC. Forbindes anlægget til vandledningsnettet med en fleksibel slange, skal denne være VAgodkendt. Ledninger efter anlægget skal mærkes fx med særlig farve eller farvekodebånd. Eventuelle aftapningsarmaturer efter anlægget skal tydeligt mærkes Ikke drikkevand. Resumé: UV-systemer har en på stedet hurtigdræbende og steriliserende effekt på legionella og har ikke nogen eftervirkning i hele systemet. Hvis enheden slukkes, vil den ikke være effektiv i dekontamineringssystemer, der allerede er inficeret med legionella og biofilm. UV-systemer har energiomkostninger og operationelle overvejelser og kræver rent (<60 ppm opslæmmede stoffer) vand. 3.4 Ozon Ozon opløses i et punkt i brugsvandssystemet for at opnå en dosis på omkring 1 til 2 ppm. Ideelt sker det med en generator, der producerer ozon i forhold til vandmængden, i stedet for en generator, der producerer ozon ved en konstant hastighed uafhængig af efterspørgslen. Ozon er et meget stærkt iltningsmiddel og har vist sig effektiv ved lave koncentrationer. Imidlertid kan det beskadige rørene, og da det har en meget kort halveringstid, er det næsten umuligt at opretholde et væsentligt residual i forbindelse med et dynamisk vandsystem. Ozon, som ikke kan købes, skal genereres på stedet af ozonators. Det har været almindeligt udbredt i Europa til at dræbe legionella bakterier (EPA, 2001). Eftersom ozon ikke kan opholde sig i vand i tilstrækkelig lang til at give en eftervirkning mod en potentiel forurening i distributionssystemet, kan klor tilføjes efter ozon for at give den resterende effekt. Resumé: Ozongeneration har betydelige udstyrsomkostninger samt vedligeholdelses- og driftsomkostninger. Et desinfektionsmæssigt residual er vanskeligt at distribuere eller opnå i hele systemet og har minimal effekt på biofilm og ikke-planktonisk legionella i dynamiske eller komplekse vandsystemer. Tilsætning af ozon i Danmark vil kræve tilladelse fra myndighederne. 3.5 Anodisk oxidation Metoden er udviklet i Tyskland og er baseret på princippet anodisk oxidation. Den anodiske oxidationsproces dræber legionella og andre bakterier, mens de sammen med vandet strømmer gennem det specialudviklede og patenterede apparat, hvori der er et oxidationskammer med en indbygget titaniumanode. Modelprogrammet består af tre modeller: S, M og L og har en behandlingskapacitet på hhv. 3,5 m³/time, 6 m³/time og 12 m³/time. 20

Oxidationsprocessen dræber alle legionellabakterierne og fjerner biofilmbelægningerne i varmtvandsbeholdere og rørsystemer. Når vandet passerer igennem apparatets anode, dannes rene iltradikaler, som dræber legionellabakterierne. Endvidere vil den dannede hypoklorid (< 3 mg/l) gradvist fjerne biofilmbakterierne. For at sikre anlæggets effektivitet er det nødvendigt, at hele vandstrømmen i et anlæg behandles, og at døde rørender undgås/elimineres. Figur 3: Anodisk oxidation 3.6 Kobber-sølvionisering Kobber-sølvioniseringen foregår i et flow-through ioniseringskammer, der indeholder kobber- og sølvelektroder installeret på varmtvandslinjer. Elektrisk strøm anvendes til elektroderne, hvorved positivt ladede kobber- og sølvioner frigives til varmtvandssystemet. Kombinationen af disse to metaller indeholder en betydelig synergi af antimikrobiel aktivitet. De positive ioners obligation til den negative bakterielle cellevæg forstyrrer membranstrukturer og fører til celledød. Systemer, hvor vandet har skaleringspotentiale og/eller ph-værdier over 8,0, er problematiske på grund af skalering af elektroder og bundfældning af kobber, som begge giver en væsentligt reduceret effektivitet. Kobber-sølvionisering fordrejer permeabilitet af legionellaceller, denaturerer proteiner og fører til celledød (EPA, 2001). Anvendelse af kobber- og sølvioner viser, at 0,003 mg/l af Ag+ var tilstrækkeligt til at kontrollere væksten af legionella i cirkulerende varmt brugsvand, mens det var svært at udrydde legionella i vandhaner og brusere. Opsummering: Effektiv behandling med langsigtet residual effektivitet og med forholdsvis moderate årlige udgifter til behandling, men anskaffelsesudgiften er høj, og ph-værdier højere end 8,0 kan begrænse effektiviteten og øge den operationelle vedligeholdelse og omkostningerne. Kan ikke anvendes til at behandle koldt brugsvand. Lokale restriktioner på kobber- og/eller sølvudledning kan begrænse brugen eller effektiviteten, og potentialet for galvanisk korrosion på stål eksisterer. (Kobber er reguleret i henhold til EPA NPDWRs som forurenende stof i en MCL på 1,3 mg/l med sølv opført som et sekundært forurenende stof på 0,10 mg/l). Muligheden for anvendelse i Danmark ser for tiden ud til at være meget begrænset. 21

3.7 Chlordioxid Chlordioxid (ClO 2 ) er en meget reaktiv gas, der let opløses i vand. Dens primære virkningsmåde er oxidation, dog skal følgende tages i betragtning: Den reagerer ikke med naturligt forekommende organiske forbindelser til at danne trihalomethaner (THM). Den er ikke-reaktiv med ammoniak og kvælstofholdige forbindelser. Den er mindre aggressiv i forbindelse med kobber og stål end klor er. Chlordioxid har viracidal og sporacidal aktivitet og har vist sig at være effektiv mod legionella og biofilm. For de fleste praktiske vandbehandlings- og desinfektionsformål skal det genereres på stedet til senere brug. Tidligere var dette problematisk på grund af håndteringen af de farlige kemiske reaktanter. De lukkede og elektrokemiske systemer til chlordioxidproduktion, der er til rådighed i dag, har dog fjernet denne alvorlige begrænsning. Chlordioxid giver god, varig desinfektion af vandet, også selv om vandet ikke flyder gennem rørene, ligesom den forhindrer biofilmdannelse og korrosion af vandrørssystemer. Det fjerner næringskilderne for disse typer af farlige bakterier, som i væsentlig grad forlænger varigheden af den desinficerende virkning. Chlordioxids desinficerende kapacitet er meget høj, selv i relativt små mængder, og er mere eller mindre uafhængig af ph-værdien. Chlordioxid kan derfor også anvendes i et alkalisk miljø. Dannelsen af stærkt lugtende biprodukter såsom trihalogenomethyls (THM), chlorphenoler eller kloraminer, der forårsager irritation af slimhinder, er ubetydelig. Dette gør, at chlordioxid som desinfektionsmiddel også kan anvendes ved forarbejdning af mad og drikke. Desinfektionsmidlet kan genereres på stedet, enten fra chlorit og hydrochloricsyre eller fra chlorit og klor. Saltsyre/natriumchlorit-metode Med saltsyre/natriumchlorit-metoden kan chlordioxid blive genereret fra opløsning (fortyndet) eller koncentrat, så natriumchlorit- og saltsyreløsningerne tilpasses brugerens krav: Fortyndet: HCl 9 %, NaClO 2 7,5 % Koncentreret: HCl 33 %, NaClO 2 24,5 % Den kemiske formel: 5 NaClO 2 + 4 HCl 4 ClO 2 + 5 NaCl + 2 H 2 O 22

Klor/natriumchlorit-metode Med denne særdeles omkostningseffektive fremstillingsmetode er de kemiske råvarer koncentreret natriumchloritopløsning (24,5 %) og klorgas (sur kloropløsning) opløst i vand: 2 NaClO 2 + Cl 2 2 ClO 2 + 2 NaCl Figur 4: Generering af hyperchlorit Fordelene ved chlordioxid: Meget effektiv mod bakterier, selv i små mængder: Chlordioxid giver fremragende og vedvarende beskyttelse mod alle kritiske bakterier. Ingen dannelse af biofilm i rør; nedbryder eksisterende biofilm. Chlordioxid forhindrer dannelsen af biofilm og korrosion i vandrørssystemer. Desinfektion uafhængig af ph-værdi. Desinfektionsevne af chlordioxid er mere eller mindre uafhængig af vandets ph-værdi for at opnå sterilisation. Ingen AOX/TMH-dannelse. Dannelsen af stærkt lugtende biprodukter, der forårsager irritation af slimhinder, er ubetydelig. Resumé: Chlordioxid er en effektiv behandling for legionella og biofilm på et niveau så lavt som 0,2 mg/l med minimale indvendinger, men det skal genereres på stedet, og behandlingsomkostningerne bør overvejes. 23

3.8 Omvendt osmose membranteknologi BIN-X A/S er et dansk/hollandsk udviklet menbranfiltreringsprodukt, der markedsføres af et selskab med hovedkontor i Danmark. Virksomheden har arbejdet med membranteknologi i mere end 20 år. Udviklingen inden for membranteknologi har skabt et grundlag for nye vandfiltreringsprodukter. Ultrafiltreringsmembranerne, der anvendes i systemerne, er patenterede og produceres i Holland af ph.d. i membranteknologi D. M. Koenhen, virksomhedens hollandske partner. Kernen i denne type membransystemer er en patenteret ultrafiltreringsmembran med en porestørrelse på 0,03 mm. Den meget tætte membranstruktur betyder, at bakterier, partikler og de fleste vira tilbageholdes fra rentvandssiden. Membranen er fremstillet af forskellige polymerer, der gør den meget hydrofil, hvilket betyder, at den tiltrækker vand. Samtidig er dens opbygning meget robust og stabil, hvilket giver lang holdbarhed. Filtreringen ændrer ikke vandets kemiske sammensætning, dvs. mineraler og salte bevares i vandet. Der anvendes ingen kemikalier eller andre tilsætningsstoffer; filtreringen er en ren mekanisk operation. Systemet har indbygget en funktion, der med individuelt tilpassede intervaller renser membranen for det frafiltrede materiale. Herved holdes membranen altid ren, og det forhindres, at der ophobes bakterier i membranen. Systemet er udviklet i flere versioner og kan anvendes til mange formål. Systemerne kan med fordel parallelforbindes, så der opnås stor fleksibilitet, dels hvis kapacitetsbehovet ændres med tiden, dels til dækning af meget store vandmængder. 24

Kapacitets- og applikationsoversigt vedr. omvendt osmose Systemet leveres som basisapparat i flere størrelser med kapaciteter på 350-4000 l/time. Til ejendomme og industrier med stort vandforbrug fremstilles løsningerne specifikt til kunden ved parallelkobling af standardmoduler og PLC-styring. Systemet afdækker et bredt spektrum af filtreringsbehov: Fra et enkelt brusebad i den ene ende af skalaen til en stor industrivirksomhed i den anden ende. Figur 5 viser de enkelte systemers kapacitet som basissystemer. Figur 5: BIN-X s kapacitets- og applikationsoversigt 25

4 Danske og udenlandske rapporter om legionella 4.1 Udredning af undersøgelser vedr. legionella og varmt brugsvand Der er ifm. projektet gennemført en betydelig litteratursøgning på danske og udenlandske projektrapporter, undersøgelser, vejledninger m.m. om legionella i systemer for varmt brugsvand. Dette afsnit indeholder konklusioner og resumeer fra de væsentligste af disse publikationer. Sammenholdt med de i afsnit 1 gennemgåede lovgivningsmæssige forhold giver dette et udførligt billede af state-of-the-art, når det gælder risici, forholdsregler og bekæmpelsesmetoder mht. legionella i installationer for varmt brugsvand inden for fjernvarme. Oversigt over gennemgåede publikationer: 1. Mikrobielle problemer i varmtvandssystemet. Dansk VetTidsskr. 1988 2. Mikrobiel vækst i varmtvandssystemer, Nordisk energiforskning samarbejde. 1989 3. Vækst af mikroorganismer i lavtemperaturvarmeanlæg rapport over et forprojekt. SBI. 1990 4. Bakteriologiske forhold ved elektrolytisk korrosionsbeskyttelse af varmtvandssystemer, SBImeddelelse 104. 1993 5. Bakterievækst i varmtvandssystemer. SBI-rapport 235. 1994 6. Bakterievækst i varmtvandssystemer. Særtryk fra Vandteknik. 1994 7. Hudgener ved brusebadning. SBI-rapport 263. 1996 8. Badegener i tilknytning til varmtvandsproduktion. SBI-meddelelse 117. 1996 9. Kortlægning og påvirkning af bakterievækst i et større varmtvandssystem. SBI-rapport 264. 1997 10. Mikrobiologisk vandkvalitet i varmtvandsinstallationer. SBI-rapport 298. 1998 11. Bekæmpelse af bakterier i varmtvandssystemer. Teknologisk Institut. 1999 12. Checkliste for bakterievækst i varmtvandssystemer udarbejdet til brug for ELO-konsulenter. Teknologisk Institut. 1999 13. Vurdering af alternativer til forøgelse af varmt brugsvands driftstemperatur til 60 C. Teknologisk Institut. 2000 14. Legionella i varmt brugsvand. Overvågning, udredning og forebyggelse af legionærsygdom. Den Centrale Afdeling for Sygehushygiejne, Statens Serum Institut. 2000 26