KIRKEFORFATNING OG NON-DISKRIMINATION

KIRKEFORFATNING OG NON-DISKRIMINATION af Folketingets Ombudsmand, professor, dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen 1. Religionsfrihed religionslighed Gennem det seneste årti har begreberne religionsfrihed og religionslighed med stigende hyppighed og intensitet præget den kirkelige og kirkepolitiske debat. Debatten om de to begreber, og de tilknyttede krav, synes imidlertid at have hjemsted i to forskellige områder af Danmarks kirkeligt-religiøse landskab. Sagt i forenklende slagord kan det udtrykkes således at grupper inden for mindretalskirkerne ønsker sig mere religionslighed, medens stadigt voksende kredse inden for flertalskirken det store evangelisk-lutherske trossamfund vi kalder Den Danske Folkekirke med en medlemsskare på omkring 5/6 af befolkningen sukker efter lidt mere religionsfrihed. Mindretalskirkerne (ordet anvendes her som en, noget upræcis, samlet betegnelse for alle andre trossamfund end Folkekirken grundlovens ord i 69, de afvigende trossamfund har ikke en heldig klang i dag) ser deres elementære religionsfrihed

2 beskyttet ved grundlovens 67. Men til gengæld støder de sig på den manglende religionslighed der manifesterer sig gennem den særlige forbindelse mellem flertalskirken (Folkekirken) og staten; den forbindelse der på forfatningsniveau navnlig kommer til udtryk i grundlovens 4 om at Folkekirken understøttes som sådan af staten. At Folkekirken skulle ønske sig mere religionsfrihed kan umiddelbart lyde som et absurd udsagn. Det er da heller ikke med just disse ord ønsket formuleres; men ved nærmere eftertanke er det ikke desto mindre hvad det i hovedsagen drejer sig om. Kernen i religionsfrihedens princip således som det er udformet i grundlovens 67, består i en retlig beskyttelse af det enkelte trossamfunds religiøse praksis i den forstand at reguleringen, tilrettelæggelsen og udøvelsen af denne praksis er uden for statsmagtens rækkevidde så længe den ikke strider imod sædeligheden eller den offentlige orden, dvs. mod samfundets retsforskrifter. Sammenholder man dette med det faktum at statens organer Folketing, regering, domstole i princippet kan gribe regulerende og bestemmende ind i alle dele af Folkekirkens religiøse praksis, alene med den begrænsning at man må holde sig inden for den evangelisk-lutherske læres rammer som det er fastslået i grundlovens 4, ses det hvad der menes med at Folkekirken som det eneste trossamfund ikke profiterer af den forfatningsmæssige religionsfrihed. Oftest fremføres det som et ønske om selvbestemmelse i Folkekirkens indre anliggender, f.eks. om at det er kirkefolket selv som ved repræsentative organer fastlægger hvorledes salmebogen skal udformes, og ikke en i sammenhængen tilfældigt udpeget verdslig kirkeminister som nok kan være folkekirkemedlem, ja måske oven i købet teolog og præst, men principielt lige så vel kan være buddhist eller ateist. Det er imidlertid præcis den religionsfrihed som mindretalskirkerne nyder, man efterlyser (en udførlig gennemgang af hele problemstillingen om Folkekirken og religionsfriheden findes i Folketingets festskrift i anledning af grundlovens 150-årsjubilæum, 1999, s. 445ff, hvortil der henvises).

3 Retligt set er Folkekirkens ønske om (mere) religionsfrihed knyttet til spørgsmålet om en kirkeforfatning, altså en udmøntning af løftebestemmelsen i grundlovens 66. Religionsligheden for mindretalskirkerne står på menneskerettighedernes grund, principperne og reglerne om non-diskrimination som følge af religiøs overbevisning, og ser som nævnt grundlovens 4 som en særlig anstødssten. Et vægtigt bidrag til forståelsen og konkretiseringen af internationale menneskerettigheders betydning for religionslighedens udstrækning i bl.a. Danmark var Østersørådets Menneskerettighedskommissærs rapport af 1. marts 1999 om The Right to Freedom of Religion and Religious Associations. A Survey with Recommendations. Menneskerettighedskommissær Ole Espersen fremsatte her på grundlag af udførlige beskrivelser og analyser anbefalinger om bl.a. frivilligheden af økonomiske bidrag til Folkekirken, om Folkekirkens generelle varetagelse af civilregistreringen, om forenkling og større gennemskuelighed i reglerne om offentlig registrering af trossamfund, om vielsesbemyndigelse, etc. Naturligvis kan spørgsmålet om øget religionslighed i forhold til mindretalskirkerne løses isoleret. Og lige så indlysende kan spørgsmålet om en folkekirkeforfatning, om øget retlig religionsfrihed for Folkekirken, løses i sig selv. Som anført er kravene og ønskerne om henholdsvis religionslighed og frihed kommet fra forskelligt hold; og man har da også været tilbøjelig til at se dem adskilt fra hinanden og argumentere herefter. Men meget kunne tale for at knytte de to spørgsmål sammen. Dels er der betydelige indre og indholdsmæssige sammenhænge; dels vil det retspolitisk kunne være hensigtsmæssigt at kombinere problemstillingerne med henblik på en samlet gennemtænkning af retsgrundlaget for al religionsudøvelse i landet. Og endelig, til dels sammenhængende med det foregående, løber de retlige tråde sammen i grundlovens bestemmelser. Her er forankringspunktet for såvel den ene som den anden problemstilling, i deres både indre og ydre forbundethed.

4 Formålet med det følgende er da også at reflektere over hvorledes grundlovens kirke- og religionsbestemmelser (først og fremmest 4 og 66) kunne tænkes udformet således at Folkekirken fik mere religionsfrihed og mindretalskirkerne mere religionslighed. 2. En forfatning for Folkekirken I selve udtrykket kirkeforfatning ligger en forudsætning, der som bekendt også er indeholdt i grundlovens 66, om at der ikke skal ske en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke således som det i dag f.eks. er tilfældet i Sverige. En kirkeforfatning i lovsform eller, som nogle måske ville foretrække at kalde det, en styrelseslov for Folkekirken lægger op til en vis løsgørelse af Folkekirken fra staten i forhold til den nuværende retstilstand, men ikke til en egentlig adskillelse; en folkekirke placeret omkring midten af en skala hvis yderpunkter er henholdsvis den klassiske statskirke og frikirken. Yderligere en forudsætning lægges til grund i det følgende: At Folkekirken forbliver en klar flertalskirke; at den overvejende del af befolkningen med andre ord fortsat vil være tilsluttet den evangelisk-lutherske kirke. Det kan man selvfølgelig ikke vide med fuldstændig sikkerhed. Men det har nu været tilfældet i 468 år; og i en tredjedel af denne periode har det endda været helt frivilligt. Rygterne om Folkekirkens snarlige undergang som flertalskirke har hver gang vist sig at være stærkt overdrevne. Udviklingen bevæger sig i nyere tider lidt i bølger; men i dag tilhører som nævnt fem sjettedele af befolkningen Folkekirken, og Folkekirkens karakter af en flertalskirke vil næppe ændre sig radikalt i løbet af en overskuelig fremtid. Bestemmelsen i 66, i Folkekirkens forfatning ordnes ved lov, har siden 1849 stået uforandret i alle fem grundlove. Det er velkendt at den var tænkt som en løfteparagraf der blandt andet skulle sikre Folkekirken en vis autonomi i forhold til staten. Den ved lov fastsatte kirkeforfatning skulle bestemme Formerne og

5 Grænserne for den Medvirken, som Kirkesamfundet selv bør have ved sammes Bestyrelse, som det blev anført under Den grundlovgivende Rigsforsamling (sp. 2508); men trods en række kommissionsarbejder og andre forslag i det 19. og første halvdel af det 20. århundrede er det hidtil ikke blevet til noget med den kirkeforfatningslov. Nu har som sagt meget ændret sig i løbet af den seneste halve snes år. Kirkelige og kirkepolitiske positioner der har været fastlåst i mere end et århundrede, er under opbrud. Og hvis, eller når, vi får en kirkeforfatning, da bør dens grundprincipper også være forankret i rigets forfatning. I forbindelse med den grundlovsændring, som efter al historisk erfaring må komme på et eller andet tidspunkt, bør 66 således udbygges fra den helt lapidariske løftebestemmelse til en mere substantiel forfatningsregel hvor de grundlæggende og principielle elementer i kirkeforfatningen er fastlagt i samspil med de øvrige bestemmelser om kirke og religion i grundloven. For at nærme sig spørgsmålet om hvorledes en sådan reformeret 66 kunne se ud, er det hensigtsmæssigt at have et vist overblik over indholdet af en kirkeforfatningslov, dvs. hvilke spørgsmål og emner i den kirkelige lovgivning der måtte formodes at indgå i en sådan lov. Den centrale og overordnede del af det gældende regelværk vedrørende Folkekirken kan arrangeres i seks hovedgrupper. Nedenfor er de anført med de vigtigste love (samt enkelte anordninger og bekendtgørelser) indføjet som eksempler; opregningen er selvsagt ikke udtømmende, men den dækker alle emner af væsentlig betydning. Folkekirkens medlemmer og menigheder Lov om medlemskab af folkekirken [, kirkelig betjening] og sognebåndsløsning Lov om valgmenigheder Lov [om udnævnelse af biskopper og] om stiftsbåndsløsning

6 Folkekirkens organer og embeder Lov om menighedsråd Lov om valg af menighedsråd Lov om udnævnelse af biskopper Bekendtgørelse om bispevalg Lov om adgang for biskopper til fritagelse for at føre tilsyn med en menighed og dennes præster Bekendtgørelser om provstiudvalg, stiftsudvalg og mellemkirkelige organer Lov om ansættelse i stillinger i folkekirken, kap. 1-4 (præster og provster) Folkekirkens lære og indre anliggender DL 2-1: Bekendelsesskrifterne DL, anordninger, bekendtgørelser mv. om forkyndelsen, sakramentforvaltningen, sjælesorgen, gudstjenesteordningen, alterbogen, salmebogen, ritualerne mv. Lov om domstolsbehandling af gejstlige læresager Folkekirkens funktioner og forpligtelser Lov om [medlemskab af folkekirken,] kirkelig betjening [og sognebåndsløsning] Lov om anmeldelser af fødsler og dødsfald Lov om begravelse og ligbrænding Anordninger og bekendtgørelser om dåb, konfirmation, vielser mv. Lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker mv. Folkekirkens ansatte Lov om ansættelse i stillinger i folkekirken, kap. 5-8 (funktionærer) Love, bekendtgørelser mv. om uddannelse og efteruddannelse af ansatte i folkekirken Folkekirkens økonomi og ejendomme mv. Lov om folkekirkens økonomi Lov om folkekirkens lønningsvæsen Lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde

7 Ser man ud over disse regler, er der visse dele af dem som i hvert fald emnemæssigt måtte høre til i en kirkeforfatningslov. Det gælder de grundlæggende regler om medlemskabet; og det gælder i meget vid udstrækning reglerne om Folkekirkens organer og embeder, herunder deres sammensætning og kompetencer (bortset, naturligvis, fra rent valgtekniske bestemmelser og andre detailregler). Herudover må også de særlige frihedsrettigheder, dvs. regler om sognebåndsløsning og stiftbåndsløsning samt dannelse af valgmenigheder, optages. Endvidere bør der være nogle grundlæggende bestemmelser om behandlingen af læresager, både for gejstlige og lægfolk. Endelig bør en kirkeforfatningslov også indeholde nogle grundlæggende bestemmelser om kirkeskatten. Med dette overblik over hvad en kirkeforfatningslov i grove træk måtte indeholde, kan man så vende sig til spørgsmålet om hvorledes en reformeret 66 i grundloven kunne tænkes udformet. Som sagt kan man dårligt nøjes med den helt nøgne løfteparagraf som vi kender den i dag. Visse retningslinier i henseende til kirkeforfatningslovens emner og centrale principper kan og bør indføjes i grundlovsbestemmelsen. Ud over at omtale det folkekirkelige medlemskab samt kirkens embeder og styrende organer er der efter min opfattelse tre grundprincipper der naturligt måtte høre hjemme i grundlovens bestemmelse om en kirkeforfatning. Det er selvbestemmelsen i de indre anliggender, de kirkelige frihedsrettigheder samt medlemmernes betaling af kirkeskat. Under de givne forudsætninger kunne en ændret og mere indholdsrig udgave af 66 f.eks. være følgende: Ved lov fastsættes folkekirkens forfatning, herunder reglerne om medlemskab samt om Folkekirkens styrende organer og embeder. Stk. 2. I kirkeforfatningsloven fastsættes folkekirkens ret til selvstændigt at styre kirkens indre anliggender, dog at læresager skal kunne prøves ved særlige domstole eller nævn.

8 Stk. 3. I kirkeforfatningsloven fastsættes bestemmelser om løsning af sognebånd og stiftsbånd samt om dannelse af valgmenigheder. Stk. 4. I kirkeforfatningsloven fastsættes bestemmelser om medlemmernes betaling af kirkeskat. 3. Folkekirkens indre anliggender Den afgørende nydannelse i det ovennævnte forslag er Folkekirkens ret til selvstændigt at styre sine egne indre anliggender. Heri ligger imødekommelsen af det stadig mere udbredte ønske om at også Folkekirken får del i den retlige religionsfrihed som alle de øvrige trossamfund nyder godt af. En sådan ordning kræver imidlertid at to forudsætninger er opfyldt. Det ene er etableringen af et eller flere organer der kan træffe bestemmelse om de spørgsmål der vedrører kirkens indre anliggender. Den anden forudsætning består i at det overhovedet er muligt at fastlægge begrebet Folkekirkens indre anliggender med fornøden klarhed. Spørgsmålet om etablering af repræsentative organer først og fremmest et samlende kirkeråd eller lignende, således som det kendes i vist alle andre lutherske kirker skal ikke forfølges nærmere her; kirkepolitisk er det meget omdiskuteret, men i juridisk-teknisk forstand frembyder det ingen væsentlige problemer. Det andet spørgsmål er det derimod nødvendigt at overveje nærmere. Det skyldes at den påstand har været fremsat at det simpelthen ikke er muligt at opstille en holdbar sondring mellem Folkekirkens indre og ikke-indre anliggender. Klarest er det formuleret af den daværende departementschef i Kirkeministeriet, August Roesen, der siger at det ville være overordentlig vanskeligt at finde en pålidelig afgrænsning af indre og ydre kirkelige anliggender (Dansk Kirkeret, 1976, s. 19). Påstanden er imidlertid ikke holdbar. Netop erkendelsen af at kravet om selvbestemmelse i Folkekirkens indre anliggender for så vidt blot er et ønske om at få lod og del i den almindelige religionsfrihed i 67 s forstand, baner vejen for en enkel og sikker løsning af problemet.

9 67 beskytter som anført den religiøse praksis i den forstand at reguleringen, tilrettelæggelsen og udøvelsen af denne praksis er uden for statsmagtens rækkevidde så længe den ikke strider mod sædeligheden eller den offentlige orden. Hvis man er inden for den religiøse praksis område, ville det således være grundlovsstridigt af statsmagtens organer at gribe ind. Er man udenfor (eller foreligger der et retsstridig forhold), kan staten derimod gribe ind. Det siger sig selv at på denne baggrund er det af største vigtighed at kunne fastslå med præcision hvor langt dette for staten urørlige område strækker sig. Eller, med andre ord, hvorledes det der er kaldt trossamfundenes religiøse praksis, nærmere afgrænses. Og megen kraft er da også nedlagt i grundlovens forarbejder, i den statsforfatningsretlige litteratur samt domstolenes og myndighedernes praksis for at fastlægge denne grænse. Sammenfattende kan man om disse bestræbelser, der har ført til en ret klar og fast forståelse af afgrænsningen, sige at den særlige beskyttelse i grundlovens 67 først og fremmest tager sigte på de egentligt kultiske handlinger og deres rammer (bøn, gudstjeneste mv.). Hertil kommer en række aktiviteter, som efter omstændighederne kan udgøre de nødvendige praktiske forudsætninger for de kultiske og rituelle handlingers udøvelse, f.eks. opførelse af kirker, templer, klostre mv., uddannelse og udpegning af præster og andre religiøse embedsindehavere, udformning af salmebøger eller tilsvarende, etc. Derimod falder aktiviteter af almindelig karakter, som f.eks. drift af skoler, hospitaler, sociale institutioner, klubber for unge eller ældre, uden for beskyttelsen efter 67 uanset om de udføres på et religiøst grundlag og med et religiøst sigte. Nu er det ikke noget stort skridt at betegne det værnede område i grundlovens 67 som trossamfundenes indre anliggender. Eller, omvendt, at benævne Folkekirkens indre anliggender som dens religiøse praksis. Og dermed er koblingen foretaget. Begrebet indre anliggender har haft en lang og retligt set temmelig afklaret eksistens i forhold til de trossamfund der er omfattet af grundlovens 67. Intet synes mere

10 nærliggende end at anvende ganske det samme udgangspunkt når spørgsmålet drejer sig om Folkekirkens indre anliggender. På denne baggrund kan man således roligt se bort fra indvendingen om at ordningen er uigennemførlig allerede fordi man ikke vil kunne fastlægge begrebet Folkekirkens indre anliggender, og dermed området for det folkekirkelige selvstyre, med fornøden klarhed. 4. Statens understøttelse af Folkekirken Også bestemmelsen i den nuværende grundlovs 4 har stået uændret i alle vore fem grundlove siden 1849. Den indeholder i virkeligheden to forskellige regler. Den ene (første led: Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke ) er en fastlæggelse af Folkekirkens konfession. Folkekirken skal som Folkekirke være evangelisk-luthersk; det kan og må der ikke røres ved, hverken af lovgiver, forvaltning eller domstole. Det andet led i 4 ( understøttes som sådan af staten ) fastslår statens særlige forpligtelse over for Folkekirken. I grundlovens forstand forudsætter Folkekirkens begreb at den overvejende del af befolkningen tilslutter sig den evangelisk-lutherske bekendelse. Forlader flertallet af befolkningen denne lære, eksisterer der således ikke mere nogen Folkekirke, ej heller selv om flertallet tilslutter sig en anden konfession. Skulle det ske, bliver 4 genstandsløs den handler om noget der ikke længere eksisterer og den evangelisk-lutherske kirke vil miste sin grundlovssikrede ret til statens understøttelse der jo kun tilkommer Folkekirken som sådan. Som anført indledningsvis er der her udtrykkeligt gjort den forudsætning at en sådan situation ikke kan påregnes at indtræffe i en overskuelig fremtid. Det vil under alle omstændigheder være hensigtsmæssigt at have Folkekirkens begrebsbestemmelse fastlagt i grundloven. Men det ville i så henseende være bedst og

11 mest afklarende om begge led i definitionen af Folkekirken udtrykkeligt anføres; både flertallets tilslutning og den evangelisk-lutherske konfession. Det første stykke i en reformeret 4 kunne herefter lyde således: Folkekirken er det evangelisk-lutherske trossamfund, som den overvejende del af befolkningen tilhører. Den afgørende retlige anstødssten for tilhængerne af religionslighedens principielle gennemførelse er som nævnt bestemmelsen om statens pligt til at understøtte Folkekirken. Ved vurderingen af hvorvidt bestemmelsen bør opretholdes eller ophæves, kan man ikke se bort fra dens rent praktiske virkning, først og fremmest i henseende til den økonomiske understøttelse (hvilket efterhånden er den helt dominerende kategori når man i dag taler om understøttelsens indhold). På den ene side yder staten betragtelige summer til Folkekirkens drift, især i form af tilskud til præstelønningerne. Heroverfor står imidlertid at Folkekirken af sine egne midler afholder ganske betydelige udgifter til udførelsen af offentlige opgaver (begravelsesvæsenet, civilregistreringen og vedligeholdelsen af den store mængde af historiske middelalderkirker er eksempler). Det er uhyre vanskeligt at gøre regnskabet op. Nogle vil ligefrem mene at det snarest er Folkekirken der økonomisk understøtter staten. Tilhængere af at bevare 4 i den nuværende form vil således vanskeligt kunne hente argumenter i bestemmelsens rent praktiske betydning under nutidens forhold. Men hertil kommer at der, som allerede anført, jo består en vis indre sammenhæng mellem 4 og 66 i grundloven. Og man kunne derfor spørge om en kirkeforfatning med øget selvstændighed og selvbestemmelse for Folkekirken ikke ville være naturligt forbundet med at statens retlige forpligtelser over for Folkekirken samtidig tones ned. Man kunne også udtrykke det således at hvis Folkekirkens retlige afhængighed af og forpligtelse over for staten løsnes noget, så bør det omvendte også være tilfældet; det er kort sagt et spørgsmål om en vis gensidighed i de indbyrdes forpligtelser.

12 Der er således flere forhold som ved siden af hensynet til den principielle religionslighed kunne tale for at nedtone, eller måske helt fjerne, grundlovens ord om statens pligt til at understøtte Folkekirken. Der er alligevel ingen som er i stand til med nogen form for sikkerhed endsige præcision at sige hvor langt forpligtelsen overhovedet rækker. Anderledes var det i 1849; men tidens gang og samfundets stigende sekularisering har medført at forestillingerne om understøttelsen og dens indhold er blevet stærkt udtyndet. På det økonomiske område er det tilmed som nævnt et spørgsmål om hvem der overhovedet understøtter hvem. Selv om man ikke havde den udtrykkelige forpligtelse i 4, kan staten sagtens på forskellig vis understøtte Folkekirken og ville måske også vedblivende gøre det så længe Folkekirken er en flertalskirke (og dermed overhovedet Folkekirke). Intet kan forhindre en sådan støtte medmindre man da ligefrem indførte et udtrykkeligt forbud så lidt som staten er afskåret fra efter omstændighederne at støtte også andre trossamfund. På denne baggrund ville det ikke være unaturligt fortsat at omtale statens mulige støtte til Folkekirken som sådan (dvs. som den langt overvejende flertalskirke), men ikke i form af en obligatorisk pligtregel. Den tredje mulighed i forhold til henholdsvis en obligatorisk pligtregel og en fuldstændig udeladelse af statens mulige støtte til Folkekirken er en fakultativ bestemmelse. En sådan fakultativ regel hvori det udtrykkeligt siges at staten kan støtte Folkekirkens almindelige virke økonomisk og på anden måde, ville fjerne i hvert fald toppen af de principielle indvendinger mod den nuværende udformning af 4. Samtidig ville den være bedre i overensstemmelse med de foreliggende realiteter på det økonomiske område end den gældende regel. Og endelig kan man hævde at ved overhovedet at have en bestemmelse om statens støtte til Folkekirken med i grundloven har man tilkendegivet at en sådan støtte efter omstændighederne kan være naturlig, men altså på ingen måde en retlig forpligtelse.

13 Som et sidste stykke i en reformeret 4 kunne man endvidere medtage en bestemmelse om at staten også kan overdrage Folkekirken at udføre visse offentlige opgaver. Dette er selvsagt noget andet end at støtte Folkekirken, men det er ligefuldt en vigtig facet af forholdet mellem stat og kirke. Samtidig svarer det jo til ganske omfattende realiteter såsom civilregistrering (hvis dette system altså overhovedet skal opretholdes i kirkeligt regi), begravelsesmyndighed, kirkegårdsdrift, vedligeholdelse af historiske bygninger, navngivning, vielsesmyndighed, etc. Med henblik på visse af disse opgaver ville det i øvrigt være naturligt at indføje en tilsvarende bestemmelse, om overdragelse af offentlige opgaver, i grundlovens paragraf om de andre trossamfund. I det omfang staten overdrager Folkekirken at udføre offentlige opgaver, må det ske under statens tilsyn. Det samme gælder for den del af Folkekirkens virksomhed der måtte blive udført på grundlag af statens økonomiske støtte. Begge dele bør udtrykkeligt fremgå af grundlovsbestemmelsen. På baggrund af det anførte kunne 4 efter det allerede nævnte stk. 1 som fastslår Folkekirkens begreb lyde således: Stk. 2. Staten kan støtte folkekirkens almindelige virke økonomisk og på anden måde. Den del af folkekirkens virke, der udføres på grundlag af statens økonomiske støtte, sker under statens tilsyn. Stk. 3. Staten kan overdrage folkekirken at udføre offentlige opgaver, der står i forbindelse med folkekirkens almindelige virke. Udførelsen af sådanne opgaver sker under statens tilsyn. 5. En mindretalskirkelov I denne artikel har opmærksomheden været rettet mod spørgsmålet om en kirkeforfatning for Folkekirken og sammenhængen mellem en sådan kirkeforfatning og en styrkelse af religionslighedens princip gennem en ændring af bestemmelsen om

14 statens pligt til at understøtte Folkekirken. Til et samlet billede af den grundlovsmæssige forankring af princippet om religionslighed hører også 69, De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov. Ud over det allerede anførte om også i denne bestemmelse at anføre muligheden for at staten kan overdrage til de enkelte trossamfund at udføre opgaver som står i forbindelse med trossamfundenes almindelige virke, er det vanskeligt at konkretisere en nærmere udformning af bestemmelsen, i hvert fald hvis den i lighed med en ændret 66 skulle have et lidt mere substantielt indhold. Man kan ikke som for Folkekirkens vedkommende tage et udblik over den gældende regulering af mindretalskirkernes forhold og på dette grundlag danne sig en forestilling om en mindretalskirkelovs emnemæssige indhold. En sådan udbygget regulering af mindretalskirkernes forhold eksisterer ikke. Og måske bør den heller ikke eksistere. Det må i meget vidt omfang bero på mindretalskirkernes egne ønsker. Og her kan man ikke se bort fra at de, ganske mange, trossamfund der findes her i landet, frembyder en overordentlig mangfoldighed i henseende til størrelse, struktur, kulturel baggrund og indhold. Dermed ikke være sagt at opfyldelsen af grundlovens løftebestemmelse i 69 er en umulighed, men blot at det i flere henseender er en langt vanskeligere og mere kompliceret sag end at opfylde løftet i 66 om en forfatning for Folkekirken.