Skulpturer i Kerteminde. Amanda er ikke den eneste ene

Skulpturer i Kerteminde Amanda er ikke den eneste ene

Skulpturerne en vigtig del af bybilledet I somrene til husede Kerteminde en International Art festival, der hvert år tiltrak mange kunstnere fra ind- og udland og et stort publikum af kunstinteresserede. Et element i hver af de fire festivaler var en skulturudstilling, hvor skulpturer udført af danske og udenlandske billedhuggere satte et smukt præg på bybilledet. Skulpturudstillingerne inspirerede en borger, Alice Rasmussen, bestyrelsesmedlem i Art festivalen Venner til at samle informationer om alle de skulpturer, der har deres faste plads i Kerteminde. Denne pjece er et resultat af Alice Rasmussens research. Alices søgen gjorde hende opmærksom på en artikelserie i gamle udgaver af Kjerteminde Avis. Helt tilbage i 84 bragte avisen en serie om skulpturer i Kerteminde. Alice Rasmussen tog også rundt for at se skulpturerne med egne øjne, og hun tog fotos til denne pjece. Fra et besøg ved Amanda-statuen fortæller Alice Rasmussen om en lille positiv hændelse. En mor med en 3-årig dreng kom og kiggede. Drengen løb hen til Amanda, stirrede med store øjne og udbrød Nøj, en stadu! Jeg forstod det ikke umiddelbart, siger Alice Rasmussen. Men moderen gentog, ja, det er rigtigt det er en statue. Men tænkt, at en 3 årig kendte det ord. Det gjorde mig helt høj! Kolofon Udgivet november med støtte fra Græsrodspuljen i Kerteminde Kommune Oplag: 5000 stk. Tekst: Kim Jørstad, Tekstsnedkeriet Grafisk tilrettelægning: Michael Grønlund Idé: Alice Rasmussen Fotos: Alice Rasmussen, undtaget siderne,, og 21 af Michael Grønlund

1 Amanda Amanda-skulpturen blev afsløret den 22.marts 54. Den blev til på opfordring af Kerteminde Byråd. Fortællingen om Amanda handler om Kerteminde-pigen Sophie Kragh, der svigtede sin forlovede til fordel for en student. Sophie Kragh blev født i 71 i Langegade 5, hvor hendes far var urmager. Omkring 90, da Sophie var år gammel, rejste hun til København for at blive skuespiller. Hun blev forlovet med forfatteren Anton Melbye, men ham svigtede hun for en ung student. Studenten var i øvrigt også fra Kerteminde. Den episode dannede grundlag for en skillingsvise, der blev en landeplage i 93. Derefter var navnet Amanda uløseligt forbundet med fiskerpiger fra Kerteminde. Visen om Amanda er skrevet af revydigteren Axel Schwarenflügel. Sophie Kragh blev aldrig gift. Hun døde af lungebetændelse i en alder af blot 39 år. Robert Lund Jensen. Født i Odense i, udlært som malersvend i 35. I årene 35-36 var han elev hos billedhuggeren Erik Cohrt. Robert Lund Jensen fik sit store gennembrud da han i 47 vandt 1. præmien i en landskonkurrence om et monument for besættelsestidens ofre. Dette blev opstillet i Ansgar Anlæg i Odense d. 5. maj 50. Amanda skulpturen er et af hans bedst kendte værker. Oprindeligt fik Robert Lund Jensen blot til opgave at skabe en skulptur til Kerteminde. Da han havde specialiseret sig i at skabe kvindeskulpturer, og da Kerteminde var en fiskerby, valgte han meget naturligt at skabe en skulptur af en fiskerpige. At den derefter blev navngivet Amanda hang sammen med, at Kerteminde allerede i forvejen var kendt som Amandas by. Robert Lund Jensen skabte mere end 50 skulpturer, som er i offentlig eje. Endnu en af disse skulpturer er opstillet i Kerteminde. 3

2 Paludan-Müller Busten af digteren Frederik Paludan-Müller blev afsløret på 0 års dagen for digterens fødsel, den 7. februar 09. Busten står uden for digterens fødehjem, Langegade nr. 2e. Oprindeligt stod den i et parkanlæg, der efterhånden blev mindre og mindre på grund af vejomlægninger. I forsvandt den sidste lille rest af parkanlægget. I dag skuer Paludan-Müller ud over Renæssancehavnen. Frederik Paludan-Müller blev født i Kerteminde som fjerde søn af præsten Jens Paludan-Müller. Moderen blev psykisk syg og døde allerede da drengen var år. Frederik Paludan-Müller levede i sine barndomsår mellem søskende og kammerater en smule «for Lud og koldt Vand», som han selv senere udtrykte det. Dog huskede han altid med stor kærlighed Kerteminde og var fuld af anekdoter om snurrige originaler fra byen, som han også har beskrevet det i sit sidste store arbejde, Ivar Lykkes Historie. Mest kendt er Paludan-Müller for digtet Adam Homo, en såkaldt versroman. Frederik Paludan-Müller døde i 76, hvor han var regnet som en af sin samtids bedste digtere. En mindeplade for digteren blev sat op på Langegade 2e. Den blev højtideligt indviet i 41. Busten af Frederik Paludan-Müller er udført af billedhugger, professor Theobald Stein, 29-01, T. Stein blev uddannet på Kunstakademiet fra 41 og han arbejdede samtidig hos H.V. Bissen. Stein blev docent i anatomi ved Kunstakademiet 67, professor i billedhuggerkunst fra 83 og direktør for Kunstakademiet 93-96. Den klassicistiske tradition fra Thorvaldsen og Bissen prægede tidligt Steins kunst, men han blev snart grebet af tidens interesse for det historiske og monumentale. Mange af hans værker findes i København, bl.a. Ludvig Holberg afsløret 75 foran Det Kgl. Teater, og Niels Juel, opstillet i bronze 81 ved Holmens Kanal; ved Marmorkirken står bl.a. statuen Ansgar (bronze, 94). Desuden udførte han talrige portrætbuster og -medaljoner af fremtrædende personer.

3 Siddende kvinde Bronzeskulpturen fra 93 står på Kerteminde Nye Kirkegård. Den er deponeret her af Ny Carlsbergfondet. Hanne Varmings særlige force er et skarpt blik for de skulpturelle motiver i hverdagssituationer. Det kan være en kvinde, der går gennem parken med et barn på hoften eller en gadesælger i Marokko. Hendes følsomhed og indlevelse i det specifikke ved den enkelte person er stærk. Et helt specielt forhold har hun til gamle koner, et motiv hun begyndte at arbejde med, mens familien boede på Femø. Det motiv har fulgt hende i over tyve år. Snart sidder konen på en stol, en kasse eller en bænk, snart står hun i en dør, måske sammen med en anden kone. I disse skulpturer arbejder Hanne Varmin stærkt hen imod det forenklede næsten karikerende billede med vægt på det skulpturelle formsprog. Hendes evner for at gengive en rumlig illusion i det lave relief har gjort hende til en benyttet skulptør af medaljer og mønter. Hun har også lavet skulpturer i overnaturlig størrelse og skulpturgrupper, som synes at være krøbet ned fra soklen for naturligt at blande sig med det dagligdags liv, f.eks. Familiegruppe ved gavlen til Det gamle Rådhus i Hjørring og Vikingeætlinge i Ålborg. Disse skulpturer viser, at hun ønsker at gøre sine værker alment tilgængelige, så de bliver en fortrolig del af folks hverdag. (Kilde Weilbacks kunstnerleksikon) Hanne Varming er født den. maj 39 i København. Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 58 65 hos Gottfred Eickhoff og Mogens Bøggild og debuterede på Charlottenborg Forårsudstilling i 63. Hanne Varming var medlem af Kunstnersammenslutningen Kammeraterne fra 74 til 01 og har været medlem af Kunstnersammenslutningen Corner siden 01. Fra 86 til 93 var hun medaljør hos Den Kgl. Mønt, og har således været designer af forsiden på - og -kronen. Hanne Varming har bl.a. fået opstillet en bronzestatue af Apollonia i Viborg, og i 06 færdiggjorde hun fire større skulpturer til fire gårdrum i det nye Statsfængsel Østjylland på Enner Mark uden for Horsens. De fire skulpturer er Knælende dreng, Emma på bænk, Mand med barn og Mine Oldeforældre. Mand med barn er skabt til fængslet, mens andre af hendes værker også er at finde andre steder i det offentlige rum, bl.a. på Kultorvet og Victor Borges Plads i København. 5

4 Sejlskulpturen Skulpturen blev afsløret i september 99 på engen ved Roklubben efter lange diskussioner, om hvor den skulle stå. Den er udført af Lindøværftets lærlingeafdeling efter model udført af billedhugger Svend Åge Christensen. Skulpturen blev finansieret af Albanifonden og Brugsforeningens Jubilæumsfond. Kunsteneren Svend A. Christensen, født 29. Svend Christensen var oprindeligt kerteminder og havde hele sin barndom og ungdom i Kerteminde. Han blev uddannet som journalist, men havde stor trang til at arbejde kreativt. Som voksen deltog han i en del sneskulptur-konkurrencer i ind og udland og det var netop en sneskulptur, der inspirerede uddeleren i Super Brugsen til at kontakte Svend Christensen. Uddeleren ville gerne have Svend Christensen til at komme med et udspil Svend Christensen udarbejdede modellen, som lærlingene på Lindø derefter realiserede i fuld størrelse. Oprindeligt kaldte Svend Christensen skulpturen for De tre svaner, fordi svaner var et meget brugt synonym for sejlskibe. I dag bor Svend Christensen på Fejø

5 Ung pige Skulpturen af en ung pige står tæt på indgangen til Kerteminde Byskole. Skulpturen har stået på sin plads siden 76, hvor den blev givet til skolen af kommunen i anledning af skolens jubilæum. Pengene til den unge pige kom fra P.C. Rasmussen og hustrus Fond. Billedhugger Keld Moseholm Jørgensen har fortalt, at han brugte sin kone som model for skulpturen. Tanken var fra kommunens side, at skulpturen skulle appellere til ungdommen, og kunstneren havde første en anden idé til en skulptur, men den idé var for dyr at realisere. Keld Moseholm Jørgensen (født 36) Oprindeligt arbejdede Keld Moseholm primært naturalistisk og som regel med kvindefigurer og børn. Fra begyndelsen af 80 erne er han blevet kendt for de skulpturer med små tykke mandstumlinger, der boltrer sig på forskellig vis. Han skulpturer er at se utallige steder i Danmark og i store dele af verden. Til Kerteminde foreslog kunstneren først en skulptur, der skulle forestille to drenge, der spiller fodbold, men det rakte pengene ikke til. Skulpturen med de to drenge blev alligevel købt med hjælp fra Albani Fonden, og den står nu ved Idrætshallen. 7

6 To drenge, der spiller fodbold Til pladsen foran Kerteminde Skole foreslog Keld Moseholm først en skulptur, der forestillede to drenge, der spillede fodbold. Den skulptur var imidlertid for dyr og i stedet blev det til den skulptur af en ung pige, der nu står foran Kerteminde Byskole. (se side 7). Skulpturen med de to drenge blev alligevel indkøbt med hjælp fra Albani Fonden. Skulpturen står nu ved Idrætshallerne.

7 Legende børn I Kildeanlægget ved Hindsholmvej står en lille skulptur med en pige og en dreng i de første teenageår. De to børn holder hinanden i hånden, og drengen forsøger tilsyneladende at trække pigen med i vandet. Hun stritter vist imod, men man aner, at hun føler sig fristet, og at hun vil give sig. Skulpturen er udført af Robert Lund-Jensen (se side xx), der også skabte Amanda-skulpturen. Historien er, at legatet Marie og P. C. Rasmussens legat til minde om deres forældre stille og roligt voksede sig større op gennem 50 erne efter at have medfinansieret Amanda. I begyndelsen af 60 erne var der kapital til en ny skulptur, og byrådet spurgte Robert Lund-Jensen, om han havde en god idé til en ny skulptur og også et forslag til placering. Arbejdet med modellen til skulpturen foregik i begyndelsen af 61 på kunstnerens værksted i Odense, og Robert Lund-Jensen udtalte dengang til Kjerteminde Avis; Jeg tager denne nye opgave som bevis for, at man i Kerteminde er tilfreds med min Amanda-pige, og det er jeg naturligvis glad for. 9

8 Alhed Larsen På den gamle kirkegård i Vestergade, Kerteminde står en buste af Alhed Larsen på gravstedet for Alhed og Johannes Larsen. Alhed blev født i 72 på Erikshåb, Midtfyn. Allerede hendes barndomshjem var et samlingspunkt for kunstmalere. Hun begyndte selv i 85 at male under vejledning af Fritz Syberg. Senere blev også Johannes Larsen en del af kredsen på Erikshåb. Alhed boede i en periode som ung hos sin morbror Ludvig Brandstrup i københavn, og hun arbejdede i nogle år som glasurmaler på det kongelige Porcelænsfabrik. I 98 blev hun gift med Johannes Larsen. Alhed markerede sig selv som kunstmaler og udstillede i begyndelsen af det forrige århundrede på Charlottenborg Forårsudstilling. Hun er i dag godt repræsenteret på Johannes Larsen Museet. Alhed døde den 31. august 27, mens Johannes Larsen var på Island. Ludvig Brandstrup var morbror til Alhed Larsen. Ludvig Brandstrup blev født i 61 i Tranekær på Langeland. Han blev opridneligt uddannet som snedker, men fik lyst til at blive billedhugger og blev allerede allerede som 23 årig elev på Vilhelm Bissens atelier. Han debuterede som billedhugger i 86 på Charlottenborg, og fik flere gange akademiets årsmedalje. Ludvig Brabdstrup tog på flere studierejser til Italien, og det var disse studier sammen med arbejdet i Bissens atelier, der fik betydning for ham som billedhugger. Brandstrup udviklede sin portrætkunst og blev på dette område en af sin generations betydelige kunstnere, ofte benyttet ved offentlige bestillinger. Han udførte portrætter af en lang række kulturpersonligheder i samtiden, blandt andet Vilhelm Kyhn, ca. 89, A. G. Vigeland,91, (marmor 06), Julius Lange, 96. Af større arbejder har han bl.a. udført rytterstatuerne af Christian IX i Esbjerg og Slagelse,, marmorstatuen af Ottilia Jacobsen, 05 i glyptoteket, Georg Zoéga ved glyptoteket samt Peter Buhl-monumentet i Fredericia, og statuen af Ole Rømer uden for Polyteknisk læreanstalt,.

9 Sandstenstavle, Langegade 6 En sandstenstavle på bagsiden af den bygning, der huser Sparekassen Fyn, sidder en sandstenstavle fra 00-tallet. I de to øverste hjørner bærer den årstallene 30 og. Tavlen viser den ejendom, der tidligere lå på grunden, som var ejet af borgmester og byfoged Peter Chr. Schøtz. Tavlen var et indlæg i en nabostrid mellem Schøtz og hans nabo rådmand Andreas Høyer. Sidstnævnte havde bragt en del sladder til torvs om rådmand Schøtz og om hans forhold til ægteparret Hoppensach. Høyer blev stævnet for retten af Schøtz, som beskyldte sin nabo for at have bortført nogle kreaturer fra en fold på magistratens græsningsgareal ved Gedskovvej, nord for byen. Høyer svarede ved at klage over Schøtz og bruget blandt andet det udgangspunkt, at han selv var en fattig mand, der blev forfulgt af den rige Schøtz. Striden varede i flere år, selv om stiftamtmanden forsøgte at mægle. Sagen endt med en form for sejr til Schøtz, der satte punktum med sandstenstavlen. Tavlen bærer teksten: Lad kun Misundelsens Forgiftig Vinde blæse Mit Hus og Haab på Gud Min faste Grundvold staar Bagvascheren i Scham skal Hænge ved sin Næse Naar Løgn for Sandhed Soel bortsmelter og Forgaard Kunstner: ukendt

Sandstenrelief på Drigstrup Kirkegård Sandstenrelieffet viser kunstmaler Fritz Syberg, der ligger begravet på kirkegården sammen med sine børn, datteren Bessie og sønnen Frantz. Familien levede i en lang periode på Pilegaarden, der stadig ligger ved boligområdet Sybergs Have i Kerteminde. s atelier er bevaret og kan ses på Pilegården. Relieffet er udført af Fritz Sybergs ældste søn Hans Syberg, 95 79. Egentlig ville Hans Syberg have været kunstmaler som sin far, men en mistanke om farveblindhed gjorde, at han i stedet blev billedhugger. Et af Hans Sybergs hovedværker er Tyr, der blev opstillet ved Kold College i 39. En tons tung granitkolos som symbol på alle danske tyre, for øjeblikket i ro, men med de kolossale kræfter spændt til bristepunktet. Hans Syberg udførte en række buster, bl.a. af faderen.

Tulipanknop ved rådhuset Skulpturen blev afsløret i august 84. Skulpturen blev købt af Kulturudvalget under Kerteminde Kommunens Byråd for renterne af legatet efter manufakturhandler P.C. Rasmussen og hustrus legat til byens forskønnelse. Skulpturen har en særlig vandeffekt. Den er udført i granit. Tulipanknoppen blev afsløret på den dag, hvor Mogens Ryhl-Svendsen, 34-84, ville være fyldt 50 år. Han er repræsenteret med værker mange steder, primært på Fyn, blandt andet med skulpturen Kattemor ved Nordvestskolen i Otterup; Mor og barn, Alleshave Skulpturhave, Torso, Otterup Rådhus samt udsmykninger for eksempel relieffet To børn. Vester Skerninge Friskole, Granitpige, Abildgårdskolen, Odense, Myte, granit, Bogense Skole;Genesis, Fåborg Gymnasium., Rok-æg, Brylle Skole; Vandkunst, menighedsplejehjem, Falen, Odense; Tulipanknop blev fuldført efter kunstnerens død af keramiker Jørgen Meier Larsen og stenhugger Hans Jørgensen.

Christmas Møller Busten står ved foden af Møllebakken. Byrådets Kultur- og Fritsdsudvalg besluttede i november, at skulpturen skal flyttes til skovanlægget ved Klintevej i byens sydlige udkant. Christmas Møller var konservativ politiker, og leder af Det konservative Folkeparti mellem 28 og 39. Christmas Møller var minister i den nationale samlingsregering under krigen. Han blev imidlertid mere og mere kritisk overfor samarbejdspolitikken og til sidst krævede besættelsesmagten hans afgang. I 42 rejste han i landflygtighed i London, hvorfra han blev kendt for sine radiotaler og opfordringer til national modstand. I løbet af besættelsen bevægede Christmas Møller sig i stigende grad politisk mod venstre. Der var tale om en radikalisering af hans økonomiske middelstandspolitik, som førte ham til en stadig større forståelse for kommunister og socialdemokrater. Denne politiske nyorientering afspejledes i Det Konservative Folkepartis partiprogram i 45 og i Christmas Møllers berømte udtalelse fra samme år Vi er alle socialister. Holdningen førte selvsagt til stadig flere konfrontationer med det konservative bagland. Uenigheden kulminerede i 47 hvor han, i modstrid med partiets politiske linje, satte sig imod en grænserevision, der skulle forene Flensborg med Danmark. Dette blev det endelige brud med Det Konservative Folkeparti, som mere end noget andet var hans livsværk. Han meldte sig ud af partiet og døde i 48. Christmas Møller var hele sit liv knyttet til Kertemindekredsen, hvor han var opstillet. BilledhuggerenJørgen Gudmundsen-Holmgreen 95-66. Straks efter sin studentereksamen meldte han sig som elev hos billedhuggeren Anders Bundgaard, og her blev han til. Dette år debuterede han på forårsudstillingen ved Charlottenborg med sin første figur. Efter debutudstillingen udstillede Gudmundson- Holmgreen.gennem mange år på Charlottenborg, både på forårsudstillingen og efterårsudstillingen; Han deltog desuden på flere inden- og udenlandske udstillinger, fx i Biennalen 42. Særlig fremragende var han som portrætskulptør. Portrætstatuen af Christmas Møller regnes for en af Gudmundson- Holmgeresens mest vellykkede arbejder.

Sortekilde Flammen Skulpturen står på Sortekilde, hvor den blev rejst i september Henrik Stebit fortæller selv om sin skulptur: På en smuk og solbeskinnet lørdag med stille vejr og en fantastisk udsigt til Storebælt blev Sortekilde-Flammen endelig afsløret i al sin skønhed. Efter næsten 3/4 års blod, sved, tårer og ikke mindst hårdt arbejde stod Flammen stolt på Sortekilde-anlægget i flot kontrast til en sensommerblå himmel med små vanddråber fra springvandet funklende i september solen, og med de stolte smede ved siden af. Jeg er sikker på at alle fremmødte var enige med mig i, at den er umådeligt flot og i perfekt afstemt harmoni med de omgivelser, den fremadrettet skal leve op til. Men kig forbi, og se det ved selvsyn hvis du ikke allerede har været der.. Kunstner Henrik Stebit, født 65, opvokset og bosat i Kerteminde, autodidakt kunstner med mange forskellige udtryksformer. Henrik Stebit arbejder med såvel blyant, kul, tusch, ler, rav, træ, gips, metal, stenhugning, akvarel, olie, acryl maleri som sølv- og bronzestøbning. Henrik Stebit fortæller: Drivkraften i alt,hvad jeg laver, er en helt uimodståelig lyst til at afprøve ideer i praksis. Er der først dukket en op, kan jeg ganske enkelt ikke slippe den igen, før jeg har afprøvet den. Jeg fascineres ofte af mine omgivelser, naturens tilfældige former og udtryk så det kan næppe forbavse nogen, at det nære og naturlige er vigtige elementer, når jeg skal udtrykke mig kreativt eller kunstnerisk om man vil. Det er vigtigt for mig, at det endelige resultat føles rigtigt, er behageligt at se på, rart at røre ved, eller lign.

Ederfugl Skulpturen af ederfuglen står ved foden af Møllebakken ved Johannes Larsens Museet. Stavemåden Ederfugl skyldes i øvrigt Johannes Larsen, der altid stavede det på den måde, fordi han ikke mente, at der var noget giftigt ved fuglen. Statuen er finansieret af Ny Carlsberg Fondet. Ederfuglen blev præsenteret i forbindelse med kongeparrets besøg i Kerteminde i juni. John Olsen, født 48, er en alsidig billedkunstner: billedhugger, grafiker, tegner, maler og fotograf. Han er blandt andet inspireret af Johannes Larsen, som han engang mødte i dennes hjem på Møllebakken i Kerteminde. John Olsen er derfor naturligt knyttet til Johannes Larsens Museet, og museet arrangerede en stor udstilling med John Olsens værker i maj 08, da John Olsen fyldte 70 år. Ved samme lejlighed udgav museet biografien, John Olsen - Kunsten af se af museets direktør Erland Porsmose.

Vikingeskibs-profilen i rundkørslen ved indkørslen til Kerteminde fra Odense I perioden - gennemførte Kerteminde et destinationsudviklingsprojekt under titlen Kerteminde Haven ved Havet. I forbindelse med dette projekt arbejdede flere netværksgrupper med selvvalgte projekter, der skulle bidrage til at markere Kerteminde som destination for kystturisme. En af disse netværksgrupper satte sig for at forskønne byen og samtidig understrege det kystnære og de historiske rødder tilbage i vikingetiden. Rundkørslen, der tidligere var beplantet med almindeligt græs, blev omdannet til en strandbred med sand, ral, marehalm og andre planter, der hører stranden til. Som blikfang på højen i rundkørslen blev der anbragt en silhouet af et vikingeskib. Initiativtager til projektet var Poul Kingo Pedersen sammen med foreningen Ensomme Gamle Mænd og medlemmer af Ladby Skibslaug. Sidstnævnte laug var stiftet med henblik på at skabe en kopi af vikingeskibet. Finansieringen kom i stand gennem EU-projektet Udvikling af stedbundne turismekoncepter i danske kystferiebyer og med blandt andet vikingemuseet i Ladby som sponsor.

Johannes Larsen og Fritz Syberg Skulpturen af de to kunstnere med stærk tilknytning til Kerteminde blev afsløret i 06. Skulpturen støbt i bronze var en selvvalgt opgave for Bjørn Nordahl, der blev inspireret af et fotografi i en bog fra Johannes Larsen Museet. - Fotografiet er i sig selv en skulpturel udfordring, for Larsen og Syberg står tæt. Og varme og kammeratskab lyser ud af dem. De står i deres pæne tøj og betragter kunst. Min opgave er at gå videre og forsøge at omsætte det i ler, udtalte Nordahl til Kerteminde Ugeavis. Bjørn Nordahl blev født på Frederiksberg den 21. september 39, han døde i i Munkebo. Bjørn Nordahl var uddannet modellør fra Den Kongelige Porcelainsfabrik i 60. I 89 flyttede han til Martofte på Hindsholm, hvor han boede, indtil han flyttede til Munkebo kort før sin død. Nordahl er kendt for mange værker, og han holdt i sær af at portrættere og modellere kroppen, ikke mindst med kvindekroppen.

Bjørn Nordahl arbejder i sine skulpturer med et naturalistisk formsprog, stærkt rodfæstet i den akademiske skolings tradition. Han gennemarbejder ofte en figur flere gange. Det gælder eksempelvis hans store Stående kvinde fra 95, som er en omarbejdning af en figur fra 86. Hans skulpturer er resulatet af en nøje iagttagelser af mennesket, hvor det øjeblikkelige indtryk omsættes til gennemtænkt form, og oplevelsen synliggøres. Hans portrætter, både de modellerede og de grafisk fremstillede, demonstrerer en nøje og grundig iagttagelse, hvor de individuelle personligheder kommer til deres ret. Som grafiker behersker han alle sort/hvide teknikker, og de fine spændinger mellem mørke og lyse partier, stofligheden og oplevelsen af det sete vidner om hans store kendskab til og inspiration fra ældre tiders kunst, nok især fra Rembrandt. (Weilbachs kunstnerleksikon) Fritz Syberg Fritz Syberg er sammen med Johannes Larsen en af de malere, der i særlig grad knyttes til Kerteminde. I samtiden var det, dem der tegnede Fynbomalerne. Han havde en fattig barndom i Fåborg. Som ung kom han i lære som håndværksmaler hos maleren Peter Syrak Hansen. Et kortvarig ophold på Kunstakademiet i foråret 84 blev fulgt af Zahrtmanns Malerskole under Kristian Zahrtmann fra 85 til ca. 91. I sine tidligste malerier var Frits Syberg stærkt påvirket af Zahrtmann. Det kom bl.a. til udtryk i maleriet Dødsfald, der findes på Statens Museum for Kunst. Her har Fritz Syberg studeret lyset og fastholdt sin erindring om moderens død på Faaborg Fattighus, da han var barn. Allerede som ung malersvend på arbejdsferie i Faaborg mellem vinteropholdene i København på Zahrtmanns Skole var han optaget af den bakkede natur i omegnen af Svanninge. Syberg blev sammen med Peter Hansen og Johannes Larsen fra Kerteminde kendt som Fynboerne. Gruppen kaldtes også bondemalerne, da de i stor udstrækning malede motiver som landskaber, fugletræk, hverdagen, jagt etc. Syberg flyttede fra Svanninge i 02 sammen med hustruen, maleren Anna Syberg, og deres børneflok til Pilegården ved Kerteminde, tæt på Johannes Larsens Møllebakken. Han fandt ofte sine motiver i det omgivende bakkeland og på Fyns Hoved. Som landskabsmaler fastholdt Fritz Syberg sine fynske rødder, først i Dyreborg og Svanninge som i Forår og i den berømte Aftenleg i Svanninge Bakker og senere i egnen omkring Kerteminde, hvor også haven og den stadig voksende børneflok blev meget benyttede motiver. Fritz Syberg arbejdede videre med motiverne i sine oliemalerier, bl.a. i Dødens komme, 05-06, Faaborg Museum, og Døden ved vuggen. I en periode malede han akvareller, mest af eksotiske fugle og dyr. Inspireret af sin svigersøn, maleren Harald Giersing, overførte han den laserende teknik fra akvarelmaleriet til oliemaleriet, hvorved der blev skabt en større lethed end tidligere. Fritz Syberg var medlem af Den Frie Udstilling fra 93 og modtog i 27 Thorvaldsen Medaillen.

Bas relief af Byens våben Over indgangen til biblioteket, der tidligere var byens Rådhus. Kan føres tilbage til det. århundrede

Tre søjler ved Fjorden Kunstværket Tre Søjler er rejst ved bebyggelsen Ved Fjorden, yderst i Vestergade i oktober. De tre søjler er beklædt med keramiske fliser, som alle er udsmykket med tegn enten for menneskets færden (aftryk af nøgler, bogstaver, dækaftryk, eller for livet i fjorden (tang, søstjerner, fisk). Ifølge kunstneren er det netop tanken med kunstværket at symbolisere samspillet mellem fjorden og de mennesker, der bor tæt ved vandet. Kunstværket er udviklet i et tæt samarbejde med bestyrelsen for beboerne i Domeas afdeling Ved Fjorden. Udgangspunktet har også været, at det ikke skulle være en skulptur, der larmer ved sin tilstedeværelse, sagde Helle Fabricius til Kjerteminde Avis. Den skal stille og roligt rumme en fortælling, som beboerne måske får lyst at fantasere om, eller måske snakke med deres børnebørn om. Kunstværket er finansieret af Domeas Kunstfond. Keramikeren Helle Fabricius, født 60, betegner sig selv som kunsthåndværker. Hun har sit værksted i Dalby på Hindsholm, hvor hun fremstiller keramik, porcelæn og raku, ofte som brugsgenstande. Helle Fabricius leverer også større bestillingsarbejder, for eksempel til skoler og andre institutioner. 21

Tænksom pige Skulpturen står på Kerteminde gamle Kirkegård i Vestergade. Skulpturen blev finansieret og skænket til kirkegården af en kreds af kunstnerens venner. Den tænksomme pige sidder på sin sokkel af Bornholmsk granit og er fordybet i sine tanker. Brysterne hviler mod lårene og hænderne folder sig om fødderne. Figuren blev rejst på kirkegården i Bjørn Nordahl. Se side

Porten Skulpturen står ved Kertemindes Ny Kirkegård, hvor den blev afsløret i forbindelse med nyanlægget af Kirkegårds Allé i april. - Porten er jo symbol for overgang og transformation, men der ligger mange tolkningslag i det, fortalte Per Ahlmann til Fyens Stiftstidende. Det handler nok meget om, hvad man selv er fyldt af i forvejen - for nogle er den meget natur, for andre meget kropsligt, siger Per Ahlmann, der har lavet skulpturen efter at have mødt kirkegårdsleder Ulrik Christiansen og på baggrund af et projekt, keramikeren havde skitserne liggende til. Per Ahlmann har lavet én anden skulptur til en kirkegård, og så har han lavet enkelte gravsten i keramik. - Det er ret specielt. Jeg har vel lavet cirka keramikgravsten, som står rundt omkring i landet. Men det er noget, jeg arbejder på at udvikle - for keramikken giver mulighed for at bruge mere tid på formgivning og farverne. Og det er meget specielt at være med til, siger kunstneren. Kunstner Per Ahlmann, født 65, kan betegnes som en keramisk skulptør, der opererer i meget nær forbindelse med sit materiale. Han fremstiller værker, der forener det konkrete med det abstrakte - skulpturer der blot og bart er skulptur. Per Ahlmann er uddannet fra Danmarks Designskole i 95 og har gennem hele sin karriere arbejdet hen imod sit karakteristiske udtryk, der forener konkret med abstrakt, materiale med koncept og håndværk med kunst. En skulptur er ifølge Per Ahlmann lykkedes, når den virker som en gengivelse af noget man burde genkende, men alligvel er helt abstrakt. At skulpturen kan fremkalde denne fornemmelse bygger blandt andet på en form for selvfølgelighed, som skal være til stede i sammenstillingen og overgangene mellem skulpturens delelementer. Desuden er det et særkende hos Ahlmann, at det specifikt er keramikkens potentiale som skulpturmateriale, der driver ham. Glasuren er en slags påklædning. På godt og ondt. Ahlmann vælger som regel, at iklæde sine skulpturer glasur for at tilføre dem mangfoldighed og identitet. Det giver ham mulighed for at trække værket i en ny eller bestemt retning ved at accentuere udvalgte områder eller modsat samle værket til en monokrom helhed. Glasuren byder, for en kunstner som Ahlmann, på uudtømmelige muligheder i kraft af den komplekse kemi. KUNSTEN:NU, oktober 23

2 4 5 6 1 8 9 7 3 N