KØRESPORTEN Dansk Køre Forbund Protektor HKH Prinsesse Benedikte 5 2001 November
Dansk Køre Forbund Protektor HKH Prinsesse Benedikte Køresporten udgives af Dansk Køre Forbund, og udkommer medio februar, april, juni, august, november Sidste frist for bidrag 15. januar, 15. marts, 15. maj, 15. juli, 15. oktober Redaktion Ansvarshavende redaktør Ole Jespersen, Bækkedal 16, 9210 Aalborg SØ, tlf 9814 7880, fax 9814 7820, e-mail ole@ekvipage.dk Redaktionelt stof Ingrid Berner Larsen, Mølleskovvej 125, Allindelille, 4370 St. Merløse, tlf og fax 5760 0431 Meddelelser fra selskaber Lisbeth Hartmann, Brøndens Mark 5, Thorup, 9320 Hjallerup, tlf 9885 7035, fax 9885 7034, e-mail bechhart@post10.tele.dk Annoncer Lisbeth Hartmann og Ole Jespersen Trykning Arden Bogtrykkeri A/S, Gutenbergvej 1, 9510 Arden, tlf 9856 1022, fax 9856 2220 Distribution Vibeke og Hans Tang, Volstrupvej 2, 8370 Hadsten, tlf 8698 1439 DKF s tilknyttede selskaber Bornholms Køre Selskab, BKS Dansk Køre Selskab, DKS Fyens Køre-Selskab, FKS Himmerlands Køre- og Rideforening, HKR Midtjysk Køre Selskab, MKS Slesvigske Køre Selskab, SKS Thy Køre Selskab, ThKS Trekantens Køre Selskab, TKS Vendsyssel Køreforening, VK Vestjysk Køre Selskab, VKS Østjysk Køre Selskab, ØKS Website: www.hesteinfo.dk/dkf Pris 25,- kr inkl moms Oplag 1.500 stk ISSN 1600-261X Protektor Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte Overordnede organisationer Danmarks Idræts Forbund, Brøndby Stadion 20 2605 Brøndby, tlf 4326 2626, fax 4326 2630, www.dif.dk Dansk Ride Forbund, Traverbanevej 10, Postboks 20 2920 Charlottenlund, tlf 3996 2070, fax 3996 2075, www.rideforbund.dk DKF s ledelse Præsident: Ib Møller, Højgård, Assedrupvej 7, 8300 Odder, tlf 8655 8744, fax 8655 9744, e-mail ib_m@get2net.dk Formand: Svend Åge Nissen, Strandelhjørnvej 16, 6500 Vojens, tlf 7454 7060, fax 7454 7068, e-mail post@hedegaarden.dk Sekretær: Allan Bjerre, Hørager 1, 2690 Karlslunde, tlf 4615 2161, e-mail allanbjerre@privat.dk Kasserer: Elsebeth Dehlholm, Strandelhjørnvej 16, 6500 Vojens, tlf 7454 7060, fax 7454 7068 e-mail post@hedegaarden.dk, giro 989 9693 Køreudvalg Jens Svenningsen, Hegnedevej 3, Valore 4140 Borup, tlf 5682 2052, fax 5616 8341, e-mail jepi@get2net.dk Pløjeudvalg Arne Hansen, Allerupvej 4, 6520 Toftlund, tlf 7483 1685 Uddannelsesudvalg Marianne Seidenfaden, Dorthealyst, 4440 Mørkøv, tlf 5927 3123, fax 5927 3187 Forside Morten Birkely, FKS ved Hestens dag 2001 i Den Fynske Landsby. Foto Jens Stougaard. 2
Glædelig jul - og på gensyn i det nye år Er din interesse mest for pløjning med heste, er dette sidste nummer af Køresporten for i år lige noget for dig. Der har i efteråret 2001 været afholdt adskillige stævner for hestepløjere rundt om i landet lige fra træningsstævner, hvor man også kunne blive hjulpet og undervist, til DM og NM på Bornholm, og desuden har der været afholdt verdensmesterskab på Eskjær Hovedgård som toppen af 'kransekagen'. Alle disse spændende arrangementer kan man læse om i dette nummer af Køresporten. Desuden har der sommeren igennem været flere rigtig gode feriemuligheder for hestefolket, hvor det sociale udbytte har været stort, og det er en fornøjelse, at så mange deltagere i sådanne arrangementer har fundet vej til computeren for at delagtiggøre os andre i deres egne gode, lærerige og sjove oplevelser. Tak for de indsendte artikler, alle I, der har haft lyst til og brugt tid på at sende os jeres feriedagbøger. Mindre morsomt er det at læse om den tragiske dødsulykke i Århus, berettet af Ib Møller, og det kan kun give stof til eftertanke, om man nu også selv er påpasselig nok med hensyn til sikkerhed og ansvarsfølelse overfor sig selv og andre, når man beskæftiger sig med kørsel under enhver form. Artiklen om brødudbringning med hestevogn er herlig, og her gøres læseren bekendt med, at brødkusken forlod sin hest 80-90 gange om dagen for at aflevere brød til kunderne. Set i lyset af ovennævnte ulykke må man måske fundere lidt over, hvordan det har været med ulykker før i tiden, og hvorfor det kan gå så gruelig galt i nutidens Danmark. Et rigtigt Køresport julenummer får vi aldrig lejlighed til at lave pga udgivelsesterminerne, men om ganske få uger begynder alle de hyggelige gøremål i anledning af højtiden, og hører du til dem, der fx henter juletræ med hestevogn eller kører juleoptog i byerne, ja, så ønsker vi fra redaktionen en rigtig god fornøjelse (og pas nu godt på!). Til alle DKF'ere sender vi desuden vrinskelige hilsner med mange ønsker om en glædelig jul og på gensyn i det gode nye år. Redaktionen En del af DKF s medlemmer ynder at passe marken med heste. Her ses Søren Karl Nielsen, ØKS. Foto Wulff Madsen 3
Concours Traditionelle - CIAT Nokere 2001 Af Henrik Køier Andersen Søndag den 2. september blev der afholdt Concours Traditionelle på baron Casiers slot Nokere, som ligger ved Waregem i Belgien. Baron Casier, som i dag er 93 år, er en af de største personligheder indenfor kørsel gennem tiderne. Han har gennem sit lange liv deltaget i alt, hvad der har med traditionel og sportslig kørsel at gøre. Herudover har han altid været den førende indenfor samlere af sportskøretøjer. For en del år siden solgte baron Casier hele sin samling til USA, men har trods sin høje alder igen formået at opbygge en imponerende samling. Afsted mod Belgien Natten mellem torsdag og fredag drog vores team bestående af Merete, Mads, Elin og Thomas Barslund, Hans Zøllner og undertegnede afsted. Thomas Barslund og jeg kørte lidt i forvejen med de 2 frieserheste, landauer og seletøj i min bil og trailer. Fredag eftermiddag blev de to 4-års vallakker, Sitse og Rimer, indkvarteret på galopbanen i Waregem. Da resten af teamet ankom, spiste vi en god middag i Waregem og fik en enkelt øl, hvor 'Grev Hans af Horserød' underholdt med gode historier. Lørdag startede vi med at se Brügge, som er en meget smuk gammel by, der i øvrigt har utroligt mange kapervogne kørende under meget fine forhold og af høj kvalitet, både hvad heste, vogne og kuske angår. Lørdag sidst på eftermiddagen var vi inviteret til garden-party hos Baron Casier på Nokere. Før selve garden-partiet fik vi lejlighed til at se baronens samling af hestevogne. De stod i nogle præsentable bygninger bag herskabsstalden. Vognene præsenterede sig også utroligt godt, da de stod, så man kunne se dem fra alle sider, i modsætning til mange andre samlinger, som er mast sammen og derved ikke kommer til deres ret. Den danske ekvipage på vej gennem slotsparken ved Nokere Alle fotos Luc Van Muylem 4
Sportsvogne af høj kvalitet Det, som var specielt ved samlingen, var, at der kun var en eneste vogn, som blev kørt af en ansat kusk, og det var en mail-coach. Der var altså ingen landauer, coupé, victoria eller lignende, alle var eksklusive sportskøretøjer, som blev kørt af ejeren selv. I det første rum stod de lette vogne, dog-carts, phaetons mv, med alle vægge inkl porte beklædt med ca 50 sæt kumteseler af meget høj kvalitet. I det næste rum stod der flere forskellige park-drags, føromtalte mail-coach samt mange forskellige typer af roof-seat-, builtup-, jagt- og shooting-breaks. I det 3. rum stod 2-hjulede sportskøretøjer af meget sjældne typer, bla til tandem, 2- og 4-spand. De fleste af vognene var fremstillet af de mest kendte, franske vognfabrikker. Halvdelen af vognene var sorte med røde undervogne, og den anden halvdel var sorte med gule undervogne. Disse farvesammensætninger fremhæver vognenes elegance. Dansker til præsentation ved VM Idet jeg sidder og skriver dette, kommer jeg til at tænke på en artikel i Ridehesten nr 10/01, hvor Jørgen Konge og sikkert også andre undrer sig over, hvorfor Lars Monk DKS ved VM i 2-spand i Riesenbeck klarede sig så dårligt i præsentationen i forhold til stævnerne i Danmark. Jeg tror, at grunden til dette er, at de danske præsentationsdommere ikke har de samme forudsætninger Forhindringskørsel indgår som diciplin som de udenlandske. Med det mener jeg, at vi i Danmark har haft en tradition tilbage fra forrige århundrede med sorte vogne og mørkt tøj. Lidt hårdt skåret ud i pap, så er den vogn, som jeg i øvrigt selv har restaureret, Lars Monk kørte i, meget mørkegrøn med røde stafferinger og polstret med grønt klæde, hestene var helt sorte, seletøjet helt sort samt kusk og groom klædt helt i gråt. Stiller man den ellers nydelige ekvipage op imod en spider-phaeton, sort med rød undervogn, med et spand skimler og kusk og groom i tøj som matcher, så kan jeg godt forstå dommernes vurdering. Hvis man derudover sammenligner et spand trivelige, svære og rene oldenborgere, som står pænt stille og roligt med hovederne let hængende nedad, med et spand lippizanerhingste med en udstråling, som om de er ved at sprænge i luften, så er tingene vist sat i perspektiv. Hvad angår præsentation og elegance, er det almindeligt kendt, at sorte og røde heste brugte man ved landbruget og til kommercielle formål. Skimlede og brune heste blev brugt til sport. Dette lille sidespring skal nok give nogen kritik, men det kan forhåbentlig også give lidt debat. Format og stor personlighed trods høj alder Turen mellem opgaverne gik gennem slotsparken Tilbage til CIAT stævnet i Nokere blev vi efter rundvisningen i vognporten modtaget af Baron Casier på broen over til selve slottet. Og fra det øjeblik vi trådte ind på den lille ø, som selve slottet ligger på, blev vi opvartet af adskillige tjenere med alverdens delikatesser, vin og champagne. I de 3 timer vi var på slottet, hvor baronen i øvrigt sagde, at vi skulle lade, som om vi 5
Thomas og Mads Barslund var hjemme (vi kunne gå rundt, hvor vi ville), mødte vi en masse spændende mennesker fra hele Europa med samme interesser som os. Efterfølgende blev der serveret is fra en vogn trukket af en fjordhest, ligesom der selvfølgelig var et stort orkester, som spillede. Et utroligt format og en utrolig gæstfrihed fra en stor personlighed, som trods sin høje alder har sine sanser i behold og holder stilen. Om søndagen stod Thomas, Hans og jeg op kl 5.00 for at køre ned til galopbanen. Vi fodrede og vaskede hestene, hvorefter vi kørte tilbage til hotellet for at spise morgenmad. Herefter drog vi til Nokere for at mødes med de knapt 50 andre deltagere i konkurrencen. Det var en fantastisk oplevelse at se de mange forskellige vogntyper og modeller, som var repræsenteret. Jeg har set meget i de næsten 25 år, jeg har haft med heste og vogne at gøre, men det spændende ved denne interesse er, at man hele tiden kan lære noget nyt, hvis man bare er åben overfor det og ikke har trukket en kasket ned over hovedet, hvorpå der står, at den race hest og den type vogn er det eneste rigtige. Blandt deltagerne var enspænder, tandem, tospand, trespand og firespand. Konkurrencen var delt i 4 dele. Præsentation for 3 forskellige dommerpaneler, hvor hvert panel havde sit speciale: Heste, seletøj, vogn og påklædning. Ved denne bedømmelse var vi forberedt på nogen kritik, idet vi for det første kom med frieserheste, og for det andet fordi vi kørte i en landauer, som ikke er et sportskøretøj. Herefter blev vi sendt ud på en rute, hvor vi skulle køre godt 14 km på ca 1 time. Starten på ruten lå inde i slotsparken, hvor der også var indlagt nogle små discipliner. I den første skulle vi bakke 3 meter fra en linje til en anden. I den anden skulle Thomas tage en kande vand fra et højt placeret bord, køre omkring et vinkelret hjørne med en hånd, hvorefter han skulle hælde vandet op i en skål. I den tredje skulle Thomas med linerne i en hånd køre ind gennem en port, rundt om en flagstang, og ud af samme port. I den sidste skulle vi igennem en forhindring, som var bygget op af refleksbånd og kegler, der blev smallere og smallere. Alle 4 discipliner klarede Thomas flot, hvorefter vi kørte ud i egnen omkring Nokere, ad veje og stier af forskellig beskaffenhed, og der må man sige, at frieserne med den fyldte landauer, som ikke er af de letteste vogntyper, fik deres sag for. Men godt kørt af Thomas og hans bror Mads, som havde styr på tiden og afstanden. 93-årige baron Casier kører stadig selv Vi kørte ruten på præcist den angivne tid. Herefter havde vi en lille pause, før vi skulle på forhindringsbanen. Inden vi kørte på banen, vidste vi godt, at vi nok nu kom til at betale prisen for den fejlfrie tid på ruten, idet hestene så lidt trætte ud. Det viste sig da også, at frieserne, som traditionelt er svære at få på biddet, ikke reagerede helt, som Thomas gerne ville have det, med et par nedrivninger som resultat. 6
Baron, trommehvirvler og nervefast hest Orkestermusik forskrækker ikke en nervefast hest Efter forhindringskørslen marcherede et større orkester ind på banen, efterfulgt af den 93-årige baron Casier, som kørte i en let gig med en knabstrupper for. Samtidig med at orkestret spillede, demonstrerede baronen, hvor nervefast hans hest var, ved at køre rundt om, og holde stille ved orkestret, samtidig med at blæsere og trommehvirvler var på sit højeste. Herefter kørte baronen forhindringsbanen uden fejl, og i en tid som absolut var konkurrencedygtigt ved et dansk stævne. Ved præmieoverrækkelsen kørte den gangbesværede baron rundt med præmierne. Resultatmæssigt placerede vi os midt i feltet, og det er da en tilfredsstillende debut. Den samlede konkurrence blev vundet af belgieren Felix Brasseur med sit imponerende 4- spand lipizzanerhingste og en flot phaeton. I forbindelse med den tidligere nævnte præsentation og elegance kan jeg fortælle, at Brasseurs hingste ikke viste et eneste tegn på, at de lige havde kørt 14 km, da vi mødte ham i den indre slotsgård. Alle 4 hingste pustede sig op og vrinskede, som om de lige var trukket ud af stalden. Præsentationen vandt Christian de Langlade fra Frankrig med et 4-spand hannoveranere og en smuk jagtbreak, som i Frankrig hedder en chará-banc. Mandag morgen kørte vi hjemad, en stor oplevelse og mange erfaringer rigere. Nu ved vi, hvad der skal udskiftes, og hvad der skal arbejdes med. Hvis der er andre, som skulle få lyst til at deltage i lignende arrangementer, er I velkomne til at henvende jer til os. Måske kan vi koordinere tilmeldinger, transport mv. Belgieren Felix Brasseur imponerede alle med sit velgående hingstespand Fotos Luc Van Muylem 7
Dog-cart Af Henrik Køier Andersen Da jeg nu har skrevet om vogntyperne jumpe, char-á-banc og ponyvogn, er vi kommet til typen dog-cart, der ligesom de føromtalte var en meget populær vogn, dengang hestevognene virkelig blev brugt. Varianterne Dog-carts findes i utroligt mange varianter, som groft kan inddeles i to kategorier: 1. Dog-carts, hvor bagsædet enten kan vende i kørselsretningen eller bagud, altså en vogn til flere formål. Denne type er også del af en anden vogntype, som kaldes en Trap. Men den kommer vi ikke ind på her, da der igen findes mange varianter af den, og så er vi kommet langt væk fra dog-carten. 2. Dog-cart eller dos-a-dos, som den kaldes i Frankrig og Benelux landene (dos-a-dos betyder ryg mod ryg), hvor sæderne er faste med ét i kørselsretningen og ét, som vender bagud. Ofte har de fælles ryglæn, ihvertfald de mere simple typer. På den mere eksklusive dog-cart har hvert sæde sit eget ryglæn. Dog-carts kan være enten 2- eller 4-hjulede, men her kommer vi kun ind på de 4-hjulede. Fælles for alle dog-carts er, at de har 2 sæder, hvor der er plads til 2 personer på hver. De har alle en lodret bagklap, som udgør bagenden af vognens kasse. Denne bagklap er hængslet i bunden og fungerer som bund, hvor passagererne på det bagudrettede sæde har deres fødder under kørslen. Denne bagklap bliver holdt oppe af enten et stykke jern, en kæde eller en læderrem, som kan justeres. Oprindeligt en 'hundevogn' Som navnet antyder, var dog-carten en hundevogn. Det vil sige, at man fortrinsvis i England oprindelig havde de lavbenede jagthunde under sæderne. De dog-carts, vi har i Danmark, bærer dog tydeligt præg af, at de aldrig har været brugt til hunde. Grunden til, at jeg er af denne mening, er dels, at der ved fabrikation af danske dogcarts, ikke er tænkt på luft til hundene under sæderne, og dels, at den måde man gik på jagt på i Danmark, var anderledes end den engelske. Den danske dog-cart er ofte bygget op med hele massive sider i den nederste del af vognkas- Exclusiv, bredsporet dog-cart fra Henderson, Glasgow Foto Henrik Køier Andersen 8
sen, hvor den fra bunden af sæderne og opefter fandtes i et hav af forskellige varianter af sider og skærme. For eksempel disse: 1. Lige lodrette sider af træ, omkranset af rundjern eller rundmessing i nogle cm afstand, til at beskytte træet, med en lille vandret skærm på den udvendige side. 2. Let dampbøjede gennemgående sideskærme med en lille vandret underskærm på den udvendige side. 3. Stærkt dampbøjede skærme, som både fungerer som sider og skærme. 4. Langsgående vandrette lister med afstand imellem. Ofte med rundjern ovenover og en lille vandret skærm på udvendige side. 5. Den nyeste og billigste model, hvor skærmene er af finér. 6. Den dyre, som havde to uafhængige sæder, og hvor underskærme og forbrædt er af læder. Flere muligheder for indstigning De dog-carts, der havde vendbare bagsæder, havde flere muligheder for indstigning bagi: 1. Vognen var så bredsporet, at det var muligt via et lille ekstra trin imellem baghjul og vognkasse at stige op over den relativt høje side. 2. Den mest udbredte i Danmark, hvor kuskesædet var delt i to med to uafhængige ryglæn: Musefælde. De, som ejer en sådan, kalder den en Trap, da det lyder bedre end musefælde. Men Trap er ikke en korrekt betegnelse for denne vogntype. En Trap er noget andet, som jeg vil komme ind på en anden gang. Sæderne havde lodretstående hængsler imellem, og ligeledes hængslet ryglæn på den ene side. Så kunne man klappe det ene ryglæn ned fremad og sædet op til siden. På denne måde gav det plads for indstigning til de bageste passagerer. 3. Det forreste sæde var delt i to, som var hængslet i bunden på ydersiden. Derved åbnede den ene halvdel af kuskesædet ud af vognen og gav derved plads til indstigning. De engelske kunne være meget lig de danske, men herudover kunne de være bygget op uden langsgående jernvange og uden inderste navbånd. Disse to ting er typiske engelske særpræg, men dog-cartens sider var så ofte fastgjort af nogle lodrette stykker jern, hvilket betød, at man kunne tage enkelte stykker træ ud af siden. Fx for at give luft til hundene, hvis de sad tæt i kassen under sæderne. Derfor ser man ofte, at de meget eksklusive dog-carts, hvor kassen ofte var fremstillet i mahogni, havde to vandrette smalle stykker lyst træ, som kunne tages ud til føromtalte formål. De eksklusive dog-carts kunne også have et felt med jalousi i siderne, som luftindtag for hundene. Disse eksklusive dog-carts, som har to uafhængige sæder, havde ofte en løs plade imellem sæderne, som var sat i, når man sad ryg mod ryg, men var taget ud til plads for benene, når bagsædet var vendt i kørselsretningen. Typisk dos-a-dos. Bemærk: ét ryglæn, buede skærme og bremse. Foto H.K.A. Dog-cart, Windower London, vendbart bagsæde, buede enspænderstænger, bremse. Foto E. Palm Greisen 9
Enkelte af disse dog-cart typer havde kuskesædet placeret højere end det bageste sæde, hvilket er lidt ualmindeligt for en dog-cart, men som gav vognen et mere eksklusivt og sportsligt præg. Engelske dog-carts var populære Det er da også åbenlyst, at de engelske dog-carts var mest populære, da der blev importeret mange engelsk fabrikerede dog-carts til Danmark. Grunden til, at mange foretrak den engelske fremfor den dansk fabrikerede dog-cart, skyldtes nok både stil og komfort. Langt de fleste danske dog-carts var små og enkle, var lidt smalsporede, havde for små hjul og var nogle bastarder, hvad stil angår. En engelsk dog-cart, som var bredsporet, havde høje hjul med mange eger, og var ofte fremstillet i mahogni, eller havde læderforbrædt og skærme samt håndbremse, Desuden havde de engelske ofte en let undervogn med lange smalle fjedre og et elegant fortøj med flotte udskæringer og en stilfuld splinterbar med dokker til fast træk. Groft sagt, så var det som at sætte Hyundais nye sportscoupe op ved siden af en Ferrari. Det tålte ingen sammenligning, hverken hvad stil eller køreegenskaber angik. Men vi skal måske også yde de danske og øvrige skandinaviske karetmagere den retfærdighed at nævne, at der selvfølgelig også var forskel på vejenes kvalitet landene imellem. Det er klart, at en dog-cart med en sporvidde på omkring 150 cm ikke gjorde sig så godt i et gammelt dansk hjulsport, for ikke at nævne en svensk eller norsk smal stenet vej. I Danmark var dog-carten derimod langt mere udbredt som det lette køretøj for to personer med mulighed for at slå bagklappen ned og derved have to mere med. Ofte kunne det forreste sæde skydes frem og tilbage i nogle skinner, som vi kender det fra 2-hjulede vogne. Her er det vægtfordelingen, det handler om, men på dog-carten var det for at give lidt ekstra benplads, når man kun kørte en eller to. Det var altså en populær vogn blandt folk, som kørte meget alene. Det kunne for eksempel være handelsfolk, men også folk som boede alene, eller hvor børnene var rejst. Sammenligningen i Danmark kunne altså være, at man skiftede sin stationcar (Char-á-banc) ud med en todørs (dogcart). Dog-carten havde man alle steder, i byen og på landet, på små og større gårde samt på godser. Oprindelsesland, fabrikat, kvalitet, ekstraudstyr, materiale og størrelse varierede, alt efter hvem ejeren var. Udenfor Storbritannien tror jeg, at Danmark var et af de lande, hvor dog-carten var mest udbredt. I Danmark var de fleste dog-carts sorte eller lakerede i naturtræ, som dog først blev rigtigt udbredt efter 1900. Her producerede eksempelvis en fabrik som Larsen, København en masse dog-carts i naturtræ. Jeg har set Henry Fife dogcarts, som var bygget efter engelsk opskrift, fra før 1890, men dog-carten havde helt klart sin bedste tid efter 1890. Oprindelig et sportskøretøj Dog-carten var oprindelig et udpræget sportskøretøj, som blev brugt i forbindelse med jagter, men sammenligningen med Ferrarien holder også her. Det var også det foretrukne køretøj, hvis ejeren skulle hurtigt frem, og han helst selv ville køre. Samtidig var dog-carten også det foretrukne køretøj, hvis en ungkarl skulle gøre indtryk med et spand lette heste. Sjællandsk musefælde Foto H.K.A. 10
DM og NM i pløjning Den nykårede verdensmester i hestepløjning, Niels Schelde Petersen fra Trekantens Køre Selskab, bevarede sine titler som dansk- og nordisk mester ved det nyligt afholdte DM og NM i hestepløjning på Bornholm. Niels vandt mesterskaberne med de opnåede 200,9 point, mens Arne Hansen, Slesvigske Køre Selskab måtte se sig slået med sine 200,4 point. Ved danmarksmesterskabet gik bronzemedaljen til den ene af de 2 kvindelige pløjere Lis Laumann, Midtjysk Køre Selskab med 194,1 point. I Nordisk Mesterskab gik bronzen til Roland Wirenborg fra Sverige med 192,2 point. Efter en spændende eftermiddag, hvor man vidste, at Niels Schelde havde vundet stubjorden om formiddagen, og hvor man kunne se, at han havde problemer med et sprøjtespor i grønjorden, var der lagt op til en nervepirrende afgørelse. Men Niels havde 2 point fra formiddagens pløjning at gøre godt med, og sammenlagt rakte det lige akkurat til at genvinde mesterskabet. Carl Th. Christensen, Vendsyssel Køreforening, som i 1999 blev nr 3 ved DM, måtte nøjes med en 4. plads. Hestens Værns vandrepræmie for 'Good Horsemanship' gik til Birger Hansen, Dansk Køre Selskab. Bornholms Køre Selskab havde stablet et flot arrangement på benene med 30 deltagere og ikke mindre end 164 deltagere i plovgildet. Redaktionen sender et tillykke til vinderne og de placerede pløjere, og tillykke til BKS med det flotte arrangement. Programlodtrækning Lodseddel nr. /gevinst nr. 230/1 399/11 237/21 132/31 017/2 347/12 011/22 099/33 411/3 316/13 486/23 010/32 027/4 544/14 072/24 350/34 022/5 315/15 281/25 004/35 302/6 002/16 386/26 095/36 012/7 087/17 157/27 006/37 001/8 020/18 290/28 052/38 499/9 213/19 008/29 182/39 412/10 111/20 200/30 Alle med endetal 56 og 85 har vundet 1 /2 kg BKI kaffe. Ring til Inge og Cai Andersen, tlf 5697 5110 for aftale om præmieudlevering. Fra venstre Lis Laumann MKS, Arne Hansen SKS og mesteren Niels Schelde Petersen TKS Foto Jørgen Konge 11
Resultater fra DM i pløjning 2002 Pløjer Selskab Stubjord Grønjord Samlet Plac. Niels Schelde Petersen TKS 100,8 100,1 200,9 1 Arne Hansen SKS 98,8 101,6 200,4 2 Lis Laumann MKS 95,5 98,6 194,1 3 Carl Th. Christensen VK 97,3 95,8 193,1 Thorkil Nielsen MKS 96,4 92,3 188,7 Niels Hansen MKS 91,2 94,3 185,5 Flemming Jensen DKS 92,4 92,8 185,2 Einer Frielund SKS 92,3 92,8 185,1 Jan Guldborg DKS 93,0 91,9 184,9 Morten Birkely FKS 92,5 90,8 183,3 Søren Rasmussen FKS 90,0 92,8 182,8 Niels Jørgen Ramsdal HKR 91,4 91,1 182,5 Kjeld Kryger SKS 88,4 92,0 180,4 Kurt Hansen DKS 87,8 92,4 180,2 Carl Einer Jonasen ThKS 89,9 89,1 179,0 Lars Dau SKS 85,3 90,8 176,1 Tina Laumann MKS 85,8 89,8 175,6 Birger Hansen DKS 86,5 88,3 174,8 Leif Evald Andersen DKS 86,4 87,8 174,2 Jørgen Andersen DKS 85,2 88,4 173,6 Erling Larsen MKS 86,5 87,0 173,5 Lasse Jørgensen BKS 83,3 88,9 172,2 Arne Kofoed BKS 82,7 88,5 171,2 Johnny Jensen BKS 85,1 83,6 168,7 Bent Nielsen BKS 82,8 85,3 168,1 Kjeld Anholm DKS 82,2 84,8 167,0 Bent Hansen BKS 77,4 81,7 159,1 Resultater fra NM i pløjning 2002 Pløjer Nation Stubjord Grønjord Samlet Plac. Niels Schelde Petersen DK 100,8 100,1 200,9 1 Arne Hansen DK 98,8 101,6 200,4 2 Roland Wirenborg SV 96,3 95,9 192,2 Göran Olsson SV 94,9 97,1 192,0 Arild Thun NO 87,4 89,9 177,3 12
VM i kørsel - Riesenbeck 2001 Poul Erik Pedersen, VK på ved ned ad broen Danmark var endnu engang repræsenteret ved VM for 2-spand. Mesterskabet skulle oprindeligt være afholdt i juni i Schweiz, men arrangørerne måtte melde pas, og i stedet trådte Riesenbeck til som vært og arrangør af VM, der kom til at ligge i august måned. De danske deltagere var danmarksmesteren Poul Erik Pedersen, VK samt Peter Chr. Jespersen, SKS og Lars Monk, DKS. Heldet var desværre ikke med danskerne. Allerede inden mesterskabet blev en af Peter Chr. Jespersens heste halt, men det til trods kørte han den bedste dressur af danskerne og opnåede 58,56 strafpoint. Poul Erik Pedersen fik 61,92 og Lars Monk 62,88 sp. Vinderen af dressur blev Vilmos Lazar fra Ungarn med kun 35,84 strafpoint. I maratonforhindringerne glemte Lars Monk en enkelt port og blev derfor desværre diskvalificeret. De danske kuske klarede sig ellers pænt i maraton, men det ligger fast, at tempoet skal sættes betydeligt op, hvis man vil blande sig med verdenseliten. Vel hjemkommet fra maraton blev vognbredderne målt, og desværre var Peter Chr. Jespersens vogn 2 cm for smal. Vognen var blevet målt og godkendt ved et internationalt stævne i Sverige, men noget må være gået galt siden, for vognen kunne ikke godkendes ved VM. Ungareren Vilmos Lazar blev verdensmester med 124,76 strafpoint, Frederico de Beck fra Portugal nr 2 med 125,92 sp og Poul Erik Pedersen nr 42 med 175,98 strafpoint. Resultater Kusk Nation Strafpoint Nr Vilmos Lazar HUN 124,76 1 Frederico de Beck POR 125,92 2 Zoltan Nyul HUN 129,98 3 Riny Rutjens NED 130,28 4 Zoltan Lazar HUN 132,06 5 Mario Junghanns GER 133,60 6 Isidor Weber AUT 134,60 7 Yngve Käll SWE 134,56 8 Poul Erik Pedersen DEN 175,98 42 Peter Chr. Jespersen, SKS Lars Monk, DKS Fotos Jørgen Konge 13
Niels Schelde Petersen ny verdensmester i pløjning Ib Møller overrækker præmierne til en glad verdensmester Niels Schelde Petersen, TKS Niels Schelde Petersen fra TKS vandt verdensmesterskabet i hestepløjning, der fandt sted i weekenden på Eskjær Hovedgård på Salling nord for Skive. 12 deltagere fra Norge, Sverige, Tyskland, Schweiz og Danmark dystede for anden gang i hestepløjningens historie om titlen som verdensmester. Danmark var repræsenteret med seks deltagere, herunder den da regerende verdensmester Keld Jensen fra Vendsyssel. England, Skotland og Irland var også inviterede, men disse nationer måtte desværre melde afbud på grund af risikoen for mund- og klovesyge. Belgien og Frankrig måtte ligeledes melde afbud. Efter lørdagens stubjordspløjning var der lagt op til en nervepirrende grønjordspløjning søndag, idet fire pløjere lå så tæt som indenfor 1 point. Niels Schelde Petersen lagde sig hurtigt i spidsen og beholdt føringen til slut. Niels Schelde Petersen pløjer de sidste VM-furer Fotos Ole Jespersen 14
Køreopvisning Mesterskabet blev afviklet sammen med VM i traktorpløjning på Eskjær Hovedgård, nord for Skive, og tusinder af tilskuere lagde i løbet af weekenden vejen forbi stævnepladsen, hvor der søndag også var køreopvisning ved Dansk Køre Forbund. Jan Jensen FKS kørte enspænder, Peter Chr. Jespersen SKS 2-spand, Knud-Erik Tomra HKR einhorn og Henri Hage FKS 4-spand. De fire kørte en fin lille opvisning søndag over middag, og Ib Møller præsenterede løbende ekvipagerne. Et godt indslag, der trak meget publikum til hestepløjningen. Pløjning med 4-spand I løbet af weekenden var der også opvisning af Niels Jørgen Ramsdal HKR, der pløjede med sine fire jyder og en tofuret Fraugde dybdeplovplov 'Herregårdsploven' tilhørende plovsamleren Torben Sørensen, Hadsund. Torben Sørensen kunne berette, at gamle plovkataloger dokumenterer, at Eskjær Hovedgård, Gl. Wiffertsholm og Rosenfeldt i sin tid pløjede med tilsvarende Fraugde dybdeplove. Resultater fra VM i pløjning 2002 Pløjer Selskab Stubjord Grønjord Samlet Plac. Niels Schelde Petersen TKS 98,9 102,2 201,1 1 Arne Hansen SKS 99,2 99,4 198,6 2 Thorkil Nielsen MKS 99,1 97,8 196,9 3 Carl Th. Christensen VK 97,2 99,5 196,7 4 Lis Laumann MKS 98,5 95,6 194,1 5 Roland Wirenberg Sverige 96,6 95,5 192,1 Gøran Olsson Sverige 96,5 94,4 190,9 Keld Jensen VK 87,2 92,7 179,9 Arild R. Tuhn Norge 86,0 94,0 170,0 Stefan Oser Schweiz 82,0 83,1 165,1 Poul Schludecher Tyskland 74,9 80,4 155,3 Rudolf Berger Tyskland 66,3 opg. - Niels Jørgen Ramsdal, HKR demonstrerede tofuret pløjning med 4 jyske heste Foto Ole Jespersen 15
Karetmagerværksted i Andelslandsbyen Nyvang Af Per Ole Schovsbo, dr. phil Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk er et oplevelsessted, der kan kaldes for både et frilandsmuseum og et økomuseum med et velfungerende karetmagerværksted. Her istandsættes de hestevogne, der indgår i det levende andelsmiljø 1870-1950. Der er heldigvis andre museer, der har påtaget sig at videreføre de gamle vognhåndværk, så karetmageriet er i gode hænder. Anderledes stiller det sig med det lokale hjulmagerhåndværk og de traditioner, der knytter sig til fremstillingen af de stive landbrugsvogne. Det kan være, at Andelslandsbyens karetmagerværksted efterhånden lægger sig op ad de gamle, sjællandske hjulmagertraditioner - og at de jyske dyrkes af fx Hjerl Hede eller Industrimuseet i Horsens. Men det er vanskeligt, fordi landbrugsvognene blev bygget uden tegning, hvorfor man må til at opmåle de bevarede, gamle vogne fra forskellige egne af landet, for at kunne komme videre med bevaringsarbejdet. Måske ville det være et projekt, der kunne interessere landbrugsmuseerne? Karetmagerværkstedet i Andelslandsbyen Nyvang er etableret for få år siden, og værkstedsleder Jens Haugaard mangler en lang række specialværktøjer og maskiner - der må bruges. Det er ikke museumsgenstande, der skal bevares bag montre eller på magasiner, som Jens er ude efter. Hvis Køresportens læsere kan hjælpe med at fremskaffe sådanne brugbare værktøjer og maskiner, vil Andelslandsbyen kunne tilbyde bedre service overfor hestevognsejere - naturligvis uden ufin konkurrence med de allerede eksisterende værksteder. Målet må være, at alle arbejder sammen om at bevare og videreføre en del af den danske kulturarv, der er mere truet, end bygnings- og restaureringshåndværkene, som Centeret i Rådvad tager sig af. Andelslandsbyens karetmagerværksted mangler først og fremmest en komplet hjulmaskine med stemmeværk, jern, bor og opspændingsværktøjer. Dernæst et bøsningsbor med centrererpatron, et gammelt navbor af smedejern, stilbare fælghøvle af jern og en kopifræser til hjulegre. Desuden mangler værkstedet værktøjer til pålægning af gummi på vognhjul. Det er ikke nødvendigt, at maskiner og værktøjer er i tip top stand, for Andelslandsbyens smedeværksted vil kunne reparere en del. Værktøjerne til pålægning af vogngummi kan smedeværkstedet kopiere, hvis det er muligt at låne et komplet sæt. Vi vil i kommende numre af Køresporten orientere læserne om karetmagerværkstedets produktion og udbygning, så der bliver mulighed for at følge denne del af Andelslandsbyens håndværksbevarende indsats. FAKTA Efterlysning af værktøj og maskiner Oplev andelstiden fra 1880-1950 i et levendegjort museum fyldt med arbejdende mennesker, aktiviteter og udstillinger. Se smørret og osten blive produceret i mejeriet fra 1892. Følg dagliglivet og få kaffe i statshusmandsbruget fra 1927. Køb originale varer fra brugsforeningen fra 1940. Se de gamle radioer, cykler og meget andet fra perioden. Spis i Landsbycaféen Amada til rimelige priser eller nyd de 80 tønder land museum ved at køre rundt i hestevogn. Åbningstider: Tirsdag til fredag kl 10-16, lørdag og søndag kl 10-17. 16
Foreningen 'De Sorte Ekvipager' En ny forening med et traditionelt og alligevel nyt indhold er stiftet. Formålet er 'at samle veltjente kuske, som er medlemmer af køreselskaber i Dansk Køre Forbund med henblik på at sikre sig selv og de andre 'brødre eller søstre' en værdig afskedskørsel med heste - til hver sin tid.' Bryllups- og studenterkørsel med hestevogne er et iøjnefaldende og festligt led i at fastholde køretraditionerne. I udlandet gælder dette også for begravelseskørsel - selv om det er knap så festligt, men alligevel traditionsrigt. I Danmark taler vi helst ikke om døden, selv om vi alle skal opleve den. Når heste og kørsel har været en stor del af ens tilværelse, har en kreds af ældre og yngre kuske besluttet at fastholde de gamle traditioner, der er forbundet med døden. Medlemmerne vil hermed sikre, at ligesindede får en værdig, sidste køretur til deres begravelse. Gammel kulturtradition I Danmark har der siden 1400-tallet været liglaug opdelt efter professioner eller stand. Det nye initiativ sondrer ikke herved, men åbner mulighed for, at alle kuske, der er medlemmer af DKF, kan være med til at fastholde også denne side af en ældgammel kulturtradition. Bestyrelsen består af Keld Sigfredsen, Ole Jespersen og Ib Møller, der gerne står til rådighed med yderligere oplysninger: Ib Møller, tlf 8655 8744, fax 8655 9744, e-mail ib_m@get2net.dk Ole Jespersen, tlf 9814 7880, fax 9814 7820, e-mail ole@ekvipage.dk. Keld Sigfredsen, tlf 8669 0160. Ib Møller I udlandet er der tradition for hestetrukken begravelseskørsel. Her en hollandsk ekvipage Foto Joop Berghof 17
Årets Hest - MacBeth 35 år Ved DKF's hovedbestyrelsesmøde den 3. november blev Årets Hest kåret. Valget faldt på 35-årige MacBeth fra Asbjørn Mohr Drewes, MKS. Redaktionen ønsker tillykke, og iler med en beretning om den alsidige og garvede hoppe. Brugs- og avlspony Bruslund MacBeth er en skimmel Welsh Mountain pony, der blev født i 1966 hos direktør Hans Chr. Lund i Gråsten. Hun blev som 2-årig købt af fabrikant Ole Jensen, og har efterfølgende været i familiens eje. MacBeth blev tilredet og tilkørt som 3-årig og har siden været særdeles aktiv i køresporten. Hun deltog således i de første arrangementer, der blev afholdt i køresportens spæde barndom. MacBeth har gået enspænder og har været med i næsten alle andre former for forspændinger såsom 2-spand, tandem, einhorn, 4-spand, 5-spand og 6-spand. Hendes gemyt gjorde det muligt at sætte hende ind på alle pladser, men hyppigst har hun gået forløber pga hendes store stabilitet. MacBeth har fået fem føl, der alle er køreponyer. Det første føl 'Firebird' er ligeledes i familiens eje - hun er 28 år og bliver stadig flittigt brugt til både ridning og kørsel. Første hest i showet på Vilhelmsborg MacBeth har været med til kørestævner og opvisninger og har kørt landet rundt på sommerferieture fra Nordjylland til Bornholm. Hendes bedste placering i konkurrence var danmarksmesterskabet i dressur for ponyer på Tjele i 1980. Til åbningsceremonien på Vilhelmsborg var hun den første hest i showet, idet hun gik forløber i einhorn-forspandet med herregårdens 'muse'. Ud over køresporten har hun været meget alsidig, idet hun har gået aktionstraver, trojka og ungarsk post. De sidste mange år har MacBeth været i brug til de små ryttere på familiens rideskole, og hun køres fortsat på kortere ture, fortrinsvis i 2-spand. Har stadig gnisten tilbage MacBeth står i boks sammen med sin 28-årige datter og trives godt i sit otium. Hun har stadig gnisten tilbage og kommer hen til leddet, hver gang 4-spandsvognen trækkes frem. Men hun må desværre nøjes med at se til, når de unge ponyer drager af sted på de mere anstrengende langture. MacBeth som nærmer forløber ved Skovgårdsmuseet i Viborg. Karen Drewes er på bukken Privatfoto 1994 18
Et liv med heste - del 1 Af Joan D. Olsen Tilbage i 1989 var min mand og jeg forholdsvis nye 'indvandrere' på det sydlige Fyn. Vi havde overtaget et nedlagt husmandssted, og blandt det vi fik eftersendt fra et tidligere liv i området omkring København, var vores lille, lidt overvægtige islændervallak. Vi havde endnu ikke selv fået etableret ordentlige staldforhold, så vi ledte med lys og lygte efter nogle søde mennesker, der kunne passe ham for os. Jeg kørte rundt i området i vores 2CV Charleston for at se, om der mon gik andre islændere på græs et sted i nærheden. Det bragte mig til Falsled, hvor jeg talte med en meget sød dame, som desværre ikke kunne have ham stående. Men hun kendte da en beslagsmed, der vist nok også havde islændere- eller sådan noget lignende, som hun tilføjede, og jeg kunne da lige få telefonnummeret. Og sådan mødte vi Troels Hviid Sørensen og hans kone Lena. Det gik meget hurtigt op for os, at som hesteejere var vi rene amatørere, og at vi her stod overfor et par mennesker, som havde haft med heste at gøre igennem hele deres liv. Troels og Lenas hestestald var næsten fyldt til randen. Vi blev præsenteret for et par fjordheste, en araber og en håndfuld Welsh Cobs, som alle gik og stortrivedes ude hos dem i Gl. Stenderup. Fra stalden gik turen ud i laden, hvor der stod et par dejlige, gamle hestevogne. Troels fortalte om sin kørsel, og jo længere han kom ind i sin fortælling, jo mere klart blev det, at der her var tale om seriøs konkurrencekørsel af en slags, som vi aldrig havde set eller hørt om før. Det blev der rådet bod på, men det er en helt anden historie. I dag har de adresse i Kværndrup, hvor stalden stadig er fuld af heste, laden fyldt op med vogne, og Troels har stadig ambitioner med sin kørsel. Men der er sket meget i mellemtiden, og vilkårene har ændret sig en del både for ham og for hans kone Lena. I lære som kusk Troels er født og opvokset på landet, hvor heste, ridning og kørsel blev hans store interesse allerede i en tidlig alder. De fleste børn vokser fra det i løbet af teenageårene, men ikke Troels, han havde fundet essensen i sit liv. I 14-års alderen fik han Troels med sin første kørehest Termin Foto Elsebeth Sørensen 19
Selvbinderen trukket af hele familien: Blanke,Rollo og Laban Foto Vibeke Trans 1985 sin første kørehest Termin. Det var en fjordhoppe, som også indgik i en del af landbrugsarbejdet, hvor hun blev spændt for plov og radrenser. Og når der ikke skulle arbejdes, gik køre- eller rideturen rundt i området, og helst så tit som muligt. Først i 70'erne begyndte Troels og den erfarne kusk Poul Nielsen at komme på Arreskov, hvor Esther Thomsen og Axel Lysmose havde heste opstaldet. 'Poul og jeg hjalp til med at køre hingstene Sinus, Habbit og Editor, og de stillede jo forholdsvis store krav til os, om jeg så må sige', fortæller Troels med et smil på læben. 'Men det var jo også det, der gav erfaringen og rutinen.' Snart begyndte 'den dynamiske duo' også at komme på Egeskov hos FKS. Køreglæden blomstrede, og der kom for alvor gang i dressurkørslen. For Troels er det ikke nok bare at være 'tømmeholder', som han kalder det. Hvis man vil være en god kusk, kræver det meget træning af de køretekniske færdigheder, og ikke mindst en føling med hestene, så man gennem deres daglige adfærd kan fornemme fx begyndende sygdom eller ømhed. 'Siden min tidlige ungdom har Poul været min mentor og læremester', fortæller Troels. 'Vi har tilbragt utallige gode timer sammen, og jeg blev simpelthen bidt af at køre med heste.' Nogle af de ting Poul Nielsen lærte fra sig, er stadig væsentlige værktøjer, når Troels arbejder med sine heste i dag. Her er et par eksempler: 'Man slipper aldrig tømmerne - uanset hvad!' 'Det er vigtigt, at vi har fat i hestene, inden de får fat i os.' 'Jeg har haft utrolig mange oplevelser sammen med Poul, og de var ikke allesammen lige ufarlige', siger Troels. 'Men de gav stor indsigt og rutine, og jeg fik lært, hvordan man stiller hestene rigtigt, og hvor vigtigt det er at have en blød hånd, så man kan opnå det, man vil', tilføjer han. Der er ingen tvivl om, at de gamle hestefolk har bidraget med en betydelig kulturarv, når det gælder horsemanship og brugen af heste. At Troels og Lena har stor erfaring og føling med heste, oplevede vi på første hånd, da de i sin tid tog os 'under deres vinger'. Vi var et par akavede københavnere, som havde brug for hjælp til at tolke hesteadfærd på den rigtige måde og til at forstå, hvad god horsemanship er. Jeg har ofte suget videbegærligt af begges erfaringer og fortælleglæde, og igennem alle de år vi har kendt hinanden, har de haft meget at bidrage med. Hvis man ingen har, må man låne I 1974 fik Termin hingsteføllet Rollo, og det gav basis for at planlægge lidt længere ud i fremtiden. Nu skulle der køres med eget tospand. 'Jeg har altid været glad for fjordhesten som race', siger Troels. 'Den har en stærk statur uden at være for tung, og temperamentet er godt i forbindelse med konkurrencekørsel.' Men en kusk kommer ingen vegne uden vogn, uanset hvor mange heste han har. Så er det godt at kende folk, som har vogne og seletøj, de ikke selv skal bruge. 'Til at starte med lånte vi os til dressurvogne og seler', fortæller Troels. 'At være lidt mere præsentabelt kørende krævede en investering, som vi ikke havde plads til i budgettet. Det varede faktisk en del år, inden vi selv fik anskaffet os et par gode vogne.' I 1976 var tospandet en realitet, og Troels kørte Lena hygger sig i solen med sin araberhoppe Blitta Foto Bent Sørensen 1980 20
opvisning for første gang på dyrskuet i Odense. Siden har der været mange opvisninger, både med to- og firspand og såvel med egne som med andres køreheste. Men der blev ikke bare kørt med hestene i de efterfølgende år. På grund af Troels' erfaring med brug af heste i forbindelse med landbrugsarbejde var det naturligt for ham også at deltage i forskellige landbrugsorienterede arrangementer, hvor der fx skulle pløjes, høstes og harves med de gamle redskaber. Og det var ikke ren nostalgi alt sammen. Skulle der flyttes eller ordnes nogle ting, hvor det ikke var muligt at komme til med en traktor, blev 'de gule' sat i arbejde. 'Man får stabile og rutinerede køreheste af at bruge dem', understreger Troels. 'Hver gang jeg tog fat i tømmerne og lod dem arbejde under forskellige forhold, var det god træning både for dem og mig.' Fuld fart frem I 1982 blev hesteholdet forøget med hingsteføllet Laban, der havde Rollo som far. Nogle år efter blev Laban spændt for sammen med Rollo, og i 1986 var det nye tospand klar til at deltage i deres første kørestævne. 'For mig var det også det første stævne, og det var meget spændende at skulle køre på en måde, som stillede nogle lidt andre krav', husker Troels. 'Jeg havde jo ingen stævneerfaring, så jeg kørte forkert i en forhindring og blev disket.' Det slog ham nu ikke ud. Hestene havde klaret det fint og havde arbejdet for sagen, det bedste de havde lært, og snart blev der pudset seletøj igen og gjort klar til det næste stævne. Det kan være en temperamentssag hvilken type heste, man synes bedst om at køre med. I mange år var de to energiske og arbejdsvillige fjordheste passende for Troels. 'Rollo og Laban var begge hingste', siger Troels, 'og det gav jo lidt mere fart og tempo. Jeg kan godt lide, når tingene kan gå lidt kvikt, og med de to hingste havde jeg mulighed for at slå lidt ekstra 'turbo' til, hvis der var behov for det.' Det har nok været lidt usædvanligt at køre hingste-tospand, og man skulle tro, at det gav uro i geledderne, når de var med ude. Der blev naturligvis prustet og vrinsket en del af hinanden og af hopperne især, men så snart seletøjet blev fundet frem, vidste de, at der skulle arbejdes, og det ville de meget gerne. 'Jeg har jo haft dem fra føl og har kunnet præge og opdrage dem lige fra starten', påpeger Troels. Kusken og konen I anledning af Poul Nielsens 60-års fødselsdag kørte Troels sin Mentor en tur med firspand Foto Vibeke Trans 1988 21
Rollo og Laban var først og fremmest et par ualmindeligt velopdragne og rutinerede køreheste, så lysten til at køre stævner voksede, og der blev brugt megen tid og mange kræfter på den konto. 'Heldigvis har han en kone, der brænder ligeså meget for sagen', siger Lena med et stort smil. 'At køre stævner på et nogenlunde seriøst plan kræver, at man begge to er indstillet på at bruge det meste af fritiden på det, og så skal man kunne fungere som et team', tilføjer hun. I mange år har man da også kunnet nyde synet af Troels og Lena køre med de to fjordhingste i alle mulige sammenhænge. Og ligesom sin mand er Lena også bedst tilpas med, at tingene går lidt kvikt og effektivt. 'Da jeg var 12 år, fik jeg min første hest', siger Lena. 'Det var en araberhoppe, og som bekendt kan der være en del 'tænding' på sådan én.' Det skortede heller ikke på gå-på-mod hos hverken hest eller rytter, og at de aldrig for alvor kom galt afsted, er ifølge Lena lidt af et mirakel. 'Blitta og jeg var 'pot og pande' i mange år', fortæller Lena. 'Noget af det sidste, vi eksperimenterede med, var westernridning. Da var hun allerede en del oppe i årene, men hun fungerede faktisk helt godt som westernhest.' Når Troels og Lena fortæller løs om alle deres oplevelser, får man en tydelig fornemmelse af, at hestene er omdrejningspunktet i deres tilværelse. Og det er ikke så mærkeligt, for kærligheden og interessen for heste strækker sig også langt ind i deres professionelle liv. Lena er uddannet socialpædagog med speciale i pædagogisk arbejde med børn og heste. Til daglig arbejder hun i en fritids- og ungdomsklub i nærheden af Odense, hvor hun er ansvarlig for klubbens hestehold og de børn og unge, der kommer i stalden. Lena er desuden forfatter til fagbogen 'Hesten som pædagogisk redskab', der udkom i foråret 1999. Troels har i 14 år haft selvstændig virksomhed som beslagsmed, hvor han har haft god brug for sin viden om hesteadfærd. 'Jeg har tit været ude for at skulle sko heste, som af den ene eller anden grund var vanskelige at have med at gøre', siger Troels. 'Så gælder det om at have god tid og at håndtere hesten på en rolig og bestemt måde, som indgyder tillid.' Og det virker efter hensigten, for det siges, at han igennem alle årene kun har måttet opgive at sko nogle ganske få stykker. Stævnevognene blev parkeret I en periode var Troels og Lena ikke at finde blandt stævnedeltagerne rundt om i landet. Som beslagsmed havde Troels meget travlt i sommerperioden, og som noget nyt var de også begyndt selv at avle heste. 'Vi brugte en del tid og kræfter på at avle Welsh Cobs og Welsh Partbreds, som skulle være vores fremtidige køreheste', forklarer Lena. 'I den periode fokuserede vi meget på avlsarbejdet, hvor det også var vigtigt, at vi deltog i avlsforeningens kåringer og shows, og så blev det altså svært at få tiden til at slå til.' Vi var ofte med, når hele trailertoget tog afsted til kåring i Roskilde, Odense eller Herning. Telte, dyner, tøj, kogegrej og hunde blev pakket i bilerne med kyndig hånd, og afsted det gik med håbet om, at hestene ville opnå gode bedømmelser. De to fjordhingste og Lenas araberhoppe er for længst draget afsted til de evige græsmarker, og i anden og sidste del af historien er det tiden at høste frugten af avlsarbejdet hos Lena og Troels i Kværndrup. Læs del 2 i næste nummer af Køresporten. Troels ved DM i Åbenrå Foto Vibeke Trans 1988 22
Traditionel kørsel i København Af Henrik Køier Andersen Søndag den 19. august blev der kørt traditionel kørsel i København. Dagen skulle have været en del af nogle indledende konkurrencer, som skulle have været afholdt i forbindelse med dyrskuerne i Roskilde, Herning og Odense. Dyrskuerne blev som bekendt aflyst i år, og konkurrencerne i Traditionel kørsel derfor ikke afviklet. Der var kommet en del afbud, på grund af høst, VM med mere, men vi valgte at gennemføre arrangementet, på trods af det begrænsede deltagerantal. Vi mødtes kl 10.00 på Christiansborg, vejret var fint, og de fremmødte havde virkelig gjort noget ud af deres ekvipager. I år blev ruten gennem det gamle København udleveret sammen med bedømmelsesskema til hver ekvipage. Herefter var det frit for alle, om man ville køre i kortege, eller om man ville køre alene. Alle var dog indstillede på at køre med i kortegen, hvilket gav mange københavnere et flot og imponerende syn, da den lange række hestevogne kom kørende gennem byen. Efter at have kørt gennem mange af de små gader i det indre København, fortsatte turen til Nørrebro, hvor vi gjorde holdt i De Gamles By, der, som navnet antyder, er et stille og roligt kvarter med egne ubefærdede gader. Her gjorde vi holdt for at gennemføre de små indlagte konkurrencer, som i år bestod i at bakke 3 meter over afmærkede streger, køre med linerne i en hånd og et glas vand i den anden fra punkt A til punkt B, køre ned ad en allé med flag med mere, uden at overskride linierne på siden og den sidste hvor man skulle køre over et brønddæksel med kun det ene baghjul. Vores besøg i den gamle by var til stor glæde for os, da der er god plads, og som tidligere nævnt stille i gaderne, men jeg tror også, at Den Gamle Bys beboere fik en oplevelse ud af det. Der var kun en ekvipage igang ad gangen, og derfor kunne de øvrige benytte pausen til at få nogle indtryk af de andre ekvipager, som de skulle bruge i forbindelse med den demokratiske bedømmelsesform. Hver ekvipage udfyldte et skema, hvor de gav deres vurdering af hvis Frede Svendsen, DKS med sin smukke ekvipage på vej gennem København Foto Jørgen Konge 23