Doña Musica s Butterflies

LMKKBVVF, Doña Musica s Butterflies ODIN TEATRET NORDISK TEATERLABORATORIUM POSTBOKS 1283 - DK-7500 HOLSTEBRO - DENMARK TEL. +45 97 42 47 77 - FAX +45 97 41 04 82 E-MAIL odin@odinteatret.dk - www.odinteatret.dk ODIN TEATRET THOMSENS BOGTRYKKERI GRAFISK IDÉHUS, HOLSTEBRO

Odin Te a tret DOÑA MUSICAS SOMMERFUGLE med Ju lia Var ley Instruktion: Eugenio Barba Tekst og scenografi: Julia Varley Lys: Knud Erik Knudsen Forside og grafik: Marco Donati Musik: Jan Ferslev og Frans Winther Doña Musica s Sommerfugle handler om identitet. Det er historien om en skikkelse, undsluppet fra en teaterforestilling Kaosmos der gennemgår sin oprindelse og sine eventyr ved hjælp af insektforvandlinger, teorier fra den moderne fysik og digte og fortællinger fra svundne tider. ODIN TE A TRET: Pa tri cia Al ves, Eu ge nio Barba, Ma ri anne Blich feldt, Kai Bredholt, Ro berta Car reri, Jan Fer slev, Fer nando Ja con, Sø ren Kjems, Hans Kob berø, Tage Lar sen, Si grid Post, Anna Ma ria Hede, Iben Na gel Ras mus sen, Push pa ra jah Sin nat hamby, Rina Skeel, Ul rik Skeel, Fer di nando Ta vi ani, Ju lia Var ley, Tor geir Wet hal, Frans Win ther, Poul Øst er gaard.

Ju lia Var ley Fra Larve Til SOM MER FUGL For vand ling og iden ti tet Hvad lar ven kal der ver dens ende, kal der re sten af ver de nen en som mer fugl. (Lao Tse, Ve jens og dy dens bog) Doña Mu sica sid der i sin læ ne stol og for tæl ler hi sto rier som en beds te mor. På bor det ved si den af hende lig ger de ting, som hun hol der al ler mest af: de mest nødven dige. Det var hen sig ten, at hen des for tæl ling skulle være for tro lig, hen des stemme dra gende, for fø rende el ler frygt ind gy dende ved hjælp af de små va ri a ti oner i to ne fald, som ken de teg ner et even tyr. Doña Mu sica havde ikke tænkt sig at lave en te a ter fore stil ling, men hen des na tur tog over mag ten. Hi sto ri erne vok sede i takt med, at hen des stemme ledte ef ter op mærk somme til hø rere læn gere væk end de sid dende børn ved hen des fød der. Hvis jeg tæn ker til bage på mine beds te for æl dre og på min ol de mor, hu sker jeg, at de mest fa sci ne rende hi sto rier hand lede om de res for tid: hvor de havde le vet og med hvem, de res rej ser, de res ar bejde, ro serne i de res have, de res kær ligheds erin drin ger. Jeg ville gerne have haft mere at vide. Nu for tæl ler Doña Mu sica om sin for tid og kom men te rer den. Men kan en te a ter fore stil ling for tælle om føds len og ud vik lin gen af en rolle, der al le rede er te a ter? Jeg stil ler sta dig væk selv dette spørgs mål. Mo derne fy sik har lært os, at vir ke lig he den er ube gri be lig, og at den, når den de fi ne res, al le rede er for an dret, og at per cep ti o nen af vir ke lighe den er en kon se kvens af iagt ta ge rens syns vin kel. Ind hol det i Doña Mu si cas for tæl ling er mere end no get an det knyt tet til den en kelte til sku ers for tolk ning. Mange af hi sto ri erne smel ter sam men, og selv for men sy nes at trodse en hver defi ni tion. * Jeg har ar bej det in den for te a ter i et kvart år hund rede, men jeg har kun spil let få rol ler, da en hver af Odin Te a trets fore stil lin ger kan op fø res op til 300 gange. Nogle af disse rol ler ek si ste rer kun i den fore stil ling, som de er skabt til. An dre, der imod, fort sæt ter med at leve uaf hæn gigt af den sam men hæng, hvori de blev født. Med nogle rol ler øn skede jeg at ud trykke no get. An dre fik mig til at ud trykke, hvad jeg ikke vid ste. Der er rol ler, som jeg le ver med i to til tre år og an dre, som nu har fulgt mig i tyve år. De selv stæn dige rol le skik kel ser, der ef ter fore stil lin gen næg ter at dø, ta ger skæb nen i egen hånd og be stem mer selv. De le der mig gen nem si tu a ti o ner og forestil lin ger, som jeg skue spil le ren ikke er herre over. Det er, som om de selv har ta get mag ten. De, som ken der til mit ar bejde, har mødt Mr. Pe a nut, fi gu ren med død nin ge hove det, som blev skabt i for bin delse med Odin Te a trets Ana ba sis. Mr. Pe a nut har gen nem van dret al ver dens ga der og tvang mig til at lave min før ste so lo fore stilling The Castle of Hol ste bro. Han er nu klædt som en dame og dan ser i en ny Odin Te a tret fore stil ling Ode til Frem skrid tet. Må ske på grund af ja lousi til Doña Mu sica og den tid, som jeg an vendte til hende, for må ede Mr. Pe a nut at slippe ind i ha ven med som mer fug lene. Han op træ der i slut nin gen, for klædt, som Doña Mu si cas alte rego. El ler må ske re præ sen te rer de begge for skel lige aspek ter af en og samme per son, som, når alt kom mer til alt, er mig. * I Doña Mu si cas Som mer fugle er en af hi sto ri ens tråde dia lo gen mel lem rol len, skue spil le ren og Ju lia. Iden ti tet er et van ske ligt tema, når rød derne fil trer sig mere og mere sam men. I øje blik ket er vi vidne til små lan des krav om an er ken delse. Mino ri te ters kamp for ret tig he derne, re li gi øse og et ni ske krige og mul ti-kul tu relle kon fe ren cer er hver dags stof. I dette for vir rin gens øje blik ta ler man me get om identi tet. Jeg kan ikke være en hel støbt per son. Jeg er klar over, at mine rød der kan føre mig til stjer nerne, gen nem alle egne af kon ti nen terne, og at jeg le ver med for skellige an sig ter. Te a ter til la der mig dette liv. En an den tråd i hi sto rien er mo derne fy sik og spe cielt nogle for mu le rin ger fra The Tao of Phy sics af Frit jov Capra. Disse van ske lige te o rier og abs trakte be gre ber er endnu en gang et gan ske be syn der ligt tema for en te a ter fore stil ling. Må ske er det grun den til, at Doña Mu sica pro vo ke res og in si ste rer på at kon fron tere til skue ren med en så flyg tig vir ke lig hed. Gårs da gens til tro til den vi den ska be lige forsk ning er i dag ble vet af løst af tvivl. Det er nu en ac cep te ret op fat telse, at vir ke lig he den kan er fa res via in tu i tion el ler dans, og at op le velse trod ser en hver de fi ni tion. My ter giver nu til dags næ ring til hi sto rie, og kunst gi ver næ ring til vi den skab. Det var et fa sci ne rende ven de punkt un der prø verne, da jeg i tek sten er stat tede or dene atomar ver den med rol len. Alt syn tes plud se ligt kla rere. Det er van ske ligt at for stå og ac cep tere, at vir ke lig he den er en til bø je lig hed til at ek si stere, at den går frem og til bage i tid, og at den kan være bøl ger og par tik ler på samme tid. Men at en rolle kan have disse egen ska ber sy nes lo gisk, i hvert fald for mig, som har ar bej det med te a ter i åre vis.

In struk tø ren har også fun det sin plads i dia lo gen mel lem rol len, skue spil le ren og Ju lia. Han er den, der for står at frem hæve den hu mor, som ken de teg ner mig. Han er det uden for stå ende blik, som be stem mer, hvad der er over flø digt og skal klip pes væk. Han fin pud ser ryt men og ac cep te rer ikke den mind ste fejl. Han har ikke for stå else for svag hed, men stræ ber ef ter at ud vide be tyd nin ger nes mang foldig hed og finde nye løs nin ger. In struk tø ren er til stede gen nem en re kon struk tion af den ar bejds pro ces, der fandt sted un der fore stil lin gen Ka o smos, og han op træ der også som den be hå rede larve, der ikke læn ges ef ter at blive en som mer fugl. Selvom Doña Mu sica gør grin med ham og de mis for stå el ser, der op står imel lem dem, er hun be vidst om den glæde, der ind fin der sig ne top, når in struk tø ren glem mer at be tragte vær ket som no get, der skal ret tes og nøjes med at blive en vi si o nær tilskuer. * Ikke bare ato mer og atom are par tik ler, men også cel ler og kom plekse sy ste mer fin des i det vi den ska be lige felt. Stu diet af lar vens for vand ling til puppe og pup pens til som mer fugl til hø rer den del af vir ke lig he den, som er be gri be lig. Men i det øjeblik af for vand ling, hvor en bli ver til to og to bli ver til en åben ba res en an den sand hed, der er van ske lig at for stå. Og det er en lig nende forvand ling, som Ju lia, skue spil le ren og rol len øn skede at af sløre ved at vise det hemme lige og pri vate øje blik, der ikke til hø rer sce nen, når ko stu met og smin ken er ta get af. Hen sig ten er ne top at be træde dette hem me lig heds fulde om råde, hvor tea tralsk hed, hand ling og skue spil er op gi vet og be røre som mer fug lens sår bar hed med dens kun fi re og tyve ti mer lange liv. * Il lu si o nens tema stam mer fra fore stil lin gen Ka o smos. Er det, som Doña Mu sica hol der i hån den et lom me tør klæde el ler er det en som mer fugl, der fly ver? Til hø rer Doña Mu sica vir ke lig he den el ler fan ta si en? Begge dele. Hvis te a ter sta dig væk virker for fø rende, er det ikke kun, fordi det ska ber et for hold mel lem le vende men nesker, skue spil le ren og til skue ren, men også fordi det sam ti digt frem stil ler vir ke lighe den og dens frem stil ling. En fore stil ling bli ver både er fa ring og tran scen dens, både iden ti fi ka tion og di stan ce ring. Doña Mu sica lø ber vir ke ligt, og fly ver vir keligt. Doña Mu sica syn ger, og san gen fra det om gi vende rum om slut ter hende. Doña Mu sica for kla rer, hvor dan man op byg ger en rolle og af slø rer Ju lia, der hu sker, hvor dan hun skabte den. Doña Mu sica sid der i sin læ ne stol og frem ma ner på samme tid liv, død, al der dom, et ny født barn, et atom, en de talje, kaos og et hav af mørke. * Det, som var un der tek sten i Ka o smos, er ble vet til tek sten i Doña Mu si cas Sommer fugle. Zen digte, som blev ci te ret i bø ger om mo derne fy sik, og som var udgangs punkt for Doña Mu si cas hand lin ger i Ka o smos, træ der nu helt ty de ligt frem for til skue ren. Et skjult liv op da ges, men kun for at åben bare flere ki ne si ske æsker og an dre my ste rier. Hvid som mer fugl En ka ste pil mel lem nel li ker Hvis ånd? Jeg kunne sige, at dette digt rum mer hele fore stil lin gen. Men hvis Doña Mu sica ikke havde tvun get mig til at ar bejde med Doña Mu si cas Som mer fugle, ville jeg al drig have op da get den rig dom, der skju ler sig bag disse enkle ord. Jeg kan kun be klage, at tek stens nel li ker, som jeg fore stil lede mig røde, blev hvide i fore stil lingen. Som mer fugle sæt ter sig på blom ster, der skju ler nogle små ly sende lam per. De dan ner en cir kel om en ma gisk ver den, hvor et bro de ret stykke stof dæk ker de elektri ske ka bler. Doña Mu sica bor i en have, men pluk ker blom ster ude i ver de nen. Mr. Pe a nut sni ger sig ind. Han måtte blive ved med at følge ef ter mig, og slut bil le det er Dø den, der ler og dan ser med den blå, gen nem bo rede og ind ram mede som mer fugl. Den blå som mer fugl kom mer fra Bra si lien, og den er dy re bar, fordi den kun le ver en en kelt dag. Nu får som mer fug lene, blom sterne og ha ven en an den be tyd ning. Doña Mu sica kunne være Dø den. Endnu en gang for kla rer som mer fug leef fek ten, hvor dan små år sa ger kan have store kon se kven ser. Fra asken af en fore stil ling, som er død for længe si den, bli ver blom ster, som mer fugle og en ny fore stil ling født. Ka o smos er ikke mere, og Doña Mu si cas som mer fugle dan ser i ste det. Pa ryk ken ta ges af. Kostu met er gen nem blødt af sved, og Ju lia smi ler til de præg tige som mer fugle af man ge far vet sil ke pa pir, som in va de rer rum met.

Foto Ros sella Viti Foto Jan Rüsz

Foto Jan Rüsz Foto Jan Rüsz Foto Jan Rüsz Foto Jan Rüsz

Ju lia Var ley Doña MU SI CAS SOM MER FUGLE Fore stil lin gens tekst I Jeg er Doña Mu sica. Jeg er en rolle fra fore stil lin gen Ka o smos. Mit navn er inspi re ret af en per son i Le Sou lier de Sa tin af Paul Clau del, en prin sesse, der hviske de: Den, der ikke kan tale, må syn ge! Og dette er min have, hvor jeg bor blandt blom ster og som mer fugle. Hvid som mer fugl, en ka ste pil mel lem blom ster, hvis ånd? Hvor dan blev jeg født? Gav skue spil le ren mig liv? El ler var det mig, en rolle, der af slø rede skue spil le ren? For mede skue spil le ren sin energi for at for vandle den til Doña Mu si ca? El ler for mede jeg, Doña Mu sica, skue spil le rens ener gi? Disse spørgs mål vil ikke føre os no gen vegne, for en rolle er en til bø je lig hed, en til bø jelig hed til at ek si stere, li ge som de par tik ler, der sprin ger og dan ser i et atom. En rolle er no get, der op står et sted imel lem ideen om en be gi ven hed og selve be gi ven heden, en mær ke lig art af fy sisk væ ren præ cist midt vejs mel lem mu lig hed og vir kelig hed. I Le Sou lier de Sa tin la der Clau del sin Doña Mu sica si ge: Når ord kun kan bru ges til at stri des med, hvor for så ikke være klar over, at gen nem kaos fin des der et hav af mørke til vor rå dig hed. Et hav af mørke... II En hver af jer har et livs træ el ler en blomst. De er som an dre plan ter, men de har hjer te slag. Lyt til det. Vin gers sværm føl ger duf ten, al drig i ro og ube væ ge lig strøm mer og smi ler læ ner sig mod luf ten. Tre nys ger rige som mer fugle spurgte sig selv: hvad er ild? Den før ste fløj rundt om flam men. Den an den blev til truk ket af ly set og skræmt af var men. Den tredje fløj lige ind i hjer tet af flam men og brændte op. Den vid ste nu, hvad ild var, men var ikke i stand til at for klare det. Hvor der er hav, vil der blive korn mar ker. III Mens skik kel serne, skue spil lerne og in struk tø ren var op ta get af at skabe forestil lin gen Ka o smos, læ ste min skue spil ler Ju lia en po pu lær vi den ska be lig bog, The Tao of Phy sics, af Frit jov Capra. Hun havde un der stre get nogle sæt nin ger, som pe gede på hem me lig he den bag det, hun ville lave i den nye fore stil ling: uen de lighed, at være og ikke at være, det fly dende og det for an der lige, skyg gen, det, som ikke kan blive er kendt og for stået, dan sen og dan se ren, som er en og den samme. Ju lia blev over ra sket over vis dom men i mo derne fy sik, som syn tes at have gen opda get de gamle asi a ti ske fi lo so fiers vi den. Hun øn skede at over sætte disse ab s trakte be gre ber til en te a ter skik kel ses kon krete hand lin ger. Det var abs trakte begre ber, der rø bede en sand hed, som hun ikke var i stand til at be gribe. Ju lia havde un der stre get disse sæt nin ger i bo gen: for vand ling - be væ gelse uden hvile - hæ ven og sæn ken uden en fast lov - det er kun for an dring, der ar bej der her - det er som vand i sin fly den - dets fred er som et spejl: det føl ger, men le der al drig. IV Ved at lytte til denne me lodi, tog jeg, Doña Mu sica, mine før ste skridt. Jeg opda gede mine ar mes be væ gel ser, min krops hold nin ger og mit ho veds mu lige stillin ger. Jeg for stod, hvor jeg skulle pla cere min vægt, og hvor jeg skulle skjule min styrke. Ak kom pag ne ret af denne mu sik fandt min stemme in to na ti o nerne, som pas sede til fik ti o nens vir ke lig hed. Når ord kun kan bru ges til at stri des, hvor for så ikke være klar over, at der igen nem kaos fin des et hav af mørke, som vi har til vor dis po si tion. De, som ikke kan tale, må synge, ja, syng! V Men in struk tø ren var ikke til freds. En dag bad han mig om at sætte tem poet ned, og den næ ste dag om at be væge mig endnu lang som mere og den næ ste hur tigere. For at gøre ham til freds fandt jeg på at be væge mig, så ryt men ikke kunne gen ken des. Hvis ryt men er gi vet af ræk ke føl gen af slag, som be ty der en lang sommere el ler hur ti gere ræk ke følge af tids in ter val ler, in de holdt i en be gyn delse og en slut ning, blev det min hem me lig hed at be væge mig uden be gyn del ser og slut nin ger. På den måde fik min skue spil ler også den fly den og til bli ven frem på sce nen, som hun havde læst om: i et atoms ver den ek si ste rer stoffet ikke med sik ker hed på bestemte ste der, men vi ser sna rere en til bø je lig hed til at op stå i sær lige punkter, og atom are be gi ven he der fore går ikke med sik ker hed på be stemte ti der og be stemte må der, men vi ser kun en til bø je lig hed til at finde sted. En puppe... der af ven ter det ui gen kal de lige øje blik, hvor den kan flyve. Pup pen dvæ ler i sit hus af ikke at ek si stere mere og endnu ikke at være. Chu ang-tsi, fi lo sof fen, drømte om at blive en som mer fugl. El ler var det sommer fug len, der drømte om at blive Chu ang-tsi?

VI In struk tø ren øn skede, at i slut nin gen af fore stil lin gen skulle hele rum met in vade res af som mer fugle. Hele gul vet fyldt med lar ver, der blev til som mer fugle og fyldte rum met med de res skrø be lige og man ge far vede flugt. Skrø be li ge? Men som mer fugle har ek si ste ret læn gere på jor den end di no sau rerne. De op stod sam tidigt med di no sau ren for mere end 150 mil li o ner år si den. Og de fly ver endnu, mens de gi gan ti ske uhy rer har væ ret ud døde i mere end 65 mil li o ner år. Om kring tyve tu sinde ar ter af som mer fugle ek si ste rer sta dig væk. Hvil ken slags som mer fugle ville in struk tø ren ha ve? Øn skede han en Gem me-gem me? Gem me-gemme fly ver al tid bag ved no get. Folk kan vende sig om, så me get de vil, men den vil al tid være bag de res ryg, og der for er der al drig no gen, der har set den. El ler ville in struk tø ren have Lin guina Go mit ulis, hvis lange tunge rul ler sig ud som en streng og fan ger de hur ti ge ste tusind ben, der der ef ter gi ves som gave til spur vene. El ler ville han have Dam pens-siko-sako, der spyt ter røg fra sin mund, fly ver i en bag læns sik sak og fløj ter som en ke del vand, der ko ger, fi fiú, fi fiú, fi fiú. El ler ville han have Goo fus-goo fang, der fly ver med ryg gen nedad, og bag læns, da den ikke be kym rer sig om, hvor den kommer hen, men hvor den kom mer fra. El ler Gil ly-cu bus-ga loo, der le der ef ter blomster imel lem klip perne i De Skø res Dal og læg ger fir kan tede æg, så de ikke rul ler ned i af grun den. Bør nene fra Las Ve gas ko ger disse æg og bru ger dem som ter ninger. El ler Nel son-nel son, der med kun én vinge hvirv ler som en spin de rok. Dens skif tende farve af hæn ger af års ti den og hu mø ret hos det men ne ske, der ob ser ve rer den. Men in struk tø ren ville kun have al min de lige som mer fugle. Jeg prø vede at blive en al min de lig som mer fugl. Jeg be gyndte med at blive en larve. En be hå ret larve med mange ben nogle skæl lede, med klør, spidse an dre korte, sam men træk ke lige, stik kende for bedre at kunne kravle på bla dene som en gym nast, godt fæst net. Glu bende sul ten er lar vens mund, be væb net med skarpe og fa ste kæ ber der skæ rer stød vist, og un der dem gna sker an dre små kæ ber fi brene, og dér, midt imel lem, er et hul som spin der en fin sil ke tråd. Lar ver er for mens pil grimme. En dag be gyn der de res fløjls bløde hud at mi ste sin farve, be nene fæst ner sig på bla dene med suk ker sød slim, en ukendt kram pe træk ning pi ner dem: at blive en an den, at flygte fra sig selv. De svul mer op, de kæm per, de træk ker sig sam men, de krum mer den sit rende krop, nær mer sig en træ stamme, en søjle, en væg og de krav ler op og dér, på top pen, nag ler de kro gene på de ba ge ste ben fast og la der sig falde, med ho ve det nedad, som akro ba ter på en tra pez. En hel dag bli ver de hæn gende, bom stille. Og se! De res krop vri der og spal ter sig og et ho ved fri gør sig fra det gamle ho ved, nye ben vok ser frem af de gamle og en duk ker frem i to og to i en. Den dir rende puppe fol der sig lang somt ud af lar vens be hå rede ka da ver, der vis ner og fal der med en sid ste ry stelse. Den faldne blomst sy nes at vende til bage til sin stilk: en som mer fugl. Et nys, som mer fug len er ikke mere. El skende som som mer fugle, græd ikke, selv stjer ner må sige far vel. Som mer, som mer fug le skyg ger gli der af og til forbi vin duet. Blom sten sprin ger ud fra en sten: en som mer fugl. Blom sten sprin ger ud fra en sten: på denne måde bli ver en rolle født. VII Da jeg, Doña Mu sica, en rolle, mødte skue spil le ren, gav jeg mig til kende, men blev ikke for stået. Der for be væ gede skue spil le ren sig i mod satte ret nin ger. Hun søgte kon tra sterne og und gik de nemme løs nin ger. Skue spil le ren stræbte ef ter at finde de gru somme si der af skøn he den og de fa sci ne rende si der ved ned vær di gelsen. I denne før ste fase var ho ved ry sten hen des hyp pig ste be væ gelse. Hun ry stede sit ho vede som et træ i vin den, så frug terne kunne falde af og blive sam let op. Deref ter ledte skue spil le ren ef ter sin rol les es sens og Doña Mu si cas hem me lige liv. Ju lia lod mig gøre, hvad jeg ville, som jeg ville, når jeg ville. Hun fulgte mine ind fald, mine sær he der, uden at be kymre sig om in struk tø rens el ler de an dre skue spil le res kom men ta rer. Det var en ud hol dende, lang som og van ske lig pro ces, som plud se ligt lø ste sig op: skik kel sen havde fået vin ger. Da blev skue spil le ren et med rol len, Doña Mu sica, og hun blev i stand til at se sig selv ude fra og hu ske usik ker he den, for vir rin -

gen og be svæ ret ved be gyn del sen. Tids punk tet var kom met for mig, Doña Mu sica, til at møde til skue ren og for tælle denne hi sto rie: der var en gang et ar tigt og føl somt barn, som el skede som mer fugle. Han løb ef ter dem og fan gede dem for sig tigt i sine små ro sen røde, but tede hæn der. Så rev han yn de fuldt de res vin ger af. En dag så hans mor ham og skældte ham ud: Skam mer du dig ikke, at du er ond ved disse for svarsløse skab nin ger? Og bar net pro te ste re de: Men som mer fug lene kan lide det. Det er Lo ven. Selv som mer fugle må tjene til li vets op hold. VIII På et tids punkt i pro ces sen, da fore stil lin gen Ka o smos blev skabt, for talte instruk tø ren skue spil le ren, at hun skulle spille en dør vog ter. Denne dør vog ter, fra en no velle af Franz Kafka, for hin drer en mand fra lan det i at få ad gang til Lo ven. Instruk tø rens in struk ser gik i ret ning af re a li sti ske sce ner og en æl dre skik kelse, mens min skue spil ler tænkte på uen de lig hed, og hvor dan hun kunne skabe en skik kelse som ha vet, der for svin der med so len. Så skue spil le ren ar bej dede med den æl dre skik kelse. Ju lia skrev straks sine før ste as so ci a ti o ner ned: ryn ker, vis dom, be drøvelse, lang somme skridt, små skridt, erin drer sig for ti den, glem mer, uden frygt, tabte tæn der, øjne, der ikke ser, læng sel ef ter skøn hed, sorte tæn der, stive led, li vet svin der bort, skrum per ind, Isak Di ne sen, fal der, kvæ les, læ ser den samme bog igen og igen, kold brand, sto mi-pose, am pu ta tion, døv hed, ryn kede hæn der, læng sel ef ter ha vet, læng sel ef ter fa mi lien, en som hed, rej sens ende. Mere om den æl dre skik kel se: læ ber som en and og vidt åbne øjne, luk kede læ ber og vrede øjne, lø ber og gum ler, ler, ure gel mæs sige ryt mer, en vak lende skygge. En stemme, som dør hen, en kats stemme, en stemme med spidse læ ber. Den æl dre skik kel ses hæn der: gni der sig, kær teg ner, lil le fin ge ren bli ver fø lel sesløs, rækkes frem, åb ner en krukke, bry der lo ven, dan ser. IX Hvor er li vets Lov? Hvor fin des der liv? I en som mer fugl? I en pup pe? I en lar ve? I en lar ves mo le ky le? I en lar ves cel le? I den mind ste de tal je? I et atom? Men i et atom er der par tik ler, der på samme tid kan øde læg ges og ikke øde læg ges. Stoffet er både kon ti nu er ligt og dis kon ti nu er ligt. Kraft og stof er for skel lige aspek ter af samme fæ no men. Kraft og stof, par tik ler og bøl ger, be væ gelse og hvile, ek si stens og ik ke-ek si stens: det er blot nogle af de mod sæt nings fyldte og selv mod si gende be gre ber, som tran scen de rer i den mo derne fy sik. Men i mo derne fy sik, er der da ikke flere lo ve? Jo, der fin des en Lov. X Foran Lo ven står der en dør vog ter. Der kom mer en mand fra lan det til denne dør vog ter og be der om ad gang til Lo ven. Men dør vog te ren si ger, at han ikke kan give til la delse til at træde ind nu. Man den spør ger ham så, om han da vil få lov til at træde ind se nere. Det er mu ligt, si ger dør vog te ren, bare ikke nu. Man den fra lan det sy nes, at Lo ven burde være til gæn ge lig for alle til alle ti der. Men ef ter at have be trag tet dør vog te ren lidt nær mere, be slut ter han sig al li ge vel til at vente. Dør vog te ren gi ver ham en skam mel og la der ham sidde ved dø ren. Der sid der han i dage, må ne der, år og ven ter på at få ad gang. Man den fra lan det gør mange for søg på at blive luk ket ind til Lo ven. Han ofrer alt, hvor kost bart det end er, for at be stikke dør vog te ren. Dør vog te ren ta ger imod det hele, men si ger sam ti digt: Jeg ta ger kun imod det, for at du ikke skal tro, at du har la det no gen mu lig hed ufor søgt. I disse mange år iagt ta ger man den uaf brudt dør vog te ren. Han for ban der sit uheld. I de før ste år højt og dri stigt. Se nere, ef ter hån den som han bli ver gam mel, brum mer han kun. Han går i barn dom. Nu har han ikke lang tid til bage at leve i. Alle stræ ber ef ter Lo ven, si ger man den fra lan det til sidst, hvor dan kan det da være, at in gen an dre end jeg har bedt om ad gang i alle disse år? Dør vog te ren sva rer: In gen an dre kunne få ad gang her, thi denne dør var be stemt alene for dig. Nu går jeg hen og luk ker den. Alle har et livs træ el ler en blomst... Som mer fug len ved, som mer fug len drøm mer, blom sten sprin ger ud mel lem ukrudt. Hvid som mer fugl i kor net, ån den fød tes ud af en orm. Hvid som mer fugl i kor net, som me ren er kom met som en storm. Du kom til min dør og ban kede på. Jeg spurg te: hvem er det? Du sva re de: det er mig! Og dø ren blev ikke åb net. Ti den gik, du vendte til bage og ban kede på min dør. Jeg spurg te: hvem er det? Du sva re de: det er mig! Og dø ren for blev luk ket. Der gik mere tid og du ban kede igen på min dør. Jeg spurg te: hvem er det? Du sva re de: det er dig! Og dø ren blev åb net. En hver af Jer har et livs træ og en blomst. De er som an dre plan ter, men de har hjer te slag. Lyt til det. Ti den lig ger i ren de ste nen, en spurv syn ger, pik ker af og til. Jeg kan høre for ti dens mu sik mel lem fyr re træer, se sky erne tu sinde mil borte.

Ha ven er fyldt med lyde fra få re kyl lin ger. Når man æl des, bli ver bjerge smuk kere end no gen sinde. Jeg er glad, hvad end der sker, jeg er her. XI In struk tø ren havde sagt til skue spil le ren: jeg vil gerne, at du spil ler en me get gam mel skik kelse. Ju lia købte pa ryk ken og fandt en nat kjole i sort silke på sin fars lofts kam mer og også en sølv bro de ret ara bisk kappe. En dag tog hun ko stu met på og smin kede sit an sigt med gråt og hvidt for at over ra ske in struk tø ren. Hun ønskede, at han skulle se sin beds te mor igen med hen des lange, løst hæn gende, hvide hår. Det bil lede af en lille pige og en gam mel kvinde, som han havde be skre vet i sin bog En kano af pa pir. Ko stu met fra tø jet til fri su ren, fra sko til smyk ker er skik kel sens mest synlige til bø je lig hed. Det er no get, der for an drer og bli ver for an dret. Så jeg ar bej dede med ko stu met: mørkt slør og knip lin ger, far vede bro de rier til at pryde den sorte silke, et par høj hæ lede sko be klædt med stof som de ki ne si ske kvin ders snø rede fød der. Det var et ko stume, som skulle gøre mig høj og tynd som Ka zuo Oh nos Ar gen tina. Men alle de ord vi bru ger til at be skrive vor er fa ring med er util stræk ke lige. De be skri ver ikke træk af vir ke lig he den, men er frem brin gel ser i sin det. De er kor tet, ikke om rå det, kor tet be skri ver. I mo derne fy sik træ der uni ver set frem som et dy namisk og uad skil le ligt hele. Det uen de ligt lille atom og hele uni ver set er i evig bevæ gelse og ak ti vi tet. I en kon ti nu er lig kos misk dans af energi. I for tæl lin gen har jeg brugt før ste per son: jeg er Doña Mu sica - og jeg er det ikke. Jeg er skue spil le ren - og jeg er det ikke. Jeg er Ju lia - og jeg er det ikke. Jeg er og er ikke. Jeg går frem og til bage i tid li ge som de par tik ler, der sprin ger og danser i et atom. I Le Sou lier de Sa tin la der Clau del sin Doña Mu sica si ge: gen nem kaos er der et hav af mørke til vor rå dig hed. Kaos er kun sten at bygge kom plek si tet ud af sim ple ele men ter. Kaos ska ber form, in for ma tion og or den. En skjult, hemme lig heds fuld, pa ra dok sal, ufor ud si ge lig, men ube stri de lig or den, som tvin ger os til at se igen. I kaos kan en lille be væ gelse få store kon se kven ser. Det kal des sommer fug leef fek ten : en som mer fugls vin ge slag i Ja pan kan for år sage en or kan i Dan mark. El ler som po e ten al le rede har skre vet: vind i vest - de ned faldne blade sam les i øst. Où sont les pa pil lons d an tan? Hvad skete der med sid ste som mers som merfug le? Eu ge nio Barba Al TE A TER be STår af dans I visse ma ni fe sta ti o ner in den for den afri kan ske kul tur, og dens ca rai bi ske og ame ri kan ske di a spora, er gu derne skabt af samme stof som dans. Man kan ikke sige, at gu derne dan ser. Dan sen er den ædle sub stans, på græn sen mel lem den mate ri elle og ik ke-ma te ri elle ver den, gen nem hvil ken gu der nes kraft er re præ sen te ret. Dan sen er mid let, som brin ger os nær til gu derne. Også te a ter er gjort af samme stof som dans. Jac ques Co peau, der sam men med Sta ni slav skij in spi re rede til for ny else af te atret i vort år hund rede, er klæ rede, at dans er dra mas es sens. Dans uden mu sik Der fin des ad skil lel ser, som op le ves som sår. Så dan vir ker den skarpe skel nen mel lem te a ter og dans. Dette sår er et pro dukt af eu ro pæ i ske kon ven ti o ner fra forrige år hund rede. I stør ste de len af te a ter hi sto rien og i er fa rin gens ver den fin des denne skarpe ad skil lelse ikke. Den er ikke til stede i old ti dens græ ske og ro mer ske te a ter, på den eli za be thanske scene el ler i Com me dia dell Arte. Ej hel ler fin des den i de klas si ske asi a ti ske te a tre, el ler hos de skue spil lere, der ved, at de dan ser, selv om de skju ler det i en dra ma tur gisk for tolk ning, som in tet har med gen ren dans at gøre. Dans er hel ler ikke na tur ligt af hæn gig af mu sik. På den sid ste side af en anonym bog ud gi vet i Ita lien for om kring fire hund rede år si den, blev der fo re slået et men talt for søg, der skulle de mon strere dan sens di a bol ske ka rak ter. Bo gen var et po le misk skrift ret tet imod kar ne val og for fat tet af en mand, der var skræmt af ideen om kaos (Di scorso con tro il Car ne vale, 1607). For fat te ren fo re slog, at man skulle be tragte et rum fyldt med dan sende mænd og kvin der og fore stille sig, at man ikke kunne høre mu sik ken. Man kunne da stu dere de kun stige be væ gel ser og lægge mærke til de for vrid nin ger, men ne sker gør, når de rø rer hi nan den, ta ger hinan dens hånd, læ ner sig mod hi nan den, le der ef ter hi nan den og fjer ner sig fra hinan den. De lig ner ikke læn gere ci vi li se rede mænd og kvin der. De er gro te ske og fa rer sam men, ukon trol le rede og ob skøne. Man skulle tro, at de var van vit tige, frem med gjorte for sig selv og be satte af djæv len. Jeg tror, at dette er en frem ra gende øvelse for in struk tø rer og skue spil lere. Hvis dan sen, når vi sluk ker for mu sik ken, kun be står af for ce rede el ler over drevne bevæ gel ser, be ty der det, at den ikke har sit op rin de lige ud spring i krop pen, men er et for søg på me ka nisk at på tvinge krop pen en mu sik, en rytme. Når dans er or ga nisk, in de hol der den sin egen mu sik.

Skue spil lere, som er træ net i en klas sisk asi a tisk tra di tion, kan danse uden musik. Al li ge vel mi ster de res be væ gel ser ikke de res or ga ni ske hel hed og bli ver ikke min dre at trak tive for til skue ren. Til fø jer man mu sik, sang, po esi og for tæl lin gens fan tasi, bli ver fore stil lin gen ri gere og mere fuld endt. Men selv ud ført i sin nø genhed bi be hol der be væ gel sen kraft og liv. Dette gæl der ikke kun skue spil lere fra det klas si ske asi a ti ske te a ter. Mi mer fra De croux sko len, Odin Te a trets skue spil lere og bal let dan sere, som er vant til mu sik selv un der træ nin gen, ved, hvor dan de skal danse uden mu si kak kom pag ne ment. De la der sig lede af de res egne fy si ske be væ gel sers in dre, or ga ni ske mu sik. Den samme evne ken de teg ner alle dem, der til stræ ber et sce nisk nær vær ved at træne præ cise fy si ske hand lin ger. Sta ni slav skij for kla rede, hvor dan skue spil lere kunne skabe de res egen dans ved at ar bejde med rol len og de si tu a ti o ner, tek sten in de holder. Der fin des film op ta gel ser, som gi ver os mu lig hed for at se denne tavse og raffi ne rede dans i Mey er holds bio me ka ni ske øvel ser el ler i Rena Mi reckas og Ryszard Ci e slaks træ ning fra Gro tow skis Te a ter la bo ra to rium. Ud over ryt men vi kan op leve gen nem san gen, i et mu si kalsk in stru ment el ler en tromme, fin des der en dy na mo-rytme, som ud gør mu sik ken i krop pen. I alle disse ek sem pler er det ikke gen ren dans, vi ser, men en krop-i-live. Or det liv er ikke brugt uden grund. Det pe ger på det ele men tære ni veau i den sce ni ske ad færd, som ikke har no gen be tyd ning, men er rent og skært nær vær. Det er det ni veau, som hver ken er ud tryk el ler kom mu ni ka tion, men som gør begge dele mu ligt. Det er skue spil ler nes/dan ser nes fæl les grund lag. Det er de res præ-eks pres sive ni veau. Falsk hed og fik tion Te a ter og dans ud gør et en kelt, men umå de ligt stort om råde. Det kan ud for skes set fra en ge o grafs syns vin kel, hvor in te res sen sam ler sig om na bo skab, til stø dende zo ner, egne, som over lap per hi nan den og blan dede pa no ra maer. Og det kan stu deres ud fra en ge o logs syns punkt, hvor det dre jer sig om forsk ning i den fæl les under grund i om rå der, som på over fla den er ad skilte og for skel lige. Det er ge o lo gens frem gangs måde, der til træk ker mig. Jeg er in te res se ret i den dybe dans, der lig ger skjult i alle skue spil lere, når de res sce ni ske op træ den er virknings fuld. Jeg for sø ger at finde de bøl ger af rytme el ler af kraf tig be væ gelse, som hol des til bage i krop pens dybde, selvom den er næ sten urør lig el ler op træ der normalt. Når skue spil lere hol der den energi til bage, der ska ber liv i de res sce ni ske nærvær, og når de ikke åben lyst dan ser, dan ser no get in deni dem. Uden denne dybe dans, fin des der in gen virk nings fuld skue spil ler. Der vil kun være falsk hed. Vi vil savne den sande fik tion. I te a ter er det mod satte af falsk hed fik tion, d.v.s. kunst. Uan set hvil ken stil en skue spil ler væl ger, re a li stisk el ler ej, er det vig tigt, at en hver hand ling er reel. En skue spil ler må agere fik ti o nen og ikke fore give at agere. En hand ling er kun reel, når de mind ste be væ gel ser har rod i tor soen, og in vol ve rer hele krop pen og ikke kun dele af den så som hæn derne, øj nene el ler mun den. Denne in te gri tet, der ud sprin ger fra krop pens hel hed, en he den af or ga nismen-i-live, er, hvad jeg kal der dans. Når den skjulte dans bli ver ty de lig og ud vikler sig frit i rum met, bli ver den til dans, så dan som vi ken der den fra kon ven ti onerne og gen rene. Ord og stil hed er i så fald må ske ikke læn gere til stræk ke lige, og rytme, trom mer og mu sik bli ver nød ven dige. Som til skuer har jeg en helt spe ciel op le velse, hver gang jeg ser en skue spil ler, der ved, hvor dan man fin der kil den til sit sce ni ske liv. Det gør ikke no get, om jeg ser en ko me die, en tra ge die el ler et sør ge ligt drama uden håb, hvor sand he den om vo res me nings løse skæbne åben ba res i al sin is nende ste ri li tet. Det er nok, at jeg løs ri ver mig fra or dene, in tri gen, an sigt og hæn ders ud tryk og kon cen tre rer mig om skue spil le rens torso og fød der, og jeg kan se dan sen gemt bag spil lets ydre skal. Li vets un der jor di ske tegn åben ba rer sig, selvom de næ sten ikke er syn lige. Nogle gange ma ni fe ste rer de sig på en eks plo siv måde, og så er ken der vi, med el ler uden mu sik, at te a ter er dans. Lig nende bil le der har vi fra for ti dens år hund re der. I slut nin gen af de mest mørke og gru somme fore stil lin ger, hvor de op ti mi sti ske til sku e res il lu si o ner blev ti lin tet gjort, og be stia li te ten, der lu rede un der de no ble ord fra rid dere og denne ver dens mæg tige, blev af slø ret, og ef ter at have vist hvil ken bit ter kamp kær lig hed kan være, for lod Shake spe a res skue spil lere plud se ligt de res skik kel sers fik tion og be gyndte at danse til gig gens le vende rytme. Så op da gede en af til sku erne må ske, at skue spil lerne, på trods af det han havde set, havde dan set gen nem hele fore stillin gen. Over sæt tel se: Gitte Lind holt & Frans Win ther

Foto Jan Rüsz