Forord Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis. Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives ikke udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos de enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene. Offentliggørelsen på www.tandklage.dk sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større åbenhed om dets arbejde. K. Wiingaard TANDKLAGERET (Udførlig indholdsfortegnelse bagest) 1. Tandklageret er de regler, der gælder for de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters klageordning.
- 2-2. Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (6-15), forskellige bestemmelser i lovgivningen (33-71) og den nævnspraksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod findes der så godt som ingen domspraksis på området. Disciplinæransvar, kontraktsansvar, tandklageproces, Tandklagesystemet 3. a. Tandlæger kan via udøvelsen af deres virksomhed ifalde ansvar for retsbrud, såfremt de tilsidesætter de pligter, der påhviler dem i henhold til lovgivning, overenskomst eller aftale (kontrakt). Der kan være tale om disciplinæransvar, strafansvar, kontraktansvar, erstatningsansvar (delikt) og serviceansvar. De fem ansvarsområder overlapper (men dækker ikke) hinanden. Det kan forekomme, at der i én og samme situation kan blive tale om straf-, disciplinær-, erstatnings-, kontrakts- og serviceansvar. Men der kan fx foreligge en erstatningssituation, uden at der bliver tale om straf, disciplinær sanktion eller kontraktlig misligholdelsesvirkning. Og tandlægen kan blive pålagt en disciplinær sanktion uden at være straf-, erstatnings- eller kontraktligt ansvarlig. Tandklageretten drejer sig imidlertid umiddelbart kun om disciplinæransvaret (332-429 samt 678) og kontraktsansvaret (435-649). b. Tandklageprocessen (76-330) er formelle regler om behandling af klagerne og har til hovedformål at sikre rigtige afgørelser vedrørende tandklageansvaret, dvs. disciplinæransvaret (332-429) og kontraktsansvaret (435-649). Disciplinæransvaret, men ikke kontraktsansvaret, omfatter også tilfælde af tandskade (678). c. Med udtrykket Tandklagesystemet (Tandlægeklagesystemet) menes der de klageorganer, der som Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar.
- 3 - d. Strengt taget dækker udtrykkene tandklageret, tandklageproces, tandklageansvar og Tandklagesystem også serviceansvar (24-25 og 93-98) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet, men denne emnekreds omtales kun lejlighedsvis i denne fremstilling. I fremstillingen anvendes undertiden udtrykket han som betegnelse for patienten, tandlægen og andre fysiske personer. Han er her intetkøn (som altid i retssproget). FØRSTE DEL TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST. Resumé 4. Tandlægeoverenskomsten kan skabe ret og i et vist omfang pligt for tandlæger og patienter. Det er Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager og forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele. PRAKSISSEKTOREN 5. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af blandt andre praktiserende sundhedspersoner (Sundhedslovens 3, stk. 2).
- 4 - Ansvaret for praksissektoren ligger hos de fem Regionsråd, jf. Sundhedslovens 57. Praksissektoren drives gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn, dvs. Danske Regioner, og faglige organisationer af privatpraktiserende sundhedspersoner (Sundhedslovens 227, stk. 1). Regionerne har indgået 8 sådanne overenskomster, nemlig med Tandlægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Dansk Psykologforening, Danske Fysioterapeuter, Dansk Kiropraktorforening, Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter og Dansk Tandplejerforening. TANDLÆGEOVERENSKOMSTEN 6. Landsoverenskomsten med Tandlægeforeningen er Overenskomst om tandlægehjælp af 9. juni 1999, senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 ( Tandlægeoverenskomsten ). En ny overenskomst træder i kraft 1. april 2015. Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for? 7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Tandlægeforeningen, se 6, og binder umiddelbart kun dem. Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne? 8. a. Adskillige af bestemmelserne i Tandlægeoverenskomsten skaber ret for patienterne (egentligt tredjemandsløfte). Patienterne kan påberåbe sig disse bestemmelser, når dette fremgår af disses ordlyd eller af den fortolkning, der må anlægges.
- 5 - b. Tandlægeoverenskomsten forpligter ikke patienterne direkte. Fastlæggelse af borgernes retsforhold kræver særskilt hjemmel (som kan foreligge, hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står eller er forudsat i loven). Klageordningen, se 19, må anses som forudsat ved Klage- og erstatningsloven, se 35 ff., og Forbrugerklageloven, se 67. Efter Sundhedslovens 65 yder Regionsrådet tilskud til behandling hos tandlæge, og efter denne lovs 72 kan der fastsættes regler for tilskudsberettigede ydelser. (Se Bekendtgørelse nr. 1140 af 29. september 2010 om tilskud til behandling hos tandlæge i praksissektoren med senere ændringer; tilskud svarer til en bestemt procentsats eller til et bestemt af de i Tandlægeoverenskomsten fastsatte honorarer). Patienternes retsstilling i henhold til Tandlægeoverenskomsten anses som hjemlet ved lovgivningen eller dens forudsætninger. Patienterne kan i denne forstand anses som forpligtet ved Tandlægeoverenskomsten. Som eksempler blandt adskillige kan nævnes reglerne om patientens forpligtelser i Tandlægeoverenskomstens 20 og 21 (legitimation samt udeblivelse og afbrydelse af behandling). Ved indgåelse af tandlægekontrakt kan patienten kun vælge de(n) personligt hæftende, ydernummeransvarlige klinikejer(e), ikke en ansat tandlæge, et kompagniskab eller en selskabsform, som den pågældende tandlægepraksis måtte blive drevet i, se 438. Det følger af Tandlægeoverenskomstens 55, stk. 5, at patienten (og de øvrige parter) er pligtige at rette sig efter den trufne afgørelse i klagesagen (hvilket dog ikke udelukker en vis domstolskontrol, se 23 og 243). Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne? 9. Efter Tandlægeoverenskomstens 6, stk. 1, kan Overenskomsten kan tiltrædes af tandlæger, der har autorisation fra Sundhedsstyrelsen til selvstændigt virke, se herved 137. b.
- 6 - Eksklusivbestemmelser er forbudt (Sundhedslovens 227, stk. 4). En tandlæge kan tiltræde Tandlægeoverenskomsten uden at være medlem af Tandlægeforeningen. 10. Nogle tandlæger med autorisation til selvstændigt virke, herunder et antal medlemmer af Tandlægeforeningen, praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten gælder ikke for sådanne tandlæger. (Sundhedsministeren kan i medfør af Sundhedslovens 229 fastsætte vilkår for ydelserne, således at patienterne ikke bliver udsat for en større egenbetaling, end tilfældet vil være efter overenskomst.) 11. Mange tandlæger har ikke selv tiltrådt Tandlægeoverenskomsten, men virker i en underordnet stilling på en klinik som ansat under en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Overenskomsten gælder ikke uden videre for sådanne ansatte tandlæger. Overenskomsten kan som for patienternes vedkommende tillægge de ansatte tandlæger ret, men ikke uden hjemmel pligt. Som nærmere nævnt under 40 er det afgørende efter de bestemmelser, der er udsendt i medfør af Klageog erstatningsloven, hvorvidt tandlægen er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten omfatter ansatte tandlæger, for så vidt det i flere af dens bestemmelser omtales, at den ansatte kan medvirke som tandlægelig medhjælp for en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Tandlægeoverenskomsten gælder herefter for en tandlæge, der er ansat hos en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten, for så vidt Overenskomsten indeholder regler om behandlingen af klager fra patienter over sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Den overordnede hjemmel til således at forpligte ansatte tandlæger efter Overenskomsten, skal søges i Klage- og erstatningsloven, dens forudsætninger og bestemmelserne i medfør af denne. (I Tandlægeoverenskomstens 50, stk. 1, er det bestemt, at klagereglerne omfatter alle tandlæger, som er omfattet af Overenskomsten.)
- 7 - Forretningsorden 12. I medfør af Tandlægeoverenskomsten ( 48, stk. 2) er der udsendt Forretningsorden for Regionstandlægenævnene af 31. januar 2014. En forretningsorden af samme dato er gældende for Landstandlægenævnet ( 47, stk. 4). De pågældende forretningsordner er forudsat ved Afgrænsningsbekendtgørelsens (se 34) 2. Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten 13. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (dennes kapitel 9), indeholder regler om samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg). 14. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet (Tandlægeoverenskomstens 37, stk. 2). Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse omfatter altså også spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med patientklager under Overenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets kompetence gælder således hele tandklageprocessen og hele andklageansvaret, se 76-649, for så vidt overenskomstbestemmelserne ikke fortrænges af lovbestemmelser. Der er ikke foreskrevet nogen forelæggelsespligt (som når danske domstole har pligt til præjudiciel forelæggelse for EU-domstolen), så det praktiske udgangspunkt er, at Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet klarer fortolkningen selv.
- 8-15. Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, juni 2013, http://www.tandklage.dk/om-klagesystemet/vejledninger-i-behandling-af-klagesager/ landssamarbejdsudvalget.aspx. TANDKLAGESYSTEMET KLAGER OG ANSVAR Disciplinærklage, forbrugerklage disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar 16. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt: Tandlægeoverenskomsten (dennes kapitel 10). I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar. 17. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt: Tandlægeoverenskomsten (dennes kapitel 10). I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller normalt synonymt med udtrykket kontraktsansvar mangelsansvar.
- 9-18. Som overbegreb for udtrykkene disciplinærklage og forbrugerklage kan anvendes begrebet fagklage (for at markere modsætningen til serviceklage, se 25). En tandklagesag (fagklagesag) rummer som oftest en kombination af disciplinærklage og forbrugerklage (spørgsmål om både disciplinæransvar og mangelsansvar). Tandklagesystemets grundkompetencer 19. Efter Tandlægeoverenskomsten ( 44,stk. 1, 1. pkt.) bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der vedrører rent faglige forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle disciplinærklager. Det hedder videre ( 44, stk. 2, 1. led), at Regionstandlægenævnet bedømmer klagens faglige forhold og over for en tandlæge kan beslutte, at tandlægen til patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten ( 48, stk. 1) fungerer Landstandlægenævnet som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene. 20. Tidligere var Tandklagesystemets kompetence vedrørende forbrugerklager indskrænket til beslutninger om, at tandlægen til patienten skulle tilbagebetale et af nævnet fastsat beløb. Afgørelserne kunne dermed udelukkende angå mangelsbeføjelserne: 1) Tilbagebetaling, hvis arbejdet ikke er honorarværdigt, se 564 581, og 2) Afslag i honoraret svarende til manglen, se 610 619. Ved en fornyelse af Tandlægeoverenskomsten, der trådte i kraft den 1. januar 2007, blev ordet tilbagebetale i 44, stk. 2, 2. led, ændret til betale, se herved 594.
- 10 - Ændringen kan sprogligt opfattes som en særdeles omfattende udvidelse af Tandklagesystemets kompetence, blandt andet således at der også ville kunne tages stilling til, hvorvidt tandlægen skal betale erstatning såvel i som uden for kontrakt til patienten. Den nye ordlyd af 44, stk. 2, 2. led, skal dog ikke forstås således. Tandskadesystemet, se 31, har altid kunnet træffe bestemmelse om omgørelse af mangelfuldt arbejde på den skadevoldende tandlæges regning i forbindelse med udbedring af skade, se 677. Hensigten med ændringen i 2007 var, at også Tandklagesystemet under visse betingelser skal kunne sikre patienten den økonomiske fordel ved gratis omgørelse frem for en blot tilbagebetaling af honoraret, se nærmere 582 ff., navnlig 595. Det var derimod ikke formålet at udvide kompetencen yderligere og i almindelighed åbne for behandling af erstatningssager i Tandklagesystemet. Tandklagesystemets kompetence er negativt afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets forretningsorden ( 15, 2. pkt.), hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning. I Regionstandlægenævnenes forretningsorden findes en lignende bestemmelse ( 17, stk. 5). Det økonomiske opgør i forbindelse med patientens udøvelse af retten til afbrydelse, jf. Sundhedslovens 15, stk. 2, se 442 ff. og i tilfælde af ugyldig tandlægekontrakt, se 448, kan dog ikke foretages uden anvendelse af erstatningsregler, og disse spørgsmål falder således under Tandklagesystemets kompetence. 21. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 130 sager årligt. Sagstyper
- 11-22. Nogle typer af klagesager drejer sig om faktisk foretaget behandling. Klagerne kan fx angå parodontalbehandling, kirurgisk behandling, implantatbehandling, kariesbehandling, rodbehandling, fast protetik, aftagelig protetik, kosmetisk tandpleje, fagligt set dårlige fyldninger og smerter i forbindelse med behandling. Andre typer af sager drejer sig om fx manglende behandling, herunder manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager), manglende forebyggelse (eksempelvis af parodontose), manglende oplysning om alternative behandlingsmuligheder, manglende information og samtykke, rådgivning efter behandling, hygiejne, journalføring, tavshedspligt, videregivelse af helbredsoplysninger og tandlægeerklæringer. Det bemærkes, at udtrykket neglectsager her benyttes i den betydning, der anvendes af Landssamarbejdsudvalget. (Begrebet (dental) neglect kan dække over andre forhold end tandlægens manglende eller ufuldstændige diagnostik.) KLAGER, ANSVAR OG KRAV UDEN FOR TANDKLAGESYSTEMET 23. I klagerne indgår undertiden elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, se fx 20 (erstatningskrav) og 62 (aktindsigt i patientjournalen). Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for domstolene. Hvis en sag har været behandlet af såvel en underordnet som en overordnet instans, er udgangspunktet, at den, der vil anfægte afgørelsen, anlægger sag mod overinstansen, medmindre overinstansen har afvist sagen. Princippet har fundet et vist udtryk i Forretningsorden for Landstandlægenævnet 17, stk. 3, hvori det hedder, at nævnets afgørelser kan indbringes for de almindelige domstole. Visse spørgsmål kan imidlertid ikke prøves af domstolene, se 243.
- 12 - Efter Tandlægeoverenskomstens 52, stk. 5, 1. pkt., er tandlægen i forbindelse med en klagesag forpligtet til at oplyse, om der er indledt retlig inkasso ved domstolene. Har tandlægen indledt inkassosag mod patienten, skal tandlægen stille inkassosagen i bero, mens klagesagen behandles, jf. 2. pkt., se også 322. Serviceklage Serviceansvar 24. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 11), indeholder regler om klage til samarbejdsorganerne. Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede sundhedspersoner (Tandlægeoverenskomstens 50, stk. 1). Genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i overenskomsten ( 50, stk. 2, 1. led). 25. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene serviceklage og serviceansvar. I 94 er nævnt nogle sagsarter, hvor genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i Tandlægeoverenskomsten. Der er ikke altid nogen skarp grænse mellem på den ene side disciplinæransvar og kontraktsansvar og på den anden side serviceansvar. Et og samme forhold kan rejse spørgsmål vedrørende begge ansvarsområder. Et eksempel herpå er nævnt ligeledes i 94 (tandlægens manglende oplysning vedrørende klagesagen). I praksis rejses der ret få serviceklager. Deliktsansvar
- 13-26. Deliktsansvar drejer sig om erstatningspligt for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale. Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden skadeserstatning. Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, se 548, og allerede af den grund falder deliktet uden for Tandklagesystemets område, jf. herved 20. Se dog 678 om disciplinæransvar. Produktansvar 27. Produktansvar er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden mellemhandler herunder efter omstændighederne tandlægen, når et produkt under brug volder skade, i nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et deliktsansvar. Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence. a. Produktansvarsloven ( 3) omfatter ansvaret for løsøregenstande (fremstillet erhvervsmæssigt og bragt i omsætning) dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting, herunder udstyr. Indgår der i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter af løsøre i lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer omfattes af lovens produktansvar. Se i øvrigt 667. b. Skade forvoldt ved tandlægens tjenesteydelse reguleres ikke af Produktansvarsloven, men alene af det ulovbestemte produktansvar. Se Produktansvarslovens 13 og i øvrigt 666. Erstatning og godtgørelse
- 14-28. Erstatning er økonomisk udligning af skade. Skaden kan imidlertid ikke altid vurderes efter en objektiv økonomisk målestok. For at markere dette tales der i en vis udstrækning om godtgørelse. Se under 658 om ikke-økonomisk personskade. Spørgsmål om sådan godtgørelse falder uden for Tandklagesystemets kompetence, ganske som de egentlige erstatningskrav. Der er undertiden behov for udligning af formueforskydning i forbindelse med kontraktsforhold. Sådan udligning er ikke erstatning, og for at markere dette tales der også i denne forbindelse om godtgørelse. Et eksempel herpå er nævnt i 575. Spørgsmål om sådan godtgørelse, altså forstået som udligning af formueforskydning, falder inden for Tandklagesystemets kompetence. TANDKLAGESYSTEMET I PERSPEKTIV 29. Tandklagesystemets grundopgave er at sikre en effektiv klageadgang til en ekstern klageinstitution inden for voksentandplejen i privat praksis. Med effektiv menes en nem adgang til forholdsvis hurtigt og under betryggende former at få taget stilling til klagerne. Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt: Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og forbrugerklager behandles i hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning énstrenget. Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker uoverskuelige. De er dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik. Denne énstrengede ordning på klageområdet for privatpraktiserende tandlæger og disses patienter muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er til fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer. Ordningen sparer
- 15 - sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for på grundlag af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende forholdet mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar. Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har en tandlæge, der omfattes af Tandlægeoverenskomsten, og som kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en højere klageinstans. På patientsiden er det tilsvarende noget særligt, at det udelukkende er de pågældende tandlægers patienter, der har ankeadgang. Tandklagesystemet er som noget specielt i forbindelse med retshåndhævelsen ved forbrugerklager gebyrfrit og uden beløbsmæssig under- og overgrænse. Der er inden for tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren. Den ydre autoritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få afgørelser har været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre områder af det samlede forbrugerklagesystem. ANDEN DEL TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING Resumé
- 16-30. I denne del af nærværende fremstilling nævnes seks lovområder, der har relevans for Tandklagesystemet. I hovedsagen angår de tre første Tandklageprocessen og resten Tandklageansvaret. 31. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at behandle disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og kan under visse betingelser offentliggøres med navn. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af Tandskadesystemet. Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningsloven. Også Persondataloven stiller krav til sagsbehandlingen. 32. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters rettigheder, derunder retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra Forbrugerklageloven. Købeloven gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle. AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN 33. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven. 34. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet ( Offentliggørelsesbekendt-
- 17 - gørelsen ) og Bekendtgørelse nr. 1340 af 18. december 2012 om afgrænsning af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende tandlæger ( Afgrænsningsbekendtgørelsen ). KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG 35. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang. Patientombuddet 36. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet ( forløbsklager ), sml. Klage- og erstatningslovens 1, stk. 1, 1. pkt., også i tilfælde, hvor ansvaret herfor ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne sundhedspersoner. Patientombuddets afgørelser retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til vedkommende institution eller private praksis. Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn 37. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. Klage- og erstatningslovens 2, stk. 1, 1. pkt. Der er givet nærmere regler om kompetencefordelingen mellem Patientombuddet og Disciplinærnævnet, jf. 1, stk. 1, 2. pkt., og 2, stk. 1, 2. pkt. 38. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende tandlæger, fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag for kritik eller anden sanktion, jf. Klage- og erstatningslovens 2 a.
- 18 - Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet 39. Efter Klage- og erstatningslovens 2, stk. 3, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse, når særlige hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke omfatter dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner. Sådanne regler er fastsat ved Afgrænsningsbekendtgørelsen. Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten 40. I Afgrænsningsbekendtgørelsens 1 er det nærmere bestemt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed efter 2, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ikke omfatter klager fra patienter over privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9, hvis vedkommende tandlæge er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere Afgrænsningsbekendtgørelsens 2. Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 41. Det følger af Autorisationslovens 49, stk. 1, at udtrykket tandlægevirksomhed omfatter forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og kæber. Udtrykket tandlægevirksomhed er dermed ikke synonymt med og på meget væsentlige punkter mindre omfattende end kompetencebeskrivelsen i Afgrænsningsbekendtgørelsen: privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9.
- 19 - Sundhedsfaglig virksomhed er et vagt og dynamisk begreb. Hvad der er omfattet af tandlægens faglige virksomhed, kan derfor ikke fastlægges præcist. Området og dermed kompetencen vil kunne indskrænkes eller udstrækkes ved loven og Tandlægeoverenskomsten, men også gennem Tandklagesystemets praksis. Der er dog ingen tvivl om, at sundhedsfaglig virksomhed ikke alene er tandlægens faglige udførelse af undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet hertil, fx journalføring. Vejledningspligten vedrørende skadeserstatning 42. En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at kunne give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, jf. herved Klage- og erstatningslovens 23 og nedenfor 652, må uden udtrykkelig lovhjemmel anses som en disciplinærklage, der kan behandles i Tandklagesystemet. Offentliggørelse af disciplinærafgørelser 43. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven, jf. 17, stk. 2, fastsættes regler om offentliggørelse af afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG
- 20-44. Klage- og erstatningsloven (kapitel 3) indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at opnå forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling. Særordning: Tandskadesystemet 45. Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution, jf. Klage- og erstatningslovens 19, stk. 5. Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger, jf. bekendtgørelse nr. 1099 af 12. december 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet. I 2013 blev truffet 1659 afgørelser i 1. instans, heraf 935 med anerkendelse af erstatning. I den sidstnævnte gruppe statueredes mangelsansvar, se 677, i 92 afgørelser. ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning 46. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. 5. De almindelige forvaltningslove Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014), Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven gælder for den offentlige forvaltning.
- 21 - Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der er oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v... men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet 47. Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den private sundhedssektor. En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i Tandlægeoverenskomstens bestemmelser om indholdet af de respektive forretningsordener for Landstandlægenævnet og Regionstandlægenævnene ( 47, stk. 4, og 48, stk. 2). Efter disse bestemmelser fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler om inhabilitet jf. herved for øvrigt Afgrænsningsbekendtgørelsens 7 og nedenfor 102 vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring, klagevejledning og tavshedspligt. Forvaltningslovens regler om blandt andet begrundelse og de nævnte fundamentale forvaltningsretlige principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes modsætningsvis. De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen om anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for Tandklagesystemet bygger også på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger.
- 22 - TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATATLOVEN 48. Persondataloven (Lov om behandling af personoplysninger, lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer) finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor, sml. 1, stk. 1. Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. 1, stk. 1. I loven er det nærmere angivet, at dataansvarlig er den fysiske eller juridiske person eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger, jf. 3, nr. 4. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet er dataansvarlige, dog ikke for offentliggørelse med navn af i afgørelser i klagesager, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens 5, se 412 ff. Også Visitationsudvalgene og Besigtigelsesudvalgene må anses som dataansvarlige. Loven indeholder regler om blandt andet indsamling af og kriterier for behandling af indsamlede oplysninger ( 5-8), oplysningspligt over for den registrerede ( 28-29) og dennes indsigtsret ( 31), ret til indsigelse mod behandling af oplysninger om vedkommende ( 35) og til berigtigelse m.v. ( 37) 49. Datatilsynet har udsendt Vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV.
- 23 - Autorisationsloven 50. Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 14 specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere bestemmelser. 51. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) ( Journalføringsbekendtgørelsen ). Endvidere er udsendt Bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) ( Delegationsbekendtgørelsen ). I tilknytning til Delegationsbekendtgørelsen har Sundhedsstyrelsen udsendt Vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed). Se 359 ff. Virksomhedsansvarlige tandlæger 52. Efter Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger (Lov nr. 362 af 9. april 2013 om ændring af lov om virksomhedsansvarlige læger) skal klinikker, hvor der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes af offentlige myndigheder, efter nærmere regler udpege en virksomhedsansvarlig tandlæge. Den virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet i behandlingen og er kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er etableret en utvetydig tandlægefaglig ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges selvstændige ansvar efter Autorisationsloven m.v.
- 24 - Tandlægepligter 53. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig virksomhed. Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket, jf. nærmere Autorisationslovens 17. Visse grupper af sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre patientjournaler over deres virksomhed, jf. 21, og journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling, jf. 22, stk. 2. Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder 54. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer herunder tandlæger, der har gennemført en nærmere bestemt uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, jf. Autorisationslovens 26, stk. 1, jf. Sundhedslovens 215, stk. 1, der kan sanktionere tilsidesættelse af de faglige pligter. Det er ingen betingelse herfor, at der forinden er givet disciplinær kritik. Skærpet tilsyn 55. Sundhedsstyrelsen kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis styrelsen har en begrundet formodning om, at virksomhedsudøvelsen vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter, jf. Sundhedslovens 215, stk. 2.
- 25 - Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige forhold. Fagligt påbud 56. Er der derimod tale om en begrundet mistanke om, at virksomhedsudøvelsen rent faktisk vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter, vil det sædvanligvis være mere nærliggende at overveje en mere indgribende foranstaltning end skærpet tilsyn. Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne, jf. Autorisationslovens 7, stk. 2, 1. pkt. Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller efterlevelse af sædvanlige faglige normer. Virksomhedsindskrænkning 57. Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen under nærmere betingelser foretage virksomhedsindskrænkning, jf. Autorisationslovens 7, stk. 2, sidste pkt. En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller at behandle visse patienter. Indskrænkningen
- 26 - kan også bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges vejledning og instruktion, sml. herved 137. a. Autorisationsfratagelse 58. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet, jf. Autorisationslovens 7, stk. 1. FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN 59. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 1202 af 14. november 2014 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov. 60. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og Vejledning nr. 161 af 16. september 1998, begge om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. Patientrettigheder 61. Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede sundhedspersoners pligter, se hertil 338 ff., indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters rettigheder, se hertil 369 ff.
- 27 - Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse, se hertil 369 ff., og retten til fortrolighed, se hertil 388 ff. 62. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen (Sundhedslovens kapitel 8) er ikke omfattet af Tandklagesystemets kompetence. 63. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler om aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige lovgivning. Om partsaktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til 206-222. SJETTE LOVOMRÅDE: DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING 64. En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv, jf. Forbrugeraftalelovens 2, stk. 1. FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING 65. Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven og Lov om markedsføring af sundhedsydelser, men retshåndhævelsen af disse love sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om vildledende og utilbørlig markedsføring og om vejledning, udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn
- 28-66. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. Forbrugerklagelovens 1. Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet 67. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, jf. 8. En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten, jf. Klage- og erstatningslovens 2, stk. 3, se 40 (samt flere andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og tandskader). FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING 68. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem tandlægerne som erhvervsdrivende og patienterne som deres private kunder, forbrugerne. 69. I Aftaleloven (herunder 38 a d) findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige aftalevilkår. 70. Forbrugeraftaleloven (Lov nr. 1457 af 17. december 2013 om forbrugeraftaler) indeholder blandt andet regler, der har betydning for tandlægens pligt til at give patienten oplysninger i overensstemmelse med loven (især 17). Købeloven gælder ikke, men
- 29-71. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af lovens regler gælder dog kun forbrugerkøb. Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se blandt andet 436. Tandlægekontrakten omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for uskrevne almindelige regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte måde en vigtig rolle. TREDJE DEL TANDKLAGEPROCESSEN Resumé 72. Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og Landstandlægenævnet. 73. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge. Tandklagesystemets behandling af sagerne er til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på denne baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet.
- 30 - Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om Tandklagesystemets kompetence, habilitet og tavshedspligt mv., hvem der er part, frister for fremsættelse af krav. 74. Der stilles en lang række krav til sagens oplysning og selve sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige, dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet vedrørende indsendelse af patientjournaler. Hvis disse og andre krav ikke opfyldes, kan nævnsafgørelsen efter omstændighederne blive ugyldig. 75. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og bevisbyrde samt om Tandklagesystemets underretningspligt. AFSNIT I: ORGANISATION VISITATIONSUDVALG Sammensætning 76. Ifølge Tandlægeoverenskomstens 41, stk. 1, består Visitationsudvalget af ét medlem udpeget af Regionen og ét medlem udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp kan dog træffe beslutning om en anden paritetisk sammensat repræsentation på baggrund af de regionale forhold. Opgave
- 31-77. a. Enhver klage vurderes af Visitationsudvalget for Tandlægeklager i den region, hvor tandlægen har sin klinik, jf. Tandlægeoverenskomstens 52, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. 1. led. Dette sker blandt andet med henblik på at visitere (videresende) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp), jf. 52, stk. 2, 2. pkt. Klagesager, der udelukkende er erstatningssager, videresendes til Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning. Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende indklagede tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse 52, stk. 2, 1. pkt., 3. led, hvorefter det påhviler udvalget at (r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og udvalget. Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det på grund af sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig mangel, der gør Regionstandlægenævnets afgørelse ugyldig. b. Reglerne om habilitet og tavshedspligt m.v., se 102 ff., gælder for medlemmer af Visitationsudvalget. Åbenbart grundløse klager 78. a. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, jf. 52, stk. 2, 1. pkt., 2. led, men dette må forstås således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse klager, se dog straks nedenfor 78. b. om afvisning, når en klagefrist er overskredet. Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag.
- 32 - b. Af 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan det sluttes, at Visitationsudvalget kan tage stilling til om klagefristerne i 51, stk. 5, er overskredet, og i givet fald afvise klagen. Se herved 170. c. c. Visitationsudvalgets afvisning kan ankes til Regionstandlægenævnet inden 6 uger, jf. 56, stk. 1 (forudsat, at klagen falder under Tandklagesystemets kompetence, se herved 94 ff.). Kun afvisning kan ankes. Visitationsudvalgets afgørelse, der indebærer, at en klagefrist ikke anses for overskredet, kan således ikke ankes; fristoverskridelsen kan direkte påberåbes over for Regionstandlægenævnet. Iværksættelse af besigtigelse 79. Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte besigtigelse i klagesager. Sekretariat 80. Regionen virker som sekretariat for Visitationsudvalget, jf. Tandlægeoverenskomstens 41, stk. 2. Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt sekretariatet eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved Overenskomsten. BESIGTIGELSESUDVALG Sammensætning mv.
- 33-81. Ifølge Tandlægeoverenskomstens 45, stk. 1, nedsætter Regionstandlægenævnet et eller flere besigtigelsesudvalg bestående af 3-4 medlemmer. 1 medlem udpeges efter indstilling fra regionen og 2-3 medlemmer efter indstilling fra Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Ved udpegning til Besigtigelsesudvalg(et) skal der tages hensyn til, at der ikke må være personsammenfald i repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet. Regionen virker som sekretariat for Besigtigelsesudvalget, jf. stk. 2. Ved besigtigelsesforretninger skal der gives begge parter adgang til at møde, jf. Forretningsorden for Regionstandlægenævnene 6, stk. 4. Opgave 82. a. Det følger af Tandlægeoverenskomstens 46, stk. 1, at et Besigtigelsesudvalgs opgave blandt andet er at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold efter anmodning fra Regionstandlægenævnet. Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring: Hvorledes kan det påklagede forhold faktisk beskrives (herunder eventuelt fornøden konkretisering af klagen og verifikation af, at den er forstået)? Hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.? Angivelser af tilstande, der kan tolkes på flere måder, undgås, fx vedrørende en påklaget krone: Der sonderes en kant. I en sådan forbindelse gøres en bemærkning om, hvorvidt kanten er klinisk acceptabel eller ej. I Appendiks 1 er gengivet et eksempel på en Besigtigelsesrapport. Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se 338-357, hvilken behandling ville kunne være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger navnlig sammen med, at den instans, der skal afgøre sa-
- 34 - gen Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv rummer fagkundskab (og for øvrigt ikke tage stilling til, om tandlægen kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, se 341 og 397). Det er nævnet, der fastlægger den almindeligt anerkendte faglige norm, og Besigtigelsesudvalgets eventuelle bud på, om normen er tilsidesat, ændrer normalt ikke nævnets opfattelse. De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på omgørende arbejde eller lignende. b. Reglerne om habilitet og tavshedspligt, se 102 ff., gælder også for medlemmer af Besigtigelsesudvalget. I praksis er man tilbageholdende med at statuere inhabilitet, hvis parten ikke på forhånd har gjort indsigelse, forudsat at der er tale om et forhold, som parten kendte eller burde kende. Hvis Besigtigelsesudvalget skal kunne fungere, kan der ikke i det uendelige være tale om mulighed for at anfægte gyldigheden af det pågældende medlems medvirken; en sådan efterfølgende anfægtelse ville ofte blive affødt af, at besigtigelsesforretningen forløber uheldigt for den pågældende part. En sådan spekulation i, om det besigtigende medlem viser sig at være parten tilpas, bør naturligvis ikke tillades. Situationen er selvsagt en anden, hvis medlemmet har holdt det inhabilitetsforårsagende forhold skjult, eller det i øvrigt må lægges til grund, at parten ikke havde mulighed for indsigelse på forhånd. Et eksempel kan være, at Besigtigelsesudvalget iværksætter besigtigelsen på en måde, der viser, at et medlem eller medlemmerne ikke er upartiske. Der kan være tale om, at et medlem gennem sine udtalelser tilkendegiver en bestemt forhåndsindstilling.
- 35 - I praksis er der dog også tilbageholdenhed med hensyn til at imødekomme indsigelser af denne art. Det siger sig selv, at Besigtigelsesudvalget ikke vedblivende kan forholde sig neutral. Udvalget kan nødvendigvis på et tidspunkt tilkendegive en konklusion, og denne vil ifølge sagens natur kunne være til fordel for en af parterne. Det medfører ikke inhabilitet at have fungeret som besigtigende medlem i samme sag. Tværtimod er det den altovervejende hovedregel, at såfremt der ikke kan udsættes noget på medlemmets virksomhed, vil han komme til at fortsætte, hvis der fx under anken skal foretages ny besigtigelse i den pågældende sag. c. Hvis en tandlæge (klinikejeren) ikke er enig i forsikringsselskabets vurdering af et eventuelt mangelsansvar, se 677, kan tandlægen forlange en ny vurdering foretaget af to besigtigelsestandlæger fra det lokale besigtigelsesudvalg. I tilfælde af uenighed mellem besigtigelsestandlægerne tæller forsikringsselskabets konsulent med. Ordningen blev i 2013 anvendt i 7 sager, og den været anvendt 1 gang i Tandskadeankenævnets sager. Ordningen beror på en beslutning truffet af Tandlægeforeningens Hovedgeneralforsamling, og de pågældende besigtigelsestandlæger fungerer derfor under tandskadesagen ikke i henhold til Tandlægeoverenskomsten. Hvis imidlertid en besigtigelsestandlæge har undersøgt og udtalt sig om sagens genstand inden for eksempelvis Tandskadesystemet, må det antages, at han ikke igen kan fungere under en sag i Tandklagesystemet om den samme sagsgenstand. Patientens medvirken 83. Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk kan få lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen.