Et billede kan være belæg for mange påstande

Et billede kan være belæg for mange påstande De fleste visuelle produkter indeholder både billeder og tekster. De to udtryksformer er ofte sat sammen på mere eller mindre forståelig vis. Men der er ræson i at tænke sammensætningen argumenterende. Resultatet kan blive kombinationer af billeder og sætninger, der læses ligeså selvfølgeligt som sætninger, der følger efter hinanden. Her er et forslag til hvordan. Prøv selv, hvordan det virker: Jeg tog billedet af den gamle mand på Oxford Street i London, da jeg besøgte byen i foråret. Jeg faldt for hans omrids, kroppens stilling. Den fik mig til at tænke på om alder er tung. Kroppen så sådan ud. Som om tilstedeværelsen kan måles i kilo. Og man dør fordi man ikke kan bære mere. Men jeg tog det også fordi lyset var så smukt. Modlys skaber spændende områder af underbelysthed. Som silhuetter der er visuelt tydelige, men udfordrende fordi man oplever at de skjuler noget. Da jeg så billedet senere indeholdt det også den unge mand til venstre. Ham var jeg ikke opmærksom på da jeg tog billedet. Men han er interessant. Det virker som om han ser på den gamle mands ben og tænker på hvordan det er at være gammel. Måske gyser han ved tanken. Det gjorde jeg. Derfor tog jeg billedet. Jeg er amatør med et kamera. En trænet fotograf var gået ned i knæene så synspunktet blev lavere og billedets komposition anderledes. Så var mandens hoved blevet set på baggrund af den blanke himmel og ikke på baggrund af den røde bus, hvis farve er så mørk at den reducerer 1

kontrasten mellem manden og bussen, et faktum der svækker det fundamentale figur/grundforhold og gør billedindholdet svært at gestalte, dvs. opfatte som en tydelig enhed. Men jeg kan godt lide billeder af denne type, billeder der viser virkelighed, billeder der viser tilstedeværelsen dybt, unikt og konstateret. Et tegn for her og nu. Måske er billedet ikke godt, men motivet er vigtigt og for mig at se et eksempel på det der gør fotografi til et eksistentielt udtryksmiddel. Denne indledning er skrevet med det bestemte formål at du, min læser, ville opleve at du undervejs i læsningen flyttede øjnene fra teksten til billedet og tilbage igen, en eller flere gange, fordi du ledte efter detaljer i billedet der kunne kobles til indholdet i teksten. Når du fandt hvad du søgte, lykkedes koblingsprocessen og der blev skabt kohæsion på tværs af de to udtryk: dele af indholdet i teksten faldt indholdsmæssigt sammen med dele af indholdet i billedet. Når du ikke fandt hvad du søgte gik koblingsprocessen ikke som den skulle: der blev ikke skabt indholdsmæssig sammenhæng mellem de to udtryk. Hvor koblingsprocessen er mulig skaber den kohæsion, dvs. indholdsmæssig forbindelse mellem billede og tekst. Processen fungerer nogenlunde på samme måde som den der får som får en læser til at opleve indholdsmæssig sammenhæng mellem to sætninger. For at der skal opstå kohæsion mellem to sætninger skal det samme element optræde i dem begge, som f.eks. her: Der kom en mand gående. Han var barfodet. Man kobler fra manden i første sætning til han i anden sætning og forstår indholdet af de to som et og det samme. Det vil være til stor fordel for læsningen af visuelle produkter, der både indeholder tekster og billeder, hvis man krævede en lige så stor umiddelbar sammenhæng mellem indholdet i billeder og sætninger, som man forventer mellem sætninger og sætninger i en uillustreret tekstprodukt. Hvornår flytter man så øjnene fra teksten til billedet og tilbage igen? Det gør man sandsynligvis, når der er en påstand i teksten som man godt vil kende baggrunden for. Baggrunden findes i de af billedets detaljer, der sandsynliggør det rimelige i at påstanden fremsættes. Hvis detaljerne ikke findes og dermed ikke sandsynliggør det rimelige i det der bliver hævdet, oplever læseren ikke nogen sammenhæng. Koblingen lykkes ikke og der opstår ingen kohæsion. Den læseradfærd der består i at hvor man bevæger sit blik fra den ene udtryksmodalitet til den anden kan beskrives med en terminologi som er hentet i Stephen Toulmins grundmodel for et argument og som består af belæg, påstand og hjemmel: læseren oplever tekstens sætninger som påstande og billedet som en container af latente belæg for nogle af tekstens påstande. Teksten bliver altså et filter som billedet ses igennem. Filtreringen kvalificerer bestemte dele af billedets indhold så de giver mening som belæg for tekstens påstande. Et par eksempler: I starten af denne artikel hævdes det at manden er gammel. Det er der belæg for i billedet og kan ses af hans kropsudtryk. Der er belæg for at billedet er taget i modlys: det kan man se af forholdet mellem lys og skygge og lysets 2

vinkel: lyset kommer langs med gaden i den modsatte retning af den manden går i, det rammer ham lige forfra. Der er belæg for at kompositionen er uheldig: den gode komposition tillader de rigtige elementer at stå i det rigtige kontrastforhold til hinanden. Det gør de ikke her: det er vanskeligt at skelne mandens hoved fra bussen bag (foran) ham, hvilket forringer aflæsningen af et vigtigt element i mandens kropssprog. Generelt kan man altså hævde at billeder og tekst kan relatere til hinanden som elementer i et Toulminsk argument, hvor billeder indeholder belæg mens tekst indeholder påstande og hjemmel. Fordelen ved at bestemme brugen af billeder som en del af de argumenter der formidles er, for det første at det giver en visuelt logisk relation mellem billederne og den tekst de optræder sammen med. For det andet at argumentstrukturen er opdelt i tre dele som man springer imellem. Dermed har argumentet en struktur der er parallel til den måde vi bevæger øjnene på: nemlig i spring, såkaldte saccader. Der kan selvfølgelig også formuleres sproglige belæg, neutrale beskrivelser af det der skal påstås noget om. Belæg kan altså både være ikoniske og sproglige. Men der kan ikke forekomme ikoniske påstande: et billede kan ikke påstå noget, fordi en påstand er en generalisering. Der kan heller ikke forekomme ikonisk hjemmel. Hjemmel er ligeledes sprogligt betinget. Et billede kan formidle noget konkret og unikt og være tegn for en ukategoriseret konstatering. Derved kan billedet fungere som tegn for det der kan påstås noget om. Billeder der bruges i argumenter kan være af forskellige type. De to vigtigste overordnede typer er de fotografiske billeder og de ikke fotografiske billeder. Fotografiske billeder formidler et indtryk af at det konkrete og unikke man ser, er eller har været faktisk forekommende, mens ikke fotografiske billeder formidler et indtryk af at det man ser er noget, nogen har tænkt. Forskellen på de to billedformer gør at deres belægskvalitet har forskellig vægt: en påstand der har et billede af noget faktisk forekommende som belæg et dokumentarisk foto f.eks. har en anden betydning for argumentets holdbarhed end en påstand der har en fordom som belæg en karikaturtegning f.eks. I arbejdet med denne problematik er jeg kommet frem til en matrix for sammensætningen af tekst og billeder. Min påstand er at man kan fremsætte to typer af påstande: objektive og subjektive og at et billede har fire aspekter der kan fungere som belæg hvilket gør at man tilsammen kan bruge et billede som otte forskellige påstandsbelæg. OBJEKTIVE PÅSTANDE Påstandene er objektive, forstået på den måde at alle der deler sprog med store sandsynlighed ville kunne tænkes at hævde det samme om billede og motiv. Der er altså hjemmel i en commom sense opfattelse af tingene. 3

SUBJEKTIVE PÅSTANDE Påstandene subjektive, forstået på den måde at den der hævder noget om billede eller motiv gør det på et subjektivt grundlag, altså med sin egen oplevelse og erfaring som hjemmel. MOTIVET SOM BELÆG Man kan påstå noget om billedets motiv, dvs. at det, der foregår på billedet billedets historie er det der danner belægget for påstanden. MOTIVET SOM BELÆGEKSEMPEL Man kan påstå noget om billedets motiv som eksempel, dvs. at det der foregår på billedet er et eksempel på det der danner belæg for påstanden. Man skal altså kunne forestille sig at billedets indhold kunne være et andet. BILLEDET SOM BELÆG Man kan påstå noget om billedet, dvs at man hævde noget om billedet som produkt, altså næsten uafhængigt af billedets motiv, f.eks. om omstændighederne ved optagelsen af det billede. BILLEDET SOM BELÆGEKSEMPEL Man kan påstå noget om billedet som eksempel, dvs. at man hævder billedet som et eksempel på en type af billeder som man derfor kan forestille sig i andre udgaver. Man kan få et overblik over variationerne i denne matrix: Objektive påstande om... motivet motivet som eksempel billedet billedet som eksempel Subjektive påstande om... motivet motivet som eksempel billedet billedet som eksempel I starten af artiklen skrev jeg om billedet, hvilket vil sige at jeg fremsatte forskellige påstande om noget der ud over i sproget også eksisterede i billedet og som derfor kunne virke som belæg for disse påstande. Hvis man kategoriserer teksten efter matrixen indeholder den eksempler på alle 8 typer af påstande: 4

Der var en OBJEKTIV PÅSTAND......om motivet i starten af artiklen: den gamle mand på Oxford Street Påstanden får læseren til at koncentrere sig om motivet, fordi påstanden handler om motivet.... om motivet som eksempel i andet afsnit : Modlys skaber områder af skjulthed Påstanden får læseren til at se på motivet som et eksempel. Dvs. at læseren skal tænke at påstanden også kunne dække andre lignende motiver. Han skal så at sige mobilisere forestillinger om en kategori af lignende motiver og dermed fortolke mere.... om billedet i starten af artiklen: billedet (af den gammel mand på Oxford Street ) Påstanden hævder noget om det aktuelle billede, f.eks. af teknisk art.... om billedet som eksempel i artiklens overskrift: Et billede kan være belæg for mange påstande Påstanden hævder noget om billedet som et blandt andre af samme art. Der var en SUBJEKTIV PÅSTAND...... om motivet i andet afsnit: lyset var så smukt.. Påstanden er subjektiv, hjemlen kan indskrænkes til at være personlige fordomme og idiosynkrasier, men handler om motivet.... om motivet som eksempel i sidste afsnit: men motivet er vigtigt Påstanden er erfaringsbaseret, men anskuer motivet som et af flere mulige.... om billedet i fjerde afsnit: En trænet fotograf var sikkert gået ned i knæene Påstanden kan f.eks. handle om nogle tanker som fotografen gjorde sig, mens han tog billedet.... om billedet som eksempel i næstsidste afsnit: jeg kan godt lide billeder af denne type.. Påstanden kan hævde noget om billedet som type, dvs. som et ud af flere lignende billeder. Den væsentlige forskel på de objektive og de subjektive påstande er at de subjektive kræver empati fra læserens side. Han eller hun skal kunne sætte sig i hævderens sted og dermed forstå hvad der motiverer hævderen til at fremsætte påstandene. De objektive påstande kan fremsættes af hvem som helst fordi det er commom sense påstande og kræver derfor ikke så meget indlevelse i andres måder at opleve på. Man kan nøjes med sin egen common sense opfattelse for at forstå relationen mellem belæg og påstand. Jeg mener at denne måde at forstå kohæsion mellem tekst og billeder kan bruges generelt og dermed medvirke til at forbedre brugen af tekster og billeder, der hvor de layoutmæssigt præsenteres side om side i kommunikative produkter, hvad enten det drejer sig om indhold i artikler, reportager eller læserbreve, hvad enten det drejer som om aviser, brochurer, magasiner, reklamer, bogforsider etc. 5

Fordelen ved måden at kombinere tekster og billeder på er, at læseren oplever en god koblingsproces. Læseren forstår hvorfor en tekst med lige netop de sammensætninger af ord og et billlede med lige netop de detaljer er sat sammen. Resultatet er at læseren oplever et bedre flow i sin læsning på trods af at han eller hun sættes i den komplekse situation at aflæse sammenhængen i to væsensforskellige udtryksformer. Men hvorfor i det hele taget bruge billeder, når man har ordene, der jo får læseren til at skabe billederne selv? Det skal man, fordi man vil formidle at det man hævder noget om har realitet på en helt anden måde end den realitet ordene skaber forestillinger om. Billeder berører, det de viser kan berøres. De viser noget der opleves, som om det kan ses. Ord viser noget man skal forestille sig. Forskellen på at se og at forestille sig er stor. Når tekst og billeder danner en indholdsmæssig enhed opstår der en konkret forståelse i bevidstheden om påstandens relation til det der påstås noget om. Og derved får læseren et mere konkret udgangspunkt, når han skal drage sine slutninger og gøre sig klart hvilken betydning argumentationen og budskabet har for ham. Pointerne i denne artikel om forholdet mellem tekster og billeder er direkte omsættelig til redaktionel praksis. Det daglige arbejde med udvælgelse og fremstilling af billeder, rubrikker, manchetter og billedtekster kan opkvalificeres med det resultat at der bliver større indholdsmæssig sammenhæng mellem de enkelte elementer i artiklerne. Man kan se resultatet af at benytte tankegangen der selvfølgelig skal læres som en slags effektivisering af formidlingen, fordi det bliver lettere for læseren at koble indholdet i det ene element sammen med indholdet i det andet. Mindre forvirring skabt af bedre sammenhæng resulterer i mere måske flere tilfredse læsere. Niels Heie (1945) lektor på Mediehøjskolen. Beskæftiger sig især med multimodalitet, f.eks. kombinationen af tekster og billeder. 6