Hillerød Hospital Kirurgisk Afdeling Fjernelse af galdeblæren ved galdesten Patientinformation September 2012 Forfatter: Overlæge Lisbeth Dammegaard, Kirurgisk Afdeling IntraNord Hillerød Hospital Kirurgisk Afdeling Dyrehavevej 29 3400 Hillerød Telefon: 4829 2266 E-mail: hilkir@hih.regionh.dk www.hillerodhospital.dk Kirurgisk Afdeling
Fjernelse af galdeblæren ved galdesten Hvad er galdeblæren Galdeblæren ligger indlejret i leverens nedre flade i højre side af bughulen, lige under ribbensbuen. Galdeblæren modtager galden fra leveren og fungerer således først og fremmest som galdedepot. Endvidere koncentrerer galdeblæren galden ved at fjerne en del vand fra galden. Galdeblæren er ansvarlig for at udtømme sit indhold af koncentreret galde ud i tolvfingertarmen i forbindelse med et måltid (især ved fedtrigt måltid) hvor galden er vigtig til fordøjelsen. Galdesten dannes i galdeblæren ved en ubalance i galdens sammensætning, og kan være små eller store. De fleste galdesten giver ingen symptomer og findes tilfældigt ved undersøgelse for andre lidelser og kræver ingen behandling, men stenenes tilstedeværelse kan af og til give galdestenskolik af timers varighed med smerter under højre ribbensbue, eventuelt mellem skulderbladene og med udstråling til ryggen. I forbindelse med koliktilfældet er der ofte kvalme og opkastning. Galdesten kan give komplikationer i form af galdeblærebetændelse, men kan også give anledning til stop i galdeveje med efterfølgende udvikling af gulsot. Da bugspytkirtlen har samme udførselsgang i tarmen, kan betændelsen sprede sig til denne. Hvordan stilles diagnosen Du vil blive undersøgt af en speciallæge. Ved hjælp af en ultralydsscanning af lever/galdeveje samt blodprøver (leverprøver) kan lægen se, om symptomerne skyldes galdesten, eller det skyldes en anden sygdom. Hvis leverprøverne er forhøjede skal der foretages yderligere undersøgelser for at finde ud af om du har sten i galdegangene. Behandling Eneste behandling af symptomgivende galdeblæresten er operation, hvor galdeblæren med sten fjernes. Når galdeblæren fjernes, vil galden flyde direkte ud i tarmen i stedet for at opsamles/lagres i galdeblæren. Man kan altså udmærket undvære galdeblæren. Operation De fleste mennesker kan opereres med den såkaldte kikkertmetode (laparoskopisk). Fordelene ved denne operation er mindre ar, færre smerter og kortere indlæggelsestid. Det betyder også mulighed for hurtigere tilbagevenden til arbejdet. I nogle tilfælde er kikkertmetoden uegnet. Du vil så få tilbudt en åben operation. 2
Kikkertmetoden Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du vil få lagt en kanyle i en blodåre i hånden/armen til væskebehandling og til indgift af medicin under og efter operationen. Igennem 4 små åbninger i bugvæggen på 5-10 mm indføres en kikkert samt andre instrumenter og galdeblæren opereres fri og trækkes ud. Det kan være nødvendigt at lægge et lille dræn gennem huden mod leverens underside til fjernelse af sårsekret. Operationen tager som regel 1-2 timer. I få tilfælde, hvor operationen begynder som en kikkertoperation, må man opgive at fortsætte på denne måde og i stedet lave operationen om til en åben operation. Det kan skyldes at forholdene omkring galdeblæren er for vanskelige at overskue, f.eks. på grund af følger efter betændelse. Ændring til åben operation er i disse tilfælde nødvendig for at undgå at lave skade. Galdestensoperation med kikkertmetoden kan kun tilbydes, hvis du på forhånd har godkendt at kirurgen ændrer den til åben operation, hvis han skønner det nødvendigt. Åben operation Operationen foregår i fuld bedøvelse, og ofte vil der umiddelbart før denne blive lagt et tyndt plastikkateter ind i ryggen til smertebehandling under og efter operationen. Du vil også få lagt en kanyle i hånden/armen til væskebehandling og til indgift af medicin. Der lægges et snit under højre ribbensbue og galdeblæren fjernes. Det kan være nødvendigt at lægge et lille dræn gennem huden mod leverens underside til fjernelse af sårsekret. Ved sten i den store galdegang åbnes denne og der indlægges et T-dræn i galdegangen. Operationen varer 1-2 timer. Før operationen Du skal tale med en anæstesilæge inden operationen og der skal evt. tages yderligere blodprøver og evt. hjertekardiogram, røntgen m.m. Hvis du tager medicin, naturmedicin eller har pacemaker skal du oplyse om dette. Ligeledes er det vigtigt, at du oplyser om evt. medicinallergi. For at forebygge blodpropper skal du have TED strømper på (støttestrømper) under operationen og til du udskrives. Du skal møde efter aftale i sengeafsnittet, og du skal faste i 6 timer før operationen, men du må gerne drikke tynde væsker (vand, saft, kaffe, te men ikke mælk) i mindre mængder, indtil 2 timer før. Det er vigtigt for dit velvære og din aktivitet efter operationen, at du medbringer løstsiddende tøj evt. badekåbe samt toiletartikler. Personlig hygiejne For at undgå infektioner er det vigtigt at hele kroppen er ren inden operationen. Du skal tage et brusebad aftenen før operationen samt om morgenen på operationsdagen. Vær specielt opmærksom på at 3
vaske hår, ansigt, armhuler, navle. Hvis du er meget behåret vil du blive raseret af plejepersonalet på operationsdagen. For at vi bedre kan observere dig under og efter operationen beder vi dig undlade brug af cremer, make-up og neglelak både på hænder og fødder. Vanlig medicin Medbring den medicin ved indlæggelsen, som du aftalte ved journaloptagelsen, i det sengeafsnittene råder over et begrænset medicinsortiment. På operationsdagen. Du vil blive modtaget af personalet som vil anvise dig en seng/stol Du vil blive hjulpet med at blive gjort klar til operationen. Der kan være ventetid på dagen, det vil du blive informeret om af plejepersonalet på afdelingen. Vi anbefaler at du tager så få ejendele med som muligt og helt undlader smykker, vi kan opbevare dine ejendele mens du er til operation. Efter operation Efter operationen bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet. Når du er helt vågen må du spise og drikke igen. Du må tage dit eget tøj på og være oppegående så hurtigt du kan. Ved smerter får du smertestillende medicin. Hvis du skal hoste vil det hjælpe, at du holder en hånd mod operationssåret. Lægen vil informere dig om operationsforløbet. Ernæring I forbindelse med sygdomsperioder, hvor kroppen har brug for ekstra energi, kan mange få problemer med at spise nok mad. Hvis du under og efter indlæggelse taber dig, uden at det er hensigten, bør du tale med personalet og efter indlæggelsen med din praktiserende læge. De kan give dig gode ideer til at stimulere din appetit og undgå uønsket vægttab.efter operation for galdesten anbefaler vi ikke nogen speciel kost, men varieret sund kost ifølge sundhedsstyrelsen rekommandationer. Hvis du selv oplever, der er fødeemner du ikke tåler,er du selvfølgelig tilbageholden med dette. Forebyggelse Tobak, alkohol, overvægt og lav fysisk aktivitet øger risikoen for komplikationer i behandlingsforløbet, og påvirker generelt din sundhed og levealder. Selv få ugers ophør med tobak og alkohol, har gavnlig effekt på operationskomplikationer ( især infektioner). Hvis du skal opereres planlagt, opfordre vi derfor til tobak og alkohol pause. Tal evt. med din læge hvis du behøver hjælp. Komplikationer Der er heldigvis utrolig få følger efter fjernelse af galdeblæren. Efter Kikkertmetoden I ganske sjældne tilfælde sker der i forbindelse med operationen en skade på galdegangen, enten i form af et hul, hvorfra galden kan sive ud i bughulen, eller en afklemning af en galdegang, som ikke skulle have været klemt af. Symptomerne vil 4
ofte vise sig lige efter operationen, og det vil i de fleste tilfælde medføre en ny operation. Nogle ganske få procent af patienterne som får fjernet galdeblæren får gener i form af smerter som kan ligne de galdestenssmerter de havde tidligere. Der kan være forskellige fordøjelsesmæssige gener i form af kvalme, opkastninger og afføringsændringer. Det må dog understreges, at gener som anført ovenfor kan sættes i forbindelse med andre lidelser i galdegang, mavesæk, tarm, bugspytkirtel m.v. og bør altid undersøges nærmere før man konkluderer, at det er følger efter fjernelse af galdeblæren. Efter åben operation Lungebetændelse er den hyppigste komplikation til operationer i bughulen. I sjældne tilfælde opstå betændelse i bughulen efter spild af lidt galde eller en galdesten, på trods af bughulen skylles omhyggeligt, for at fjerne spildt galde eller galdesten. Der kan opstå betændelse i selve operationssåret. Blødning kan forekomme i bugvæggen eller på galdeblærens plads. Der kan ske skade på galdegangene, der kan være så alvorlig at ny operation bliver påkrævet. Blodpropper i benene ses. Se desuden ovenfor under komplikationer til kikkertmetoden. Ved enhver operation indebærer selve bedøvelsen en vis risiko, om end den er ganske lille. Efterbehandling Forbindingen kan fjernes dagen efter operationen, og du kan tage brusebad som vanligt. Karbad bør du undgå til trådene er fjernet. Trådene skal fjernes hos egen læge 10 dage efter operationen Efter indlæggelsen De fleste patienter kan udskrives samme dag efter en kikkertoperation. Du må ikke selv køre bil, så du skal sørge for at blive hentet evt. af familie eller tage en taxa. Du skal også sørge for at der er en voksen hos dig det første døgn efter fuld bedøvelse. Er operationen foregået som en åben operation skal du regne med at være indlagt 3-5 dage. Har det været nødvendigt at lægge et dræn, må du forvente en lidt længere indlæggelsestid. Ved smerter er det vigtigt du tager smertestillende medicin efter lægens anvisning som tbl. Paracetamol (panodil) 1g 3-4 gange i døgnet samt tbl. Brufen 400 mg 3-4 gange i døgnet de første dage. Smerterne vil aftage og i takt hermed kan du mindske forbruget af den smer- 5
testillende medicin. Hvis personalet mener, at du får brug for stærkere smerte stillende medicin, vil der udleveres en recept af lægen så du kan gå på apoteket ( der udleveres ikke medicin ) Du kan gradvis genoptage vanlige aktiviteter i løbet af få dage. Efter åben operation skal du undgå tunge løft i ca. 8 uger afhængig af hvor fysisk krævende dit arbejde er. Udskrivningsbrev Efter udskrivelsen og afsluttet ambulant behandling sender vi et udskrivningsbrev til din praktiserende læge, hvori vi kort oplyser om diagnoser, behandling, indlæggelsesforløbet, eventuelle komplikationer, efterbehandling, ordineret medicin og evt. ambulant kontrol. Vi oplyser om, hvorvidt du skal kontakte egen læge vedrørende behandling efter indlæggelsen eller fjernelse af tråde. Hvis der, inden for 1. døgn, efter udskrivelsen, opstår problemer som relaterer sig til indgrebet, bedes du kontakte den vagthavende læge på det hospital hvor du er behandlet: Hillerød Hospital: 4829 4943 Ved problemer senere i forløbet skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge. 6