Vildanden 1884 Henrik Ibsens skrifter Diplomatarisk tekstarkiv Kollasjonering og koding Ingrid Falkenberg, Inger Marie Kjølstadmyr, Henninge Margrethe Solberg, Mette Witting 1
2. 2
Første akt. (I grosserer Walles hus. Kostbart og be- kvemt indrettet røgeværelse; stoppede sofa- er og lænestole; tobaksborde med piber og cigarkasser; tændte lamper og armstager. Stor åben dør med fratrukne forhæng på bagvæggen. Indenfor ses billardstuen, med ligeledes oplyst. Foran til højre i røgevæ- relset fører en liden tapetdør ind til kon- torerne. Foran til venstre kaminen med ild i og ovenfor kaminen en dobbeltdør til spisesalen. Derinde høres højrostet sam- tale og latter af mange gæster. Der bankes med kniven på et glas; stilhed indtræder. En skåltale holdes; atter højrøstet og summen- de samtale.) (Grossererens tjener i livré, og to tre leje- tjenere i sort sætter tilrette i røgeværelset og i billardstuen.) Grossererens tjener (står bøjet og lægger mere kul i kaminen, lyt- ter imens, og siger til en af lejetjenerne:) Nej, hør bare, Jensen; nu står gamlingen ved bordet og proponerer en lang skål for fru Sørby. Lejetjeneren (som tænder en armstage.) Er der kanske noget imellem dem? Grossererens tjener. sæ... Fanden ved. Lejetjeneren. For han har nok vær t en svær buk i sine dage. Grossererens tjener. Kanske det. (sætter ildskuffen fra sig.) En anden lejetjener (i døren til billardstuen.) De, Pettersen, her er en gammel en, som Grossererens tjener. Nu? De går jo snart fra bordet. (Gamle Ekdahl kommer tilsyne fra højre i billardstuen. Han er hvidhåret, stilfærdig og l noget ludende klædt i en gammeldags ka- vaj med høj krave; i hånden en vinterhue og en falmet bomuldsparaply. Under armen har han en bunke papirer i et blåt kardusomslag.) Grossererens tjener. Jøss, hvad vil D{e}u her på denne tid? Jeg skulde så nødvendig ind på kontoret Grossererens tjener. Kantoret er stængt for en time siden og Ja, de sa mig det; men herr Gråberg sidder visst derinde endnu, og dersom De dersom du (peger mod tapet{...ren}døren) vilde la mig få gå den vejen 3
Grossererens tjener. Ja, det kan du jo få lov til. (flytter på et bord.) Å du, Ekda{l}hl, tag lidt med i bordet her. Ekdahl (retter uvilkårligt på sig.) Jeg! (spagfærdig) Nå, ja så, i bordet Grossererens tjener. Så tak. (åbner tapetdøren) Nå, gå så bare ind med dig, Ekdahl; men sans på at komme dig ud igen den andre vejen, for vi har fremmede. Jo, jeg ved nok (han går ind #t#i#l# kontorerne. højre.) En af lejetjenerne. Hører han også til kontorfolkene? Grossererens tjener. Nej, han er bare slig en, som skrver udenom når de har det nødig. Men han har såmæn vær t en fin fyr i sine dage, han. Lejetjeneren. Har han... Ja, han så også ud til det. Grossererens tjener. Ja da, han har været både prokkerater og fan ved altsammen. Å Jøss, jeg kender godt til gamle Ekdahl, jeg. Vi drikker mangen gang en bitter og en flaske øl sammen nede hos ma- dam Eriksen. Lejetjeneren. Han #kan# så da #vel# ikke ud t... ha stort at traktere spandere med, han. Grossererens tjener. Jøss, Jensen, De kan da vel skønne at det er mig som spanderer. For jeg synes en skal være sjangtil imod folk, som det er gåt så il- de med. Lejetjeneren. Har han spillet bankerot da? Grossererens tjener. Nej, det var nok værre end som så. For han har har siddet på fæstningen. Lejetjeneren. På fæstningen! Grossererens tjener. Eller kanske det var i bodsfængslet. (lytter) Hys; nu går de fra bordet. (Døren til spisesalen slåes op af et par tjenere derinde fra. Hele bordselskabet kommer efter- hånden ud. Grosserer Walle går i spidsen med {en}fru ældre {dame}sørby under armen, fører hen- de ud gennem billardstuen og derfra ind i et tilstødende værelse til højre. Ældre og yn- gre herrer kommer i grupper og spreder sig i røgværelset og i billardstuen. Kammer- herre Flor, kammerherre Kaspersen og kammerherre Sæther kommer i samtale med Gre- ers Walle. Sidst kommer Halfdan ) 4
Puh, den dinér, det var et drøjt stykke arbejde. Kammerherre Kaspersen. Å med en smule god vilje kan en udrette 3. ganske utroligt i tre og en halv time. Hvad si- ger du, kammerherre Sæther? Kammerherre Sæther. Det er lysten, som driver værket, he-he! Ja, den som havde din mave, kammerherre Kaspersen. Kammerherre Kaspersen (stryger ham nedad vesten.) Jeg synes din egen må kunne rumme ad- skilligt. Ak ja, når den bare kunde fordøje hvad den kan rumme, så Gregers Walle. Der er botemidler for alting, kammerherre Flor. Hvorfor tror De ellers et alvist forsyn har skabt mineralvandene? Kammerherre Kaspersen. Fy, fy, nu blir De parisisk igen. Gregers Walle. Desværre, det hænger i. Men jeg kommer jo også lige dernede fra. Grosserer Walle. (kommer tilbage{.)}med fru Sørby.) Halfdan. Hvad er det De står og studerer på, Ekdahl? Det er bare et album, herr grosserer. Grosserer Walle. Nå, fotografier. Ja, det er naturligvis noget for Dem. Kammerherre Kaspersen. Halfdan. Har De kanske selv taget nogen med? Af eget fabrikat? Hvad? Nej, jeg har ikke. Grosserer Walle. Fru Sørby. Det skulde De rigtig ha gjort. Så kunde De ha bidraget til fø underholdningen, ser De. For her i huset må alle arbejde for føden, herr Grosserer Walle. Ha-ha-ha; det er sgu rigtigt. 5
I et godt madhus er det en ren fornøjelse. Fru Sørby. Kammerherre Flor arbejder for damerne, så sveden sprækker af ham. For damen, fru Sørby; for husets dame Fru Sørby. Ja, idag har De det letvindt. Og kammerherre Kaspersen, ja hvad bestiller han? Han producerer vittigheder Fru Sørby. Jeg sa rigt Sa De reproducerer Kammerherre Kaspersen (ler.) Nu blir De for slem! Jeg sa rigtignok producerer, men Kammerherre Kaspersen. Herregud, man nytter de evner man har. Fru Sørby. Ja visst; derfor er kammerherre Sæther altid så villig til at vende notebladet. Kammerherre Sæther. He-he! Gregers (sagte.) Du må snakke med, Hjalmar! Hjalmar Ekdahl (trækker på skuldrene.) Hvad skal jeg snakke om? Grosserer Walberg. Kast cigaretstumpen, og ta Dem en ordentlig cigar. Kammerherre Kaspersen. Ja, men er fruen indrøgt? Fru Sørby (tænder.) Det besørger jeg selv. Kammerherre Sæther. Nej, se, se! Mærkværdig delikat tokayer. Grosserer Valberg. 6
Ja, det kan De nok sige. Men den har også ko- stet vakkre penge; for det er en af de aller- aller fineste årgange, skal De vide. Hjalmar Ekdal. Er der nogen forskel på årgangene? Grosserer Valberg. Nej, De er god! Dem lønner det sig sgu ikke at sætte fin vin for. Kammerherre Kaspersen. så? Det er med tokayeren, som med fotografier, herr Ekdahl; solskin må der til. Eller er det kanske ikke Hjalmar Fru Sørby. Jo, lyset gør visst sit. Men så er det jo akkurat som med kammer- herre{...}r da; for de trænger jo også til solskin. Kammerherre Kaspersen. Uf, uf, det er en uds der begik De en udslidt s{...}py- dighed Fru Sørby. Fruen reproducerer Kan så være; men det er visst at årgangene kan være svært forskellige. Kammerherre Kaspersen. Fru Sørby. Men mig regner De da visst til de fine årgange, fru Sørby? Å, De er visst af samme årgang, alle tre. Grosserer Valberg. Ha-ha-ha der fik de det! Stik på glasse- ne, mine herrer. I sligt hundekoldt vejr. Et godt glas, et varmt hyge Grå ligt hjem, ja, det synes jeg i al fald det er. Det er indenfor sine egne vægge en skal søge den sande velvære. (Gæsterne klinker og drikker.) Gråberg (i tapetdøren.) 4. Om forladelse, herr grosserer; men jeg kan ikke slippe ud. Grosserer Walle. Gråberg. Nå, er De nu blet låset inde igen? Ja, og Flaksrud er gåt med nøglerne Grosserer Walle. 7
Gråberg. Nå, så gå De bare her igennem. Men her er en til, {...} Grosserer Walle. Ja kom, kom begge to; genér Dem ikke. (Gråberg og gamle Ekdahl kommer ud fra ta- petdøren.) Grosserer Werle (uvilkårligt.) Uf da! (Latter og passiar forstummer pludselig mellem gjæsterne. Hjalmar farer sammen ved synet af sin far og vender sig til siden.{)}gråberg og Ekdahl går ud gennem billardstuen{.)}og bort til højre.) Grosserer (mumler.) Den fandens Gråberg! Men det var da vel aldrig Kammerherre Sæther. Hvad er det for noget? Hvem var det? Å, det var ingen. Kammerherre Sæther (til ) Kammerherre Sæther (til ) Kendte De den manden? Jeg ved ikke ; jeg lagde ikke mærke til Kammerherre Sæther Og så kommen ind gennem stængte døre. Det må jeg da få rede på. (går hen til de øvrige.) Fru Sørby (hvisker til tjeneren.) Pettersen. Stik noget til ham derude; noget rigtig godt. Skal så gøre. (går ud.) Gregers (sagte.) Det var da altså virkelig ham! Ja, det var det. Og du {k}fornægted ham! 8
Men kunde jeg da Jeg er ræd, det er ble t en pjalt af dig, Å, hvis du var i mit sted, så (Samtalerne mellem gæsterne, som først før- tes dæmpet, går nu over til forceret højrøstet- hed.) Kammerherre Kaspersen (nærmer sig venskabeligt til Hjalmar og ) Aha, her står De og frisker gamle minder op. Skal De ikke ha ild i Deres c{a}igar, herr Ekdahl? (rækker ham et lys.) Vær så god. Tak, jeg ryger ikke nu. Har De ikke et eller andet vers at læse op for os, herr Ekdahl? Før i tiden skrev De så ny- delige digte. Nej, her har jeg ikke noget. Står det bra til hjemme hos Dem? Deres børn. Ja, for De har jo dog børn? Jeg har jo en datter. Og hvad bestiller hun? Hedvig tegner. Se, se; det er altså kunstnernaturen, som er gåt i arv. Kammerherre Sæther. (træder til.) Nej, det var ikke igennem lukkede døre. Han kom i et lovligt ærende. Kammerherre Kaspersen (drejer ham gemytligt omkring.) Å, De våser, kammerherre Sæther. (fører ham væk.) Gud ved, hvad han prater om. (fjerner sig.) (hvisker.) Nu vil jeg gå, Sig din far farvel fra mig. Ja ja. Går du lige hjem? 9
Fru Sørby. Ja. Hvorfor det. Jo, for så kommer jeg op til dig siden. Nej, det skal du ikke. Ikke hjemme. Vi kan al- tid træffes et steds ude i byen. Hils Går De{?}, Ekdahl? Ja. Fru Sørby. Hils Gina. Tak. (han søger så vidt muligt at komme ube- mærket ud til højre.) Fru Sørby. (sagte til Pettersen.) Pettersen. Fru Sørby. 5. Pettersen. Nå, fik så den gamle noget med. Ja da, jeg stak til ham en flaske konjak. Å, De kunde da fundet på noget bedre. Nej da, fru Sørby; konjak er det bedste han ved. Kammerherre Flor (i døren til billardstuen med et notehæfte i hånden.) Fru Sørby. Gæsterne. Skal vi så spille for de... lidt for dem, fru Sørby? Ja nok; lad os det. Bravo! Bravo! (Alle går bort til højre gennem billardstuen. Under det følgende høres dæmpet pianofortespil.) Far, vil du ikke vente lidt? Hvad er det? Jeg må tale et ord med dig. 10
Kan ikke det vente til de andre er gåt? Nej, det kan ikke; for det #tør# kan hænde at jeg går før de andre. Går? Vil du gå? Hvad skal det sige? Hvorledes har man her kunnet la den famil- je så ynkeligt forkomme. Mener du Ekdahls? Ja, jeg mener Ekdahls. Gamle Ekdahl stod dig dog engang så nær. Og én gang i sit liv har han i al fald nok været dig en svært nyttig mand. Åhå, du tænker vel på den gamle historie med justitssagen{;}? De ting er opgjort for længe si- den. Du kan tro han fik sig ordentlig be- talt. Lad så være. Men siden, far; alt det andet Jeg ved ikke hvad du mener med «det andet». Der er ikke noget andet! Ikke med et ord hen- vendte han sig til mig mens det endnu var tid. Han vidste ikke selv, hvor galt det var fat med ham, før alting kom for dagen, og da var det jo for sent. Det er heller ikke det, jeg taler om. Men si- den, bagefter Ja bagefter. Da han kom på fri fod igen, var han en nedbrudt mand. Jeg kan for- sikkre dig, Gregers, jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at hjælpe ham. Jeg har skaffet ham arkskrift fra kontoret og jeg har betalt ham langt, langt over vær- dien for hans arbejde. Ler du af det? Tror du kanske ikke det er sandt, hvad jeg siger? I mine bøger står der rigtignok ikke noget om det; for slige udgifter bogfø- rer jeg aldrig Gregers (smiler.) Nej, der gives vel visse udgifter, som det ik- ke er værd at bogføre. Werle (studser.) Hvad mener du med det? Har du bogført, hvad det kosted dig at lade Hjalmar Ekdahl lære fotografering? Jeg! Hvorledes bogført? 11
Jeg ved, at det var dig, som bekosted det. Og jeg ved også at det var dig, som satte ham så rundelig i stand til at etablere sig. Har du bogført nogen af de udgifter? Nå, og så heder det endda at jeg ikke har gjort nok for Ekdahls familje. Jeg kan forsikkre dig, de mennesker har voldt mig udgifter nok. Har du bogført nogen af de udgifter? Hvorfor spør du om det? Å, det har så sine årsager. Hør, sig mig, den tid du tog dig så varmt af din gamle vens søn, var ikke det netop just som han skulde til at gifte sig? Ja, hvor k... pokker, hvor kan jeg efter så man- ge års forløb det er vel nu en 18 19 år siden Det er nu omtrent 17 år siden. Du skrev mig dengang et brev til, et forretningsbrev naturlig- vis, og i en efterskrift stod der ganske kort at Hjalmar Ekdahl havde giftet sig med en frø- ken Hansen. Ja, det var jo ganske rigtig; hun hed så. Men du skrev ikke noget om at den frøken Hansen var Gina Hansen, vor forhenværen- de husjomfru. Werle (ler spotsk men tvungent.) Nej, for jeg vidste såmænd ikke at du interesser- te dig så særligt for vor forhenværende husjomfru. Det gjorde jeg heller ikke. (sænker stemmen.) Men her var nok andre her i huset, som inter- esserte sig særligt for hende. Hvad mener du med det? (bruser imod ham.) Du sigter da vel aldrig til mig! Gregers (sagte men fast.) Jo, jeg sigter til dig. Og det vover du! Det understår du dig! Hvor kan han, den uforskammede, han, fotografen, hvor tør han vove at beskylde mig! 6. Hjalmar har ikke sagt et ord om de ting. Jeg ved ikke engang om han har en anelse om sligt noget 12
Nå, men hvor har du det da fra? Hvem har kunnet sige noget sligt om mig? Det har min stakkers ulykkelige mor engang sagt. Din mor! Ja, kunde jeg ikke næsten tænke det! Hun og du, I holdt altid sammen imod mig. Det var hende, som fra først af fik dit sind vendt bort ifra mig. Nej, det var alt det, hun måtte lide og døje til hun bukked under og gik ynkeligt til grunde. Å, hun har slet ingen ting måttet lide og døje; ikke mere end de fleste andre ialfald. Men overspændte mennesker er der ikke noget udkomme med. Og at du kunde fæste lid til en slig beskyldning, en blot og bar mistanke! Godt; så vil jeg se at komme til visshed Du vil da vel aldrig gi dig til at rode op i gamle rygter og historier? Jeg synes sand- færdig, du i din alder kunde ta dig noget nytt{g}igere til. Vi to har altid havt delte meninger om det nyttige. Både om det nyttige og om alle andre ting. Gregers, jeg tror ikke der findes den mand i verden, som er dig så meget imod som jeg. Gregers (hviskende.) Jeg har set dig på altfor nært hold. Du har set mig med din mors øjne; det er sagen. Og du har aldrig kunnet tilgi mig at jeg slæg- ter min mor på, og så det, at jeg havde et slags hjerte for hende. Hør nu, Gregers; der er jo så mangt og meget, som skiller imellem os; men vi er jo dog far og søn alligevel. Jeg s{...}ynes vi måtte kunne komme til et slags forståelse med hinanden. Sådan i det ydre ialfald. Mener du i det, som man kalder verdens øjne? Ja, om du så vil kalde det. Tænk over det. Sy- nes du ikke det måtte kunne la sig gøre? Hvad? Gregers (ser på ham med kolde øjne.) 13
Nu er der visst noget, du har brug for mig til. I så nært et forhold som vort, har den ene al- tid brug for den anden, Ja, man siger jo så. Da jeg skrev dig til om at komme hjem, vil jeg ikke nægte at jeg havde en bitanke med det. Hm! Ja, for vort mellemværende, opgøret over din mø- drenearv og alt det andet kunde jo dog til nød været ordnet skriftligt imellem os. Men nu, da det jo desværre ikke længer er nødven- digt for dig at leve dernede Nu, hvad så? Så vilde jeg gerne ha dig hjemme hos mig en tid. Jeg er en ensom mand, Gregers; har altid følt mig ensom, hele mit liv igennem; men mest nu, da jeg begynder at drage på alderen. Jeg trænger til at ha nogen om mig. Du har jo fru Sørby. Ja, det har jeg; og hun er så at sige bleven mig næsten uundværlig. Hun er kvik, har et jævnt sind; hun liver op i huset, og det kan jeg så sårt trænge til Nå ja, men så har du det jo altså, som du ønsker det. Ja, men jeg er ræd, det kan ikke bli ved. En kvinde i slige forholde kommer let i en skæv stilling lige over for verden; ja, jeg havde nær sagt at en mand er heller ikke tjent med det.... Å når en mand gir slige middagsselskaber, som du, så kan han vove adskilligt. Ja, men hun, Gregers? Jeg er bange hun ik- ke længer vil finde sig i det. Og selv om hun gjorde det, selv om hun af hengivenhed for mig satte sig ud over folkesnak og sligt noget. Sy- nes da du, Gregers, du med din stærkt udpræge- de retfærdighedsfølelse Gregers (afbryder ham.) Sig mig én ting; tænker du på at gifte dig med hende? 14
7. Og hvis jeg nu tænkte på sådant noget? Hvad så? Ja, det spør jeg også. Hvad så? Vilde det være dig så aldeles uovervindeligt imod? Nej, aldeles ikke. Ikke på nogen måde. Ja, for jeg tænkte at det kanske af hensyn til din mors minde Gregers (afværger med hånden.) Nej, nej, nej, lad os ikke bruge bedemands- stil, far. Jeg er ikke overspændt. Ja, hvad du end er eller ikke er, så har du i- alfald lettet en sten fra mit bryst, Det er mig overmåde kært at jeg kan gøre reg- ning på din tilslutning i denne sag. Nu forstår jeg, hvad det er du vil bruge mig til. Bruge dig til? Hvad er det for et udtryk? Å lad os ikke være kræsne i valg af ord; ikke her på tomandshånd ialfald. (ler.) Derfor var det altså jeg, død og pine, måtte indfinde mig i egen person. Her I anled- ning af fru Sørby skal der altså arrange- res familjeliv her i huset; det blir noget nyt, det! Hvor tør du sige sligt! Når har her været familjeliv? Men nu har man behov for en smule af den slags. Ja vel; jeg kan skønne det. Det vil jo også unægtelig ta sig godt ud når det rygtes at sønnen på pietetens vinger er ilet hjem til den aldren- de faders højtid brudgomsdag. S Der hersker dog altså et smukt kordialt forhold imellem de to alligevel. Ja naturligvis. Far og søn, gud bevar s, kan det være andet! Det er jo natu- rens orden Ja, det burde være naturens orden, Gregers Å jeg tror ikke en snus hverken på naturen eller på dens orden. Hør nu; det vil jeg sige dig at der kan væ- re mangt og meget at klandre ved min livs- førelse (med hævet stemme) men der er visse ting, som jeg altid kræver respekt for i mit hus! Gregers (bukker let.) 15
Det har jeg observeret; og derfor tar jeg også min hat og går. Går du! Ud af huset! Ja, for der er bare én eneste ting i verden, som jeg har respekt for. Og hvad er det for noget? Du vilde le om du hørte det. En ensom mand ler ikke så let, (peger ind mod billardstuen.) Se, far, der leger kammerherrerne blinde- buk med fru Sørby. Godnat og farvel! (han går ud til højre.) Werle (smiler hånlig efter ham.) He! Og så siger han at han ikke er over- spændt. 16
Anden akt. (Hjalmar Ekdahls atelier. Rummet, der er temmelig stort men tarvelig udstyret, ses at væ- re et loftkammer. Til højre er skråtag med store glasruder, halvt tildækkede af et blåt for- hæng. Oppe i krogen til højre er indgangsdø- ren; på væggen til venstre er to døre. Midt på bagvæggen en stor dobbeltdør, indrettet til at skyde tilside. Foran ved væggen til højre en gam- mel slidt sofa med et bord og et par stole. På bordet en tændt lampe. Forskellige fotografiske apparater står omkring i rummet, fotografier ligger på borden; flasker og æsker med forskel- lige kemiske stoffer i en reol på bagvæggen.) (Fru Ekdahl sidder på en stol ved bordet og syr. Hedvig sidder i sofaen og tegner.) 8. (Stilhed.) Hvor meget var det du gav ud til smørret i dag? Det var 45 øre. Og så kommer øllet til. Ja se, der har vi straks over en krone. Ja, men så fik far fire kroner og femti for fo- tografierne. Blev det så meget? Ja, akkurat fire kroner og femti. Hm, nu gad jeg rigtig vide, hvorledes din far har det i selskabet. Ja, det skulde være morsomt om vi kunde se ham. (Gamle Ekdahl, med papirpakken under armen, kommer ind gennem døren til ven... højre.) Hvor sent du kommer hjem idag, bedstefar. Gråberg holdt så længe op; han gør al ting så vidtløftigt, den mand. Fik far noget nyt hjem at skrive? Ja, hele denne pakken her. 17
Det var jo bra. (sætter paraplyen fra sig.) Det blir såmænd arbejde for lang tid, det, Gina. (trækker den ene halvdør i baggrunden lidt tilside.) Hys! (spejder ind i det mørke rum; skyder at- ter døren for.) He-he-he; de sidder alle sammen og sover så godt. (går mod den øverste dør til venstre.) Jeg finder vel fyrstikker? Fyrstikkerne står på kommoden. (Ekdahl går ind.) Det var rigtig godt at bedstefar fik alt det at skrive. Ja, stakkers gamle far, så tjener han sig da en liden skilling. Og så kan han ikke sidde hele formiddagen der nede på den fæle madam Eriksens re- stauration. Det også, ja. Endskønt, ja, jeg ved ikke, men jeg synes næsten, mandfolk er fornøjeligst når de har drukket noget {N}Uf nej da! Ja, de er nok fornøjeligst; men det blir så utrygt Hvorledes utrygt? Jeg mener, det blir så utrygt for os andre; en ved ikke rigtig, hvor en har dem. Fru Ekdahl (ser på hende.) Når har du lagt mærke til det? Å det kan en da... altid lægge mærke til. Både Molstad og Riser er da mangen gang på en kant Så det var de to, du tænkte på. (Gamle Ekdal kommer ind igen og vil gå ud gennem den forreste dør til venstre.) Fru Ekdahl (vender sig halvt på stolen.) Skal far ha noget i køkkenet? Ja jeg skal. Bliv bare siddende. (går ud.) 18
Han roder da vel ikke med gløderne derude? Hedvig, se du efter, hvad han tar sig til (Ekdahl kommer ind igen med en liden mug- ge med dampende vand.) Henter du varmt vand, bedstefar? Ja, jeg gør. Jeg skal bruge det. Jeg skal skrive, og så er blækket blet tykt som en grød. Men far må da ikke sidde så sent og spolere øjnene. Det får være det samme med øjnene, Gina. Jeg har travlt, siger jeg. Jeg vil ikke ha nogen ind til mig. (går ind i sit værelse.) Fru Ekdahl, (sagte.) Hedvig Kan du skønne, du, hvor han har fåt penge fra. Han har visst fåt af Gråberg. Å langt ifra; Gråberg betaler jo altid til mig. Så kanske han har fåt en flaske på borg. Stakker far, de borger nok ikke ham noget. (Hjalmar Ekdahl kommer ind fra højre.) Fru Ekdahl (rejser sig.) Nej, er du alt der igen! Hjalmar (sætter hatten fra sig.) Ja, nu gik nok de fleste. (der har rejst sig.) Så tidligt, far? Ja, (trækker yderfrakken af.) Ja, det var jo et middagsselskab. Lad mig hjælpe dig. (hænger frakken op.) Var der mange der? 19
9. Å nej, ikke mange. Det var så en 12 14 personer. (til ) Er ikke bedstefar kommen hjem? Na Jo, han sidder derinde. Nå, sa han noget? Nej, ikke noget videre. Nævnte han ikke noget om? Jeg synes, jeg hørte at han havde været inde hos Gråberg. Jeg vil gå lidt ind til ham. {E} Nej, nej, det er ikke værd Hvorfor ikke det? Sa han at han ikke vilde ha mig ind? Han vil nok ikke ha nogen ind; han har været her og hentet sig varmt vand. Åhå, sidder han og? (gør tegn.) Ja, jeg tror det næsten. Herregud; stakkers gamle far! Ja, så lad ham sidde og gøre sig rigtig dygtig tilgode. (Gamle Ekdahl, i husfrakke med tændt to- bakspibe, kommer fra sit værelse.) Se, der har vi ham. Jeg syntes nok jeg hørte dig. Jeg kom nu netop. Du så mig nok ikke dernede. Nej, jeg gjorde ikke. Jeg hørte du var gåt igennem Hvad var det for nogen, alle de folk? Å, det var forskellige. Der var kammerherre Flor og kammerherre Kaspersen og kammerherre 20
Hører du det, Gina! Han har været sammen med bare kammerherrer. Nå, der må ha været svært fint. Vilde de ikke ha dig til at læse noget op, far? Jo, de vilde nok; men de fik mig ikke til det. Fik de dig ikke til det, du? Men det kunde du da gerne ha gjort. Nej, en skal ikke straks stå på pinde for alle og enhver. Jeg gør det i al fald ikke. Og så var jeg slet ikke oplagt heller. Nej, nej, Hjalmar er ikke så lige til, han. Jeg ved ikke, hvorfor jeg just skal sørge for under- holdningen når jeg er ude en gang iblandt. Det lod jeg dem også forstå. Ja, jeg fandt mig endog- så foranlediget til at gi et par af de {k}herrer en temmelig drøj tilrettevisning. Ekdahl Nej, gjorde du det. Og det var nogen af kammerherrerne? Ja visst var det så. Vi kom i disput om Tokayer- vinen Rigtig{,}ja, det er en fin vin. Ja, men jeg skal sige dig, ikke alle årgange er lige fine; det kommer an på hvor meget solvar- me druerne har fåt Fru Ekdal. Nej, du ved da også alting, {H} Og det gav de sig til at disputere med dig om? 21
Ja, det vilde prøve på det; men så #fik de den besked# lod jeg dem vide at det var akkurat ligedan med kammer- herrer; af dem var heller ikke alle årgange lige fine sa e jeg. Nej, hvad du kan finde på! Og det sa du dem Lige op i øjnene på dem. Du, Gina, han sa e det lige op i øjnene på dem. Nej tænk; lige i øjnene! (stiller sig ved piedestallen.) Ja, jeg stod således; se her, lænet til kaminen, og legte med den højre hand{e}ske og så sa e jeg dem det. Lige op i øjnene. Hvor det er morsomt at se far i kjole! Du tar dig godt ud i kjole, far. Ja, gør jeg ikke det? Og den passer aldeles som den var sy d til mig. Lidt trang i armehuller- ne kanske. (trækker kjolen af.) Men nu vil ha e frakken på (gør så) det kendes ligesom mere hjemligt. (til Gina.) Husk endelig på at Molvik får kjolen igen straks imorgen tidlig. Det skal nok bli besørget. Hjalmar (sætter sig i sofaen.) Ah, en sidder dog ingensteds så godt, som i sit eget sofahjørne, med foden under sit eget bord Og så med et glas øl til piben Har vi øl i huset? Ja, det er der nok sørget for. (går ud i køkkenet.) Her er piben og tobakken Tak! Jeg har ordentlig læn{...}gtes efter piben. Wer- les cigarer kan være bra nok; men en god pibe, 22
10. det er dog noget andet i længden. Fru Ekdahl (kommer med ølflasker og glasse fra køkkenet.) Se så, nu kan du få drikke dig utørst. Det er prægtigt. Kom nu, far, nu skal vi drikke et glas sammen. Hum; jeg tror, jeg vil stoppe min pibe først. (går ind i sit værelse.) (smiler.) Han vil stoppe piben. A ja, ja, ja; lad ham bare, stakkers gamle far. (det banker på døren til højre.) Hys, banked det ikke på døren? hvem kan det være? (går hen og åbner.) Gregers (i gangen.) Om forladelse; er det ikke her fotograf Ekdahl bor? Jo det er. Hjalmar (rejser sig.) Gregers! Er du der alligevel? Nå så kom ind da. Gregers (kommer ind.) Jeg sa e dig jo, jeg vilde komme op til dig. Men ikveld? Er du gåt fra selskabet? Både fra selskabet og fra huset. God aften, fru Ekdahl; kan De huske mig fra gamle da- ge? Kan De kende mig igen? Å jo, det kan jeg nok. Er du gåt fra huset, {...}siger du. Ja; jeg blir inat i et hotel, og imorgen tar jeg mig et logis. Du, Hjalmar, har jo et par væ- relser at leje ud. Ja, det har vi nok, men 23
Men det er visst ikke noget for Dem, herr Det skal De ikke være bange for; jeg tænker nok, jeg blir fornøjet; og prisen skal vi nok bli enige om. Ja, det var jo ganske heldigt for os. Nå, siden du er kommen, så vil du kanske sidde ned. Tak; her bor I jo som rigtige kunstnere. Det er atelieret, som du vel ser Men det er nu rummeligere, og derfor så hol- der vi helst til her. 24