Limfjorden... det er ikke så ringe endda Torben og Pinuccia, 12.-19. juli 2014 Beretningen fra en langtur i Limfjorden i uge 29, altså steder hvor man kan sove, spise, ro og opleve noget andet end roning. Vi havde sat hinanden stævne lørdag den 12. juli kl. 16 i Skive Roklub, men af forskellige årsager mødte kun Anne Lise op og endda en time tidligere. Hun fik så rigelig tid til at snakke med Tove Christensen, som har været roer i 50 år og er en institution i klubben. Hun står for udlån af både, klubben, klubbens sommerhus og hytten på Fur.
Først kl. 21 kunne alle sætte sig til bords og spise aftensmad, men vi havde ikke travlt med at krybe tidligt i soveposerne, fordi både yr.no og dmi.dk var enige om, at søndag stod for heldagsregn. Det viste sig, at det var styrtende regn, og det ville være farligt at være i en båd, som ville blive bordfyldt på få minutter. I øvrigt var der også dårlig sigtbarhed. Vi besøgte Spøttrup Borg, en 500 år gammel borg, som har været bispesæde. Selve borgen ligger omgivet af hele to voldgrave, imellem hvilke der er opkastet en op til ni meter høj jordvold, der næsten skjuler borgens mure helt op til tagfoden. Adgangen sker via en vindebro og en portåbning i volden mod vest. Borgen selv rejser sig direkte fra vandgraven som en ægte vandborg. Skive Roklub er en 90årige velfungerende klub med masser af plads: for ca 10 år siden blev den totalt ombygget og har nu tre store bådhaller, et velindrettet træningsrum, et hyggeligt og pænt klublokale, lækre og luftige omklædningsrum og sauna. Ramperne er dog i en sølle forfatning, men materiale til fornyelse er allerede ankommet. Klubben har ca 300 medlemmer ligeligt fordelt på kajak og baglænsroere. Klubben har en fantastisk stor fladskærm som lokkede til Tour de France og finale i VM fodbold. Vi lånte Thisted og Limfjorden, to udmærkede glasfiberbåde, som vi havde reserveret hos DFfR allerede i januar. Mogens Rüdiger havde sin havkajak med, lånt i Hellerup Kajakklub. Mandag morgen stuvede vi alle pakkenelliker og satte kurs mod Fur. Vinden var mod os de første ti km, men så kom vi i læ, lidt sol, lidt skyer, lige tilpas til en rotur på 38 km. Furhytten er en nybygget konstruktion i træ, som Nordjyske Ronetværk har opført lige nord for Furs havn og lige op ad Fur Bådelaug. Ja, Fur har også en roklub med to toere og en snes kajakker, som bliver flittigt brugt. I hytten er der syv køjer med madrasser, men ingen dyner, et
køkken, køleskab, el-plader og en lillebitte ovn, bord og stole og god plads til at spise udenfor lige ved vandet. Der en kun ét toilet, men bad skal man tage ved havnen. Tirsdag var der udsigt til regn, så vi besluttede at gå en tur, først forbi Café På Herrens Mark et hyggeligt sted midt i øen, med en fantastisk udsigt over Limfjorden og en skøn kakao med flødeskum. Stedet bestyrer det berømte Museum For Mænd hvor alle mænds goodies fredes når mænd indgår kæreste/ægteskab. Stedet, hvor kvinder er velkommen, men ingen taleret har. Stedet, hvor dåseøl koster 20 kr for mænd og 21 kr for kvinder. Efter en grundig gennemgang af de mest kitschede og sjofle rekvisitter fortsatte vi i Furs bakker forbi molerværket, Bispehuen og Den røde Sten. Ning knipsede et foto, sendte det ud i cyberspace og modtog følgende kommentar: Der ser smukt ud lige som her på Mallorca!. Om aftenen blev vi hentet af en taxi og kørt til Fur Bryghus, hvor der var bestilt bord. Det var nødvendigt, selv på en tirsdag! God mad, flere typer øl og hurtig betjening. Onsdag morgen var vi klar kl. 9 til Fur rundt. Vi roede med uret, og efter en god time i stærk modvind nåede vi nordsiden, og så var det bare den rene svire. Vi kiggede op på de høje, stejle skrænter og beundrede de tydelige aflejringer af lys moler og sort aske fra islandske vulkaner, der ligger som forskelligfarvede bånd i klinten. Moleret er dannet af døde kiselalger, som er dalet ned på bunden af det hav, der dækkede området, klintformationer, som fortæller historier om landskabets tilblivelse og dramatiske geologiske hændelser, der går mere end 55 millioner år tilbage. I Færker Vig på øens østside er der den fineste sandstrand, hvor vi trak båden op, badede, og spiste den medbragte mad. En tur på 28 km.
Torsdag roede vi rundt om Livø 38 km. Øen er seks km lang, hvoraf de tre km er en tynd tap, bestående af sand, hvor der lever fugle i flokkevis og sæler. Dem så vi hele tiden svømmende i deres rette element, de stak hovedet op af vandet, kiggede nysgerrigt og forsvandt hurtigt ned igen. Midt på dagen trak vi bådene op på stranden syd for havnen og gik en tur i indlandet. Vi dumpede ind i en tidslomme! Øen var optaget af SF's sommerlejr. Familier med børn, gynger og kulørte lamper, et par lilla bleer... ægte 70er stemning. Øen har en særlig historie: fra 1911 til 1961 blev den benyttet som en slags delvis åben institution for udviklingshæmmede kriminelle. I 1975 ankom Henning Becker, en dansk journalist, til øen med 45 vietnamesiske børn, som var blevet smuglet ud af Saigon ved hjælp af falske papirer. Becker kaldte dem sine egne børn i den forstand, at hans navn stod i forældrenes rubrik i de fødselsattester, de havde fået i Vietnam Herefter begyndte et slagsmål med de danske myndigheder. I øvrigt havde Jørn, vores rofælle, haft med børnene at gøre. De børn/unge Jørn fik med at gøre var de 160 der kom til Den Gamle Roskilde Højskole. Det var dem med den vellykkede integration. De andre 45 der flyttede med Becker til Skovgården endte med at brænde den af. Øen er nu Grøn Livø, et projekt under Naturstyrelsen. Det er et forsøg på at blive uafhængig af fossile brændstoffer og i det hele taget gøre øen bæredygtig. Fredag stod den på rengøring af hytten, pakning og roning tilbage til Skive i solskin og blikvand. Vi holdt frokostpause i Hvalpsund Lystbådehavn, hvor der også er en roklub, og eftermiddagsbadetissekaffepause ved Skive Roklubs hytte: Et miniput, stråtækt hvidt hus, kun ti km fra Skive Roklub. Yndigt er det, og idyllisk titter det ud mellem vilde blomster i en brakmark, men er kun egnet til at give ly i tilfælde af regnvejr.
Vi fejrede vores vellykkede langtur om aftenen i sejlklubbens restaurant lige ved siden af roklubben med en overdådig buffet af fisk, salater og grillkød. Tak til Ning, som i mere end 15 år har været vores trofaste langturskammerat og uudtømmelige historiefortæller, til Anne-Lise Grubb, som i seks år har bidraget med operationssygeplejerskeeffektivitet og mættende lasagne, til Mogens Rüdiger, som i fem år har fulgt os i sin kajak med stoisk ro og uden at kny selv i med- og modvind og høje bølger, til Jens Grøn, som i fire år med sin humor har formået at løse op for kritiske situationer, og til Jørn Laursen, der, for anden gang som reserve spiller fortræffeligt den uundværlige rolle som provokerende debattør. Vi ser frem til at komme med i Jørns næste roman! Er langtursroning i øvrigt ikke en metafor for den menneskelige eksistens?