Knut Kjelstadli. "Fortiden er ikke hvad den har været" Uddrag fra bogen "Fortiden er ikke hvad den har været" af Knut Kjelstadli, Roskilde Universitetsforlag 2001 bearbejdet for danske læsere af Claus Bryld. Knut Kjelstadli er professor i historie ved Universitetet i Oslo, Claus Bryld er professor i historie ved Roskilde Universitetscenter. [... ] Kildegranskning Historiske undersøgelser og fremstillinger består i at anvende rester eller levninger af en fortid til at rekonstruere denne fortid. Selvom historikernes sprogbrug varierer i praksis, bør vi begrebsmæssigt skelne mellem levninger og kilder. Levninger er alt hvad der er overleveret fra fortiden. Men de bliver kilder for os, når vi tager dem i brug for at svare på spørgsmål. Vi siger at begrebet om en kilde er funktionelt og vil dermed have to pointer frem: I massen af rester må vi vælge, hvad vi vil anvende. Det er problemstillingen der afgør hvad vi kan og vil anvende som kilde, hvad vi søger efter i mængden af levninger fra fortiden. Kildekritik er da et sæt af håndværksregler, som siger hvordan man skal behandle kilder for ikke at forvride den information, der potentielt ligger i dem. Disse regler er stort set systematiseret sund fornuft. Kildegranskning er måske nok så godt et ord; man kritiserer ikke kilden i al almindelighed, men gransker eller analyserer den for at se hvad man kan finde i den. Hvis historiefagets mål er at rejse en bygning af forklaringer, har vi brug for en grundmur af sikre udsagn om, hvorvidt noget var eller ikke var, om hvem der gjorde hvad, hvor, hvornår. Denne grundmur har fire vægge. Der er fire sider ved kildegranskningen, som i af fald på et logisk plan kan adskilles, selvom rækkefølgen ikke altid er streng i den praktiske forskning: 1. Hvilke kilder har vi til at belyse et spørgsmål? Det gælder om at finde frem til kilder, som er fuldstændige eller i hvert fald repræsentative. Dette er opgaven for findekunsten, heuristikken, og kilde- og arkivkundskaben. 2. Hvad er de kilder, vi har for os? Hvilken slags kilder er et? Hvilken funktion havde de i den situation og det miljø de blev til i? Det gælder om at bestemme deres ophav og formålet med dem. Dette kaldes i fransk tradition ydre kildekritik. 3. Hvad står der i kilderne? Hvilket indhold har de? Det gælder om at tolke dem. 4. Hvad kan vi bruge dem til? Det gælder om at bestemme, hvilken relevans kilderne har for problemstillingen. Men først og fremmest spørger vi, hvor troværdige oplysningerne er. Her gælder det indre kildekritik. Historikere skelner mellem kilder og litteratur. Kilder er de spor fra fortiden, som vi bruger til at give en historisk fremstilling. Historisk litteratur er andre historikeres fremstillinger, som vi udnytter eller forholder os til. Men også litteraturen kan bruges som kilde: Vi citerer måske et originaldokument som er refereret i en fremstilling. Eller vi bruger litteraturen som kilde til, hvordan historikere i forskellige tidsaldre tænker og forsøger at påvirke deres omgivelser, hvorved vi måske igen kan slutte til disse omgivelser.
At bruge kilden som levning Alt overleveret materiale stammer uden undtagelse fra en situation i fortiden. Alle rester fra fortiden kan bruges som levninger fra den fortidssituation, de opstod i. Når vi anvender dem på denne måde, ser vi kilden som en del af den fortidige virkelighed den blev til i. Vi ser kilden som en brik og prøver at genskabe det puslespil, den indgik i. Med udgangspunkt i de rester vi har, søger vi at rekonstruere situationen. Vi slutter da fra resterne tilbage til noget ved ophavspersonen, til ophavsmiljøet. Vi slutter fra produktet tilbage til den eller dem, som har produceret kilden. Snorre Sturlasons sagaer handler om tiden før Snorre levede. Men de er en levning fra 1200-tallet. Og brugt som levning anvender vi dem som kilde til, hvordan Snorre tænkte, eller mere alment som kilde til værdier og tænkemåder hos en islandsk stormand i 1200-tallet. Når vi bruger et spor af fortiden som en levning, er det os som historikere der drager slutninger om, hvordan noget var. Det er os der iagttager resterne af fortiden. Vi kan selvfølgelig tage fejl i vores slutninger, men vi er i al fald ikke overladt til andres iagttagelser og fejlslutninger. At bruge kilden som beretning Nu findes der mange meddelende kilder som påstår noget om omverdenen. Vi har fået overleveret både tekster og billeder, som referer til forhold uden for sig selv. Et billede viser en by, det er ikke en by. En tekst beskriver en by, som har været eller stadig findes, eller en utopisk idealby. Hvornår kan vi bruge sådanne meddelende kilder til noget mere end at beskrive ophavsmanden eller ophavssituationen? Hvornår kan vi bruge kilder som beretninger, altså til at sige noget om det som fandtes eller skete forud for eller uden for den situation, kilden selv er en del af? Hvornår kan vi regne med, at indholdet i meddelelsen eller symbolet henviser til en faktisk virkelighed ud over sig selv? Sagt lidt anderledes: Hvad er vilkåret for, at en fortælling kan anvendes til at sige noget faktisk om det som er emnet eller objektet i fortællingen? Hvornår opfylder en kilde minimumskravene til, at vi i det hele taget skal begynde at vurdere om vi skal tage påstandene i kilden som en beskrivelse af virkeligheden? Så kan vi vende tilbage til de kildetyper vi omtalte i det foregående. Kilden må være menneskeskabt, det er åbenbart. Kilden må også være meddelende en møggreb kan ikke fortælle. Den må være beskrivende, ikke normativ; en moralprædiken siger mest om, hvordan noget burde være. Den må handle om fortiden; tipskuponen siger ikke noget om, hvordan kampresultatet blev. En kilde, som opfylder alle disse krav, kan fx være et brev, som beskriver hvad nogen så eller hørte, det kan være avisreferater af gårsdagens møde, det kan være Snorres kongesagaer. Når vi bruger en fremstilling som levning efter en vis situation, er det os der drager slutningerne om, hvordan noget var. Men når vi bruger kilden som beretning, bruger vi den som om vi læste en ældre kollega. Så er vi yderligere overladt til kollegaens muligheder, evne og vilje til at beskrive virkeligheden rigtigt. Historikere bruger både kilder, som udelukkende kan udnyttes som levninger, og kilder som også kan udnyttes som beretninger om forhold forud for dem selv.
Nu kan en og samme berettende kilde anvendes både som levning og som beretning. Tag som eksempel et historisk værk som den danske historiker Edvard Holms kæmpe værk Danmark-Norges historie fra Den store nordiske Krigs Slutning til rigernes Adskillelse I VII (1891 1912). Som levning bruger vi bøgerne som kilde til, hvordan Holm tænkte, hvilke generelle samfundsidéer der rådede i det konservative, kristeligt-nationale miljø han færdedes i, hvilke interne fagnormer en historiker af hans kategori svor til dengang som professor ved universitetet. Som beretning bruger vi dem som en fortælling om, hvad der faktisk skete i dansk-norsk historie fra 1720 til 1814. Bestemmelse af kilder efter ophav og funktion Først må vi vide hvornår kilden er fra. Vi må datere kilden. Fastlæggelse af kronologi er udgangspunkt for at placere et fænomen, for at se det i sammenhæng med andre fænomener. Så spørger vi: Hvem har produceret kilden? Hvem er ophavsmand eller kvinde, og hvilket bredere ophavsmiljø stammer den fra? Efter datering og ophavsbestemmelse må vi fastslå, om kilden er ægte. Under den tyske besættelse af Danmark og Norge blev der lavet falske illegale aviser. Sovjetunionen er blevet anklaget for at sende forfalskede CIA-dokumenter til vestlig presse. Da Khrustjovs kritiske tale om Stalin på den 20. partikongres i Sovjetunionens kommunistiske parti i 1956 sivede ud, opstod der en større diskussion om hvorvidt talen var autentisk. Det var den, i modsætning til Hitlers dagbøger som hævdedes fundet midt i 1980 erne. På trods af, at en fremstående britisk historiker, Hugh Trevor-Roper, i begyndelsen sagde god for dem, viste de sig at være fremstillet af en begavet svindler. Fristelsen var stor; levninger fra nazitiden er god forretning, og ugebladet Newsweek bød op til 3,75 millioner dollar for rettighederne! Dernæst må vi spørge og det er et vitalt punkt i kildegranskningen: Hvad er denne kilde egentlig? Hvilken karakter har den? Under hvilke omstændigheder opstod den? Hvilke formål havde ophavsmændene med den? Vurderingen af en kildes troværdighed hviler langt hen på forståelsen af kildens funktion. Fremmede eller hæmmede denne funktion en fremstilling der var i overensstemmelse med de faktiske forhold? Vi kan spørge, om dokumentet er af offentlig eller af privat natur. Folketingstalen er noget andet end privatbrevet. Endvidere må vi spørge, hvilken kontekst kilden står i. Man må skele til den sproglige sammenhæng, således at man ikke løsriver citater osv. Og man må spørge efter situationen: Hvad var omstændighederne? Hvornår skete det? Indgik det i en længere tradition? Enhver tolkning af en kilde er afhængig af sammenhængen. Det er banalt, men alligevel konsekvensfyldt, og det bliver ofte glemt.
Fortællerens forhold til det fortalte Fra spørgsmålet om, hvad kilden er, kan vi begive os til et andet problem: I hvilket forhold står fortælleren til det der fortælles om? Er det en førstehåndskilde eller en andenhåndskilde? En førstehåndskilde er en øjenvidneskildring. Betydningen af at have en sådan illustreres i H. C. Andersens historie om fjeren, som blev til fem høns, eller af hviskelegen. Mere teoretisk udtrykt er der i al kommunikation mulighed for støj ; der som sendes er ikke altid det som høres. Ofte kan en tilsyneladende nær beretning være gået gennem mange led og bearbejdninger. Tag avisreferatet: 1. Noget sker. 2. Begivenheden iagttages. 3. Journalisten interviewer iagttageren. 4. Redaktionssekretæren komprimerer journalistens fremstilling. 5. Læseren bearbejder det han eller hun læser. På samme vis er offentlige budskaber blot led i en lang proces. Normalt vil en historiker altid foretrække en førstehåndsberetning hvis den findes. Og han eller hun vil helst have en samtidig førstehåndskilde; erindringer byder på specielle problemer (se kap. 14). Under alle omstændigheder vil vi foretrække den kilde som er primær, det vil sige ligger nærmest i tid og rum i forhold til det, der skete, blandt de kilder vi har til rådighed. Hvis vi har førstehåndskilden, er denne den primære kilde og alle andre sekundære. Hvis vi ikke har den, er den næste, nærmeste, kilde primærkilden. [..] Vi vil også helst have flere kilder. Et gammelt ord sige testis unus, testis nullus, ét vidne er intet vidne. Det gælder også inden for journalistikken. Men det er strengt formuleret. Vi nøjes nok med én kilde, hvis der ikke er noget der taler imod denne, hvis almindelig sandsynlighed taler for osv. Men vi vil selvfølgelig helst have flere kilder som siger det samme. Vi kan fx interviewe flere, som deltog i en beslutningsproces, og krydstjekke udsagnene mod hinanden. Det allerbedste er kilder med modsat tendens. Dersom to personer med modsat eller afvigende udgangspunkt hævder det samme, styrkes tilliden til det der fortælles som beretning. To sammenfaldende kilder med forskellig funktion er udmærket. Vi ønsker ikke bare flere kilder, men kilder som er uafhængige af hinanden. Afskriften kan ikke støtte originalen. Afhængighed kan i øvrigt være vanskelig at se. Når veteraner har fortalt historierne flere gange sammen, bliver de til slut til én version. Så dukker dette spørgsmål op : Er den brugbar til at svare på de spørgsmål vi vil stille den? Dette angår kildens relevans og derefter kildens troværdighed. Denne indre kildekritik er den fjerde væg i vores grundmur. Den bliver afgørende når vi vil bruge en kilde som beretning. Hvis vi da ikke skal være overladt til andre iagttageres (fejl)rapporteringer og (fejl)slutninger må vi granske kilderne kritisk. Først: Er kilden relevant i forhold til spørgsmålet? Dernæst: Er kilden troværdig?
Vi er på jagt efter noget som ikke stemmer. Dette afgøres af flere forhold: Har ophavspersonen evne til at sige sandheden, fx ved at han er ved sine fulde fem? Selvmodsigelser kan være et varsel om, at vi bør være forsigtige. Har ophavsmanden eller kvinden mulighed for at sige hvad der skete, ved at være nær i tid og rum? Helst bør han eller hun være øjenvidne. Vil ophavspersonen give en tilnærmelsesvis objektiv fremstilling, eller vil kilden have tendens? Med andre ord: Havde ophavsmanden eller kvinden et motiv til, en interesse i, en tilbøjelighed til at fremstille et sagsforhold på speciel vis? En kildes troværdighed, resultatet af den indre kildekritik, hviler altså tungt på vores bestemmelse af kildens funktion, af den ydre kildekritik: Er dette et dokument, som er opstået i en sådan situation, at omstændighederne skulle influere på ophavsmandens eller kvindens mulighed, evne og vilje til at gengive virkeligheden? På den måde findes der ikke noget facit for, ingen enkel opskrift på, ingen rangordnet liste over principperne, hvor man kan sige at den ene egenskab tæller mere end den anden. Man må foretage en totalvurdering fra gang til gang. Man kan være nødt til at bruge flere kildekritiske regler. Og man må ikke mindst leve med kilderne, som Jens Arup Seip har udtrykt det. Man må søge at lære epoken, klimaet, miljøet at kende og gradvis føle sig ind i det. Således har kildegranskning også en intuitiv, ja kunstnerisk side i tillæg til den håndværksmæssige (snus)fornuft. http://info.systime.dk/supplerende-materiale/vikinger-1/kapitel-1-manden-med-den-sammensyedemund/knut-kjelstadli-fortiden-er-ikke-hvad-den-har-vaeret