Unges socialisering i det senmoderne samfund

Transkript

1 Bachelorgruppe: PS08FBACH-06 Unges socialisering i det senmoderne samfund Bachelorrapport d. 8. juni 2012 Emne: Unges socialisering i det senmoderne samfund Forfattere: Mie Grøn Borup , Gry Sand Vester og Signe Baltzer Jørgensen Vejleder: Finn Hedegaard Nielsen Uddannelsesinstitution: Peter Sabroe Seminariet Antal anslag:

2 Indholdsfortegnelse Problemformulering... 2 Problemstilling... 3 Metode og læsevejledning... 3 Kildekritik... 7 Kapitel 1. Samfund og ungdom... 8 Teori... 8 Ungdommen... 8 Sven Mørchs betragtninger af ungdommen... 9 Samfundets udvikling -de unges frisættelse Analyse Ungdommen eller Samfundet Krav om individualisering Den politiske debat Mediernes indflydelse Den marginaliserede ungdom Pædagogiske overvejelser og refleksioner Kapitel 2 Identitet Teori Svend Brinkmann -samfund, ungdom og identitet Richard Jenkins -social identitet Habitus Livas liv Analyse Livas liv - case analyse Identitetskrise Pædagogiske overvejelser og refleksioner Kapitel 3 Socialisering Teori Samfund, ungdom og socialisering Fra primær og sekundærsocialisering til dobbeltsocialisering Risiko i socialiseringsprocessen Felt og doxa Analyse Diskussion om socialisering -en gensidig proces mellem individ og institution Individualisering kontra standardisering Fællesskabets betydning for individets socialisering Pædagogiske refleksioner og overvejelser Pædagogers ansvar for at støtte de unge i deres socialisering Kapitel 4 Social arv Teori Forskning: Vidensopsamling om social arv Social arv Normalitet og afvigelse Stigmatisering og social identitet Analyse Pædagogiske overvejelser og refleksioner Kapitel 5 Kritisk metaperspektiv Konklusion Litteraturliste

3 Problemformulering Det pædagogiske arbejde tager afsæt i de værdier, samfundet bygger på, og i de mål og intentioner, samfundet har opstillet for børn og unge. Det pædagogiske arbejde som dannelsesopgaver har afgørende betydning for børn og unges evne til at agere og indgå i samfundet på en hensigtsmæssig, aktiv og selvstændig måde. (BUPL s pædagogiske profil 2002) Således indledes BUPL s pædagogiske kompetenceprofil i afsnittet om den pædagogiske opgave og pædagogens ansvar. Citatet lægger op til flere dilemmaer omkring, hvordan vi, som pædagoger skal arbejde ud fra en større forståelse af samfundets kompleksitet. Dette har gjort os nysgerrige på at udfolde nogle af de diskurser, der ligger i samfundet for hvilke værdier og normer det enkelte individ i dag skal kunne mestre og opfylde for at kunne agere og indgå i samfundet. Vi har en antagelse om, at der ligger en særlig pædagogisk opgave i, at arbejde med netop dette emne. Vores begrundelse for denne antagelse er, at det senmoderne samfund og de hastige forandringer, der hele tiden sker, har stillet alle individer overfor nye og anderledes muligheder og udfordringer end tidligere. Der stilles f.eks. krav til individet om, at kunne konstruere meninger med livet ud fra egne normer og værdier samt et krav om selv, at skulle stå til ansvar for de valg, individet måtte træffe. Individet skal i dag opfinde sig selv på ny og er i en konstant forhandling med omverdenen om konstruktionen, ikke kun af sig selv og andre men også af samfundet (Mørch og Laursen 1998). Med denne forståelse af det senmoderne samfund og individet mener vi, at pædagoger her er en væsentlig medspiller i, at kunne give børn og unge de rette kompetencer og ressourcer til, at kunne agere og indgå i det senmoderne samfund, hvilket i følge den pædagogiske profil er et pædagogisk ansvar. Vi tænker, at disse nye tendenser har stor betydning for alle individer men især for de unge. Dette gør vi ud fra Thomas Ziehes teori om den kulturelle frisættelse. Han mener, at de store fortællinger som f.eks. religion, kultur og familienormer tidligere gav de unge en form for forudsigelighed men også nogle begrænsninger i at vælge hvilket liv, de ønskede. Disse fortællinger var ifølge Ziehe identitetsskabende og gav de unge en mening med deres tilværelse (Andersen og Vesterbirk 2005). Vi ser i dag, at de store fortællinger mere eller mindre er døde, hvilket har været medvirkende til, at de unge i dag har mange flere muligheder men også, at der bliver stillet større krav til de unge om at være ansvarlige for deres eget liv. Dette, mener vi, har givet de unge et meningstab, hvilket har stillet dem overfor nogle særlige udfordringer i forhold til at skabe identitet og muligheder for socialisering i det senmoderne samfund. På baggrund af denne fremstilling omkring senmodernitetens nye og anderledes udfordringer, mener vi, det er blevet sværere at have det svært, 2

4 hvilket gør den pædagogiske opgave med unge vigtig. Det er ikke tilstrækkeligt, at pædagoger selv forstår det senmoderne samfunds kompleksitet og forstår hvilke muligheder, krav og udfordringer, de unge befinder sig i, da den pædagogiske opgave efter vores opfattelse først giver mening, når pædagoger formår at hjælpe de unge til selv at skabe meninger og give dem nogle redskaber til at kunne mestre senmoderniteten. Vi har alle tre i gruppen arbejdet med unge igennem vores studie på pædagoguddannelsen, hvor vi har fået et indblik i hvilke udfordringer og muligheder, de unge bliver stillet overfor i det senmoderne samfund. Her har vi alle stået i situationer, hvor det har været svært at give de unge nogle redskaber til at gøre livet mere overskueligt og sammenhængende. Ydermere har det været svært for os at finde vores pædagogiske rolle i at være en ung pædagog samtidig med at kunne støtte de unge i deres udvikling. Derfor er vi i denne opgave blevet nysgerrige på de unge, der ikke formår at agere i det senmoderne samfund og derfor har brug for en særlig pædagogisk indsats. Vi ønsker altså at skabe en forståelse af ungdommens muligheder, krav og udfordringer set ud fra det senmoderne samfunds vilkår. På baggrund af dette er vi kommet frem til følgende problemstillinger: Problemstilling Hvordan påvirker det senmoderne samfund de unges vilkår for at udvikle deres identitet og muligheder for socialisering? Hvordan kan pædagoger støtte de unge i at mestre de mange muligheder, krav og udfordringer, det senmoderne samfund stiller dem overfor, når pædagoger selv befinder sig i en kompleksitet af forandringer og krav? Metode og læsevejledning Vi vil i denne opgave udfolde ungdommens mange muligheder og udfordringer ved at skabe et overblik over forskellige teorier, der understøtter hvilken periode, de unge befinder sig i. Disse teorier vil vi diskutere og analysere, hvorefter vi vil sætte dem ind i en pædagogisk kontekst og her reflektere over hvilke dilemmaer, der kan opstå i det pædagogiske arbejde med unge. Vi vil inddele opgaven i fem kapitler: I kapitel et vil vi afklare ungdommen som en livsfase. Dette vil vi gøre ud fra bogen Ungdomsliv, der beskriver hvilke vilkår, de unge i dag lever i. Vi vil gennem hele opgaven betegne nutidens 3

5 samfund som det senmoderne samfund. Ud over Ungdomsliv vil vi i kapitel et inddrage ungdomsforsker Sven Mørch til at give en beskrivelse af, hvordan ungdomsgenerationen har ændret sig. Den sidste teoretiker, vi vil bruge i dette kapitel, er Thomas Ziehe. Dette vil vi gøre for at sætte ungdommen og samfundets udvikling sammen i forhold til Ziehes begreber aftraditionalisering og den kulturelle frisættelse. Disse teoretiske redegørelser vil vi diskutere og analysere i forhold til de muligheder, krav og dilemmaer, de unge bliver stillet overfor i det senmoderne samfund. I anden del af analysen vil vi sætte teorierne i spil i en pædagogisk kontekst. Vi vil her reflektere og overveje, hvordan pædagoger kan arbejde ud fra de tidligere afklarede teorier. I kapitel to vil vi starte med at fremlægge en forståelse af, hvordan det senmoderne samfund, i en gensidig proces med de unge, påvirker de unges identitetsdannelse. Dette vil vi gøre ud fra Svend Brinkmann, der har arbejdet med denne diskurs. Vi vil herefter afklare Richard Jenkins begreb social identitet for at give en forståelse af, at vi i denne opgave forstår identitet som værende en konstruktion. Ydermere vil vi inddrage Pierre Bourdieus begreb habitus for at forstå de unges forskellige forudsætninger for at skabe sig selv og for at kunne analysere på de unges forskellige handlemuligheder og strategier. Vi vil i dette kapitel inddrage en case, som er konstrueret ud fra vores praksiserfaringer med unge. Set i forhold til de forskellige synspunkter på identitetsdannelse, vil vi dernæst diskutere disse synspunkter set i forhold til opgavens samfundsperspektiv. Herefter vil vi inddrage casen som empirisk element i forhold til teorierne. Til sidst i kapitel to vil vi lave et afsnit omkring vores pædagogiske refleksioner og overvejelser af teorierne sat ind i en pædagogisk sammenhæng. Her inddrager vi også Liva fra casen for at give nogle interventionsmuligheder i forhold til sårbare unge. I kapitel tre vil vi fremstille en teoretisk forståelse af socialiseringsprocessen. Dette vil vi gøre ud fra Lars Denciks begreb dobbeltsocialisering. Vi vil bruge Denciks teori for at sætte fokus på den risiko, der ligger i de mange udfordringer og krav som det senmoderne samfund stiller det enkelte individ. Denciks teori omhandler oprindeligt børn, men vi vil bruge denne i vores analyse til at diskutere unges socialiseringsproces. Efterfølgende vil vi afklare Bourdieus begreber felt og doxa for at få en forståelse af de mange arenaer, de unge i dag befinder sig i. I vores analyse vil vi diskutere socialiseringsbegrebet ud fra de ovenstående teorier. Her vil vi ydermere inddrage fællesskabets betydning for de unges socialisering. I anden del af analysen vil vi reflektere over hvilke vilkår, der er på spil i de unges socialisering set i en pædagogisk kontekst. Vi vil her 4

6 overveje, hvordan man i den pædagogiske praksis kan støtte unge i deres socialisering, både i deres fællesskaber og i samfundet. I kapitel fire vil vi komme ind på begrebet social arv, og se på hvordan dette giver mening - eller ikke giver mening - i forhold til udsatte unges muligheder i det senmoderne samfund. Vi vil starte med kort at referere til resultaterne fra forskningsrapporten Vidensopsamling om social arv. Derefter vil vi beskrive psykiateren Gustav Jonssons forståelse af begrebet social arv, som en deterministisk forudsigelse af de unges muligheder. Herefter vil vi bruge Morten Ejrnæs kritiske syn på brugen af begrebet. I denne kritik vil vi inddrage Bente Jensens udvidelse af begrebet ved at forstå den sociale arv som en reproduktion af social ulighed, hvilket hun sammenligner med habitus begrebet. De næste teoretiske begreber vi vil præsentere er normalitet og afvigelse ud fra Ejrnæs. Herunder vil vi inddrage Erving Goffmans begreb stigmatisering og social identitet. I vores analyse i kapitel fire vil vi igen inddrage de tidligere kapitlers teorier for at for at skabe en diskussion omkring begrebet social arv. Vi vil her til sidst inddrage forskningsrapportens resultater. I anden del af analysen vil vi reflektere og overveje hvordan begrebet har en indflydelse i den pædagogiske praksis, og se på hvilke konsekvenser brugen af begrebet kan have for de unge. Her vil vi henvise til brugen af begrebet i dagtilbudsloven. I kapitel fem vil vi opsamle nogle af pointerne fra de første fire kapitler. Dette vil vi gøre med fokus på hvordan vi kan stille os kritisk i forhold til den generel diskurs mellem pædagogiske værdier og etiske holdepunkter i den pædagogiske profession overfor det senmoderne samfunds lovgivninger og krav til pædagogerne. Vi vil med dette kapitel skabe mening med vores opgave i et metaperspektiv, hvor vi vil løfte os op over vores teorier, diskussioner og refleksioner for at kunne se diskurserne fra en mere kritisk perspektiv. Vi vil her problematisere den pædagogiske professions ståsted mellem personlighed, professionalitet og lovgivninger. Til sidst vil vi konkludere på de pointer, vi når frem til i opgaven. Dette vil vi gøre ved at sammenkoble teorierne med den pædagogiske praksis og herigennem svare på vores problemstilling. 5

7 Vores forståelse af individet For at give en forståelse for vores måde at beskrive, reflektere og overveje forskellige teorier og problemstillinger på, har vi valgt kort at redegøre for hvordan, vi forstår individets udvikling og handlinger. Dette har vi gjort ud fra vores antagelser om, at vi via vores uddannelse har opnået en forståelse af, at vi vil noget med nogen. Der er i den pædagogiske profession fokus på relationen og på hvad der sker i relationen mellem individer. Derfor har vi en forståelse af, at individet udvikles i relationer og igennem en oplevelse og forståelse af omverdenen. Vi mener, at vi gennem vores uddannelse har tilegnet os en humanistisk tankegang i forhold til at forstå mennesker og i det store hele livet. En af den humanistiske psykologis grundsætninger, som der er almindelig enighed om, er at vi må stræbe efter at studere og forstå personen som helhed. (...) Den humanistiske pædagog har en tilsvarende bestræbelse - at respektere og forstå det enkelte barn som en helhed(...) (Nielsen 1994, s. 131) I den humanistiske tankegang lægges der vægt på, at individet er unikt og har ret til at træffe sine egne valg. Individet er et socialt væsen, der er afhængig af sine relationer og omgivelser. Individet skal altså forstås i samspillet med dets omgivelser og andre individer, hvori der sker en gensidig påvirkning (Haupt 1995, det etiske råd). Udover den humanistiske tilgang er vi i opgaven inspireret af socialkonstruktionismen. Den grundlæggende idé i socialkonstruktionismen er, at individet konstruerer forståelser af virkeligheden. Det vil sige, at alt det, vi betegner som værende virkelighed, er socialt konstrueret. Eller sagt på en anden måde; ingenting er virkeligt, før individerne er enige om, hvordan verden skal forstås. Hermed ikke sagt, at individerne ikke kan have vidt forskellige forståelser af virkeligheden. Derfor er der i socialkonstruktionismen fokus på det, der kommunikeres mellem individer, da det er i kommunikationen, at individerne forhandler og argumenterer for forskellige forståelser af virkeligheden. Det betyder, at man via samtaler med andre mennesker har mulighed for at skabe en ny fremtid for og forståelse af sig selv og omverdenen. Ifølge socialkonstruktionismen er individet ikke bundet til gamle traditioner eller historier, da disse er i konstant forhandling mellem individernes forståelser. (Gergen 2005). Igennem opgaven har vi valgt teorier og begreber, som vi mener understøtter den humanistiske og socialkonstruktionistiske tænkning om individet og verdenen. 6

8 Kildekritik Vi har valgt at bruge danske oversættelser af teoretikernes primærlitteratur og sekundær litteratur, der er skrevet ud fra og om teoretikernes begreber. På den måde mener vi at kunne skrive den mest nøjagtige redegørelse af de teorier, vi har valgt at bruge i opgaven. Udover primær og sekundær litteratur fra bøger og fagblade, har vi valgt at inddrage artikler fra aviser og elektroniske kilder fra faglige, relevante hjemmesider. Dette har vi gjort, da vi har arbejdet med det senmoderne samfund og derfor ønsker at inddrage nyt materiale omkring vores emne. Ligeledes mener vi, at det er vigtigt at forholde sig til de artikler, der bliver sendt ud til den danske befolkning, da disse kan have en medindflydelse på den almene forståelse af ungdommen og det senmoderne samfund. Vi er bevidste om, at brugen af artikler og elektroniske kilder kan give en mere upræcis forståelse af begreberne. Grunden til, at vi alligevel har valgt at bruge disse er, at vi mener, at artiklerne kan give et nuanceret og nutidigt perspektiv på opgavens emne, hvilket vi har fundet relevant. Vi er altså bevidste om, at der kan være subjektive holdninger fra de journalister, der har skrevet artiklerne, som kan være medvirkende til at give en upræcis fortolkning af teorierne. Vi har derfor været opmærksomme på kun at bruge artikler, der har været understøttende i teoretikernes tankegange og forståelser af de begreber, vi har brugt i opgaven. 7

9 Kapitel 1. Samfund og ungdom Teori Ungdommen Når man i det daglige taler om ungdommen, tænker de fleste på det som en positiv livsfase. En periode der er fyldt med frihed, håb og drømme, hvor individet kan få lov til at realisere sig selv og alle de muligheder, der ligger i ungdomsårene. Disse tanker er måske en del af det virkelige ungdomsliv, men der ligger også mange udfordringer i ungdommen. Det er en periode med usikkerhed, hvor der skal træffes svære valg om uddannelse og levevis i det hele taget. Ungdommen kan også være fyldt med udfordringer, der kan gøre livet svært at leve (Illeris et al. 2009). Det kan være svært at definere, hvor mange leveår ungdommen strækker sig over, men meget indikerer, at ungdomsperioden er gået fra at være en overgangsfase mellem barndom og voksenliv, til at være en selvstændig livsperiode. Ungdommen defineres generelt som en periode, der indtræder fra pubertetens begyndelse omkring års alderen og indtil et voksenliv og en personlig identitet er etableret. Voksenlivet indtræffer som oftest i løbet af 20 erne eller i starten af 30 erne og karakteriseres typisk ved familie, arbejde, bolig og egen økonomi (ibid.). I bogen Frisat - Udsat skriver forfatterene, at det måske slet ikke giver mening at knytte ungdomsperioden til en aldersbegrænset periode, men at ungdommen skal knyttes til en periode af livet, hvor individet er i en væsentlig udviklingsproces med udforskning af sig selv udenfor familierelationer, samt en søgen på at skabe en selvstændig identitet. Det er her individet afprøver forskellige roller og forhandler forskellige normer og værdier, hvilket gør dem i stand til at træffe mere eksistentielle valg end i barndommen (Andersen og Vesterbirk 2005). Det kan være svært eller nærmest umuligt at danne et sammenhængende billede af de unge. De mange diskurser og fortællinger, der i dag er om de unge, har gjort det svært at se generelt på de unge (Illeris et al. 2009). Der viser sig dog nogle fællestræk i Ungdomsliv og Frisat - Udsat, der peger på, at de unge i dag står overfor nogle helt anderledes muligheder og udfordringer end den tidligere generation. De er stadig betinget af at være i en udviklingsperiode, der er betinget af pubertetens mange både fysiske, psykiske og sociale modninger og udvikling, hvilket kan give forvirring og frustration over at skulle betragte sig selv på en ny måde. Derudover står de unge i dag overfor at kunne mestre de mange hastige forandringer, der sker i det senmoderne samfund. 8

10 Denne betragtning af ungdommen understøtter socialpsykologen Sven Mørch, der har arbejdet med ungdommen i et historisk perspektiv, for at forstå hvilken udvikling ungdommen har været igennem de seneste årtier. Sven Mørchs betragtninger af ungdommen I et nummer af Psyke og Logos indleder Sven Mørch sit kapitel således: Unge er placeret i en særlig verden af individuelle og sociale udfordringer. De befinder sig i en overgangsfase mellem at være barn og voksen. Mørch har gennem betragtninger af ungdommens mange diskurser været frontløber på at give forskellige forklaringer på, hvordan ungdommen har forandret sig gennem de seneste årtier. Han peger helt grundlæggende på, at udfordringen i at arbejde med unge er gået fra at kunne guide de unge gennem en overgangsfase til at blive ansvarlige og kompetente voksne til at kunne lære de unge at være unge og skabe deres identitet i denne livsfase. Mørch mener også, at ungdomsperioden i dag strækker sig over langt flere leveår end tidligere, hvilket gør det vigtigt at vide, hvordan man er ung og hvilke specifikke udfordringer, de unge i denne periode stilles overfor (Mørch og Laursen 1998). Dette understøttes i en artikel fra JP, hvor Mørch redegør for hvorfor, den nye ungdomsgeneration bliver set som uduelige unge mennesker, der ikke vil tage voksenlivet seriøst. Mørch ytrer i interviewet, at en af grundene er at den voksne generation ikke forstår de unge, og at tiden og samfundet har ændret sig i en hastighed, hvor den voksne generation ikke længere forstår de mange arenaer, de unge agerer i. Dette betegner Mørch med begrebet generationskløften. Dog mener Mørch ikke, at unge i dag er mere uduelige end de tidligere ungdomsgenerationer. Han refererer her til Sokrates tanker om ungdommen: Den gang Sokrates fik grå hår i skæget af at tænke på den umulige ungdom, blev de unge betragtet som en flok uvorne unger, der skulle opdrages og socialiseres. Traditionelt har det handlet om at få sat skik på de unge, så de hurtigst muligt kunne indgå i samfundet som velfungerede borgere. (Blicher 2002) Dette mener Mørch stadig, er en realitet, men han mener også, at situationen i dag er anderledes, da det forventes, at unge i dag selv ved, hvad de vil og er kompetente nok til selv at beslutte, hvad de vil. Han mener altså, at både forældre og samfundet har været med til at opdrage ungdomsgenerationen til at være selvstændige individer, som skal opfinde sig selv på ny (Mørch og Laursen 1998). 9

11 Samfundets udvikling -de unges frisættelse Professor i pædagogik, Thomas Ziehe, er en af de teoretikere, der har belyst samfundets udviklingen og hvilke muligheder og konsekvenser, denne udvikling har skabt for de unge. Han mener, at den aftraditionalisering der er sket de seneste årtier, har frisat individer fra de faste normer og værdier, der tidligere har været holdepunkter i vores livsførelse. I bogen Frisat-Udsat bruger forfatterne Ziehes teorierne aftraditionalisering og den kulturelle frisættelse til at beskrive de anderledes udfordringer og åbning af muligheder, disse faktorer har givet ungdommen (Andersen og Vesterbirk 2005). Ziehe har i et foredrag beskrevet de unge udfordringer således; Situationen for unge er derfor, at deres liv er meget mere frit men også mere komplekst end tidligere, fordi de i puberteten skal tage stilling til en lang række handlinger og mål, samtidig med at de ændrer sig og begynder at se sig selv med andre øjne. (Mikkelsen 2010) Han mener, at det er op til den enkelte at vælge alt lige fra tøjstil til uddannelse. Det er ifølge Ziehe ikke længere tilstrækkeligt, at de unge forklarer sine valg ud fra forældrenes levevilkår eller religionens holdepunkter. Dette har givet en åbning for mange flere muligheder i ungdommen, men Ziehe pointerer også, at det er vigtigt at være opmærksomme på de unge, der ikke kan agere i de mange valg og udfordringer. Han mener altså, at den udvikling der er sket i ungdommen, har skabt en øget risiko for, at flere unge bliver marginaliseret og at udsatte unge bliver mere udsatte, og i værste fald ikke opnår socialisering (Andersen og Vesterbirk 2005). Med disse teoretiske forståelser og begreber er det spændende at diskutere og reflektere over hvilket forhold, der ligger mellem ungdommen og det senmoderne samfund. Både generelt, men også sat i forhold til at arbejde med emnet i den pædagogiske praksis. Analyse Det er oplagt at se på, hvordan det senmoderne samfund ifølge Mørch og Ziehe, påvirker det enkelte individ og omvendt. Når vi i denne opgave vælger at stille samfundets udvikling parallelt til ungdomsgenerationens vilkår for udvikling, er det fordi, vi har en forståelse af, at ungdomsperioden påvirkes af de mange muligheder og udfordringer, samfundet stiller alle individer. Ydermere har vi også en forståelse af, at ungdommen er medskabere af samfundet og har stor indflydelse på samfundets hastige ændring. Både Mørch og Ziehe pointerer, at ungdommen er en periode med mange muligheder valg, og 10

12 udfordringer, de unge selv skal tage stilling til. Både Mørch og Ziehe mener, at der ligger en stor udfordring i at være ung i det senmoderne samfund. De store fortællinger er, som tidligere beskrevet, døde. Dette, har betydet, at ungdommen skal konstruere sig selv og verden på ny generation efter generation. Dette beskriver Ziehe med hans tanker om, at der i det senmoderne samfund er sket en øget udsathed pga. de mange valg og udfordringer, de unge selv skal agere i. Mørch pointerer, at det i højere grad end tidligere er blevet nødvendigt at lære at være ung. Det kræver kompetencer og ressourcer at komme igennem ungdomsårene uden at blive påvirket i en negativ retning, af de mange svære situationer, der her opstår. Ungdommen eller Samfundet Når vi har valgt at drage en parallel mellem ungdommen og det senmoderne samfund, er det på baggrund af, at det er interessant at diskutere hvorvidt, det er samfundet, der skaber ungdommen, eller om det er ungdommen, der skaber samfundet. Vi ser på mange måder, at samfundet stiller krav til det enkelte individ om hvilke kvalifikationer, der er nødvendige at besidde for at være en aktiv medborger f.eks. i forhold til uddannelse og job. Der er opstået en række almene udtalelser om de uønskede, utilpassede og udsatte unge, hvilket peger i en retning af, at der samfundet ligger nogle forventninger om hvordan de unge skal handle og agere; Ser man på mange af u-ordene om unge, refererer de til, at de unge ikke har kunnet tilpasse sig samfundet og dets normer, strukturer, m.v. Det er således begreber, der signalerer, at det ikke er samfundets ansvar at rumme eller tilpasse sig de unge og deres normer. (Andersen og Vesterbirk 2005, s. 52) Denne antagelse af, at de unge skal kunne tilpasse sig samfundets normer og strukturer, hænger ikke sammen med Ziehe teori om at individet i dag er frisat fra kulturelle retningslinjer, tvært imod. Det kunne tyde på, at de unge stadig er underlagt en form for normalitets adfærd, der er gældende for hvilke grænser der er for de unges handlinger. Dette mener vi ikke betyder, at man skal underkende, hvordan de unge er med til at præge samfundets udvikling. De unge har stor indflydelse på, hvad der bliver sat på dagsordenen i samfundets debatter. Her tænker vi både i forhold til at se de unge som en stor forbrugergruppe, der er med til at skabe f.eks. mode, musikstil, sundhedsfokus men også i forhold til, hvilke politiske debatter der skal tages op, samt hvilke tv programmer der bliver populære. Vores antagelser er altså, at de unge i høj grad er med til at præge samfundets udvikling. Det kunne altså tyde på, at det ikke udelukkende er samfundet eller ungdommen, der skaber 11

13 hinanden men at der sker en gensidig proces, hvor der hele tiden er en forhandling af, hvilke værdier og normer der er vigtige. Der viser sig dog et krav om, at det er op til den enkelte ung at sætte dagsordenen for sit eget liv. Krav om individualisering Både Mørch og Ziehe mener, at der er kommet en forventning og et krav til, at de unge selv skal være ansvarlige for deres liv. Det vil sige, at de unge skal kunne reflektere over hvilke muligheder og udfordringer, der kan være udviklende for dem selv, og dermed bidrager til en positiv udvikling og selvopfattelse. Man kan sige, at deres teorier lægger op til, at det senmoderne samfund har stillet et krav om individualisering. Det er op til individet selv at kunne mestre livet og begrunde de valg, det træffer. For de unge indebærer individualiseringen på den ene side en oplevelse af, at der samfundsmæssigt gives næsten grænseløse muligheder for at forme sin egen tilværelse og identitet gennem en lang række individuelle valg.. og på den anden side den uomgængelighed eller ufrihed, der ligger i ikke at kunne fravælge eller frigøre sig fra alle disse muligheder og valg. (Illeris et al. 2009, s. 39) Med dette citat, kan det diskuteres hvorvidt individualisering har gjort det lettere eller sværere at være ung. På den ene side har det åbnet op for, at de unge selv har mulighed for at skabe sit eget liv uden at være underlagt en bestemt familiær, kulturel eller samfundsmæssig orden. På den anden side har det også lagt et pres på de unge om at stå til ansvar for sit eget liv. Hvis der er noget i de unges valg, der ikke falder hensigtsmæssigt ud som forventet, kan den unge kun bebrejde sig selv. I denne diskussion vil det være meningsfuldt at inddrage Ziehes tanker om, at frisættelsen også har skabt en øget risiko for de unge, der ikke formår at træffe de rigtige valg. I bogen Samfundet i pædagogisk arbejde beskrives sociolog og samfundsforsker Ulrik Becks teori om individualiseringsbølger i det danske samfund. Beck mener, at individualisering indebærer, at individet skal være opfinder af sit eget liv og tage ansvaret for egen udvikling. Han skriver, at...individet statsautoriseres gennem en kombination af individuelle rettigheder og krav om ansvar for egen kompetenceudvikling. (Schou og Pedersen 2009, s. 333) Hermed skal ethvert individ påtage sig et ansvar for henholdsvis egen læring på uddannelserne og udvikling af individuelle kompetencer. Med disse krav fremhæves en række problematikker i forhold til de individer, der ikke har så mange ressourcer, da de ikke magter de store krav, der bliver stillet til dem. Derfor 12

14 påpeger de, at krav om individualisering kan være med til at skabe sårbare individer i samfundet, der kan risikere at blive socialt ekskluderet (ibid.). Der er altså flere teorier, der peger på, at individualiseringen ikke kun kan forståes som en positiv udvikling, men at den også kan give nogle af de unge svære betingelser for livet. Ud fra denne betragtning, mener hverken Ziehe eller Mørch altså, at man kan se frisættelsen som en fuldstændig frisættelse, hvilket vi mener viser sig tydeligt i den politiske debat om ungdommen. Den politiske debat En faktor der viser et tydeligt billede af de krav, der stilles til ungdommen, er det politiske pres, der eksisterer i kraft af forventninger om, at ungdommen i dag skal bidrage til det videnssamfund, der er bygget op i Danmark. Mange af de ufaglærte jobs forsvinder fra arbejdsmarkedet, så hvis der skal være håb for den danske udvikling i verden, skal vi satse på vidensdeling. Dette viser sig som større og større krav om uddannelse nærmest før børn er startet i skolen. Børn bliver allerede i børnehaven testet for, om de er dygtige nok til at starte i skole, og igennem hele folkeskolen bliver børnene målt og vejet på deres faglige kvalifikationer. Ydermere har ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser for alvor vundet indpas i politiske debatter. Der tegner sig altså i den politiske debat et billede af, at hvis man vil være en aktiv medborger, så skal man kunne uddanne sig og bidrage med viden til samfundet (Jylling og Henriksen 2011). Her bliver debatten om de unges kvalifikationer inden for uddannelse også en økonomisk debat. Vi kan i Danmark ikke konkurrere med mange andre lande i forhold til at kunne udvikle og lave varer til billige priser, derfor er det nødvendigt for os at kunne konkurrere på andre områder som f.eks. vores viden (ibid.). Statsminister Helle Thorning Smith udtaler i en nyere artikel, at de unge skal oppe sig på deres uddannelser og blive færdige til normeret tid, så der kan spares penge på SU og udgifter til universiteterne, dette giver endnu et pres på de unge om at kunne håndtere uddannelserne på kortere tid. (Wessel 2012). 13

15 Mediernes indflydelse Det er ikke kun i den politiske debat, at der ligger store krav til ungdommen, også i medierne ligger der et utal af koder for, hvordan det er rigtigt eller forkert at leve sit liv. Der findes mange tvprogrammer f.eks. Top model, Luksusfælden, De unge mødre og Paradise hotel, hvor forskellige mennesker fremvises som bestemte typer og forbilleder, her ligger der også et skjult krav om, at unge selv skal kunne vurdere om disse typer er ordentlige mennesker. Det er vurderingsprogrammer, hvor de unge enten kan identificere sig med hovedpersonerne eller afskyr deres levevis. I en artikel fra Politikken om mediernes indflydelse indleder forfatteren med at citere medieforsker Stig Hjarvard: Aldrig har der været så mange livsstilsprogrammer på tv, og vi bruger løs af dem alle sammen. Udsendelserne fungerer nemlig som en slags socialrådgivere, der bistår folk med at holde rede på samfundets normer. (Sørensen 2005). Der bliver altså igennem medierne opstillet en lang række normer for hvordan det gode liv skal leves. Disse normer kan opfattes som en række krav for de unge. Krav der kan være svært for de unge at leve op til. Dette kan være alt lige fra hvilken mad du skal spise, hvilket tøj du skal gå i, hvordan du skal styre din økonomi til hvordan du finder den perfekte kæreste. Den marginaliserede ungdom Krav om konstant stillingstagen og refleksion over livet, kan som tidligere skrevet, gøre det svært for nogle unge at agere og handle i de mange udfordringer, samfundet stiller dem overfor. I et interview siger forskningsleder ved Center for ungdomsforskning Naomi Katznelson således: Unge i dag har jo masser af krav at leve op til. De skal præstere fagligt, personligt og socialt ved at indgå i socialt samspil med andre mennesker. Der er en meget kompleks sammensætning af krav, som de fleste af os kæmper for at leve op til, men som mange unge står magtesløse overfor på grund af utilstrækkelig opbakning i opvæksten. De er smækfyldte af angst og har det så skidt, at de skal have hjælp og støtte. Ikke yderligere pres. (Bræmer 2001). Naomi Katznelson peger i flere af hendes tekster på, at de store krav fra samfundet skaber en øget risiko for marginaliserede unge, der ikke formår at opnå socialisering (ibid.). Denne bekymring mener vi ligger op til at se på, hvilke pædagogiske udfordringer det senmoderne samfund har givet pædagogers mulighed for at støtte de unge i at kunne agere i de mange udfordringer, krav og valg, de i dag stilles overfor. 14

16 Pædagogiske overvejelser og refleksioner Hvis man arbejder ud fra en forståelse af ungdommen som værende præget af det senmoderne samfunds muligheder, krav og udfordringer, er det vigtigt at have fokus på, hvordan man kan støtte de unge i at finde den rigtige livsbane og støtte dem i deres udvikling uden at tage ansvaret fra dem men ved at guide dem i at træffe de rigtige beslutninger. Der ligger et stort pres på børn og unge i dag om selv at finde ud af, hvad de vil, påpeger Sven Mørch. Og når de unge spørger deres forældre om råd, er svaret: 'Hvad synes du selv?' Og spørger de en studievejleder: 'Hvad skal jeg læse?', er svaret 'Gå efter det, du bedst selv kan lide'. (Hagemann 2011) Det viser sig, at de unge møder en mur af forældre og pædagoger, der har lagt ansvaret fra sig i forhold til at guide og støtte dem. Muligvis er det fordi, at deres ungdomsliv er så radikalt anderledes end de voksnes egen ungdom var, hvilket kan betyde, at de ikke ved hvordan de skal hjælpe de unge i deres udvikling. (ibid.) Sven Mørch skriver i sin bog At lære at være ung, at der ligger en mulighed i ung til ung pædagogik, når pædagoger arbejder med de unge. De unge søger deres kammeratskaber til at veksle erfaringer, meninger og holdninger i, fordi de bedre kan relatere til disse relationer end til voksenrelationer. Når de selv vælger hvilke fællesskaber de vil indgå i, bliver det ofte homogene fællesskaber, hvor de unge er sammen med andre unge, der har samme stil, familiære relationer osv. Dette, mener Mørch, har gjort de unge mindre rummelige overfor forskellighed, hvilket gør, at de ikke har respekt overfor mennesker, der ikke er ligesom dem selv (Mørch og Laursen 1998). I et interview siger Mørch således: Når man står over for så komplicerede valg og har så mange muligheder, som unge har i dag, så har man brug for en reference, og den reference bliver kammeraterne. Men unge vælger ikke venner, der er forskellige fra dem selv. Derfor reproducerer mange unge reelt sig selv via deres venner og indgår i nogle ekstremt ekskluderende fællesskaber, hvor alle er meget ens. (Karkov 2010) I følge Mørchs udtalelse om at de unge har lettere ved at relatere til jævnaldrene end til voksne, kunne det måske være en mulighed at arbejde ud fra en ide om, at unge skal hjælpe andre unge. Dette kunne gøre det lettere for de unge at udvikle sig, når fællesskabet er med jævnaldrende, netop fordi dette fællesskab er mere ligeværdigt. Det ville her være muligt for den unge at føle sig som en aktiv medskaber i udviklingen af sin egen identitet og sin socialisering i samfundet. En forudsætning, for at denne måde at arbejde med unge på kan lykkedes er, at de unge der skal være rollemodeller, har de kompetencer og ressourcer, der er nødvendige for at kunne navigere i det senmoderne samfund. En kritik af denne tankegang er, at unge som tidligere nævnt, danner meget 15

17 homogene fællesskaber, hvilket kan resultere i, at de unge, som har brug for en stærk rollemodel, i stedet kommer til at spejle sig i andre unge, der står i samme situation som dem selv. Men hvis de unge har lettest ved at relatere til andre unge, hvori ligger den pædagogiske opgave så? Kan man kun være ungdomspædagog til man bliver 30 år, da de unge ellers ikke kan relatere til relationen? Vores bud på disse pædagogiske overvejelser er lavet ud fra vores egne erfaringer i arbejdet med unge. Vi mener, at man godt kan være ungdomspædagog uanset alder, men at det handler om at kunne skabe en relation, hvor de unge føler sig ligeværdige, og hvor de føler sig som medbestemmende i alle de beslutninger, der skal tages. Hermed ikke sagt, at hele ansvaret skal lægges på de unge. Vi mener at det er vigtigt, at de unge har en voksen rollemodel, der har erfaringer med livet, som tør guide de unge til at tage de rigtige beslutninger, fordi dette kan give de unge en tryghed og mulighed for at spejle pædagogens handlinger. Det handler om, at vi som pædagoger skal arbejde med at gøre de unge mere rummelige i deres relationer, så de kan se, at forskellige relationer med forskellige individer kan give dem forskellige kompetencer og ressourcer. Dette kunne man f.eks. gøre ved at støtte de unge i deres fællesskaber, og på den måde gå ind og støtte dem i deres relationer og handlinger. Grunden til, at vi mener det er vigtigt at forstå de diskurser, der ligger i samfundet, som stiller den unge generation overfor mange forskellige krav og udfordringer er, at vi i kraft af vores pædagogiske profession, er repræsentanter for samfundet. Der står f.eks. i både dagtilbudsloven 7 stk. 4 og i serviceloven 46 stk. 2, at det er pædagogens opgave at sørge for at styrke børn og unges sociale kompetencer for at støtte dem i at blive selvstændige og kunne integrere sig i det danske samfund. Ud fra disse lovgivninger er det vigtigt, at pædagoger har en forståelse for de krav og udfordringer, samfundet stiller det enkelte individ, så pædagogen ud fra dette kan støtte dem i de kompetencer, der er vigtige for at styrke børn og unges muligheder for at socialiseres. Denne problematik er især interessant, hvis man tænker på, at pædagoger i institutionerne vægter rummelighed højt, og at ethvert barn skal støttes i at være individuel. For hvis de ikke kommer til at møde samfundet, så giver det måske ikke så meget mening at skabe et institutionsmiljø, som de ikke kan bruge som transferværdi i forhold til at kunne indgå i samfundet. Når det er nogle helt bestemte værdier, der bliver vægtet højt i samfundet, burde det så også være de ting, der blev vægtet højt i institutionerne? det kan være svært at svare på, for der er mange forskellige ting, der er vigtige at arbejde med i institutionerne. Men det vigtige må være at blive bevidst om den definitionsmagt, der ligger i at være pædagog og huske at skelne mellem børnenes behov og 16

18 forskellighed og de skjulte dagsordner, der fra samfundets side er internaliseret i institutionernes og pædagogernes hverdag. Der vil altid være et dilemma i hvorvidt, pædagoger skal tilgodese fællesskaber eller det enkelte individ ikke kun i institutionerne men også i samfundet. 17

19 Kapitel 2 Identitet Teori Svend Brinkmann -samfund, ungdom og identitet I bogen Identitet -udfordringer i forbrugersamfundet skitserer forsker, Svend Brinkmann, hvordan vi som mennesker er og agerer i det senmoderne samfund. Han skriver om, hvordan, de udfordringer mennesket møder i dag, påvirker individets mulighed for at skabe en sammenhængende identitet. Han prøver hermed at beskrive den menneskelige identitet under det senmoderne samfunds vilkår. Brinkmann hævder, at det i dag er blevet altafgørende, at vi kan svare på, hvem vi er, hvad vi vil og hvordan vil vi leve? dette er alt sammen ud fra en opsat ramme fra det senmoderne samfunds normer og værdier om det gode liv. Han refererer her til en forståelse af, at de tilfredsstillende svar på identitetsspørgsmålene i det senmoderne samfund omhandler begrundede valg af uddannelse, arbejdsliv og kærlighedslivet. Det handler ikke så meget om personlige værdier og kompetencer men om hvilke styrker og ressourcer, det enkelte individ kan bidrage med til samfundet. Han opfatter altså identitetsdannelsen som et grundlæggende moralsk anliggende, hvor identiteten skabes i forhold til hvordan andre mennesker og fællesskaber rent moralsk vægter de menneskelige værdier, der bliver vigtige i identitetsdannelsen. Denne opfattelse ligger i modstrid med den dominerende opfattelse af, at identitet er et æstetisk anliggende, hvor hvert individ skal føle sig frem til hvilke værdier, der er vigtige i identitetsdannelsen. I dagens forbrugersamfund opfattes identitet ofte som en æstetisk selvpræsentation i hverdagslivet. Hvis mit argument er holdbart, at identitet uundgåeligt også må være et moralsk anliggende, så bliver et vigtigt identitetsspørgsmål ikke bare, hvordan personen æstetisk oplever sig selv eller præsenterer sig selv for andre, men om personen lever op til bestemte moralske fordringer, som vedkommende ikke selv har skabt. (Brinkmann 2008 s ) Ydermere pointerer han lige som Mørch, at der ligger en udfordring for de unge i, at de agerer i så mange vidt forskellige arenaer. Her mener Brinkmann, at de skal finde en sammenhængende forståelse af deres egen identitet, hvor de kan finde fællestræk i alle arenaerne for at få en sammenhængende identitetsforståelse (Brinkmann 2008). I en artikel på Ungekompassets hjemmeside skriver journalist Eva Munch om Brinkmanns tanker om unges identitetsdannelse. Brinkmann forklarer heri, at de unge i dag er delt op i to grupper; de unge, der formår at håndtere samfundets kompleksitet og de mange muligheder, og som er i stand til at tage ansvar for deres eget liv. Modsat er den gruppe af unge, der ikke kan håndtere alle disse 18

20 ting, valg og muligheder. De formår ikke at leve op til de mange krav, der er fra samfundet om, at de unge skal tage ansvar for deres eget liv (Munch 2011). Han mener ligesom Ziehe, at de store fortællinger er døde, og at det derfor er op til de unge selv at kunne vælge en livsbane, der lever op til samfundets forventninger om det gode voksenliv (ibid.). Brinkmann mener, at de unges fællesskaber og relationer er meget vigtige. Fordi det senmoderne samfund er så foranderligt og uvist, er det vigtigt at have et trygt netværk, som kan skabe stabilitet i livet. Derfor mener han, at de unge skal pleje deres fællesskaber, da det er her, de finder deres identitet. Selvrealisering er oppe i tiden og en del af ungdomskulturen. Det mener Svend Brinkmann, at vi skal lave om på. Unge mennesker skal ikke kun finde sig selv ved at kigge indad. De skal finde sig selv sammen med andre. Du har brug for nærhed sammen med andre for at finde din egen identitet. (ibid.) Richard Jenkins -social identitet Professor i sociologi Richard Jenkins er inspireret af den socialkonstruktionistiske måde at tænke mennesket og verden på. Denne tanke bruger han i forhold til at kunne forstå, hvordan menneskets sociale identitet er socialt konstrueret og bliver påvirket af indre og ydre processer. I bogen Social identitet skitseres en socialistisk tilgangsvinkel til begrebet social identitet. Jenkins er i høj grad inspireret af George Herbert Mead, Frederik Barth og Erving Goffman. Jenkins mener, at mennesket er et socialt væsen, som ønsker at sammenligne og finde forskelligheder mellem hinanden (Jenkins 2006). Han skriver, at mennesker altid vil se på andres lighed og forskellighed og sammenligne disse med os selv og de andre. På den måde er vi i konstant dialog om at konstruere vores egne og andres identitet (Jenkins 2006). Han mener, at den sociale identitet og det at kunne kende forskel på og sammenligne sig med andre, er en forudsætning for, at mennesket skal kunne opnå meningsfulde relationer: Uden en ide om, hvem vi selv er, og hvem de andre er, så kan vi ganske enkelt ikke etablere meningsfulde relationer. Derfor søger vi at afkode vore omgivelser, vi ønsker at finde ud af, hvem de andre er, og dermed også, hvordan vi skal gebærde os i forhold til dem. (Jenkins 2006 s. 12). Denne forudsætning kalder Jenkins også for identifikation. Dette skal forstås som en nødvendighed af at kunne identificere mennesker ud fra forskellige tegn - både kropslige og kulturelle. 19