ODIN TE A TRET NOR DISK TE A TER LA BO RA TO RIUM POST BOKS DK-7500 HOL STE BRO - DENMARK TEL. (+45) FAX (+45)

ODIN TE A TRET NOR DISK TE A TER LA BO RA TO RIUM POST BOKS 1283 - DK-7500 HOL STE BRO - DENMARK TEL. (+45) 97 42 47 77 - FAX (+45) 97 41 04 82 E-MAIL OdinTeat@post4.tele.DK HTTP:\\www.odinteatret.dk THOMSENS BOGTRYKKERI I/S GRAFISK IDÉHUS, HOLSTEBRO

MY THOS Et ri tual for det korte år hund rede Ba se ret på digte af Hen rik Nord brandt og tek ster af Odin Te a tret Til eg net Ata hu alpa del Cioppo Kai Bred holt Guil her mino Bar bosa, sol dat fra Pre stes ko lonne Ro berta Car reri Kas san dra Jan Fer slev Or feus Tage Lar sen Ødi pus Iben Na gel Ras mus sen Me dea Ju lia Var ley Dai da los Tor geir Wet hal Odys seus Frans Win ther Si sy fos Sce nisk rum: Odin Te a tret Lys de sign: Jes per Kongs haug Mu sik: Odin Te a tret, po li ti ske og fol ke lige sange Mu si kalsk le del se: Frans Win ther Ko stu mer: Odin Te a tret Lit te rære råd gi ve re: Tho mas Breds dorff og Nando Ta vi ani Over sæt tel se: Iben Na gel Ras mus sen Gra fik: Marco Do nati In struk tør as si stent: Gitte Lind holt Dra ma turgi og in struk ti on: Eu ge nio Barba Odin Te a tret tak ker: Hen rik Bred holt, Pa lams hav Chil daa, Ni ko laj de Fine Licht, Jan de Ne er gaard, Tran Quang Hai, Knud Erik Knud sen, By am bak hi shig Lchagva, Gan bold Mu uk hai, Gan zori Ner gui, Na tasha Nik pre le vic, Half dan Rasmus sen, Te a tro Li bre de Bo gotá, Mi chael Vet ter, Cri stina Wi stari. Odin Te a tret: Pa tri cia Braga Al ves, Eu ge nio Barba, Kai Bred holt, Ro berta Car reri, Jan Ferslev, Sø ren Kjems, Tage Lar sen, Si grid Post, Iben Na gel Ras mus sen, Pia San der hoff, Push pa ra jah Sin nat hamby, Rina Skeel, Ul rik Skeel, Edel Svend sen, Nando Ta vi ani, Ju lia Var ley, Tor geir Wet hal, Frans Win ther, Poul Øst er gaard. Co-pro duk ti on: Te a tro Ta sca bile di Ber gamo og Nor disk Te a ter la bo ra to rium

Eu ge nio Barba GRU SOM HE DENS SKUE SPIL LERE Trætte af at myrde og blive myr det, trætte af at røve og øde lægge, af at vold tage og blive vold ta get. Så dan kunne vi fore stille os my te skik kel serne fra an tik kens Græken land, som gen nem år tu sin der har gen ta get de samme gru som he der. Kan skik kel serne fra my terne re præ sen tere Hi sto ri en? El ler er Hi sto rien egentlig ikke det mod satte af my ten? Hi sto rien er også det kom men des ubøn hør lig hed, mag tens sejr over ret fær dig he den, ide a lerne som de res egne vræng bil le der, sy stemer nes evin de lige tri um fe ren og be spot telse af uto pierne. Fore stil lin gen fore går en vå ge nat ved slut nin gen af et år tu sinde og et kort århund rede, der be gyndte i 1917 med den sov je ti ske re vo lu tion og slut tede 1989 med Ber lin-mu rens fald. Skik kel ser fra de græ ske my ter sam les om kring li get af en revo lu ti o nær. De by der ham vel kom men i de res ver den og ind vier ham i de res udøde lig hed. My te skik kel serne gen nem spil ler de løgne og ræd sler, som har gjort dem evige og af slø rer skæb nens dunkle veje for den re vo lu ti o nære, der har kæm pet for en inter na ti o nal, ret fær dig men ne ske hed. Der er Ødi pus, den synske mor der med de tomme øjen hu ler, som flak ker om mel lem The ben og Ko lo nos; Me dea, der vug ger sine dræbte børn; Kas san dra, vold ta get af kri gens mænd og tyn get af sine frem tidssy ner; Or feus, sha ma nen, der trængte ind i døds ri get, og hvis ho ved fly der syngende over ha vet; Dai da los, la by rin tens og flyv nin gens op fin der, der så sin søn Ika ros styrte mod jor den; Si sy fos, ar bej dets evige sla ve; og sidst, men ikke mindst, den an mas sende Odys seus, der skep tisk og spot tende kom men te rer de le ven des blinde ak ti vi tet. My ter nes skik kel ser er kun hand lin ger og energi. De res gru som he der er ikke ondskab. De res li del ser gør dem ikke tri ste. De res hen syns løse frem færd næ res ikke af am bi ti o ner om magt. De er bru tale, tra gi ske, af kla rede. De tror ikke - de ved. De kender den sande vir ke lig hed: de kræf ter, vi kal der det Onde, sej rer ubøn hør ligt. Der for er de grund læg gende for skel lige fra men ne skene. De for står os ikke. De nar rer os på samme tid, som de el sker os som blinde børn. Hvad er en myte for os? En ar ke ty pe? En værdi, som skal van hel li ges? Et håb uden tro? Hvor gem mer my ten sig i dag? Hvor for dør den? Hvor dan be gra ves den? Hvor når gen fø des den? Vå gen at ten hol des over af døde Guil her mino Bar bosa. Må ske er der ikke mange, der ken der nav net på denne an al fa bet, der fra 1925 til 1927 mar che rede 25.000 ki lo me ter på langs og på tværs af Bra si lien. Han var en af Luiz Car los Prestes op rørske sol da ter, som kæm pede for vær dig hed i et land, der var i hæn derne på kor rupte le dere. Pre stes ko lon ne sej rede ikke, men den led hel ler ikke ne derlag. Guil her mino Bar bosa endte sine dage i en ba rak i de bo li vi an ske skove, tro mod re vo lu ti o nens ideal. Er også Re vo lu ti o nen en my te? Der fin des my ter, som vi ser os Hi sto ri ens gru som hed og my ter, som læ rer os ikke at god tage den. 2 Kai Bred holt. Fo to: Jan Rüsz.

Iben Na gel Ras mus sen. Fo to: Jan Rüsz. Eu ge nio Barba POI EIN Det stil ti ende sam ar bejde med dig te ren Hen rik Nord brandt Ju lia Var ley, Tor geir Wet hal. Fo to: Jan Rüsz. Når jeg ta ler om tekst, ta ler jeg om den som en hånd vær ker. Jeg bru ger or det i sin ety mo lo gi ske be tyd ning: tekst/teks til, af la tin te xere at væve, dvs. et lit te rært værk, som har gen nem gået en høj grad af be ar bej delse og i sig selv er af slut tet. Det kan være prosa el ler po e si; det kan være en tekst, skre vet for te a tret el ler en, som al drig har væ ret til tænkt sce nen; det kan være en ko me die, en tra ge die, en no velle, en digt sam ling el ler til og med et es say. Der fin des utal lige frem gangs må der, hvorpå man kan ar bejde med en lit te rær tekst in den for te a tret. Men alle kan sam men fat tes i to ten den ser: at ar bejde for teksten; at ar bejde med tek sten. At ar bejde for tek sten be ty der, at det lit te rære værk er fore stil lin gens væ sentlig ste værdi. Skue spil lere, in struk tion, rum mets ud nyt telse og mu sik bli ver da brugt for at få tek stens kva li tet og utal lige fa cet ter til at bril le re: dens un der for stået hed, dens for hold til den op rin de lige sam men hæng og den nu væ rende, dens evne til at folde sig ud i for skel lige ret nin ger og på for skel lige ni veauer. Det er et fa sci ne rende og be tyd nings fuldt ar bejde, som ikke bare ken de teg ner det gamle te a ter. Det kan være det yp per ste af det nye. Ar bej det for tek sten over fø rer vær ket fra lit te ra tu ren til den san se lige, mundtlige og vi su elle er fa ring. De skrevne ord bli ver le vende stem mer og fy sisk nær vær, de bli ver kød og tan ke-i-hand ling. Jeg hol der me get af det te a ter, som føl ger denne vej, og som gør det grun digt og til bunds gå ende. Men selv prak ti se rer jeg den kun sjæl dent. Jeg vil der for tale om den an den ten dens. At ar bejde med tek sten At ar bejde med tek sten be ty der at vælge én el ler flere lit te rære tek ster, ikke for at tjene dem, men for at be ar bejde dem som en sub stans, der skal nære en ny or ganis me: fore stil lin gen. Den lit te rære tekst bli ver da brugt som et af de lag, el ler en af de be stand dele, som ud gør li vet i det sce ni ske re sul tat. Den lit te rære tekst var en selv stæn dig og af slut tet or ga nisme. Nu bli ver den ma te ri ale klar til for an dring, ind sat i en pro ces af valg og vi si o ner, som lig ger den fjernt. Den bli ver ud sat for ind greb fra skue spil lere og in struk tør, den bli ver skå ret i, pluk ket fra hi nan den og sat sam men igen til no get ui gen ken de ligt. Man kunne si ge: det her er ikke med. Det er mod. Jeg tror det ikke. Kunst vær ker ka rak te ri se res ne top ved, at li vet gen nem træn ger dem på et hvert ni veau, i en hver del, i en hver celle. Ikke kun hele et digts or ga nisme, men også de 4 5

små knu der af ord, bil le der og lyde bi be hol der af tryk ket af den hånd og ånd, som har gjort dem tætte og flet tet dem sam men. Føl gen er, at dig tet kan blive op delt i små ver bale hand lin ger, kla ser af ord og bil le der, uden at de re du ce res til de grade rede frag men ter. Tu sind vis af de tal jer i en skue spil lers fy si ske og vo kale hand lin ger er med til at gøre den sce ni ske fi gur tro vær dig og ud tryks fuld for til skue ren. På samme måde bli ver spro get i et digt tro vær digt og sug ge stivt for den, som læ ser el ler lyt ter, fordi det be står af ver bale hand lin ger, dvs. fler ty dige dy na mi ske for løb, som er ri gere og mere over ra skende end det dag lige sprog. At ar bejde med tek sten be ty der altså også at være i stand til at skille den ad i ver bale hand lin ger for at op dage nye de taljer og skabe nye for bin del ser. Alle la gene i tekst-væv nin gen er gen nem trængt af liv. Det er dette liv, som af gør den sam men satte en kel hed, og, på en måde som ikke er selv føl ge lig, in te gre rer de for skel lige be stand dele. Mod sat dag lig tale be står digt nin gens frem gangs måde i be vidst at de for mere. Det kan ske gen nem usæd van lige ord sam mens til lin ger; klang lige og se man ti ske spæn din ger; det at springe fra det ene vir ke lig hedsplan til det an det; vek sel virk ning mel lem for skel lige for mer for lo gik, der ifølge en normal tan ke gang ville være ufor ene li ge; sur re elle kom bi na ti o ner; oxy mo ro ner, synæ stesi - sti li sti ske ord kom po si ti o ner, der hen vi ser til hvert sit san se om råde. Det hand ler om for skel lige frem gangs må der, som kan sam les un der eti ket ter som me ta for, tve ty dig hed, me trik, sym bo lisme, sy nek doke el ler al le gori. Alt dette er ren lit te rær tek nik, men det in de bæ rer også en måde at tænke på, en måde at ind flette tan kens ve je på. Der for (lad os be grænse os til et en kelt ek sem pel) blev skue spil lerne i Dul lins Ate lier rå det til at bruge den ja pan ske bil led kunst og digte af Poe, Bau de laire og Mal larmé som mo del ler. Ikke for at ef ter ligne dem, men for at træne tan ken. Ar taud talte om skue spil le rens kunst som no get, der, helt bog sta ve ligt, var et digt i rum met. At en po e tisk tekst kan be skæ res, skil les ad og sæt tes sam men igen til no get, der er me get langt fra dens ud gangs punkt, er i vir ke lig he den ikke an der le des end ar bej det med at skille og samle en skue spil lers fy si ske par ti tur; el ler en film instruk tørs mon tage af to for skel lige og hver for sig selv stæn dige bil led se kven ser. At ar bejde med tek sten vil sige at be handle den, som var den en skue spil ler. Hvor dan jeg har ar bej det med Hen rik Nord brandts digte At ud sætte den lit te rære tekst for de samme vil kår som skue spil le ren er un derlagt, hø rer til i Odin Te a trets tra di tion. Det skete al le rede un der ar bej det med Ka spa ri ana (1967), da Ole Sar vig ikke, som for ven tet, gav os en lit te rær tekst, men en række digte, frit in spi re ret af skik kel sen Ka spar Hau ser. Med Brech t s Aske, i 6 1980, und gik jeg hans styk ker og kon cen tre rede mig om hans digte. I disse, og i lig nende til fælde, ud øvede jeg mit hånd værk som in struk tør: mon ta gen af hand linger. I for året 1996 læ ste jeg Tho mas Breds dorffs bog Med An dre Ord, som ne top var ud kom met på Gyl den dals For lag. Den hand lede om Hen rik Nord brandts po e ti ske sprog. Tho mas gik til bage til Ari sto te les te ori om me ta for og til Pla tons om symbol for at ana ly sere Nord brandts pa ra dok sale sprog. Jeg kendte nogle af hans digte, men den måde Tho mas frem lagde og kom men te rede den kre a tive pro ces på, fik tæt he den og styr ken i dem til at åben bare sig for mig i et nyt lys. Da jeg havde læst bo gen fær dig, be slut tede jeg, at Odin Te a trets kom mende fore stil ling skulle ba se res på Nord brandts digte. Hen rik Nord brandt op hol der sig kun sjæl dent i Dan mark. Han har slået sine telt pæle op i Græ ken land, Tyr kiet og Spa nien. Han er sik kert ikke, hvad man vil kalde en nem per son. Da jeg fo re slog ham at skrive no get for os, sva rede han, at han havde svært ved at sam ar bejde. Også for Odin Te a tret er det van ske ligt at samar bejde med for fat tere. Vi var altså som skabt for hi nan den. Vi blev enige med ham om, at vi frit kunne bruge hans digte, men på én be tin gel se: at han så en af vo res fore stil lin ger. Hen rik Nord brandt så Ka o smos i Hol ste bro og un der skrev kon trakten. Det var i slut nin gen af 1996, og si den da har han ikke la det høre fra sig. Også sam ar bej det - li ge som sce ne kun sten og dig ter spro get - kan være pa ra dok salt. Vi tog Nord brandts 29 digt sam lin ger, som vi hol der me get af. At holde af - at el ske er også at kæmpe. Dig tene er ikke for ble vet in takte. Li ge som de hel ler ikke har ef ter ladt os in takte i vo res må ned lange ar bejde med fore stil lin gen. Et hav af digte har gen nem trængt vo res hen sig ter, be slut nin ger og hand lin ger. De er ble vet til pas set ar bejds pro ces sen, har ta get form ef ter den og har selv gi vet den form. In tet er gået tabt. Alt er for an dret, er brudt sam men og har rejst sig som vold somme bøl ger. Hvis jeg havde ta get ud gangs punkt i min egen smag som læ ser, ville jeg al drig have vo vet at røre et digt af Nord brandt. Mit ar bejde som in struk tør har be stemt de res for vand ling. Det var nød ven digt at in te grere dem i den nye or ga nisme, som be gyndte at tage form gen nem tan kens spring, le ven de gjort af skue spil ler nes handlin ger. Digte om kær lig hed og va ga bon de ring, ek si sten ti elle, spot tende og de spe rate re flek si o ner, per son lige, gru somme og ly sende vi si o ner er ble vet ord, lagt i mun den på Ødi pus og Kas san dra, Odys seus og Me dea, Dai da los og Or feus, el ler en bra sili ansk sol dat, som mar che rer blandt op rø rerne i Pre stes ko lon ne. I mange til fælde bi be hol der dig te rens kom po si tion næ sten sin ori gi nale form. Nogle gange skif ter et ver bum tid, el ler over går fra før ste til an den per son, et navn bli ver til fø jet, et an det mis tes. Men an dre si tu a ti o ner er mere in te res sante. Når for vand lin gen er dybt gå ende, vi ser li vet, som gen nem træn ger hver ene ste celle af Nord brandts digte, til fulde sin kraft. 7

Nogle gange bli ver frag men ter fra for skel lige digte el ler en kelte vers li nier fra et digt til re plik ker, som ud veks les mel lem to el ler flere sce ni ske fi gu rer. Dig tet Hvis du kunne se dig selv: Hvis du kunne se dig selv i mine drømme ville du flygte skri gende. Du ville rive dit an sigt til blods over hælde dig selv med ben zin og råbe på ild. Gen nem min barn doms af te ner dens ef terår, dens regn slæ ber du dig nu af sted som et spø gelse fra frem ti den og tyn get af en større vægt end du tro ede, du kunne bæ re: De læn ker, du slæ ber er dob belt så tunge som du selv dob belt så lange som din tid og spø gel serne af dem, jeg har afli vet nat ef ter nat, i ra seri gør dig ban ge: Mine slægt nin ges le ge kam me ra ters, min før ste kær lig heds ræd sels fulde spø gelse. Ud ad alle døre fly der der knog ler og hår. Fra de træer, som ti den endnu ikke har fæl det hæn ger der døde, bran ket af sol. Negle vok ser op af jor den. Det du træ der på, er brusk. Jeg rå ber de spe rat dit navn vil kalde dig til bage fra de døde men du hø rer mig ikke, ved ikke at jeg går ved din side og at kun du kan vække mig - endda med den let te ste be rø ring et strejf af dine øjen vip per. bli ver i fore stil lin gen til en dia log mel lem flere skik kel ser: Dai da los: Kas san dra: Me dea: Or feus: Me dea, hvis du kunne se dig selv i mine drømme ville du flygte skri gende. Du ville rive dit an sigt til blods over hælde dig selv med ben zin og råbe på ild. Ud ad alle døre fly der der knog ler og hår. Or feus, jeg kal der mine døde men de hø rer mig ikke. De går ved din side spø gel serne af dem du har afli vet nat ef ter nat. An dre gange er det, som om dig tet har un der gået en for damp nings pro ces. Kun en kelte drå ber bli ver svæ vende til bage og slut ter sig til en en som stjer ne kon stel lation. Fra de før ste li nier af Ud til ha vet: En de lig kom vi ud til ha vet! Det lig ger foran os ti ki lo me ter dybt og fuldt af hem me lig he der. Men fra den flade strand, hvor vi står ser man kun over fla den. Ju li so len skin ner på den, men det er ikke alt: bli ver kun en slags haiku til ba ge: Ha vet foran os dybt, hem me lig heds fuldt. Over fla den skin ner. Det er ikke alt. 8 9

Tage Lar sen. Fo to: Jan Rüsz. Frans Win ther. Fo to: Tony D Urso. Iben Na gel Ras mus sen. Fo to: Jan Rüsz. Ju lia Var ley. Fo to: Jan Rüsz. Kai Bred holt. Fo to: Tony D Urso. Tor geir Wet hal. Fo to: Jan Rüsz. Ro berta Car reri. Fo to: Tony D Urso. Jan Fer slev. Fo to: Jan Rüsz.

I an dre til fælde, der imod, bli ver dig tet de stil le ret, sam men flet tet med skue spil lernes hand lin ger og be ar bej det gen nem sce nens rytme. Denne re flek sion af Odys seus: Her er grav plad sen, hvor lig tog be væ ger sig, og hvor ki sten sy nes at rumme en hem me lig hed. Den døde ved, hvad der fin des mel lem de nød tørf tigt sam men tøm rede bræd der men hans lig er en ting, som kun vi kan be skrive. Vi er de le vende, vi er lig bæ rerne, de ene ste som ved be sked. Mange som al drig har hørt nat te bri sen og al drig har be trag tet fuld må nens skær læ rer først sig selv at kende i lig ki sten. Du er kun en råd den krop, der ne top nu bæ res af sted i en lig ki ste af os, på grav plad sen mel lem de høje sar ko fa ger. stam mer fra en kon den se ring af dig tet lig bæ rer ne: ser du grav plad sen med de høje sar ko fa ger hvor lig tog be væ ger sig i et evigt røre og hver ki ste sy nes at rumme en hem me lig hed som ikke en gang dø den selv ved be sked med. for tror du, den døde ved hvad der fin des mel lem de nød tørf tigt sam men tøm rede bræd der må ske kendte han sig selv - men hans lig er og bli ver ham en vild frem med gen stand en ting, som kun vi kan be skri ve: en krop som ne top nu bæ res af sted i en lig ki ste af os, der ta ger fat i mes sing gre bene og som der ved bli ver den dø des lig bæ rere. ser du os, os med de sørg mo dige an sig ter der bæ rer hem me lig hed på hem me lig hed bort un der de høje, su sende ce der træ ers grene. vi er lig bæ rerne, de ene ste som ved be sked de ene ste som ken der dine skjulte tan ker ef ter dø den, når du lig ger stiv i ki sten. og mange som al drig har hørt nat te bri sen og al drig har be trag tet fuld må nens skær læ rer først sig selv at kende i lig ki sten når vi be skri ver ham: som en råd den krop der ne top nu bæ res af sted i en lig ki ste af os, os der ta ger fat i mes sing gre bene på grav plad sen mel lem de høje sar ko fa ger. I an dre si tu a ti o ner smel ter frag men ter fra for skel lige digte sam men og ta ber der med de res op rin de lige lo gik, men ska ber en ny. Nøj ag tigt som skue spil ler nes for skel lige hand lin ger kan blive fjer net fra de res op rin de lige be tyd ning og sammen hæng, blande sig med hi nan den og der ved skabe en ny me ning. F.eks. smel ter nogle li nier fra dig tet Go bi: Syv skridt fra for året bli ver spørgs må lene til svar. Dit an sigt fra mør ket for stø ves af vi o lerne. Ni næt ter fra bjær gene. Tret ten munde fra van vid det. Gud ma stur be rer os med sin af sky e lige ma te ma tik. Go bi ør ke nen tæl ler hans cel ler med sand, vi med tå rer, når vi ser ind i for år shim len. og fra Bar ber bla de: For året er kom met og har split tet mit liv som en æske bar ber blade jeg ikke tør be holde og ikke tør smide ud fine, små bar ber blade der re flek te rer ly set li ge som søer i Asien. Tan ken om at de skal ru ste uden at blive brugt, pi ner mig lige så me get som tan ken om at bruge dem. Og når jeg nu og da for sø ger på at glemme dem på of fent lige kon to rer og på ba rer kom mer de til bage til mig fra ste der med exo ti ske navne hvor jeg al drig har sat mine ben. Hvor skal jeg i det hele ta get sætte mine ben med så mange bar ber blade om kring uden at skære mig og uden at brække dem? De er så smukke, de er så små. Det er fordi det er forår og him len er blå. Og jeg står her og kal der og kal der stiv som en is tap, med luk kede øjne til jeg fal der. 12 13

og fra Om for året byg ger de et ho spi tal: Jan Fer slev, Iben Na gel Ras mus sen,tage Lar sen, Kai Bred holt. Fo to: Jan Rüsz. Om for året byg ger de et ho spi tal rundt om mig for at jeg kan have et blåt rum at råbe i. Jeg ved ikke hvem de er. Jeg ved ikke hvad jeg rå ber. Jeg ken der kun sva rene, sva rene, sva rene... sam men i Kas san dras syn: Syv skridt fra for året bli ver spørgs må lene til svar og mør kets an sigt for stø ves af vi o lerne. Ni næt ter fra bjer gene og tret ten munde fra van vid det, du våg ner i la by rin ten, og him len er blå. Du kal der og kal der, stiv som en is tap med luk kede øjne til du fal der. Jeg er op mærk som på fa ren ved denne op rems ning af ek sem pler. Ved kun at vælge nogle få ud af hund rede, kan det give ind tryk af en me ka nisk bri co lage. Men det væ sent lige be står i den nød ven dig he dens til stand, som op står un der ar bej det. Den stam mer fra en præ cis sam men hæng mel lem skue spil ler nes hand lin ger, de res in di vi du elle for hold til de an dre spil lere i den på gæl dende scene, fra sce nens rytmi ske og dra ma tur gi ske sam men hæng, fra de fore gå ende hand lin ger og dem, som føl ger ef ter, fra den uven tede for an dring af be tyd nin ger, som op står ved sam mensæt nin gerne. Det er den nød ven dig hed, jeg ta ler om, og den kan ikke for kla res med ek sem pler. Når den kon krete le vende pro ces (der be står i at be handle tek sterne, som var de skue spil ler nes hand lin ger) bli ver over ført til pa pi ret, kom mer det let til at ligne en lit te rær leg, som ikke bare er re spekt løs, men også tå be lig og vil kår lig. Al li ge vel har det fore kom met mig rig tigt at for tælle om de om stæn dig he der, der har ført til, at dig te rens gø ren og la den, hans poi ein, er ble vet til te a ter-age ren. Ro berta Car reri, Kai Bred holt. Fo to: Jan Rüsz. Den skjulte energi Jeg ned fæl der disse be mærk nin ger på et tids punkt, hvor Hen rik Nord brandt endnu ikke har set re sul ta tet af vo res pa ra dok sale og stil ti ende sam ar bejde. Jeg kan ikke fore stille mig hans re ak tion og tan ker. Men en ting er sik kert: ef ter alle de for vand lin ger dig tene har gen nem gået, fore kom mer de både mig og skue spil lerne mere le vende end no gen sinde. Jeg ville si ge: uud slet te lige, hvis jeg ikke vid ste, at al ting dør. Og jeg spør ger mig selv, om ikke digt ning er ken de teg net ved en skjult energi, som tvin ger os til at ar bejde for sig, også når vi slås imod den el ler bru ger den som ma te ri ale for at skabe et nyt værk. 14

EN NAT UDEN MÅNE Frag men ter af Eu ge nio Bar bas tale til skue spil lerne un der den før ste prøve på My thos 20. ja nuar 1997. Ild lan det er en ø. Da Ma gel lan sej lede ned langs den syd ame ri kan ske kyst på jagt ef ter en vej til Ori en ten og dens kryd de rier, run dede han ikke Kap Horn fra At lan ter ha vet til Stil le ha vet. Han pas se rede i ste det den snævre ka nal, som skil ler kon ti nen tets yder ste del fra en stor ø: Ild lan det. Øen var be boet af to stam mer: Ona erne og Ya ma na erne. Hele denne del af Syd ame rika var dæk ket af en umå de lig skov, hvor Ona erne le vede. De var ikke gode sø fa rere og kom kun nø digt i nær he den af ha vet. Ya mana erne der imod var fi skere og bo ede i små både, hvor de dag og nat holdt en levende ild ved li ge: flam merne som Ma gel lan og hans sø mænd så glimte i nat ten, og som gav øen dens navn. Ind til 1870 havde Ild lan det ikke væk ket hver ken de chi len ske el ler ar gen tin ske ko lo ni sa to rers in te resse. Øen havde hel ler ikke til truk ket eu ro pæ i ske emi gran ter. I 1840 sendte Eng land imid ler tid nogle krigs skibe til Fal klands øerne, som de besatte. I Ar gen tina og Chile blev man klar over, at hele den syd lige del af kon ti nen tet ri si ke rede at ende på eu ro pæ i ske hæn der. Der for sendte Chile, un der løjt nant Gonza lez kom mando, en fre gat af sted og be satte dets syd lig ste punkt. Sek sten ti mer se nere an kom fem fran ske krigs skibe. Også de pa rate til at ok ku pere om rå det, men - for sent. Da be sid del sen var etab le ret, blev det nød ven digt at ud nytte lan det, at til trække ny byg gere, at bebo det. Den chi len ske gu ver nør fik en ide: han drog til Fal klandsøerne, købte tre hund rede får og bragte dem til Ild lan det. Så dan be gyndte den økono mi ske frem gang for de ga na de ros, vel ha vende fa mi lier fra Pa ta go nien, som ejede flokke med tu sind vis af får. I en tid uden syn te ti ske fi bre var ul den uund værlig og ud byt te rig, spe cielt i Eng land, Bel gien og Flan dern. I lø bet af ti år var de tre hund rede får ble vet til fire mil li o ner. Selv i dag har den be sø gende i Ild lan det ind tryk ket af at be finde sig på et sted, der er ble vet hær get af en na tur ka ta stro fe: uen de lige stræk nin ger lig ger hen som græs gange, kun af brudt af for kul lede re ster af kæm pe træer. Ga na de ro erne havde sat ild til sko ven for at få mar ker til de res få re flokke. Ona erne, som le vede i sko ven, så, at med til nær mel sen af de hvide blev de res ter ri to rium sta digt min dre. Ona erne havde gu der. Tykke dri ver ter, helt ulig den ak tive jø di ske gud, som uafbrudt blan dede sig, ind gik væd de mål med djæ ve len og gav or drer til sine pro fe ter. Ona er nes gu der kal des i re li gi ons hi sto rien de dovne gu der. De sad dér, tri ve lige og til fredse, midt i sko vens hjerte. På et tids punkt blev Ona erne klare over, at il den i løbet af kort tid ville nå frem til dem. Altså tog de gu derne og bragte dem til bred - 17 Tor geir Wet hal, Iben Na gel Ras mus sen. Fo to: Tony D Urso.

den af Ma gel lan stræ det. De byg gede en stor ark, ikke for at redde men ne sker el ler dyr, men gu der. Ona erne var imid ler tid dår lige bå de byg gere, og ikke så snart havde ar ken på be gyndt kryds nin gen af stræ det, før den sank med sin lad ning. Gu derne sank som sten. Ga na de ro er nes rig dom var enorm og kan sam men lig nes med sal pe ter ba ro nernes i det nord lige Chile, el ler de store gum mi køb mænds i Ama zo nas. Ga na de ro - erne tog også hånd om kun sten. På de res af si des lig gende slet ter byg gede de te a tre, mu seer, pa lad ser og im po ne rende kir ke gårde. De hver vede jæ gere for at dræbe Ona erne, hvis livs stil hin drede ud nyt telsen af jor den. Når jæ gerne kom til bage fra de res mis sion, med bragte de af hug gede hæn der. For hver hånd mod tog de en godt gø relse. Ona erne er for svun det; der er ikke en ene ste til bage. Den sid ste døde i tres serne. Hun var firs år gam mel. Et fransk hval fan ger skib fandt hende på en lille båd i Ma gel lan stræ det, i færd med at ka ste sig i ha vet. Som be skre vet af sa le si an ske mis si o næ rer i de res krø ni ker be gik Ona erne selv mord på den må de: de druk nede sig i stræ det for at for enes med de res gu der. Da jeg læ ste om, hvor dan Ona erne blev ud ryd det, kom jeg i tan ker om en bog, jeg havde læst i halv treds er ne: Him lens Rød der af Ro main Gary. Jeg tror, den må være den før ste øko lo gi ske ro man i hi sto rien. Det var for tæl lin gen om, hvor dan man den gang, i Afrika, skød mere end tre dive tu sinde ele fan ter om året, og om Mo rel, som, midt i den al min de lige sar kasme, havde skabt en be væ gelse for at beskytte ele fan terne. Da han blev spurgt, om han ikke syn tes, det var pa te tisk at beskytte dyr, når men ne sker led nød og døde un der skån sels løse vil kår, sva rede Morel: Jo - men det er min kamp. Jeg øn sker ikke, at ele fan terne skal uddø. Ud over ret fær dig hed, skøn hed og re vo lu ti o nære ideer, ud over kær lig hed og alt det, der giver li vet me ning, øn sker jeg, at der også skal være et sted, hvor ele fan ter kan løbe frit om kring uden at ri si kere at blive ramt af en kugle. En dag gik Mo rel løs på en la ger byg ning, der til hørte en el fen ben skøb mand og tro ede, han havde fået en hal lu ci na ti on: han så hund red vis af usyn lige og dog lysle vende ele fan ter. Af disse usyn lige ele fan ter var det kun fød derne, der kom til syne. Den ne der ste del af be net var sa vet af, tømt og tør ret for at blive solgt som kæm pe a ske bæ gre el ler pa ra ply hol dere til tu ri ster el ler vel ha vende folk i ud lan det. Dog tro ede Mo rel at se, ikke pa ra ply hol dere, men usyn lige ele fan ter, hvoraf kun den ne der ste del havde ma te ri a li se ret sig. Som var de spø gel ser af de res egne afhug gede ben. Disse af sa vede ele fant ben fik mig til at tænke på Ona er nes af hug gede hæn der. Da jeg for ny lig var i USA og gen nem gik bø ger om de op rin de lige ind byg gere, var der et tema, som gik igen ove ralt: om rid set af hæn der ud skå ret i klip per, kun hæn der. Disse hæn der be gyndte at for følge mig. Af hug gede hæn der. Det fik mig til at tænke på en an den bog. I tre di verne rej ste An dré Gide til Afrika, og mel lem de mange gru op væk kende epi so der han be skri ver fra ko lo ni ti den, for tæl ler han om store kurve, fyldt med af hug gede hæn der. Hænder af de ne gre, som ikke pro du ce rede nok i plan ta gerne. Og flere af hug gede hæn der: jeg hu skede en ud stil ling i San ti ago de Chile. Nazca kul tu ren blom strede i Peru mel lem 300 år før og 300 år ef ter Kri stus og har ef ter ladt sig kæm pe-ind gra ve rin ger i jor den, teg nin ger, som kun kan ses fra oven. Nogle har til og med på stået, at de er ud ført af rum væ se ner. Naz ca erne havde også en me get ud vik let og raf fi ne ret ke ra mik. Et af de gen tagne mo ti ver var af hug gede ho ve der og hæn der. Der fin des va ser de ko re ret med af hug gede ho ve der, med kroppe uden ho ve der, med hæn der, som bæ rer af hug gede ho ve der. Som var denne kul tur be sat af ho ve der og hæn der skilt fra krop pen og deri så et tegn, en værdi eller må ske et var sel. Da var det, jeg spurgte mig selv: hvad ka rak te ri se rer dette år tu sin de? Endnu en hi sto rie, men må ske er den ikke sand, må ske er det mig selv, som begyn der at farve de hi sto ri ske kends ger nin ger med mine egne be sæt tel ser. I en krig mel lem Bo gu mil, konge i Bul ga rien, og Ba si leus fra Kon stan tin opel tog Bo gu mil mere end ti tu sinde sol da ter til fange. Han stak øj nene ud på dem alle, und ta gen hund rede. De, som nu var blinde, fik også en hånd skå ret af, men de hund rede pri vi li ge rede be holdt både syn og hæn der, så de kunne lede de res kamme ra ter til bage til de res konge. Vort år tu sinde, som nu for svin der, er et år tu sinde af af skårne hæn der og en lemlæ stet men ne ske hed. * * * I vo res næ ste fore stil ling fej rer vi en my tes død. Hvad er en my te? Den kan være en ud bredt på stand uden sand hed. En myte kan også være en hi sto rie, som in de hol der en kerne af tid løs sand hed, et pro ble ma tisk ek sem pel, et sår, som al drig hol der op med at bløde i en skyg ge zone i et hvert menne ske, i en hver epoke. Må ske er my ten den bræn dende busk, som op ly ser en side af vor er fa ring, den mest in time, den mest hem me lige, ufor klar lig endog for os selv. Hvad er det for en sand hed, der kom mer imod os som en bræn dende busk? * * * En myte kan være en for tæl ling, hvor sand he den ikke er til stede, el ler den kan være et de stil lat, der er tungt af sand hed. Der er en an den mu lig hed: at en hi sto risk be gi ven hed er ble vet myte. Jeg be gyndte at lede ef ter alle de op lys nin ger, der for gre nede sig om kring et men ne ske, der for mig er ble vet en vir ke lig my te: Guil her mino Bar bosa. Hans hi- 18 19

sto rie har fulgt mig gen nem de sid ste år, og selvom jeg har dis ku te ret den og genfor talt den ad skil lige gange, er den i mine øjne al drig ble vet ba nal. Tvært imod frem står den for mig i et sta digt kla rere lys. For at nå frem til Guil her mino Bar bosa må vi be gynde i Rio de Ja neiro og São Pa olo. I 1924 re a ge rede nogle unge løjt nan ter fra den bra si li an ske hær imod kor rup ti o nen i lan det og rej ste sig mod de res præ si dent og de ge ne ra ler, der støttede ham. De res op rør, som blev kaldt løjt nan tis me, blev ikke ført i pro le ta ri a tets el ler en so cial ret fær dig heds navn. Det blev in spi re ret af en af de res egne mi li tære vær di er: ære - vi kan, som of fi ce rer, ikke til lade kor rup tion. Stør ste de len af hæ ren for blev tro mod præ si denten og blev med det samme sendt af sted for at knuse op rø ret. I mel lem ti den gjorde an dre of fi ce rer i an dre garni so ner over hele Bra si lien op rør - for gæ ves. I det syd lige Rio Grande be stemte den 26-årige Luiz Car los Pres tes fra in ge ni ør korp set sig til at slå følge med op rø rerne i São Pa olo. Hans ba tal jon be gyndte at mar chere fra syd, kryd sede Pa ra guay, kom til bage til Bra si lien og mød tes til sidst med de an dre re bel ler. De havde da rejst 1.500 km til fods. En af hans mænd var Guil her mino Bar bosa. De op rørske of fi ce rer var klare over de res de spe rate si tu a tion og be slut tede at give op og søge til flugt i Ar gen tina. Luiz Car los Pres tes næg tede, han ville fortsætte, sik ker på, at i an dre byer ville an dre of fi ce rer følge trop, når de hørte, at kam pen fort satte. Så dan op stod Pre stes ko lon ne. Sam men med sine sol da ter be gav han sig ud på en march, som be gyndte i marts 1924 og slut tede i juli 1927. I lø bet af tre dive må ne der kryd sede de 17 sta ter i Bra si lien, fra syd til nord og til bage til syd. Det var en utro lig mi li tær ak tion, det før ste ek sem pel på en be væ gel seskrig. Ko lon nen til ba ge lagde 25.000 km til fods og på he ste ryg, den læng ste march ef ter Ale xan der den Sto res ero bring af In dien. Til sam men lig ning har den bra si li an ske kyst en uds træk ning på 7.ooo km, kine ser nes Lange March var på 12.000 km, og jor dens om kreds er 42.000 km. De var jag tet dag og nat af hæ ren og af can ga cei ros, fred løse ban dit ter, som den bra si li an ske præ si dent for sy nede med vå ben og pro vi ant og for vand lede til en regu lær hær. Be drif terne, som Pre stes ko lonne ud førte, blev le gen da ri ske også udover Bra si li ens og Syd ame ri kas græn ser og nå ede Eu ropa. Hi sto rien om disse få hund rede mænd, der hele ti den kla rede at unds lippe en magt, som var dem langt over le gen, be gej strede ver den. I 1927 be slut tede Pres tes at op give mar chen og flygte til Bo li via. Han fast slog: Vi har ikke vun det, men vi er hel ler ikke over vun det. Med alle sine mænd, be væb net med bare 90 ge væ rer, kryd sede han græn sen og over gav sig til den bo li vi an ske hær. Han ind vil gede i at blive an sat af et fransk selskab, som var ved at bygge en jern bane, på den be tin gelse, at alle hans mænd også 20 fik ar bejde. På den måde til bragte Luiz Car los et år i Bo li via sam men med sine sol da ter. Han var ble vet be rømt og fik en dag be søg af se kre tæ ren fra det bra si li anske kom mu nist parti, som ef ter lod nogle bø ger: Marx, Le nin, En gels. Pres tes og hans ko lonne, som kom fra det syd lige Bra si lien, havde op le vet et chok, da de mar che rede gen nem den nord vest lige del af lan det; et om råde med umå de lig fat tig dom, hvor store jord ejere holdt be folk nin gen hen i en til stand, der nær mede sig sla veri. Op le vel sen havde gjort Pres tes op mærk som på de so ci ale pro ble mer. Når han og hans ko lonne kom til en by el ler landsby, var den før ste ting, de gjorde at ti legne sig kom mu nens ar kiv og de do ku men ter, som stad fæ stede gods ejer nes be sid del ser. Sam men med skyld ner nes re gi stre blev det hele brændt på tor vet. Bag ef ter åb nede de fængs lerne og lø slod fan gerne, de fle ste fat tige bøn der, som ven tede på en pro ces. Også disse hand lin ger be styr kede le gen den om Pres tes som hå bets rid der. Ef ter at have læst de kom mu ni sti ske klas si kere i Bo li via, beslut tede Pres tes at rejse til Bu e nos Ai res, hvor han blev kon tak tet af en ud sen ding fra Ko min tern, som fo re slog, at han skulle tage til Mo skva for at blive træ net som le der af den kom mende bra si li an ske re vo lu tion. Pres tes tog af sted og brugte re sten af sit liv på den op gave. I mel lem ti den var alle hans sol da ter rejst til bage til de res sæd van lige liv i Bra si lien. Guil her mino Bar bosa for blev i Bo li via på græn sen til de store skove. * * * Jeg har sam let alle disse in for ma ti o ner i lø bet af de sid ste fem-seks år. Mange af de tal jerne om Pres tes og hans ko lonne skyl der jeg Do mingo Mei rel les, en brasi li ansk jour na list, som lige fra sin barn dom havde hørt om Pres tes be drif ter gennem sine for æl dre. I halv fjerds erne, som vok sen, fulgte han i Pre stes ko lon nes fod spor og in ter vie wede dem, der, halv treds år tid li gere, havde del ta get i el ler været vidne til det, der skete. Han skrev om det i De store båls nat, en bog på næ sten syv hund rede si der, hvor en halv side og et fo to grafi er hel li get Guil her mino Barbosa, denne an al fa be ti ske sol dat, som fra op rø rets be gyn delse havde kæm pet ved Pre stes side. Da ko lon nen blev op løst, for blev Bar bosa i den bo li vi an ske jungle. Som årene gik, og den bo li vi an ske re ge ring syn tes sta dig min dre til lids væk kende, flyt tede han dy bere ind i jung len. I halv fjerds erne le vede han sta dig væk dér, sammen med sin kone og sine tolv børn. Han over gav sig al drig. * * * Jeg kunne tænke mig at lukke øj nene, dække dem med et sort bind og vente på en nat uden måne. Så ville jeg kla tre op på ta get af mit hus. Dér ville jeg fæstne et reb, som skulle føre mig til den an den side af ga den, til klok ke tår net i kir ken. I mør ket ville jeg gå i ba lan ce gang på dette reb og nå den an den side, kun for at opdage, at klok ke tår net ikke er der, at det al le rede i mange år har væ ret re vet ned. 21

Jeg har al tid haft et præ cist bil lede af, hvad det be tød at for be rede en fore stilling: at be stige et bjerg. Jeg er ikke alene, skue spil lerne er med mig, og vi er bun det sam men med et reb. En hver har sin egen rytme, hvis en tø ver må vi sagtne far ten, og alle må gå hur ti gere, hvis guiden fin der et bedre spor, en sti, som får os til at komme hur ti gere frem. Et hvert valg skal for hin dre, at hele grup pen bli ver truk ket ned. Et hvert skridt, hvert et stop, hver lille per son lige hand ling har kon se kven ser for alle. Nogle gange un der denne kla tring kan det hænde, at vi bli ver nødt til at gå tilbage for at finde den rette vej op, nogle gange ser det ud, som om vi be væ ger os væk fra tin den - i vir ke lig he den er det bare en om vej for at finde en mere so lid klippe på bjerg si den, en sik rere støtte for vo res støv ler, et bedre greb for vo res hænder, for at kunne fort sætte, endnu lidt hø jere. I lø bet af de sid ste år har bil le det af bjer get for vand let sig. Når jeg be gyn der en ny fore stil ling, ser jeg nu kan ten af kra te ret på en stor vul kan. Og jeg ka ster mig selv ned i det. Og jeg bli ver klar over, at også skue spil lerne ka ster sig selv ef ter mig, og vi fal der ned i mør ket, og jeg ved ikke, om jeg vil være i stand til at redde dem, el ler i stand til at redde mig selv. Fin des der over ho ve det en sik ker hed, som led sa ger os i fal det mod den tom hed, som le der mod den nye fore stil ling? Hen rik Nord brandts digte led sa ger os. Guil her mino Bar bo sas skæbne led sa ger os, land ar bej de ren, som gik 25.000 km til fods og le gem lig gjorde Pre stes ord: vi har ikke vun det, men vi er hel ler ikke ble vet over vun det. Det er hi sto rien om en vej fa rer, Homo Vi a tor. Han min der mig om en an den mand i et an det år tu sinde, som drog ud for at finde sin sande iden ti tet, sin egen op rin delse - Ødi pus. Jeg ved, at Bar bosa vil blive be gra vet, som my ter bli ver be gra vet: for at gen opstå. My ter dør for at vende til bage til et nyt liv. Jeg ser Bar bosa blive be gra vet af my ti ske fi gu rer - Me dea, Dai da los, Kas sandra, Or feus, Odys seus, Si sy fos, og jeg ser ham gen op stå som en måne, der dryp per blod. Men blod drå berne er to nerne af en op rørs sang, som folk al drig tro ede ville blive sun get igen. Og to nerne kryd ser tid og rum hin si des en ho ri sont, der er skjult bag sta digt hø jere bjerge af af skårne hæn der. 22 Fo to: Tony D Urso.

Tage Lar sen, Tor geir Wet hal, Ro berta Car reri, Frans Win ther, Iben Na gel Ras mus sen. Fo to: Tony D Urso. ODYS SEUS: ME DEA: ØDI PUS: AL TING DØR (Frag men ter fra fore stil lin gen) Her er grav plad sen, hvor lig tog be væ ger sig og hvor ki sten sy nes at rumme en hem me lig hed. Den døde ved hvad der fin des mel lem de nød tørf tigt sam men tøm rede bræd der men hans lig er en ting, som kun vi kan be skrive. Vi er de le vende, vi er lig bæ rerne, de ene ste som ved be sked. Mange som al drig har hørt nat te bri sen og al drig har be trag tet fuld må nens skær læ rer først sig selv at kende i lig ki sten. Du er kun en råd den krop der ne top nu bæ res af sted i en lig ki ste af os på grav plad sen mel lem de høje sar ko fa ger. På alle mure faldt af ten so len. På en ene ste hvid mur På tunge, rustne hængs ler der en gang havde væ ret grønne stod dø ren åben ind til mør ket. Hej råbte jeg, så det gen lød i hele da len og en krage fløj skri gende op. Det var in gen an dre end mine børn der ikke sva rede i hele ver den. Of tere og of tere har jeg al drig væ ret her og gen ken der kun hvad jeg har glemt. Ti den er inde i en hver og blind. For den se ende er ti den syn lig, dens tynde uds trakte hånd, dens blanke øjne dens røg i spej let. Jeg ved alt om ti den den ved alt om mig. Ro berta Car reri, Ju lia Var ley, Iben Na gel Ras mus sen. Fo to: Tony D Urso. 25

ODYS SEUS: ME DEA: DAI DA LOS: KAS SAN DRA: Ti den og jeg er lige blinde og lige bange for at møde den an dens blik. Ti den er ve jen. Slet dine spor. Om mange år vil no gen krydse dine spor på ste der hvor du al drig har gået. Dai da los, jeg så dig i drømme. Du vendte dig mod mig smi lende, in den du gik vi dere på tå spid serne gen nem la by rin ten gen nem det for sømte må ne lyse væ relse. Me dea, hvis du kunne se dig selv i mine drømme ville du flygte skri gende. Du ville rive dit an sigt til blods over hælde dig selv med ben zin og råbe på ild. Nej, la by rin ten er ikke et må ne lyst væ relse, kun døre, alle de døre du skal gå igen nem for at føle dig land flyg tig som et helt folk. Du vil bede om en skygge og de vil give dig et ru stent søm. Du vil bede om en seng og de vil give dig en vej der skæ rer dy bere i dine fød der. Du vil bede om at dø og de vil give dig guld for at blive. Og du bli ver. GUIL HER MI NO: Foran de bom bede huse var mer vi os nu. Ved bål sta blet op af de senge, OR FEUS: KAS SAN DRA: DAI DA LOS: ME DEA: ØDI PUS: hvor vi en gang sov og el skede. Bør nene, som vi und fan gede der er ude i ga derne med vo res ma skin pi sto ler i hæn derne ret tet mod alle fire ver dens hjør ner. En vin ter, langt ind i sne stor men, de dø des vejs kilt syn ger og pe ger på in gen an dre end dig selv. Fra de for faldne hu ses åbne døre Kal der kvin derne ud i mør ket bør nene der le ger i kir ke ru i nen. Fulde ol dinge ven der sent hjem om nat ten for at slå de res me lan kol ske døtre ihjel med knæk kede fla sker. Sorte hing ste med blod sprængte øjne lø ber løbsk i de snævre ga der. På ly den af de res hovs lag for nem mer de at ryt terne i de sølv be slagne sad ler er døde for længe si den. Dette hav er ro ligt fordi erin drin gen for fal sker det. Uan set hvor jeg er, et sted i mig selv bli ver al tid stå ende her. Og i det stille vand spejl kan jeg se et mon ster mit barn og hans vin ger, som et gam melt oli ven træs for krøb lede grene. Grum og gru som, hør mig ven ner, nu gri ber ti den med skarpe tæn der grå digt, dan sende li vets læn der, mens ha vet ven des af de dø des hæn der. Her er luf ten fuld af stø vet fra sta tu erne som ti den har hug get bort. 26 27

KAS SAN DRA: ODYS SEUS: ØDI PUS: OR FEUS: Mine lun ger smer ter når jeg ån der så dybt ind. Alt sort ner og jeg ser sta tu erne for samle sig for at ind tage de plad ser der var vo res. Jeg ser no get, som be væ ger sig blandt de døde det er en pige jeg fø rer hende ud på ve jen, og spør ger hende hvem er du? Hvor langt tid har du væ ret her? jeg ved det ikke, si ger hun hvor for er du her blandt li ge ne? spør ger jeg hun sva rer: jeg kan ikke læn gere være blandt de le vende. Jeg kan ikke holde det ud, si ger jeg ofte og kan ikke holde ud at sige det. Men slet ikke at sige det kan jeg på den an den side slet ikke holde ud. Jeg si ger jeg ikke kan holde det ud og me ner det vir ke ligt, men hvis jeg ta ger mig selv bare lidt for al vor ligt, kan jeg slet ikke holde det ud. Der for gri ner jeg, men må sam ti dig passe på ikke at grine for me get, det kan jeg hel ler ikke holde ud. Gør dig blind. Stik dine øjne ud så du ikke kan se hi sto rien i an det lys end din erin drings Nu kan jeg se på dig som man ser på en flod der har fun det sit eget leje og ny der det i hver af sine be væ gel ser hvert af sine sving, hver af sine fisk og hver af sine sol ned gange. sam men med de fal dende blom ster blade og de for ladte mi ne byer Jan Fer slev. Fo to: Tony D Urso. 28 Jan Fer slev, Kai Bred holt. Fo to: Tony D Urso.

ME DEA: DAI DA LOS: hvor dine el skere drik ker sig fulde og druk ner sig i dit må ne skin og bli ver skyl let op på bred derne i de fjerne lande, hvor vi mø des i vo res drømme. Dette er den gæst, som vi har ven tet så utål mo digt på, I og jeg den gæst som skal rive os bort fra hi nan den og føre os hjem til os selv. I dag er det un de rets og for bry del sens dag, hvor vi uden nåde dræ ber ham mens han endnu er fuld af håb og lyst til at be kæmpe dem, der vil det onde. Vi vil stikke ham ned bag fra vi vil dræbe op rø re ren med ord der styr ker de ær li ges blinde ty ranni de der fast hol der at men ne sket er godt af na tur og al drig skal slås. der ædelt lod li vet for ver dens ly se ste håb læn ket til men ne skets skæn dig ste for bry delse. Al ting dør! Ikke kun de store træer, folk og fæ og græs set samt den dig ter skabte skøn hed dør. Gode ger nin ger for svin der, selv den rene sand hed svin der, og fra sand heds tri ste aske rej ser løg nene sig. GUIL HER MI NO: Jeg hu sker min mor og sva lerne der fløj lavt over mar kerne hvor april reg nen lin drede de tør stende der lå i smerte i nat tens korte vå ben hvile ef ter da gens kamp. Jeg hu sker de sid ste suk og de dø ende fjen ders bøn ner, ef ter ladte osse de fjen der ved gry, men ven ner ved sol fald, li ge glade med land og ære be dra gede af en ge vær kug les sand hed. Nu lig ger vi her i mud de ret over os fly ver sva lerne lavt og alt er tyst. Frans Win ther, Ju lia Var ley. Fo to: Jan Rüsz. KO RET: Lad os bede. Ef ter sejr mø des de, der sør ger over de res faldne. Vi le vende skal ka ste los og sejle igen, men de bed ste hol des fast af dø dens sorte an ker. Der må være an dre æd lere ord for dem, 30

Tho mas Breds dorff OM LØGN OG SAND HED Re flek si o ner over en pro ces My thos hed der fore stil lin gen, altså på mo derne sprog my te. Det ord har to be tydnin ger. Når Ge org Bran des ta ler om ro man tik kens my ter, bru ger han or det i be tydnin gen løgn. Når Johs. V. Jen sen der imod si ger om nogle be stemte ob ser va ti o ner - af vidt for skel lige fæ no me ner, som han su ve rænt kob lede sam men oppe i sit eget ho ved - at de er ble vet til myte for ham, så me ner han det stik mod satte. Han me ner at han gen nem sans nin ger og sam men stil lin ger har set sand he den. Det sær lige ved de to be tyd nin ger af my te - løgn og sand hed - er at de har samme op rin delse. De kom mer begge af be teg nel sen for en for tæl ling som, med Ibs ens ord, er løgn og for ban det digt - og som dog ud si ger en sand hed. Ikke no get dår ligt navn til en fore stil ling på Odin Te a tret. Men hvad skal det be tyde, spør ger man sig ofte, når man ser Odin Te a trets skuespil lere styre de res ek sor bi tante energi mod et dun kelt mål. Som til skuer stil ler man sig ikke til freds, med min dre den be tyd ning man har ta get til sig, har i det mind ste no get til fæl les med det si de man den har op fat tet. El lers er te a tret jo ikke til at skelne fra psy ko lo gens Ror schach-test. Hvad Eu ge nio Barba har at sige her i pro gram met om det korte år hund re de og re vo lu ti ons drøm men, der døde, vil til sku ere der be kym rer sig om be tyd nin gen af det de ser, kunne bruge som vej vi sere. For selv føl ge lig hen vi ser te a ter al tid til en ver den uden for te a tret. Uan set hvor me get man un der stre ger at te a ter er en be given hed her og nu, så får denne be gi ven hed på sce nen først sin fulde me ning i det øje blik en til skuer kan for binde den med sin erin dring og sine håb, det vil sige med det liv der er le vet og skal le ves. Dog skal man ikke tro det er den en de gyl dige nøgle til be tyd nin gen han her ud le ve rer. Der er al tid luk kede rum, man selv må åbne. For snart tre dive år si den af holdt Odin Te a tret et se mi nar om po li tisk te a ter. Det var den gang der ek si ste rede mange po li ti ske te a ter grup per. En del af dem del tog i se mi na ret. Vi så ek sem pler, på sce nen og på film lær re det. To ting havde de til fælles. De ville alle æn dre ver den. Og in gen af dem havde endnu æn dret ver den. Ene ste und ta gelse - på pe gede en af se mi nar del ta gerne - var en film op ta gelse vi havde set, af en regn dans i et ek so tisk land. For disse stam me dan sere op nå ede faktisk hvad de ville. Fil men endte med regn. 33 Tor geir Wet hal. Fo to: Tony D Urso.

Det er der selv føl ge lig ikke no get po li tisk i. Men på den an den side, in gen af de an dre te a ter trup per fik hvad de så hef tigt ef ter stræbte. De fle ste af dem har da også si den op gi vet æv red. Dog ikke se mi na rets vært, Odin Te a trets ud hol dende trup, som stæ digt bli ver ved, og som al drig kaldte sig po li tisk, da alle de an dre gjorde det, men som med stolt hed gør det i dag. Hvad er det de vil æn dre? Hvis det er te a trets ver den, kan de godt pakke sam men. De an dre te a tre bli ver al drig som Odin Te a tret. Er det ver den? Næppe, den er så uan fæg tet som for tre dive år si den. Hvad da? Eu ge nio og jeg mød tes et par ti mer i en luft havn, da My thos lå i kim og vi be gyndte sam ta lerne om fore stil lin gen. Tre ting stod mig klart ef ter denne be gyn delse. Eu ge nio havde læst nogle digte af Hen rik Nord brandt og kunne li ge som jeg lide at tale me get tek nisk om dem, på samme måde - og endda i del vis samme be gre ber - som han ta ler om sit eget sce ni ske ar bejde. Han ville bruge disse dig tes energi til no get. Han havde de su den gjort en ob ser va tion han unæg te lig ikke er ene om, at en utopi er ved at dø, en utopi, som har be stemt me get af vo res år hund rede, og som har skabt både håb og ræd sel, uto pien om et bedre sam fund skabt gen nem be vidst hand ling. Og han havde en de lig en vi sion, ikke præ cis om et an det sam fund, men om en an den scene, en scene det er umu ligt at lave i et te a ter, og som ikke desto min dre bli ver til for øj nene af til sku erne og dan ner grund lag for hele My thos. Det var de tre in gre di en ser jeg først stif tede be kendt skab med, op da gel sen af nogle digte, iagt ta gel sen af at my ten om re vo lu ti o nen er død, men vil gen op stå samt et syn af en umu lig scene. Og så for re sten, om jeg ville være med til at holde snor i ar bej det med dig tene og et kri tisk øje med om sæt nin gen til hand lin ger i rum met. I godt og vel et år har jeg kun net følge hvor dan disse ret for skel lige in gre di en ser er vok set sam men. Her går de så på stran den, Ødi pus, Kas san dra, Or feus, Me dea, Odys seus og hvad de nu hed der, alle disse gamle fik ti o ner, altså løgne. Og mel lem dem fin des også den ud hol dende re vo lu ti o nære sol dat fra Syd ame rika, som er den ene ste vi får at vide er fra det vir ke lige liv, skønt han lige så godt kunne være løgn, da in gen af os har hørt om ham før. De blan der sig, de skik kel ser, og vok ser sammen med tek sterne til en ny myte, my ten om den energi der gen op står, om så også i en an den skik kelse, bedst som man tro ede det hele var forbi. Når jeg ser fi gu rerne i dette te a ter ud spille de res kol lek tive myte, er en af de ting der slår mig, hvor en somme de er hver for sig. My te fi gu rerne bli ver, sam men med dig tene, der ta ler om evin de ligt op brud og di stance, til et en som he dens te a ter. Og det er må ske Odin Te a trets be ske ste kom men tar til det ud gå ende år hund redes dø ende myte om kol lek ti vi tet: at vi alle, når det kom mer til styk ket, er det vi var, da vi blev født, og skal være, når vi dør: alene. I over tre dive år har Odin Te a trets trup har ce le ret over de fal ske fæl les skabside o lo gier og hæv det en som he dens styrke. I fæl les skab. Må ske det de in derst inde for tæl ler - har jeg ofte tænkt un der lange be svær lige prø ver, hvor en scene skal ta ges om og om - er en hi sto rie om ud hol den hed. Må ske de i vir ke lig he den for tæl ler de res egen hi sto rie - om at være alene, mens om gi velserne præ di ker fæl les skab; om at stå sam men, mens de an dre præ di ker at nu er det hver mand for sig selv. En my te er ikke bare for det før ste løgn og for det an det sand hed. En my te er, i hvert fald i dette te a ters ver sion, også den sand hed som er mod sat den herskende sand hed, og der for løgn og sand hed på samme tid. 34 Fo to: Jan Rüsz.