2014 Charlotte Dinge. 1. udgave

2014 Charlotte Dinge 1. udgave Alle rettigheder er forbeholdt Charlotte Dinge. Ingen del af denne bog må blive reproduceret, oplagret eller videregivet på nogen måde hvad enten det er auditiv, grafisk, mekanisk eller elektronisk uden skriftlig tilladelse af både udgiver og forfatter, med undtagelse af et kort uddrag brugt i kildekritiske artikler, gennemgang og overblik. På grund af Internettets dynamiske natur kan enhver web adresse eller link, der forekommer i bogen, være skiftet siden udgivelsen og er måske ikke længere gyldig. ISBN nr. 9788740406061 www.charlottedinge.dk

Andre bøger af Charlotte Dinge Costa Blanca I Costa Blanca II Costa Blanca III Minibøger Køb af bolig i Spanien Finansiering af bolig i Spanien Møblering af bolig i Spanien Romerne i Spanien Ukendte Syd- og Østandalusien Spaniernes Jul Højt at flyve dybt at falde Høg over høg En rystende oplevelse Fascinerende Peru Frodige Vulkanske Azorer

Vietnam rundt med kaffefarmer Kapitel 1 Vietnams Historie Kapitel 2 Politik Kapitel 3 Hanoi Kapitel 4 Ho Chi Minh Kapitel 5 Ho Chi Minhs mausoleum Kapitel 6 Den En søjles pagode Kapitel 7 Hoa Lu Kapitel 8 Tam Coc Kapitel 9 Phat Diem Katedralen Kapitel 10 Ha Long bugten - flydende landsby Kapitel 11 Perlefarm Kapitel 12 Fra Hanoi til Hue med nattog Kapitel 13 Hue Kapitel 14 Den forbudte By Kapitel 15 Thien Mu Pagoden Kapitel 16 Parfume floden Kapitel 17 Kejser Tu Duc s gravplads Kapitel 18 Kejser Khai Dinhs gravplads Kapitel 19 Hoi An Kapitel 20 Silkeavl Kapitel 21 Thu Bon floden og Cam Kim Island Kapitel 22 Madlavningskursus Kapitel 23 Saigon Kapitel 24 Binh Tay markedet Kapitel 25 Thien Hau Templet Kapitel 26 Det forhenværende præsidentpalads Kapitel 27 Saigon Notre-Dame Basilica

Vietnam rundt med kaffefarmer Kapitel 28 Posthuset i Saigon Kapitel 29 Cao Dai Templet Kapitel 30 Mekong Deltaet Kapitel 31 Det flydende marked i Cai Rang Kapitel 32 Krigsmuseet i Saigon Kapitel 33 Cu Chi Tunnellerne Kapitel 34 Nam Cat Tien nationalparken Kapitel 35 Gummiplantage Kapitel 36 Kaffefarmeren

Vietnam rundt med kaffefarmer Kapitel 1 Vietnams historie Nabolandet Kina havde i ca. 1000 år præget det nordlige Vietnam, men i år 938 blev landet selvstændigt og ekspanderede sydover på bekostning af kongeriget Champa. Kongeriget Champa var vore dages Central- og Sydvietnam og under påvirkning af Indien. Frankrig koloniserede landet i 1800-tallet, og Japan besatte det under 2. Verdenskrig. Da krigen var slut, havde kolonimagten ikke resurser til at genoprette styret og tabte kampen mod befrielsesstyrkerne under Ho Chi Minhs ledelse. Vietnam blev delt, hvilket senere førte til Vietnamkrigen med store materielle og menneskelige tab. Krigen sluttede den 30. april 1975, hvorefter Nordvietnam indtog den sydlige del og genforenede landet. I 1970erne og 1980erne havde riget planøkonomi, men de ændrede den til markedsøkonomi efter kinesisk model. Planøkonomi er under arbejderklassens kontrol og er en produktionsstyring, der ikke anvender markedskræfterne. Markedsøkonomi er en organisationsform, hvor priserne på de fleste varer bestemmes af udbud og efterspørgsel. Blandingsøkonomi er en mellemting af de to ovennævnte, hvor det offentlige kan gribe ind i økonomien for at ændre på fordelingen af samfundets resurser. Vietnamesiske historikere mener, at Dong Soncivilisationen fra bronzealderen var begyndelse til Vietnams historie. Det var en civilisation, der dækkede stort set hele Sydøstasien.

Dong Son-civilisationen i Bronzealderen Man har vidst, at vietnameserne har levet i landet i 4000 år siden bronzealderen. Landets første konge var kong Dong Son. Han er deres landsfader, derfor fejrer de hans dag. Han skabte Dong Son-civilisationen, der blev begyndelsen til Vietnams historie. I denne civilisation havde de 18 konger, hvorefter det skiftede. Den originale Dong Son kultur kan spores tilbage til bronzealderens støbegods, som begyndte i Sydøstasien og udviklede sig nordpå til Kina. Arkæologerne fandt dekorerede bronze trommesæt, som var tæt knyttet til Phung Nguyen kulturen. Det er uvist, om bronze trommerne var lavet til religiøse ceremonier, sammenkaldelse til krig, ceremonier til begravelse, kalender eller andre verdslige eller religiøse aktiviteter. Dong Son bronzetrommerne havde en avanceret teknik, som få kulturer på den tid kunne komme på højde med. I tidligere tider var Vietnam kun fra Hanoi og nordpå til grænsen mod Kina, men senere udvidede landet sig sydpå. 111 f. Kr. til 1009 - Nam Viet til Le-dynastiet Kinesiske styrker besatte i 111 f. Kr. kongedømmet Nanyue eller Nam Viet, der bestod af vore dages kinesiske provinser Guangdong, Guangxi, Yunnan og store dele af det nordlige Vietnam omtrent ned til nutidens Hue. Til trods for den kinesiske hærs tilstedeværelse, klarede enkelte vietnamesiske klaner at beholde selvstændige områder. En af disse oprørsstater var Champa under føjdalfyrsten Kiu-lin, som gjorde opstand mod det kinesiske styre og løsrev sig i 192 e. Kr. og forblev selvstændig frem til omkring 1700.

I 938 sendte kinesiske tropper en støtteflåde sydover for at knække den enerådige Vietnamesiske hersker Giao Chau. Den vietnamesiske flåde slog den kinesiske ved Bach Dang floden (Ha Long) ved hjælp af list og lokal kendskab. Efter denne sejr udråbte Giao Chau sig til kong Ngo af Champa og indførte centralistisk styre. Kort tid efter døde kong Ngo, og det førte til en langvarig magtkamp om tronen mellem tolv klanledere og udviklede sig til Vietnams første borgerkrig. I 967 slog Dinh Bo Linh de andre klaner og samlede landet. Dinh skabte Dinh-dynastiet og udråbte sig til landets første kejser. I 979 blev kejser Dinh Bo Linh og hans kronprins myrdet og der var kun hans seksårige søn Dinh Toan tilbage til at påberåbe sig tronen. Det kinesiske Song-Dynasti prøvede at udnytte situationen og invaderede landet, men ved en national mobilisering slog kommandanten Le Hoan de kinesiske styrker ved list og dygtighed. Derefter blev Le Hoan den nye hersker og dannede Le-dynastiet. Da kejser Le Hoan døde i 1005, kæmpede hans sønner om tronen. Sejrherren i magtkampen blev Le Long Dinh, der var sadistisk og en berygtet tyran, som blev dræbt 24 år gammel i 1009. 1009 til 1225 Ly-dynastiet Da kejseren var død, udpegede hoffet efter en vis debat enstemmigt den militære leder Ly Thai To som monark til at overtage tronen. Han grundlagde Ly-dynastiet. Ly Thai To var en veluddannet hersker, der var vokset op i et tempel, så hans styre blev indledningen til en god periode for landet.

Kejser Ly Thai To omdøbte landet til Dai Viet (Store Viet) og flyttede hovedstaden og kaldte den Thang Long (Stigende drage). Den kom til at ligge omtrent, hvor Hanoi ligger i dag. Han forstærkede forsvaret og styrkede økonomien, for at gøre landet mere trygt. Ly-dynastiet havde to store krige med Song-dynastiet i Kina, men da det stod klart for parterne, at ingen af dem kunne vinde, blev de enige om våbenhvile, og de kinesiske styrker trak sig tilbage. Senere kejsere videreførte Lys ideer og udbyggede et dige system, så de kunne beskytte risproduktionen mod uønskede oversvømmelser. De grundlagde det adelige universitet Quoc Tu Giam, hvor også andre sociale samfundslag kunne få undervisning. Til den offentlige administration ansatte de dygtige medarbejdere, der gerne måtte komme fra de lavere sociale klasser, så dygtighed fik forret fremfor familiemæssig tilknytning. Ly-dynastiet indførte et forbedret skattesystem og en bedre behandling af fanger. Kvindernes rolle i samfundssystemet var vigtig, fordi de stod for skatteopkrævningen og blev kaldt retskvinder. I det religiøst pluralistiske samfund levede Buddhismen, Konfucianismen og Taoismen side om side i Ly-dynastiet, selvom Buddhismen blev fremhævet. Under Ly-dynastiet udvidede de riget mod syd og trængte sig ind på kongrige Champa, som herefter begyndte sin gradvise nedgang på gund af trykket fra Dai Viet (Store Viet).

Tran-dynastiet 1225-1400 Kong Ly Hue Tongs mægtige leder Tran Thu Do tvang kongen til at gå i buddhistisk kloster og udråbte kongens syvårige datter til dronning. Tran Thu Do arrangerede et ægteskab mellem hende og sin otte årige nevø Tran Canh, hvorefter han overførte tronen til nevøen. Det blev begyndelsen på Tran-dynastiet. Tran Thu Do var en hård og nådesløs leder, der hensynsløst forfulgte medlemmer af det tidligere dynasti. Nogle af prinserne fra Ly-dynastiet flygtede til Korea og blev dermed Vietnams første politiske flygtninge. Til trods for Tran Thu Dos brutalitet og ubarmhjertighed, styrede de fleste Tran-herskere landet efter Ly-dynastiets tanker. Under dette styre indledte de folketælling helt ned på landsbyniveau. Le Van Huu skrev og fuldførte et 30 binds historieværk om Dai Viet (Store Viet). Tran-dynastiet udviklede det vietnamesiske skriftsprog Nom og et system for uddannelse af nye konger. Når en konge blev gammel, overførte han regeringsmagten til kronprinsen, men beholdt stillingen som Thai Thuong Hoang ( højere majestætisk konge ) og optrådte som coach for den nye konge. Flere gange under Tran-dynastiet invaderede den mongolske hær landet, men vietnameserne slog angrebene fra deres stærkere modstander tilbage. De brugte list og lokalkendskab og undgik slag i åbent terræn for at få kampene ind på deres præmisser. I denne periode forøgede vietnameserne landet sydover, og samtidig tilegnede de sig to provinser omkring vore dages Hue og indskrænkede dermed endnu engang kongeriget Champa.

Ho-dynastiet 1400-1407 Ho-dynastiet bestod kun i syv år under kejserne Ho Quy Ly og hans næstældste søn Ho Han Thuong, der regerede fra 1400 til 1407. Ho Quy Ly var højerestående embedsmand ved hoffet. Han tvang den sidste Tran-kejser til at gå af og tog selv magten, som han beholdt et års tid, hvorefter han overgav den til sin søn med sig selv som rådgiver og mentor. Ho Quy Ly ændrede landets navn til Dai Ngu og flyttede hovedstaden til Tay Do ( Den vestlige hovedstad ) vore dages Thanh Hoa. Thang Long (Hanoi) blev omdøbt til Dong Do. ( Den østlige hovedstad ). Ho-dynastiet styrkede matematikken til fordel for uddannelsen, indførte papirpenge, byggede store krigsskibe og artilleri og indførte en landreform, samt at de åbent kritiserede konfucianisme filosofien. (Konfucianisme er en statsideologi og stærkt hierarkisk). Kinesisk okkupation 1407-1428 Kinesiske styrker under Ming-dynastiet beslaglagde Vietnam i 1407, officielt for at genindsætte Tran-dynastiet, men uofficielt for at annektere landet og lægge det ind under den kinesiske kejsertrone, idet de påstod, at der ikke fandtes nogen Tran-arvinger til at overtage tronen. Tran-tilhængerne startede en militær modstandskamp, der i begyndelsen havde fremgang, men det førte til nederlag i 1413, da der var interne stridigheder. Hærlederen Le Loi organiserede en ny modstandskamp fra den sydlige del af landet, og efter et par nederlag rykkede Le Lois hær mod nord og indtog Dong Quan (Hanoi), der var kinesernes hovedbase og administrationscenter.

Den kinesiske kejser sendte forstærkninger men blev stoppet i et baghold og kommandanten dræbt, hvorefter de kinesiske styrker overgav sig i 1428. Le-dynastiet 1428-1527 Da Le Loi havde besejret kineserne, tog han magten og besteg tronen og indledte dermed Le-dynastiet. (Der er en gade i Saigon, som er opkaldt efter Le Loi) Le Loi gav landet sit gamle navn Dai Viet og flyttede hovedstaden tilbage til Thang Long (Hanoi). Samtidig bevilgede han landbruget en ny landreform efter krigen med Kina. Le-kejserne baserede sig på konfucianisme. (Konfucianisme er en statsideologi og er stærkt hierarkisk), mens Lyog Trankejserne var under indflydelse fra buddhistisk tænkning. I denne periode udarbejdede man det omfattende lovværk Hong Duc med stærke konfucianistiske elementer, som styrkede kvinders rettigheder. Samtidig udarbejdede man et nationalt kortværk, og Ngo Si Lien videreførte de historiske værker om landet frem til Le Loi. Le-dynastiet oprettede sygehuse og tilsyn med ældre og syge samt, at man distribuerede medicin til områder med epidemier. Kunst og arkitektur var kinesisk inspireret. Kejser Le Thanh Ton invaderede i 1471 kongeriget Champa og erobrede hovedstaden Vijaya, hvorefter vietnameserne koloniserede det centrale Vietnam uden særlig modstand. Cham-folkets militære nederlag blev afslutningen på Champas magtcentrum i regionen, skønt mindre dele af kongedømmet overlevede frem til 1700-tallet.

I vore dages Vietnam eksisterer Cham-gruppen som en vigtig national minoritet, hvor byen Hue blev anlagt i 1600- tallet nær Champas gamle hovedstad. Kejser Le Thanh Ton indtog Laos s hovedstad Luang Phrabang i 1479. Trinh-klanen i nord og Nguyen-klanen i syd 1527-1802 General Mac Dang Dung dræbte Le-kejseren og endte dermed Le-Dynastiet i 1527, hvorefter han udråbte sig selv til kejser og indledte Mac-dynastiet. Efter to år med uroligheder overlod han tronen til sin søn Mac Dang Doanh og blev selv Thai Thuong Hoang. En anden tidligere embedsmand Nguyen Kim ved Lehoffet organiserede et oprør mod Mac-herredømmet og hjalp kejser Le Trang Tong med at genoprette et styre i Thanh Hoa distriktet 137 km syd for Hanoi. Dermed udbrød der borgerkrig mellem Mac dynastiet i nord og Le-styret i syd. Trinh Kiem overtog den militære kontrol efter svigerfaren Nguyen Kim, da denne blev dræbt i 1545. Da Nguyen Kims s søn Nguyen Hoang frygtede, at Trinh Kiem ville dræbe ham og broderen for selv at få magten, bad han om at blive guvernør i de sydlige provinser (ca. midt i dagens Vietnam). Nguyen Hoang styrede landet effektivt og opnåede uafhængighed og selvstændighed, mens Trinh Kiem og hans søn Trinh Tung var belastet af krigene med Mac-herskerne. Men Nguyen Hoang sendte penge og soldater nordpå for at styrke kampene. Borgerkrigen sluttede i 1592, da Trinh Tungs styrker rykkede ind i Hanoi og henrettede kong Mac Mau Hop. De resterende styrker, støtter og Mac-dynastiets familie flygtede

op i bjergene til Cao Bang-provinsen i det nordøstlige Vietnam og fortsatte med at styre herfra indtil 1667. I år 1600 nægtede Nguyen Hoang at hjælpe Trinh-klanen med flere penge og soldater. I stedet for flyttede han hovedstaden til Phu Xuan (Hue). Da Nguyen Hoang døde i 1613 blev han efterfulgt af sin sjette søn Nguyen Phuc Nguyen, der heller ikke ville underkaste sig Trinh-klanen. Ved Trinh Tungs død i 1623 besteg hans søn Trinh Trang tronen og forlangte total underkastelse af Nguyen Phuc Nguyen, hvilket blev afvist. Derfor gik Trinh Trang i 1627 til angreb på Nguyendynastiet med 150.000 mand, men blev slået tilbage. Krigene mellem Trinh og Nguyen varede fra 1627 til 1672 uden sejr til nogen af parterne. Derefter fulgte 100 år med fred. Trinh-klanen Trinh-klanen oprettede et centralt styre og administration, der stod for de offentlige budgetter, valuta og standardiserede mål. Vægtsystemet ændrede de til decimalsystemet med 10 som basis. De opførte trykkerier for at undgå at være afhængige af kinesiske leverandører og byggede et militærakademi. Endelig fuldførte de den historiske dokumentation.

Nguyen-klanen Nguyen ekspanderede og trængte ind på resten af Champaområderne og fortsatte mod Mekongdeltaet, hvor de sikrede sig kontrol over Saigon-området og fortsatte til landområder, der havde været under Cambodia. I 1771 gjorde Tay Son-familien i Quy Nhon oprør mod Nguyen-dynastiet. (Quy Nhon ligger ved kysten ud til det Sydkinesiske hav i den sydøstlige del af landet.) I 1776 havde Tay Son-familien overtaget kontrollen med hele Nguyen-dynastiets område og dræbte næsten hele den kongelige familie. Prins Nguyen Phuc Anh flygtede til Siam (Thailand) og fik militær støtte fra den siamesiske konge. Han gjorde et forgæves forsøg på at generobre magten, men blev slået tilbage. Nguyen Hue angreb i 1786 Trinh Khai fra Trinh-klanen. Nguyen Hues hær vandt en overvældende sejr, og Trinh Khai begik selvmord. Trinh-klanen fik hjælp fra en kinesisk styrke på 290.000 mand, men blev slået af Nguyen Hue i en hurtig slag, derefter udråbte han sig til kejser Quang Trung. Han gennemførte mange reformer i sin regeringstid, men døde i 1792 40 år gammel, fordi han blev forgiftet. Kejser Quang Trung delte Dai Viet i tre politiske områder. Broderen Nguyen Nhac ledte fra hovedstanden Quy Nhon den centrale del. Kejser Quang Trung regerede over den nordlige del fra hovedstaden Phuong Hoang Trung Do ved Lam-floden.

I syd herskede Nguyen Anh, hvor han udvidede og erobrede Saigon-området i 1788. Her oprettede han en stærk base for sin regering. Da kejser Quang Trung døde, blev Tay Son-dynastiet ustabilt, fordi de overlevende brødre begyndte at strides indbyrdes og kæmpe mod de folk, som støttede Nguyen Hues søn. Nguyen Anh rejste 1799 fra Saigon og erobrede Quy Nhon, Tay Son-dynastiets militære støttepunkt. I 1801 indtog han deres hovedstad Phu Xuan. I 1802 vandt Nguyen Anh krigen, da han besejrede Thang Long (Hanoi) og henrettede Nguyen Quang Toan (Nguyen Hues søn) samt store dele af Tay Son-dynastiets magtelite. Kejser Gia Long (1762 1820) grundlagde i 1802 Nguyen-dynastiet og blev dets første kejser. Det blev samtidig Vietnams sidste dynasti. Da Nguyen Anh besteg tronen som kejser Gia Long, sammensatte han navnet fra Gia Dinh, det gamle navn for Saigon. Long fik han fra Thang Long, det gamle navn for Hanoi. På den måde markerede han samlingen af landet. Nguyen dynastiet varede til Kejser Bao Dais abdicerede i 1945. I århundrede havde Kina kaldt Dai Viet for Annam, men Gia Long anmodede den kinesiske Qing-kejser om et nyt navn til landet. I stedet for Annam skulle det hedde Nam Viet, men for at undgå forveksling med et tidligere kongedømme fra 207 til 111 f. Kr., gik den kinesiske kejser med til at bytte om på de to ord, så landet kom til at hedde Viet Nam.

Nguyen-dynastiet 1802-1945 fransk kolonialisme Vestlige handelsmænd udstyrede de krigsførende parter Trinh- og Nguyen-dynastierne med fornødent materiale, hvor portugiserne støttede Nguyen klanen og hollænderne Trinh. Den katolske kirke har præget Vietnam både religiøst og ved at udvikle et skriftsprog, der kan skrive vietnamesisk med latinske bogstaver. De religiøst omvendte var købmænd og handelsfolk, så de kunne få udenlandske handelspartener og bønder, som opdagede, at de med den nye religion kunne undgå det konfucianske system og undertrykkende mandariner (embedsmænd). På foranledning af den franske biskop Pigneaux de Behaines indflydelse ved Ludvig 16.s hof, lovede franskmændene Nguyen Anh støtte mod Trinh, hvis de efterfølgende fik handelsfordele som vigtige havne, hvorfra de kunne transportere deres varer fra østen til vesten. Da den franske revolution udbrød i 1789 faldt aftalen sammen, men Pigneaux rejste til de franske besiddelser i Indien og fik militær støtte derfra til Nguyen Anh. Da Nguyen Anh havde etableret Nguyen-dynastiet i 1802 og blev kejser Gia Long, erkendte han overfor franskmændene, at han tolererede den katolske kirke i landet. Derudover ansatte han enkelte rådgivende europæere ved hoffet, men både han og hans efterfølgere var konfusioner og modarbejdede samfundets vestliggørelse. De næste Nguyen-kejsere, Minh Mang, Thieu Tri og Tu Duc undertrykte brutalt katolicismen. De henrettede i titusindvis af vietnamesiske og udenlandske katolikker, og handelen med udlandet blev stærkt reduceret. Denne udvikling brugte Frankrig som undskyldning til at invadere landet.

Selvom Nguyen-dynastiet havde gennemført mange reformer som uddannelsessystem, sundhedsvæsen, lovarbejder, historieskrivning, vejbyggeri, kanaler osv. var det ikke nok i den nye tid med industrialisering og international handel. Derfor stod Nguyen-dynastiet i vejen for en tilfredsstillende modernisering af landet og kunne dermed ikke modstå den franske kolonisering i slutningen af 1800-tallet. Kejser Napoleon den 3de af Frankrig benyttede den religiøse forfølgelse i landet som undskyldning for at invadere Vietnam. De foretog først et mislykket angreb på Danang i 1858. Derefter koncentrerede de sig om Mekongdeltaet. De angreb Saigon i 1859, og frem til 1867 tog de stadig større områder i Mekongdeltaet. Derefter dannede de kolonien Cochinchina, hvor de skrev den første Saigon kontrakt. Hanoi indtog de nogle år senere først i 1873 og igen i 1882. Den fransk kinesiske krig udkæmpede franskmændene med Qing-Kina i 1884-1885 for at få kontrol over den røde flod, som forbinder den rige kinesiske provins Yunnan med Hanoi og det sydkinesiske hav. Efter denne sejr blev franskmændene koloniherrer og skrev den anden Saigon kontrakt og dannede Fransk Indokina i 1887. Det franske herredømme mødte stærk modstand fra mange dele af samfundet blandt dem også Nguyendynastiets herskere, der var aktive anti-franske modstandsfolk. Det bevirkede, at flere af dem blev taget til fange og sendt i eksil. Vietnameserne var under franskmændene frem til ca. midten af 1900-tallet. De måtte arbejde hårdt for deres koloniherrer og måtte aflevere deres afgrøder og alle deres gode produkter, som franskmændene sendte til vesten. Befolkningen led og levede i fattigdom under kolonistyret.

Da franskmændene boede i landet, byggede de huse, jernbaner, broer osv. samt indførte kaffe og gummitræer til Vietnam. I 1890 blev Ho Chi Minh født, og han tog til vesten i 1911 for at læse, arbejde og lære, hvordan han kunne sætte en strategi, så han kunne kæmpe mod franskmændene. I 30erne og 40erne var de stadig under franskmændene, og i 40erne var der kun 10 % af vietnamesere, der kunne læse og skrive sproget. I den periode talte de fransk til koloniherrerne og hjemme talte de vietnamesisk. I 1905 indledte Phan Chu Trinh en fredelig moderniseringsbevægelse, der skulle frigøre Vietnam ved at højne uddannelsesniveauet, modernisere samfundet og appellere til de franske demokratiske principper. Da kejserdømmet faldt i Kina i 1912 og Zar-styret i Rusland i 1917 ved Den russiske Revolution, blev modstanden i Vietnam hårdere, og det samme gjorde undertrykkelsen fra fransk side. I de følgende år dannende intellektuelle i Hanoi socialistiske revolutionære partier. Flere af lederne blev guillotineret, men andre kommunistiske grupper opstod på samme tid, og i 1930 blev de slået sammen til Dang Cong San Viet Nam (Vietnams kommunistiske parti) i Hongkong ledet af Ho Chi Minh. Kommunismen kom til Vietnam i midten af 1930erne Ho Chi Minh vendte tilbage til Østen i slutningen af 30erne. men han var bange for at vende tilbage til Vietnam, så han opholdt sig i den sydlige del af Kina og fik hjælp fra sine folk i Vietnam. I begyndelsen var Ho Chi Minh ikke kommunist, han var socialist, men for at bekæmpe franskmændene skulle han have hjælp fra kommunisterne, derfor meldte han sig til kommunismen, hvorefter de begyndte at gøre oprør mod franskmændene.

2. Verdenskrig I 1940 rykkede japanerne ind i Indokina, men fjernede ikke den franske koloniadministration. Japanerne beholdt Vichy-regimet som marionetregime. (Da Frankrig havde kapituleret til Tyskland i 1940 dannede marskal Philippe Pétain fra første verdenskrig en ny fransk regering i Vicky i det ubesatte Sydøstlige Frankrig). I 1941 gav Vichy-regeringen Japan tilladelse til at bruge baser i Fransk Indokina. I september samme år fik japanerne adgang til Tonkin, som ligger i den nordøstlige del af landet. I maj 1941 dannede Ho Chi Minh den kommunistiske modstandsbevægelse Viet Minh mod den japanske besættelse af landet. Det skete i samarbejde med generalerne og statsmændene Vo Nguyen Giap og Phạm Van Dong, hvor de begyndte en guerillakrig mod japanerne. Her samlede de informationer og reddede nedskudte amerikanske piloter. Vo Nguyen Giap (1911 2013) var øverstkommanderende for Viet Minh og den nordvietnamesiske hær. Han blev senere indenrigsminister og udenrigsminister i Ho Chi Minhs Viet Minh regering. Phạm Van Dong (1906 2000) var tæt knyttet til Ho Chi Minh. Han var premierminister i Nordvietnam fra 1955 til 1976 og for det forenede Vietnam fra 1976 til han trak sig tilbage i 1987. I begyndelsen af 1940erne var der en enorm hungersnød i Nordvietnam, hvorunder omkring 2 millioner mennesker døde i 1942. Det skyldtes først og fremmest krigen og for det andet en gigantisk tyfon, der ødelagde dæmningen langs kysten, så havet trængte ind over lavlandet og ødelagde rismarkerne, der var den vigtigste afgrøde i området.

Japanerne fortrængte franskmændene fra Nordvietnam i 1943 og overtog dermed regionen. I marts 1945 afsatte japanerne den franske administration og tog fuld kontrol over landet. Da japanerne besatte Nordvietnam drog franskmændene til Saigon. Japanerne kapitulerede imidlertid i 1945 og trak sig tilbage, hvorefter Ho Chi Minh udnyttede situationen og udråbte Vietnam som et selvstændig land, men franskmændene ville have landet tilbage og indledte en kolonikrig, som først sluttede ni år senere i 1954. Ho Chi Minh stod i spidsen for frihedsbevægelsen, som løsrev Vietnam fra Frankrig, hvorefter han blev præsident i det kommunistiske Nordvietnam indtil sin død i 1969. Hans balsamerede lig ligger i mausoleet, som blev bygget på det sted, hvor han oplæste uafhængighedserklæringen i 1945. Man kan se billedet af ham på forsiden af de vietnamesiske pengesedler. Kolonikrig mod Frankrig 1945-1954 De vietnamesiske kommunister havde overtaget magten og oprettet det kommunistiske parti. Inden den endelige overtagelse af landet i 1975 måtte de først kæmpe med Frankrig og senere med USA med allierede i vietnamkrigen. Vietnam afholdt det første valg i 1946, men situationen blev vanskeliggjort af de franske styrker, som prøvede at genoprette kontrollen over landet. I Cochinchina (Den sydligste del af Vietnam med Mekongfloden) forsøgte nogle politikere at overtage magten. Det kom til sammenstød mellem kommunistiske og ikkekommunistiske hære. I 1946-1947 vandt kommunisterne en vis kontrol men ikke over de franske styrker.

I 1946 aftalte Ho Chi Minh i Nordvietnam en anerkendelse af Viet Minh-regeringen med Frankrig, hvor de gav landet fri status indenfor det franske samvælde. Frankrigs mål var imidlertid reetablering af kolonistyret, mens regeringen i det nyoprettede Nordvietnam ønskede fuldstændig uafhængighed. Den franske admiral Georges Thierry d Argenlieu udnævnte den afsatte hersker Bao Dai til statsleder i den nye selvstændige republik Cochinchina. Derefter sendte Frankrig soldater til Nordvietnam for at forene de to stater. Imidlertid havde Mao Zedong og kommunisterne overtaget magten i Kina, og de støttede Viet Minh materielt og politisk. Efter ni års guerillakrig forsøgte franskmændene at tvinge Viet Minh til at kæmpe i åbent land og derved få dem i en fælde og samtidig afskære deres forsyninger til Hanoi ved landsbyen Dien Bien Phu. Den nordvietnamesiske general Vo Nguyen Giap gik ikke i fælden og efter to måneders belejring slog de franskmændene ved Dien Bien Phu (en landsby vest for Hanoi). Optakten til Vietnamkrigen 1954 1958/59 På Geneve-konferencen i 1954 sluttede Fransk Indokina, og man delte landet midlertidigt langs den 17. breddegrad lige nord for Hue, indtil der kunne holdes valg i juli 1956. Viet-Minh-styrkerne, som stod syd for denne linje, skulle trække sig mod nord, hvorefter der blev etableret en demilitariseret zone mellem parterne. Franskmændene trak sig ud, mens styret i syd forblev det samme. Indtil valget to år senere overvågede en international kontrolkommission udviklingen. Den bestod af Polen, Indien og Canada

Da landet i 1954 blev delt i to Nord- og Sydvietnam var der mange, der flygtede fra det kommunistiske Nordvietnam til det demokratiske Sydvietnam. Indtil 18. maj 1955 var grænsen mellem nord og syd åben, derfor rejste mellem 800.000 og 1 million nordvietnamesere mod syd, da en stor del af dem var katolikker, som frygtede religiøs forfølgelse under kommunisterne. Den katolske præsident i Sydvietnam sendte både op langs kysten for at samle dem op, som rømmede fra kommunismen, hvor de fleste var katolikker, som blev sejlet til Saigon. Der var over en million mennesker, som brød ud for at skabe sig en ny tilværelse i Sydvietnam. Under flugten var der flere tusinde børn, som kom væk fra deres forældre og mistede kontakten. De har senere prøvet at finde deres familie med større eller mindre held. Viet Minh med Ho Chi Minh som leder blev i nord betragtet som en befrier af landet. I syd blev Ngo Dinh Diem valgt som præsident med et flertal på 133 % af stemmerne i Saigon. Derefter fjernede han kejser Dao Dai (1913 1997) i 1955. Han var den trettende og sidste hersker af Nguyen-dynastiet. Ngo Dinh Diem var Sydvietnams første præsident fra 1955 til han blev afsat ved et statskup i 1963. Det politiske miljø i syd blev opfattet som fransk venlig, derfor forventede begge parter, at Ho Chi Minh ville vinde valget om et forenet Vietnam. Diem nægtede at afholde dette valg, idet han gjorde opmærksom på, at Sydvietnam ikke havde underskrevet Geneve-aftalen. Derefter begyndte han forfølgelse af den kommunistiske opposition. Diem erklærede Sydvietnam selvstændig og kaldte det Viet Nam Cong Hoa. (Republikken Vietnam). Da USA frygtede kommunistisk ekspansion, sendte de militær og øko-

nomisk støtte til Sydvietnam. De øvrige politiske og religiøst baserede militser i syd blev knust. Da Nord- og Sydvietnam blev delt, var det ikke muligt for familierne at skabe kontakt til hinanden, for der var ingen forbindelse. Det var som Nord- og Sydkorea i dag. Anden indokinesiske krig/vietnamkrigen 1958/59-1975 Vietnamkrigen varede fra 1958/1959 til 1975, hvor Nordvietnam og Viet Cong sejrede og genforenede Vietnam under kommunistisk styre. Krigen var en borgerkrig mellem kommunistiske og anti-kommunistiske vietnamesiske parter. Viet Cong blev ledet af advokaten Nguyen Huu Tho, som indledte en modstandskamp mod de skiftende militærregeringer i Saigon og især mod USA, som støttede, bevæbnede og rådgav dem. Nordvietnam fik hjælp fra Sovjetunionen, som sendte artilleri og stridsvogne. Det blev overgangen fra guerillakrigsføring til mere moderne krigsføring. Samtidig udførte amerikanske bombefly omfattende luftangreb og tæppebomninger over landets industri og logistiske netværk. Som modvægt til Sovjetunionens hjælp til Nordvietnam sendte USA et stort antal soldater til Sydvietnam, samt at USA s allierede Thailand, Sydkorea, New Zealand og Australien bidrog med tropper. Mellem 1961 0g 1971 spredte USA s helikoptere sprøjtegift ud over store jungleområder bl. a. i Mekong deltaet for at fjerne bladene på træerne, fordi guerillastyrkerne brugte junglen som skjul for amerikansk overvågning. Det var for at begrænse PAVN og NLF S bevægelsesmuligheder. PAVN (People's Army-Vietnam) og (den nationale befrielsesfront

eller Viet Cong i vest). De sprøjtede især bevoksningen omkring USA s militære installationer. I Mekongdeltaet var det specielt vigtigt, fordi de amerikanske patruljebåde var sårbare for angreb fra de tæt bevoksede flodbreder. Kennedy regeringen godkendte i 1961-1962 brugen af sprøjtemidler for at ødelægge risafgrøderne. I årene mellem 1961 og 1967 oversprøjtede amerikanerne 24.000 km 2 afgrøder og bevoksninger og ødelagde ca. 13 % af Sydvietnams landområder. I dag er kemikalierne stadig i økosystemet og forårsager sygdomme, fødselsdefekter og forgifter fødekæden og hundredetusinder af børn bliver født med dioxinrelaterede misdannelser. Amerikanerne forstod ikke, at krigen i Vietnam var en borgerkrig mellem kommunisterne i nord og antikommunisterne i syd. De blandede sig i noget, der ikke havde deres reelle interesse, så de gjorde i virkelighede Vietnam en bjørnetjeneste. Amerikanerne ville kæmpe en konventionel åben krig, men det sydvietnamesiske Viet Cong/FNL (den nationale befrielsesfront) og Ho Chi Minh organiserede guerillahæren i små gruppe på mellem 3 og 10 soldater (celler). Cellerne arbejde sammen, men vidste meget lidt om hinanden. Det gav dem kontrol over, hvor og hvornår de ville kæmpe, og de gik kun ind i kamphandlinger, når det var til deres fordel. En guerillahær behøvede civilbefolkningens støtte, så de kunne få mad, husly og skjulesteder. Derfor skulle Vietnams bønder respekteres og behandles ordentligt. Ho Chi Minh forfattede en kodeks for Viet Cong soldaterne. De måtte ikke ødelægge bøndernes marker, eller tvinge dem til at sælge eller låne dem noget. De skulle altid holde ord, de måtte ikke sige eller gøre noget, så bønderne tabte

respekten for dem, og de skulle hjælpe bønderne i deres daglige arbejde. Viet Cong vandt bøndernes støtte ved at love dem jordreformer, hvor de ville tage jorden fra de store godsejere og give den tilbage til de almindelige jordbrugere. Guerillasoldaterne var altid camoufleret og foretog bagholdsangreb på amerikanske soldater og den sydvietnamesiske hær, hvorefter de forsvandt i junglen. De kunne skjule sig i landsbyernes huse eller i tunnelerne, som førte ud i urskoven. Krigen omfattede mindre sammenstød mellem patruljer i Vietnams bjerge og jungler. Amerikanerne vidste det og torturede bønderne for at få oplysninger, men det øgede kun bøndernes støtte til Viet Cong. Der var amfibieoperationer, guerillaangreb på landsbyer, kampe i byerne og større konventionelle slag. Guerillahæren fik våben og troppeforsyninger fra Nordvietnam via Ho Chi Minh stien. Ho Chi Minh stien var et netværk af veje og stier gennem junglen i nabolandene Laos og Cambodia, som gik fra Nordvietnam til Sydvietnam. Ho Chi Minh stien var ikke en enkelt vej, men en labyrint af veje og stier på ca. 20.000 km. Ad denne vej fik den nordvietnamesiske hær PAVN og Viet Cong hver dag 60 tons forsyninger. Amerikanerne bombede Ho Chi Minh stien i 1966 for at stoppe forsyningerne til Sydvietnam. Det lykkedes kun i begrænset omfang. Derefter gik de over til massiv bobning i stor højde. Det havde en vis succes, så derfor sendte Nordvietnam i større grad soldater til Sydvietnam gennem den demilitariserede zone. Nu besluttede amerikanerne at bruge plantegiften Agent Orange, som fjernede løvet fra træerne, men det havde ringe effekt, da stien var et netværk af ruter.

Viet Cong lagde fælder i junglen, det kunne være miner eller granater, som udløstes ved berøring eller overdækkede huller med spidse bambusstokke eller andre djævelske fælder, så amerikanerne kunne risikere at blive angrebet fra alle sider. Australien, New Zealand, Korea, Thailand og Filippinerne støttede USA, mens andre større allierede afviste at sende tropper. I 1971 trak Australien og New Zealand sig ud af krigen, senere fulgte andre efter. Ved fredsforhandlingerne i Paris i 1973 fjernede amerikanerne deres militærpersonel fra Vietnam, og de sidste tropper forlod landet den 30. april 1975. I efteråret 1974 havde amerikanerne skåret mere og mere på den økonomiske støtte til Sydvietnam. I begyndelsen af 1975 rykkede de nordvietnamesiske styrker stridsvogne og artilleri mod Saigon. Den sydvietnamesiske general og præsident Duong Van Minh havde fortsat tropper i Mekongdeltaet men ville spare byen for et ødelæggende angreb og kapitulerede. Den 30. april rykkede de nordvietnamesiske styrker ind i Saigon, og den 2. juli 1976 genforenede man landet og gav det navnet Den socialistiske republik Vietnam. I 1975 var landet igen i kaos, hvor der var en ny flygtningestrøm fra nord til syd, derfor er familierne spredt. Efter Vietnamkrigen - Omskolingslejre Da Vietnamkrigen var slut, samlede sejrherrerne de mennesker, som havde haft stillinger indenfor det sydvietnamesiske styre eller militær, samt veluddannede, indflydelsesrige personer og mennesker fra kirkelige kredse på omskolingslejre, der i virkeligheden var tvangsarbejdslejre.

Den amerikanske tilstedeværelse under krigen ødelagde vigtige vietnamesiske værdier og kulturudtryk, som vietnameserne så på med stor skam. Det var alkoholmisbrug, narkotika og prostitution. De nordvietnamesiske magthavere genoprettede hurtig de traditionelle værdier efter erobringen af Sydvietnam, hvilket folk støttede. Nordvietnamesiske soldater og partikadre opdagede, at fjendebilledet af syd ikke stemte. Befolkningen i Sydvietnam var ikke de fattige og undertrykte slaver, som de blev fremstillet i krigsretorikken. Det viste sig, at det materielle niveau i syd med hensyn til mad, klæder, forbrugsvarer, bøger, musik osv. var langt højere end det, de var vant til i Nordvietnam. Det førte til tvangskollektivisering af landbruget og private virksomheder, hvilket hurtigt bevirkede, at der blev mangel på mad og andre livsnødvendigheder. Hungersnød I slutningen af 1970erne kom endnu en stor hungersnød, fordi regeringen gav befolkningen i Sydvietnam besked på at dele deres afgrøder efter den kommunistiske regerings anbefaling, da staten ejede al jord under kommunismen. På det tidspunkt dyrkede Sydvietnam meget ris og eksporterede det til udlandet. De indførte samme regler, som de havde præciseret i Nordvietnam, hvor staten bestemte, hvem, hvor mange og hvad de skulle dyrke. Det var folk i Sydvietnam ikke vant til, så de stoppede med at dyrke noget som helst. Til sidst manglede der madvarer og ris helt frem til 1982. Fra 1979 til 1982-83 var der hungersnød, hvor mange døde. De spiste majs og kartofler fra morgen til aften, det var det eneste, de havde at leve af, ris og kød var ikke eksisterende.

I 1986 lavede man en ny lov, der hed Den vietnamesiske Lov, hvor regeringen gav jorden tilbage til folk, så de kunne dyrke, hvad de ville. Derfra begyndte det at gå bedre og bedre, men først sidst i 80erne kunne de selv producere deres mad, og det fortsatte ind i 90erne. Før den tid importerede de fødevarer fra Kina og Thailand m.m. I begyndelsen af 1990erne tillod regeringen udenlandske firmaer at slå sig ned i landet, det havde tidligere været totalt lukket. Bådflygtninge Fra 1975 til midten af 1980erne flygtede mange vietnamesere i både ud over havet, nogle af politiske grunde, fordi den nordvietnamesiske hær havde ry for nådesløst at straffe dem, som de opfattede som forrædere, andre på grund af fattigdom. Det var folk fra alle samfundslag, men mange af dem var mennesker, der havde støttet det sydvietnamesiske styre eller som frygtede forfølgelse af religiøse årsager. I begyndelsen af 80erne og frem til 1988 modtog Thailand, Malaysia, Indonesien og Hongkong mange bådflygtninge, som skulle sendes videre til tredjeland. Til sidst opgav de at modtage flere bådflygtninge, så de stoppede med at forlade landet. Dem der flygtede efter 1988 blev sat i forskellige flygtningelejre for ikke at rejse videre til tredjeland. De har fået lov til at blive i lejrene indtil i dag. Man har anslået, at fra 1975 og frem til slutningen af 1980erne var der omkring 2 millioner vietnamesere, der flygtede, og en tredjedel af dem de døde undervejs. I dag regner man med, at der lever 4,5 millioner vietnamesere i udlandet.