Fra Helvede til Mors Forord P å vej hjem fra forældremødet ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik taget ordet og åbnet en debat om niveauet for gaver til fødselsdage i klassen. Jeg tog tilløb til det flere gange, men min hånd sad ligesom fast på låret under bordet, hver gang jeg prøvede at få den til at markere. Selv om jeg har det godt i dag, sidder min barndom og ungdom som tydelige aftegninger i min personlighed - som en nervøsitet, der overmander mig i større forsamlinger, som et letantændeligt temperament og som en absolut manglende tillid til, at det, der kommer ud af munden på mig, kan bruges til noget. Som nu i aften... Men hvordan skulle det næsten kunne være anderledes efter alle de slag, jeg har modtaget i mit liv, tænker jeg midt i mine selvbebrejdelser på vej hjem. Det er vel nærmere et under, at jeg er, hvor jeg er i dag. Mit første minde er, fra jeg var fire år. Jeg var endnu ikke helt renlig om natten, så min mor gav mig en ble på hver aften, inden jeg skulle i seng. En aften lå jeg på soveværelsesgulvet, mens mor var ved at binde snipperne i siderne. Jeg fik øje på far ude på badeværelset og smilede. Soveværelsesdøren var lige netop inden for min rækkevidde, og for sjov skubbede jeg den i, så den stod på klem. Far blev rasende og råbte noget, jeg ikke længere kan huske, og smækkede så døren op i hovedet på mig, så jeg i flere dage havde en blå streg hen over øjenlåget og øjenbrynet i venstre side. Jeg skreg og græd i en blanding af chok og smerte, og mor prøvede at trøste mig. Far gik bare. Jeg ved nu, at denne lille episode var et varsel om, hvad der ventede mig i min barndom. Og desværre stoppede det ikke dér, for ubevidst tog jeg nogle mønstre, som var usynlige for mig, med videre ind i mine første parforhold. Volden var blevet en vane, som jeg ikke kunne bryde ud af. Først langt op i 20 erne blev det tydeligt for mig, at det ikke var rimeligt, at jeg skulle leve det liv, jeg gjorde, og jeg fik ændret den destination, som jeg i mange år troede, lå helt fast, og vendt mit skib 180 grader. Kursændringen udsprang især af et løfte, jeg endelig fandt kræfter til at give mig selv: Hvis der nogensinde er nogen, der lægger hånd på mig igen, så lægger jeg også hånd på dem! Det blev et afgørende vendepunkt for mig.
Men bedst som mit liv var kommet på ret kurs med uddannelse og familielykke, ventede der mig endnu en omgang hårde ingredienser. Min elskede kæreste begik selvmord, og det sendte mig ud i fortvivlelsens tåger, hvor jeg begyndte at ønske, at jeg heller ikke var her mere. Efter at have lagt arm med Fanden selv et hav af gange er min livsglæde dog heldigvis kommet retur. Og der er primært én grund til, at jeg stadig er her: Tak til mine elskede børn for, at I har holdt mig i live. Mine børn er også netop en af grundene til, at jeg har fået behov for at fortælle min historie videre. Det er mit håb, at den kan hjælpe andre - såvel børn som voksne - til at se, at det er muligt at komme op af selv det sorteste hul og få vendt mørket til solskin. Jeg har valgt at ændre nogle af navnene i bogen. Det har jeg gjort for at beskytte de personer, der optræder i den. Denne bog er mit projekt, og jeg ønsker ikke at blotlægge dele af andres liv, som de måske foretrækker at holde for sig selv. Selv om denne bog bygger på virkelige hændelser, er den desuden fortalt fra min vinkel. De involverede personer har muligvis oplevet episoderne anderledes. Hertil kommer, at der på grund af en bogs begrænsede sideantal ikke er plads til alle personer og begivenheder fra mit liv. Det kan for den enkelte betyde, at de føler sig fremstillet lidt amputeret. Jeg har koncentreret mig om de hændelser, jeg vurderer, der har været mest betydningsfulde for, hvilke sving mit liv har taget - frem for at sikre, at jeg får viderebragt fyldestgørende portrætter af alle de personer, der indgår (hvilket under alle omstændigheder ville være et umuligt projekt). Endelig kan der være detaljer, som jeg ikke husker helt korrekt længere, og jeg vil på ingen måde skyde nogen noget fejlagtigt i skoene. Men dette er altså min historie, som jeg husker og har oplevet den. Jeg håber, at du må have lige så stort udbytte af at læse den, som jeg har haft med at skrive den - og måske kan du endda bruge den som inspiration til at vende noget i dit eget liv i en mere positiv retning. For hvis jeg kan få det godt efter de dramatiske sving, min livsbane har taget - så kan alle! Rigtig god læselyst! Lisbeth Rasmussen
Slag fra en klar himmel J eg hører dørens vanlige fyraftenssmæk og begynder straks at tænke på, hvad jeg egentlig skal lave til aftensmad. Har vi mon alt til frikadeller...? Længere kommer jeg ikke, for inden han nærmest har sluppet dørhåndtaget, står Bo ved siden af mig og hiver mig uden varsel hårdt ned på gulvet. Jeg når ikke at se den første kolde knytnæve, inden den rammer mig som en brosten i ansigtet. Hvorfor helvede har du ikke ryddet op? skriger han som en vild hen over mig. Et passende svar vil ikke formulere sig i mit hoved. Jeg har ryddet op og endda også støvsuget, men det er tydeligt, at det er første gang for os begge, at vi har vores eget hjem, og det er mere end et fuldtidsjob at undgå, at rodet i den lille lejlighed nærmer sig sundhedsskadelige dimensioner. Både vores stue, køkken og det lille soveværelse har forvandlet sig til landskaber af tøj og opvask. Det er ulækkert, men jeg evner åbenbart ikke at komme i bund med det alene. Du er kraftedeme uduelig, fortsætter Bo tordnende ud i rummet. Igen svarer jeg ikke. Har han mon ret? Hans høje, spinkle krop er spændt i alle led, og hans kæbemuskel er nærmest på vej ud gennem huden. Min kind begynder at dunke med det samme, men smerten bliver overdøvet af de tre hårde slag i maven, der følger efter. Instinktivt kryber jeg sammen i fosterstilling for at beskytte mig mod bygen af smertefulde ydmygelser. Bo rejser sig med ét op, og jeg når lige at tænke, at det måske er ovre. Så lander der et hårdt spark i min ryg. Al luft forlader mine lunger, som er det en sidste udånding, der sørger for at få det hele med. Da jeg endelig kan trække vejret ind igen, er det med et skrig af smerte, og samtidig begynder jeg at græde. Jeg kan ikke få et eneste ord frem over mine læber - både fordi jeg er bange for at gøre det hele værre, og fordi jeg ikke kan fatte, at min kæreste lige har slået mig. Pludselig er det glimt i de brune øjne, som jeg blev fuldkommen betaget af for fire måneder siden, forvandlet til had og ondskab. Det ene spark efter det andet hamrer sig ind mellem mine ryghvirvler, på mine lår og i mit baghoved til lyden af Bos prusten. Ansigtet forsøger jeg at værne med mine arme og hænder. Slagene stopper lige så brat, som de er begyndt. Bo drejer om på hælen og går uden et eneste ord eller antydningen af dårlig samvittighed over og sætter sig i den beigebrune sofa, som vi nødtvungent har adopteret.
Det slidte syntetiske gulvtæppe svider mod min ømme kind. Det eneste, der bryder Kyndbys altopædende provinsstilhed, er nogle enkelte udbrud fra udlejerens børn, der som forvrængede ekkoer finder vej gennem væggen, og så mit tunge, angstfyldte åndedræt. Jeg prøver at undertrykke det for ikke at provokere Bo. Selv om jeg fryser, bliver jeg liggende på gulvet i samme nedværdigende stilling. Måske kommer der mere. Så er rygterne om Bo og hans ekskæreste måske alligevel sande. Ad omveje har jeg hørt, at han var voldelig over for hende, men jeg lytter aldrig til sladder og har desuden hver gang tænkt, at Bo da aldrig ville være i stand til sådan noget. Og nu ligger jeg så her og lærer lektien på den hårde måde. Da der har været stille så længe, at min ene fod er begyndt at krampe, rejser jeg mig forsigtigt op på knæene og slæber mit smertehelvede med mig over til den nærmeste stol. Lydløst hiver jeg mig op på det ødelagte sæde. Jeg tør ikke kigge over mod Bo af frygt for at møde hans blik. Alle dele af min mishandlede krop dunker, og jeg ryster, så mine ben nærmest ikke kan holde mig. Det er svært at afgøre, om rystelserne er af chok eller kulde. Ømheden tager mere og mere til, og jeg kan mærke, at mit ansigt hæver i den ene side, mens blå mærker tager plads overalt på min hud. Efter lidt tid - jeg ved ikke hvor meget, for mit hoved er ikke længere helt til stede - rejser Bo sig. Helt instinktivt hiver jeg armene op foran mit ansigt og krummer ryggen som en kujon, der har erkendt, at fjenden er i overtal. Men han går forbi mig og fortsætter ud i køkkenet. Den umiskendelige lyd af skeen, der tager tre dyk i kaffebøtten, når ind til mig. Jeg forsøger at fatte mig og spekulerer som en vanvittig over, hvad det er, jeg har gjort, siden jeg er havnet i den her situation - og ikke mindst, hvad jeg skal gøre nu. Bo kommer tilbage og tænder for fjernsynet. Han lægger sig afslappet på sofaen, som om intet er hændt. Hvad er det for en mand, jeg bor sammen med? Mine fingre føles som gulerødder, der netop er taget ud af fryseren, men jeg tør ikke hente et tæppe. Jeg spænder over det hele og kan ikke samle tankerne, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg kommer ud af dette kaos og får indhentet den flygtende normalitet. Kan du ikke lige hente kaffen? befaler Bo tonløst ud i rummet. Jeg løfter mig fra stolen ved hjælp af spisebordet og vakler som en zombie ud i køkkenet. Mekanisk tager jeg termokanden, skyller den, hælder den nybryggede Gevalia i og lukker låget. Jeg plejer at elske duften af kaffe, der normalt minder mig om søndag hos mormor og morfar. Nu giver den krydrede lugt mig nærmest kvalme. Med mit blik ude af stand til at fokusere går jeg tilbage til stuen, skubber
et par beskidte tallerkener ned i den anden ende af det medtagne fyrretræsbord og placerer kanden foran Bo. Kop! er hans eneste respons, og jeg gentager turen. Da jeg også har serveret koppen, går jeg tilbage mod min stol. Kom herover! kommanderer han i samme kølige tonefald som før. Jeg stivner og står som naglet fast mellem to af det grønne væg til vægtæppes mange plamager. Jeg begynder straks at hyperventilere, og alt i mig råber flygt, men jeg tør ikke andet end at gå over til ham. Jeg stiller mig for enden af sofaen og forventer, at jeg endnu en gang skal lægge krop til, at han afreagerer. Sæt dig ned, fortsætter han - nu lidt mere indladende - og sætter sig op i sofaen. Hjertet hamrer i brystet på mig, mens jeg går rundt om sofabordet og placerer mig så langt som muligt fra ham i sofaen. Min vejrtrækning galoperer som en jagtet hest, mens jeg presser mig op mod armlænet og kigger ned på mine hænder, der er ved at gnide huden af hinanden. Ud af øjenkrogen kan jeg se, at Bo begynder at rykke sig over imod mig. Åh nej, nu kommer det, tænker jeg, holder vejret og forbereder mig på endnu en uforudsigelig kombination af slag og spark. Bare han ikke slår, bare han ikke slår, messer jeg igen og igen i mit hoved, mens jeg løfter en hånd op for ansigtet og forsøger at få det til at se ud, som om jeg klør mig. Bo gennemskuer det: Jeg slår dig ikke - slap nu af! vrisser han småirriteret, mens han lægger sin ene arm om mig. Selv om jeg forsøger, kan jeg pludselig ikke holde tårerne tilbage længere. De strømmer ud som regnskyl fra Asiens sommermonsun, og mit højre ærme bliver helt gennemblødt af mine forsøg på at stoppe dem. Hvad græder du for? spørger Bo forundret. Nu er jeg nødt til at sige noget, for han bliver måske også tosset, hvis jeg ikke svarer. Ja, hvad fanden tror du? har jeg lyst til at råbe ind i hovedet på ham, men jeg nøjes med at hviske, at jeg bare har ondt i hovedet og på min krop. Han reagerer ikke og vender upåvirket tilbage til fjernsynet. Kort tid efter falder han i søvn, og så snart jeg er sikker på, at han sover nogenlunde tungt, lister jeg mig ind i soveværelset. Min puls og mine tanker pisker af sted i så højt et tempo, at de ikke vil overlade mig til søvnen. I stedet ligger jeg bare og stirrer op i listeloftet forfulgt af aftenens hændelser. Jeg kender desværre både de fysiske smerter og ydmygelserne alt for godt. Snart er mine tanker tilbage i barndommens Ølstykke...
Ydmygende flasketure og vammel grønlangkål P oserne er helt fyldte og virker tunge som bly, når man bare er 10 år. Jeg svinger dem møjsommeligt over skulderen for at aflaste mine fingre, der har fået blå striber efter plastikhåndtagenes forsøg på at forsvinde ind i min hud. Flaskerne klirrer mod hinanden for hvert skridt, jeg tager. Det er flovt, og jeg prøver alle mulige gangarter for at gøre dem tavse, men det hjælper ikke. Hvor jeg dog hader grillen. HADER! Sohail, der ejer grillen, er nu rigtigt sød. Han er inder og taler altid venligt til mig på et gebrokkent dansk, der virker som en naturlig følgesvend til hans turban. Jeg kender godt ham og hans familie lidt, for de bor ikke så langt fra os. Men det gør i virkeligheden det hele meget, meget værre. Jeg samler alt mit mod og gør mig klar til endnu en gang nødtvungent at udlevere en af min families mange hemmeligheder. Store dele af Ølstykkes ungdom har nærmest taget varig bolig på Sohails grillbar. Jeg kanter mig ind mellem fire store fyre, der står og konkurrerer i antallet af perfekte røgringe foran indgangsdøren. Indenfor er der samlet en hujende flok omkring spillemaskinerne. Oppe ved disken står en ældre mand og spiser en hotdog. Jeg forsøger at snige mig derop så ubemærket som muligt, og fra rummets yderste hjørne får jeg øjenkontakt med Sohail, der hjælper mig med at løfte pinlighederne over disken. Otte Faxe, hvisker jeg til ham. Det er helt unødvendig information, for han ved udmærket, at der bare skal byttes til Faxebryg for alt, hvad panten giver. Det er allerede min anden tur i dag, og min storebror har endda taget en tur imellem mine. Min far bad faktisk mig om at gå den tunge vej anden gang også, men min bror skyndte sig at sige: Jeg går derned. Kort efter at vi flyttede til Ølstykke sidste år og indså, at det blev en daglig rutine, lavede min bror og jeg nemlig en aftale om at skiftes til at tage grillbarturene for at dele ydmygelserne bedst muligt. Far er fuldkommen ligeglad med, hvem der sørger for hans alkohol, så længe det står der, når han skal bruge det. Værsgo, Lisbeth, siger Sohail og sender mig et medfølende smil. Er du nu sikker på, at du kan bære det? 8
Ja, det kan jeg sagtens, hvisker jeg tilbage og hanker op i min fars næste ration. Sohail og jeg udveksler altid de samme høflighedsfraser, selv om vi begge ved, at jeg ikke har noget valg. Hej, hej, nærmest mimer jeg og går tilbage mod døren. Hej, hej, gengælder Sohails rare kone fra bagerst i grillen og vinker til mig, så alle hendes guldarmbånd kurer ned til albuen, og det lilla ærme med de fine guldtråde sender mig små opmuntrende glimt af reflekteret lys. Da jeg nærmer mig vores hus slæbende på de fyldte flasker, kan jeg på lang afstand se, at far går og hakker ukrudt i forhaven med energiske bevægelser. Far laver aldrig andet end at drikke, når han er kommet hjem fra sit arbejde som elektronikmekaniker på Amager, så jeg ved straks, hvad det betyder. Da jeg kommer tættere på, kan jeg se, at hans kæbemuskler igen er på overarbejde. Jeg tør ikke andet end at sige hej, far, men han hverken kigger op eller svarer - hvad jeg egentlig er godt tilfreds med. Med en masse klirren som følgeskab skynder jeg mig ind i entréen og står et øjeblik og omfavner lettelsen over, at jeg ikke også skulle have en tur. Indenfor mødes jeg af det syn, der altid akkompagnerer fars havearbejde: min mor, der nervøst gør rent med store, mørke solbriller på. Hun kigger kort på mig gennem det dunkle glas, men siger ingenting og fortsætter rengøringen - på trods af at hun gjorde rent præcis det samme sted i går. Der er ingen rare steder at flygte hen, men mit værelse virker som det bedste bud blandt de mange onder. Jeg sætter mig på min kontorstol og lader mit ansigt forsvinde helt i mine hænder. Gad vide, hvornår det er min tur? Skal jeg måske lade være med at sige noget resten af dagen? Nej, så får jeg sikkert også bare tæv, tænker jeg. Yderdøren går, og jeg sidder længe og lytter, men jeg kan ikke høre noget. Tankerne løber løbsk i mit hoved, mens jeg falder mere og mere sammen over skrivebordet. Bare jeg får lov at være i fred. Lisbeth, så er der mad! runger det pludselig gennem huset. Min krop har siddet så længe i samme anspændte stilling, at den er blevet helt øm, og det er ved at blive mørkt. Jeg skynder mig ud i køkkenet for ikke at irritere far unødigt. Til min store ærgrelse står den på grønlangkål. Det er den eneste ret, far sætter en ære i at lave - og faktisk den eneste ret, han overhovedet kaster sig ud i. Jeg synker skuffet ned på en spisebordsstol og forbereder mig på det skuespil, jeg skal levere, mens jeg indtager den ulækre masse. Værsgo, siger far, og jeg ved, at det er en ordre til hurtigt at løfte bestikket og se ud, som om man næsten ikke kan vente med at smage på maden. Med væmmelse lader jeg den første mundfuld tage plads på min tunge. Det tykke, klistrede stads vokser i munden på mig, mens jeg forsøger at smile.
Efter så få tyk som muligt skynder jeg mig at synke klumpen, mens jeg undlader at trække vejret i håbet om, at den vamle smagskombination af kål og alt for meget sukker så ikke når mine sanser. Min brors ansigtsudtryk kunne være et spejlbillede af mit eget. Jeg kan se på ham, at han nærmer sig opkastningsfornemmelser og kæmper med at sluge kilden til det. Vi begynder begge at sidde og rode lidt rundt i de alt for store portioner for at trække tiden, men far opdager det med det samme. Hvad fanden bilder I jer ind? skriger han ud over bordet og ser bebrejdende fra min bror over på mig og tilbage igen. Her står jeg og bruger, jeg ved ikke hvor meget tid på at lave mad til jer, og så gider I kraftedeme ikke engang spise den. I kender sgu ikke god mad, når I ser det! Jeg tvinger straks endnu en klat ind i munden, men det er for sent. I bliver nogle kønne unge mennesker, der kommer til at leve af junkfood, fordi I ikke ved bedre, fortsætter far sin torden. Ja, det er jo ikke min skyld! Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at præsentere jer for ordentlig mad. Det her er en opskrift fra min oldemor på Falster. Folk fra Falster er intelligente mennesker, og det her er den eneste rigtige måde at lave grønlangkål på! slår far fast, mens vi andre ser ned i hver vores tallerken. Efter at have slugt to store mundfulde mere rejser far sig arrigt og går ind i stuen. Mor skælder os ikke ud. Jeg tror faktisk heller ikke, at hun kan lide fars grønlangkål; hun har bare haft flere års træning i at blive god til at skjule det. I stedet begynder hun febrilsk at rydde op. Selv om min bror og jeg er bange for, hvad den anspændte stemning kommer til at føre med sig, er vi samtidig lettede over, at vi ikke er nødt til at spise mere af grønlangkålen. Mens far er inde i stuen, ser vi vores snit til at forsvinde ind på vores værelser. Jeg snupper en bog fra reolen, men kan ikke koncentrere mig om den. Så sætter jeg mig til at tegne. En piften runger igennem huset. Det betyder, at min mor skal stille inde ved siden af min far. Efter en times tid kalder far også på os, og med min bror som et skjold foran mig går jeg modvilligt med ind i stuen. På sofabordets karrygule og brune kakler står en enkelt øl og et glas, men selv om far altid forstår at få det til at se ud, som om det er én og samme øl, der varer hele aftenen, så ved jeg, at plastikposen i bryggerset rummer et antal flasker svarende til forbruget ved en større sammenkomst. Far ligger i den ene sofa med ryggen til, og mor sidder ved siden af i den brune fløjlslænestol og masserer hans nakke. Det bliver hun tit sat til at gøre, indtil far falder i søvn. Da mor får øje på os i døren, peger hun uden et ord ned på fars fødder. Også dette er et fast ritual, så vi ved med det samme, hvad hun mener. Gummihammeren ligger allerede klar, og jeg sætter mig på marokkopuden og begynder at slå på min fars svang med hammeren, mens min bror fordufter 10
tilbage til værelset. Det er mig helt ubegribeligt, at det skulle kunne hjælpe på smerter at blive slået med en hammer. Jeg kigger op på tyrefægteren på ryatæppet over sofaen og ønsker, at han springer ud af billedet og tager mig med til sin arena i Spanien - eller et hvilket som helst andet sted. Midt i at jeg ser mig selv iført en flamencokjole under sydens sol, snorker far, og mor gør tegn til, at jeg forsigtigt kan gå ud. Når far først er faldet i søvn, vågner han sjældent før næste morgen. Jeg forsøger at nyde de få timers frihed og lade være med at tænke på, hvad der mon sker i morgen. 11
Legetøjsbil uden hjul M ine kinder minder mest af alt om dybfrosne æbler, da jeg kommer hjem. Men det er det hele værd, for jeg elsker at gå med Basse. Når jeg nu ikke selv må få en hund på grund af min fars astma og allergi - og nok også på grund af en generel modvilje mod at give os et dyr - er det skønt, at jeg kan låne naboens. Det er kun mor, der er hjemme. Hun står bøjet over endnu en dags kartoffelskrælleri. Jeg smutter ind på mit værelse og grubler over, hvad jeg skal give mig til. Matematikbogen stikker op af min taske og minder mig om, at jeg har halvanden side for til i morgen. Med højre fod får jeg tasken til at forsvinde under skrivebordet. I stedet sætter jeg mig til at tegne en hest mere til samlingen. En hest vil jeg endnu hellere have end en hund. Men far har for længe siden gjort det klart, at det aldrig kommer til at ske, ved at himle op om, hvor dyrt det er med opstaldning, foder, smed, dyrlæge og alt muligt. Og han sluttede salutten af med at råbe: Du er vel så dum, at du overhovedet ikke tager hensyn til min astma og min høfeber. Er du ude på at slå mig ihjel? Jeg svarede ikke, men tænkte blot, at det måske i virkeligheden var det bedste. Manen og mulen bliver vellykkede, og den brune hingst vrinsker til mig fra papiret. Jeg giver den en eng og er faktisk ret godt tilfreds med mine egne evner - lige indtil jeg når til bagbenene. De er altid sværest. Viskelæderet sletter en halv hest fire gange. Da jeg er i gang med femte forsøg, kan jeg høre, at far kommer hjem fra arbejde. Efter at have hængt overtøjet og parkeret sine arbejdssko går han direkte ind på sofaen. Mange års forprogrammering får mor til automatisk at trisse efter med en øl og et glas. Så vidt jeg kan høre, siger han ikke engang hej til hende, da hun stiller det foran ham. Den benløse hest bliver tavs og lander i papirkurven, og mine ører går på jagt efter foruroligende lyde fra stuen. Endelig kommer min bror hjem. Jeg pisker ud i gangen. Hej, råber han, da han ser mig. I det samme står mor ude ved os: Ssh, far er træt, formaner hun i håbet om at frikøbe os alle tre fra slag eller verbale overgreb. Inde i stuen rejser far sig og går ud for at hente øl nummer to. Den tredje køkkenskuffes umiskendelige knirken afslører, at han også i dag supplerer det flydende indtag med nogle stesolider. Jo mere han får at drikke, jo mindre 12