RUSH PORTUGUESA DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 27. marts 1990 * I sag C-113/89, angående en anmodning, som tribunal administratif de Versailles i medfør af EØF- Traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag Rush Portuguesa Lda Office national d'immigration, mod at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 5 og 58-66 og Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467) og af artiklerne 2, 215, 216 og 221 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af Traktaterne, har DOMSTOLEN (Sjette Afdeling), sammensat af afdelingsformanden C. N. Kakouris, og dommerne T. Koopmans, G. F. Mancini, T. F. O'Higgins og M. Díez de Velasco, generaladvokat: W. Van Gerven justitssekretær: ekspeditionssekretær H. A. Rühi efter at der er afgivet indlæg af: sagsøgeren, selskabet Rush Portuguesa Lda, ved advokat A. Desmazières de Séchelles, Paris, * Processprog: fransk. I-1439
DOM AF 27. 3. 1990 SAG C-113/89 Den Franske Republiks regering ved juridisk konsulent G. de Bergues, bistået af direktør G. A. Delafosse, Arbejdsministeriet, Paris, som befuldmægtigede, den portugisiske regering ved juridisk konsulent M. L. Duarte og L. I. Fernandes, direktør for juridiske anliggender, som befuldmægtigede, Kommissionen ved juridisk konsulent E. Lasnet som befuldmægtiget, på grundlag af retsmøderapporten og efter mundtlig forhandling den 11. januar 1990, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 7. marts 1990, afsagt følgende Dom 1 Ved kendelse af 2. marts 1989, indgået til Domstolen den 7. april 1989, har tribunal administratif de Versailles i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 forelagt tre præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af EØF-Traktatens artikler 5 og 58-66 og artiklerne 2, 215, 216 og 221 i akten vedrørende vilkårene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse og tilpasningerne af Traktaterne (herefter benævnt»tiltrædelsesakten«) og af Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet (EFT 1968 II, s. 467). 2 Spørgsmålene er blevet rejst under en sag, som Rush Portuguesa Lda, et i Portugal etableret selskab, der udfører byggearbejder og offentlige bygge- og anlægsarbejder, har anlagt mod Office national d'immigration (den myndighed i Frankrig, der udøver tilsyn med blandt andet indvandringen af udenlandske arbejdstagere). Sagsøgeren indgik en aftale meden fransk virksomhed om nogle underentrepriser som led i anlægget af en jernbanelinje i Vestfrankrig. Selskabet medbragte i denne forbindelse sit eget portugisiske personale fra Portugal. I henhold til artikel L 341.9 i I -1440
RUSH PORTUGUESA den franske code du travail (lov om arbejdsretlige forhold mv.) er det imidlertid kun Office national d'immigration, der i Frankrig må ansætte personer, der er statsborgere i tredjelande. 3 Efter at det var fremgået, at Rush Portuguesa ikke havde overholdt de betingelser, der i henhold til code du travail gælder for lønnet beskæftigelse, som udøves i Frankrig af tredjelandes statsborgere, meddelte direktøren for Office national d'immigration selskabet en afgørelse, hvorefter selskabet skulle indbetale et særligt bidrag, som påhviler arbejdsgivere, der er i strid med code du travail har beskæftiget udenlandske arbejdstagere. 4 Under den sag, som Rush Portuguesa har anlagt ved tribunal administratif de Versailles med påstand om annullation af afgørelsen, har selskabet gjort gældende, at det har krav på frit at kunne præstere tjenesteydelser inden for Fællesskabet, og at bestemmelserne i EØF-Traktatens artikler 59 og 60 således er til hinder for en anvendelse af en national lovgivning, som medfører et forbud for selskabet mod at lade sit personale udføre arbejde i Frankrig. Office national d'immigration har gjort gældende, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser ikke omfatter samtlige selskabets ansatte, der fortsat må være underlagt den ordning, som gælder for arbejdstagere fra tredjelande i henhold til overgangsbestemmelserne om arbejdskraftens frie bevægelighed i tiltrædelsesakten. 5 Tribunal administratif de Versailles har fundet, at afgørelsen i sagen må bero på en fortolkning af fællesskabsretten, hvorfor retten har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:»1) Giver fællesskabsretten som helhed, jfr. herved navnlig Rom-Traktatens artikler 5 og 58-66 og artikel 2 i akten vedrørende Portugals tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab, en oprindelig medlemsstat i Fællesskabet som Frankrig hjemmel til at træffe bestemmelse om, at et portugisisk selskab med hjemsted i Portugal ikke må præstere tjenesteydelser som led i byggearbejder samt offentlige bygge- og anlægsarbejder i denne medlemsstat, således at selskabet medbringer sit eget portugisiske personale med henblik på udførelsen af det med tjenesteydelserne forbundne arbejde i selskabets eget navn og for dets regning, idet det herved forudsættes, at de pågældende, så snart arbejdet er udført og tjenesteydelserne præsteret, vender tilbage til Portugal? I-1441
DOM AF 27. 3. 1990 SAG C-113/89 2) Kan et portugisisk selskabs ret til at præstere tjenesteydelser inden for hele Fællesskabet af dettes oprindelige medlemsstater underlægges betingelser, herunder navnlig vedrørende ansættelse af personale på stedet, opnåelse af arbejdstilladelser for selskabets eget portugisiske personale og indbetaling af afgifter til en myndighed, der fører tilsyn med indvandringen af udenlandske arbejdstagere? 3) Kan de ansatte, som de anfægtede særlige bidrag vedrører, og hvis navne og kvalifikationer er opregnet i bilagene til de af inspecteur du travail optagne rapporter, hvori virksomheden Rush Portuguesas overtrædelser af lovgivningen blev konstateret, anses som 'specialiseret personale eller personale i stillinger, der forudsætter et særligt tillidsforhold', jfr. bilaget til Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968?«6 Vedrørende de faktiske omstændigheder i hovedsagen, retsforhandlingernes forløb og de skriftlige indlæg for Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende, såfremt det på de enkelte punkter er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation. 7 De to første spørgsmål vedrører retsstillingen for en i Portugal etableret virksomhed, som præsterer tjenesteydelser som led i byggearbejder og offentlige bygge- og anlægsarbejder i en medlemsstat, der tilhørte Fællesskabet før Portugals tiltrædelse af dette den 1. januar 1986, og som i denne forbindelse medbringer sit eget personale fra Portugal for den periode, arbejderne udføres i. Ved det første spørgsmål ønskes det afgjort, om virksomheden, når den præsterer tjenesteydelser, i et sådant tilfælde kan støtte ret på Traktatens artikler 59 og 60 og tiltrædelsesaktens artikel 2 som grundlag for et krav om at kunne medbringe sit eget personale. Ved det andet spørgsmål ønskes det oplyst, om den medlemsstat, hvori arbejderne skal udføres, kan forlange, at selskabet opfylder bestemte betingelser for så vidt angår ansættelse af personale på stedet og opnåelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale. De to spørgsmål bør undersøges under ét. 8 I henhold til tiltrædelsesaktens artikel 2 finder Traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser anvendelse i forholdet mellem Portugal og de øvrige medlemsstater fra tidspunktet for Portugals tiltrædelse af Fællesskabet. Det er kun for så vidt angår aktiviteter i sektoren for rejsebureauer og turisme samt i filmsektoren, at der gælder overgangsregler, jfr. tiltrædelsesaktens artikel 221. I - 1442
RUSH PORTUGUESA 9 Tiltrædelsesakten fastlægger en anden ordning med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed. I henhold til tiltrædelsesaktens artikel 215 finder Traktatens artikel 48 således kun anvendelse, for så vidt angår arbejdskraftens frie bevægelighed mellem Portugal og de øvrige medlemsstater, med forbehold af de overgangsbestemmelser, der er indeholdt i tiltrædelsesaktens artikler 216-219. Ifølge artikel 216 finder artilderne 1-6 i Rådets forordning nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 først anvendelse fra den 1. januar 1993. Indtil da kan nationale bestemmelser eller bestemmelser i bilaterale aftaler, der kræver forudgående tilladelse, for så vidt angår indvandring med henblik på at udføre lønnet arbejde samt adgang til lønnet beskæftigelse, opretholdes. Det fremgår nærmere af tiltrædelsesaktens artikel 218, at denne undtagelse omfatter en adgang til at fravige de fællesskabsretlige bestemmelser om rejse og ophold inden for Fællesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer, for så vidt der er tale om bestemmelser, som er uadskillelige fra bestemmelserne i artilderne 1-6 i forordning nr. 1612/68. 10 De præjudicielle spørgsmål rejser således problemet om forholdet mellem henholdsvis retten til fri udveksling af tjenesteydelser, jfr. Traktatens artilder 59 og 60, og de undtagelser fra princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed, der er fastlagt i tiltrædelsesaktens artilder 215 ff. 11 Det bemærkes herom indledningsvis, at det i henhold til Traktatens artikel 60 er et led i den i Traktatens artikel 59 nedfældede ret til fri udveksling af tjenesteydelser, at tjenesteyderen med henblik på at præstere tjenesteydelsen i det pågældende land har krav på dér midlertidigt at kunne udøve sin virksomhed»på samme vilkår, som det pågældende land fastsætter for sine egne statsborgere«. 12 Traktatens artikler 59 og 60 indeholder dermed et forbud mod, at en medlemsstat opstiller hindringer for, at en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, til medlemsstaten kan medbringe hele sit personale, ligesom medlemsstaten ikke med hensyn til personalet kan opstille restriktive betingelser som f. eks. betingelser om ansættelse af personale på stedet eller om arbejdstilladelser. Såfremt det kræves af en sådan tjenesteyder fra en anden medlemsstat, at sådanne betingelser opfyldes, sker der en forskelsbehandling i forhold til konkurrenterne i selve medlemsstaten, der frit kan benytte deres eget personale, hvortil kommer, at sådanne betingelser påvirker tjenesteyderens evne til at præstere tjenesteydelserne. I-1443
DOM AF 27. 3. 1990 SAG C-l 13/89 13 Det bemærkes endvidere, at tiltrædelsesaktens artikel 216 har til formål at forhindre, at der efter Portugals tiltrædelse opstår forstyrrelser på arbejdsmarkederne i såvel Portugal som de øvrige medlemsstater i form af pludselige og betydelige ændringer i arbejdsstyrken, og at bestemmelsen med henblik herpå fraviger princippet i Traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Ifølge Domstolens praksis må rækkevidden af denne fravigelse fortolkes på grundlag af det nævnte formål (jfr. dom af 27. september 1989, Lopes da Veiga, 9/88, Smi. s. 2989). 1 4 Den i tiltrædelsesaktens artikel 216 fastsatte undtagelse angår bestemmelserne i afsnit I i forordning nr. 1612/68 om adgang til beskæftigelse. De nationale bestemmelser eller bestemmelser i aftaler, der fortsat er gældende i den periode, hvor den nævnte undtagelse gælder, er dem, som angår tilladelse til at indvandre og adgangen til lønnet beskæftigelse. Undtagelsesreglerne i artikel 216 må derfor antages at omfatte portugisiske arbejdstageres adgang til arbejdsmarkederne i de øvrige medlemsstater og spørgsmålet om den ordning, som gælder indrejse og ophold for portugisiske arbejdstagere, der ønsker en sådan adgang, og for deres familiemedlemmer. En anvendelse af disse undtagelsesregler er begrundet, når der under sådanne omstændigheder består en risiko for forstyrrelser på arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat. 15 Forholdet er derimod et andet i tilfælde som det her omhandlede, hvor de pågældende arbejdstagere på arbejdsgiverens foranledning midlertidigt udsendes til en anden medlemsstat for dér som led i arbejdsgiverens præstering af tjenesteydelser at udføre byggeri eller offentlige bygge- eller anlægsarbejder. Sådanne arbejdstagere vender tilbage til deres hjemland efter udførelsen af arbejdet, uden at de på noget tidspunkt kommer ind på arbejdsmarkedet i den anden medlemsstat. 16 Det bemærkes herved, at da begrebet præstering af tjenesteydelser, jfr. Traktatens artikel 60, omfatter meget forskelligartede aktiviteter, gælder samme betragtninger ikke i alle tilfælde. Navnlig må der gives den franske regering medhold i, at et selskab, der driver virksomhed i form af at stille arbejdskraft til rådighed selv om et sådant selskab præsterer tjenesteydelser i Traktatens forstand udøver en virksomhed, der netop har til formål at bringe arbejdstagere ind på arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat. I sådanne tilfælde vil tiltrædelsesaktens artikel 216 være til hinder for, at en virksomhed, der præsterer tjenesteydelser, stiller portugisiske arbejdstagere til rådighed. I-1444
RUSH PORTUGUESA 17 Det anførte har imidlertid ingen betydning for den ret, som en tjenesteyder som led i byggeri eller offentlige bygge- og anlægsarbejder har til at medbringe sit eget personale fra Portugal, for så vidt angår den periode, hvori de pågældende arbejder udføres. Medlemsstaterne har dog i sådanne tilfælde en kompetence til at sikre sig, at en portugisisk virksomhed, der udfører byggearbejder eller offentlige byggeog anlægsarbejder, ikke gør brug af sin ret til at præstere tjenesteydelser til andre formål, f.eks. i form af, at den medbringer sit personale med henblik på i strid med tiltrædelsesaktens artikel 216 at formidle beskæftigelse eller stille arbejdstagerne til rådighed for andre. Kontrollen hermed må imidlertid ikke gå ud over de grænser, som fællesskabsretten afstikker, herunder navnlig de grænser, der følger af retten til fri udveksling af tjenesteydelser, som ikke må undergraves, og hvis udøvelse ikke af myndighederne kan underlægges betingelser fastsat efter disses frie skøn. 18 Endelig bemærkes i anledning af det af den franske regering herom anførte, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne lader deres lovgivning eller de kollektive overenskomster, der er indgået mellem parterne på arbejdsmarkedet, gælde for alle, som udøver en lønnet beskæftigelse, herunder af midlertidig karakter, på deres områder, uanset i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren er etableret. Fællesskabsretten opstiller heller ikke noget forbud mod, at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger til at sikre en overholdelse af sådanne regler (dom af 3. februar 1982, Seco og Desquenne, 62/81 og 63/81, Sml. s. 223). 19 Det første og det andet spørgsmål må herefter besvares med, at EØF-Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215 og 216 i akten vedrørende Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse skal fortolkes således, at en i Portugal etableret virksomhed, der præsterer tjenesteydelser som led i byggeri eller offentlige bygge- og anlægsarbejder i en anden medlemsstat, i denne forbindelse kan medbringe sit eget personale fra Portugal, for så vidt angår den periode, hvori de pågældende arbejder udføres. I sådanne tilfælde kan myndighederne i den medlemsstat, på hvis område arbejderne skal udføres, ikke forlange, at den virksomhed, der præsterer tjenesteydelserne, skal opfylde bestemte betingelser for så vidt angår ansættelse af arbejdstagere på stedet eller opnåelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale. 20 Når henses til besvarelsen af de to første spørgsmål, er det ufornødent at træffe afgørelse om det tredje præjudicielle spørgsmål. I-1445
DOM AF 27. 3. 1990 SAG C-113/89 Sagens omkostninger 21 De udgifter, der er afholdt af Den Franske Republiks regering, af Republikken Portugals regering og af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke godtgøres. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. På grundlag af disse præmisser kender DOMSTOLEN (Sjette Afdeling) vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af tribunal administratif de Versailles ved kendelse af 2. marts 1989, for ret: EØF-Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215 og 216 i akten vedrørende Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltrædelse skal fortolkes således, at en i Portugal etableret virksomhed, der præsterer tjenesteydelser som led i byggeri eller offentlige bygge- og anlægsarbejder i en anden medlemsstat, i denne forbindelse kan medbringe sit eget personale fra Portugal for så vidt angår den periode, hvori de pågældende arbejder udføres. I sådanne tilfælde kan myndighederne i den medlemsstat, på hvis område arbejderne skal udføres, ikke forlange, at den virksomhed, der præsterer tjenesteydelserne, skal opfylde bestemte betingelser for så vidt angår ansættelse af arbejdstagere på stedet eller opnåelse af arbejdstilladelser for det portugisiske personale. Kakouris Koopmans Mancini O'Higgins Diez de Velasco Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. marts 1990. J.-G. Giraud Justitssekretær C. N. Kakouris Formand for Sjette Afdeling I - 1446