Übermenschen men i Danmark O Vi forestiller os, altså er der. Jeg siger, at selv bagved lukkede øjenlåg - på en baggrund af punktvise lysrester, der flimrer rundt i mørket, samt de lilla stjerneskud blandt blonde lyn projiceret op på den indre afgrund - sker virkeligheden fyldest. Som i drømme, som i enhver fantasi: jeg lover at du bag kuglerunde øjeæbler også ser en virkelighed - virkeligheden - ikke i ental men bestemt. Virkeligheden - grænsen mellem sol og skygge er en linje blot, eller er slet ikke. En indgang og en udgang. Som en ordlyd, en dør så uendeligt smal. Som et ekko uden en kilde - et gennemsigtigt slør - en nabo uden en næste - og med forbehold for disse forhold skal vi usynligt gæste: Manden med højsindede horn i panden. Andrea Den der er dømt til ulykkelighed, men lykkelig. Asger Den kloge, heldige og unge fader, men med uduelig vilje. Rasmus Smuk som lyset selv, Rasmus' mage. Rose Vidunderbarnet, Rasmus og Roses datter. Diana Psykopaten a la Sverige, Danmark og USA. Alex Det rodløse men bedårende nihilistbarn, og Alex' søn. Elijah Brøndbysupporteren, et hyppigt offer for al slags vold. Mohammad Og et flodløb deler landene, i verden som de deler; og de råber imod den modsatte bred i håb om at høre en genlyd. Og de bueskyder atletisk i spejlbundet længsel, ja, i håbet at nogen kan se. - deres skuespil. Og de kaster med æbler og små statuetter, i håbet at frugten de ofrer vil blomstre, og at nogen kan se deres kunst. På den anden bred. Sandelig, vi gør ligesådan. Men hvilket mærkværdigt sted mon det er - på denne anden bred? Måske de fodrer kaniner med slanger. Måske de virkelig ser spiraler, hvor vi kun ser cirkler. Monstro de drømmer om os. Måske de findes overhovedet. Måske de er små som stjerner - måske de kun er i os. Det er ikke nødvendigvis meningen at nogen skal forstå. Kærlighed til evig ild og flux er en gensidig elskov: fra kaos tilbage til dig, ja, det frivillige afkald på mistro er lig med et frit fald, og er lig med lykke som sådan. - den lucide drøm. Har vi virkelig prøvet at falde frit? At gøre er lig at være - at virke er lig at hedde: lidt som Indianerne og deres navne til hinanden. Jeg er en joker. Jeg kalder mig Fantasifuldhed; så lyt nu blot med dybe øjne, og tænk på det du kan se. Vi hører at kosmos udvides. I starten sker der så meget imod slutningen sker der så lidt; eller omvendt. Til sidst sker det hele igen. Vi vågner og ved nu bedre, men vi forestiller os altså atter.
a Fantasien her udøves på mennesker, der kunne boltre sig i en talløs mængde af flovløse glæder, hvis det ikke var for det land, de er omgivet af, og hvis indbyggere de skal forestille sig at skamme sig for. Dog, i hvilken grad og med hvilken måde de overhovedet bør omgås dette onde, skal vi diskret holde os for øje. Én er med sine skøjtende skridt på vej over flisegulvet på Aarhus banegård. Glidende forbi genetiske variationer af sekstenårige modedyrskloner i indgangens mange døre, og utilbageholdende for en fuck McDonnalds impuls giver han "restauranten" til venstre fingeren - ignorerer usikre reaktioner herpå, og som én blandt mængden i køen til spor fire kobler han sig på rulletrappen, og vender sig rundt for at betragte ansigterne på sine næste, med hvilke han transporteres ned mod lyntoget til København. Denne er jævnt over gennemsnitshøjde, en arisk type blond og blå. Er klædt i en lang umønstret uldjakke, der fortsætter ned til lårene og overlapper et ikke synderligt stramt par ledder-jeans med bælte af samme materiale. Jakkens øverste knap er ikke i brug og en kæde med et stærkt og hemmelighedsfuldt opalsmykke er synligt om halsen. Hans ansigts hud er lysende, næsten gennemsigtig og konturerne er yderst fine, ja indbydende, hvilket reducerer det forskrækkende element i hans legemes uhyrer styrke. Han browser igennem en cupe eller to til han finder, hvad han søger: en plads ud til gangen, der kan være reserveret. Toget er lidt mindre end almindeligt fyldt. Overfor arien sidder en milf med sit prinsesse-barn, og ved sin side mod vinduet en lidt fin i det herre med mappe og hvad der hører til. Ved den tilstødende firkløver af pladser, sidder en konstabel i uniform med blikket rettet stift ud af ruden; en spinkel mand på måske små tredive år lægger sin bagage og frakke op under loftet, og sætter sig han har en slidt rock t-shirt på og hører tilsvarende musik fra sin ipod, hvilket alle kan høre. Toget kører. Nye passagerer? - spørg konduktøren med al den værdighed han kan mønstre. Hver enkelt tager kort og billet op af taske og pung, og fremviser til manden, der nikker. Vores arie siger at han ikke har billet. Det var da ikke så godt. - udtaler kontroløren, og undgår at smile imens han hiver en blok frem fra en lomme og begynder notationen. Navn? - stilheden herefter er bemærkelsesværdig - Og legimitation. Andrea. - svarer han og tilføjer - Elleve-nul-otte-toogfirs, syvogtyve-niogfyrre. - arien er sidst i tyverne. Uniformen får det gule sygesikringskort. Og adresse? Emil Hornemans Vej 1. Ottetusninde. - tilføjer han i et uanfægteligt toneleje imens hans fingre er begyndt at rytmitisere Intuition-introen på det grå bord. Udmærket. - siges som det sidste, inden konduktøren går videre. Bøden er givet til skyldneren. Prinsessepigen kigger forundret på den tilsyneladende underlegne i autoritetsrelationen, men han beroliger hende og siger: Det gør ikke noget. - idet han krøller bøden sammen og presser
den ind bag bæltet; sygesikringskortet i inderlommen. Hun kigger stadigvæk forundret. Siger endelig, mest henvendt til mor, at...det da kun er piger, der kan hedde Andrea. Morren er i vildrede. I løbet af ganske få sekunder kigger hun triangulært den straffede og sin datter i øjnene flere gange, uopmærksomt. Han siger som forløsning til pigen, men vel nok til hele sin del af kupeen: Det skal du ikke tænke i... Jeg hedder i virkeligheden ikke Andrea. Jamen, jamen jamen. - stammer moderen løs; jakkesættet ved siden af gør en bevægelse, og selv konstablen giver et kortvarigt blik fra sig. Andrea trommer videre, men løber lidt i tempo. Jeg kalder mig for det meste Andrea, så det kan du også bare kalde mig. Og lille pige, Andrea er både et pigenavn og et drengenavn, ligesom blå en gang imellem kan være en pigefarve. - han sender bemærkningen afsted med en lille grimasse, som afføder et smil; hvorvidt han har ret i det med pigefarven skal vi ikke diskutere. Han siger videre - Det er da også ligemeget med navne, eller hvad? Men netop Andrea er sjovt: for hvis noget er mit, for eksempel min telefon her, så er dén Andreas. Ha-ha. Eller som man siger om ens krop. Altså, min krop er Andreas. Pigen kigger mistroisk, men kan ikke lade være med at fnise. Moderen er lidt imponeret, og begynder at lege med sit hår. Andrea vibrerer med sin hånd, hvori telefonen er. En ældgammel telefon. Kunne du tænke dig at ringe til en veninde? - foreslår han - Det kan jo være så kedeligt for et barn at køre i tog. - et godt indtryk på børn har han altid gjort, og pigen overvejer det da også i et langt øjeblik. Den forfærdede mor intercepter imidlertid beslutningen. Så! Slut med det. - hun tager pigen om håndleddet og lader forstå, at det virkelig er slut (med at snakke med fremmede); herefter kiggende Andrea surt og fokuseret i øjnene. Men hun møder imidlertid et tændt og afgrundsdybt herskerblik, der straks jager hendes forsvarsløse tanke hen på pik. Hun forskrækkes. Kigger ned, læner sig tilbage. Andrea lægger telefonen på bordet. Fra Skanderborg til Horsens foregår under enkelte kast med øjnene, men lydløst. Pigen begynder snart efter at plage med sin lille stemme, om hun ikke godt må få lov. Hun understreger, at hun keder sig. Moderen giver sig langsomt, og henvender sig til sidst til Andrea: Må hun virkelig låne telefonen? Ja, klart. Så længe hun vil. - pigen glædes tydeligt. Hun får lov af sin mor, og får også nummeret på en veninde, samt besked på at gå ud af cupeen imens hun snakker. - Tag dig bare al den tid du vil. - fortæller Andrea hende i det hun går ud. Moderen smiler og siger tak. Tid går. Andrea tager en håndfuld pistacie op af lommen, lægger dem foran sig; én for én brækker han op, lægger skallerne på bordet, kaster nøden op i luften og griber med munden; langsomt, måske én hvert tredie minut - smilende, roligt tyggende og munter. Til manges fortrødne opmærksomhed. Tidens vandren og Andreas lækkersult ledsager toget forbi Vejle. Salgsvognen triller igennem området, men stik imod statistikken handler ingen. Pigen er synlig på gangen, og Andrea, der elsker oplevelsen af børn forbundet med hinanden igennem elektronik - fordi teknologi er parameter for historiens gang, og børn biologisk er
forbindelsen fra nu- til for- og fremtid - henvender sig til moderen, og siger: Hvilken skøn datter du har. - han mener det, men det er som at der i de dybeste frekvenser af ytringen ligger et formål med at samtale. Tak. - siger hun igen. - Du virker meget opsat på at snakke. - hun vil måske til at tilføje noget, men Andrea svarer med det samme, og i øvrigt med en anelse påtaget stemme: Jeg synes undertiden det kan være så kedeligt at køre i tog. Jakkesættet ved siden af byder ind; han har længe gerne villet, men ser først nu sit snit - Ligesom barnet, haha! - siger han og kigger på de to; han tilføjer i forhåbning - Som du sagde... Andrea smiler, hapser en nød, og indrømmer - Ja, nogen gange føler jeg mig så barnlig, at jeg tror jeg svømmer... rundt i nogens mave. Heh! Og, som barnet, når det keder sig, kigger jeg efter legekamerater. Og, hvordan leget voksne? De snakker vel... - han kigger moderen i øjnene, og denne tænker igen på sex, forskrækkes igen, og slår øjnene ned på Andreas fingre, der netop nu knækker en af de irriterende lukkede pistacieskaller. Så lad os da snakke. - siger Jakkesættet i glæde over den ligefremme udmelding. Ingen har lagt til passagertallet, eller trukket fra, og i den modsatte firkløver sidder konstablen fortsat med et stift blik, men dog med øret rettet imod samtalen, der er ved at udfolde sig. Den unge mand med musik i ørerne har nu lukkede øjne, og nyder af sin indelukkede virkelighed. Andrea tænker, at nationalsporten vil være et godt emne, og vælger denne; han siger - Okay, bare for at tage en næsten tilfældig begivenhed, vil jeg gerne høre jer om en bestemt sag: Brian Laudrups mål imod Brasilien til vm i Frankrig. Kan I huske det? Jubii, ja. Selvfølgelig! Klart man husker det. Uforglemmeligt. Også hans fejring. Den var speciel! - farer konstablen op med cirka de ord. Forretningsmanden tilslutter sig glæden. Når den lægger sig spørg de nærmest ens - Hvad med det mål? Et par ting. - siger Andrea i et lumsk smil - Altså, det var vidst sidste Danmarks-kamp, hvor der var en Laudrup på banen, og så endda to Laudrup'er, og altså, Brian scorer til to-to, og, det er det længste vi nogensinde har været til et verdensmesterskab, ottendedelsfinalen, og, vi taber kampen tre-to; mange sagde efter turneringen, at denne kamp var slutrundens bedste. Blot et par facts. Nørd! - indskyder moderen i forsøg på en 'neg', altså en form for scoretrick (der også kan virke på mænd). Andrea ignorerer, og fortsætter til sit imponerede publikum, som de to viser sig at være - Et par ting lærer jeg fra den episode. A, Michael havde bebudet at ville stoppe efter slutrunden, men, for hele landet kommer det som et shock at også Brian stopper. En banal sandhed her: ofte kommer enden brat. Jeg undskylder banaliteten! B. - han hapser sin sidste nød - Målet, hvor fantastisk sparket ind det end var, kom efter en fejl: Carlos, som bagerste mand keksede et saksespark, hvorefter Laudrup var helt nøgen. To sandheder: at straffe fejl er en vej til succes, og, at våge at begå fejl er vejen til succes. Husk, Brasilien vandt kampen, og er det mest vindende samt mest legendariske hold på kloden. De har altid spillet sådan: risikobetonet, ekvilibristisk og legende. - han taler artikuleret og punktligt samt ikke mindst med et meget accenterende
kropssprog - C, vigtigst af alt: målet var i en afgørende forstand ligegyldigt. Danmark tabte jo kampen, så hvad betyder det udlignende mål? Et problematisk spørgsmål, ja? Et absurd problem, ikke sandt? I kan alle huske det. Kort stilhed fra passagererne. Jeg sys nu det var af betydning. - fastslår konstablen. Hmm. - ytrer forretningsmanden, men følger op. - Ja man må indrømme, at enhver ordentlig sportsmand spiller for at vinde. Så hvad betyder det? Betyder målet virkelig ingenting? Dér var noget! - Andrea virker som der pustes til ham - En halv sandhed, for måske man spiller for at vinde, men mindst enoghalvtres procent af aktierne tilhører at man vinder for at... for at spille. Det virker næsten selvindlysende. Synes DU. - en tilføjelse med hvilken forretningsmanden påpeger at andre også har lov til deres mening. En latterlig mening. Andrea smågriner, men afbryder sig selv med et knips ud i luften, alle gør et blink, han beder lavmælt om en af de grimme reklameskraldeposer under vinduet, får en, hælder pistacieskallerne i, og afleverer posen tilbage til forretningsmanden, der hænger den ned igen på krogen. Uden miner. Et mål som Laudrups, - fortsætter han - set i lyset af ligegyldigheden, kræver sig opmærksomhed: se det som en metaphor for et vellevet liv i værste fald; lidt som Hektor uden en digter, og for mig er det en påmindelse om vigtigheden af den lettest udvandede sandhed: at det der er, er. - Andrea taler uden øjenkontakt; det meste af tiden flakker pupillerne ustyrligt foran Jyllands marker, og i erindringen ser han for sig sin barndoms kongestund, hvor faderen kastede ham op i luften i sand triumf; i glæde over et pludseligt glimt af barndomsgenialitet: at han som seksårig havde udtalt, at han, Andrea, var "en skuespiller uden trang til publikum, og en karakter uden behov for et stykke". Sådan har han det endnu den dag i dag, og han overvejer ikke, hvorvidt han snyder sig selv ved det manifest, men jaget videre er tanken til fornuftens vingeklip, kun væren har værdi, som denne sætning knytter sig til ordene, der af sig selv dikterer tungens og læbernes gang, at det der er, e r - hans stemme 'droning on and on' langt nede under bevidstheden; I'm comming down fast but miles aboove you. I lodret styrt! Fornuften: som en fugleunge med guldsmykker om halsen; en byrde og et løfte og en byrde. Styrtende. Moderen kigger mistroisk på den åndsfraværende mand med den verdensfjerne tale, uden at have et egentligt forhold til ord som åndsfraværende, mistroisk, eller verdensfjern; hendes verliebthed har lidt et knæk, langt fra uopretteligt, men ikke desto mindre et knæk. Forretningsmanden skælder ud, siger nærmest buuh, men egentlig mere poetisk - Du skal ikke blande Laudrup sammen med det lort der. - kommentaren er serveret med et smil, en smiley, for at han ikke skal blive 'misforstået' i retning af dårlig-stemningsspreder; han bliver da heller ikke forstået sådan. Konstablen ruller blot øjne af den verdensfjerne tale, og kigger på ny ud af sit vindue. Rock-tshirten har stadig lukkede øjne. Den afviste lægger en hurtig triol på bordet, og kaster kroppen bagud i sædet. Han giver sig til at betragte pigen, der stadig griner og snakker i telefonen på gangen. Tid spadserer. Moderen åbner forsigtigt op med et nysgerrigt spørgsmål til Andreas beskeftigelse, altså i hverdagen, men han afviger med et "det er
svært at svare lige på, men..." efterfulgt af et citat med trykket på 'jeg' og resten af sætningen velartikuleret men hurtigt ekspederet: "jeg-holder af hverdagen," og haster derfra hurtigt ind på hendes liv som emne, hvilket passer begge parter bedre; på nuværende tidspunkt i hvert fald. Hun taler ud fra hans spørgsmål som de stilles løbende, og lad os kun forstå det overordnede, at hun varetager administrativt arbejde i Århus kommune. Også hun har tanker. - hvilke vi ikke tør forestille os meget nærmere, dog, meget selvbebrejdelse må finde sted i nærværende situation a la "ej, hvad må han ikke tænke om det" hver gang hun har gjort selv den mindste bevægelse. Snakken kører bare, men en udvikling er sket i det man skal bide mærke i, at det nu er normaltilstand med samtale i kupeen; fuldstændig tavshed ville anses for pinlig på nuværende, og den undgås derfor. Snakken kører bare. Forretningsmanden tænker på de af Andreas ytringer han lige afviste, og dumt lød de, unægteligt, nej sine egne ord ville han ikke æde, det er vigtigt at sige fra når sagerne kommer ud af et galt spor, men noget nager ham ved aflivningen af situationen, for seriøsiteten er så ofte væk i hans liv synes han, altså kontakten med det evige, og her var vel en chance. Én gang har han tænkt: livet er evigt dødeligt, og ladt' dét være fint. En gang har han sagt til en ung mand, der spurgte om råd, at nu hvor du er toogtyve, ved du hvad? Det er en skide god alder at være. Tænk ikke så meget over reglerne. Nu tænker han, at da han selv var toogtyve, da så han sådan frem til at blive rigtigt voksen, men nu ved han at der ingen regel er, der giver den gamle lov at være toogtyve igen, nej tværtimod, og hvem der bare var ung igen. Og kun sig selv har han at undskylde banaliteten overfor. For banalt er det hele, alt dette evige. Snakker han med sin kone om dette, evige, får han aldrig startet for bare undskyldninger, og snakker han med venner/kolleger bestiller de bare en luder. Ganske vidst en af de fine, måske en jurastuderende og chefen betaler, måske, men det er jo ikke holdbart, det indrømmer han vel nok i enhver stille stund. Dum er han ikke, og dum har han aldrig været, han er blot blevet narret, narret til et dumt liv, men dette ved han ikke, og alt imens han sidder og spekulerer over dette 'livet' rammer en dum tanke ham - som en vasker i et frikvarter: at de unge vil være gamle, og de gamle vil være unge, og kun de første får hvad de ønsker, men det kun på sin vis og i et enkelt øjeblik, og dét når linjerne krydser i et enkelt skæringspunkt, han tænker, at dette for eget vedkommende, det ved han, må have været da han blev gift, og han tænker nu, det er egentlig dette han tænker: at han må gifte sig igen. Måske med en fra jura. Alt sammen tænker han uden at se, hvordan han snyder sig selv. Ude af jakkesættets tanker, i den fælles verden i nærværende forestilling kommer prinsessepigen, lidt inden Fredericia, tilbage til kupeen. Hun kigger på den lettere mutte Andrea, giver telefonen tilbage til denne; og med sin barnlige vidunderlighed giver hun også lidt optimisme tilbage til den ariske eccentriker, der begynder at nynne lidt for sig selv: næsten uhørligt imens samtalen imellem de to voksne helt naturligt dør ud. Pigen får med det samme taletid: hun snik-snakker lidt med moderen og i næste nu, hvor hun udtrykker tegn på snart igen at kede sig, gør Andreas sjæl et lille hop og fanger pigens opmærksomhed. Hvad skal du så på Sjælland? - spørg han den vidunderlige. Besøge mormor. - pigen fikserer sine øjne på Andreas smykke. Han spørg til både mor og datter - Hvor godt for jer. Undskyld jeg
spørg, men er hun meget gammel, eller kan hun stadig noget? - moderen synker en klump, men pigen svarer stolt, at "hun er den bedste mormor i verden". Klart nok, - fortsætter han, lidt som nossoren, med Amager-accent - så I skal bare over at hygge eller hvad; jeg mener, er det nogens fødselsdag? Nogen anledning? - han sidder for en gangs skyld helt stille. Moderen begynder at fortælle. Det drejer sig mest bare om hygge uden anledning, og når det lidt efter lidt bliver mere og mere klart, at hun ikke ved hvad hun skal sige til den rolige og åbne mand, der tilsyneladende lytter interesseret - hun nærmest løber tør for benzin, måske går baglæns for til sidst at gå helt i stå - tager Andrea teten og spørg overraskende, henvendt til forretningsmanden: Hvad skal du i København? Hans dybt problematiske og ufrivillige mantra, ung igen, afbrydes. Voldsomt og nådigt, han vækkes og svarer - Jeg... jeg skal faktisk allerede af i Odense. Overraskende. - indrømmer Andrea. - Men hvad skal du så der? Jeg, øhh... jeg skal pitche en idé til en forretningspartner. Jeg vil ikke afsløre for meget, men jeg er selv meget glad, fordi når det kommer ud at netop vi skal arbejde sammen om netop dette, bliver vores konkurrenter dybt chokerede. - han får virkelig talt et uvurderligt smil frem på sine egne læber, og han tilføjer i triumf og selverkendelse - Jeg elsker at dupere! Andrea rives med af glæden; den er ligefrem ærlig; Andrea er ligefrem overrasket; jakkesættet kan mærke det, og glædes des mere. Sig nu lidt om hvad det drejer sig om... heh, jeg forestiller mig jo de vildeste ting! - Andreas krop forholder sig stadig rolig. Forretningsmanden kan ikke holde det i sig - Okay, okay; det drejer sig om en bestemt type handikaplift, som skørt nok ikke er taget i brug i en ellers meget handikapvenlig biltype. Det er netop mit job at tænke kreativt, og se den slags muligheder for forbedring. - han knipser på kreativt og forbedring. Andrea er skuffet, hvilket jakkesættet ikke kan mærke. Denne siger blot, endnu stolt: Hvad skal d u da i hovedstaden? Andrea har ventet og ventet på dette spørgsmål. Eller rettere, han har villet det, har arbejdet for det, og nu er det her. Han har glædet sig til at de skal høre om det: Jeg skal mødes med en mand, der har fanget min opmærksomhed. - alle tænker, at Andreas opmærksomhed må være dyrt købt, og lytter lidt bedre efter - En ung mand, hvis mor døde for ikke længe siden... Det vil sige, hans adoptivmor, tæt ved det eneste stykke familie han havde knyttede bånd til. Normalvis er dødsfald jo en tragisk affære, - han rømmer sig - men også noget ganske almindeligt... dog, nærværende sag falder mig særligt på sinde, fordi han ikke gik af med liget til myndighederne. Hah, hvilket faktisk er i strid med loven. Utroligt, ikke sandt? Nåh, det kommer jeg til, men altså... hun døde i hjemmet, og han var den eneste ved hendes side. For en god ordens skyld sendte han breve rundt til de nærmeste pårørende, hvor han meddelte dem om bagravelse i haven på den og den dag. Med utrolig kort varsel, det giver sig selv. Her bliver Andrea afbrudt af en forfærdet mor, en ligegyldig afbrydelse, på sin vis, men som en spontan ytring af interesse for
historiens udfald - Begravede han hende så i haven, med kun få pårørende som vidner? Jeg tror nu det blot er ved vielser man taler om vidner... men altså, tjo, han begravede hende i haven med blot ligusterhækken som vidne. Der, midt i København. Ingen af de pårørende var mødt op, men i stedet havde én tilkaldt politiet i foragt for det forestående. Ja, med dumme øjne kan det jo ligne "usømmelig omgang med lig". I sandhed er det vel nærmere "den mest rigtige omgang med lig", men sådan ser loven ikke på det. Skæbnen ville det sådan, at politiet kom frem til boligen netop i det, at den unge mand dryssede det første jord ud over moderen nede i hullet. Denne gang er det pigen der afbryder, ligeledes forfærdet - Tog de så hans mor? Ja, intet mindre end dette ækle, at tage nogens døde mor! Nåh, altså, historien her har nået mit øre, og jeg har siden lavet lidt efterretninger... han er en aldeles inspirerende karakter, og ham skal jeg altså over og sætte mig i forbindelse med. Vi skal nok kunne udrette et eller andet sammen. - de sidste par sætninger er nært ved at tvinge for megen gennemsigtighed frem i hans ansigt; er nært ved at lade det lyse ud af ham. Alle er imidlertid blot optaget af, hvad de netop har hørt. Toget stopper i Fredericia, og moderen rejser sig for at gå ud og ryge. Andrea ser tændstikkerne i hendes hånd, og som bliver han slikket af et lyn, farer hans sjæl op af sædet - Må jeg låne fire af de Tordenskjold der? - selvfølgelig må han det, og efter de er givet går moderen ud af døren med røven ekstra struttende, imens datteren bliver på sin plads. Andrea spørg pigen - Ka du li magi. - og da hun selvfølgelig smiler og nikker i et ja lige så ærligt som det undertiden kan høres fra en brud eller en gom, begynder han at folde sig ud. Konstablen og forretningsmanden er også imponerede. Det vil sige, det første trick er meget simpelt, og nemt at gennemskue - kun prinsessen ved ikke hvordan, fordi hun jo er så lille, men de næste par små kortvarige tricks sætter dem alle helt og aldeles af, og dybt imponerede klapper de endog i hænderne, når for eksempel en knækket svovlspids sidder solidt på igen. Magi! Moderen kommer ind, og siger mekanisk - Du kan bare lægge dem tilbage når du er færdig med dit nummer der, - og rækker ham tændstiksæsken. Hun lader, i al ubemærkethed for alle på nær Andrea, et kondom glide med i transferen, så han ved hvad han kan tage, hvis han vil. Han spørg om han må låne flere tændstikker, og det må han selvfølgelig. De fingernemme fingre har let og ubemærket ladet kondomet glide ind under bæltet. Nu armeret med mange tændstikker, ruller han hele 'stregtegninger' op på det grå bord, hvor alle følger med i stor betagelse. Tændstikkerne kommer og forsvinder alt imens han chatter lidt om stort og småt, men mest om en politisk nyhed ingen af de andre har hørt om. Alt imens legen leges, og talen føres dagdrømmer Andrea om at udnytte kvinden skråt overfor, nu hvor tilbudet foreligger. Blot at forlade kupeen uden forklaring, og overhørende spørgsmål til hvor han skal hen, bare gå - med den overlegenhed han har lagt for dagen, tænker han, vil de blot sidde initiativløse imens han forlader stedet. Moderen vil da snart sige noget i retning af "jeg tjekker lige hvor han er," selvom alle vil gætte
på toilettet; det vil forekomme underligt, men alle vil lade det ske sådan. Det første sted hun kigger er da også toilettet, hvor han vil vente med åben dør, hive hende ind og låse, hvirvle alt tøj af hende og måske selv forblive så godt som påklædt - hans tanker driver virkelig - og bede hende bukke sig. Hun vil utvivlsomt gøre det, og når pikken danser foran den stramme stjerne, og hun spørg til kondomet, vil han blot sige, at han kun vil uden posen, hvilket hun umuligt afslår. Og efter at have smurt den ind i spyt, vil han glide ind i milfens røv: hurtigt, voldsomt, hensynsløst - sådan er det i sidste ende bedst for begge - og med sin dybe stemme tyssende i spot på alle hendes uundgåelige ja-lyde. Dirigere dem begge hurtigt frem til et udbrud - samtidig. Disse tanker, han aldrig ville føre ud i livet, ledsager hans tryllekunster, og hans historie om DanskFolkeparti-medlemmer i Esbjergegnen, der alle var blevet narret på en meget indtagende vis, idet at nogen havde spredt en falsk meddelelse om 'Perkerhængning' i en stald på landet - skræmmende mange havde mødt op til, hvad der viste sig blot at være et pressebaghold. Og som han siger - "her er det vist kun for tydeligt, hvad de egentlig ønsker, og i hvor høj grad at indflydelse til folkepartiet er en glidebane." For underforstået: hvem vil ikke gennemføre sine dybeste ønsker, hvis magten foreligger? Måske vil han gemme sit skud, og efter hendes udbrud trække sig ud, og komme hende i feminin for at vinde sig et ekstra terningekast... Ja her er et question, og hvor essentielt er det ikke: at kende eller ikke at kende sine få eller mange børn. Husk, dette er kun Andreas tanker. Salgsvognen kommer igen igennem kupeen, midt i et tændstiksnummer, og forretningsmanden river sin opmærksomhed fri, og bestiller med to ord - Kaffe tak. Skænkende kaffen ser Andrea et kortspil i vognen, og det første han gør, idet øjnene fanger kongen på indpakningen, er at smide tændstikkerne fra sig, ja feje dem til side, og næsten helt ubehøvlet bede om et sådant kortspil; ubehøvlet i sin barnlige mangel på tålmodighed. De koster tredive kroner, men overprisen bliver slet ikke bemærket med så meget som en eneste mine. Han stikker salgsdamen en femhundredelap, hun er betænkelig ved at der står skrevet noget på den - et pengecitat fra Pink Floyd - men bliver forsikret at det ikke gør det mindste ved værdien. Andrea får sit kortspil før byttepengene er talt op, og han er hurtig til at begynde at blande i et sandt festfyrværkeri som man nok kan forestille sig. Han gør en vanvittigt glad grimasse, og tilskuerne er heller ikke blege for at vise begejstring, idet han beder moderen om at vælge et kort og huske det. Dér, midt i toget. Salgsdamen har lagt fire-hundrede-halvtres kroner i sedler på bordet foran ham, han har ikke skænket dem et blik, men hvad hans øjne i højeste grad er opmærksom på, er en frisk rulle tyvekroner som hun er ved at tage hul på for at kunne give det sidste skyldige beløb tilbage. Nu kaster han alle kortene fra sig, ind imod ruden med dem; alle passagerer får et frygteligt chock, og Andrea, der er helt ude af den, råber STOP inden tyverrullen er knækket. Jeg tager med stor glæde hele rullen! Her er en to tohundredeseddel, jeg undværer bare de sidste tyve kroner. - og han rækker hende en lap fra bordet, og får virkelig rullen af den lamslåede dame, der skynder sig at mosle vognen videre ned ad gangen. Nu skal i se magi! - og han bryder indpakningen således at
mynterne ligger stablede i hans hånd. Teatralsk begynder han at tømme stakken med tommelfingeren på samme måde som patroner skubbes ud af et magasin inden en duel. Seksten mønter triller rundt på bord og gulv, skabende en forfærdelig larm, og han rabler "tag dem hvis I vil," imens han kaster een op i luften, griber den som en pistacienød - til alles chock, og sluger den tilsyneladende. Tyvere smager af hvedeøl. Prinsessepigen er, for måske første gang i sit liv, på lige fod med alle voksne omkring sig: hvad hun her ser, har hun aldrig set før, hvilket et barn per definition er vant til, men hvad der er påfaldende er, at ingen af de andre i kupeen ej heller har set det før, hvem der alle måber, men, pigen griner højt og ustyrligt alt imens moderen stadig holder sin klør fem i hånden - skræk-ind-jaget over måske at skulle bolles af sådan en mand - og jakkesættet og konstablen har glemt alt om Laudrup og evighed. Rock-tshirten har fortsat lukkede øjne og høj musik i ørerne, men begynder så småt at røre på sig. Andrea, hvis øjne jo tidligere er betegnet som havende et tændt og afgrundsdybt herskerblik, er sammen med en snoende og spændt i alle muskler krop, hypnotiserende i sin virkning, og dragende al opmærksomhed til sig. Det er præcis den situation han ønsker, og som en slange, der gør sig klar til at hugge - han kan vel levere det budskab han vil nu; sige hvad der passer ham - dirrer hans krop som dansende til en fløjte ingen af de andre kan høre. Han begynder at tale, uden synderligt blik til nogen sammenhæng, imens han junglerer med de tre tyvere, og fortærer opmærksomheden, der endda også tilkommer ham bagfra fra øjne, der stiger op over sædet som rastløse rejsende børn ville gøre det. Hvilken forbindelse til et publikum. Som jeg var ved at sige... det er selvklart at man vinder for at spille: jeres sørgelige liv kan ikke vendes på anden måde! Selvfølgelig er der mere i det end kun dét, men som jeg sagde, mindst enoghalvtres procent... Og når man så ikke kan spille imod flere, har vundet alt, ja så er der ikke andet at gøre end at fejre, en lille rite og videre! Der er helst ikke tale om nogen skildpade på en skildpade på en skildpade her... Derimod er selve kampen det som al energien, alt man kalder værdisætteri, må rettes imod. Abra-kadabra! Kun idioter spiller for medaljer, fucking lejesoldater, om de vide det eller ej. Haha, apologies at jeg sagde sørgelige om jer, men når det går ud på at synes. Kom nu! Og at være sig selv, som jeres tryllesætning oftest lyder, så er det da sørgeligt fat med jer: I er rigtig nok nogle passagerer, hva'? "Hvad lyder tiden på" siger ånden i jer, "nåh, individualisme, så sys vi det. Vi står da bare på tidens tog, og er os selv imens vi essentielt set sidder stille, og holder kæft." Se! Se nu følgende for jer: nu tager jeg passageren i benene, og hænge ham fra loftet, og viser ham et spejl; stiller ham et spørgsmål: "vender passageren på billedet også på hovedet?" Udråbstegn... Intet virker på mig mere pinagtigt end at synes; og I elsker det, som ædleste disciplin! Jeg må stoppe mig selv nu, for ikke at tale om - for ikke at få startet på - jeres latterlige, jeres pinlige, skrækindjagende og usle, ja, dybt betændte og faretruende hypnotiserende demokrati. Han lægger trykket på andetsidste ord, som for at hæve fortryllelsen, og nærmest hvisker demokrati; lader sætningen hænge i luften, og stopper med at junglere i det alle tre mønter falder i højre hånd, der knytter sig om dem. Spytter en tyver ud af munden, og spørg pigen, imens guldmønten først larmer, og siden langsomt svinger til ro på