Erfaringsrapport om udlandsophold University of Tsukuba, Tsukuba, Japan Martin Schmidth Herbst, 20877193, a05mahedbstud.dk Forårssemesteret 2009 i perioden april 06- juli 23 1 semester som forskningsstuderende på kandidatniveau 1. Forberedelsen Da jeg startede på Danmarks Biblioteksskole, havde jeg allerede et ønske om at rejse til japan for at studere et semester. Jeg holdt mig løbende orienteret omkring mulighederne for at komme til Tsukuba gennem hele min uddannelse. Da jeg i 2007 mødte skolens internationale koordinator, som kunne fortælle mig at der var en anden studerende fra skolen der også ønskede at komme af sted til Tsukuba samtidig med mig, begyndte det hele at blive en del mere virkeligt. Når jeg i denne rapport fremover skriver vi, så er det indforstået, at det min medstuderende og jeg, som jeg omtaler. Selve ansøgningen til skolen om at komme af sted til japan, skulle afleveres mere end et år før vi skulle af sted, hvilket var en smule syrealistisk, da vi endnu ikke havde det store kendskab til, hvad vi rent faktisk kunne og skulle lave derovre. Den ansøgningsfrist som jeg tror, har presset mig mest er den der skulle sendes af sted til University of Tsukuba. Her var den internationale koordinater helt utroligt tålmodig og hjalp mig virkelig med at få overblik over situationen. Afleveringsfristen lå i slutningen af december, hvilket desværre ligge i en periode, hvor jeg helst ville havde fokuseret på eksamensopgaver i stedet for en ansøgning. Betydningen af at have en at kommunikere med i ansøgningsprocessen, kan ikke fremhæves nok, da er en fantastisk måde at afhjælpe stress og panik. Skolen udsteder automatisk et legat til studerende der tager til University of Tsukuba. En fejl fra min side var desværre, at gå ud fra at det legat skolen havde tildelt mig automatisk ville blive udbetalt. For mig var det særdeles vigtigt, da jeg havde planlagt at bruge pengene fra legatet til at betale min billet til japan for og da udbetalingen udeblev, var jeg dermed nødt til at vente med at bestille billetten. Jeg kontaktede så skolen omkring en måned, før jeg skulle rejse og fik at vide at der var sket en administrativ fejl og i løbet af 3 dage havde jeg pengene sat ind på min konto. Jeg kan derfor råde andre til holde sig orienteret om, hvornår skolens legat bliver udbetalt. Efter University of Tsukuba, havde godkendt vores ansøgning om at studere hos dem, skulle vi vælge host professor. Da professoren var valgt skulle vi sende ham en beskrivelse af os selv. Det var faktisk overraskende svært at skrive den første mail til min professor, da jeg havde hørt japanske professorer var meget stive og strikse. Jeg fandt senere ud at min professor var meget afslappet og nede på jorden. Jeg fik en mail tilbage fra min professor, hvor han introducerede min tutor for mig og gav mig hans mailadresse og bad mig om at sende en mail til ham. Det gjorde jeg så og fik også en præsentation tilbage fra ham. Desværre kom korrespondancen ikke videre end det, hvilket klart var en fejl. Det kunne klart havde været rart med mere kendskab til min professor og tutor, før jeg mødte dem første gang.
2. Ankomst til uddannelsesinstitutionen. Da vi ankom til Narita airport blev vi ved udgangen mødt af en venlig ældre japansk herre med et skilt med vores navne på. Han hjalp os med få købt billet til bussen, vi skulle på og med at stige ombord. Efter ca. en times kørsel nåede vi frem busstationen i Tsukuba, hvor vi stod et lille stykke tid og ventede indtil to unge kvinder fra university of Tsukubas international office fandt os. De tjekkede os af på deres liste og kørte os i en minibus ind til kollegieområderne. Der blev vi modtaget af vores individuelt tildelte tutorer og efter en kort præsentation blev vi ført ind på et kollegiekontor. Her fik vi vores første ordentlige chok, da ingen på kontoret kunne tale engelsk. Vi fik udleveret en masse papirer på japansk, som vi skulle udfylde over de næste dage eller udfylde, når vi rejste fra kollegiet igen. Efter at være kommet på plads i kollegieværelset, skulle jeg møde min professor i hans lab. Min professor var overstrømmende venlig og inviterede mig hen på en restaurant der lå i nærheden, hvor vi gennemgik de rent praktiske ting, som jeg ville få brug for under mit ophold. Derefter viste min tutor mig hen til et supermarked og hjalp mig med at få købt, hvad jeg havde behov for som f.eks. gardiner, mad og service. I labbet lånte vi et kabel, så jeg kunne komme på internettet dagen efter på mit værelse. Næste dag hentede han mig og viste mig over til et introduktionsarrangement for alle de forskellige former for nye udvekslingsstuderende. Introduktionen involverede information omkring universitetet generelt, men vigtigst af alt information omkring japanskundervisningen og diverse datoer for ting som lægeundersøgelse og aflevering af officielle dokumenter I den første uge skulle vi ned til det kommunale kontor (Sakura branch) og registreres som udenlandske studerende og tilmeldes sygesikringen. Selv om Sakura Branch havde en afdeling til registrering af udlændinge, så betød det ikke, at de ansatte kunne tale engelsk og vi satte stor pris på at have vores tutorer med os. I de første uger føltes det som om vi ikke lavede andet end at udfylde officielle papirer der alle var på japansk Heldigvis var vores tutorer hele tiden ved vores side, når vi skulle udfylde disse papirer. En af de mest overraskende oplevelser var at mit lab og min medstuderende fra DBs lab afholdt en velkomstfest for os. Det var en hyggelig komsammen i et mødelokale, hvor der blev bestilt mad og socialiseret. Som dansker var det ganske overvældende, men det lader til at være standard praksis for at byde udlændinge velkommen i et lab. Fagbeskrivelse. Som forskningsstuderende var vi ikke tilknyttet noget specifikt undervisningsforløb. Dette var forskelligt fra langt de fleste af de andre udvekslingsstuderende. Rent faktisk var kravene til det vi skulle producere særdeles vage og vores tilknyttede professorer, vidste ikke helt med sikkerhed, hvad vi skulle aflevere. Eksempelvis fik jeg først at vide få uger, før jeg skulle aflevere, hvor mange ord og sider jeg skulle producere.
Mit opholds faglige indhold kan deles op i 3 forskellige grupperinger: Forskningsopgaven, ekskursioner og japanskundervisning. Forskningsopgaven: På trods af manglende informationer om kravene og formalia for min forskningsopgave, så arbejdede jeg på den løbende gennem mit ophold. Mit emne var Japanese Academic Publishing, hvilket lå godt I tråd med min professors fokus på forskningsbiblioteker, bibliometri og Open access publishing. Min metodiske tilgang var rent kvalitativ, da jeg fandt ud af at der var konsistensproblemer med mange japanske bibliografiske databasers engelske og japanske versioner, så jeg kunne ikke foretage en kvantitativ undersøgelse. Jeg baserede min opgave på samtaler med min tutor, professor og en række andre relevante fagpersoner som min professor arrangerede møde med. Kun et af disse møder udmøntede sig til et reelt struktureret interview, men alle var særdeles lærerige og gode kontakter blev skabt, som jeg regner med at kunne trække på i fremtiden. Jeg havde store problemer med at finde relevante videnskabelige artikler indenfor min problemstilling, da der var særdeles få skrevet på engelsk. Jeg fandt frem til, at der er væsentlige forskelle indenfor den måde japanske forskere publicerer deres videnskabelige artikler set i forhold til resten af verden. Disse resultater kunne jeg aldrig havde opnået uden at komme til Japan og møde disse mennesker personligt. Ekskursioner: Min professor fortalte mig tidligt, at jeg han agtede, at vise mig en række universitetsbiblioteker, som jeg aldrig havde hørt om. Han var på ingen måde forpligtet til at tage tid ud af hans skema til at arrangere disse ekskursioner, men gjorde det af ren formidlingsglæde. Alle vores ekskursioner gik til lokaliteter der lå i Tokyo. Fælles for alle ekskursioner var også, at vi fik udleveret små gaver fra de steder vi besøgte med informationer om stederne og lidt merchandise. Vores første ekskursion gik til det universitet min professor var uddannet fra, Keio University. Der fik vi en rundvisning på Keio university library, hvor vi kom ind på samtlige etage og afdelinger. Anden ekskursion gik til National Archives of Japan, hvor vi lærte en masse omkring den japanske tilgang til pligtaflevering. Dog var arkivets fokus primært på officielle dokumenter. Under vores rundvisning lærte vi omkring japansk bogindbinding, konservering og papirtyper. Vores tredje ekskursion gik til Hosei university library, hvor vi bl.a. lærte mere omkring det japanske bibliotek som arbejdsplads. Produktion af bibliografiske poster og udlicitering var relevante emner vi lærte mere omkring. Biblioteket havde også en stor samling af danske værker af Kierkegaard, hvoraf flere var mere end 150 år gamle orginaler. De ansatte var særdeles stolte over, at vise denne samling frem til for os. Den sidste ekskursion gik til Kokugakuin university library. Dette universitet var lidt specielt fordi det bygget op omkring et shinto tempel og templet lå inde blandt universitetsbygningerne.
Dette bibliotek havde også en samarbejdsordning med et museum, hvilket betød det havde et historisk museum i sin kælder som vi også fik besøgt. Det havde også et interessant system til at opbevare en del af sine materialer, så de kun kunne hentes igen med en maskine, men samtidig sparede plads på samme måde. Japansk Undervisning: University of Tsukubas International student center tilbyder alle udenlandske studerende undervisning i det japanske sprog. Det var en ting jeg ikke havde været sikker på inden jeg rejste til japan. Siden jeg ikke var der som ordinær studerende men derimod som forskningsstuderende så gik jeg ikke ud fra at jeg kunne modtage japanskundervisning. Det kunne jeg dog alligevel hvilket jeg var særdeles positiv over at opdage. I løbet af den første uge skulle man tilmeldes en test af ens niveau indenfor det japanske sprog. Denne test var dog ren spild af tid for mit vedkommende, da den klart var rettet mod studerende der havde studeret japansk på universitetsniveau. Dem var der også en masse af dog. Jeg og min medstuderende blev placeret i begynderklassen J100 sammen med 1 fransk ph.d. studerende og 5 kinesere der knap talte et ord engelsk. Det blev så ikke bedre af at vi havde 4 lærere i japansk og den eneste grund til at den ene talte engelsk var at han var tysk. De andre talte særdeles begrænset engelsk. Min medstuderende og jeg havde også tilmeldt os et kursus i at lære tegnsystemet Kanji 1 gang om ugen. Kurset hed K200. Til begge kurser skulle vi købe bøger som samlet løber op i omkring 600 kr indregnet begge kurser. Vores japansk undervisning i J100 foregik dagligt i tidsrummet kl 1010 til kl 1130. Torsdage havde vi undervisning i K200 fra kl 0840- kl1000. Japanske undervisningsmetoder er væsentlig forskellig fra dansk, da den japanske metode baserer sig langt mere på udenadslære og tests. Det betød at vi dagligt fik lektier for med at skrive sætninger eller lignende som vi så skulle aflevere dagen efter til læren. For mit vedkommende involverede lektierne ca 1-2 timers arbejde dagligt. Det begyndte efterhånden at forstyrre mit fokus på min forskningsopgave, hvilket dog var hjulpet godt på vej af den manglende information om hvad kravene til min opgave var. Det lykkedes mig dog at genvinde mit fokus på min forskningsopgave. Japanskundervisningen har på trods af at den har distraheret mig fra min forskningsopgave, også bidraget til den da jeg har, kunne uddrage information omkring sprogets muligheder og begrænsninger. I det daglige var det også en særdeles stor hjælp at kunne anvende den smule japansk jeg kunne nå at lære. Fordi japanskundervisningen var så intensiv, så har jeg på mindre en 3 måneder lært, hvad jeg ville havde skulle bruge ca 1 år på at lære i Danmark. 4. Formateret: Punktopstilling
Bolig. Inden vi tog af sted vidste vi godt at vi skulle bo på et kollegium, og der havde været tilsendt nogle billeder og papirer med de papirer vi fik fra universitetet. Værelset var omkring de 10 kvadratmeter, hvilket ikke er særlig meget og værelset er virkeligt spartant. Dagen vi ankom blev vi hjulpet på plads af vores tutorer, så vi kom ret hurtigt til rette. Et væsentligt problem var dog den komplette mangel på køleskab til at opbevare mad. I den tid jeg var derovre lavede jeg kun mad 3 gange, hvilket delvist skyldtes, at der kun var 2 kogeplader med gas til deling mellem 6 studerende og så at køkkenet lå i samme rum som toiletterne. Heldigvis var der masser kantiner og resturanter. I den japanske kultur laver man ikke så ofte mad selv som i Danmark og spiser ude langt oftere. Jeg købte bl.a. en gryde en pande, hvilket klart var spild af penge. Kollegierne er opdelt efter køn og de bygninger min medstuderende fra DB og jeg boede i var designet direkte til udenlandske studerende. Kollegierne til udenlandske studerende havde vestlige toiletter, til forskel fra de japanske toiletter, hvor man sidder på hug i stedet. Alt efter årstiden han opholder sig i Tsukuba så kan det være nødvendigt at anskaffe sig enten en varmeblæser eller en ventilator. En information jeg syntes at jeg manglede, inden jeg tog af sted var om jeg selv skulle medbringe dyne eller sovepose, men det viste sig at kollegiet sørgede for dyne, pude og sengetøj. Sengetøjet kan indleveres til vask hver tredje uge og så får man nyt udleveret. Huslejen er meget moderat og kostede kun omkring 800 dkr pr måned. Det sociale liv. Som forskningsstuderende var vi desværre placeret lidt på sidelinien og fik ikke den samme kontaktflade, som mange af de andre udvekslingsstuderende, der var der som normale universitetsstuderende, der tog fag sammen med andre japanere. Vores kontakter til de andre udvekslingsstuderende var primært baseret på de første par uger inden deres undervisning startede ordentligt op. Der er en gruppe af japanske studerende, som regelmæssigt står for at lave sociale arrangementer for udenlandske studerende, med det formål at skabe sociale bånd mellem Japanske studerende og de udenlandske studerende. Gruppen kalder sig TISA (Tsukuba International Student Association) og jeg mødte en japansk studerende til en af deres fester som blev en god ven der hjalp mig meget. En stor forskel blandt japanske unge og unge fra andre lande, er den måde de definerer en fest og drikker. Et godt eksempel er, når man går ind på et klassisk japansk værthus så får man stukket et kort til at bestllle mad i hånden. Det er fordi når japanere drikker alkohol så spiser de samtidig 3-5 små retter til for ca hver genstand de drikker. Det kan være et stykke Sushi, kyllingevinge eller tofu. Denne måde at drikke på betyder, at deres fester først og fremmest er en koordineringsindsats i at skaffe mad og ikke blot alkoholen som er standard i Danmark. Det semester vi var i japan var det semester, hvor nye studerende traditionelt starter på universitetet. Det betød at vi i den første måned rundt omkring os kunne lægge mærke til university of Tsukubas rusforløb. Det sociale liv på skolen defineres i høj gad af deres enorme opbud af klubber. Måden nye medlemmer bl.a. rekrutteres er ved at omdeling af
flyers og studerende der står vifter med et hjemmelavet skilt. Det betyder at man den første måned ser grupper af klubmedlemmer ved hvert eneste gadehjørne. Det er muligt at blive medlem af disse klubber som udenlandsk studerende, men det eneste der stiller krav er klubmedlemmernes og ens egne sprogkundskaber. En af de væsentligste faktorer for det sociale samspil med de japanske studerende er de japanske studerendes sprogkundskaber. De japanske studerendes evne til at tale engelsk, er utroligt ringe og man er heldig, hvis man finder 1 ud af hver 5 studerende, der er i stand til at tale gebrokkent engelsk. Det betyder at mange studerende er direkte skrækslagne for at tale med en udlænding. Dette skyldes at japansk engelskundervisning primært fokuserer på grammatikken og ikke lærer dem at udtale ordene. Dette er dobbelt problematisk da mange bogstaver fra vores alfabet ikke findes i samme form i det japanske sprog. Som forskningsstuderende bliver man tilknyttet det samme lab som sin tutor, hvilket betyder man kan se ham på daglig basis. Dette er forskelligt fra andre typer af udvekslingsstuderendes forhold til deres tutor, da de gerne mister kontakten til deres tutor efter ca 3 uger. Som medlem af samme lab, så ser man sin tutor, så ofte at denne kontakt ikke forsvinder. Selve det at arbejde i et lab er en social konstruktion, som ikke kendes fra DB og måske kan kræve noget tilvænning. Som studerende i biblioteks og informationsvidenskab tilknyttes man i slutningen af sin bacheloruddannelse en professor og bliver dermed en del af hans lab. Siden de studerende ikke har nogle sociale områder, de decideret kan kalde deres, så bruger de i stedet deres tid i deres lab. I et lab har hver studerende en computer som de har fået tildelt og bruger den tid de ikke er i til undervisning i deres Lab. I et lab er der både bachelorstuderende, kandidater og phd studerende. Dette betyder at der skabes et socialt bånd mellem medlemmerne af et lab der går på tværs af, hvor langt de studerende er henne i deres uddannelse. Oftest befinder folk sig i labbet, fordi det forventes af dem og jeg så flere gang folk sove i labbet. Dog sover folk alle vegne i Japan, så det er faktisk ikke noget særsyn. Den japanske døgnrytme er forskellig fra den danske og ens kollegaer i labbet kan uden problemer blive hængende til kl 21-22. Andre praktiske og økonomiske forhold De generelle leveomkostninger i japan er lavere end i Danmark, hvilket primært skyldes at maden er langt billigere. Jeg spiste ude det meste af tiden og selv ved at tage på restaurant, hver dag levede jeg billigere end i Danmark. Mange transportudgifter blev også sparet væk ved, at det var muligt at cykle alle steder i Tsukuba. Anskaffelse af en cykel er en nødvendighed på det universitet. Vores eneste transport udgift var de gange vi tog ind til tokyo, hvilket var let da der går en direkte forbindelse mellem Tsukuba og Tokyo på kun 3 kvarter. Til togturen til Tokyo benyttes et elektronisk kort der automatisk udregner, hvor langt du har rejst når du forlader en station. Det kort kan bruges i det meste af Tokyos metrosystem
så det er en meget rar ting at anskafffe sig. Kortet hedder Passmo og kan endda bruges til køb af varer i visse butikker. Både jeg og min medstuderende kunne stadig bruge vores mobiltelefoner, mens vi var i japan, hvilket kom bag på os. Folk bør dog ikke gå ud fra at det gælder alle danske mobiltelefoner. Det er muligt at købe en japansk mobiltelefon, men japanske abonnementer er indviklede så det må anbefales at havde sin tutor med. En stor overraskelse var det at opdage den massive prisforskel, der var på at bestille en tur/retur billet til japan da kostede to tredjedele af, hvad en enkeltbillet koster. Det kan dog være svært at bestille en returbillet, når man stadig ved meget lidt omkring afleveringsfrister for ens forskningsopgave og men det kan klart betale sig økonomisk. Vi valgte at rejse med SAS, da de var det billigste selskab. Det er muligt at bestille en fleksibel billet, når man rejser med SAS, så man for et vist gebyr kan ændre hjemrejsedatoen. Det var en rar sikkerhed, da jeg bestilte billetten og stadig var usikker omkring detaljer i mit ophold. Flere af de papirer man skal udfylde kræver pasfoto i et størrelsesforhold, der ikke er standard i Danmark, men det virkede ikke som om det var noget problem for de folk der havde dem i de danske dimensioner. Jeg anvendte studenterforsikring.dk, men fik heldigvis ikke testet deres dækningsgrad. 7.Evaluering. Formateret: Punktopstilling Jeg vælger at give universitet karakteren 4. Den eneste grund til at jeg ikke giver universitet 5 er på grund af deres kommunikation. Alt for meget af deres kommunikation er på japansk og selv om mange studerende erhverver sig det japanske sprog, så er det stadig en forhindring for et fleksibelt udvekslings og forskningsmiljø. Det trækker også en smule ned, at de lærere de havde ansat til at undervise internationale studerende i det japanske sprog, ikke kunne de mest basale engelske ord. Det gjorde det næsten umuligt at stille spørgsmål og få noget uddybet. Det kom som en overraskelse at et universitet af den størrelse ikke har nogen form for studienet. Alt bliver formidlet over opsalgstavler, hvilket kan virke som en anakronisme. Alle universiteter vi besøgte havde opslagstavler, så det er åbenbart et kulturelt fænomen. Nu har jeg nævnt en del omkring det negative, men university of Tsukuba er klart et topuniversitet med et særdeles højt fagligt niveau. Deres mange aktive klubber vidner om et godt aktivt socialt miljø. Andet Jeg ville gerne have vidst at det japanske system var så gammeldags, så jeg ikke blev overrasket over mængden af papirer der skulle udfyldes. Jeg ville især gerne have haft mere information omkring, hvad et lab rent faktisk er. En særdeles praktisk lille ting at vide, ville havde været mit eget navn skrevet med Katakana. Fordi jeg ikke selv kunne skrive det, blev min tutor og diverse kontoransatte
nødt til at gætte sig frem til mit navn, hvilket betyder mit navn findes i mange forskellige former i deres forskellige afdelinger.